”ONCE UPON A TIME”!
Engang i 1960´erne, sluttede jernstøberi-æraen for Brønderslevs vedkommende, men hvorfor endte det så galt?
Jeg ved, at man ikke skal KRADSE for meget i fortiden. Men i det her tilfælde, vover jeg det ene øje. Jeg håber, at der er en og anden, som kan forklare mig, hvorfor man ikke valgte at gøre som politikerne i Aars, når nu man havde de bedste kort på hånden; et jernstøberi i drift og FORMERE som kunne deres håndværk?
Hvorfor stiller jeg det spørgsmål? Jo, årsagen er den, at jeg var blevet anbefalet at læse en bog om danske jernstøberier, for at finde historisk materiale om de jernstøberier, der i tidens løb har været i Brønderslev, men det fandt jeg desværre ikke, selv om der i bogen er utallige historier om mange andre jernstøberier i andre af rigets byer.
Men om Brønderslev fandtes der intet, kun det nedenfor nævnte. Forfatteren undskylder det med, at han IKKE kunne få hjælp hos det lokale arkiv.
Barslunds Jernstøberi i Vestergade
Niels Barslund Sørensen.
Han blev født den 26. juli 1886 i Sønder Barslund, Mejrup Sogn, Ringkøbing Amt. Han var former (arbejder i et støberi, som udfører formningen og som regel også støbningen) ved vielsen i 1910 og ved den ældste datters fødsel i 1913 i Holstebro.
Niels Barslund oprettede Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik på hjørnet af Gravensgade og Nygade i 1913. Derfor var han jernstøber ved sønnens fødsel i 1916, og familien boede i Mortensgade (Frederiksgade) samme år.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev solgt til det nydannede aktieselskabet ”Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik A/S” den 1. januar 1919 med N. Barslund som direktør. I denne anledning fik han udbetalt en stor sum penge.
Pedershaab Jernstøberi, Grønnegade
”Klokkestøberiet”
Aksel Mikkelsens Jernstøberi (det må være faderen til Ejnar Mikkelsen, grønlandsfareren). Støberiet startede på Gasværksvej, men blev senere flyttet til Bryggerivej – se billede.
Aksel Mikkelsen (Løth)
Aksel Mikkelsen-Løth, født i Hjørring den 14. august 1849, gift med
Maren Nielsen i Brønderslev kirke den 21.03.1873. Forældre til Ejner Mikkelsen og Aslaug M. Begge børn blev meget kendte som hhv. Grønlandsfarer og oversætter af udenlandske bøger.
Aksel M. Døde i Korsør i 1929. Han var R. af D. Fortjenstmedalje i Guld.
A.M var uddannet mekaniker og søn af jernstøberformand Jørgen Mikkelsen og hustru født Ane Margrethe.
Hans karriere:
1872-1883 jernstøber og maskinfabrikant i Vester Brønderslev
1883-1885 leder af Teknisk Skole i Næstved.
1883 Mikkelsen opretter sin første sløjdskole i Næstved med 8 elever.
1885 Mikkelsens sløjdskole Nytorv 3, København. Underviste også i sløjd på E. Slomanns Latin- og Realskole
1886-1909 forstander for Dansk Sløjdlærerskole, Værnedamsvej 13 B, København V.
- P. Houmøller der i 1883 startede Frederikshavns Jernstøberi, nævner i sine erindringer: ”På dette tidspunkt (1873) fik Axel Mikkelsen og hans fader ved hjælp af grundtvigianske venner bygget et jernstøberi i V. Brønderslev.
Disse 2 fornuftige, flinke og ædruelige mænd, arbejdede begge i Nielsens jernstøberi (T.C. Nielsens jernstøberi i Hjørring). L.P.H. var i lære i samme virksomhed, men ville gerne væk på grund af det megen drikkeri. De havde lovet ham, at så snart de fik støberiet i gang, kunne han få plads der den resterende læretid.
Støberiet gik fallit efter ganske kort tid, men L.P.H. blev udlært.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev startet 1. juni 1913 af N. Barslund. I 1916 blev virksomheden udvidet med et maskinværksted specielt indrettet for vindmotorer og landbrugsmaskiner.
Virksomheden flyttede i 1918 til en plads ved Grønnegade og overgik da til et aktieselskab ved navn ”Nordjyllands Jernstøberi”. Dens speciale var støbning af kirkeklokker. Virksomheden ændrede senere navn til ”Jysk Jernstøberi & Maskinfabrik”.
Virksomheden lukkede i 1949, og formerne, brødrene Carl Wilhelm Jensen og Johannes Jensen, flyttede efter lukningen til Skagen, hvor de startede Skagen Jernstøberi.
Den 6. oktober 1944 søgte de i Vendsyssel Tidende efter 5-6 flinke former- og maskinlærlinge. Firmaet lå den gang på hjørnet af Vestergade og Søndergade.
Det undrer mig meget, at man nedlagde et fungerende jernstøberi (som lå lige over for det gamle Rådhus). Man flyttede udstyr og gamle maskiner og sine økonomiske midler over til et egnsudviklingsprojekt i Aars, som lukkede 8 måneder efter opstart.
Man flyttede altså et jernstøberi i drift fra en by til en anden, som lå 70-80 km længere mod syd og som ingen erfaring havde. Der blev givet støtte fra såvel Aars kommune som fra Staten (egnsudviklingsstøttepulje). De lokale banker i Års støttede også op om projektet! Men hvorfor kunne man ikke have gjort præcis det samme i Brønderslev?
Støberidriften i Brønderslev blev fjernet med et pennestrøg og flyttet til en helt anden by.
Var årsagen forurening? Vidste man ikke, at der ikke fandtes ledige, dygtige formere i Års, eller negligerede man formernes faglige ekspertise?
Havde man i Brønderslev valgt at satse på “jernstøberiet”, kunne byen måske have haft et moderne skalformstøberi, som Dansk Skalform i Års, hvor der beskæftiges mere end 60 mand og som præsterede et fint afkast i 2019. 60-80 gode skatteborgere kunne således have tilført den slunkne kommunekasse mere guld.
Støbco (Dania), Års.
I 1965 gik firmaerne Pedershaab, Brønderslev og A/S Strømmen, Randers sammen for at etablere et fællesstøberi, og senere udvidedes kredsen med maskinfabrikken Svendborg, A/S Ferm, Ulstrup, Danish Machine Company A/S, Århus og maskinfabrikken Phønix, Odense.
De to førstnævnte havde egne støberier, som blev nedlagt ved sammenslutningen.
Begrundelsen for etableringen var officielt at sikre leverancen af støbegods og opnå en rationel produktion, men det var nok støberiregulativet af 1954, der spøgte, idet kravene vedrørende det interne miljø skræmte de små og gamle støberier.
At det overhovedet var økonomisk muligt at etablere et nyt støberi, skyldtes udelukkende loven om egnsudviklingsstøtte, hvor der kunne hentes et betydeligt tilskud.
I den endelige aftale forpligtede Aars kommune sig til at stå som bygherre og ejer af bygningerne og de tre lokale pengeinstitutter til hver at låne Støbco en halv million på favorable vilkår. Egnsudviklingsrådet bevilligede et lån på 1.8 Mill kr., og Års kommune gik ind med 700.000 kr. Planerne skabte turbulens.
LANGÅ KOMMUNE havde også lagt billet ind på at få det nye støberi, og Langå Jernstøberi beklagede i skrivelse til sognerådet over, at kommunen var interesseret i at få et andet støberi til kommunen, en konkurrerende virksomhed i en tid, hvor der i forvejen er katastrofal mangel på arbejdskraft!
I Brønderslev harcelerede man over, at Pedershaab gjorde seks gode håndformere arbejdsløse, og disse arbejdede med planer om at starte et kooperativt støberi i et nedlagt støberi i Hjørring, hvilket dog aldrig blev til noget.
Bjarne Jensen i Formerforbundet sagde: ”Alle grundregler for samarbejde er blevet tilsidesat af arbejdsgiverne i forbindelse med den måde, hvorpå jernstøberierne i Randers og Brønderslev nedlægges”. Man protesterede imod, at der med midler fra egnsudviklingsfondet, placeredes et nyt støberi på et sted, hvor der ikke fandtes uddannede formere, men at disse skulle flyttes over fra moderfirmaerne, og blev hentet til fra andre steder.
Der blev hurtigt bygget et jernstøberi, og den 17. februar 1967 blev det indviet med pomp og pragt.
Kun fire formere fra moderfirmaerne lod sig flytte til Års, og derfor måtte man starte oplæringskurser for nye medarbejdere.
Det gik galt af flere grunde. Man kan ikke lære folk op på nogle få uger. Det tekniske udstyr var ikke tip topmoderne, som det blev sagt, men for en stor del bestående af udstyr fra moderfirmaerne, og var simpelt hen gammelt og nedslidt. Byggebranchen tog folkene så det kneb voldsomt med bemandingen.
De økonomiske midler strakte ikke til at bringe firmaet i gang, og firmaerne, som stod bag, bakkede ikke foretagendet op på solidarisk vis, men lod det i princippet sejle sin egen sø. Det skulle gå galt.
I efteråret 1967 måtte man søge om yderligere lån, og da det blev afslået, stoppede støberiet driften den 14. november, og den 24. november trådte virksomheden i likvidation efter 8 måneders drift.
Kilde: Et katalog over danske jernstøberier, ved Harald Bertelsen. Udgivet år 2005. Harald Bertelsen var direktør for Valdemar Birns jernstøberi og formand for danske støberiers brancheforening. ISBN 87-87522-578
Andre informationer
Potter var den første jernstøber i København og fik den 7. februar 1769 kongeligt privilegium til at anlægge et smelteværk med grydestøberi på ”Appelbyes Rebslager-Plads”.
Det omtales i 1782 af N. Jonge: ”Ved den vestlige Ende af Gaden [Overgaden oven Vandet] ligger det Appelbysk murede Reberbane.”Ligeledes Det Potterske Jernstøberi, hvor Jern-Gryder støbes”.
Jernstøberiproduktion i Danmark
Der var forskellige grunde til, at en jernstøberiproduktion kom så meget senere i gang i Danmark end i vores nabolande, men den væsentligste årsag var, at vi ingen jernmalm havde, kun myremalm, og at Norge hørte under den danske krone. Det var en rationel ordning, at Norge havde eneret på jernstøbning. Denne situation ændrede sig i 1814, da vi mistede Norge og dermed måtte stå på egne ben, hvad angår jernstøbegods.
Det fortaber sig i fortidens mørke, hvornår og hvor man for alvor er begyndt at anvende støbejern. Kineserne har både støbt Buddhafigurer og plovjern før Kristi fødsel, men hverken grækere eller romere har kendt kunsten. Det vides, at teknikken har været kendt i Rhinegnene fra slutningen af 1300-årene, men det er uvist, om opfindelsen er gjort dér eller i et af nabolandene.
Det ældste dokumentariske belæg for jernstøbning i Europa er fra en bøssemager i Frankfurter, der i slutningen af 1300-årene sendte en ansøgning til byen, hvori han bl.a. påberåber sig, at han kan støbe kanoner af jern. I øvrigt en meget karakteristisk udnyttelse af en ny teknik, at man i første omgang bruger den til krigsmateriel i form af kanoner og kugler.
- Nogle af de omtalte formere kunne være:
Svend Aage Christiansen, Tage B. Johansen, Ricard Jensen, Gunnar Bjerring, Aage Illemann og flere.
