BLADSMØRER, ORDSNEDKER, JOURNALIST, MIGRANT MED 27 FLYTNINGER, DET MAN VEL NÆRMEST KAN KALDE EN NOMADE, UDEN HUSDYR, MEN MED PEN?
SIDSTE GANG HAN FLYTTEDE BRAGTE HAN 62 FLYTTEKASSER MED SIG, I EN AF DISSE FANDT HAN DEN BOG SOM JEG ”CITERER” FRA, MED FORLOV.
HAN HAR LIGESOM ANDRE GAMLE VISNE MÆND HAFT ET HAV AF TITLER, SOM MAN IKKE LÆNGERE KAN HVILE SIG OP AD, MEN MON IKKE DEN SIDSTE ER DEN FORNEMSTE AF DEM ALLE; NEMLIG AT HAN NU ER BARNEPIGE PÅ ”TULLEMUSEN”. JEG HÅBER IKKE, AT DET ER LARS, DER DENNE GANG SKAL SIDDE OPPE PÅ HATTEPULDEN – GRINER!
Lars er søn af Agnes Gjedsig og Zonemand Niels Peter Carlo Jørgensen.
Her får du nogle af de små, morsomme historier fra hans bog om barndommen i Dyrlægegården, hvor hattedamen Rosa Nielsen, spillede er stor rolle.
Lars´ tidlige udsyn til den fortravlede verden, foregik fra toppen af en hattepuld (et træhoved), som fandtes i fru Rosa Nielsens hatteforretning i Dyrlægegården.
Rosa blev hans livs første kærlighed, og nok også den største, fortæller Lars i sin bog: Min verden fra et hattehoved
Lidt fra et varmerør, der gik på tværs gennem hans mors fodklinik og skønhedsklinik, kunne han sidde og følge med i, hvad ”kunderne” og mor Agnes sludrede om, når de enten ”fik nyt ansigt” eller lavet tæer. Han sad der og ventede på, at fru Karnøe eller fru sparekassedirektør et eller andet ville slippe en femøre til fru Brandborgs lille, grimme rødhårede unge. Det er Lars selv, der beskriver sig sådan. Faldt der noget af, blev det hurtigt omsat hos slikkiosken ”Momsen”, som lå på den anden side af gaden. Han siger selv, at købmand Johansens udvalg var noget sjovere, for her var der en forunderlig duft af sild fra tønder og fra nymalet kaffe med videre.
Lars var resultatet af et ungt pars første forelskelse, uden nogen form for familieplanlægning. Agnes og Niels Peter var kun gift i en kort tid. Faderen var Zone-mand i Brønderslev, og mor Agnes drev en klinik for skønhed og fodpleje ovenpå købmand Johannes Johansens butik i Dyrlægegården Nygade 2.
En dag var hele Dyrlægegårdens børneflok ved at blive udryddet.
Mens flaskevaskekonen var til formiddagskaffe hos købmanden, listede vi os ind i vaskehuset og tømte sjatter over i en flaske eller to, som vi så smuglede ind i stalden under kornloftet. Her fandt vi en passende plads for vores orgie – og kastede os ud i drikkeriet.
Gud i din milde himmel, hvor blev vi syge. Et sandt under, at nogen af os overlevede. Jeg tror nok, vi alle kom på sygehuset og blev pumpet ud bagefter.
Radio Hansen
– der havde et godt ægteskab med fru damefrisør Hansen lidt længere nede ad Algade, som for øvrigt var den dame i hele byen, der lærte mig at bande bedst og grundigst og forresten havde et djævelskab af en pekingeser – denne samme radioforhandler Hansen havde anskaffet sig en af de gamle høje Ford-T-vogne.
På en af de dejligste solbeskinnede eftermiddage havde Jørgen og jeg sat os til rette for at snakke drengesnak på den brede kofanger bag på Radio-Hansens bil. Vi havde flyverdragter og gummistøvler på. Vi sad godt – helt i vores egne tanker, og fik ordnet den verden, der var vores. Lidt snak om tøser og om, at vi skulle gå på “mol” i elektriker Eilertsens have.
Pludselig sagde det tøf, og bilen startede med et ryk. Før vi havde fået løsnet flyverdragtens seler, så havde radioforhandleren vendt kareten og var for fuld udblæsning på vej mod Nørregade med os to knøse slæbende bagefter. Vi klamrede os til kofangeren og fik slidt hæle og såler af vores gummistøvler.
Det var en ekspedient hos Karnøe, der havde set vores livs sidste time tæt på. Han fik ringet til hotel Brønderslev med den fart, det nu tog at komme igennem den manuelle central – og det var en tjener fra hotellet, som med skæv flip og med serveringsbakken slingrende på usikker hånd, der sprang de fem trin ned og fik standset Radio-Hansen på den anden side af posthuset.
Det var i hvert fald hos Rosa, jeg fik min trøst – og et kærligt ord med på vejen. For Rosa skælder aldrig ud. Rosa var og er nemlig mit livs kærlighed, skriver Lars.
Om den gang de flyttede jernbanen, som Rosa ellers havde stillet sit ur efter – uanset, togenes buldren havde generet meget. Men støjen var dog intet imod den “nøgne Gyda”, skulptur, de plantede udenfor hendes forretningsvinduer.
Axel og Lauritz
Man kunne godt se, på marcipan-Axel og tuborg- Lauritz, at det havde været Brønderslev Marked – men det kunne man også på salget i forretningen, hvor hele oplandet havde været hos Rosa for at købe nye hatte.
Det fortælles om samme Tuborg-Lauritz og Marcipan-Axel, at de efter en våd aften på kroen ville slå genvej hjem i den mørke nattetime, de ville gå ind over kirkegården. Helt appelsinfrie var de ikke. Der skulle være begravelse dagen derpå – alt var gjort klar fra graverens side, så båren kunne sænkes i jorden.
De to vaklede i den mørke nattetime over kirkegården – og uheldet ville, at de begge faldt i den åbne grav. Ingen af dem var høje – begge var meget fulde – og jorden var våd og slimet. De opgave forsøget på at komme op – og lagde sig i stedet til at sove.
Da solen igen stod højt på himlen, vågnede Axel. Han havde rejst sig på tæerne og kunne lige skimte ud over den store kirkegård. Han fik sparket liv i Tuborg-Lauritz og gnækkede med sin særprægede vendelbostemme: ”Lauritz – Lauritz – se – opstandelsens dag – og vi er de første!”
Kilde: Afskrift, omtrent, fra Lars Gjedsigs bog “Min verden fra et hattehoved” som blev udgivet i anledning af Rosa Nielsen 70-års fødselsdag den 31. maj 1983.
Rosa Nielsen havde sin forretning i Dyrlægegården og den hed Elegance. Rosa var datter af købmanden i Hvilshøj.
Jeg har fået Lars´ tilladelse til at tage klip fra den nævnte bog og et par stykker mere, for at kunne lave min beretning.
Min kusine Connie Gerd Rasmussen, har fortalt mig følgende:
Ja, marcipan-Axel ham husker jeg fra barn af. Hvis jeg var med min far ”Tage” henne i byen, stoppede far altid op for at snakke med Axel.
Min far fortalte, at Axel havde fået tilnavnet “marcipan-Axel”, fordi han altid havde et stykke marcipan i lommen, som han af og til spiste af.
En overgang i 1960´erne boede han til leje i et kælderværelse med store vinduer, over jord-niveau hos mine forældre, og en gang kørte min far og bror Axel til hans fødegård, som lå mellem Randers og Viborg.