Historien om Brønderslev Bank
Fra bondegård til bank
Brønderslev Bank begyndte sin bankvirksomhed i 1896 i lejede lokaler i Algade, senere i Vestergade. Men i 1918 kunne man flytte ind i den nyopførte bygning på hjørnet af Torvegade og Bredgade (billeder)
Banken havde i årene inden første verdenskrig udviklet sig på en rolig og solid måde, men da krisetiden kom 1920, måtte banken rekonstruere sig økonomisk på grund af store tabsgivende engagementer.
Efter dette gik det på ny fremad, og Brønderslev Bank blev igen en velfungeret bank med filialer i Hallund, V. Hjermitslev, Jerslev og Saltum.
Med dette var banken i høj grad med til økonomisk at sikre Brønderslevs stærke vækst i årenes løb, ligesom den knyttede stærke bånd mellem byen og oplandet.
Brønderslev Bank blev først i 60’erne fusioneret med Handelsbanken, der i 1970 flyttede til sine nuværende lokaler på hjørnet af Nygade og Bredgade.
Den gamle bankbygning blev overtaget af Brønderslev Kommune til Teknisk Forvaltnings mange afdelinger.
Før Brønderslev Bank blev bygget i 1918, lå der på grunden en gammel firlænget gård med bindingsværk og stråtag, som hed ”Rostok”. Laden lå ud mod Bredgade (dengang) Jerslevvejen) og der var kun to små træluger i den lange lade mur, der var adskilt fra gaden med en dyb grøft. Stuehuset lå mod syd med en gammel, forvokset have foran. Gården ”Rostok” ejedes af Jens Dronninglund, og var vist på den tid byens største, men stærkest forsømte på grund af ejerens høje alder.
Han havde solgt al jorden fra, og sad nu tilbage med den firlængede bindingsværksgård, der havde indgang gennem en port fra den side vi i dag kalder Torvegade.
Af dyr var der nogle få køer og et par grise tilbage, og hver aften kl. 18.00 kunne man se børn komme med deres mælkespande, for at hente den dejlige nymalkede mælk for 10 øre potten, og der var god afsætning på den gode mælk. Det var noget af en blandet fornøjelse for børnene at hente mælken om vinteren, for det var meget mørkt at gå gennem, porten, og dertil kom måske vindens susen og knagende lyde fra gårdens gamle bygninger, ja, nogle havde fortalt, at det spøgte på gården.
En aften med storm måtte Jens Dronninglund tage en dreng ved hånden og føre ham gennem porten, for drengen havde set noget hvidt flagre op og ned, så han turde i hvert fald ikke gå tilbage. Jens Dronninglund tog drengen i den ene hånd og en lygte i den anden, og sammen gik de frem mod spøgelset, der viste sig at være en avis, der havde sat sig fast og flagrede vildt i stormen for at komme løs. Gården ”Rostok” blev senere solgt til dyrlæge Terkildsen, der lod gårdens længer nedrive, og anvendte materialerne til to mindre gårde. Han lod bygge på gårdens marker nord for byen.
I mange år lå pladsen ubenyttet hen, men en gang imellem kom et tivoli med karruseller og luftgynger, og det satte liv i byen.
Jens Chr. Dalgaard, Lokalhistorisk Arkiv, Brønderslev