P.M. Sørensen f.1918 d.2000
Født 1918 Sdr. Saltum. Student 1936 Sorø. Cand. med. 1944 København. Embedslægeeksamen 1960. Hospitalsuddannet på Aarhus Kommunehospital Marselisborg 1944-47. Praksis i Vrensted 1947-85. Vikariater i Sverige 1986-89. Formand for skolenævnet Brønderslev Gymnasium 1973-78. I studietiden kollegierådsformand og formand for medicinske studenterråd. Haft tillidshverv i Den alm. danske Lægeforening, medl. best. Hjørring amts Lægekredsforening. Formand for sygekasseudvalget, medl. Jyske centraludvalgs forhandlingsudvalg, best. Jysk med Sel. skab, praksisrepræsentanten i Nordjyllands amts voldgiftsret. Medl. af Den alm. danske Lægeforenings etiske råd 1975, formand 1979-80. Tildelt mindelegat for brygger I.C. Jakobsen 1968 Æresmedlem af Nordjyllands lægekredsforening 1986.
Vrensted lægen P.M. Sørensen, fortæller om sin slægt, barndom og ophold på Sorø Akademi. Han var borte fra Vendsyssel, under uddannelse i 14 år, inden han i 1947 vender tilbage og nedsætter sig som praktiserende læge i Vrensted.
Historien er fra 1991 i Barn af Vendsyssel.
Noget om en sølvske.
Jeg sidder her med en gammel sølvske, der altid har været i min mors slægts eje, og som jeg har fået pålagt at passe på. På skebladets bagside er der graveret en bladkrans, og i dens midte er skrevet:
LNSB
DIDB
1635
Det er helt sikkert en bryllupsske, hvor øverste linje angiver brudgommens navn. F.eks. Lars Niels Søn og sognet Børglum. Nederste linje brudens navn. F.eks. Dorthea lens Datter og sognet Børglum.
Vi ved, den stammer fra Stenbjerggård, der dengang hørte til Børglum sogn, og ved giftermål er den kommet rundt på gårdene her på egnen og i Hvetbo herred og befandt sig, da min mormor var en ung livslysten pige, i hendes hjem: Lykkegård, Vester Hjermitslev.
Min oldefar Christian Frandsen f. 1834 og oldemor Kirsten Madsdatter ansås for at være dygtige folk med orden i tingene. Derfor havde de allerede tidligt bestemt hvem af pigerne, der skulle have forskellige arvestykker. Således skulle Maren min mormor, og søsteren Stine, have to lysestager af yngre dato.
Og pga. samme ordenssans og sparsommelighed sagde forældrene nej, da Maren bad om penge til et par nye sko til et forstående bal.
Så skete noget frygteligt en formiddag. Da oldefar kom hjem til middag, havde Maren solgt sin sølvske for 10 kr. til en omvandrende handelsmand, og nu skulle hun ud og købe sko.
Oldefar satte alle hensyn til side og helmede ikke, før han havde sporet handelsmanden og fik handlen gjort tilbage.
Nu var han jo ikke rigtig rolig ved, at Maren atter havde ansvaret for skeen, og derfor overtalte han den, efter hans bedømmelse, mere stabile Stine til at tilbyde sine to pæne lysestager i bytte for sølvskeen. Så faldt der ro over den sag.
Maren blev med eller uden nye dansesko gift med min morfar, Peder Madsen Poulsen, Østrup, hvis gård så langt registrering rækker, har tilhørt samme slægt. Her blev min mor, Ane Marie Povlsen, født 7. feb.1891.
Stine blev gift med Jens Peter Møller fra Østrup, og de fik Søndergaard i Vrensted, som er nærmeste nabo til præstegården. Jens Peter Møller blev sognefoged, men døde tidligt. Enken, Stine Møller, blev en hel institution i Vrensted, myndig, afholdt og en højt skattet nabo for 3-4 præstefamilier.
Da Gitte og jeg som purunge i 1947 kom til Vrensted og startede lægepraksis, efter at jeg havde været borte fra Nordjylland i 14 år og Gitter var indfødt Århusianer, var Stine Møller en stor støtte i tilpasningsprocessen. Jeg var læge for hende.
Og nu kommer så slutningen på skeens historie: Engang, da Stine Møller var langt oppe i firserne og havde overlevet et svært sygdomstilfælde, blev jeg kaldt til gården. Alle børnene var til stede. Stine sagde: Jeg har en gammel ske her. Vi er enige om, at nu skal den tilbage til, hvor den hører hjemme. Pas godt på den. Jeres ældste datter skal have den efter dig, for hun er opkaldt efter din mor, Ane Marie, og det var jo mig, der vågede ved din mor, da hun døde fra i tre små børn.
Noget om min far og hans slægt
Se evt. også Thyger Rugholm, En vendelboslægt 1949. ajourført af Danske Slægter, Aalborg. 1986.
Farfar: Søren Jensen Sørensen f. Hune Brogård 1865. død 13-12-1930 Gårdejer i Pandrup og sognerådsformand i Jetsmark. Farmor: Ane Kirstine Larsen f. 1860 i Tvilstedgård, Pandrup blev 91 år. Far: Lars Pedersen Brogård f. Hune Brogård 27-2-1887, død 8-7-1973. Gårdejer Sdr. Saltum og sognerådsformand
Redaktør C Nørrelykke, Vendsyssel Tidende, havde en periode et afsnit i avisen, han kaldte Søndagsbrevet 12-9-1971 handlede det om selve det at skrive breve: Det er sagt, at det er en kunstart i forfald. Og det vil han modbevise ved bl.a. at citeret fra et brev, han har fået fra min far:
Forleden modtog jeg et brev fra en 81-årig forhenværende bonde formet på en sådan måde, at hvert ord var et brudstykke af et livsmønster omhandlende beskriverens menneskelige baggrund og en svunden tids menneskelige og sociale vilkår. Brevets strengt personlige form gør, at jeg her kun skal gengive et enkelt afsnit.
Jo, jeg fulgte med mor og far i marken den første høstdag. Far høstede og mor bandt op, og det var især rugen, som blev høstet med stor omhyggelighed og ærbødighed. Den skulle jo give brød til hele familien i et helt år. Jeg har selv tærsket rug med plejl på et lergulv. Vi havde altid skiftetræsko. At komme ind i loen direkte fra kostalden var strengt forbudt. Træskoene var jo snavsede, og rugen skulle jo blive til brød
Mon ikke nok jeg har fortalt dig, at min far var fra en stor gård ude bag klitterne. De såede hvert efterår 10 tdr. land med rug, og så døjede de endda med at brødføde sig selv. Far, som var den ældste, fortalte, at da den sidste af hans søskende blev født, det var den 11. kom en bror ud i kohuset, hvor en anden bror gik og græd. Hvad græder du for, spurgte han, og han svarede: Jeg synes, vi bliver så mange. Det var brødet, han tænkte på, for til tider var der 15-16 mennesker på gården, som skulle mættes. Derfor var det heller ikke så sært at min bedstemor sommetider kunne virke sørgmodig. Meget andet skulle jo gøres. Der skulle stoppes, lappes og strikkes, og der var også udearbejde at klare. Men når bedstefar mærkede, at bedstemor var i dårligt humør, gik han hen til hende, og tog hende om livet og sagde: Lillemor, vi skulle vel ikke køre en tur i byen. Og hendes svar var altid: Jo far, det vil være skønt. Og så kørte bedstefar dem altid et sted hen, hvor de havde det mere småt end hjemme hos dem selv, og dette var nok til at bedstemor blev glad igen.
Den beskrevne gård er mine oldeforældres, Hune Brogård, som kendt af de ca. 300.000 årlige gæster i Fårup Sommerland. Stuehuset ligger smukt restaureret lige ved indkørslen, hvor man betaler billet.
Farfar og farmor købte gård i Pandrup, og hans rige evner fik han stærkt brug for i offentlige hverv. Således var han i 24 år uafbrudt, sognerådsformand 1907 til 1930 i Jetsmark kommune. Ved et sognerådsmøde blev han smittet med en stærk forkølelse, som udviklede sig til lungebetændelse og en uge efter var den stoute mand død. Det var før sulfa og penicillin blev opfundet. Ved begravelsen kunne den store Jetsmark kirke knap rumme det store følge, der også talte Amtmand Wullf i galla.
Det er interessant at læse nekrologerne 15-12-1930 i de borgerlige aviser: Aalborgs Amtstidende, Aalborg Stiftstidende op Vendsyssel Tidende. Vendsyssel Tidende skrev således til slut: Efter at have været medlem af Jetsmark Sogneråd nogle år, valgtes han fra nytår 1907 som formand denne gerning har han med stor dygtighed varetaget siden, altså 24 år. Det er en bestilling, der i en stor kommune kræver meget af sin mand og da særligt i de senere år, men Søren Jensen Sørensen har vist at han har kunnet bestride den. Selv om der var delte meninger om en ting, var han ikke den der straks for op, nej han tog roligt og besindigt på sagen og søgte på en stilfærdig måde at få et godt resultat ud af forhandlingerne. Han havde folks agtelse og tillid, og budskabet om hans død vil vække beklagelse over hele sognet. Ved de seneste sognerådsvalg er han hver gang opstillet som nr. 1 og valgt med det største antal stemmer.
Det er med særlig glæde, at jeg kan citere nekrologen af 17.12.1930 Nordjyllands Socialdemokraten i Aalborg: Afdøde var en dygtig kommunal mand. Den 1. april 1921 oplevede Søren Jensen Sørensen, at det kom to socialdemokratiske medlemmer i Jetsmark Sogneråd, og siden har vort parti været repræsenteret. Vi som har haft samarbejde med afdøde, vil gerne sige, at han var en fordragelig og behagelig mand at have samarbejde med. Han har aldrig set os over hovedet, men tog lige hensyn til vor mening som til hans egne partifællers.
En episode fra hjemmefronten
I forbindelse med farfars offentlige gøremål. Hjørring-Løkken-Aabybro jernbane blev åbnet i 1913. Som repræsentantskabsmedlem skulle han deltage i en festmiddag i Hjørring, hvor også Hans Majestæt kongen sad med til bords.
Hvad nu med påklædningen? For farfar var der ingen tvivl, han ville møde med sit pæne sorte kravebryst. Men drengene, min far og farbror Kristian, havde på det tidspunkt set andet end Pandrup og sagde, at det hører sig til med hvidt stivet kravebryst. Og da farfar ikke ville anskaffe sig det, gik de hen i Fransk Vask og Strygning og bjergede sådan en sag og under lidt protest fik de det anbragt på festdeltageren før afrejsen til Hjørring.
Da farfar kom hjem sagde han: Det var godt nok sådan de andre så ud, men aldrig nogensinde mere skal i få mig i sådan noget træls tøj.
Far og socialloven
Far stod sin far meget nær. Far kom på Bælum Højskole og Præliminær kursus. Forstander Villumsen, tror jeg nok han hed, støttede far meget i hans ønske om at blive rigtig cand.jur, og ikke dansk jurist, og hjalp far med at skrive et brev hjem til farfar, om han kunne regne med at få 10.000 kr. hjemmefra, for det ville et universitets studium koste.
Farfar svarede tilbage, at han nok kunne få 10.000 kr., hvis han ville læse til præst, men ville han være sagfører, kunne han kun få 5.000 kr for: Jeg vil nødig, du skal blive en kæltring.
Så måtte far vende tilbage til landbruget, men hans trang til at fordybe sig i bøgerne og specielt trænge til bunds i sociallove holdt sig hele hans lange liv ud.
Da han selv blev sognerådsformand i Saltum-Hune kommune 1933, udkom Steinckes socialreformlov samme år. Mange love blev samlede og forenklet i et eneste stort lovkompleks. Far, som var æresmedlem af partiet Venstre, forsømte ingen lejlighed til at fortælle os børn, at socialdemokraten Steinkes sociallov var retfærdig og god.
Han kunne den til sidst så godt, at han flere gange blev ringet op fra Hjørring og spurgt , hvordan fortolker du den paragraf?
Han læste lovstof ved middagshvil og til langt ud på natten og havde vi ikke haft vores nye stedmoder og min storebror Søren, var landbruget vist gået i fisk i mit hjem i Sdr. Saltum.
Mor.
Mor og far blev gift 4-11-1913. De havde købt Vrå-Gård i Hundelev, der var en god gård, som gav godt udbytte, men den havde meget besværlig vejforbindelse til omverdenen.
Min storebror Søren blev født der i 1915. I 1918 solgte de op købte Vestergård i Sdr. Saltum, hvor jeg blev født i 1918 og min søster Maren 1921.
Vestergård var ved overtagelsen stærkt præget af at ejendomshandlere havde haft den under behandling. Det blev landbrugsmæssigt en barsk start, men det lykkedes at få driften ordentligt i gang.
Værre var, at mor blev syg af tuberkulose og slet ikke blev rask efter Marens fødsel. Mor døde 29. januar 1923.
Efter forgæves sanatorieophold blev mor plejet hjemme i havestuen, men far blev ved at bevare håbet og tilkaldte også læge fra Aalborg, Kuren dengang var jo frisk luft og fed kost. Tuberkelbacillerne skulle indkapsles i fedt. Mor, der lige som far, var af en høj slank familie, blev rund, som man ser det på det eneste fotografi, der eksisterer af den samlede familie. Det er karakteristisk, at Maren sidder på fars skød, ikke på mors. Vi måtte ikke blive smittet, og bortset fra en kalkskygge i min lunge som tegn på en ophelet proces slap vi alle tre fri af sygdommen.
Men endnu husker jeg lyden af sygeplejerskens knirkende sko, endnu husker jeg, hvordan jeg kunne stå i dagligstuen ved døren ind til den sydvendte havestue, og mor opfattede det og spurgte: Er det dig Peder, Ja, Kom bare. Og så listede jeg ind til mor. Her har du en sukkerknald, men så skal du også gå, sagde hun med et vemodigt smil. Jeg husker, da mor skulle begraves. Hun lå i kiste inde i stuen. Søren på 7 år gik med foldede hænder rundt om kisten rundt igen: men der var ikke noget at gøre. Jeg på 4 år og Maren på 1 1/2 år forstod nok ikke, hvilken katastrofe, det var.
Igennem mit voksne liv har jeg søgt oplysninger om, hvordan mor egentlig var. Som læge på hendes hjemegn har jeg truffet mange mennesker, som har kendt hende fra mange forskellige synsvinkler, som medlem af familien, som ungdomsveninde, som højskolekammerat, som bondekone, og som madmor overfor tjenestefolk, og der står for mig et mere tydeligere billede. Hun sang meget til sit arbejde, hun var altid tilfreds, livlig og udadvendt, god mod sine tjenestefolk. Og så var hun den man sendte bud efter, hvis det var rav i den et eller andet sted. Hun kun få folk forliget.
Efter mors død fulgte nogle meget svære år. Far lærte os at bede vort fadervor, og det blev der rigeligt brug for. Efter nogle år med skiftende husbestyrerinder blev far i 1927 gift igen, det var i Budolfi Kirke
Ny mor
Far blev gift med Kristine Klitgaard f. 20-3-1893, som en tid havde været husbestyrerinde hos os. Hun var af en gammel Hasseris gårdmands slægt møllerdatter fra Gammel Hasseris mølle. Hun tog den store opgave på sig. Det var godt hun kom. Navnlig nu som modne mennesker, er vi taknemmelige for det, og for at vi i 1928, 1930, 1931 og 1935 fik fire gæve søskende, hvoraf den ældste Klitgaard sammen med sin Rise førte vores barndomshjem videre på bedste vis.
Kristine var flittig og dygtig til al husgerning og lærte os mange gode ting, gode skikke, som kom os til nytte sidenhen, og var først og sidst far en uundværlig støtte, hvilket ikke mindst blev nødvendigt, da han fra 1919 kom i Saltum-Hune sogneråd, hvis formand han var i 9 år,
Utallige er de kopper kaffe, Kristine serverede for utallige mennesker i de år.
Stuen hjemme var jo også kommunekontor. Her var typisk langbord med fast bænk. Far sad ved køkkenenden, hvor også telefonen var. Folkeregister og pengeskab var der også plads til,
Klienterne, hvis man kan kalde dem det, kunne være mange slags, og hvis Steinckes sociallov ikke slog til så- ja her kan jeg bedst citere, hvad Kristine sagde til Vendsyssel Tidende ved fars 70-års fødselsdag: Ja, min mand havde i hvert fald svært ved at sige nej, og når han var med til det, så skete det ikke så sjældent, at han kom ud i køkkenet til mig og sagde at jeg var nød til at give denne eller hin en rullepølse med hjem, og selv om vi havde slagtet godt, kunne det unægteligt godt medføre svind i beholdningen.
Klienterne kunne også være lærere, der søgte stilling. Jeg husker, da embedet som 1. lærer i Sdr. Saltum skulle besættes. Det var 76 ansøgere, i en tid, var det næsten hver aften en ansøger, der bankede på døren Selv sad jeg engang og gennemlæste alle ansøgningerne. Nogle havde meget høje eksamener. Det gav stof til eftertanke.
Børnenes hverdag
Til at passe på os, da vi var små, havde vi en stor sanktbernhardshund, som vi var helt fortrolige med. Den vogtede os nidkært.
En morgen stillede politiet i gården. I nattens løb var nogle får i dalene Sydest for Saltum Teglværk blevet mishandlede eller blevet drevet ud i tørvegravene, man mistænkte nu vor hund. Vi havde selv en jordparcel der til tørveæltning og til får på græs Hunden fik brækpulver og afslørede uldtotter i opkastet. En foxterrier havde lokket den på afveje eller omvendt. Men det var ingen vej udenom. Den blev skudt.
Som nabobørnene kom vi tidligt til at gøre nytte, Maren blev i flere år en uundværlig barnepige. Søren havde et stort ansvar som ældst og blev hele livet den, vi andre søskende spurgte til råds.
Jeg var høver dreng som mine jævnaldrende. Arbejdsdagene var lange som vore tjenestefolks.
Gårdens hovedkraft var vindmøllen, og den skulle udnyttes hvis det blæste. En stor sag var at få tærsket årets høst. Jeg husker sådan en februar dag.
Jeg var inviterer til en klassekammerats fødselsdag. Så blev det blæse- vejr og vi skulle tærske, og jeg skulle hjælpe til. Min plads var oppe i ladegulvet, hvor jeg skulle hjælpe med at tage halm fra og stoppe det ind bagved. Der, højt oppe under pandepladerne begravet i halm, som karlen stangede op, og som ikke altid blev fjernet hurtigt nok tilbragte jeg så den eftermiddag, hvor de andre drak chokolade og legede. Det var en lang dag.
Nu mange år efter er jeg kommet til at tænke på, om far i virkeligheden ville beskytte mig mod smitte, idet der nogle år tidligere havde været tuberkulose tilfælde i pågældende hjem.
Men skønne minder er nu i flertal. Det at tærske kunne også være fornøjeligt.
En dag var vore to karle ved at tærske rug med plejl. Jeg kom ud til dem, var vel ca. 8 år og så sagde den ene til den anden: Den spirrevip kunne nok hænges op på væggen i bare et rugstrå, Nej da, sagde den anden. Vil du vædde spurgte den første. Og det gjorde de så. Jeg skulle lægge mig ned på logulvet og tage strømperne af. Så tog forkarlen et godt langt rugstrå. Mine to store tæer lå tæt ved siden af hinanden, og så førte han rugstrået i gentagne S-tals ture rundt om storetæerne, fæstnede enden, tog mig i fødderne med hovedet nedad, og hængte mig op på et stort spiger på lade væggen. Han vandt!
Endnu et skønt minde. Jeg sidder her med et fotografi fra ca. 1928 set udenfor Sdr. Saltum forsamlingshus, som ligger på et hjørne af jorden til Vestergård. Danselærer Ad. Christensens danseskoleelever hvo ca. 40 store og små børn, også Søren, Maren og jeg er på.
Jeg glemmer aldrig den første undervisningsdag. Det var om vinteren Jeg ville ikke med og gemte mig. Stor opstandelse. Endelig fandt de mit skjulested, nedenfor bakken dybt inde i naboen, Søren Vestergård, roekule, hvis stivfrosne vægge dannede et solidt skjold, en god bolig for dem der ville skjule sig. Jeg blev hentet op i forsamlingshuset, og endnu husker jeg, at den noget ældre Klara Kusk venligt tog sig af mig, tusind tak skal Klara have. At danse vals er stadig en af mine store glæder nu som ivrig seniordanser.
Skole
Vi gik i Sdr. Saltum skole hos to gode lærere. August Villadsen og Jens Poulsen. Der var to klasseværelser; de store gik i skole to dage om ugen i sommeren og fire dage i vinteren og de små omvendt. Det var en god skole
Hjemmedåb
En dag, det var 21. maj 1928, blev lærer Poulsen midt i vores skoletid kaldt op til mit hjem. Min ældste lillebror var lige blevet født 16. maj. nogen tid før beregnet, vejede kun 4 pund, og man skønnede at der var fare på færde, han skulle hjemmedøbes. Der klarede lærer Poulsen hjemme i soveværelser. I farten kunne de ikke bestemme sig for et navn og diplomatisk foreslog læreren, at han kunne få mors pigenavn, Klitgaard, som mellemnavn, og han blev døbt Klitgaard Sørensen. Om han skulle leve, kunne han altid i kirken få et fornavn. Til glæde for os alle levede Klitgaard og overtog senere vort fødehjem, men Klitgaard forblev hans eneste fornavn.
Læreren ændrer børns livsforløb.
En dag kom lærer Poulsen op på gården og sagde til far og Kristine, at de skulle tage mig ud af skolen. Jeg kom på Aabybro Realskole. De tre år jeg gik der fra 1930, til jeg i 1933 tog mellemskoleeksamen, var en mærkelig og vanskelig overgangstid. Det var der flere grunde til. Der var krisetider, der ikke mindst ramte landbruget. Hjemme var brug for alle hjælpende hænder. Jeg husker en sommer, vi byggede ny kostald. Vi havde ude i laden midlertidige svinestier med nogle søer, der skulle fare. Jeg sad og skulle passe to søer, der var ved at få grise. Men jeg skulle også læse til eksamen i geografi, som jeg skulle høres i om eftermiddagen i Aabybro. Fra aktiviteten som fødselshjælper kom blodpletter i geografibogen. Jeg blev afløst og cyklede via Toftegården ved Vildmosen til eksamen og tilbage til søerne igen.
Det føltes naturligt og ligetil. Alligevel følte jeg ofte dårlig samvittighed overfor mine to søskende, når jeg sad og læste, fordi de altid skulle bestille så meget ved gårdens daglige drift sammen med Kristine. Far var tit til møde eller sad på kontor.
Men hvad det var virkelig tungt at bære, var prisudviklingen på svin. Jeg husker juledag, posten havde været der. Der var også en afregning fra slagteriet på tre fedesvin. Ingen af dem havde kostet 30 kr. Der var fundet nogle sygdomstegn. Far sad alene inde i havestuen og græd. Bare jeg kunne have trøstet ham.
Hvad nu efter mellemskoleeksamen? Der var jo 30 km til både Hjørring og Aalborg, hvor der var gymnasium.
Søge Sorø Akademi
Tidligt på foråret fik vi et godt råd af en nabosøn, Søren Gammelgaard (Jacobsen), som var stud polit. og boede på Regensen. Det er ham, der senere blev Danmarks første overvismand og rektor på Aarhus Handel højskole. I skal prøve at få drengen ind på Sorø Akademi..
Og det blev målet. På den skole meldte sig i 1933 3 gange så mange ansøgere, som de kunne tage, og vi, der ønskede os i sprogligt gymnasium, skulle have bestået latinprøven forinden. I Aabybro havde vi ikke latin på timeplan Skolebestyrer Okkels tog så ved påsketid et lille privat hold i sit hjem om aftenen indtil juni, så jeg i den periode kørte to gange dagligt med toget Saltum-Aabybro t t/r,
Optagelsesprøven i Sorø var en torsdag fra kl. 8.00 morgen, hvor jeg onsdag eftermiddag var til sidste eksamen i Aabybro. Lærerne i Aabybro var flinke til at tage mig op i det første hold op ret hurtigt derefter udfærdige mit eksamensbevis, som blev forsynet med frisk rødt lakstempel. Med det drog jeg videre til Aalborg, hvor jeg skulle møde far på Odd Fellow, hvor han var med Saltum teglværksfolk på den årlige udflugt.
Far havde bestilt natsovevogn, og velinstalleret i vores kupé satte jeg mig ved den lille bordklap ved vinduet og terpede Mikkelsens grønne latinbog.
Da vi om morgenen ankom til Sorø Akademi, blev ansøgerne delt op i grupper på fire-fem stykker i hvert klasseværelse, og i dages løb kom så vores kommende lærere og eksaminerede os i deres fag.
Da dommen faldt sidst på eftermiddagen, skete det på den måde at rektor Råschou-Nielsen stod op på bænken på Stengangen op læste navnene op på dem, der slap ind. Der blev grædt meget rundt omkring.
Jeg var heldig. Vi skulle komme ind på rektors kontor og afhente de papirer, vi havde med. Stor var min forbavselse over, at min konvolut fra Aabybro Realskole slet ikke var åbnet. Gennem den uåbnede konvolut mærkede man endnu duften af laksejl fra i går eftermiddags.
Af de optagne elever fik halvdelen i løbet af sommerferien alumneplads på akademiet, resten måtte bo ude i byen. Også der var jeg heldig og kom til at blive en rigtig soraner fra starten.
Jeg var lige fyldt 15 år, og der skulle nu gå 13 1/2 år borte fra Nordjylland, hvor jeg boede 3. år på Sorø, 4 år i Aarhus. 3 1/2 år i København og atter 3 år i Aarhus.
Soranerliv
Når nu artikelserien hedder Barn af Vendsyssel, synes jeg, det er rigtigt at fortælle om, hvordan det føles for barnet totalt at skifte miljø, bo på en kostskole 300 km fra sit hjem med mulighed for at komme hjem 4 gange pr. år, bo på femmandskamre, hvor vi sad omkring er rundt bord med skabe til tøj og bøger langs de to sidevægge, i krogen en brændekakkelovn, vinduet vendte ud til Fratergården og Fraterbrønden med den store Sorø Kirke parallelt med hovedbygningen, hvor alumnat lå øverst oppe med værelser til 64 drenge i alt. Korsgangen havde for hver ende en sovesal til 32 drenge. Sengene stod tæt, inspektionshavende lærers soveværelse gik som en niche ind i sovesalen, en lærer til hver sovesal.
Midt på korsgangen var vinduet såvel ud til Fratergården mod nord som ud mod akademihaven og Sorø sø og skovene mod syd.
Når jeg kom hertil fra Vestergård i Saltum, hvor vi fra haven kunne se ud over Vildmosen til Aalborg op fra gården mod vest kunne se Hanstholm Fyr og mod nord Rubjerg Fyr, følte jeg mig lukket inde. En lille trøst var det, at et sted på den anden side af søen var en lysning i skoven og der kunne man om aftenen på jernbanen København Korsør se den oplyste nat ekspres køre hjem til Jylland. Det var måske en fattig trøst men det smagte da altid lidt af kontakt med Vendsyssel,
Aksel Dahlerup, den senere generaldirektør for Statsradiofonien som på det tidspunkt kørte en serie, der hed Hørebilleder fra daglivet, var en dag på Sorø Akademi for direkte optagelser og interviews. Som eksempel på kamrene valgte han vort nr.11, fordi han syntes, der var repræsentativt, Kammeduksen, elev i 1.g, som jeg, var fra Svendborg, jeg var fra Vendsyssel. En i realklassen var fra Leningrad, én i 4. mellem var fra Færøerne og så var der en Københavner. Desværre fik vi ikke tid til at underrette vore hjem om at nu gik vi i luften, men nogle på min hjemegn hørte udsendelsen. Dahlerup var meget grundig og elskelig. Det var jo en stor begivenhed for en 15-an dreng i 1933.
Sprogskifte.
I min egen klasse var ingen fra Jylland. Selv om eleverne var fra alle aldersgrupper, fra adelige og nedefter, var der ingen sociale klasseskel, for vi gik i uniform. Men der var meget mobning, drøjt, som vi sagde. De, der som havde boet der i mellemskolen, ca. halvdelen regnede ikke de nye for ret meget. De benyttede enhver lejlighed til at drille, og for læseren må jeg jo erkende, at det jeg blev drillet med, var mit sprog Vendelbotonefaldet afsløredes ved hvert ord. Det eneste sted, det var til nytte, var i engelskundervisningen, hvor lektor Juul Mortensen (psykiateren Ebbe Linnemanns far) benyttede mig som eksempel på korrekt udtale af det engelske w. Han var en støtte for mig.
Marcus
Helt enestående var lektor Marcus Pedersen, gift med rektors datter Elisabeth. Han havde selv været hele sprogskolen igennem, idet hans hjemby var en gård i Hvorup. (se Barn af Vendsyssel IV K Axel Nielsen s. 16).
Marcus var en højt estimeret lærer og var dansklærer, og endnu får jeg hvert år til jul et to siders tæt skrevet kort fra ham. i 1990 dog skrevet af fruen Lisbeth. Han er nu 97 år og sengeliggende. Marcus har i mine læge år i Vrensted hjulpet mig med at få en halv snes unge vendelboer ind på Sorø Akademi. En enkelt af disse har endog inviteret Gitte og mig til sin disputats, en anden underviser på Odense Universitet.
Når jeg fik mine danske stile tilbage, var de fulde af hans røde rettelser. Stavningen og tegnsætningen var der aldrig noget galt med, men sprogbrugen, hvor jeg oversatte vendelboordene direkte til rigsdansk mange, mange fejl, fordi man ofte slet ikke brugte den vending på dansk. Marcus boede med sin familie i Klosterporten, der forbinder Sorø by og akademi terrænet. Børnene Aage og Else havde måske sommetider nogle snævre udfoldelsesmuligheder. I hvert fald husker jeg en morgen, hvor Marcus Pedersen stod ved klassens vinduer der vender ud mod søen, sukkede og sagde,
Jeg siger så til Lisbeth når børnene er utidige, var vi dog, som i mit hjem, havde en stald at slippe dem løs i.
Det var nok sådanne tanker, der gjorde, at han fik mig til at rødme af skam. Vi havde fået et stilemne: Fortal om dit værelse. Da vi fik dem tilbage, begyndte han timen med at læse min stil op fra ende til anden Jeg beskrev bl.a. udsigten hjemmefra, der vekslede med årstiden, hvordan kreaturene om foråret blev blev drevet eller kørt ud til sommergræsning i engene, hvor man kørte ud og gravede tørv lavede tørv i Vildmosen og arbejdede med at tørre tørvene og få dem Kørt hjem. Synet af de store læs med duftende eng hø etc., Marcus drømte helt sikkert hjem til sit eget kære hjem, som lå på den anden side af Vildmosen, og som han aldrig glemte at rose. Hvorfor rødmede eleven? fordi jeg aldrig på det tidspunkt havde haft mit eget værelse.
Nå, efterhånden aftog drilleriet. På sportspladsen var det ikke noget i vejen, hverken ved cricket tennis eller roning. Sorø-to’er uden styrmand – vandt dengang europamesterskab, og hele byen var illuminerer da de to kom hjem fra Budapest og blev modtaget på rådhuset. Vi måtte ro i gymnastiktimerne og havde adgang til almindelige robåde i ture på to timer.
Jeg blev skolens håndbold og fodboldmålmand i kampene mellem de forskellige kostskoler.
I 2. og 3. g. skulle vi bo på gymnasiet, hvor der var to mands kamre. Det var en af de store dage i mit soranerliv, da en af de gamle Ole Fog Poulsen fra min klasse spurgte mig, om jeg ville bo sammen med ham næste år. Det gjorde vi så de to sidste år. Jeg fyldte 18 år under min studentereksamen. Det var en stor dag.
Rektor boede i den høje gule bygning, der dannede Fratergårdens vestende, gymnasiet vendte ud til rektorboligens gårdsplads
Om morgenen, da jeg lukkede døren op ud til gården, kom rektor ud på sin hovedtrappe og råbte over til mig: Tillykke Peder. Tak Rektor. svarede jeg og bukkede dybt. Siger du ikke tak i lige måde. Rektor anede ingenting om min 18års fødselsdag, men tænkte på, at der i dag var Sorø Akademis 350-års fødselsdag, og der skulle være fest. Kong Christian X. dronning Alexandrine og de nygifte, kronprins Frederik og den svenske kronprinsesse Ingrid, kommer. Vi i ældste klasse dannede spalier under besøget i rektorboligen. Ved den store officielle handling i festsalen stod to af klassekammeraterne æresvagt. Erik Bruus de Neergaard (Aalborg dommeren) og en anden og lige så høj og flot elev, fik hver et sølvcigaretetui med kongens monogram i guld, da rektor var i København for at takke for kommandørkorset. Professor Ville Andersen var den uforglemmelige festtaler.
De uvurderlige år på Sorø Akademi var isprængt gode ferier i Saltum. Jeg glemmer aldrig en juleaften, hvor en af mine små søskende var lidt syg. Hun sad på mit knæ ved juletræet. Pludselig sagde hun: Nu hjælper det på mig! Så følte jeg mig rigtig velkommen hjem.
Et sted jeg også altid følte mig velkommen hjem var blandt mine jævnaldrende, mest af alt ved ungdomsforeningens årlige juletræ i Sdr. Saltum forsamlingshus. Venner og veninder fra den tid vækker stadig gode minder.
I 1956 fik jeg et brev fra Hans Sølvhøj, dengang chef for Statsradiofonien foredrags afdeling. Han bad mig holde et radioforedrag med titlen ”Ødelægger vi vort helbred allerede som unge”? Ja tak var mit svar. Niels Østergaard var dengang formand for Vrensted Ungdomsforening og havde oprindeligt givet mig den opgave lokalt.
Uden censur fik jeg så lov til at tale i radioen i de tilmålte 23 min. i den bedste sendetid. Pga. lytterstorme blev det genudsendt. Mod slutningen af foredraget havde jeg prøvet at give gode råd til de unge i deres forhold til det andet køn, og sluttede: jeg kunne ønske, at der i dansesale og hvor unge mødes var en tavle på væggen med samme tekst som i den sal, hvor jeg har danset og moret mig i min ungdoms vår:
Altid renhed i din tanke
Altid lys i stort og småt
altid føle hjertet banke
altid gøre andre godt.
(Chr. Jensen Andreasen)
Men tilbage til min uddannelse
Fremtiden
Med en god nysproglig studentereksamen, der dengang omfattede rigeligt med matematik og fysik, kunne jeg tage fat på næsten hvad som helst og valgte det medicinske studium i Aarhus. Jeg synes også, jeg havde et gammelt udestående med Kochs syrefaste stav, tuberkelbacillen, men den blev drevet på stort tilbagetog, inden jeg blev færdig som læge januar 1944.
De i skolen erhvervede færdigheder i fremmede sprog kunne jeg. Lige så vel som Gitte, der dengang læste medicin, og som jeg traf i Aarhus, udnytte ved at tage privatelever i engelsk og tysk for 2 kr. i timen. Hvordan gik det mit eget sprog? Siden at Gitte, der er fra Højbjerg ved Aarhus, i den første tid på Aarhus Universitet opfattede mig som sjællænder, for jeg talte ligesom hendes fætre fra Lille Frederikssund imellem Sorø og Slagelse. Men jeg har stadig samme opfattelse af det rene vendelbomål, som formanden for dansk sprognævn gav udtryk for for nylig i en formiddags udsendelse i radioen. Vi havde lige hørt en djærv håndværkerkone fra Sdr. Harritslev på sit modersmål fremsætte et musikønske og også fortælle fornøjeligt om sin mand, som var gammel og arbejdsivrig. Sprogforskeren sagde: Den kone talte et meget smukt dansk.
Selv kan jeg ikke bruge det, så det lyder ægte. Specielt ikke hvis det drejer sig om det fagområde, jeg har forstand på.
Barnet af Vendsyssel var borte under uddannelse i 14 år. Det var et tilfælde, at vi kom til Vendsyssel, men vi blev vel modtaget og har nu boet i Vrensted siden 1947. Gitte og jeg er blevet slidt på, men på en sådan måde, at vi er trykke ved også at tilbringe vort otium her. Om oplevelser i lægepraksis og arbejder i lægeorganisationerne og om fjerne udenlandsrejser kunne fortælles meget, men dette her skal jo ikke være mine memoirer i gængs forstand, men fortælling om en vendelbos oplevelser fra tidlig barndom til begyndelsen af hans egentlige livsværk. Jeg er taknemmelig for, at man har bedt mig give denne skildring, som jeg har opfattet skulle belyse, hvor meget mit hjem og min hjemegn og skolegang har betyder for mig
I min lægegerning blandt Vendelboere har jeg søgt at kvittere. Stærkt støttet af min trofaste Gitte, som altid har bedt mig blive i Vrensted, så vore børn har en rod.
Vi to glæder os over at sporene åbenbart ikke har virket skræmmende idet fire af vore fem børn arbejder i sundhedssektoren
Annemarie Schierup som fysioterapeut i Løgstør. Kirsten Schierup Freund som praktiserende læge i Gandrup. Jørgen Schierup som praktiserende læge i Vrensted. Grethe Schierup Larsen som histolaborant på Aalborg Sygehus. Og så har vi Elsebeth, som i hvert fald ikke ville være læge, men alligevel være noget med mennesker, og hun og Henning har i hvert fald selv tre glade børn og er en glad familie.
