Knud Holst og billederne

Knud Holst og billederne

af Peter Ussing

 

Forfatteren Knud Holst døde i 1995, og man kan med nogen ret hævde, at det er lidt tidligt, at han træder ind i en lokalhistorisk årbog og med noget så perifert som de tegninger og andre billeder, han efterlod sig. Denne artikel er ikke nogen litterær afhandling og er heller ikke et bidrag til kunsthistorien. Den præsenterer uforpligtende nogle billeder, hvis tilblivelse strækker sig over et halvt århundrede. Den begynder i et nordjysk landbosamfund efter den anden verdenskrig og fortæller om, hvordan en dreng fra det centrale Vendsyssel udnyttede sine evner til også at arbejde med billeder.

 

Knud Holst – kort biografi

Knud Holst blev født i 1936 og voksede op i små kår i et indremissionsk landbohjem i Try ved Thorshøj. Faderen var ikke født ind i Indre Mission, men en omvendt, og bibellæsning var en del af hverdagen. Knud kom i en indremissionsk friskole i Try og derfra til Dybvad Mellem- og Realskole og videre til gymnasiet i Hjørring, hvor han tog studentereksamen 1955.

Som ung student kom han i 1956 til den daværende Løkken Realskole som lærer. Her fik han som kollega og senere ægtefælle Kirsten Høybye, datteren af politimesteren i Hjørring. I 1962 opgav han lærervirksomheden for at leve som forfatter.
Det blev til et betydeligt forfatterskab, der ikke skal behandles her. Desuden havde han i nogle få år redaktionel virksomhed på det litterære tidsskrift Hvedekorn. I ægteskabet var der 3 døtre, hvoraf den ældste har skabt sig en karriere som forfatter, hvad Kirsten Holst også gjorde. Ægteskabet blev opløst i 1979, og herefter gik tilværelsen mere eller mindre i spåner for Knud Holst. I begyndelsen af 1980’erne flyttede han til Vrensted, hvor han boede i flere år. De sidste år, inden kræftsygdommen medførte hans død, opholdt han sig i korte perioder i Hjørring, men boede i Løkken de sidste uger, han levede.

Efter hans død overdrog arvingerne samlingen af hans tegninger, akvareller, pasteller og oliebilleder til Løkken Billedsamling, et større antal billeder, der repræsenterer en livslang trang til ved siden af det litterære arbejde at udtrykke sig gennem billeder. Selv om samlingen er af blandet kvalitet og nødvendigvis må være det, fordi den rummer både udkast og færdige billeder, så røber den et talent, han kunne have udnyttet som professionel kunstner.

Selv opfattede han sig som amatør, og han udstillede ikke. Men han benyttede nogle af sine tegninger som bogomslag, og et stort antal af hans artikler, noveller og digte i aviser og tidsskrifter var illustreret “af forfatteren”. Efter hans død arrangerede både Løkken Billedsamling og Vendsyssel Historiske Museum udstillinger med hans billeder, og klassekammeraten Kjeld Poulsen skrev om hans tegninger i Vendsyssel nu og da, 1996.

Det følgende skal opfattes som en lidt mere omfattende omtale af hans virksomhed som billedmager, men den lider af den mangel, at samlingen i Løkken næppe er retrospektiv. Der findes mange andre arbejder af Knud Holst og ofte af højere kvalitet. Det er et forbehold, der må indgå i behandlingen af emnet.

Barndommens og ungdommens tegninger

Den billedverden, som Knud voksede op i, kender vi ikke ret meget til, bortset fra et enkelt digt i samlingen Sameksistens, fra 1966. Her fortæller han om, hvilket indtryk Dorés billedbibel gjorde på ham:

Allerede som syv-årige

var vi fortrolige

med dette Doré-helvede

ud af billedbiblerne

sprang svovlblommen i kammeret

op ad tapeterne

groede bukkefjæsene

store som heste kom edderkopper

på gyngende dameben

over loftsrummet.

Men det blev værre:

En led kvækken det hidsige smattekor

mærkedes ofte under græsplænen

tænke sig – dernede

vred sig de fordømte

ormemændene tudsekonen

forbryderens knækkede ryg

de uretfærdige med syreøjnene

den vantrevne slægt med tarmen

ud af vommen

i al evighed amen

i stille nætter

kunne man høre skrigene.

 

Den franske tegner Paul Gustave (1832-83) illustrerede flere klassiske værker, bl.a. Dantes Guddommelige Komedie. I 1865 illustrerede han bibelen, og hans billedbibel udkom i Danmark i 1884. Den vandt indpas i mange hjem og har sandsynligvis været et arvestykke i Knuds hjem. Litteraturkritisk er der dog til digtet at bemærke, at der i de to Doré-udgaver, Knud kan have kendt (1884 og 1919), ikke er noget billede af helvede. Der er tre voldsomme tegninger af syndfloden og en lidt mindre voldsom af dommedag. Digtet er snarere udsprunget af Dantes værk og især af Knuds egen livlige fantasi.

Dorés tegninger, omsat til xylografi, veksler mellem det stemningsmættede og det voldsomt dramatiske og udtrykker frodig fantasi og kras realisme. De har sandsynligvis påvirket mangen indremissionsk prædikant, og selv om der ligger 20 år mellem drengens oplevelser og den voksnes digt, kan der næppe være tvivl om, at drengen blev stærkt påvirket, om end digtet rummer en vis forsorenhed.

Her mødte han kunstnerisk udtryk men om det fik nogen indflydelse på hans tegnerier, ved vi ikke. Dog findes der en tuschtegning fra 1955, Joshua indtager Jeriko, med en tilsvarende dramatik, men med en anden udtryksform. Motivet blev gentaget mange år senere i et oliebillede fra 1988, se fig. 24

Alle børn tegner, og de tegner først og fremmest det, de ved, og det de ser. Det holder op på et eller andet tidspunkt, men nogle bliver ved med at udtrykke sig i billeder. Vi kender ikke Knuds barnetegninger, men vi har enkelte tegninger fra hans helt unge år. Det vil sige, mens han endnu gik på realskolen i Dybvad. Tegneundervisningen i mellemskolen omfattede dengang normalt mønstertegninger, rumvurderingsøvelser og tegning efter opstillede modeller. Omkring 1950 var der dog et opbrud i gang, hvor man forlod den mere stereotype tegneundervisning til fordel for kreative udfoldelser, det der senere blev til faget formning, nu billedkunst.

I Dybvad fik han realskolebestyrer Poulsen til tegning. Knud blev ven med sønnen Kjeld og kom meget i Poulsens hjem. Her lånte han realskolebestyrerens kunstbøger, og Kjeld Poulsen fortæller, at de to unge i særlig grad var optaget af Richard Mortensens billeder. Han mødte således en billedverden, han ikke kendte fra hjemmet i Try.

I august 1951 var han med skolen på en udflugt til Svinkløv, og fra den tur stammer et enkelt ark med tuschtegninger.

De er lidt tørre og uudviklede, men ligger betydeligt over, hvad en skoleelev på 15 år normalt vil præstere. Mest indhold er der i en skitse af et par kammerater i ivrig samtale og et ældre ægtepar, solidt plantet på en bænk, mens de iagttager det, der kunne være deres drømmehus. Kjeld Poulsen fortæller, at Knud på den tur var så optaget af at tegne, at han gik vild i skoven og var væk, da klassen skulle skynde sig til toget for at komme hjem.

Hjørring og andre steder

Knud Holst kom på gymnasiet i Hjørring, og fra den tid kender vi nogle enkelte skitser, der fortæller lidt om hans færden i byen. Man kunne have forventet et større antal, og måske har der været flere. De tegninger, vi kender, er blevet brugt i to små julebøger fra Vestergaards Bogtrykkeri. I 1974 kom hans egen “Træer, svaner, fede engle og andre væsener, jeg har kendt” med tegninger fra 1950’erne – men de fleste er ikke daterede. Året efter kom svigerfaderen Palle Høybyes “Mestendels om Hjørring” med nogle ligeledes udaterede Hjørring-tegninger. Der er skitser fra gymnasiet, museumshaven, Sct. Hans Kirke og Sct. Catharinæ Kirke, altså inden for den aktionsradius, der var naturlig for gymnasieeleven, der kom udefra og kun havde få pauser uden for skolegården.

I 1956 kom han til Løkken, og også her tegnede han, men der er næsten ingen Løkken-billeder i den samling, som Løkken Billedsamling modtog. Derimod er der nogle i en skitsebog, som det lokalhistoriske arkiv har. Mest er det tegninger fra stranden og molen. De øvrige er nok spredt til venner og bekendte eller gået tabt. Han tegnede bl.a. de raftehegn, med ulige lange rafter på højkant, som en overgang var så almindelige i byen.

Som lærer på realskolen undgik han ikke at skrive i pigernes poesibøger, og der findes kopier af enkelte sider, hvor ejerne er ukendte.

Her har han givet eleverne nogle visdomsord med på vejen sammen med en personlig tegning.

I disse år blev det også til nogle rejser til udlandet, hvorfra der findes enkelte skitser. I modsætning til Hjørring-billederne vrimler det med mennesker på disse tegninger.

 

Om at tegne træer

Der er ganske vist ikke mange billeder af træer i den samling, som danner grundlag for denne artikel, men i Knud Holsts avisartikler optræder der mange træer, og man konstaterer, at han har haft en særlig kærlighed til træer. Han kom fra det skovrige Midtvendsyssel og slog sig ned i det næsten træløse Løkken by. Måske har det skærpet interessen, men den kan også hænge sammen med hans særlige evne til at iagttage. Han var en eminent iagttager både af mennesker og af ting. Og han kunne give udtryk for sine iagttagelser, både i ord og i billeder.

Grenenes fletværk og stammernes skulpturelle former har fascineret ham. Det fortæller han om i den lille bog, som Vestergaards Bogtrykkeri udsendte julen 1974. Den første artikel hedder “Om at tegne træer” og indledes således:

“Træer er noget taknemmeligt noget at tegne. De bliver stående. Det er ikke som med køer eller piger, der ser ud som om de er fuldt pålidelige, men pludselig virrer med hovedet eller slår med halen eller klør sig, når man er lige ved at ha den rigtige linie.”

Han siger videre, at det er en lise at tegne træer. “Det betyder ikke, at det er nemt, slet ikke når man først begynder at finde ud af dem. Og det er egentlig lige meget, om det er unge, svaje træer eller gamle og knortede. Der er ingen ende på, hvad der er af finesser – og væsen. Der har de det lidt som pigerne.”

Selvom træer nok har tiltalt ham både intellektuelt og kunstnerisk, så repræsenterer de måske også noget ubevidst, en dragning imod barndommen, i hvert fald mod barndommens landskab. Det fremgår i hvert fald af nogle få artikler fra 1960’erne. Mange år senere satte det sig spor i novellerne i bøgerne Min bedstefars nat og Katrines hus. Her var det så ikke længere træerne, der var i fokus.

I samme artikel fortæller han om sine oplevelser med at tegne: “Jeg tegnede en overgang alle de træer, jeg kom i nærheden af, især for en snes år siden, og det var for sjov.

Det var sjovt. Vil man tegne, kan man jo godt tage et tegnekursus og lære forskellige særlige måder at gøre forskellige særlige ting på, men det bedste er at gå ud og tage fat, helst på alting, men nogle ting gir mer døje end andre, og visse ting er virkelig så brydsomme, at der skal et særligt held og håndelag til at komme over det. Tegn bare køer og piger og heste og brydende bølger, men træerne vender man tilbage til, når man virkelig skal hitte ud af noget – og divertere sig samtidig.”

Det ville ikke ligne Knud at tage et tegnekursus. Han var autodidakten – eller amatøren, som han selv ville sige. Han ville selv, og han vedblev at være en eksperimenterende kunstner, der med sine billeder forsøgte sig med mange forskellige udtryksmidler, ikke bare med blyant og tuschpen, også laveringer (tuschtegninger i en enkelt farvetone) og linoleumstryk forsøgte han. Desuden pastelfarver, oliekridt, akvareller og oliebilleder. Naturligvis med vekslende held.

Træerne vendte han tilbage til i 1980’erne, da Vendsyssel Tidende bragte en række små vers, han havde skrevet på vendelbomål og illustreret med egne tegninger af træer.

En del af disse små vers og tegninger blev efter hans død samlet og udgivet af Løkken Billedsamling i anledning af, at han i april 1996 kunne være fyldt 60 år.

 

Pigebilleder

Den nøgne pigekrop har altid fængslet kunstnerne. Knud Holst var ingen undtagelse, selv om han omtalte pigerne i samme åndedræt som køer. Men det modererede han hurtigt i den omtalte artikel: “Formmæssigt hører piger og heste sammen, men både en ko og en pige er et ovenud nysgerrigt væsen, og når der ikke sker noget nyt et stykke tid, bliver de trætte.” Der findes et utal af pigetegninger i hans samling, lige fra en hastig skitse af en pige, der tager solbad, til et stot oliemaleri, for ikke at sige et linoleumstryk af fru Kirsten set bagfra, nøgen og med udslået hår, forstørret op i legemsstørrelse og ophængt i hjemmet.

Selv om pigebillederne ikke er daterede, så stammer de sandsynligvis fra 1960’erne,

det vil sige fra en harmonisk periode i ægteskabet, og det kan være naturligt at knytte dem til et forelsket digt i Sameksistens fra 1966, hvor han med en humoristisk stolthed siger:

Nøgen jo det er du

som en forbløffende nældeblomst

der pludselig knitrer
livsfarligt bag ved huset

oppe på tagene går hist og her

en sagesløs håndværker

og ser dig

en efter en taber de murskeen

og ved ikke hvad de skal sige

i det store sekund

de tager turen nedad

hvor mange fik du i dag

på samvittigheden?

Tættere ved blusser du

med alle dine takker og blade

bierne har fået færten

men du vender dig og blinker

midt i bevægelsen

hvordan skal man komme

et skridt nærmere

uden at brænde sig

og dig

til støv?

 

I et andet digt siger han:

 

jeg ser dig i en pludselig alder

der uset er vældet op i dig

om mange år skal jeg huske

den morgen var du meget ung

Det var så den alder, de ikke oplevede sammen. Skilsmissen i 1979 slog Knud Holst ud, og det blev helt andre følelser, der kom til udtryk i samlingen

Afstande – sammenstød fra 1979.

Kragevending, Landsbydiget, 1983
Sneglesange, 1983

 

Ikke desto mindre findes der en blyantstegning af hans samlever i nogle år i begyndelsen af 1980’erne, en ca. 20 år yngre pige fra Løkken. Til hende skrev han under deres tur til Israel sammen med andre forfattere et forelsket digt, der er optaget i antologien Det som hedder Israel, 1980 med Jørgen Gustava Brandt som redaktør.

Ser man på hans tegninger, ser det ud til, at Knud Holst bearbejdede sine mørke sider og sine frustrationer igennem lyrikken. Novellerne og hans tegninger er tilsyneladende upåvirkede af de personlige kriser.

 

Sin egen illustrator

Billederne var vel kun tænkt som en hobby. Knud havde vistnok i sin tidlige ungdom tænkt noget på at blive billedkunstner, men valgte forfatterskabet i erkendelse af, at det var her, hans styrke lå. Han udstillede som nævnt ikke sine værker, men meget af det, han har efterladt, er heller ikke færdigt til udstillingsbrug. Derimod blev han i et vist omfang sin egen illustrator.

Flere af de første bøger tegnede han omslaget til, og det gælder bl.a. den første novellesamling, Dyret, der udkom i 1963. Her er det et fantasidyr, han har tegnet. Til de følgende har han leveret nogle non-figurative farvetegninger, bortset fra digtsamlingen Kragevending, hvor det er en landskabstegning, der er brugt. Han tegnede omslag til følgende bøger:

Dyret 1963

Trans 1964

Asfaltballet 1965

Udstedsdigte 1976

Afstande – sammenstød 1979

Kragevending, landsbydigte, 1983.

Sneglesange, 1983

 

Knud Holst skrev en række fortrinlige og fornøjelige børnebøger, heraf letlæsningsbøger med et begrænset ordforråd. Mærkeligt nok har han ikke illustreret nogle af disse bøger, bortset fra Hanne-Vanne ved havet, 1966. Han kunne ellers nok tegne sjove tegninger, ikke mindst af børn og til børn. Der findes således en farvestrålende tegning af en drabelig sørøver, og her vises en ikke mindre drabelig viking. Begge fra engang i 1977.

Gennem årene var Knud Holst en flittig leverandør af digte, noveller og artikler med meget forskelligt indhold til dagblade og tidsskrifter. Ikke mindst Vendsyssel Tidende nød godt af denne virksomhed. På lokalhistorisk arkiv i Løkken findes der en betydelig samling af trykte ting fra årene 1965 til 1988, samlet af tidligere førstelærer, lokalhistorikeren Anders Skjødsholm. Det drejer sig om 358 udklip, hvortil knytter sig en scrapbog med ca. 60 noveller og digte, der blev trykt i LO-bladet i årene 1983-88.

En del af teksterne var fortællinger for børn, og de fleste udkom senere i bogform. Nogle af de øvrige tekster blev senere optaget i novelle- eller digtsamlinger, men relativt få. Mange af teksterne er illustreret med Knuds tegninger, med få undtagelser i sort-hvid. Og her finder man nok de bedste og mest gennemarbejdede af hans arbejder. I mange tilfælde et det “gamle” terninger, han anvender. De knytter sig tæt til teksterne og bør kun behandles sammen med dem. Derfor er de ikke medtaget i denne artikel. Udklippene behandles i en artikel i Vendsyssel nu og da, 2009, og der er gengivet nogle af avistegningerne.

Som et særligt eksempel på brugen af tekster og tegninger i samspil skal nævnes det satiriske julehæfte Bjæsken, som Knud Holst startede i 1972 sammen med fru Kirsten og vennen Harald Hvarregaard, der leverede mange tegninger til hæftet.

De tre redigerede hæftet til og med 1975 og overlod det så til reklametegneren Mogens Bohøj, skoledirektør Kaj Gustav Hansen og lærer Jens Wolffsen at føre det videre. Knud Holst betingede sig dog, at den unge student Jørgen Ussing skulle med i redaktionen. Han havde leveret tegninger til hæftet siden starten og havde bl.a. tegnet den snapsflaske, der i mange år var Bjæskens logo. Han var så med et par år, inden han læste til arkitekt.

Knud Holst leverede både tekster, der fremtræder som anonyme, og tegninger til Bjæsken. Der er enkelte helsidestegninger, som den gengivne, men der er mange små sort-hvide satiriske tegninger. De første år brugte man af økonomiske grunde ikke fire-farvetryk, men kun staffagefarver.

Knud Holst og de andre kunstnere

Knud Holst gennemgik aldrig nogen egentlig uddannelse efter studentereksamen, men han var en meget vidende mand, der ved selvstudier satte sig ind i mange emner. Men han havde også let ved at danne sig en mening, der kunne kompensere for en manglende viden.

Han havde en omfattende viden om dansk kunst og kunsthistorie, og han havde et stort netværk af kunstnere, som han kendte og kom sammen med.

Da Løkken Turistforening i 1965 ville arrangere en påskeudstilling i den nye centralskole i Løkken, var det ikke overraskende, at Knud Holst blev primus motor i det udstillingsudvalg, der blev nedsat. Udstillingens emne var kunstnere omkring Løkken, og formålet var at bringe de malere sammen igen, som i 1930’rne og 40’erne havde gjort Løkken til en kunstby, C. Valentinusen, Erik Larsen, Lars Nielsen,

Anders Norre, Ane Brügger, Tjek Jerne (der dog var død i 1945), Aage Sørensen og Kongsmar. Hertil kom enkelte nye fra egnen. Udstillingen havde mere end 1000 gæster i de 5 dage i påsken.

Det gav mod på at følge succesen op med dannelse af en egentlig kunstforening for Løkken og omegn. Det skete det følgende år i marts måned. Foreningens forhandlingsprotokol findes ikke mere, men lidt af dens historie kan rekonstruer gennem bevarede avisudklip. Knud Holst blev valgt til formand, og et meget aktivt medlem i bestyrelsen blev kunstsamle Gunnar Mørup, der var manufakturhandler og drev en stor forretning på Torvet i Løkken, hvor Bolsjeriet nu er. Den var kendt over hele landsdelen for sine udsøgte tekstiler, bl.a. til gardiner. Mørup havde tæt kontakt til mange kunstnere fra nær og fjern og skaffede i mange tilfælde interessante værker til ophængning. Et par andre aktive medlemmer i kredsen var farvehandler Ingrid Ørum, der havde tæt kontakt til de gamle Løkken-malere, og billedhuggeren Oluf Jensen fra Vrensted. 65 mennesker deltog i den stiftende generalforsamling

Den første udstilling bestod af billeder lånt fra nær og fjern, især hos borgere i Løkken. Den hed “Mit bedste kunstværk”.

 

Der var desuden en salgsudstilling af arbejder af Oluf Jensen, keramikeren Chris Moes, Siem, fotografen Svend Thomsen og grafikeren Bent Thorsen, begge Hjørring. I de følgende år blev der ofte langvejs fra hentet kunstnere til påskeudstillingen, bl.a. smykkekunstnerne Helga og Bent Exner, Pandrup, malerne Asger Andersen fra Fyn, Jens Nielsen fra Holstebro og keramikeren Erik Nyholm fra Funder.

Gunnar Mørup stillede som regel sin gardinmand Christian Bæk Nielsen til rådighed for ophængning. Knud Holst, der i disse år havde mange skriveopgaver, kom gerne og tilså ophængningen og bød velkommen på åbningsdagen skærtorsdag eftermiddag. Her var der altid et særligt arrangement med kunstnere, som Knud Holst kendte, bl.a. Hannah Bjarnhof og Jesper Klein. Der blev altid gjort meget ud af rammerne omkring udstillingen, og de, der var med, mindes endnu den særlige stemning, der kunne være om formiddagen, hvor der endnu ikke var kommet så mange gæster. Der var dæmpet musik i aulaen, gerne af Vivaldi. Og hvis solen så også skinnede, forhøjede det nydelsen at være formiddagsvagt.

 

Det blev ikke ved påskeudstillingerne alene. I et par år blev der arrangeret weekend-udstillinger, bl.a. maleren Kaj K. Nørkjær, tekstilkunstneren Carlo Haahr Berntsen og maleren Adi Holzer. De var dog ikke så godt besøgt som påskeudstillingerne, der gerne havde ca. 500 besøgende.

Det hørte også til foreningens formål at arrangere koncerter, og der var navnlig en, der skabte opmærksomhed. Enten Knud Holst eller Gunnar Mørup havde kontakt til Holstebros stadskomponist Jørgen Plaetner, der i foråret 1968 sammen med 5 musikere fra Aalborg Byorkester, en båndoptager og et forstærkeranlæg samt et lysbilledapparat leverede det, som Vendsyssel Tidende i sin anmeldelse kaldte et klangbad. Der var dog ikke mang der tog del i oplevelsen.

Samme år gik Knud Holst af som formand på grund af manglende tid. Han efterfulgtes af Gunnar Mørup, der senere overlod posten til forfatteren af nærværende artikel.

 

Knud Holst vedblev dog at arbejde for foreningen, og det var ham, der efter 1970 tilskyndede til, at forening ændrede retning, så den blev en kunstforening for hele den nye Løkken-Vraa Kommune. Det overlevede den ikke.

Foreningen begyndte o. 1970 at arrangere sommerkoncerter i skolens aula, det var årsagen til, at den sammen med sognepræst Poul Jørgensen, der arrangerede koncerter i Børglum Kloster Kirke og organist Gorm Back Pedersen, der sto koncerter i Sct. Catharinæ Kirke, Hjørrring tog initiativ til oprettelse af Vendsyssel Festival, men det var efter Knud Holsts tid og ligger uden for historien om ham.

Også Vraaudstillingerne havde Holst kontakt til og løste flere opgaver i forbindelse med disse udstillinger. Det var vel denne kontakt, der medførte, at han i 1986 udgav en bog om maleren Svend Engelund. Den er et af hans betydeligste arbejder og er båret af en dyb beundring for Engelund samtidig med, at den både giver en god kunsthistorisk indføring og skildrer hans egne oplevelser med Engelunds kunst.

Det var dengang også på tale, at han også skulle skrive en bog om kunstneren Niels Helledie, men den blev ikke til noget, vistnok mest fordi Knud Holst ville opfatte ham som en samfundskritisk kunstner, og ikke en religiøs.
Interessen for de tidligere Løkken-malere blev bevaret, og Knud Holst foreslog oprettelse af et sted, hvor deres værker kunne vises. Det blev i 1995 til Løkken Billedsamling, der siden har fået lokaler i den gamle kommuneskole i Nørregade, nu LøkkenStrand, hvor der også er bibliotek og lokalhistorisk arkiv.

 

Epilog – eller noget i den retning

Der er ikke i Løkken Billedsamlings kollektion af Holst-billeder ret mange fra de senere år. Det kan der være et par grunde til, måske lavede han ikke så mange billeder i disse år, der var præget af sygdom, dårlig økonomi og lidt for meget alkohol, og måske mistede han billeder under den brand, der i 1993 delvis raserede hjemmet i Vrensted. Det gør det vanskeligt eller umuligt at være retrospektiv i behandlingen af Knud Holsts billeder. Samlingen er langt fra komplet. Det er også påfaldende, at originalerne til avistegningerne mangler.

Skal man forsøge blot en enkelt vurdering, synes han gennem hele livet at have været meget eksperimenterende, og hans udvikling gik fra de oprindelige reportagetegninger i retning af en stadig større frigørelse og opløsning af formerne, uden at man kan betragte dette som et led i opløsning af personligheden. Det var langt fra tilfældet inden for hans litterære produktion.

Man kan tolke hans billeder som en bevægelse væk fra det konforme og konservative landbomiljø, dermed bort fra landbo- og industrisamfundet frem til det individualistiske informationssamfund, men hans billeder skal ikke ses under en kultur- og samfundshistorisk synsvinkel. Heller ikke under en kunsthistorisk, til nød en kunstpsykologisk.

Knud Holst blev som billedmager ved med at være den fine iagttager og den dygtige amatør, der elskede kunsten. Lad os derfor nøjes med at se hans billeder som en stor forfatters sideinteresse og illustrationer til et livsforløb.

 

Tak til Kjeld Poulsen, Birthe Helledie og Mogens Kjeldsen, Jørgen Ussing og Inger Ussing for gennemlæsning, oplysninger og gode råd.

 

 

 

Litteratur:

Knud Holst: I wændelbo. Løkken Billedsamling 1996

Kjeld Poulsen: Forfatteren Knud Holst som tegner.

Vendsyssel nu og da. 1996

Peter Ussing: Forfatteren Knud Holst og aviserne.

Vendsyssel nu og da 2008 – 2009.

Ca. 100 billeder af Knud Holst kan findes på Løkken

Billedsamlings hjemmeside: www.loekkenbilledsamling.dk

 

Trykt i Vendsyssel Årbog 2009.

 

 

Peter Ussing

Peter Ussing, født 1928. Læreruddannet, viceforstander ved Forsvarets civilundervisning 1956 – 58, førstelærer ved Gerå Skole 1958 – 64. skoleinspektør ved Løkken Centralskole 1964 – 81, skoledirektør i Løgstør 1981 – 89. Forfatter og medforfatter til skolebøger, bøger om samfundsforhold, skoleledelse, skolehistorie og lokalhistorie. Formand for Løkken Museum 1992 -98. Har været medlem af bestyrelsen for VHM og Historisk Samfund for Vendsyssel

Total Page Visits: 847 - Today Page Visits: 3