Den nye direktør for Nordjysk andels-kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, begyndte sin handelsvirksomhed som skoledreng og nåede som privat kreaturkommissionær en omsætning på fire millioner kr.
Et ægte og medfødte handelstalent viser sig tidligt, og i den retning har den nyudnævnte direktør for Nordjysk andels- kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, ikke dannet nogen undtagelse. Han begyndte at handle allerede i skolealderen, og som 43-årig skal han nu fra 1. marts lede en forretning, som sidste år havde en omsætning på ca. 13,5 mill. kr.
Lånte penge til den første handel, men tjente dem hurtigt.
Og havde selv fået en god forretning, som De nu må forlade?
Ja, en god forretning var det jo blevet efterhaanden, for sidste aar havde jeg en omsætning paa ca. fire mill. kr., men den nye stilling betyder dog ikke, at jeg lader de gamle kunder i stikken, for de kan uden videre fortsætte afsætningen gennem eksportforeningen.
Hvornår begyndte De at handle?
Det gjorde jeg vel omkring skolealderen, så snart jeg havde fået lært at regne en smule. Men det er i øvrigt noget, jeg er opvokset med, for min far, Hans Thomsen, handlede også. Jeg måtte forresten, låne 50 kr. af ham til en af mine første større handeler med kaniner. Det var han vist ikke så meget for. Han troede ikke rigtig på det med kaniner, men det varede nu ikke ret mange dage, før han fik sine penge igen, og jeg kunne handle videre med kaniner og duer, og hvad drenge ellers kan komme i handle om.
Ville ikke handle med 15-aarig hestehandler – Og det gav mod til at fortsætte
Det lå jo i blodet, men jeg arbejdede ellers ved landbruget, og så drev jeg handel ved siden af i fritiden. Far handlede jo bl.a. med heste, og det var dengang, det kunne betale sig at vænne en plag til som kørehest. Far købte plage, og vi drenge fik lov til at tumle med dem. Så snart de var vænnet til, blev de solgt, og vi vænnede ny plage til.
Det førte selvfølgelig til, at jeg også selv købte plage op, og som 15-årig stod jeg en dag på et marked med et kobbel heste for egen regning og risiko. Der kom ogsa købere til dem, men en af dem sagde:
Hvornår kommer manden? Hvilken mand? spurgte jeg. Ham, der vil sælge hestene, fortsatte han.
Dem vil jeg sælge, sagde jeg. Må du sælge hestene? Spurgte han og jeg svarede ja. Det er mine heste, forklarede jeg.
Han blev så underlig vantro ud i ansigtet, og vi kom ikke i handel.
En sport at handle med heste
Det var i øvrigt hestene, der skærpede min interesse for at handle. Det var en sport både at vænne plage til og at handle med heste. Dengang skulle de jo bedømmes som brugsdyr, nu derimod drejer det sig faktisk kun om slagteprisen. Det kan man godt kalde en sørgelig udvikling, når man holder af heste, og særlig slemt er det for de mænd, der har lagt alt deres arbejde og al deres viden i hesteavl.
Var hestehandel et speciale?
Det var det da for nogle, og jeg har selv handlet meget med heste, men som stor dreng handlede jeg med alt. Når jeg havde tid tog jeg min cykel og kørte rundt på gårdene og spurgte, om de havde noget at sælge.
Jeg udvidede stadig mit område og kom hos nye mennesker, og jeg blev vant til spørgsmålet »>Hvor kommer den bette kå’l fra?«. Så måtte jeg jo forklare det, og mange gange var det forklaring nok, når jeg fortalte, hvem min far var.
Indtil jeg blev gift, passede jeg landbruget derhjemme, men derefter købte jeg en lille ejendom i Vrensted og senere den, hvor vi bor nu, og hvor jeg har 13 tdr. land med græs til kreaturer. I de sidste 15-16 år har jeg handlet konstant paa kvægtorvet i Aalborg.
Simon Thomsen har i mange år været kreaturkommissionær med en stor kundekreds især i det vestlige Vendsyssel.
Hvordan føles det pludselig at blive direktør for en eksportforening med så stor en omsætning? spørger vi Simon Thomsen.
Man bliver forbavset over den tillid, der så umiddelbart bliver vist og selvfølgelig også glad, tilføjer han. Rent arbejdsmæssigt betyder det vel ikke så stor en forandring, eftersom det bliver det samme, jeg kommer til at beskæftige mig med. I de sidste 15 år har jeg arbejdet privat som kreaturkommissionær og har for en god kundekreds her i det vestlige Vendsyssel solgt dyr på Aalborg kvægtorv.
Handel skal sikre den rigtige pris
Der er sket en forskydning i handelsmetoderne i retning af flere kommissionshandeler.
Hovedparten af al kreaturhandel foregår med dyr i kommission. Der er næsten ingen landmænd mere, der sælger deres dyr direkte fra stal- den til opkøbere, og det må også siges, at det giver en sundere handel at sælge ved kommission. Det kræver megen øvelse at bedømme et dyrs slagteværdi, og da opkøberen normalt er den mest trænede, bliver det også ham, der er på den sikre side..
Man kan også godt tillade sig at sige, at der er sket en forskydning den almindelige handelsmentalitet. For 30-40 år siden var gennemsnit af opkøbere nok ikke af samme standard som i dag.
En landmand kunne derfor nok have sværere ved at opnå den rigtige pris for dyrene. Selv om det altid er svært at bedømme et dyr helt nøjagtigt, kommer man nok den rigtige pris nærmere p kvægtorvene i dag, og det er da et sundt princip, at landmanden også på sin tegnebog kan føle, om det er et godt dyr, han har leveret.
En herregård i bytte på alderen
Men der er stadig penge at tjene på handel?
Det vil der altid være for den, der forstår at handle, og den bedste og mest varige forretning skabes der, hvor handelen er baseret på 5 gensidig tillid.
Der tjenes formuer paa tillid…
I forening med dygtighed. En af vore største eksportører herhjem me, Ivar Lundgaard, Struer, som aftager hovedparten af eksportforeningernes dyr, er afgjort et eksempel på det. Jeg traf ham forleden på Aalborg kvægtorv, og han spurgte mig da, hvor gammel jeg er. Det fik han at vide, og han svarede uden betænkning:
Jeg ville give en herregård i bytte på alderen. Hvis jeg var 43, skulle jeg snart tjene den hjem igen. Det ligger jo imidlertid sådan, at den handel kunne ikke gå i orden.