Forfatter: L. LARSEN-LEDET
Dette kapitel er fra det store erindringsværk ”Mit Livs Karrusel, 2. bind, ”Ung Journalist” der udkom i 1947.
Een af de største journalistiske Affærer, jeg havde i min Hjørring-tid, var Mordet i Allerup Bakker i Østvendsyssel. Det var Bette Laurids og den Enøjede, der havde slået den Skævbenede ihjel. Og det var sket hos Boel Hanne, der sammen med Rytter Stine og Spring Thea holdt Hof i Allerup Bakker.
Der laa en ejendommelig Tone over de Bakker. Her havde den Tyvebande holdt til, der få Årtier i Forvejen havde terroriseret Vendsyssel. Politiet stod magtesløs overfor Banditterne, og Befolkningen rystede og bævede. Efter Aars Lidelser greb den omsider til Fortvivlelsens Selvhjælp, indfangede Forbryderne og slog dem ihjel. Hvorpå en kongelig Kommission ankom og idømte Rets håndhæverne, en Række ansete Gårdmænd, årelange Tugthusstraffe …i Stedet for at tildele dem Fortjenstmedaljen i Guld, fordi de havde udrettet det, Politiet i sin Dumhed og sin Vanmagt havde forsømt.
Det var efter denne Begivenhed, Udtrykket »Norden for Lov og Ret havde fået Hævd i Sproget. Og endnu lå Allerup Bakker udenfor Retssamfundet Danmark. En Enklave, fyldt med Originaler, der levede deres eget Liv, som Regel på Tværs af alle de Regler og Skikke, der var godkendt andetsteds. Egnens Gaarde havde Jernskodder for Vinduerne. De vidste aldrig, hvad der skete, når Boel Hanne, Bakkernes ukronede Dronning, havde haft Bal i Haven. Mordet var sket Natten til Lørdag. Vi havde de første sparsomme Meddelelser med i Lørdagsavisen. Da denne var gået i Trykken, cyklede jeg til Allerup, og jeg kom hjem Søndag Aften med et Stof, der fyldte adskillige Spalter i Vendsyssel Tidende og de Aviser, jeg i Aftenens og Nattens Løb forsynede med Breve og Telegrammer. Opflammet af min Reportage sendte Politiken en ung Journalist – dog adskilligt ældre end jeg-derop. Han hed Mylius-Erichsen. Jeg har aldrig kunnet forstå hans senere Berømmelse. I Allerup- affæren var det et meget spinkelt Talent, han åbenbarede.
Den første, jeg opsøgte, var Bakkernes Justitsminister, Politibetjent Berthelsen fra Flauenskjold. Han holdt så god Orden på Bakke- folkene, som det var gørligt, og han gjorde det ved den hurtigst mulige Retsforfølgning: Læsterlige Klø lige ovenpå Ugerningen. Alle i Bakkerne havde Respekt for de Næver. De sad usædvanlig godt på Skaftet.
Umiddelbart før Mordet havde Morderne og den Myrdede været i Flauenskjold for at få Boel Hannes fire Potters Dunk fyldt med Brændevin. De havde lavet lidt Postyr i Gaden, og Berthelsen var rykket ud. Det var ravende mørkt, og han så ikke Urostifterne, lige så lidt som de så ham, men han langede en Lussing ud på Må og Få. Den ramte den Enøjede lige i Nakken, så hans Glasøje strittede flere Alen henad Vejen, og Gutten selv sank i Knæ, sukkende: Aah, Berthelsen! Han havde kendt Skræp på Klangen. Få timer senere bankede det på Berthelsens Vinduer. Hvad er det, spurgte Betjenten. Wi kommer kuns for aa mell – sagde en røst – de wi haa slawwe dej Skjøwbjent ihjel. Nå, vent så, til jeg får et Par Bukser på, svarede Betjenten. Han kom op og om ud, Morderne hjalp ham med at få Hesten spændt for, og så jum- pede de alle tre afsted til Sæby Arrest. Undervejs havde Berthelsen et ærinde, han skulde have besørget. Han lod Morderne blive siddende på Vognen, mens han i Ro og Mag snakkede med de Folk, hans ærinde gjaldt. Da han fortalte, at det var skinbarlige Mordere, han var ude med, rejste Hårene sig på Hovedet af hans Værtsfolk. De er da vel lænket? Eller har Håndjern på? Men er Du da ikke bange for, at de flygter? Nej, for det første har jeg skåret Knapperne af deres Bukser. For det andet har jeg lovet, at de skal blive tærsket flade, hvis de løber. Og for det tredie har jeg stillet dem Kaffe og Cigar i Udsigt, når vi kommer til Sæby.
Ja, saa hyggelige og fredelige Folk var de Mordere, og saa patriarkalsk var Forholdet dem og Øvrigheden imellem.
Fra Flauenskjold tog jeg til den Enøjedes Hjem, et Husmandssted i Udkanten af Bakkerne. Uhyre fattigt var det og fyldt med Børn, der alle så usunde ud, belastet med Udslet både her og der. Forældrene skildrede i Mundene på hverandre, hvorledes Jørgen Christian om Natten havde vækket dem ved at banke på Vinduet og fortælle om Ugerningen. Jeg var interesseret i at få Morderens hidtidige Løbebane rekonstrueret. Men det var vanskeligt. Forældrene slog nemlig syv hellige Kors for sig og erklærede, at de kun kendte uhyre lidt til ham. Ikke tale om, at de vilde omgås sådan noget Kras! (Kraas er et vendsysselsk Ord og betyder Pak). Hvorledes han var bleven enøjet? Jo, det var en Rival, der havde stukket en Jerntyv gennem hans ene øje, og da han ikke var kommen til Læge, var Møg og Skidt bleven siddende i det. Men det var også bleven Rivalen en dyr Historie, lo Faderen. Hvor meget fik han da? Ja, han fik ingenting, for det var ikke bleven meldt, men han måtte skam betale Jørgen Christian fire Bajere for den Øjenhistorie. Faderen lo igen, længe og hjerteligt. Hvor gammel Jørgen Christian var? Ja, tho de we’ a intsj, sagde Faderen. Moderen, der var gået et kort ærinde ud, blev hidkaldt og fik Spørgsmålet forelagt. Ja, tho de ka a intsj how, erklærede hun. Metoden var da omkring det Lav… Nej, det var det alligevel ikke… Men hun havde da hans Dåbsattest. En Skuffe blev trukket ud, fyldt med Skudsmålsbøger og Attester. Men a ka intsj løhs Skrøwt, sagde Konen, de ka Di wal siel, og saa lagde hun Dyngen foran mig. Jeg konstaterede, at Jørgen Christian var 22 år, født udenfor Ægteskab og opdraget på Fattiggården… Ja, de ‘no’ selle Kraas, fejede Moderen til. Hvor meget jeg troede, han fik for dette her med den Skævbenede. Fem år, gættede jeg-hvilket for Resten også slog til. Da er det heller ikke det mindste for meget, bedyrede Moderen med Eftertryk. Det var hende stadig magtpåliggende at få slået fast overfor den fremmede Mand, at hun ikke var som een af disse Syndere, men at han stod på Samfundets og Lovens Side i Kampen mod Anarkiet -og Kraasset-i Bakkerne.
Fra dette Fattigmandshjem, der fyldte mig med den dybeste Med- ynk, sogte jeg Audiens hos Bakkefolkets tre Hetærer. De stod ærbare paa Rad med Hænderne foldede over Forklæderne, med det hvide ud af Øjnene og græd Snot i lange Baner, dybt forargede over, at Mennesker kunde synke så dybt og synde så forargeligt. Tre skinhellige Mære!
Så besøgte jeg en Række af Omegnens almindelige Hjem for at høre interessante Enkeltheder om Livet i Bakkerne og for at lære Stedets offentlige Mening at kende.
Jeg var dybt bevæget, da jeg trillede hjem, bevæget over de menne- skelige Tragedier, jeg var stillet Ansigt til Ansigt med. Men – det vilde være forkert at skjule det: Bevægelsen var parret med Glæde og Stolthed over det journalistiske Stof, jeg her havde gravet frem, så at sige med Eneret. Jeg burde måske skamme mig ved at sige Glæde og Stolthed, men gør det ikke og gjorde det navnlig ikke den Gang. Så underligt sammensat kan Journalistens Sind være, at han fryder sig over at male et usædvanligt Billede, selv om det er mørkt og dystert- og samtidig rystes af den Elendighed, det er faldet i hans Lod at skildre. Er det råt, det med Fryden? Lad os nøjes med at sige, at det er menneskeligt.
