Hunger

Forfatter: THOMAS OLESEN LØKKEN

 Det var med Klas Bjerg og Bodil, der udkom i 1923, at Thomas Olesen Løkken fik sit gennembrud. Den skildrer bøndernes hårde kamp for føden i en klitegn. Det følgende er en del af 7. kapitel, der har titlen Hunger.

____________________________________________

Klavs og Bodil så tit ud over Taarup klithuse, over det frygteligt hvide og døde land. Den skarpe blæst ville aldrig holde op. En dag, Bodil hade pintes over, hvordan det kunne gå dem selv, kom hun til at tænke på dem i Klithusene, at hun grædende spurgte: ”Klavs! hvordan har de det allesammen. Ved du det?”

Klavs rystede på hovedet og sagde dæmpet: »Hvad er der i vejen, mor. Går det dig så nær? Der er jo ingen af dem, som har noget. Det er nødt til at være strengt.”

Ja, ja, jeg ved det. Men der er så mange gamle iblandt dem. Hvordan klarer de sig, uden at nogen ser til dem.”

Klavs stod lidt, det greb ham, at svaret var så vanskeligt. “Jeg kan ikke gå derned, mor, det ved du; jeg er jo ikke af deres. De har skubbet mig ud, er det ikke nok?”<

»Det er Provst Peter. Behøver du at tænke på det?« sagde Bodil varmt. Klavs stod atter lidt, så sagde han fast: »Men når jeg kommer, og der er lukket for mig. Nej, Jens Vandet har ret. Lad hver klare sig selv…”

En enkelt dag kom solen, og de fik tøet hul på rudens is. De stirrede alle ud over den hvide ørken: Kom der ingen? Gik ikke én eller anden ad de lange stier østerpå? Nej, stierne var døde, begravede dybt under sneen, hvem turde gå i kulden, selv ved dag. Måske kunne vinden rejse sig og snefoget komme, voldsomt og uanet, så vej og sti blev et voldsomt øde.

Men over middag kom der én fra husene, de så ikke hvorfra. Det var en kvinde, hun slæbte sig langsomt opover, hun sank i bækken, hun faldt i de tilfogne lavninger, hun vadede i den dybe sne, mens skørterne slæbte, hun hældede sig dybt mod blæsten og dækkede sit ansigt med et klæde. Det tog lang tid, det så ud, som hun ingen kræfter havde eller var altfor træt. Da hun kom op på Tophusbakken, så de, at det var Uhr Hanne.

Klavs gik og åbnede døren, den var tung og bandt i is og sne. Hun vaklede ind, segende og støttende ved bordet, hendes hænder var blå og hendes ansigt stivnet som den frosne klit. Hun var mager, så de næppe kunne kende hende, og hendes øjne brændte. Klavs kom helt til at ryste, det syge udtryk i øjnene forfærdede ham. Bodil, der stod med ryggen mod bilæggeren og endda frøs, glemte kulden og gik heftig frem i stuen. Var det ikke vinterens onde ånd, der kom listende, kold som døden, hærget som et lig.

Stuen isnede omkring hende. Bodil hjalp hende af noget tøj, og hun sank ned på bænken. »Nej! nej! hviskede Bodil, her er så koldt. Kom ind i sovekammeret.”

Hun blev sat i armstolen tæt ved ovnen. Er du syg? spurgte Bodil og følte hendes hænder. Alt det fra i sommer når hun strøg forbi og havde pyntet sig, for om hun skulle møde et mandfolk, var sat til. Uhr Hanne så op. De stimlede sammen om hende. Børnene så på hende med blanke øjne. Varmen greb hende, noget smeltede og løsnede sig, hun hulkede og sank sammen, de stod lidt, og Bodil spurgte igen: Hvad er der sket, Hanne? Fortæl det kun, måske vi kan hjælpe.”

Uhr Hanne fortalte, stedvis og med dybe gurglelyde, når en hulken ville frem: -Vinteren er så forfærdelig. Kulden er så ond, så stærk. Vi har ikke haft ild i flere dage. Nej, vi har ikke tørv eller brænde eller ris og lyng. Å-de to ældste tjener østerpå, men så er der endda fem. Den mindste er syg, han er to år. Koen er syg, der er ikke mælk at pine af den.”

Får den noget at æde? spurgte Klavs.

-Det gør den vel ikke, sådan. Alt er forbi, brændt, jeg ved ikke, hvor det er. Hun hulkede igen.

Får I noget selv?« spurgte Bodil stærkt.

Hanne sad lidt, hendes tænder hakkede mod hverandre. Børnene stirrede, og der blev stille. »Nej, vi har intet fået i to dage.

“A” Bodil gik og kom tilbage med mælk, som hun satte i ovnen. Så hentede hun brød, som hun skar. Det sprang for kniven, fordi det var frosset.

Mælken blev varm. Uhr Hanne spiste, hun knaste grådigt den frosne rugbrødsring. Mælken drak hun med famlende iver, så hun spildte. Da hun blev varm, sprang to røde pletter frem på hendes kinder. Pludselig standsede hun og så i angst på Bodil. Hun forstod hende og sagde mildt: “Spis kun, Hanne, spis. Du skal nok få noget med til børnene.”

Nej å – jeg må gå. Bitte Kren er sulten. Han er syg, og her sidder jeg. Hun rejste sig heftig.

Bodil græd og tvang hende ned. Spis nu færdig, Hanne, så bliver du stærk og kan gå. Du skal nok få noget med. Hun så på Klavs Ja ja sagde Klavs trøstende. »Vi har da lidt endnu. Da hun gik, fulgte Klavs med hende. De havde brød, mælk og et bundt af de tørrede prikkeflynder med. Kartofler turde Klavs ikke tage, de ville fryse i kulden, så læssede han en stor sæk tørv på Oles slæde og trak den med. Å -som sneen var dyb, som de sank, sneen var løs over lyngen, selv om den lå tykt. Slæden væltede på gang, det var langt ud på eftermiddagen, da de nåede klithuset. Klavs studsede, da de trådte ind, børnene lå i sengen. »Ja, så holder de varmen bedre,« sagde Hanne. De har ligget der det meste siden jul

Klavs så på hende, han begyndte at forstå. Har det været galt så længe. Har I virkelig haft det sådan ?

Hanne hulkede pludselig og lod sig falde over mod Klavs, så han måtte gribe hende. Hun hang viljeløst i hans arme, skælvende, hendes kræfter var forbi. Vi er fattige, Klavs. De har glemt mig allesammen. Ingen husker mig mer.”

Klavs løftede hende hen til en stol, hun vejede ingenting. Det føltes så underligt, Klavs blev hed ved, at hun klamrede sig til ham. Han sagde dampet, idet han gjorde sig fri: Så, så, Hanne, nu har I til i dag. Så bliver der vel et råd.

Hun greb pludselig omkring ham igen og klynkede: »De har glemt mig, de har glemt mig, Klavs. Ingen husker mig mer.

Han tvang hendes arme bort. Tænk på børnene, Hanne, de skal spise. Vi skal tænde ild. lad os skynde os. Hanne klynkede igen, men rejste sig snart og kom slæbende efter Klavs for at hjælpe. Klavs forfærdedes, alt var så fortvivlet, så ringe Der var fyldt med klude i de skårede vinduer. Dørene hang utætte i loftet var huller, hvor varmen suste op. Alt isnede af kulde, væggene var lodne af rim.

De fik tændt i ovnen, børnene tiggede, de kunne ikke vente, til mælken blev varm. Den mindste lå i feber, hed og tung her, hvor alt var som is. Da de spiste, måtte Klavs vende sig bort, de huggede skinsygt bid for bid, de stirrede efter maden som fugleunger, som sultne dyr, de skreg og faldt pludselig sløvt til ro, da de ikke måtte få mere. Kun Bitte Kren sansede intet i feberdøsen, Hanne madede ham, han forstod ikke længer at spise, famlede kun lidt med de blå hænder og faldt bagover på puden, da hun slap ham. Hanne var sunket ned foran sengen, hun rejste sig med besvær og stirrede på Klavs, hendes øjne var også som et dyrs, syge og med dette ulidelige, som det gjorde ondt at se.

Hanne lagde sig med klæderne på. Klavs gik ud og så til koen, den lille stald var fuld af sne. Koen stod ludende og rystende, den var ved at dø af sult. Han fandt en skovl og tætnede hullerne i muren med sne.

Klavs blev, til det brændte godt i ovnen, og stuen begyndte at blive varm. Da han skulle gå, blev han urolig; hvad nu? Hvad skulle han sige. Hvad i morgen og hvad i dagene der kom? Hanne så det og kaldte: Klavs! kom herhen. Hun strakte sin hånd ud.

Klavs gik nærmere. Kommer du igen, Klavs. Kommer du? Å, hvad skal vi gøre, hviskede hun angst.

Ja, jeg skal komme igen, sagde Klavs fast.

Tak! tak! Å Klavs, farvel. Hun strakte atter hånden ud. Klavs tog den, den, hun trak ham heftigt til sig, de gustne kinder fik farve, de syge øjne kaldte, de bad, de tryglede, du er god, du er varm, du stærke mand.

Klavs tog hendes hænder og lagde dem ned. »Du er syg, Hanne. Du er syg af alt det, I har gået igennem. I morgen kommer jeg igen.<<