Bør børn have et hemmeligt liv
En omtale af Niels Jægerum om forældrebøger med gode råd.
Kilde :jane.buenemann@nordjyske.dk efter 2001.
Niels Jægerums produktion
Niels har skrevet en række bøger. Flere af dem er bøger til forældre og handler om børns grundvilkår.
1997: “Da far var lille og spiste fisk”.
1999: “At bakse med livet”.
2000: “Løse børn”.
2001: “Barndommens hemmeligheder”.
Alle bøger er udkommet på Kroghs Forlag A/S.
“Vi kan sagtens forbyde vores børn at balancere højt på hanebjælken i laden. Vi kan også forbyde dem at springe i på hovedet fra en eller anden mole, men vi kan ikke forhindre dem i at gøre det”.
Sådan skriver Niels Jægerum i en ny forældrebog. Den hedder “Barndommens Hemmeligheder”, netop udkommet på Kroghs Forlag.
I bogen beskriver han levende det hemmelige liv, som børn efter hans mening skal have. Det hemmelige liv, som alle vi andre også havde.
-
Jeg var ude og holde et foredrag. En mor henvendte sig til mig og sagde, at hun havde i hvert fald aldrig gjort noget farligt som barn, Så holdt hun en lille tænkepause og så kom det: “Jo forresten. Vi legede da på isflager”, fortæller Niels Jægerum.
-
Og sådan er det med os alle. Vi mindes stunder, hvor der var fryd eller frygt godt skjult for forældrenes øjne. Som forældre hører man også om nogle af børnenes stunder – men først mange, mange år efter. “Barndommens hemmeligheder” indeholder en række erindringer om det forbudte og om det dobbeltliv, mange børn lever.
Bogen beskriver det der, hvor et barn for første gang går hjemmefra. Hen for enden af vejen, hvor man møder frygten for første gang, da starter det hemmlige liv. Det er det ved frygten, at man ikke kan lære den at kende via sine forældre. Man skal simpelthen prøve den selv. Derfor er man som forældre nødt til at sige til sit barn: Så nu går du selv det sidste stykke af vejen, forklarer Niels Jægerum.
Mod Kontrol
“Børns hemmelige liv” er en tydelig fortsættelse af den forrige bog med titlen “Løse Børn”. Den handlede om børns ret til frihed fra forældrenes evige overvågning. Den nyeste bog går længere.
Her skal børnene have lov til deres eget liv helt uafhængige af forældrene. Et liv, hvor de kan prøve livets smerte eller lyst af.
Selv betegner Niels bogen som en anti-bog mod kontrol og sikkerhed. En bog imod “Big Brothersamfundet”
– Vi er nødt til at tro på, at børnene kan klare sig selv. Børn er ikke født til at blive ført ved hånden altid eller leve på et skåneprogram, siger Niels Jægerum.
Selv husker han oplevelser fra sin egen barndom, der netop foregik udenfor overvågning.
– Det kys, man fik af sin kæreste på lejrskole, da lærerne sov. Det husker man da 35 år efter. Det er sådanne stjernestunder, man bærer rundt på som voksen, erklærer han.
En bog om året
Niels Jægerum underviser på Hjørring Seminarium. Han er desuden en meget efterspurgt foredragsholder over hele landet. Det er blandt andet historier fra disse mange møder, han fortæller om i sine bøger.
Mindst en gang om ugen er han afsted for at holde foredrag, når det er “mødesæson” i institutioner, skoler og foreninger. Derudover bliver der altså tid til at skrive den ene bog efter den anden.
Jeg sætter mig til computeren og skriver, mens mange andre ser fjernsyn, forklarer han.
Han skriver altid med slukket skærm. Det med at tælle linier bruger han ikke. Han kan mærke, når en historie er færdig.
Jeg kan så tænde for skærmen og være helt forbavset over, at jeg har lavet en fortælling, siger Niels Jægerum.
Han tilføjer, at det ikke er noget problem at skrive den ene bog efter den anden – siden 1997 én om året:
Når jeg skriver bøger, så oplever jeg, at jeg fyldes med den næste, når en historie er færdig.
Så vi kan formentligt vente endnu en Jægerum-bog næste efterår.
Den seneste bog er som den forrige illustreret af Michael Daniel N. B. Nielsen.
Hjemmeside: Niels Jægerum
august 2019 z- jens otto madsen