Kilde: Barn af Vendsyssel XIII år. 2001
Skolegades Skole 1942-1951.
Mellemskoleeksamen 1951.
Elektrikerlærling 1951-1956.
Værnepligt 1956-1957 ved Ingeniørtropperne i Randers og Farum
Brønderslev Byråd 1974-1998.
Borgmester i Brønderslev 1990-1998.
Nordjyllands Amtsråd 1998-2002.
Det tindrer af sol over hav, over land,
og gederams lyser i Vildmosens sand.
Det synger i haver og hegn,
det dufter af sommerens regn.
Og her, hvor de vestlige vinde har magt,
blev Brønderslev lagt.
Sådan lyder første vers i Brønderslevsangen, som Jørgen Sørensen tilegnede mig på min 60års fødselsdag. Brønderslev ligger solidt plantet midt i Vendsyssel, så her kan man med rette være “Barn af Vendsyssel”.
Bortset fra den tid, jeg aftjente min værnepligt, har jeg altid boet i Brønderslev, men det betyder ikke, at jeg har forsaget andre egne af Danmark eller verden. Men jeg har altid glæder mig til at vende tilbage til Brønderslev. Her har jeg rod, her har jeg hjemme.
Jørgen Sørensen beskriver det ganske godt i sidste vers af Brønderslev sangen:
Jeg rejser så vidt på den vældige jord,
men mest for at gense den by, hvor vi bor,
de venner, der deler mit held,
den nabo, der si’r som jeg selv:
Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,
er Brønderslev min!
Jeg føler mig som en ægte vendelbo, selvom nogen måske vil kalde mig en “bastard”, idet anerne på min fædrende side kommer fra Himmerland. Far blev født i Volsted sogn i Himmerland i 1903, hvorimod mor er ægte vendelbo, født i Tolstrup sogn i 1904. Jeg selv er født på Grindsted Mark, som ligger nordøst for Brønderslev by. Det skete lørdag den 19. januar 1935.
Huset, jeg blev født i, kaldtes “Hølmarens Hus”. Hvorfra det havde fået det navn, har jeg aldrig fundet ud af, og jeg kan heller ikke huske noget derfra, idet vi flyttede kort tid efter, at jeg var født. Jeg har i mine drengeår set stedet, hvor det lå, men på det tidspunkt var der kun en smule sokkel tilbage.
Barndomserindringerne går derfor til det hus, som mine forældre sammen med mine bedsteforældre byggede i Dannebrogsgade 21. Her tilbragte jeg hele min barndom og mine ungdomsår.
Breve gav min far sig ikke af med at skrive, dog har jeg et brev, han skrev til sin svoger. Det er dateret den 4. juni 1935, og er måske det eneste, han nogensinde skrev.
Han skriver om det forestående byggeri, som lige var gået i gang. Han fortæller, hvad de indhentede tilbud lød på:
Murerarbejde 4.640 kr., Tømrerarbejde 1.835 kr., Snedkerarb. 1.074 kr. Blikkenslager 435 kr. Malermester 398 kr., Glarmester 79 kr.,
Elektriker 260 kr. Samlet bud. 9.500 kr.
I brevet skriver han: “Nå, ja, vi havde jo barnedåb, ikke sidste søndag, men søndagen før, og drengen kom til at hedde Peder Ivar Nielsen.”
Dåben foregik i Brønderslev Kirke den 26. maj 1935, og da jeg var født den 1 januar samme år, skrev far: “Det kunne jo ikke blive ved med at gå, han er så stor nu, så han kan sidde ret op.”
Min dåbsattest er underskrevet af kantor Nielsen, men præsten, som døbte mig, hed Noring. Han var socialdemokratisk folketingskandidat i den daværende V. kreds, og han var ifølge beretningerne en spids og skarp debattør.
På et møde i Dybvad sagde den konservative kandidat Winkel om nogle embedsbesættelser, hvor regeringen efter hans mening kun havde taget politiske og familiære hensyn: “De kender jo det gamle ord, pastor Noring ’Når man har fanden til morbror’!”
Pastor Noring afbrød med ordene: “Ja, Deres private familieforhold agter jeg virkelig ikke at diskutere med dem!”
Barndomshjemmet i Dannebrogsgade var et hus i tre niveauer: kælder, stue og første sal. På første sal boede mine bedsteforældre. Bedstefar dog ikke ret længe, idet han døde kort efter, de var flyttet ind. Stueetagen var lejet ud for at skaffe penge til renter og afdrag. Derfor boede vi selv i kælderen, som i et nybygget hus selvfølgelig var fugtig og kold. Det var årsagen til, at jeg blev syg og blev flyttet ovenpå til bedstemor.
Min tidlige barndom blev derfor præget af bedstemors livsførelse. Hun var meget optaget af Indre Mission og var en flittig kirkegænger hver søndag. Jeg ledsagede hende som regel. Jeg husker, vi havde en bestemt plads i kirken midt på balkonen i siden ud mod Bredgade. Jeg var også en flittig bruger af søndagsskolen, som dengang foregik i missionshuset, som lå i Skolegade, hvor biblioteket i dag har parkeringsplads.
Dannebrogsgade var på det tidspunkt, vi flyttede ind, det yderste af byen mod nord, og gaden var ikke asfalteret, så den gik under navnet “Smadderstræde”.
Området var præget af landbrug, og jorden overfor vores hus var opdyrket. Den tilhørte en ejendom, som hed “Mejlstedgård”. Stuehuset til gården findes stadig. Der var flere store gårde i området blandt andre “Risagergård”, “Smalbygård” og “Helledigården”. Jorden fra alle fire gårde er i dag udlagt til beboelse.
Vi var en stor familie, som bestod af tre voksne og otte børn – fire piger og fire drenge. Tiden var præget af arbejdsløshed og fattigdom. Far var murerarbejdsmand, og der var ikke noget, der hed vinterbyggeri, så eneste mulighed i vinterperioden var snerydning. Far var så heldig at få et vinterarbejde ved en lokal købmand, som rensede korn for landmændene.
For at få tingene til at hænge sammen var det derfor nødvendigt, at vi børn hjalp til.
Som ni-årig fik jeg mit første job som bydreng i en manufakturhandel i Algade. Indehaveren hed Fini Karner. Jeg fik pladsen efter min storebror, fordi han skulle overtage en avistur med Vendsyssel Tidende. Det var en tur, som gik i arv fra de ældste søskende ned gennem rækkerne. Jeg nåede dog aldrig at få turen.
Lønnen var tre kr. om ugen, og dem afleverede jeg hjemme til den fælles husholdning. Tre kroner lyder ikke af meget i dag, men dengang var det nok til at betale rugbrød til en hel uge for en familie på ti personer.
Jeg startede i jobbet den 1. april 1944, hvor krigen rasede i Europa. Derfor var næsten alt rationeret, så det var begrænset, hvad der var af varer i manufakturforretningen.
Jeg var meget glad for at være der. Alle var flinke og rare mod mig, så da jeg efter et år flyttede, var det ikke fordi, jeg var ked af at være der, men jeg fik tilbudt en plads, hvor jeg kunne tjene syv kroner om ugen. Det var hos skohandler Jacob Christensen i Bredgade/Nygade.
Hos Jacob Sko havde jeg seks gode år. Jacob var et utrolig rart menneske, der behandlede sine ansatte med stor omsorg, så man hver dag var glad for at komme på arbejde. Selvom krigen sluttede kort tid efter, at jeg begyndte i butikken, var tiden stadig præget af materialemangel. Især gummistøvler og lærredssko var svære at få, så kunderne var skrevet op i lang tid, inden de fik de ønskede varer.
En lille episode fortæller lidt om dette. En sommerdag kom en mor med sin lille søn ind for at købe et par lærredssko til drengen, og det kunne forretningen ikke levere. Moderen sagde så: “A wel jan snaek me Jacob”. “Det kan ikke lade sig gøre sagde ekspeditricen, “Jacob Christensen er på kanotur på Gudenåen.” Så forlod kunden butikken, men på vej ud kiggede drengen op på moderen og sagde: “A wel got nok øensk, haj ku druwn i Gudenoen.”
Jacob var en driftig og fremsynet forretningsmand, derfor fik han som en af de første i landet anskaffet et gennemlysningsapparat, så man kunne se om skoene passede. Det var en slags røntgenapparat. Der var dog kunder, som under ingen omstændigheder ville stikke fødderne i apparatet. De troede, man kunne se, om der var lakrids mellem tæerne.
Det var trods alt ikke arbejde det hele. Der var også en skole, der skulle passes. Jeg startede på Skolegades Skole den 1. april 1942. På det tidspunkt havde den tyske værnemagt okkuperet det meste af skolen, så der var kun lidt plads til undervisning. Man delte derfor eleverne, sådan at de ældste klasser gik om formiddagen og os i de yngste klasser om eftermiddagen.
Skoleforløbet var dengang todelt, så man kunne vælge at gå fra 1. til og med 7., eller man kunne gå fra 5. over i mellemskolen, som var fireårig. Derefter kunne man tage realeksamen.
Det med at vælge var ikke reelt, idet mange af økonomiske grunde valgte mellemskolen fra. Jeg havde selv et ønske om at tage en mellemskoleeksamen, fordi den indeholdt en række fag, som jeg havde lyst til at lære, blandt andet fremmedsprog. Jeg fik lov mod, at jeg selv tjente mine lommepenge. Pengene fra min byplads gik jo til den fælles husholdning.
Jeg fik derfor en plads som mælkedreng om morgenen, inden jeg skulle møde i skole. Jeg mødte på mejeriet kl. 6.30, hvor mælkevognene rykkede ud. Det foregik med hestevogn. Jeg kørte med mælk i fem år, så det var en meget bunden tilværelse, jeg havde meget lidt fritid. Men de mange glæder, jeg oplevede ved at komme med mælk til de mange kunder, opvejede den manglende fritid.
Jeg var heldig, at den rute, jeg var med på, lå tæt ved skolen, så jeg kunne nå frem på fem minutter. Mælkemanden, jeg kørte med, var venligheden selv. I de fem år, jeg var med på turen, har jeg aldrig oplevet ham vred eller utilfreds, og jeg fik altid lov til selvstændigt at klare opgaverne.
Vi gik i skole alle hverdage i ugen, bydreng var man også om lørdagen, og mælken blev også bragt ud om søndagen. Alligevel nåede vi meget. Friluftsbadet blev besøgt hver dag i sommerhalvåret, og om vinteren var det gymnastikken, jeg deltog i.
Ferie var der ikke meget af i min barndom, men vi nød godt af, at vi havde familie, som gav os ophold i nogle dage hver sommer. Jeg havde en onkel og moster, som boede ude på Hjermitslevgårds Mark. Her havde jeg mange gode dage med alle landlivets glæder. Her var heste, køer, grise og høns. Det var et lille, men veldrevet landbrug, de havde, og her fik jeg lejlighed til at opleve, hvad livet på landet betød. Jeg har siden haft megen respekt for det arbejde, landbrugerne udfører!
Jeg tilbragte også mange gode dage hos en onkel og moster, som drev en landsbysmedje i Visse, som ligger et lille stykke syd for Aalborg. Det føltes næsten som at komme til udlandet, men der var trods alt ikke længere, end jeg kunne cykle derud.
I mange år var vi hver sommer på udflugt til Aalborg. Vi kunne gennem skolen hvert år søge om en frirejse med statsbanerne, og vi valgte altid en tur med tog til Aalborg. Dengang var en tur med tog et længere foretagende, da det standsede adskillige steder, inden vi nåede frem. Fra banegården gik turen op over baneterrænet til Zoologisk Have, hvor vi studerede de mange sjældne dyr, og sjovest var fodringen af søløverne. Det skulle vi overvære hvert år.
Så gik turen til Aalborgtårnet, hvor den medbragte mad blev fortæret, Det var dagens højdepunkt, idet der til anledningen var gjort ekstra ud af madderne. Derefter gik turen tilbage mod Brønderslev. De senere år blev turen dog udvidet med et besøg i Tivoli Karolinelund.
Før jeg startede i skolen, var jeg hvert år med bedstemor på besøg hos hendes familie, som boede i Ellidshøj i Himmerland. Det var en lang tur først med tog til Aalborg. Dernæst var vi med bus til Svenstrup, og herfra var det til fods resten af vejen. Bedstemors familie ejede Ellidshøj Gæstgiveri. Det var et meget spændende sted for en lille dreng. Jeg har mange gode minder fra disse ture.
Først efter min konfirmation kom jeg på lidt længere rejser. Min ældste søster var flyttet til Sjælland, og det gav muligheden for at komme derover, uden at det kostede alt for meget.
I min barndom var julen noget helt specielt. Vi lavede selv næsten alt, hvad vi skulle bruge. Vi havde f. eks hvert år en gris gående i et skur hjemme i haven. Den blev fedet op til julen. Vi havde en times middagspause fra skolen og gik hjem og spiste. I pausen nåede vi også rundt til naboerne for at samle kartoffelskræl, som blev kogt og iblandet mel til grisen.
Vi gik selvfølgelig og kløede grisen bag øret hele efteråret, så den dag, den skulle slagtes, var der stor sorg i hele familien, men det var den eneste måde, der kunne blive råd til sul på julebordet.
Vi havde også hvert år et stykke jord, hvor vi dyrkede kartofler, som var den vigtigste del af vores kost. Vi havde kartofler nok til hele året på dette stykke jord. Vi børn hjalp selvfølgelig til, når kartoflerne skulle i jorden og igen den dag, de skulle graves op.
Mellem kartoffelrækkerne blev der plantet grønkål, som var julens vigtigste spise i Vendsyssel. Der blev spist grønlangkål hver eneste dag. Forarbejdet blev gjort at far. Han ribbede kålene, hvorefter de blev grundigt skyller og puttet i gruekedlen, hvor de blev kogt og derefter formet i boller. Herefter blev resten overladt til husmoderen.
Efter endt skolegang kom jeg i lære som elektriker. Det var i et stort firma, som udførte alle former for elinstallationer. Jeg havde mange gode år i firmaet, som hed N. Ejlertsen. Her startede mit faglige og politiske virke, først med arbejde i Lærlingeklubben og senere i Elektrikernes Fagforening.
Jeg var i en årrække formand for elektrikerne i Vendsyssel, og det førte mig til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, hvilket medførte mange rejser til København.
Det foregik dengang med tog, så det tog meget af min tid. I 1982 valgte jeg at stoppe på grund af andre opgaver.
Jeg var i 1974 blevet valgt som medlem af Brønderslev Byråd for Socialdemokratiet, og det førte en række nye opgaver med sig. Derfor måtte de prioriteres, og jeg valgte det lokale.
Jeg var medlem af Brønderslev Byråd i 24 år med mange gode og spændende opgaver, som blev løst i samarbejde med gode byrådskollegaer fra alle politiske grupperinger.
Jeg har været medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening i Nordjylland i 20 år. Endvidere var jeg medlem af bestyrelsen fra 1986 til 1990. Arbejdet i Kommuneforening lærte mig, hvor vigtigt det er at stå sammen om løsning af opgaverne uanset partifarve. Det er det mest holdbare og dermed også det bedste for borgerne.
En fireårig periode som medlem af Nordjyllands Amtsråd er ved at være slut. Resten af mit liv skal bruges på familien, som har været utrolig tålmodig i de år, jeg har været beskæftiget med fagligt og politisk arbejde. Jeg tror, det har været en fordel, at min kone kendte det politiske arbejde fra sit hjem, hvor hendes far var et aktivt medlem af Jerslev Sogneråd gennem mange år.
Jeg har haft mange spændende opgaver i vidt forskellige organer, men for mig er byrådet det sted, hvor demokratiet har de bedste vilkår. Her er man tæt på sine politiske kollegaer, man kender medarbejderne, og man møder borgerne på gaden og får derved den direkte kontakt.
Jeg havde den glæde og ære at være borgmester i den by og den kommune jeg holder så meget af. Jeg er meget taknemmelig for, at den opgave blev mig betroet i otte år.
Når man har en fortravlet tilværelse med opgaver, der foregår uden et fastlagt tidsskema, er det begrænset, hvilke fritidsinteresser, man kan deltage i. Jeg har derfor helliget mig hobbyer, der kan udføres, når det passer ind i en travl arbejdsdag, ting som kan tages op, når tiden og lysten er der.
Jeg har gjort meget ud af at samle på vittigheder. Dem har jeg efterhånden en stor samling af. Nu, hvor jeg har fået bedre tid, tager jeg rundt og underholder med dem og glæder dermed andre. Vendelbomålet er velegnet til humoristiske formuleringer, og det påstås, at det er så sundt at grine. Det gør tilværelsen både lys og dejlig.
Jeg har i mit liv mødt mange prægtige mennesker, som har beriget mit liv. Dirigent for Danmarks Radios Pigekor gennem mange år, Tage Mortensen, var en god ven af Brønderslev. Derfor skrev han en sang til Brønderslev i anledning af byens 75års købstadsjubilæum. Den sang vil jeg slutte mine vendsysselske erindringer med.
BORGEN I MOSEN
En vældig grønhed griber blikket,
stræk af græs i ildrød sol.
Møller suser, sagn fortæller,
brede gårde er symbol
for de slægter, som i mosen
kultivered’ sumpet jord
til en flade uden lige,
hvor i dag, der leves, gror.
Store enges kanter flades,
åens siv blev skåret ned,
løbet rettet ud for tiden,
mosens brug blev til et sted
for de slægter, som med byen
bygged landets røde borg,
hvor et tårn som kendemærke
blev symbol for glæde – sorg.
Når de hvide tåger lægger
spindel over mosens land
violette solstrejf falder
blidt med spejl i åens vand,
vandrer jeg så trygt mod borgen
og de lave huses ly
blandt moderne tiders byggen:
Mosens hjerte blev en by.
Tage Mortensen