For 72 år siden

 

FOR 72 ÅR SIDEN
“Det er godt nok mange år siden”, tænker læseren måske.
Ja, men fortiden er ikke bare forbi, den lever i erindringen i nutiden.
Da Karen blev ældre, sagde hun, at det, hun oplevede i sin barndom, føltes, som om det var sket i går. Derfor kunne Karen med stort nærvær skrive så spændende barndomserindringer sidst i 1970’erne.
Karen levede fra 1911 til 1986.
.
Nu springer jeg til en oplevelse i min egen barndom for 72 år siden, da jeg var 6 år og Ingeman 5 år.
“Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Jeg er et af børnene, som står og kigger op mod flyvemaskinen.
.
På en af de første martsdage i 1952 flyttede Karen og Edvard med 9 børn fra “Haugesgaard” i Rakkeby til “Klarup” i Sønder Harritslev.
Flytningen på 5 kilometer føltes for et barn som en rejse ind i en helt anderledes verden, selvom der var tale om en flytning inden for det samme sogn, Harritslev- Rakkeby sogn.
På den tid var der en polio-epidemi (børnelammelse) i Danmark.
Ingen børn i vores familie blev ramt, men jeg husker særligt Lillian i Rakkeby og Hans-Jørgen i Sønder Harritslev, som blev ramt af polio.
Noget af det første, vi gjorde efter flytningen til Sønder Harritslev, var at besøge naboerne.
Nærmeste nabo var familien Ydesen i “Solvang” lige over for “Klarup”.
Else og Henry var i fuld gang med at opbygge en børneflok, som vist havnede på 7 børn.
Slutstenen på Karen og Edvards børneflok på 9 blev lagt med Anna Birgit, som blev født 3-4 måneder før flytningen.
Karen sad i førerhuset med Birgit ved siden af vognmanden, mens Edvard var kørt i forvejen på cykel.
Oven på flyttelæsset sad i hvert fald Hanne, Helge, Poul og Ingeman.
Vi kunne kravle op på de opstablede møbler og kigge ud over landskabet.
Hvor langt hen skulle vi flytte?
Hanne og Helge gik sammen på besøg hos naboerne i Sønder Harritslev,
Ingeman og jeg gjorde det samme.
Hanne og Helge kom en dag hjem med hver sit store røde æble efter et besøg hos et barnløst nabopar, som boede på vejen op mod landsbyen.
Dette nabopar hed Anna og Holger Thomsen, som drev et lille husmandssted med meget få moderne hjælpemidler.
De røde æbler udøvede så stærk en tiltrækningskraft på Poul og Ingeman, at vi nødvendigvis måtte aflægge Anna og Holger et besøg en af de følgende dage.
Vi gik frimodigt hen og bankede på døren sådan ved kaffetid.
De spurgte os: “Hvad vil I?”
Vi syntes ikke, at vi kunne være bekendt at sige, at vi også gerne ville have et rødt æble.
Derfor lød svaret: “Vi vil gerne besøge jer!”
Det fik vi lov til, vi fik kaffe, brød og et stykke kage sammen med Holger og Anna ved køkkenbordet.
Vi har svaret, så godt vi kunne på deres nysgerrige spørgsmål.
Vi nævnte ikke noget om de røde æbler, men de havde nok gennemskuet vores egentlige ærinde, for lige inden der blev sagt farvel og tak, rakte Anna os et rødt æble til hver, svarende til Hanne og Helges røde æbler.
Det var en kæmpe gevinst for Ingeman og Poul, to purke på fem og seks år.
Det var da en lille ting, vil nogen måske tænke, men det var en stor ting i vores øjne, som lovede godt for fremtiden.
De røde æbler fra Holger og Anna overstrålede de æbler, som vi i årene herefter fandt i juleposen ved juletræsfesterne i søndagsskolen og forsamlingshuset.
Marts 2024
Poul Sørensen – et af børnene i historien
pastor Emeritus
Værløse