Historier  fra Jammerbugt Kommune

=========================================

Mine bekendte i Brønderslev

Fortalt af ”Den gamle isenkræmmer fra Pandrup” den 90årige Børge Møller_, forfatter til adskillige spændende bøger med fortællinger fra Pandrup området. Han er nu flyttet til en lejlighed i Det gamle Aalborg Kloster.

Fhv. isenkræmmer Børge Møller

Desværre; jeg var ikke medlem i Brønderslev-klubben ”Rotary”, som kong Peder (direktør på Pedershaab Maskinfabrik Peder Johannes Nielsen) havde startet en god halv snes år før vi vågnede op til dåd i Pandrup, men Brønderslev påtog sig fadderskabet for vores klub, hvilket medførte at en række Brønderslev folk mødte op i Pandrup til de ugentlige møder i de første måneder, indtil vi havde lært hvordan man styrede sådan en klub.

Ligeledes tog vi jævnligt til møderne i Brønderslev, når vi var forhindret i at passe vor mødepligt derhjemme. Men det var jo egentligt et lidt flygtigt bekendtskab vi fik skabt, som ikke sætter mig i stand til at udtale mig om gutterne der. Jeg kan dog selvfølgelig nævne nogle af navnene som jeg især lagde mærke til.

Der var jo selvfølgelig først og fremmest Peder, som netop det år var præsident i Brønderslev-klubben, og derfor påtog sig at undervise os, men han havde kendt min far som unge. Jeg kunne tænke mig at bedstefar som teglværksmand i Vraa, måske har haft en del at gøre med den gamle smed Nielsen. Peder havde jo sommerhus på Saltum strand, så han kom jo ofte i vores butik. Ikke mindst i efterkrigsårene da han fik mulighed for at rejse til USA igen, og hvor det var stærkt begrænset hvad han kunne få af dollars til at rejse og leve for.

Han havde fundet ud af at undgå valutarestriktionerne, ved at fylde kufferterne op med kongelige porcelænsfigurer, som han kunne sælge for lige så mange dollars, som han havde købt dem for kroner herhjemme. Men det var vanskeligt at få figurer herhjemme; de skulle helst eksporteres i de første mange år efter krigen, så når Peder kom og købte, tømte han gerne hele hylden. Han var for øvrigt en fantastisk gæstfri og rundhåndet vært for vores bestyrelse, som han underviste hjemme i sine egne stuer, men mon ikke det var et kendetegn for hele familien. Rigmor der var direktør for beslagfabrikken, var enestående hjælpsom. Vi var flere gange udsat for, at hun personligt en søndag formiddag, kunne tage på fabrikken og finde nogle beslag på lageret, som vi manglede, tage dem frem, pakke dem og sende dem med en rutebil, når vi havde en kunde der kunne stå søndag morgen og manglede et beslag akut, enten det så var os eller fabrikken der var skyld i miseren.

En anden bemærkelsesværdig Brønderslev-mand vi meget ofte så i vores klub, var jeres høje dommer, Johan Kardel, der absolut var højt respekteret for hans fremragende evner til at skabe forlig. Men det ændrede jo ikke ved, at man absolut bemærkede hans uimodståelige trang til at slæbe alle nye dommerfuldmægtiger rundt til alle de af byens forretningsfolk, der havde cigarer i skrivebordsskuffen, med udtrykkelige ordre til at tage imod hvad man blev budt, enten man røg eller ej. Han kunne jo overtage cigaren, når de kom udenfor igen. Det har sikkert været samme trang, der fik ham til at indfinde sig som gratulant ved alle byens forretningsjubilæer og runde fødselsdage. Jeg kom for øvrigt skrækkeligt galt afsted med hans søn, der også var dommer, ovenikøbet højesteretsdommer. Han havde været studiekammerat med en af mine gode gamle venner. Jeg havde aldrig truffet højesteretsdommeren, før jeg skulle være sammen med ham ved vennens begravelse. Da jeg hilste på ham, tillod jeg mig at nævne hans navn. “Hvor kan De vide det er mig?” spurgte han. “Joh, jeg kendte Deres fader; så jeg kunne se, det måtte være Dem!” – – “Gud!” udbrød han til sin kone, “han siger sku, jeg er lige så grim som min far!!

Der var jo da også min kære kollega, isenkræmmer Jens Stagsted, der som ung havde stået i lære hos min far i hans den gang nystartede butik i Løkken, Jens havde været utroligt forkælet af sin mor, fortalte far. Hver eneste morgen telefonerede fru Stagsted til lille Jens for at høre om han havde sovet godt. Han var en dygtig isenkræmmer og havde især en dygtig kone, som helt selvstændigt drev deres afdeling med glas og porcelæn, som den gang var en af landets flotteste afdelinger. De elskede at rejse og var hvert år på en god og spændende rejse, hvert år til et nyt land, og Stagsted holdt bagefter hvert år et velforberedt foredrag i sin klub.

I flere år fik jeg bygget et godt venskab op til automobilhandler Krog Jensen. Vi sad begge i hver sin bestyrelse eller udvalg der meget ofte krævede os til København, han i en automobilbranche og jeg i isenkræmmerforeningens propagandaudvalg, hvor vi sad og arrangerede branchens kollektive reklamering sammen med et reklamebureau. Det resulterede i dannelse af en hel lille klub, der meget ofte mødtes i Københavnerbådenes første-klasse saloner til hyggesnak og porter og tatar, og hvor det bestandige samtaleemne blandt alle mine noget ældre venner, der næsten alle var bekymrede over hvordan deres sønner og juniorchefer udviklede sig, eller måske, hvad bekymringerne oftest gik på, netop ikke udviklede sig. Det var den gang en meget hyggelig måde at rejse på, som altså udviklede helt specielle venskaber, der kunne få lov at sidde i restauranten længe efter at andre gæster var sendt til køjs.

Bibliotekar Schardelmann, ørelæge Leth, skoleinspektør Kløve, redaktør Thorning Lund, elværks direktør Have og slagteridirektør Behrens var andre jeg mødtes ofte med. Sparekassemanden Severinsen havde vist i forvejen kontakt til Saltum Sparekasse. Dyrlæge Hauge var gift med en søster til min kollegafætters kone, konsulenten Tage Enevoldsen var fra Hune, bror til 2 af mine skolekammerater, og postmester Vorre fik jeg en del at gøre med.

Også efter at vi var flyttet til Aalborg, kom jeg en del til Brønderslev, som lægdommer ved Boligretten, og på mine ældre dage fik jeg genopfrisket venskabet med rektor Jesper Falsig, som jeg for mange år siden kom lidt sammen med hos Aalborgs frihedshelt, Carlo Wognsen, da de begge to underviste på Aalborghus gymnasium.

Men så får du heller ikke mere om de Brønderslevfolk, du må undskylde jeg har taget din tid, for du kan jo ganske sikkert ikke noget som helst af det hele.

Vi ses!

Børge

Jens Otto Madsen fortsætter:

Først vil jeg starte med at fortælle, at alle de personer som Børge Møller har omtalt ovenfor og som han mener at jeg nok ikke kender noget til, kan jeg sige, at det ikke er korrekt, det som Børge Møller slutter.

Jeg kender dog ikke personligt alle sammen. Men jeg har arbejdet i Brønderslev siden 1962 og fået et kendskab til mangt og meget, herunder mange personer med ledende stillinger i Brønderslev. Krog Jensen solgte i 1954 en Ford Anglia til mine forældre og jeg var med nede at hente den hvor Krog Jensen overdrog nøglerne til min far

De fleste personer omtalt af Børge Møller har været med af Rotary i Brønderslev og jeg ved hvem de er, og nogle har jeg haft kontakt til.

Ved en tilfældighed kom jeg til en generalforsamling i Egnssamlingen i Saltum til at sidde ved siden af Børge Møller. Jeg vidste hvem han var, for efter sin pensionering var han ekspedient i Kaas Tømmerhandel i Byggecentret og der så jeg ham første gang for mange år siden ekspedere med et vældig godt humør, og fik at vide hvem han var.

Nå, Børge kendte ikke mig, men vi kom da i snak under spisningen. Børge er en ældre herre. Han kører ikke selv bil mere, men havde taget bussen fra Aalborg til Saltum og som han sagde, ”jeg håber på, at der også er nogle fra Aalborg til stede, så jeg kan få kørelejlighed hjem”.

Da generalforsamlingen var slut skiltes vi. Efterfølgende fik jeg at vide, at Børge fik kørelejlighed til Aalborg med Egnssamlingens nyansatte leder. Vi må have udvekslet visitkort for der gik ikke længe inden Børge kontaktede mig. Vi fik en invitation til at aflægge Børge Møller et besøg på Aalborg Kloster, hvilket vi glæder os meget til.

Juli 2023 -Jens Otto Madsen

 

===================================================

Briketfabrikken i Kaas

1) Om Briketfabrikken i Kaas

2) Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26 2)

3) Hvem var direktør Johannes Jørgensen ?

4) Foredrag om Kaas Briketter A/S

Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26

INDLEDNING.

1. 

Af Henning og Jens Otto Madsen

Da landhævningen for 4-5000 år siden for alvor begyndte at gøre sig gældende, efter at Stenalder/Litorinahavet havde overskyllet store dele af det nuværende Vendsyssel tørlagdes den gamle havbund gradvist. Det er på denne Stenalderflade, Vendsyssels 2 store højmoser Store Vildmose og Lundergaards Mose findes. Under tørvemassen i Lundergaards Mose, vest for Kaas, har man fundet stubbene fra en skov af store egetræer. Skoven må være gået til grunde som følge af forsumpning et resultat af, at klimaet blev mere vådt og fugtigt. Denne klimaændring førte bl.a. det med sig, at sphagnumlaget, i den lavtliggende skovbund, hurtigt begyndte at vokse, og efterhånden kvaltes træerne af denne mosedannelse.

Ved hjælp af kulstof-14 metoden, har man kunnet bestemme denne forsumpning og den deraf følgende mosedannelse til at være indtrådt midt i ældre bronzealder ca. 1300 f.Kr.

Tørvemosearten, sphagnum, spiller en afgørende rolle for dannelsen af Lundergaards Mose og højmoserne i det hele taget. Planten har den egenskab, at den “vokser på sig selv. Hvert år vokser et nyt lag frem oven på det gamle, idet dette nye lag tilbageholder regnvandet. Den udvikling fortsætter år efter år, og til sidst kan man så få en “mospude”, der er flere meter tyk. Samtidig trykkes de nedre lag sammen, og de blev udelukket fra luftens ilt. Derved gennemgår disse planterester kun en delvis formuldning – en såkaldt fortørvning der (blev med andre ord dannet tørv.) En sådan mose vil være højest på midten og lavest langs siderne derfor kaldes moser af denne type også for ”højmoser.”

I 1923 foretog Hedeselskabet en undersøgelse af Lundergaards Mose. Det var et led i en større undersøgelse med det formål, at kortlægge og kategorisere samtlige landets moser. Moserne inddeltes i 4 kategorier:

1. Moser der ikke kunne eller burde bruges til fremstilling af tørv.
2. Moser der kun havde interesse for fremstilling af tørv til lokalt brug. III. Moser der kunne udnyttes til tørvefremstilling i stor stil – industri-moser.
3. Moser hvor tørvemassen var for let en kvalitet til, at det kunne betale sig at udnytte den.

Her opførtes Kaas Briketfabrik

ved Lundgård Mose nordvest for Moseby.

Fabrikken var en kopi af en tysk brunkulsfabrik tilpasset tørvebriketter. I 1920’erne var det Danmarks eneste briketfabrik.

Fabrikkens historie er forbundet til det 200 hektar store mose-indvindingsområde omkring anlægget, hvorfra tørvesmuldet blev bragt til produk-tionen via banespor gennem landskabet. I dag kan man ved hjælp af gamle luftfotos analysere sig frem til et sammenhængende kulturlandskab med grøfter, banespor og veje, der har sikret forsyningerne til og fra stedet, og arbejderbyerne Moseby og Kaas, der voksede frem omkring fabrikken

FABRIKKEN I LOKALSAMFUNDET.

Briketfabrikken var så langt den største arbejdsplads i Jetsmark Kommune. I højsæsonen kunne beskæftigelsen komme op over 200 ansatte først og fremmest mænd, men også en del kvinder og børn. Netop det beskæftigelsesmæssige aspekt blev ret hurtigt et væsentligt argument for virksomhedens fortsatte drift. I “Kaas-Udvalgets” begrundelse for virksomhedens videreførelse, påpegedes det, at foruden at produktionen nu var løst teknisk, og at staten derved havde en mulighed for at redde i hvert fald en del af sine penge også at, …at Opgivelsen af Virksomheden ville betyde en for Egnen en meget tyngende Arbejdsløshed.” Ved Finanslovens 2. behandling, den 21. januar 1937, udtalte Handelsminister Kjærbels…Det ville i Virkeligheden være en Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”

En katastrofe der ikke blot ville indebære en ganske betydelig arbejdsløshed for egnen, men også nogle uoverskuelige økonomiske- og sociale konsekvenser for den enkelte familie.

Brugsen, bageren, slagteren m.fl., alle var de afhængige af de lønninger, fabrikkens arbejdere fik udbetalt og som senere blev omsat her. Det var i høj grad samfundene Kaas’s og Mosebys eksistens, der stod på spil. At der i forvejen var en ikke ubetydelig arbejdsløshed på egnen i 30’erne, tyder alle vore kilder på, men de præcise tal har det ikke været muligt at opdrive.

HVORFOR STØTTER STATEN EGENTLIG KAAS BRIKETFABRIK A/S 30’ERNE IGENNEM?

“Derfor kan for så vidt give dens Betragtning Medhold, at det var uheldigt, ja, et fejlgreb, om man vil, at Erhvervenes Laanefond i sin Tid laante Penge til Ingeniør Nyboe der startede Virksomheden, men lad nu gaa med, at de gjorde det! Men saa gjorde man igen et fejltræk, idet man vilde redde Pengene. Dengang drejede det sig om et Laan paa 400.000 Kr.. nu er vi oppe paa 1.5 Mill. Kr., som stort set skal afskrives alle sammen. Men naar man nu er kommet saa vidt, som man er, og det gaar fremad Aar for Aar i Retning af at skabe en bedre Drift og det vil igen sige en Produktionspris, der er mindre end den hidtidige og fremskaffe en Vare, som Folk synes bedre og bedre om, efter-haanden som de lærer den at kende, og Situationen oven i Købet er den, at Priserne paa udenlandsk Brændsel er stigende, ja, saa synes jeg ikke, at Tidspunktet nu er det rigtige til at opgive det hele, saa meget mindre som jeg tror, at Ministeren har Ret i, at der er en ikke ringe Sandsynlighed for, at Fabrikken i det Aar, der kommer, i hvert fald vil kunne klare sig med et overmaade ringe Tilskud og muligvis oven i Købet vil give et Driftsoverskud, vel at mærke, når man ser bort fra Forrentning og vel ogsaa fra en væsentlig Del af den Afskrivning, som Driften helst skulde betale. Men altsaa, alt i alt mener jeg, at det vil være uklogt paa nuværende Tidspunkt at holde op.” – udtalte Forsgaard, konservativt Folketingsmedlen og udvalgsmedlem, i Kaas udvalget, i debatten vedr. 2. behandlingen af Finansloven, den 21. januar 1937.

Korsgaard hæfter sig her ved Statens økonomiske engagement, og er vel egentlig af den mening, at der kunne stilles spørgsmål ved de tidligere beslutninger om at yde virksomheden økonomisk bistand. Først og fremmest Nyboe-engagementet i 1927 dernæst igen efter eksplosionen i 1933.

Allerede i november 1934 fremkom “Kaas-Udvalget (hvori Kors- gaard var medlem) med følgende vurdering af virksomhedens økonomi Nogen vide lønnende Virksomhed kan dette at fremstille Tørvebriketter ikke antages at blive.

At ”Kaas-Udvalget” alligevel indstiller til fortsat drift her i 1934. fremgår af udvalgets konklusion til samme beretning:

“Under Hensyn til”

1. Underudvalget mener at turde udtale, at den fremstillede vare er engod Brugsvare, og at Problemet at fremstille Tørvebriketter for saa vidt er løst teknisk tilfredsstillende.
2. At Staten kun har Mulighed for at redde i hvert fald en Del af sinePenge ved fortsat Drift.
3. At Opgivelse af Virksomheden vil betyde en for Egnen meget trykkendeArbejdsløshed, mener Underudvalget, at Virksomheden maa for søges videreført, idet man efter de foreliggende udtalelser maa gaa ud fra, at Fortsættelse af Driften ikke vil kræve yderligere aarlige Driftstilskud. Forudsætningen var altså her for fortsat støtte, at drifts- tilskuddene blev kraftig formindsket. Udvalget henviser yderligere til det tidligere argument, som var af afgørende betydning ved virksomhedens start i 1932, at man kun ved fortsat drift ville kunne redde en del af den indskudte kapital. Dette, at undgå at afskrive hele kapitalen, som værende tabt, var altså også her et væsentligt argument for videreførelse af virksomheden.

Desuden fremgår det, af udvalgets konklusion, at beskæftigelsesproblematikken også begynder at spille en vis rolle.

Spørgsmålet om beskæftigelsen bliver op gennem 30’erne i stigende grad argument for virksomhedens fortsatte drift. Hvilket bl.a. fremgår af Handelsminister Kjærbels (s) udtalelser under Finanslovsdebatten den 21. januar 1937 jvnf. spalte 2528 udtalte:

“Det ville i virkeligheden være en fuldstændig Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”

Dette blev imidlertid imødegået af bl.a. Himmelstrup (v), – Venstre var stærk kritisk over for statens engagement i Kaas, hvilket bl.a. medførte at venstre trak sin repræsentant ud af “Kaas-Udvalget allerede i 1935, Himmelstrup fremførte det urimelige i at opretholde nogle få arbejdspladser på bekostning af muligheden for at få langt flere arbejdspladser i forbindelse med en forøget landbrugseksport. Himmelstrup fortsætter med påstanden on, at man via beskyttelsesforanstaltninger (importbegrænsninger) monopoliserede fabrikkens produkter, hvilket betød højere priser for forbrugerne.” Som nævnt tidligere, vedr. handelsaftalerne viser salgstal for tyske brunkulsbriketter og den tyske handelspolitik, at der i realiteten intet monopol var.

Prisdannelsen på tørvebriketten var desuden sat i relation til brunkulsbriketten, således at man her tog hensyn til brunkuls- brikettens bedre brandværdi 10%

Dette betød, at når den tyske brunkulsbriket blev solgt til dumpingpriser, så blev tørvebriketten til tider solgt langt under fremstillingsprisen Tørvebriketten var altså ikke et dyrere produkt for forbrugerne. Med hensyn importbegrænsningerne fremgår det af bilag nr./ at udbuddet af tyske brunkulsbriketter var rigeligt. Det var end ikke muligt at sælge den importerede mængde af brunkulsbriketter, da salget i 1936 på det nærmeste blev frigivet.

Skal men forsøge at finde et svar på, hvorfor staten fortsat 30’erne igennem støttede Kaas Briketter A/S med forskellige tilskud, må svaret være, at det var fortidens synder, der bandt. Den store binding af kapital i virksomheden parret sammen med håbet om, at dette skulle blive det sidste samt troen på økonomisk fremgang, fik staten til at fortsætte med konstante forsøg på at redde mest muligt af den allerede indskudte kapital. Økonomien har således haft en afgørende rolle for det statslige engagement, men op gennem 30’erne blev beskæftigelsesproblematikken efterhånden et mere væsentligt argument, hvilket yderligere underbygges af direktør Jørgensen, der i et foredrag i Stokholm, den 13. februar 1939, sagde:

”Naar vi i saa stor udstrækning bruger Haandkraft, saaledes til Grøftning og Læsning, saa er Grunden ikke den, at vi har anset denne Løsning for den bedste. Den har dog sine fordele, idet der kan tages mere hensyn til forskellige forhold, naar Arbejdet udføres med Haanden. Afgørende har det dog hos os været, at staten, som jo er Hovedaktionær i Selskabet, har ønsket at beskæftige saa mange Arbejdere som muligt.”

Når det beskæftigelsesmæssige hensyn fik så stor en betydning for den fortsatte driftsstøtte, var det vel også nærmest et tidligt forsøg på “egnsudvikling”.

Foruden de ovennævnte grunde, har der i debatten og i de forskellige vurderinger været andre argumenter for en opretholdelse af virksomheden.

Fra virksomhedens start har den nationaløkonomiske betydning varet fremhævet, dels som et led i en selvforsyningspolitik, og dels som en “pristrykker” på de tyske brunkulsbriketter. En anden grund har også været det synspunkt, at Kaas Briketfabrik var noget ganske særligt teknologisk set.

Når debatten om virksomhedens opretholdelse til tider fik en særdeles skarp karakter, skyldtes det de forskellige vurderinger af de ovennævnte argumenter, men den bar også præg af forskellige ideologiske holdninger. Den liberale grundopfattelse, hvor statslig indblanding i erhvervslivet afvises, kom først og fremmest til udtryk af repræsentanter for partierne Venstre og Retstatspartiet.

Retstatsmanden Oluf Pedersen gav nok, under Finanslovs-debatten 21. januar 1937, udtryk for det, som mange af skeptikerne mente, da han sagde:

“Det var bedst om denne Fabrik, blev begravet i den Tørvejord, den var opstået af.”

AFRUNDING.

Med udbruddet af 2. verdenskrig ændredes situationen radikalt for Kaas Briketter A/S. Energiforsyningen blev knap, da muligheden for engelske kul og koks forsvandt. For Briketfabrikken i Kaas betød det, at alle afsætnings-vanskeligheder ophørte, og lagrene forsvandt fra og med den 1. september 1939.

Netop i 1939 var det statslige engagement størst

1.511.020 kr., med krigsårenes store indtjening, var dette engagement “svundet til 625.000 kr. i 1947, hvilke udelukkende var den statslige aktiepost. Denne aktiepost blev i 1947 solgt til kurs 125, således at Kaas Briketter fra dette tidspunkt fuldstændig overgik til privat eje.

Den nu privatejede briketfabrik fortsatte med briketproduktionen frem til 1966. På dette tidspunkt var Lundergaards Mose afgravet, og et stort landbrug, anlagt og startet af Kaas Briketter A/S, som afløste tørvearbejdet.

Efterspørgslen på briketter var desuden næsten ophørt, idet olien, som brændsel, havde overtaget størstedelen af brændselsmarkedet.

Lokale fortællinger om arbejdet i Mosen og på Briketfabrikken:

Margrethe Andersen, forhenværende “briketpakkerske”, fortæller: “Jeg startede ude i mosen i 1925 med at rejse tørv det vil sige til at begynde med vendte vi blot tørvene med en hakke. Efter at tørvene var rejst og var blevet tilstrækkelig tørre, blev de stablet i et dige, afstanden mellem digerne skulle være så stor, at der kunne køre en lastbil imellem. De tørv, der ikke blev solgt om sommeren, blev så stakket. Det at vende tørv var kvindearbejde, og havde man mindre børn, så foregik børnepasningen ofte ude på legepladserne. Det var et hårdt slæb og vi fik 40 øre i timen, men senere kom vi på akkord for 1000 tørv fik vi vist 10 øre. Man kunne godt mærke, at det værkede i ryggen, når man sådan havde gået og bukket sig en hel lang dag, og bagefter skulle man så hjem og lave mad til sin mand og børn, vaske tøj, stoppe o.s.v. Vi kunne nok haft nødigt at holde lørdage hjemme, men det var der jo ikke råd til, der var jo ikke for mange penge at gøre med, og de penge vi fik ud af det, den havde vi nu nok tjent nogle gange.

Når så tørvesæsonen var ovre, havde jeg arbejde i kartoflerne. Lønnen blev udbetalt i kartofler. De 9 rækker gik til landmanden, den 10., den fik jeg selv. På den måde havde vi kartofler hele vinteren.

Omkring midten af 30’erne fik jeg så arbejde inde på selve fabrikken. Til at begynde med, stablede jeg på lager, men senere kom jeg så til at lave de her “stuepakker”.

Det var nogle specielle pakninger med 18 eller 21 briketter i. Mit arbejde bestod så i at pakke briketterne ind og snøre den til. Så blev de enten stablet i banevogne eller på lager.

De var specielt lavet til byerne. Når folk kom hjem fra arbejde, kunne de lige gå den vej til købmanden og hente en pakke brændsel og tage med op i lejligheden.

Til at begynde med var vi 2 damer, som arbejdede i 10 timer – senere kom vi ned på 8 timer. Vi arbejdede kun i en vagt, mens de andre på fabrikken arbejdede i 3 vagter. Vi fik vist 10 øre i timen i starten, men så kom vi senere over på akkord.

De fleste briketter blev stablet løse. Fra presserummet gik render ud, hvorpå briketterne blev skubbet frem. Renderne sluttede ved den øverste kant af godsbanevognen, og oppe i vognen stod så en kone og stablede briketterne. Der skulle sådan et helt bestemt tav til, når man stablede direkte fra renden, og det var ikke let for en uvant at holde akkorden. Der var 3 hold damer med 21 på hver vagt.

Det var et hårdt arbejde at stå og pakke eller stable, men det værste var nu at vi nærmest arbejdede ude, og det var jo hele Året rundt. Til at begynde med stod vi nemlig kun under et halvtag. Når det var godt vejr, var det ingen sag, men når det regnede og blæste og især om vinteren, var det en kold omgang.

Jeg kan huske om vinteren, når der var sne og frost. Det første vi gjorde, når vi mødte på arbejde, var at stille de kolde træsko på de varme briketter, og imens stod vi så på nogle andre briketter, som var lagt ud nede på gulvet, så vi kunne få fødderne varmet op.

Jeg havde arbejde hele året rundt, og det betød ikke så lidt. Min mand, som arbejdede ude i frase mosen, gik som regel arbejdsløs hver vinter, så vi havde jo ikke så mange penge at rutte med. Mine 24 kr. om ugen og de 17-18 kr. han kunne få på fagforeningen, strakte jo ikke af langt, men der var jo ikke flere, og det gik jo alligevel.

Men det var hårdt arbejde deroppe, og jeg synes i hvert fald, at de 24 kr., de var tjent til den gode side, men ellers var det en god arbejdsplads, når man lavede det man skulle, så var der ingen problemer.”

Lars Chr. Larsen, forhenværende traktorfører, fortæller: Briketfabrikken var en arbejdsplads, der var rift om, dengang. “De gav en god løn, og så var arbejdsvilkårene rimelige. Der var i virkeligheden kun 2 muligheder for os arbejdsmænd m.h.t. arbejde dengang, hvis man skulle gøre sig håb om at få arbejde i Kaas eller omegn. Enten arbejdede man i landbruget eller også arbejdede man i mosen, og det vil først og fremmest sige

”Briketten”.

Arbejdsløsheden var jo stor dengang, og det var svært at få arbejde, men da jeg kom ind på fabrikken, så gjaldt det virkelig om at holde fast. Man var jo bange for at miste sit arbejde, og der stod 50 mand uden for, som hellere end gerne ville ind og overtage det. Det drejede sig om ikke at være ud til bens med formanden, han var virkelig en mand, vi havde respekt for. Understøttelsen var jo ikke stor, jeg synes jeg kan huske, at jeg fik 17 kr. om ugen i understøttelse, dengang der først i 30’erne, og blev man arbejdsløs, så skulle man selv betale den første uge. Lønnen derude var god, når man sammenligner med, hvad vi kunne få, hvis vi arbejdede for landmændene.

Jeg tror nok, at jeg startede med 80 øre i timen i 1933, og det var store penge for mig. Det var jo nok for lidt vi fik alligevel, men det var tariffen. Lønnen blev jo aftalt med fagforeningen. Den skulle vi være medlem af for at få arbejde derude.”

Om arbejdstiden fortæller Larsen:

“Det var forskelligt. Da jeg startede som traktorfører, kørte vi i skift i 10 timer med 2 holds skift i højsæsonen. Det var jo bare om at få lavet en masse snus, når vejret var til det, men først og sidst på sæsonen, kørte vi kun med 1 skift. Senere blev arbejdstiden sat ned til 8 timer, da vi gik helt over til fræse-metoden..

Inde på fabrikken kørte de i 3 holds skift fra kl. 6 til kl. 14 og fra kl. 14 til kl. 22 og fra kl. 22 til kl. 6.

Det betød så også, at de havde fast arbejde året rundt. Arbejdet ude i mosen var meget sæsonbestemt, april til september, regnede vi med, men i sæsonen spillede vejret også ind. Regnede det, så kunne vi jo ikke køre. Om foråret og om efteråret, var der så altid nogle grøfter, der skulle renses eller graves, eller nogle spor der skulle flyttes. På den måde trappede man så arbejdet ned on efteråret og trappede det op igen om foråret for derved at holde flest mulige i arbejde i så lang tid som muligt. Om vinteren måtte vi så gå arbejdsløse i et stykke tid. Det var ikke lige nemt for alle at få det til at løbe rundt, men så blev man skrevet henne hos købmanden eller i Brugsen. Der vidste man jo, hvordan det hang sammen, og så kunne man til sommer, når der igen var arbejde og penge, komme ind og betale. Om sommeren, når der blev lagt tørv ud på liggepladserne ved Udholm, gav det altid en del arbejde, når så tørven skulle rejses. Det var kvinde- og børnearbejde, og mange steder var det nødvendigt med de penge, der kunne skrabes hjem for at få det til at løbe rundt.”

Jens Miller, forhenværende formand for traktorførerne, fortæller: “Dengang kunne man få 3 slags margarine henne hos købmanden. Der var noget vi kaldte “margarine 33″, der kostede 33 øre, så var der margarine 35”, der kostede 35 øre, og så var der Otto Mønsteds margarine, der kostede 45 øre.

I Moseby købte alle “margarine 33”.

 

Maskinerne som blev brugt i mosen

Snusstakken

• 

Førhen blev alt snuset (opfræset tørvemuld) fra “Snusstakken” læsset med håndkraft, men vores driftsingeniør, ingeniør Andersen, konstruerede denne specielle læssemaskine, som læssede snuset ned i disse såkaldte bunkervogne, som hver rummede 4 kubikmeter. De var lavet på denne måde, at der var et sving i hver ende, og når man hev svinget op, åbnede begge sider sig, og vognen var tømt på et øjeblik. Når man kørte ind i Bunkeren” som var et højtliggende hus, kunne man tømme vognene på meget kort tid. I bunden af “Bunkeren” var der nogle lemme, som kunne åbnes, og under dem var der et transport-bånd som førte materialet ind på fabrikken, hvor hver briket blev presset med 1,300 atm. tryk.

Læssemaskinen blev drevet af elektricitet. Selve “Snusstakken” rummede ca. 60.000 kbm. tørvesmuld. Manden, som ses i forgrunden er, Klitgaard Schrøder.

Kæmpeploven

Her er et billede af “Hedeselskabets” kæmpeplov.

Det var ikke alt, det opdyrkede jord ved “Kås Briketfabrik”, der blev pløjet med denne plov. Det var nogle hektarer, måske som en slags forsøg. Men det var et imponerende syn at se, når den store muldfjæl forsvandt 1 m ned i jorden og vendte en fur, der var lige så bred som dyb. Manden på billedet er en fra “Hedeselskabet.

Benzinmangel

Traktoren som her kører med en fræser, der har et omdrejningstal på 1100 omdr./min. og fræser i en dybde på 7 cm, har som alle de andre traktorer kort på gas. Foran traktorføreren kan man se redaktionsventilen, med manometret ovenpå.

Billedet er fra 1945-46, hvor man igen kunne få benzin, men bøjlerne til gasflaskerne er ikke blevet afmonteret. Der var anbragt en gasflaske på hver side af benzintanken. Da den “Anden Verdenskrig” brød ud, den 1. september 1939 havde “Briketfabrikken” 30 traktorer og 10 lokomotiver, som alle kørte på benzin, som blev en stor mangelvare, så man gik over til at køre på benzol, som udvindes af stenkultjære, der også blev begrænset.

Omkring dette tidspunkt er man ved at bore efter vand i Frederikshavn, men i stedet for vand kom der gas op af borehullet. Denne gas fik man fyldt på stålflasker, der vejede omkring 30 kg pr. stk. Trykket i disse flasker var 200 atm. Det fik “Briketfabrikken” megen glæde af, for nu kunne hele maskin- parken køre på gas. Man havde 2-3 lastbiler, som i næsten døgndrift hentede fyldte gasflasker i Frederikshavn. En traktor med fræser kunne forbruge en flaske på ca. time. Man kunne ikke starte en kold motor op gassen, men man måtte starte motoren på benzol, når så motoren var i gang lukkede man for benzolen, og det øjeblik den var ved at dø ud, så lukkede man op for gassen. Hvis motoren var varm kunne man starte direkte på gas.

Samlebrættetet

Disse her Fordson traktorer fra omkring 1936-1937

der her har påmonteret et samlebræt, var konstrueret sådan at 2. gear og bakgear gav traktoren samme hastighed. Med samlebrættet kørte man ledigt halvdelen af tiden, da man skulle bakke ned for at tage den næste skår.

Samlebrættet var 2,60 m bredt, dobbelt så bred som fræseren, som var 1,30 m bred. Logikken, at man kørte på akkord og fik det samme pr. hektar. På et tidspunkt fik man 3 kr. pr. hektar + 70-80 øre i timen i dyrtidstillæg. På dette tidspunkt måtte man helst ikke tage mere end 9 hektarer på 10 timer, for ellers kørte man for stærkt. På hvert baghjul var der monteret en aluminiums-plade, så formanden kunne tælle baghjulets omdrejningstal, som skulle være 37 omdr. pr. minut, hvor så motoren havde sin normale omdrejningstal, som var 1100 omdr. pr. min, og det var akkorden lavet efter. Men var man af en eller anden grund blevet forsinket, kørt fast eller lignende, så kunne man indhente lidt af det forsømte ved at give lidt mere gas, så baghjulet kom op på 40-42 omdr. pr. minut. Formanden, Niels Bedholm, som var et rart menneske, så nok lidt igennem fingrene med det, da han gerne ville lave meget snus. Han forstod at udnytte vejret optimalt.

Før 1944 havde man kørt i 2-holds skift, men fra dette år kørte man i 1holds skift, men så kørte man hver dag i 10 timer og om søndagen i 8 timers vagt. Den første overtime gav et tillæg på 25%, den næste 33%, så gav de to næste 50% i tillæg, derefter var der 100% timer. På søn- og helligdage gav de første 4 timer et tillæg på 50%, og derefter var der et tillæg på 100%

Læssemaskinen

Op til 1944-45 læssede man al tørvesmuldet (snuset) med store skovle eller grebe op i tipvognene, som kunne indeholde op til 4 kubikmeter, så der skulle mange skovfulde til at fylde en vogn. Det var både hårdt og snavset arbejde. I dette tidsrum konstruerede vores driftsingeniør, ingeniør Andersen en læssemaskine, som ses på billedet, der er fra 1944. Maskinen som gik på larvefødder, vejede ca. 7 ton og blev drevet af en bilmotor, en Ford 31, som både var robust og driftssikker.

Læssemaskinen havde et utal af gear med kraftoverføringer og en hel del redaktionsgear. Den bevægede sig meget langsomt frem afhængig af, hvor stor en snusbræmme, den skulle læsse. Læg mærke til, at i højre side foran står en gasflaske, som var motorens brændstof, da man ikke kunne få benzin under krigen.

I løbet af nogle få år blev der fremstille 4 stk. af denne slags, så al snuset blev læsset med maskinkraft. Der var en mand til at køre, og så var der en mand til at læsse vognene. Der var to rør, formet som et omvendt V, som manden styrede. Samtidigt var der et spil, der kunne trække vognene efterhånden, som de blev fyldt op. Manden, som styrede rørerne kaldte man “Snabelsvingeren”

Pløjning i Koldmosen

Sidst I 40-erne og i begyndelsen af 50-erne begyndte man at nå bunden af mosejorden, hvor man kom til sand og ler. Sammen med Hedeselskabet gik man i gang med at opdyrke bunden af mosen, som i forvejen var blevet afvandet med dræning af store kanaler med pumpestationer.

På billedet ses Hedeselskabets kæmpeplov, som blev trukket af 2 9 t

”Internationale” larvefodstraktorer. Briketfabrikken 6 t bulldozer måtte hjælpe med til at trække, da det kom til at regne og jordbunden blev fedtet. Der var mange heste foran denne plov.

Landbruget voksede

I begyndelsen af 50-erne byggede “Briketfabrikken” dette korntørreri. Disse 4 siloer var inddelt således, at der var i alt 13 siloer, som hver kunne rumme flere hundrede tønder korn. Der blev gravet mange kanaler, og det hele blev drænet. Der blev også bygget 2 pumpestationer. Den vestligste var den største med 2 pumper, hvis diameter var 18 tommer.

De kunne hver give 15 kubikmeters. Vandet blev løftet 1,75 m. Efterhånden som mosejorden blev fræset et væk, kom der flere og flere hektar jord under plov, så i tiden høsttiden måtte korn- tørreriet køre i døgndrift.

Larvefodstraktorer

Her er en af de nye “David Brown” larvefodstraktorer, som “Briketfabrikken” anskaffede sig 5 stk. af i 1951. Det har nok været i forbindelse med, at man købte ca. 350 hektarer i St. Vildmose, som skulle være et supplement til Lundegårdsmose, der efterhånden begyndte at slippe op. Det store stykke mosejord havde været brugt til fenner. Man havde presset tørv i nogle striber mellem vejen til Nr. Halne og vejen til Biersted, ca. 1 til 2 km længde. Så der stod nogle mosestykker i 200 m bredde, som havde fået mergel og som nu skulle afhøvles. Stykkerne blev fræset, og her kom larvefodstraktorerne til deres ret.

Man kunne nu skubbe de merglede mose jord ud i pressegravene. Så de rensede mosejord kunne fræses og anvendes til briketter. Manden på traktoren er Poul Schrøder.

AFRYDNING

Billedet er fra 1951, da man ryddede mergellaget af de gamle fænner i

“St. Vildmose”. Dette lag blev også afryddet ved hjælp af disse to Fordson Major traktorer med de såkaldte “jordsluffer”. Motorerne i disse traktorer var identiske med dem fra trediverne, med den forskel at de havde selvstarter. Denne traktortype virkede lidt klodsede, så derfor fik de tilnavnet “Klodsmajor. De kom til Danmark i 1946. Senere kom “Powermajor” og “Supermajor”, som “Briketfabrikken” købte en del af

Med disse her “jordsluffer kunne man skrælle et lag af overjorden af og sikre ned i gravene og tømme dem.

På den forreste traktor kører Tommy Clayton og på den bagerste er det Are Carstensen Bulldozeren

I 1950 anskaffede “Briketfabrikken” denne bulldozer. En 6 ton “International Harwester”, som også blev anvendt til afrydning af mergellaget, men den blev brugt til mange andre formål.

Selve motoren var et kapitel for sig. Hele venstre side af motoren var en benzinmotor, med kaburator og elektrisk tænding, mens højre side var men dyser og brændstofpumpe. Man trak to håndtag ned og startede på benzin, når så en rød lampe viste grøn, slog man de to håndtag op, og så kørte den på diesel

Styresystemet var også specielt, da den ikke havde noget differentiale, men en kobling på hver bagaksel. Skulle man dreje måtte man med et håndtag koble siden fri, og med foden bremse den frikoblede side.

PÆS

Denne traktortype havde “Briketfabrikken kun et enkelt eksemplar af Det var ældre Fordson traktor, som vist nok var ombygget til larvefødder i Sverige. Den blev aldrig kaldt andet end “PÆS”. Det var nok et dialektalt udtryk for fod eller fødder. Når den kørte, klaprede det øverste af larvebåndet, fordi det kørte over et bærehjul

Hvis man med sin traktor kørte fast og alt andet var opgivet, så måtte man have fat i “Pæs”, som aldrig svigtede. Når man skulle have et nyt stykke mosejord taget i brug, pløjede denne larvefodstraktor lyngen ned med en 24 tommer plov. Den blev også benyttet til at skubbe “snus” ind til sporet. For når “snusen” lå i en bræmme på 3-4 m ud fra sporet, og læsse maskinen tog en bredde på 1,5 m, så kunne en hjultraktor ikke skubbe så bred en bræmme ind til sporet, men det kunne “Pæs”. Efter krigen anskaffede “Briketfabrikken” sig 5 nye David Brown larvefodstraktorer, samt en enkelt “International Harwester” bulldozer på 6 t Manden på traktoren er Oskar Guldberg, en bror till kunstmaleren David Guldberg fra Biersted.

Rensning af kanaler

Her er et billede af den føromtalte gravemaskine monteret med lang udligger og grab, der rummer 450 liter.

Billedet er tager i efteråret 1957. Om foråret rasede der en storm i tre dage med jord- og sandflugt til følge. Det bevirkede, at mange kanaler og grøfter blev næsten fyldt op med det føromtalte jord og sand, så man kørte i 10 timer hver dag for at få dem renset inden vinter.

Billedet er taget lidt nord for “Polakhuset”. Navnet kommer vist nok af, at der engang havde boet nogle polakker, som havde arbejdet i mosen.

Kulegravning af mosen

Omkring 1950 anskaffede Briketfabrikken denne gravemaskine som var af Lajl Åkerman-typen. Den var specialbygget til at kunne køre på mosejord uden at synke i. Den vejede 10 t. og larvebåndene var 1,20 m brede. Den er her påmonteret en såkaldt dybdeske, som rummede 900 liter.

Gravemaskinen her er beskæftiget med at kulegrave mosejorden i en dybde af ca. 1,5 m for at få det sorte mosejord op for oven, så det kunne blive blandet med overjorden, som var lys og ikke så god en kvalitet. Denne blanding gav en bedre briket. Det tog ca. 10 – 12 dage at kulegrave en hektar.

Der blev gravet flere km. branddamskanaler i denne periode.

Briketfabrikken

Januar2024– Henning og Jens Otto Madsen

======================================================

Hvem var Johannes Jørgensen ?

 

Af fhv. isenkræmmer Børge Møller Pandrup

 

Direktør Johs. Jørgensen var født i

1898 i Sønderjylland, der efter 1864 blev tysk. Hans far var mejeribestyrer ved Sønderborg Mejeri. Som nyudsprunget tysk student blev Jørgensen som alle jævnaldrende sønderjyder tvunget indrulleret i den tyske hær og sendt til østfronten 1915-18. Han kom såret hjem fra krigen, og to år senere, hvor han efter en læretid hos Burmeister & Wain kunne 7 begynde på Polyteknisk Læreanstalt i København. Allerede to måneder inden eksamen blev han kaldt ind til læreanstaltens professor Anker Engelund, som tidligere havde arbejdet i ingeniør Nyeboes firma. Årene forinden havde Nyeboe købt 95 procent af aktiekapitalen i Lundergaards Mose, og nu manglede han en dygtig ingeniør, der kunne assistere med arbejdet i sit firma i København, fordi han selv måtte ofre størstedelen af sin tid i Kaas.

Johs. Jørgensen havde ganske vist truffet aftale om et job i USA, når eksamen var overstået, men det lykkedes rektor Engelund at overtale ham til at blive herhjemme og lade sig håndplukke til at hjælpe Nyeboe efter eksamen. Efter et halvt år måtte Jørgensen i 1928 igen lade sig overtale; denne gang til at tage til Kaas som driftsleder på den nye briketfabrik.

JOHANNES JØRGENSEN – direktør på Kaas Briketfabrik

Da rektor på ”Danmarks Tekniske Universitet”- DTU, Den Polyteknisk Læreanstalt som den hed den gang i 1925, af en gammel ven og kollega, og mangeårig samarbejdspartner, blev bedt om at finde ham en virkelig god og dygtig ingeniør blandt skolens afgangselever. Rektor, professor Anker Engelund havde et stort udvalg af dygtige ingeniøraspiranter at vælge imellem; alligevel fristes man til, nu bagefter hvor man skal bedømme den han udvalgte, til at sige at han har været usædvanlig heldig i sit valg, og at det kom hele sydvest Vendsyssel til gode.

Professor Engelund opfordringen af sin gamle ven, Marius Ib Nyeboe. der var en af tidens meget dygtige og initiativrige ingeniører, der i mange år havde boltret sig både i USA, i Zarens Rusland, her hjemme i Danmark og på Grønland, hvor han med vennerne Knud Rasmussen og Peter Freuchen, havde startet både ”Grønlandske Handel” og ”a/s Grønlands Minedrift”, men som nu her i 1925, efter at have købt 95% af aktiekapitalen i ”a/s Lundergaards Mose”, var i fuld gang med at bygge den store Briketfabrik i Kaas, det første rigtig store danske forsøg på at industrialisere den danske brændsels produktion, og derfor nu manglede en dygtig mand til at passe ingeniørforretningen hjemme i København.

Anker Engelund var ikke tvivl; der var specielt én af de unge ingeniører han havde bemærket; det måtte være den unge Johannes Jørgensen. Han var født den 27. maj 1898 i Ulkebøl ved Augustenborg fjord, som søn af mejeribestyrer Knud Jessen Jørgensen og Christine Magdalene Jørgensen fra Sønderborg. De havde siden 1864 været en del af Tyskland, hvorfor Johannes Jørgensen måtte blive tysk student, og under første verdenskrig tvunget til deltagelse som tysk soldat, og som gruppefører for en 6-mands gruppe kommanderet til vestfronten ved Verdun. I sidste øjeblik var han på vej ud i skyttegravene blevet indlagt, alvorligt angrebet af tuberkulose, tidens helt store dræber næst efter krigen. – Samme dag som han blev indlagt på lazarettet i Plön i Holsten, hostende blod, blev alle hans gruppekammerater dræbt af en fuldtræffer i deres skyttegrav.

Mens Tyskland tabte krigen, blev han behandlet for sin tuberkulose, og da freden kom, var han frelst for både krigsfangenskab og døden i skyttegraven. Da han blev hjemsendt som rekonvalescent, kunne han efter genforeningen i 1920, nu igen som dansker, drage til København og studere til civilingeniør på Polyteknisk Læreanstalt. Her var det så han blev udvalgt af rektor Engelund. Han havde ganske vist netop besluttet sig til, straks efter afsluttet eksamen, at søge lykken i U.S.A., men smigret over sådan at blive håndplukket, lod han sig lokke: ”Jeg har jo haft så travlt med hurtigt at afslutte studiet, at jeg dårligt har givet mig tid til at se Kongens by; jeg tager jobbet et par år, Amerika bliver der nok imens!”

Straks efter kunne han finde sig dybt begravet i spændende ingeniøropgaver i Nyeboes firma i København, mens Nyeboe selv var travlt optaget af at bygge briketfabrik i Kaas. Men allerede i 1926 måtte Jørgensen igen lade sig overtale. Denne gang ville Nyeboe have ham som driftsleder til Kaas, hvor byggeriet nu var færdigt. Men det var jo bare ikke en BRIKET-fabrik Nyeboe havde bygget. Trods sin store erfaring med mosebrug, havde han taget fejl. Hele det store tyske fabrikskompleks, han havde købt færdigkonstrueret, komplet med maskiner, var til brunkul som råmateriale, og ikke til tørvesmuld. Dette var alt for groft og egnede sig ikke. I stedet havde han valgt at bruge knuste hydro-peat-tørv, en tørv fremstillet efter en produktionsmetode Nyeboe selv havde hjembragt fra Rusland, og som han her benyttede med succes, men det var alt for kostbart til sådan fuldt færdigt bare at blive knust og benyttet igen som et nyt råstof i en ny produktion. Nyeboe var kørt fast, og kunne se sine penge svinde mere og mere. Han havde brug for friske øjne til at udtænke nødvendige løsninger.

Jørgensen kom til Kaas; Amerika måtte vente. Efter at have levet sig ind i problemerne tillod han sig at sige, at virksomheden var ”en dødssejler, hvor man aldrig ville kunne få indtægterne til at overstige udgifterne!” Nyeboe lod sig dog ikke fornærme af sin nye driftsleder, som han havde stor tiltro til. så Jørgensen måtte trække på skulderen og gå i gang med opgaven. Med en helt ny metode: moseoverfladen blev harvet og findelt ved fræsning; nye fræsere blev udviklet, fræsemarker og kanaler anlagt. Takket være denne helt nye råstofindvinding, nye råstofopsamling og nyt transportsystem, blev produktionen rentabel; – – det hele fungerede! – Men Nyeboes penge var desværre brugt op – forsvundet, og i 1932 måtte han se sig konkurs!

Men en videreførelse af virksomheden var nu absolut realistisk, hvis man bare kunne fremskaffe ny kapital, og da staten nu indså virksomhedens store beskæftigelsesmæssige betydning, og produktionens forsyningsmæssige værdi, lykkedes det at etablere et nyt aktieselskab med staten og Nordjyllands Kulkompagni som aktionærer, og med Jørgensen som direktør. Nyeboe var ude af billedet, udskiftet med en hel flok folketingsmedlemmer, bl.a. Merete Nordentoft, der dengang kunne vække forargelse landet over, ved som offentlig kendt person at vælge at blive gravid uden at have en ægtemand. Også i Kaas forargede hun i sin ”forsvindingskjole”, som Jørgensen kaldte den. Men virksomheden kunne videreføre Lundergårds Mose og Kaas Briketfabrik med Johannes Jørgensens nye metoder. Det var hans principper og metoder der vakte opmærksomhed og beundring verden rundt og hidkaldte kolleger og ingeniører fra både Amerika og Rusland og alle andre tørveproducerende lande.

I sjældne ledige stunder var han blevet præsenteret for Nyeboes datters københavnske veninde, Elisabeth, der under en ferie hjalp til i fabrikkens kantine, hvor Jørgensen spiste. Det var endt med bryllup i 1931, og med sønnerne Nils i 1935, Jørn i 1937 og med datteren Lone i 1943.

Men intet bliver ved med at være let i denne verden, og der lå da også flere vanskeligheder og ventede! Allerede året efter, den 1. juni 1933, skete ulykken! En morgen mens fabrikken arbejdede på fuldt tryk – – lød pludselig en kæmpe-eksplosion! På et splitsekund var hele fabrikken et flammehav! – – – – 2 af fabrikkens arbejdere brændte ihjel, seks andre slyngedes fra maskinhallen langt ud i gården, mange kom alvorligt til skade, en måtte springe ud med tøjet i flammer gennem et vindue i fjerde sals højde, men var så heldig at havne i en stor dynge blød tørvesmuld. Han overlevede! Mange blev frygteligt forbrændt, bl.a. direktør Jørgensen selv, der først efter tre måneder slap ud fra hospitalet efter de meget alvorlige forbrændinger på hele kroppen og i ansigtet han havde pådraget sig.

Men hospitalsopholdet blev udnyttet. Tiden var knap, der var ikke tid til at afvente raskmelding og efterfølgende bestyrelsesmøde, så med storaktionæren direktør Larsen fra Nordjyllands Kulkompagni siddende på sengekanten, fik Jørgensen rygdækning til at ændre fabrikationen til det ideelle, hvilket ville medføre en genopførelsessum tre gange større end forsikringssummen. – Hospitals-sygestuen blev ændret til tegnestue. Fra Aalborg Værft lykkedes det Jørgensen at låne et antal ingeniører, der under hans ledelse fra hospitalssengen, gik i gang med at ændre fabrikkens indretning. Den havde jo fra starten været bygget og konstrueret som kopi af en tysk brunkulsfabrik, men takket være ulykken blev der mulighed for at rette de værste fejltagelser, og da Jørgensen blev udskrevet fra hospitalet, var konstruktioner og kalkulationer færdigudviklet, og i tæt kontakt med bestyrelsen, der efterfølgende accepterede den store overskridelse, var man lynhurtigt i gang med genopbygning og nyindretning af fabrikken igen. Snart var der fuld gang igen i produktionen, så man rundt i hele kommunen igen kunne fryde sig over fabriksfløjten morgen og aften.

Kaas Briketfabrik, der opstod som et forsøg på at industrialisere den tørvefabrikation, der under første verdenskrig frelste Danmarks energibehov, da krigen udelukkede alle leverancer af kul og koks og olie fra udlandet, og den rolle kom fabrikken nu til at spille igen under anden verdenskrig, men nu med Jørgensen inde i billedet. Landsdelens store moser med deres tørveproduktion tiltrak nu arbejdere i enorme antal fra hele landet, og medførte bl.a. at arbejdsministeriet opstillede store mandskabsbarakker for at huse dem der kom fra andre landsdele. Mellem briketfabrikken og kalkværket blev således opstillet 2 sådanne barakker, hvoraf det lykkedes Jørgensen at forbeholde den ene til, i de sidste krigsår, udelukkende at rumme de flygtende modstands- og politifolk, der ad hemmelige kanaler blev sendt til Jørgensen, der sørgede for at de kom med i den lokale fagforening, gav dem legal beskæftigelse, og indtægt ved et arbejde de kunne holde til, blev skjult, isoleret sammen med andre i samme situation. De kunne efter dagens overkommelige plantearbejde, assistere de lokale modstandsfolk med illegal våbenmodtagelse aften og nat. Jørgensen sørgede for optagelse i lokal fagforening, men også på anden vis hjalp han modstandsfolkene, f.eks. ved at tillade at de kunne benytte fabrikkens lastbil om natten til transport af de modtagne containere. Da bilens normale chauffør en morgen undrede sig over den varme motor, beroligede Jørgensen ham ved at sige, at det var ham der havde benyttet bilen til inspektion af fabrikkens eget vildtreservat. Det er kendetegnende, at da egnens folk i det første krigsår stod med to engelske piloter hvis fly var skudt ned, som man gerne ville hjælpe, var det direktør Jørgensen og hans gode ven, kredslæge Bryder i Birkelse, man opsøgte for at få hjælp. De tog opgaven alvorligt, og gennemdrøftede situationen med englænderne, der af fru Jørgensen med andet tøj var blevet forklædt som danske arbejdsmænd. Efter grundig gennemgang af alle muligheder; der var den gang endnu ingen assistance fra en modstandsbevægelse, der endnu ikke eksisterede. Faren for at blive afsløret og dræbt som udenlandske spioner, og efter grundig undersøgelse af regler for krigsfangers behandling, afsluttedes drøftelserne med hastig uniformering igen som engelske piloter, og tilkaldelse og overgivelse til tysk militærmyndighed. Under hele resten af krigen, afgik der regelmæssigt fødevarepakker til piloterne i den tyske krigsfangelejr fra Jørgensen og Bryder, og efter krigen oplevede man et glædeligt gensyn i Kaas og i rådhuset i Pandrup.

Eftertiden har måske undret sig over hvordan det var muligt at holde fabrikkens omfattende maskinpark med talrige lastbiler og traktorer i funktion i den benzinløse tid? Men her må man erindre Johannes Jørgensens fantastiske evne til altid at holde sig orienteret om alle de muligheder tiden åbnede for den årvågne. Knapt var naturgassen i Vendsyssel en kendsgerning, før Jørgensen bankede på døren til det nyskabte selskab ”Alpha-Gas” i Frederikshavn. Forfatteren Jan Svendsen beskrev i 2014 i bogen ”Olien længe leve ”hvad det medførte: ”Kaas Briketfabrik havde foruden en halv snes lokomotiver og adskillige lastbiler, mere end 30 traktorer der kørte på naturgas. Fabrikken aftog i lang tid et kvantum gas, der svarede til et forbrug på ca. 3.ooo liter benzin. Direktør Jørgensen udtalte, at prisen ingen rolle spillede i spørgsmålet om at holde produktionen i gang. ”Det hjælper os ikke, at vi til efteråret vil prøve at putte vores pengesedler i kakkelovnen. Kan vi få naturgas i det omfang, som jeg i dag har håb om, kan vore traktorer rulle over moserne.” Den samme årvågenhed mødte man hos ham, da han straks efter atombombens opdukken i 1945, var fascineret af de muligheder, der måtte vise sig, når atomkraften en dag kunne udnyttes fredeligt.

Direktøren på egnens største og meget populære arbejdsplads, blev snart en meget populær og afholdt person i lokalsamfundet. Den høje, alvorlige og meget fåmælte mand, viste sig meget hjælpsom på mange fronter, altid med et godt råd og gode initiativer. Dette kom den private realskole i Pandrup til gode, hvor han som formand efter krigen, skaffede skolen mulighed for udvidelse med gymnastiksal og flere klasseværelser. Takket være hans indsigt og anskaffelse af efterladte tyske barakker, blev det et økonomisk meget fordelagtigt projekt, der under benævnelsen ”Ungdomsborgen” har været et stort plus for byen. Da han blev opstillet som kandidat til sognerådsvalget i Jetsmark kommune, blev han valgt med rekordstort stemmetal fra alle kommunens valgsteder. Den lokalpatriotisme der ellers skinsygt forhindrede stemmeflugt over den usynlige grænse mellem kommunens sydlige og nordlige dele, hvis ikke begrundet i snævre familierelationer, var for en gang skyld fuldstændig virkningsløs. Alle støttede begejstret Jørgensens valg, og han blev omgående gjort til sognerådsformand. Alle jublede og forventede en blomstrende periode med fantastiske reformer, men da Jørgensen opdagede på hvilket mangelfuldt grundlag, man som folkevalgt havde at træffe afgørende økonomiske beslutninger ud fra, fik han sin læge til at erklære sig uegnet til den slags arbejde.

Men det var vist stadig sådan, at når kommunebogholderen konstaterede at kassen var tom, ringede man blot til direktør Jørgensen. Briketfabrikken og han selv var altid parat til at forudbetale skatterne for et kvartal eller to.

De mange forhistoriske fund der i tidens løb blev gjort i mosen, prægede hans kontor-interiør og gav anledning til tæt samarbejde med arkæologerne i Vendsyssel Museum, ligesom de store moseegs-stammer der åbenbarede sig på mosens bund, resulterede i smukke møbler fra møbelkunstneren og kunstmaleren Oluf Jensens værksted i Vrensted.

I familiens skød var han sine sønners strengt opdragende og korrekte, men også meget beundrede og respekterede fader, som datteren Lone forgudede, og som altid, når mulighed gaves, ledsagede ham på inspektioner i fabrikken, i produktionsmosen, og ude i naturen. Familien lejede sig hver sommer ind i det samme Skagen-sommerhus i alle skoleferiens 7 uger. Men farmand passede produktionen og sin del af brandvagten hjemme, og kom kun i weekenderne.

Livet igennem holdt han kontakt til sine studiekammerater fra læreanstalten. ”Banden” blev de kaldt, og de mødtes traditionelt én gang årligt. De sad alle nu i store ingeniør- eller direktørstillinger i nogle af landets største virksomheder. Dette, samt kendskabet til de mange folketingspolitikere, der i årenes løb kom på fabrikken som fabrikkens bestyrelsesmedlemmer, gav ham værdifulde kontaktflader. Kontakter som dog også andre forstod at udnytte, for i årenes løb blev Jørgensen i meget stort omfang udnyttet som udpeget medlem i officielle og offentlige kommissioner og udvalg, hvorfor man i dag i Egnssamlingens arkiv i Saltum finder mængder af betænkninger om alverdens forskellige forhold, som Jørgensen i årenes løb har udfærdiget, ligesom der er dynger af patenter til beskyttelse af hans og Andersens mange konstruktioner og opfindelser.

Altid var han optaget af problemer, altid oplagt til at diskutere atomkraftens udnyttelse, eller ”den gule fare”, der havde optaget ham fra hans tidligste ungdom. Selv som ældre pensionist havde han altid et hygrometer i lommen, hvormed han målte luftfugtigheden i de rum hvori han befandt sig. Og fandt han behov herfor, fik man straks et foredrag om luftfugtighedens store betydning for vores helbred, almene befindende og arbejdsindsats.

Hans ungdoms optagethed af teknik, af maskiner, biler og motorcykler, holdt livet igennem, via Pontiac-begejstringen til andre mere kendte, men udvalgte bilmærker.

Aalborg Amts Arbejdsløshedsudvalg med stiftamtmand Lorck Madsen som formand, udarbejdede sammen med Jørgensen planer for oprettelse af tørvefyret kraftværk i Store Vildmose. Han havde også sæde i det udvalg statsminister Jens Otto Krag, nogle år senere nedsatte med samme formål: at omdanne Vildmosens sidste tørverester til elektricitet. Det samme havde man forsøgt også før krigen, men hver gang var planerne opgivet, da ingen turde regne med stabile daglige leverancer af tørt brændbart tørvesmuld året rundt. Også godsejer Flemming Juncker kaldte på Jørgensens sagkundskab, da han med fransk finansiering, også planlagde, ved hjælp af et kraftværk i Vildmosen, at omsætte tørvemassen til kvælstof-gødning. Juncker imponerede Jørgensen med sit fantastisk gennemarbejdede projekt og tekniske viden, men også med sin enormt store private tekop, der rummede en hel liter, men Juncker selv var jo også enorm. Desværre blev det projekt heller ikke til noget, men Jørgensen blev aldrig træt af at advare om, at den ”brændsels-reserve til kommende krige”, som mange mente, man havde i de endnu uudnyttede moser, var en illusion, da de på grund af afvanding og dræning formuldedes lynhurtigt.

Efter krigen fortsatte fabrikken i Kaas produktionen og afsætningen, til at først Lundergaard Mose var tømt for tørvejord, og derefter også en større opkøbt del af Hune Mose. For stadig at have råstof for briketproduktionen, anskaffedes en pæn del af de bedste dele af Store Vildmoses brugbare tørveforekomster. De blev fræset op, og i store 40 kubikmeter aluminiumscontainere transporteret til fabrikken af store Volvo-lastbiler, der kørte i en konvoj, der tidsmæssigt særdeles præcist ankom til fabrikken i Moseby, og her blev tørvemassen lavet til ”Kaas Briketter”, der stadig her længe efter krigen stadig var yderst populære og salgbare, og produktionen havde stadig en stor beskæftigelsesmæssig betydning. Den store mængde arbejdskraft, krigen havde trukket til Nordog Vestjylland til brændselsproduktion og til krigens tyske fæstningsanlæg, var nu yderligere forøget ved efterkrigstidens mekanisering af landbruget, og resulterede nu i en alt, alt for stor arbejdsløshed. Fabrikkens hjemkommune, Jetsmark, udgjorde Danmarks ”Arbejdsløsheds-Ø nr. 1”, der i perioder havde opvist arbejdsløshedsprocenter på op til uhørte 42%, så lokalt troede man det var løgn, da det rygtedes, at Danmarks regering havde aftalt import af østtyske brunkulsbriketter, i antal og til priser, så danske ”Kaas-Briketter” fremtidigt var usælgelige. Trods råvarer til endnu flere års produktion måtte Jørgensen og hans bestyrelse med tungt hjerte tage den tunge beslutning at stoppe produktionen.

Det pinte Jørgensen at vide, at der i Sandmosens og i Koldmosen stadig befandt sig et væld af små rest-forekomster af brugbar tørvemasse i de mange lange, men meget smalle moseparceller, der siden ”udstykningen” i 1799 havde tilhørt egnens mange privatejede landbrugsejendomme, og som man nu måtte imødese i fremtiden ville blive værdiløse, på grund af afvandingen og dræningen, der ville medføre iltning og nedbrydning af tørvelagene. Ved en stor samlet udnyttelse af disse private restlag, og ved en sidste anvendelse af fabrikkens hydropeat-anlæg, som jo ellers herefter ville være værdiløs, ville en udnyttelse kunne være rentabel. Jørgensen tilbød derfor disse landmænd, at hvis de samlet alle lod deres parcellers værdiløs sandmiler, der dækkede over de spredte rester tørvejord indgå i et selskab, ville han lade fabrikken påtage sig ledelsen og praktiseringen af projektet, der skulle udføres af fabrikkens hydropeat-anlæg, som fabrikken ville stille gratis til rådighed, og efter udnyttelsen, sammenlægningen, dybdepløjning og planering, ville arealerne nu tilsammen udgøre et stort salgbart dyrkningsareal, der efter et gødnings chok ville kunne ændres til bugnende kornmarker. Fabrikken ville som sagt stille hydropeat anlæg, nødvendig lægge plads, teknisk assistance og, regnskabsføring og finansiering i hele perioden, samt betale de anselige udgifter til Hedeselskabets undersøgelser og opmåling. Selv skulle de blot ALLE være med; de ville til gengæld få indtægten ved salget af de producerede tørv og ved salget af de store dyrkningsarealer. Jørgensens store plan og hans kæmpestore planlægningsarbejde, viste sig desværre at være totalt spildt. – – Sådan noget ”fællesskab” der krævede ALLES deltagelse, kunne man ikke blive enige om i det Danmark, der var andelsbevægelsens gamle hjemsted.

Men Jørgensen og hele hans stab af dygtige medarbejdere, her ikke mindst civilingeniør Svend Aage Andersen, der var blevet ansat allerede i 1934, og som siden havde stået ved Jørgensens side under hele virksomhedens udvikling, og alle de gamle trofaste formænd, var ikke sådan til sinds at stoppe uden videre. Sideløbende med at Lundergaards Mose var blevet tømt for tørvesnus, var de store arealer blevet beplantet med store effektive læbælter, dele af den beplantet med skov (af eftertiden benævnt ”Politiskoven”- en hentydning til krigsårenes illegale plantører), og resten blev efter Johannes Jørgensens grundige studier i Holland, og hos godsejer Flemming Juncker, Overgård, der jo netop havde afsluttet store inddæmninger af gammel fjordbund, samt Hjørring Amts Landøkonomiske selskabs konsulent A. Albertsen, Vester Hjermitslev, kultiveret efter alle kunstens regler. Det var jo også her jomfruelig jord, der i tusind år havde ligget gemt under mosen. Den blev forsynet med nødvendige kanaler og pumpestationer, dybdepløjet af Hedeselskabet, chokbehandlet med gødning, tilsået og anlagt til kornavl i stor stil. Forsynet med kæmpelader og store kornsiloer (for 4.000 tønder korn), korntørreri og -renseri, med en kapacitet på 560 tønder i timen. På hele jordbrugs og kornavls-området havde Jørgensen ved selvstudium erhvervet sig en enorm viden, der imponerede alle fagfolk, der kom i berøring med ham. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, og også Hedeselskabet var imponeret over Jørgensens resultater, og 23. september 1966 ved en lille højtidelighed i restaurant Karnappen i Blokhus overrakte en deputation fra Statens Jordlovsudvalg og Hedeselskabets bestyrelse, med formanden godsejer, hofjægermester Aksel Olufsen i spidsen, Jørgensen Hedeselskabets værdifulde store sølvbæger med fornem inskription.

Til det sidste forsøgte man af al kraft at finde fortsat beskæftigelse til fabrikkens mange trofaste arbejdere, nogen blev hjulpet til anden uddannelse, f.eks. på seminarium. Jørgensens talrige studier i Holland, hvor man havde fine resultater med kæmpe-grøntsagsafgrøder på hurtigt udskiftelige sphagnumlag i store drivhusanlæg, overvejedes prøvet her. Også muligheder som maskinfabrik blev undersøgt. Ingeniør Andersen, der var opvokset i et slagteri-miljø, havde især opmærksomheden rettet på muligheden for fremstilling af slagterimaskiner, som kødvogne, saltekummer, rullepølseforme, snegletransportører, blandemaskiner m.m., men man fandt den gang ikke tiden moden hertil. Interessant er det at se, at der nu mange år senere dukker et firma som Carsøe op her i den nærmeste omegn med netop dette produktionsprogram. Man havde spekulationer om fabrikation af isoleringsplader, der med indhold af tørvejordens humus, skulle gøre dem modstandsdygtige mod angreb af termitter, og dermed velegnede for tropiske egne. Forslag om anlæg af humleplantage i samarbejde med bryggerierne, og med produktion af tovværk af de meget velegnede humleranker. Alle muligheder og ideer blev taget op, drøftet, undersøgt og opgivet igen.

Til slut var man nødt til at trække en streg. Der dukkede en køber op til hele anlægget, godsejer Finn Søholm Jørgensen, overtog alle 650 ha., hvoraf 400 ha. er under plov og i dag udgør mønsterkornbruget KAASHOLM AVLSGAARD. En meget energisk lokalgruppe under tidligere landpost Leo Kristensens formandskab har nu i årevis forsøgt at skabe grundlag for bevarelse af de store gamle fabriksanlæg, og år efter år for turister anskueliggjort den gamle kultur omkring tørvegravningen ved meget fornøjelige ”friluftsteater-forestillinger” under regi af TØRVEBISSERNE.

Jørgensen selv flyttede med fruen til Vodskov i 1968. Hans bror og søster flyttede til Pandrup. Dem besøgte han punktligt med faste mellemrum, og holdt sig orienteret om hvad der skete omkring sin gamle øde arbejdsplads. Selv døde han i 1986. – En sønderjyde havde vundet anerkendelse i Vendsyssel.

Foto fra bogen ”Energi fra våde moser” s.65

Læs evt. bogen

Januar 2024 – Børge Møller

====================================

Et foredrag

Kaas Briketter A/S

Tørvebriketfabrikationen i Kaas.

Resumé af Ingeniør, cand. polyt. Johs. Jørgensens Foredrag d. 13. November 1934.

DET har længe for Tørvefabrikanterne været et Ønske og en Nødvendighed at fremstille et Produkt, som er bedre end den almindelige Tørv vilde tilfredsstille moderne Menneskers Krav. Tørven bliver mere og mere et ubekvemt Brændsel. Den kræver megen Plads, fordi hele Forbruget skal tages hjem om Sommeren og fordi den fylder meget i Forhold til den afgivne Varme. Den kan derfor heller ikke taale megen Fragt. Forbrugerne er blevet forvænnet med at faa alle Forbrugsvarer i en smuk og koncentreret Form og dertil i Reglen i fine Indpakninger.

Tørvefabrikanterne har for at følge med i denne Udvikling i alle Dele af Verden forsøgt af Moserne at lave Briketter, som paa en Gang tilfredsstiller alle de ovennævnte Krav.

Opgaven har imidlertid ikke været let. Snesevis af Millioner er i Udlandet sat ind paa Løsningen af dette Spørgsmaal og uden Resultat. De fleste Forsøg gik ud paa at omdanne almindelige Tørv enten Eltetørv eller Skæretørv til Briketter. Men Resultatet blev overalt, at Tørvene som‘ Raamateriale for Briketfabrikatio- nen blev for dyre. I Tyskland forsøgte man – efter den saakaldte Madruck-Metode – at anvende selve Raamosen som Raamateriale, idet man ad mekanisk Vej vilde presse Vandet ud af Massen. Det mislykkedes ogsaa.

I Kaas er man gaaet en Mellemvej, idet man som ved Tørvefabrikationen udnytter Lufttørringen i størst mulig Udstrækning, men alligevel faar et Raamateriale, der ikke er synderlig forskellig fra Raamosen. Processen i Mosen, der kaldes Kaas-Fræsemetode, er helt og holdent udviklet i Kaas i de sidste 5 Aar og maa anses for at være den endelige Løsning af det saakaldte Tørveproblem, selv om Metoden i Kaas endnu ikke er ved Grænsen af Udviklingen. Ideens Fader er Ingeniør. M. Ib. Nyboe. Nødvendig for Fræsemetoden er en Mose af passende Størrelse og rimelig god Kvalitet og med en saadan Beliggenhed, at der kan skaffes gode Afvandingsforhold.

I Kaas er der i Øjeblikket under Arbejde et samlet Areal paa 100 ha. Arealet er ved Hjælp af Grøfter inddelt i Felter paa 100 m’s Længde og 30 m’s Bredde, der er ordnet paa begge Sider af 1 km lange Hovedspor, der saaledes ligger 200 m fra hinanden. Midt imellem Hovedsporene og parallelt med disse gaar Hovedafvandingsgrøfterne, der snarest muligt føres ned til Sand- bunden. De andre Grøfter er kun 1 m dybe og tjener fortrinsvis i Forbindelse med Afrundingen af Feltets Overflade til snarest at bortlede Regnvandet.

Raamaterialet indvindes paa disse Felter udelukkende ved Hjælp af Traktorer i Forbindelse med særlige Arbejdsmaskiner. Arbejdet paa Mosen udføres normalt fra 1. April til 1. September. I denne Tid bearbejdes Mosen, der ved Hjælp af Grøftesystemet er afvandet, mest muligt med 22 Traktorer, der holdes i Gang, saalænge Vejret tillader det, og saalænge man overhovedet kan se. I selve Sommertiden arbejder Traktorerne saaledes 20 Timer i Døgnet.

Den første Operation bestaar i at findele et tyndt Lag ca. 1 cm paa Toppen af Mosen saa fint som muligt. Dette foretages enten med særlige Pindharver, lette Tallerkenharver eller med roterende Fræsere. Det sidste byder de største Fordele og vil udelukkende blive anvendt i Fremtiden. Disse Traktorfræseapparater kan behandle Areal paa ca. 0,8 ha pr. Time. Efter Fræseen ligger det løsskaarne Lag findelt og meget løst paa Mosens

Overflade og har særdeles gode Betingelser for Paavirkning af Vind og ol. I Løbet af et Faatal af Timer er Lagets Overflade tør. Paa dette Tidspunkt kommer den næste Maskine, en Traktor med en 8 m bred Vendeharve og vender Laget omkring uden at rive nyt og fugtigt Materiale løs. Denne Operation gentages efter Tørringsforholdene -3 Gange. En enkelt Maskine kan overkomme ca. 5 ha i Timen. Laget ligger herefter spredt over Mosen med den ønskede Tørhed med Ca. 50-55 pCt. Vand. Med særlige Samleapparater bliver det nu med stor Fart indsamlet i en ca. 1 m høj Bunke paa begge Sider af Hovedsporene. Samleapparatet bestaar af en skraat stillet Plade ca. 2 m bred der, der skubbes foran Traktoren. Traktoren kører baglæns og tom fra Hovedsporet ned til Hovedgrøften og kører saa i et Stræk de 100 m frem til Hovedsporet skubbende alt tørt Materiale foran sig op til Sporet. Denne Operation foregaar med en Hastighed paa ca. 0,4 ha pr. Time. Fra dette Øjeblik er Materialet klar for Transport til Briketfabriken eller Stakken, der tjener som Lagerbeholdning af Råmateriale for hele Vinterproduktionen. Der indvindes ved denne Proces i hvert enkelt Kredsløb omtrent Råmateriale til 5 tons Briketter pr. ha. Normalt kan der foretages 40 Høste pr. Sæson. således at der pr. ha kan indvindes Råmateriale til 200 ts. Briketter. Ved Fræsemetoden fordampes der ca. 2500 ts. Vand pr. ha og pr. Sæson. Naar Materialet først er indsamlet til Sporene, er det ret sikret mod Ødelæggelse af Regn, særlig naar der er indsamlet flere Gange ovenpaa hinanden. En Del af Regnen løber af paa Bunkens skraa Sider og Resten generes ikke af den Regn, der falder, inden Materialet transporteres bort. Normalt er Raamaterialet om Sommeren saa tørt, at selv heftig Regn paa Bunkerne ikke bliver følelig for Fabrikationen.

Fra de omtalte Bunker paa begge sider af Sporet læsses Materialet med Grebe i Vogne, der enten kører til Fabrik eller Stak. Normalt transporteres der i Sæsonen 2 Gange saa meget til Stak som til Fabrik.

Produktionsmaskineriet i Mosen er langt overlegen over Transporten. Selv i en Regnperiode foregaar derfor Transporten uhindret, da der normalt ligger store Mæng der af Raamateriale langs Sporene. I alle Tilfælde sørges der for. at der er Raamateriale nok til Forsyning af selve Fabrikken i Sæsonen direkte fra Mosen. Raamaterialet har en Vægt- fylde paa 350-400 kg/m3 og indeholder 175- 200 kg Tørstof/m3. Den største Del af Raamate- rialet bliver kort i Stak. Denne er 7 m høj og dækker 3 Td. Land. Med den omtalte Højde er Raamaterialet nogenlunde beskyttet mod Regn. Selv om praktisk talt alt Regn bliver optaget i Stakken, bliver det gennemsnitlige Vandindhold ikke større end at Fabrikken kan forarbejde det. En Beregning viser dog, at det vil være formaals- tjenligt at opbevare Raamaterialet under Tag. Fræsemetoden er selvfølgelig paa samme Maa- de som Tørvefabrikationen afhængig af Vejrfor- holdene. Ved Fræsemetoden løber man dog ikke nogen Risiko ved at begynde for tidligt og fortsætte længe. Saa saaré Mosen i Foraaret kan bære Maskinerne, begynder Arbejdet. Natte- frosten kan ikke ødelægge Materialet. I Efteraaret standses Processen af sig selv, naar Mosen bliver for vaad.

For den videre Forarbejdning af Raamaterialet spiller ved Siden af Fugtigheden Materialets Kvalitet en afgørende Rolle. Moserne er i saa Henseende saavidt forskellige, at Fabriken i hvert Tilfælde neje maa tilpasses efter den paagældende Moses Karakter. Det, der her er af størst Betydning, er Mosens Indhold af uformuldede Plantefibre. Dette Indhold sætter i Virkeligheden en Grænse for en Moses Anvendelighed til Fremstilling af Briketter. Man kan ganske vist tænke sig, at der vil kunne findes. Afsætningsmuligheder for den saakaldte Torve- uld, saaledes at Grænsen derved vilde kunne flyttes. Den Del af Ulden, der ikke under Fabrikationen bliver til Pulver, men stadig optræder som lange Travler, er uanvendelig til Briketteringen. I Kaas er saaledes 20-25 pCt. af Raamosen Uld af ovennævnte Beskaffenhed. Et Indhold som dette er imidlertid netop pas- sende som Brændsel paa en Fabrik. Hvor Varme økonomien er den bedst mulige. Det vilde derfor ikke være af Betydning. at Uldindholdet var mindre. Et større Uldindhold derimod vilde betyde, at Fabriken maatte bygges med daårlig Varmeøkonomi for Øje, og Raamateriale forbruget vilde dermed blive større. I alle Til- fælde vilde det, så længe der ikke findes Afsætning for Ulden, være nødvendigt at indrette Fabrikken således, at Ulden kan brændes, da det vil koste Penge at transportere den bort. fabrikken i Kaas forarbejder daglig mellem 5 og 600 m Raamateriale. Denne Mængde til- køres Fabriken daglig enten fra Mosen i Sæsonen eller fra Stak efter Sæsonen i 4 m’ Vogne. der med et enkelt Greb kan tommes i Fabrikens overdækkede Bunker. Transporten foregaar paa 8 Timer, og Bunkeren er saa stor. at den kan optage Raamateriale til næste Morgen.

Læsning og Transport kan saaledes hele Aaret rundt foregaa ved Dagslys. Fra Bunkeren tommes Materialet gennem særlige Maalesluser. der dirigeres elektrisk fra Fabriken og sorger for konstant Fødning, ned paa et Transportbaand, der ender i Mølleriet. Her bliver Raamaterialet pulveriseret med Undtagelse af Ulden og samtidig blandet med tørt Pulver til en for den øvrige Proces passende Tæthedsgrad. Efter en yderligere Behandling i en Blan- dingsmaskine bliver det jævnt fordelt over 5 – Sigter efter egen Konstruktion, der skiller Raamaterialet i Pulver og Uld. Pulveret gaar herefter til Tørreren den saakaldte Peco-Terrer – og Ulden gaar til Fyret. Peco-Terreren, der repræsenterer det sidste Fremskridt paa Terre- – teknikens Omraade, bestaar af 4 Terreagregater. Pulveret blæses i en bestemt Rækkefølge gennem de 4 Apparater og bliver tørret ned til ca. 10 pCt. Vand paa nogle faa Sekunder. Dampforbruget paa Torreren er normalt 1 kg Damp a 3 atü for hver kg Vand, der skal fordampes.

Fra Torreren gaar Materialet uden Afkøling til Briketpresserne, hvoraf der i Øjeblikket forefindes 2. En tredie vil dog snart blive opstillet. Presserne er Buckau-Presser af samme Slags som de Presser, der anvendes til Brunkul, men med en Slaglængde, der specielt er tilpasset for Tørv. Fabriken kan efter Opstilling af den 3. Presse producere 80 ts. Briketter daglig af det letteste Materiale. Med godt Raamateriale vil Grænsen være ca. 100 ts. i Døgnet.

Som Brændsel under Dampkedlen bruges ude- lukkende den fra Sigterne kommende Terveuld. Denne optræder i Reglen med et Vandindhold paa 50-55 pCt. og er som saadan et meget daarligt Brændsel. Ved Hjælp af en af Peco konstrueret Reggasterrer bliver Ulden dog fortørret til 25-30 pCt. og brænder herefter udmærket paa Vandrerist. Røggassen afkøles samtidig fra 300-120. Kraftanlægget bestaar af en moderne 260 m2 Rørkedel for 24 Atmosfærers Tryk og en 300 HK Dampmaskine med Generator. I Dampmaskinen udnyttes Dampen fra 24-8 atü. Med 8 atû gaar den videre til Presserne, hvor den udnyttes fra 8-3,5 atů for derefter at gaa paa Tørreren, hvor den kondenseres. Kondensatet gaar med ca. 130 og 3,5 atü til Fødepumperne og herefter tilbage paa Kedlen. Terrerens Dampforbrug er paa denne Maade Fabrikens totale. Dampforbrug til Kraft og Varme. Vi kan med. Stolthed bemærke, at der i Øjeblikket i Verden ikke findes nogen Briketfabrik med en tilsvarende Varmeøkonomi. Fabriken i Kaas er med Undtagelse af Tørre- apparaterne projekteret af Fabrikens egne Ingeniører og er for en stor Del udført som dansk Arbejde.

14.-12.-34.

Johs. Jørgensen.

=================================================

Den hemmelige by

Af Jens Otto Madsen

Et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som tysk landsby mellem Birkelse og Aabybro

En spændende historie udspillede sig uden for Aabybro.

Anden Verdenskrig og besættelsen 1940-1945 er et mørkt kapitel i både Danmarks og verdenshistorien. Her mange år senere er det stadig svært at forstå, hvordan det kunne ske – og lige siden krigens afslutning har historikere, pårørende og andre interesserede ledt efter svar.

Besættelsen kan bringe onde minder frem, både for dem der oplevede den og for deres efterkommere. Men det er vigtigt at blive ved med at belyse dette mørke kapitel, især i en tid hvor der igen er krige og konflikter, både i den store verden og i Europa.

Det er nok de færreste der ved, at der under Anden Verdenskrig lå der en falsk landsby på en mark mellem Birkelse og Aabybro. Navnet på byen var Munidorf.

Lokale ildsjæle besluttede sig derfor at få historien frem i lyset. Der er nu lavet et samarbejde mellem Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn og Nordjyske Museer der skal føre til en permanent udstilling i det fri.

Munidorf var ret iøjnefaldende og den lå tæt på Aabybro og den må have været kendt af mange. Tilbage er der i dag kun en stor bunker. Det var et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som en tysk landsby. Kort efter den tyske besættelse i 1940 gjorde tyskerne de første skridt i forhold til at lave et ammunitionsdepot ved Aalborg Lufthavn. Ammunitionsdepotet skulle af strategiske årsager ligge i nærheden af lufthavnen, og derfor faldt valget helt specifikt på en mark ved Aabybro. Byen, der blev opført af den tyske besættelsesmagt, camouflerede et kæmpestort ammunitionsdepot, der forsynede Nordeuropas største flyveplads i Aalborg med bomber og patroner. Af frygt for luftangreb skulle ammunitionsdepotet holdes hemmelig for englænderne, og derfor blev der lavet trækulisser, så depotet fra luften lignede en civil landsby. Det lykkedes så godt, at englænderne aldrig fandt frem til ammunitionsdepotet. Der har været pæn meget aktivitet og tog, der er kørt frem og tilbage, og der har været mange tyske soldater. Man ved, at briterne har haft efterretninger om en landsby, så de har vidst, den eksisterede, men fra luften lignede den en ganske almindelig landsby, så det har været svært at skelne fra den civile bebyggelse, og det gjorde, at den aldrig blev bombet.

Foto: Nordjyske Museer- Den falske landsby bestod af omkring 40 bygninger der bl.a. lignede et mejeri og en kirke. Vinduer, døre, bindingsværk var malet på træbarakkerne

Munidorf som byen blev kaldt, blev opført i 1940 og havde hovedindgang omkring det sted hvor grusstien går under Thisted Landevej ved Aabybro. Der fortælles at der skulle have været ca. 40 tyske soldater ved depotet samt seks vagter, som var danskere. Hele byen var indhegnet som ses på billedet nedenfor.

I en mappe som findes på Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, kan man læse en nedskrevet erindring af en dansk tømrer, som var med til at bygge husene. Han var arbejdsløs. Husene var ikke forsynet med rigtige døre og vinduer. De blev malet på træpladerne af en lokal maler. Der blev lavet trækulisser, så ammunitionsdepotet fra luften lignede en civil landsby. Og mellem husene var der etableret veje af træ.

Fra 1940-45 lå det tyske ammunitions-depot til Aalborg Lufthavn uden for Aabybro. Depotet var forklædt som en almindelig landsby, så de britiske bombefly ikke kunne skelne det militære mål fra civil bebyggelse

Foto: Nordjyske Museer

Fra jernbanestationen i Aabybro var der anlagt en smalspors-bane til landsbyen og videre derfra til flyvepladsen ved Aalborg. Her kørte de to tog David og Goliat. Fra depotet blev store bomber og anden ammunition kørt til flyvepladsen, hvorfra de tyske bombefly lettede med kurs mod bl.a. England. Munidorf eksisterede frem til 1945 hvorefter den blev revet ned. Det var tyske soldater, der ryddede op. I den forbindelse skete der en stor eksplosion som kostede menneskeliv.

I dag er det eneste spor efter Munidorf på juletræsmarken en bunker.

Smalsporet bane mellem Aabybro og flyvestation Aalborg-West

Banen er åbenbart bygget tidlig i krigen (1940), og den gik fra Aabybro

Station via “Munidorf”, ammunitionslager ved godset Birkelse, via Haldager og langs Limfjorden til flyvestationen, hvor sporet endte parallelt med enden af et sidespor fra Frederikshavn-Aalborg-Fjerritslev banen, dybt inde på flyvestationen. Ved ammunitionsdepotet ved Birkelse fandtes i 1946, 3 diesellokomotiver og 34 tipvogne. 600 mm sporvidde.

Motorlokomotiverne var Pedershaab Maskinfabrik nr. 201 med Lister motor og nr. 258 og 265 med Bur-Wain motor. Nr. 258 blev solgt til entreprenørfirmaet Berg Bach & Kjeld Egmose i Ålborg, og blev senere ophugget hos dette firma. De to andre blev solgt til entreprenørfirmaet Jespersen & Søn, Risskov. Deres videre skæbne m.m. er ikke kendt. Vognene og skinnerne blev transporteret til Flyvepladsen, hvor der i forvejen var masser af materiel, så det kan ikke spores. Tipvognsmateriel blev solgt efter anvisninger fra Direktoratet for Vareforsyning, primært til brændselsproduktion og beskæftigelsesformål, ofte i småportioner.

Kilde: Direktoratet for Vareforsyning, Kontoret for tyske efterladenskaber.

Flyvepladserne omkring Aalborg, det er utroligt, men Aalborg havde 3, Aalborg Ost og Aalborg See samt på det tidspunkt Nordeuropas største Flyvestation Aalborg-West, som alle ved befrielsen blev overtaget/besat af RAF.

Meget materiel som blandemaskiner og tipvognsmateriel var, inden man fik det registreret, sendt til Tyskland til genopbygningsarbejde.

Bunkeren – Det sidste minde          Kirken som ikke ligner en Dansk kirke

Kilder: Lige her og nu, Jammerbugtavis, Lokalhistorisk

Jens otto madsen – februar 2024

=====================================================

Et Julebrev

Følgende julebrev fortæller, at selv om man er gammel af år, behøver man ikke være det af sind.

Fantastisk med sådan et livsmod – som er så smittende – fuld af optimisme og en krop med en god fysik, det er så beundringsværdigt – skrevet af en ungdommelig 92årig god bekendt.

Jens otto madsen

=======================================================

Julebrev 2023

Før i tiden var det ingen sag at skrive det traditionelle julebrev til slægt og venner. Det forgangne år bød altid på et væld af oplevelser, så der var altid masser at skrive om, alene de årlige rundture i Frankrig gjorde det faktisk problematisk at udvælge de historier jeg måtte koncentrere mig om, for ikke at gøre skriveriet alt for omfattende, så ingen gad læse det.

Sådan er det ikke mere. Selv om min kalender stadig rummer masser af tæt beskrevne sider, der vidner om de mange begivenheder, foredrag, koncerter, udflugter, og udstillinger, beboermøder, fællesspisninger, fredagsbarer, nabokomsammener m.m., jeg stadig styrter rundt til, og som bestandigt tvinger mig til at holde lidt igen, så er mine mange oplevelser i dag, måske ikke så umiddelbart interessante og underholdende for andre at læse beretninger om, så burde nok forskåne Jer. Men min tilværelse er stadig så fuld af spænding og oplevelser, så fuld af nye værdifulde bekendtskaber, at jeg med overbevisning stadig i mit 92índstyvende år, med overbevisning kan hævde at have et vidunderligt liv.

Vel, det kniber med at høre! Ja, så snart flere end én taler ad gangen, stiger jeg af, og jeg er stærkt på vej til at blive, om ikke blind, så halvblind. Det er noget med nethindenedbrydning eller bortsmuldring eller hvad ved jeg?  Jeg kan ikke kende de folk jeg møder, som hilser og lader til at kende mig. For et par uger siden var jeg til 40års jubilæum og var sammen med et væld af gamle venner, kunder og bekendte, som jeg skulle kende. Jeg smilede og nikkede til højre og venstre, men aner ikke hvem de var alle sammen, og de mange udstillingsbesøg på museer og kunstudstillinger, der tidligere i livet hidtil har fyldt min tilværelse med interessante og givende oplevelser, gør mig nu forstemt og lidt deprimeret, for alle synsoplevelser har mistet detaljerne, spændingerne, oplevelserne. Til gengæld giver min nye flotte rollator med store luftgummihjul, mig mulighed for at storme frem med lange skridt, uden at være bange for at snuble, så mine mange besøg på hovedbiblioteket og stadsarkivet regner jeg ikke mere for noget; det klares nu på den halve tid. Læse-apparatet som regionen har forsynet mig med, gør læsning mulig igen, ja gør det ligefrem til en hel sport, lynhurtigt at fiske bogen ud når der skal skiftes side. Jeg mangler endnu at finde en metode, der gør det muligt at se og rette de mange slåfejl, jeg absolut ikke kan undgå, når jeg selv skal skrive på pc’en.

En væsentlig forudsætning for min daglige glæde og tilfredshed er naturligvis den hjælp og omsorg jeg modtager fra mine 2 piger og deres familier, som altid er parat til at tage med og hjælpe med at høre og forstå, ved besøg på klinikker og hos læger. De har overtaget betalinger og vanskelighederne med Netbank, MitID, NemID og alle den slags umuligheder, og som på internet og egen skærm hjælper mig når jeg er kørt uhjælpeligt fast, – længe leve ”Teamviewer!”- , men jo i næsten samme høje grad, den store lykke der tilsmilede os, da vi for 30 år siden var heldige at havne her på Aalborg Kloster. Samværet her med 40 andre, der jo alle er blevet personlige venner, er ubetaleligt, og giver tilværelsen som beboer her, en helt speciel mening

Så i dag har jeg faktisk ikke noget at være utilfreds med, ud over egen glemsomhed, klodsethed og ind i mellem en lille bitte smule dumhed, desværre også helt min egen, og når man så nu i anledning af julen og det kommende nye år, ser tilbage på de 12 måneder der er gået siden jeg sidst sad her og grundede over hvad jeg havde at berette. Jeg må erkende, at der ikke er blevet mindre. At hele verden med al dens krig og ulykke presser på, vil jeg helt forbigå i dag; det var slemt nok i går aftes!

Lad mig koncentrere mig om alt det positive der sker omkring mig, og hvor enkelte ting trods deres lidenhed, kommer så nær, at der skal hæftes en tak til dem. Her først og fremmest de mange små visitter omkring mit sofabord, som jeg meget gerne honorerer med kaffe og en kiks. Talrige, overraskende mange, finder vej hertil og de skal vide, at jeg er fantastisk glade for dem alle; også for de sjældnere der kan indebære et gensyn efter både 40, 50 og 60, ja 70 år.  Den samling avisudklip jeg startede i realklassen i sin tid, i begejstring over Kaj Munks ”Ordet”, resulterede i år i hele 2 henvendelser og besøg fra Filmmuseet, og i endelig aflevering af Erik Dreyers foto-negativer til rigsarkivet efter 50 år i mine gemmer. De hyggelige aftener med Bent Exner og Jørgen Bøegh for 50 år siden, der resulterede i dannelse af Sandmosens Vandværk, og her i efteråret i en dejlig 50 års-jubilæumsmiddag hos, vandværkets nuværende formand, og de mange aftener og søndag-formiddage jeg dengang tilbragte som kommandobefalingsmand i HJVK 1126, resulterede her i sommer i en stor frokost og medalje-overrækkelse på Børglum Kloster.

Åbningen af det imponerende ”Reagan Vest Museum” resulterede derimod i klemte ribben og en skadet skulder, men på en måde også i den massive ophobning af bøger i store stabler på mit stuegulv, i vort forsøg på at indsamle et ”Modstands-Bibliotek” i tilknytning til Uffe Westerbergs ”Churchill-klub-Museum” her på klostret. Bøgerne har endnu ikke fundet blivende placering, men har du i din besiddelse gamle bøger om krigstidens modstandsbevægelse, må du meget gerne overdrage dem til os, i stedet for en skønne dag at smide dem ud under en oprydning.

Den 22. januar døde søster Ketty, som jeg havde taget mig af i en årrække, med værdifuld hjælp af Kettys gamle kollega. Vi hyggesnakkede hver søndag eftermiddag, mens den demente Ketty blev underholdt ved lytning. Den tradition viderefører vi nu hver anden søndag, men samtidig med min anskaffelse af en super-rollator, der sætter mig i stand til at klare fodturen til øst-byen på den halve tid, uden frygt for at snuble, har Nordjyllands Trafikselskab imødekommet mig med indsættelse af en super-bus af enorm længde, så nu sidder jeg inde i bussen på min egen rollator-stol med ryglæn, i stedet for at slide på skosålerne. Sådan afhjælpes trafikproblemerne smertefrit og også overraskende, som da jeg for nogen tid siden skulle til en vens bisættelse i København, og hvor man skaffede mig en helt fantastisk hjælpe-service fra SAS, der lynhurtigt trillede mig igennem og udenom alle køer ud til flysædet, og i København ligeledes med lynets fart igennem og udenom alle besværligheder helt ud til en taxa – fantastisk – og gratis!

Jeg havde slet ikke troet at jeg var så affældig som jeg nu efterhånden overbevises om, og jeg havde da slet ikke troet at det kunne ses. Jeg overbevises nu langsomt om, at mit syn faktisk er dårligt, og at det snart er længe siden jeg opgav at hilse på mig selv i spejlet. Men som sagt:

ELLERS GÅR DET GODT, FRU KAMMERHERREINDE!!

De mange koncerter i Musikkens Hus og i Aalborgs kirker, tror jeg ganske vist vil have godt af at jeg om fire-fem måneder skulle kunne tilkomme et nyt og forhåbentligt bedre høreapparat. I forøg på at kunne høre mine mumlende medmennesker, har jeg fået skruet så meget op for mit apparats ydeevne, at nogle lyde overdrives og forvrænges skrigende til ukendelighed.

Her på klostret dukker der også nye foreteelser op, flere beboergrupper engageres på forskellige måder, hvor klostrets 600 års historie danner grundlag for underholdende episoder for de øvrige beboere og medlemmer af klostrets støtteforening, ligesom søndags-salonerne arrangeret af klosterbestyrelsens formand har haft stor succes. Egnssamlingen i Saltum, der startede sin virksomhed i et loftskammer og en vaskekælder i det for længst nedlagte lille amtssygehus først i halvfjerdserne, og som jeg meget tidligt blev engageret i, optager stadig ind imellem meget af min tid, men en hel ny lille gruppe, sammensat af foreløbig 6 gamle venner med historiske interesser bider sig fast. Vi mødes med et par måneders mellemrum til frokost hos hinanden, hvor vi på skift indleder en diskussion over, på forhånd udpegede emner, som vi hver især har foreslået ud fra hver-enkelts interesser. Ved sidste frokostmøde diskuterede vi og hørte om den Otto Lippert, der under krigen var journalist i Aalborg og modstands-byleder i Hobro, og efter befrielsen af den Nordjyske modstandsbevægelse blev sendt til Flensburg som leder af Sydslesvigs Nyhedstjeneste, fordi de engelske styrker i Nordtyskland havde lukket grænsen for al kommunikation mellem Danmark og Europa. Han blev senere chefredaktør af Jyllands Posten. Ved næste møde skal vi grave i efterretninger om Jan Jankowski, en polsk dreng der under Hitlers overfald på Polen havnede i en arbejdslejr, for senere at finde sig selv som modslæbende tysk soldat her i Jammerbugt området. Han forsynede lokal modstandsgruppe med våben han stjal fra sin tyske garnison inden han deserterede. Efter krigen fik han lov til at blive her i landet, fik en uddannelse som urmager og resten af livet stærkt optaget som efterretnings mand og deltager i ”den kolde krig”.

Efter fattig evne søger jeg også på afstand at følge med i barnebarnet bestræbelser på at skabe karriere som dekoratør i dronningens København, men jeg håber du af alt det ovenstående forstår, at min tid er stærkt fyldt op, og at jeg når jeg ind imellem i en stille stund mindes de mange gode venner jeg gennem årene har mistet, stærkt må beklage, at de ikke nåede at opdage hvor god og berigende alderdommen kan være.

Hvis du ikke for længst er stået af, under læsningen indtil nu, må jeg takke for din udholdenhed, og slutte af med at ønske dig og dine en rigtig god jul og et godt nyt år.

Falder din vej forbi, så kig op; jeg elsker at få besøg. Men tag telefonen med i lommen. Jeg døjer enormt med at høre dørklokken, så ring xxxxxxxx, når du står udenfor.

Stor hilsen fra

En glad og taknemmelig mand

 

========================                  

borgmester  Mogens Gade, 

i Jammerbugt Kommune her i 2024.

Borgmester Mogens Christen Gade

Bopæl: Skovsgaard

9460 Brovst

Telefon: 4191 2001

E-mail: mga@jammerbugt.dk

Hjemmeside: www.mogensgade.dk

Er udnævnt til Ridder af Dannebrog i 2015

Mogens Christen Gade, er født i 1961, er uddannet folkeskolelærer – og har arbejdet på Øland/Langeslund Skole som lærer i 16½ år. Han bor i Skovsgård sammen med Lene Svenning. Sammen har de en datter, Sofie Louise som nu bor i Åbybro sammen med Mathias.

Ved valget i 1989 blev han valgt til kommunalbestyrelsen i Brovst.

Han har været medlem af Kommunalbestyrelsen i Brovst siden 1990 og har i alle årene siddet i Økonomiudvalget. I 10½ år fra 1991-2002 var han tillige formand for Socialudvalget. Han blev i forbindelse med kommunalvalget i 2001 valgt til Brovst Kommunes borgmester. Ved kommunalvalget i 2005 blev han valgt til formand for Sammenlægningsudvalget for Jammerbugt Kommune og blev fra den 1. januar 2007 Jammerbugtens første borgmester. Han har gennem alle årene været aktiv inden for organisationsarbejdet i Venstre. Herudover har en aktiv indsats inden for musik, sport og spejderi præget hans fritidsliv.

Mogens Gade udtaler følgende: Min familie betyder rigtig meget for mig – og jeg vil altid være der for den.

Fritidsaktiviteter har altid haft stor betydning i mit liv – jeg har spillet meget fodbold – spillet i orkester og er stadigvæk spejder på 49. år. Da jeg ved valget i 1989 blev jeg valgt til kommunalbestyrelsen i Brovst – fik jeg endnu en fritidsbeskæftigelse.

I 2001 blev jeg valgt til Borgmester for Brovst Kommune – en stor ære – og dermed fik jeg muligheden for at gøre en fritidsbeskæftigelse til mit arbejde – helt fantastisk – på fuld tid, at kunne arbejde for en kommunes udvikling. Den mulighed fik jeg bekræftet ved valget i 2005 – hvor jeg blev valgt til Jammerbugt Kommunes første borgmester. Jeg har i al beskedenhed forsøgt at forvalte ansvaret – og stået i spidsen for Danmarks flotteste og skønneste Kommune lige siden.

Jeg er stadig topmotiveret for opgaven og vil fortsat yde det der kræves.

Mit politiske mål er at servicere borgerne så godt som overhovedet muligt – både fordi vi er dygtige til det, men også ved at øge ressourcerne lidt til f.eks. de basale serviceområder som børnepasning, folkeskole og ældreområdet – når der er økonomi til det.

Økonomien skaffer vi via fortsat fokus på vækst – vækst er nemlig forudsætningen for velfærd – Derfor skal vi fortsat blive flere indbyggere – øge antallet af private arbejdspladser – sikre endnu flere gæster og udvikle lokalsamfundene.

Som politiske mærkesager er frit valg, uddelegering og decentralisering. Mogens Gade siger videre. For mig er den konstruktive dialog udgangspunktet for en fortsat dynamisk udvikling i Jammerbugten og af Jammerbugt Kommune. Politik handler om mennesker, og politik handler om tillid – tillid mellem borger og politiker – netop den tillid er også en mærkesag for mig.

For Jammerbugt Kommune er det vigtigt, at vi markerer os uden for kommunegrænsen – derfor har jeg bl.a. påtaget mig opgaver som bestyrelsesposter udenfor Jammerbugt Kommune. Bl.a. har jeg gennem de senere år fået flere tillidserhverv på regionalt plan – og derigennem mulighed for at sætte en Nordjysk dagsorden, som også er positiv for Jammerbugt Kommune – f.eks. som formand for Erhvervshus Nordjylland – formand for det Nordjyske erhvervssamarbejde BRN – næstformand I Destination Nordvestkysten – næstformand for de Nordjyske Kommuner – bestyrelsesmedlem i Aalborg Lufthavn og Aalborg Kongres og Kulturcenter og formand for Fjerritslev Gymnasium.

Det er godt for Jammerbugt Kommune at blive hørt udenfor Kommunegrænsen – både regionalt og nationalt.

Mit motto er: Handling slår alt.

Det betyder i praksis, at det jeg siger før valget, også gælder efter valget. I den forbindelse er jeg stolt over igen at være valgt som borgmester – med det udgangspunkt, at det vi sagde før valget, har vi levet op til efterfølgende.

For 5 år siden – altså i 2019 – besluttede vi hjemme hos os, at valget i 2021 var det sidste hvor jeg ville stå i spidsen for Jammerbugt Venstre, som vores borgmesterkandidat – derfor var valgmødet i Thorup forsamlingshus den 11. november 2021 det sidste valgmøde som borgmesterkandidat.

Jeg er stadigvæk topmotiveret for opgaven – og føler stadigvæk, at jeg har noget at bidrage med til vores fællesskab Jammerbugt Kommune – så jeg stopper ikke som borgmesterkandidat fordi jeg er træt af jobbet – eller træt i det hele taget – tværtimod  –  og jeg  føler også, at der fortsat er stor opbakning – såmænd også til en periode mere – såvel hos os selv som hos vores mange samarbejdspartnere.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over beslutningen gennem de seneste år – og ikke mange har været involveret og vidende om den – så jeg kunne jo sagtens lave det om – for vi har jo som lokalpolitikere lovet at melde ud til organisationen medio januar.

Men jeg tror stadigvæk beslutningen er den rigtige både for Jammerbugt Kommune, Venstre og for vores lille familie – derfor skal Jammerbugt Kommune have en ny borgmester senest 1. januar 2026 – og vi skal i Venstre have en ny borgmesterkandidat, som forhåbentlig kommer til at besætte borgmesterposten i vores dejlige kommune.

Det har til alle tider været en fornøjelse rent politisk at stå i spidsen for vores parti – siden valgkampen i Brovst i 2001 – frem til jeg den 5. april 2005 i Brovst Hallen blev valgt til Jammerbugt Venstres borgmesterkandidat – og så til nu her i denne valgperiode.

Sammen har vi vundet samtlige valg – det skal vi gerne fortsætte med. Jeg er taknemlig for alle de oplevelser vi har haft sammen og ved at uden hver enkelt af Jer, så havde vi ikke stået her hvor vi står i dag – så foreløbig tak til Alle for det hele.

Jeg løber naturligvis ikke af pladsen og er som udgangspunkt klar til at stå i spidsen for vores Kommune valgperioden ud – og vil samtidigt opfordre til, at vi bakker 100 % op om den nye borgmesterkandidat, – så vi også fra 1. januar 2026 har borgmesterposten.

Gennem de mange år i politik har jeg efter bedste evne forsøgt at forvalte det store ansvar og er også fremover parat til at bidrage med involvering, engagement, erfaring og nytænkning.

Mit politiske mål er at videreudvikle den borgernære service uanset, alder, køn og eventuelle handicaps og andre udfordringer.

Jammerbugt Kommune skal fortsat være en autentisk decentral landdistriktskommune midt ude i naturen – med Liv i By, skole og lokalsamfund – med hoved og centerbyer i vækst – med fokus på bæredygtighed, klima og Grøn omstilling. Der skal fortsat være styr på økonomien i Jammerbugt Kommune og gode vækst og udviklingsmuligheder for erhvervslivet.

====================================================

Levnedsbeskrivelse

for Borgmester Mogens Christen Gade

Jammerbugt Kommune

Herunder har Borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune skrevet sin Levnedsbeskrivelse.

Der er en rigtig flot fortælling helt fra barn, over ungdom, skoletiden, fritidsinteresser, uddannelse, lærerjob, familie, interessen for politik, lokalpolitiker, udvalgsformand, borgmester i Brovst og senere den første borgmester i Jammerbugt Kommune.

En rigtig godt skrevet og spændende fortælling/Levnedsbeskrivelse om hans liv og levned, som Mogens Gade skulle aflevere til Ordenskapitlet i forbindelse med hans udnævnelse til Ridder af Dannebrog.

Tak fordi jeg måtte bruge dit skriv som en historie i en af mine bøger Historier fra Vendsyssel.

Med venlig hilsen

Jens Otto Madsen

================================================

Levnedsbeskrivelse for

 borgmester Mogens Christen Gade, R.

 

Indledningsvis vil jeg gerne lave en kort præsentation af mig selv.

Altså et forsøg på at give et billede af hvilken person der gemmer sig inde under det forholdsvis pæne ydre.

Det kan godt være at nogle synes det er lidt selvhøjtideligt, at bruge nogle minutter af Jeres kostbare tid på at fortælle hvem og hvad jeg er

Men på den måde får jeg mulighed for at gå ind i mit yndlingstema – nemlig, at politikere også er en slags mennesker

Og på den måde vil I få en fornemmelse af hvem I skal være sammen med og hvad mine forudsætninger er for at være blevet den jeg er.

Det er godt 55 år siden jeg blev født på Højgård – en ejendom i Øster Svenstrup på den rigtige side af Tingskoven – som vi sagde for sjov.

Jeg er født på kvindernes internationale kampdag – den 8. marts 1961.

Jeg har ikke været udsat for offentlig pasning på noget tidspunkt, hvilket kan være en forklaring på nogle af mine mange mangler.

Skovsgaard 

Vi flyttede til Skovsgård da jeg skulle begynde i skolen – på det tidspunkt arbejdede min mor i Andelsbanken i Brovst

Men flytningen til Skovsgård og købet af et nedlagt landbrug på Nørre Skovsgård var et led i planen om at min mor skulle være hjemme hos vi børn – samtidigt med at hun passede posthuset på den nedlagte station. Som vi senere hen flyttede over i og som min mor købte af kommunen og stadigvæk bor på.

Skovsgårdområdet har jo en spændende historie at fortælle.

Jernbanen kom forbi i 1897 og på den måde opstod Skovsgård, som en stationsby – midt imellem de to gamle sogne og landsbyer Torslev og Øster Svenstrup.

Den dag i dag er vi jo stadig delt mellem de to sogne Torslev og Øster Svenstrup – idet sognegrænsen går midt gennem byen.

Banen gav grobund for udvikling af vores by – men i 1969 den 31. marts blev banen nedlagt.

Men heldigvis gik byen ikke i stå af den grund –

Skovsgård har selvfølgelig ligesom andre mindre bysamfund rundt omkring i det ganske land mærket tidens tand – men vel egentlig klaret sig rimeligt – uden alt for mange skrammer.

Skovsgårds slogan er – byen med de mange tårne – og det er vel egentlig et ganske udmærket slogan – både i rent fysisk forstand – men det kan vel også godt passe i overført betydning.

Der er nemlig mange tårne – eller positive kendetegn ved Skovsgård området.

Jeg vil prøve at nævne nogle af dem.

Vi har en god skole, her i Skovsgård – en skole hvor både elever, forældre og personale trives – og hvor lokalbefolkningen ved, at de er velkomne.

Vi har lokalt dygtig pasning af vore børn i form af dygtige dagplejere – Skovsgård  Børnehave og Skolefritidsordning.

Af andre Fyrtårne i vores by kan hele fritidslivet nævnes – her er der virkelig en bred vifte af muligheder – dels med hallen som udgangspunkt – og nu med de muligheder som Multihuset giver.

Men også skolen, Spejderhuset Bjælkebo og hotellet er steder hvor fritidslivet trives.

Det er lokale ildsjæle, som tager sig af at arrangere denne brede vifte af fritidstilbud for alle aldre.

I den forbindelse er der mange, som på frivillig og ulønnet basis yder en kæmpe indsats for at holde liv i vores by – TAK

På erhvervssiden – det private – og det er jo trods alt det vi skal leve af alle sammen.

• Ja der tæller Skovsgård jo også flere succeser – både i forhold til  Skovsgård Fjerkræslagteri, som jo nu desværre må lukke ned for slagtning og kun fungere som pakkeri, med væsentlig færre arbejdspladser – men alligevel en pæn arbejdsplads i Jammerbugt målestok med 50 arbejdspladser. Skovsgaard Fjerkræslagteri har jo gennem generationer været en afgørende arbejdsplads for mange lokale i bestræbelserne på at få smør på brødet.

Men også i mindre målestok er der store erhvervssucceser her i Skovsgård og omegn

Den største af dem alle er måske alle tiltagene omkring det rummelige arbejdsmarked som købmandsgården, Skovsgård Hotel, Råd og Dåd m.fl. står for. Den såkaldte Skovsgaardmodel er kendt og anerkendt på landsplan. Her skabes liv for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet – et helt liv – med arbejdsliv, fritidsliv og bosætning. Et meningsfyldt liv for den enkelte, men også for det lokalsamfund disse mennesker er en del af. Netop fordi deres tilstedeværelse er af afgørende betydning for vores lokalsamfunds udvikling. F.eks. havde vi ikke haft et hotel i Skovsgaard hvis ikke det var for Skovsgaardmodellen, som vi er godt i gang med at kopiere andre steder i vores dejlige Jammerbugt Kommune. Modellen vil helt sikkert også sætte en dagsorden nationalt.

På det musiske og det kulturelle område har det også gennem mange år været Skovsgård, som stod forrest med en række initiativer – med bl.a. Hanbokor – og de traditionelle skovspil

Og det gav jo bl.a. anledning til den noget sigende sætning:

I Brovst har de skulpturen, men i Skovsgård har vi kulturen

Skovsgård er efter min mening et godt sted at bo – men det kan blive et endnu bedre sted.

Og under alle omstændigheder så er Skovsgård byen med de mange tårne – også i overført betydning.

For lokalsamfund af Skovsgårds størrelse er det ofte afvikling der står på dagsordenen.

I længden er det op ad bakke at kæmpe mod afvikling frem for at kæmpe for udvikling.

Derfor gælder det om at lokalsamfundene i et tæt samspil med Jammerbugt kommune søger at sætte dagsordenen og kæmpe den positive kamp for udvikling,

Frem for den meget negative og til tider håbløse kamp mod afvikling.

For mig er der ingen tvivl om, at lokalområdernes og dermed også Skovsgårds mulighed for overlevelse i fremtiden

Vil være afhængig af et stærkt sammenhold – og en vilje til at yde noget selv og i fællesskab.

I kommunalbestyrelsen kan vi gøre noget for at holde gang i lokalområderne – og allerede i år har vi sat gang i en proces og et projekt med overskriften: Liv i by og Skole – hvor vi satser på at netop synergien mellem ildsjælenes virketrang og virkelyst og visionerne for en lokal skoleudvikling giver udvikling fremfor afvikling.

 

Barndommen 

Vi – min søster Lone og jeg havde en god barndom – hvor vi begge fik lov at deltage i det vi gerne ville.

Vi havde saftevad og madpakke med – mens andre købte pølser og sodavand – men det gjorde ikke noget.

Jeg gik jo også med Aviser – den 6. april 1975 hvor jeg blev konfirmeret – i øvrigt min mors fødselsdag – var ingen undtagelse. Mod sædvane var jorden netop den søndag dækket med et flere cm tykt lag sne – så udover den lidt trælse avistur på konfirmationsdagen havde jeg bange anelser, om nu gæsterne kunne komme frem – sneen smeltede og gæsterne kom og jeg havde en god konfirmationsdag.

Vi havde mange gode kammerater og venner og vi legede meget i den gamle stationshave – i den ene ende var der frugttræer og i den anden havde vi lavet fodboldstadion

Foran perronen havde vi skøjtestadion – det var der jo også på markedspladsen.

Jeg kan også godt huske min første fodboldkamp for Skovsgaard Boldklub – den foregik på Arentsminde gl. Stadion.

Jeg var vist ikke en af dem der bar holdet – jeg stod en god højre Back i lærredssko.

Min mor og jeg havde været nede at købe forboldtrøje hos skrædderen – de gul og sortstribede.

Mor syede nr. 10 bagpå – det var jo PELE og uanset en vis forskel i hudfarven – ja men så var vi jo alle Pele.

Siden fik jeg lidt mere styr på det at spille fodbold og blev en hel habil spiller

De første fodboldstøvler jeg fik var også opkaldt efter en af datidens stjerner nemlig Bobby Charlton

Vi havde et rigtig godt fodboldhold på min årgang og vi blev kredsvindere flere gange – og vandt mange indendørsturneringer

Vi var også nogle som spillede håndbold og vi var også forbundsmestre indenfor KFUM – mange år i træk –

Skoletiden 

Som 7-årig i 1968 startede min dejlige og indholdsrige skolegang på Skovsgårdskolen.

En god tid med mange gode kammerater og skønne lærere.

Jeg har kun været sat uden for døren en gang i min skoletid – og det var helt urimeligt  – ikke at det kun var en gang, men at jeg kom uden for døren i det hele taget.

Jeg gik også i søndagsskole – nemlig i Bethelkirken i Skovsgaard i 7 år – det havde jeg meget fornøjelse af – selvom skal jeg være helt ærlig så begyndte det at trække noget i mig når serie 6 spillede på hjemmebane søndag formiddag kl. 10 – ja, så ville jeg nogle gange hellere derhen.

Men den gik ikke – gik man til noget – så var det for alvor – ikke noget med pjæk.

Flere gange hvert år var min søster og jeg på ferie hos min mormor og morfar som ejede en gård i Skinnerup ved Thisted.

Ligesom vi også hvert år var en tur på Sjælland for at besøge min onkel og tante som har en gård tæt på Roskilde.

Det var også mens vi gik på Skovsgårdskolen jeg var til mit første politiske møde – Det var Erhard Jacobsen der fyldte morgensangslokalet – formand for partiet Centrum Demokraterne og foreningen aktive lyttere og fjernseere.

I øvrigt var han den første jeg stemte på til et Eu-valg.

 

Uddannelse og arbejdsliv 

Jeg forlod folkeskolen efter 2. real og kom på Brønderslev Gymnasium og blev matematisk samfundsfaglig student i 1980.

Herefter startede jeg på Ranum Statsseminarium og blev efter 4 år færdig som lærer – med liniefag i Samtidsorientering og Historie. – planen var egentlig at komme i købmandslære – men lærlingeaftalen blev aldrig til noget –  da købmanden og jeg hurtigt blev enige om, at jeg skulle bruge forholdsvis meget tid på handelsskolen under min evt. læretid.

Specielt i forhold til at jeg jo lige havde fået en gymnasial uddannelse.

Nu havde jeg så min soldatertid til gode, da denne på grund af lærerstudierne var udskudt.

Fra 1984 til 1985 aftjente jeg min værnepligt ved Nærluftsforsvaret på Flyvestation Aalborg.

Nu skulle jeg så i gang med at arbejde i folkeskolen – det var ikke så let på det tidspunkt – der var nok lærere.

Men på mirakuløs vis lykkedes det mig at få job på Øland/Langeslund Skole og der var jeg i 16 ½ år.

Gode år – præget af stor udvikling. På Øland/Langeslund Skole var vi gode til i et godt samarbejde med forældre og borgerne i lokalsamfundene at få markeret skolen som et lokalt Kulturcenter.

En lille skole som Øland/Langeslund Skole med 110 – 120 elever har nogle muligheder for – via et fælles træk på den samme hammel af personale, bestyrelse, forældrekreds og lokalsamfund – at gøre en forskel.

Dette engagement førte bl.a. til den omtalte profilering af skolen som lokalt kulturcenter – med løbende aktiviteter og mange flotte enkelt arrangementer med foredrag og fællesspisninger.

Et andet resultat var etableringen af en lokal fritidsklub for de ældste elever. Noget af det vi også havde som kendetegn på skolen var at alle klasser hvert år var på ture med overnatninger.

Det var spændende at være en del af det engagerede hold der stod bag.

Mit Fritidsliv                    

Mit fritidsliv har været præget af stor udadvendt aktivitet lige fra mine drengeår.

Jeg har i mange år spillet på trompet og basun i Skovsgård Hornorkester afsluttende i Skovsgård Brass-band –

Et velspillende band, som på det tidspunkt mest bestod af tidligere hornorkestermedlemmer – men også andre var velkomne til at være med.

Vi øvede på Skovsgårdskolen til stor fornøjelse for os selv og de som engagerede os til forskellige arrangementer.

Skovsgård Hornorkester var i høj grad bygget op og drevet af Edith og Jens Axelsen godt bakket op af andre ildsjæle i vores lokalsamfund.

Edith og Jens er forældre til min bedste skolekammerat Ove. Ove er nu landmand og familiefar på Egholm.

Så i dag er vi ikke helt enige om, at den tredje Vestlige Limfjordsforbindelse skal gå over Egholm.

Det var jo egentlig fantastisk, at Brovst havde Pigegarden og Skovsgård hornorkestret, som begge på fornem vis markerede sig ved arrangementer i hele Nordjylland og udenfor landets grænser.

På det tidspunkt sagde vi lidt både i sjov og alvor, at Skovsgård Hornorkester var bedst til at spille – mens Brovst Pigegarde var suveræne til march og Tattoo.

I dag er Brovst Pigegarde – Danmarks bedste pigegarde –  imponerende gode til alle discipliner – og en god ambassadør for vores Kommune.

Det lykkedes aldrig for mig at komme med i pigegarden – nå det har nok sine naturlige grunde.

Det med at spille fik dog en ende, da mit politiske liv begyndte.

Nu spiller jeg kun en gang imellem – og det kun for mig selv, da andre ikke kan være tjent med at høre på det.

Musik var også udveksling – især med Norge og Tyskland – det var jo også givende.

Fodbold – hovedsageligt i Skovsgård Boldklub –  har været en stor del af min fritid – mange år som aktiv på banen og endnu flere som træner for både børn, unge og voksne.

Der har været mange gode oplevelser på og udenfor banen – ikke mindst af social karakter.

Jeg har jo haft den glæde, at have trænet nogle drenge som lilleputter for mange år efter at sende dem på banen som seniorer i serie 2.

På resultatsiden er det for øvrigt netop oprykningen til serie 2 i 1990 sammen med en lørdag eftermiddag i november i 1985 på Aabyhøj Stadion ved Århus hvor ”mit” juniorhold blev Jyske Mestre jeg husker som noget specielt ud af i øvrigt mange gode resultater.

Resultater skabt i et samarbejde med rigtig mange aktive i og omkring klubben. Det har givet venskaber for livet – bl.a. drev Jørn Kjær og undertegnede Skovsgaard Boldklubs Ungdomsafdeling hjemme fra hans Køkkenbord.

Aktiviteterne til rådighed i et lokalsamfund hænger meget sammen med ildsjælene – der skal være nogle til at trække læsset – sådan er det bare !

En gang spejder – altid …                    

Endelig har spejderarbejdet betydet utroligt meget for min person og min opdragelse – Jeg har været med i 45 år.

I 1973 begyndte jeg sammen med en masse andre drenge fra min årgang at være spejder. Vi mødtes i det gamle missionshus i Skovsgård.

Efter at vi havde bestået spejderprøven kom vi med i de allerede eksisterende spejderpatruljer, Som holdt spejdermøder hjemme hos patruljemedlemmerne på skift for en gang om måneden at mødes til tropsmøde i den gamle hestestald bag missionshuset – kaldet Bjælkebo.

Bjælkebo blev i 1975 til et stort og flot spejderhus – efter at den nybyggede præstegård i Skovsgård nedbrændte.

Gode kræfter omkring spejderarbejdet i Skovsgård fik den geniale ide at forsøge at få mulighed for at pille den nedbrændte præstegård ned sten for sten

for så at bygge det op som et nyt spejderhus og et nyt missionshus

Efter forhandling med forsikringsselskabet lykkedes det at få lov. Primært ved frivilligt arbejde blev den brændte præstegård pillet ned sten for sten og genopført som spejderhuset Bjælkebo.

Efterfølgende – i 1986 – blev huset udvidet – også med en dejlig spejdergrund i Aarup Hede.

Jeg var sammen med rigtig mange andre med til at rense sten – så de var klar til at blive muret op som det nye missions- og spejderhus Bjælkebo.

Fra tid til anden tænker jeg tilbage på den indsats mange gjorde for at sikre det fremtidige lokale spejderarbejde nogle enestående flotte rammer.

Bjælkebo drives den dag i dag af en bestyrelse med repræsentanter fra de oprindelige initiativtagere: Indre mission – Skovsgaard KFUM og KFUM-spejderne i Skovsgaard.

Som nævnt har Jeg været spejder i 45 år og er stadig aktiv leder, og har ingen tanker om at stoppe med det.

Det kan man opfatte som et løfte eller en trussel – alt afhængig af temperament.

Lord Baden Powell som startede spejderideen og spejderbevægelsen op har udtalt nogle kloge ord.

Måske nok lidt højtideligt – men alligevel ord og indhold, som jeg gerne vil gøre til mine:

Prøv at overlade verden lidt bedre til dine efterkommere, end du selv modtog den. 

Det er jo et motto man kan leve efter uanset hvem man er og hvad man beskæftiger sig med.

Uanset om man er mor, far, søster, bror, søn, datter, kammerat eller kollega.

Som menneske har man nemlig en enestående mulighed for at gøre en forskel i mange forskellige sammenhænge.

Spejder er ikke noget man går til – det er noget man er – noget, som præger ens væremåde og giver en nogle livsværdier. 

Spejdere lytter til guds ord, spejder er hjælpsomme, spejdere respekterer andre, spejdere værner naturen, spejdere er til at stole på, spejdere tager medansvar og finder sin egen mening .

Alt sammen vigtige elementer i mit daglige liv – også det politiske liv

Der er mennesker der gør en ære ud af at fortælle, at der gælder andre normer og leveregler i politik end i det virkelige liv

Det mener jeg er helt forkert – man er et helt menneske – som ikke kan tage kasketter af og på.

Nogle mener, at det er naivt at agere på den måde – men så er jeg gerne naiv.

Politik – en fritidsinteresse og en livsstil        

Den fremtrædende fritidsinteresse for mig gennem de seneste år har været politik –

Jeg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen som 28årig i 1989 nærmest ved en tilfældighed

Jeg havde indvilget i at opstille for at fylde op og trække nogle stemmer til listen.

Pludselig var jeg kommunalbestyrelsesmedlem.

Medlem af økonomiudvalget, fritidsnævnet, kulturudvalget og ordfører for partiet fra første møde i kommunalbestyrelsen.

1½ år efter blev jeg den 1. august 1991 – som 30-årig – socialudvalgsformand og var det i 10 ½ år indtil kommunalvalget i 2001.

Alt i alt et politisk liv på et relativt højt plan i en kommune

Det har været spændende – men heller ikke uden omkostninger

Men som tidliger udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt:

Det er muligt, at der er koldt på toppen, men udsigten er god.

I oktober 2000 besluttede jeg at søge nye udfordringer i det politiske liv, nemlig borgmesterposten –

En beslutning, som man nødvendigvis må tage sammen med sine nærmeste – da det er en stor beslutning

Det var en spændende udfordring, som måske lykkes, måske ikke

Et vigtigt element i beslutningen var mit partis 110 % opbakning.

Poster og placeringer i det politiske system har naturligvis stor betydning for ens mulighed for indflydelse.

Noget, som er lige så vigtig for mig, er politikken, den politiske debat –

det at realisere opstillede løfter i forhold til en respekt for at politik er det muliges kunst – og skal realiseres indenfor de muligheder der nu en gang er til rådighed.

Det at være med til at overlade kommunen lidt bedre til sine efterkommere end man selv modtog den.

Derfor er jeg udover politisk ideologi tilhænger af den sunde fornuft når det gælder lokalpolitik

Venstres bud på borgmesterposten til valget i 2001.

Valgkampen 2001 er den mest politiske valgkamp jeg har været med til at føre.

Resultatet af valget den 20. November 2001 blev en smal sejr til det valgforbund Venstre var en del af. Vi voksede med 2 mandater og stod med 6 mandater og dermed pegede pilen på mig, som Brovst Kommunes næste og skulle det siden vise sig, som Brovst Kommunes sidste borgmester – idet jeg jo var vores borgmesterkandidat – og vi var det klart største parti i vores valgforbund.

Det kan godt være det er en svær beslutning at fortælle borgerne, at man er borgmesterkandidat. Men når det så lige pludselig er så tæt på, at man kan realisere sin drøm – ja, så bliver man lidt ør – får gele i knæene og sommerfugle i maven.

Kommunalreformen

Samtidigt med alt det der foregik lokalt blev der igen fra Dansk Industri raslet med sablerne omkring en ny struktur indenfor den offentlige sektor.

Sommeren 2002 valgte Dansk industri endnu engang at lufte tankerne – om en ny organisering og opgavefordeling i den offentlige sektor.

Og denne gang skete der imidlertid noget usædvanligt – den sædvanlige sommeragurk fik pludselig landspolitisk opmærksomhed. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lovede at nedsætte en strukturkommission, som skulle komme med et bud på den fremtidige offentlige opgaveløsning – hvem skal løse opgaverne- skal amterne nedlægges – skal kommunerne være større var blot nogle af de spørgsmål der skulle gives nogle svarmuligheder på.

 

 

Målet med de nye strukturer var bæredygtighed såvel økonomisk, fagligt som demokratisk.

Tankerne om nye og større enheder var bestemt ikke min opfindelse og heller ikke min kop te.

Jeg syntes egentlig at vi allerede på ganske fin måde levede op til det de nye strukturer skulle bringe.

Og de opgaver vi var for små til at løse som selvstændige kommuner løste vi via mellemkommunale samarbejder.

Bl.a. arbejdede de fire Jammerbugt Kommuner – Fjerritslev, Pandrup, Aabybro og Brovst –  sammen om mange ting både fagligt og politisk.

Det stod imidlertid klart, at den landspolitiske stemning gik i retning af reformer både på opgavesiden og med hensyn til etablering af større kommuner.

Tankerne her var at skulle kommunerne overtage opgaver fra amterne måtte de være større for at kunne løse disse.

Det stod også klart, at amternes antal ville mindskes væsentligt – idet opgaverne ville blive færre.

Ja på et tidspunkt var amterne vel helt ude af tredelingen:

Stat – amt – Kommune. Men resultatet blev at 14 amter blev til 5 regioner – med den primære opgave at drive sygehusvæsenet.

Januar 2004 skulle den nedsatte strukturkommission barsle med sine forslag.

Således var alle landets borgmestre sammen med øvrige lokalpolitikere inviteret til møde i Vingstedcentret 7. januar.

Få timer efter mødets begyndelse stod det fast, at de små kommuners dage var talte – spørgsmålet var bare hvornår de nye kommuner blev en realitet.

Personligt troede jeg og måske i virkeligheden håbede jeg at reformen først ville få virkning fra 1. januar 2010 –

altså ville der gå endnu en byrådsperiode inden de nye og større kommuner ville blive en realitet.

Men det holdt ikke stik – den landspolitiske proces lægger nemlig op til, at der allerede ved valget i 2005 skal vælges til de nye og større kommuner.

Og så gik stoledansen i gang – og der blev holdt mange kaffemøder på de Nordjyske borgmesterkontorer –

for hvem skulle være sammen.

For Brovst Kommunalbestyrelse stod det hurtigt klart, at vi ønskede en Jammerbugt Kommune bestående af de 4 Jammerbugt Kommuner. Det kunne en enig kommunalbestyrelse melde ud – allerede tidligt i processen.

Efter en proces i de øvrige 3 kommuner blev det endelige resultat en Jammerbugt Kommune på 4 hjul – og efter indhentning af navneforslag til den nye Kommune besluttede et klart flertal af de fire kommuners kommunalbestyrelser på et fælles møde at navnet skulle være Jammerbugt Kommune.

Mange navne var i spil – og stor var debatlysten. Jeg havde som en del af denne proces et lunt indspil – idet jeg foreslog, at den nye Kommune skulle hedde Brovst Storkommune –

men det var der ikke stemning for – ikke en gang da jeg foreslog at stryge ordet STOR.

Seriøst var jeg fortaler for navnet Jammerbugt Kommune fordi det er der vi bor – og at det var vigtigt med et nyt navn for fra starten at signalere at det var en ny kommune – et nyt fællesskab.

Den 14. december 2004 underskrev de fire borgmestre det officielle dokument, der bekræftede vores enighed om at danne Jammerbugt kommune –

og dermed indsende ansøgningen til indenrigsministeriet om at blive en ny kommune med navnet Jammerbugt Kommune.

Underskrivelsen fandt sted ved en højtidelighed på herregården Bratskov.

Vores datter Sofie og jeg selv var som bekendt ikke de store tilhængere af kommunalreformen, men når nu det skulle være, ja, så var vi enige om at se på de positive ting i den nye kommune – og det har vi gjort lige siden.

Helt konkret udmøntede det sig ved at Sofie på en tur til Aalborg sagde til mig – Jamen far der er da også noget godt ved den nye kommune –

jeg spurgte hvad hun tænkte på. Jo svarede hun –  nu får vi da en Mc’Donalds i Kommunen med hentydning til den i Aabybro.

Borgmesterkandidat

Min filosofi som politiker er først at kæmpe for de bedst mulige overordnede rammer – når de er givet så at arbejde for de bedst mulige løsninger i forhold til de givne forudsætninger.

Den fulgte jeg også her – og min konklusion var, at jeg gerne ville stille mig til rådighed som Jammerbugt Kommunes første borgmester –

men vi var jo fire Venstreborgmestre i Jammerbugten – så det var jo ikke sådan så ligetil at blive vores første borgmesterkandidat.

Vejen til den ærefulde udnævnelse gik som i sangen om de ti små cyklister – først var der 4 og så var der 3 og så var der 2 og så var der en.

Ole Lykkegård Andersen, borgmester i den tidligere Aabybro Kommune i mere end 20 år var den første der meldte fra –

det med de nye og større kommuner var ikke noget der var groet i hans have.

I forbindelse med sin nytårshilsen omkring nytåret 2004 – 2005 meddelte den mangeårige Borgmester i Pandrup Kommune Flemming Jansen, at han heller ikke ønskede at genopstille.

Hermed var der to officielle kandidater tilbage borgmester Otto Kjær Larsen som havde været borgmester i Fjerritslev Kommune fra 1998

og undertegnede der var blevet borgmester i Brovst Kommune i 2002.

Selvfølgelig blev der også blandt medlemmer og i pressen drøftet andre muligheder.

Men da der var indkaldt til opstillingsmøde af borgmesterkandidat for Venstre i Jammerbugt Kommune var der reelt kun 2 kandidater –

nemlig Otto og undertegnede. Opstillingsmødet blev afholdt i Brovst Hallen den 5. april 2005 – det blev en aften jeg aldrig glemmer –

Men jeg glemmer heller aldrig optakten til opstillingsmødet – Selvfølgelig ville Venstre i Brovst bakke op om mit kandidatur – og man ville selvfølgelig også gøre meget for at så mange som muligt kom til mødet for at stemme på mig.

Men vi vidste jo godt, at Venstre i Fjerritslev havde flere medlemmer end vi havde – så noget måtte gøres – hvis der skulle rettes op på det.

Der rejste sig en stemning der sagde: Jammerbugt Kommunes første borgmester skal være fra Brovst og det skal være Mogens Gade.

I løbet af 4 uger var der tegnet omkring 150 nye medlemmer – der var mange der var aktive i den proces.

Og det var jo en hel speciel følelse at mærke, at mennesker uanset partitilhørsforhold var parate til at tegne et medlemskort og betale 150,- kr.  for at bakke mig op.

Det var stort og det vil altid stå som den ultimative oplevelse i mit politiske liv.

Endelig blev det den 5. april – og folk myldrede ind i Brovst Hallen – 400 medlemmer mødte op.

Aftenen viste, at Otto og jeg var de eneste kandidater – vi blev anbefalet, og vi holdt hver vores indlæg

– så skulle der stemmes – og resultatet blev heldigvis klart med 78 stemmer til Otto og 321 til mig.

Så måske jeg havde vundet uden de nye medlemmer.

Men jeg tror ikke at borgmesterposten ved det efterfølgende valg var blevet vundet uden denne fantastiske positive bølge som denne medlemstegning satte i gang – den gav medvind hele vejen – og det hele kulminerede på selve valgdagen – den 15. november 2005 – med et flot valg til Venstre med 42,7 % af stemmerne –

og jeg havde selv den store glæde at opnå 2648 personlige stemmer ud af Venstres 8905.

Resultatet var overraskende godt – idet mange af vore politiske modstandere havde set en god mulighed for at vippe Venstre af pinden.

Resultatet gav 13 ud af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer – det er som bekendt en for lidt til et flertal –

hurtigt viste det sig, at Dansk Folkeparti med Kim Bennike som valgt netop havde det mandat. Kim og jeg bekræftede hinanden i at vi havde en aftale. Vi kunne gå på Tv og bekræfte det.

Endnu en gang viser det sig, at et ærligt og troværdigt samarbejde kan bære.

Efterfølgende forhandlede vi den endelige aftale på plads – og vi fik en bred konstituering som 24 af kommunalbestyrelsens medlemmer stod bag.

Dermed var grundlaget for det flotte og respektfulde samarbejde der har præget Jammerbugt kommunes Kommunalbestyrelse lagt.

Et samarbejde som hele kommunalbestyrelsen fortjener stor ros for og et samarbejde der helt klart er en af forklaringerne på, at vi er nået så langt som vi er i bestræbelserne på at opbygge vores kommune og udstikke nogle pejlemærker for fremtiden.

                                

Sjove oplevelser:

Jeg er jo så heldig at have haft verdens 3 bedste jobs. For det første mit lærerjob På Øland/Langeslund Skole. For det andet at blive den sidste borgmester i Brovst Kommune og for det tredje at blive Jammerbugtens første borgmester.

Alle tre jobs har været en livsstil for mig. Jeg har aldrig talt timer – men brugt den tid der efter min egen vurdering var nødvendig for at passe mit job på en god måde i forhold til opgaven.

På den måde har fritid og arbejde gået ind i hinanden uden at det har haft nogen betydning.

Man kan faktisk sige, at det er lidt ligesom fodboldspiren der bliver professionel – og dermed gør sin yndlingshobby til sit levebrød.

På samme måde føler jeg mig privilegeret.

Det kræver naturligvis, også, at man har en forstående familie.

Mit liv har på den måde givet rigtig mange gode oplevelser.

Oplevelser, som er helt unikke er de gange hvor jeg har haft mulighed for at tale med hendes majestæt Dronningen – det har været stort.

Jeg kan specielt huske en gang op til dåben af prinsesse Isabella. Jeg havde lovet vores datter Sofie Louise at hilse Dronningen og sige til hende, at Sofie var meget spændt på hvad den lille prinsesse skulle komme til at hedde.

Dronningen vidste det tilsyneladende heller ikke for hun svarede: Det er vi vist alle – og så var der et nyt emne på banen.

En anden gang talte jeg med dronningen om Bøge Bakke udgravningen ved Brovst som hun jo som meget arkæologisk interesseret besøgte der i slutningen af 60’erne.

Dronningens 70års fødselsdag – kjole og hvidt – hele processen – og festen med en af adjudanternes koner som borddame, der kunne guide alle os ved bordet gennem den fantastiske aften, som jo blev sendt direkte på TV2, som indledning til aftenen – hilste vi gæster på hele den kongelige familie som stod på rad og række for at tage imod.

En anden sjov oplevelse. En vielse på Bratskov mellem jul og nytår. Det var blevet snevejr – og det ene vidne skulle komme fra Aalborg. Grundet vejret var det ikke muligt at nå frem. Gode råd var dyre.

Men handling slår alt. Jeg gik ud og fangede en af vore gode medarbejdere fra materielgården – Jens Martin Jensen – som var i gang med at rydde sne.

Så var der to vidner og vi kunne foretage den ønskede vielse og efterfølgende skåle i Portvin – snerydningen kunne med lidt forsinkelse fortsætte og endnu et lykkeligt brudepar kunne forlade riddersalen på Bratskov.

070707 – den 7. juli 2007 blev markedsført, som en ganske særlig romantisk bryllupsdag – jeg havde 7 vielser den dag – blot for at fastholde det magiske 7-tal. Der har været mange særlige datoer siden – f.eks. 090909.

I Jammerbugt Kommune er vi fleksible på hvor vi afholder vielser – så det er ikke bare på Bratskov eller Rådhuset. Jeg har haft mange forskellige former for vielser og respekterer dem alle. F.eks. begyndte jeg en ”bryllupslørdag” med en vielse på Stranden med dåseøl – for at slutte på Kokkedal med den røde løber og Champagne.

Selvom jeg i udgangspunktet er et lidt genert og tilbageholdende menneske, nyder jeg at være rundt i Jammerbugt Kommune og møde mange forskellige mennesker – ikke mindst børn på skoler og institutioner og i fritiden – børn har skønne fantasier og de forbereder sig ofte og omtaler mig som statsministeren eller præsidenten – ifølge forældre og voksne i institutioner og skoler.

I min tid som borgmester har vi haft mange ministre på besøg – sågar en Statsminister – idet Lars Løkke Rasmussen, som statsminister besøgte Blokhus for en dialog om turismens udfordringer.

Der har i det hele taget været rigtig mange gode oplevelser med ansatte og politiske kolleger – og mange af relationerne har udviklet sig til gode venskaber.

Da jeg blev medlem af Venstre boede jeg stadigvæk hjemme hos min mor på stationen i Skovsgård.

Et af de fremtrædende lokale medlemmer af Venstre på det tidspunkt var dyrlæge E. Winther Larsen –

jeg arbejdede for øvrigt på hans pelsdyrfarm under min studietid for at supplere Su’en .

En lørdag hvor han var på Posthuset spurgte han min mor, som passede det, om ikke jeg skulle være medlem af Venstre – det kunne hun da godt spørge om. Hun råbte op ad trappen – jeg svarede ja – så var det afgjort.

End of Story 

I starten af januar 2009 fik jeg et Postkort fra Gran Canaria fra den 1årige Ella.

Hun og hendes forældre ville gerne takke fordi det i julelukningens tid havde været muligt at få to medarbejdere helt ekstraordinært på arbejde for at udstede et midlertidigt pas –

hvoraf Lille Ella også fremgik. Grunden til hastværket var at den lille familie i Julegave havde fået foræret en rejse med afgang før Borgerservice åbnede igen.

Denne fornemme form for borgerservice blev således påskønnet af Ella og hendes forældre –

og er en medvirkende del til at Jammerbugten er en bette go’ Kommune

Mange mennesker ikke mindst i Venstres organisation, men også i vennekredsen har gjort en ubeskrivelig indsats for at jeg har fået de muligheder i det politiske liv, som kun få får mulighed for – det er jeg dybt taknemlig over og meget opmærksom på.

For man er nemlig ikke noget selv – heller ikke som politiker – man er kun noget fordi der er nogle andre der også synes at det er vigtigt –

og samtidigt er klar til at yde en indsats for det fælles projekt. På sådan et hold er der forskellige roller – nøjagtig som på et fodboldhold i et orkester eller i en spejderpatrulje.

Det menneske, som har givet mig mine første politiske udfordringer og dermed også muligheder helt fra begyndelsen er den mangeårige Venstreborgmester i tidligere Brovst Kommune Henning Mysager–

han overtalte mig bl.a. til som 30-årig at blive socialudvalgsformand – en god læreplads i 10½ år.

Min families opbakning har jo også stor betydning – det er jo ikke altid en søndagskoleudflugt at være politiker.

Der bruges indimellem hårde ord – og der fremkommer grimme beskyldninger fra tid til anden.

Det er jo ikke altid lige sjovt at læse at ens far, mand eller søn beskyldes for noget grimt og sandsynligvis helt urimeligt.

Men sådan skal det åbenbart være i politik. For det er ikke kun noget enkelte borgere gør – mange politikere gør det også –

og når politikere ikke en gang selv kan finde ud af at kommunikere på en værdig måde – ja, hvordan skal man så forvente, at borgerne gør det

Som det gerne skal fremgå at mit indlæg er jeg i allerhøjeste grad fuld af taknemlighed for de muligheder jeg har fået i mit liv. Jeg står i stor gæld til alle de mennesker jeg har mødt på min vej, og som har bidraget til at jeg fik mulighed for at prøve verdens tre bedste jobs.

 

 

Blå Bog – Mogens Gade  

1961         Født den 8. marts

Uddannelse:
1968 – 1977              Folkeskolen på Skovsgaardskolen
1977 – 1980              Samfundsfaglig matematisk student
1980 – 1984              Folkeskolelærerstudie på Ranum Statsseminarium

Værnepligt:
1984 – 1985              Aftjente værnepligt

Erhverv:

1985 – 2001              Folkeskolelærer – Øland/Langeslund Skole

Politisk karriere:

1990 – 2007              Medlem af Kommunalbestyrelsen i Brovst Kommune
1991 – 2002              Formand for Socialudvalget i Brovst Kommune

2002 – 2007              Borgmester i Brovst Kommune
2006 – 2007              Formand for Sammenlægningsudvalget for den nye

Jammerbugt Kommune

2014 –                          Formand for KKR Nordjylland

 

Øvrige aktuelle poster:

• Formand for bestyrelsen for Fjerritslev Gymnasium

• Medlem af bestyrelsen for Partnerskab for vestkystturisme

• Medlem af Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse

• Medlem af repræsentantskabet for Aalborg Lufthavn

• Medlem af bestyrelsen for Aalborg Kongres og Kulturcenter

• M.fl.

 

Politiske mærkesager:

• Borgeren i centrum

• Frit valg

• Uddelegering

• Decentralisering

• Dialog og tillid mellem vælger og politiker

 

Motto: Handling slår alt!

Fritid: Aktiv KFUM-spejder.

Privat

Har siden sommeren 1986 boet sammen med Lene Svenning på Olaf Ryes Vej 10 i Skovsgård. Lene er Kunderådgiver i Sparekassen Vendsyssels Brovst afdeling. Sammen har vi Sofie Louise, Som blev født den 23. december 1994. Hun går på Aalborg universitet.

 

Mogens Gade 12. februar 2017

=========================================================

 

=============================

GUTTE MORTENSENS ERINDRINGER OM BARNDOMMEN I HJERMITSLEV

Kilde:Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev.

Gutte Mortensen (1926-2007) var én af træhandler Jens Andreasens piger. Guttes hjem var huset på adressen Blæshøjvej 5. Hun blev i 1950 gift med ”Drustrups Lass” – alias – Lars Mortensen. Gutte og Lars har boet det meste af deres liv sammen i Randers.

I en lille by som Hjermitslev kom man tæt på mange forskellige mennesker, og det er en fornøjelse at tænke på alle de venlige folk, som vi børn voksede op iblandt. Når jeg siger vi, mener jeg Inga og jeg. De andre Ester, Grete og Gerda var de store og havde deres liv, og Lisbet, so er 14 år yngre end jeg, havde sit liv – altså uden for hjemmet.

Et af de bedste steder vi kom, gerne sammen med vores gode veninde Karen (Rasmussen), var hos Elvine og Lars Peter, som boede i det sidste hus i den tætte husrække fra Torvet og østpå (Assenbækvej 21). Det var et lille hus med bryggers bagtil, hvor igennem den daglige indgang var. Derfra var der døre til WC og tørverum. Et par trin var der op til en lille gang med trappe til loft og dør til køkken og soveværelse. Soveværelset var det daglige opholdsrum. Her var dobbeltsengen, en lille kakkelovn og foran vinduet til gaden et lille spisebord med en stol ved hver side. Lars Peters var en kurvestol. Jeg husker, hvordan den knirkede og knagede, når han rørte sig i stolen – og det knirkede stadig, når han en sjælden gang rejste sig i et nødvendigt ærinde, men nu var det hans træben, der knirkede. Hvordan han havde mistet sit ben, ved jeg ikke, men vi børn troede, det var blevet skudt at i Første Verdenskrig. Nå, men Lars Peter var altid parat til at spille kort, og Elvine satte sig med sit strikketøj i sin stol og deltog i snak og sjov. Min far var flink til at sende en pakke tobak med os til Lars Peter – og så kom der gang i den lange pibe.

Elvine var specialist i en slags marengssmåkager, nogle med og nogle uden kakaosmag – rutebiler kaldtes de – hun leverede til flere af byens fruer, og vi børn fik også lov at smage, når der var nogen tilbage. Elvine tjente desuden en skilling som kogekonemedhjælper, når sæsonen for spisegilder satte ind i efteråret.

Elvine og Lars Peter havde en ugift søn, Peter, som boede hjemme i et værelse på loftet. Han havde ikke fast arbejde, men var byens altmuligmand og meget vellidt overalt. Han kunne rense kloakker. skære smågrise (kastrere), køre møddinger ud, grave haver, lave simplere murerarbejde og meget mere. Ja, han kunne også passe butikken for min far, hvis han pludselig fik bud fra den stedlige opsynsmand ude i Fennerne (lejeengene i Vildmosen) om, at der var noget i vejen med det elektriske hegn om fars engstykke og kvierne var brudt ud. Så måtte far øjeblikkeligt af sted på cyklen.

Da Peter blev 30 år var Karen, Inga og jeg inviteret med til fødselsdagen, foruden os var der en fætter og en kusine. Det var det store chokolade- og kaffebord med masser af kager, og det foregik i den pæne stue, hvor der var spisebord midt på gulvet med stole omkring. I rummet var der diverse små borde med opsatser, der var billeder og buketter med tørrede blomster – ja, alt det fine, som der ikke blev lukket op for til dagligt brug.

Lars Peter og Elvine havde også en datter, Stinne, som var gift og boede på Fyn. Der var langt til Fyn, og jeg tror aldrig, de fik mulighed for at besøge hende, men Elvine sagde altid: ”Når Lars Peter dør, så skal jeg over og bo hos Stinne!” Men det gik nu sådan, at Elvine døde først. Lars Peter levede de sidste par år på pleje/sygehuset i Saltum, hvor Inga og jeg besøgte ham.

Hvad foretog vi børn os ellers? Mange forskellige ting! Jeg husker i forårstiden, mens det stadig var halvmørkt om aftenen, legede vi ude. Vi var en flok på 10-12 drenge og piger, der legede ”røvere og politi”. V røvere spredte os ud i trekantområdet mellem Søndergade (nu Alstrupvej), Enkestræde (nu Thomas P. Hejlesvej) og hovedgades (nu Assenbækvej) , mens politiet talte til 100 – og så gik den vilde jagt. Vi havde ”helle” ved lysmasten på Torvet, og det gjaldt om at nå op til ”hellen” uden at politiet havde rørt os. Hvis det lykkedes, tror jeg, vi sagde: ”En, to, tre kroner for mig.”

Én af mine yndlingsbeskæftigelser som barn var at lege med påklædningsdukker eller måske allermest at tegne tøj til dem. Jeg husker især eftermiddage efter skoletid i klasseværelset sammen med min sidekammerat, Herdis Landbo. Vi var ret kreative og lavede flotte kjoler og dragter. Vi legede at påklædningsdukkerne var os selv, og at det var til os selv vi lavede tøjet. Vi skrev også breve til hinanden i skoletimerne, jeg har stadig et par af dem. Herdis’ far var førstelærer i Hjermitslev skole. Vi havde ham til historie og dansk. Han var en fremragende fortæller og oplæser. Jeg husker især hans oplæsning af Holbergs ”Jeppe på bjerget”. Vores andenlærer var lærer Hansen. Han var der det meste af min skoletid, og ham havde vi i regning og geografi. Den tredje lærer var frøken Madsen hun underviste os i bibelhistorie og skrivning.

Men det var nu ikke alt, der var idyl for vi børn. I et par år boede der en familie i ”Futhuset”, der var to drenge, som godt nok var yngre end Inga og jeg, men de var frække. Kunne de uset af voksne komme til at sparke, slå eller stejle, så gjorde de det. Futhuset lå på en lille vej (vejen hedder nu Karsevej). Man kunne også komme til Futhuset ved at gå igennem vores have, men så lurede en anden fare, som var, at få håret spundet ind mellem rebslagerens snurrende tråde, når vi på vejen passere reberbanen. Navnet ”Futhuset” kom sig af, at der bag huset løb en grøft, ”Futgråben”, hvori mejeriet havde afløb. Jeg husker, at det var en ulækker blågrå strøm, der flød i grøften, men jeg husker ikke nogen dårlig lugt.

Det var nogle af mine erindringer om barndommen i Vester Hjermitslev – Gutte Mortensen.

======================================================

Det historiske Blokhus

Kilde: VisitJammerbugt m.fl.

Udover at være en af Danmarks mest besøgte bade- og feriebyer er Blokhus kendetegnet ved flere bygninger og vartegn, som blandt andet vidner om tiden som gammelt fiskerleje.

Hvorfor Blokhus?

Navnet på feriebyen Blokhus stammer med størst sandsynlighed fra tiden omkring 1600- tallet.

Blokhus hed på den tid Hune Hvarre.

Herfra dyrkede Hune-bønderne lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede de i lette sejlbåde – kaldet sandskuder, til Norge, hvor de byttede deres varer med tømmer.

På den tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, og derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer.

Da de havde brug for oplagring af varerne, der skulle til Norge, byggede de et par huse af tømmerstammerne.

Disse opbevaringshuse blev også kaldet Blokhuse og heraf fik Blokhus sit navn i begyndelsen af 1600-tallet.

Redningsstation Blokhus

På vejen ned til havet i Blokhus møder du en smuk rødstensbygning med korngult, sirligt stråtag og en mørkegrøn port påmalet to dannebrogsflag over kors. Her ligger Rednings-station Blokhus. Eller i hvert fald en autentisk rekonstruktion af den gamle redningsstation, der, ligesom Blokhus Sømærke, led en tragisk skæbne for tyskernes hånd i 1944.

 

Redningsstationen og fiskeriet var et vigtigt hverv

I tidernes løb har Jammerbugtens farefulde farvand krævet mange ofre. De høje bølger og den stærke vind kan lokke mangt en søfarer på afveje, og i midten af 1800-tallet var antallet af strandinger skyhøjt.

Derfor opførte man i 1852 en redningsstation i Blokhus,

hvor 12 bådmænds og 4 reserver blev ansat til at redde skibbrudne.

I alt blev 118 skibbrudne reddet i land af redningsarbejderne, der utrætteligt satte deres liv på spil.

Blokhus får sin stolthed tilbage

Den tyske besættelsesmagt fjernede den oprindelige redningsstation i 1944, da den lå i skudlinjen for en af deres kanoner.

Et halvt århundrede efter, i 2009, blev redningsstationen rekonstrueret få hundrede meter fra den oprindelige placering, og Blokhus fik en vigtig del af sin identitet og historie tilbage.

Blokhuskanonen

Blokhuskanonen har sin oprindelse helt tilbage i slutningen af 1700-tallets England.

I begyndelsen af 1800-tallet blev den fundet som vraggods på stranden i Blokhus. Det var tidspunktet for Englandskrigen, og den er formentlig blevet tabt af en af de mange britiske krigsskibe, der forliste i Jammerbugten.

I en periode blev kanonen brugt til at skyde velkomstsalutter af til skudehandlerskibene – dels for at byde dem velkommen, men også for at anvise retningen ind mod stranden.

For at undgå, at tyskerne skulle tage Blokhuskanonen med sig hjem, blev den gravet ned i klitterne, hvor den tilbragte mange år.

I dag er Blokhuskanonen tilbage i byen som en vigtig del af Blokhus’ historiske identitet, og man kan om sommeren se og høre den blive affyret på stranden ved solnedgang.

Om vinteren kan man beundre den flotte kanon i indgangspartiet i Blokhuset på Torvet.

På vej igennem Blokhus’ historie kommer man også tæt på livet, som det så ud for 1700-tallets fiskebønder.

Navnet Blokhus

stammer muligvis fra dengang da Inger Skeel, Voergård, i 15- 1600-tallet havde boder og magasiner (blokhuse) til opbevaring af korn, smør og kød, som hun eksporterede til Norge. Fra sidst i 1500-tallet menes Aalborg-borgere og herremænd at have haft boder ved kysten til brug ved fiskeri til saltning, ophold o. lign. Dette skulle egentlig være begyndelsen til det egentlige Blokhus, der i 1700-tallet blev en kendt skude handelsplads. Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet. Det var vist især i koleraåret 1853, at sommergæsterne begyndte at indfinde sig for at finde helbredelse og leve i naturens renhed. Forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus i 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested. Han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger. De første turister i Blokhus var enten kunstnere eller velhavere. Her fandt de fred, naturskønhed og ensomhed.

Citat fra en rejsebog, 1870:

” Derfra kommer man ved en Afstikkeri Vest til Blokhusene, der ligger tæt ved Vesterhavet som en venlig Oase indenfor et udstrakt Ringhegn af Klitter. Her findes en god Gæstgivergaard, Købmænd, Herredsfoged, Thingsted, Toldembedsmænd, Strandingskommisionær, Branddirektør, Mølle, Redningsstation, mange Haandværkere, men fremfor alt en Badevogn og en dejlig sandbund for Badegæster, der i den senere Tid ret flittigt besøger dette livlige lille Sted.”

Blokhus Sømærke

Et sømærke havde til formål at forebygge strandinger og dermed øge sikkerheden til søs. Oprindeligt var Hune Kirke, der i gamle dage lå helt frit og med udsyn til havet, fordi der ikke fandtes høje klitter som i dag, Blokhus første sømærke. Kirken kunne imidlertid ikke fortælle de søfarende, hvor de befandt sig. Så da man i 1880’erne valgte at bygge 25 sømærker langs den jyske vestkyst, havde hvert sømærke sin egen facon, som også var indtegnet på søkortet og fortalte skibets position. Samtidig kunne en erfaren sømand regne afstanden ud til den forræderiske kystlinie. Blokhus Sømærke blev bygget i 1884 og ombygget i 1898, med ben af jern, da de oprindelige træben, som var af lærkestammer fik sømærket til at svaje i hårdt vejr. I 1944 sprængte tyskerne sømærket og da man efter krigen genopbyggede Blokhus tænkte man ikke på at genopføre sømærket, idet dets funktion ikke længere, i forhold til den nye navigationsteknik havde betydning. I 2006 blev Blokhus sømærke genopført, dette på baggrund af et forslag fra Blokhus og omegns grundejerforening. Sømærket er opført efter de originale tegninger, dog med den ændring, at jernbenene nu er af limtræ, der kan holde til enhver storm. Placeringen er dog ændret, idet den oprindelige placering i mellemtiden er blevet bebygget med sommerhuse.

Kancelligaarden, Strandvejen 4

Den nordre gård, blev opført i 1772–75 og var oprindeligt en stor 5-længet skudehandelsgård. I dag er det kun denne hovedbygning samt ”Hawet” tilbage fra den store gård. Den 51 m. lange smukke bygning blev i 1844 indrettet til herrefoged-kontor, tingsted og toldkontrolstation og efterfølgende fik den navnet Kancelligaarden. Symbolerne over hoveddøren er værd at bemærke, idet det symboliserer: ”Øvrighed – Flid og Fiskeri”. Huset er privat ejet.

 

”Hawet”, Strandvejen 9

”Hawet” er bygget i 1777, og hørte til ”Den nordre gaard”, hvor Kancelligaarden var stuehus. Bygningen fungerede oprindeligt som maltgøreri, hvor man bearbejdede malt til ølbrygning. I 1844 blev huset indrettet til byens fængsel. Her anbragte man mindre farlige fanger. De fleste sad inde for maglende betaling af børnebidrag. En enkelt af fangerne havde 11 børn at betale til, og da man højest kunne sidde i fængsel i 5 døgn, var det for ham og flere andre mænd, en meget god måde at få løst problemet på. Huset er i dag kalket hvidt og har stråtag, ligesom i 1777.

 

Til forskel fra ”de gamle dage” fungerer ”Hawet” i dag som spise restaurant. Dog kan man den dag i dag stadig se jerntremmerne for det sidste lille vindue mod vejen, der vidner om bygningens historie

 

Mindestenen for fiskere

                                                    

At Blokhus’ redningsfolk og fiskere ofrede deres liv i kampen mod havet, kan i dag ses på den mindesten, som Blokhus Fiskeriforening – nu Blokhus Strand Bådlaug – rejste i begyndelse af 1956. Stenen blev oprindeligt placeret ved stranden, men pga. tilfygning blev den flyttet til Vesterhavsvej. Mindestenen gemmer på fem kæntringskatastrofer, der foregik ud for stranden og som dengang ramte Blokhus hårdt. Hvert år den første fredag i februar, lægger Bådlauget en krans ved mindestenen til ære for de fiskere og redningsfolk, som mistede livet på det barske hav.

Bunker i Blokhus, Høkervej 4

Under krigen opførte tyskerne 23 bunkers i Blokhus by. Flere af disse betonbukers kunne ikke fjernes efter krigen. I stedet blev de indlemmet i bybilledet og flere af dem eksisterer stadig, og kan ses, rundt omkring i byen, dog lettere camoufleret. I dag fremstår denne bunker hvidmalet og med en tagkonstruktion, som camouflerer de buede kanter og det kan måske være svært at forestille sig, at bygningen her blev brugt som kanongarage under krigen. Men lægger man mærke til de tre meter tykke jernbetonmure (fornemmes bedst indendøre), kan man måske fornemme denne bunkers oprindelige funktion.

Niels Jensens Hus Støvesvej 1

(Huset er nu blevet fjernet til fordel for nyt dobbelthus)

Dette hus har været fiskeren og den berømte marinemaler Niels Jensen’s hjem (1907 – 2003). Han flyttede omkring konfirmationsalderen med sin familie til Blokhus. Han var født ind i en fiskerfamilie og derfor var det også meget naturligt for ham, at han her skulle slå sig ned som rednings-mand og kystfisker. Ægteskabet med Anna startede økonomisk hårdt med tre isvintre i træk, hvilket fik hans hustru til at se mulighederne i hans kunstneriske evner. Niels Jensen har udtalt, at malerarbejdet i begyndelsen skete lidt i det skjulte, for den slags sysler var ikke rigtig noget for en fiskerknægt. Men heldigvis holdt han ved og indså også, at selvom hans store passion var fiskeriet, så var det maleriet der siden 1938 gav familien brød på bordet. Niels Jensen anså ikke sine malerier, der var inspireret af Vesterhavet, bådene og klitterne, for noget særligt, men hans hustru Anna vidste, at han havde stort talent og opfordrede også til, at de mange billeder blev udstillet i København. Efter denne tid begyndte det at gå stærkt for Niels Jensens kunstkarriere. I 1960 udstillede han på Den Frie, hvor et af hans havbilleder blev købt som sølvbryllupsgave til Dronning Ingrid og Kong Frederik. Også atomfysikeren Niels Bohr købte et billede og straks herefter sendte Sverige, Tyskland og Holland bud efter ham. I Danmark blev kunstforeninger og kunstmuseer meget interesseret i at vise hans imponerende billeder. Det var Anna, der klarede paragrafferne, bragte billederne og hentede de få, der ikke blev solgt. En stor milepæl var det for ham, da han i 1979 i en alder af 72 år, blev udnævnt som årets kunstner i Skagen.

 

Strandingskroen – Futten – Bingen,

Strandingskroen, med Futten i baggrunden, tv. Bingen. Strandingskroens gårdsplads, set fra vest mod øst. Først i 70èrne brændte, taget på den stråtækte, nordøstlige længe, som rummer ” Futten”. Det stråtækte tag måtte erstattes fra bunden, for at stedet kunne bevare sin egenart.

 

Blokhus var i midten af 1800-tallet en travl handelsby, hvor skuder fra især Norge og Sverige anløb på den flade strand og hentede landbrugsvarer – korn og smør fortrinsvis. Disse bygninger, der i dag rummer restaurant Strandningskroen, restaurant/værtshus Futten samt Bingen, var oprindeligt Blokhus største skude-handelsgård, også kaldet den ”Den søndre gård”. Hovedbygningen (Strandningskroen) er den yngste af gårdens bygninger, opført i herregårdsstil i 1844. Her fandtes i den østlige del, en meget fin privatbolig og i den vestlige del købmands – og manufakturhandel samt kontor. Der var altid stor aktivitet på gården og mange ”udenbys” kom og solgte landbrugsprodukter især smør, som var en meget stor eksportvare i skudehandels-tiden. Bygningen, hvor Strandingskroen har til huse, var oprindeligt Blokhus’ største skudehandelsgård, og udgjorde sammen med de tilstødende bygninger et naturligt centrum i det historiske Blokhus. De oprindelige bygninger – de to længer, der i dag bl.a. huser Restaurant Futten – blev opført i 1761, og menes at være nogle af Blokhus’ ældste bygninger.

Strandingskroen opførtes i 1844 – i skudehandlens storhedstid -, og fungerede oprindeligt som stuehus, kontorbygning og manufaktur- og købmands-handel. Midt i bygningen var også dengang en stor spisestue, hvor man bespiste de tilrejsende handlende. Her har der været højt humør og glade dage, for når de tilrejsende bønder havde afsat deres varer, skulle det fejres behørigt – og med nyvunden mønt på lommen er det nok ikke gået stille for sig. Når de store skuder anløb stranden, blev spisestuen også omdannet til festlokale. Sø færden over Skagerrak og langs Jammerbugten var lang og farefuld, og mange skibe ligger i dag på bunden af den lumske bugt langs Jyllands nordvestkyst. Når skuderne nåede sikkert frem til anløb i Blokhus, var der stadig en dags arbejde før de var sikkert i land – de store både skulle trækkes på land, og det foregik med håndkraft. Derfor var det dem vel undt, når fiskere og medhjælpere omsider kunne træde ind i spisestuen og varme sig ved en kop opvarmet vin, punch eller brændevin. Disse “anløbsfester” varede ofte til den lyse morgen.  Midt i bygningen var der en stor spisestue til bespisning af de mange besøgende og 45 kuverter var ikke unormalt. Denne spisestue er stadig i dag en del af restaurant Strandingskroen. Den østlige længe (Futten) opført i 1761 betegnes sammen med Bingen, Den vestre længe, der også er opført i dette år, som to af Blokhus ældste bygninger. Den østlige længe fungerede som gårdens stuehus til skudehandler-familierne. I dag rummer bygningen Blokhus’ ældste eksisterende værtshus. Den vestre længe (Bingen) rummede i skudehandelstiden havreloft. I underetagen opbevarede man brændevin, akvavit, sirup, petroleum, tran, fernis m.m. ”Bingen” var betegnelsen på det rum, hvor varerne blev bearbejdet og lagret inden udskibning. I denne bygning opbevarede man også flæsk, huder og skind saltet i to store kar. Der var også et redskabsrum, hønsehus og huggehus med brænde og tørv. I Bingen var der i mange år kunsthåndværk, håndarbejde og lejlighedsvis arbejdende værksted. Denne store gård var centrum for stor aktivitet i Blokhus i form af skudehandel og købmandsgård, men i 1862 kom en ny næringslov, som gav mulighed for at alle kunne drive købmandshandel. Dermed var monopolet slut og de gyldne tider for skudehandlen var ved at rinde ud. Nu behøvede man ikke længere at drage til Blokhus for at handle. Da der ikke længere var fremtid i at drive skudehandel blev ”Den søndre gård” ombygget til Klitgaards Badehotel og videresolgt i 1917.

Fiskebondehjem fra 1785, Ribergaardsvej 7a

Dette fiskebondehjem er et af Blokhus’ ældste huse og samtidig en autentisk model for, hvordan fiskebønderne levede i Blokhus omkring 1700-tallet. Fiskebondehuse var som regel altid eenlængede og placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. I disse huse var der dyrestald og lade i den ene ende og køkken samt opholds- og soverum i eet i den anden ende. Og inden man begyndte at opvarme og bygge skorstene på husene, ”flyttede” beboerne oftest ud til dyrene for at holde varmen i vinterperioden. Husene var oftest forsynet med lerstampet gulv, og skulle det være rigtig flot var der norsk bræddegulv i storstuen. For at spare på det dyre gulv, blev der ikke lagt gulv under slagbænken og sengekasserne. Derimod lagde man lyngtørv i to lag på ler gulvet med halm over. Dette var ikke bare en effektiv isoleringsform, men samtidig et perfekt sted for mus og andre smådyr. Husets forhenværende identitet er dog ikke til at tage fejl af. Fiskebondehuse var som regel enlængede bindingsværkshuse placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. Dette fiskebonde-hjem har højst sandsynligt haft lade og dyrestald i den ene ende af længen, mens den anden ende indeholdt køkken samt opholds- og soverum. Huset er privat ejet.

Forfatteren Thomas Olesen Løkken

Adresse: På nordsiden af Aalborgvej

(i skovkanten mellem Hune og Blokhus).

 

I bybilledet af 30’ernes Blokhus hører digteren og forfatteren Thomas Olesen Løkken (1877 – 1955), hvis mest kendte romaner fra hans forfatterskab er bøgerne om Klavs Bjerg og Bodil. Thomas Olesen Løkken var en festlig fyr, som man ofte mødte som midtpunkt i en klynge letpåklædte badegæster, selv iført mørk habit og sort, bredskygget kunstnerhat.

I 1932 købte Thomas Olesen Løkken den tidligere Herredsfoged-bolig beliggende på strandvejen. Herredsfogedboligen i Blokhus, en historisk bygning, der blev op-ført i 1842. Bygningen blev oprindeligt brugt som bolig for Herredsfogeden, der var en embedsmand, der havde ansvaret for at opretholde lov og orden i et herred. Det var efter at Thomas Olesen Løkken havde lagt sin tidligere tilværelse som bl.a. cykelsmed, elektriker og opfinder bag sig. Han ville han nu her drive ferie – og badepensionat om sommeren og skrive romaner, noveller og digte om vinteren. Kunstnervenner fra hele landet blev hans første gæster, og kunne de ikke betale for deres ophold, blev de enige om at afregne ved, at male billeder til pensionatet eller dekorere dets paneler og vægge.

Lien i Pirupshvarre

Naturområdet for enden af Pirupshvarrevej

Lien er en gammel smuk og imponerende kystskrænt, som i dag kan ses flere steder langs Jammerbugten, bl.a. ved Svinkløv og Slettestrand syd for Blokhus. Den var kystlinie for 4000 år siden, da der skete en landhævning og kystlinien herved rykkede langsomt 500 m. mod vest og dannede et fladt land, som blev kaldt en slette. Samtidig dannede havet en 21 km. lang bred strand, hvis ry som enestående badestrand har bredt sig langt ud over landets grænser. En hvarre er et lille stykke fladt land, som var ryddet for sand og hvor man kunne dyrke landbrugs-produkter.

Maleren Axel P. Jensen, 1885-1973, oftest omtalt som “Axel P”, erhvervede i 1915 et stykke jord på Lien i Pirupshvarre. Samme år byggede han hus der, og boede siden her hver sommer. I 1929 blev et atelier bygget til. Lien var hans udgangspunkt i den vendsysselske natur, som han følte sig stærkt knyttet til og som han skildrede i utallige malerier.

I 1916 var Axel P blevet gift med Anne Katrine Rendbæk fra Vestrupgaard ved Saltum, og de kom til at følges ad gennem et langt liv indtil hun døde i 1959.

Forfatteren Ole Wivel skildrer i sin bog om Axel P, “Maleren og han Motiv”, Lien således:

“Går man på stranden, som her synes bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klint, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og der, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man ser i syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.”

Axel P havde i 1920’erne og 1930’erne flere udsmyknings-opgaver. Bl.a. i foyeren i Statsradiofonien ved Kgs. Nytorv, den nuværende Ny Scene på det Kgl. Teater. Men især arbejde han en del for det danske postvæsen. Han udsmykkede hovedpost-kontoret i Århus, posthuset i Skive, malede generaldirektør Mondrup og i perioden 1924-30 tegnede han en række danske frimærker.

Generaldirektøren kendte han i øvrigt fra Pirupshvarre. Han havde sommerhuset Rylereden, et af de første sommerhuse mellem Pirupshvarre og Saltum Strand. Ligesom Pirup, der i dag hedder Pirupshvarre (området hvor kystskrænten ses meget tydeligt) hed Blokhus før 1600-tallet Hune Hvarre. Herfra dyrkede Hune bønder lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede man i lette sejlbåde – sandskuder, til Norge, hvor man byttede sine vare med tømmer (På denne tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer). Da man havde brug for oplagring af varerne til Norge byggede man et par huse af tømmer-stammerne, også kaldet Blokhuse. I begyndelsen af 1600-tallet fik Blokhus heraf sit navn.

Vraget af ”De tre Venner”, 1882

På stranden mellem sti 33 og Ovesensvej

I sejlskibenes tid har Jammerbugten altid været frygtet som et farligt farvand med stærk strøm og lumske revler, hvilket også gav bugten sit navn. Blokhus strand har været udsat for et utal af strandinger og i perioder har stranden været oversået med skibsvrag. I sandet på stranden nord for Pirupshvarre-bækken skjuler der sig et vrag af den norske bark ”De tre Venner”. Af og til kommer vraget frem, når strøm og vindforhold tillader det. ”De 3 Venner/Trende Venner” blev i 1807 kapret af briterne og 1809 atter frigivet. Skibet blev 1844 ombygget, 1854 fortømret og 1862 repareret og var fra 1870 hjemmehørende i Christiania og havde fra 1877 J. Petersen som skipper.

Skibet var på vej fra Christiania til Dieppe med trælast, da det i hårdt vejr 7. januar 1882 ved 15-tiden indstrandede (eller land-sattes) ved Blokhus og huggede sig over 3. revle, hvorefter det med strømmen drev nordover til Pirupshvarre. Der huggede den sig med kappede master også over revlen og satte sig på inderste revle. Forsøg på redning med raketapparat og redningsbåd måtte ved mørkets frembrud afbrydes, men lidt efter kl. 20, da månen begyndte at lyse, satte redningsbåden atter fra land og reddede ved 22.30-tiden den 8 mand besætning i land. De havde fast-surret sig til en af masterne for ikke at blive skyllet overbord.

Redningsmænd fra Blokhus redningsstation var rykket ud med redningsraketter, som kunne skyde en trosse ud til skibet for at fastgøre en redningsstol. Da det mislykkedes flere gange, måtte man ro ud over den voldsomme brænding med den tunge redningsbåd for at nå skibet. To gange mislykkedes denne umenneskelige anstrengelse og med tøjet fastfrosset til kroppen roede man tilbage for at blive ”tøet op”. Tredje gang lykkedes det endelig at nå skibet og dermed redde de otte søfolk efter syv timer dramatisk, men vellykket redningsaktion.

Skipperen aflagde i aviserne sin hjerteligste tak for redningen.

Jens otto Madsen – januar 2024

===================================================

En pioner indenfor sommerhusudlejning

Den 8. oktober 2024 – skriver SOL  OG  STRAND følgende Nekrolog over Kjeld Andersen som etablerede det landsdækkende sommerhusudlejningsbureau SOL  OG  STRAND med hovedkontor i Hune ved Blokhus:

Dette mindeord over Kjeld Andersen er tilsendt af Sol og Strand. Kjeld Andersen døde 7. oktober 2024.

Kjeld Andersen, Brovst blev 82 år. Han efterlader sig hustruen Margit, datteren Tina, sønnen Mogens, svigerdatter og to børnebørn.

Kjeld Andersen var en dygtig forretningsmand, som sammen med sin hustru, Margit, grundlagde en af landets største virksomheder for udlejning af danske feriehuse – Sol og Strand Feriehusudlejning A/S – i 1979.

Han var født i Himmerland som den yngste i en søskendeflok på fem. Trods små kår på det lille husmandssted med cirka 25 tønder land, ”Mathildesminde”, var det en tryg og kærlig barndom. Opvæksten i det himmerlandske kom til at definere ham som menneske resten af livet. Han var nøjsom, arbejdsom, gavmild og havde blik for mennesker, der havde det svært.

Allerede som barn erfarede han, at uddannelse var vigtig, og efter eget ønske begyndte han på en nærliggende realskole. Han afsluttede uddannelsen med topkarakter, hvilket skaffede ham en studieplads på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Gymnasiet var en kostskole, hvor unge fra mindrebemidlede familier kunne få en uddannelse, kost og logi, og som 16-årig flyttede Kjeld Andersen til Tarm.

I 1961 blev han matematisk student og valgte at læse videre til agronom på Landbohøjskolen i København. Herefter fik han ansættelse som landbrugskonsulent i nordsjællandske landboorganisationer. I 1975 blev han ansat som konsulent hos Landboorganisationernes Faglige Landscenter i Aarhus. Året forinden havde han mødt Margit, og det blev begyndelsen på et 49-årigt langt ægteskab og et 50 år langt arbejdsfællesskab omkring udlejning af feriehuse.

Margit Andersen havde inden mødet med Kjeld købt en sommerhusgrund i Lyngsaa, hvor der blev opført et sommerhus. Parrets bryllup i 1975 blev holdt i det nybyggede sommerhus, og i forbindelse med deres bryllupsrejse, som foregik i telt i Lapland i Finland, blev sommerhuset udlejet. På den måde kunne der tjenes lidt håndører, men hvad parret dog ikke vidste på daværende tidspunkt var, at det blev startskuddet til Sol og Strand Feriehusudlejning.

I 1978 var der blevet opført yderligere fire sommerhuse i Lyngsaa, og dem fik Margit Andersen til opgave at udleje, mens Kjeld Andersen passede sit konsulentjob i Aarhus.

I 1979 besluttede ægteparret, at feriehusudlejningen skulle være deres levevej, og de startede med udlejning af godt 50 huse. I dag varetager virksomheden udlejning af cirka 7.000 feriehuse, beskæftiger omkring 150 fuldtidsansatte og 1200 timelønsansatte i sæsonen. Hovedkontoret ligger i Hune i Nordjylland, men den lokale tilstedeværelse i kystområderne har altid været en del af virksomhedens strategi, og derfor har Sol og Strand Feriehusudlejning i dag 27 lokalbureauer rundt omkring i Danmark.

Kjeld Andersen var visionær, havde internationalt udsyn, næse for en god forretning, og så var han god til tal. Han mestrede hovedregning og benyttede sig aldrig af en regnemaskine eller en computer for den sags skyld. Kjeld Andersen var uhøjtidelig og en ener, han gik sine egne veje – om det så var i futsko, når han skulle til møde i banken. Der er ingen tvivl om, at Sol og Strand med Kjeld Andersen som spydspids har sat sit præg i feriehusudlejningsbranchen. I 1979 var udlejning af sommerhuse en niche. I dag medvirker branchen til at skabe arbejdspladser og er en betydelig del af økonomien i mange kommuner.

Tilsvarende så han muligheder, da Berlin-muren faldt i november 1989 – det åbnede for et ikke ubetydeligt østtysk marked. Der blev indrykket annoncer i tyske aviser, hvor Sol og Strand søgte husmødre til at udleje feriehuse mod provision. De gik hjemme og havde tid til at sælge ferie i Danmark. Eneste krav var, at de skulle have en telefon, hvilket langt fra var allemandseje i DDR i 1989.

Margit og Kjeld Andersen rejste med tog rundt til flere østtyske byer for at indgå aftaler med de tyske husmødre, og der blev ansat 30 såkaldte Danmarksagenter. De blev Sol og Strands forlængede arme på et helt nyt marked, som viste sig at rumme et stort potentiale, der fik betydning for virksomhedens udvikling og vækst. ”Vi er aldrig gået i andres fodspor – vi har i stedet fulgt vores egne veje”, har parret tidligere udtalt.

Kjeld Andersen var optaget af verden omkring ham og havde en iboende nysgerrighed på andre kulturer, hvilket bragte parret til lande som eksempelvis Antarktis, Mongoliet, Peru, Oman, Tanzania, Zimbabwe, Tibet, Borneo, Costa Rica, Indien. Alt i alt har Margit og Kjeld Andersen besøgt 107 lande.

I 2019 besluttede ægteparret at overdrage ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som støtter almenvelgørende og humanitære formål.

Indtil det sidste var Kjeld Andersen optaget af Sol og Strand Feriehusudlejning og Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld. Fra ejendommen i Brovst fulgte han nøje med i virksomhedens drift, ve og vel, og tog aktiv del, hver gang der skulle uddeles midler fra fonden.

Med fonden har ægteparret sikret sig, at den virksomhed, som de altid har betegnet som deres ”tredje barn”, kan bestå og udvikle sig på danske hænder – også når engang de ikke er mere.

Nu er Kjeld Andersen ikke mere, men hans og hustruens livsværk lever videre.

Æret være Kjeld Andersens minde.

Historien om

Sol og Strand – Sommerhusudlejning

Kjeld Andersen er død: – En af de helt store mastodonter

 Skrevet for virksomheden af

Sissel Bonde Thiellesen

Journalist – 10. oktober 2024

 Kjeld Andersen døde mandag 7. oktober 2024

Kjeld Andersen efterlader sig hustruen Margit, datteren Tina, sønnen Mogens, svigerdatter og to børnebørn. Arkivfoto: Bo Lehm

Han var en stor aktør indenfor udlejning af danske feriehuse.

I 1979 grundlagde han sammen med sin hustru, Margit Andersen, den nordjyske virksomhed, der i dag er en af landets største indenfor udlejning af feriehuse.

Stifteren af Sol og Strand Ferieudlejning, Kjeld Andersen, er død.

Han blev 82 år gammel.

Kjeld Andersen er født i Himmerland som den yngste i en søskendeflok på fem. Arkivfoto: Bo Lehm

– Kjeld Andersen sad i fonds-bestyrelsen til det sidste, men han har været svag de seneste par år. Jeg har været med i seks år, og da jeg kom ind, var det blandt andet for at delegere ansvaret ud til andre, siger Jens Stadum, bestyrelsesformand for Sol og Strand ved Margit og Kjeld.

Han beskriver virksomheden som værende meget ordentlig, med fokus på høj kvalitet og tilfredshed både hos ejerne og lejere.

– Der er ingen tvivl om, at Kjeld Andersen har været en af de helt store mastodonter indenfor dansk ferieudlejning. Han har stået i spidsen for en virksomhed i 45 år, som er gået fra fem sommerhuse i Lyngså til over 7000 nu, siger Jens Stadum.

Giftede sig til første sommerhusgrund

Faktisk var det Kjeld Andersens kone, Margit Andersen, der bragte parret på sporet af sommerhusene.

Hun arbejdede i 1972 på EF-hovedkvarteret i Bruxelles og sparede op af sin skattefri løn. I 1973 købte hun en sommerhusgrund ved Lyngså syd for Sæby med henblik på at bygge et hus, hvor hun kunne bo, når hun holdt fri.

Året efter mødte hun Kjeld Andersen, som hun giftede sig med i 1975.juni Den 12. juni 1975 blev parret gift, og dagen efter rejste parret til Lapland. Imens lejede de sommerhuset ud, hvilket blev første ud af rigtig mange udlejninger.

I 1979 blev der nemlig taget en fælles beslutning om at gøre udlejning til en fuldtidsbeskæftigelse, og i dag varetager virksomheden udlejning af omkring 7000 feriehuse, de beskæftiger 150 fuldtidsansatte og 1200 timelønnede i sæsonen.

Ægteparret Margit og Kjeld Andersen grundlagde Sol og Strand Feriehusudlejning A/S i 1979.

Virksomheden har hovedkontor i Hune i Nordjylland, men en stærk lokal tilstedeværelse i kystområderne har altid været en central del af Sol og Strands strategi, hvorfor de i dag har de 27 lokalbureauer rundt om i Danmark.

Kjeld Andersen var en fantastisk forretningsmand, han havde virkelig flair for sine forretninger, og han var i stand til at indgå nogle rimelige forhandlinger, hvor alle parter skiltes som gode venner.

Derudover var han lynende intelligent. Han var en talknuser udover alle grænser, siger Jens Stadum.

I 2019 overdrog ægteparret ejerskabet af Sol og Strand Ferieudlejning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som støtter almenvelgørenhed og humanitære formål.

Det har ligget Kjeld meget på sinde, at virksomheden skulle blive ved med at være danskejet. Han har tidligere afvist købstilbud, han tidligere har modtaget, fordi han vil sikre sig en dansk historie med ham og hans kones udlejningsbureau.

Derfor er virksomheden overdraget til en selvstændig fond, der har aktiemajoriteten i Sol og Strand i dag, så den forbliver på danske hænder – og det er ikke det eneste, som Kjeld Andersen nåede at sikre sig.

Kjeld Andersen havde et meget blødt hjerte for de svage, så det var ham magtpålæggende, at et overskud som fonden får, skal gå til velgørende formål.

 

 =========================================================

 

Mette Madsen, Fhv. medlem af Folketinget for Venstre

Mette Marie Madsen

Født 3. juli 1924, Pandrup, Jetsmark sogn

Død 2015

Arbejdsliv: Minister, forfatter og folketingsmedlem

Familie:

Forældre: gårdejer Holger Fruensgaard (1899-1969) og Kathrine Jacobsen (født 1901).

Gift 1. september 1942 med landsretssagfører Gunnar Otto Madsen, født 24. oktober 1905 i København, død 30. december 1965 i Pandrup, Jetsmark sg, s. af malermester Otto Hermann M. og Pouline Sofie Christensen.

Mette Madsen blev født i en nordjysk landmandsfamilie. Hele sit liv har hun haft Nordjylland som base og udgangspunkt, og gennem årene er hun blevet en markant skikkelse i landsdelen. Skolegangen afsluttedes i 1940 med eksamen fra Åbybro Realskole, og i 1942 blev hun kun 18 år gammel gift med den 19 år ældre landsretssagfører

Han havde som elev på sit kontor en ung Pandrup-pige, Mette Madsen, som han senere efter nogle år som enkemand, blev gift med.

Sammen med ham og hans tre børn fra et tidligere ægteskab levede Mette Madsen et godt familieliv. Hun var hjemmegående husmoder, men fik også tid til at pleje sine poetiske evner.

Mette Madsens ægtefælle LANDSRETSSAGFØRER GUNNAR MADSEN havde til huse i den bygning, som han havde overtaget efter sagfører Toft, hvor han havde været fuldmægtig og senere kompagnon. Han var noget af en legende, der efter sigende kunne vinde de mest håbløse sager, og man skulle i hvert fald ikke ønske at få ham imod sig i retten. Han var ikke vendelbo – måske snarere tværtimod, men uhyre veltalende københavner.

Mette Madsen var i flere år anledning til et af byens helt store mysterier. Hver uge optrådte en huspoet i den lokale annonceavis, Pandrup-Kaas Avis, der i finurlige små digte kommenterede aktuelle begivenheder i byen og på egnen, under pseudonymet KAY, og ingen anede hvem den hemmelighedsfulde digter kunne være, ligesom ingen kunne drømme om, at pseudonymet skyldtes den lille Kay der optrådte i H.C.Andersen-eventyret ”Snedronningen”. Da endelig hemmeligheden blev afsløret, holdt Kay desværre omgående op med sine ugentlige udgydelser. Digtertalentet blev dog senere fortjenstfuldt udnyttet i Vendsyssel Tidende, i Blæksprutten og i flere udgivne digtsamlinger.

Hun var satirisk medarbejder ved Aalborg Amtstidende 1958-67 og herefter ved Vendsyssel Tidende. Desuden var hun medarbejder ved Blæksprutten fra 1964. Ligesom de andre kvinder i familien havde hun altid skrevet digte, og i 1973 udgav hun digtsamlingen Hen på eftermiddagen, der i 1982 blev fulgt af Sommerens veje. Begge handler om kvindeliv og kærlighed i forskellige afskygninger. I 1997 udkom erindringerne Husk nu at neje, der beskriver den trygge barndom og opvækst i datidens knaphedssamfund og udviklingen af en voksende selvforståelse.

Mette Madsens politiske karriere tog fart, da hun i 1971 blev valgt til Folketinget, opstillet for Venstre i Nordjyllands amtskreds. Hun var et af amtets folketingsmedlemmer frem til 1987. I løbet af de mange år på Christiansborg opnåede hun flere tillidsposter, fx var hun i flere år medlem af folketingsgruppens bestyrelse og af partiets hovedbestyrelse. Desuden var hun medlem af Folketingets præsidium 1981-84. Hun har haft mange forskellige politiske interesseområder, men kultur- og kirkeområderne har været de dominerende. Blandt hendes mange opgaver inden for det kulturelle felt såvel lokalt som på landsplan var formandskabet for Det Kgl. Teaters tilsynsråd 1978-84. Også kirkelige emner havde den grundtvigianske nordjydes store bevågenhed, og hun var derfor en oplagt kandidat til kirkeministerposten i 1980’ernes borgerlige regeringer. I 1984 afløste hun partifællen Elsebeth Kock-Petersen som minister og lagde frem til 1988 et stort engagement og arbejde i Kirkeministeriet. Ud over kirke- og kulturstof havde også udenrigs- og forsvarspolitik hendes interesse, og hun var medlem af forskellige udvalg under Europarådet samt af NATO-landenes rådgivende parlamentariske forsamling 1979-84. Da hun 1982 valgtes til formand for forsamlingens kulturudvalg, blev hun under stor mediebevågenhed NATOs første kvindelige udvalgsformand. At hun samtidig blev den første dansker på formandsniveau, var der mindre interesse for. Mette Madsen har beskrevet sin politiske karriere frem til ministerudnævnelsen i Og så er der kaffe, 1992, der også er et forsvar for de folkevalgte mod den efter hendes mening urimelige kritik i medierne.

Mette Madsen var kendt som en altid smilende og yndefuld kvinde, og hendes parti havde i mange år stor glæde og gavn af hendes evner for satiriske versemål, idet hun var fast forfatter til flere af partiets landsmødesange. Mette Madsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1985 og har modtaget en række udenlandske ordener.

Kilde: Cand.scient.pol. Elisabeth Refsgaard og Børge Møller

 

Medlemsperiode Folketingsmedlem for Venstre i Nordjyllands Amtskreds,

21. september 1971 – 8. september 1987.
    Midlertidigt folketingsmedlem for Venstre i Nordjyllands Amtskreds (stedfortræder for Bjørn Elmquist), 25. januar 1988 – 1. februar 1988.
    Kandidat for Venstre i Frederikshavnkredsen fra 1971.
    Parlamentarisk karriere: Kirkeminister, 23. juli 1984 – 3. juni 1988.
    Medlem af Folketingets Præsidium, 22. december 1981 – 23. juli 1984.
    Uddannelse: Realeksamen, Åbybro Realskole 1940.
    Beskæftigelse: Satirisk medarbejder ved Aalborg Amtstidende 1958-67.
    Satirisk medarbejder ved Vendsyssel Tidende fra 1967.
    Medarbejder ved Blæksprutten 1964-84.
    Tillidshverv

Medlem af tilsynsrådet for Hvetbo Herreds Sparekasse 1970-77.
Medlem af den store kvindekommission 1971-74.
Medlem af Landsforeningen for Sukkersyge 1973-83 og tilsynsrådet for Brønderslev Ventetidshjem 1975-78.
Medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond og af hovedbestyrelsen for Foreningen Norden.
Medlem af tilsynsrådet for Det Kgl. Teater 1974-84, formand 1978-84.
Medlem af Statens Museumsnævn 1977-82.
Formand for Vendsyssel Tidendes Fond 1977-84.
Formand for Vrå-udstillingens Venner 1977-84.
Medlem af bestyrelsen for Kunstindustrimuseet 1978-84, af Nationalbankens repræsentantskab 1978-80 og 1982-84, af bestyrelsen for Helsefonden 1979-84 og medlem af bestyrelsen for Haandarbejdets Fremme 1983-84.
Medlem af Kgl. Mayestaits Acteurs fra 1973.
Medlem af Europarådets social- og sundhedsudvalg 1973-74, af dets kultur- og undervisningsudvalg samt udvalget for Architectural Heritage 1975-79.
Medlem af Interparlamentarisk Unions danske delegation 1974-79, vicepræsident Madrid 1976.
Medlem af NATOs parlamentariske forsamling 1979-84, formand for forsamlingens komité for kultur, undervisning og information 1982-84.
Medlem af Værnepligtsnævnet fra 1980.
Medlem af bestyrelsen for Venstres folketingsgruppe 1973-75 og 1976-84.
Medlem af Venstres hovedbestyrelse fra 1977.

 Forfatterskab:

Bog

Vers og viser 1971

Udvalg af vers og viser fra Vendsyssel Tidende som folkevalgt og deltager i det politiske arbejde 1971-1988

Bog:

Husk nu at neje: erindringer 1997

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og kirkeminister (f. 1924) beretter om sin barndom som den ældste i en stor søskendeflok på en gård i Pandrup i 20ernes Nordjylland

Bog:

Hvad skal du være når du bliver stor?: erindringer 2004

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og kirkeminister (f. 1924) beretter om sin barndom og ungdom i en stor søskendeflok på en gård i Pandrup i 30ernes Nordjylland

Og mange flere som kan lånes på Biblioteket

Mette Madsens ægtefælle LANDSRETSSAGFØRER GUNNAR MADSEN havde til huse i den bygning, som han havde overtaget efter sagfører Toft, hvor han havde været fuldmægtig og senere kompagnon. Han var noget af en legende, der efter sigende kunne vinde de mest håbløse sager, og man skulle i hvert fald ikke ønske at få ham imod sig i retten. Han var ikke vendelbo – måske snarere tværtimod, men uhyre veltalende københavner. Han havde som elev på sit kontor en ung Pandrup-pige, Mette Madsen, som han senere efter nogle år som enkemand, blev gift med. Hun blev senere til kirkeminister Mette Madsen.