Eneste kvindelige borgmester, i den gamle Brønderslev kommune
Arbejde i Jerslev fra 1973 – 2005 – bosat samme sted
Valgt til byråd og Folketing for Socialdemokratiet fra 1993 -2021
I Brønderslev opstod der i 1960érne et levende musikmiljø i den gamle biograf ”Bien” i Bredgade. Biografejer K.G.Fuglsang indbød generøst unge musikere til at bruge biografsalen som øverum,
og snart sprang popgrupper som The Nameless, The Pretenders, The Swagmen og mange flere ud som pigtrådsgrupper, der fyldte salen i hotel Phønix med begejstrede fans. PG- klubben sørgede for arrangementerne og for at trække berømtheder som The Hollies til byen. Dette kapitel i byens historie er udførligt beskrevet af en af musikerne, Jens Dalgaard-Nielsen i bogen: Da pigtråden fængede i det nordjyske…
Jeg oplevede ikke selv dette fænomen i Brønderslev, da mine ungdomsår foregik i Hjørring, men jeg giftede mig senere med et af medlemmerne i The Nameless, Per Hansen, og han fortalte gerne om de år – måske med visse udeladelser. Jeg løb ind i ham i foråret 68, og i løbet af den lange række af studenterfester jeg deltog i det år som nyudsprunget student fra Hjørring Gymnasium, så vi mere til hinanden. Han var begyndt at læse på Hjørring seminarium, hvor jeg også startede året efter. Fremtiden som lærerpar tegnede sig snart, og i 1971 flyttede vi til Jerslev. Per var blevet headhuntet af Jerslev skoles inspektør til at varetage musikundervisningen på stedet. – Og der fulgte også et hus med stillingen! I de år var der en stor mangel på uddannede lærere overalt i landet, så de enkelte sogneråd gjorde alt for at lokke unge friske kræfter til de stillinger, som var slået op på de nybyggede centralskoler. Per opbyggede sammen de andre musiklærere på skolen et godt musikmiljø, og han blev senere en af de faste medlemmer i folkemusikgruppen, Schwåmpis Venner. Mange af de historiske ballader, som gruppen indspillede med traditionel engelsk/irsk eller skotsk musik, har han skrevet.
Vores arbejdsliv startede og sluttede for mit vedkommende i Jerslev. Per afgik ved døden allerede i 1995 efter en lang sygdomsperiode, men jeg fortsatte som lærer på Toftegårdsskolen i Jerslev indtil 2005, hvor jeg blev indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet.
Mit politiske arbejde begyndte, da jeg blev valgt til en række tillidsposter på min arbejdsplads, men jeg tror at interessen tidligt blev vakt i mig. Da jeg var barn lagde jeg øre til højlydte diskussioner i mit hjem, især op igennem halvtredserne. Min farmor, Sigrid Pedersen, var kommunist og opstillet til byrådet i Hjørring i 1950. Hun opnåede dog ikke at blive valgt, men de politiske diskussioner bl.a. om Ungarn kunne få gemytterne i kog, når familien var samlet. Min far var ikke politisk, sagde han, men deltog nu aktivt i meningsudvekslingerne. Min fars familie boede i Hjørring, min mors kom fra en gård nær Sulsted. Min mors onkel, Peter Spliid, blev opstillet til Folketinget for det Radikale Venstre, så med både radikale og kommunister i familien er det klart, at jeg måtte blive socialdemokrat -!
Første gang jeg sagde ja til at opstille til byrådet i Brønderslev var i 1980. Per og jeg havde fået 2 børn, og jeg syntes åbenbart, at de nu var store nok til, at jeg kunne påtage mig denne opgave. Jeg blev heldigvis ikke valgt ind og kunne derfor kaste mine kræfter ind på at støtte Per i hans sygdomsforløb og tage vare på vore børn. I 1993 sagde jeg så ja til udfordringen igen -børnene var i gang på universitet og på gymnasiet, så jeg forsøgte – og blev indvalgt. 4 år senere skete det ved en række tilfældigheder, at den daværende borgmester bad mig om at stille op som hans afløser ved valget i 1997. Peder Ivar Nielsen havde beklædt posten i 8 år, og nu mente han, at en anden skulle tage over. Jeg blev valgt med et meget stort stemmetal, der svarede til, at jeg fik 25,4% af stemmerne – en valgrekord, som jeg dog slog 4 år senere. Ved afskedsfesten for Peder Ivar overrakte han mig personligt borgmesterkæden. En stolt fornemmelse.
Da jeg var den første kvinde i Brønderslev kommune, der havde opnået at blive valgt til denne post, var jeg naturligvis spændt på, hvordan samarbejdet med de andre politikere og med medarbejderne ville løbe af stablen, men det viste sig, at jeg kunne tage det helt roligt. Kompetente medarbejdere anført af kommunaldirektør, Arne Bak Andersen, hjalp mig igennem og tog sig af mig. Selvom der altid er upopulære beslutninger, der skal træffes, synes jeg, at det gik lettere, end jeg måske havde frygtet. Jeg stillede op til kommunalvalget for at få mere velfærd ud til borgerne. Når jeg ser i mine optegnelser fra de år, lykkedes det også, men et par bump på vejen var der da. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg blev hentet ud af kontoret, fordi der kom en vred delegation af ældre medborgere, der ville tale med borgmesteren. De havde hørt, at jeg var ude på at lukke det fine nye aktivitetscenter, Grønningen, og nu ville de lige fortælle mig, hvad de mente om det – med store bogstaver. Jeg lærte ved den lejlighed, hvor jeg stod ansigt til ansigt med rollatorer og rullestole og vrede gamle mennesker med stokke, at kommunikation kan være en svær en! Jo – det var rigtigt, at et forslag om at lukke Grønningen var nævnt i det sparekatalog, byrådet skulle arbejde med op til vedtagelsen af et nyt budget. MEN – det var bare et af en lang række spareforslag, som administrationen havde fundet frem for at få pengene til at passe. Bagefter skulle alle forslagene så udsættes for en politisk behandling, før det eventuelt blev til virkelighed. Jeg havde fået signaler fra de øvrige partier om, at det forslag kunne man overhovedet ikke tilslutte sig, så jeg kunne melde ud til den vrede forsamling foran rådhuset, at jeg kunne garantere, at Grønningen ikke skulle lukkes. Alle drog lettede hjem, men mon ikke der var en og anden, som mente, at hende den nye borgmester nok var lige lovlig fræk.
Siden fulgte mange, mange beslutninger og besparelser. En eneste gang oplevede vi i byrådet, at der blev råd til at udvide det, vi i dag kalder servicerammen – altså de penge, man kan bruge på velfærdsydelser. Jeg kan se i en avisartikel fra 2001, at jeg udtaler: ” Byrådet har ved spareindgreb, salg af jord og bygninger, en øget skatteprocent og tilbageholdenhed på en lang række punkter formået at få vendt en stram økonomisk situation”. Brønderslev er og var en fattig kommune med lave skatteindkomster, så der har i alle årene været udvist ekstrem forsigtighed, når vi politikere lagde budget. Der er kun en vej til at øge indkomsten på, og det er ved at få flere borgere til at flytte til kommunen. Derfor blev fokus for mig at markedsføre kommunen som en god bopælskommune. Vi startede en aggressiv markedsføring, hvilket var en ret ny ting i det kommunale landskab. Men for at få nye borgere til, måtte vi jo skaffe flere byggegrunde og sørge for at bygge børnehaver og renovere skoler. Et nyt kvarter skød op i Vestskoven, og et stort anlagt planlægningsarbejde til en hel ny bydel mod nord tog fart. Planen for Ådalen blev, så vidt jeg husker, præmieret, og området er i dag fuldt udbygget. Men vigtigst af alt skulle vejnettet moderniseres. Brønderslev ligger jo lige midt på landevejen mellem Hjørring og Aalborg og pendlertrafikken var tæt hver morgen og eftermiddag. Vi kaldte det, der foregik, for ”stangkørsel”. Motorvejen var på vej fra syd, og i oktober blev strækningen fra Nørresundby til Brønderslev åbnet med en stor fest med deltagelse af bl.a. Trafikminister Jakob Buksti. Ham havde jeg haft fat i et års tid forinden, fordi jeg havde fået flere meldinger om, at trafikanter med ærinde i Brønderslev kunne blive i tvivl om, hvilken vej de skulle tage, når de skulle vælge afkørsel ved Bouet. Brønderslev figurerede ikke på vejskiltene. Det hed sig, at Vejdirektoratets skiltepolitik var at afvise alle ønsker fra både politikere og borgere, og jeg ved ikke, hvordan Jakob lykkedes med det, men vi fik Brønderslev på skiltet ved afkørslen mod nord ved Bouet.
Jeg havde nok set frem til fire år mere på posten, da vi skulle vælge det nye byråd i 2001. Men selv om jeg slog min egen og kommunens rekord fra 1997 og blev det, avisen kaldte en stemmesluger med mere end 3500 stemmer, så fik den borgerlige del af byrådet dog 48 flere stemmer, end vi i den socialistiske side kunne mønstre. Lange forhandlinger mundede ud i, at Venstre fik borgmesterposten, og jeg blev formand for Børne -og Kulturudvalget, som det hed dengang. Jeg vendte tilbage til Toftegårdsskolen til mit gamle job, som jeg havde haft orlov fra siden 1998, og i de næste tre år var jeg lærer igen. Dejlige gensyn med kollegaer og elever hjalp mig over skuffelsen ved at skulle forlade et arbejde, som jeg havde fundet yderst interessant i fire år, men nye udfordringer viste sig hurtigt. Jeg blev valgt som Hjørringkredsens første kvindelige folketingskandidat samme år, og ved det næste folketingsvalg blev jeg valgt til Folketinget men vendte tilbage til Brønderslev 5 år senere som borgmester i den nye kommune, der var opstået efter en sammenlægning af Brønderslev med Dronninglund kommune – men det er en helt anden historie.
