Om købmænd i Brønderslev m.m.

 

Købmand Andreas M. Tolstrup,” Nørrehus”

Købmand Andreas m. Tolstrup, snedkermester Knud Færch, købmand Hassing, isenkræmmer Glargaard, Chr. Hansens manufakturhandel, karetmager Isak Mortensen – m.m. artiklen er fra 1916.

Den gade, hvor banegården findes, kaldes Jernbanegade. I den gade findes en større isenkramforretning, der af dens energiske ihændehaver Alfred Nielsen, har haft en meget stor fremgang, så den nu har en stor omsætning og et særdeles stort lager. Går man fra Jernbanegade mod nord, kommer man til Nørregade, hvor øjet straks fanges af en imponerende bygning, nemlig købmand Andreas Tolstrups store ejendom ”Nørrehus”.

Købmand Tolstrup begyndte forretningen her i byen den 1. juni 1897 i dyrlæge Christensens ejendom, indtil november 1899, da forretningen flyttedes om i Nørregade.

I begyndelsen havde Tolstrup både forretning med foderstoffer og kolonial samt støbegods.

I 1909 afstod han kolonialforretningen til købmand Christensen, og støbegodsforretningen er nu overtaget af købmand Nicolajsen.

I året 1909 byggedes den smukke bygning ”Nørrehus”, der er en pryd for gaden (Nørregade) og for byen. Købmand Tolstrup har ikke alene været en dygtig købmand, men tillige en god og samfundsnyttig borger, der blandt andet har været sognerådsformand, ligesom han også er grundlægger af den lokale handelsforening. Længere ude ad gade kommer vi forbi snedkermester Knud Færchs store møbelhandel. Lageret der er et af de største i denne branche udenfor købstæderne.

Snedkermester Færch og hans broder arkitekt Otto Færch, hører til dem, der sætter deres præg på byen, ikke alene ved deres dygtighed som forretningsmænd, men også ved deres arbejde i byens tjeneste.

Fra Nørregade udgår mod øst en række sidegader, hvor blandt andet findes Barslunds store jernstøberi, som skal omtales senere, derpå forbi Hedelund og det nye sygehus.

Går man fra banegård og posthus i modsat retning af Nørregade, kommer man gennem Algade og dens forlængelse, Østergade. I disse gader ligger mange forretningen både store og små. Ved et hastigt eftersyn lægger man mærke til Købmand Hassings materialhandel, isenkræmmer Glargaards forretning og fabrikant Carstensens klædefabrik samt Chr. Hansens manufakturhandel.

Sidstnævnte forretning blev af afdøde H.P. Hansen grundlagt den 1. april 1870. Forretningens første lokale var i en væverstue i Algade, det er den ældste forretning på pladsen, og den blev af grundlægger anlagt på god, sund og stabil grund. Chr. Hansen overtog forretningen år 1900, den er en af egnens største og er blevet udvidet flere gange og beskæftiger 7 personer.

Isak Mortensens karetmagerværksted ligger i en af sidegaderne, Mejlstedgade, det samme gør købmand S. Larsens forretning.

Kilde:

Jyske byer og deres mænd. 1916: dis-danmark.dk/Viktor Knudsen/side 13-15.