Fabrikant Peder Nielsen, Pedershaab
skrevet 15 JAN. 1940
Manden, der skabte Storindustri i Vendsyssel
De smaa Ting blev store under Pedershaab-Fabrikkernes Grundlægger, Peder Nielsens Haand
Peder Nielsen
Vi er så tilbøjelige til at fæste Blikket ved alt Ydre. Jo mere vi har for øje des mere imponeres vi. En stor Fabrik er en stor Organisation, og organisationen bygger paa Kapital og Teknik, de to Ting, vi i Nutiden har allermest Respekt for. Den store Fabrik synes os at være Indbegrebet af alt stort, udsprunget af Tidsaanden som Pallas Athene af Zeus’ Hjerne. Vi har Lov til at føle os stolte over det Store, vi møder i vort eget Land. Men vi bør ikke lade os nøje hermed. Naar vi trænger ind i Værket og finder Personligheden deri, gribes vi af en anden og større Følelse. Saa kommer vi til at holde af det som noget, der for Alvor kommer os ved, og saa forstaar vi, at det er Menneskeaandens Sejr over Tingene.
Jeg tager et karakteristisk Eksempel: Pedershaab Fabrikerne, om hvilke Brønderslev, Danmarks yngste Købstad, er vokset op i Løbet af en Menneskealder.
Efter et Besøg paa Fabrikerne fornylig fik jeg overrakt et helt lille Bibliotek af moderne teknisk Litteratur. Men der var ogsaa en lille, graa Bog imellem med jævn Fortælling og uden Glansbilleder: Gamle Peder Nielsens Erindringer fra et langt Live. Denne Bog tiltrak mig frem for noget andet. Den gav Oplysning om alt, hvad der ligger bag: Skaberkraften, der udfolder sig, saa Gnisten fra Danmark flammer, og den aabnede Vej til Forstaaelse af dansk Industris Tilblivelse ved Enkeltmands Evner og Udholdenhed.
Derfor har jeg bedt Dansk Arbejde om Lov til at opridse Hovedtrækkene i Peder Nielsens Selvportræt med Tilføjelse af enkelte Træk, som er fortalt af andre.
Det gennemgaaende Træk i Peder Nielsens Karakter var Selvstændighedstrang. Allerede i hans Barndom gav denne Trang sig højst karakteristiske Udslag. Hans Fader, der var Husmand og Bødker i Øster Hjermitslev, tog ham jævnligt med til Loftbro Teglværk og lod her, mens der læssedes Sten paa Vognen, i Spøg falde nogle Ord om at sælge ham til de tyske Teglværksarbejdere. Dette syntes Drengen ikke om. Da han havde hørt Snakken nogle Gange, afæskede han Faderen det bestemte Løfte, at Salgsmuligheden ikke oftere skulde føres paa Tale. Faderen holdt ogsaa Ord.
Peder Nielsen var den Gang kun 5 Aar gammel.
Peder Nielsen gik i en almindelig Landsbyskole, men fik derudover ingen systematisk Undervisning. I Skolen viste han ualmindelige Evner til Hovedregning, og hans Fritidspassion var at lave Vindmøller, som kunde faa et eller andet Maskineri til at løbe rundt. Ud af diss hans Ungdoms Færdigheder voksede hans ligefrem geniale Evner som Industri-Grundlægger. Hans Hovedregning blev Beregningskunst, der saa at sige aldrig slog fejl, og hans Lyst til at eksperimentere med Maskineri førte til Opfindelser af Arbejdsmaskiner i stort Tal og dermed til stærkt stigende Produktion.
En noget kritisk indstillet Smed sagde engang til ham: Du maa hellere indrømme, at du ikke er rigtig klog! Ja, svarede Peder Nielsen, men derfor søger jeg at blive klogere. Det maa erkendes, at han efterhaanden gjorde alle Skeptikere til Skamme.
Han foretog sine første mekaniske Eksperimenter hos en lokal Fabrikant, der havde noget ”kunstigt Maskineri”, og her tog han Beslutningen om selv at starte Fabriksvirksomhed. Efter et Par Aars Ophold i København førte han sit Forsæt ud i Livet, idet han begyndte Fremstilling af Hængsler i et lille Værksted. Hans tekniske Virkemidler var en Ambolt, en Slibesten og noget aflagt Smedeværktøj, som han havde erhvervet sig for Spotpris, og som Trækkraft anvendte han en selvlavet Vindmølle, der dog vist især tjente til at holde Fabrikantens Energi og Humor vedlige. Peder Nielsen befandt sig bedst, naar der var noget, der løb rundt i hans Nærhed.
I Begyndelsen af 1878 var hans første Hængsel-Leverance færdig. Den blev kørt paa Trillebør en halv Mil til Sulsted Station og derfra viderebefordret pr. Bane til Køberen. Dermed var Grundlaget lagt baade for Produktion og Afsætning.
Det kneb med Driftskapitalen til at begynde med. Men Peder Nielsen vidste Raad. Den Maade, hvorpaa han i vanskelige Situationer skaffede sig Penge, er klassisk betegnende for hans Beregningskunst. En Gang fik han den Idé at laane et Beløb paa 200 Kr., som han absolut skulde bruge, hos en velstaaende Gaardmand. For at vinde Gaardmandens Tillid laante han først 20 Kr i 12 Dage og betalte dem tilbage paa Dag og Klokkeslæt. Derefter fik han uden Vanskelighed det større Beløb, endog uden Forpligtelse til at betale tilbage paa bestemt Tid. Precisionen skaffede ham Penge uden Kaution. Filosofisk bemærker han selv til Beretningen om denne Episode. Naar Tilbagebetaling af Laan er fastsat til bestemt Tid, maa man hellere laane af andre til Dækning, end at undlade Betaling, hvis man ikke i Øjeblikket selv har Penge.
Imidlertid var han blevet gift og havde faaet en udmærket Medhjælp i sin Hustru, Johanne, der ligesom han selv var opdraget til Flid og Sparsommelighed. De levede tarveligt og arbejdede begge med ukuelig Energi for Virksomhedens Fremme. En Del ugifte Arbejdere tog de i Kost og Logi, og kontant Løn betaltes efter Akkord for de Jerndele, Arbejderne kunde bearbejde. Selv maatte Mand og Kone saa efter endt Arbejdstid besørge Pakning af Varer til Afsendelse og udføre det nødvendige kontorarbejde.
1886 flyttedes Fabriken til Stations pladsen i Brønderslev, og her grundlagdes altsaa det nye Pedershaab.
I den første Brønderslev Tid byggede Peder Nielsen og hans Hustru i bogstavelig Forstand paa Haabet.
Der var megen Sygdom i Hjemmet, og Afsætningen fra Fabrikken gik ikke saa godt som ventet til Trods for den bedre Beliggenhed. Det første Aarsregnskab viste et Underskud paa 800 Kr.
Tiden var en Byggetid, og der var Brug for Bygningsbeslag i store Mængder. Det store Problem var, hvorledes man skulde finde praktiske Metoder til Massefremstilling af billige Varer. Den væsentlige Del at Jernbearbejdelsen udførtes ved Hjælp af Maskiner, der blev drevet ved Haand- eller Fodkraft. Dette var saa strengt, at Sveden formelig drev af Arbejderne, saa Træskoene blev vaade, og Produktionsmængden var alt for ringe i Forhold til Anstrengelsen. Peder Nielsen fandt først paa Raad 1888, efter at han havde besøgt den store Udstilling i København. Her havde han set en Maskine, som kunde dreje 600 Berlinerknopper om Dagen eller 500 flere, end der kunde Laves ved Haandkraft. Selv opfandt han nu i Løbet af kort Tid en Maskine, paa hvilken der kunde fremstilles 1200 Berlinerknoppers daglig. Dette blev af afgørende Betydning for Virksomheden. Arbejdet gik nu meget lettere fra Haanden. Produktionen steg fra Dag til Dag. Afsætningen sikredes ved Fabrikantens hyppige Rejser rundt om over hele Jylland.
Peder Nielsens næst Opfindelse af væsentlig Betydning af en Maskine til Massefremstilling af Kramper, som derefter kunde sælges langt billigere end de indførte. Den utrættelige Opfinder anfører, at han gjorde denne Opfindelse en Nytaarsmorgen. Hvor mange forskellige Opfindelser han sidenhen gjorde, er vanskeligt at opgøre statistisk. I Virkeligheden beskæftigede han sig altid med Opfindelsesmuligheder, der gradvis førtes til Løsning. 1914 var Antallet af virksomhedens Arbejdsmaskiner 80, og Antallet af Productionsarter løbet op i flere Hundrede.
Det lille Haandværk med det kunstige Maskineri havde forvandlet sig til Storindustri.
Han Nærværelse paa Fabriken tidlig og sent har givet Anledning til flere muntre Anekdoter, saaledes fortælles det, at han en Dag, da en Arbejder fik sin ene Langefinger skaaret af ved andet led under Arbejde ved en af de roterende Maskiner resolut greb Fingerstumpen, desinficerede den ved at dyppe den i en Spand Petroleum og satte den paa Plads uden videre. Omstændigheder, hvorefter han sørgede for en solid Forbinding. Det gik tilsyneladende meget godt. Fingeren groede godt nok sammen, men da Forbindingen blev taget af, viste det sig, at det afskårne stykke i Skyndingen var blevet vendt forkert, Neglesiden vendte indad, og Fingerleddet strittede udad, naar den Til skadekomme knyttede Haanden.
Naar Petder Nielsen om Morgen hold Vagt ved Fabrikens Indgang, og en Arbejder kom lidt for sent kunde det hænde, at han sagde ”Nu har a ventet paa dig i 5 Minutter, så kan du vente paa mig i 10 Minutter”, Eller ”Du har saa rene Hænder, Anders, kan du ikke lige hjælpe mig med dette her gamle Jern.
Peder Nielsens Fabrik blev til flere Fabriker, der gik i Arv til hans Sønner, de nuværende Direktører, N. Jul Nielsen, Oscar Nielsen og PJ. Nielsen.
Fabrikerne fremstiller foruden Bygningsbeslag, hvor nu staalvinduer og Staallukker indtager en Førsteplads, navnlig store Vejmaskiner til Opbygning og Regulering af Automobilveje. Fabriksanlæggene er saa store, at blot en hastig Gennemgang tager over en Time.
Betegnende nok gaar Peder Nielsens egen Skildring kun dertil, hvor Virksomheden er begyndt at vokse af sig selv. I Stedet for at opholde sig ved Tingene, der selv har faaet Mæle, beskæftiger han sig indgaaende med sine Yndlingstanker. Betydningen af personlig Dygtiggørelse, Maadehold med Nydelser, Sammenhold indenfor den enkelte Virksomhed. Det er hans Opfattelse, at hvor der er Energi, kan der altid skabes Industri, og hele sit Livssyn samler han i nogle Læresætninger, af hvilke den vigtigste er denne: ”Velstand giver kun Lykke, naar den modtages som betroet Gods”.
Efter en Skildring af en Udenlandsrejse, hvorunder Hollændernes kalkede Søndagstræsko og det store Niagara Vandfald synes at have gjort stærkere lndtryk paa ham end noget andet, fortsætter han sin egen Tankegang gennem en Lignelses.
En Gang, da Apostlen Peter gik med Jesus paa Vejen, og de fandt en Hestesko, sagde Mesteren: Tag det Jern op. Men Peter lod Hesteskoen ligge, fordi han fandt den værdiløs. Da tog Jesus den selv op og skaffede sig kort efter nogle friske Kirsebær i Bytte. Som de gik videre ad Vejen, lod Jesus Bærrene falde, et efter et. Nu var imidlertid Apostlen interesseret, fordi han var tørstig, derfor samlede han omhyggeligt alle de tabte Bær op.
Han maatte, siger Peder Nielsen, bukke sig mange al Gange i Stedet for, at han fra først af kunde have nøjedes med at bukke sig en Gang. Denne lille Historie er rindet mig i Hu i saa mange Forhold, hvor de smaa Ting kan blive nyttige, anvendt paa rette Maade.
Saaledes talte Peder Nielsen ved Slutningen af sin Levetid. Og i denne Tale har vi ham helt, som han var, siger Folk i Brønderslev: De smaa Tings Mand af Sind og Tankegang. Men de smaa Ting blev store under hans Haand, og de store Ting bevarede i hans øjne deres naturlige Størrelse.
Sign. Martin Pedersen
Huset i den hvide ramme
23. sept. 1936
BRØDERSLEV
DET GAMLE HJEM PAA ”PEDERSHAAB” FALDER.
Efter Fabrikant Peder Nielsens Død har Datteren Frk. Marie Nilsen beboet det store røde Stuehus, der udgjorde Familien Peder Nielsens gamle Hjem.
Frk. Nielsen rejser nu i Oktober en Tur til Amerika for at besøge sin derværende Broder og hans Familie og hjemkommen derfra vil Frk. Nielsen flytte til Randers for at begynde en Virksomhed som Massøse der.
Dermed staar det gamle Hjem tomt, og da Pedershaab Fabrik- kerne jo stadig trænger til Udvidelser, mangler Plads, har man bestemt sig til ved delvis Nedrivning, at omdanne og udvide det gamle Stuehus til en moderne Lagerbygning.
For Familien og for de mange, der har haft Tilknytning til dette gamle, skønne og gode Hjem, der altid var en Samlingsplads for hele den store Slægt og for en trofast Venneskare, vil Opløsningen og Nedrivningen af det gamle Hjem være en Sorg, men Tidens Tarv og Slægtens Gang kan jo selv et Hjem ikke staa for. Dog tør vi sige, at omend Murene skal falde, vil Mindet leve længe om det dejlige, gamle Hjem paa ”Pedershaab”, leve længe, ikke blot i Tankerne, men ogsaa stykket ud som det er i de mange nye Hjem, der har Rod, eller fandt Rod i Hjemmet paa ”Pedershaab”.