Vinterdage på isen i Vrensted i 1950 erne
Skøjteløb på Kirkedammen
Når der var streng vinter og det var der ofte i min barndom, frøs kirkedammen til med is, og der blev så kun lige holdt et lille hul fri til svanerne og ænderne. Når isen var holdbar, var kirkedammen det store samlingspunkt.
Vi fik gummistøvlerne og nogle varme strømper på og valfartede så ned til isen hvor skøjterne blev spændt på støvlerne med en skøjtenøgle og ofte også med læderremme og så gik det bare derud af.
Vi løb om kap på isen og meget mere. Vi kunne også skøjte om aftenen, jeg mindes der var et par gadelygter, så vi lige kunne se. Når det så blev tøvejr og isen begyndte at knage måtte skøjteløb indstilles.
Men vi halvstore drenge med lidt vovemod, slog isen i stykker og lavede isflager, hvorpå vi sejlede rundt. For at lave plads nok til at sejle på, slog vi isen i stykker og skubbede den ind under den tilbageværende is, indtil der blev plads nok til at sejle rundt ved hjælp af nogle store kæppe.
Det skete af og til at det blev til en omgang vandgang for nogle af vi drenge, når vi var lidt for overmodige.
Nogen gange skøjtede vi også på de lave arealer på en mark hvor der stod vand om efteråret. Det var næsten helt ude ved Thøgerslund og Præstens Plantage. Ved Gerhard og Maries hus
gik der en markvej, den går skråt bag huset, som vi gik ad derud og når vi skulle hjem derude fra ved aftenstid, var der altså langt op til byen eller endnu længere for dem som kom helt ude fra mejeribyen i den nordlige ende af Vrensted.
KIRKEDAMMEN
et lille menneske på glatis
en bambi med usikre ben
omgivet af skøjtende venner
der suser henover det frosne vand
de legende børn hujer og griner i flok
fanger hinanden på skift
kaster sig i hinandens arme
bremser med hælen ved kanten
til det mørke vands kolde dyb
isen hugges til flager
der bruges som tømmerflåder
sammenstød og kamp med
kæppe og stager i små og store hænder
et barn glider ud til svanerne
og reddes op af en større dreng
legene fortsætter mens
den uheldige kammerat sendes til tørring
ved kakkelovnens varmeskær
på kanten af det kolde vand
blev vi varmet op til livets passion
det var legeland på kirkedammen
kh
Niels