Besøg af Vagabonder på Bådstedhede er to små historier skrevet af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på Bådstedhede
Vagabond på Bådstedhede
Medens jeg var dreng kom der jævnligt vagabonder, også kaldet farende svende, gående til mit hjem, og bad om noget at spise, og et sted at sove.
En aften kom der også en af slagsen cyklende på en racercykel, og uden at banke på døren, kom han ind i stuen, hvor vi sad og spiste aftensmad.
Mine forældre tilbød ham noget og spise, og ligeledes noget hvidtøl, men han ville ikke nøjes med hvidtøl, han havde en flaske kogesprit i inderlommen, som han begyndte at hælde i samme glas som der var skænket hvidtøl op i.
Det ville min fader ikke have, så han bad ham forsvinde, hvilket han ikke gjorde frivilligt.
Vi fik ham stablet op på hans cykel, og gav ham et skub så han kom i gang.
Det gik ikke så godt med at køre på cyklen, for da han kom ca. 150 m vestpå af vores markvej, væltede han.
Temperatuen var noget under frysepunktet, og selv om han var meget beruset, blev mine forældre enige om at de ikke ville have ham til at ligge på markvejen, så de kontaktede politiet.
Politiet kom godt nok, men de kunne ikke finde vagabonden, da de kun lyste i grøftekanterne, så de kørte retur til Hjørring igen.
Politiet blev igen kontaktet, men nu var vagabonden ikke at finde, da politiet kom til mit hjem.
Nu var det nærliggende at tro at vagabonden var gået ind i laden i mit hjem, men han var ikke kommet længere end til møg renden bag ved køerne, hvor han lå og sov.
Det var ikke en skøn person at få ind i politiets Ford Taunus personbil, så politiet og min fader blev enige om at spule ham under den kolde vandhane i stalden.
For ikke han skulle svine bilen til mere end højst nødvendigt, fandt min fader nogle tomme foderstofsække, som blev lagt på sæderne i politibilen.
Da politiet efterfølgende kom og hentede vagabondens racercykel, fortalte de, at da de kom til Børglum Kloster, vågnede vagabonden op, og han blev så urolig, at de blev nødt til at lægge ham i håndjern.
Vagabond på Bådstedhede 2.
Der var nogle af vagabonderne der kom, de var så ubehøvlede, at de fik besked på at forlade mit hjem straks.
En af den type kom også en aften, han fik besked på at gå videre, med kom ikke længere end hen til daværende Ida og Ejnar Andersen.
Dialogen med Ida og Ejnar var nok heller ikke for god, for pludselig sagde vagabonden.: Jeg tror sku, at jeg går ud og hænger mig.
Ejnar der var hurtig i replikken svarede, at han skulle nok hjælpe ham med noget reb.
Det var nok ikke det svar vagabonden havde forventet, for han forlod i hast familien Andersen.
Historien slutter ikke her, for jeg erindrer at Ejnar har fortalt, at da vagabonden var gået, blev Ida meget vred, hun fortalte i meget skarpe vendinger, at sådan kunne man ikke behandle sine medmennesker.
Oktober 2018, Christian Larsen