Jeg vil aflevere gården i god stand udtalte Solveig Skovrider Eriksen i 1981
da tragedien pludselig indtraf på “Rykind”. Gårdejer Niels Skovrider Eriksen døde ved et ulykkestilfælde ved en foderkontrol.
Han var sammen med konsulenten hvor de skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. En kontrol han havde gjort utallige gange. Han havde indåndet giftige dampe og hans liv stod ikke til at redde.
Tilbage stod ægtefællen, Solveig Skovrider Eriksen, med gården og den meget fine stambesætning og 4 børn i alderen fra 14 til 22 år.
I 1958 var Niels blevet gift med Solveig, hvor de købte “Grinstedgaard” nord for Brønderslev, som de drev i nogle år for så at overtage fødehjemmet “Rykind” i Vrensted i 1960.
De var en aktiv og udadvendt familie, der tog del i mange aktiviteter, det gælder Vrensted Ungdomsforening og ungdomsarbejde med gymnastik i Vrensted. Niels havde en lang række tillidsposter inden for det landbrugsfaglige, hvilket også betød at han skulle have dygtige medarbejdere. Rykind har altid haft ry for at uddanne dygtige landmænd med interesse for kvægbrug.
Besætningen på “Rykind” var kendt ikke blot i Vendsyssel men over det ganske land. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på “Rykind” i Vrensted for at se og høre om den sortbrogede stambesætning som tog flotte præmier på lokale dyrskuer samt landsskuet i Herning.
Hele familien incl. børnene, har lagt et enormt og dygtigt arbejde på gården, for de var 6. generation på “Rykind” og håbede på at 7. generation skulle føre den videre. De vidste at det forpligtede, men de forstod at leve op til forventningerne.
Nedenfor en artikel fra Søndags B.T. fra 1982, der fortæller om en stærk familie der måtte forlade gården “Rykind”, slægtsgården der endte på tvangsauktion.
Ægtefællen Solveig Skovrider Eriksen fortæller til Søndags B.T. den triste historie med overskriften
Jeg vil aflevere gården i god stand:
I 200 år har gården Rykind været i familien Skovrider Eriksens eje. Men da Niels Skovrider Eriksen omkom ved en ulykke i kornsiloen, måtte slægtsgården på tvangsauktion – med sine 170 tønder land og 250 kreaturer. Alligevel arbejder hans enke videre på Rykind fra tidlig morgen til sen aften.
Det er ikke alene far, vi mister, men også gården,« sagde Solveig Skovrider Eriksen til sin 16-årige datter, da de sad på sygehuset og ventede på lægernes endelige besked. Hun kendte svaret på forhånd: Hendes mand var død af den forgiftning, han havde været udsat for i gårdens kornsilo, og hun indså klart, at uden ham ville de ikke kunne drive den 200 år gamle slægtsgård i Vrensted videre.
Solveig Skovrider Eriksen vedgik ikke arv og gæld. Havde hun gjort det, ville hun ikke have haft en krone at leve videre for. Gårdens gæld oversteg det, den kan sælges for i dag. For et par år siden ville den have kostet mindst syv millioner i fri handel. På tvangsauktionen for nylig blev den overtaget af Dansk Landbrugs Realkreditfond, som håber at sælge den videre for fire millioner. Men Solveig Skovrider Eriksen og hendes fire børn får en ikke en øre. De skal sætte nyt bo for ulykkesforsikringen.
Indtil man finder en køber, har kreditforeningen ansat Solveig Skovrider Eriksen som bestyrer på Rykind, som i seks generationer har været i hendes mands families eje, og som hun og hendes mand havde håbet, at syvende generation skulle føre videre, for den yngste søn, som er 14 år, har alle dage ønsket at blive landmand.
Niels og jeg har brugt hele vores ungdom på at investere og bygge op, og så skal vi drives fra det hele af død og ulykke, siger Solveig Skovrider -Havde jeg i forvejen vidst, hvad vi skulle igennem i løbet af bare et år, havde jeg næppe haft kræfter til at klare det.
Byggede op efter brand
Den 20. marts sidste år brændte gårdens udlænger, fortæller hun. -Ilden opstod ved et halmfyr og bredte sig med lynets hast, så der ikke var en chance for at redde staldene. Den fine stambesætning på over hundrede køer med kalve og ungkreaturer måtte staldes op hos hjælpsomme naboer, mens der blev bygget nyt på Rykind.
Branden kostede dyrt, for man får aldrig dækket alle tab, selv om man har forsikret. En besætning tager skade af at blive flyttet rundt med, og vi var netop ved at få den godt i gang igen, da Niels’ død satte punktum for det hele.
Landbrugets situation var dårlig, efter branden overvejede vi grundigt, om vi overhovedet skulle bygge så stort op igen. Men vi var optimistiske. Vi følte os stadig unge og stærke — Niels var 46, jeg 42 år – og vi har aldrig været bange for at tage fat. Nu havde vi chancen for at få det, som vi altid havde drømt om med store nye stalde med rationel arbejdsgang. Imens vi byggede, jublede vi næsten af glæde, for arbejdet skred hurtigt frem. På kun 41 dage fik håndværkerne rejst de store bygninger, og vor besætning kunne komme i egen stald igen. Det var minsandten en glædens dag.
Forgiftet i korn siloen
Men så ramte endnu en ulykke os. Det blev høst, og Niels var så uheldig at falde ned fra en grønthøster. Han brækkede kæben og beskadigede den ene arm slemt. Det tog tid, før han blev frisk igen, og han nåede kun lige at afslutte behandlingen af armen, før han døde.
Det var den 24. februar i år. Vi havde foderkontrol om morgenen, og Niels og konsulenten skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. Det har Niels gjort hundreder af gange, og jeg har aldrig tænkt på, at der kunne være fare forbundet ved det. Han gik som sædvanlig seks-syv meter op ad en stige i et lukket rør i siloen, hvor man fra en luge kan måle beholdningen af foder. Og jeg er sikker på, at han blev så overrasket over, at det var svundet så meget i beholdningen, at han har stukket hovedet ekstra langt frem. Og så har han indåndet de giftige dampe. Han sank sammen på stigen, og konsulenten kom løbende og sagde, der var noget galt.
Jeg tilkaldte straks læge og ambulance. Niels hang stadig bevidstløs oppe på stigen, og det var kun med stort besvær, at lægen, som er vores gode ven, fik ham ned. »Nu er det ude med ham,« sagde jeg. Men lægen sagde, »nej, det må ikke være for sent.« Og han gav ham hjertemassage og kæmpede for at redde hans liv, men der var intet at gøre. Han var død.
Må have en uddannelse
Jeg havde mistet min mand, vores fire børn havde mistet deres far og Rykind med sine 250 kreaturer og 170 tønder land, der skal dyrkes, havde mistet sin drivkraft. Kri stian er 21 og uddannet berider, og han har aldrig villet være landmand. Karen er 20. Hun blev student i sommer, og Else er 16 og skal på gymnasiet. De har heller ikke planer om at uddanne sig inden for landbruget. Men Torkil har alle dag fulgt sin far i mark og stald, og hans højeste ønske er en dag at overtage Rykind, som hans far, bedstefar, oldefar og mange flere slægtsled for dem har drevet.
Men jeg har ikke en chance for at drive gården videre selv, selv om jeg pukler alle døgnets timer året rundt, og det ville blive alt for dyrt at drive den alene med frem med hjælp. Så stort afkast kan den slet ikke give.
Nu ser vi os om efter en lille ejendom, hvor vi kan indrette os og det vigtigste for mig er at komme igang med en uddannelse Derfor har jeg meldt mig til forberedelseskursus for voksne, hvor jeg regner med at tage 8. og 9. klasses pensum på et år. Nu mangler jeg pludselig en uddannelse, men jeg har aldrig savnet den, for Rykind har været Niels’ og min fælles arbejdsplads, siden vi over. tog den som ganske unge i 1960.
Der er nogen, der siger, at jeg er godt tosset, når jeg nu arbejder næsten i døgndrift for at klare det. Men jeg er glad for, at jeg kunne bruges som bestyrer, for så kan jeg sikre mig, at gården bliver afleveret til de nye ejere i ordentlig stand. På Rykind lader vi ikke græsset vokse vildt, heller ikke selv om den ikke længere er vores. Vi har altid sat en ære i at have det pænt omkring os og at have vel passede dyr. Selvfølgelig gør det ondt at skulle forlade det hele. men sagen er afgjort. Rykind kan blive solgt hvad dag, det skal være, og så må vi herfra.
