VRINGELBY:
Kilde: VT/Nordjyske i 1970 erne
Tekst: Elisa Sloth Olsen Foto: Kurt Bering
Mellem feriebyen Løkken og landsbyen Vrensted ligger Vringelby,
som med sine fem huse vel roligt kan kaldes for landets mindste landsby. Og kunne man det ikke før, kan man det i alle tilfælde om et par måneder, for da river amtet et af husene ned for at gøre plads til cykelstier.
Hermed formindskes Vringelbys indbyggertal fra 11 til 10, idet Anna Heide, 84 år, til den tid flytter til et af Løkken Vrå Kommunes plejehjem.
Anna Heides lille hvide hus med tilbygget stald har dannet rammen om tre børns opvækst og været hendes tilholdssted i de 22 år, hun har været enke.
Som 20-årig flyttede hun til Vringelby fra Ingstrup, hvor hun havde tjent på en gård. Hendes mand havde købt en landejendom i Vringelby, men jorden har nu i flere år været solgt fra.
Anna Heide klarer selv den daglige husholdning på gammeldags maner uden nogen form for moderne hjælpemidler. Heller ikke telefon, TV eller radio forstyrrer hendes fredelige hverdag. Det ugentlige besøg af købmanden, en lille tur udenfor i de smukke omgivelser og en snak med naboerne samt besøg af familien er de adspredelser, der bydes på.
En af naboerne er den 80-årige landmand, Marius Mathiasen, der »kun« har boet i Vringelby i 46 år.
Da han i sin tid købte sit stråtækte landbrug, der allerede dengang havde omkring hundrede år på bagen, var der 34 indbyggere i landsbyen, men stadig kun fem huse, for folk havde jo en del flere børn dengang: – Vi var faktisk som en stor familie, fortæller Marius Mathiasen. I dag kommer vi da også lidt sammen. Men flere af beboerne arbejder hele dagen, og kommer her faktisk kun for at sove. Så jeg er glad for, at jeg har min bil, så jeg kan komme lidt rundt og få en sludder. Gennem mit virke i alverdens foreninger i Vrensted kender jeg mange mennesker, og min telefon kimer jævnt tit.
Marius Mathiasen er tredie og sidste generation i Vringelby, da han er ungkarl.
Større by
Men hans mor er vokset op i byen, hvor hans bedstefar havde møllen, der for længst er revet ned. Og via moderens fortællinger fra sin barndom i slutningen af det forrige århundrede, ved Marius Mathiasen, at Vringelby dengang var en noget større by, der lå på hver sin side af to hjulspor, der siden er blevet til Vrenstedvej via gentagne udvidelser og nedrivninger af huse.
Han fortæller: – Møllen var stedet, hvortil alle havde et ærinde, og derfor var der også en smed, en snedker, en skomager, en sadelmager og en kadaverslagter samt en bødker og en høker, hvis varesortiment dog var noget begrænset.
Vejen her var ikke dengang det, vi nu kalder en samfærdselsvej. Det var et par sandede hjulspor, hvor bønderne fra Vrensted og Stenum kom kørende med deres små læs landbrugsprodukter, som de afsatte til skudehandelens købmænd i Løkken, og som disse for en stor del afsatte til Norge.
Hver sin ko
Marius Mathiasen fortsætter: – Vejen var kun få alen bred, og husene var bygget så nær mod vejen som muligt, for der skulle ikke frådses med jorden, da alle gerne skulle kunne holde en ko på den lille plet jord, der hørte til huset. Plantning var ikke noget, man spekulerede på, for det var spild af jord, og det hæmmede udsigten over de flade kærstrækninger ud mod klitterne og havet. Møllen, der lå her, skulle også gerne have blæsten så uhæmmet som muligt, og lå derfor på det højeste sted.
Mølleren – altså i dette tilfælde min bedstefar, fortæller Marius Mathiasen, var dengang en mægtig mand, som det ikke var nogen spøg at blive uvenner med. For så kunne man risikere at få kornet dårligt malet. Han kunne derfor også altid få en mand til at afløse sig i møllen, for det var nødvendigt, den gik i døgndrift på grund af for lidt blæst, og ligeledes ind under jul, da skulle alle nemlig have malet til lager. For om julen måtte møllen ikke gå.
Gik til Mors
Denne friperiode benyttede min bedstefar til besø ge familie på Mors, hvor han stammede fra. Efter juleaften og juledag trak han derfor i sine fedtelæderstøvler og sine vinterklæder, hvorefter han gik hele den lange vej frem og tilbage – selvfølgelig med diverse overnatninger undervejs.
– Nu skal der hjul under folk, når de skal ud på en lægere rejse. Og derfor skal vejbelægningen gøres stærkere, så den kan holde til den tungere trafik. Og derfor skal vejene også være og bredere. Det går så igen ud over de gamle huse og den dejlige beplantning, langs vejen, slutter Marius Mathiasen, mens han sørgmodig betragter de store bunker af fældede træer og buske der nu kanter vejen i Vringelby.
juli 2019-jens otto madsen