Pyt Jens og Kristine på Kongsengene i Vrensted

Historien om Husmand Jens Jensen kaldet ”Pyt Jens” og hans hustru Kristine, Kongsengene 198, Vrensted

 

Søren Borup, Brønderslev fandt oplysninger om sine forfædre jf. nedenfor:

Jeg-Søren Borup, Brønderslev, -søger oplysninger om min mormor Maren Oline Jensen. F. 6.2 1884 Kongsengene i Vrensted. Død 1.3.1955 i Hjørring.

Hendes forældre var Jens Larsen Jensen og Christine Jensen (Christiansen).

I 1894 køber Jens Jensen en ejendom på Kongsengene. Det skulle være den, der bliver kaldt ”Pyt” og skulle tidligere have været skole, en såkaldt vinterskole.

I 1924 overtager sønnen Jens Kristoffer Jensen ejendommen, men Jens og Maren bliver boende indtil de dør. Maren dør i 1932 og Jens i 1933. Deres sidste fælles bopæl er ”Pyt”.

VT omtaler jordefærden for Jens.

Præsten siger blandt andet, at Jens blev kaldt ”Pyt Jens”.

Jens Kristoffer bliver gift og får 3 børn: Ingeman Jensen, Egon Jensen og Ejvind Jensen.

Han sælger ejendommen i 1941 til Aksel Christian Pedersen og flytter sammen med konen og børnene til Vennebjerg.

Af kirkebogen fremgår det, at Aksel og Else får en søn i 1942: Villy Pedersen. I 1950 får de en datter: Inga Pedersen. Begge er født på Kongsengene.

Aksel sælger i 1972 gården til Poul Erik Bjerg. Af optegnelser om mrt. nr. fremgår det, at mrt. nr. 106c lægges ind under 21d. De to parceller ligger lige op af hinanden. Spørgsmålet er så om den ejendom, der ligger Kongengene 198, er den der er Pyt gården og min mormors fødested.

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af ler huller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

Omtale af Pyt Jens og hustru Kristine i anledning af deres guldbryllup.

Den 29. December 1930, er det 50 Aar siden Kristine og Jens Jensen (Pyt) blev viet i Børglum Klosters Kirke, og de er nu henholdsvis 73 og 71 Aar gamle. Kristine er født i Thise Sogn og fra hun var 2 Aar og til sin Konfirmation opvokset i Forfatteren Jens Thises Hjem, hvorfra hun har bevaret mange kønne gode Minder, ikke mindst dette, at hun har været Barnepige for Jens Thise.

Jens Jensen er født i Fristrup, men opvokset hos den gamle »Pyt-Mett«, som boede i Enggaarden i Vrensted. Derfra Navnet, som Jens gaar under i daglig Tale – Pyt Jens. De har lige fra deres unge Dage været livlige og opvakte Mennesker, og de følger endnu med i Tidens Rørelser, men Hukommelsen svigter lidt for Kristine. De bosatte sig først paa Vrensted Fælled som Daglejerfolk, og Kristine var aldrig ledig. Jens arbejdede i Grusgraven oppe i Jetsmark hos nu afdøde Entreprenør Rottbøll, som tog Grus op til Amtsvejene. Daglønnen var 150 Øre paa egen Kost. I 15 Aar boede de paa Fælleden, hvor de fleste af deres 9 Børn fødtes, hvoraf nu kun 6 er levende, saa der var Munde nok at slide for. Senere gik Jens i 9 Aar paa Dagleje og nu afdøde Thomas Østergaard, medens Kristine, naar hun havde tid dertil, hjalp til i Huset hos nuværende pens. Lærer Hjortnæs.

Men der oprandt der bedre Vilkaar, idet Parret fik foræret en Jordlod og lidt Besætning ude paa Kongsengene, og denne Ejendom har de drevet i 35 Aar. I 16 Aar kørte Jens Mælk til Mejeriet. Nu nyder de en lykkelig Alderdom hos en Søn, til hvem de har overdraget Ejendommen. De har frabedt sig al Opmærksomhed paa Festdagen, men mange vil sikkert sende dem en venlig Hilsen med Ønske om, at de maa bevare deres gode Helbred og Humør endnu i mange Aar.

Jordefærd 1933:

Forleden jordedes gamle Jens Jensen, Kongsengene, i daglig tale kaldet ”Pyt Jens”. Han stammede fra Gården Pyt i Vrensted. For få år siden døde hans hustru, hvilket blev ham et stort savn, og han var nu træt og vag, så døden kom som en befrier. I sine unge dage og langt op i årene var han foruden at være en dygtig og afholdt arbejder tillige en mand med interesse for alt, hvad der rørte sig i tiden. Pastor Stevns talte kønt over afdøde ud fra salmen ”Frelseren er mig en hyrde god”. Ved graven takkede lærer Brøchner Hansen på familiens vegne det temmelig store følge. Afdøde blev 76 år.