Dette uddrag er en appetitvækker til at læse hele bogen som kan købes på nettet eller lånes på Biblioteket:
Omslagsbillede: Teglgården malet af Karen som 10-årig – uddrag af maleriet.
Bogens indhold:
Introduktion
Estrids baggrund
Povls baggrund
I lyst og nød
Kommentarer til skødet ved køb af gård
Fra København til langt ud på landet
Breve del 1, 1958-1959
Dyrkning af korn
Hø og stribegræsning
Roedyrkning
Hunde og katte på gården
Handel i Stenum
Breve del 2, 1960-1967
Graviditeter, hjemmefødsler og barnepleje
Breve del 3, 1968-1970
Estrid tilbage i sygeplejen i 1971
Om at blive sygeplejerske af nødvendighed
Niels-Aage alvorligt påkørt 1971
Breve del 4, 1971-1981
Povls organisationsarbejde
Estrid og Sevamandir i Indien
Checkhæftet
Estrids interesse for håndarbejde
Povls interesse for jagt og fiskeri
De fortrængte
Fra rimsmedens værksted
Tilknytning til kirken
Fest i huset
Udvalgte billeder 1980-2000
Rejser
De sidste år på landet
Huset
Estrid og Povls efterkommere
Tak
I alt 350 sider
Introduktion
Ved Karen Stevns, datter af Estrid og Povl Stevns
Velkommen til fortællingen om et levet landboliv på Stenum Vesterhede mellem Løkken og Brønderslev i Nordjylland fra 1958 og frem til 2000.
Den handler om mine forældre, Estrid og Povl, der købte en gammel gård med 40 tønder land god jord i den periode, hvor der kun var få motoriserede maskiner i landbruget, og hvor der i husholdningen ikke var alle de moderne hjælpemidler, vi har i dag. De var nygifte, da de tog over.
Min far blev uddannet landmand og arbejdede i den anledning bl.a. hos en storbonde i Vrensted og på Vrejlev kloster. Far var fra nabobyen Vrensted, hvor han var søn af præsten og præstekonen. Han var den eneste på sin årgang i skolen, der fik realeksamen. Farforældrene var højskoleforstanderpar i Kvissel i Vendsyssel, og morforældrene drev en stor købmandsforretning i Ruds Vedby på Sjælland.
Min mor var uddannet sygeplejerske efter studentereksamen. I al sin skoletid gik hun kun i pigeskoler. Hun var fra Frederiksberg i København og var datter af arkivaren i Det kongelige danske videnskabernes Selskab. Hendes farfar var oberst og hendes morfar var præst i Aalborg – og kvinderne husmødre. Så selv om mine forældre blev ejere af en mindre gård, der med tiden blev til et husmandssted, så havde de en del veluddannede i familien, og det kom også til at præge deres liv i Stenum. De levede et sted mellem bondesamfundet og borgerskabet og satte pris på viden og kunnen, og de engagerede sig i forskellige faglige organisationer.
Ud over at handle om mine forældre, viser fortællingen også, hvordan vilkårene var på landet fra slutningen af 1950’erne, og hvordan de ændrede sig over årtierne. I den periode blev det muligt at opdyrke meget mere land per landmand på grund af de mange nye og større maskiner. Mange karle og piger og andre medhjælpere forsvandt fra landbruget. Det blev mindre rentabelt at have et lille landbrug, og mange tidligere hjemmearbejdende landbokvinder blev udearbejdende for at tjene penge til familien. Mange smålandmænd blev også deltidslandmænd med måske et industri-arbejde ved siden af. Med tiden blev mange af de mindre landbrug helt nedlagt, og jorden blev købt op af nabogårde, der blev større og større. Kvindernes position blev i den tid også ændret som i resten af samfundet fra at være hjemmearbejdende medhjælpende hustruer til at være selvstændige udearbejdende kvinder med egen økonomi.
Far valgte at blive landmand, da han gerne ville have et frit erhverv, hvor han selv kunne bestemme. Han elskede sit job og havde orden i tingene. Der var både ryddeligt, og han holdt regnskab med det hele – ikke bare over økonomien, men han holdt også nøje orden på dyreholdet med fortløbende registrering af antal og med foderplaner. Han holdt regnskab med sædskifte, gødningsplaner, så- og høsttider, pløjetider, og han holdt regnskab med nedbørsmængder og frostperioder. Far var interesseret og engageret i, hvad der rørte sig i landbruget, og han var bl.a. med som underviser og i tillidsposter i landboforeningen og i slagteriet, hvilket for en del af engagementerne også gav en kærkommen biindtægt. Han fløjtede næsten altid, når han gik i stalden og passede dyrene. Humøret var ekstra højt, når det hele flaskede sig godt. Til gengæld var det lidt trykket, når vejret over længere tid ikke artede sig ordentligt, eller når økonomien var klemt. Det huede ham heller ikke, at der med årene blev flere og flere ydre restriktioner og kontroller pålagt landbruget.
Mor blev aldrig rigtig glad for sit sygeplejerskeerhverv, så hun kastede sig ud i det med stor iver, da hun i stedet blev gårdmandskone. Hun var flittig og ville gerne lære det hele hurtigt, også selv om det var fysisk hårdt. I starten var hun medhjælpende hustru, men efter der var kommet flere børn, enedes mine forældre om, at far passede bedriften, mens mor passede børn, hus og have. Mor har altid sat barren højt med hensyn til kvalitet – med tendens til perfektionisme – og med hensyn til, hvor meget hun ville nå. Hun indrettede huset nydeligt med bl.a. egne syede gardiner og pæne ting, holdt det rent og vedligeholdt det med jævnlig tapetsering, maling og gulvlakering. Hun var den primære omsorgsperson for 5 børn, der først kom ud af huset, da de startede i 1. klasse, og hun ønskede, de skulle være velopdragne og klare sig godt i skolen. Desuden holdt mor en stor køkkenhave, en stor prydhave, gårdspladsen og læbæltet. Hun bidrog til at holde den sparsomme økonomi i gang ved at udnytte gårdens ressourcer så godt som muligt, ved at købe ind på tilbud og ved at sy til sig selv og børnene. Hun gik også meget op i håndarbejde. På et tidspunkt blev hun nødt til at tage job som sygeplejerske ved siden af på grund af en rigtig dårlig økonomi i landbruget. Det var alt for meget til en person, og det er ikke så sært, at hun i en årrække var plaget af over-belastningssymptomer med udmattelse, hovedpine, migræne, vejr- trækningsbesvær og højt blodtryk. Men hun ville ikke klage, og hun ville klare det selv – hun ville passe det, hun havde påtaget sig.
Mor fik førtidspension som 56-årig efter mange års krævende arbejde. Desuden døjede hun meget med slidgigt i sine hofter og fik tidligt hofteproteser. Far gik på efterløn som 60-årig i 1993, da han på det tidspunkt fandt det mest hensigtsmæssigt. Samfundet bad også folk om at gå tidligt på pension, så de unge kunne komme til. Jorden blev forpagtet ud, men mine forældre blev boende på gården, indtil de i 2000 fik den solgt og derefter kontant kunne købe et nybygget, svensk træhus i Serritslev nord for Brønderslev. Efter mange år blev de nu endelig fri for økonomiske problemer og kunne nyde det nye hus og anlægge en flot have. Og der blev tid og mere overskud til også at dyrke egne interesser og komme ud at se lidt mere af verden.
Teksterne i denne bog er samlet i første halvdel af 2024. Far har i mange år skrevet om sin barndom i Vrensted og om sine forfædre, men i de senere år har han også skrevet en del om sit eget og mors liv. Det har været skrevet som en familiehistorie eller har været brugt ved foredrag eller som taler til særlige lejligheder. Han har også i mange år skrevet digte, hvoraf nogle er medtaget her. En del af hans skriverier er udkommet i “Vrenstedhistorier”, hvor han har været en meget flittig bidragyder, i “Barn af Vendsyssel XII” samt i en privat udgivelse fra 2024 “Povl Stevns- mine skriv”.
Mor har gennem årene skrevet mange breve hjem til sine forældre og sin lillebror. De giver et fantastisk direkte billede af livet på landet med de glæder og sorger, der var. Brevene er skrevet med en vis lethed, for der var ikke grund til, forældrene skulle vide, hvis tingene faktisk var for hårde eller svære. Selv om brevene tyder på stor hjertelighed overfor forældrene, havde mor dog et noget anstrengt forhold til dem. Men det var en selvfølgelighed, at mor og forældrene (især mormor) skrev sammen. Det er dog tydeligt at læse, at der var rigtig meget at se til. Overskrifterne foran brevene har jeg sat på for at lette læsbarheden. Jeg har efter overvejelse besluttet, at alle brevene skal med. Det betyder, at der er mange gentagne emner, men dels er der forskellige nuancer, og dels vidner de også om de gentagne opgaver i landbolivet for eksempel den meget besværlige roedyrkning, der ofte fyldte meget. Desuden er der mulighed for at kigge efter de emner, der særligt interesserer. Bl.a. kan man kigge lidt på, hvordan der ses anderledes på børnepasningen dengang og nu. Har du ikke lyst til at læse alle brevene på en gang, så kig efter overskrifterne og vælg ud.
Endelig har jeg i april 2024 interviewet mine forældre om emner, der ikke var med i fars tekster og mors breve, eller som kunne uddybes mere. Mine forældres liv har været præget af arbejdsomhed og stor pligtfølelse. Der har været modgang, frustrationer og mange år med økonomisk usikkerhed, men mest af alt har glæden ved tilværelsen og kærligheden til hinanden præget deres liv. De har haft et fælles ståsted i tilværelsen, som har givet mening og fylde. I 2023 nåede de sammen endnu en milepæl: krondiamantbryllup efter 65 års ægteskab.
Min mor og far er nu i efteråret 2024 hhv. 92 og 91 år, men de er helt åndsfriske og klarer sig ved hinandens hjælp fortsat i deres træhus med egen have. De har været med i hele processen og har godkendt det medtagne stof. Billederne i bogen er alle fra familiealbummene. Billedteksterne har jeg skrevet. Flere steder har jeg lavet små baggrundsnotater.
Til sidst i bogen er en oversigt og børn, børnebøm og oldebørn på nuværende tidspunkt.
Rigtig god læselyst!
Estrids baggrund
Født 7. januar 1932 på Normasvej 32, Valby (senere under Frederiksberg)
Forældre: Asger Lomholt, født 1901, gift 1926 med sin kusine Karen Johanne Lomholt, født 1903. Asger Lomholt var søn af en oberstløjtnant og direktør for hærens tekniske korps Niels Ebbesen Lomholt (f. 1864) og hustru Clara Lomholt. Han tog både matematisk og sproglig studentereksamen og blev cand.theol. som 26-årig. Han blev arkivar i Det kongelige danske videnskabernes Selskab, hvor han var i over 50 år.
Karen Johanne Lomholt var datter af præsteparret ved Budolfi kirke i Ålborg Nikolaj og Jensine Laurine Lomholt og blev student fra Ålborg, hvilket få piger gjorde på den tid. Hun var hjemmearbejdende husmor med en del interesser – bl.a. Porto Novo missionen, håndarbejde og historie.
Døbt 7. februar i Vartov kirke
Konfirmeret 14. april i Vartov kirke
Søskende: Storebror Andreas og lillebror Helge
Skolegang:
Søndermarksskolen 1.-9. klasse
Rystensten Gymnasium, sproglig student fra 1950.
Pige i huset
Danmark: Svend og Louise Jungløv, Valby. August 1950 – September 1951 London: Mrs. Trilling, Hampstead, 1 år lige derefter.
Sygeplejerskeuddannelsen
1952-56: Elev på Københavns Amts Sygehuse, Hellerup. Operation, skadestue, børneafdeling og mælkekøkken.
Jan.-feb. 56: Barselafdelingen på Sønderborg sygehus.
Marts – aug. 56: Psykiatri på Augustenborg sygehus.
Askov højskole
November 1956 – maj 1957
Sygeplejerskeansættelser I:
Maj – aug. 1957: Rudolf Bergs Hospitalet, hudsygdomme.
Sept. 1957 – 15. juni 1958: Diakonissestiftelsen, mest kirurgisk enestue-gang.
Viet
- juni 1958 i Vartov kirke af pastor Thorvald Balslev Gårdmandskone på Teglgården 1958-2000
Sygeplejerskeansættelser II
1971-76: Brønderslev sygehus
1981-82: Lundgården; Vrå Plejehjem
1983-85: Plejehjemmet Kornumgård ved Brønderslev 1985-87: Nattevagt i hjemmeplejen i Brønderslev
Fritidsinteresser inden livet på Teglgården
Estrid spillede klaver fra syvårsalderen. Som ung spillede hun cello i 4 år. Hun var ivrig KFUK spejder i Sct. Thomas sogn, blev patruljefører og opnåede Riddersnoren. Som sygeplejeskeelev roede hun i Hellerup og Augustenborg roklubber. Hun var bl.a. med på en noget vovet tur fra Augustenborg til Fyn. Estrid har altid været glad for sprog – engelsk, tysk og fransk. Hun syede allerede som helt ung sit eget tøj.
Povls baggrund
Født 13. oktober 1933 i Vrensted præstegård
Forældre
Aage Stevns, født 1903 som søn af forstanderparret på Kvissel Højskole i Vendsyssel Ole og Dorthea Stevns, gift med Inger Bendtsen (gift Stevns) født 1907 som datter af købmand Povl Bendtsen og hustru Thyra Bendtsen (f. Helms) i Ruds Vedby på Sjælland. Aage Stevns blev præst i Vrensted og Thise sogne fra 15. jan. 1930 samt provst for Børglum og Hvetbo Herreder i 1948-52. Han døde 26.10.52 af hjertesvigt som følge af gigtfeber som ung, kort tid efter Povl var fyldt 19 år. Han var meget aktiv i modstandsbevægelsen.
Inger Stevns var som ung på udlandsophold i Schweiz. Hun arbejdede hjemme og som præstekone. Som enke flyttede hun til en villa i Brønderslev med de tre yngste børn. Hun fortsatte med at være tilknyttet præstekredsen og var endvidere ivrig indenfor lokalhistorie.
Døbt: 3. december 1933.
Konfirmeret: 4. april 1948
Søskende: 6 børn i alt, 3 store og 3 små: Musse, Hanne, Povl, Kirsten, Ole, Else
Skolegang
Vrensted Byskole fra 1.4.1940. Landsbyskole med 1 lærer til de store og en 1 lærerinde til de små.
Løkken Realskole fra aug. 1944 – juni 1949 (Povl var den eneste fra årgangen i Vrensted, der tog realeksamen)
Landbrugsuddannelse, værnepligt mm
Aug. – Sept. 1949 Prøvetid ved landbruget hos en morbror på Sydsjælland.
Første nov. 49 1. nov. 52 Ansat hos gårdejer Niels Østergaard, Vrensted
1952-53 Vrå Højskole
April 53 – 1. maj 1954 Ansat på Vrejlev kloster, fra november 53 som 1. elev
Maj 54 til sept. 1955 Værnepligtig i Livgarden i 16 mdr.
Sept. til okt. 1955 Ansat på Holmen, Vrensted
Novv. 55 til marts 1956 Ladelund landbrugsskole
April til oktober 1956 Demonstrationsbrug for kvæg i Odsherred
Askov højskole
nov. 56-31. marts 57
USA
10 måneder som landbrugsmedhjælper. 6 1⁄2 mdr. på malkefarm i Oregon og 3 1⁄2 mdr. på rosengartneri i Californien
Gårdejer
Købt Teglgården i Stenum – skødet underskrevet 28. maj 1958
Viet
Viet 28. juni 1958 i Vartov kirke ved pastor Thorvald Balslev
Fritidsinteresser inden livet på Teglgården
Povl tog på jagt med sin far eller alene fra 16-årsalderen. Han var lystfisker også inspireret af sin far. Som ung spillede han fodbold, var spejder og gik til dans. Han var med i husflidsskolen og ungdomsforeningen.
I lyst og nød
skrevet af Povl
Estrid og Povl mødes på Askov Højskole Povl tager et år til USA De køber gård og bliver gift
Ouverturen
Få km vest for Vejen ligger Askov højskole, der blev grundlagt i 1865 af lærere fra Rødding Højskole, der efter krigen i 1864 var kommet til at ligge syd for den dansk-tyske grænse ved Kongeåen. Skolen blev i mange år betragtet som landets førende folkehøjskole ikke mindst på grund af dens udbud af kurser med 1, 2 eller 3 års varighed. Samtidig var højskolen gennem en længere årrække den eneste, der havde både piger og karle samtidig.
Den 3. november 1956 rykkede et nyt hold elever ind på skolen for at starte på det halvårlige vinterkursus; – karle og piger mellem hinanden, som skik var. Efter indskrivningen på kontoret udleveredes nøgler til de anviste værelser. For mit vedkommende gjaldt det et enmandsværelse i Hvide Hus, som jeg straks tog i besiddelse og efter bedste evne indrettede med de få ejendele, jeg medbragte. Det var mit tredje kostskoleophold. Først var der Vrå Højskole vinteren 1952-53, dernæst Ladelund Landbrugsskole vinteren 1955-56 og nu Askov. Hvad ville vinteren bringe? Det var ikke nogen fast tradition, at vi i familien tog på højskole. Dog skal nævnes, at min farmor og farfar havde været elever på forskellige højskoler – bl.a. Askov og sammen i mange år som forstanderpar havde drevet højskoler i Kvissel, Støvring og Voldby. I studietiden var far en måneds tid elev på Askov, men af mine søskende have kun Hanne været på højskole en sommer og Musse været på husholdningsskole.
Blandt de elever, jeg traf på skolen i begyndelsen af opholdet, var en ung landmand, der netop var vendt hjem til Danmark efter et 18 måneders studieophold i USA og nu stilede efter at kunne fortsætte med at studere til landbrugskandidat på Landbohøjskolen efter Askov-opholdet. Han deltog på skolen i et kursus i matematik, som han ikke tidligere havde beskæftiget sig med og kom desangående flere gange op til mig for at få hjælp til opgaverne. Bekendtskabet medførte, at han tilbød mig hjælp til at få job på en malkefarm i Oregon, hvor han havde været, hvis det var noget, jeg kunne tænke mig. I bekræftende fald ville han fremskaffe mig et ansættelsesbrev og i øvrigt assistere mig med ansøgning om studierejse derover gennem Danmark-Amerika fonden. Jeg havde først tænkt på et kortere ophold i udlandet og fandt derfor ideen god nu, hvor jeg efterhånden havde prøvet forskelligt indenfor landbruget herhjemme som karl, elev samt et halvt år som konsulent under Kvægforsøgene, og da jeg endvidere havde været på landbrugsskole samt afsluttet min militærtjeneste, fandt jeg tidspunktet passende og besluttede mig for at tage mod tilbuddet og tage af sted, hvorefter jeg fik sat det hele på skinner, så jeg kunne være klar til afrejse med Amerikabåden i april 1957.
Hvordan tiden på Askov skulle administreres, var for en stor del overladt til den enkelte at afgøre. Visse fag, herunder foredragene, var dog obligatoriske, men ellers lavede vi selv vores timeplaner. I spisestuen havde vi vore faste pladser, men hvad vi nød udover hovedmåltiderne, foregik på værelserne eller i de små tekøkkener, der fandtes rundt om i de forskellige huse på området.
Den 26. januar 57 fyldte en af eleverne, Inge Knudsen, 25 år, og det skulle naturligvis fejres med te-selskab i Hvide Hus. Bandt de indbudte gæster var foruden undertegnede en sød og charmerende sygeplejerske fra Frederiksberg, som jeg i forvejen havde haft svært ved at overse blandt tilhørerne i foredragssalen, hvor vi jo alle havde mødepligt. Det blev vores skæbne og medførte, at vi siden da travede lange ture sammen i Askov og nærmeste omegne og efterhånden fandt ud af, at vi hellere måtte vedligeholde forbindelsen, mens jeg var i Staterne, for den plan skulle der ikke laves om på.
Da foråret kom, fulgte Estrid mig til båden i Københavns Havn, hvor jeg gik ombord på den norske Amerikabåd “Bergensfjord” for at påbegynde den 10 døgns lange rejse over Atlanten. Foran lå nu et års fravær med afsavn og ventede. Den 8. maj 57 anløb vi New Yorks Havn, og for første gang kunne jeg nu sætte min fod på det amerikanske kontinent. Selv om turen derover foregik på turist- klasse, blev det en stor oplevelse for mig. Endnu i dag husker jeg mødet med spisesalen på båden, hvor vi sad ved mindre, runde borde og var de samme spisehold på hele overfarten. Aldrig havde jeg dengang været udsat for lignende anretninger, og så var det hele betalt i forvejen. I de
pladser, jeg havde haft, var jeg vant til almindelig bondekost med en overflod af stegt og kogt flæsk, vandgrød, sødgrød, kærnemælksvælling, kålsupper o…, og på skolerne var der også blevet sparet på budgettet. Men på båden var der overflod, selv på billigste turistklasse til 180 dollar for en enkeltbillet.
Efter landgangen i New York var der nogle timers ophold til lidt sightseeing i byen, inden rejsen fortsattes med bus vestpå gennem Staterne til Oregon. Opholdet blev brugt til en tur til Rockefeller Centret sammen med en soldaterkammerat, der også var med båden. Udenfor centret blev vi kontaktet af en pæn, ældre herre, der kunne se, vi var danske. Han fulgte os først op på centrets 29. etage, hvorfra vi fra et vindue kunne tage et fotografi ned over centrets berømte skøjtebane. Dernæst tog han os med til Standard Oils kontor, hvor han tilsyneladende havde en stor stilling at måle efter den respekt, personalet viste ham. Han fortalte os om den store respekt, man her havde for de danske søfolk for deres indsats under krigen, og han overlod os til slut nogle kort over USA, så vi kunne orientere os under den videre færd vestpå.
Det blev en bustur på 4 døgn kun afbrudt af kortere ophold på busstationerne undervejs, så vi kunne få lidt mad og får strakt lemmerne ud. Jeg nåde frem til farmen i Eugene en søndag formiddag, som de stod og skulle i kirke, og venlige, som de var, spurgte de mig, om jeg ikke ville med. Desværre måtte jeg afslå tilbuddet, da jeg fandt, at jeg havde andre og vigtigere behov efter den lange og uafbrudte tur.
Det blev til godt et 1⁄2 års tid på malkefarmen “Cloverleaf”, inden jeg den 30. november igen forlod farmen med kurs mod Californien.
“Cloverleaf” var en malkefarm med ca. 300 malkekøer – set med en danskers øjne på den tid en ret stor bedrift. Den blev drevet af et ældre ægtepar med hjælp fra en datter og svigersøn, der for øvrigt også var dansker, nogle gifte medhjælpere, i sommermånederne tillige et par studerende sønner og sidst, men naturligvis ikke mindst os danskere, hvoraf der i forvejen var ansat to ved min ankomst.
I starten var jeg beskæftiget ved arbejde i marken bl.a. med ensilering af betydelige græsarealer til den store besætning. Vores arbejdsdag begyndte kl. 03 om morgenen og var afsluttet ved 18-tiden afbrudt af nogle timers pause midt på dagen til indkøb, madlavning og middagssøvn.
Det var en udmærket tid på “Cloverleaf” til trods for den lange arbejdstid. Jeg var ansat til at skulle have en fridag hver 3. uge – hvis det kunne lade sig gøre – men sådan var det nu engang, hvilket dog medførte, at livet skulle leves på farmen og i dens nærmeste omgivelser.
Dengang fandtes hverken internet eller sms, så forbindelsen til Danmark måtte postvæsenet hjælpe os med. Allerede ved min ankomst til “Cloverleaf” var det første brev nået frem, og hurtigt efter fulgte flere. I den tid, jeg befandt mig i Staterne, indløb der en del breve hjemmefra, men dog langt de fleste fra Estrid, der sendte mig brev ca. hver 4. dag. Mere trofast “penneven” har næppe nogen haft. Der var smil på læben, når min husmor, Mary, afleverede aerogrammet til mig med følgende bemærkning: “Mail for you Povl!” (Selv afsendte jeg under min udenlandsfærd i alt 200 breve).
november forlod jeg “Cloverleaf” for at tage ned til nogle andre danskere, der havde lejet sig ind hos en ældre dame i Upland ca. 60 miles øst for Los Angeles. Ved afrejsen fra “Cloverleaf” fik jeg af min nu tidligere chef følgende ord med på vejen: Får du problemer undervejs på din videre færd gennem Staterne, Povl, “just call me collect 1”. En bemærkning, der varmede.
Turen til Upland foregik med bus. Jeg flyttede ind i lejligheden til Tom og Mogens, og alle tre havde vi fået arbejde på et rosengartneri i Ontario hos Mr. Weeks. Det var et meget velanskrevet rosengartneri, der havde stor produktion og salg af planter til hele USA. Vi var ca. 90 ansatte, hvoraf hovedparten var af mexicansk afstamning. Flittige mennesker, der arbejdede for en beskeden løn og godt vidste, at rubbede de ikke neglene, eller snød de med arbejdet, var det bare ud af vagten. Jeg faldt egentligt ganske godt til derude og fik af en for mig ukendt årsag af Mr. Weeks flere gange en form for positiv særbehandling. Den 24. december bad jeg Mr. Weeks om at får fri et par timer før normalt, så jeg kunne nå frem til bekendte i L.A. juleaften med andesteg, ris à là mande og juletræ. Det gjorde Mr. Weeks så festligt stemt, at han gav hele styrke fri samtidig med mig og fortalte, at han engang under krigen af tyske krigsfanger, der arbejdede på gartneriet, var blevet bedt om et grantræ, de kunne pynte til juleaften. Det havde han dengang moret sig meget over.
Arbejdsopgaverne i “hjemmet” i Upland delte vi mellem os, således at Mogens havde ansvaret for den fælles bil, og Tom og jeg stod for indkøb, madlavning og husgerning i øvrigt en arbejdsfordeling, der for øvrigt fungerede ganske udmærket.
Efterhånden som foråret nærmede sig, rykkede hjemrejsedagen tættere på. Tom skulle hjem til sin hollandske veninde, og jeg glædede mig til at se Estrid igen efter det lange fravær. Sammen med 2 andre danskere, der også skulle til Danmark, fik vi til opgave at køre en større personbil til Coco Beach på Floridas østkyst for et Drive-Away firma i L.A. Vi fik at vide, hvor mange dage, vi måtte bruge til turen, hvilen rute, vi skulle følge, og at vi selv skulle betale for brændstof, vi brugte undervejs. Det var vilkår, vi kunne acceptere, så vi slog til.
Ruten blev lagt således, at vi gennem ørkenen nåede frem til Las Vegas, hvor vi naturligvis skulle have sat nogle dollars over styr, inden vi kunne fortsætte mod Grand Canyon, som vi ankom til i snevejr. Det var unægtelig en klimaændring, der kunne mærkes af os, der kom direkte fra Sunny California med noget over 20 graders varme. Vi havde ikke tid til at vandre ned i bunden af den meget dybe kløft, men måtte fortsætte turen mod El Paso på grænsen til Mexico som næste mål. I El Paso forblev vi på den rigtig side af floden og dermed grænsen til Mexico og nøjedes derved med at kikke over broen til de fattige mexicanere på den anden side, inden vi igen fortsatte turen mod Houston i Texas; texanernes gamle hovedstad med den gamle regeringsbygning, som vi besøgte, og hvor vi opdagede, at samtlige de toiletter, vi stødte på i bygningen, var forsynet med skilte med følgende tekst: White only.
Den foreløbige endestation, Coco Beach, hvor bilen skulle afleveres, tog venligt imod os med et vidunderligt varmt og tørt sommervejr. Om aftenen kunne vi således gå ud og spise kun iført sommertøj og nyde det i fulde drag, inden vi den følgende dag skulle fortsætte turen i bus mod det koldere nord.
Turen gennem USA’s sydligste stater havde været en spændende oplevelse. Vi var 4 chauffører, der på turen tværs over på skift havde taget vores tøm bag rattet, og det var forløbet godt og uden uheld og uoverensstemmelser af nogen art. Landskabet havde ændret sig flere gange undervejs fra de frodige egne i Californien, gennem ørkener, gennem bjerge og ned gennem sydstaternes lavland ved New Orleans. Vi havde været i flere kendte storbyer, vi havde brugt øjnene godt undervejs og udnyttet de muligheder, der var. Den knappe tid, der var afsat til turen, havde begrænset vores muligheder. Foran lå nu busturen nordpå op gennem de østvendte stater via Washington D.C. til New York, hvor vi den 19. marts skulle indskibes på Holland-Amerika Lines skib “Maasdam” for 11 døgn senere at kunne gå i land i Rotterdam.
I Washington var vi på guidet rundtur i byen og i New York besøgte vi bl.a. Empire Stat Building og FN, hvor jeg for øvrigt traf en bekendt fra landbrugsskolen. Samme dags aften kl. 22 lagde vi fra kaj. Opholdet i USA var slut for denne gang.
På turen over Atlanten delte jeg kahyt med Tom. Vi havde fået kahyt nr. 396 allerbagest over skruen, hvilket havde den for os landkrabber ret så uheldige virkning, at vi i søgang kom meget højt op og meget langt ned, når skibet vuggede i søen, og det var lige netop det, det gjorde de første døgn, hvor et kraftigt stormtryk bevirkede, at det tog 3 døgn at tilbagelægge en strækning, der under normale forhold kunne klares på 2. Følgen heraf blev, at vi begge blev mere eller mindre søsyge og ude af stand til at nå frem til spisestuen, hvorfor vi måtte tage til takke med saltkiks og te bragt ned i kahytten.
De tre døgns sejlads bevirkede, at jeg lovede mig slev, at skulle jeg nogensinde igen få mulighed for at krydse Atlanten, skulle det i hvert fald ikke foregå med båd, uanset hvor god forplejningen end måtte være undervejs.
Inden vi kunne anløbe Rotterdam, landsatte vi først passagerer i Sydengland og dernæst i Les Havre ved Seinens udmunding. Turen derfra og nordpå op gennem Kanalen foregik i et vidunderligt, smukt vejr, hvor vi fra dækket af bl.a. havde den flotteste udsigt til kridtklinterne ved Dover.
Næste stop: Rotterdam. Det tager lang tid at få en skude som “Maasdam” til kaj. Sådan føltes det i hvert fald den dag. Fra dækket af sås de mange mennesker, der spændt ventende inde på kajen stod og spejdede efter bekendte ude på skibet. Også ombord var spændingen stor. Estrid stod jo et eller andet sted derinde mellem alle de fremmede, men hvor? Og hvad så? Vi havde kun kendt hinanden i kort tid, inden jeg rejste til USA. Ganske vist havde mange breve mellem os krydset Atlanten det forgangne år, men her stod vi nu over for at skulle mødes igen – face to face- som amerikanerne siger, og det var jo noget andet. Hvordan ville det mon spænde af?
Naturligvis godt! Det var vi begge overbeviste om – sådan inderst inde, altså, for anderledes kunne det da ikke være.
Et helt års adskillelse var nu slut. Vi skulle nu ikke mere “nøjes” med at skrive til hinanden. Vi så begge frem til en fælles fremtid, men vidste bare ikke hvor. Der var jo ikke et ledigt job, der stod og ventede os, der var ikke et hus eller en lejlighed, vi kunne flytte ind i. Gifte var vi heller ikke – endnu. Der var i det hele taget så mange ubesvarede spørgsmål på det tidspunkt, men vi var glade for hinanden. Vi var glade for igen at kunne være sammen, vi havde ungdommens mod og tro på fremtiden, og vi var enige om, at problemerne kun var til for at blive løst. Nu ønskede vi blot at komme i gang – for os selv – så gensynsglæden var stor.
Hjemturen fra Holland skulle foregå på en hollandsk coaster, hvis kaptajn var svoger til Tom. Estrid havde fået sat det hele på skinner, og da afsejlingen fra Rotterdam først skulle finde sted nogle dage senere, lejede vi en Ford Anglia og gav den herefter som turister i det skønne forårsvejr med besøg i bl.a. Haag, Amsterdam og ved det store dæmningsanlæg i det nordlige Holland.
Som skibets eneste passagerer gik vi ombord i Rotterdam for i første omgang at sejle til Antwerpen, hvor vi tilbragte skærtorsdag og langfredag, inden vi atter stak næsen i søen med København som næste mål. Vi befandt os godt ombord sammen med den 8 mands store besætning. Vores opholdsrum var dels kaptajnens salon eller broen, når vi ikke sad ude på dækket eller var til køjs. Måltiderne indtog vi nedenunder i messen, der lå tæt op ad køkkenet og ikke var større, end at vi måtte spise i to hold. Maden var god, stemningen var god, og snakken gik godt på dansk, engelsk og for nogles vedkommende på hollandsk, men her måtte Estrid og jeg melde pas.
Fra Antwerpen fortsattes mod Københavns Frihavn. Ruten gik gennem Kielerkanalen, hvor vi med nød og næppe undgik kollision med sluseporten. Vi stod oppe på broen, da kaptajnen slog bak, uden at man reagerede på meldingen i maskinrummet, så skibet fortsatte ufortrødent endnu en stund frem i retning af sluseporten, men så skete der også noget. Pludselig blev der bremset for fuld kraft, og til al held lykkedes det at få styr på skibet i allersidste øjeblik. Alle åndede lettet op, og kaptajnen kunne igen slappe af, tørre svenden af panden og igen hygge sig med os andre. Aldrig havde jeg før set en så stor og stærk mand som kaptajnen blive våd af sved på så kort tid. Påskedag 1958 lagde vi til kaj i Københavns Frihavn, hvor alt åndede fred. Vi tog en bil til Normasvej og var atter hjemme – begge to!
Hvor skulle vi slå os ned? Ja, det var nu det mest brændende spørgsmål. Allerførst skulle Estrid dog lige med hjem og præsenteres for sin kommende svigermor og mine søskende. Det var da helt klart for os det første, der stod på programmet. Under opholdet lånte vi mors bil, og den 16. april kørte vi i strålende sol til Hjørring, hvor vi købte vores forlovelsesringe, inden vi fortsatte turen til Skagens Gren for at tage dem på alleryderst på spidsen, hvor vandene mødes. Ikke mindst dette har givet os et ganske særligt forhold til Skagen.
–
Vi måtte nu have fundet ud af, hvilke muligheder vi havde for at komme i gang med vores eget landbrug, hvor det helst skulle være osv. osv. Til det første spørgsmål – det med mulighederne – stillede mor sig heldigvis meget forstående og var villig til at støtte os, og det var ikke alene dejligt, men vel nærmest også en nødvendighed, hvis vores drøm på det tidspunkt i det hele taget skulle have en chance for at gå i opfyldelse. Til det andet spørgsmål – hvor det skulle være – måtte vi naturligvis selv tage stilling. Derfor blev der den følgende tid set på ejendomme i øst og i vest og fra Kvissel i nord til Ringkøbing i syd. 14 gårdbesøg blev det til i alt. Estrid var med på de første. De følgende ture tog jeg ledsaget af bekendte Vrensted-folk eller alene sammen med en mægler. Det var ikke ligefrem nogen let opgave at løse, men ret så spændende var den. Efter et tip fra min tidligere husbond, Niels Østergaard, rettedes blikket dog efterhånden mod en gård i Stenum. Ejendommen var endnu ikke averteret til salg, men kunne vi enes med ejeren, Adolf Vestergaard, om prisen, og hvad mindst lige så vigtigt var, at få hans kone, Dorthe, til at skrive under på handelen, ja, så var en overtagelse af gården altså en mulighed.
Stuehuset med tre skorstene, hvilket betød, der var tale om en gård
Den 22. maj skrev jeg under på slutsedlen ude på gården. Der var spænding til det sidste, da vi frygtede, at Dorthe skulle jage en kæp i hjulet og handelen dermed gå i vasken, men frygten viste sig at være ubegrundet, så vi fik underskrevet og aftalt at mødes med ejerens advokat til underskrift af skødet den 28. maj i Brønderslev. Dengang var der noget, der hed lidkøb, så da det formelle var overstået, var mægleren vært ved en frokost med øl og snaps på hotellet og sagføreren vært ved en cognac til den efterfølgende kop kaffe, som skik var dengang. Den oplevelse gik Estrid glip af.
I telefonen havde jeg prøvet at forklare Estrid, hvilken ejendom det hele drejede sig om. Nu kunne jeg så ringe og fortælle hende, at det blev den gård i Stenum, og at skødet var underskrevet. Det var ikke så let for hende at huske gården i detaljer, da hun kun havde set den en enkelt gang, men hun mente nok, hun vidste, hvad det var for en, og så nu i spænding frem til at blive bondekone på Stenum Vesterhede. Således faldt alt på plads som ønsket. Vi havde nu et sted, vi kunne flytte ind sammen, så nu var tiden inde til planlægningen af brylluppet.
Prisen for hele herligheden på Stenum Vesterhede var 165.000,00 kr. Nogen sagde, da de hørte om handlen: “Adolf fik nu godt solgt”. Det var godt, han og især Dorthe blev tilfredse, for ellers var der ikke blevet noget ud af det, og så var vi blevet utilfredse. Finansieringen klaredes derved, at jeg overtog et kreditforeningslån på 32.000,00 kr. og måtte sætte mit navn på pantebreve på i alt 118.000,00 kr. Dertil kom endvidere, at jeg måtte have øget besætningen, som ved købet kun bestod af 40 polte (red: smågrise) og to arbejdsheste, så det føltes unægtelig som en stor mundfuld at få ned, ikke mindst på baggrund af, at jeg aldrig tidligere havde skyldt noget bort.
Kort tid efter flyttede jeg ud på gården. Ejeren skulle lige have fundet et sted at flytte hen, så jeg måtte i overgangsperioden nøjes med et værelse oppe ved gangen. Imens kunne Estrid i sin fritid koncentrere sig om at finde udstyr samt få planlagt vores bryllup, som blev fastsat til den 28. juni i Vartov Kirke hos den aldrende pastor Balslev med efterfølgende middag på Normasvej.