Indledning
Vi var en gruppe personer, der havde besluttet, at vi ville deltage i en højskoleuge på Færøerne. Nogle af deltagerne havde været på Færøerne flere gange, og andre havde aldrig været der – den sidste gruppe tilhørte jeg.
Der kunne være forskellige grunde til, at man deltog – lyst til at opleve, være sammen med andre rejselystne, opleve den prægtige natur, stifte bekendtskab med færingernes store gæstfrihed, og mange andre grunde.
Turens praktiske opgaver blev løst til alles tilfredshed af Kaj Thiel Stoumann (BOE’s direktør) og Jens Fjendbo Jensen (vores lokale præst), samt diverse hjælpere på Færøerne.
Unitas rejser var teknisk rejsearrangør, og Atlantic Airways klarede transporten pr fly, til og fra Færøerne.
Hvis vi enkeltvis skulle have været på Færøerne, havde vi aldrig kunnet opleve det, vi nåede på en uge. Her benyttede vi erfarne personer, der tidligere havde arrangeret rejser, havde besøgt øerne flere gange, og havde et utal af værdifulde kontakter, til at guide os rundt.
Desuden havde vi en pragtfuld buschauffør Mogens Wraae, der kørte os sikkert rundt på veje, broer og i tunneller.
Inden afrejse havde jeg lovet at skrive lidt om turen, og det kan nok ikke undgås, at dagbogen bærer præg af, hvor mine interesser er, elforsyning, vandreture i naturen, samt ikke mindst samværet med andre med samme interesser.
Det har ikke været målsætningen at skrive en roman om Færøerne, men til gengæld i korte træk at beskrive, hvad vi oplevede, samt en beskrivelse af højskoleugens forløb. For at de i dagbogens oplysninger er så korrekte som muligt, er der i stor grad anvendt brochurer fra de steder, vi besøgte; men også foredragsholderes manuskripter, i den grad det var muligt at få udleveret.
Christian Larsen
Tur til Færøerne fra den 31. juli til den 8. august 2005.
Søndag den 31. juli.
En gruppe på 52 personer mødte som aftalt ved Brønderslev Ny Kirke søndag morgen for at rejse til Færøerne, hvor vi skulle deltage i en højskoleuge.
Dagen i forvejen havde der mildest talt været skybrud, men nu skinnede solen og det blæste lidt, som man jo kan forvente af det danske sommervejr.
Jørn’s busrejser skulle transportere os til lufthavnen i Billund, hvor vi skulle flyve fra midt eftermiddag. Rejseleder Kaj Thiel Stoumann, var en uge i forvejen taget derop med færge, og havde medbragt sin bil, for at forberede det sidste, inden vi kom derop. Vores anden rejseleder Jens Fjendbo Jensen var med i bussen fra Brønderslev.
Efter at Jens havde budt alle velkommen til turen, var der en masse praktiske oplysninger, der blev informeret om, inden vi sang et par sange, fra det medbragte sanghæfte. På vejen til Billund holdt vi en kort pause, hvor vi spiste vores medbragte frokost.
Vi blev hurtigt booket ind i lufthavnen, og nu var der kun at vente på, at flyet skulle afgå mod Færøerne. Forventet flyvetid fra Billund til Sørvágur var to timer.
Mange har nok hørt rædselsberetninger om landinger i Sørvágur, grundet den meget korte landingsbane, hvor der for enden er en klippe. Alle disse rædselsberetninger om landingen holdt ikke stik. Piloten landede flyet stille og roligt, dog kunne flere mærke den trykforandring der var efter den hurtige nedstigning. Grundet overbooking på Højskolen i Torshavn, skulle vi bo på Skolehjemmet.
Medarrangør af rejsen Kaj, stod i lufthavnen og ventede på os. Der var et pragtfuldt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel – det var bare dejligt, så Kaj havde arrangeret en lille rundtur inden vi blev kørt til Skolehjemmet
Først kom vi en tur til bygden Bøur, hvor et militærfly for få år siden fløj mod en klippevæg. Efterfølgende kom vi forbi Tindhólmur, en meget stejl klippe, som en vis person fra Brønderslev for få år siden besteg i træsko (BOE’s formand).
Det er samme sted Søren Ryge fra TV, har optaget to film – en om hvordan man laver reb, og en om hvordan en person blev hejst ned ad en klippe, for at fange fugleunger. Nede midt på klippen, hvor der var en klippevæg at gå på – ofte 100 m over havet, tager personen rebet af, for derved lettere at kunne fange fugleunger.
Når fugleungerne var fanget, blev halsen vredet om, så de døde, og derefter smidt ned i havet. Her var der både med personer, som samlede fugleungerne op. Brysterne på disse fugleunger skulle være en delikatesse.
Den gode Søren Ryge er ikke så populær på Færøerne længere, han glemte at følge reglerne ved et besøg i et Færøsk hjem. Her trækker man af sine sko, inden man går ind.
Ca. 3 km vest for Bøur, er man ved at etableret en tunnel, der dog ikke er åbnet, ud til bygden Gásadalur. Tidligere gik et postbud op over det høje fjeld tre gange om ugen for at aflevere post til denne bygd, hvor der kun boede 12 – 14 beboere.
Flere steder kom vi forbi, noget der ligesom bure ude i vandet, de blev benyttet til opdræt af laks. Laksene fik foder via en rørforbindelse til land.
Herude på Vágar var også Færøernes eneste vindmøller, i alt 6 stk. På grund af den stærke blæst stiller det store mekaniske krav til mølletårn og gearkasse. Til gengæld er der selvfølgelig også den fordel, at det blæser meget, hvilket medfører, at en mølle opstillet på Færøerne, producere ca. 100% mere, end en mølle opstillet i Danmark. På Færøerne bliver kun 6 % af energien produceret ved vindenergi, hvorimod ved BOE bliver ca. 19% produceret ved vindenergi.
Der findes kun meget få cykler på Færøerne. De få cyklister, vi så, var ikke indfødte, det var turister.
Efter en pragtfuld tur, gik turen til Skolehjemmet i Thorshavn, hvor vi blev indlogeret på ganske rimelige værelser med enkeltsenge. Der var lige en time til afslapning inden aftensmad, – kaffe, samt en enkelt sang fra højskolesangbogen.
Mandag den 1. august.
Når vi var så mange personer samlet, vil der altid være nogen, der har fødselsdag. Den første fødselar var en arbejdskollega, der i dagens anledning bød på ”en enkelt” til alle os ved BOE med ægtefælder.
Ved morgenmaden blev vi præsenteret for de to højskolelærere, der skulle følge os hele ugen. Elin Lindenskov på 43 år, med sin datter Fie på 26 år, samt Bjørgfinnur Nielsen på 56 år. Bjørgfinnur, der foruden at være højskolelærer, skriver digtsamlinger og meget mere.
Højskolen i Thorshavn blev oprettet i 1899 og var inspireret af den danske højskolebevægelse. De første bygninger, blev efter nogle få år flyttet til en anden placering.
Vi var jo ikke kommet til Færøerne for udelukkende at synge danske sange, så ved Bjørgfinnur’s hjælp sang vi på færøsk ”O Færø, så fager”.
Der havde lige været Olaj dag – den 29. juli, hvor nok de fleste på Færøerne fester. Jeg vil vove at sammenligne det med Brønderslev marked. Olaj, er senere blevet suppleret med en musikfestival. Ved Olaj er der ud over socialt samvær også færødans, musik, og idræt og meget mere.
Tinget bliver åbnet ved Olaj festen, hvor Lagmanden holder åbningstalen, og alle kommer til Thorshavn for at fejre det. Tidlige bar alle folkedragt ved festen, men i dag er det kun et fåtal. Det færøske flag, samt et enkelt Dannebrog, ses overalt på denne dag.
Efter morgenmaden blev vi kørt ind til et kommunalt hus, hvor Thorshavns borgmester bød os velkommen til Færøerne. I det kommunale hus var der en samling af nordiske billeder. Dengang samlingen eventuel skulle overgå til kommunen, havde kunstneren Emanuel A. Pedersen det krav, at hele samlingen skulle være samlet i samme bygning.
Borgmesteren har aldrig hverken før eller siden været med til sådan en handel, som da man skulle byde på denne samling. Thorshavn kommune bød på samlingen, og kunstnerens svar var: ”Det er alt for meget.”
Samlingen bestod af mange flotte og dyre malerier, og her kunne jeg sagtens have brugt lige så meget tid, som når jeg er på Skagen kunstmuseum.
Det danske kongehus, samt flere af folketingets medlemmer, har også besøgt huset.
Borgmesteren fortalte, at på byens rådhus hænger der et færøsk maleri, som Kaj har skænket – et maleri, som Kaj fik ved sit jubilæum. Efter besøget ved borgmesteren, var vi på gåtur gennem byen. Her kom vi forbi Lagtinget – det der svarer folketinget i Danmark.
Det er her, dronning Margrethe blandt andet holder tale på færøsk, når hun er på besøg i Thorshavn. Det er præsten fra Vodskov, Lisbeth Solmunde Michelsen, der er færing, skriver og redigerer dronning Margrethes taler, når der er officielle besøg på Færøerne, og tilsvarende når der er færøsk besøg i Danmark.
Efter frokost skulle vi på byvandring i Thorshavn. Første stop var Agir, hvor vi så en vandmølle. På Færøerne har der været kommunesammenlægning, blandt andet er Argir der gik konkurs i 1997, i dag en del af Thorshavns kommune.
I Argir var der i 1500-tallet et hospital for spedalske. I 1750 blev sygdommen udryddet, og herefter blev huset anvendt til fattige mennesker.
Videre kom vi forbi en sandstrand, der om sommeren blev anvendt til solbadning, men ellers som fangstplads til grinder.
I Thorshavn findes det største af tre hospitaler på Færøerne. Hospitalet lå rent praktisk helt ude mod vandet, og i umiddelbar nærhed var der også en helikopterlandingsplads.
Næste stop på turen var en gammel forfalden kirkegård. Årsagen, til at den var forfalden, er, at de pårørende køber et gravsted for evig tid, Når så der ikke er flere pårørende, ved vi jo nok, hvordan det kommer til at se ud. Det er kommunen, der har vedligeholdelsen med at slå græs. Alle bliver begravet ved jordpåkastelse på Færøerne – der er ingen der bliver brændt.
Byvandringen sluttede med at besøge en færøsk maler, der havde udstilling i en gammel bydel, der var fredet. Alle var blevet godt trætte, så det var dejligt, der stod en bus til at køre os retur til skolen.
Aftenens program var foredrag, og inden det startede, foreslog Jens sangen, der skulle synges. Uden at kende den dybere baggrund, ønskede Jens at vi skulle synge ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. (Det kunne jo måske være for at glæde Elin).
Herefter var der foredrag med Elin over emnet ”Færøernes politiske situation, herunder forholdet mellem Færøerne og Danmark. Ud over at være højskolelærer, var Elin også medlem af byrådet i Thorshavn.
Landsstyret bestod af 32 medlemmer – 3 kvinder og 29 mænd.
Der er 7 partier:
Liste A Fólkaflokkuri med 7 mandater, alle mænd. Partiet der stort set svarer til de konservative i Danmark, går ind for gradvis indførelse af selvstyre for Færøerne.
Liste B Sambandsflokkurin med 7 mandater, 1 kvinde og 6 mænd. Partiet der er borgerligt og fører en fremskridtvenlig politik, bygget på et kulturelt grundlag.
Liste C Socialdemokraterne med 7 mandater, alle mænd. Stort set som socialdemokratiet herhjemme.
Liste D Flokkurin med 1. mandat, en mand. Partiet går ind for selvstyre.
Liste E Republikaner med 8 mandater, 2 kvinder og 6 mænd. Ønsker Færøsk løsrivelse.
Liste H Midterpartiet med 2 mandater begge mænd. Partiet ønsker ikke at Færøerne bliver medlem af EU, og ønsker at Færøerne styrker samarbejdet med andre ikke EU-lande. Færøerne er i dag ikke medlem af EU, især af den årsag, at de ikke ønsker, andre blander sig i deres fiskeripolitik. Tidligere var der op mod 50 kommuner, mod i dag kun 33.
Statsskatten er stort set som i Danmark, hvorimod kommuneskatten ligger mellem 13 og 23%. Af de 48.379 personer der bor på Færøerne, er der kun meget få flygtninge og indvandrere.
Byrådet i Thorshavn består af 13 personer, 6 kvinder og 7 mænd. Kommunerne ejer SEV – elforsyningen på Færøerne.
Aftenen sluttede med en enkelt sang efter aftenkaffen – en god dag lakkede mod enden, alle var trætte efter den dejlige byvandring.
Tirsdag den 2. august.
Vi stod op til let regn, overskyet, men ellers stille vejr. Til vores morgensamling havde Elin været i naturen for at plukke en del planter, for at vi kunne lære lidt om, hvad der groede rundt omkring på øen.
Formiddagens første stop var et frilandsmuseum, hvor vi så en gammel bondegård. Stort set var det hele som Vildmosemuseet i Brønderslev, dog var her en pragtfuld udsigt mod fjeld og hav. Desværre småregnede det, så det blev begrænset med at tage udendørs billeder.
Næste besøg var et historisk museum, hvor det første vi så, var en samling kirkestole fra Kirkjubøur. Stolene blev nedtaget i 1874, for herefter at blive sendt til Danmark til restaurering. Først i 2002 kom de retur til Færøerne efter endt restaurering.
På museet var der også store tunge robåde, der blandt andet havde været anvendt til kaproning ved Olaj festlighederne.
Derudover var der en samling færøske folkedragter, som kun personer med tæt tilknytning til Færøerne må bruge.
Efter frokost var vi inde på et naturhistorisk museum, hvor der var udstillet fugle, fisk, hvaler/skeletter og meget mere. Resten af eftermiddagen var til fri disposition.
Bussen var kørt retur, så de fleste vandrede til SMS, et stort butiksområde som City syd i Skalborg.
Helge, Keld – kollegaer fra BOE og undertegne havde en aftale med Kaj om at komme op og se SEV, administrationen for elforsyningen på Færøerne. Administrationsbygningen lå meget højt og uanset, hvilket vindue, man kiggede ud af, var der en formidabel udsigt.
Ved SEV mødte vi Ingeborg – direktørens chefsekretær. Det var hende, der havde løst en masse opgaver for Kaj, i forbindelse med tilrettelæggelse af turen. Hun snakkede som et vandfald, men der er jo også mange vandfald på Færøerne. Som tak for hendes store indsats fik hun lidt klart fra Aalborg.
Fordelen for os mænd var, at des længere vi var ved SEV, var vi fri for at være i butikscenteret.
Om aftenen skulle vi deltage i en Færø aften – en aften, som vi var flere der så meget frem til.
Det hele startede med, at en flok amatørskuespillere optrådte på scenen – det hele blev fremført på færøsk, engelsk og dansk. Herefter kom en gruppe færøske folkedansere i færødragter på scenen, for at vise Færø dans med tre variationer.
Herefter havde alle mulighed for at danse med, dog var der ingen variationer med, da vi alle skulle danse, det skulle nødigt blive for kompliceret. Alle meldte sig til dansen, og det var nu vældig hyggeligt. De optrædende sagde bagefter, at vi havde været et dejligt publikum, men det er jeg bange for, at de siger efter hver optræden.
Sidste afdeling var at vi skulle spise færøske specialiteter – et stort tag selv-bord var dækket op uden for i et mindre lokale. Der var laks – rejer – torsk – fersk fårekød – skærpekød – tørret fisk – spæk – hvalkød – samt diverse tilbehør. Da vi var færdig, var næsten alle fade tømte, selv om der var nogle af retterne, der ikke smagte ”så godt”.
Under spisningen fik vi snakket med de færøske optrædende, og fik en del at vide om deres traditioner med folkedans og folkedragter. Rigtig mange danser folkedans på øen, selv Ingeborg oppe fra SEV. Jeg har fra meget pålidelig kilde hørt at Jens kunne tænke sig at danse folkedans, og Kaj har danset meget folkedans – så her er noget at arbejde videre med.
Klokken var igen blevet mange og efter, at Kaj havde gennemgået næste dags program, vi havde fået kaffe, havde sunget en sang, kunne alle gå til ro, efter atter en god dag med en masse oplevelser.
Lokal metrolog står venstre, hans hustru til højre og min hustru i midten
Onsdag den 3. august.
I dag var der heldagstur på programmet. Vi skulle selv smøre madpakker til frokost, og alle nåede det hele.
Fiskeindustrien er meget stor på Færøerne, og det kan nok ikke undre nogen, at der stilles store krav til elforsyningen. Vi kom forbi et kæmpefrysehus, der brugte lige så meget energi, som den vandturbine kunne producere, vi så senere på dagen.
Chaufføren Mogens Wraae fortalte, at en kirke vi kom forbi, blev kaldt ”Drive in” kirken. Årsagen var, at to ungersvende, der kørte om kap, hvor den ene mistede herredømmet over bilen, kørte ind i altertavlen i kirken. Bilen blev løftet ud af kirken af fire unge mænd, chaufføren havde kun slået en lillefinger.
En anden historie gik også på, at en beruset bonde, der var faldet i vandet mellem et skib og kajen, kun blev fundet og hevet i land, fordi der stadig var lys i lommelygten, han havde gået med i hånden.
På vej ud til Saksun kongsbondegård, kom vi over en bro, der siges at være den eneste bro, der fører over Atlanten. Broen blev bygget i 1973. Parallelt med vejen var der en flod, der havde et vandskel. Et sted på floden løb vandet til begge sider, et fænomen jeg aldrig har hørt om før.
Området ved Saksun var meget frodigt, og det var noget af det skønneste område at vandre rundt i. Det var meget afsides, men der var en fantastisk natur, masser af ren luft og ikke mindst en pragtfuld udsigt.
Hvis man får den gode ide at campere i et område, skal man selvfølgelig spørge kongsbonden om tilladelse til at sætte telt/campingvogn op, men et ubetinget krav er, at det skal være i en mindre højde, end hvor kongsbonden bor. Det eneste brugsvand der er i området, kommer fra klipperne, og det skal man for alt i verden undgå at forurene.
Kirken der var på stedet, var blevet transporteret fra den anden side af fjeldet pr håndkraft, for derefter at blive genopført på den nye placering.
På vejen retur fra Saksun, kom vi over en bro ved Streymnes, hvor der blev sagt, at strømmen i perioder var så stærk, at en fiskekutter ikke kunne sejle imod strømmen.
I Langaandur var der en beboer, der havde fået den ide at elmaster, der skulle have været fjernet, var blevet stående, og var blevet lavet til skulpturer.
Herefter var vi inde i Færøernes eneste ottekantede kirke i Haldarsvik, hvor den berømte altertavle malet af Torbjørn Olsen er opstillet.
Altertavlen har motivet ”Skærtorsdagsaften med den sidste nadver”, og nulevende færøske kunstnere har siddet model dertil.
Det tog Torbjørn Olsen 4 år at male maleriet, og betragtes som hans hovedværk. Torbjørn Olsen var selv til stede i kirken, hvor han fortalte om værket. Heldigvis for Torbjørn Olsen er han bedre til at udtrykke sig på et lærred, end han er i ord.
Efterfølgende var vi i Tjørnuvik, som var omringet af høje fjelde, fjeldene var så høje, at beboerne ikke ser solen i flere vintermåneder. Fra Tjørnuvik var der en fin udsigt til Risen og Kællingen – to klipper ude i havet. Der var en der spurgte, hvad der var hvad, og svaret var, klippen med hullet er kællingen.
Vi var en time bagefter tidsplanen, og de fleste var også ved at være sultne.
Frokosten skulle vi spise ude på et af SEV’s vandkraftværker. Der var dækket pænt op med kaffe øl/vand slik og småkager, det eneste vi manglede, var noget at sidde på, men det var nu ikke noget problem. Medens alle andre spiste, fik jeg en speciel rundvisning på værket, der til daglig var bemandet med en mand.
Kraftværket kunne anvendes af montører, der var ude på nettet for at reparere anlæg, der var både køkken, soverum og flere andre rum.
Vandkraftværket kunne producere ved fuld produktion 13,4 MW – lidt mere end de 6 vindmøller, der lige er opsat i Vildmosen, der producerer 10,2 MW. Når der er fuld produktion, anvendes 5m2 vand pr sekund. Der anvendes 3 m3 vand for at producere en kWh.
I 2002, hvor der var maksimal produktion, blev der produceret 41.344 MWh, så man kan beregne, hvor meget vand, der er løbet igennem anlægget dette år.
Vandtilførslen til vandkraftværket er faktisk tagrendeprincippet – det der løber ud af tagrenden, kommer ned i turbinen. Fra søen oven over er boret en tunnel med Ø 0,58 m, ned til tagrenden gennem fjeldet. Ud over det vand der, kommer fra søen, er der boret 23 andre tunneller, der forsyner vandkraftværket med vand.
Røret fra tagrenden til vandkraftværket er 3,35 m i diameter.
Sidste besøgssted var Gjógv, hvor man en måned forinden havde haft besøg af kronprinsparret Frederik og Mary.
Man kan nemt se, hvor de havde været – her var alle veje nyasfalterede. Dagens højdepunkt: Vi sad på skift på samme bænk, som kronprins Frederik og Mary havde siddet på. ”Mary’s bænk”.
Heldigvis skulle vi ikke gå ret meget mere denne dag, for nu regnede det rigtig meget.
Aftenprogrammet var foredrag med direktør for SEV, Færøernes elforsyning, Klæmint Weihe, over emnet Færøernes infrastruktur.
SEV er forbogstaverne til øerne Streymoy, Eysturoy og Vágar.
For at Færøerne kan fungere, har de meget kommunikation med omverdenen, både til vands og i luften.
Et gammelt sagn siger, at dem der blev søsyge under sejladsen fra Danmark via Færøerne til Island, blev på Færøerne.
På Færøerne bor der omkring 48.300 personer, og der er omkring 24.000 biler. Der er i alt 16 vejtunneller, hvoraf den længste er 4800 m. På en af de nordligste øer er der 4 tunneller, hvilket resulterer i, at øen kaldes for den store blokfløjte. Bilulykkesfrekvensen er høj på Færøerne, der dræbes et tilsvarende antal personer i trafikken som i Danmark, hvor der bor betydelig flere mennesker.
På Færøerne er de åbenbart dygtigere til at sprænge tunneller end i Danmark, de har aldrig haft en tunnel, der er blevet fyldt med vand under etableringen. Inden man sprænger de næste 5 m af tunnellen, bores der to små huller, 30 m frem i tunnelretningen, for derved at undersøge hvad der sker ved næste sprængning.
Udviklingen i antal passagerer både til vands og i luften er steget med 100% gennem de seneste 5 år. Kommunikationsmæssigt har Færøerne i dag fiberforbindelse med både Island og Skotland.
Alt brugsvand, der anvendes på Færøerne, er overfladevand, der dog renses før det anvendes. Af de ca. 80.000 får på øen, slagtes ca. halvdelen, der spises af færingerne.
Færøerne har ingen el-kabelforbindelser til omverdenen, det vil sige, alt strøm produceres lokalt på øen. Der er 13 produktionssteder, og ud af den samlede energi bliver 6% produceret som vindenergi, 59% med dieselmotorer, og resten som energi produceret på vandkraftværker. De ville gerne hæve produktionen på vandkraftværker, men det gav for mange gener.
Torsdag den 4. august.
Vi skulle i dag være indendørs hele formiddagen, og det regnede ikke engang. Bjørgfinnur skulle holde foredrag over emnet ”Færøsk litteratur”. Sangtraditionen er tilbage fra 1876, og mange af de viser anvendes til traditionel færødans. Vi sang flere af viserne, han havde med.
Bjørgfinnur lærte os lidt om det færøske sprog, og forklaring om de forskellige bogstavers lyde. Tilsvarende Danmark er dialekter også ved at forsvinde på Færøerne.
Næste foredragsholder var blevet forhindret, så Kaj og Bjørgfinnur talte i fællesskab over emnet grindefangst. Grindefangsten ledes af en grindeformand og en sysselmand. Formanden styrer fangsten, og sysselmanden leder parteringen og fordelingen af hvalkødet.
Sysselmanden har samme autoritet som politiet har i Danmark.
Efter at Greenpeace har været på Færøerne, er der ændret en del på fangstmetoderne, blandt andet bliver ingen grinder dræbt i vandet, først når de kommer op på land. Når grinderne fanges, drives de fremad mod fangstpladsen af en flok både. Når de er i nærheden af fangstpladsen, stikkes bagerste grind, der farer fremad med raketfart. Alle de andre grinder farer bagefter op på fangstpladsen, hvor der står nogen og dræber dem. Det tager ca. 20 minutter at dræbe ca. 200 grinder. Man slagter kun det antal grind, man har brug for, og efter parteringen bliver grinderne fordelt efter et helt bestemt system.
Sidste foredragsholder var Páll Weihe, der skulle fortælle om forskning af kviksølvophobning i mennesker efter at have spist hvalkød. På grund af forurening har dette en negativ effekt allerede på nye fostre. Forskergruppen følger en målgruppe på ca. 2000 personer, ved fødsel, 7-, 14- og 18-årsalderen. Allerede i 7-årsalderen har denne forurening en negativ effekt, blandt andet børns sproglige formulering, rumsans og højere blodtryk.
Levetidsalderen er højere på Færøerne end i Danmark, en af årsagerne kunne være, at færingerne drikker kun 50% af, hvad danskerne gør (de skal ned i Rúsdrekkasølet, for at købe spiritus).
Páll Weihe formåede at få foredraget ned på et niveau, hvor de fleste kunne være med. Páll Weihe, der er broder til Klæmint Weihe, er kendt her i Danmark for sin forskning, har jeg senere fået bekræftet.
Over middag var vi i maleren Káre Svensson’s atelier i bygden Velbastadur. Kári fortalte om, hvordan hans malerier blev bygget op – som regel 5-6 stk. ad gangen, af hensyn til tørretiden for malingen. Ligeledes fortalte han om, hvor han fik inspiration til sine malerier fra. Han gør meget i store og sammensatte malerier, og herudover underviser han meget, blandt andet i Danmark.
Videre til Kirkjubøur med besøg i kongsbondegården og Olavkirken, Færøernes eneste bevarede middelalderkirke med altertavle af den færøske kunstner Sámuel Joensen Mikines.
Kirken blev anvendt til gudstjeneste, når ellers der var en præst eller degn til rådighed. Der var kun lidt elektrisk lys, ellers var der kun stearinlys til at lyse kirken op. Bjørgfinnur sang for, til en færøsk sang, vi afsluttede besøget med.
Lige ved siden af kirken lå kongsbondegården, her kom vi ind i et samlingsrum, der blev anvendt ved festlige lejligheder, for eksempel ved besøg af officielle personer og meget mere. Det var nu meningen, at vi skulle have været på travetur, men på grund af det disede vejr, mente Bjørgfinnur ikke, at det var forsvarligt.
I stedet var vi i Nordens hus inde i Thorshavn, hvor vi efter kaffe kunne gå rundt og se diverse malerier, samt koncertsalen, hvor der skulle være koncert med Ann Linnet søndag den 6. august.
Aftenprogrammet var færøsk musik og sangtradition herunder kædedans ved Kristian Blak. Starten af arrangementet var for viderekomne, men efterhånden som de kom hen i programmet, blev det mere jordnært. Vi sang og dansede til en enkelt færødans, hørte et par numre, som de spillede i fællesskab på klaver og blokfløjte. Til slut sang vi to færøsange.
Fredag den 5. august.
Programmet for i dag var heldagsudflugt til øerne Bordey og Vidoy, vejret var rigtigt udflugtsvejr – ikke for varmt. Vi startede med at besøge et garnspinderi i Tøting, hvor det hele bar præg af, at alle medarbejderne var flygtet derfra, da de skulle holde sommerferie. Mange af deltagerne fik handlet diverse trøjer m.m., inden vi kørte videre til Göta kirken i Göta, der er udsmykket at kunstneren Trundur Patturson.
Kirken der er fra 1995, blev indviet 25 juni d.å. under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, samt de nordiske biskopper. Før kirkeindvielsen hjalp Kaj, Trundur Patturson med at sætte lamper op. Det er en meget stor kirke, hvis alle lokaler benyttes, kan der være godt 1000 personer i kirken.
Væggene er udsmykket med 12 store glaslampetter, udsmykket med et kors. Altertavlen afspejler verden vi lever i. Tavlen afspejler nederst nogle mennesker, der spejder efter en båd. Øverst er et Jesus billede, der viser korsfæstelsen langfredag, og opstandelsen påskemorgen. Dåbsfadet og prædikestolen har syv kanter, ligesom ugens syv dage. Der er på tårnet tre kors, som symboliserer korsene på Golgata.
Efter frokosten havde vi travlt, vi skulle nå færgen i Leirvik for at sejle til Klaksvik – den næststørste by på Færøerne. Bussen kom ikke med i første omgang, men det gjorde vi, og da der kun var 10 minutters gang til kirken i Klaksvik, var det ingen problem.
Man forventede, at der ville komme ca. 8000 – 9000 personer til en stor åben koncert i Klaksvik, med blandt andet Ann Linnet, derfor de mange passagerer på færgen.
Christianskirken i Klaksvik blev indviet 7 juli 1963, under overværelse af Hans Majestæt Kong Frederik IX, og hans tre prinsesser, samt 1400 andre personer. Kirken er bygget op over et billede, malet i 1901 i Viborg domkirke. Væggene i Viborg domkirke var fugtige, så billedet blev truet af ødelæggelse – Italienske eksperter ”sugede” billedet af væggen, og overførte det til et lærred.
Billedet blev så overført til Christianskirken i Klaksvik, dog er der også senere overført en kopi til Viborg domkirke igen. En anden værdifuld ting i kirken var døbefonten, der er mellem 3500 og 4000 år gammel, opbygget af bornholmsk granit, og skænket af Nationalmuseet.
Derudover var der et kirkeskib i fuld størrelse ophængt under loftet. Denne otte mands båd blev skænket af arkitekten Peter Kock. Desuden er der i kirken et orgel med 29 stemmer – der findes kun et magen til i hele Norden. Normalt er der ca. 400 personer i kirken hver søndag, og det må siges at være mange, når der er et tilsvarende antal i en frimenighedskirke i Klaksvik. Det er meget typisk for naturmennesker, at de er meget religiøse.
Kun en gang har jeg oplevet en større procentdel af befolkningen kom i kirke. Vi var i en lille landsby i Polen i Påsken det å. Her var kirken næsten fyldt op Påskelørdag. Ingen spiste morgenmad, før man havde været i kirke, og fået den medbragte mad velsignet. Påskedag var samme kirke stoppet op med mennesker, som en juleaften i Danmark.
Færøerne er ikke større, end de fleste kender hinanden i bygderne. Det er grunden til, at ved for eksempel begravelser, er det ikke unormalt at der er et følge på op til 200 – 300 personer, efter traktoren med vognen, hvor kisten står på.
Mogens Wraae, vores chauffør, skulle nu bestå sin prøve som buschauffør, da vi nu skulle på toppen af bjerget for at nyde udsigten over Klaksvik, og ikke mindst tage billeder af samme. Den eneste mulighed for at vende deroppe, var at åbne lågen ind til en 60/10 kV station, for på den måde at få plads til bagenden af bussen. Alt lykkedes, vi kom helskindet tilbage til Klaksvik, men nye forhindringer opstod – en tøjbutik. Der blev handlet til den store guldmedalje, selv om der kun var afsat 5 minutter.
Efter en lille afstikker, hvor vi så en lille vandmølle, hvor Kaj har boet, blev vi kørt ud til den nordligste bygd Vidareidi, hvor der var en kirke helt ud til vandet. En forhenværende kirketjener, fyrbøder m.m. var sur, da vi kom til kirken. Han påstod, at han havde ventet på os i over en time, så det ville han have 500 kr. for. Jeg tror, at han havde fordrevet ventetiden med at drikke alt altervinen, så hans fortælling om kirken blev derefter.
Det var blevet tid for aftensmad, som Kaj havde bestilt på hotel Vidareidi. Vi fik serveret en meget flot middag i rekordtempo, med efterfølgende kaffe. Samtidig med at Jens sagde velbekomme, sagde han, at vi straks skulle af sted for ikke at komme for sent til færgen.
Vi nåede færgen, og fik også bussen med i første omgang. Der var ikke så mange, der skulle med færgen denne vej, men da vi kom til Leirvik, var der kaos. Et utal af personer skulle til koncert i Klaksvik, så jeg tror at færgen kom til at sejle i pendulfart resten af aftenen.
På resten af hjemvejen var det største problem de gamle tunneller, hvor det var den modgående trafik, der havde forkørselsret. Der var bare det store problem, der var ikke plads til en bus i vigesporene, så hver gang der kom en modgående, måtte chaufføren stoppe helt op og få den modkørende bil over i vigesporet til højre for bussen.
Vi kom helskindet hjem, godt trætte, men efter aftenkaffen var vi ikke mere trætte end, at vi hyggede os i foyeren med en flaske rødvin sammen med eksisterende og nuværende kollega ved BOE.
Lørdag den 6. august.
I dag var der heldagstur til Mykines på programmet, og vi var varskoet om, at det ville blive en hård tur. For at det ikke skulle blive for kedeligt, for dem der ikke kunne deltage i turen til Mykines, var der arrangeret en sejltur til Nólsoy, hvor Elin var guide.
Ved ankomsten til Vestmanna var os fra BOE lige inde og se SEV’s kontrolrum samt et af deres vandkraftværker. Hele elforsyningen på Færøerne styres fra dette kontrolrum, det vil sige, at det er døgnbemandet med en enkelt mand. SEV’s målsætning er at producere så meget energi som muligt ved hjælp af vand, da oliepriserne stiger og stiger.
SEV må have kæmpe vedligeholdelsesomkostninger, hver tredje år bliver deres gittermaster til højspænding demonteret, for derefter at blive sendt til omgalvanisering. Næsten alt transport foregår med helikopter.
Transporten til og fra Mykines skulle foregå pr speedbåd, med to meget store motorer på 442 kW stykket ifølge opslag. For at vi ikke skulle blive for meget søsyge, ville de sejle syd om Vágar og ligeledes syd om Mykines, så ville vi kun skulle sejle i urolig vand i en meget kort periode.
Der var mange, der var søsyge eller bange for den hårde sø, og flere frygtede turen retur. Efter at min kone havde stået i frisk luft i lang tid, skulle hun på toilettet, der var foran i båden. Foran i sådan en speedbåd er det dårligste sted at opholde sig, så hun blev det, man kalder rigtig godt søsyg, hvilket desværre fik den konsekvens, at hun mistede så mange kræfter ved at stå ude ved håndvasken, at hun måtte opgive at komme til fyrtårnet på Mykines.
Det var dejligt at få fast grund under fødderne igen, og da det var blevet tid for frokost, vandrede vi op til det blå hus, hvor vi kunne købe diverse drikkevarer til vores medbragte madpakker.
Turen ud til fyrtårnet startede med, at vi gik op ad en jævn stejl bakke på en 200 – 300 m, hvor vi gik på græs. Efter første etape kom vi op til et mindesmærke opstillet i 1939 til ære for faldne søfolk. Mindesmærket stod 130 m over havet, så det er nok ikke så mærkeligt, at der var stort frafald af deltagere allerede efter første etape.
Golfstrømmen har så stor påvirkning af vandet omkring Mykines, at vandet så godt som aldrig fryser til, men hvis man skulle falde i vandet på vores vandring, ville man falde i vand med temperaturen på omkring 5 – 7 grader celsius.
Dem, der havde lyst og kræfter til at gå videre ud mod fyret, det var højst halvdelen af alle deltagere på turen, fik en fantastisk tur, hvor der var mulighed for at se masser af fugle, får og ikke mindst at opleve den prægtige natur.
Jeg ville meget nødigt hejses ned af en klippeside i et reb, for derefter at fange fugleunger.
Det var herligt at stå ude ved fyret og ikke mindst nyde den friske luft, men også nyde den pragtfulde udsigt.
På traveturen retur fra fyret var der blevet lidt diset, så det var heldigt, at man havde taget så mange billeder på udturen. Det gik hurtigt med at komme tilbage til det blå hus, hvor alle blev beværtet med varm kakao og vafler. Enkelte havde taget en tør undertrøje med, hvis man nu skulle komme til at svede. Jeg havde ingen tør undertrøje med og kom også til at svede, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg kom til fryse. P.s. Sandaler er heller ikke det bedste fodtøj at gå sådan en tur i, men når ikke man vil høre, må man selv tage konsekvenserne.
Der var nu ca. to timer til, at vi skulle sejle fra Mykines, så ventetiden blev fordrevet med at gå over til en selvbygger, der var ved at støbe sokkel til et nyt hus. Materialerne blev ovre på fastlandet skovlet i nogle bærbare plastiksække, hvorefter de blev sejlet over til Mykines. Herefter blev sækkene pr håndkraft lodset fra borde, og ligeledes i en lille vogn transporteret hen til byggepladsen. Det er fuld forståeligt, at der ikke var meget sul på en selvbygger efter alt det knokkelarbejde.
Der er generelt mange problemer med at bygge på øen, både myndighedsbehandling af en byggesag er langsommelig, men alle beboere skal også give deres tilsagn om, at man kan acceptere det projekterede byggeri, da øen er fredet.
Sejlturen retur fra Mykines var meget urolig – først var vi tre kvarter forsinket, og derfor blev der sejlet den korteste rute hjem. Rigtig mange var bange, og jeg tror også, at der var flere, der var søsyge – der blev i hvert tilfælde brug for spuleslangen ombord på båden efter, at vi var kommet i land.
Ud over med en postbåd, kan man komme til Mykines pr helikopter, men om vinteren kan man risikere, at vejret er så dårligt, at der kan gå op til en uge, før man kan komme til øen. Det har så den konsekvens, at for eksempel en gravid bliver transporteret væk fra øen i god tid før hun skal føde. Der er kun 19 fastboende på Mykines, resten er fritidsbeboere.
Vel ankommet på land holdt Mogens Wraae heldigvis ved kajen, så vi kunne stille og roligt blive kørt hjem til skolen.
Køkkenet på skolen vidste nok ikke at vendelboer er sultne efter sådan en tur, jeg tror, at alt den mad, der var sat frem, blev spist.
Det havde været en rigtig god dag, og hvis jeg senere skulle komme på Færøerne igen, er det helt sikkert, at jeg skal på Mykines igen, i vandrestøvler.
Søndag den 7. august.
Det var den sidste hele dag, vi skulle være på Færøerne, og atter vågnede vi op til et fantastisk godt vejr.
Formiddagens program var kirkegang i domkirken Havnar kirkja, hvor vores egen præst, Jens Fjendbo Jensen, skulle afholde gudstjenesten, da præsten, der normalt er tilknyttet kirken, havde ferie.
Gudstjenesten var annonceret i dagspressen, og der var rigtig mange, der deltog både unge og ældre. Vi havde fået salmerne udleveret på dansk, og alle øvrige sang på færøsk, men det var ingen problem, for melodien er den samme. Gudstjeneste forløb fuldstændig, som det var en gudstjeneste herhjemme.
Præsten, der var tilknyttet kirken, kom efter gudstjenesten og fortalte om kirken, der var fra 1609. Kirken blev i 1865 ombygget så meget, at den blev betragtet som en ny kirke, dog er det meste inventar fra den gamle kirke.
På Færøerne er der 60 kirker, der bliver betjent af 20 præster. Forhen var der kun 6 præster på øen. Teoretisk kunne hver præst afholde 3 gudstjenester hver søndag, men det gør man ikke. I stedet afholdes det, man kalder for degnegudstjenester, hvor det er kordegnen, der læser op og afholder gudstjenesten.
En kordegn kan også forestå en begravelse dog ikke jordpåkastelsen, som præsten ved en senere lejlighed udfører. Det er ikke fordi, der er mangel på præster, det er en gammel tradition, at man afholder degnegudstjenester.
Herefter var vi en tur på Thorshavns kunstmuseum, hvor museumsdirektør Helgi Fossadal viste os rundt. Det var ligesom, vi var mættet med kunst, så der blev ikke vist den helt store interesse.
Efterfølgende var vi på et litografisk værksted, hvor kunstneren Jan Anderson, tidligere Hjørring, fortalte om, hvordan et litografi blev til. Det var faktisk ret spændende at se trykningen ved hjælp af sten, der blev genbrugt flere gange.
Resten af eftermiddagen var til fri disposition. For vores vedkommende blev det en tur på gaden til fods, inden vi gik hjem for at se indersiden af øjenlågene – frit oversat vi sov.
Det var sidste aften på skolen, og der skulle være festaften. Festmiddagen bestod af klar suppe, lammekød (jeg troede at var kalvesteg, jeg spiste og det smagte faktisk meget godt) og is til dessert. Af gæster var inviteret Elin og Fie, Bjørgfinnur samt Klæmint med hustru.
Jens holdt takketale til alle gæsterne og køkkenpersonalet for deres indsats. Kaj takkede alle for en god uge og ikke mindst, at der aldrig var nogen, der gjorde vrøvl, når der blev ændret i programmet.
Kit og Poul takkede alle for den gode uge, vi alle havde haft. Den gamle skolelærer fra Nejst, Thorkild, læste en historie op – det havde han nu prøvet før. Poul og Keld fortalte et par historier, og inden vi havde set os om, var det midnat. Næste dag skulle vi hjem til Danmark.
Mandag den 8. august.
Atter rigtigt højskolevejr – ikke for varmt, men tørt. Mogens Wraae kørte os den sidste tur til lufthavnen. Kaj havde en overraskelse til slut – et besøg i en kirke, hvor kunstneren Thorbjørn Olsen også havde malet altertavlen.
Vi kom rettidigt til lufthavnen, blev tjekket ind og fik taget afsked med Kaj, der først skulle hjem en uge senere.
Flyveturen hjem gik perfekt, og vi kom sikkert ned på jorden igen. I Billund stod Jørn’s busrejser for at køre os hjem til Brønderslev. Efter en lille pause i Viborg, hvor vi tog afsked med Bodil, kørte Jørn til Brønderslev med ankomst en lille time før end beregnet.
En herlig rigtig oplevelsesrig uge var slut – og efter afsked med alle øvrige deltagere var det retur til hjemmet. Fra min side vil jeg hermed sige tak til arrangørerne for en fantastisk uge.
Christian Larsen