“Påske og pinse udsprang af jul”, skriver Grundtvig i en salme.

Mange vil mene, at julefesten – festen for Jesu fødsel – er den ældste kristne fest.

Den ære tilkommer dog ikke julefesten, men påskefesten, festen for Jesu opstandelse.

De fire evangelier – Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet – er skrevet i lyset af troen på Jesu opstandelse.

Lige siden den første kristne påskedag er der blevet fejret “en lille påske” hver søndag i menighederne.

Først i 300-tallet begyndte de kristne menigheder at fejre en fest for Jesu fødsel.

Den valgte festdag – den 25. december – røber, at denne skik må være opstået i Rom, hvor der på denne dag allerede blev fejret en fest for “den ubesejrede sol”, altså en solhvervsfest.

De kristne følte, at der var behov for at fejre fødslen for Ham, som er “Verdens lys”.

Med valget af den 25. december ville de kristne ikke pege på en bestemt dato for Jesu fødsel.

Datoen for en fødsel var der ikke blevet lagt vægt på i det jødiske miljø, som Jesus blev født i.

Da de kristne begyndte at fejre en fest for Jesu fødsel, var der lykkeligvis allerede julefortællinger i Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet!

Fortællingerne om Jesu fødsel i Matthæusevangeliet er fortalt ud fra Josefs synsvinkel, mens de i Lukasevangeliet er fortalt ud fra Marias synsvinkel.

I det først nedskrevne evangelieskrift – Markusevangeliet – fortælles der udelukkende om Jesus fra det øjeblik, da han træder frem som voksen.

Johannesevangeliets fortale kan godt kaldes et filosofisk formet “juleevangelium”.

Apostlen Paulus, hvis breve litterært set er de ældste skrifter i Det Ny Testamente, har et superkort “juleevangelium” i ordene: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Galaterbrevet).

I Julekrybben og i forskellige julefestspil kombineres fødselsfortællingerne hos evangelisten Matthæus og evangelisten Lukas.

For eksempel findes fortællingen om “De vise mænd” kun hos evangelisten Matthæus.

Da kristendommen nåede Danmark, fejrede de hedenske nordboere allerede en solhvervsfest, som tidsmæssigt faldt sammen med den kristne fest for Jesu fødsel.

Denne fest kaldte de ‘jul’ (norrønt jól), en fest som varede i 15 dage!

Ordet var kendt i hele det germanske sprogområde. På engelsk kan man stadig bruge ordet ‘yule’ i samme betydning som ‘Christmas’.

Ved den gamle nordiske solhvervsfest ‘jul’ blev der spist og drukket rigeligt.

Julen er en fest for Jesu fødsel, men i julens rigelige udbud af mad og drikke kan man egentlig også skimte den gamle nordiske ‘jul’.