Mit liv

Det hele begyndte i BJERGBY

Kimen til mit liv blev lagt i begyndelsen af året, hvor 2. Verdenskrig sluttede.

Jeg blev født i bageriet i Bjergby, som ligger ca. 7 km. nord for Hjørring.

Min fødsel blev noget af en prøvelse for min mor, da den varede 3 dage, og i alle 3 dage boede jordemoderen og noget familie hos os.

Dengang havde alle bagerier på landet en brødtur, hvor de kørte rundt til gårde og solgte brød. Om vinteren foregik det med hest og kane.

Min far Frode Laursen og min mor Ninna havde købt bageriet i Bjergby i foråret 1943, og i foråret 1944 fik de tilladelse til at drive konditori i to år. I slutningen af 1944 annoncerede de ”at efter endt udvidelse kan vi nu – efter aftale – stille lokaler til rådighed for mindre møder og sammenkomster”.

Jeg boede kun knap 2 år i Bjergby inden mine forældre solgte bageriet i slutningen af 1946.

BRØNDERSLEV

I januar måned 1947 købte de bageriet Østergade 15 i Brønderslev af bagermester Niels Pedersen, og solgte det igen i august 1947 til bagermester Søndergaard Jensen.

BØRGLUM

I efteråret 1947 købte mine forældre Børglum Bageri af bagermester Niels Præstholm Christensen, og kommunalbestyrelsen anbefalede den 1. marts 1948, at ansøgning om bevilling til at drive konditori uden ret til udskænkning af stærke drikke, godkendtes.

I Børglum var min bedste ven smedens Anders, som havde adskillige kaninbure. Vi brugte ofte lang tid på at samle troldhekser/mælkebøtter i sækkevis til kaninerne.

I Børglum blev min søster, Hanne, født i 1947.

Vi havde en dejlig schæferhund, som hed ”Mitten”. Den var vi meget glade for, og den var en rigtig trofast hund, og den passede godt på os børn. Når min søster stavrede en lille tur væk fra bageriet, kunne hun nogle gange blive meget træt og sætte sig til at sove – så blev hunden hos hende til hun vågnede, og ingen kunne komme hende nær.

Engang var jeg åbenbart blevet uvenner med en større flok unger, som samlede sig uden for bageriet. Jeg følte mig vist lidt truet, for jeg hentede vores hund og sagde ”Pus dem” – og det gjorde den virkelig hurtigt og effektivt, og ”kom til” at bide en af knægtene i bagdelen. Det var selvfølgelig ikke så godt, og da slet ikke, da det var præstens søn, det gik ud over. Jeg tror at far umiddelbart efter var på besøg i præstegården med såvel undskyldning som kager.

”Mitten” og jeg var bedste venner, og engang jeg sad på toilettet, lå hunden også derude. Pludselig kom der en lille sort hundehvalp ud, og så kom der flere, alle i en lille hinde, som ”Mitten” straks slikkede væk.

Jeg sad musestille, og syntes, at det, jeg så, var helt fantastisk. Også selv om jeg ikke rigtig forstod, hvad der skete. Det var nok det længste toiletbesøg, jeg nogensinde har haft.

Da vi flyttede fra Børglum til Rakkeby Bageri, blev vores hund ”sat i pleje” hos smedens Anders, og da jeg kom for at hente vores elskede hund, sagde Anders, at nu var det hans hund. Jeg stod på den anden side af gaden og kaldte på ”Mitten”, men den blev, hvor den var, den havde åbenbart glemt mig i det halve år, der var gået, inden vi fik mulighed for at hente den – og så græd jeg af skuffelse og frustration over hundens utroskab og svigt. Hunden kom dog med os til Rakkeby.

I bageriet hvor far og bagersvenden regerede, var der ikke den samme ”Smiley-ordning”, som vi kender i dag, så det skete nogle gange, at jeg kunne fange en eller flere mus, som hyggede sig blandt melsækkene.

Nogle gange i de hårde vintre fik pindsvin lov til at komme ind i en gang tæt på bageriet, hvor der var lunt og godt.

I et udhus havde vi en stor so, som blandt andet også fik serveret det brød, som ikke blev solgt. Så den blev så enormt tyk, at patterne næsten rørte jorden, og i en rigtig kold vinter medførte det, at patterne frøs fast i isen, som havde dannet sig på gulvet.

Det år jeg fyldte 5, døde min mor, efter et års håbløs sygdom, af kræft et halvt år før min fødselsdag. Jeg opfattede det ikke rigtig, for vi børn fik ikke noget at vide af de voksne – vi skulle beskyttes. Min erindring om min mors død er, at jeg og en kammerat fornemmede, at der skete noget tys, tys i udhuset/garagen, så selvfølgelig skulle vi undersøge dette. Vi kunne komme til at kigge ind mellem nogle brædder i bræddevæggen ind til garagen, og vi kunne så se, at der var opsat hvidt papir på væggene, og der var pyntet med grangrene, og der stod en hvid kiste midt i rummet.

Mor blev den første, som blev begravet på Børglum Kirkegård. Vi 2 børn har holdt fast i gravstedet, og mors gravsted/gravsten blev sidste år fredet, så nu er hækkene omkring gravstedet fjernet, og der er i stedet lavet en skøn lille plet med blandt andet græs og en bænk. Op ad gravstenen står et lille smukt træ, som vi plantede for adskillige år siden. Det har heldigvis fået lov til at blive stående.

Min mor var datter af gårdejer Thomine og Jens Chr. Jensen, Løth. Min bedstemor kaldte vi Mina og min bedstefar blev kaldt Jens Løth. Der var flere på egnen, der hed Jens Jensen, så for at skelne mellem dem fik de i stedet for efternavnet, Jensen, navnet på den egn eller område de boede i, som efternavn.

Mine bedsteforældre havde den firlængede gård på billedet, hvor jeg i min barndom og helt op til konfirmationsalderen har haft rigtig mange gode og herlige sommerferier.

På gården var der grise, køer, høns og heste og i en lang periode var der vindmølle på ladetaget. Engang jeg var på ferie, blev der et forfærdeligt stormvejer, og vindmøllen ”løb løbsk” – det var lidt uhyggeligt.

Jeg fik lov til at være dreng, og vi var altid flere børn sammen som legede i halmen i laden, i haven eller ude på markerne. Jeg fodrede hønsene, hjalp med udmugning bag køerne, kløede kalvene bag ørerne, gav kattene mælk osv.

Også i høsttiden var jeg med ude at stakke hø og køre det tilbage til gården, når det var tørt.

I mange år havde de ikke toilet på gården, så det foregik ude bag køerne.

Men på et tidspunkt, hvor mine bedsteforældre var gået på aftægt, og gården var overtaget af min onkel Henry og hans kone Olga, fik de, som de første på egnen, installeret et badeværelse. Det medførte megen interesse og gav et stort antal besøgende fra naboejendommene.

På et tidspunkt gik mine bedsteforældre på aftægt. Og de flyttede soveværelse, så de kom til at være lige ved siden af køkkenet. Min bedstemor fortsatte med at være den første, der kom i køkkenet om morgenen, og hun fortsatte ligeledes med at deltage i madlavning og i alt forefaldende husarbejde.

Min bedstefar fortsatte med at hjælpe til i stald og mark.

Det var som regel os to, der ved skumringstid hentede køerne ind.

Min far tog det meget tungt med min mors død, og havde det største besvær med at komme over det og komme videre. Selv om mange trådte til for at hjælpe, var det selvfølgelig utrolig svært at stå med en forretning og 2 små børn på 3 og 5 år.

For at klare det fremover ansatte far en husbestyrerinde, Ellen, som lige kom fra et højskole-ophold på Ry Højskole. Hun skulle, foruden at passe vi 2 rollinger, også passe forretningen, lave mad og gøre rent. Noget af et job for en ung pige på et par og tyve år.

Da vi boede i Børglum, var der adskillige forretninger så som købmand, slagter, mejeri, smed, frisør, tømrer m.fl.

I dag er der intet tilbage.

RAKKEBY

Da vi flyttede til Rakkeby Bageri, flyttede Ellen med. De var blevet kærester, og de blev gift, inden vi igen flyttede, denne gang til Hjørring.

Jeg var 8 år, da vi flyttede.

I Rakkeby nåede jeg at komme halvandet år i ”Den Stråtækte” skole. Her blev der samtidig undervist 2 klasser i samme skolestue. Jeg mindes stadig den store tykke kakkelovn ved indgangsdøren. I hvert frikvarter sloges vi ”knejter” om pigernes gunst.

Jeg havde en forfærdelig oplevelse i Rakkeby. En varm sommerdag gik jeg, min søster og en kammerat fra Rakkeby mod Hæstrup Station. Vi svedte, så vi blev enige om, at vi ville soppe lidt i en dam, som lå inde på en mark tæt på vejen.

Her gik vi rundt på ca. 15 cm lunt vand og plaskede med fødderne. Min kammerat, som på et tidspunkt var gået lidt længere ud, forsvandt pludselig under vandoverfladen med et ordentligt plask. Min søster og jeg blev selvfølgelig forskrækket og skidebange. Kammeraten kom op af vandet med baskende arme og gav nogle voldsomme lyde fra sig. Jeg turde ikke gå ud til ham, da han var meget større og tungere end jeg. Jeg var bange for, at han ville trække mig med ud.

Så gode råd var dyre, og jeg havde hørt noget om, at gik man ned 3. gang, så kom man ikke op igen.

I mit hoved var der kun en mulighed. Jeg satte mig ned på knæ, med ryggen mod søen, og bad til Gud om at hjælpe min kammerat.

Da kammeraten kom op 2. gang baskede han igen med hænderne og råbte uforståelige ord. Men igen forsvandt han.

Inden han gik ned for 3. gang fik han fat i kanten ved det lave vand, og kom – helt utroligt – op ved egen hjælp.

Jeg fik senere at vide, at det ikke var en dam, vi havde soppet i, men en mergelgrav. Han fik efterfølgende en dobbeltsidet lungebetændelse. Vi fik alle en voldsom oplevelse, og jeg en stærk opfattelse af, at der er mere mellem himmel og jord….

I Rakkeby lærte jeg at ryge af min fætter, som boede tæt på byen, og var noget ældre end mig. Han røg pibe, og jeg fik nogle gange lov til at låne den nogle timer. Det stoppede heldigvis, da jeg hver gang blev noget dårlig med ”køren i maven”.

Vi havde på et tidspunkt købt en ny (brugt) HGF`er – altså en Høj Gammel Ford – som vi lige skulle prøvekøre. Min far kørte bilen, og jeg og 2 onkler var med som passagerer. Det gik fint ud ad diverse grusveje. På et tidspunkt fik jeg øje på et ældre ægtepar, som stod udenfor deres ejendom, som lå lidt nede ad en bakke. De stod begge helt stille og kiggede op mod vores bil, og deres hoveder gik lidt op og ned.

Så fik jeg øje på, hvorfor de stod sådan og fulgte os med øjnene og nikkede lidt med hovederne. De fulgte nemlig et af vores hjul med øjnene. Hjulet bumpede ned ad bakken, så jeg skyndte mig, at gøre min far opmærksom på, at det måske var os, som havde mistet et hjul.

Og det var det…men bilen var åbenbart så stiv i karosseriet, at den sagtens kunne køre på 3 hjul, uden at vi opdagede noget som helst.

Jeg tjente nogle håndører ved at ”gå i roerne” hos en landmand tæt på byen. Ligeledes kappede jeg nogle gange toppene af roerne.

Engang i høsttiden fik jeg og nogle andre unger lov til at køre med landmanden ud på høstvognen for at hente mere hø hjem til gården.

Det gik fint i starten, og de 2 heste travede fredeligt afsted. Så pludselig blev de opskræmt af et eller anden og fanden tog ved dem. I fuld galop slingrede vi afsted, og et stykke fremme gik det ned ad en bakke, indtil hestene uden varsel drejede til venstre, så stjerten brækkede og vognen, vi sad i, fortsatte et lille stykke indtil den væltede, og vi røg alle ud på marken. Uheldigvis fik jeg det store bræt, som er lavet som en firkant med et bræt midti, og som bruges til at lægge øverst på hølæsset, ned over min ryg. Jeg kunne overhovedet ikke bevæge mig. Min far blev tilkaldt, og han måtte bære mig væk og køre mig på sygehus.

Ved aftenstid samledes alle unge mennesker, uanset alder, på en bestemt sti i byen. Vi ”bette” så selvfølgelig op til de ældre, og vi slugte råt alt, hvad vi hørte dem sige.

Det kunne nogle gange give os et ganske forvrænget billede af virkeligheden.

Nytårsaften på landet var anderledes dengang end det er i dag. Vi samledes en stor flok unger, og så gik det ellers ud til flere gårde, hvor vi ”stjal” redskaber og ”mogboer” og satte det hele op foran købmandens forretningsdør.

Nogle gange kunne vi også komme til at ”stjæle” en madam blå og efterfølgende hejse den op i flagstangen

I Rakkeby blev min lillebror, Peter, født.

HJØRRING

Vi flyttede som nævnt fra Rakkeby til Hjørring i 1953, hvor mine forældre havde købt Korsgades Bageri. Hele ejendommen, som bl.a. husede bageriet er for flere år siden revet ned og erstattet med parkeringspladser.

Dengang var der på grunden et 3 etagers hus, og bageriet (1 plans) samt en stor dobbeltgarage til rutebiler og en stor gårdsplads. Når jeg kigger på grunden i dag, kan jeg slet ikke forstå, at der var plads til alt det, der var der, da jeg var dreng.

På hjørnet i krydset hvor forretningen lå, var der på de 3 andre hjørner et mælkeudsalg og 2 købmænd. Utroligt at det kunne gå, men alle klarede sig, dog, sikkert uden at blive særlig velhavende. Vi følte ikke, at vi manglede noget, og vi fik da mad på bordet hver dag.

Da vi ankom til Korsgade med flyttelæsset, var det første der skete, at jeg blev mødt af et par jævnaldrende gutter fra gaden.

De ville godt lige finde ud af, hvor stærk jeg var, så vi måtte lige tage et par runder. Jeg blev heldigvis godkendt.

Jeg blev meldt ind i Vestre Skole (som lige er nedrevet). Skolen lå i Dronningensgade, så jeg havde under 500 m til skole.

På trods heraf kom jeg desværre nogle gange for sent i skole, og jeg måtte så stå op af hovedbygningens ydermur og vente på at alle klasserne, som stod opmarcheret i rækker og geledder i skolegården, gik ind.

Så kom gårdvagten hen til mig, og jeg fik det klassiske spørgsmål ”en på kassen eller en ”sveder”. Jeg valgte altid en på kassen, selv om den sved, og jeg kunne mærke fingrene i ansigtet hele dagen. Nogle lærere var de rene sadister.

Jeg begyndte i 2. Klasse, og jeg havde i flere måneder store problemer med mit sprog. Jeg snakkede nemlig ”bondsk”, hvilket mange gange gav anledning til høje grin i klassetimerne.

Der var desværre også en dreng fra 3. Klasse, som havde hørt mit sprog, og åbenbart syntes, at jeg så skulle kanøfles.

Så i hvert frikvarter faldt han over mig med tilråb og skubben.

Det var en uholdbar situation, og i et frikvarter havde jeg åbenbart fået nok, så et eller andet kortsluttede, og jeg sprang på fyren i et ustyrligt raseri – koste hvad det koste vil.

Heldigvis var jeg stærkest, så herefter var der ikke mere mobning af mig.

Dengang var der morgensang hver dag, og vi blev dagligt hørt i salmevers, som vi skulle lære udenad. Vi havde rigtig mange eksaminer hvert år, og i 5. klasse blev klasserne delt i dem, der skulle læse videre i mellemklasserne, og i dem der ønskede at gå ud af skolen efter 7. Klasse.

Der var meget liv i Korsgade. Konerne, som ofte var hjemmegående, hang ud af vinduerne og sladrede med genboen eller forbipasserende, og vi unger sad på trappestene og fjollede. Vi spillede Antonius over hustage eller med hønseringe over vejen, hvilket medførte, at skindet fuldstændig blev slidt af pegefingeren i forsøget på at vinde en ”snollet” hønsering til få ører.

Vi legede gemmeleg i alle haverne i området. Dengang var der ikke nogen, der sagde noget til, at vi rendte ind i haverne og gemte os i kældernedgange eller buske.

Vi havde Christiansgave indenfor få hundrede meter. Her legede vi cowboy og indianere og byggede huler. Der var en stor indhegning lavet af høje rafter som et fort. Her indenfor samlede kommunens gartnere alt det afslåede græs op til et par meter i højden. Heroppe kunne vi stå og lege, at vi var cowboys og blev angrebet af indianere.

Det var ikke altid gartnerne var enige i vores dispositioner, og vi blev nogle gange jagtet og skældt ud.

På et tidspunkt havde vi, på skrænten ved den gamle Vestbane, lavet en hel indianerlandsby med telte lavet af høje rafter og gamle kornsække. Vi var en stor flok, og for at blive optaget i stammen, skulle vi bindes til totempælen med bar overkrop. Så affyrede høvdingen, som var et par år ældre end os, ærter gennem et pusterør mod vores brystkasser. Vi måtte ikke sige noget. Gjorde vi det, kunne vi ikke blive optaget i stammen.

Dengang var vi ude hele tiden, og kunne fornøje os med lidt. Min bedste ven og jeg legede ofte i deres have, hvor gangene var floder, og vi havde et stort hjemmelavet træskib som sejlede her med små legetøjs cowboys og indianere. Rabarberplanter var urskoven.

Engang havde vi Tykke-Jørgen med i legen. Vi blev uvenner over et eller andet og småsloges lidt, indtil han satte sig oven på mig, og jeg ikke kunne komme op, så flød tårerne over min umulige situation.

En vinter havde Jørgen og jeg lavet et helt batteri af snebolde, så hver gang der kom en ”svajer” cyklende forbi, fik han snebolde i nakken. Det gik også godt indtil en stoppede cyklen og løb efter os helt ind i haven. Heldigvis kom Jørgens mor ud i det samme, ellers havde vi helt sikkert fået et par flade.

I kælderen, hvor Jørgen boede, havde vi på et tidspunkt ophængt et hvidt lagen, som skulle fungere som et lærred til fremvisning af lysbilleder.

Jørgen havde fået et simpelt apparat, som blot skulle sættes over et billede, så kunne apparatet forstørre det og vise det på lærredet.

Jeg tegnede flere skolehæfter fyldt med historier om cowboys og indianere (nogle endda i farver), og så lavede vi en biograf, hvor de lokale unger kunne komme ind for et ganske rimeligt beløb.

Genboens dreng, Ole, legede jeg meget med. Der var et højt plankeværk omkring deres flisebelagte gård. I plankeværket var der en lille døråbning med en pind ovenover. Her elskede han at hænge med hovedet nedad, indtil en dag, hvor jeg stod og beundrede ham, at pinden knækkede, og han røg lige ned på hovedet på fliserne. Han havde blod i hele ansigtet.

Men det så virkelig komisk ud, og selv på trods af det alvorlige styrt, var det svært ikke at trække på smilebåndet.

Oles far var chauffør på Vendia bryggeriet. De ”skulle” hver dag drikke op til 12 øl som var dagsrationen. Det medførte nogle gange, når han kom hjem på en fuld cykel, at han ikke lige kunne ramme døråbningen i plankeværket, og derfor røg af med et ordentligt brag.

I den første tid i Hjørring havde vi stadig den gamle HGF`er, og nogle gange skulle min søster og jeg med ud på en køretur i nabokvartererne, for at se området og lære det bedre at kende.

Det var vi 2 unger ikke så glade for. Vi skulle jo nødigt genkendes af nogle klassekammerater i sådan en gammel kasse, så vi lå som regel nede på bunden mellem for- og bagsædet, hver gang vi mødte nogle børn.

Der gik dog ikke længe inden vi fik nyere biler, men stadig var vores kørsel dog indenfor et begrænset område. En gang havde far dog besluttet, at nu skulle vi alle køre en tur på familiebesøg i Aalborg. Så afsted gik det, og det gik da også fint, indtil vi kom ind i selve Aalborg, og for første gang så de røde, gule og grønne farver i nogle gadekryds. Far ”kom til” at køre over for rødt, og måske var det det, han var blevet så rystet over, for da vi på hjemturen igen skulle over Limfjordsbroen, havde han ikke observeret, at der var røde blinklys midt på broen, så han fortsatte, selv om bommene var på vej ned. Vi nåede lige under disse, og det gav en bump i bilen, da vi krydsede stedet, hvor broen åbner sig. Vi 2 unger på bagsædet sad og dukkede os, vi var bange for at få bommen i hovedet.

Siden kørte min far aldrig mere bil i Aalborg.

Vi havde ikke badeværelse i Korsgade, så vi unger blev efter tur badet i en stor zinkbalje, som blev placeret på køkkengulvet. Efter at jeg var blevet konfirmeret, tog jeg hver uge på Hjørring Badeanstalt, som lå lige ved siden af biografen. Her var der små rum med badekar og et meget stort dampbad. Når jeg kom ud herfra, føltes det, som om jeg var født på ny.

Som knægt gik vi hver weekend til eftermiddagsforestilling i ”biffen” for at se cowboyfilm. Vi hujede hver gang Zorro eller en anden helt kom og ordnede banditterne. Prisen for en billet var 75 øre, og vi fik som regel 1 kr. med, så kunne vi købe en stor salmiakstang for de sidste 25 øre.

Det var dengang, man virkelig kunne lave en salmiakstang, og den kunne vare hele filmen.

Vi havde 2 biografer, KINO og BIO. I KINO sad vi på klapstole, og gulvet var næsten uden hældning, så det kunne nogle gange være svært at se, hvad der foregik på lærredet.

Da Vendelbohus brændte, stod jeg, sammen med en hel masse andre, og kiggede på slukningsarbejdet. Vi fik at vide, at der var en person, som var brændt inde.

Det syntes jeg, var meget voldsomt, og jeg sov ikke meget den nat.

Nogle gange var der optræk til slagsmål i gaden. Så aftalte de 2 kumpaner, at striden skulle afgøres i Christiansgave, og alle gadens unger  – vel op til 50 stykker – fulgte så bagefter dem ned til den valgte kampplads.

Det var altid kun nævekamp, og når en af dem havde fået nok, overgav han sig, og så sluttede opvisningen.

Jeg begyndte at gå til Jazzbal som 15-16 årig. Det foregik på Hotel Scandinavien (hvor Rådhuset ligger i dag), og når vi knægte hver havde drukket 2 stærke øl i Christiansgave, og kom ind i 30 graders varme, så blev vi godt nok noget svimle, så resten af aftenen stod på sodavand.

Senere blev vores feststed pubben ”Den Gyldne Løve” og dans på Restaurant Svanelunden, og når de lukkede kl. 1, fortsatte festen på diverse forsamlingshuse i omegnsbyerne.

En eftermiddag jeg kom gående i Østergade, mødte jeg en ambulance og så til min store overraskelse, at min far sad på passagersædet – tilsyneladende i store smerter. Så det gik hurtigt med at komme hjem for at få en forklaring.

Mine forældre havde været ved at lime nyt vinylgulv i bagerforretningen, og min far stod efterfølgende ved vasken i køkkenet og rengjorde hænderne i terpentin. Ellen tændte samtidig en cigaret, og vanen tro smed hun den stadig brændende tændstik i vasken. Dette medførte en alvorlig forbrænding, og far var indlagt på sygehuset i adskillige dage.

Da jeg nåede en vis alder, skulle jeg selvfølgelig hjælpe til i bageriet. Mit arbejde var bl.a. at være bydreng, skrabe bageplader i bageriet, hente kul nede fra kælderen til ovnen.

Jeg skulle tidligt op hver søndag for at levere rundstykker. Mange skulle blot have 2 rundstykker leveret – og nogle gange var det på 4. Sal.

I skolen var mit bedste fag, tegning. Det var også det eneste fag, jeg fik ug i.

Ellers kunne jeg også godt lide historie, dansk, gymnastik og regning og til dels naturfag, hvorimod fysik og matematik ikke var min stærke side.

Hvert år arrangerede skolen en sommerudflugt til Tolne Skov. Så marcherede alle elever, lærere og forældre i en lang, lang række fra skolen til banegården. Der var musik i spidsen.

Vi unger råbte altid noget med ”ind med Vestre – ud med Østre” osv. Der var altid et verbalt modsætningsforhold skolerne imellem.

Klassens efterkonfirmationsdag foregik bl.a. med sodavand og lagkage på Konditori Willy på Springvandspladsen – det var vildt…

I skoleferierne kunne vi få en gratis togrejse til hele Danmark. Det benyttede jeg flere gange. En af gangene var vi 2 venner, Poul og jeg (begge 16 år), som tog en tur til Bornholm med telt. Det var en lang rejse. Først med tog til København. Derefter med færgen København-Rønne om natten, hvor vi sov ude på dækket i vore soveposer.

Vi travede meget af skønne Bornholm rundt med oppakning på ryggen.

Da jeg var 15, cyklede jeg og en kammerat på teltferie.

Første dag cyklede vi med fuld oppakning fra Hjørring til Randers ialt ca. 120 km. Så var vi også godt brugte, ja, vi var så godt brugte, at min kammerat allerede næste dag, efter en teltovernatning, ville hjem – og det skulle ikke foregå på cykel. Så vi tog toget hjem.

Da jeg var 16 tog en kammerat og jeg på knallerttur til Vojens. Jeg havde en Zündapp med twinsaddel, som kunne køre over 60 km i timen, så det blev en kold tur, selv om det var sommer. Desværre blev den stjålet en aften, jeg var i biografen. Politiet fandt den nogle uger senere. Den var ”skrællet”, og den blev aldrig til knallert igen.

En gang var jeg på en af de gratis skolebilletter til København. Det var dengang man kunne sejle fra Aalborg til København. På vej tilbage fra København var der et voldsomt stormvejr, og båden vippede gevaldigt, og rigtig mange var søsyge. Da vi lagde til kaj i Aalborg, blev skibet fortøjet og trappestilladset, som måske var 5 meter høj, blev kørt hen til, og sat fast på skibet, så passagerer kunne gå fra borde. Der stod 2 besætningsmedlemmer ved rælingen, hvor vi skulle ud. Der var fyldt op på trappen, og jeg skulle lige til at gå ned, da en af fortøjningstrosserne sprang, og skibet begyndte at bevæge sig væk fra kajen.

Folk skreg og sprang for livet ned ad trapperne. Midt på trappestativet stod en ældre dame med stokke. Det havde de 2 matroser set, så de sprang resolut ned og tog hende under armene, og nærmest smed hende ned. Det var i sidste øjeblik, for nu var skibet kommet så langt fra kajen, at trappestativet røg ned mellem skib og kaj.

Jeg kommer ud af en kortglad familie, og fra jeg var en ”bette døwl”, der lige kunne få hovedet op i tobaksskyerne, når de voksne spillede kort, og jeg kunne få lov til at stable fars penge, har jeg haft interessen for whist.

Inden jeg stoppede mit arbejdsliv hos Brønderslev Kommune, sørgede jeg for at få en aftale med nogle gode kolleger om en kortklub.

Nu har kortklubben kørt upåklageligt i 15 år, og det har været rigtig hyggeligt. Jeg må indrømme, at vi, ud over kortspil, også tager os rigtig god tid til at vende verdenssituationen og genopfriske gamle minder.

Da jeg var 16 år købte jeg et sommerhus i Harerenden i Lønstrup for nogle af mine konfirmationspenge. Jeg gav 1.250 kr. for huset, som havde en pragtfuld udsigt ud over hele Harerenden og helt til Hirtshals Fyr.

Der gik knap et år, så havde jeg købt sommerhus nr. 2 i Harerenden for den formidable pris af 1.500 kr. Også dette hus med fuld havudsigt.

Jeg har desværre ingen af disse sommerhuse i dag.

Pengene for det første sommerhus brugte jeg til at købe en rød Fiat 500 med soltag. Den havde store problemer med at starte, så jeg skulle altid parkere den på en let skrånende vej, så kunne jeg nemlig selv løbe den i gang.

En af de dårligste handler jeg har foretaget.

Efter min konfirmation fik jeg job som ”bytyr” hos Hjørring Jern & Stål i Østergade. Jeg skulle være der 2 timer hver eftermiddag, og jeg fik 1 kr. i timen.

En sommerferie havde jeg også job hos Dania Vask, hvor jeg skulle afhente og levere sengetøj, håndklæder, kitler m.m. til erhvervsdrivende i byen. Det foregik på en Long John, og det var ikke altid så let at styre sådan et monstrum som 14-årig – især ikke i svingene, hvor ladet nemt kunne komme til at røre vejbanen.

Da jeg kom i Realklassen blev jeg ”skoletræt”, så jeg ønskede dengang desværre ikke at gå gymnasievejen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Dog havde jeg en drøm om at blive arkitekt, men det krævede over 4 års tømrer- eller mureruddannelse inden jeg kunne læse videre. Dengang var der ikke noget, der hed SU, og mine forældre havde ikke mulighed for at støtte mig i den retning.

I 4. mellem havde Statsautoriseret revisor Hessner været på besøg i vores klasse og sagt ”dem der vil i lære hos os, ræk hånden op”.

Desværre rakte jeg ikke hånden op. Revisor ville jeg ikke være. Og så blev jeg alligevel udlært som revisor….

Jeg kom i lære overfor daværende Martins Hotel, så ud over at kigge regnskabstal, kunne vi følge lidt med i, hvem der gik ind og ud af hotellet.

Kunstmaler Lars Nielsen boede på hotellet i sine sidste år, og jeg var på arbejde, den dag de bar hans afsjælede legeme ud fra hotellet.

Den 7. september 1966 omkring middagstid, hvor vi som sædvanlig sad og arbejdede på revisionskontoret, fik en af mine kolleger en rystende telefonbesked fra et familiemedlem, som var ansat på ”telegrafen”. Denne havde lyttet til et opkald til Falck, at færgen M/S Skagerak var ved at forlise på ruten mellem Kristiansand – Hirtshals.

Min chef var meget resolut. Vi lukkede kontoret og kørte til Lønstrup flyveplads, som i dag er bebygget med sommerhuse.

Her stod vi i en forrygende storm, og så helikopter efter helikopter lande med overlevende fra færgen, og ambulance efter ambulance, som kørte dem til sygehuset i Hjørring. En fantastisk redningsaktion.

Efter 4 års elevtid med lørdagsarbejde og 48 timers arbejdsuge og en utrolig masse overarbejde hvert forår i statustiden, kunne jeg kalde mig udlært.

Inden jeg skulle ind og springe soldat ved Dronningens Livregiment i Nørresundby i efteråret 1967, var der et slip på ca. ½ år, hvor jeg fik arbejde på Socialkontoret i Brønderslev Kommune. Dengang var vi 5 mand på Socialkontoret.

En af dem var Christian Mørch, som kunne fortælle meget og længe om 2. Verdenskrig. Det var ikke uinteressant.

Min soldatertid strakte sig over 16 måneder. Jeg var radiomand for Oberstløjtnanten, og som sådan med på adskillige øvelser rundt i Danmark. Den benzin, der årligt blev bevilget, skulle selvfølgelig absolut brændes af samme år.

Jeg står ved den gamle Dodge Commander, hvor jeg var radiomand for Oberstløjtnanten. Bemærk radioantennen bag på bilen – den skulle pumpes op.
Engang kom jeg til at pumpe den så meget, at antennen røg ovenud og landede inde på en mark. Det så vist morsomt ud.

Kort før slutningen på min soldatertid ultimo 1968, ringede Socialchefen, Pedersen, til mig og tilbød mig ansættelse på Socialkontoret. Det takkede jeg ja til, og jeg fortsatte efterfølgende min ansættelse hos Brønderslev kommune indtil jeg gik på efterløn som 60-årig.

Jeg var dog kun ca. 1 år på Socialkontoret inden jeg flyttede over på Skattekontoret.

BRØNDERSLEV

Jeg mødte Sonja til et bal i Harken Forsamlinghus, og vi har holdt sammen lige siden.

Det var dengang, hvor pigerne stod i den ene side af forsamlingshuset og drengene i den anden, så når musikken begyndte, og lyset blev dæmpet, så for vi drenge over dansegulvet for at komme først til den udvalgte. Det var ikke altid man var heldig eller hurtig nok.

Mit store held var at jeg var hurtig og ”rendte ind” i Sonja

I marts måned 1969 blev vi gift, og flyttede umiddelbart herefter ind i vores nyindkøbte hus, Algade 107 i Brønderslev (nu Algade 133).

Det er et af de ældste huse i byen. Skævt og meget lavt til loftet.

Vi var så heldige, at lige da jeg kom fra soldatertjenesten 1. Januar 1969, og havde fået job hos kommunen, så ”løb” vi lige ind i ”det skattefrie år”.

Så det var ikke meget vi skyldte på huset ved årets udgang.

I Algade boede vi i 2 år. I den periode lavede vi en gennemgribende restaurering af det gamle hus. Min svigerfar, Gerner Kjølby, som var frisør i Harken, kunne andet end bruge en saks. Han hjalp med ombygningen og kom med masser af gode råd.

Der var dog nogle fejl i det gamle hus, som ikke kunne rettes – selv ikke med svigerfars gode råd. Gulvet, i vores soveværelse på 1. Sal, var så skævt, at jeg måtte klodse vores seng op med over 5 cm i den ene side, ellers ville vi simpelthen trille ud.

Herefter købte vi en grund i Abelsgade, og her opførte vi et hus, som vi stadig bor i.

Jeg har altid kunnet cykle på arbejde, selv om skattekontoret gennem årene skiftede adresse flere gange. Vi har været i Tolstrup Brugsforening i Gravensgade, kontorbygningen HCA-dress, Handelsbankens flotte bygning i Bredgade i 2 omgange og til slut i den nye tilbygning til Rådhuset.

Lige før SKAT flyttede til Hjørring stoppede jeg min ansættelse og gik på pension. Jeg mindes stadig mine mange gode kolleger med glæde.

Selv om vi har boet i Brønderslev i 52 år, er vi nok stadig sådan lidt på tålt ophold. For der er noget, vi ikke har med i bagagen, nemlig hvordan var byen før vi kom, og hvem boede her, og hvem havde de forskellige forretninger o.s.v.

Da jeg kom til byen, havde rigtig mange i Brønderslev øgenavne, og jeg har hørt mange sjove historier om byens originaler. Begge dele er efterhånden næsten forsvundet i Brønderslev.

Der var også dengang for 50 år siden en slags modsætningsforhold til Hjørring. Hvorfor ved jeg ikke helt, men måske havde det noget med fodbold at gøre.

At vi kom til at bo i Brønderslev, stod ikke skrevet i stjernerne. Vi havde nemlig før købet af Algade 107, lagt billet ind på at købe Gunderup skole, som ligger et par km. syd for Harken. Heldigvis blev vores bud ikke accepteret.

Jeg kendte dog lidt til Brønderslev i forvejen, idet jeg havde været til flere baller på Hotel Phønix og desuden været flere gange til boksning på det gamle Hotel Brønderslev, hvor vi fra balkonen havde en fin udsigt til bokseringen. Det var dengang Brønderslev var en rigtig bokseby med nogle virkelig dygtige boksere.

Min interesse for at tegne og male har jeg næsten altid haft. Men det med at male malerier begyndte først, da jeg som 14årig fik en malerkasse med oliefarver i gave af mine forældre.

I mit værelse i Korsgade i Hjørring brugte jeg som regel væggene som lærred, for jeg havde ikke penge til at købe lærreder for. Mit værelse lå på 1. sal, og for at komme derhen, skulle jeg over et lidt uhyggeligt åbent loftsrum. Selve værelset var ikke opvarmet, så i de koldeste vintre, havde jeg opvarmede mursten (opvarmet i kakkelovnen) med i seng. Der var ”frost” på tagvinduet både udvendig og indvendig.

Se dengang boede jeg som en rigtig kunstner…

I starten malede jeg mange forskellige stilarter for at lære farver og former bedre at kende. Jeg deltog ligeledes i flere malerkurser.

Jeg malede for min egen skyld, og jeg malede de motiver jeg selv kunne lide. Jeg studerede meget om kunst og om de enkelte kunstnere. Jeg var en meget flittig låner på det lokale bibliotek.

I Hjørring boede vi tæt på Johannes Hoffmeister og dennes broder, som også var kunstner. Jeg følte mig meget inspireret af Hoffmeisters landskabsmalerier, og så bl.a. hans store separatudstilling på Hjørring Seminarium.

Dengang var der også flere store maleriudstillinger på Vendelbohus. Jeg slugte det hele med øjnene.

Lønstrup var og er Hjørrings ferieby, og efter mit køb af sommerhuse i Harerenden, blev jeg meget inspireret af udsigterne over sommerhusene og selve Lønstrup by. Denne inspiration medførte, at mine første malerier blev Lønstrup-motiver.

Men stadig malede jeg kun i perioder når lysten og trangen blev for stor til at jeg kunne ignorere den.

Der var nemlig også kommet andre, og mere vigtige ting ind i mit liv, og så måtte maleriet vente.

Jeg var blevet gift, vi byggede et hus og snart kom der 2 børn, Lotte og Thomas i familien. Jeg tog en videregående uddannelse inden for Skat, og et år byggede jeg et sommerhus i Saltum.

I den periode blev det ikke til så mange malerier.

I 1974 deltog jeg på min første udstilling.  Det var Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium. Jeg udstillede 5 malerier og solgte de 3. Det gav ”blod på tanden”.

Så tog det hele fart. Jeg begyndte igen at male flere malerier med motiver fra eller inspireret af Lønstrup.

Desuden blev jeg også inspireret af Vildmosen, hvis farver og former jeg omsatte i adskillige malerier. Ø. Hjermitslev med den lange række af gårde, gavl mod gavl, har jeg også malet adskillige gange.

For ca. 25 år siden ændrede jeg fuldstændig stil. Jeg begyndte at male klovnemalerier – og dem har jeg malet lige siden.

Jeg begyndte at udstille rundt om i landet på større virksomheder, og i nogle gallerier. Således havde jeg gennem mange år et galleri i København og på Fyn, som var faste aftagere af mine malerier.

Jeg fortsatte med at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, Poulstrup-udstillingen, Børglum-udstillingen og en hel række andre udstillinger rundt omkring i Danmark, her i blandt nogle censurerede udstillinger.

En af de pudsige udstillinger var i en bunker i Grønhøj i 1996. Bunkeren var så fugtig, at vandet nærmest drev ned ad væggene, hvilket medførte, at mine lærreder blev fuldstændig strammet ud akkurat som et trommeskind. Ja, de var nærmest ved at springe af blindrammerne.

Jeg har gennem årene lavet plakater til flere store virksomheder samt lavet en årskalender for en meget stor fransk medicinalvirksomhed, Servier.

På Danske Turistchefers årsmøde i 1997 blev min Lønstrup-plakat 1996  kåret som årets bedste turistplakat.

I Brønderslev kommune har jeg ligeledes gennem årene haft mange forskellige kunstneriske opgaver. 2 gange har jeg lavet plakat til Brønderslev Badmintonklub – seneste i 2014 da klubben havde 75 års jubilæum. Plakat for BI bordtennis – Nordiske Mesterskaber i Brønderslev 2001. Årets julekort for Brønderslev kommune i 1997. Lions Clubs julemærker i 2000, 2002, 2010 og 2014. Vinetikette til Brønderslev kommunes vin i 2009.

Jeg har i 2006 modtaget Brønderslev kommunes Kulturpris.

For ca. 30 år siden solgte jeg nogle malerier til Den Danske Konsul i Oregon, som foruden at være konsul også var advokat i USA. Han var på ferie i Danmark og havde set mine landskabsmalerier.

Den dag han skulle flyve tilbage til USA, ringede han til mig fra lufthavnen i Aalborg. Jeg er ikke så skrap til engelsk, så jeg forstod ikke 100%, hvad han sagde, men det var noget med, at han havde plads til lidt flere malerier i bagagen. Så snakkede han også noget om 25%, og da han havde købt adskillige malerier i forvejen, så sagde jeg ok til dette.

Jeg skulle så køre ud til ham i lufthavnen med et antal malerier, og da han havde valgt dem, han gerne ville købe, gav han mig prisen for dem + 25% oveni. Det havde jeg godt nok ikke forventet. Det er desværre kun sket den ene gang.

Jeg var medstifter af en lille kunstnergruppe i Brønderslev, som vi kaldte SEOS. Vi arrangerede i nogle år kunstudstilling på Brønderslev Musikskole.

Gruppen holdt sammen i ca. 3 år, hvorefter den blev opløst.

Det blev til mere og mere tid jeg brugte ved staffeliet, og det var nogle gange lidt svært at kombinere med et fuldtidsarbejde, så da jeg fyldte 40 år fik jeg nedsat min arbejdstid hos kommunen til et halvtidsjob.

Det passede mig perfekt, men det havde kun kunnet lade sig gøre, fordi Sonja var positiv overfor det og bakkede mig 100% op i min beslutning.

Da jeg fortalte familien om vores beslutning, blev det modtaget i rungende tavshed. Der var ingen, der syntes, at det var ”godt gået”.

Tværtimod at gå fra en fuldmægtig-stilling og fast god løn til noget usikkert uha, uha.

Men jeg følte – og har altid følt mig meget privilegeret, at jeg fik muligheden – og ikke mindst konens accept – for at kunne udleve min drøm.

Heldigvis fik jeg senere mulighed for at støtte Sonja, da hun valgte at skifte job til noget helt andet, end det hun var vant til.

Meget her i livet bygger på tilfældigheder. Hvis ikke jeg var blevet inviteret til at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, var det måske aldrig blevet til så meget med maleriet, og jeg havde aldrig kommet til at stå for Påskeudstillingen. Hvis ikke jeg havde været til bal i Harken Forsamlingshus, havde jeg måske ikke mødt Sonja o.s.v.

I starten, da vi kom til Brønderslev, tænkte vi godt nok, at her bliver vi ikke ret længe, vi ville tilbage til Hjørring.

Men så er tiden bare gået og gået, og vi er her stadig. Det skyldes selvfølgelig, at vi er faldet rigtig godt til her i byen. Vi har et stort netværk, og rigtig mange gode bekendte og venner.

Det har også været meget spændende at følge med i Brønderslev bys udvikling gennem de 50 år, vi her boet her.

Der er sket utrolig meget med byen. Da vi kom, var ”Stjernekrydset” der stadig, og hovedgaden med forretninger var Bredgade.

PÅSKEUDSTILLINGEN

5 år efter at jeg var gået på nedsat tid, spurgte daværende Kulturelt Samråd, om jeg ville arrangere årets Påskeudstilling på Brønderslev Gymnasium.

Det sagde jeg ja til.

Jeg var godt nok lidt betænkelig, for jeg havde aldrig før prøvet at arrangere en kunstudstilling for andre kunstnere end mig selv.

Jeg gik simpelthen i tænkeboks for at gennemtænke hvordan jeg gerne ville have, at Påskeudstillingen skulle være fremover.

Der var umiddelbart noget, jeg gerne ville ændre på udstillingen, og det var bl.a. antallet af udstillere. Hidtil havde der hvert år været ca. 50 udstillere. Når vi kunstnere kom, var der ikke på forhånd bestemt, hvor de enkelte kunstnere skulle udstille, så det blev alles kamp mod alle for at få de bedste pladser. Når der var så mange udstillere med på udstillingen, og den enkelte kunstner, kun havde 5 værker med, blev det hele meget rodet, og det blev ganske umuligt at huske, hvem der var med, og hvad man havde set.

Jeg skar umiddelbart antallet af udstillere ned til ca. 25, og den enkelte kunstner fik plads til mindst 15 værker. Desuden var der max. 2 udstillere i hvert rum eller gang.

Det gav meget mere ro på udstillingen, og en bedre repræsentation af den enkelte kunstner.

Jeg fandt også ud af, på den hårde måde, at det at arrangere en så stor kunstudstilling kræver sin mand. For det første skal du have alle aftaler på plads vedrørende leje af lokaler, aftaler med pedel, aftale med hjælpere til rydning og tilbagesætning af inventar m.m. på gymnasiet. Aftale med vagter og aftale med 4-5 personer, som skal hjælpe med salg på ferniseringsdagen. Jeg skal finde nogle kunstnere, som jeg gerne vil have med på udstillingen, og der skal træffes aftaler med de udvalgte. Jeg skal beslutte mig for, hvor de enkelte kunstnere skal udstille – jeg gør meget ud af, at ingen kunstner på udstillingen må ødelægge det for en anden.

På udstillingen er der hvert år ca. 5 helt faste udstillere, og de har en helt fast plads, så det er let for eventuelle købere, at finde disse meget populære udstillere.

Der skal laves planer, skilte, navneskilte m.m. ligesom der skal laves annoncer, plakat og et katalog.

Der skal udleveres og afregnes for solgt kunst, og efterfølgende afregnes med kunstnere.

Der skal i hele åbningstiden være opsyn med udstillingen.

Sonja og jeg har nu i 30 år holdt påskeferie på Brønderslev Gymnasium.

Men vi vil heller ikke have været det foruden….

Det blev ikke ved den ene påskeudstilling. Hvis ikke Corona-epidemien havde ramt os i 2020, havde dette års Påskeudstilling været den 45. udstilling på Brønderslev Gymnasium – og 30. gang jeg arrangerede udstillingen.

Nu håber jeg så, at det i stedet bliver i 2022 jeg kan lave denne udstilling.

Påskeudstillingen i dag er overhovedet ikke sammenlignelig med den påskeudstilling jeg overtog for over 30 år siden. Dengang var besøgstallet mellem 500-1.500. I mange år har besøgstallet været omkring 5.000 optalte besøgende. Hvad angår salget på påskeudstillingen, så er det forøget 30-50 gange mere end det var før jeg overtog udstillingen.

Så alene ud fra disse to tal kan man sige, at Påskeudstillingen lever og har det godt.

Men for mig har det også handlet om, at de kunstnere, der udstiller, skal være mere eller mindre professionelle kunstnere som har arbejdet seriøst med kunst i en årrække.

Jeg har også sørget for, at der er en større udskiftning af udstillere hvert år, så der, ud over at følge de ca. 5 helt faste kunstneres udvikling, er mulighed for at møde nogle helt nye bekendtskaber, som ikke tidligere har udstillet i vores landsdel.

Jeg bruger meget tid på at udvælge kunstnere, og også på, at de får de rigtige pladser, så ingen kommer til at ødelægge noget for nogen.

Vi bruger stadig hele gymnasiet til udstilling, så der er god plads til såvel kunsten, som til de besøgende.

Gymnasiet er desuden inden for de sidste år blevet gennemrenoveret for adskillige millioner. Dette har givet endnu bedre udstillingsmuligheder med endnu flere lyse og venlige rum. Der er i forvejen et ganske fint lys på gymnasiet, idet der flere steder er store vinduer fra gulv til loft, lige som der flere steder er ovenlys.

Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium er en af de ældste i Danmark (måske endda den ældste) idet den startede før gymnasiet blev opført, så den er altså ældre end de 45 år jeg har nævnt.

Det er en udstilling som mange i Nordjylland – og også fra mange andre egne af Danmark – er bekendt med. Mange kommer år efter år på udstillingen, og i de sidste mindst 10 år har der hvert år, inden vi åbner, været en kø på ca. 100 personer, som gerne vil først ind for at vælge et kunstværk.

Påskeudstillingen blev i sin tid startet af overbibliotekar Erik Schardelmann og læge Ole Schmidt.

Maleriet har givet os rigtig meget. Vi har mødt mellem 500-600 forskellige kunstnere alene gennem min arrangering af påskeudstillingerne. Mange af disse kunstnere er blevet gode bekendte og andre gode venner.

Et år inviterede jeg kunstnere fra vores svenske venskabsby Nässjö med på Påskeudstillingen 1993. Det blev en hyggelig oplevelse. De boede på Hotel Phønix og spiste hos os.

Efterfølgende blev vi Brønderslev-kunstnere inviteret til at udstille i Nässjö på deres kulturhus. Igen en fin oplevelse.

I 2007, hvor Luxemburg var Europæisk Kulturhovedstad, blev jeg sammen med 5 andre danske kunstnere inviteret til at udstille på Chateau Bourglinster, som ligger ca. 5-10 km udenfor Luxemburg. Det er et flot gammelt slot med adskillige tårne og høj mur omkring borggården.

Her udstillede vi i 3-4 sale med højt til loftet og massive hvidkalkede murstensmure.

Jeg havde samlet malerier sammen gennem et par år, og havde 40 malerier med. Jeg solgte de 35, så jeg kunne næsten ikke få armene ned, det var en helt utrolig oplevelse.

Aftenen før vores fernisering var der foredrag af Klaus Rifbjerg. Desuden havde vores Dronning udstillet på de samme vægge måneden før vi kom.

Så vi følte, at det var lidt fint….

Nogle få år efter var vi nogle stykker fra udstillingen i Luxemburg og et par nye som udstillede på den svenske skole i Waterloo i Belgien. Vi boede alle på skolen og fik lavet en fin udstilling og også med et rimeligt godt salg.

For knap 30 år siden ombyggede jeg garagen til atelier. Der blev lavet et stort ovenlysvindue mod nord, som giver et rigtig godt lysindfald. Der blev meget bedre plads til mine malerier, og bedre mulighed for at vise dem frem for interesserede.Som kunstner føler jeg mig meget, meget privilegeret. Mange har gennem årene fundet vej til mit atelier, så det har ikke været nødvendigt for mig, gennem de sidste ca. 15 år, at udstille hverken i kunstforeninger eller gallerier.

I 2011, da Brønderslev rundede 90års Købstadsjubilæum, og vi fik besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik, arrangerede jeg en kunstudstilling af lokale kunstnere i ”den runde pavillon”. Udstillingen blev besøgt af Dronningen.

Her Hendes Majestæt Dronning Margrethe på besøg ved 90års Købstadsjubilæum, hvor jeg har arrangeret en udstilling i den Runde Pavillon af lokale kunstnere

Efterfølgende blev Sonja og jeg sammen med flere andre personer fra Brønderslev kommune inviteret til spisning på Kongeskibet, som lå i Hals Havn. Det var en stor oplevelse.