nov. 2024
Min far på 87 ligger i sengen, har mistet en del af taleevnen.
Så det er ikke de lange samtaler, vi har, men da min far er opvokset i Jerup området, så måtte jeg en dag spørge, om han kunne huske eneboeren Laurits.
Ham kunne han sagtens huske, han boede på Jerup hede i mange år som eneboer.
Her er et stykke om et besøg hos Laurits i de tidlige år af Laurits tid på Jerup Hede. Vi er her tilbage i 1933.
Folk i omegnen kendte på det tidspunkt ikke så meget til ham, de vidste kun, at han vist nok hed Laurits, og han boet derude i nogle år.
To journalister satte sig for at aflægge Laurits et besøg, så de kunne få mere at vide om denne mystiske eneboer.
Laurits bød gæstfrit indenfor i hans jordhule.
Til venstre havde Laurits gravet sig en alkove ind i bakkens sand. Her sov han i lyng, gamle aviser og sække.
Væggene i stuen var af jord men omhyggeligt tapetseret med papir, gamle eksemplarer af Jyllands Posten og Børsen. De to købmandsblade var et fantastisk tapet i denne ensomhed.
I et hjørne stod en blankpudset flagermuslygte, rundt i stuen lå spredt det enkle husgeråd, en kaffekande, en kedel og forskellige dåser.
Over sengen hang stuens eneste pryd, et enkelt julekort med en nissemand, et kristusbillede og et par gamle reproduktioner af indianere og nybyggere i det fjerne vesten.
Gulvet var almindeligt sand, og loftet blev holdt oppe af et par tykke afkortede birkestammer.
En bræddedør sad i hulens sydside og fra en lille rude trængte dagslyset sparsomt ind over det fantastiske interiør.
Laurits selv var en lille, pæn mand, men tøjet bar sørgeligt præg af mangel på kvindelig omhu.
Han talte langsomt og prøvende nærmest i købstadsdialekt.
Af og til lyste hans smil op, og blottede en række stærke tænder.
Laurits fortalte, at han kom fra Aalborg egnen, men var født i Elling.
En fornuftig og klar forklaring på, hvorfor han var endt som eneboer på Heden ved Jerup, kunne Laurits ikke lige komme med.
Til sidst fik Laurits forklaret, at han elskede den uberørte natur, at han ikke havde meget af det, man kalder jordisk gods, men havde han været velhavende, troede han nu nok, han havde boet i sin hule på Jerup Hede alligevel.
Videre fortalte eneboeren, at han bestemt ikke var menneskesky, han nød især om sommeren, hvor nogle af sommergæsterne i området, kunne finde på at komme forbi, ellers var det yderst sjældent, der kom folk i området.
Han oplyste, han havde boet på Heden siden 1927. På spørgsmålet om hans alder måtte han kigge på en kalender, hvor han med glæde fandt ud af, at han blev 40 sidst på måneden.
Laurits understregede, at der ikke var en ydre anledning til hans valg, det var den uberørte natur og ensomheden, der holdt på ham.
Da han var barn, kunne han finde på at strejfe rundt i bakkerne, så hans forældre kunne blive helt ængstelige.
Som barn læste han også meget om nybyggerne i Amerika, der slog sig ned på ensomme steder, det havde altid tiltalt ham.
Laurits havde på det her tidspunkt ingen kakkelovn. Det kunne godt blive lidt koldt især sidst på vinteren, når der var fugt i jorden, måtte Laurits erkende.
Jeg er ved at bygge nyt hus, sagde Laurits pludselig glædestrålende, det ville han gerne vise frem for gæsterne.
Laurits var med den nye bygning gået en hel tidsperiode frem.
Fra stenaldermandens primitive jordhytte til bronzealdermandens oprejste hytte.
Store birkestammer som kunne hentes lige udenfor i birkekrattet, var stillet op, så de dannede en slags halv spidsbue.
Mod syd havde han oven i købet konstrueret en lille kvist med vindue. Tækning med pilegrene og lyngtørv.
I et hjørne lå en gammel kakkelovn, men skorstensproblemet voldte Laurits uanede kvaler, en dag ville han nok finde ud af det.
En lille have havde han også opdyrket sig. Nogle få kvadratmeter hede var gravet op og beplantet med kartofler.
Til at fordrive tiden med flettede Laurits kurve, materialer var jo rundt om i naturen, så solgte han dem til beboerne i området.
Da gæsterne forlod Laurits, rakte han sin store, hårde næve og så på dem med et par troskyldige øjne. ”Kom snart igen”, sagde han mens hunden ”Hector” gøede til afsked.
Laurits må have boet på Jerup Hede som eneboer i mange år. Min far kunne huske, at han i hvert fald var der efter besættelsen, og en af mine fastre er ret sikker på, hun mødte ham i 1954-55 i området.