En beretning om besættelstiden i Vrensted og
Vrensted gruppen
af Poul Eriksen
Kilde: Løkken-Vraa Lokalhistoriske
af Poul Eriksen, f. 1923 i Stenum
På opfordring af Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted og med venlig bistand af Arnold Michaelsen, Vrensted følger hermed mine erindringer om Danmarks besættelse i 1940 – 1945 og om hvorledes jeg oplevede disse år i Vrensted.
Jeg er født i 1923 Stenum og havde mit hjem der indtil 1942, da mine forældre flyttede til Hvilshøj sydvøst for Brønderslev for at overtage min fars fødegård “Østergaard“.
Den 1. april 1937-4 dage før min konfirmation – begyndte jeg at gå på Vraa Realskole i 3. mellemskoleklasse. Da jeg aldrig havde haft sprog modtog jeg ekstraundervisning, efter skoletid indtil sommerferien, hvorefter jeg måtte følge med på lige fod med de øvrige i klassen. Sidst i marts i 1940 fik jeg min realeksamen. Den 9. april 1940 blev min familie og jeg vækket meget tidlig morgen ved lyden af mange flyvemaskiner, der drønede hen over hustagene. Det var en ret tåget morgen, og luften var fuld af den ret øredøvende larm, men på grund af tågen, kunne vi ikke se noget, før de var lige over os. De fløj meget langsomt og meget lavt – lige over trætoppene – så vi var bange for, at de fløj ind i både el- og telefonledninger. Da vi kom ud og så op imod dem, kunne vi se de hvide hagekors malet under de store vinger. Da anede det os, hvad der var ved at ske. Vore bange anelser fik vi desværre snart bekræftet via radioen og flyvebladene, der blev nedkastet fra flyvemaskinerne, og var skrevet på dårligt dansk, nærmest en blanding af norsk og dansk.
Om eftermiddagen var jeg med en kammerat ude i engene sydvest for Stenum for at så kunstgødning. Jeg skulle køre hestene, og kammeraten sad bag i vognen og strøede kunstgødningen med en gødningsskovl. Jeg husker endnu, hvor bange hestene var for de mange transportfly, der stadig drønede lavt hen over os. Allerede samme dag fik vi over radioen og i avisen besked på, at vinduerne skulle være mørkelagt ved mørkets frembrud samme aften, og der blev fundet tæpper frem til at hænge for vinduerne, Senere kunne vi købe det sorte mørklægningspapir i forretningerne. Dette blev enten sat på trærammer, der var tilpasset vinduerne eller sat på rullegardinstokke. Ligeså skulle gadebelysningen afskærmes og neddæmpes, så lamperne ikke kunne ses fra luften. Inden aften den 9. april var der tyske soldater overalt i landet. Danmark var simpelthen taget på sengen. Jeg var uden fast job, så jeg tog arbejde ved landbruget – gravede tørv og lignende. Jeg var bl.a. hos en gårdejer som daglejer til 5 kr. om dagen, og da vi skulle i gang med roeudtyndingen, spurgte han mig, hvad jeg helst ville, enten på daglejen eller på akkord. Jeg ville helst på akkord og startede kl. 6.00 om morgenen og blev ved til kl. 21.00. Men det kneb for mig at skille de – for mig at se – genstridige og sammenfiltrede roeplanter, så da ugen var forbi, og jeg skulle ind til gårdejeren for at få afregnet, spurgte han mig, hvor mange favne jeg havde tyndet ud. Det fortalte jeg ham. Så sad han lidt, og sagde ”A trouwer no heller, do må fortsæt mæ å wæer på dawløn” – og det var jeg tilfreds med. med!
Jeg blev antaget som lærling i Vrensted Brugsforening, men først fra 1. november 1940, så jeg kom til min moster og onkel i Hollensted for at hjælpe med med høst og etterårsarbejde. Jeg husker at vi ofte om aftenen kunne se, når der var luftangreb på Aalborg Lufthavn. Vi kunne tydeligt se lyskasterne sende deres klare stråler op mod himlen hvor de forsøgte at fange de engelske bombemaskiner i strålerne. Kunne tyskerne fange en maskine i et strålekryds hvor 2 lysstråler krydsede hinanden, så vi, hvorledes selvlysende sporkugler fra antiluftskytset pejlede sig ind på maskinen. Omkring flyvepladsen havde tyskerne hængt nogle kæmpe balloner op i nogle tykke stålwirer. En dag efter et stormvejr kunne vi pludselig se 8 til 10 kæmpe balloner svæve hen over himlen. Vi anede ikke, hvad det var, og nogle af dem styrede hen mod gården, og der hang en kraftig stålwire ned fra hver. Vi var virkelig bange for, at wirene skulle slæbe hen over tagene og ødelægge taget, men de styrede heldigvis lige udenom. Først senere blev vi klar over, at det var spærreballoner, som tyskene havde hængt op omkring Flyvepladsen i Aalborg, De havde revet sig løs i stormvejret. De hang der, for at de alieredes fly ikke skulle gå for lavt ind over Flyvepladsen, for så kunne tyskerne ikke pejle dem.
Udstyret med 2 nye habitter, ny overfrakke samt 2 hvide kitler og en splintemy cykel, drog jeg den 1. november 1940 til Vrensted brugsforening som lærling. Jeg var da ca. 17 år og skulle stå i lære i 4 år. Lønnen var 10 kr. om måneden + kost og logi, stigende til 15 kr. på andet år, 20 kr. tredje år og 35 kr. om måneden i det fjerde år. Det var ikke store penge i betragtning af min alder. Dengang startede de fleste læretiden lige efter konfirmationen. Da jeg begyndte, var der allerede rationeringsmærker på flere varer, bl.a. kaffe og te, og det skulle snart blive meget værre. Sukker, mel, gryn, sæbe, smør og margarine, tekstiler m.v. blev hen ad vejen rationeret med mærker. Men det allerværste var dog alle de varer, der var rationeret men ikke på mærker. Det gjaldt bl.a. tobak, øl, vin og spiritus. Her måtte vi først gennemgå kundernes gamle kontrabøger for at se, hvad de tidligere havde købt og dele ud i forhold til tidligere køb. Vi måtte simpelthen føre kartotek over, hvornår og hvad den enkelte havde fået. Det var meget vanskeligt at fordele disse varer nogenlunde retfærdigt, men folk følte sig meget heldige hvis de ind imellem kunne få blot en enkelt rulle sytråd. Ja, jeg husker sågar, at til en ting som kunstige blomster havde vi medlemmer skrevet op på lange lister. Når der så endelig kom en sending, tog vi blot efter listen, og til dem, der stod først pakkede vi en buket, som de fik næste gang de kom i butikken. Prisen var der aldrig tale om.
Ind imellem fik vi et par harmonikaer og mundharper. Her kunne vi også blot se på listen, hvem der stod først. En ting som børstevarer blev med tiden kun at få som lyngkoste og lyngskure børster. I det hele taget havde folk mange penge mellem hænderne, de kunne bare ikke købe noget, alt var jo rationeret, og mange banker og sparekasser ville simpelthen ikke modtage penge til opsparing. Det var flot, hvis de tog imod pengene rentefrit. Den tid havde ikke meget med handel at gøre, for der var maksimalpriser på næsten alt. Konkurrence og kalkulation var næsten ukendt. Desuden kunne forretningerne ikke modtage nye kunder for man havde ikke varer nok af dem, der var rationeret og ikke var på rationeringsmærke. Hvis man tog af den ration, man havde fået tildelt, ville det jo gå ud over forretningens faste kunder. Med hensyn til kalkulation husker jeg tydeligt, da jeg selv blev uddeler, hvor usikker jeg var med hensyn hertil, efterhånden som maksimalpriserne blev ophævet. Under krigen havde vi også statslager for korn. Landmændene skulle aflevere alt deres brødkom – og til maksimalpriser. De fik så udleveret foderkorn i stedet
Det giver sig selv, at med næsten alt rationeret florerede på sortbørshandelen. Alt kunne sælges på “Den sorte Børs” – ja, selv en tom snaps flaske kostede 5 kr., idet det var den første betingelse for at kunne købe en flaske snaps, at man havde tom flaske at give i bytte. Før krigen fik vi amerikansk flormel i hvide lærredssække. Disse sække var bl.a. gode til at sy kitler af. Jeg var heldig at få så mange sække af min chef, at jeg kunne få syet 2 kitler. Så havde jeg 4, men undertiden var jeg nødsaget til at cykle turen til Hvilshøj en aften midt i ugen, for at få en ren kittel. Frem og tilbage var det ca. 50 km, men det var jo ingen sag, når man var så heldig at have en god cykel. Vi i Brugsen havde gratis kørsel med rutebilen til Brønderslev, men jeg cyklede altid, for jeg kom betydelig hurtigere frem end bussen, der jo ind imellem skulle holde for at fyre i generatoren. Allerede inden besættelsen var mange nazivenlige danskere begyndt at stikke næsen frem. Søndag formiddag blev der marcheret og lært at hilse og sige “Heil” m.v. – først i smug – men efter besættelsen gik de mere åbenlyst til værks. Det udviklede sig ofte til slagsmål mellem nazister og dem, der var imod.
1942 – 1944 gik jeg på handelsskole i Løkken om aftenen. Ofte holdt tyskerne razzia ved alle ind og udfaldsveje og stillede “spanske ryttere” op, så der kun var en smal gennemgang. Her blev vi så stoppet og måtte fremvise vort legitimationskort, som alle havde fået udleveret, og som man altid skulle bære på sig. Det skete også ofte, når jeg cyklede til mit hjem sent lørdag aften efter arbejdstid (jeg var som regel først færdig til at køre ved 23-tiden), at jeg blev stoppet både i Stenum og i Brønderslev. Det var særlig slemt, når der havde været sabotage i omegnen. Jo, det legitimationskort blev flittigt benyttet. Tyskerne byggede masser af bunkers langs vestkysten, lokalt mest fra Kettrup til Furreby. De som arbejdede hermed, tjente gode penge, for når de først gik i gang med at støbe en bunker, fortsatte man døgnet igennem, til man var fædig.
Der blev gravet en kanal 6 m bred og 3-4 m dyb (tank spærring) vest om Vrensted og op mod Børglum Kloster. Til dette arbejde blev arbejdere fra hele landet tvangsudskrevet og tvangsindkvarteret på gårdene rundt om Et firma, som blev kaldt OT man kaldte det ogsås Organisation Tot (det styrede gravningerne og havde hovedkvarter hos Bager Bedholm i Vrensted. Her var der mange mennesker og lastbiler i arbejde, og det skete også, at der blev piftet både dæk og slanger. De tyske forlægninger i Løkken og Brønderslev var ofte på øvelse i Vrensted området, og de kom ofte ind i forretningen for at handle, men Brugsen ville ikke handle med dem. Det blev de undertiden sure og aggresive over. Så fik uddelenen fremstillet et emaljeret skilt, hvorpå der på tysk stod, at vi kun udleverede varer til medlemmer. Det blev sat på butiksdøren, og det hjalp.
Foreningslivet trivedes virkelig under besættelsen. Der var et fantastisk fremmøde, når f.eks. Kirkeligt Samfund eller Ungdomsforeningen holdt møde. Til ungdomsmøderne i Forsam lingshusets lille sal, der nu hedder Blondestuen, var det almindeligt med et fremmøde på op til 40 unge mennesker. Jeg husker i hvertfald, at vi sad tæt omkring bordene. Pastor Stevns var den gang formand. Vi sang metervis af fædrelandssange, og Stevns læste op som regel af en forfatter, der talte det tyske rige midt imod. Det gjorde han sandelig også selv. Når Kirkeligt Samfund holdt møder med en indbudt taler var den store sal næsten altid fyldt. Og til disse møder sang vi mange fædrelandssange. Jeg husker at en af de mest benyttede var “Det haver så nyeligen regnet “. Når den lød blev der virkelig lagt stemmet i, for vi syntes lige den passede til tiden, og den gav os fornyet mod på den daglige tilværelse. Der var stor forskel på foredragsholdeme. Alle talte om tiden og fædrelandskærligheden, nogle i vege og forsigtige vendinger, andre meget mere bramfrit. Jeg husker bla. Pastor Sundbæk, som talte meget udfordrende om hvor forhadte tyskerne var i vort land. Han forstod at opildne os, og vi beundrede ham, for det var jo virkelig farligt det han gjorde, for hvis der var en tysker eller en tyskvenlig til stede, kunne de jo knalde ham på stedet, og hvordan ville han slippe fra det? I sparetiden efter den 28. august 1943 nár Idrætsforeningen holdt bal i forsamlingshuset var det altid om søndagen fra kl. 16 til senest kl. 20 da tyskere forbød forsamlinger over 5 person efter mørkets frembrud. Der cirkulerede mange illegale blade blandt befolkningen. Dem Læste vi med stor iver og interesse. Også den forbudte danske radioudsendelse fra England havde meget stor interesse. Det var dog ikke hver dag vi fik noget ud af dem på grund af tyskernes støjsendere. Det var vores to vigtigste nyhedskilder, for vore egne aviser kunne vi slet ikke stole på når det drejede sig om situationen på de forskellige krigsfronter. De var jo censureret effektivt af tyskere, og det var fantastisk at læse i aviserne, hvorledes de mange gange næsten kunne få vendt et nederlag til sejr. Det blev der megen humor ud af blandt befolkningen, og der blev fortalt mange vittigheder desangående bl.a. denne: “Det tyske hovedkvarter meddeler: Syd for Rom lykkedes de stærke tyske formationer, støttet af flere bombemaskiner og talrige jagere og panservogne at bringe en fjentlig cykeldragon til at stå af. Efter timelange kampe var forhjulet tilintegjort, ligesom forgaflen var brækket. Der kan regnes med, at også baghjulet vil blive erobret. Styret er faldet i vore hænder mens der stadig kæmpes om stellet. Ved et overraskende flankeangreb foretaget af vore panserdivisioner og med heltemodig indsats, lykkedes det at få venstre pedal revet af. Der erobredes talrige møtriker og skruer, ligesom et kugleleje faldt i vore hænder. Samtlige stridskræfter formåede uden væsentlige tab, at nå tilbage til vore støttepunkter. Det lykkedes den fjentlige soldag at bringe sig i sikkerhed med cykelklokke og bagebærer”
Jeg vil udtrykke det således:
Uden den fanden ivoldskeveldske humor, ville det have været endnu sværere for danskerne at overleve disse fem for bandede år! Efter regeringens brud med tyskerne i 1943 kom der for alvor gang i den danske modstandsbevægelse. Sabotage mod jernbanerne og fabrikker, der producerede for tyskeme steg for hver måned. Modstanden blev mere professionelt organiseret, og England smed tonsvis af våben ammunition og sprængstoffer ned til sabotørerne.
Så vidt jeg husker, kom jeg i modstandsbevægelsen sidst i 1943 som medlem af “Vrenstedgruppen” med pastor Aage Stevns som gruppeledee,
De øvrige medlemmer var Arnold Michaelsen, Knud Svenningsen, Vilhelm Ørum, Ejnar Sørensen, Thøgerslund og min bror Erik Eriksen. Det blev dog ikke det helt store vi udrettede, da pastor Stevns måtte gå under jorden bla, fordi han husede folk, som var eftersøgt af tyskerne, Senere har jeg ofte tænkt på, at vi var meget heldige at Stevns, der havde været med toget til Hjørring blev adviseret i tide og dermed undgik at løbe lige i Gestapos klør, for præstegården var omringet af soldater.. Hvis han var blevet fanget, ved jeg ikke hvordan det var gået ham, for Gestapo veg ikke tilbage for at bruge tortur for at få folk til at fortælle. Var det sket, havde vi andre seks kun et at gøre, nemlig omgående at gå under jorden.
Vi forsøgte at få godkendt en nedkastningsplads på Sundsted mark men den blev kasseret, fordi der var for åbent og derfor let ville kunne opdages af tyskerne.
Det blev stort set kun, at vi hjalp med at flytte og fordele nedkastede våben.Jeg nævner lige et par enkelte eksempler på, hvorledes det kunne lade sig gøres. Mange kan sikkert huske de gamle trækontrolkasser, som kontrolassistenterne rejste rundt med. En sådan blev tømt og derefter fyldt med våben og ammunition, som en af os, der havde hest og vogn, hentede et aftalt sted. Kassen læssede vi så af i brugsens pakhus, hvorefter en anden af os kom og hentede den og bragte den videre. Vi i gruppen fortalte aldrig hinanden, hvad vi havde lavet eller været med til. Det var bedst for os hver især ikke at vide for meget, for hvad vi ikke vidste, kunne vi heller ikke tvinges til at fortælle. Disse her fik jeg først fortalt senere: Stevns skulle hente våben og ammunition et sted østpå og havde fået fat i en med lastvogn. Uheldigvis punkterede de på hjemvejen og måtte holde for at Lappe. Da kom der et par tyske soldater. De tilbød at hjælpe og så slet ikke efter, hvad der var på ladet. Det var desværre. blev stærkt snevejr. Lasten skulle køres til Arnold Michaelsen,
men der var for meget sne på vejen fra Østre skole. De læssede så våbnenen af ved skolen,og Stevns ringede til Amold, at der en pakke oppe ved Brønderslevvejen, som han bad Arnold hente. Han gik op for at hente den, men den viste sig at være alt for tung, han måtte hjem at rigge slæden til, hvorefter han hentede pakken, men da han så nogle unge mennesker komme imod sig foretrak han at køre en omvej. “Pakken” kom dog velbeholdent i hus.
Distriktsleder i modstandsbevægelsen i vort område var politibetjent Poul Nielsen, Hirtshals, kaldet “Polle”. Da tyskeme trak tropper tilbage fra Norge, skulle de med toget fra Hirtshals til Hjørring og derfra sydover. Det skulle dels ske med banen Hjørring- – Aabybro og derfra videre til Aalborg. Derfor skulle jernbanebroen mellem Vrensted og Ingstrup sprænges i luften “Polle” var blevet meget forsinket. Han kom cyklende østfra, men da han kom til tunnelen ved Nørre Mølle, stod der tyskere der, og da han cyklede rundt med en pistol i bætet, måtte han køre en omvej og da det samtidig stormede, forstår man forsinkelsen. Da han nåede frem ringede Stevns til Arnold. at de manglede en makker. Han mødte op, og de tre tog af sted. Men inden de nåede frem, var det for sent, og de måtte opgive forehavendet, hvilket fik Stevns til tørt at bemærke “Det er som i folk kommer og anmelder et dødfødt barn”.I 1945 kunne vi se, at det lakkede mod slutningen af krigen. Jeg havde hørt den engelske presse den 3. maj om aftenen og kunne deraf udlede, at tyskernes kapitulation var lige op over den 4. maj om aftenen cykede jeg ud til min kæreste i Østergaard med en flaske vin i lommen. Hun var alene hjemme med sin farfar, som dog snart gik i seng. Jeg var meget spændt på at høre den engelske presse – og så endelig det glade budskab, at tyskerne havde kapituleret. Så fik vi farfar hevet op af sengen igen og skålede glædestrålende for freden. Først denne aften fortalte jeg Kirsten, at jeg var medlem af modstandsbevægelsen. Den aften glemmer vi aldrig!
Næste dag – det var en lørdag – startede folk med feste – og der var da virkelig noget at feste for. Friheden til atter at tænke, tale og tro og Danmark frit igen efter 5 års besættelse skulle naturligvis fejres. Folk var helt berusede, ikke nøddvendigvis af spiritus, men af oprigtig glæde og taknemlighed. Glæden herover kan næsten ikke beskrives. Befrielsessangene blev sunget flittigt i den følgende tid! Vi lukkede forretningen til middag
Lige over middag mødtes vor gruppe i præstegården. Pastor Stevns var kommet hjem igen, og han fortalte, at vi skulle gå vagt i gaderne i Løkken for at holde ro og orden. Senere på eftermiddagen tog vi til Thøgerslund til skydeøvelse med vore halvautomatiske engelske rifler. Det var en mærkelig fornemmelse, og vi var meget spændte. da vi med vort frihedskæmperarmbind i rødt og hvidt med blåt omkring – med gevær over skulder vandrede ud på vor første vagt. Vi gik to og to. Jeg husker, min bror og jeg gik ad Vrenstedvej ind mod Badehotellet. Vi gik på det nordre fortov, og da tyskerne på det tidspunkt endnu ikke var afvæbnede, så vi, at de gik og patruljerede på det modsatte fortov med gevær over skulder. Men både de og vi var adviseret, og alt forløb roligt Den følgende dag var politiet atter på plads, og vort arbejde bestod i at bevogte tyskernes qmiltæere anlæg i Furreby og Kettrup samt afhente og arrestere værnemagere, feltmadrasser” og andre, som havde haft omgang med tyskerne. De blev sendt i ljr i Brønderslev til videre retsfor følgning, “Feltmadrasseme” blev kronraget og de fleste herefter frigivet.
Jeg husker tydeligt den dag vi overtog Furreby lejren. Her var der både tyske soldater og flygtningelejr. Efterhånden som de kom igennem lejrporten undersøgte vi hver enkelt for våben, hvor efter de kunne påbegynde den tunge rejse til bage mod det sønderbombede Tyskland. I lejren var der masser af håndvåben forskelligt husgeråd, lagner, tæpper, radioer, kikkerter og meget mere både i barakkerne og de mange bunkers, der alle var forbundet med smalle gange der var overdækket af net med vissent græs ovenpå. Vi skulle have visse pejlemærker dernede, ellers for vi let vild i de smalle gange. Jeg husker de fantastiske kikkerter, der sad på kanonerne, der stod i de yderste bunkers med udsigt ud over havet. Her kunne vi sidde på kanonerne en tidlig sommer morgen og styre både kanonen og kikkerten og se fiskerne i deres både ganske tydeligt langt ude på havet. Det viste sig meget vanskeligt at holde uvedkommende ude, for det var et stort areal at overvåge, og danskerne var sultne efter at stjæle alt muligt. for alle effekterne var jo let salgbare på “Den sorte Bars”. Også i Kettrup skulle vi holde vagt omkring de mange bunkers. Senere viste det sig, at det desværre ikke var så forfærdeligt, om nogle danskere havde beriget sig lidt, for alle tilbageværende effekter blev senere erklæret for allieret krigsbytte. Ikke engang den danske stat fik del i byttet, selv om Danmark havde betalt den største part af tyskernes efterladenskaber Her slutter min beretning, idet jeg allerede den 18. juli 1945 blev indkaldt til militærtjeneste, og det er jo en helt anden historie.
