Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse der boede på Bådstedhede
Vrensted Husmandsforening, kreaturer på græs i Store Vildmose.
Jeg ved ikke om der er en husmandsforening i Vrensted nu, men da jeg var dreng var der en sådan, og mine forældre var medlem af denne.
Det gav blandt andet den fordel at have ret til at få dyr på græs i Store Vildmose om sommeren.
Efter at kvierne var blevet gjort med kalv, kom en vognmand – vistnok Reinholt, og hentede kvierne og kørte dem ud til de to fenner som Vrensted Husmandsforening havde lejet ude i Vildmosen.
Her blev der talt op hvor mange dyr vognmanden havde med, inden de blev sluppet løs i fennerne.
Hele sommeren blev dyrene talt op af tilsynet hver dag, og man tjekkede at alle dyrene var raske og sunde.
Som en tradition var mine forældre, min søster og mig ude i Vildmosen hver søndag aften, for at se til vores dyr. Der var ikke tvivl om hvilke dyr der var vores, de kunne kende os, og kom løbende hen imod os.
Om efteråret når dyrene skulle hjem var der virkelig brug for os unge mennesker, for selvfølgelig var vores dyr længst ude i fennerne, og det var så vi unge der måtte ud op til flere gange og hente dyrene, og genne dem retur til fangefoldene, hvorefter de blev læsset på lastbilerne for at blive kørt hjem til de rette ejere.
I 1956 var der flere heste der brød ud af deres indhegning i Vildmosen, og man gjorde en stor indsats for at finde dem.
Dengang havde man ikke droner og lignende hjælpemidler til at søge efter heste, men desværre fandt man dem ikke, før det var for sent.
Hestene blev fundet langt inde i mosen, sunket ned i den bløde mosejord. Hestene havde gjort alt for at komme fri af den bløde mosejord, men des mere de arbejdede for at komme fri, des længere sank de ned.
Den søndag aften vi kom derud, var der kun ryggen af hestene til syne, alt andet var nede under terræn højde. Der er ingen tvivl om at dyrene har lidt meget inden de døde.