Uden fortid ingen fremtid
Et gammelt Churchill-citat: Et folk, der ikke kender sin fortid, har ingen fremtid.
1.generation – Simon Jacobsen
2.generation – mor – Ester Marie Thomsen
Ester Marie Thomsen blev født 4. februar 1922 på Eriksminde som datter af Hans Pedersen Thomsen og Maren Eriksen. Hun blev gift med Christian Jacobsen fra Jerslev og døde 4. september 2014.
Simon Jacobsen har skrevet en beretning om sin oldefar Ole Christian Jacobsen, han var skovfoged i Pajhede Skov. ‘Skovfoged i Pajhede’ blev publiceret i Vendsyssels Årbog 2014.
Simon Jacobsens forældre ejede hans fødehjem Mellemgaard fra 1946 til 1966 hvorefter de flyttede til Løkken. Både på Mellemgård og i Løkken satte de præg på det åndelige liv i over 60 år.
Simon Jacobsen har skrevet en beretning om livet på Mellemgård ‘Fra fæstegård til base for evangelisk og karismatisk vækkelseskristendom’, den blev publiceret i Egnssamlingen Saltum´s årsskrift 2018.
Ægteparret Jacobsens virke i Apostolsk Kirke i Løkken bliver beskrevet i Simon Jacobsens Løkken Kirkehistorie, der publiceres senere.
3.generation – mormor – Maren Eriksen
Maren Eriksen blev født 17. september 1881 på Damsiggaard som datter af Erik Eriksen og Helene Elenora Sørensen. Hun blev gift med Hans Pedersen Thomsen 15. november 1903 og døde 11. oktober 1958. De ejede Eriksminde fra 1920 til 1947.
Livet på Eriksminde da Simon Jacobsens mor voksede op og om hans bedstefar, handelsmanden Hans Thomsens liv, har Simon Jacobsen beskrevet i en beretning som findes her på webben.
4. generation – oldemor – Helene Eleonora Sørensen
Helene Eleonora Sørensen blev født den 29. oktober 1860 på Damsiggaard som datter af Albert Vilhelm Sørensen og Inger Marie Madsdatter. Hun blev gift med Erik Eriksen 21. november 1879 og døde 31. december 1947. De ejede Eriksminde fra 1883 til 1915 og Damsiggaard fra 6. oktober 1897 til 23. april 1913.
Gården Eriksminde, ægteparret Eriksens liv har Simon Jacobsen beskrevet i ‘Oldefar og tre af hans brødre overtog hver sin gård der var fæstegård under Børglum Kloster’, som publiceres senere. Eriksminde har været i familiens eje i over 125 år og er i dag på størrelse med et gods eller herregård. Simon Jacobsens kusine, Hanne Birthes, søn Ole Vingaard Olesen, der er 5. generation har udvidet gården ved tilkøb af jord og nabogårde. I dag hører der ca. 250 ha. til Eriksminde og Ole driver derudover ca. 80 ha, som han forpagter, i alt 330 ha.
Til sammenligning har Børglum Kloster 436 ha.
5.generation – tipoldefar – Albert Vilhelm Sørensen
Albert Vilhelm Sørensen blev født 9. juni 1821 i Harritslev sogn som søn af Søren Poulsen og Helene Eleonora Rafn. Han blev gift med Inger Marie Madsdatter og døde 17. november 1900. Albert Vilhelm Sørensen overtog Damsiggaard ved Auktionsskøde 7. marts 1855 og ejede Damsiggaard til 6. oktober 1897, hvor svigersønnen Erik Eriksen overtog den.
6.generation – tip-tipoldemor – Helene Eleonora Rafn
Helene Eleonora Rafn blev født 9. januar 1798 på Harritslev præstegård som datter af Otto Rafn og Albertina Abel. Hun blev gift med Søren Poulsen 27. december 1820 og døde 10. oktober 184Søren Poulsen var født 1795 som søn af Poul Michelsen. Søren Poulsen blev fæstebonde på Damsiggaard 1815 under Madam Cathrine Hastrup, herregården Lundergaard. Søren og Helene var fæstebønder under Helenes grandkusine. Madam Cathrine Hastrup solgte Damsiggaard den 11. februar 1834 til Christian Pedersen Vestergaard. Han solgte igen gården 12. juni 1840 til Søren Poulsen Bundgaard. Svigersønnen Albert Vilhelm Sørensen overtog gården 7. marts 1855. Damsiggaard var i familiens eje fra 1733 til 1775 da min tip-5-oldefar Anders Jørgensen Gleerup og hans søn Jens Gleerup ejede Lundergaard. I 1803 kom Damsiggaard igen i familien eje, da Lundergaarg igen kom familien Gleerups eje. Denne gang kanceliråd Severin Gleerup til Vang, der var barnebarn af min tip-6-oldefar Jørgen Jensen Gleerup, Severin Gleerup bortforpagtde Lundergaard til sin svigersøn, Mads Hastrup, der i 1810 købte gården. Han døde i 1817 og enken madam Cathrine Hastrup ejede herregården indtil 1838, hvorefter hendes ældste søn, Laurits Hastrup overtog den.
7.generation – Otto Caspersen Rafn
Otto Caspersen Rafn blev født 12. februar 1769 på Volstup præstegård ved Dronninglund som søn af Carper Conrad Rafn og Helene Dorothea Andersdatter Gleerup. Otto Caspersen Rafn blev gift første gang med Albertine Abel i Hørsholm 1. november 1796. Hun blev født 1771 på Frederiksborg Slot og døde 1802. Han blev gift med hustru nr. 2, Sidsel Holm Aagaard, i 1803.
Albertine Abel var datter af kgl. fiskemester ved Frederiksborg Slot, Albert Abel og dennes hustru, Anne Marie Ebbesen. Hendes bror Frederik Joachim Abel var cand.theol. Og fik han plads som huslærer på Boller Hovedgaard ved Tårs hos Christen Schaarups enke Anne Cathrine Bering i 1803 og kort tid efter gift med hende og blev derved ejer af Boller Hovedgaard, der dengang var en anseelig gård med over 1000 tønder land til selve
hovedgården, og dertil kom 224½ td. hartkorn bønderfæstegods.
Otto Caspersen Rafn var kapellan hos sin far i Volstrup fra 19. september 1794. Den 13. maj 1796 blev han kaldet til sognepræst i Harritslev. Han døde 20.oktober 1836.
8.generation – Helene Dorothea Andersdatter Gleerup
Helene Dorothea Andersdatter Gleerup der blev født 5. marts 1737 på herregården Lundergaard. Helene Dorothea Andersdatter Gleerup blev gift i 1759 med Caspar Conrad Rafn, blev født 20. september 1727 i Volstrup præstegård ved Dronninglund som søn af Christian Hansen Rafn og Bodin Sørensdatter Lunge. Hun døde 17. marts 1802. Caspar Conrad Rafn var en højt begavet mand med fine eksaminer. Først var han hjælpepræst for sin far i Volstrup. Derefter blev han præst i Understed-Karup for til sidst at blive sognepræst i Volstrup. Caspar Conrad Rafn var en brændende præst, han skrev, at nogle af hjertet omvendte sig til Herren og at andre var vagt til at begynde, og at helligdagsarbejdet var aftagende. Caspar Conrad Rafn havde 9 børn, 2 af sønnerne blev præster og kapellaner hos ham og 3 døtre blev gift med præster. Han blev udnævnt til provst for Børglum Herred i 1765 resignerede som sådan 1799. Caspar Conrad Rafn døde højt agtet efter 56 års præstetjeneste den 7. december 1810.
Biskop Broder Brorson, Aalborg og bror til salmedigter Brodersen, som skrev om Caspar Conrad Rafns far Christian Hansen Rafn, at han prædikede bevæget og evangelisk og han var dygtig til at undervise. I 1864 sagde biskop Brorson at Caspar Conrad Rafn gik i sin faders fodspor og biskoppen gav ham til stedse gode skudsmål (Vendsyssel Årbog 1920, s. 207-209). Litteratur om provst Rafn: Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn XV 1811 s. 32. Aalborg Skoleprogram 1840. s. 108. Universitetsmatriklen III, s. 55-61. H. EhrencronMüller, Forfatterlexikon VI, s. 389-390.
Provst Rafn udgav følgende: Landemodes-Prædiken over Matth. XXVIII, 20 (Aalborg 1768). ”Fortegnelse over præsterne udi Wolstrup, efter den forklaring, som derom haves deels af et gammelt Manuscript, deels og af en Optegnelse i bemeldte Kirke” i Jydske Efterretninger 1769,2. 445-47. Og ”Efterretninger om Oldsager udi Volstrup og Høibye (Hørbye) sogn” i Antiquariske Annaler II, 1815, s. 358-364.
9. generation – Anders Jørgensen Gleerup
Anders Jørgensen Gleerup var født 23. august 1694, som søn af Jørgen Jensen Gleerup og Else Hansdatter. Han blev gift med Johanne Marie Hessel, fra kongsgården Bjørnkjær i Biersted, den 12. maj 1733.
Den 18. april 1733 købte Anders Jørgensen Gleerup herregården Lundergaard, Jetsmark sogn, Hvetbo herred. Der var på omtrent 500 tønder land, hvoraf 100 tønder land var eng, 16 tønderland med planter og have og resten agerjord. Ved gården var et teglværk. Både hovedbygningen og de øvrige bygninger var opført i mur og bindingsværk. Der var anlagt lysthave, frugthave og køkkenhave. Foruden selve herregården hørte også husmandssteder og fæstegårde i Kås, Jetsmark, Hune, Saltum og Hjermitslev under Lundergaard. Prisen var 15.750 Rigsdaler grov kurant. Den kurante rigsdaler erstattede i begyndelsen af 1700-tallet den tidlige krone-rigsdaler, hvis sølvindhold var blevet for lavt.
Efter brylluppet flyttede Anders og Johanne ind på Lundergaard og de gik i gang med at ombygge hovedbygningens midterfløj. Herregården blev også forøget ved tilkøb af flere gårde, så Anders Jørgensen Gleerup var en virksom mand. Desværre blev han alt for tidlige svagelig, det nævnes i 1743 at han i halve år ad gangen ikke kom ud. Til trods for denne svaghed, fik godsejer Gleerup en æresbevisning i 1750, hvor han bliver udnævnt til Kancelliassessor. I en alder af 65 år døde Anders Jørgensen Gleerup den 4. september 1759, som den største lodsejer i sognet. Kort tid før sin død 29. august 1759 overdrog Anders Jørgensen Gleerup Lundergard til sin ældste søn Jens Gleerup for 32.000 Rigsdaler grov kurant. Foruden herregården medfulgte tiender og bøndergods, henholdsvis 23, 76 og 428 tønder hartkorn.
Jens Glerup var født 13. november 1735, så han var kun 23 år da han blev godsejer. Han fortsatte i faderens fodspor med at forbedre gårdens bygninger og byggede hovedbygningens sidefløje og ladegården. Alle bygningerne på Lundergaard blev under Gleerup’erne renoveret eller nybyggede med holdbart ege- og mur-bindingsværk, hugge sten som sokkel og tækket med tegl. Den anlagde smukke have var gårdens pryd. Der var god harejagt og al slags fuglevildt, især vildænder og urhøns, som fandtes i mængder, næppe et bøsseskud fra gården. Ligeledes var der overflødighed af ferskvandsfisk af forskellig slags i gårdens damme og søer. Det fortælles han ejede ti komplette jordegodser (større gårde) hvoraf den en lå på Gjøl. Han førte et selskabeligt hus og kom meget ud til egnens proprietærer og præster samt til skudehandlerne i Blokhus. Gleerup stod også ofte fadder, hvilket kan ses i herredets kirkebøger. Han blev også udnævnt til krigsråd, som var en af datidens ærestitler.
Jens Gleerup ejede Hune kirke og forærede en oblatæske som bærer denne indskrift: “Til Huune Kirche foræret af velædle Hr. Jens Gleerup til Lundergaard 1760”. Denne æske bruges endnu, når der er nadver i Hune kirke. Krigsråd Gleerup lod en af sine fæstebønder indsætte i Viborg tugthuse, fordi han en nat havde sået sin nabos mark til med ukrudtsfrø. Han blev almindeligvis kaldt broder Jig (eg), fordi han i sin tid havde stjålet et stykke egetræ. Jig beboede en halvgård, der ligger næst vest for Østergaard i Nørre Saltum. Da broder Jig efter straffetidens udløb begav sig tilbage til sit hjem, mødte han tilfældigvis på Aalborg færgebro, krigsrådet, som han straks kendte, men uden dog at være genkendt. Derpå henvendte han sig til ham om en lille rejseskilling. Gleerup spurgte, hvem han var, og hvor han skulle hen. Han svarede: “Jeg er en stakkels fattig mand, som kommer fra tugthuset. Jeg har ingen verdens ting gjort, men min husbond, som er en stor skjælm og træring. De kender ham måske, han hedder krigsråd Gleerup – har sat mig ind, Gode Herre! Han kan da give mig et par skillinger; A kan si, hans fåer hå wåt en grumme rig mand, sien han hår hat rå te såen å læ ham ukvemsord gav Gleerup den påtrængende broder nogle skillinger, hvorefter denne takkede med den tilføjelse, at sådan en god herre kunne et ønske at have til husbond i stedet for bondeplageren på Lundergaard. Der var en kendt træarbejder i Saltum, som blev kaldt Jakob Bødker. Han var tømrer, bødker, møllebygger og tillige en stor spasmager. En dag arbejdede han hos krigsråd Gleerup på Lundergaard, og kom til at tale med en vogterdreng, som fik kost og klæder på gården, men var meget pjaltet. Derover beklagede han sig til Jakob, som så fik drengen til højt at synge følgende vers: “Af dybens nød råber jeg til dig, hr. Glerup, vil du mig høre, min bare røv jeg vender til dig, du lader mig et par bukser gjøre, dertil en kjortel og en hat, o herre, jeg har ingen skjorte.” Drengen blev straks taget i forhør af krigsråden og bekendte, at Jakob havde lært ham verset. Han fik derefter en fuldstændig ny klædning, og Gleerup tog ikke Jakob spasen ilde op. Skudehandler Peder Christensen Krat og skudehandler Svend Jensen Bondrup var blandt Glerups største kreditorer. Ved et gilde hos Svend Bondrup i Blokhus, hvor man som sædvanlig spillede kort, fortælles det, at hans medspillere fik ham anbragt således, at de i et spejl kunne se hans kort. Det betød selvfølgeligt, at Jens Gleerup havde uheld
med sig i spillet. Hans kusk, som længe havde holdt udenfor med den forspændte vogn, kom tilfældigvis ind for at tale med sin husbond og opdagede bedrageriet. Kusken berettede derefter i enrum godsejer Gleerup hvad der var sket, hvorefter de tog hjem. Hans tab var den aften så stort, at han ikke kunne blive ved Lundergaard. Det gik et rygte, at det eneste han fik med sig, da han forlod gården, var en blågrå hest, som hans kreditorer gav ham. Hvorvidt fortællingen er sand eller ej, vides ikke, men 6. maj 1775 tinglæstes Jens Gleerups opbudsdeklaration, efter at han 28. april 1775 havde givet sin svoger, pastor Berg i Vrå pant i løsøre til beløb 2860 Rigsdaler, som Bergs hustru havde til gode af sin arv, samt ligeledes givet krigsråd Jens Gleerup til Rødslet pant for 1550 Rigsdaler. Jens Gleerup forlod kort tid efter egnen og tog til Viborg, og senere blev han efter at have læst til dansk jurist herredsfoged i Aars og Slet Herreder. Han boede på Toftebjerg i Vilsted sogn, og druknede 1786, idet han med hest og vogn sank igennem isen på fjorden.
I 1803 er der igen en Gleerup der ejede Lundergaard, idet Jens Gleerups fætter Severin Gleerup overtog herregården med sin svigersøn som forpagter. Svigersønnen Mads Hastrup overtog Lundergaard i 1810 og da han døde i 1817 var det enken Cathrine Hastrup der ejede herregården indtil 1838, hvorefter hendes ældste søn, Laurits Hastrup overtogden og ejede den frem til 1845.
10.generation – Else Catrine Hansdatter Andersen
Else Catrine Hansdatter blev født 24. december 1661 på Kyø Hovedgård som datter af Hans Andersen og Margrete Lauritsdatter Suur. Else Hansdatter blev gift med Jørgen Jensen Gleerup 22. maj 1683 på Waar Hovedgaard ved Farstrup. Hun døde 12. marts 1731.
Jørgen Jensen Gleerup blev født den 24. april 1653 i Vesterbølle, Ålestrup, Viborg som søn af Jens Glerup (født år 1600 i Gjørup, Ulbjerg sogn – døde år 1660 i Vesterbølle sogn). Navnet Glerup stammer fra landsbyen Glerup i Vesterbølle Sogn.
Jørgen Jensen Gleerup første Hustru døde på Sebber Kloster 1682 i barselseng sammen med barnet. Året efter giftede han sig i Aalborg med Else Hansdatter. Hun fødte ham 13 børn, af hvilke de 8 overlevede forældrene. De fik en god opdragelse og kom alle i gode livsstillinger.
I 1697 købte købmand Anders Madsen Klæstrup Sebber Kloster, han boede i Aalborg og lod herregården bestyre af Jørgen Jensen Gleerup. Hos den tidligere ejer havde Gleerup været godsforvalter og senere forpagtet godset. Da Klæstrups hustru, Agnete Verkmester, døde 1706 uden de havde fået børn, oprettede han en kontrakt med Gleerup. Ifølge kontrakten havde Gleerup ret til at købe Herregården efter Klæstrups død. Gleerup havde i tidens løb betalt Klæstrup forpagtningsafgift på i alt ca. 5000 Rigsdaler, hvilket svarede til 5/14 af købesummen for Sebber Kloster. Arvingerne skulle havde den resterende del af Købesummen, 9000 Rigsdaler. Endvidere skulde Gleerup, ligesom hidtil, have halvdelen af godsets Indtægter og betale halvdelen af udgifterne.
Allerede året efter døde Klæstrup, kun 59 år gammel, og i overensstemmelse med kontrakten gav hans arvinger i 1708 Gleerup skøde på hele Sebber Kloster gård og gods.
Som et monument over deres kompagniskab oprettede Klæstrup og Gleerup et legat, hvis renter oprindelig skulde anvendes til fattige børns undervisning på Sebber Klosters
gods i Sebber Sogn, men senere blev uddelt som julehjælp til enker og gamle sammesteds. Kapitalen, 600 Slettedaler skulle indestå i godset og forrentningen af den påhvile det som en fast hæftelse.
I årene 1713-20 forøgedes Sebber Klosters gods betydeligt, idet Gleerup erhvervede Ovtrup Kongetiende og Kirketiende til ejendom med kaldsret til Ovtrup Kirke og desuden købte han af kronen ca. 50 tønder hartkorn bøndergods i Aalborg Stift. I de 30 år, A. M. Klæstrup og J. J. Gleerup ejede Sebber Kloster, voksede gårdens fæstegodstilliggende
fra ca. 100 tønder hartkorn til det tredobbelte og tiendehartkornet fra 3 tønder til 23, medens hovedgårdstaksten forblev uforandret.
Herregården Sebber Kloster og klosterkirken som Glerup familien ejede Sebber Kloster er i dag en hovedgård ved Sebbersund. Det samlede areal udgør 650 tønder land. Hovedbygningen, der er opført i 1959-60 efter en brand. Sebber Kloster nævnes allerede i 1268, da det hørte under Viborg bispestol og var nonnekloster for Benediktiner-Ordenen. Af de oprindelige bygninger er kun kirken tilbage. Ved reformationen kom klosteret under kronen der i 1537 forlenede gård og gods til Christian Friis, og senere til fru Anne Glob, enke efter Jørgen Urne. I 1581 mageskiftede Frederik II Sebber Kloster tit Oluf Brockenhuus, hvorefter gården var i Brockenhuus’ernes eje indtil 1697, da den solgtes til Anders Klæstrup, hvis arvinger afhændede gården til Jørgen Gleerup i 1708.
Da Jørgen Jensen Gleerup døde i 1727 og EIse Hansdatter fire år senere, blev alle deres efterlevende børn i forening ejere af Sebber Kloster, men allerede i 1732 solgte de øvrige søskende deres arveparter til den yngste bror, Bagge Jørgensen Gleerup, som var født i året 1700. Året efter at han blevet eneejer, giftede han sig med Henrikke Margrethe Holst, der var født i Aalborg 1702. Han døde allerede 1750, mens hustruen overlevede ham i 42 år.
Bagge Gleerups ældste søster, Karen, var gift med Mathias Olufsen Mørch til Kyø. Da hun døde som enke i 1748, købte Gleerup dette gods. Bagge Gleerup dør i 1780, hvorefter enken Henricha Margrethe Holst i 1781 sælger gården. I 1805 solgtes gård og gods af baron Chr. Fr. Iuul-Rysensteen til Lundbæk, som afhændede det meste af fæstegodset.
Slægten Gleerup, hvis stamfader var Jørgen Jensen Gleerup, var i lang tid Vendsyssels mægtigste godsejerslægt og følgende herregårde, hovedgårde og proprietærgårde har været i slægtens eje:
Rødslet Hovedgård ved Vadum, Bjørum Hovedgård ved Vadum, Bjørnkær – gammel kongsgård ved Biersted, herregården Lundergaard i Jetsmark, Østerågård ved Hals, Vang Hovedgård ved Sulsted, Sønder Elkær Hovedgård ved Sulsted, Haven Hovedgård ved Hørby, herregården Knudseje ved Skæve, Dybvad Hovedgård, Ormholt Hovedgård ved Østervrå, herregården Hejselt ved Torslev, herregården Baggesvogn ved Sindal, Klavsholm ved Ørum, herregården Nørre Ravnstrup ved Ørum, Aastrup Hovedgård ved Hjørring, Villerup Hovedgård ved Skallerup, Eget eller Jeget ved Skærum – en af de mindste herregårde i Vendsyssel, Birkumgaard på Gjøl, Julianeholm ved Sulsted, Nørgård ved Kvissel, herregården Knivholt ved Frederikshavn, Enggården Sønderskov ved Hjørring, Julianeholm ved Sulsted.
11. generation – Margrethe Lauritsdatter Suur
Margrethe Lauritsdatter Suur blev født 4. november 1640 i Aalborg som datter af Laurits Lauritsen Suur og Else Baggesdatter.
Hendes mor døde allerede 25. november 1644, da Margrethe var 4 år. Margrethe var opkaldt efter hendes mormor, den rige borgmester Laurtits Thøgersens datter. Faderen døde 9. oktober 1649 og den forældreløse pige vokser op hos hendes moster Ingeborg, der var gift med sognepræsten ved Budolfi Kirke Jacob Hansen Brun. Kun 16 ½ år gammel 14.juni 1657 blev hun viet i Budolfi Kirke til den 35-årige fra Ribe, Hans Andersen, der var handelsmand og senere forpagter på Kyø Hovedgård. Hans Andersen var født 8. marts 1622 og døde 23. august 1671.
Kyø var allerede hovedgård omkring 1400 og på et tidspunkt en herregård med 1.000 tønder land med egen kirke. Hans Andersen var forpagter på Kyø for Ulrik Seefeld fra herregården Visborggård i tiden 1650’erne og sikkert til din død i 1671.
Hans Andersens barnebarn Karen Gleerup flyttede ind på Kyø Hovedgård 1718, da hendes mand proprietær Mathias Olufsen Mørck købte hovedgården for 15.800 rigsdaler. Efter hans død beholdt Karen Gleerup gården til hun døde i 1748. Bagge Jørgensen Gleerup, Sebber Kloster erhvervede derefter hovedgården på auktion og den blev i Gleerup slægtens eje frem til 1797.
Karen Gleerup, datter af Jørgen Jensen Gleerup, Sebber Kloster, skænkede i 1742 Store Aistrup kirke en flot dreven sølvoblatæske, som stadig bruges ved nadver i kirken.
Margrethe Lauridsdatter Suur blev forpagterske på Kyø. Hun blev gift 2. gang med husbondens fuldmægtig Rasmus Jensen 29. august 1674. Rasmus Jensen var forpagter af Waar Hovedgård i 1677, hvor de bosatte sig og der døde Margrethe 1680, kun 40 år gammel. Waar Hovedgård blev opført som et af de største herregårdanlæg i Nordjylland, med 3 fløje og i 3 etager, med tårn, voldgrav og vindebro. Jordtilliggende var på 10.000 ha.
12.genaration – Laurits Lauritsen Suur
Laurits Lauritsen Suur blev født 1605 som søn af Laurits Jensen Suur og Johanne Laursdatter Guldsmed. Gift 1. gang 1630 med Else Baggesdatter, datter af købmand og rådmand Bagge Pedersen fra Ribe. Laurids Lauritsen Suur slægt var rådmænd og Johanne Laursdatter Guldsmed slægt var også rådmænd og borgmestre tilbage til 1511. Laurits Lauritsen Suur var købmand og blev rådmand i Aalborg 1. marts 1636, han døde i 1649 og blev begravet 9. oktober.
13.generation – Laurits Jensen Suur
Laurits Jensen Suur blev født i Aalborg 1564 som søn af Jens Suur og Anne Clementsdatter. Han blev gift med Johanne Lauridsdatter Guldsmed. Laurits Jensen Suur var købmand, rådmand og 2.borgmester i Aalborg fra 1618 – 1632, i den tid hvor Jens Bang byggede sit stenhus på Østerågade. Laurits Jensen Suur døde 1. marts 1632.
Datteren Karen blev gift med borgmester Christoffer De Hemmer.
Borgmester Laurids Jensen Suur blev optaget i Købmands- og handelsforeningen Guds Legems Laug 28. maj 1584. Medlemmerne var indflydelsesrige mænd i Ålborg. Guds Legeme Lav havde også tilnavnet Papegøjegildet, som det i daglig tale kaldtes på grund af den årlige skyden “Papegøjen af stagen”, som foregik ved hjælp af en armbrøst. Vinderen, der skød fuglen ned, blev kåret til papegøjekonge, hvilket gav visse rettigheder, men som også krævede, at denne gav lavets medlemmer fire tønder øl ‘anden dag efter pinse’. Med værdigheden fulgte i embedsperioden en sølvpapegøjekæde der skulle hænges om halsen og bæres under lavets møder. Aalborg borgmesteren Peter Ilfarsøn oprettede i 1431 lavet hvor købmændene samledes for dels at drøfte merkantile interesser, men sandelig også for at deltage i de løjer, som foregik, når der var fest. Lavsthuset var indtil 1506 bag nuværende Gravensgade, hvor blev mageskiftet med Møntergården ved Østerå.
Ikke blot danske købmænd blev optaget i lavet, men også tyske købmænd var repræsenteret. For de tyske købmænd var lavslokalerne et samlende midtpunkt under opholdet i det fremmede. Men også mange fra middelaldersamfundets ledende kredse samledes i lavet, for både gejstlige og adelige havde interesser i skibe, ejendomme og handel, så derfor kombinerede man det behagelige med det nødvendige og lod lavet danne rammen om de forskellige handler og transaktioner. Når lavets medlemmer mødtes, har snakken gået flittigt, godt hjulpet af det stærke, tyske øl.
Aalborg fik sine købstadsprivilegier i 1342, og fra da af havde byen borgmestre og rådmænd. Fra 1438 regeredes Aalborg af 2 borgmestre ad gangen. Dette varede indtil 1794, hvorefter man nøjedes med en borgmester. Fra 1438 indtil omkring år 1600 havde Aalborg 12 rådmænd af gangen. Herefter skar man det ned til 10, for fra omkring 1682 til kun 3.
Rådhuset hvor borgmester Laurids Jensen Suur havde sit virke blev bygget på 1500-tallet. Det lå på samme grund, som det nye rådhus blev bygget på i 1762 og indtil 1912 dannede rammen om Aalborg Kommunes administration.
14. generation – Anne Marine Clementsdatter Munk
Anne Marine Clementsdatter Munk blev født år 1521 på Kappelgaard ved Åbybro, som datter af Clement Andersen Munk og Marine Sørensdatter Munk. Hun blev gift med Jens Jensen Suur født 1510 som var borgmester i Aalborg. Hun døde 1610.
15.generation – Skipper Clement Andersen Munk
Clement Andersen Munk, kaldet Skipper Clement, blev født på Vedstedgaard, Vedsted Aaby Sogn i den 13. november 1485 som søn af Anders Clementsen Munk og Anne Andersdatter Kjerulff. Han blev gift med Marina Sørensdatter. Skipper Clement, Clement Andersen Munk, var en agtet og meget velhavende mand. Han var skibsredder, storkøbmand, kaperskipper, bondeoprørsfører og viceadmiral under kong Christian 2. Clements flåde af skibe besejlede Østersøen til blandt andet Lübeck ,Riga og Tallinn. I Nordsøen til England, Nederland, Frankrig og Spanien.
I 1525 trådte Skipper CIement offentlig frem som viceadmiral i kong Frederik den Førstes tjeneste. Efter kongens ordre skulle han med fire skibe sejle nogle kommissærer over til Gotland. De skulle modtage Visborg, som Iensmanden Søren Norby ved et forlig måttet afstå til kongen. Men kommissærerne kom ikke til Gotland. Skipper Clement narrede dem ved at samle mandskab, gods og skyts fra de tre skibe over på det største skib “Peter van Hull” og sejle bort med det, inden de fornemme herrer kom ombord. Sagen var den, at Clement var tilhænger af den fordrevne, bonde venlige kong Kristian den Anden og derfor ikke undså sig for at narre hans efterfølger, den adelsvenlige Frederik den Første.
Skipper Clement drog på egen hånd i flere år på kaperi, lovligt sørøveri, rundt om i de danske farvande. Kristian den Anden sendte ham nytårsaften 1925 et brev med tak for de tjenester han med skibet “Peter van Hull” havde gjort for ham. Nogle gange var Skipper Clement uheldig, han kom for sent til et søslag, strandede ved Jyllands vestkyst og forliste ved den skotske kyst med skibet “Peter van Hull”.
I sommeren 1532 var Skipper Clement med kong Kristian den Anden på togt til Norge. To gange forhandlede han med den svenske kong Gustav Vasa, der gerne ville have den dristige skipper i sin tjeneste, men Clement ville ikke tjene kong Kristian den Andens bitre modstander.
I 1534 udbrød Grevens Fejde, den krig hvor Skipper Clement fik berømmelse som bondehøvding. Baggrunden til denne uhyggelig krig var den uro der herskede i landet efter kong Fredrik den første døde i 1533. Der var religiøs og social uro indadtil og udadtil kunne Danmark blive inddraget i en handelskrig. Indadtil stod to kirkelige partier i skarp modsætning, nemlig det gamle katolske parti og det nye lutherske. Et opgør og en afgørelse måtte til, inden der kunne blive ro i kirken. Bønderne stod i et skarpt modsætningsforhold adelen, der havde erhvervet sig store fordele og megen magt og indflydelse på landets styrelse.
Der var også stor uenighed om det nye kongevalg mellem katolikkerne og lutheranerne. Den afdødes ældste søn Kristian, som var hertug i Holstein var ivrig lutheraner, hvorfor en del af adelen og den katolske kirke modarbejdede hans valg. De ønskede den tolvårige pris Hans til konge, i håb om, at han skulle forbliv katolik. På grund af denne uenighed blev kongevalget udsat, og rigsrådet styrede landet. Bønderne og borgerne i byerne var utilfredse med måden rigsrådet styrede landet på og ønskede at hjælpe Kristian den Anden ud af Sønderborg fængsel og gøre ham til konge igen.
I juni måned 1534 landede en hær af lübeckere på Sjælland, anført af grev Kristoffer af Oldenborg. Efter ham kaldtes krigen grevens fejde. For at vinde borgernes gunst erklærede lübeckere, at de kom for at hjælpe Kristian den Anden tilbage på tronen, til trods for han i sin tid som konge havde været deres bitre fjende. De danske borgeres ledere sluttede sig til lübeckere i håb om af få deres ven og beskytter tilbage som konge. I løbet af kort tid var Sjælland, Skåne og Fyn i grev Kristoffers magt. Adelen underkastede sig ham for at redde deres ejendomme.
Skipper Clement blev bondehøvding og på sin magts tinde havde han underlagt sig 49 jyske herreder. Af hensyn til hans ven Kristian den Anden og bøndernes kamp mod adelen trådte Skipper Clement i grev Kristoffers tjeneste efter en forhandling i Malmø. Greven ønskede at han skulle få de nordjyske bønder til at gøre oprør mod herremændene. Den 14. september 1534 ankom Skipper Clement med 2 skibe og nogle af grevens krigsfolk. På kort tid lykkedes det ham at indtage slottet Aalborghus og lensmanden og hele Vendsyssel var snart på oprørernes parti. Bønderne ødelagde og brændte mange herregårde nord for Limfjorden.
Fra Vendsyssel bredte opstanden sig til de nærliggende dele af Jylland, Hanherred, Thy, Himmerland, Salling, Viborg og Randers. På herredstingene blev der oplæst et brev fra Skipper Clement, som truede enhver med galgen, som ikke ville følge ham. Da det så ud til, at turen kom til de sydjyske adel, besluttede de sig for at forhindre bøndernes videre fremgang. På et møde i Aarhus sidst i september 1534 blev der planlagt et angreb på de nordjyske bønder.
Anført af lensmanden på Kalø, Erik Banner, drog en hær på 600 mand til hest mod Aalborg. De var sikre på en sejer over de uøvede bonder skarer ved Aalborg. Hæren slog lejr for natten den 15. oktober ved Svenstrup syd for Aalborg. De troede ikke bondehæren var nogen trussel og tænkte ikke på at besætte højdedragene nord for byen og åen. Skipper Clement var tidlig på færde næste morgen. Allerede før dag brød han op fra Aalborg med 6.000 mænd, dårligt bevæbnede, men kampivrige. De besatte højderne nord for Svenstrup før adelen var klar til kamp. Adelsmændene jernklædte ryttere ville ride hen over engdraget ved åen og angribe bønderne. Efterårsregnen havde gjort jorden blød, så hestene sank i engen. Denne situation udnyttede bønderne der rykkede ned i engen som de let løb hen over og slog løs på rytterne med deres spyd og køller. Adelen led et nederlag mod Skipper Clement.
Fra Svenstrup drog bønderne videre ned gennem Himmerland hvor de nedbrændte nogle herregårde. Da adelen hørte om nederlaget forbedrede de befæstningen af Randers. Skipper Clements folk drak sig fulde i øl de fandt i gårdene uden for Randers. I en ølrus angreb de byen med deres køller og spyd, men blev slået tilbage. Clement og hans hjælpere indså, at her kunne de intet udrette og trak sig tilbage til Aalborg by. Krigslykken var ikke længere med Skipper Clement, hans kloge rådgiver Jens Flinke døde og der blev uenighed i bondepartiet. Der kom ingen undsætning fra grev Kristoffer og Skipper Clement blev den 9. september 1536 henrettet på Viborg Landsting.
16.generation – Anders Clementsen Munk
Anders Clementsen Munk født i Vedsted 1450 som søn af Klement Andersen og Anna Pallesdatter Kirt. Gift med Anne Andersdatter Kjærulff fra storbonde- og adelsslægten Kjærulff, som datter af herredsfoged i Kær Herred Anders Kjærulff.
Anders Clementsen var selvejer og ejede Vedstedgaard ved Åbybro. Før i tiden blev gården kaldt Skipper Clements gård, ligesom gården så langt tilbage, som det har været muligt at følge den, været den største gård i Vedsted.
17. generation – Klement Andersen
Klement Andersen var søn af Anders Pedersen Due og Christence Henriksdatter Ulfstand. Gift med Anna Pallesdatter Kirt. Klement Andersen var bonde og ejer af Vedsted Gods. Vedstedgård gennem tiden har været den største gård i Vedsted og har derfor blevet benævnt som et gods. Ifølge en gammel latinsk vise solgte og skødet Klement Andersen, salig Anders Pedersens søn sit Gods i Vedsted til Vor Frue Alter i Aalborg 1453. Erik Eriksen lensmand på Aalborghus og høvedsmand i Vendsyssel, indstiftede et alter til Sankt Anna ved Vor Frue kirke i Aalborg 23. april 1426. Noget tyder på, at Skipper Clements farfar Klement Andersen skænkede sit gods i Vedsted til Den Katolske Kirke i Aalborg 1453.
18.generation – Anders Pedersen Due
Anders Pedersen Due født på Skabersjö Slott år 1365 som søn af Peter Andersen Due og N. N. Pedersdater. Han var væbner og gift med Christence Henriksdatter Ulfstand, datter af Henrik Gertsen Ulfstand ejede af borgen Glimmíngehus. Hendes halvbror Jep Henriksen Ulfstand ejede Skabersjö Slott.
Glimmingehus er Nordens bedst bevarede middelalderborg og Sveriges nationalborg. Borgen blev opført af danskeren Jens Holgersen Ulfstand, som var ridder, rigsråd, lensherre på Gotland (som dengang var dansk) og admiral i den danske flåde. Byggeriet af Glimmingehus gik i gang i 1499, og i knap 50 år blev borgen anvendt som bolig for familien Holgersen Ulfstand. Herefter lå Glimmingehus hen som kornmagasin i omkring 400 år Anders Pedersen Due var fra Skaberø Slot ved Malmø og mageskiftede med Torkil Hval hvor han overtog Vedsted Gods i 1415. Han var væbner, en titel som blev brugt i middelalderen. Oprindelig var det en udrustet kriger, som til gengæld for tjeneste, havde skattefrihed.
19.generation – Peder Andersen Due
Peder Andersen Due blev født år 1380 søn af Anders Nielsen Due og Jensdatter Galen. Gift med N.N. Pedersdatter, til Boserup, Luggude, Skaane, Sverige. Peder Andersen Due til Skaberjsö og Boserup, Lundgude herred, gav 1393 gods til Lund Domkirke for sin hustrus fader Peder Eskildsens sjæl, solgte 1401 alt sit arvegods efter Peder Laxmand til Dronning Margrethe.
Noget tyder på, at Peter Andersen Due’s bror Henrik Andersen Due ejede Skabersjö Slott efter deres fars død i 1349. Peter Andersen Due overtog slottet i 1391 og ejede det frem til 1431, hvor broderen Truid Nielsen Due overtog det.
I 1445 kom slottet ved ægteskab ind i den rige og magtfulde familie Ulfstands besiddelse da Truid Nielsen Due datter Kirsten gifter sig med Jep Henriksen Ulfstand og Skabersjö forblev i familiens eje indtil 1609.
Tage Ottesen Thott overtog Skabersjö Slott 1609 og det har været i slægten Thotts eje indtil nu. Slottet ligger omkring 12 km syd øst for Malmø. Jeg fik kontakt med den nuværende ejer og besøgte slottet i 2014.
20. generation – Anders Nielsen Due
Anders Nielsen Due var søn Niels Andersen Due og gift med N. N. Jensdatter Galen, datter af ridder Jens Nielsen Galen, Näsbyholm slot i Skåne. Anders Nielsen Due af Ingelstorp, Ingelstad Herred og Skabersjö Herred, var korsridder og ejer af Skabersjö Slott, som han ejede fra 1349 til 1389.
21.generation – Niels Andersen Due
Niels Andersen Due født år i Tubetorm, Smørum ved København 1260 som søn af Anders Nielsen Due og Cecilie Tokesdatter Saltensee af Tystofte. Gift med Eline Jensdatter Capellegord. Niels Andersen Due var ridder og ejer af Skabersjö Slott. Slottet er kendt som et befæstet sted siden 1290 og Niels Andersen Due har sikkert ejet slottet siden da og indtil sønnen overtog det i 1349. Niels Andersen Due beseglede i 1326 det Hr. Ludvig Albertsen givne lensbrev på Almindsyssel og altså da hørte til Kong Valdemars parti, men 1328 sluttede sig til Kong Christoffer, som han atter må have forladt, da han 1332 ved Forliget i Kiel nævnes på Grev Gerts side.
22.generation – Anders Nielsen Due
Anders Nielsen Due født 1222 som søn af Niels Alexandersen. Gift med Cecilie Tokesdatter Saltensee af Tystofte. Korsridder Anders Nielsen benævnes “af Sjælland” og kaldes 1267 “Dominus” og tilholdt sig da gods, som en vis fru Estrid havde givet til Skt. Claras Kloster i Roskilde. Han beseglede 1279 til vitterlighed et til samme kloster udstedt gavebrev, men kaldes da ikke Dominus, hvad han derimod kaldes i 1285, da han var medudsteder af et vidne om Als, hvorunder hans segl endnu er bevaret. Våben: Falk med udbredte vinger. Anders staves også Andreas. Nævnes som ridder 1267-85.
Anders Nielsen af Sjælland, testamenterede ved hans død i 1279 en Gaard i Lyderup til Sorø Kloster.
23.generation – Niels Alexandersen Falster Hvide Due
Niels Alexandersen Falster Hvide Due født 1190 i Borup ved Roskilde som søn af Alexander Pedersen Hvide. Gift med Cecile Alexandersen Faster.
Han var kongelig staldmester. I følge Falsterlisten ejede han jord i Tingsted.
24.generation – Alexander Pedersen Hvide
Alexander Pedersen Hvide født 1160 i Borup ved Roskilde som søn af Ingefred Assersdatter Hvide og Peder Nielsen Øm af Borup. Gift med Margrethe.
Alexander Pedersen Hvide var korsridder. Også kaldet Grev Absalon af Sjælland. Han var hærfører ved erobringen af Camin 1185/86. Kendt fra det mislykkede danske forsøg på at tilslutte sig 3. korstog 1188-92, hvor han selv stillede med skib. Han optrådte i 1201 som sekretær for sin døende onkel biskop Absalon, og blev indsat i hans testamente som den, der skulle sørge for, at testamentets bestemmelser skulle føres ud i livet.
25.generation – Ingefred Assersdatter Hvide
Ingefred Assersdatter Hvide født 1130 i Fjenneslev som datter af Asser Skjalmsøn Rig Hvide og Inge Eriksdatter. Gift med Peder Nielsen Ørn af Borup søn af Niels Thorbensøn.
Ingefred Assersdatter Hvide var eneste kendte søster til Esbern Snarre.
26.generation – Asser Skjalmsen Rig Hvide
Asser Skjalmsen Rig Hvide født år 1075 i Fjenneslev. Søn af Toke Tryllne Palnesen. Gift med Inge Eriksdatter, en datterdatter af Knud den Hellige.
Efter Skjalm Hvides død arvede Asser Skjalmsen Rig fædrenegården. Om dette hjem kan man med rette bruge digterordet, at tit bar et enkelt hjem et helt land, sjældent har et hjem betydet så meget for et land som dette, både ved sin egen indsats og ved den betydning, som deres to sønner Esbern Snare og Absalon og deres fostersøn Valdemar den Store, fik for Danmark. De tre lagde grunden til Danmarks storhedstid i middelalderen.
Asser Rig var høvdingen, der drog i leding og var med i, hvad der rørte sig i Danmark, han virkede udadtil. Han var en af sin tids mest magtfulde mænd med tæt tilknytning til kongemagten. Fru Inge var en hjemmets kvinde; når Asser Rig var borte fra hjemmet, var det hende, der ledede arbejdet hjemme. Medens Asser Rig var i leding, skulle hun fuldende den nye kirke, der skulle afløse den gamle trækirke som Asser Skjalmsen Rig opførte i tilknytning til sin gård Fjenneslevlille i Fjenneslev ved Ringsted. Denne opgave løste hun således, at Fjenneslev kirke hører til en af Danmarks smukkeste landsbykirker, en perle blandt vore middelalderkirker.
Asser Rig og fru Inge byggede kirken, der både kunne være til Herrens ære og Hvideslægten værdig. Kirkens navnkundighed skyldes de to tårne, vidt bekendt er sagnet om, hvorledes det gik til, at kirken fik to tårne. Imedens Asser Rig og fru Inge var ved at bygge den nye kirke, blev Asser Rig kaldet i krig, og fru Inge måtte alene bygge kirken færdig. Idet han steg til hest, bøjede han sig ned og hviskede til hende: Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir! Da Asser Rig ved hjemkomsten fra den grønne brink skuede de to tårne, forstod han, at hans hustru havde skænket ham to sønner.
27.generation – Toke Tryllne Palnesen
Toke Tryllne Palnesen blev født år 1011 i Devon, England som søn af Palne Slau Tokeson og Prinsesse Gunhild Haraldsdatter. Gift med Ingeborg Palnesen, født Thorkildsdatter. Han døde år 1086.
28.generation – Gunhild Haraldsdatter
Prinsesse Gunhild Haraldsdatter blev født i Jelling år 956 som datter af kong Harald Blåtand og dronning Gyritha. Hun blev gift med Palne Slau Tokeson, jarl i Devonshire. De blev dræbt i massakren ‘Danemordet’ i England i Danemordet 13.november 1002.
From English Historical Fiction Authors. Drawing by A. Pearge.
29.generation – kong Harald Blåtand Gormsen
Konge Harald Blåtand Gormsen født i Skinnerup 918 som søn af kong Gorm Den Gamle og Dronning Thyra Dannebod. Gift med Gyrith Olavsdatter.
Harald den 1. ‘Blåtand’ var konge af Danmark fra 958. Kong Harald regerede først sammen med sin far, kong Gorm den Gamle, og efter hans død alene. På dette tidspunkt rejste hans søn, Svend den 1. ‘Tveskæg’, et oprør, der førte til kong Haralds død i vikingeborgen Jomsborg på øen Wollin i 987, som i dag er en halvø på grænsen mellem Tyskland og Polen. Harald Blåtand blev begravet i en trækirke i Roskilde han selv havde bygget i 980’erne, der hvor Roskilde Domkirke ligger i dag.
På den store Jellingsten kundgør Harald, at han har erobret hele Danmark og Norge. I løbet af få år, fra 979 til 981, opførte han en række større bygningskomplekser, der formodentlig må sættes i forbindelse med den påståede rigssamling: udbygningen af Dannevirke, broen over Ravning Enge og de store ringborge, bl.a. Trelleborg.
Endvidere tilskrives opførelsen af den ældste stavkirke i Jelling også kong Harald, sandsynligvis som gravminde over sin far Gorm den Gamle.
Kong Harald havde ligesom flere tidligere danske konge haft indflydelse i Sydnorge og gennem sin jarl, Håkon Sigurdsson fra Trøndelagen, måske i mere af landet.
I indskriften på den store Jellingsten, som også tilskrives kongen, står der, at Harald gjorde danerne kristne. Haralds egen omvendelse til kristendommen ved missionæren Poppos jernbyrd er omtalt i Widukind af Corveys Sakserkrønike; Haralds dåb dateres til ca. 965.
Tilnavnet Blåtand forekommer først i Roskildekrøniken fra ca. 1140 og må sigte til, at Harald havde en iøjnefaldende blå (eller sort) tand.
30.generation – Kong Gorm Den Gamle – Gormsen
Kong Gorm Den Gamle var født år 885 som søn af Hardeknud. Han blev gift med Dronning Thyra Den Stærke Danebod. Dannebod datter af jarl Klakharald fra Jylland. Thyra var en dejlig og forstandig kvinde, og hun var den mægtigste af alle kvinder i de nordiske lande.
Kong Gorm blev konge 934 og døde i vinteren 964. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald tyder det på, at han rådede over Jylland og Sønderjylland. Han blev begravet i Thyras Høj (Nordhøjen) i Jelling, senere overflyttet til kirken.
Udover at være far til Harald Blåtand havde Gorm den Gamle to børn, Knud Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt, og Gunhild, født ca. 900 og ifølge overleveringen myrdet på Harald Blåtands foranledning.
31.generation – kong Knud Hardeknud Sigurdsson
Knud den 1. Hardeknud blev født i Hord, Jylland år 814 som søn af Sigurd Orm i Auga Ragnarsson og dronning Heluna (Bleja) Ellasdotter Ragnarsson, født Prinsesse Av Northumbria I Engeland.
Knud 1. Hardeknud var konge i dele af Danmark fra omkring 917 til omkring 948, forud for sønnen Gorm den gamle som betragtes som Danmarks første officielle konge. Hardeknud betragtes som grundlæggeren af Jellingdynastiet. Den danske rige eksisterede længe før Hardeknuds tid.
32.generation – Kong Sigurd Orm i Auga Ragnarsson
Sigurd Ragnarsson født år 783 i Hord, Jylland som søn af Ragnar Lodbrok og Åslaug Sigurdsdatter. Han var gift med dronning Heluna (Bleja) Ellasdatter Ragnarsson, født Prinsesse af Northumbria i England. Han døde år 853.
Sigurd Orm i Auga Ragnarsson var en av sønnerne til den legendariske vikinghøvding Ragnar Lodbrok og hans hustru, den ligeså legendariske Åslaug Sigurdsdatter, også kalt
for Kraka. Sigurd var bror til Ivar Beinlause, Halvdan Kvitserk, Bjørn Jernside, Eirik Vindhatt med flere. Sigurd og hans brødre var historiske skikkelser, som spillede en betydelig rolle i småkongedømmerne rundt om Nordsøen, det vil sige Norge, Sverige, Danmark, England og til dels også Irland på slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet.
33.generation – Åslaug Sigurdsdatter
Åslaug Sigurdsdatter med tilnavnet Kraka = Krage blev føde år 765, datter af Sigurd Fåvnesbane og valkyrien Brynhild Budasdatter. Hun var gift med Regnar Lodbrog i år 783 og fik fem sønner, Ivar Benløs, Bjørn Jernside, Hvidsærk, Ragnvald og Sigurd Orm-i-Øje.
34.generation – Brynhild Budlasdatter
Brynhild Budlasdatter blev født ca. 738 i Norge som datter af Budli Lenindisson. Hun var gift med Sigurd “Fafnisbana” Sigmundsson og fik datteren Aslaug Sigurdsdotter.
35.generation – Budli Lenindisson
Budli Leinfnisson blev født år 712 som søn af Leinfni Atti(o)psson. Hustru er ukendt, de fik syv børn Brynhild Sigmundsson (født Budlisdottir), Brynhild Vingulmork Bundlasdatter og fem andre børn. Budli døde år 762, i en alder af 50 år.
36.generation – Leinfni Allipsson
Leinfni Allipsson blev født den 2. september 692 i Buskerud, Buskerud, Norway, som søn af Hans Attip Budiasson
37.generation – Attip Budiasson
Attip Budiasson blev født år 565 i Ringerike, Buskerud, Norge. som søn af Budli Halfdansson. Han døde år 624 i Ringerike, Buskerud.
38.generation – Budli Halfdansson
Budli Halfdansson blev født år 502 som søn af Halfdan ’the old’ Hringsson og Almveigu the Old Hringsson, født Eymundatter, prinsesse af Rusland.
39.generation – Halfdan ‘den Gamle’ Hringsson
Halfdan Hringsson blev født år 450, i Ringerike, Buskerud som søn af Kong Hring Raumsson. Halfdan den Gamle skulle ifølge flere sagn være den danske kongeslægts ældste stamfader. Han er måske identisk med sagnkongen kong Dan.
40.generation – Kong Hring Raumsson
Hring Raumsson blev født år 406 i Ringerike, Buskerud som søn af Raum den Gamle konge af Alfheim Norsson. Gift med N.N. Vifilsdatter, dronning af Ringerike. Han døde år 499 i Ringerike, Buskerud.
41.generation – Raum den Gamle, konge af Alfheim Norsson
Raum den Gamle blev født ca. 370 i Alfheim, Norge, som søn af Nor Thorsson. Gift med Hildur Gudraudsdatter. Han døde ca. 450 i Alfheim, Norge i en alder af ca. 80 år.
42.generation – Nor Thorsson
Nor Thorsson blev født år 245 som søn af Thorri Snaersson. Gift med Trym Thorsson, født Jotun.
43.generation – Kong Thorri Snærsson
Thorri Snærsson blev født ca. 320 i Kvenland, Finland som søn af Snær Frostason. Thorri var konge af Finland. Han døde år 395 i Romsdal, Hedmark.
44.generation – Snær Frostason
Snær Frostason blev født år 234 i Kvenland, Finland, som søn af Frosti Jøkull Karasson, konge af Kvenland Karasson og dronning Dottir Karasson. Han døde år 293 i Raumsdal, Norge.
45.generation – Kong Frosti Jøkull Karasson
Frosti Jøkull Karasson blev ca. 240 i Finland som søn af Kari Fornjotsson. Han var konge af Kvenland. Han døde ca. 274 i Finland.
46.generation – kong Kari ’Wind’ Fornjotsson
Kong Kari ”Wind” Fornjotsson, af Kvenland blev født ca. år 189 i Kvenland og døde ca.240, hvor han blev begravet i Finland. Han var søn af Fornjot “the Ancient Giant”, konge af Kvenland og N.N. Hustru: Endill Fornjotsson.
47.generation – kong Fornjot Fornjotursson
Født ca. år 160 i Finland som søn af Fornjotur af Kvenland. Gift med Gonnor Gorrettsdottir. Fornjot Den Gamle var den første konge af Kvenland, Nordfinland. Han døde ca. år 210 i Finland.
48.generation – kong Fornjotur 1.
Født ca. år 130 i Finland. Konge af Finland, Kvenland og Gotland.
Kvenland er stedet hvor de første kongelige i Europa blev født Kvenland også kendt som Cwenland, Qwenland, Kænland eller lignende stavemåder i middelalderlige kilder, er et gammelt navn for et ikke præcist defineret område i
Fennoskandinavien og Skandinavien.
Klik på nedenstående link: