Tolstrup Brugsforening begyndte som en indkøbsforening i Tolstrup i 1897, men flyttede til Brønderslev i 1899. I 1904 byggede man et pakhus til, hvor der også var hestestald. Da man havde fået lagt Tolstrup, Stenum og Jerslev under sig besluttede man at søge om detailhandlerbevilling i 1905, den fik man og ansatte Chr. F. Larsen som uddeler.
1 1914 blev indkøbsforeningen eller som den nu kaldes Tolstrup Brugsforening, indlagt i “Dansk Andels Cementindustri”. Efter Chr. F. Larsen blev Niels Åge Engelund uddeler. N. Aage Engelund havde uddelerposten til 1967, da den nye brugsforening var under opbygning på Klokkestøberiets gamle grund.
Følgende har været ansat som uddeler: Marthinus Nielsen, N.C. Mikkelsen, Chr. F. Larsen og N. Aage Engelund
Nedenfor billeder af ekspeditionslokalet
Marie Jensen fortæller om Tolstrup brugsforening i bogen: Vores egns historie, Tolstrup-Stenum 1984, her et uddrag:
Tolstrup Brugsforening – historien fra start
På en ejendom vest for Tolstrup Mejeri på den ejendom, som murermester Peter Juul ejer her i 2021, var det, at gårdejer Johan Chr. Pedersen sidst i 1800-tallet tog initiativ til oprettelse af Tolstrup Brugsforening. I realiteten var han dens første uddeler. Indkøb af varer blev foretaget hos Ringkøbings amts indkøbsforening. Kunderne bestilte varerne i forvejen, som så blev leveret hos Johan Chr. Pedersen, hvor kunderne kunne hente dem. Den første protokol er autoriseret den 8. maj 1897. Man begyndte at arbejde for at opføre en bygning i Brønderslev til brug for foreningen. Der blev ansat en uddeler, og i år 1900 nedsatte bestyrelsen et udvalg for at arbejde for at få etableret en foderstofforretning. I 1902 vedtog generalforsamlingen at erhverve en ejendom i Brønderslev. I 1904 blev der bygget til, nemlig hestestald og pakhus. På generalforsamlingen i 1905 blev der vedtaget at løse adkomst til brændevinshandel, men senere blev det forkastet. I 1907 fik foreningen telefon. I 1908 tilkøbte man en grund med 20 m til Gravensgade. I 1908 på generalforsamlingen diskuteredes der, om der skulle indlægges vand og elektricitet i foreningens ejendom. I 1913 blev der igen bygget til stald og pakhus, og på uddelerens foranledning gik man i gang med en udvidelse af butikken. Herefter fik uddeleren besked på, at der var byggestop, og det holdt man indtil 1921. Marts 1922 kunne foreningen fejre 25års jubilæum. I 1931 blev foreningen medlem af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og navnet blev ”Tolstrup Brugsforening”. Efter mere end 25 år som uddeler, blev uddeler Larsen i 1931 afløst af uddeler Niels Åge Engelund. Larsen fortsatte dog som uddeler for frø. Fra 1934 antoges Engelund tillige som uddeler for frø.
I 1930erne var problemet de store udestående fordringer, men der var samtidig stigning i omsætningen en stigning på 25 % fra 1932 – 1933.
I 1934 blev der vedtaget at bygge ovenpå forhuset, herved kom bygningen til at fremstå, som den var indtil nedlæggelsen.
I 1947 kunne foreningen afholde 50års jubilæum under stor festivitas. Under krigen var det naturligvis vareknaphed og rationeringen, der voldte de største problemer.
Ved generalforsamlingen i 1964 omtaltes der første gang sammenlægning med andre brugsforeninger. Tolstrup brugsforening var ikke interesseret endnu.
Men i 1968 afholdtes foreningens sidste generalforsamling, som sluttede med en tak til uddeler Engelund for 37 år som uddeler ved Tolstrup Brugsforening.
Som tidligere nævnt begyndte Tolstrup Brugsforening som en indkøbs- forening i 1897 i landsbyen Tolstrup lidt uden for Brønderslev mod Løkken, men flyttede i 1899 til Brønderslev med forretning i Gravensgade. I 1967 opførtes et nyt Kvickly på Klokkestøberiets gamle grund, hvorfor man drejede nøglen i Gravensgade. I 2005 måtte Kvickly dreje nøglen om og lukke. Billederne ovenover viser butikken i Gravensgade med varer på hylderne bag disken, hvorover de udleveredes. Alt fra te og kaffe til sko og klædestoffer solgtes over disken. Uddeler Niels Aage Engelund ses i jakkesæt. Han var uddeler, indtil man lukkede i 1967 i Gravensgade og havde da tjent brugsen i 37 år.