1987 – Vilhelm Andersen fortæller her om sit liv
Vilhelm Andersen er født i 1925 i Vrensted og havde 9 søskende.
Far og mor var fattige, og vi børn havde mange pligter, men vi klagede os ikke. Til jul blev der pyntet og fikset op. Vi fik hvert år den samme træ hest, som var blevet nymalet og istandsat. Ellers havde vi et hjul, som vi brugte som legetøj. På gulvet var der strøsand. I den ene stue havde vi ler gulv. Vi fik rugbrød med flæsk og desuden lammekød og gedemælk. Mor bagte sigtebrød. I 1940-41 fik vi elektrisk lys. Vi blev ikke vasket så tit og tøjet og skoene var heller ikke det bedste. Han fortæller at han gik i skole, til han var 14 år.
Alle fik plads på landet, når de var 9 år. Vi legede i skoven som børn. Om sommeren var det ikke altid, vi kom i skole, da vi skulle tjene på landet. I skolen regnede, skrev og læste vi. Lærerne hed Anton Jensen og frøken Nielsen. Vi løb hjem i middagspausen, som varede en time. Vores hjem lå på østsiden af Lille Knudsgaard
Vilhelm fortæller om sin konfirmation, at Kommunen gav konfirmationshjælp, så han kunne købe tøj. Han fortæller videre, at for pengene han fik, købte han en cykel.
Vilhelm tjente på forskellige gårde i Vrensted indtil han blev 20 år. Han syntes, det var strengt, at skulle være hjemmefra juleaften på fremmede gårde, hvor han tjente, da han var dreng. Vilhelm fortæller om, at han blev hyrdedreng med forskellige pligter. Da han blev fæstet efter konfirmationen, steg hyren år for år. Han skulle malke morgen og aften. Malkemaskinen kom først det sidste år, han tjente på landet, og de havde heste og ingen traktorer. De fik selvbinder, og det betød meget for dem. Slåmaskinen gjorde folk, der tidligere havde arbejdet med le arbejdsløse. Al arbejde var med håndkraft. Det varede noget, inden køerne vænnede sig til de nye malkemaskiner, da de kom.
Han mødte sin kone Johanne i 1942 på gården Brusgaard, da de var 16-17 år. De tjente sammen et par år og kom så hver til sit og besøgte da hinanden en tid. Vilhelm blev gift med Johanne i marts 1946 i Thise kirke og fortæller, at de købte og bosatte sig på Bådstedhede lige ved sogneskellet til Thise op ad Rørbækken i 1946. De fik en dreng Henning om sommeren, og i 1947 skulle Vilhelm ind som soldat. Det var ikke noget for ham. Han fortæller om Tysklands-opholdet i soldatertiden, og om de ødelæggelser, der her mødte ham. De fik også en pige Irene i 1959. På grund af aldersforskellen, havde de to søskende dog ikke så meget med hinanden at gøre. Børnene gik i skole indtil 7. klasse. Henning kom på Åbybro Ungdomsskole.
Vilhelm fortæller videre, at han og brødrene alle spillede fodbold i Vrensted Idrætsforening.
Fodbold ser han gerne nu på TV. Idrætsforeningen og sport har altid fyldt meget i Johanne og Vilhelms liv. De passede i en periode klubhuset og vaskede fodboldholdenes trøjer
Han blev medlem af fagforeningen i 1945. Senere kom han i bestyrelsen og fik kassererposten. Jeg var 24 år kasserer i fagforeningen SID,
som dengang kaldtes Landarbejdernes Fagforening og han fortæller om arbejdet med det. Han fortæller også lidt om “Julens glæde”. Han var også i bestyrelsen for Idrætsforeningen og “Julens Glæde”, og det blev efterhånden for meget.
Han har prøvet at være på understøttelse, når han havde sæsonpræget arbejde. Han fortæller at han også har været snefoged.
Som 29 årig blev Vilhelm endvidere også medlem af Vrensted-Thise Sogneråd, valgt ind på socialdemokratisk liste.
Han fortæller, at hans bedstefar, boede hos dem. Han gravede tørv, og Vilhelm har også selv været med til at grave tørv. De fyrede med tørvene om vinteren. De fik vandet fra en bæk, der snoede sig om huset, indtil Vilhelm fik gravet en brønd. De fik så en pumpe ind til bryggerset.
Vilhelm fortæller om et gammelt fjernsyn, de købte i 1959, som stadig kører. Han var med til at beslutte i Sognerådet, at der blev plejehjem/ alderdomshjem i både Vrensted og Thise.
I 1959 flyttede familien til Forsamlingshuset som nyt værtspar, her var gode toiletforhold, hvad de ikke var vant til og i 7½ år og passede de huset og stod for udlejning, af det dengang nye forsamlingshus.
De erhvervede sig en bil, men de havde ikke kørekort, så det begyndte han derfor at tage. Før da havde han en knallert. Irene sad på tanken, når han kørte, og han fik engang en bøde for det, da politiet på et tidspunkt standsede ham.
Vilhelm fortæller om besættelsen, at der ikke var tyskere i Vrensted da befrielsen kom i 1945.
Vilhelm var meget ved landbruget men arbejdede også som arbejdsmand gennem en del år og var bl.a. med til at grave vej gennem klitterne ved Kallehavegård i Løkken i 1946, men har også været med til at oprense vandløb, bygge kornsilo, lave det nye kloakværk i Løkken-Vrå kommune foruden at køre sneplov og grusspreder.
Det mest interessante var, da han skulle bygge kornsiloen ved Foderstoffen. Han var ved murermester Charles Andersen i 3 år og var i den forbindelse også med til at bygge Thise kirketårn om.
Vilhelm og Johanne blev pedel på Vrensted skole i 1973 indtil deres pensionering.
De havde en kortklub og fik en gammel radio, da de var på Bådstedhede. Nu ser han mest TV-avisen og sport på TV og læser avisen. Han kan lide at skifte bilmærke hele tiden, men nu er det for dyrt, at bytte til ny bil hvert andet år.
Der tales om Vrensted. Vilhelm mener, at det er pengenes skyld, at byens forretninger lukker, fordi folk har råd til at tage til en anden by og handle.
Nu passer han sit brænde og kører måske en tur. De hjælper også til med bingo en gang om ugen, og loppemarked har de også hjulpet til med. Førhen passede de idrætsforeningens klubhus, og Johanne gjorde rent på skolen. Da de var blevet 60, var de brændt ud. De passer en have nede ved en ældre dame og kan nu også lettere besøge deres børn og børnebørn, eller de får selv besøg.
Vilhelm kan bedst lide at være ude. Han fortæller om sine tre sygehusophold, hvoraf blodproppen var det værste, han har været udsat for. Nu må han tage det med ro, når han arbejder. Ellers har han kun haft dårlig ryg i mange år.
Han fortæller lidt om gamle dage, hvor der ikke var varme om vinteren.