Det nok mest tragiske kapitel i Brønderslevs nyere historie blev skrevet under den tyske besættelse af Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. Det omhandler mordene på byens dyrlæge og tidligere borgmester Axel Richardt Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen den 12. januar 1945. Dette kapitel vil fortælle historien om, hvordan man i høj grad kan se drabene som en lokal kulmination af både nationale og internationale politiske og militære hændelsesforløb, der afspillede sig i Danmark og på den internationale krigsskueplads i årene op til denne grufulde aften i januar 1945.
Historie udvikler sig som en uafbrudt strøm af hændelser, der på en eller anden måde er afhængige af de forudgående. Når det gælder begivenheder fra besættelsestiden, kan disse ofte forklares med udgangspunkt i en lang række af kendte datoer: Tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940, starten på Anden Verdenskrig den 1. september 1939, Hitlers magtovertagelse i Tyskland den 30. januar 1933 eller sågar med det tyske nederlag under Første Verdenskrig, der af de fleste historikere vurderes som værende afgørende for, at det kom til en ny krig godt tyve år senere. Kapitlet ville dog fjerne sig for langt fra den egentlige historie ved at uddybe de nævnte datoer, så derfor springes der frem til påstanden om, at det tyske nederlag i Stalingrad i slutningen af januar 1943 i høj grad havde betydning for mordet på dyrlægen og dyrlægeassistenten i Brønderslev en mørk aften i januar knap to år senere.
Stalingrad blev både disse to mænds og deres bødlers skæbne, fordi slaget var med til at bestemme krigens udfald og inden da fik store konsekvenser for den tyske besættelsespolitik i de besatte lande, herunder Danmark. Indtil langt ind i Hitlers Ruslandfelttog dominerede Nazi-Tyskland krigen; først med en effektiv lynkrigsstrategi i Nord- og Vesteuropa og siden ved at demonstrere, at man kunne erobre enorme landområder i øst. Ved Stalingrad blev den tyske krigsmaskine for alvor stoppet, og befolkningerne i de besatte lande var måske ikke længere helt så sikre på, at det var tyskerne, der ville vinde krigen. Dette havde ikke mindst betydning i forhold til modstanden overfor de tyske besættere. Denne gjorde sig også gældende i Danmark, hvor modstandsbevægelsen først for alvor fik medvind, da tyskerne begyndte at tabe. Da det tyske Afrikafelttog, med den kendte pansergeneral Erwin Rommel i spidsen, slog fejl, og det endda lykkedes de allierede at landsætte tropper i Syditalien i sommeren 1943, kom der for alvor gang i modstanden og det folkelige oprør i de besatte lande.[1] For Danmarks vedkommende betød dette folkestrejker i de større byer i løbet af sommeren 1943 og stigende sabotage mod tyske interesser, herunder fabrikker og infrastruktur. Vi kender i dag denne tid som ”Augustoprøret”, da dette var måneden, hvor begivenhederne for alvor spidsede til og kulminerede her i landet. De tyske besættere kunne selvfølgeligt ikke tolerere, at modstanden tog til og situationen begyndte at komme ud af kontrol for den danske regering.[2]
Regeringen havde gennem den såkaldte samarbejdspolitik indtil da havde haft relativt frie hænder til fortsat selv at regere Danmark. Sammenlignet med den tyske besættelsespolitik i andre lande var dette et særsyn, der dog primært kan forklares med Danmarks rolle som leverandør af landbrugsprodukter til den tyske krigsmaskine, samt særdeles pragmatisk orienterede personer i den tyske besættelsesforvaltning med den såkaldt rigsbefuldmægtigede topnazist Werner Best i spidsen. Danskernes status som ”ariere”, ”germanere” og medlemmer af ”den nordiske race”, har givetvis også spillet en ideologisk rolle for nazisterne. Besætterne ønskede simpelt hen ikke at have problemer i et land, som leverede en væsentlig del af ”Det Tredje Riges” fødevarebehov og hvor besættelsen hidtil havde forløbet særdeles fredeligt sammenlignet med andre tyskbesatte lande. Urolighederne og den stigende modstand i sommeren 1943 endte dog til sidst med, at besættelsesmagten på ordrer fra Berlin stillede en række krav til den danske regering, herunder indførelsen af dødsstraf mod sabotører.[3] Regeringen i Berlin havde mistet tålmodigheden. I Danmark havde den sidste henrettelse ellers fundet sted i 1892 og dødsstraffen var blevet officielt afskaffet med straffeloven af 1930. Den blev dog genindført efter befrielsen mod særligt grove landsforrædere, hvilket vi vil vende tilbage til.[4]
Tyskernes krav om bl.a. dødsstraf til de danske modstandsfolk blev for meget for regeringen. Den gik af den 29. august 1943. Den militære undtagelsestilstand blev indført og tyskerne arbejdede fra nu af sammen med danske embedsmænd. Departementschefstyret var en realitet. Sabotagen fortsatte dog. At regeringen var gået af, var for mange et symbol på, at samarbejdet med tyskerne ikke fungerede og endeligt var brudt officielt sammen. Uofficielt fortsatte det dog uden de større gnidninger gennem ministeriernes departementschefer, der i samarbejde med politikerne (og modstandsbevægelsen) – nu fra tilbagetrukne positioner – naturligvis stadig var interesserede i at bringe Danmark bedst igennem krigen med mindst mulige tab.[5] Besættelsens vilkår havde dog ændret sig kraftigt. Befolkningen havde fået øje for, at tyskerne risikerede at tabe krigen. Oprøreret tog til og nye modstandsgrupper blev stiftet rundt om i landet. Danmark havde på mange måder hidtil været et ”Mønsterprotektorat” – altså det for tyskerne nok mest fredelige (og samarbejdsvillige) besatte land i de første år af besættelsen.[6]
Det undrer derfor næppe, at rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, pressede de tyske besættelsesmyndigheder til gengældelsesaktioner, da situationen i Danmark i stigende grad kom ud af kontrol. Werner Best og andre pragmatisk tænkende topnazister i Danmark var kritiske overfor sådanne gengældelsesordrer, da man frygtede en yderligere eskalation af oprøret. Himmlers ordrer måtte dog følges. På Himmlers initiativ grundlagde man fra centralt hold derfor en tysk gruppe af civilklædte agenter, der skulle operere fordækt i Danmark sammen med danske håndlangere, der blev rekrutteret i danske nazistiske organisationer. Flere af dem var således instruktører i Schalburgkorpset og var tidligere hjemsendte medlemmer af den danske SS-enhed Frikorps Danmark. At deres handlinger senere blev kendt som ”schalburgtage” kan føres tilbage på denne sammenhæng og korpsets dårlige rygte i samtidens dagspresse. Det var dog ikke direkte Schalburgkorpset, der havde ansvaret for de terrorhandlinger, denne gruppe skulle gennemføre. Dette rygte fremgik ellers gennem store dele af både den illegale og den legale danske presse dog indtil retsopgøret efter besættelsen, hvor Petergruppens reelle ansvar for den tyske modterror for alvor blev kortlagt. På dette tidspunkt var begrebet ”schalburgtage” dog allerede indprentet i danskernes kollektive bevidsthed.[7]
Gruppens tyske medlemmer var rekrutteret blandt SS’ absolutte elitesoldater. Gruppens første leder, Otto Schwerdt, havde således været med til at befri den italienske diktator Benito Mussolini, efter at denne var blevet sat i husarrest, efter at Italien havde skiftet side som følge af den allierede invasion i landet. I Danmark fik Otto Schwerdt dæknavnet ”Peter Schäfer” – hans gruppe af agenter fik derfor betegnelsen Petergruppen. Tanken havde fra starten været, at Petergruppen skulle begå terrorhandlinger som reaktion på den danske modstandsbevægelses sabotage og stikkerlikvideringer. Modsat den danske modstandsbevægelse, der saboterede mål af tysk interesse, skulle Petergruppen ramme mål, der havde betydning for civilbefolkningen. Nazisternes bizarre logik var, at danskerne så blev træt af modstandsbevægelsen.[8]
Petergruppen blev hurtigt et rejsehold i død og ødelæggelse, der gennemførte aktioner i hele landet. Blandt Petergruppens mål var sprængningen af Tivolis Glassal i København, et kendt forlystelsessted, hvor musikere som Svend Asmussen og Leo Mathisen spillede jazz – en musikstil, der absolut ikke passede ind i nazisternes racistisk orienterede verdensbillede og af disse blev set som produktet af afroamerikansk kultur. Ødelæggelsen af den slags forlystelsesetablissementer blev hurtigt et modus operandi for Petergruppen, hvor sprængningerne af Restaurant Kilden i Aalborg ad to omgange, hvor de ovennævnte musikere i øvrigt også optrådte, kan nævnes som eksempler. Andre eksempler var sprængninger af virksomheder, der ikke producerede for besættelsesmagten, men hvor det deraf følgende produktionsstop generede flest mulige danskere. Bland nordjyske eksempler kan nævnes Petergruppens sprængninger af Aalborg Stiftstidende, Frederikshavns Avis og Vendsyssel Tidende, hvorved man forsøgte at genere de mange avisabonnenter, der var afhængige af avisernes nyhedsstrøm. Denne type aktioner var igen organiseret efter en fremgangsmåde, som også blev anvendt andre steder i hele landet. Sabotager mod andre produktionsvirksomheder forekom dog også i betydelig målestok. Petergruppen begik også en lang række såkaldte clearingmord som reaktion mod modstandsbevægelsen stikkerlikvideringer fra årsskiftet 1943/44 til befrielsen. Ofrene var for det meste lokalt kendte personligheder, der havde ry for at være dansksindede og antityske. Det nok mest kendte var drabet på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944, som samtidigt var en af gruppens første aktioner i Danmark. Godt et år senere kom gruppen til Brønderslev.[9]
På dette tidspunkt var Otto Schwerdt – alias Peter Schäfer – blevet afløst af Horst Issel. Schwerdt følte sig som soldat og var utilpas ved at begå drab iklædt civilt tøj. Han havde derfor søgt om at komme tilbage til egentlig krigstjeneste. Fremgangsmåden forblev dog den samme under Issel. Petergruppen ankom til Aalborg den 12. januar 1945 efter forinden at have gennemført en aktion i Aarhus. Her mødte de op på Højskolehotellet på Boulevarden, dengang Gestapos hovedkvarter i Aalborg.[10] Gruppen var kommet til Aalborg, fordi de lokale Gestapo-folk ønskede en reaktion mod modstandsbevægelsens likvidering af de danske nazister Søren Georg Andersen og Ejnar Laursen foran sidstnævntes bopæl i Skipper Klements Gade i Aalborg – øvrigt meget symbolsk på etårsdagen for Petergruppens mord på Kaj Munk, hvorved gruppen skulle hævne modstandsbevægelsens reaktion på et mord, den oprindeligt selv havde begået.[11]
På Højskolehotellet udpegede Aalborgs berygtede Gestapo-chef Fritz Bolle dyrlæge Axel Møller, der gennem en årrække i 1930erne tillige havde været borgmester i Brønderslev, som mål for gengældelsesaktionen. Tyskerne har antageligt vist, at han også havde kontakter til modstandsbevægelsen.[12] Klokken 20 samme aften kørte Issel sammen med en gruppe bestående af både tyskere og danskere til Brønderslev. Køreturen tog en times tid. Blandt danskerne var Aage Thomas Mariegaard, 22 år og fra landsbyen Tømmerby, få kilometer fra Brønderslev. Mariegaard var blevet påvirket af nazismen som ganske ung og blev allerede som 15årig medlem af Nationalsocialistisk Ungdom. I 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark som 18årig, altså som en af de yngste. I 1942 kom han til østfronten, – en barsk oplevelse, der blandt andet bød på kampe med russerne i den berygtede Demjansk-kedel. Mariegaard blev her syg af difteri, en alvorlig bakteriel halsbetændelse, og kom på rekreation i Tyskland. Herefter blev han sendt til København for at uddanne Schalburgkorpsets rekrutter i maj 1943. Et halvt år senere blev han herfra selv rekrutteret til at blive medlem af ”Petergruppen”.[13]
Denne aften i januar 1945 var det Mariegaard, der ringede til dyrlæge Møller fra en telefonboks, efter at gruppen var kommet til Brønderslev. Han var jo lokal og talte derfor vendelbomål. Det lykkedes ham derfor at foregive, at han var en husmand fra Øster Hjermitslev, der havde en ko, som havde besvær med at kælve. Dyrlægen, der rådede over en benzindreven bil, skyndte sig straks afsted. Hvad Petergruppen ikke forventede var, at også Axel Møllers assistent, Ole Vagn Larsen, var til stede denne aften. Begge havde været på et dyrlægebesøg tidligere på dagen, som havde trukket ud, så Larsen havde spist til aften hos ægteparret Møller. Petergruppen besluttede, at dyrlægeassistenten også måtte dræbes. Gruppen skyggede nu dyrlægens bil, der var på vej mod Øster Hjermitslev, men stoppede denne udenfor Brønderslev. Horst Issel beordrede dyrlægen og dyrlægeassistenten til at følge med til afhøring i Aalborg under påskud af, at man kom fra det tyske sikkerhedspoliti. Larsen og Møller blev skilt fra hinanden, så dyrlægeassistenten blev sat i Petergruppens vogn, mens dyrlægen blev passager i sin egen bil med Issel ved rattet. Møller protesterede; han troede jo, at han skulle tilse en syg ko, men det nyttede ikke. Bilerne kørte mod Aalborg, men stoppede udenfor Bouet, få kilometer fra Nørresundby. Her blev Ole Vagn Larsen beordret ud af bilen og likvideret med nakkeskud i vejgrøften af tyskeren Paul Apfel, der ti uger senere selv blev dræbt ved Shellhusbombardementet. På samme tid affyrede et af gruppens medlemmer, efter al sandsynlighed en anden dansker ved navn Ib Nedermark Hansen, en maskinpistolsalve fra bagsædet mod dyrlægen, der jo sad foran på passagersædet i sin egen bil. Issel var forinden steget ud af bilen for gennem et aftalt signal at beordre begge henrettelser. Bilen blev, stadig med den afdøde dyrlæge Møller på passagersædet, herefter kørt til Aalborg og parkeret samme sted, som modstandsbevægelsen tidligere havde likvideret den danske nazist og ”sysselleder” Laursen. Hermed mente man at kunne statuere et eksempel.[14]
Aage Mariegaard blev som følge af straffelovstillægget[15] idømt en dødsdom og blev henrettet for sine gerninger natten til den 9. maj 1947. Han var en af de 46 danskere, der blev henrettet på dette grundlag efter befrielsen, hvor dødsdommen kun blev givet for forbrydelser af særlig grov karakter, eksempelvis for tortur og drab mod danske medborgere.[16] Han var dømt for en lang række forhold som følge af sin rolle i Frikorps Danmark, Schalburgkorpset og Petergruppen, herunder også sin medvirken til drabet på dyrlæge Axel Møller og dennes assistent Ole Vagn Larsen.[17] Møllers drabsmand, Ib Nedermark Hansen, blev henrettet samme nat. I alt var Petergruppens medlemmer sigtet for 281 forhold på landsplan, der foruden clearingmord og schalburgtager også omfattede dødelige attentater mod tog som hævn for modstandsbevægelsens omfattende jernbanesabotage. Henrettelserne fandt sted på Bådsmandsstræde Kaserne i København, altså området, der i dag er bedre kendt som Christiania. Mariegaard var ikke blandt de danske gruppemedlemmer, der havde gjort sig skyldige i de allermest bestialske forbrydelser. Han er siden ud fra en analyse af retsopgøret blevet beskrevet som værende den typiske håndlanger; vagten, tolken, sprængningseksperten – aftrækkeren trykkede andre på, selvom Mariegaard ifølge dommen medvirkede til mindst ti drab.[18] Hans nazistiske overbevisning sås der dog ikke tvivl om. På sin vis kan man sige, at han også var et offer, da Danmark genindførte dødsstraffen med tilbagevirkende kraft efter befrielsen, en politisk beslutning, som blev truffet for at ”rense luften” i den umiddelbare efterkrigstids Danmark, men som på mange måder var problematisk ud fra et etisk og moralsk synspunkt. Dødsstraffen var dog næppe blevet genindført i Danmark efter befrielsen, hvis tyskerne ikke havde gennemført modterroraktionerne i de to sidste besættelsesår – blandt andet med Petergruppen som instrument. Den juridiske del af fortællingen er dog en helt anden historie.[19]
Billede mangler
Aage Thomas Mariegaard (stående) modtager sin dødsdom i Københavns byret den 10. juli 1946. Ib Nedermark Hansen (siddende) havde tydelige psykiske kvaler under retssagen. Billedet viser i al sin tydelighed Nedermarks reaktion på den netop afsagte dødsdom. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
[1] Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945. Gylling, 2005. Ss. 374-375
[2] Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Bind II. København, 1979. Særligt ss. 190-287, 425-450
[3] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. Ss. 467-468
[4] Tønnes Bekker-Nielsen: ”Dødsstraf” i: Tønnes Bekker-Nielsen, m.fl.: Gads Historieleksikon. København, 2001. ss. 129-130
[5] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. S. 497
[6] Begrebet har ophav i Sten Gudme: Denmark: Hitler’s Model Protectorate. London, 1942. Bogen prægede i høj grad de allieredes opfattelse af Danmark under besættelsen og begrebet blev tillige anvendt flittigt i den danske illegale presse; ikke mindst i forhold til et opgør med samarbejdspolitikken.
[7] Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. Viborg, 2000. s. 114
[8] Florian Altenhöner: Der Mann, der den 2. Weltkrieg begann. Alfred Naujocks: Fälscher, Mörder, Terrorist. Berlin, 2010. Ss 197-201
[9] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 23-27, 93-94, 111-112
[10] Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. Gylling, 2003. s. 44
[11] John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter. København, 2002. Ss. 516-517
[12] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 191-193. Aksel Blaabjerg og John Nørkjær: Orientering om Brønderslev. Brønderslev, ukendt trykkeår. S. 104
[13] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. Ss. 16 ff., 65-70
[14] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 192-193. Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 7-8
[15] Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.
[16] Jesper Nielsen: Den strengeste straf. Dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945. Gylling, 2001. s. 136
[17] Højesterets protokolsekretærer: Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1947. 91. Aargang. København, 1948. s. 136, ss. 166-167.
[18] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 74-75
[19] Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. Bind 1. Viborg, 1997. s. 75