Inger Lauritzen, Lønstrup,
Den syngende fiskerkone Inger Lauritzen fra Lønstrup synger om fiskere, redningsmænd og andet godtfolk.
Hun døde 92 år gammel i 2019.
Inger Lauritzen havde en skarp hjerne (og en næsten lige så skarp tunge) til det sidste. Hun var mageløst godt selskab med sin fortælleglæde, sin humor, sine skarpe holdninger og sin enestående evne til også at lytte. Hun savnede Knud, men var aldrig ensom, for alle hendes tre børn bor i Lønstrup, og også gamle venner og fans kiggede jævnligt indenfor
Kilde: tv Nord og Nordjyske m.fl.
Gennem mere end tre årtier, var hun kendt i hele landet som ”Den syngende fiskerkone” og gav et utal koncerter suppleret med fortællinger.
Hun blev kendt vidt og bredt for sine viser om livet som fiskerkone i Lønstrup.
Sangene fungerede som en form for terapi for Inger Lauritzen hvis mand – Knud – var kystfisker i Lønstrup. For når han stod til søs som enten fisker eller redningsmand, fandt bekymringerne vej til Inger Lauritzen og de andre fiskerkoners sind.
Det var jo kystfiskeri, så det var ikke spøgeværk, fortalte Inger Lauritzen da hendes erindringer udkom i bogform.
Vores mænd gik ud fra åben kyst og i åbne både, så det var bestemt ikke noget let job, fortalte hun videre.
Vi skulle jo foretage os noget
Inger Lauritzens sange fik hende ud at optræde masser af steder i mere end tre årtier. Sangene handlede om livet, naturen og selvfølgelig også fiskerne og havet.
På det personlige plan fungerede sangene som en redning, der fjernede Inger Lauritzens angst – eller flyttede fokus væk fra angsten.
Man skulle jo foretage sig noget, mens vi ventede på dem. Nogle af fiskerkonerne lavede en masse mad og nogle de bagte og nogle de strikkede. Jeg kommer fra et hjem, hvor det var almindeligt at sang og musik var en del af livet, så jeg satte mig til klaveret og spillede. Så lavede jeg melodier og så kom teksten bagefter.
Fire koncerter om ugen
– Jeg var så angst og det kunne ikke blive anderledes. Knud var jo kystfisker og han var redningsmand – jeg vidste at det ikke kunne blive anderledes. Og så måtte man finde en udvej, for jeg kunne ikke gå der og jamre – det var jo håbløst.
Da Inger Lauritzens sange blev kendt rundt om, kom tilbuddene om at hun kunne komme ud og optræde også. Da hun optrådte allermest, havde hun op mod fire koncerter om ugen, men “det var rigeligt,” forklarede Inger Lauritzen tilbage i 2016 – uden at sige, at det var for meget.
Altid havde hun sin mand Knud med sig til koncerterne. Han var chauffør for sin hustru, men ventede altid ude i bilen til koncerten var overstået.
– Jeg ved ikke, hvad han fik tiden til at gå med, men han klagede aldrig. Det var ikke noget, vi brugte så meget.
Inger Lauritzen efterlader sig sine tre børn samt børnebørn og oldebørn.
Den syngende fiskerkone Inger Lauritzen fra Lønstrup
synger om fiskere, redningsmænd og andet godtfolk. Hun har en enestående evne til at skildre det barske liv sådan, at det vækker nye tanker.
Sange og egnsfortællinger om livet
Inger Lauritzen er ikke blot lun i sin humor, men også varm i sit væsen. Hun har for længst passeret de 70 år, men er stadig rund og tryg og dejlig, når hun fortæller på sit vendelbomål og synger de iørefaldende sange, hun selv har skrevet både tekst og melodi til.
De bliver kædet sammen af egnsfortællinger, så ingen er i tvivl om, at hun er en god forvalter af fortælletraditionen.
Angsten som drivkraft
Som fiskerkone brugte hun ikke bare sangen til at komme igennem sin angst, når manden var på havet. Det var ud af angsten, hun skrev sine sange, der dog samtidig var fyldt med glæde, for paradoksalt nok er det Vesterhav, der kan virke så voldsomt og skræmmende, slet ikke til at undvære. Det virker dragende på de fleste, især når det ligger og glitrer, sådan som hun beskrev det i sangen “Glitrende hav”.
Sammenstød mellem vilkår og mennesker
Inger Lauritzen formidler flotte fortællinger om sammenstød mellem vilkår og mennesker. Om livsfylde, der står i skærende kontrast til ligegyldighed, og om at have rødder og sammenhæng i sit liv. På en poetisk måde og med mærkbar ydmyghed for livet.
Hun har optrådt utallige steder i Vendsyssel og på lokalt og landsdækkende TV. Hun har udgivet musik i eget navn og sammen med andre landskendte. kunstnere.
Men nu har hun trukket sig tilbage fra sine turneer, da det er anstrengende for en ældre kone at rejse så meget rundt.
“Tidsskrift for Redningsvæsen” (hvorfra denne artikel stammer med tilladelse fra Inger Lauritzen) har dog formået at få hende til at fortælle om sit liv i Lønstrup som fiskerkone gift med en redningsmand.
Det er der kommet følgende fortælling ud af:
Livet ved Vesterhavet blandt fiskere, redningsfolk og deres familier.
Den 18. marts 1947 blev Knud og jeg gift i Lønstrup kirke!
Dagen før brylluppet var der snestorm, og Knud måtte selv sørge for opvarmning i kirken, sådan var efterkrigstiden, men det blev en uforglemmelig dag.
Knud var 28 år og kystfisker og redningsmand. Den første hyre fik han dagen efter konfirmationen, og så begyndte sliddet for ham, for kystbådene havde ikke moderne udstyr, og båden blev sat ud og taget op med ruller og ryggen og et ophalerspil med håndkraft.
Jeg kom fra Vennebjerg, hvor voksede op på gården Ø. Dahl, hvor hverdagen bød på hårdt arbejde og fællessang. Vi altid var 12 ved bordet.
Vi sang, når vi var glade, og vi sang, når vi var kede af det, fortalte Inger Lauritzen tit.
Efter ungdomsskole og husholdningsskole, blev jeg kokkepige i mit hjem, og så mødte jeg Knud, og det var godt. Så begyndte hverdagen ude ved kysten, hvor havet kan og alt blev anderledes for mig.
Om sommeren brugte vores fiskere hummertejner, ca. 100 stk. pr. mand, så havde vi fiske koner lidt ferie; men sidst i september begyndte torskefiskeriet, og så måtte fiske konerne stå i baghuset og “agne bakker”, som det hed. Vi satte blåmuslinger og orm på krogene, når det var havvejr. Hver fisker havde 6 truge bakker med 500 kroge på hver, så 3000 kroge pr. mand var almindeligt. Ældre fiskere hjalp med at åbne de mange blåmuslinger, og alle havde lange dage. Dengang vore børn kom, måtte vuggen med ud i baghuset; sådan var den dagpleje!
Da vi blev gift, sagde min svigermor. “Nu skal du til at lære at vente, for havet råder her”, og det erfarede jeg hurtigt.
Når vores mænd var på havet, kunne vejret ændre sig i løbet af kort tid, og så kom angsten. Og da de i perioder fiskede ved Jyske Rev, der var flere timers sejlads herfra, var ventetiden hård. Der var ingen radio dengang, og de kunne være på havet op til 20 timer, og efter vor tids målestok, var det små både, de brugte, og alle koner her blev rastløse!
Vores dreng sagde som 6-årig: “Du er jo bange mor, for dine øjne er ikke rigtige”. Børnene løb ned til stranden hvert øjeblik for at se, om båden var på vej hjem, og endelig landede de.
Som regel var fangsten god, men vores fiskere var ofte gennemblødte og forfrosne, men humøret var udmærket, og når den kogte torsk var spist, kunne alle slappe af, og Knud sov.
Det sværeste var, når de skulle ud med redningsbåden, for det var altid i kuling. Vi stod på havbakken og så dem sejle ud, men redningsbåden var næsten dækket af vand; det var en meget urolig sejlads. Vi knugede hænderne og gik hjem og ventede.
Det hændte, at mandskabet kom så hurtigt afsted, at de ikke fik støvler og olietøj på; det var hårdt.
Jeg spurgte Knud engang: “Hvad taler I om, når I har bjerget folk og sejler hjem?” Og han sagde: “Hvis selve redningsaktionen er gået godt, så er der ikke mere at tale om”. Jeg synes, de kunne bære meget, og de har haft brug for deres erfaring og mod i hver redningsaktion på Vesterhavet.
Når det stormede i vinterhalvåret, skulle redningsfolkene på strandvagt, og det var lange ture. Vagten varede 6 timer, og her fra Lønstrup til Nr. Lyngby måtte de gå i klitterne, for havet stod op i bakkerne, så det var drøjt at gå i sandklitten flere kilometer, og altid i regn, storm eller snestorm eller mørke. De var grå af sand og træthed, når de kom hjem, men tilfredse med at kunne tjene lidt, (og det var lidt) når de ikke kunne fiske.
Jeg gik med Knud én gang, så var jeg kureret, og jeg skrev nogle vers efter strabadserne; her er et:
“De war bælgmørkt, à rænen blow wæer, en smål månskjan ha halsen for godt, men daj awten stu vi nok i læer, we de answar der gnawwer så småt. For de mesker, der lå wuw på hawwe, warre stuet å kom wal i la’j.
we dae’j tà’nk fæek a skop ajjer trawwe, à too’r sajjen à want frå min pa’j.”
Jeg har den allerstørste respekt for de mange redningsmænd, der gennem så mange år har sat deres eget liv på spil gang på gang for at redde nødstedte, og det samme gør sig gældende i dag.
De gamle redningsprotokoller vidner om bedrifter; det er så overvældende læsning, og mange tusind søfolk er bjerget! Her ved redningsstationen i Lønstrup er der bjerget 250 mennesker ind, fra mange lande. – Redningsstationen er bygget i 1852. – Ofte hentede de også deres kollegaer i hjemmet, når uvejret kom pludseligt.
Da Knud og Jens var unge, var de ude for en dramatisk oplevelse, De havde begge hyre ved en skipper, der kunne finde på at tage chancer gang på gang. De lå og fiskede på “Jyske Rev” (ca. 31⁄2 times sejlads ude), da stormen kom. Vandet væltede ind over båden, så motoren satte ud, og de måtte øse og pumpe med håndkraft, og det tog lang tid, inden de fik motoren i gang igen. Natten gik, inden de nåede Lønstrup, – det var storm, – og da de nærmede sig kysten, så de, at der var tre kurve hejst i signalmasten; så vidste de, at redningsbåden havde ventet på dem hele natten, men de kom vel i land, og redningsfolkene kunne komme hjem efter en hård nat!
Knud skrev:
“Bagefter kommer der mange tanker, og vi fik sendt en bøn opad. Vores mødre havde en lang nat, for ingen vidste noget om den anden! Far var i redningsbåden, og jeg var i fiskebåden, og der var ingen telefon.
Da båden var sat op, kom Jens’s far og sagde til skipperen: “Det vil jeg sige dig, dit eget liv kan du gøre med, hvad du vil, men du har to unge mænd med dig, tænk på det”.
Og det var bare én af de gange, hvor det kneb.
Jeg sad en aften sammen med en gammel erfaren redningsmand og så en smuk solnedgang. Til sidst dannede solen en gloende stribe på havet, og den gamle sagde: “Har du hørt, at engang går alle forliste sømænd i land på sådan en solstribe?”
Det var stort at høre, og det blev til sangen “Solstriben”:
“Solstriben gløder i havet,
netop når dagen ender.
En strålende fakkel der brænder,
på savnede søfolks grav.
Skønhed og endeløs savn
giver et hav bestandigt.
En verden af liv og død
i stormvejr og solens glød.
Men det blev sagt så ofte,
at de forliste mænd
engang på solens stribe
vandrer i land igen!”
Knud Lauritzen fratrådte som opsynsmand i 1987 efter 42 års tjeneste og efter også at have været redningsmand i 42 år, og han døde i 2002, 83 år gammel
Inger Lauritsen, Lønstrup, september 2011