Jeg er en ægte Brønderslev pige og har altid beskæftiget med kontorarbejde. Jeg startede op på Radio 101.2 FM i 1987 i receptionen og var tillige studievært i bl.a. ”Send en hilsen”
Jeg er født i 1942 i en af de hårde vintre. Vi boede i Valby, Parallelvej. Der var en storesøster Åse og 2 år efter at jeg kom til, fik vi en lillesøster Inge.
Vi boede til leje ved en ældre mand som boede på 1. sal. Han var noget uligevægtig, og vi blev sagt op flere gange. Og hver gang kom han bagefter og bad os om at blive. Det ville mine forældre ikke blive ved med at stå model til, den måde han opførte sig på, så de besluttede at ville flytte. Vi ventede på, at Boligforeningen PM skulle få færdiggjort deres byggeri af nye rækkehuse. Vi fik så indtil de var færdige, husly i Dammens Vænge. Vi var i Dammens Vænge et års tid.
Det var en god tid for vi børn. Vores mødre gik hjemme, så vi kunne altid komme til de forskellige mødre, hvis der var noget galt, hvis vores mor var taget til byen. Det var ligesom i en børnehave.
I året 1949 flyttede vi til den nye lejlighed og jeg skulle starte i skolen på Thygelsgades Skole/Skolegades Skole og senere Søndergades Skole, som var blevet færdigbygget.
Da min klasse skulle flyttes til Søndergades Skole, skulle vi, der boede vest for jernbanebommene på Søndergades Skole. Jeg gik i 4. mellem i to år på grund sygdom. Det var ikke så slemt, da det var de samme lærere. Jeg kom i samme klasse som Tonny Bistrup og efter mellemskoleeksamen, gik jeg på Aalborg Handelsskole.
Vinteren dengang var altid med megen sne og frostvejr.
Min far arbejdede hos Kommunegartneren Ulrik Thomsen som var leder. Om sommeren klippede min far alle Kommunens græsplæner med en klipper, som han sad på.
Om efteråret skulle der rives nedfaldne blade sammen og de blev så samlet i en stor dynge og brændt. Det blev et stort bål i Hedelund. Så var der tiden derefter, hvor der skulle bindes guirlander til byens juleudsmykning. Det foregik i den Runde Pavillon, 4 mandstærk. Min far var også altid med ude i skoven og udpege det store flotte juletræ, som skulle stå ved Stationen og senere på Torvet.
Når der havde været frostvejr i nogle dage, var det så vi kunne løbe på skøjter på mergeldammen syd for Søndergades Skole, men et par år efter, blev det på græsarealet nord for Søndergades skole, da det var for farligt på mergelgraven.
Min far og et par medhjælpere overrislede plænen om natten og min far fejede den om dagen.
Min mor, søster og jeg vi tog hen til dem ved midnatstid med en god varm drik. Senere blev isen lavet på plænen ved Friluftsbadet og det endte senere med at skøjtebanen blev flyttet til dammen i Hedelund. Det var så hyggeligt og der kom mange store og små børn som løb rundt på isen. Om natten fejede far så skøjtebanen med fejemaskine. Engang faldt han igennem med maskinen.
Vi har altid syntes, at der i ungdommens dage var rigtig meget sne og der kunne være glat føre. En dag var en stor lastbil læsset med sild skredet ud ved åen syd for Øl Bryggeriet og før Vandværket, hvor der løb en bæk. Sildene havnede ved og omkring lastbilen. Det rygtedes til byen. Jeg tog sparkestøtten, som Karetmageren havde lavet til os, og sparkede derud, der var fin sne og isbelagt vej hele vejen derud. Jeg havde en balje på sparkestøtten, og fik den fyldt op med sild. I en Aarhus avis var der en tegning. En kat stod på bagben ved billetlugen på en Station og bad om en tur/retur til Brønderslev.
Karetmageren i Vestergade Peter Christiansen havde 3 børn, Anna, Kaj og Jens Peter. Konen dør og Peter flytter på Sjælland til Fuglebjerg., da han fandt sin 2. kone, som var distriktsjordemoder. De får sønnen Niels. Anna bliver fiskerkone i Skagen. Kaj forbliver ungkarl og arbejder i mange år på Grønland, men ender i Skagen.
Jens Peter gift med Aase (min storesøster), han var udlært på Pedershaab Maskinfabrik, bliver gift da han var soldat. De fik bopæl i Nørregade i en lille bitte lejlighed på loftet i et hus, skråt overfor Sygehuset i 1958. Der var dengang dårlige tider. Pedershaab fyrede folk. Jens Peter søgte arbejde og fik job på fabrik i Silkeborg. Kammeraten Svend Erik Malling Madsen tog med til Silkeborg.
Efter et halvt år flyttede han med Aase og 2 børn til Virklund, hvor de købte hus. De fik de 4 børn og alle bor i Virklund. Aase og Peter er døde og Niels er død. Jens Peter havde flere kammerater i Brønderslev, Gert Olesen, søn af købmanden i Vestergade, kunstmaler Hugo Thomsen.
Boligforeningen Fredensbo lå vest for Søndergade. Et par gange gennem min barndom udbrød der krig mellem de to kvarterer der lå henholdsvis øst og vest for Søndergade hvor de mødte op og de sloges mod hinanden med kæppe og hvad de ellers kunne bruge når de sprang på hinanden. Der var en der ville slå Inge. Inge sagde til ham. Du er for stor, sæt dig ned og det gjorde han og Inge gav ham en svingende lussing.
Vi havde en god barndom. Pengene var små. Vores far har i mange år været dårlig – i hele vores barndom -, men han havde altid arbejde. Mor og far boede i det første år i Hallund og derefter i Saltum, hvorefter de flyttede til Brønderslev. Da de boede i Saltum, fik far og vores onkel Jens arbejde ude på flyvepladsen i Aalborg. De arbejdede hele dagen der og havde en spand med mad, med til hele dagen. De cyklede tidlig morgen og kom hjem ved aftenstid. Mor syede vores tøj og til fremmede for en lille skilling.
Der var ikke noget der hed lommepenge og vi måtte hjælpe til derhjemme. Vi havde pligter. Senere tjente vi selv vores lommepenge. Vi gik med barnevogn efter skoletid, og passede børn om aftenen når forældre skulle i byen.
Når tiden kom og roerne skulle tyndes ud, og ukrudtet rykkes op cyklede vi på landet og spurgte efter arbejde hos bondemanden. Vi cyklede hver dag efter skoletid, ud i roemarken og havde hakkeren med på cyklen. Når min far kom hjem fra arbejde, kom han ud i marken for at hjælpe mig, for jeg havde ikke det bedste helbred, men jeg ville jo så gerne tjene penge til sommerferien, som altid fandt sted i Silkeborg hos vores kusine Jytte. Vi fik hver år gennem skolen, tildelt en billet med toget til den ønskede rejse. Vores kusine kom også i løbet af ferien til Brønderslev og Klæstrup. Hun var så hos vores mormor, så vi besøgte hinanden og foretog noget sammen. Vi cyklede hver gang ca. 10 km. til Klæstrup, men sådan var det dengang. – Ingen bil -.
Vi havde altid været hos vores bedsteforældre og hjælpe til med at lave tørv. Min far stod i tørvegraven og skar ud. Vi kørte en slidsk trukket af en hest, turen til hen til kanten af graven og læssede så tørv på, og hesten trak så slisken hen på marken hvor vi lagde dem i rækker, så de kunne ligge og tørre. Nogle dage efter skulle de så vendes.
Vi hjalp også til med at køre hø ind som skulle stikkes op på høloftet og vi vaskede hønseæg der var samlet ind hos hønsene, og de skulle så sendes med op til købmanden, hvor de så blev ombyttet med varer. Mælken fra køerne blev hver dag i spande kørt til mejeriet af en kusk, som så havde varer med tilbage, hvis man skulle have det.
Julen i barndommen
Vi så meget hen til julen med de forskellige traditioner. Vores mor tog ned til vores bedsteforældre, hvor hun var med til at partere gris og lave de forskellige ting. Der blev lavet blodpølse, medisterpølse, leverpostej. Ellers blev grisen parteret i de stykker som var passende. Vores mor fik altid noget med hjem af sulet. Vi havde også travlt med at bage småkager, næsten altid 7 forskellige slags. Når småkagerne var kommet i kasser, blev de tapet til, for at vi ikke skulle spise dem inden jul. Grønkål skulle vi også have til jul. Vi spiste kål faktisk hver dag i hele julen. Min far skyllede kålene, derefter skulle de ribbes, noget vi børn hjalp til med. De blev herefter kogt i gruekedlen. Min mor skulle altid smage dem til. Der skulle også lidt hvidkål i, for at tage den stærke smag. Når de var kogte, skulle de efter afkøling, krystes og laves til boller, noget som vores mor og far gjorde. Vi lavede altid ca. 40 boller, som blev lagt i en zinkbalje, som stod ude i haven hele julen. Der var tit frost. Vi havde altid gæster 2 til 3 gange i løbet af julen.
Juleaften var altid hos vores mormor og morfar i Klæstrup. Vores far lånte altid en bil til at transportere os ned til Klæstrup. Engang på vej derned kom et hjul og overhalede bilen. Vi var heldige at vi var nået næsten til vejs ende og vi gik det sidste stykke over markerne. En anden gang vi kørte i en lastbil, kørte vi på grund af glat føre ind i et hus ved svinget, da bilen grundet glatføre skred ud. Vi blev hentet af morbror Egon i kane. Vi overnattede der altid. Vi var mange. Morbror Karl, morbror Jens og deres koner og vores kusine Edel fra Dronninglund og Jytte fra Silkeborg og onkel Egon og moster Agnes, de boede stadig hjemme. Os fra Brønderslev var far, mor, Aase, Elin og Inge.
Vi spiste julefrokost juleaftensdag her hjemme i Brønderslev. Det var grønlangkål, kogt flæsk og medisterpølse. Vi tog så afsted ca. kl. 16,30 til Klæstrup. Vores morfar hentede juletræ og satte fod på og stillede det ind i den pæne stue. Vi andre var i køkkenet for at rydde op efter julemiddagen. Vi børn sad i køkkenet og tegnede eller sang. Min morfar fik træet pyntet og tændt de levende lys. Først da måtte vi se juletræet, som vi gik rundt om og vi sang julesalmer. Gaverne blev så delt ud, det ordnede min moster Agnete og onkel Egon. Da det hele var overstået, kom vi børn så i seng. Mændene fortsatte med at spille kort. Vi tog så hjem til Brønderslev og dem der kunne, onkel Jens og familie tog hjem efter et par dage i Klæstrup. I Juledagene og Nytår fik vi som regel besøg et par gange af fars familie.
Nytårsaften havde vi i mange år besøg af onkel Holger og Elna, som kom på besøg efter at de var flyttet fra Aalborg her til Brønderslev. De andre juledage havde vi besøg af farbror Henry og Marie med børn.
Vi har altid skrevet julekort til familie og venner. Jeg holder stadig ved den tradition. Jeg laver i dag selv julekort og skriver rigtig mange. I år 2020 sendte jeg 39 kort. Det er så ærgerligt at den tradition er ved uddø og jeg tror en begrundelse kan være, at alle har travlt. Man skal begynde med at forberede i lang tid inden jul, der skal skrives adresser på alle kort og så skriver jeg et par stykker hver dag i julemåneden.
Min far
Min far var bondesøn og har altid være karl på landet. Det var sidst i 1900trediverne og dårlige tider. Smågrise blev smidt på mødningen, da man ikke havde penge til at kunne fodre dem op. For at få penge til det fornødne, købte min farfar en bil, som min far skulle køre taxa med. Min far kunne køre bil, da han var 14 år. Pengene som kom fra Taxakørsel, skulle min far altid aflevere til min farfar. Min far lærte aldrig hvad penge var værd. De boede på gården Ultved ved Tylstrup og senere V. Gerndrup i Øster Brønderslev. Bilen han kørte i var med skorsten og skulle fyres med bl.a. tørv.
Mig selv
Jeg har været i en forretning, Vinther & Andersen Eftf. i Brønderslev, en afdeling af Otto Herford i Hjørring. Beskæftiget med salg af fast og flydende brændsel. Var ansat der i 5 år.
Kom derefter på Pedershaab Maskinfabrik i indkøb og på tegnestuen PM 3 på Saltumvej i 1 ½ år. Herefter et job som var et sygevikariat hos Aalborg Stiftstidende. Senere hos Vendsyssels Tidende i Frederikshavn. Efter 1 ½ år stoppede jeg da mit helbred ikke kunne klare det mere.
Derefter tog jeg et 3 mdrs. kursus i Aalborg indenfor handel. Da det var slut, fik jeg ansættelse i et vikarjob på HCA-dress i Brønderslev. Det var slut på mit arbejdsliv, og jeg fik tilkendt pension. Jeg boede stadig hos mine forældre indtil jeg blev 30 år.
Hver lørdag så ser jeg på TV tipsfodbold. Jeg blev ivrig fodboldfan, og begyndte at rejse ud for at følge landsholdet.
Har været med der, ude i den store verden. Det kunne lade sig gøre m.h.t. helbred, for når jeg kom hjem, var jeg hos min forældre og kunne blive plejet der. Det foregik fra 1982 til 1998, da måtte jeg give op. Den sidste rejse var til Frankrig og jeg havde en niece`s søn Casper med på turen.
Jeg startede så på Lokalradioen i Brønderslev som var nystartet. Den var startet op i St. Blichersgade 20. Det var i år 1987. I 1992 flyttede den til Stjernekrydset. Jeg sørgede for at besætte personale til receptionen. Der var 5 frivillige. De havde 2 timers vagter hver 2 gange om ugen. Var der en der var forhindret, måtte jeg tage vagten. Jeg lavede udsendelser på 2 timers vagt. 4 forskellige udsendelser: ” Gæst i Studiet”, ”2 generationer”, ”En lytterpladevalg” og ”Mit eget valg”. Hver anden søndag medvirkede jeg ved ”Send en hilsen” hvor vi var 2 til at læse op i de to timer.
Da radioen flyttede til Stjernekrydset fik vi nye møbler, da vi faktisk ikke havde noget, kun noget skrammel. De nye møbler fik vi fra Handelsbanken i Greve, da de der skulle have alt skiftet ud. Vi fik alt hvad vi kunne stable op i en lastbil og fik det kørt til en lade i Øster Hjermitslev hos et bestyrelsesmedlems kusine.
Mit helbred var ikke godt og jeg var sygemeldt fra Radioen i flere måneder og måtte så til sidst sige fra – desværre.
Da jeg et par Gange har nævnt noget om mit helbred, som ikke er så godt, skylder jeg at fortælle, at jeg er født med en arvelig sygdom som hedder Stickler Syndrom, som bl.a. bevirker, at det gør mig svagelig m.h.t. aktiviteter. Der er ting jeg ikke kan være med til. For eks. har jeg aldrig dyrket gymnastik. Det viste sig allerede, ved min første skoledag. Vi skulle starte med en gymnastiktime, min mor var med på denne dag. Jeg græd og kunne ikke være med, fordi jeg havde defekte hofter. Læreren fru Thorninglund sagde til min mor, at hun skulle tage med mig hjem og har derfor aldrig haft gymnastik. Samtidig fik jeg et cykelkort, så jeg kunne få lov til at cykle i skole. Dem der boede øst for banen, måtte ikke cykle til skole hvilket vi gjorde.
Sygdommen medførte også, at jeg var født med ganespalte og skøre nethinder, nærsynet og dårlig hørelse. Defekte knogler og tiltagende gigt.
Mange børn spurgte til tider om, hvorfor jeg gik sådan, de spurgte direkte, mens voksne råbte grimme ord efter mig. Tit gik jeg en omvej, når jeg skulle ind til byen.
Min søster Inge og vores fælles veninde Kaja meldte sig til Spejderbevægelsen hos Baptisterne. Jeg ville også gerne, men der ville sikkert blive problemer med helbredet. Deres tropsfører Inger, som stammer fra Strikkeren i Hedelundsgade, var hjemme for at snakke med mor om problemet. Hun mente, at jeg sagtens kunne være med. Jeg fik bare andre opgaver, nå vi skulle ud til bl.a. Skattejagt. Så vi var i Spejderbevægelsen indtil vi skulle ud at arbejde.
Jeg tog kørekort som nittenårig hos kørelærer Valgren Hansen og deltog i teoriaftenerne og kørte med nye elever på køreteknisk anlæg, indtil de skulle køre ude i byen. Jeg tog senere erhvervskørekort og kørte Taxa i weekenden. Og nogle hverdagsaftener efter normal arbejdstid. Jeg kørte for en vognmand i Vraa, Gunnar Ingvardsen, det var dengang der var fri hastighed. Det var rigtig sjovt. Jeg fik altid ros, selv om jeg kørte til, med det var altid en glidende kørsel.
Jeg har været indlagt på Øjenafdelingen og er blevet opereret for grå stær og har altså nu et godt øje.
Jeg fik nye hofter da jeg var 36 år, og siden blevet jeg undersøgt jævnligt og har også fået nyt sat ind.
I 1955 i en tysktime sprang nethinden, dvs. perforeret. Jeg tog hjem om middagen og min mor fik mig med til øjenlægen i Hjørring. Jeg blev indlagt med det samme på Sygehuset og var der så i 14 dage, hvorefter jeg blev sendt hjem og 2 dage efter tog min søster Aase mig med til Rigshospitalets Øjenafdeling og blev opereret. Her var jeg så i 3 uger og kom hjem til Mortens aften. Dengang opererede de med nål og tråd. Det holdt jo ikke, så jeg måtte afsted igen. Min far fulgte mig på hospitalet og igen blev jeg opereret, men det var ikke bedre med nethinden. Den var fuld af ene små huller. En sådan operation som den første, var jeg igennem den 1. uge m/bind på begge øjne og så en uge med det raske øje fri, 1 uge med sorte lukkede briller med en lille prik i, for at øjnene skulle arbejde sammen. Så hele operationen varede 4 uger. Det var altså nytteløst. Jeg har siden for ca. 8 år siden fået 5 huller i nethinden på det raske øje, som øjenlægen opdagede og jeg tog straks på Rigshospitalet igen og efter 2 dage var der 34 huller, som blev laset, men det er så gået godt siden. Jeg har protese på det øje som ikke virker og har netop for kort tid siden fået en ny protese.
Jeg var født med ganespalte og kunne ikke bruge almindelige sutter. Min mor lavede en af 2 gazebind. Da jeg var 4 år, kunne man operere mig og mor og jeg rejste sammen med tog til Diakonstiftelsen i København, det eneste sted de foretog den slags operationer. Min mor måtte tage hjem og efterlade mig der. Inger var dengang 2 år og Aase var 7 år og var jo derhjemme. Jeg var der en halv snes dage. Jeg havde en faster, som kom og besøgte mig et par gange. Havde det været i dag, havde min mor boet der under indlæggelsen.
Jeg har været indlagt rigtig mange gange og aldrig haft nogen til at være hos mig under indlæggelserne. Jeg har nu også en meget dårlig ryg.
Jeg har oplevet mange ting på sygehuset i alle disse år – 75 år til i dag.
Nu om dage bliver man meget tit repareret og nye metoder dertil, bliver taget i brug og ofte kommer man hjem 1-2 dage efter, mange ting er forbedret og man gør nye opdagelser.
I 1999 blev jeg påkørt af en lastbil, medens jeg var på cykel. Den skulle dreje til højre i krydset ved Føtex i Algade. Jeg lå i klemme mellem lastbil og cykel og det gik ud over mine fødder. Jeg lå på sygehuset i 8 uger. Jeg var på vej til Lokalradioen.
Her i 2021 bor jeg i en dejlig lejlighed i Midtbyen i ejendommen hvor også Løvbjerg og Apotek ligger. Her er der mange flinke naboer som jeg har det rart sammen med.
