“MOR, MOR, VI DRUWNER!”

– Sagt af en skrækslagen skoleelev på sin første skoleudflugt til Hobro og Mariager i 1953. Skoleeleven, det var mig.

Jeg begyndte min skolegang i Sønder Harritslev skole den 1. april i 1953, da jeg var fyldt 7 år.

Jeg begyndte i “bette klasse”, som var for børn mellem 7 og 10 år.

I årene fra 10 til 14 år gik børnene i “stuer klasse”.

Børnene blev undervist af den samme lærer, som dengang hed A.P. Olesen.

I mit første skoleår gik skoleudflugten til Hobro og Mariager.

Skoleudflugten var fælles for “bette klasse” og “stuer klasse”.

Min mor Karen var med på min første skoleudflugt, som også var den første gang, jeg krydsede Limfjorden til for mig fremmede og ukendte egne.

Under togrejsen i “bumletog” fra Hjørring til Hobro hængte vi bogstavelig talt ud af vinduerne og råbte “hurra!”, hver gang vi kom forbi en mark med køer på græs.

Humøret var højt under denne udflugt, men jeg blev dog skrækslagen under sejlturen i den åbne udflugtsbåd, som sejlede os fra Hobro til Mariager, da de store drenge stillede sig i begge sider af båden og vippede båden fra side til side.

Jeg var stor nok til at vide, at det var en farlig manøvre.

Skrækslagen gav jeg mig til at råbe: “Mor, mor, vi druwner!”

De store drenge kunne ikke undgå at høre mit råb, men det bevirkede blot, at de lagde endnu flere kræfter i at få båden til at vippe fra side til side.

Mor tog det hele overraskende roligt. Hendes ro forplantede sig til mig, så hendes ro tog toppen af min skræk for at drukne.

Når jeg fortæller det nu, er det i sig selv bevis for, at så galt gik det alligevel ikke på sejlturen fra Hobro til Mariager på min første skoleudflugt.

Skrækken for at drukne blev dybt plantet i mit sind dengang.

Skrækken burde få mig til at lære at svømme. Jeg har prøvet at lære at svømme som voksen, men jeg kom ikke længere end til at flyde.

Svømmelæreren beroligede mig med at sige, at man helst skal lære at svømme, inden man er fyldt 10 år!

Min mor Karen, som levede hele sit liv i Vendsyssel og derfor kun talte vendelbomål, kunne godt lide talemåden “Hår do wot i Hobro?”

Det kunne hun selv rose sig af at have været til gavns, endda mere end én gang.

Én gang skal være den første.

Jeg glemmer aldrig min første gang – på en skoleudflugt i mit første skoleår i Sønder Harritslev skole i 1953.