ENEBOEREN ”JULIUS” PÅ FLADE HEDE I 1913.
.
DA ”JULIUS” MÅTTE FORLADE SIT BARNDOMSHJEM.
”Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne”.
Her skal vi på et besøg i en fjern fortid hos eneboeren ”Julius” på Flade Hede, der i 1913 stod i den for ham ulykkelige situation, at han var tvunget til at forlade det barndomshjem, i hvilket han havde boet i mere end 70 år.
Årsagen var, at det kære hus var i fare for at styrte sammen.
Det var bestemt ikke nemt for Julius, det skal vi høre mere om her, når vi spoler tiden tilbage til 1913.
Tagdelen af huset mindede om siderne på en gammel, radmager kat.
Ejeren, den gamle eneboer ”Julius”, havde hvert forår i en lang årrække klinet et læs ler på hyttens stråtag.
Efterhånden havde leret trykket stråene ind mellem lægterne, der så var kommet til at træde frem som ribbenene på en gammel krikke.
En dag var en mand krøbet i læ ved huset, da en tordenbyge skyllede ned. Han tog sig ikke i agt for lervandsdryppet fra taget.
Da han gik fra hytten, var han ganske nydeligt dekoreret langs ryggen og benene.
Skorstenen var næsten ramlet ned. Væggene var lerklinede, meget utætte og afstivede med lange stænger.
I eneboerens eneste stue var der et gammelt, råddent bræddegulv fyldt med rottehuller.
Gamle ”Julius” lå i sin seng med stof på, da han ellers ikke kunne holde rotterne fra livet.
Sin gamle halmstol havde han trukket hen foran kakkelovnen, der nærmest lignede et komfur. Han var i gang med at give en ret ærter et opkog.
Jeg kan kun koge ærter og kartofler, stege flæsk og fisk, fortalte ”Julius” dengang.
I de mange år jeg har levet her, har min middagsmad dagligt været ærter, kartofler, flæsk eller fisk.
Om morgenen spiser jeg smørrebrød til en kop te, om aftenen det samme til en kop kaffe.
”Julius” var i 1913 nød til at flytte.
Hver en vind trænger gennem væggene, og når det stormer, ryster og knager hele huset, så jeg hvert øjeblik tror, det styrter sammen.
Jeg flytter ned til Øster Flade.
Jeg er allerede begyndt flytningen med min nye trillebør, men skabet får jeg ikke med. En loftsbjælke var sunket ned på skabet, så det ikke var til at rokke ud af stedet.
Jeg vil dog så nødig flytte, jeg holder sådan at mit kære, gamle hus. Jeg vil ofte komme tilbage og aflægge mit barndomshjem et besøg.
Ingen skal få lov at bo i det. Det skal heller ikke blive solgt eller raget ned, så længe jeg lever, sagde ”Julius” med tårer i øjnene.
”Julius” havde som sagt boet i barndomshjemmet i mere end 70 år.