Kategori: Historier fra Vendsyssel

Jul i den Gamle købmandsbutik

Glædelig jul

Af Ingrid Schmidt, Billund
Jeg er født og opvokset på Kraghede, Øster Brønderslev sogn og skrev i 1993 denne lille fortælling om jul i barndomshjemmet
Jul i den gamle købmandsbutik på Kraghede
Forberedelserne til jul startede lørdagen før den første søndag i advent. Da blev alle kasserne med julesager til købmandsbutikken taget ned fra loftet, og så blev der pyntet til jul.
Det var far, der stod for det, men vi børn fik lov til at hjælpe lidt og blev så sendt i seng, hvorefter far og mor pyntede videre.
Der var kun 2 vinduer i den lille butik, og i det ene var der legetøj i i det andet gaver til voksne, og så var der en kirke med lys i. Det blev tændt hver aften.
Det var spændende søndag morgen at komme op og se, hvor flot det var, og om far havde købt nye legesager.
Inde i privaten tændte vi søndag eftermiddag det første lys i den hjemmelavede adventskrans og sang bland andet: Der er noget i luften, og mor spillede til.
Foruden at hjælpe til i forretningen måtte mor jo passe os børn og helst klare sine egne juleforberedelser først i december, inden der blev rigtig travlt i butikken.
Som regel købte vi en halv gris af noget familie eller en af kunderne allerede i november. Vi havde jo ingen fryser, så flæsket kom i saltkar i vore kælder, og der blev laver rullepølse og medister, som kom i saltkaret eller blev henkogt i den store henkogningskedel.
Så skulle der jo bages. Foruden brød blev der bagt vaniljekranse, finsk brød, brune kager, pebernødder, og der blev kogt klejner. (I Vendsyssel blev de kaldt ræve (røv´). Det skete alt sammen på det gamle komfur.
En af dagene blev al grønkål i haven plukket. Den blev skyllet godt. Det foregik udenfor i en balje ved pumpen – et arbejde, vi børn godt kunne, da vi blev større, men det var ikke et arbejde, vi kunne lide. Det var koldt for fingrene. Derefter blev kålen kogt i mange timer i gruekedlen, der ellers blev anvendt til at koge storvasken i.
Grønkålen blev kogt i en lage, hvori der var kogt rullepølse og flæsk, så når vi bagefter skulle ”vride” kålen(det vil sige klemme al væden fra den), var det en temmelig fedtet affære.
Grønkålen fik man i Vendsyssel til frokost, startende den 24, og hvis man havde nok helt hen til Helligtrekonger. Kålen blev opbevaret på et køligt sted. Hos os i kælderen, og hver dag blev der taget et par boller op, og de blev hakket og stegt i stegegryden med lidt margarine og fløde. Dertil blev der serveret kold kogt medister og kogt flæsk med sennep og rødbeder. Hertil drak vi hvidtøl, som vi havde i 5 liter flasker. Dem solgte vi i butikken. Der var også 10 liter flasker, som mest blev solgt til de store gårde.
Juleaftensdag og nytårsaftensdag blev øllet kogt, og far drak det til kålen. Det brød hverken mor eller vi børn os om. Far der i dag er 83 år, holder stadig den tradition i live. Ingen jul uden kogt øl.
Der var mange ting, vi børn kunne hjælpe til med. Vi kunne løbe ned i kælderen eller op i pakhuset efter ting, og vi kunne hjælpe til med at fylde poser med mel, melis, salt og så videre. Så vejede far eller mor poserne nøjagtigt af og lukkede dem. Det blev vi ikke betroede til.
Næsten alt kom den gang til butikken i løs vægt. Brun sæbe kom f.eks. i store zinkspande. Den blev så udleveret til kunderne i pergamentpapir. Skule kunderne have sirup, og det skulle de i hvert tilfælde til jul, da de skulle bruge det til blodpølse og brune kager, måtte de medbringe en sirupsflaske, som far så fyldte op.
Der var mange ting, der blev solgt specielt til jul. Bl.a. husker jeg den store bolchedåse med hjortetaksalt. Når man åbnede den, kunne man nemt komme til at nyse. Til de brune kager skulle der bruges rosenvand til at opløse potasken i. For at få det måtte man medbringe en lille flaske. Dengang var genbrug en selvfølge.
Det mest spændende var, når der skulle købes julegaver. Det var sjovt at se, hvad de andre børn i landsbyen skulle have. Vi kendte dem jo alle sammen. Vi havde selvfølgelig også selv ønsker, for det meste blev vore gaver først pakket ind den 23. eller 24. december, så ofte kunne vi gå i spænding en hel måned. Blev vores ønskegave nu solgt til en anden? Eller hvis gaven var væk den 22, var den så solgt eller havde far eller mor så forbarmet sig over én og pakket den ind i en nattetime.
Sidste uge før jul var der åbent til kl. 9. Specielt om aftenen kom karlene og pigerne fra gårdene og købte ind. Juleaftensdag var der åbent til kl. 16. Der var travlt til det sidste. Der skulle købes tobak, lidt slik, frugt foruden de daglige fornødenheder.
Endelig fik vi butikken lukket. Mor satte flæskestegen i ovnen, og far pyntede juletræet. Mor og far var naturligvis trætte, men jeg husker ikke, vi mærkede det.
Ved 6 tiden var maden færdig, og vi fik hvert år samme julemiddag. Først risengrød med en mandel eller 2 i, dertil hvidtøl. Derefter fik vi flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Til sidst fik vi citronfromage.
Så var vi så utrolig mætte. Mange af os havde spist megen risengrød i håb om at få mandelen.
Efter opvasken tændte far juletræet i den fine stue, og vi gik ind til det pyntede træ, der nåede helt til loftet. Vi gik rundt om træet og sang nogle julesalmer. Så læste far juleevangeliet, og vi sang endnu en salme, men så sang vi: Højt fra træet grønne top.
Og endelig måtte vi få vores julegaver. Det var altid spændende, hvor mange vi fik. Var der bedsteforældre, onkler eller tanter på besøg, vankede der ofte lidt ekstra. Vi ville gerne have besøg juleaften, men vi ville ikke hjemmefra.
Første juledag kørte vi til kirke og besøgte mine bedsteforældre eller anden familie. Butikken var jo lukket 1. og 2. juledag, Men posten havde ikke fri 1. juledag. Han måtte ud med den sidste julepost. Hvis der var sne, var der tradition far at nogle af beboerne hjalp ham denne dag og kørte rundt med ham i slæde, og naturligvis vankede der også al den kaffe, han kunne overkomme at drikke.
Mellem jul og nytår lukkede butikken kl. 12, så der var lidt ekstra frihed, men 4. juledag havde vi travlt efter lukketid, for så skulle der laves poser til missionshusets juletræ. Vi var ikke store, før vi kunne hjælpe til, når der blev lavet poser på samlebånd. Kunne man bare tælle til 5, kunne man være med. Først kom et bestemt antal pebernødder i, så konfekt, karameller, bolscher, nøje aftalt og til sidst et æble.
Det meste af min barndom var der på grund af krigen ikke til at opdrive chokolade eller appelsiner, ellers hørte det også med i poserne.
Far var søndagsskoleleder, og vi deltog selvfølgelig også i andre forberedelser. Såsom pyntning af det store juletræ, som var meget højere end vores eget. Til juletræsfesten var vi iført vores fineste puds. Mon mor syede noget af vores tøj, noget havde vi en syerske til at sy. Da jeg var 2 eller 3 år havde min mor syet den yndigste lille taftkjole med flæser til mig. Lige inden vi skulle af sted, fik jeg kjolen på, kravlede ind under bordet, fik knæet i kjolen, of den blev revet i stykker. Sikken katastrofe. Det er en af de første ting, jeg husker. Jeg har kjolen endnu, så jeg kan mindes begivenheden, Jeg husker ikke, hvad jeg fik på i stedet for, men med til festen kom jeg dog.
Imellem jul og nytår solgte vi også skyts. Det var dog ikke så spændende for mig. Jeg var bange for det, men det var dog spændende nytårsaften at prøve om vi kunne løbe med naboernes kaffekander, havelåger, med mere.
Vi havde uden for butikken et gammelt tungt cykelstativ. Det løb landsbyens drenge ofte langt væk med. Far hentede det ikke hjem selv, en gang det var slæbt langt væk. Far mente at drengene kom med det selv, og det gjorde de nogle dage efter nytår. Nytårsmorgen var det spændende at se, hvor mange møgbører karlene havde fået samlet på perronen på mejeriet.
I Vendsyssel havde man for øvrigt den skik, at man måtte lave løjer 3 gange i julen: 1. juledag om aftenen (oprindeligt 2. juledag om morgenen), nytårsaften og helligtrekongersaften. Mens vi var små, var far altid med ude og lave løjer. En skik han fortsatte, da han fik børnebørn.
Efter nytår blev resterne af julesagerne puttet i kasser og sat på loftet efter at være blevet talt op. For nu var det statustid, og alt i butikken skulle tælles op. Det kunne vi børn også tidligt hjælpe med.
Inde i stuerne blev julepynten først taget ned efter Helligtrekonger. Juletræet blev tændt sidste gang Helligtrekongeraften, og vi hyggede os som så mange andre aftener i julen med sang, pebernødder, juleknas, spil og julelege.
Købmandsbutikken på Kraghede hvor Ingrid Schmidt er født og opvokset

Min første tur til Sønder Lyngby

 

MIN FØRSTE TUR TIL SØNDER LYNGBY
Her gengiver jeg ordret en barndomserindring, skrevet af min mor KAREN SØRENSEN (1911-1986).
Karen var den yngste af 5 søskende, født mellem 1896 og 1911.
Karen fortæller her om en vandretur, der gik fra deres hjem i Borup ved Vrå til en gård i Sønder Lyngby ved Løkken.
Karen på knap 10 år slår i sommeren 1921 følge med storesøsteren JENNY på næsten 23 år.
De skal op og besøge hjemmet for CHRISTIAN, Jennys forlovede.
“DET VAR I SOMMEREN 1921, da Jenny og Christian var forlovet.
Jenny var hjemme i Borup for at sy på sit udstyr, og vor mor – Petrea Rokholm – havde væven i gang med at væve håndklæder og viskestykker – det skulle være rigtig solidt.
Det var i høstens tid, at Jenny og jeg skulle komme en tur til Lyngby og besøge Christian og hans mor.
Vi startede kl. 4 om eftermiddagen. Vejret var fint, og vi gik rask til, men jeg var nok den, der blev først træt – så satte vi os på grøftekanten og hvilede os.
Jenny gik på lette fod – hun skulle jo op til sin forlovede, Christian!
Vi nåede op over Børglum Bakke, hvor vi kunne se Løkken og havet – det gav nye kræfter.
Ved Brogaard i Furreby gik der en sti over marken til Sønder Lyngby.
(Vejen var ikke ført igennem dengang).
Det var et par trætte piger, der trådte ind ad bryggersdøren til Christians mor. Hun var ved at pudse komfur og havde bagt hele dagen, fordi vi skulle komme.
Da var klokken blevet 8 – det havde taget 4 timer at gå 16 kilometer.
Christian og pigen var ude at malke, så det var hunden, der tog imod os, den hed “Pedersen”.
Vi havde nogle hurtige dage, vi fik morgenmad på sengen hver dag.
Vi sov oppe i gæsteværelset vest for gangen.
En aften var Jenny og Christian inviteret hen til Johanne og Peder Nielsen at drikke aftenkaffe – og de kom nok sent hjem – så overtalte de mig til at sove hos Mari, det var jeg nu ikke helt med på, men så sagde Jenny: “Og der er også mus deroppe i gæsteværelset”, så jeg gav mig.
Men de lovede at kalde på mig, når de kom hjem.
Mari og jeg sov sammen i en bred seng i sovekammeret, og jeg så Rubjerg Fyr kaste sine lysstråler ind ad sovekammervinduerne, så det blev helt oplyst.
Men om morgenen, da jeg vågnede, lå jeg stadig i Mari’s seng – hun var forlængst stået op for at lave morgenmad til karlene.
De havde helt glemt at kalde på mig, da de kom hjem.
Det var min første ferie i Lyngby. Siden kom jeg på ferie 8 dage hver sommer.
Dagene gik hurtigt, Christian kørte os hjem til Borup ved Vrå i ponyvognen.
Han var godt kørende. Hestene løb det meste af vejen.
Det var en travl tid, midt i høstens tid, de skulle jo giftes den 25. oktober 1921 – på mors og fars bryllupsdag .
Petrea og Frederik Rokholm var blevet gift den 25. oktober 1895.
JENNY OG CHRISTIANS BRYLLUP
Der var store forberedelser til Jenny og Christians bryllup, den 25. oktober 1921.
Jenny var hjemme den sommer for at sy på sit udstyr. Alt stof var jo i metermål og skulle sys på maskine. Der skulle sættes hæklede mellemværk i lagner og pudebetræk, og dyner skulle stoppes med gåsedun.
Der blev bagt og slagtet. Vi havde en kogekone fra Gunderup, Line Mørk.
Sovekammeret blev ryddet, og sengene blev sat op i storstuen.
Og den 23. oktober blev der en forrygende snestorm, 2 store træer ved indkørslen lå tværs over vejen, og stormen rev hul på taget over bryggersdøren, så far og karlen var oppe på taget med en dør og en harve, der blev surret fast med reb. Sneen føg ind på loftet.
Men bryllupsdagen oprandt med stille vejr og solskin, og der var ryddet op over det hele, da bryllupsgæsterne ankom.
Jenny var i sort brudekjole og kørte i lukket brudekaret.
Jeg havde fået en ny rød, ulden kjole med læg, og jeg kørte med i den lukkede vogn med sorte heste forspændt.
Min ældste søster Annas datter Ella var halvandet år og sagde “stor mand” til Christians bror, der hed Chresten.”
FOTO viser KAREN sammen med JENNY på Karens konfirmationsdag, den 4. oktober 1925.

Ude i Kohuset – i Sønder Harritslev

 

UDE I NØDSET        (i Vendsyssel udtalt som Nøest = kohuset)

Forfatter: Poul Sørensen – pastor emeritus – Værløse
Et “nøds” er forbundet med mange barndomsminder.
Som barn i Sønder Harritslev kunne det være mig, der i sommerhalvåret hentede køerne hjem på stald fra marken, hvor de græssede.
Hvis de ikke allerede stod og ventede ved leddet, kaldte jeg dem til mig med kalderåbet “håp, håp, håp”!
Køerne gik som regel af sig selv op i deres vante båse i “nødset”, hvor de blev bundet to og to i hver bås.
Efter 2027 vil det ikke længere være tilladt at binde køer i en bås.
Det er forlængst forbi med at måtte binde en hest i en hestestald. Nu skal en hest have sin egen bekvemme boks, hvor den kan gå omkring og lægge sig til hvile.
I min barndoms “nøds” var der som regel også en so med pattegrise og ved siden af en sti med svin til opfedning.
Nogle gange kunne der også være varmekrævende daggamle kyllinger i en ledig sti i nødset.
Ordet nøds er trukket sammen af “nødhus”.
I ældre dansk sprog brugte man ordet “nød” om kvæg.
På svensk er dette ord stadig i levende brug – nötkjött er den svenske betegnelse for oksekød.
På norsk bruges for nøds ordet “fjøs”, som er en sammentrukket form af fæhus.
Der var en helt unik stemning i min barndoms nøds med grise, der rodede og puslede i halmen til den ene side og køer, der med dybe brummelyde lå og tyggede drøv til den anden side.
Besøger man et rekonstrueret jernalderhus, kan man drømme sig tilbage til en tid, hvor mennesker og dyr boede under samme tag.
Det var i bondestenalderen – for 6000 år siden – at mennesket tæmmede uroksen, så der blev lettere adgang til mælk og kød.

Jul – set fra Josefs synsvinkel, henholdsvis fra Marias synsvinkel

Fortalt af Poul Sørensen, Værløse – pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev

.
.

JUL

– set fra Josefs synsvinkel, henholdsvis fra Marias synsvinkel
Josef: jeg må passe på Maria og drengen
.
.
“Påske og pinse udsprang af jul”, skriver Grundtvig i en salme.
Mange vil mene, at julefesten – festen for Jesu fødsel – er den ældste kristne fest.
Den ære tilkommer dog ikke julefesten, men påskefesten, festen for Jesu opstandelse.
De fire evangelier – Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet – er skrevet i lyset af troen på Jesu opstandelse.
Lige siden den første kristne påskedag er der blevet fejret “en lille påske” hver søndag i menighederne.
Først i 300-tallet begyndte de kristne menigheder at fejre en fest for Jesu fødsel.
Den valgte festdag – den 25. december – røber, at denne skik må være opstået i Rom, hvor der på denne dag allerede blev fejret en fest for “den ubesejrede sol”, altså en solhvervsfest.
De kristne følte, at der var behov for at fejre fødslen for Ham, som er “Verdens lys”.
Med valget af den 25. december ville de kristne ikke pege på en bestemt dato for Jesu fødsel.
Datoen for en fødsel var der ikke blevet lagt vægt på i det jødiske miljø, som Jesus blev født i.
Da de kristne begyndte at fejre en fest for Jesu fødsel, var der lykkeligvis allerede julefortællinger i Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet!
Fortællingerne om Jesu fødsel i Matthæusevangeliet er fortalt ud fra Josefs synsvinkel, mens de i Lukasevangeliet er fortalt ud fra Marias synsvinkel.
I det først nedskrevne evangelieskrift – Markusevangeliet – fortælles der udelukkende om Jesus fra det øjeblik, da han træder frem som voksen.
Johannesevangeliets fortale kan godt kaldes et filosofisk formet “juleevangelium”.
Apostlen Paulus, hvis breve litterært set er de ældste skrifter i Det Ny Testamente, har et superkort “juleevangelium” i ordene: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Galaterbrevet).
I Julekrybben og i forskellige julefestspil kombineres fødselsfortællingerne hos evangelisten Matthæus og evangelisten Lukas.
For eksempel findes fortællingen om “De vise mænd” kun hos evangelisten Matthæus.
Da kristendommen nåede Danmark, fejrede de hedenske nordboere allerede en solhvervsfest, som tidsmæssigt faldt sammen med den kristne fest for Jesu fødsel.
Denne fest kaldte de ‘jul’ (norrønt jól), en fest som varede i 15 dage!
Ordet var kendt i hele det germanske sprogområde. På engelsk kan man stadig bruge ordet ‘yule’ i samme betydning som ‘Christmas’.
Ved den gamle nordiske solhvervsfest ‘jul’ blev der spist og drukket rigeligt.
Julen er en fest for Jesu fødsel, men i julens rigelige udbud af mad og drikke kan man egentlig også skimte den gamle nordiske ‘jul’.

Faster Anna

Fortalt af Poul Sørensen, Værløse -pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev

 


Foto fra cirka 1957, taget i Postgården.
Fra venstre ses Poul, Kristian, Faster Anna og Bedste og hunden Pelle.

Min far Edvards ældste søster hed egentlig ANE MARIE, men hun blev altid kaldt ANNA, Faster Anna.

En faster og en moster kan få stor betydning for enhver, der vokser op.

Faster Anna fik en stor betydning for os – sammen med Annas mor, Elise Antomine, kaldet Mine.

Lad os lige få årstal og datoer sat lidt på plads:
Mine blev født i Tømmerby i Tolstrup-Stenum sogn den 19. oktober 1875.
Mine blev gift i Serritslev kirke med Niels Edvard Sørensen, den 7. november 1903.
Mine var dengang 28 år, mens Niels Edvard var 41 år.
Niels Edvard bestyrede slægtsgården “Bakken” i Serritslev for moderen, Ane Larsdatter, der var født i 1821.

Ane Marie blev født i “Bakken” få uger efter forældrenes vielse, nemlig den 26. december 1903.

Min søster Anna Birgit har fået den oplysning af Jens, en søn af Ellen, den yngste søster til Ane Marie, at Mine havde haft Ane Marie med, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde!
Nærmere undersøgelser i kirkebøgerne viser dog, at Ane Marie blev født EFTER Mines bryllup med Niels Edvard.
Niels Edvard står i kirkebogen som far til Ane Marie.

Teoretisk set kan Mine have været gravid med Ane Marie, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde.
Efter en regel, der går tilbage til romerretten, er faderen til barnet ganske enkelt den, som ved barnets fødsel bor sammen med barnets mor.
Vi må derfor gå ud fra, at Niels Edvard også er far til Ane Marie!

Ane Marie har i sine unge år været tjenestepige på herregården “Knivholt” ved Frederikshavn. Hun har været elev på Vallekilde højskole ligesom Edvard.

Da min far Edvard havde været på Vallekilde højskole, tog han ogå et ophold på Tune Landboskole ved Roskilde.
En af eleverne dér var Kristian Andersen fra Rønnovsholms Mark nær Vrå.
Kristian spurgte Edvard, om ikke han kunne skaffe ham en plads på hjemegnen?
Edvard skaffede således en plads til Kristian hjemme på “Bakken”.

Ane Marie var på det tidspunkt hjemme som medhjælp for sin mor Mine.
Det kom til at gå sådan, at Kristian (født i 1909) blev gift med Ane Marie (født i 1903). De blev viet i Serritslev kirke den 28. januar 1938.

Tre måneder senere (29.04.1938) døde Niels Edvard.
Mine fortsatte som gårdejerske på “Bakken” efter Niels Edvards død.
Ane Marie og Kristian var alle år Mines medhjælpere.

Ane Marie og Kristian fik to børn, Else (født i 1938) og Vagn (født i 1939).
Da Else og Vagn var to-tre år, flyttede de alle sammen ind i Bedstes soveværelse – for hyggens skyld og for bedre at kunne holde varmen!
Det var svært at skaffe brændsel til opvarmning under krigen.
Bedste, Anna og Kristian vedblev derefter at sove i samme soveværelse, både i “Bakken” og i Postgården i Brønderslev, hvortil de flyttede i 1956.

Jeg Poul var som fast feriedreng med ved flytningen fra “Bakken” i Serritslev til Postgården, der lå på Spejlborgvej i Brønderslev.

Hunden Pelle fulgte med til Postgården.
Ved måltider sad Pelle altid ved fødderne af faster Anna, hvor der ofte faldt en godbid af.

Dagens måltider var altid hyggestunder. Hvis nogen gjorde tegn til at rejse sig, lød faster Annas opfordring næsten altid “Bliv nu siddende!”
Gæstfriheden i dette hjem havde ingen grænser. På alle tidspunkter af døgnet blev gæster mødt med et “Velkommen her!”

Faster Anna havde et stort hjerte for andre mennesker.
Jeg blev hver søndag i ferieperioden sendt hen til Lars og Anna med søndagsmiddagen i en spånkurv.
Lars og Anna, to gamle mennesker, boede i et stråtækt hus på den anden side af jernbaneoverskæringen i Brønderslev.

Efter tiden i Postgården flyttede Anna, Kristian og Bedste hen i et hus i Grønnegade i Brønderslev.
Faster Anna og Bedste gik til møder i Brønderslev Missionshus.
De to mennesker var uadskillelige og var enige om alt.

Bedste havde en bestemt måde at snakke på. Den måde smittede af på døtrene Anna, Inger og Ellen.
Min far Edvard tog ikke så meget ved lære af den måde at snakke på.
Edvard har jo også været 5 år på Sjælland!

Faster Anna kom for enden af sin livsvej på plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev
Dér besøgte jeg hende i sommeren 1978.
Ved afskeden sagde jeg:” Faster Anna, vi kommer til din fødselsdag 2. juledag, som vi plejer!”
Anna sagde hertil: “Ork, til den tid er jeg ikke længere i live!”
Sådan gik det også. Faster Anna døde på Kornumgaard den 3. oktober 1978, knap 75 år gammel.
Kristian døde den 4. marts 1981.

Deres børn Vagn og Else døde ret tidligt.
Vagn fik 4 børn med forskellige kvinder.
Else blev mor til to piger med sin mand, Bent Henriksen. Deres to døtre bor i Brønderslev.

Else mindede i sind meget om Bedste.
Begge havde en helt naturlig autoritet, som var med til at holde andre oppe.

Fortællingen om Grønlangkål i Vendsyssel

 

Fortalt af: Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.
Men se nu lige her: De, der har været så heldige af fejre jul i Vendsyssel, vil vide, at det er umuligt uden grønlangkål. Men det skal vel at mærke være grønlangkål tillavet på rigtig gammeldags vendsysselsk manner.
ALLERFØRST skal man vide, at kål ligesom fløde altid omtales i flertal på vendelbomålet. Altså fler kål og fler fløde. Aldrig i ental.
Men til sagen: Man slagter en gris, og den koger man. Ja naturligvis ikke sådan med huden på. Man tager skinkerne og andre stykker, der er bedst til steg fra, og så laver man nogle pølser.
Men pølserne og hele resten af grisen koger man i en stor gruekedel. Når det er kogt, tager man kødet op, og så har man en dejlig fed suppe.
Så sender man et par karle ud for at høste en mark med grønkål, og dem bliver de så sat til at skylle og ribbe. Derefter puttes alle de ribbede kål ned i suppen i gruekedlen, og når de er kogt, tages de op, og kålene krystes til nogle boller på størrelse med tennisbolde.
Dette sker gerne en god uges tid før jul, og det fylder jo lidt for meget i køleskab eller dybfryser, så man følger de gode gamle traditioner og lægger kålbollerne i ladeporten. Det har også den fordel, at så kan kattene gå og passe på dem.
Man bør ikke begynde at spise af dem før juleaftensdag, og er det nu på en større gård, så kommer karle og piger og fodermesteren med familie ind til frokost ved middagstid, og dér får man for første gang lov til at smage dette års grønlangkål.
Og så er det jul igen.
Kålene serveres til det kogte flæsk og den saltede medister, men inden de er klar, skal de en tur på komfuret, så de bliver rygende varme, og samtidig bliver der tilsat meget rigelige mængder af smør og piskefløde.
SLANKEKOST er det ikke. Ej heller skånekost.Konsistensen må ikke blive for flydende, den skal heller ikke være for fast, men midt imellem, nærmest hvad man vil kalde smørbar. Hvis man hører til de nostalgiske, så spiser man kanel på kålene, men det synes ikke at være rigtig moderne længer.
I dag drikker de fleste almindelig bajersk øl til, men oprindelig var det juleøl, gerne varmt. Det siges, at man engang har drukket det med sukker og fløde akkurat som kaffe, men det har jeg ikke været så tæt på, at jeg kan bekræfte det, så det hører måske til rygterne. Hvad der derimod helt afgjort ikke må mangle, er en dram eller rettere flere, for ellers kan det nok føles lidt fedt i munden.
Der er altid andet pålæg såsom rullepølse og spegepølse på bordet, men det er næsten kun kål, der spises.
Man sammenligner i erindringen med sidste års kål, og med kålene det år, da de var særlig gode. Der er også altid en og anden pessimistisk sjæl, der husker det år, da der ikke var så meget ved dem. Det diskuteres, om kålene er for våde eller for tørre, om de er for bløde eller det modsatte, om de er for ferske eller tilpas salte osv., osv., og det er ikke mindre saglig snak, end når vinentusiaster diskuterer årgange
VED JULEMIDDAGEN om aftenen skiller vendelboerne sig ikke ud fra resten af landet. Man samles familievis, og der serveres helt traditionelt and, gås eller flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Desserten er også i Vendsyssel risalamande med mandel og mandelgave.
Det må være meget indbidte kålspisere, hvis de spiser grønlangkål til morgenmaden julemorgen. Jeg har dog hørt, at det skal være sket.
Men en tidlig frokost kan alle blive enige om, og det er den virkelige begyndelse på grønlangkålstiden. Der bliver taget godt fra både af kålene og af drikkevarerne, og når man er færdig, er det første spørgsmål, hvem man først skal gæste af naboer og venner, for det ville blive anset for utidigt ikke at smage deres kål. Så snart man er blevet enig, tager man af sted, og uanset hvor man kommer, skal man nok blive godt modtaget og beværtet med både kål, flæsk og flydendes fetalje.
Gæstfriheden er altid stor i Vendsyssel.
Der bliver smagt intenst på kålen, og der bliver udvekslet nyheder, “byttet løgne” som man kalder det dér. Nogle timer og nogle dramme senere, sådan lidt hen på eftermiddagen, hvis der da ikke dukker nye gæster op, kører alle – både værter og gæster – videre og smager på kålene det næste sted. Man kan godt nå tre-fire gæstebud på en første juledag. I gamle dage kørte man med hestevogn. I dag, da det foregår i bil, må man selv i Vendsyssel tilnærmelsesvis overholde promillegrænserne, men det tog endda nogle år, inden det blev moderne. Det var et punkt, hvor man i Vendsyssel helst havde holdt ved det gamle.
JULEN varer som bekendt til påske, og i hvert fald fortsætter grønlangkålsgilderne anden juledag og måske lidt mere behersket helt til helligtrekonger.
Selv om man har mange kål, rækker de nu ikke til påske. Engang efter midten af januar forsvinder de sidste boller, og så tager man en tårevædet afsked med kålene i Vendsyssel, hvor man kun overlever de næste 11 måneder i forvisningen om, at næste jul bringer nye kål.
En og anden vendelbo (som f. eks. min kone) vil måske komme med indvendinger og sætte et spørgsmålstegn ved sanddruheden i denne beretning. Det kan tænkes, man må medgive, at ganske enkelte ting har fået en lidt dramatisk drejning, men ånden i den tør jeg nok stå inde for.
I virkeligheden burde man ligesom på cigaretpakningerne skrive på pakkerne med vendsysselske grønlangkål: “Advarsel! Kan være vanedannende”, for det allerværste er, at jeg, der slet ikke har rødder i Vendsyssel og først lærte denne julespise at kende i den fremskredne alder af 22 år, i dag ville savne mine grønlangkål i julen mindst lige så meget som nogen vendelbo.
Men lad det aldrig komme til det
Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.

Nekrolog over Carl Klitgaard der har skrevet om sogne i Vendsyssel

N E K R O L O G

Naar denne Aarbog udsendes, vil det for længst være kommet til vore Læseres Kundskab, at vor flittigste Skribent og mangeaarige Redaktør, Historikeren Carl Klitgaard, ikke er mere. De følgende Artikler er de sidste, som han naaede at se paa Tryk, af et Forfatterskab og en Udgivervirksomhed, der strakte sig over to almindelige Menneskealdre og omfatter et Stof, der samlet i een Bogrække vilde have udgjort mange Hundrede Bind.

Klitgaard var født og opvokset i den barske Egn ved Vestkysten og tilhørte en særpræget Slægt af dygtige Købmænd, Skudehandlere og Søfarere. Stranden neden for Faderens Købmandsgaard i Blokhus var hans Lege- plads i Drengeaarene, og han lærte tidligt at sejle paa Havet og styre en Baad gennem Brændingen. Han havde taget sin Slægts bedste aandelige Egenskaber: Flid, Lærenemhed og ukueligt Vovemod i Arv, og han længtes efter at komme til Søs; men da han var lille og spinkel, maatte han slaa sig til Ro ved Bøgerne og opleve Eventyret ved at læse om Vikinger og Søhelte. Han fik fat paa Allens store Danmarkshistorie og læste saa grun- digt om Valdemar den Store og Absalon, at han kunde det hele udenad. Da han i 15 Aars Alderen søgte Optagelse i Hjørring Realskole, traf det sig saa mærkeligt, at man forlangte ham til at skrive en Prøvestil om Kong Valdemar og hans Mænd, sagtens i den Tro, at han i hvert Fald kendte lidt til Ingemanns Digtning. Drengen satte sig til at skrive, og da Læreren efter halvanden Times Forløb kom og saa efter, hvorledes Arbejdet skred frem, viste det sig, at Carl netop var færdig med Indledningen, der fyldte 15 tætskrevne Sider, og nu vilde i Gang med den egentlige Afhandling, hvilket han dog blev fritaget for. Da man vilde prøve hans Kundskab i Engelsk, faldt man i Forundring over, at han oversatte hurtigt og flydende og var vant til at læse engelske Romaner paa Originalsproget. To Aar senere, i 1885, tog han almindelig Forberedelseseksamen. Det var al den Skoleuddannelse, man kunde ofre paa denne ualmindelig velbegavede Dreng, og det synes helt utilgiveligt, at Skolens Ledelse ikke har fundet Udvej til at lade ham læse videre, saa han kunde blive Student og komme til Universitetet. Forældrene var paa dette Tidspunkt ikke i Stand til at bekoste hans videre Uddannelse, da Faderen, Købmand N. B. Klitgaard, næsten var helt ruineret ved Skudehandelens Ophør. Det blev bestemt, at Carl, der nu snart blev 17 Aar, skulde oplæres paa Maskinistskolen i Helsingør for senere at komme til Søs som Maskinist; men først skulde han have et forberedende Kursus i en Smedie, og 1. September kom han ind paa Mekaniker Mortensens Værksted i Nr. Sundby. Hans Helbred taalte hverken det haarde Arbejde eller Værkstedets Kulos og Træk; han blev syg og kom hjem henved November, og kort efter tog Forældrene en anden Bestemmelse og fik ham anbragt som Elev ved Postkontoret i Hals.

I hans egenhændige Levnedsbeskrivelse, som vi forhaabentlig senere kan bringe paa Tryk, fortæller han sørgmuntre Historier om, hvad Postelever dengang kunde blive udsat for. Han klarede dog alle vanskelige Skær, døjede slemt med daarlige Logisforhold, men avancerede i forskellige Pladser efterhaanden til Assistent og Fuldmægtig, mens han brugte det meste af sin daglige Fritid og sikkert det halve af Nætterne med til historisk Læsning.

Tidligt forsøgte han sig som Journalist, og fra 1888 skrev han Artikler til »Jyllandsposten«, hvis Redaktør Chr. Nielsen var en gammel Bekendt af Familien i Blokhus, han havde været Handelsbetjent hos C. Klitgaards Bedstefader, Storkøbmanden J. C. B. Klitgaard, der ogsaa jævnlig skrev Avisartikler om Dagens Spørgsmaal. I Købmandsgaarden i Blokhus og i det af N. B. Klitgaard oprettede Badehotel kom der jævnlig Journalister og Forfattere, og Carl Klitgaard har sikkert i sin tidligste Ungdom taget ved Lære af denne Omgangskreds. 1889 var Boghandler Julius Gjellerup i Blokhus, og han og C. Klitgaard udarbejdede i Fællesskab et lille Skrift om »Vesterhavsbadene ved Blokhus«, der udsendtes fra Gjellerups Forlag. Fra 1896 begyndte Klitgaard at skrive til »>Jyske Samlinger«, i de første Aar især om den vendsysselske Skudehandel og om Skudehandlerslægter i Vendsyssel og Hanherred.

Hans første større historiske Arbejde er >>Blade af Vendsyssels Historie«, der blev udgivet af Vendsyssel Tidende 1899-1900 og fylder 155 tospaltede Sider foruden et omfattende Register. Kildefortegnelsen viser, at Klitgaard har gennempløjet alle de store Hovedværker i Danmarkshistorie og alle trykte Kildeskriftsamlinger for at finde Stof til sin Vendelbohistorie Arkivernes haandskrevne Materiale har han endnu ikke haft Adgang til. Det kendes paa hans Fremstilling, at han især flittigt har studeret P. F. Suhms mægtige >>Historie af Danmark«<, et efter sin Tid (1782-98) ufattelig stort anlagt Arbejde, der kun blev halvfærdigt i 14 tykke Kvartbind og hovedsagelig er en Kildeskriftsamling, idet Forfatteren lader de historiske Aktstykker selv tale og saa vidt muligt undlader forklarende Kommentarer. Suhms

Historieskrivning beherskedes helt af hans lidenskabelige Trang til at samle historisk Viden, og Klitgaard var i den Henseende hans aandsbeslægtede. Han citerer Kilderne i fyldige Udtog, og selv om han har lært moderne Kildekritik af Erslev, Olrik og Steenstrup, er han meget forsigtig og neutral i sin Bedømmelse af historiske Begivenheder og Personer. Han undskylder Vikingetidens Grusomhed med en Henvisning til nyere Tiders barbariske Retspleje. De middelalderlige Herremænds Stridigheder med Kongerne betegner han som Oprør; men de nordjydske Folkerejsninger 1441 og 1534 kaldes med neutral Omtanke for »Opstande«. Om Skipper Clement siger han (Vends. Aarb. 1925), at han var »en Legemliggørelse af Vendelboernes Mod, Kraft og Selvfølelse«<, og at »han var Christian den II’s Sag tro til det sidste, og for den lod han sit Liv; men om han kæmpede af ideelle eller materielle Grunde, skal lades usagt«. Mere neutralt kunde vor ærlige Vendelbohistoriker ikke sige, at Skipperen var en Mand efter hans Hoved og af hans eget Sind og Temperament.

Hvis alt, hvad Klitgaard har skrevet om Vendsyssel og Vendelboerne, blev samlet i eet Værk, vilde det blive større end Suhms Danmarkshistorie; men Klitgaard skrev desuden historiske Afhandlinger om mangfoldige andre Emner, og hans personalhistoriske Arbejder omfatter vidtspredte Slægter baade i Danmark og Norge. Han fik en lang Arbejdsdag og udnyttede den med utrolig Flid. Fortegnelsen over hans Skrifter i vor Aarbog 1948 er tilstrækkeligt Vidnesbyrd herom, og dog har Klitgaard siden udgivet flere Bøger og skrevet mange Afhandlinger i Aarbogen. Hertil kommer Avisartikler, som Aar efter Aar lige til det sidste flød fra hans flittige Pen, og som hverken han selv eller nogen anden har kunnet holde Tal paa.

Hvis denne utrolige Arbejdsenergi skal helt vurderes, maa man betænke, at Klitgaard i mange Aar ved Dag og ved Nat læste og skrev i den slingrende Postvogn, mens han som kørende Postekspedient rejste med Statsbanetogene ned gennem Jylland. Hans Øjne trættedes i det flakkende Lys fra den rystende Petroleumslampe oppe i Loftet, og om Vinteren frøs han slemt, da Postvognen sjældent var opvarmet og ingenlunde tæt for Gennemtræk. Gang paa Gang blev han syg af Gigt og Forkølelsessygdomme, og under haarde Anfald af Lungebetændelse var han ofte Døden nær. Klitgaard holdt dog stadig Modet oppe, og naar han var rask, passede han sine Embedspligter punktligt og udnyttede som sædvanlig hver eneste ledig Stund til Læsning og Skrivning. Da han omsider blev Postmester og fik gode økonomiske Kaar, følte han sig helt veltilfreds, og han havde den Glæde, at lærde Professorer og Arkivarer blev hans trofaste Venner og fuldt ud respekterede ham som Ligemand. Men hans Helbred havde taget alt for stor Skade i hans yngre Aar, og Bronchitis med paafølgende Lungebetændelse blev ved at forfølge ham til hans sidste Leveaar. Det var øjensynlig hans Arbejde, der holdt ham oppe, saa at han overvandt de utallige Sygdomsanfald og blev 88 1/2 Aar gammel, næsten lige aandsfrisk og arbejdsivrig til sin sidste Stund.

Mens Klitgaard som Postekspedient boede i Aalborg, var han med til at oprette Aalborg Amts historiske Samfund (1912) og Hjørring Amts historiske Samfund (1915), for hvilket han straks blev Redaktør og 1919 Formand. Vort Samfund var allerede fra 1917 den største historiske Forening i Danmark, takket være Klitgaards dygtige Redaktion af Aarbogen. Fra 1916 var han Postmester i Vraa, senere i Brønderslev og Hjørring.

I de 42 Aar, Historisk Samfund har bestået, har Klitaard stadig været den egentlige Leder, og det er væsentlig hans Artikler, der har skaffet Aarbogen Læsere og holdt det store Medlemsantal oppe. Klitgaard har i Aarenes Løb haft mange dygtige Medarbejdere; men han har selv skrevet henved 200 Aarbogs artikler, og det er næppe troligt, at nogen anden Redaktør kunde have fremskaffet en tilsvarende Stofmængde, uden at Kvaliteten vilde være bleven i væsentlig Grad forringet. Han stillede store Krav til Aarbogens Medarbejdere, og de fleste indsendte Artikler blev, uanset om Forfatterne var lærde Fagfolk eller Nybegyndere, beskaaret, ændret og forsynede med supplerende Fodnoter, alt i bedste Mening og til Forfatternes sande Gavn, selv om de ikke altid vilde indse det. Men han var en ypperlig Læremester for dem, der virkelig ønskede at gøre grundigt Arbejde og havde Forudsætninger for at forstaa hans Vejledning. Han delte ud med gavmild Haand af sin Lær- doms Skat og skrev utrolig mange og lange Breve til dem, der bad ham om historiske Oplysninger og Kilde- anvisninger, og det var vel kun faa af Modtagerne, der skønnede over, at hans Tid var haardt optaget, og at Lærdommen var meget dyrt erhvervet for ham selv.

Klitgaards store Grundighed forledte ham undertiden til at blive temmelig tør i sin Fremstilling, og som Personalhistoriker udskød han ofte Skildringen af Personernes Livskaar og kulturhistoriske Milieu for at faa Plads til lange Navnerækker og Stamtavler. At han meget vel kunde skrive morsom og underholdende Kulturhistorie, naar det faldt ham ind, viser den Artikel om »Brænde- vin«, der her i Aarbogen følger lige efter hans Nekrolog, hvilket mærkelige Træf skyldes den Omstændighed, at den var færdigtrykt og pagineret før hans Død.

Han var ikke som Folk er flest, og hans haarde Livskaar i de yngre Aar var vel Skyld i, at han blev noget kantet af Væsen og ikke altid lige let at omgaas. Det var paafaldende, at hans livlige Temperament kunde svinge fra dyb Alvor til kaad Munterhed, og det skyldtes vist Slægtstraditioner fra Blokhus, at han ofte fandt Anledning til at kritisere Øvrighedspersoner. Han var en Mand af den gamle Skole, modig og frygtløs, selv over- for Døden, der saa ofte havde truet ham; han var streng mod sig selv og over for andre, men ærlig, trofast og Godheden selv over for dem, der forstod ham og delte hans Interesser.

Historisk Samfund, der skylder ham saa meget, vil rejse ham en Mindesten. Faa har fortjent den bedre end han.

  1. Christensen.

 

Carl Klitgaard, fotograferet ved sit Arbejdsbord, Efteraaret 1956.

Ka’ do en lige fli mæ avisen?”

í

“KAN DU IKKE LIGE FLI MIG AVISEN?”
– på vendelbomål: “Ka’ do en lige fli mæ avisen?”
.
.Fortalt af Poul Sørensen, pastor emeritus,
Værløse, født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev.
.
 
 
Når avisdrengen eller avispigen i Rakkeby ved Hjørring kom med dagens udgave af Vendsyssel Tidende, var der i min barndom rift om at få avisen i hænde.
Fatter havde som husfar en naturlig førsteret på at læse den eftertragtede avis. Derfor blev han som regel en af de første til at læse avisen.
I dag ville det lyde sådan: “Kan du ikke lige række mig avisen?”
Fatter – Edvard Sørensen (1908-1983) – brugte ordet “at fly” eller “at fli” for at række eller at give.
Ved middagsbordet kunne man sige “fli mæ lige sowsen!”
Ordet “at fli” har været brugt på rigsdansk i flere hundrede ord, men ordet har nok holdt sig længst i Vendsyssel.
Nutidens vendelboer er nok kommet så meget med på noderne, at de ikke længere udtrykker sig på den måde.
Da jeg i et fotoalbum så fatter læse Vendsyssel Tidende på en bænk i haven, dukkede ordet “at fli” op i min erindring.
Se dette fotografi!
Jeg blev selv avislæser på daglig basis under Ungarn-krisen i 1956. Jeg var fyldt 10 år dengang. Fra den tid var jeg også interesseret i andet avisstof end tegneserien med Rasmus Klump og hans venner og “Børnenes Hjørne” i søndagsavisen.
Jeg husker særligt spændende lokalhistoriske og kulturhistoriske artikler af journalisten Christen Nørrelykke fra Sæby, som stod at læse i søndagsudgaven.
Nu er det 10 år siden, at jeg skiftede papiravisen ud med en online version af en landsavis, som jeg allerede kan læse aftenen før.
De, der går hen på biblioteket for at læse aviser, har stadig adgang til de klassiske papirudgaver.
Vendsyssel Tidende udkom under dette navn fra 1873 til 1999.
Avisen Vendsyssel Tidende opnåede at holde 125 års jubilæum, inden den blev fusioneret med Aalborg Stiftstidende, som herefter blev til Nordjyske Stiftstidende, som udgives i flere lokaludgaver.
Vilhelm Carlsen, som var avisens første redaktør, var ved sin tiltrædelse i 1873 kun 22 år.
Vilhelm Carlsen forblev avisens redaktør indtil sin død i 1914.
Redaktøren var meget optaget af fredssagen, afholdssagen og plantningssagen.
Vendsyssel Tidende var den første avis i Norden, der bragte et pressefoto.
Det skete den 20. juli 1889, et foto af den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen, der i 1888 ledede den første ekspedition, der krydsede indlandsisen i Grønland, en ekspedition der gjorde ham verdensberømt.
I 1920 blev der rejst en statue af Vilhelm Carlsen i parken Christiansgave i Hjørring.
Skulpturen blev lavet af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i dag er mest kendt for Gefion-springvandet (1908) ved Langelinie i København.
Hans gipsmodeller kan ses i Thingbæk kalkminer ved Skørping.
Poul Sørensen med familien

Poul som Feriedreng

En historie af pastor emeritus Poul Sørensen,
Værløse – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev
.
.…
Min far Edvard Sørensen kommer i øvrigt fra Serritslev.
Farmor – Bedste – flyttede sammen med en datter og svigersøn til “Postgården” i Brønderslev i 1956.
.
.
Som 7-årig – i sommeren 1953 – kom jeg første gang på ferie i far Edvards fødehjem, “Bakken” i Serritslev.
Faster Annas mand Christian stod og tog imod mig, da jeg ankom med Aalborg-bussen fra Hjørring.
Christian hentede mig på cykel, da “Bakken” lå et godt stykke – cirka 500 meter – fra hovedvejen mellem Hjørring og Aalborg. Min fætter Vagn (cirka 15 år dengang) stod oppe ved gården som vidne til min ankomst. Christian fik mig – for nemheds skyld – placeret oppe på cyklen. Min ene støvle kom uheldigvis meget snart ind imellem egerne på forhjulet med det resultat, at cyklen tippede og væltede.
Jeg kunne se på Vagns oprakte arme, at han fulgte meget med i det hele.
Christian måtte i lang tid høre på Vagn, der drillede sin far med, at han væltede med lille mig på cyklen.
Men det var faktisk mere min “skyld” – jeg skulle have været mere påpasselig med, hvor jeg placerede fødderne.
Jeg ankom, netop som gårdens folk “hakkede” roer. Det var lige et arbejde for friske unge mennesker: Min fætter Vagn og hans søster, min kusine Else sammen med Grethe Kraglund (en anden kusine) og Grethes kæreste Henning og en daglejer.
En af dem “blokkede ud” til mig, der kravlede bagefter – jeg skulle med fingrene sørge for, at kun en lille roeplante blev tilbage i hver “blok”. Nej, hvor den vindblæste jord støvede lige om ørerne på mig! De unge mennesker betænkte mig med en skrå, muligvis rullet i tobaksaske.
Der gik ikke lang tid, inden jeg blev meget svimmel af skråen. Det føltes som influenza, så jeg måtte bringes hjem til gården.
Inden jeg blev lagt i seng, sørgede Bedste for, at jeg fik et bad i et bødkerkar, som hun kaldte ‘bærekarret”. Bedste skrubbede og skurede mig i to hold sæbevand, inden jeg blev hvid igen.
I tiden derefter kom jeg både på sommerferie og jule- og nytårsferie.
I sommeren 1956 var jeg med ved flytningen fra “Bakken” til “Postgården” i Brønderslev.
Billedet må være taget i haven ved “Postgården” i 1956 eller 1957, da jeg var 10 eller 11 år.
Hunden Pelle kom med fra “Bakken”. Pelle var en hvalp, som Krølle (en cocker spaniel) havde fået, da de havde ladet en hanhund overnatte i et lukket rum sammen med Krølle, som jeg også husker.
Bedste – Antomine Elise, kaldet Mine – var født i Tømmerby i 1875. Bedste levede til 1967, da hun døde i en alder af 92 år.
Bedste var 70 år, da jeg blev født, så jeg var heldig at have min Bedste, til jeg var næsten 22 år.
Bedstefar på fars side og bedsteforældrene på mors side var døde, da jeg blev født.
Bedste betød meget for hele familien og for mange mennesker på hendes livsvej.
Karle, som havde tjent på “Bakken”, blev ved at komme hos Bedste i mange år derefter.
Oldebørnene Jan og Steen og Ib kan huske Bedste.
Da Bedste døde på Brønderslev sygehus, kørte fætter Vagn rundt til familien og overbragte budskabet.
Vagn var dybt berørt over ikke længere at have Bedste, som havde været der for ham i hele hans liv.
Vagn var mere villig til at lytte efter Bedste end efter sine forældre.
Faster Anna og Christian havde indrettet sig i storstuen på “Bakken” i de første år af deres ægteskab.
Da deres børn Else og Vagn var født og blevet et par år, flyttede de alle sammen ind hos Bedste i sovekammeret.
Under mine ferier sov jeg i dagligstuen. Gennem et varmespjæld kunne jeg høre, at de lå og hyggesnakkede i sovekammeret med lyset tændt. Jeg husker, at Vagn, der lå i et kammer, kom ind og beklagede sig og sagde: “Kan vi så få nattero!” Natteroen indfandt sig, da Vagn slukkede for strømmen ved hovedafbryderen!
Skulle man endelig sove i samme kammer som sin svigermor, så ville Bedste være et godt valg – hun var mild og god og løb ikke med sladder.
Over hendes seng havde hun i alle år et indrammet ord: GUD, VELSIGN VORT HJEM!
Poul Sørensen med familien

Tidligere præstekone i Vrensted – Aase Quistgaard Mikkelsen – 70 år

den 4. september 1993

Aase Quistgaard Mikkelsen, Lærkevej 14, Hjørring, forhen Vrensted Præstegård, fejrede sin 70års fødselsdag.

Aase Mikkelsen er uddannet på den frie lærerskole og underviste i de første år på Bordings Friskole i København, men i 1953 flyttede hun og hendes mand som præstefolk til Vrensted- Thise pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård, hvor de havde deres virke i præcis 40 år.

Aase Mikkelsen underviste først i fem år 1. klasser i konfirmandstuen, men da den nye skole i Vrensted stod færdig i 1959 fortsatte arbejdet der.

Aase Mikkelsen kom også med i Røde Kors arbejdet og blev hurtigt formand for Røde Kors i Vrensted Sogn, men efter kommunesammenlægningen i 1970 for Røde Kors i Løkken-Vrå Kommune, og hun virkede som formand i 33 år.

Der skete en vældig udvikling i arbejdet, bl.a. oprettedes genbrugsbutikken i Vrå, og et stort “nørklearbejde” med fremstilling af tæpper og tøj til katastrofeområder kom i gang. Ligeledes oprettedes besøgsvennetjenesten.

I 1993 fik hun tildelt Dansk Røde Kors fineste udnævnelse, nemlig for- tjensttegnet af 1. grad. Gennem adskillige vintre indbød hun til oplæsningseftermiddage, i præstegården, hvor en række damer fra sognet deltog og blev indviet i flere af tidens nye bøger. Og bag det hele deltog hun flittigt som præstekone i sin mands arbejde i sognene, i de første mange år ikke mindst i ungdomsarbejdet. Det affødte så igen en interesse for amatørteaterarbejdet, hvor hun var med i Amatørscenen Vendsyssel og også var formand i en årrække.

Endelig skal det nævnes, at Aase Mikkelsen i sin fritid begyndte at male, og hun har udstillet flere steder.