Af journalist Poul Christoffersen opvokset på Bådstedhede, Vrensted
Som barn på Bådstedhede tilbage i 1950’erne og 1960’erne hørte jeg ofte udtrykket “heden” om min barndomsegn. Ordene forbandt jeg dog ikke med, at jeg boede på en egn med fremtrædende sparsom vækst – eller at kragerne fik sand i øjnene, når de fløj ud over “heden”. Det sidste blev dog somme tider sagt for sjov.
Jorden ved mit barndomshjem havde en rimelig god kvalitet, og kun når vestenvinden susede vildt over landskabet, fløj der sand/jord gennem vores læhegn fra nærliggende lette jordarealer. Men for at bremse jord- og sandfygning endnu mere, blev der i min barndom plantet flere læhegn eller gamle blev fornyet.
Så der var altså alligevel lidt om snakken om sandet. Og meget mere førhen. Det vidner beretninger fra fortiden om. Således skrev daværende sognepræst i en præsteindberetning fra 1690 om Bådstedhede, og kaldte området: “En liden sandbakke, hvor sognemænd brugte jorden til at grave efter tørv.”
Det var sikkert en overdrivelse kun at anvende det udtryk om “heden”, for dele af jorden under overfladen var og er gammel søbund, og de mest attraktive arealer var da også delt op i små markstrimler som en del af landsbyfællesskabet for gårdene i Vrensted. Og det var typisk engarealer beliggende tæt på Ingstrup Sø; arealer som formentlig opstod efter forsøg på at dræne den store sø.
Alligevel kom der ikke vedvarende beboelse på “heden” umiddelbart efter udflytningen af gårde fra Vrensted by i starten af 1800-tallet. I 1810 var 21 ud af 57 gårde ifølge en optælling flyttet ud af byen og ingen af gårdmændene genopførte deres gårdbygninger på Bådstedhede. Tilsyneladende var der ingen interesse blandt ejerne, i de fleste tilfælde godsejere, at udflytning skete den vej. Jorden var bedre i nordre og østre udflytter.
Udflytningen af gårde fra landets landsbyerne var et led i en række landboreformer, der havde til formål at gøre landbrugsdriften mere produktiv. Et af midlerne hertil var at bryde det gamle landsbyfællesskab op. Det var først og fremmest et driftsfællesskab, hvor gårdmændene sammen fandt ud af, hvornår der skulle sås, høstes osv. på deres marker. Markerne var for det meste opdelt i smalle jordstrimler, og en gårdmand havde oftest tre-fire jordstrimler at dyrke spredt omkring landsbyen. Lovgiverne mente således at en samling af marker omkring den gård, de hørte til, ville give gårdmændene større motivation og på længere sigt medvirke til at de kan klare sig som selvstændige bønder i stedet for at være fæstebønder. Det var nemlig også intensionen, at fæstevæsenet skulle afskaffes.
Bådstedhede passede ikke ind i puslespillet med samling og udflytning af en del af gårdene.
Det første historiske matrikelkort (1813) for Vrensted giver nogle ledetråde om hvorfor. To store gårde Holmen og Sundsted – også kaldet enestegårde – havde allerede samlet en stor del af deres jorde som en lagkage omkring gårdene, og til Sundsted hørte på det tidspunkt også store arealer på Bådstedhede. Desuden hørte flere store matrikler på “heden” til gårde, der lå til godset Nibstrup i den periode – og ikke under Børglum Kloster. De fleste gårde i sognet var i store dele af 1700- og 1800-tallet arvefæstegårde under Børglum Kloster. Kun den vestligste del af Bådstedhede var ifølge matrikelkortet opdelt i små jordstrimler med matrikelnumre tilhørende gårde i Vrensted by. Det var primært eng- og kærstrimler. På matrikelkortet var der kun Holmen og Sundsted markeret med bygninger i den del af sognet.
Kernen af den senere bebyggelse med ca. 30 gårde og huse på Bådstedhede kom til at ligge et par kilometer sydøst for landsbyen med Holmens marker liggende mellem “hede” og by.
1845 blev første gang en folketælling i Vrensted sogn registrerede beboelse på Bådstedhede. Det var med 6 gårde og huse, men ingen af dem sætter varige spor, der kan føres frem til nuværende adresser på Bådstedhedevej. To af omtalte gårdmænd matcher med navne skrevet på matrikelkort med jordstrimler vest for præstegården, så måske var der i første omgang blot var tale om en vestlig udbygning af byen. I de næste folketællinger bliver beboerne da også registreret som hørende til Vrensted by.
Og alligevel. Ifølge en landbrugsoptælling foretaget i 1861 har der været 21 ejendomme på Bådstedhede på det tidspunkt. Dog med megen sparsomt dyrehold med to til seks dyr og små med dyrkede lodder på 1-2 tdr. land. Peter Ussing, Løkken skrev i Vendsyssel Årbog årgang 2007 om optællingen, og konklusionen var, at beboerne på Bådstedhede var fattigere end sammenlignelige områder i nabosognet Ingstrup – Grønhøj og Klitten.
Omkring det tidspunkt er der også pionerer, som for alvor tager fat på at forandre “heden”. Og den udvikling fremmes af behovet for kapital hos nogle af de bønder i sognet, som er blevet selvejere. De udstykkede dele af deres ejendomme, der lå længst væk.
1861 er året hvor Jens Christian Hansen, født i Thise sogn, købte 11 tdr. land fra Rasmus Bonnerup og Chr. Kronborg. der blev betegnet som hedejord. Han opdyrkede jorden og købte yderligere 3 tdr. land engjord, og dermed skabte han grundlaget for opbygningen af slægtsgården Langbækgård ved Bådstedhedevej 213. Rørbækgård på Præstens Eng blev bygget i 1873 ved grænsen til Thise sogn og i 1877 kom fire gårde mere til af forskellig størrelse. Herunder Søengen i det fjerneste hjørne af sognet.
Udstykningen på Bådstedhede til knap 30 gårde og huse, når alle hjørner tages med, tog for alvor fart i de første 20 år efter århundredeskiftet. Mit barndomhjem Bådstedhedevej 176 med 4,8 tdr. land blev bygget i 1920 som et statshusmandsbrug. Jorden havde tidligere tilhørt Sundstedgård. Nummer to udstykning fra samme jordlodden tilhørende Sundsted var til et noget større statshusmandsbrug, og den udstykning afsluttede udbygningen af “heden”. Det skete i 1947.
Gennem de sidste hundrede år har det flade landskab mellem Ingstrup Sø i vest og bakkerne omkring Holmen, Sundsted og Libakken i øst ændret karakter. Adskillige steder fik de nye jordbrugere plantet læhegn langs deres opdyrkede arealer for at dæmpe eller hindre jordfygning.
Som omtalt før var store dele af Bådstedhede i fortiden søbund. Hvor udstrakt Ingstrup Sø har været for flere hundrede år siden er der delte meninger om, men før de første seriøse forsøg på tørlægning af søen i begyndelsen af 1800-tallet var Ingstrup Sø den næststørste sø i Vendsyssel kun overgået af Gårdbogård Sø.
Tørlægningen af den engang så mægtige sø mellem Vrensted og Ingstrup blev fuldendt i 1950’erne. Jeg husker stadig synet af gravkøer i horisonten, der gnavede i jorden og efterlod en vandkanal midt gennem det vidtstrakte flade landskab mellem gårdene i gl. Ingstrup og gårdene langs Bådstedhedevej. Nye engarealer opstod på begge sider af kanaler, men det engang så rige fugleliv forsvandt sammen med udtørringen af Ingstrup Sø. Noget naturelskere fortsat beklager. Også fordi Gårdbogård Sø led samme skæbne, og dermed blev Vendsyssel en søfattig landsdel.
En cykeltur i sommeren 2020 gennem Bådstedhede viste at de fysiske ændringer i naturen fortsatte efter jeg flyttede væk i anden halvdel af 1960’erne. Dengang kunne cyklende på “heden” se langt de fleste gårde og huse fra landevejen. Sådan er det langtfra længere. På flere dele af strækningen spærrer velvoksne og brede læhegn langs vejen for indkig. Samtidig har opkøb og samling af jordarealer siden 1960’erne forandret den måde jorden dyrkes på. Flere af gårdene fra dengang er helt forsvundet. Andre steder har nye ejere været i gang med renoveringer eller moderniseringer.
Gamle bygninger til Langbækgård er for længst revet ned og på pladsen, hvor hovedbygningen stod, ligger i dag et nyere pænt parcelhus.
Også bygningerne til Rørbæk er væk, men rester fra det, der var en Bådstedhedes ældste gårde lå fortsat og gav indtryk af, at gården fik lov til at falde sammen som en gammel ruin.
Artiklen er blandt andet skrevet på grundlag af research på nettet i digitale tingbøger, realregister for ejendomme, skøde- og pantebrevsprotokoller, folketællinger og optegnelser på gamle matrikelkort.