Povl Stevns skriver:
(fra vest mod øst)
Kort oversigt
Justitsråd Wincent David Gottlieb (1776-1858):
Havnekontrollør i København, havde 3 sønner og 7 døtre, hvoraf den ene, Anna Augusta Gottlieb(1812-1870), var gift med pastor Frederik Nicolai Severin Michelsen, som var præst i Vrensted (1852-1861).
Justitsråden døde under et besøg hos datteren i Vrensted præstegård 81 år gammel.
En efterkommer af justitsråden er generalmajor Rud Gottlieb, der i perioden 1984-1993 var chef for hjemmeværnet.
Stenen ligger ned og er dekoreret med et anker.
——————
Jens Chr. Pilgaard 1865-1943 og fru Petrea Pilgaard (f. Olesen) 1870-1959.
Jens Chr. Pilgaard drev en købmandshandel, som han afstod i 1898 for sammen med sin ægtefælle Petrea Pilgaard at overtage hendes hjem ”Høngaard” i Vrensted, der indtil da havde været fæstegård under Børglum Kloster.
Udover at drive landbruget var Jens Chr. Pilgaard sognerådsformand for Vrensted- Thise i perioden 1907- 1943. Ved 25 års jubilæet som sognerådsformand i 1932 modtog Pilgaard et dobbeltkapslet guldur med følgende inskription: ”Tak for trofast virke fra 1907-1-1-1932. Vrensted-Thise Kommune”. – Uret er i dag i privat eje.
Efter J. Chr. Pilgaards død drev fru Pilgaard gården videre med bestyrer, indtil hun i starten af 50erne flyttede ind i en nybygget villa på Stationsvej i Vrensted, hvor hun boede til sin død i 1959.
Fru Pilgaard var hovedsponser ved udgivelsen af Carl Klitgaards bog ”Vrensted Sogn”, der udkom i 1955. I bogens forord skriver C. Klitgaard således om bogudgivelsen: ” — og når, det er lykkedes at tilvejebringe det betydelige beløb, der krævedes hertil, skyldes det den interesse for foretagenet, som vrenstedboerne har udvist for det, i første række fru Petrea Pilgaard (søster til sagf. A. Olesen), der ved et større pengebidrag til udgivelsen har vist sin broders minde pietetshensyn”.
(Det var også sagf. A. Olesen, der i 1915 tog initiativ til udarbejdelsen af bogen).
Endvidere var fru Pilgaard sammen med søsteren Johanne Olesen og broderen Anton Frederik Tscherning Olesen stifter af fonden vedrørende Ane Maries Hus.
Stenen er dekoreret med udhugget cirkel med egeløv samt deres navne.
———————-
Ole Andersen 1827-1893 og fru Ane Marie Olesen (f. Christoffersdatter) 1831-1913. Samt datteren: Frøken Johanne Olesen 1866-1951.
Ole Andersen opførte i 1852 gården ”Høngaard” på gårdfæstets største jordlod efter overtagelsen af gårdfæstet under Børglum Kloster efter sin mor, der var enke. Parret blev viet i Vrensted Kirke d 18. nov. 1853 og flyttede herefter ind på den nye gård.
Frk. Johanne Olesen flyttede som ung ind hos broderen Anders Olesen i Nørresundby for her at virke som støtte og leder af husførelsen. Efter sagførerens død i 1929 blev stuehuset på ”Høngaard”forlænget mod øst for at give plads til en ekstra lejlighed, som kunne stå til hendes rådighed, når hun opholdt sig i Vrensted.
Stenen er udsmykket med ”Det Græske Kors” over navnene. (Ved opførelsen af Vodskov Kirke lod Sagføreren en mosaikrude med ”Det Græske Kors” indsætte i nordre korsgavl).
——————
Christoffer Olesen 1868-1903.
I en omtale af Vodskov Kirke i Niels Hedins bog, ”Hammer Bakker et Mindeskrift” (s. 143), skriver forfatteren bl.a. følgende om forholdet mellem Sagføreren og broderen Christoffer:
”Det hele freskoværk i Vodskov Kirke med dets indtrængende ledemotiv, Kristusbæreren, forklarer for øvrigt i en sum, hvorfor kirken i Vodskov er blevet bygget: Sagfører Olesen havde en bror, som han elskede. Han var landinspektør og hed Christoffer Olesen. Han var i øvrigt elsket ikke blot af sin bror, men af hele sin slægt og af alle, der kendte ham. Han døde pludseligt i oktober 1903. Når sagfører Olesen nu lader Christophorus male i Vodskov Kirkes Apsis, så aner man, at det er hans kærlighed til broderen, der fra først af har affødt ham den tanke at hjælpe befolkningen i Vodskov til en kirke. Og aldrig har en mand sat sin broder et smukkere mindesmærke”.
I 1922 skænkede Sagføreren Vrensted Kirke den flotte Christophorusfigur lige indenfor døren.
Stenen er hugget af Niels Hansen Jacobsen og symboliserer med den syngende lærke Christoffers lyse sind og tiltalende væsen. – Stenen blev afsløret i 1906.
——————–
Anders Olesen 1854-1929.
Født 5. september 1854 på gården ”Høngaard” som den førstefødte af en søskendeflok på 13. Anders Olesen blev uddannet til sagfører og drev i mange år sin sagførervirksomhed fra et kontor på Østergade i Nørresundby. Hans virkefelt var stort og dækkede bredt: Sagførervirksomhed, – stifter af Nørresundby Bank og mangeårig direktør for samme,– kirketiendeejer (Vrensted 1890-1914 og Hammer kirke 1899-1911), – kirkebygger: Vodskov kirke, der indviedes Trinitatis d. 6/6. 1909. Ved indvielsen prædikede pastor Jensen, Horsens ud fra dagens tekst, Joh. evangeliet kap. 3 v. 1-21 om Jesu natlige samtale med Nikodemus. Otte år senere lod sagfører Olesen Niels Larsen Stevns male netop dette motiv i hovedfeltet på altertavlen til Vrensted Kirke.– Dertil kom også andre store projekter i bl.a. Hammer Bakker og Vrensted sogn. Endvidere fortæller Ole Berg i bogen ”Sagføreren – Konge af Hammer Bakker” følgende om et af sagførerens mange gøremål: ”– et af de betydeligste engagementer fra de unge år og livet ud var hans stilling som godsforvalter hos Chr. Michael Rottbøll, –”.
I begyndelsen boede Sagføreren i Nørresundby, men i 1899 påbegyndte han byggeriet af villa ”Møgelbjerg” i Hammer Bakker, hvortil han flyttede i 1901 sammen med søsteren Johanne. Her døde han af rosen den 15. dec, 1929.
Udnævntes til Ridder af Dannebrog i 1924 i forbindelse med et besøg i Hammer Bakker af Chr. X.og dr. Alexandrine.
Begraves fra Vrensted kirke d. 20. dec. 1929.
Stenen er hugget af Niels Hansen Jacobsen, Vejen. Motiverne på stenen symboliserer ifl. Niels Hedin følgende: ”Øverst de drivende skyer, det gamle kendingsmærke, luften en forårsdag over Vrensted kær, herunder den jævne, tildannede flade, de hjemlige marker, selve jorden, som den nu breder sig lavt under de høje himle. Tværs over fladen Olesens navn og årstal i ophøjet skrift, men nederst i svage fortoninger hans jordiske virke symboliseret i bikuben og granerne i den nye skov, han plantede i Hammer Bakker”. – Stenen blev afsløret 9/5. 1931.
———————-
Peder Pedersen født i Roskilde 20/12.1812. – død 13/3. 1862.
Præst for Vrensted- Thise fra 1861 til 1862. Dør som 49årig.
”Gravstenen” er denne gang et støbejernskors.
———————-
Serritslev d. 15/4. 2019.
Povl Stevns.