En ældre studerende
på en ung uddannelse på AUC
Helga Pallesen: kandidat i musikterapi. Herudover en evigt ungdommelig pensionist og smittende gerontomusicist: Har i mange år arbejdet indenfor voksen og børneområdet med udviklingshæmmede og med indvandrerbørn. Trods pensioniststatus har hun stadig et ugentligt musikterapiaftenskolehold for svært udviklingshæmmede. Spiller på plejehjem, og holder med ukuelig entusiasme gang i harmonikaen, bl.a. ved at spille i band.
Helga Pallesen er her i 2023 95 år gammel og er nu på Plejehjem men stadig frisk.
Denne artikel er skrevet i 2007 af Helga Pallesen, til et festskrift – Musikterapiuddannelsen 25 år –
Jeg skulle skrive lidt om, hvordan det var at gå på det første hold for musikterapi på AUC, som det hed dengang. Jeg blev optaget i 1983, 56 år gammel, efter at have skippet et socialrådgiverjob inden for forsorgen (med udviklingshæmmede). Da jeg i en fjern fortid havde taget filosofikum i København, slap jeg for basisåret. Jeg tror nok, at da jeg for første gang sad ved bordet med de allerede sammenrystede studerende, sagde det “gisp” i forsamlingen. “Skal sådan en oldsag med på holdet!”. Men jeg skal ikke klage over, at jeg ikke blev accepteret, og jeg fik gode kammerater i de år, der fulgte.
For mig, der havde gået i den yderst autoritetsprægede “sorte” skole, var det noget af en kolbøtte at komme på et studium, der fungerede nærmest modsat. Fra det at “kunne sin lektie” til at tænke og udtrykke sig kreativt var det en svær overgang. Ligeså var det for en gammel nodebunden organist vanskeligt at frigøre sig musikalsk. Alt dette havde de unge en langt lettere og naturlig tilgang til. Jeg var nok meget usikker og desorienteret og så med undren på de piger, der kastede sig ud i noget så ubegribeligt som fantasirejser.
Med Benedikte og Inge havde vi nogle ledere, der med ildhu og engagement havde sat uddannelsen på skinner. Denne pionerånd smittede af på hele studiet. Der var ikke blot tale om færdighedsfag som klaver og stemmebrug (hvor vi havde fremragende lærere!), men om musikterapi i teori og praksis og en del sideløbende fag. Herudover stillede de sig meget åbne overfor eksperimenter fra de studerendes side, og der blev eksperimenteret(!), hvad der kunne spores i de studerendes rapporter og opgaver og forskellige uortodokse tiltag. Her kunne undervisere minsandten også være med. Jeg kan således huske, at vi i en gruppe med Bent Brorson forsøgte os med at bruge penduler. Men da jeg kom hjem og fortalte min mand, at vi lærte at pendulere, tog han sig til hovedet: skulle det forestille et universitetsstudium!
Ser jeg tilbage, må jeg sige, at studietiden kom til at byde på både knubs og gevaldige udfordringer, men også ny indsigter, spændende oplevelser og ikke mindst godt kammeratskab.
Det, jeg lærte og kunne bruge bagefter, var nok ikke metoder og teknikker, dem måtte jeg smide overbord. Men hvad der for mig blev det væsentlige at holde fast i: intuition, nærvær og først og fremmest at bruge sig selv.
Jeg blev aldrig nogen særlig fremragende musikterapeut, men kan som 80-årig se tilbage på 20 indholdsrige år, hvor jeg har kunnet bruges og stadig bliver brugt med det, jeg fik på uddannelsen på AUC.