Fra Vrensted over Halvorsminde til grænsen i 1945 Kort før krigen sluttede.
Et indlæg i Årsskriftet 1945 fra Halvorsminde Ungdomsskole
Det er en fortælling om en modstandsmand – lærerstuderende Gustav Pedersen, som måtte gå under jorden som man sagde, idet han var blevet angivet.
Han gik på Ranum seminarium.
I Vrensted var der på Bådstedhede en landmand Aage Jensen, Søengene, den næst yderste gård i Vrensted sogn mod syd, stødende op til Thise sogn, som var med i Vrensted Gruppen. Her fik Gustav Pedersen ophold en måned som landbrugsmedhjælper.
SøAage der også var modstandsmand i Vrensted Gruppen fik etableret kontakt og forbindelse til Sognepræst i Vrensted, provst Aage Stevns, der som modstandsmand var leder af Vrensted gruppen.
Gustav Pedersen, som i hast måtte ”flygte” fra Ranum, fik nu kontakt til Sognepræst Aage Stevns, som skaffede ham illegale Papirer og fik ham ansat som Lærer paa Halvorsminde Ungdomsskole.
Provst Stevns fik lavet en navneændring, således at Gustav fik papirer på, at han nu hedder Chr. Christensen.
Det viser sig at både Gustav Pedersen og søsteren Sigrid begge var med i modstandsbevægelsen og begge måtte tage ophold hos Emma og Aage på Søengene.
De to var børn af Emmas søster Lise, altså er de fætter og kusine til Emma og Aages børn.
Der var også et 3. barn, en bror Villy som vist boede på Lolland han var fraskilt. Efter sigende skulle det være Villys 1. og fraskilte kone, der skulle have angivet de to søskende: Gustav og Sigrid, der begge som før omtalt fik ophold hos Emma og Aage.
Efter at have forladt Ranum levede han hele den første Maaned som Landarbejder ude i Vrensted Søenge hos familien der, inden han følte, at han kunne begynde på Halvorsminde Ungdomsskole som lærer. Samtidig havde han fået lov til at deltage på Hjørring Seminarium, således at han kunne færdiggøre sin uddannelse til lærer. 
Fra Halvorsminde til Grænsen.
Af Gustav Pedersen
Krigens Djævelskab er forbi. – Da Fredsklokkernes Toner den 5. Maj 1945 genlød over vort land for at forkynde Freden, bragte de en Afspænding i Tusinder af Menneskers Sind rundt i vort Land, ja, over hele Europa. Den Tid var nu forbi, da Terror og Vold hørte til Dagens Orden. Gud ske Lov for det!
Selv om Tiden under det tyske Aag bragte megen Ulykke over os, var den dog alligevel en Grøde tid. Det bedste i vort Folk levede sig stort i denne Trængselstid, og mange ikke mindst unge lærte, at forstaa Betydningen af Frihed, Ære og Retfærdighed,
–Ord, som vi før i Tiden brugte i Flæng, uden dybere Forstaaelse af den Storhed, de rummer. Ogsaa for mig kom Besættelsens Aar, særlig det sidste, til at betyde meget, idet jeg da fik prøvet Spændingen ved at leve »under Jorden«.
Denne Tilværelse begyndte jeg sidste Efteraar. Jeg havde været Deltager i en Vaabengruppes Arbejde i min Hjemby, Hejring ved Hobro. Den 26. September gik det galt. Hele Gruppen, paa 3-4 Mand nær, blev fanget og ført til Aarhus. Jeg var dengang i Ranum og sad om Aftenen ved Radioen for at høre London, da en Mand traadte ind og meddelte mig, at jeg nu maatte forsvinde, da alle mine Kammerater var blevet arresterede.
Hele den første Maaned levede jeg som Landarbejder ude i Vrensted Søenge. Her fik jeg Forbindelse med Sognepræst Aage Stevns, som skaffede mig illegale Papirer og fik mig ansat som Lærer paa Halvorsminde Ungdomsskole.
Jeg skulde møde paa Skolen til 1. November, og for at udslette alle Spor efter mit Ophold i Vrensted foretog jeg en Rundtur med et Par Dages Ophold paa Steder, der var mig anvist. Den 31. Oktober naaede jeg Halvorsminde. Jeg skulde her fungere som Lærer, men med saa faa Timer, at jeg ved Siden af kunde have Tid til at fortsætte min Læsning, saa jeg kunde være klar til at gaa til Afgangseksamen ved Ranum Seminarium til Foraaret 1945. Lærerne paa Halvorsminde vidste god Besked om mine Forhold, men det stod klart, at enhver Oplysning til jer Elever maatte være bandlyst, da jeg derved vilde løbe en alt for stor Risiko for at blive afsløret og fængslet.
Jeg befandt mig vel blandt jer paa Skolen, men da det saa ud til, at Krigen vilde trække i Langdrag, og jeg saaledes ikke kunde gaa til Eksamen i Ranum, blev jeg hemmeligt overflyttet til Silkeborg Seminarium, hvor jeg skulde begynde den 7. Marts. Jeg var, som I sikkert husker, klar til at rejse, den 7. Marts, da jeg den 6. om Aftenen gik til Sengs. Men det skulde gaa anderledes. Tyskerne havde opsporet mig og kom netop denne Nat for at hente mig. Efter et længere Forhør, først paa mit Værelse og senere paa Frode Nielsens Kontor, blev jeg taget med til Frederikshavn. Her fulgte en uhyggelig og spændende Uge, i hvilken jeg fik prøvet lidt af den Brutalitet, hvormed tysk >>Ret<< haandhæves. Derefter blev jeg ført til Aalborg Arrest, hvorfra jeg den 23. Marts blev overført til Frøslevlejren i en Fangevogn. Det blev en Rejse, jeg aldrig vil glemme. Livet i Lejren skal jeg ikke omtale, da dette er sket andetsteds i Aarsskriftet.
Her i Frøslev oplevede jeg den skønneste Dag i mit Liv – den 5. Maj 1945. Denne Dag oprandt efter nogle nervepirrende Døgn, hvor Luften om Dagen var fyldt med overilede Rygter, og hvor Nætterne var prægede af Luftalarmer og fjern Kanontorden.
Den 5. Maj var Lejren i Opbrud fra Morgenstunden, og i Løbet af forbavsende kort Tid var der skabt Hjemrejse muligheder til alle. Inden Aften var de fleste derfor paa Vej hjem, kun en Flok paa 500 Mand, deriblandt jeg, blev tilbage. Vi havde meldt os til frivillig Tjeneste ved Grænsen. Styrkerne her var nemlig langt fra talstærke nok til at spærre Grænsen og saaledes skabe en sikker Kontrol med de Folk, der søgte sydpaa.
Vi blev delt i 5 Kompagnier og blev fordelt til de svageste Forlægninger langs vor Grænse. Mit Kompagni blev stationeret paa Kurhotellet i Kollund, hvor vi skulde være til Tjeneste for Staben for øvrigt en af de mest interessante Opgaver. Først og fremmest skulde vi staa Vagt om Hovedkvarteret, men havde Lejlighed til at være med ved saavel Arrestationer som ved Afvæbningen. Denne foregik paa en stor Mark lidt Nord for Grænsebyen Krusaa og kun ca. 3 km fra vort Kvarter.
Kurhotellet ligger meget, meget smukt med god Udsigt over Flensborg Fjord. Mod sydvest kunde vi se Flensborg By, og langs Sydsiden af Fjorden kunde Øjet skimte den gamle danske Duborgskole, en stor Lejr for polske Kvinder samt længst mod Øst en stor Søværns kaserne. Selve Inderfjorden var fuld af Krigs– og Fragtskibe, som var beskadigede. Tilsyneladende var der intet Mandskab paa disse Baade, men en Dag fik vi Bevis for, at denne Antagelse var forkert. En Morgen fandt Vagten under en Patrulje langs Fjordbredden et Lig, der var drevet ind. Liget bar tydelige Spor efter et Ophold i Fangelejr. Det var udtæret og fuldt af Saar. Et aabent Saar i Maven viste, at et Bajonetstik havde gjort Ende paa denne Fanges Liv. Senere drev flere Lig ind i samme Forfatning, og en nærmere Undersøgelse viste, at disse Legemer stammede fra Mænd, der var anbragt paa en Baad ude i Fjorden, men som var blevet glemt midt i Virvaret omkring 5.Maj.
Under den daglige Vagttjeneste kom vi ofte ud for spændende Oplevelser, særlig i Nattetimerne. Saaledes husker jeg en Tildragelse fra en af de første Vagter. Jeg stod Vagt fra 1-3 om Natten sammen med en Kammerat, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Skikkelse, der under Hulken banede sig Vej ned over Markerne mod Fjorden. Da Vedkommende ikke vilde standse paa vore Tilraaab, gik jeg hen og stillede mig i Vejen for hende. Skikkelsen var nemlig en Kvinde, der i Fortvivlelse over sin Mands Arrestation nu søgte ned til Fjorden for at drukne sig. Da ethvert Forsøg paa at tale hende til Fornuft ikke lykkedes, greb jeg mit Skyde vaaben og stak det i Siden paa Kvinden med Tilbud om at give hende en lettere Død. Det hjalp! Hun var trods alt ikke saa beredt til Døden, som hun foregav. Hun blev derefter ført til Hovedkvarteret for at afvente den næste Dags Komme.
Som nævnt var der Lejlighed til at være med ved Arrestationer. Det var Folk fra Grænseegnen, der blev arresterede, og de blev næsten alle ført til Frøslevlejren nu Faarhus lejren, hvor tidligere Fanger nu gjorde Vagttjeneste. Behandlingen af Fangerne var fast og bestemt. Intet Under derfor, at flere af Fangerne nærede en vis Frygt for deres Skæbne. Jeg husker fra et Besøg i Lejren et Træk, som viser dette. Jeg stod uden for et Vindue, bag hvilket en urolig Gestapos mand sad indespærret. Mit tilfredse Ansigt maa aabenbart have berørt ham pinligt, for pludselig stod han op og gik hen til Vinduet, hvorfra han med rystende Stemme sagde: >>Du, det er Nonsens dette her!« Han var nu begyndt at ane en Mulighed for Straf for sine Gerninger.
Ude paa Afvæbningspladsen, der strakte sig over flere Tdr. Land Mark, hobede der sig store Mængder af Transportmidler op, saaledes Biler af alle Mærker og Aargange, Tusinder af Cykler og en Del Hestekøretøjer. Mellem Biler og Cykler laa Skydevaaben, Beklædningsgenstande, Fotografi apparater og Kufferter indeholdende alt lige fra Madvarer til de mest eftertragtede Nipsting. Noget af det nævnte var sikkert tænkt som Gaver til Slægtninge i det udhungrede Hjemland.
Alt dette var taget fra de tyske Tropper. Det eneste, de kunde faa med sig, var deres mest nødvendige Paaklædning plus Fødevarer til et Døgn. Turen hjem skulde ske til Fods, og da det for mange betød en Spadseretur paa ca. 1000 km, forstaar man maaske, at mange ældre Soldaters Ansigter var prægede af dybeste Mismod, naar de begyndte Rejsen ind i Haabløsheden.
I forstaar sikkert, at Dagene gik alt for hurtigt for os i disse spændende Egne. Inden vi rigtig var klar over det, var vi naaet frem til den 15. Maj. Denne Dag skulde vi tage Afsked med vore Officerer, saa vi den 16. kunde paabegynde Rejsen hjem.
Afskedsparaden blev holdt paa Dybbøl Banke. Her mellem Grave og Mindesmærker for danske >>Jenser«<, der havde maattet gaa i Døden mod den samme Fjende, som vi, takket være de allierede, havde tilbagevist nu, blev vi mindet om, at den Kamp, som nu var afsluttet, kun var et Led i den Kæde af Opgør, der kendetegner Brydningen mellem tysk og dansk.
Efter en Rundtur paa de sønderskudte Skanser endte vi vort Ophold ved Grænsen foran Dybbøl Mølle, der stadig malede dansk Korn til dansk Mel.
Den 16. Maj gik Turen hjemad. Med en sugende Fornemmelse i Brystet tog vi Afsked med den Egn og de Landsmænd, der havde givet os unge et uforglemmeligt Minde, og som gav os et stedsevarende Indtryk af, at vort gamle Land har trofaste Sønner og Døtre i Grænseomraadet.
Med dette vil jeg sende en Hilsen og en velment Tak til Vintereleverne
fra 1944/45 for den Tid, jeg fik Lov at være blandt jer.
Gustav Pedersen, alias Christen Christensen.
marts 2024
Jens Otto Madsen
Efterskrift:
Povl Stevns, søn af provst Aage Stevns, skriver efterfølgende denne lille historie til mig. Han henviser her til en historie som findes andet sted blandt mine historier, “Et navneskift”:
Hej Jens Otto!
Mange tak for historien om Gustav Pedersen. Den er nu printet ud og indsat i mappen. Den beretning, jeg brugte, da jeg udarbejdede indlægget “Et
navneskift”, stammede fra Ranum Seminariums årsskrift i 1946. Jeg havde
fået den af provst Stephansens mor, Inge S.
“Det glæder mig også at få svar på, hvordan det var Aage og Emma var
involveret i det. Det har jeg aldrig været helt klar over, selvom jeg godt
vidste de var det, så det var pænt af Else at give dig disse oplysninger.-
I den forbindelse kan jeg for øvrigt fortælle, at far en dag efter krigens
afslutning var inviteret ud til middag hos Aage og Emma, da Gustav skulle
komme på besøg. Da dagen oprandt, var fars helbred ikke for svært, så jeg
blev sendt derud i stedet for. Vi fik særdeles god mad, husker jeg, især
husker jeg, at den hvide sovs måtte være lavet af piskefløde, for den var
bedre end den sovs, min mor lavede, – men vi havde jo heller ingen køer.”