Fra barndom, skolegang og arbejdsliv til den 3.alder
Af Ole Bøgh Johansen, Vestergårdsgade 21, Brønderslev
Ole Bøgh Johansen, f.1956
og tidligere bankmand i Brønderslev
Da jeg blev spurgt af Jens Otto Madsen, om jeg ville fortælle om mit liv, skulle jeg lige vende skråen. Er jeg allerede blevet så gammel, at jeg skal til at skrive mine erindringer? Jeg sagde ja, og kan med hensyn til alder meddele, at jeg i april måned rundede de 67 år og i den forbindelse netop er blevet Folkepensionist. Dette i sig selv fortæller jo også, at man har nået den 3. alder, hvilken forhåbentlig bliver både lang og god.
Barndommen
Jeg er som sagt født i april 1956. Er den næstældste i en søskendeflok på 4. Jeg har min 3 år ældre søster Grethe der bor i Ø. Brønderslev, min 3 år yngre lillebror Svend der bor i Struer samt min 5 år yng1956re lillebror Hans der bor i Hasseris.
Og fødsler dengang var primært hjemmefødsler, med hjælp fra en Jordemoder, der blev tilkaldt. Mine forældre Bodil og Erik havde et lille husmandssted i Hostrup mellem Sulsted og Vestbjerg på Sulsted Kirkevej.
Her blev jeg født på det lille husmandssted ved Hammer Bakker mellem Sulsted og Vestbjerg
En vej der desværre er blevet kendt i offentligheden i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge.
At det var en hjemme fødsel, betød også, at det med forældrebarsel, ikke var meget af. Allerede dagen efter måtte mor ud at malke. Og på sådan et lille husmandssted, klos op ad Hammer Bakker, var der ikke meget luksus. Toiletforholdene var ude bag køerne.
Og klos op ad Hammer Bakker betød også, at det var en meget mager jord, hvor de store udbytter var en sjældenhed. Det betød, at far for at supplere indtægten tog arbejde som mælkekusk hos Sulsted Mejeri. Det var før tankbilerne blev taget i brug, hvilket betød at han med sin egen traktor og gummivogn afhentede mælkejunker hos landmændene. Når vognen var fyldt, gik vejen til mejeriet hvor jungerne blev vejet ind, hvorefter far måtte retur til landmændene med spandene. Nogle gange med fyldte spande med valle, som blev brugt til at fodre grisene med.
Det var et meget slidsomt arbejde, og da det jo var landmand far ville være, solgte de i 1965 ejendommen og købte ny i Ø. Brønderslev på Granvej.
Her voksede jeg op på gården Jægersborg i Ø. Brønderslev hvortil vi flyttede i 1965
Gården hed Jægersborg. Hvorfra det navn kommer, ved jeg ikke, men det var dog en væsentlig større gård, end den i Hostrup efter datidens forhold. Nu er hverken far eller mor her længere, så jeg kan spørge dem, men jeg mener der var 40 ha til gården hvortil far også havde noget i forpagtning. Og igen var det malkekvæg der var fars hovedinteresse selvom han også opfedede grise på gården.
Især vi brødre fik alle lov at bidrage med arbejdet på gården. Især med at hakke roer, hvilket gav mange dårlige rykke og solbrændte skuldre. Her må jeg erkende, at min lillebror Hans var den kvikkeste i den disciplin. Han var altid langt foran Svend og mig. Så kan vi altid drøfte kvaliteten af arbejdet! Og så var der høsten hvor far forventede at vi stod til rådighed, også da vi blev større. Far var altid stresset i høsten, hvilket måske skyldtes, at det altid var maskinstationen der kom og høstede. Og nåede de nu at komme, inden regnen satte ind? Nu skrev jeg, at det især var os brødre der bidrog med arbejdet. Det betyder ikke, at Grethe ikke lavede noget. Det var dog mest derinde.
Far var ikke særlig involverende i vores fritidsinteresser.
Alle vi brødre spillede fodbold i Ø. Brønderslev. Han har aldrig set os spille en eneste kamp, og derfor var han også ret ligeglad med, om der var kamp når der var høst og hø og halm skulle køres ind. Jeg husker et år, hvor jeg var til sommerfest i byen. Jeg som alle andre havde også smagt på de våde varer, og var vel blevet lidt fuld. Mit værelse var på loftet og den nat havde jeg det så dårlig, at jeg måtte kaste op, hvilket skete ud ad vinduet. Næste morgen kom far og vækkede mig. Jeg skulle ud at muge ud blandt grisene. Han kommenterede ikke, at jeg havde drukket for meget. Der var ingen kære mor, hvilket betød at jeg måtte ud og gå i den stærke lugt blandt grisene, hvilket gav yderligere opkast til stor glæde for grisene!
Ellers må jeg sige, at vi har fået en ganske tryg opvækst. Jeg husker kun at have fået en endefuld en gang, og det var nok berettiget. Min søster Grethe havde i fødselsdagsgave fået en fin rød dukkevogn. Jeg havde vel været en 3 eller 4 år dengang og var måske blevet misundelig over denne fine gave. Så jeg tog en saks og jog den gennem kalechen flere gange, hvorefter det fine gik af vognen. Det blev far for meget, og jeg fik som fortjent, hvilket åbenbart har indprentet sig i min hukommelse.
Udover at have gået de første knap 2 år på Sulsted Skole inden vi flyttede til Ø. Brønderslev, gik jeg frem til og med 7. klasse på Ø. Brønderslev Centralskole hvorefter jeg kom på Søndergade Skole inde i Brønderslev for at tage Realeksamen. At gå på Realen skulle man indstilles til, og her blev jeg heldigvis erklæret ”egnet”. Min bror Hans der er 5 år yngre end mig, var i øvrigt på den sidste årgang indtil Realskolen blev afskaffet i forbindelse med en Skolereform med virkning fra 1978.
Jeg føler egentlig jeg altid har haft gode kompetente lærere. I Ø. Brønderslev var det Henning Nordlund jeg havde som klasselærer, hvilket også betød at jeg havde ham til Dansk. Samtidig havde jeg Kaja Andersen til Regning og Matematik. Begge lærer som jeg har kendt og haft mere eller mindre kontakt med indtil de ikke var mere. På Søndergade Skole havde vi Ester Kjær som klasselærer og dansklærer. Som lærer i Regning og Matematik havde vi Knud Svante Eriksen. Han var helt unik og vel over kvalificeret til at undervise på dette niveau. Han gik meget op i rumfart. Og da amerikanerne skulle lande på månen i 1972 eller var det 1973 ville Svante Eriksen gerne se det på TV. Det var om formiddagen, hvilket betød at hele klassen blev inviteret hjem i hans stue og fik saftevand og kage medens vi så månelandingen. Svante Eriksen boede i villaen lige over for skolen. Han er for øvrigt først død her i april 2023 i en alder af knap 97 år.
Men ingen ungdom uden bump på vejen. Som 11-årig mistede jeg min sidde kammerat i skolen, Henning Sørensen fra Hallund. Børnene fra Hallund var med skolebus til og fra skole, og en dag havde Henning travlt med at komme hjem. Han skulle ud at se cykelløb. Han løb om bag bussen og over vejen uden at se sig for, og den stakkels bilist der netop passerede, havde ingen jordisk chance for at undgå påkørsel af Henning. Det var en hård tid at komme igennem. Jeg husker stadig begravelsen, som vel var den første jeg deltog i. Her strøede vi klassekammerater roser foran ligtoget på vej til graven. Henning var i øvrigt lillebror til Carsten Sørensen, der har været politibetjent på stationen i Brønderslev i mange år.
Jobmæssigt
Umiddelbart efter Realskolen kom jeg på Handelsskolen i Saxogade i Aalborg. Jeg havde egentlig ikke nogen planer om hvad det skulle føre til, men efter endt eksamen søgte jeg et par banker, bl.a. den lokale Ø. Brønderslev-Hallund Sparekasse, hvilken dog ikke kunne bruge mig. Jeg havde dog også en forestilling om, at ens forældre skulle være noget og måske også være kunder i sparekassen for at ens chance for ansættelse der, var en mulighed. Men pyt med det. Jeg blev i stedet ansat i Landmandsbanken i Algade i Aalborg. Danmarks største pengeinstitut på det tidspunkt. Vi var et elevhold på hele 17 elever der påbegyndte vores uddannelse den 1.8.1974.
Jeg startede i ”ekspeditionen” og på det tidspunkt var IT i sin vorden, så der var rigtigt meget manuelt arbejde der skulle udføres. Og som første års elev, måtte man jo starte fra bunden med meget arkivarbejde, og i øvrigt forefaldet arbejde, som assistenterne ikke gad.
Landmandsbanken i Aalborg var hovedkontor for Landmandsbanken i Nordjylland. Hvor mange ansatte der var i filialen ved jeg ikke, men det var da mange, med kasseekspedition, ekspedition- og privatkundeafdeling, veksel og inkassoafdeling, erhvervsafdeling og valutaafdeling. På det tidspunkt følte jeg, at dem ovre i erhvervsafdeling var nogle snobber og ikke værdigede os unge et blik. Efter en tid i ekspeditionsområdet kom jeg til valutaafdelingen, hvilket var en rimelig stor afdeling dengang. Vi ekspederede erhvervskunders overførsler til udlandet, solgt udenlandsk valuta ligesom der var veksler i udenlandsk valuta. Alt dette er tiden nu løbet fra. Overførsler til udlandet klarer kunderne selv via deres Netbank og udenlandsk valuta kan købes i automaterne, ligesom kreditkortene har taget over når hr. og fru Jensen skal på ferie.
Efter min tid i Algade kom jeg til filialen i Vejgaard, dog havde jeg forinden lavet en ansøgning til Provinsbanken, da Landmandsbanken gerne ville have de unge assistenter til København hvor de havde problemer med at finde egnede medarbejdere. Det var på det tidspunkt en alvorlig trussel for en. I dag havde det nok været noget anderledes. Med hensyn til ansøgningen til Provinsbanken, så kom jeg også til samtale på den baggrund. Jeg fik ikke svar her og nu, men i stedet blev jeg kaldt ind til personalechefen i Landmandsbanken, der meddelte mig, at jeg ikke vil blive flyttet til København. Jeg er overbevist om, at personalecheferne i de 2 banker havde udvekslet min ansøgning.
I Vejgård afdeling, der var en pæn stor filial, kom jeg ud til filialdirektør Hans Georg Christensen. Kun kaldet Christensen. Han var en lille cigarrygende mand som vi havde stor respekt for. Jeg fik den tillidspost at møde lidt før, for at åbne post sammen med ham. Den skulle jo være fordelt til den enkelte medarbejders bord, inden de mødte op. I denne filial var der stadig en del forefaldet arbejde, men langsomt fik vi unge da også gaflet os ind på de mere interessante kundeopgaver med ekspedition ved skranken. Det førte dog også til lidt slavearbejde, som at stemple kontonumre på checkhæfter, når kunderne kom ind og skulle have suppleret op.
I 1979 havde min ægtefælle Inger og jeg bygget hus på Bålhøj i Ø. Brønderslev. Herefter blev det noget bøvlet at komme til og fra Vejgård. Jeg havde dog kendskab til, at filialdirektøren for bankens Gug afdeling boede lidt uden for Ø. Brønderslev, så jeg fik det ordnet sådan, at jeg kunne køre med ham, dog med arbejdsplads i Gug. Men Niels Aage som filialdirektøren hed, havde andre planer. Han blev udnævnt til filialdirektør i Hirtshals hvorefter min kørelejlighed ophørte.
Det førte til, at jeg søgte en assistentstilling i Handelsbanken i Brønderslev hvor Børge Bøss var chef. Jeg fik stillingen fra 1.1.1981. Afdelingen her var på det tidspunkt en pæn stor afdeling med 4 kasser. Der var både hovedkasserer, fuldmægtige, kontorchef C.O. Carlsen og andre der kunne ses op til og stræbe efter at nå deres position. På det tidspunkt var der vel over 20 ansatte i Brønderslev og stadig i en tid hvor det var skrivemaskinen der blev brugt fremfor computeren. Samtidig, var det på det tidspunkt, hvor Dankortet ikke var opfundet, hvilket betød at der var kø ved kassen, og især da omkring den 1ste hvor der var pres på indgangen når dørene blev åbnet. Samtidig var PC-erne ikke hver mands eje, hvilket betød, at Netbank ej heller var opfundet. Det betød, at vi havde mange serviceopgaver, som at betale folks regninger og lave budget for dem. Dankortet kom først i 1983, hvorefter det så småt aftog med presset på kasserne i takt med at kortet blev introduceret.
På det tidspunkt i starten af 80-erne var checks det store betalingsmiddel i Danmark. Dette var en stor administrativ byrde for bankerne. Udover at vi skulle modtage dem som manuelle indbetalinger fra kunderne, skulle de også cleares (trækkes på udstedende pengeinstitut). Dette kunne nemt beskæftige en medarbejder i en bankfilial som Brønderslev udover de kassemedarbejdere der modtog indbetalingen.
Check ophørte som betalingsmiddel i Danmark med udgangen af 2016. På det tidspunkt var der dog også et stort fald i brugen af disse, da Dankortet og Net betalingerne havde taget over.
I Handelsbanken Brønderslev var jeg i første omgang til 1985, hvor jeg søgte og fik stillingen som souschef i filialen i Hvide Hus i Aalborg. En lille filial med 7 ansatte på det tidspunkt. Filialen var delt op i et ekspeditionslokale ud mod parkeringspladsen samt et lokale hvor vi havde mulighed for at afholde møder. For at komme til dette lokale, skulle vi gå gennem hotellets reception. Ekspeditionslokalet kunne give anledning til mange pudsige episoder. Under Pelsdyravlernes årsmøde kom en avlers frue ind i banken i sin fine pels. Hun troede jeg var piccolo og bad mig bære hendes kuffert op på hendes værelse. Jeg måtte dog henvise hende til døren ved siden af, hvilken førte til hotellets reception.
At vi skulle gå gennem receptionen for at komme til vores interne lokale, betød også at kom tæt på de store kunstnere der optrådte i Aalborghallen og som boede på Hvide Hus. De sad tid i receptionens cafe og slog tiden ihjel.
Vi havde egentlig mange gode kunder i filialen. Specielt læger inde på Sygehus Syd havde vi mange af. Og så havde vi også en del af hotellets ansatte, hvilket kunne give nogle fordele. Her tænker jeg på en gang hvor vi havde abonnement på Aalborg Teater sammen med et vendepar. Før en forestilling skulle vi ud at spise, hvilket skete på toppen af Hvide Hus. En af mine kunder var tjener den aften, og der blev i den grad sørget for os. Jeg og min ven Frede spiste rigeligt, for der blev serveret mere end en gang af retterne. Vi var så forspiste, at vi faldt i søvn under første akt af teaterstykket, hvilket blev pigerne for meget. De mente vi skulle gå i biografen i stedet. Her faldt vi også i søvn.
Jeg endte med at blive konstitueret som chef i Hvide Hus, da den daværende kvindelige chef skulle på barsel. Det varede dog kun kort, da den store fusionsbølge i branchen startede. Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken blev fusioneret med virkning fra 1990, og der skulle straks iværksættes rationaliseringer, der betød, at Hvide Hus blev nedlagt som filial. Jeg kom kort ind på filialen på Vesterbro inden jeg kom retur til Brønderslev. Her var Provinsbankens medarbejdere blevet flyttet over i Handelsbankens lokaler, og på det tidspunkt var der hele 28 medarbejdere i filialen. Flere end der var stole og skriveborde til. Det betød at der var kamp om pladserne og at man skulle møde tidligt for at få en stol. Samtidig var det også på et tidspunkt hvor IT var begyndt at vækste. Der var kommet computere i filialen, men ikke til alle. Det betød at der gik megen tid med at vente på at der blev en ledig, hvilket selvfølgelig ikke var rationelt.
Men udover at der skulle rationaliseres med filiallukninger, påbegyndte de første massefyringer også i 1990. Jeg husker dagen hvor det skulle ske, hvilke bestemt ikke var rar. Her ville en industriarbejder eller en håndværker nok sige, at det var da ikke noget særligt. Det var de da vant til. Men det var vi bestemt ikke i pengeinstitutbranchen. Her var en ansættelse at betragte som en livsstilling. Men fra 1990 bestemt ikke længere. Fyringerne, eller prikkerunden som den blev kaldt, foregik på førstesal, og det gjorde da ondt at se, når den enkelte måtte gå den tunge gang op af vindeltrappen. 4 kollegaer blev afskediget denne dag, men der kom flere til senere. Jeg har dog opnået det privilegium, aldrig at være blevet afskediget i mit arbejdsliv.
I årene omring årtusindskiftet, var banken i opkøbshumør. Det betød bl.a., at Fokus Bank i Norge blev købt i 1999 og Østgøta Enskilda Bank blev opkøbt i 2000. I den forbindelse var jeg heldig at blive udstationeret i Norge og Sverige. Ganske vist kun i 2 x 16 dage, for at hjælpe de 2 bankers medarbejdere med implementeringen til Danske Banks IT-system. I Norge var jeg i en filial nord for Trondheim i en by der hedder Levanger. Det var i november måned hvor mine forældre netop havde lavet grønlangkålsboller, hvilket jeg mente, at nordmændene da skulle smage. Så vi afholdt en lille julefrokost for dem med sild og grønlangkål. Modsat fik jeg så smagt deres typiske juleret ”Lutefisk”, hvilket er en traditionel ret af tørret fisk, som er udblødt i lud og derefter udvandet. Det kunne jeg godt havde undværet!
I Sverige, var vi i den store filial i Gøteborg. Her havde vi den oplevelse, at vi havde meldt vores ankomst forinden implementeringen for at orientere om forløbet. Vi havde en forventning om, at de stedlige chefer var til stede. Det var de ikke. Elgjagten var sat ind på netop samme dag, så det prioriterede de højere end os danskere.
I Brønderslev afdeling, hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig med privatkunder, blev jeg indtil 2003, hvor jeg søgte og fik stillingen som leder af filialen i Skalborg. Det var på det tidspunkt en filial med 7 medarbejdere. Her oplevede jeg i 2007, at filialen blev røvet. Jeg ved ikke, om i som læser husker, at en forsmået kæreste dræbte sin ex-kæreste med knivstik ved en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium? Ugen efter det skete, kom en bankrøver ind i filialen og truede med en stor slagterkniv kassereren til at udlevere penge. Hun reagerede ved at smide sig på gulvet og begyndte at skrige. Røveren gik så selv ind og tømte kassen. Det han ikke vidste var dog, at han også tog de ”røde penge”. Så posen han bar pengene i eksploderede i hænderne på ham, hvorved han kastede dem fra sig. Han fik derfor ikke andet ud af røveriet, end at han fik ødelagt kassererens liv, forstået på den måde, at hun aldrig kom til at sidde i en kasse igen. I april 2007 blev jeg kontaktet af den daværende chef i Danske Bank, Brønderslev. Han stod og manglede en stedfortræder, og ville gerne om jeg ville søge, hvilket jeg gjorde og fik posten.
Dette job varede dog ikke længe, så blev chefen hentet ind til bankens
Finanscenter, hvorefter jeg fik posten som filialchef for med Pandrup Afdeling som underliggende filial. Her var vi 11 medarbejdere i Brønderslev, medens der var 4 i Pandrup.
Rationaliseringerne tog virkelig fart i disse år. Gud og hver mand begyndte at få personlige computere og dermed også Netbank. Det betød at mange af de serviceopgaver vi havde faldt fra, ligesom belastningen på kasserne også var kraftig aftagende. I 2011 har jeg et billede fra Brønderslev Bys 90-års købstadsjubilæum. Her var vi nede på 7 medarbejdere i Brønderslev Afdeling. Men så skal man også huske på, at vi havde en kundelinje, der tog de fleste af de indkomne telefoner, ligesom erhverv blev flyttet i 2007 til Aalborg. Af rationaliseringer, kan også nævnes, at mange af de kontrolfunktioner vi dagligt havde, også blev flyttet ud af huset.
I januar 2012 kom jeg igen ud for et bankrøveri, her i Brønderslev filialen. Det var overfor den stedlige kasserer meget magtpåliggende, at der var så lille en kontantbeholdning liggende i kassen. Resten skulle være under tidslås. Men røveriet skete på det mest uheldige tidspunkt kort efter lukketid. Alle døre var låst og pengene var taget op for at blive afstemt. Det betød at røverne der brød bagdøren op med økser, løb med hele beholdningen. Vi personale der overværede situationen, blev passet op med en økse, der var klar til at blive svunget, så ingen af os havde lyst til at gribe ind. Der kom senere anholdelser i sagen, men om der er faldet dom, ved jeg ikke. Pengene blev aldrig fundet.
Senere på året 2012, havde banken fat i den store sparekniv med mange filiallukninger til følge. Det betød at der kom en del filialchefer i overskud der enten blev afskediget eller placeret i anden stilling. Chefen for filialen i Hadsund Torben B. Jensen, blev udset til at skulle videreføre Brønderslev Afdeling, hvilket betød at jeg efter 5 år på posten måtte træde et skridt ned til stedfortræder. Det betød selvfølgelig en lønnedgang, men de 9 år jeg fik sammen med Torben, har jeg ikke kunnet klage over. Vi havde det fint sammen og efter min mening, en meget veldrevet filial. Det skal hertil siges, at i forbindelse med filiallukningerne i 2012 lukkede også filialen i Pandrup Afdeling.
I 2020 hvor vi var 4 tilbage i filialen, kom der et fratrædelseskatalog, hvor man ved at søge selv kunne få sin opsigelsesperiode udbetalt som løn. Jeg søgte og fik det bevilget, dog på den måde, at jeg først fratrådte den 1.10.2021 på et tidspunkt hvor jeg var 65½ år. Og med opsigelsesperioden oveni, havde jeg løn frem til jeg blev 66 år. Det var en god ordning for mig. Kom på et perfekt tidspunkt, hvor man følte, at der kun var rådgivning tilbage, samtidig med at filialen i Brønderslev nu var blevet en underafdeling af filialen i Hjørring.
47 år i banken blev det til, og jeg har ikke fortrudt mit valg i 1974 en eneste dag. Men det har da været en turbulent tid, hvor man som medarbejdere har skulle forsvare mange af bankens handlinger, hvilket ikke altid har været lige let. Her tænker jeg specielt på hvidvasksagen i Estland. Og så har jeg ikke tal på, hvor mange ordførende direktører der har været i banken i disse år. Det er da nogle stykker, hvor enkelte kun sad i korte perioder.
Privatliv/Seniorliv
Nu er det 2 år siden jeg stoppede i banken. Straks jeg stoppede, blev jeg kontaktet af en tidligere kollega, der mente, at Fårup Sommerland godt kunne bruge mig. Jeg søgte, og fik straks jobbet i slutsæsonen 2021. Der har jeg været siden, og er nu det man kalder ”operatør” på Danmarks hurtigste og største rutsjebane, FØNIX. Desværre må jeg her skrive, at jeg ikke selv har prøvet banen. Mit balancesystem kan ikke klare sådanne udfordringer. Jeg bliver slået fuldstændig ud af kurs, hvilket betyder at jeg ikke er mig selv de næste par dage. Mine kollegaer er dog efter mig. De mener ikke man kan være operatør og ikke selv have prøvet aktiviteten. Bliver det et krav, bliver det uden mig.
I efteråret 2022 ønskede jeg at prøve mig selv af med en Camino. Ikke den lange fra Frankrig over Pyrenæerne til Santiago de Compostela i Spanien som er over 800 km lang, men en mindre udgave i form at ”Kystruten” fra Porto i Portugal til Santiago de Compostela. En rute på 280 km som skulle tilbagelægges på 13 gå dage. Der var dagsruter på mellem 14 og 30 km.
Vi ankom til Porto lufthavn lørdag den 17. september. Jeg rejste og gik sammen med min søster og en veninde til hende. I lufthavnen kunne vi konstatere, at min søsters og min kuffert ikke var med. Det fik vi selvfølgelig anmeldt i lufthavnen, men inden i kom ind til centrum af Porto var klokken over 12, hvilket betød at alle tøjbutikker var lukket. Og at købe tøj i dagligvarebutikker som hjemme i Danmark, er ikke muligt i Portugal, hvilket også gælder om søndagen. Jeg var heldigvis rejst i mine vandrestøvler og bukser hvor benene kunne tages af. Jeg manglede nu en T-shirt, hvilket jeg fik tigget mig til af rejsearrangøren Green Walk.
Caminoen startede allerede om søndagen med en 20 km rute. Der var ekstremt varmt. Over 30 grader, hvilket betød, at jeg gerne ville have skiftet tøj, da jeg kom hjem. Men jeg måtte vaske lidt i hånden og tørre med hårtørreren på hotellet. Og det samme gentog sig om mandagen, hvor vi gik ud tidlig for at undgå den værste varme på den 25 lange rute denne dag. Også denne dag var der også ekstremt varmt, hvilket især pigerne havde svært ved at kapere. Og kufferterne var stadig ikke kommet! Det betød, at jeg i den grad trængte til at få skiftet underbukser.
Ole går på Caminoen i Portugal 280 km
Forestil jer at gå næsten 50 km i over 30 grader i de samme underbukser! Så da pigerne hang lidt i bremsen, løb jeg i forvejen, for at være tidlig fremme. Så tidlig, at jeg kunne nå at komme i en tøjbutik inden de lukkede. Det lykkedes og jeg kom til at ”lugte” godt igen. Først om tirsdagen efter vi var gået i seng, blev der banket på vores værelsesdør. Kufferterne var ankommet, hvilket var en stor lettelse. Vi fik i tiden op til, stor hjælp af receptionisterne, der ringede til lufthavnen og forklarede hvor kufferterne skulle sendes hen når de forhåbentlig dukkede op.
Efter de 2 første gå dage, blev vejret mere normalt for os nordboer. 23-25 grader, og vi fik en rigtig god tur.
Fritiden
I fritiden har jeg haft adskillige bestyrelsesposter i bl.a. Ø. Brønderslev Idrætsforening, i skolebestyrelsen på Øster Brønderslev Skole i 12 år, hvor de sidste 4 år var som formand blot for at nævne nogle. Lige for tiden sidder jeg som sekretær i Lions Club Brønderslev hvor jeg har været medlem i 15 år.
Huset vi byggede på Bålhøj i 1979 boede vi i indtil 1995 hvor vi købte et nedlagt landbrug på Hvilshøj Mark. Her renoverede vi stuehuset totalt, hvilket jeg efterfølgende nok fortrød. Tror det ville havde været billigere at rage det ned og bygge nyt. Men det gjorde vi ikke. På gården havde vi ved købet 2 heste som min datter Anne havde. Hun var dog på det tidspunkt 15 år, skulle på efterskole og var vel så småt ved at miste interessen herfor. Den ene hest fik lov at gå indtil den døde en naturlig død af alderdom. Jeg slog mig i stedet ind på Limousine fede kvæg. Jeg følte dog, at det var et stort arbejde med at passe bygninger, udenoms arealer og dyr, så det blev kun 12 år vi boede der indtil vi flyttede ind til Brønderslev i 2007 i øvrigt samtidig med at jeg kom tilbage for at arbejde i Brønderslev Filialen. Det var ren luksus. Nu kunne jeg gå på arbejde. 3 minutter tog det.
Sport
Jeg har altid dyrket en del sport. Ikke på noget højt plan, men jeg har og er glad for det. I mere end 40 år har jeg gået til ”manne” gymnastik i Ø. Brønderslev med efterfølgende volleyball. Og jeg gør det stadig. Og så er jeg i forbindelse med at jeg fik en diskusprolaps, begyndt at svømme 3 morgener om ugen. Så kl. 06.00 når døren er åben, er jeg i vandet til mine 1.100 m og efterfølgende boblebad og sladder med det faste slæng.
Og så har jeg i 16 år spillet golf i Brønderslev hvor jeg en kort periode var med i bestyrelsen.
Golfen har også betydet meget med hensyn til at rejse. Her har vi nogle gange været i Malaga for at spille sammen med min svoger, ligesom jeg de sidste 4 år (corona-året) har været på herretur til nord Tyskland for at spille.
Sluttelig kan nævnes, at jeg har været ungdomstræner i håndbold i en årrække i ØBI. Det var dog altid på de hold mine egne børn spillede.
Min familie
Familien har jeg stort set ikke nævnt, med udover min hustru Inger igennem 44 år har vi sammen børnene Anne fra 1980, Charlotte fra 1986, Mathias fra 1990 og Katrine fra 1992. De har alle bosat sig på Sjælland eller i København, hvilket i nogen grad besværliggør et hurtigt visit, ligesom de ikke lige kan ringe og anmode om en ad hoc barnepige tjans. Og børnebørn er der efterhånden kommet 7 af. Uffe på nu 12 år, Heike på 10, Tilde på 8, Luie på 6, tvillingerne Marie og Ella på snart 3 år og lille Buster på 1 år når denne bog udkommer.
September 2023 – Ole Bøgh Johansen