“Da elektriciteten kom til Vendsyssel”

Elektricitet i Ø. Hjermitslev

Af Signe Ibsen

Signe Ibsen f. 1928 d. 2022

 

I anledning af 100årsdagen for forfatteren Peder Jensen Kjærgaard’s fødsel, gengives uddrag af hans beretning, samlet af Signe Ibsen, Brønderslev, og det er fra Vendsyssel Tidendes kronik den 4. marts 1955:

 

Vi havde i årene omkring århundrede skiftet mange flere får end nu om dage. Op til en halv snes moderfår og en vædder, samt en bede eller to.

Af lam kunne der ofte være 20-25.

De stod tøjret oppe i Ud lodden, hvor der var tyndt med græs, men rigeligt med lyng.

En søgn eftermiddag spændte far det gamle brune føl øg for fjedervognen og kørte af sted med mor.

Alene det at vi kørte statskørsel en søgnedag, var der noget højtideligt i. Vi drenge skulle med. Mor skulle den dag udvælge lammene til efterårsslagtningen.

Foruden bederne, skulle 3-4 lam til efteråret forvandles til rullepølse og andet sulemad.

Sommeren gik og det blev efterår med mørke og kolde nætter.

I oktober blev bederne og lammene slagtet. En dag min ældste bror og jeg kom hjem fra skole, hang de spækkede fårekroppe i rækker under loftsbjælkerne i bryggerset. Ved bordet stod bedstemor og pillede talgen fra.

Det var navnlig hendes bestilling at støbe årets forbrug af lys.

Nogle dage senere, når lammene var parterede, mærkes allerede på lang afstand en fedtmættet duft. Så vidste vi, at nu var bedstemor ved at smelte talgen.

Næste dag gik hun i gang med lysestøbningen. I bryggerset var en stige lagt over to stolerygge, og mellem tremmerne hang de dryppende lys, som bedstemor med mellemrum dyppede i den gamle stampekærne, der var fyldt med koghedt vand, og der ovenpå den smeltede talg.

Det var “pråse”, nogle ganske tynde lys, og så var der tykke lys, beregnet til køkkenet og bryggers, og andre til staldlygter osv.

Men i gammel daw, fortalte bedste, lavede de Hellig Trekongers lys, der delte sig i tre grene, en for hver af de Østerlandske Konger.

Vi ville gerne have prøvet at dyppe nogle af lysene i kærnen, men blev affærdiget af bedste: “Go no op i skødsløs unger. Altijer skal i go å tree jæn øver tæen” – hvor let kunne vi dratmikler ikke komme til at tabe de dryppende lys.

Når de var færdige, blev de lagt i en dertil indrettet kasse, og sat op på loftet. Desværre skete det ofte, at musene gnavede hul på den møre kasse og guffede i sig af lysene.

Vi havde på dette tidspunkt allerede tærskemaskine, En meget lille pigtærsker med kun to smalle rystere. Tærskemaskinen blev trukket af hesteomgangen.

I modsætning til nu om dage, havde vi en meget stor rug avl. Jorden var dengang ikke i gødningskraft til den megen vårsæd. Hele rugavlen blev plejltærsket. Det samme gjorde havrenegene til hestenes hakkelse. Og det var ikke småting der skulle til. Vi havde 5 arbejdsheste, samt 3-4 plage og føl. Det føltes derfor som en stor lettelse, da vi på et meget tidligt tidspunkt fik elektricitet – vist før Hjørring.

Brønderslev fik det i hvert fald ikke før flere år efter.

Vi var så tidlig med på noderne, at Øster Hjermitslev var den første landsby i Danmark der fik indlagt elektricitet.

Det var ikke de dengang så gammeldags Hjermitslev bønder, men den daværende forpagter på “Hjermitslevgaard” der havde hittet på disse nymodens kunster. Han havde set sig om i udlandet og kom hjem – ladet med nye ideer. Han fortalte bønderne, hvad elektriciteten var for noget, blev ved med at hamre det ind i deres hoveder.

En af dem man først fik overtalt, var Stav Kræn. – morsomt nok, da han som landmand var den af Ø. Hjermitslev bønderne, der endnu drev sin gård som i fællesskabets tid.

En aften sidst på sommeren 1905, kom herregårdsforpagteren igen ned til Stav Kræn. Der blev sendt bud efter naboerne og andre 10-12 i alt. Så mange der var plads til, satte sig på tromlen, andre på et par plove. Altså noget i retning af de gamle tiders Grandestævne. Og her på tromlen og plovene mellem Stav Kræns og nabogården, blev det vedtaget at oprette et elektricitetsværk.

En tid efter – for at være helt nøjagtig, den 15. oktober -samledes bymændene til møde i Stav Kræns dagligstue.

Forpagteren forklarede her med drivende tungefærdighed, hvor behageligt det var med elektrisk lys frem for de gamle petroleumslamper og osende tællepråse.

Vi skulle naturligvis også have motor til at trække tærskeværket og hakkelsemaskinen. Selv ville han også have kværn, så han kunne male herregårdens forbrug af mel.

Det bedste af det hele var, at denne herlighed kunne fås omtrent gratis, bortset fra, at installationen naturligvis skulle betales. Men da der skulle stiftes et banklån, der gennem små afdrag skulle betales i en 10-års periode, ville det ikke afskrække.

Når strømmen kunne fås omtrent gratis, skyldtes det at værket skulle drives ved vandkraft fra Sønder-Mølle, Hjermitslevgårds Mølle, som den hed i ældre tid. Og vand var der nok af i åerne og Mølledammen.

Få eller rettere ingen havde nogensinde set elektrisk lys. Men forpagteren på Hjermitslevgaard havde sine overslag og beregninger i orden.

Til at begynde med meldte sig kun et halvt dusin af de mest fremskridtsvenlige sig som partnere i foretagendet. Dog – inden længe havde halvdelen af byens gårdmænd tegnet sig som andelshavere.

Et udvalg blev nedsat og rejste sammen med herregårds-forpagteren Sønderud. Jeg tror til Århus, for at se hvordan elektrisk lys så ud.

De Hjermitslev bønder kom hjem, fulde af begejstring. Det var bare at dreje på en knap, så strålede lyset som midt på dagen ved midsommertid.

Ret meget af det hele havde de dog næppe forstået, når naboer og andre spurgte dem ud. Hvordan det kunne lade sig gøre at få lys, bare ved at hænge ledninger op under loftet, blev de svar skyldige.

Nogle mente, at trådene måtte være hule rør, og at lamperne på den måde fik tilført petroleum. Ja, det var svært, som folk kunne hitte på nu om dage. Men hvis nu en ledning går i stykker? blev der igen spurgt……Ja hvad så? Jo, så måtte strømmen naturligvis løbe ud- eller petroleummen. Nej, det var ikke til at begribe, hvordan det gik til. De agtværdige mænd, der havde været Sønderud, kunne bare konstatere, at det var en kendsgerning.

Aldrig så såre man drejede på føromtalte knap, strålede lyset. Med denne forklaring måtte de viderebegærlige lade sig nøje.

Det var som sagt i efteråret 1905, Andelsselskabet Øster Hjermitslev Elektricitetsværk stiftedes. Kort tid efter tog man fat på anlægget af værket.

Næste efterår fra oktober og indtil jul havde fjorten af byens gårde i Østre ende samt købmanden og smeden elektrisk lys, og for gårdenes vedkommende også kraft. Ikke så sært, at det vakte opmærksomhed viden om.

Jens Thise, blev af Vendsyssel Tidende sendt til Ø. Hjermitslev for med realistiske farver at skildre det rent ud sagt utrolige, der var hændt i den gammeldags landsby ved Store Vildmoses Nordstrand.

Landsbyen der i nabosognene hidtil havde været regnet for at være mindst 1à 2 menneskealdre bagefter andre, både med hensyn til drift af jorden og andelsbevægelsen m.m.

Vi har alle erfaret, når der sker en kortslutning, hvad det i vore dage koster, bare at få en elledning repareret. Det vil derfor være af interesse at høre hvad en helgårds installation kostede i 1905. Af den gamle protokol fra den tid ser jeg, at installationen i mit barndomshjem kostede den svimlende sum af kr. 393,83.

Da de fleste vil ryste på hovedet, gøres opmærksom på, at motoren til trækkraft var iberegnet dette beløb. Alligevel var det mange penge dengang, fordi der var få af dem.

“Det hvide lys” tændtes for første gang i de fem østre gårde, og jeg skal love for, folk var på benene. Jeg var otte år den gang, og husker tydeligt den store begivenhed. Vi gik fra gård till gård og lod os bade i dette “Lys væld der strålede ud fra en 15 lys kultråds pære, der havde omtrent samme lysstyrke som de 5 lyspærer, vi sad og faldt i søvn ved, under anden verdenskrig.

Vi skulle også alle prøve at tænde og slukke lamperne. Knapperne på afbryderne blev i det uendelige drejet rundt.

Jeg husker at bedstemor stod midt på gulvet i mit hjems dagligstue og prøvede, om hun kunne se at læse avisen, og det kunne hun. Det var jo så lyst som midt på dagen, synes både hun og alle vi andre.

Byvejen henlå dengang i et skrækkeligt pløre. Det var derfor naturligt, at vi havde fået gadelamper, fem i alt på en strækning af en kilometer. Herligheden med denne gade- belysning varede dog kun kort, et års tid eller så.

Det var som sagt kultrådspærer vi brugte dengang. Så snart der kom en brandstorm rystede ledningspælene, og pærerne sprang. Dertil kom, at i stedet for kabler, som heller ikke kendtes på dette tidspunkt, var almindelige ledninger, som regn og fugt snart gjorde ende på.

Ved siden af måleren var anbragt et ringeapparat. Når vi skulle tærske eller skære hakkelse skulle vi først trykke på en knap. Så kimede en klokke nede i Sønder-Mølle. Var der strøm nok i batterierne, svarede møllerkarlen ved at kime på vor klokke.

Thi de første batterier var både små og dårlige.

Derfor kunne to køre med motoren samtidig. Hjemme hos os måtte vi kun bruge motoren tirsdag og fredag. Alligevel var det en stor behagelighed med denne “Eleksitet” som vi kaldte det.

Desværre varede glæden kun kort. Ledninger og øvrige installationer var noget forfærdeligt ragelse.

Lampeinstallation

Den første gård der brændte ved kortslutning – så vidt jeg husker samme vinter, var selve Møllegården – nogle måneder efter gik en anden gård – Svæjs gård op i luer. Der havde engang været ild i Hjermitslevgaards lade, men de nåede at få ilden slukket inden der skete videre skade.

Der var altid noget i vejen i de forskellige gårde hvor de havde elektricitet – alle de steder har der været optræk til brand.

Mærkeligt at halvdelen af byen ikke brændte.

Thi Møllekarlen – der uden spor af indsigt eller belæring – passede værket. Han var naturligvis reparatør. Hver ledig stund så man ham fare fra gård til gård, når der var sket kortslutning. Med tiden blev han, om ikke helbefaren, så dog en “mådelig fusker” i faget. Han reparerede også andelshavernes sikringer.

Men da prisen for at få en ny sølvtråd loddet i var 5 ører, hittede et klogt hoved på, at disse penge kunne de selv tjene. Den viden lod han gå videre til de andre. Altså begyndte folk selv at reparere deres propper. Det gik til på den måde, at man med en syl borede hul i enden og satte nogle kobber- tråde i – eller man brugte ganske simpelt søm eller en skruetrækker, i stedet for prop-

-Men frygten for at gårdene, især i nattens mulm og mørke, mens alle lå og sov, skulle brænde ned over hovedet på os, bevirkede, også i mit hjem, at man afbrød strømmen om natten, ja, om dagen med, når vi ikke tærskede eller skar hakkelse.

Jeg husker en tidlig vintermorgen, at der blev en forfærdelig rumstering uden for sovekammeret. Far og pigerne løb frem og tilbage, pumpen i bryggerset hvinede, sådan blev der trukket op og ned i stangen.

Der var sket det. at da far kom ud i gangen, så han til sin rædsel, at det brændte i en dørkarm. Hvis kortslutningen var sket alle rede om aftenen, var den gamle stråklædte “Ralling” naturligvis brændt.

Efter års forløb fandt brandforsikringen og øvrigheden da også gyldig grund til at kassere samtlige installationer. Det var en slem streg i regningen.

Herregårdsforpagteren, der i 1905 havde været mand for det hele, havde for længst søgt andre græsgange. Thi det viste sig hurtigt, at elektriciteten ikke var nær så billigt som lovet.

I mit hjem, en gård på et halvt hundrede tønder land, kostede strømforsyningen mindst kr. 300 om året, og det ville være blevet langt dyrere, hvis vi også havde haft kværn. Vi vedblev også endnu at tærske en stor del af sæden med plejl.

I strenge vintre med langvarig frost, når åen og Mølledammen frøs til, kunne der gå uger, hvor der ikke kunne leveres strøm til motorerne, knap nok til en smule lys. Så måtte vi atter have petroleumslampen ned fra loftet.

Bedstemor vedblev da også i mange år, hvert efterår at støbe tællelys, som det meget ofte blev brug for. Ikke alene fordi strømmen var dyr, men også fordi det var langt billigere, vedblev vi i mange år endnu at bruge tællepråse. Den omvendte verden, når vi havde elektricitet.

En vinter var frosten så langvarig, at næsten hele avlen atter måtte tærskes med plejl, og da hesteomgangen var fjernet, måtte vi til de mange heste skære hakkelse med håndkraft. Det var netop ind mod jul.

I et par dage i træk skar far og karlene hakkelse, så der i hvert fald var nok til efter nytårsdagene. Der var ikke engang strøm nok til en smule lys. For at det ikke skulle gentage sig til næste vinter, anskaffede elektricitetsværket sig en petroleumsmotor til at trække dynamoen. Valget faldt på en gammel skibsmotor, der kanske i en menneskealder eller mere havde stampet en skude over verdenshavene. En knippelfin forretning, var alle enige om, da den var udrangeret som gammelt jern, og derfor var billig.

Den blev dyr nok endda, fordi der naturligvis også skulle bygges et solidt motorhus. Den gamle petroleumsmotor viste sig da straks at være en ren petroleumssluger. Knaldene fra udblæsningsrøret lød, som var det kanoner der blev fyret af. Så voldsomt var spektaklet, at der i stille frostvejr tydeligt kunne høres i Brønderslev, det vil sige omtrent trekvart mil borte. Stempelslagene hamrede, så murene i Møllehuset slog revner. Det var en kostbar historie at køre med den motor.

Det varede da heller ikke mere end et års tid eller to, inden hele maskineriet en skønne dag revnede med et knald, hvis lyd minder mest om krigstidens bombesprængninger.

Så var vi lige vidt, da det netop skete i en streng frostperiode.

På den måde tog tærskearbejdet, fremdeles hele vinteren, selvom vi havde elektricitet.

Signe Ibsen