1) Min Historie
og
2) Forfatteren Malene Sølvsteen
- Min historie begynder 1979, i Mejerigade 3 i Brønderslev.
Eller det er egentlig løgn, for jeg havde allerede boet to andre steder i Brønderslev, før vi flyttede dertil, men det kan jeg overhovedet ikke huske. Faktisk er alt, jeg fortæller her, lidt fluffy, for minder har det med at ændre sig med tiden, og de bliver svøbt i et romantisk lys. Men jeg ved kun, hvad jeg husker, så det er gennem minderne, jeg fortæller det. Mejerigade 3 var centrum i min verden fra så langt tilbage, jeg kan huske, og indtil jeg blev myndig. Selvom de steder, jeg kom, over årene udvidede sig til gymnasiet, Brønderslev Amatør Scene (BAS), rideskolen og i sidste ende den pulserende storby Aalborg, var min verden i de tidlige barneår området i cirka hundrede meters-radius omkring Mejerigade 3.
Mit allerførste minde er en græsplæne fyldt med flyttekasser og møbler. De voksne rendte fortravlede rundt i gang med at rykke ind i det nye hus, og jeg stod på græsset og var sur. Jeg var to år, så det er temmelig tåget, men jeg har fået at vide, at jeg absolut ikke ville bo på Mejerigade. Jeg ville hjem til Frejasvej, og det skulle gerne gå lidt stærkt. Men huset var købt, så vi flyttede ind, og jeg kom til at elske min base midt i Brønderslev i smørhullet mellem bibliotek, mine bedsteforældres lejlighed, venner og skole.
Huset på Mejerigade 3 blev bygget i 1911. Af hvem fortaber sig i fortidens tåger, men det var en smuk rødstensvilla med karnap og højt til loftet. I 1920erne boede redaktør Knokgaard der med frue, og alene det efternavn, får mig til at kunne lide dem. Senere overtog rejsebudet huset, og hans altmodische jobtitel lyder som noget fra en fantasyroman. Rejsebudets hemmelige vej. Nå, den bog skriver jeg en anden gang, men i hvert fald havde Rejsebudet syv børn, og med lejerne på førstesalen boede der i perioder over ti personer i huset. Vi var kun fire, men min mor er dyreaficionado, så med hund, kat, hamster, marsvin, undulatvolierer og hønsegård havde vi vores eget, proppede men ret hyggelige kaos. Hun var skolelærer, og en stående joke blandt afgangseleverne var, at de forærede hende et dyr som afskedsgave til sidste skoledag. Dyrene blev indsluset i husholdningen, men da tiendeklasseeleverne et år kom slæbende med en flok ringduer, lod min mor dem flyve hjem igen, for mine forældre orkede alligevel ikke at bygge et dueslag. Min far var også lærer, og hans afgangsklasse 1981 kom sidste skoledag i vogn med en pony spændt for. Ponyen fik en tiltrængt pause i tøjr på græsplænen i vores lille byhave, mens eleverne blev fejret.
Huset på Mejerigade 3 var i 1950erne også scene for et kidnapningsdrama, for en mor fik sin baby stjålet fra barnevognen, og det endte med landsdækkende efterlysning af politiet i Danmarks Radio. Man fandt barnet, da der hørtes barnegråd fra skunken i Mejerigade 3, og det viste sig, at førstesalens lejer stod bag barnerovet. Ingen kom noget til, og mor og barn blev genforenet, så affæren endte lykkeligt, men det er underligt at tænke på, at noget så vildt har fundet sted i den skunk, hvor jeg tit legede som barn.
Vejen Mejerigade har sit navn fra det mejeri, som, da vi flyttede ind i 1979, stadig lå midt i byen. Andelsmejeriet blev stiftet i 1903, men det fungerede til langt op i firserne. På filmcentralen.dk kan du i filmen Brønderslev 1949 se sort/hvide stumfilmsklip af mejeriet. Hestevogne ankommer med fyldte mælkejunger fra landet, glasflasker skoldes, en højmoderne samlebåndsgizmo fylder dem med mælk, damer sætter stanniollåg på, og smør måles af fra et stort, klistret smørtårn. En mand i hvid mejeristuniform, kasket og mørke briller aflæser et apparat med vigtig mine. Brønderslev Andelsmejeri anno 1949 virker i det hele taget meget scientific og tjekket. Alt det anede jeg intet om, da jeg boede overfor mejeriet, og jeg var nok også ret ligeglad som barn, men nu, hvor jeg ser filmen og genkender bygningerne og gaden i grynet 1940er-gengivelse, får jeg et nostalgisk stik i hjertet.
Men da jeg var barn i firserne, boede vi altså lige overfor mejeriet. Det var dagligt nervepirrende, når de absurd store mælkebiler tidligt om morgenen ankom fra landet for at få tappet mælk. De trillede herefter ud fra parkeringspladsen, og førerhuset kom så tæt på vores stuevindue, at hele familien havde øjenkontakt med lastbilchaufføren over morgenmaden. Det var en daglig bekymring, hvornår en af chaufførerne fik trykket lidt for hårdt på speederen og kom bragende ind gennem muren til os i stuen. Det skete aldrig, og midt i firserne lukkede mejeriet. Væk var alle fluerne og det lille mejeriudsalg lige om hjørnet på Torvegade, hvor jeg fik lov at gå hen alene og købe 5-øreslik. Damen i mejeriudsalget var sød, og hun stak tit lidt ekstra slik i posen, når jeg dybt koncentreret forsøgte at udvælge, hvilke slikstykker mine halvtreds øre skulle fordeles på. Mejeriudsalget er også med i Brønderslev 1949,
og selvom det umuligt kan være den samme dame, så ligner butiksekspeditricen på en prik kvinden i min erindring fra starten af 80erne med hårnet, kittel og hornbriller. Efter lukningen blev det gamle mejeri lavet om til ungdomsboliger, hvor jeg havde venner, da jeg gik i gymnasiet. I mit hoved er det den ’nye’ brug af mejeribygningerne, men ungdomsboligerne har åbenbart lige haft trediveårsjubilæum, så helt nye er de ikke længere.
Mejeriområdet har en stor betydning for mig dels som mejeriet, hvor vi som børn legede om aftenen, når lastbilerne var kørt, og mejeristerne gået hjem. Der lugtede surt af gammel mælk, og vandpytterne var hvide. I årene, hvor mejeriet var rømmet, før ungdomsboligerne blev bygget, udfordrede vi hinanden til at gå ind i de forladte lokaler med klinker, støvede maskiner og smadrede ruder. Det var som taget ud af en gyserfilm, og hjertet hamrede af frydefuld skræk, mens mine støvler knasede glasskår på gulvet. Senere festede jeg i ungdomsboligerne, og det klubværelse, min fiktive hovedkarakter Anne bor på i starten af Ravnenes hvisken, er skrevet med de ungdomsboliger i tankerne.
Et andet meget tidligt minde er, at jeg gyngede vildt i haven, mens min mor snakkede med vores genbo, Merete Cordes. I ren kådhed kom jeg til at torpedere den et år yngre genbopige, Rikke Cordes, fra gyngen. Det kan være et af de der minder, man selv fabrikerer, for jeg tror ikke, at nogen af de andre erindrer forbrydelsen, men jeg husker tydeligt, at det, jeg havde gjort, ikke var skidesmart. Måske løb jeg indenfor og gemte mig ulykkelig over udåden. Rikke blev senere en god veninde, så det faldt okay ud, men jeg har stadig lidt dårlig samvittighed over kollisionen. Familien Cordes var indehavere af Trælasten, og som barn kom jeg meget derude sammen med Rikke og hendes far, Peter Cordes. Duften af savsmuld, synet af værktøj, og af en mærkelig grund nøglemaskinen, hvor man kunne få lavet kopinøgler, var meget eksotiske for mit barnejeg.
Min mormor og morfar boede også på Mejerigade men i den anden ende af vejen. En ørkenvandring væk helt henne i nummer 9. Det var længere end til mejeriudsalget på Torvegade, og jeg skulle tage en dyb indånding for at gå derover alene. Min mormor læste og skrev selv meget, og hendes altanstue var fyldt med tegneredskaber, bøger og en skrivemaskine, som jeg sneg mig ind og klimprede på. I altanstuen stod en udstoppet spurvehøg, som min morfar engang uforvarende nedlagde med sin bildør. Fuglen kom susende på tværs, da morfar steg ud af bilen. Den blev slået rent ud og måtte aflives på stedet af min dyreelskende morfar ved at dreje dens hals om. Morfar syntes, at det ville være en skam at smide den i vejkanten, så den røg i fryseren, indtil min gudfar Knud Andersen fandt én, som kunne udstoppe fuglekadaveret. Den uheldige, udstoppede spurvehøg fik prime position på tophylden i altanstuen, hvorfra den så ud over min mormors skriverier, børnebørnenes tegneprojekter og mine ulovlige eftermiddagsstunder med skrivemaskinen. I dag er der lokalarkiv i mine bedsteforældres gamle lejlighed Mejerigade 9, hvilket min mormor ville have elsket. Der var fra altanen og stuerne udsyn til Skolegades Skole, hvor min mor underviste, og hvor jeg senere selv gik, og til kirketårnet lige overfor.
Billedet er taget fra skorstenen ved Brønderslev Elværk. I midten ligger Mejerigade 3 med træerne. Den store bygning bagved er Brønderslev Andelsmejeri.
Min morfar var varmemester på El -og Varmeværket på P.N. Jensens Plads 5. Kan man sin Brønderslevgeografi, ved man, at det ligger lige lukt mellem Mejerigade 3, hvor jeg boede, Skolegades Skole og mine bedsteforældres lejlighed i nummer 9. I dag er værkets smukke lokaler blevet til bibliotek, men da jeg var barn, sørgede folkene i de store arbejdshaller for varme -og elforsyning til Brønderslev og omegn. Jeg kom derovre, for jeg elskede turbinerne, de store kedler og ståltrapper op til dem. Stod jeg helt oppe ved toppen af kedlerne og så lige ned, kunne jeg under mine fødder se gulvet mange meter nede, fordi stilladserne og trapperne var lavet af perforerede jernplader. Det gav et sug i maven, som jeg den dag i dag genkender, når jeg befinder mig høje steder. Igen husker jeg det nok med barndommens glorificerende filter, for i min bevidsthed steg røgen fra kedlerne, mens de sydede og rystede som vandtanken i et overophedet damplokomotiv. Lydene af arbejdsfolkenes skridt på stålstilladserne var metalliske og høje, og i det hele taget er mine minder fra varmeværket som taget lige ud af en Sherlock Holmes-film fra det industrielle London i 1910erne. I dag ville det i øvrigt være totalt no-go, at et barn rendte rundt sådan et sted ud fra diverse health and safety-regler. Men at hente min morfar, når middagsmaden var klar, var et eventyr hver gang.
Morfar og mormors middagsmad skulle forstås bogstavligt. Mad om middagen, den skulle være varm og gerne med fedtperler på sovsen. Jeg havde æren af at løbe over på varmeværket, når maden stod på bordet, men var jeg der ikke, eller var jeg optaget af et noget andet, slog min mormor køkkenvinduet op og råbte; ”Eeeriiiik,” ud over hele varmeværkspladsen, så alle kunne høre det. Og så kom min morfar op i lejligheden og spiste frokost i sin blå kedeldragt.
Jeg gik på Skolegades Skole, som er en smuk bygning fra 1888. Dog startede jeg på Forskolen nede i Tygelsgade, som var for de små og noget mindre seje børn. Turen derned var lang, for man skulle hele vejen rundt om Mejerigade og ned for enden af Tygelsgade. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne planke den, hvis jeg trespassede på mejeriets grund, kravlede over et højt trærækværk og landede på begge fødder i den bagerste, lidt skjulte del af Forskolens legeplads. Det blev dog opdaget af en observant lærer og muligvis også mine forældre, så herefter klatrede jeg kun over plankeværket om aftenen, når lærerne var gået hjem, og min mor og far ikke så det. Forskolen er nu væk, og al skolegang er samlet på Skolegades Skole, men turen over plankeværket i al dens ulovlighed står stadig for min allerførste smag af frihed.
I 90erne blev El -og Varmeværket lukket, og bygningerne lavet om til et af Danmarks smukkeste biblioteker. På mine ture rundt i landet til forfatterforedrag har jeg set en del biblioteker, og måske er det min egen tilknytning, der gør det, men jeg synes, at det store, lyse biblioteksrum, de gigantiske vinduer og den snoede trappe i midten trumfer de fleste andre steder. Jeg er kommet meget på biblioteket både på dets nuværende placering men også, da det havde til huse på Grønnegade. Biblioteket på Grønnegade er helt tilbage fra 1898. Faktisk var der i fyrrerne planer om, at Brønderslev skulle have et nyt, flot bibliotek, men det satte Anden Verdenskrig en stopper for. Brønderslevs borgere måtte vente helt til 1994 og indvielsen af biblioteket på min morfars gamle varmeværk. Jeg holdt meget af Grønnegadebiblioteket, og måske var det held i uheld, for havde det ikke været for den storpolitiske verdenskrigs indblanding i Brønderslevs biblioteksaffærer, var bøgerne og bibliotekarerne aldrig flyttet ind lige præcis i El -og Varmeværkets bygninger.
Da jeg gik på gymnasiet og begyndte at feste, skulle jeg være hjemme fra byen senest klokken et. Det var aftalen med mine forældre, og jeg er slet ikke stolt af at fortælle det næste. Jeg havde på daværende tidspunkt overtaget min søsters übercool værelse i stueetagen i Mejerigade 3 med eget toilet og bad, og mit store vindue til gaden var lige til at kravle ud af. Så jeg holdt mit løfte om at være hjemme klokken et, men cirka halv to, når mine forældre var gået til ro, hoppede jeg ud ad vinduet og fortsatte min bytur på Café Chris og videre, når cafeen lukkede. Café Chris var samlingspunkt for os, som var unge i Brønderslev i 90erne, og de fleste af os har gode minder derfra. Lang tid senere skrev jeg cafeen ind i Ravnenes hvisken i form af Frank´s Bar and Diner, som på mange måder er en direkte parallel til Café Chris. Dem, som har læst bogen, ved dog, at Frank og Chris-Ole på ingen måde er samme person.
Mejerigade 3 var centrum i mit liv i perioden fra, jeg kan huske og indtil jeg blev atten år. I 1996 blev huset revet ned, fordi kommunen havde bestemt sig for, at lokationen var superb til et plejehjem. Faktisk er jeg en af de få, som kan sige, at mine forældre flyttede hjemmefra, for de fandt et nyt hus, mens jeg som gymnasieelev blev boende, indtil bulldozerne rykkede ind og rev ned. Og så var det slut med Mejerigade 3. Adressen eksisterer ikke engang længere, for plejehjemmet, som nu er almene boliger, har fået adressen Mejerigade 2. Men selvom huset er væk, mejeriet er lukket, varmeværket er lavet om til bibliotek, og forskolen er fjernet, så findes det hele på en mærkelig måde stadig.
https://malenesolvsten.com/
Forsiden på Ravnenes hvisken
Ravnenes hvisken
17-årige Anne er en enspænder, der kun hænger ud med sin hund Monster. Hun er vant til, at andre enten afskyer hende eller ser lige igennem hende, men da hun starter i gymnasiet, er hun pludselig omgivet af klassekammerater, der søger hendes selskab. Hvorfor vil den gudesmukke Mathias, charmerende Luna og dragende Varnar pludselig være venner med hende? Kan hun stole på dem, eller ligger der noget bag?
Anne kan se hændelser i fortiden, men de drømmeagtige syn bliver pludselig meget virkelige, da der sker en række bestialske mord på unge piger på den egn, hvor Anne bor. Mord, som Anne har set i sine drømme. Snart er både hun og hendes venner i fare, for morderen skyer ingen midler i sin jagt på sit næste offer. Han bliver ved, til han rammer den rigtige …
Ravnenes hvisken er en episk og medrivende fantasyroman, hvor krimiplot og overnaturlige kræfter mødes på en hidtil uset måde, da det viser sig, at mordene hænger sammen med en urgammel profeti om Ragnarok. Det går op for Anne, at hendes nye venner er direkte forbundet til de nordiske guder, og alle bærer på en viden om, hvem hun i virkeligheden er. Men er det for sent, da Anne selv får indsigt i sin hemmelige fortid og finder ud af, at hun er morderens næste og sidste offer?
CV
Jobs
- Forfatter
- Fuldmægtig, Digitaliseringsstyrelsen
- CSR-medarbejder, Statens og Kommunernes Indkøbsservice
- Supervisor, kunstmaler, bartender, sygehjælper, handicaphjælper
Uddannelse
- merc.int, Copenhagen Business School
- Udvekslingsstuderende, Universidad Autonoma, Barcelona
- Københavns Jordemoderskole
- Kreativ linje (billedkunst, maleri og animation)
- Herning højskole (maleri)
- Brønderslev Gymnasium, sproglig student
Værker på dansk
- Ravnenes hvisken 1 2016
- Ravnenes hvisken 2 2017
- Verden styrter 2018
- Ravnenes hvisken 3 2018
- Livets blod 2019
Oversatte værker
- Hvísl hrafnannan 1-3 (Ravnenes hvisken-trilogien oversat til islandsk)
- Ansuz – Das Flüstern der Raben (Ravnenes hvisken-trilogien oversat til tysk)
Avisartikel med Malene fra 2024
kilde: Mit Brønderslev, Jørgen Ingvardsen
Forfatteren Malene Sølvsteen:
2) Forfatteren Malene Sølvsten
Kilde: Lige og nu, Jørgen Ingvardsen
– Jeg ved faktisk ikke, hvad det vil sige at være forfatter. Det er noget, man gør.
Sådan lød det fra Malene Sølvsten, da hun besøgte Dronninglund Skole for at give eleverne inspiration til at skrive små historier. Hun burde ellers vide det, for hun har siden 2016 levet af at skrive og har udgivet seks bøger på flere sprog og vundet en række priser for sit forfatterskab.
Malene Sølvsten er født og opvokset i Brønderslev, men bor nu i København. Inden hun blev forfatter, har hun prøvet så forskellige ting som en jordemoderuddannelse, kunstmaling, at være sygehjælper og lave splattersminke til undergrundsfilm. Hun har også en kandidatgrad i international økonomi og handel fra Copenhagen Business School i 2010.
– Jeg er ikke revisorøkonom, og min interesse lå i de store linjer i økonomien. Det er der faktisk ret meget psykologi og filosofi i, fordi man skal forudse, om folk har lyst til at investere i huse eller fyre det hele af på ferierejser. Jeg valgte økonomi, fordi jeg på det tidspunkt var meget venstreorienteret og havde en idé om, at jeg skulle arbejde for NGO eller lave noget i den dur. Jeg ville gerne ud at rejse, og så var jeg marxist nok til at vide, at man skal kende fjenden for at slå fjenden. Det var derfor, jeg ville være økonom for på den måde at kunne rykke noget. Jeg blev færdig i 2010, hvor finanskrisen virkelig ramte, og jeg blev ret hurtigt ansat i Finansministeriet og kom til at arbejde i Digitaliseringsstyrelsen. Jeg var glad for arbejdet, men havde slet ikke fra begyndelsen tænkt, at jeg skulle arbejde i statsadministrationen. På det tidspunkt var NGO-erne næsten ikke eksisterende, så jeg kunne ikke forfølge den drøm, jeg egentlig havde, og måtte prøve noget andet. Jeg havde en rigtig god chef, der fandt ud af, at jeg var god til at skrive. Kommunikation faldt mig naturligt, og det er lidt komisk, for med alle de uddannelser jeg har, er det netop noget, jeg ikke er uddannet i, fortæller Malene.
Hendes romaner foregår i en fiktiv by kaldet Ravnsted, men kunne lige så godt foregå i Dronninglund eller Brønderslev
Altid skrevet
Som barn i Brønderslev lå det slet ikke i kortene, at hun skulle være forfatter, og der gik lang tid, før familien ved et tilfælde opdagede det.
– Jeg har altid skrevet, men aldrig tænkt på at blive forfatter. Jeg skrev til skrivebordsskuffen og tænkte ikke på, at det skulle udgives. Det var for sjov, ligesom jeg tegnede og lavede skitser hele tiden. Det gør jeg stadigvæk, men tænker aldrig, at det skal udstilles. Det er noget, jeg laver, når jeg trænger til at slappe af.
Jeg har altid læst meget. Også fantasy. På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg ville skrive en bog. Jeg startede på en krimi, men kunne overhovedet ikke finde ud af det. Det var så dårligt. Jeg er ret selvkritisk og skriver tingene igennem mange gange, før jeg er tilfreds. Jeg fandt ud af, at jeg måtte øve mig på samme måde, som hvis man køber en guitar. Så kræver det ufatteligt mange timer i øvelokalet, inden man kan give koncert. Sådan er det også at skrive. Jeg startede så på at skrive fuldstændig afslappet, for ingen skulle læse det, og ingen skulle vide noget. Der var altså intet pres, og jeg skrev og skrev, for jeg ville øve mig både sprogligt, på en god historie og på gode personkarakterer. Den første bog skrev jeg vist igennem 17 gange. Det var fedt, for jeg havde ingen deadline, men den endte alligevel med at blive færdig. Det var første del af ’Ravnenes Hvisken’.
Flere afslag
– Jeg sendte manuskriptet til to forlag, som begge afviste det. Det lykkedes heldigvis tredje gang, ’Ravnenes Hvisken’, er nu oversat til fire sprog og udsendt i 16 oplag. Det er vigtigt for andre at vide, at man ikke skal miste modet, men blive ved, hvis man selv tror på sit projekt. Der kan være mange grunde til, at et forlag afviser noget, og afvisninger er en del af spillet. Det skal selvtilliden kunne holde til, ellers skal man ikke være forfatter. Jeg har den regel, at jeg kun laver det, jeg synes er spændende. Jeg skriver aldrig noget, fordi jeg tror, det sælger godt. Det gider jeg ikke, for det tager halvandet år at skrive en bog, og jeg vil ikke bruge så lang tid på at lave noget, der keder mig, siger hun og fortsætter:
– Jeg kunne måske tjene flere penge på at skrive noget andet, men hvis det kun drejer sig om penge, skulle jeg fortsat have arbejdet i Finansministeriet. Jeg sagde mit faste job op, da jeg fik min første bogkontrakt. Jeg var klar over, at hvis jeg ville være forfatter, så kunne jeg ikke have et arbejde ved siden af. Mit forlag forventede, at der kom en bog om året, og så er det altså fuldtidsarbejde. Hvis der går for lang tid mellem bøgerne, bliver man nemt glemt. Kunstnerbranchen er usikker, og lige for tiden bliver der skåret ned i de offentlige budgetter. En del af en forfatters indkomst tjenes ved at holde foredrag, og dem er der ikke så mange af i øjeblikket, og vi skal jo leve, siger hun.
Hun skriver om nordiske guder i sine fantasybøger, men betegner sig selv som ateist. Foto: Jørgen Ingvardsen
Byen er fiktiv
– Mine bøger handler om hverdagen og er en blanding af krimi, fantasy, humor, kærlighed og nordiske guder.
Jeg har opfundet en fiktiv by, Ravnsted, og puttet den nordiske mytologi ind i den. Jeg har altid interesseret mig for religion. Jeg er ateist og er altså ikke religiøs, men jeg interesserer mig for religion på filosofisk plan. Det er ekstremt spændende. Hvorfor vi tror, og hvad er tro? Jeg havde ikke lyst til at skrive om kristendommen eller jødedommen, for det er aktive religioner. Jeg valgte den nordiske mytologi. Jeg vidste ikke mere om den del end om så mange andre ting, jeg interesserede mig for, men jeg har læst, gået på udstillinger og set dokumentarfilm. På den måde har jeg opbygget en viden om emnet. Jo mere viden, jeg fik, jo mere bidt blev jeg af emnet, og nu elsker jeg nordisk mytologi.
Ikke børnebøger
– Fantasygenren har desværre i Danmark fået et uheldigt ry for at være en børnegenre. Ofte står mine bøger på bibliotekerne i børneafdelingen, men der er mange fantasybøger, der ikke er børnebøger. Der er sex, vold og splat, så de er bestemt for voksne. Mine hovedpersoner er teenagere, og derfor har jeg selvfølgelig mange teenagelæsere, men er man fantasylæser, har alder ingen betydning. Fantasyverdenen appellerer til mange, fastslår forfatteren Malene