Om mit liv.
Fortalt i 2021 af læge Jørgen Schierup, fhv. praktiserende læge i Vrensted
Jeg er født 1948 på Ingstrupvej 3, Villa Holmen,
Villa Holmen ved Ingstrupvej og Kirkedammen
som første barn født i huset, som er bygget af Lars Holmen i 1924 som gartneri, og efterfølgende var det pensionistbolig for Lars Holmen og to af hans søskende
Mor var gartnerdatter, og jeg blev opdraget til gartneriet, så Villa Holmen var et herligt sted at vokse op.
Far var landsbylæge med klinik i huset. Han var god med hovedet, men ikke særlig praktisk. Det gav mig en ekstra rolle derhjemme.
Min første erindring om hjemmeliv var stoppeaftner, onsdage, hvor vi stoppede strømper eller syede stramaj, mens far læste Laura bøger. Jeg fik efterhånden lov at ligge på gulvet og studere atlas. Blev rigtig god til geografi.
Så god, at jeg gik hen og vandt i Kvit eller dobbelt i vores lokale forsamlingshus sammen med andre ”specialister”. En i SDM-køer, en i skak blandt andre.
Mandeting snusede jeg til i Ejersteds tømrerværksted, og Gunnars skomagerværksted. Med gamle Gade fik jeg lov at gå med i kirketårnet, hvor jeg hjalp med at kime. Ved begravelser skulle jeg stå i glughullet og give signal, når lig bilen nærmede sig!
På Vestergård og Kærgård lærte jeg mange praktiske ting sammen med Carl Ole og fætrene i Kærgård hos onkel Søren, som så jeg havde et hul i min opdragelse der!
Leg med kammeraterne foregik mest ude eller hos dem, da de var bange for lægen. Han kunne jo stikke.
Vi legede i haven, dammen og skoven. Det var spændende at brænde baneskråninger af og stege kartofler, men når toget kom, måtte vi væk. Lokomotivføreren kunne jo ikke se fremad i røgen, så han var gal!
Jeg skulle hente nybagt rugbrød hos brødrene Bedholm ved aftenstid. Vi drenge måtte gerne sidde på æltebordet og spise skalker, som blev skåret af brødene inden sidste omgang i ovnen, varme og sprøde, og så kunne vi jo kvittere med at fortælle løst og fast fra dagen i Vrensted. Vi løb hjem i mørket og uhyggen ad kirkestien.
Kammeraterne var mest nabobørn: Per, Carl Ole, Kaj, Poul Mørk. Til fødselsdag gav og fik vi en blank 2 krone, hønseringe eller lommetørklæder fra Agnes Bak. Pigerne fik glansbilleder og servietter. Poul kom en gang med papkasse på køkkenbordet, 2 dværghøns!
Hos Polle Myg var der hyggeligt i regnvejr. Vi læste ugeblade, Anders And og Fantomet. Hjemme havde vi kun Alt for Damerne. Lise gik med blade i byen, det var søde folk, men ikke vellidte, da man sagde, de var tyskervenlige.
Børnefødselsdage blandt drengene i klassen. Vi opførte os ikke altid pænt, stakkels forældre! Bedst hvis vi kunne lege udendørs. Hos Preben på Nørkjær kunne vi fange ål i Klosterbækken.
Fodbold var det store, men jeg var ikke god, oftest blev jeg sidst valgt. Vi havde Ikke noget spejderkorps, men 4 H, hvor man kunne passe have, dyr, etc. Der var inspektion ved Edith Olsen og konsulenten fra Husmandsforeningen.
Grethe og mig med rødbedehuset
Løbeild gennem byen, og haverne var ny revne, når de kom. Vi var mest bange for hende! Siden bagning og regnskab. Jeg fik sølvske for bagning, og præmie for udstilling sammen med Grethe. Kunstfærdige byggerier, hus og vikingeskib.
Store nye byggerier i byen: Ny skole og alderdomshjem, 1959- 60, Det smittede, så vi byggede et lille hus i bunden af haven, rensede mursten, huggede cement, og holdt stort rejsegilde, Carl Ole, Kaj, Preben, Poul M, Rudi og jeg.
Vi spillede fodbold på plænen, men jeg skulle øve spil på klaveret, surt. Ualmindelig kedelig lærerinde, jeg spillede med knytnæver, til mor gav op. Kun Grethe holdt ud, og er stadig den bedste.
Herlige vinterlege. Masser af sne, vi kunne bygge huler ved sneskærmene, men Kirkedammen var det bedste, masser af børn, så snart isen kunne bære. Der var næsten Ikke en vinter, uden at man faldt igennem. Skøjter på gummistøvlerne, hvis man havde. Leif, min kommende svoger, fik fine skøjtestøvler fra Amerika. Mange andre måtte nøjes med at glide på træskoene på lange glidebaner eller fræse rundt dernede på cyklen. Der var liv og glade dage under gadelampen.
Skøjteløb på Kirkedammen
Når vi fik isen ryddet for sne, spillede vi ishockey med en gammel punkteret bold og stave af afbrækkede grene fra vores have.
Men vi skulle jo også i skole. Startede hos Åse Mikkelsen i præstegården, hvor vi små poder blev næsten væk bag pultene som var beregnet til konfirmanderne. Men justits var der, dagen startede med, at vi måtte række vores to blyanter ud, så hun kunne mærke, om de var ordentligt spidsede, ellers var det op til katedret og spidse dem på den store blyantspidser, før dagen kunne begynde.
Når konfirmanderne var der, vist om tirsdagen, måtte vi ind i spisestuen, hvor der vankede historier og frihåndstegning liggende på gulvet!
Fra anden klasse var det fru Vestergård i østre ende af byskolen. Mild og blid fik hun banket regning og skrivning ind i hovederne på os. En særlig udvalgt elev hjalp med at tænde op i kakkelovnen ved hjælp af tørv fra tørvekassen – hvor der var plads til en ulydig dreng. Dress Jønne fik proppet Lasse derned, men måtte tage ham op, hvorpå Lasse, vores bedste gymnast, hængte sig med benene om halsen på Jønne, som så stod grædende med gymnasten om halsen, da fru Vestergård kom ind.
Det var 2. og 3. klasse. 4. og 5. var hos Madsen i vestre ende.
Her var hård justits, men vi fik lært meget, selv sprog. Jeg tror det var tysk, vi fik startet på, jeg husker remserne endnu.
Ligesom geografien, Seine, Loire, Garonne, Rhone, Saone. Det meste på remser! Pegepinden kørte rundt på kortene, som blev halet ned med en kroget kæp.
I den nye skole, hvor vi startede efter sommerferien i 5 klasse, kom der nye unge lærere til. Bønding, som var spændende til matematik, Pallesen god i engelsk og Kristensen vores elskede klasselærer, som forgæves forsøgte at banke håndværk ind i hovedet på mig i sløjdsalen. Heldigvis stod jeg ved høvlebænken overfor Elmer, hvis frasorterede saveprøver jeg arvede, milevidt bedre end mine.
Efter 7. klasse blev klassen opsplittet. En del kom på ungdomsskole, også dengang mest Åbybro, Løkken Realskole sang på sidste vers, enkelte startede der, men så hurtigt over på kommuneskolen, Brønderslev var en mulighed. Lene og jeg skulle i gymnasiets realafdeling, hvilket blev et opbrud fra sammenholdet i Vrensted.
På gymnasiet i Hjørring var vi jo de helt små, og så tillige helt ude fra bøhlandet. Tysklærer Martin Brochs horisont gik kun til Harken, som det yderste, så det var ikke nemt at komme indenfor.
Mange af lærerne var, som han, kopier af Scherfigs: Det forsømte forår – gav karakterer efter sindsstemning. Heldigvis havde undervisningen i Vrensted været god. Vi blev ikke mobbet på vores evner.
Turen til Hjørring tog meget af vores fritid. Med Toget fra Vrensted station kl. 6.20 hver morgen, ofte måtte jeg løbe i forvejen, for Kirsten var ikke så morgenfrisk. Men toget ventede pænt på hende! Hjemme ved tretiden tror jeg, lektier til aften, samt i toget op om morgenen, hvor der skulle være stille. På elevernes forlangende!
Ikke nemt af finde nye kammerater, det krævede overnatning, hvis vi skulle være med om aftenen. At blive hentet var der ikke noget der hed!
På hjemmefronten var jeg eneste dreng med 4 søstre. Der blev ikke gjort forskel. Alle måtte deltage i det huslige. Trods ung pige i huset, mor som klinikdame og far meget væk hjemmefra, både på lægearbejde og i foreningssammenhæng, var der rigeligt med opgaver/opdragelse: Opvask, kartofler, madpakker, skopudsning osv. Vi skiftedes til alt os søskende imellem. De to små søskende kunne jeg lokke med til drengelege, uden at de følte sig misbrugt. Da jeg var i teenagealderen, var jeg med på minkfarmen i Åsendrup, som far havde etableret sammen med Simon Thomsen, med Ernas Villy som fast mand. Det handlede vist mest om skattefradrag, men far var god i avlsarbejdet, Simon med markerne og kvæget, og Villy drev farmen, som var det hans egen. Jeg fik lov at hjælpe til. Var også med Simon på Kvægtorvet – spændende.
Som de andre på egnen havde jeg sommerjob i Løkken. Noget vi lærte meget ved, og en skik som vores børn tog over. Vi lærte meget ansvarlighed og omhu i arbejdet. Jeg var tre sæsoner på FDM-camping i Furreby hos Åge Bæk og fik meget ansvar, især når hans sukkersyge var slem. Jeg tjente til en VeloSolex knallert, ikke Yamaha eller Puch som de fleste andre. Men god til pigebesøg i nabobyerne!
Jeg fortsatte på Hjørring Gymnasium i gymnasieafdelingen, nu med bus, da banen var nedlagt. Godt kendt med chaufførerne, som vidste, at hvis der var lys i konsultationsstuen, var den gal med mit næseblod igen. Det stod ofte på, men kunne ordnes med en tamponade, mens bussen ventede!
Efterhånden fik jeg mere fællesskab med klassekammeraterne deroppe, men stadig krævede aftenfester overnatning. Jeg hjalp til med skolekomedien. Mest med regissørarbejde sammen med Jørgen Vestergård -lidt ældre end mig, og der kunne jeg altid komme og overnatte, også hvis han ikke havde været med!
I sommerferien rejste jeg noget, bl.a. en sommer i arbejdslejr i Frankrig. Eneste skandinav, næsten alle fransktalende, jeg fik lært sprog i en rasende fart. Især da jeg var faldet ned ved et vandfald og brækkede anklen. Så måtte jeg ligge på min halmmadras og spille kort med landsbyungerne!
Hjemme ventede Elin og plejede mig meget intenst. Og vi blev hængende ved hinanden.
Sommeren efter var vi begge plejere på Lier sygehus ved Drammen. Elin fik dobbeltjob, da jeg af hendes bror Tage fik fåresygevirus med på rejsen. 41 i feber. Nu blev jeg skønnet ufarlig for pigerne, så jeg flyttede ind på damegangen, så Elin kunne pleje mig.
Det var efter studenterexamen, så jeg måtte se, hvad jeg ville læse til, sabbatår var der ikke noget, der hed.
Jeg valgte mellem skovfoged og læge, stimuleret til lægegerningen af far. Tilmeldte mig medicinstudiet i Århus. Ingen adgangsbegrænsning!
Ved velkomsten blev vi mødt med: Se på de to, du sidder imellem, kun en af jer tre bliver færdig, hvem skal det være?? Der var massive mængder stof. Jeg tror, bogstakken var tæt på en meter høj bare til forprøven efter et år. Så der skulle læses intenst. Og efter ½ år var jeg ved at give op og melde mig ind på Nr. Nissum seminarium. Men så rejste Elin hjem fra sit Au Pair job i London og hankede op i mig, og startede selv på Sygeplejeskolen på Århus Kommunehospital.
Det var jo ellers en meget spændende tid, 1967-68 Ungdomsoprør, Maos røde bog,
Store tanker for en lille dreng fra Vrensted.
Masser af Jazz, som vi dyrkede på Tagskægget og Vestergade 58, Spændende franske film, Chabrol, Godard, og hvad instruktørerne hed.
Men læses skulle der.
Elin boede på elevboligerne på Kommunehospitalet, hvor en Drage sad i indgangen og passede på pigernes dyd. Der var en livlig trafik ind og ud af altanerne i stueetagen.
Efter ½ år fik hun lov at flytte op på J. Brønlundsvej, hvor jeg havde et kælderværelse. Hun lejede naboværelset, og vi byggede en dobbeltseng!!
Under trappen lavede vi et lille køkken sammen med to andre lejere og lavede billig mad: Sild, vandgrød, blodpølse, rødbedebøf, lever og om igen næste uge!
Penge var der ikke mange af. Elins elevløn og mine vagtpenge måtte slå til sammen med lidt almisser hjemmefra. SU fik man ikke, hvis forældrenes indtægt var for stor, eller hvis partneren tjente penge!
Efter et par år fik vi en lille viceværtslejlighed i et gammelt baghus i starten af Vestergade. Skønt sted lige midt i byen, skønt utæt og skævt, med cykelafstand til Kommunehospitalet, Universitet, skov og strand.
Vi fejede og spulede porten for nattegæsternes efterladenskaber. Og betalte 85 kr. mdl for herligheden!
I forhuset var der søde butiksfolk, Simonsen og Weel, slagter, bager og dyrehandler. Vi blev hurtigt døbt Tue og Rikke på kvisten. Huset på Christianshavn var det store hit dengang. Nærmest landsbymiljø.
Da Anne meldte sin ankomst, lejede vi loftsrummene ovenover for 75 kr. oveni og havde masser af plads til babyseng og vaskemaskine!
Anne var jo nysgerrig og allerede, da hun var to, var hun rundt i kvarteret. Men naboerne vidste jo, hvem hun var. Specielt var hun glad for slagerens. Vi fandt hende, hvor hun sad på huggeblokken i butikken og spiste røde pølser!
Når der var vinterpause på Universitetet i januar, måtte jeg jo tage vikariater rundt i landet. Og det fejlede aldrig at der blev frost og snestorm. Så måtte Elin jo op kl. 5 og feje fortovene, før hun gik i vuggestuen med Anne og derfra på arbejde kl. 07. Hun blev hærdet!
Om sommeren havde jeg også vikariater. Jeg husker Ribe som et dejligt sted, og en anden sommer var jeg i Falkøping, øvede mig på svenskere på øreafdelingen, og tog vagter for de praktiserende læger om natten.
Det var der, jeg stiftede bekendtskab med specialiteter som Janssons fristelse, blodpalt og smørgåstorta! Elin kom over i ferie med Anne i vores gamle 2 takts Saab.
I 74 fik jeg min embedsexamen som den yngste læge i Danmark. Det holdt naturligvis ikke længe, kun til næste kuld blev færdigt. Kort efter var der mulighed for at tage den amerikanske lægeeksamen i København. Den ville give adgang til at søge job i USA, Canada og mange andre lande. Det tog en weekend med multiple choice spørgsmål, så man blev helt ør i hovedet. Men prøven tog jeg, og har aldrig fået brug for den.
Mit første job som færdig læge fik jeg ved Elins hjælp på børneafdelingen på Kommunehospitalet, 3 mdr. sommervikariat med vejledning af Karin Brostrøm, sød og opmærksom overfor en ung, usikker læge, for øvrigt mor til Søren Brostrøm, som er chefdirigent i Coronakampen i dag. Jeg havde søgt og fået blokstilling i Borås, som omfattede alt, hvad jeg skulle have af ansættelser for at komme i praksis, men Elin var lige startet på efteruddannelse til sundhedsplejerske i Århus, så vi vurderede, at det var bedst at blive sammen i Århus.
Jeg fik et kort vikariat på kirurgisk afd. i Grenå, kørte frem og tilbage hver dag undtagen hver 3. dag, hvor jeg havde vagt i enden af dagarbejdet. Vikariatet blev forlænget til halvandet år, og jeg fik lært rigtig meget kirurgi. Lavede kejsersnit, galdeoperationer, brok, åreknuder og andre mere simple operationer. Der var fælles funktion med gynækologisk afd. Jeg blev hurtigt bagvagt og 1. reservelæge med stort ansvar. Mange erfaringer, som jeg tog med til Grønland senere.
Vi flyttede til Grenå, da Elin var færdig, og hun fik arbejde som sundhedsplejerske i Nørre Djurs kommune
Da Stine blev født, fik vi ung pige i huset, for at Elin kunne passe sit arbejde, en god og en dårlig. Jeg havde i en sommerferie været rekrut, men kunne ikke se mig selv som soldat og sigte efter menneskehjerter, så jeg blev militærnægter på Djurslands museum, hvor jeg udgravede en jernaldergrav, meget spændende. Skelettet måtte jeg imprægnere med epoxy i toluenopløsning, som gav mig den største rus, jeg kan mindes.
Senere kom et par tømrerlærlinge til som nægtere, og vi restaurerede på den gamle købmandsgård, som museet lå i. Det lærte jeg rigtig meget håndværk af. Meget langt fra den usikre sløjdelev i Vrensted skole.
Tilbage på sygehuset skiftede jeg til medicinsk afd., hvor jeg også fik en meget hurtig oplæring. En af 1. reservelægerne, Niels Kragh, boede ude på Mols, lidt for langt væk til at passe vagten hjemmefra, hvor han også skulle før tilsyn med sin fårefarm. Så vi aftalte, at han skulle lære mig alt, hvad der var vigtigt for at tage selvstændigt ansvar på afdelingen på den første måned. Derefter var jeg alene. Det gik rigtig fint, men var et stort ansvar.
Jeg manglede nu kun Psykiatri. En kollega, som blev Elins gode veninde, fik problemer i sit ægteskab, da manden sprang ud som bøsse. Vi fik ham ud på afdelingen i min stilling, så de kunne få løst problemerne. I mellemtiden fik Leif Jensen skaffet mig 3 mdr. på psykiatrisk afd. i Østersund i Jämtland, også lærerigt og varieret. Elin og Anne kom op og besøgte mig midt i den koldeste vinter, 30 minus gr. Anne skulle prøve at stå på ski. Men stod bare bomstille i kulden og græd.
Jeg fik bl. a til opgave at gennemgå en afdeling inde i fjeldene for kroniske skizofrene. Det var en tidslomme. Rent Emil fra Lønneberg. Sproget var også gammel dialekt. Jeg blev opfattet som skåning, hvilket jeg var stolt over.
Hjemme igen afsluttede jeg min medicinske ansættelse og lægevagtskørsel og stod med 8 måneder, før jeg skulle afløse Bojsen her i Vrensted. Manglede forskellige fag, Øre-næse-hals, Reumatologi, hud, som var svære at få ansættelse i. Så Elin spurgte: Hvad har du af drømme? Grønland, altid drømt om Grønland, så jeg søgte vikariat, af alle steder i Angmagssalik (Tasiilaq) på Østgrønland, det fjerneste man kunne forestille sig, og fik det!! Fik orlov fra Grenå og billetter til hele familien til Angmagssalik via Sdr. Strømfjord.
En medpassager tværs over Grønland advarede om, at Grønland var det sidste tilflugtssted for originaler i Danmark, og Østgrønland var det sidste tilflugtssted på Grønland!! Vi kom op den 31. marts 1978, og der var mange ting at orientere sig om, så det allervigtigste glemte jeg: Elins 30 års dag d 1. april!! Men hun huskede det, og jeg var slet ikke populær. Drønede ned til butikken, hvor der ikke var mange varer, købte en pakke chokolade og et Grønlandskort. Heller ikke populært! Kelly, hotelværten, hvor vi boede den første tid, så det og indbød os til en slædetur over fjordisen. En kold fornøjelse for Elin og ungerne på slæden i 20 minusgr, mens jeg løb ved siden af og holdt varmen. Utroligt, at Elin holdt det ud deroppe! Hjemme på hotellet diskede Kelly op med en god middag og rødvin, trods forbud. Vi måtte lade, som om det var saft! Alkohol var et stort problem deroppe og forbuddene var mange, fx lukket for salg, når der var blevet udbetalt børnepenge!
I butikken kom der kun varer i perioden Sct. Hans til start oktober, hvor isen atter lukkede for sejlads. Det var svært at holde maden blot lidt frisk. Æg blev konserveret i vandglas, af og til svipsede det, jeg lavede en omelet en festdag, men slog alle æggene ud i røreskålen. Et var råddent! Toiletpapir løb vi tør for. Gummislangerne til narkosen mørnede, og ved den sidste operation i maj kunne vi ikke rigtig få patienten bedøvet, men stod til gengæld hele personalet i vinduet for at få frisk luft – og ikke kun æter dampe. Æter var det eneste bedøvemiddel, man turde have på de små steder, (14 sengepladser hos os,) da det er det mest sikre, men også et langsomt virkende middel.
Vi var ret isolerede, fly hver 14 dag, hvis vejret tillod. Tv og post ligeså. Gamle nyheder var også gode. Radiotelefon kun i nødstilfælde og med meget dårlig forbindelse, ellers telegraf. Blodprøver til Seruminstituttet var længe undervejs og frostudsatte. Vi måtte bestille varer et år før pr telegraf. Fejl var almindelige, en fuld telegrafist fik et nul for meget med, så hotellet fik 1 ton vildsvinekød op. Så alle måltider på hotellet indeholdt vildsvinekød!
Jeg rejste meget rundt i distriktet med hundeslæde eller helikopter, men i hele den isfrie tid med lægebåden. Alle 10 bopladser i distriktet på størrelse med Jylland skulle besøges med skolebørns undersøgelser og vaccinationer af børn og hunde. Det sidste var kombineret med klipning af hjørnetænder som forebyggelse af skambidning af småbørnene, som ellers var ret almindeligt.
Hundeslæde over øen til Tinitequilaq
Lægebåden ved Piquiutleq
Der var meget åbne familieforhold. Børnepasning – alle hjalp alle, mange forsørgere var døde i utide, i isen, ved vold eller sygdom. Skiftende slægtninge tog sig af børnene. Mange forældreløse efter mæslingeepidemien, som især var slem ved de voksne indfødte, som ikke havde noget immunforsvar mod mæslinger. Børnehjemmet tog nogle, men havde ikke kapacitet til alle.
Der var megen kønssygdom. Gonore var gængs, beskyttelse var ukendt. Syfilis så hyppig, at vi lavede en befolkningsundersøgelse. Laboranten og jeg rejste distriktet rundt og tog blodprøver. For at holde folk hjemme, når vi kom, viste vi film. I nogle udsteder krævede det gang i generatoren, da der ikke var indlagt strøm. Der var syfilis i både 1. 2. og 3. stadium, et særsyn i Danmark. Tuberkulose var ved at være udryddet, men der var enkelte behandlingsresistente tilbage.
Operationer blev mit domæne. Min spinkle uddannelse fra Grenå var det bedste, vi kunne byde på. Den første opgave var et kejsersnit på vores søde laborant Solveig. Distriktslægen havde prøvet på nogle stykker i de 10 år, han havde været der. I 9 tilfælde var barnet dødt og i et moderen. Så han foreslog tang. Jeg vidste intet om dette og sagde, at et sectio (kejsersnit) måtte foretrækkes, så moderen ikke blev skamferet. Det blev sådan, så jeg bedøvede med æter og lidt stesolid, så vi kunne begynde inden æteren virkede, for at få barnet ud inden det blev bedøvet. Det lykkedes, selv om Solveig var så vågen, at hun selv skubbede barnet ud!
Flere andre operationer lykkedes også, men alternative metoder måtte anvendes. Jeg lærte meget om logisk tænkning og det muliges kunst, og fik øget min selvtillid massivt.
Gode ting at have med til Vrensted!
Jeg startede i Vrensted okt. 78, hvor jeg afløste Bojsen, mens Leif afløste Ingvardsen. Stadig 4 læger fast i lægehuset. Jeg havde overvejet tilbuddet i nogen tid. Kørte en del weekendvagter for Ingvardsen, og så at patienterne respekterede mig, selv om de sidst havde set mig til fx deres børns vilde fødselsdage. En anden ting var, om der var plads ved siden af min far, som fyldte meget som den gamle overlægetype. Men det var der. Han lod både mig og Leif få plads til vores måder, som var præget af 68-generationen, og den ligeværdige snak med patienterne, og de nye behandlingsprincipper.
Selv manipulationsbehandlingerne, som både Leif og jeg dyrkede, og siden akupunkturen, som jeg tog ind, især som supplerede bløddelsbehandling, muskler, sener, men også fx til rygeophør, tinnitus, dårligt blodomløb. Der var resultater, som overraskede både patienter og mig selv. Far troede ikke på det, men mor var glad for mine gigtbehandlinger!
Efter manipulationskurser både i DK og i England og akupukturkurser herhjemme, i London og i Beijing, var jeg godt klædt på, og efterhånden var op mod en trediedel af mit arbejde inden for dette felt.
Jeg blev også kommunal lægekonsulent, et job som gik på omgang mellem Løkken- Vrås læger. Gennemgik sygemeldinger og pensionsansøgninger med kommunens socialmedarbejdere. Blev misbrugslæge for Ringgården. Og fik tid til forskning sammen med Henderson fra Vodskov og Torben Schødt fra Brønderslev. Vi fik lavet to gode projekter, som blev offentliggjort i Ugeskriftet og det sidste i British Medical Journal. Det sidste var virkelig en fjer i hatten på os. Far strålede, for det var jo hans interesse. Og vi satte proppen i for forskningen der.
Det var vist på tide. Børnene kendte mig kun som besøgende Det var Elin og ikke mindst Erna, som passede hus og børn når Elin var på arbejde, der holdt sammen på det herhjemme.
Der skulle jo også være tid til det rigtige praksisarbejde, og ikke mindst familielivet, hvor jeg kom tæt på børnene gennem spejderarbejdet og byggeriet af legepladsen på stationspladsen.
Spejderarbejdet krævede også musik og sang. En gruppe spejderforældre dannede et spejderorkester, som spillede til arrangementer blandt spejdere og efterhånden også ude i landsbyerne. Vi var: Henrik Høj Madsen, Ove Kjeldgård, Carlo Jensen, Bente Klarskov, Elin og jeg, og kom til at hedde Karlo Kvidders kapel. Vores mål var at spille og stimulere folk til at synge. Det gik rigtig godt, Vi havde bl.a. stor succes med musik og sang i Den Gamle Smedie på Børglum Kloster. Efter måske 15 år gled vi fra hinanden, men tanken og glæden var der stadig, så for 10 år siden startede vi igen med søster Mie og Gert (Posten fra Ranum) i Kettrup Klanen med samme mål, og i Byens Hus et andet band:
Vrensted Musikforsyning
Vrensted Musikforsyning, som er klar, når byen trænger til musik. Hvis ikke andet giver det os stor glæde at spille sammen og se tingene lykkes!
Det at bo, hvor man arbejdede, var en sag, som blev diskuteret, når man var sammen praktiserende læger imellem. Jeg synes, det er en kæmpe styrke i arbejdet, at man kender familiernes liv, arbejde og relationer. Der kan ofte findes forklaringer på patientens reaktion på svækkelse, i familiehistorien. Så jeg har aldrig fortrudt, at jeg bor, hvor jeg arbejder.
Det er også noget, jeg lægger vægt på, når jeg underviser unge læger og studenter i praksis og på sygehuset. Og jeg tror, det har haft stor betydning, for at vores lægehus aldrig har savnet personale.
At søge læger til Vrensted gennem annonce i Ugeskrift for Læger, er håbløst, men mund til mund-metoden har virket fortræffeligt, så lægehuset kører videre, og uddannelsen kører videre.
Omkring 60-årsalderen fik jeg et par grimme sygdomme at slås med og måtte sælge min part. Heldigvis var Michael og Stine klar på at overtage ansvaret. Henning og Merete stoppede efter nogle få år, og Maria var blevet færdig med efteruddannelsen og overtog. Rikke som var uddannelseslæge for en del år siden, gik også ind, og så var der 4 unge dynamiske læger i huset!
Jeg fik lov helt fra mit salg at komme som ansat en dag ugentlig og lave Akupunktur og Manuel Medicin. Jeg stoppede først, da Coronaen gjorde det utrygt at arbejde med næsen helt nede ved patientens ansigt.
Herefter har det stået på fritidsjob, så som Byens hus, kirke og orgel og nu restaurering af skoven her syd for byen.
Så jeg har ikke haft tid til at kede mig.
Men måske været til nytte.
Det er det vigtigste for et menneske, sagde min mor!!
Elin og Jørgen Schierup