Brønderslev Historier – Side 8 – Vrensted-Historier.dk

Fra Skanderborg til Brønderslev af Sune Frederiksen

Det var i 1958, min far fik stilling som skoleinspektør ved Skolegades skole.

Han tog til Brønderslev inden skolestarten i august og boede på Hotel Phønix, indtil han fandt et passende hus til familien, der bestod af mig, min mor, bror og søster, der alle stadig var i Skanderborg. I løbet af efteråret blev et rødstenshus med lukket have beliggende på Vestergade 47 (et andet husnummer i dag) erhvervet. (Tidligere borgmester P.N. Jensen og frue købte huset på et meget senere tidspunkt).

Jeg var tre år. Naboen til højre var Gravens Planteskole, og mon ikke naboen til venstre var gørtler. Mellem vores hus og Graven var der en grusvej, som gik hundrede meter ned og delte sig mod to andre grusveje, en mod Dammens Vœnge og en mod Fœlledvej (nu Fasanvej).

Som fire-årig tjente jeg min første løn, da jeg hjalp Graven med at sortere løg. Stolt kom jeg hjem med en daler. Jeg kunne godt lide Graven, og hele familien var meget venlig og meget arbejdssom.

På eventyr

Min eventyrlyst eller hang til at strejfe havde jeg taget med fra Skanderborg. Da jeg var to, forsvandt jeg en dag fra vores have på Villavej og gik ud i det blå. En dame havde ringet til politiet og fortalt, at en lille dreng var set på hovedvejen mod Stilling og var tœt på at blive ramt af en lastbil. En patruljevogn blev sendt ud og tog mig med på stationen. Her sad jeg og tegnede i nogle timer, medens politifolkene prøvede at finde ud af, hvem jeg var. På et tidspunkt sagde jeg: “Bebbe sygehus”. Nok til at de gode betjente kontaktede sygehuset og spurgte, om Bebbe var der. Det var han ikke, men de havde en Ebbe, min ni-årige bror. Snart stod min far på stationen og fik mig med hjem.

Eventyrerne fortsatte i Brønderslev. En dag kunne min mor ikke finde mig, og det blev lidt hektisk for hende, da hun spurgte et par drenge, om de havde set Sune. Det havde de for nogen tid siden, men det sidste, de havde set, var min røde trœsko ude ved sygehusbœkken.

Det kan nok vœre, at min mor drog vest ud af Vestergade mod sygehusbœkken, hvor der gik rygter om, at folk i ny og nœ kunne finde legemsdele fra patienter, der var blevet opereret på sygehuset. Mor fandt mig ikke, men fandt den røde trœsko, så nu huserede tankerne igen i hendes hjerne om, hvor jeg kunne vœre. Heldigvis havde jeg, som så ofte før, ikke taget den direkte hjem, men jeg var hjemme, da hun kom hjem med min røde trœsko.

I begyndelsen af tresserne var De Danske Statsbaner i gang med et kœmpe projekt, da den nye banegård skulle bygges, og et nyt banelegeme blev etableret bag Pedershåb Maskinfabrik. En kœmpevold af sand blev opbygget. På samme tid skulle jeg begynde i Røde Kors børnehaven i Hedelundsgade, og min mor fulgtes med mig de første mange gange fra Vestergade 47, ned ad Vester Alle (nu Parkvej) til Parallelvej, forbi Solvej til Tunnelgade op mod Nørregade. En rigtig god gåtur hver dag. Jeg glœdede mig hver dag at komme op til børnehaveleder Ebba, som var sød som dagen var lang.

Nå, men mor synes efterhånden, at jeg kendte ruten, og vi aftalte, at vi skulle mødes i Vester Alle på min vej hjem. En dag, da jeg var fem, gik det galt. De store sandskanser, som jeg kunne se op ad Solvej, fik mig til at œndre kurs, og de store cementvœgge blev forceret, så jeg kunne udforske alt sandet. For mig var det en ørken. Jeg sneg mig op ad skrœnten, skjulte mig for banearbejderne, som jo nok var fjender. Dog måtte jeg helt op på volden. Det var et prœgtigt syn både mod syd, nord, vest og øst. Udsigten var noget, jeg aldrig havde oplevet før så højt oppe. Pludselig stod min mor der, og så var det bare med at komme hjemad med hende.

Drama med luftbøsse

I Vester Alle boede min ven Johnny, et år œldre. Han var søn af en murer og en rullekone. De havde bygget et flot rødstenshus, og jeg kom der ofte. En dag fortalte Johnny mig en hemmelighed. Han vidste, hvor naboens søn, Jørn, som var noget œldre end os, havde gemt sit luftgevœr. Det ville Johnny så vise mig. Der var ingen hjemme, hverken hos Johnny eller naboen, så vi gik på opdagelse i Jørns vœrelse, og i løbet af ingen tid stod Johnny så med luftgevœret i hånden. Jeg havde set større skydevåben, da min far havde en riffel fra Hjemmevœrnet i kœlderen derhjemme.

Nå, men Johnny tog skydevåbenet med over i deres baghave for at skyde til måls. Da han ikke havde nogle hagl, vidste han, at man kunne putte små kartoffelstykker i løbet i stedet. Inden jeg kunne se mig omkring, var jeg blevet ramt i mit højre øje, og synet forsvandt med en voldsom smerte. Jeg løb hjem og ned I kœlderen, hvor mit vœrelse var, og som jeg delte med min bror. Smerterne var store, men jeg kunne ikke fortœlle mine forœldre, hvad der var sket og jeg kom ikke op til måltiderne. Da sandheden efter tre dage gik op for dem, kørte min far mig straks op til lœge, Karl Mørk-Jensen, som straks ringede til Hjørring sygehus om en hasteindlæggelse.

Efter en lang operation for at redde synet på øjet kom jeg ned på stuen med en klap for øjet som en anden sørøver. I mellemtiden søgte min far oplysninger om en dygtig øjenkirurg i New York, som han ville sende mig til, hvis tingene ikke lykkedes i Hjørring. I de mere end to uger, som jeg lå der med stor bandage for øjet, fik jeg hver eftermiddag en indsprøjtning i den ene balle. Kanylen var så stor, at jeg kunne høre, når den brød igennem skindet.

Der var flere øjenskader på stuen, og jeg husker isœr skipper Karlsen fra Skagen, som var blevet angrebet af en måge, som med et nik med hovedet havde fjernet skipper Karlsens venstre øje for altid. Det gjorde indtryk.

Mit øje blev mirakuløst reddet, men de nœste tre måneder havde jeg klap og forbinding for øjet. Det var ikke uden grund, de andre børn så mig som sørøver.

Selvom operationen lykkedes, kan jeg roligt sige, at episoden har givet mig kvaler periodisk gennem hele livet som f.eks, når mine forældre tog til Saltum strand i højt solskinsvejr, måtte jeg ofte side i skyggen på nordsiden af bilen, så solens stråler og refleksionerne i det hvide sand ikke generede mig.

Det generede også skolearbejdet, og det var ikke før i første real, jeg fik briller, da geografilærer Bjarne Hessellund opdagede, at jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen. Så gik turen ned til Buus Briller, og efterfølgende kunne jeg fortœlle min søster, at det var første gang, jeg havde set kirketårnet nede fra det område. Desvœrre prœgede det også min gymnasietid, men jeg havde ingen lyst til at reklamere med min manglende synsevne. At komme igennem de mange sider, der skulle lœses, var ikke godt for øjnene. Måske var jeg også begyndt at interessere mig for noget andet i disse sene teenageår.

Det var ikke meget, jeg så til Johnny efter skududheldet. Han gik på Søndergades skole, og jeg begyndte på forskolen i Thygelsesgade. Tro det eller ej, men hver dag i første og anden klasse måtte jeg ud på to lange gåture for at komme til og fra skole. Det store øjeblik på dagen kom, hvis bommene gik ned, og en MYer eller et lokomotiv kom forbi.

I 1965 flyttede vi fra Vestergade til Rosenvœngets alle 5, og en ny epoke startede med nye venner fra det nabolag.

Tilbage til Johnny. Jeg så ham i Brønderslevhallen nogle gange, da han spillede basketball, men ellers var der ikke megen snak. Men en dag, måske i 2014, var jeg til Dansk Amerikansk Klubs reception på Forsvars- og Garnisionmuseet i Aalborg i forbindelse med 4. juli og Rebildfesten. Her spillede et militærorkester fin musik. Johnny spillede med. Han havde set mig og kom efterfølgende hen til mig og spurgte, om jeg var Sune. Jep, det var jeg. Vi fik en rigtig god snak, og det gjorde vi også de efterfølgende år. Det er jeg meget taknemmelig for.

Skole

Min klasse startede ud med Elly Høgh som klasselœrer og frk. Navntoft som regne- og bibelhistorielærer. De var vidt forskellige, men jeg synes, vi var rigtigt heldige med vores begyndelse på Thygelsgades skole. Herefter var der mange rigtigt gode lœrere på Skolegades skole, og i tredje real sluttede vi af med Anna Drustrup til dansk, Jens Oluf Andersen til matematik, Hans Knudsen til engelsk, Erik Jølf til tysk og latin, Vagn Madsen til fransk, kemi og fysik, John Kløjgaard til biologi, Poul Have til historie, og Møller Jensen/Gitte Lundø til idrœt, hvis jeg husker rigtigt. De var alle kompetente hver på deres måde med deres specielle pœdagogiske og faglige fœrdigheder.

På sidste skoledag skulle vi naturligvis klœdes ud, og der skulle laves lidt ballade.

Hans Ole Steffensen, som jeg gik i klasse med fra første klasse til tredje-G, oplœste en proklamation ved galgen i skolegården, hvor Anne Drustrup skulle hœnges. Se foto. Skønt at tœnke på, at jeg stadig er i kontakt med ham, nu bosiddende i Aarhus og på Lœsø.

Det er også en fornøjelse i ny og næ at møde klassekammeraterne Anna Wraa (min gamle dansepartner hos Tolbod og nu gift med Leif Hessellund) og Susanne Gorm Rasmussen (nu gift med Torben Ulsted) i Løkken, hvor de er bosiddende, og hvor jeg har sommerhus. Ydermere har FaceBook givet adgang til mange andre tidligere klassekammerater.

Sune Frederiksen

Oktober 2021

Efterskrift: Min søster er Agnete Siim Frederiksen, født i 1946, nu Agergaard og bosiddende i Skanderborg.

Min bror Ebbe Emil Frederiksen 1949-2004 ligger begravet i Holstebro.

Min mor Lilli Siim Frederiksen, 1921-2006, og min far Elis Emil Frederiksen, 1918-2003, er begge stedt til hvile på Skanderup kirkegaard i Skanderborg.

Jeg er Sune Emil Frederiksen, født i 1955, og bosat i Kentucky, USA.

Fra landet til ”storbyen” Brønderslev – af Lone Due Bak

Min barndom

Jeg er vokset på Oustrup Mølle, en gård med malkekøer, ved Mylund i den yderste kant af det, der var Brønderslev Kommune engang. Her boede jeg i en helt traditionel kernefamilie med mor, far, en lillebror og en lillesøster. Min far var landmand, og vi havde folk ansat hele min barndom. Spisetiderne var faste, maden traditionel, og der var kun Danmarks Radio i både radio og fjernsyn. I bakspejlet var det vist det, man vil kalde et fuldstændigt almindeligt småborgerligt hjem. Min far var erklæret venstremand og elskede en god diskussion. Min mor var uddannet pædagog og arbejdede som børnehaveklasseleder. Vi hjalp til på gården, når der var behov for det f.eks. med at hakke roer, køre hø og halm ind i høsttiden og andre forefaldende opgaver. Vores liv foregik meget i lokalsamfundet og sammen med de nære naboer. Vi tog aldrig rigtigt på ferie. Det var ikke noget, der interesserede min far, og det var svært at finde nogen til at passe køerne, hvis han skulle være væk mere end et par dage.

På Gymnasiet

I 1979 gik jeg i 9. klasse på Toftegaardsskolen i Jerslev og skulle vælge ungdomsuddannelse. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville på gymnasiet i Brønderslev. Jeg er opvokset på en kvæggård ved Mylund, 9 kilometer fra Jerslev, så vi kom ikke så tit til de større byer. Der var på det tidspunkt en Brugs i Mylund, hvor min mor foretog de daglige indkøb. Vi børn havde vores fritidsinteresser i Jerslev – jeg spillede fodbold og mine søskende var spejdere – så vi kom ikke så vidt omkring. Transporten gjorde det besværligt, hvis man skulle ud i verden. Mine forældre havde kun én bil, og det var min far, der bestemte over den. Hvis der skete noget i landbruget, skulle han kunne køre til smeden, grovvarehandlen, mekanikeren, eller hvad der nu var brug for.

Men jeg ville gerne på gymnasiet. Dette forjættende sted, hvor det var muligt at lære mere. Vores skolebibliotek på Toftegaardsskolen kunne ikke længere tilfredsstille min nysgerrighed, og jeg havde læst alle min mors bogklubbøger. Jeg kendte ikke ret meget til Brønderslev, for vi kom der kun sjældent, men jeg havde indtryk af, at man kunne få alt der. Der var supermarkeder, butikker, friluftsbad, sportshaller og ikke mindst mange mennesker.

Heldigvis gik der skolebusser helt ude fra bøh-landet ind til ”storbyen”, så jeg sad troligt i bussen i næsten en time både frem og tilbage hver dag i min gymnasietid. I starten blev vi sat af på banegårdspladsen og traskede så ad banestien ud forbi Hedelundsparken (dengang var der ingen rododendroner) og via den forblæste plæne ud til det smarte nye byggeri, der husede Brønderslev Gymnasium & HF.

Det var en helt ny verden at møde klassekammerater fra så eksotiske steder som Saltum, Løkken og selvfølgelig Brønderslev. Mange af dem havde oplevet mange flere ting end mig. De havde været på charterferier og campingpladser i hele Europa og ikke mindst til koncerter med store kendte bands. Lærerne på gymnasiet var et kapitel for sig selv. Excentriske, hippielignende og meget anderledes end de lærere, jeg havde haft i Jerslev. Vi var endnu ikke kommet på fornavn med alle lærerne, da jeg gik ud. Det var stadig fru Nielsen og Jensen, selvom der havde sneget sig en Jytte og en John ind på lærerværelset. Rektor Falsig-Pedersen stod høj og alvorlig og bød os velkommen på den første dag, og jeg husker stadig stemningen i festsalen. Det var fantastisk for en læsehest som mig at starte i 1. G. Jeg sugede til mig og nød de fleste af fagene. Selvom nogle af underviserne havde helt særlige måder at tilgå deres arbejde på, var det hele fascinerende. Gymnasiet var nyt og moderne, og vi var med til at skabe en ny ungdomsgeneration. Det mærkedes også i fritiden, hvor vi holdt fester og deltog i de arrangementer, der blev holdt i byen. Vi dansede i Den Runde Pavillon – så meget, at gulvet gik i stykker. Vi var med til Brønderslev Marked og sang med i ølteltet. Vi tog til julebal i Brønderslev Hallen og arrangerede privatfester i de hjem, der havde gildesale.

I min gymnasietid lærte jeg derfor byen bedre at kende. Jeg kom for første gang i mit liv på diskotek. ”Brunderhus” blev omtalt af mine klassekammerater som en Aladdins Hule. Det krævede nemlig et bevis at komme ind. Hvis man ikke var gammel nok, blev man afvist i døren, men når vi holdt fest i klassen, var det almindeligt, at vi skulle på diskotek bagefter. Dengang var Borgerstuen en hyggelig bodega, hvor stamgæsterne sad og fik nogle øl, raflede og ordnede verdenssituationen. I den anden ende var der restaurant, hvor de rigtigt voksne sad. Når der var mange mennesker, blev døren ind til restaurantområdet åbnet, så man også kunne være dér. Som aftenen skred frem, og de unge mennesker overtog stedet, fortrak de ældre gæster og lod ungdommen komme til. På 1. sal var der diskotek med alle datidens installationer: Røde plysmøbler, diskokugle, store højttalere, DJ-podie og selvfølgelig en bar. Der blev også indrettet natklub på næste etage. Det var lidt mere eksklusivt, og lyset lidt mere dæmpet. På begge dansegulve blev der luftet chiffontørklæder, brede skulderpuder, stylet og crepet hår – stivet med rigelige mængder hårlak -og ikke mindst tårnhøje hæle. Sikke en fest vi havde!

Når jeg ikke gik i skole eller festede, begyndte jeg at shoppe lidt i byen. Jeg er desværre ikke en af de flittige, der har haft fritidsjob hele livet, så det var begrænset, hvad min økonomi tillod, men jeg syntes, det var fantastisk at kunne gå rundt i de mange forskellige butikker og kigge. Jeg var sikkert en af de osere, som de handlende hadede. Jeg husker særligt den store Kvickly, hvor man ofte kunne finde mange nedsatte varer. Det var både tøj og sko, slik og andre spændende ting. Der er også gået en del timer med at snuse rundt i Agerbæks Varehus. Fra min barndom huskede jeg vores juleindkøbsture, hvor vi ofte fik lov til at drikke varm chokolade i cafeteriet på 1. sal. Min mor, som elskede at komme i Young i Algade, når vi en sjælden gang kom til byen, kunne godt lokkes med i nogle af de andre butikker, men hun følte sig ikke godt tilpas i Høy-Hansens dameafdeling. Den var lidt for fin efter hendes smag. Der var dog ingen tvivl om, at vi gymnasiepigers favorit var Buksen – den lille propfyldte butik med de mange smarte cowboybukser og de meget anderledes ekspedienter. Butikken skilte sig ud fra alt andet i handelslivet.

Der var rigtig mange små butikker med hver deres særpræg. Op til flere slagtere, bagere og blomsterbutikker og masser af andre specialbutikker. Jeg husker f.eks. den fine isenkramforretning, hvor jeg blev nidstirret, fordi jeg ønskede at købe 12 cognac-glas. ”Det var der ikke nogen, der brugte,” belærte den ældre mandlige ekspedient mig og var lige ved at nægte at sælge dem til mig.

Teater og musik

Jeg begyndte også at interessere mig for musik og ikke mindst teater. Via vores lokale borgerforening i Mylund, hvor vi spillede dilettant, fik jeg smag for scenelivet. Jeg kastede mig glad ud i både viseaftener og revy på et meget forsigtigt plan, men fik hurtigt kontakter rundt omkring i landsdelen. Snart stod jeg på revyscenen i Tårs og spillede friluftsteater i Stenum, og da Brønderslevs Kulturelle Samråd med Kaj Normann i spidsen indkaldte interesserede til et møde om en teaterforening i Brønderslev, meldte jeg mig fluks.

Det blev starten på BAS. Vi stiftede Brønderslev Amatørscene i 1986 og gik straks i gang med at spille teater. De første år havde foreningen kummerlige forhold. Vi flyttede rundt på forskellige skoler bl.a. på Sct. Georgsgården og den nedlagte Ø. Hjermitslev Skole og måtte hutle os igennem, så godt vi kunne. Bestyrelsesmøder og andre småarrangementer måtte vi afholde privat, men bestyrelsen bestod af lutter ildsjæle, så der var masser af aktivitet. Den første Brønderslev Revy blev opført på Hotel Phønix med stor succes. De medvirkende klædte om i en skurvogn på P-pladsen, og teknikerne slæbte selv deres eget udstyr med. BAS havde kæmpeopbakning fra hele byens handelsliv. Der var velvillige sponsorer og hjælpsomhed, hver gang vi kom og bad om hjælp. Der var masser af frivillige forældre, mænd, koner og kærester, der hjalp i de første år, når vi skulle male kulisser, finde øvelokaliteter og kostumer eller manglede det ene eller det andet.

Vi brugte utallige timer på at øve, snakke og ikke mindst feste. Der var altid en god grund til en fest efter den sidste forestilling: Lettelse over, at det var gået godt; debriefingen, hvis noget var gået galt eller bare afslapning og hygge, når vi var færdige. Man bruger ufatteligt mange timer på at få en forestilling op at stå. Ikke bare øvetimer, men også den store planlægning, hvor man som amatørscene selv skal finde ud af alt fra sceneteknik over billetsalg og pressemeddelelser. Når man så samtidig sad i bestyrelsen og havde fuldtidsjob ved siden af, var der ikke plads til meget andet.

Når man ser tilbage i dag, er det heldigvis de sjove minder, der står skarpest. De næste revyer blev opført på Hedelund, hvor Kaj med tiden blev en slags ”far” for os alle. Vi fik lov til at invadere salen i en rum tid til prøver og forestillinger og spillede til gengæld for fulde huse i en uges tid hver sommer i nogle år. Kaj lavede en revymeny og havde fuldt hus af glade mennesker ved bordene og nød det også. Det var en sjov tid, og mange husker helt sikkert makkerparret Gerda og Johanne alias Gitte Pedersen og Bodil Mølbjerg, der tog alle med storm. Der kom også masser af andre forestillinger efterhånden. Mange af os var på kurser i både tekstskrivning, koreografi, teatersport og instruktion. Både voksne, unge og børn har spillet rigtig mange gode og sjove forestillinger i tidens løb, og det er da ikke uden en vis stolthed, jeg stadig kigger på BAS’ logo og tænker: ”Det har jeg lavet!”

Reklametegner og den grafiske branche

Jeg blev student i 1982 og tog et sabbatår for at tænke mig om. Der var sket rigtig meget, men da jeg i 9. klasse havde været i erhvervspraktik på TJ Reklame i Vestergade, havde jeg fået smag for den grafiske branche. Dengang var frihåndstegning en stor del af arbejdet, og jeg elskede at tegne. Derfor søgte jeg ind på EFG’s grafiske linje og tog et basisår, hvor man lærte om flere forskellige grafiske fag. Langt de fleste ønskede at blive fotografer, og reklametegner var slet ikke en godkendt uddannelse, men jeg søgte alligevel en elevplads på TJ Reklame og fik den. Senere skulle det vise sig, at det basisår var rigtig godt givet ud, fordi jeg havde snuset en smule til så mange forskellige ting.

Det var en spændende læretid med varierende opgaver. Vi havde en stor del af byens forretninger som kunder, og Tage Jensen var en karismatisk chef. Vi lavede alt fra ejendomsmæglerannoncer, skilte og tryksager til købmandsaviser og visitkort. Der var rigtig meget håndværk og ingen digitale hjælpemidler, så det var godt at kende noget til de andre grafiske fag, som vi altid arbejdede sammen med. Timerne fløj afsted og blev ikke registreret nogen steder. Det forventedes, at man blev på sin plads, indtil vi var færdige med opgaverne.

Da jeg blev udlært i 1987 hos TJ Reklame, var jeg så heldig straks efter at få job på Vendsyssel Tidende i deres annonceafdeling. Her mødte jeg Marianne Nellemann, der startede samme dag som jeg. Hun var ansat som konsulent og skulle køre rundt og sælge annoncer til avisen, som jeg så efterfølgende skulle producere. Det var vi mægtig gode til; så gode at vi efter nogle år besluttede os for at starte paLOMA Marketing i Brønderslev.

Vi tænkte ikke så længe over idéen. En skøn solskinseftermiddag, hvor vi egentlig var taget til traktortræk på markedspladsen, satte vi os i stedet hjem i haven hos Marianne og Henrik, hvor vi delte en flaske hvidvin og lavede vores forretningsplan. Dagen efter kontaktede vi et pengeinstitut, en revisor og en advokat, og så var vi i gang. 1/9-1989 slog vi dørene op til vores lille firma i et kælderlokale i Marianne og Henriks villa og mødte op til handelsstandsforeningens morgenmøde og præsenterede vores firma.

Derefter knoklede vi som bare pokker. Der skulle tjenes til to bittesmå lønninger og en lille husleje, så vi kørte på med krum hals. Der var mange, der ikke troede på det. ”To kvinder om et firma – det er jo dømt til at gå galt” og ”Hvor er det synd for de bette piger” hørte vi bl.a. Men vi lod os ikke slå ud så let. Vi havde heldigvis held med at få opgaver lige fra starten, og de næste år gik det strygende. Allerede året efter flyttede vi til Vestergade, og nogle år senere købte vi bygningen og udvidede.

Vi var ret gode til at tale om tingene helt fra starten af. Marianne havde planer om at stifte familie, så det skulle der være plads til. Jeg var teatertosset og fik privattimer hos Helge Reinhardt i Hjørring med henblik på at søge ind på skuespilskolen, så vi var klar over, at der kunne ske ting, der ville forandre vores situation. paLOMA kom dog til at fylde så meget, at jeg droppede skuespillerdrømmen, men Marianne og Henrik var så heldige, at drømmen om at barn gik i opfyldelse i 1991. Det krævede så en vis planlægning, men det tog vi også med, og løbet af de næste 8 år fik vi 5 børn, nemlig i hhv. 1991, 1992, 1993, 1994 og 1997. Vi skiftedes simpelthen til at gå på barsel, så den anden kunne passe firmaet. Under vores barsel havde vi selvfølgelig tæt kontakt og rigtig mange møder med hinanden, men vi fik det til at fungere, og vores børn er alle godt i gang med deres egne liv i dag. Man kan få meget til at fungere med planlægning.

Gennem årene havde vi flere forskellige ansatte – også barselsvikarer, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var sagen for os at være mange. Vi ville hellere være få og selv have følingen med kunderne. Vi uddannede fire elever og havde et par grafikere ansat, havde et utal af praktikanter fra folkeskolerne og en masse andre skønne mennesker i arbejdsprøvning m.m. Vi har også haft nogle søde og dygtige piccoliner og arbejdsdrenge ansat – alt sammen til glæde og gavn for både dem og os, håber jeg.

Det var virkelig udfordrende at have kundekontakten til såvel den lille murermester som det store produktionsfirma, pengeinstituttet, iværksætteren og alle de skønne detailhandlere i byen. Med tiden udvidede vi selvfølgelig rent geografisk og endte med at have kunder i hele Jylland – og enkelte i resten af verden.

Vi har altid følt os som en del af Brønderslevs erhvervsliv, og med årene forstummede alle de kritiske røster om de to stakkels piger. Der var stor anerkendelse og respekt, og vi følte os med tiden fuldstændig ligeværdige med andre virksomheder i byen. Det var spændende at følge med udviklingen og være med gennem aviskrige og den digitale bølge og hele tiden skulle lære nye teknikker. Når jeg tænker tilbage på de første år, hvor vi rent fysisk transporterede trykklare annoncer i dertil indrettede mapper til Oplandsavisens kontor, hvor direktør Erik de Stricker kolerisk råbte op om at overholde deadlines og efterfølgende trampede ind til reproteknisk afdeling for at få fremstillet film, som kunne køres videre til trykkeriet, så er det næsten som at se en gammel sort-hvid film. Hver fredag var det med lettelse, vi gik på weekend med forvisningen om, at vi havde fået afleveret ugens produktion til enten aviserne eller trykkerierne. Vi havde rentegnet, skåret farveforme ud i rødfolie og monteret illustrationer og overskrifter klæbet op med voks, taget kopier med pas- og skæremærker og mange andre tekniske ting. I dag hører al den slags til på teknisk museum, men det var altså kun i starten af 90’erne!

Der var op til fire trykkerier i byen, som vi benyttede. De havde alle sammen deres specialer såvel som fordele og ulemper, og nogle kunder foretrak det ene frem for det andet. Når man tænker på, hvor mange informationer, vi i dag får via vores mobiltelefoner, er det svært at forestille sig, at samme mængde nyheder og oplysninger skulle fremstilles, trykkes og omdeles, men der var ikke andre muligheder. Når Købmand Johansen havde et godt tilbud, lavede han en løbeseddel. Hvis dametøjsbutikken Leif A holdt udsalg, indrykkede han en annonce i Oplandsavisen, og det samme gjorde bilforhandler Uffe Simonsen, hvis han havde tilbud på den nye Mazda. De store købmandskæder lavede deres egne tilbudsaviser, og i en periode var vi med til at producere dem. I en lang periode stod vi også for produktion og distribution af det lille blad ”Manskinnyt”, som blev udgivet af en forening af landbrugsmaskinforhandlere. Jo, vi havde mange forskellige slags kunder inde i den lille virksomhed i Vestergade.

Da vi startede, var det mest avancerede, vi havde, en elektrisk skrivemaskine. Da jeg stoppede i 2011, var alt digitaliseret. Mange af de funktioner og værktøjer, jeg snusede til i mit basisår, findes ikke længere, og i dag laver de fleste firmaer mange af deres markedsføringstiltag selv.

Der er også sket meget med detailhandlerne. Kædebutikkerne fylder betydeligt mere i gadebilledet, og der er ikke samme selvbestemmelse hos den daglige leder, som der var engang. De første arrangementer, vi deltog i, hvor handelsstandsforeningen var involveret, havde mere karakter af en familiefest. I dag er det næsten forsvundet, og alt er styret med hård hånd. Messer, generalforsamlinger, byfester eller lignende er anderledes, og sådan er udviklingen selvfølgelig.

Alt i alt er jeg taknemmelig for at have haft disse mange år som selvstændig, fordi det har givet en anden forståelse for arbejdslivet generelt. Vi havde en fantastisk tid med masser af kvalitet i arbejdslivet, sjove opgaver, spændende oplevelser, glæder og skuffelser, men først og fremmest havde vi – og har heldigvis stadig – et fantastisk makkerskab, der bar os gennem alt. Vi kunne næsten altid selv bestemme, hvordan vi ville løse en opgave. Det var dog altid svært at sige nej til en kunde, og det er kun sket få gange. Vi blev gode til at være professionelle over for kunderne. Når der f.eks. var kommunalvalg, kunne vi sagtens holde møde med socialdemokraterne om formiddagen og planlægge deres valgkampagne for så at deltage i Venstres valgkampsudviklingsmøde om eftermiddagen. Nogle gange skulle vi holde tungen lige i munden, hvis møderne foregik hos os, og sørge for, at de ikke mødte hinanden i døren, eller at konkurrentens materiale lå frit fremme. Vi involverede os også gerne i andre ting. Som nogle af de første købte vi et ”Rhododendron-bevis” af Tage Buus for at få Rhododendronparken etableret. Vi deltog i mange møder og aktiviteter i byen af både seriøse og mere festlige slags og nød hele tiden at udvide vores netværk.

I tiden som selvstændig var der ikke megen fritid, så teaterlivet måtte neddrosles. Heldigvis var der masser af friske teatertossede til at tage over, så BAS er stadig i dag en livskraftig og fantastisk forening, der er veletableret i Brønderslev. Noget af det sidste, jeg var med til, var at flytte ind i BASaren. Det var hårdt knoklearbejde, og det var stadig de frivillige, der tog fat. Da vi startede med at hugge beton op i den tidligere griseauktionshal i 1992, var der ingen, der kunne forestille sig, hvordan det skulle se ud i 2021. Det bliver også spændende at se, hvad fremtiden bringer i de nye kommende lokaler Fabrikken sammen med bla. MOSS.

Øst-siden

Når man er selvstændig og arbejder mange timer, kan der let komme tidspunkter, hvor man overvejer, om det er det hele værd. Det kan jeg kun svare ja til. På et tidspunkt aftalte Marianne og jeg dog, at jeg på et tidspunkt gerne ville stoppe og prøve noget andet i mit liv. Da finanskrisen ramte os i 2007/8, bed vi tænderne sammen, skar ned, hvor vi kunne, og knoklede os igennem. Da det viste sig, at vi overlevede, kunne jeg mærke, at nu var tiden kommet. Min mand og jeg var privat flyttet til Holtegaard ved Try, vores børn havde skiftet skole, og nu var jeg også klar til et skifte. På Hjørring Bibliotekerne søgte de en medarbejder, og jeg var så heldig at få jobbet. Efter 22 år som selvstændig i Brønderslev forlod jeg nu byen og startede på noget helt andet: Offentlig ansat og ydermere bosat i den gamle Dronninglund kommune.

Krigen mellem de to tvangsgifte kommuner var velkendt, men pludselig at bo i den østlige del var helt specielt. De første mange år tog jeg med stor selvfølgelighed Brønderslev i forsvar, når snakken faldt på, at ”det hele også skal foregå der” eller et vrængende ”ja, det er da klart, at det skal ligge i Brønderslev”. Med tiden ebber den snak heldigvis ud, og grænserne blødes langsomt op, men der går nok et par generationer endnu.

Jeg har været heldig at sidde i BET’s bestyrelse som repræsentant for bl.a. Dronninglund Turistforening, og her er man professionelle nok til at tænke på hele kommunen. Det er dog tydeligt, at den turistmæssige aktivitet er størst i den østlige del af kommunen. Jeg er aktiv i turismesammenhæng, fordi vi har indrettet Bed & Breakfast på Holtegaard, og samtidig tilbyder vi hestevognsture til turister og andre interesserede. Det er spændende at møde nye mennesker på den måde og kun at skulle sælge sit helt eget produkt. Vi nyder, at verden kommer til Holtegaard i form af gæster fra mange forskellige lande. I vores reception har vi sat et verdenskort op og opfordrer gæsterne til at stikke en nål i, dér hvor de kommer fra, og der er efterhånden nåle i de fleste lande – i hvert fald i Europa.

Jeg interesserer mig generelt for, hvad turismen betyder for os alle. Både som erhverv, men også som en del af vores virkelighed og den udvikling, der skal til, for at holde liv i de små samfund.

Fortæller

At arbejde på et bibliotek kan for dem, der ikke kender til det, lyde en anelse kedeligt. Det var da også den holdning, jeg oftest blev mødt med, når jeg fortalte, at jeg stoppede på paLOMA og skulle arbejde på Hjørring Bibliotekerne. Jeg havde heller ikke selv et klart billede af, hvad det indebar, men håbede på, at det, der krævedes, kunne jeg godt honorere. Heldigvis er der højt til loftet i Hjørring, så efter nogle år har jeg fået lov til at lave noget af det, jeg elsker allermest.

Som efteruddannelse har jeg taget en uddannelse som fortæller på Fortælleakademiet på Vestjyllands Højskole. Det har været fantastisk at lære noget teori, nogle teknikker og blive instrueret af de allerbedste fortællere i Danmark. Det bruger jeg nu til at formidle masser af gode historier og inspirere både børn og voksne til at læse mere. At fortælle er fantastisk – det minder en smule om teater, men er mere personligt på en anden måde. Der er nærkontakt med dit publikum og en nerve, som jeg elsker.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til denne bog, blev jeg inspireret til at fortælle historien om paLOMA igen, så måske gør jeg det på et andet tidspunkt, hvor jeg kan få flere detaljer, anekdoter og måske afsløringer med, for det er helt sikkert (også) en god historie. Men hele dette tilbageblik, har også fået mig til at tænke på den kæmpestore udvikling, der er sket med vores samfund de sidste 30 år. Hele digitaliseringen og den hurtige kommunikation, som vores børn i dag tager som en selvfølge, er jo fantastisk, men med al fare for at blive kaldt gammeldags, er det måske også lidt farligt. Der er heldigvis nogle tendenser, der tyder på, at vi også gerne vil fordybelsen og det er noget af det, fortællingen kan.

At formidle en god fortælling kræver nemlig, at man er til stede i nuet – og en god lytteoplevelse kræver, at man lytter både med ører og hjerte.

Fra arbejdslivet til arbejdet som frivillig af Anni Schjønning

Arbejdslivet er en stor del af ens tilværelse. Derfor er det også af stor betydning, at man trives og glædes over det eller de job, som man har været beskæftiget med. Så heldig har jeg altid været med rigtig mange spændende opgaver og gode kolleger.

Mit arbejdsområde har været inden for det tekniske område. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev jeg ansat på Brønderslev Kommunes Tekniske Forvaltning, som blev min arbejdsplads, som sekretariatsleder og udvalgssekretær indtil den næste kommune-sammenlægning i 2007. Opgaverne, som løses i Teknisk Forvaltning er mangeartede og vidt forskellige, infrastruktur, veje og stier, byplanlægning, byggemodning af bolig- og erhvervsområder, lednings-anlæg for forsyninger, byfornyelsesprojekter, arealer i det åbne land, vandløb, naturområder o.s.v.

Samtidig med kommunesammenlægningen i 2007 blev det på Christiansborg vedtaget, at kommunale forsyningsområder, som spildevand/kloak og vand, skulle ud af det kommunale system og om-dannes til kommunalt ejede aktieselskaber. I Brønderslev Byråd besluttede man pr. 1. januar 2007 at omdanne de kommunalt ejede forsyningsværker for varme, vand og spildevand til aktieselskaber. En opgave som jeg blev tilbudt og blev ansat som forsyningschef til, og Jens Fjendbo Jensen blev valgt som bestyrelsesformand.

Det var en opgave, som var helt ny i det kommunale system. Det var en utrolig spændende opgave men også en udfordrende opgave med mange overraskelser både positive men også nogle negative. Brønderslev var blandt de første 7 kommuner i Danmark, som dannede de kommunale aktieselskaber, sådan: Moderselskabet Brønderslev Forsyning A/S, Brønderslev Varme A/S, Brønderslev Vand A/S og Brønderslev Spildevand A/S.

I 2013 stoppede jeg på Brønderslev Forsyning A/S og gik på pension. Inden jeg blev pensionist, havde jeg planlagt og glædet mig til, at jeg nu kunne være med i frivilligt arbejde.

Stiftelse af Borger9700

På forslag fra og initiativ af Karsten Frederiksen blev der indbudt til et møde i september 2013 med det formål at danne en borgerforening i Brønderslev. I mødet deltog udover Karsten, Niels Anker Ottesen, Gert Storkborg, Asger Dets, Gitte Krogh, Marianne Nellemann, Per Hardahl og jeg.

Resultatet blev dannelse af Brønderslev Borgerforening, Borger9700, på en stiftende generalforsamling den 30. september 2013. Jeg var i perioden fra dannelsen til generalforsamlingen i 2019 bestyrelsesmedlem, kasserer og sekretær. En periode med rigtig mange spændende tiltag.

Den Runde Pavillons Venner

Jeg synes, at Den Runde Pavillon er en fantastisk bygning med sin beliggenhed i den smukke Rhododendronpark. Jeg deltog i flere af de aktiviteter og arrangementer, der fandt sted i pavillonen. Så da jeg i 2015 fik en opfordring til at opstille til bestyrelsen, sagde jeg straks ja hertil. Jeg fik også her opgaven som kasserer.

Bestyrelsens opgaver er helt generelt at gøre alt for, at denne unikke pavillon kan bevares som kulturhus. Vi forestår udlejning, drift og vedligehold af pavillonen. Udgifterne herved er den indtægt, som vi opkræver for brug af pavillonen samt kontingent, idet et vilkår for leje er medlemskab. Vi har igennem de senere år med bidrag fra forskellige fonde kunnet indkøbe en del nyanskaffelser. Vi har i pavillonen bl.a. et flygel, musikhøjtaleranlæg, projektor m.v. Vi foretager syn efter hver udlejning for at sikre, at hver lejer afleverer pavillonen i samme rengjorte stand, som lejer modtog den i.

Pavillonen må lejes ud til foreninger, institutioner og interessegrupper. Den må ikke lejes ud til private arrangementer.

Procedure for leje sker via ansøgning på pavillonens hjemmeside. Jeg modtager pr. mail ansøgning om leje, hvorefter jeg booker pavillonen til lejer, udskriver og sender regning til lejer.

Pavillonen bliver mere og mere populær at leje, især til koncerter og musik generelt. Alle koncerter og musikarrangementer arrangeres af de frivillige i de forskellige foreninger, f.eks. Shamrock med irsk folkemusik, Jazz9700 med traditionel jazz, BI’s Venner med frokost jazz og dansemusik, Kulturskolens elevkoncerter og mange andre.

Den Runde Pavillon ude og inde.

Stafet for livet Brønderslev

Stafet for livet blev, som en ny aktivitet i Brønderslev, i 2017 afholdt i Rhododendronparken på forslag fra og initiativ af Lone Lønbro.

Stafet for livet er et landsdækkende arrangement under Kræftens Bekæmpelse og afholdes i overensstemmelse med deres koncept herfor. Overskuddet ved afholdelsen går ubeskåret til arbejdet i Kræftens Bekæmpelse.

Der blev i 2016 for opstart inviteret til et indledende møde. Der mødte rigtig mange frivillige op. Der blev nedsat en styregruppe samt udpeget hold-tovholdere for de forskellige områder/opgaver ved arrangementet, f.eks. logistik, tilmeldinger til stafetten, fighterne, sponsor opsøgere, madforsyning, lys-seancen, underholdning m.v. og ikke mindst toast-master-opgaven.

Initiativtageren Lone Lønbro blev og er stadig formand i Styregruppen, og igen påtog jeg mig også her opgaven som kasserer.

Stafet for livet afvikles over et døgn, fra lørdag kl. 12 til søndag kl. 12.

Stafet for livet har været afholdt i Rhododendronprken i 2017 med et overskud på 374.000 kr., i 2018 med et overskud på 470.000 kr. og i 2019 med et overskud på 567.000 kr. Alle disse beløb indgår i det arbejde, som udføres af Kræftens Bekæmpelse.

Parkgruppen

Jeg er også medlem af Parkgruppen, som er nedsat og sammensat af Teknik- og Miljøudvalget med det formål at komme med ideer og forslag til udvikling af Rhododendronparken. Parkgruppen nedsættes for 4-årige perioder (sammenfaldende med byrådsperioderne).

I denne periode er der udført nye projekter som nedlægning af rør for kabler til belysning og lyd rundt i hele parken samt belysning af træerne ud mod Nørregade. Til projektets gennemførelse ansøgte jeg på Pargruppens vegne SE-Fonden om økonomiske midler. Vi fik bevilget det ansøgte tilskud, og arbejdet blev gennemført.

Endvidere er der opført indgangsportal ud mod Nørregade. Hertil søgte jeg igen på Parkgruppens vegne om økonomiske midler, som venligst blev tildelt af Risagerfonden og Sparekassen Vendsyssel til de nødvendige materialer. Frivillige fra Brønderslev Borgerlige Skyttelaug udførte det praktiske arbejde.

Da legepladsen i parken er helt nedslidt, er der nu et stort ønske om at få anlagt en ny legeplads i parken. Ideer og forslag hertil er p.t. forelagt og behandlet i Parkgruppen og videresendt til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget.

Guide for rundvisning i Rhododendronparken

Jeg er utrolig stolt af vores smukke og helt unikke Rhododendronpark. På opfordring fra Karsten Frederiksen sagde jeg med glæde ja til at ville være en af de frivillige guider for de mange turister, der besøger parken.

Meget ofte efter en rundvisning skulle turisterne på Restaurant Hedelund til frokost eller anden servering. Det er derfor utrolig trist, at Restaurant Hedelund nedbrændte i maj 2018, og desværre endnu ikke er blevet genopført, hvilket jeg selvfølgelig også beklager meget.

Rundvisningen i parken er på ca. en time, alt efter turisternes ønsker. Til brug ved rundvisningen har jeg fra flere kilder samlet oplysninger om etableringen af parken, kunst i parken, bygninger i parken og sponsoraterne til etableringen og udviklingen af parken.

Alt dette har jeg nedskrevet i følgende ”Guide for rundvisning i Rhododendronparken i Rhododendronbyen Brønderslev”:

Parkens oprindelse

I 1882 købte 3 Brønderslev-borgere gården ”Øster Hedegård” og stykkede 5 tdl. fra til en plantage. Skovrider Videbæk fra Birkelse tegnede det første anlæg, og skovfoged Ole Jakobsen, Pajhede, havde tilsyn med udførelsen. Plantagen blev omdannet til ”Aktieselskabet Hedelund”. Aktieselskabet købte i 1896 ”Plantagen Hedelund”, der blev ændret til et parkanlæg efter en plan udarbejdet af landskabsgartner Glæsel fra København.

I 1946 overtog Brønderslev Kommune parken med en servitut om, at arealet hverken helt eller delvist måtte benyttes til andet end lystanlæg.

Rhododendronparken

I 1989 blev der efterlyst ideer til en udvikling af parken. Blomster-entusiasten og Rhododendron specialisten Gunnar Vestergaard fik ideen til Rhododendronparken. Han fik 3 øvrige borgere med på ideen, nemlig amtsrådsmedlem Tage Buus, direktør Sv. E. Christensen og byens dommer Poul Holm Christiansen.

Gunnar Vestergaards henvendelse lød: ”Jeg synes, at vi skal lave en Rhododendronpark”. Tage Buus svarede: ”Glimrende ide, Vestergaard, ……..Hvad er en Rhododendron?”. Gunnar Vestergaard tog Tage Buus med hjem og viste ham sin have med Rhododendron i fuldt flor. Herefter var der ingen tvivl. Det skulle være en Rhododendronpark.

Tage Buus var en rigtig ildsjæl, han var som humlebien, som ikke ved, den ikke kan flyve, den gør det bare, således er ildsjæle og sådan var Tage Buus. Han gik tur hver dag med sine hunde i parken, da den blev etableret.

Der blev indgået aftale med Brønderslev Kommune om, at såfremt initiativtagerne kunne indsamle ca. 1 mio. kr., så ville kommunen også bidrage økonomisk. Initiativtagerne gik i gang med indsamlingen, og det lykkedes på ca. 1 år at indsamle beløbet med bidrag fra bl.a. Rigmor Nielsen Fonden og borgere og virksomheder.

Der blev nedsat en rådgivningsgruppe til at få igangsat projektet. Gruppens medlemmer var: Gunnar Vestergaard, Poul Holm Christiansen, landskabsarkitekt Frans Ameys og vej- og parkformand Finn Bjerning.

Rhododendronparkens udformning blev tegnet af landskabsarkitekt Frans Ameys ud fra den ide, at det skulle være bløde linier som gennemgående princip i parken. Endvidere havde Frans Ameys stor fokus på farvesammensætningen af de mange forskellige arter. I foråret 1993 påbegyndtes anlæg af Rhododendronparken.

Der blev udarbejdet et budgetoverslag på 2,1 mio. kr. Den endelig pris blev ”som altid” større, nemlig 4,3 mio. kr. Udover de indsamlede beløb og det kommunale bidrag støttede også EU-Strukturfonden etableringen.

I 1994 blev Rhododendronparken indviet. Der er omkring 130 forskellige plantearter i parken, og der er over 10.000 planter. Der står ved hver planteart et skilt med plantens navn og øvrige informationer om plantearten.

Med ønsket om at forlænge sæsonen blev der i 2007 etableret efterårs-lyngbede på skråningen ud mod Banevolden. Desværre viste det sig, at lyngplanterne ikke trivedes, og de blev derfor i 2013 udskiftet med lave Rhododendron. Lyngbeplantningen blev sponsoreret af Nordea.

I et område ud mod Parkvej blev der i 2008 plantet forskellige helt specielle træer. Beplantningen blev sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel Fonden. Området var ikke medtaget i forbindelse med etableringen af Rhododendronparken.

Parken er Nordeuropas største park af sin art.

Nye Rhododendronplanter

Til minde om initiativtagerne er der udviklet nye Rhododendronplanter:

”Brønderslev Beauty – Rigmor”

Når man kommer over den store, hvide bro, ser man på begge sider af stien bede med en smuk lav lyserød Rhododendron ”Vason”, opkaldt efter sin ”skaber” Vagn Søndergaard fra Herning. Vagn Søndergaard arbejdede videre med planten ved selv at bestøve denne, og resultatet blev en smuk hvid Rhododendron, der er blevet internationalt registreret som ”Rigmor” som en hyldest til Rigmor Nielsen. Et bed med ”Rigmor” blev etableret omkring statuen af Peder Nielsen, hjørnet Nørregade/Tunnelgade.

”Tage Buus – Azalea”

Denne plante er udviklet til minde om Tage Buus. Planten findes i et rundt bed ved siden af scenen.

Det blev besluttet, at det skulle være en Azalea med duft. ”Hvorfor” Jo, for stod man og talte med Tage Buus, og der kom en dame med en dejlig parfume forbi, havde man ikke længere Tage Buss’ opmærksomhed.

”Gunnar Vestergaard”

Denne plante er udviklet til minde om idemanden Gunnar Vestergaard. Planten findes ved indgangsportalen ved Nørregade.

Hortensia-bede

I 2008 blev der i parken anlagt hortensia-bede, som man havde haft på ønskesedlen i flere år. Når man står ved Thehuset og ser hen over søen, ser man den smukke skrænt, som er beplantet med smukke hortensia-planter. Hortensia-bedet er sponsoreret af Jyske Bank.

Buus-scenen – Ny overdækket scene

Ved Tage Buus’ død skænkede hans datter penge til et minde om Tage Buus. Det blev en scene, som blev etableret i 2003 ved afslutningen af søen ud mod Nørregade. Den blev opført som en træ-scene, og fik navnet Buus-scenen.

Scenen er i 2015 udskiftet med en større scene med overdækning, hvilket giver mulighed for nye store arrangementer. Den nye overdækkede scene er finansieret af sponsorerede midler.

Amfi-teatret

I 2009 blev der etableret et amfiteater rettet mod Buus-scenen. Amfiteatret er udvidet i 2015 i forbindelse med opsætning af den nye overdækkede scene.

Bryllupsbroen

Den hvide bro over søen ud mod Parkvej har fået navnet ”bryllupsbroen”, idet brudepar ofte vælger at blive fotograferet på broen. Der bliver utrolig smukke billeder af brudeparret på den hvide bro med Rhododendron-planter og bøgetræer som baggrund.

The-huset

The-huset i parken blev opført i 1996 i anledning af Brønderslevs 75års købstadsjubilæum.

Springvand

I 2006 besluttede man at etablere et antal springvand i søerne. Springvandene er belyst om aftenen. Der er således mulighed for en rigtig romantisk aftentur i parken. Også springvandene er sponsoreret af Rigmor Nielsen Fonden.

Kildevæld

I 2008 blev der anlagt endnu en nyskabelse i parken, nemlig et kildevæld. Kildevældet er beliggende umiddelbart foran søen langs med Tunnelgade og ud mod Nørregade. I kildevældet er natursten og lav beplantning, som overrisles med vand. Vandet pumpes rundt.

Kildevældet er som mange øvrige nye tiltag i parken sponsoreret af Rigmor Nielsen Fonden.

Svanefamile i parken

Der bor en svanefamilie i parken. Hvert år ruger svanemor på reden i søområdet ud mod Parkvej, og hvert år får de svaneunger/”svællinger”. Det er helt eventyragtigt at se svanemor, ”svællingerne” og svanefar i en lang række på tur rundt i parken.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik – nabo til parken

Rhododendronparkens nabo A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har haft stor betydning for Rhododendronparkens etablering og udvikling.

Stifteren af beslagfabrikken, Peder Nielsen, etablerede i 1886 fabrikken i Brønderslev. Barnebarnet Rigmor Nielsen var familiens sidste adm. direktør for fabrikken. I 1973 stiftedes Rigmor Nielsen Fonden, som har støttet en meget stor del af udviklingen af Rhododendronparken.

Rigmor Nielsen Fonden støttede i 1993 etableringen af parken og finansierede i de efterfølgende år følgende: Springvandene – Kildevældet –Jante skulpturen – Udvidelse af parken i området ved tennisbanerne – Legepladsen i parken. Herudover ydede fonden et bidrag til renoveringen af Den Runde Pavillon.

Bygninger i parken:

Den Runde Pavillon

Det er desværre ikke meget, vi har kunnet finde i de lokalhistoriske arkiver om pavillonen. Men vi mener at vide, at pavillonen er en gammel cirkuspavillon, som blev købt af cirkusfamilien Mundelin. Den blev opstillet i 1903.

Foreningen ”Den Runde Pavillons Venner” indsamlede i 2007 ca. 3 mio. kr., sponseret af bl.a. Rigmor Nielsen Fonden, Spar Nord Fonden samt lokale virksomheder og forretninger, til en renovering og tilbygning med toiletter m.v. Medlemmer af Brønderslev Borgelige Skyttelaug deltog ved frivilligt arbejde i renoveringen og tilbygningen.

Restaurant Hedelund:

I 1906 opførtes en træbygning i 2 etager til restaurationslokaler.

Indtil 2. verdenskrig havde Brønderslev-borgerne mange festlige stunder i disse skønne omgivelser. Her blev der festet, danset, leget og gået søndagsture i stiveste puds. En af de første restauratører var O. W. Nielsen, hvis køkken var kendt over hele Jylland.

Da tyskerne i april 1940 kom til byen, indtog de også Restaurant Hedelund, og efter krigen så det hele ganske forfærdeligt ud: pigtrådsafspærringer, panserskjul, løbegrave og en nedbrændt restaurationsbygning.

I 1946 vedtog Byrådet at overtage anlægget og forpligtede sig til at opføre en ny og tidssvarende pavillon, altså et spisested.

I 1954 blev den nye restaurationsbygning opført og indviet. Byrådet ansatte Børge Christoffersen som forpagter. Han bød velkommen til åbningen, og Mellerups Orkester leverede musikken.

Desværre nedbrændte Restaurant Hedelund natten mellem 16. og 17. maj 2018 og er endnu ikke genopført.

Indgangsportal

I 2018 opførtes en indgangsportal med adgang fra Nørregade til gående besøgende til parken. Portalen er opført som en ”mini-model” af Den Runde Pavillon.

Portalen er opført ved frivilligt arbejde udført af Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, mens Risagerfonden og Sparekassen Vendsyssel har doneret hovedparten af midlerne til materialerne. Desuden har en række håndværkere også bidraget.

Spiret på portalen er lavet af Ziggie Andersen fra EUC Nord i forbindelse med hendes uddannelse til snedker.

Skulpturer i parken

Moseegen

stammer fra Store Vildmose. Roden stammer fra bronzealderen og har ligget i Vildmosen i over 3.000 år.

Skulpturen Stor aggression

som er placeret ca. midt i parken, er lavet af kunstneren Børge Jørgensen og opsat i 1971.

Initiativstenen – gravsten for Janteloven

blev i 1996 opsat i parken, i hjørnet mod Tunnelgade og Banevolden. Stenen er ment som en gravsten over janteloven.

Janteloven er et begreb formuleret af Aksel Sandemose i ”En flygtning krydser sit spor”. Vi taler om janteloven som en dansk specialitet, ja ligefrem et væsenstræk i vores nationalkarakter.

Stenskulpturen er lavet af billedhuggeren Lene Rasmussen. Rigmor Nielsen Fonden skænkede skulpturen i anledning af Brønderslevs 75 års køb-stadsjubilæum.

Menneskeæder

skulpturen, som er placeret ved runddelen, er lavet af kunstneren Niels Bjerre og opsat i 1996.

Høvdingen Brunder skulpturen

er placeret i området ved tennisbanerne. Det fortælles, at Brunder var en høvding med hjemsted i Brønderslev og heraf stammer navnet på vores by Brønderslev.

Aktiviteter i parken

Dronningebesøg i parken

I forbindelse med Brønderslevs 75års købstadsjubilæum besøgte Dronningen og Prinsgemalen Brønderslev. I den forbindelse besøgte Dronningen Rhododendronparken.

Stafet for livet

Stafet for livet afholdes i parken hvert år den 3. weekend i juni. Stafet for livet er et koncept fra Kræftens Bekæmpelse. Stafetten varer et døgn, fra kl. 12 lørdag til kl. 12 søndag. Formålet er at indsamle penge til forskning, patientpleje m.v. Første stafet blev afholdt i 2017.

Kulturelle arrangementer

I løbet af sommeren afholdes der på scenen mange forskellige musikarrangementer med fri entre.

Kører man ad Nørregade

fra krydset Parkvej/Knudsgade til arealet, hvor Restaurant Hedelund lå, har man Rhododendronparken på den ene side og området med Rhododendronplanterne ved tennisbanerne på den anden side, og det giver faktisk en fornemmelse af, at man ”kører inde i Rhododendronparken”.

Afslutning

Jeg har det dejligt og nyder rigtig meget at kunne være med i det frivillige arbejde i og for vores by Brønderslev. Jeg har været heldig, at der er brug for mig inden for de områder, som interesserer mig. Jeg er også blevet bekendt med, hvor meget arbejde der udføres af frivillige, og at rigtig mange aktiviteter og andet ikke fandt sted, hvis ikke så mange frivillige påtog sig at udføre et så stort arbejde.

Brønderslev Floorball Club – af Jeppe Bisgaard

Historien om

Floorball er en forholdsvis ny sport i Danmark.

Dansk Floorball Union blev stiftet i 1989, allerede året efter begyndte planerne om at starte en Floorball Club i Brønderslev at tage form og i 1991 var man klar til at starte, navnet blev Brønderslev Floorball Club.

Initiativtagerne var Brian Balle, Morten Henningsen og Henrik Dahl Nielsen (Tex) de tre blev også klubbens første bestyrelse sammen med Anders Jørgensen.

Rækken af formænd siden klubbens start har været Henrik Dahl Nielsen, Mads Buch, Lars Bisgaard, Lene Jacobsen, Kim Hejslet, Jeppe Bisgaard og Bjørn Strandos, den kronologiske rækkefølge kan ikke garanteres og der kan også være et enkelt navn der er glemt.

Tilnavnet Hot Shots er også en ganske speciel historie, Brian Balles far, Keld Balle var på det tidspunkt, sælger i en virksomhed der importerede forskelligt spiritus fra andre lande i Europa, bl.a. det Italienske mærke Galiano, og da klubben manglede spillertøj, blev et sæt spiller tøj sponseret netop af Galiano, På spiller blusen var tryk navnet ”Galiano Hot Shots ”, hvad var så nemmere end at døbe klubben om til Brønderslev Floorball Club, Hot Shots.

IFF – International Floorball Federation blev stiftet i 1986 af Sverige Schweiz og Finland.

Gennem årerne har de dominerende lande været, Sverige, Finland, Schweitz samt Tjekkiet, Danmark har efterhånden tilkæmpet sig en plads blandt de 5-10 bedste lande med en 5. plads ved VM i 2016 som bedste resultat.

I dag består IFF af 68 lande, fordelt over hele verden, med medlemslande fra alle verdens regioner, hvert år kommer der nye lande til og forventningerne er, at man inden for en 10 års periode kommer på det internationale Olympiske program.

Her i Brønderslev kom Klubben hurtigt ud over stepperne og vi har, siden starten i 1991 taget godt for os af medaljerne, både ved DM og Pokalturneringen for herrer, startende med Bronze ved DM i 1994, her er et overblik over vundne medaljer siden starten af klubben:

DM for Damehold

Bronze 1999

DM for herrehold

Guld i 2016

Sølv i 1997, 2001, 2006, 2008, 2009, 2010, 2012,2013, 2015.

Bronze i 1994, 1996, 1998, 2007, 2014, 2017.

Landsdækkende Pokal turnering, herrer :

Guld i 2006, 2013, 2014, 2016

Sølv i 2008, 2009, 20017

Opgjort over en tiårig periode er placeringen blandt alle landets Floorball klubber i herreligaen følgende, udregnet efter antal vundne kampe. (kilde den danske wikipedia )

Periode 1991 – 1999 BFC nr. 1.

2000 – 2009 BFC nr. 2.

2010 – 2019 BFC nr. 2.

Kåring af Årets Floorball spiller i Danmark

2006 Kim Olesen BFC

2013 Niklas Juul Jensen BFC

2016 Andreas Glad BFC

Året 2016 blev et fantastisk år for klubben, vi vandt guld ved DM i Randers, guld i pokalturneringen, og endvidere blev vi tildelt den prestigefyldte Nordjyske Idræts Pris ved et stort arrangement i Nord kraft Aalborg.

En af de store begivenheder i klubben har altid været kampene mod de evige rivaler fra Frederikshavn, begge klubber hader at tabe til hinanden og når de to herrehold mødtes, var det altid med mange tilskuer på lægterne, og virkeligt fest i gaden, det har dog aldrig udviklet sig til egentligt voldsepisoder, slagsmålet var af mere verbal karakter.

En overgang var det moderne at ”moone” for på den måde at give udtryk for sin opfattelse af hjemmepublikummet. Ved en kamp, hvor klubben havde inviteret byens daværende Borgmester, Peder Iver Nielsen til en kamp, netop mod Frederikshavn Bulldogs, valgte en af Frederikshavner

spillerne at ”moone” netop ud for det sted hvor borgmesteren sad, det medførte kun en munter bemærkning fra Peder Iver, der aldrig var mundlam i den slags situationer, i øvrigt kom det fremadrettet til at betyde at spillerne blev bortvist fra kampen, hvis man ønskede at tilkendegive sin opfattelse af hjemme publikummet på den måde, så det satte en naturlig stopper for den type ”indslag”.

Internationalt har klubben også været aktiv, Vi har i mange år deltaget i Björnslaget Cup i Göteborg, en turnering der bliver afviklet over 3 dage, den er placeret 1. weekend i september, kort tid før sæsonstart i både Sverige, Norge og Danmark, så det var en god optakt til den kommende sæson.

Ofte kunne vi være med helt frem til kvart eller semifinalerne, det betød at vi kunne nå den sidste færge fra Göteborg til Frederikshavn, et år var vi dog så velspillende at vi nåede finale mod et Norsk tophold, det betød at vi ikke kunne nå færgen og først kunne komme hjem mandag morgen.

Det betød travlhed med at skaffe overnatning, nye færgebilletter, spillere der skulle kontakte deres arbejdsgiver og fortælle at de først var hjemme i løbet af mandagen, m.m., desværre tabte vi kampen 3-2, men alle havde en super oplevelse.

Men klubben har ikke kun været jagten på medaljer, i dag laves der et stort stykke ungdomsarbejde og resultaterne begynder også at vise sig, og selv om Corona perioden på mange måder har været hård ved klubben, kan vi så småt begynde at se resultatet af mange års focus på ungdommen

Kidz ligaen, 4-7 år

U 9

U 11

U 13

U 15

U 18

Herre 1. div.

Herre Motion

Et + 60 hold

Samt et nyoprettet Para sports hold.

Desværre har vi ingen pige eller damehold, det sluttede i 2010 på grund af manglende tilslutning, men det står højt på vores ønskeliste, og vi venter kun på at nogen får lyst, mod og tid til at gå i gang med opgaven, de er garanteret stor støtte fra bestyrelsen.

Satsningen på ungdomsholdene har også betydet at vi, de seneste år, har været placeret i den absolutte top, både i U11, U13 og U 15 rækkerne, dette skyldes ikke mindst dygtige og engagerede trænere / ledere og stor opbakning fra forældrene.

Klubben har tidligere brugt mange kræfter på at fastholde en topplacering i Danmark, nu har vi ændret fokus til at bruge flere resurser på vores ungdomshold, så vi af den vej får skabt en fødekæde, der om få år kan afspejles, i vores holds placering i senior rækkerne, målsætningen er stadigvæk at være med i toppen af dansk floorball, fremadrettet, men med mere fokus på egne kræfter.

Fremtidsudsigter:

Det arbejde der nu er igangsat og de planer der er lagt for fremtiden med fokus på ungdomsholdenee, træneruddannelse, dommeruddannelse, tættere kontakt til forældre, godt økonomisk fundament m.m. vil bringe os styrket ind i de næste 30 år af klubbens historie, floorball er i vores naboland, Sverige, den næststørste idræts gren, kun overgået af fodbold, der er langt til at vi når det niveau her i Brønderslev, men hvis vi ser til Sverige har de klaret det, Floorball startede 10 år tidligere i Sverige end i Danmark, så vi har stadigvæk 10 år at ” løbe på ” .

Oktober 2021 – Jeppe Bisgaard

Brønderslev Forfatterskole

Af Inger Aarup-Kristensen

”Danmarks mest populære forfatterskole for unge ligger i Brønderslev”, sådan blev der sagt i Søndagsavisen i DR TV for snart mange år siden, og forfatterskolen er stadig uhyre populær blandt unge fra hele landet.

Hvorfor blev forfatterskolen så populær?

I 2004, da vi startede, fandtes der ikke tilsvarende kurser for unge under 18 år nogen steder i landet, og rigtig mange unge skrev tekster, som de drømte om at udgive men i stedet gemte væk i skrivebordsskuffen. En af eleverne udtalte: ”Det føles ligesom at bage småkager og bagefter smide dem i skraldespanden.”

En anden elev fortalte: ”Somme tider læser min mor eller mormor, det jeg skriver, men de siger jo altid, at det er flot skrevet! Det er klart bedre at få objektiv kritik af en rigtig professionel forfatter på forfatterskolen.”

De professionelle forfattere, hvis løn bliver betalt af Kulturministeriet, har altid været en af de helt vigtige grunde til succesen. Det er noget andet at møde en person, som selv lever og ånder for at skrive og ved, hvad der skal til, for at få en bog udgivet, end at blive undervist af en skolelærer.

En medvirkende årsag er også, at alle elever efter kurset får udgivet deres tekster i en bog, der bliver udsendt til skole- og folkebiblioteker.

Da det første kursus blev afholdt eksploderede omtalen af Brønderslev Forfatterskole, da journalister fra både lokale og landsdækkende aviser, tv og radio fandt det ekstremt interessant, at unge helt frivilligt brugte deres sommerferie på at dygtiggøre sig.

Det faktum, at kun 30 unge blev udvalgt ud fra 300 ansøgninger, betød selvfølgelig også, at det var 30 meget motiverede og interesserede elever, der kom til Brønderslev. Alle slog lyttelapperne ud og arbejdede ihærdigt, så i løbet af en uge i Brønderslev, lærte de meget mere end på et langt forløb i folkeskolen. Eleverne kunne siges at opfylde enhver folkeskolelærers drøm. De sugede viden til sig. Det blev bemærket, og de efterfølgende år blev flere og flere elever henvist til at ansøge, af deres forældre og lærere.

Skolen blev heldigvis med årene i stand til at optage flere elever, for det var ikke sjovt at sende afslag til så mange dygtige unge. Flere søgte faktisk ind 3-4 år i træk, inden de kom ind.

Forfatterskolens elever har ben i næsen.

Allerede efter første år blev Therese fra 8.klasse sammen med forfatter Cecilie Eken og undertegnede inviteret til at repræsentere Kulturministeriet i forbindelse med den årlige bogmesse i ”Bella Centret”.

Her gik Therese frejdigt på scenen og holdt oplæg for en stor forsamling af lærere, bibliotekarer m.fl.

Jeg husker især, da hun fortalte, at hun til daglig altid holdt sig tilbage i timerne og bevidst gjorde sig lidt dummere, end hun var. Ellers ville hun blive moppet og kaldt lærerens kæledægge. Den slags oplevede hun ikke på forfatterskolen, hvor alle elever var lige interesserede og dygtige.

Et par år senere var Cecilie og jeg igen inviteret til at holde oplæg til et seminar om litteratur for børn og unge. Denne gang i ”Den sorte Diamant” i København. Vi deltog sammen med de to 15-årige forfatterskoleelever, Jacob og Anders.

Jacob, der var klædt i sit fine konfirmationstøj, startede med at sige, at han snart skulle til sin første eksamen, så nu ville han bruge dette foredrag som en generalprøve. Han fortalte, uden at ryste på stemmen, hvor meget han havde lært på Brønderslev Forfatterskole. Efterfølgende svarede hans kammerat Anders på spørgsmål fra salen.

Uden forudgående aftale repræsenterede de to drenge hver deres type af elever. Anders mødte nemlig op iført kondisko, t-shirt og omvendt kasket. Flere bibliotekarer ville vide, om de unge ikke lige så godt kunne lære at skrive på et kursus i deres egne kommune. Hertil svarede Anders prompte: ”NEJ absolut ikke. Det bedste ved at komme til Brønderslev er netop at få nye venner, der er lige så interesseret i at skrive som mig. Dem har jeg ikke mødt nogen af i den by, jeg kommer fra.”

På første række i salen sad kulturministeren, undervisningsministeren og flere af deres embedsmænd, og jeg er overbevist om, at det skyldes de to drenges ”optræden”, at jeg et par dage efter modtog et brev fra ministeriet om, at der automatisk ville blive tildelt penge til de næste tre års kurser, så det ikke var nødvendigt at sende den årlige ansøgning.

Som nævnt var det vanskeligt at slippe gennem nåleøjet og blive optaget på Brønderslev Forfatterskole. Derfor kunne ingen deltage mere end én gang de første år. Der var ikke penge til at oprette et hold for fortsættere.

Da Amanda på 13 år var kommet hjem efter sit kursus i 2005, kontaktede hun mig og spurgte, hvordan hun skulle gøre, hvis hun selv ville arrangere et fortsætterkurssus for de 30 elever på hendes årgang.

Jeg fortalte om økonomien, og det resulterede i, at Amanda blev den yngste, der nogen sinde havde søgt og fået bevilget penge fra Kulturstyrelsen. Derefter søgte hun Dansklærerforeningen om penge til bogudgivelsen, og her blev interessen skabt for et flerårigt samarbejde mellem Dansklærerforeningen og Brønderslev Forfatterskole.

Forfatter Bjørn Themsen og jeg syntes, det var så flot et arbejde Amanda havde udført, at vi på tværs af normal procedure afviklede et specielt fortsætterkursus i efterårsferien i Brønderslev, og det viste sig at 29 ud af de 30 mulige elever deltog.

Nye hold – Nye muligheder

Det hele startede med ét hold for 30 danske elever, der skrev noveller.

I 2005- 2008 var der sommerkursuser for 30 unge danskere og 45 unge fra Skandinavien. Alle skrev noveller. Desuden blev der afholdt det omtalte fortsætterhold for Amandas årgang i efterårsferien.

Da der var så mange danske elever, der hvert år fik afslag, besluttede vi i 2009 at erstatte de skandinaviske hold med flere hold for danskere, så der i alt blev optaget 75 danske elever i Brønderslev. I fem år lykkedes det desuden at skaffe penge til, at der på Fanø kunne oprettes en slags filial, hvor 30 unge blev undervist i efterårsferien.

Siden da har der hvert år deltaget omkring 75 unge i Brønderslev Forfatterskoles sommerkurser. Fanø måtte desværre dreje nøglen på grund af manglende tilskud fra ministeriet.

Gennem årene er der blevet undervist i meget andet end noveller: Børnelitteratur, fantacy, poetry slam/ spoken word, filmmanuscripter, essays, Young Adults og bogillustrationer blev nye tilbud.

Samtidig med, at der blev flere pladser og mulighed for at vælge nye typer kurser, åbnede forfatterskolen for, at en elev kunne deltage mere end et år, hvad rigtig mange benytter sig af i dag.

Uddrag fra min digitale postkasse

Gennem alle årene som koordinator for Brønderslev forfatterskole har jeg elsket at læse de E-mails, eleverne efterfølgende sendte. Her er et lille udvalg:

” Normalt er jeg en meget fattet person, jordbunden og røvsyg, men selv efter en lang og udmattende skoledag havde jeg overskud (spørg mig ikke fra hvor) til at hyle og skrige som en anden poptøs til Tokyo Hotel-koncert, da der på spisebordet lå fem bøger, med min novelle i! En fantastisk følelse, en varme og glæde indeni…. Man følte sig som ” Etha Cameron i Disneyland, der spiser regnbueis med lykkepillekrymmel! Og nu er vi alle rigtige forfattere…” Line

Selvfølgelig er det dejligt at få udgivet sin novelle i en bog, som alle kan låne på biblioteket. En ekstra oplevelse var det for flere elever, der efterfølgende fik deres novelle udgivet i undervisningsmateriale fra Gyldendal eller fik deres noveller udvalgt som eksamenstekst via Dansklærerforeningens udgivelser.

Som en elev udbrød: ” Tænk at det kan være min novelle, som Peter fra 8. klasse i Hillerød skal eksamineres i næste år. Det er for vildt!”

Simon skriver:” Jeg har efterhånden fået læst alle novellerne i vores bog…. Hver gang jeg ser bogen, tænker på den, eller sidder med den i hænderne, flyver jeg et sted op i skyerne – og fyldes samtidig med minder fra i sommers. Det er en fantastisk fornemmelse! Det giver mig en kæmpe lyst og mod til at fortsætte med mine skriverier. Jeg snakker stadig med en masse af de venner, jeg fik i sommers, og det hjælper mig også klart til at bevare denne lyst. Vi giver hinanden konstruktiv kritik, men vi snakker selvfølgelig også om alle mulige andre ting. Jeg må sige, at jeg er rigtig glad for de nye venner, jeg har fået ”

Er der så nogen af eleverne, der er blevet ” rigtige” forfattere.

” Ikke alle små forfatterspirer ender som store fortællere. Men enhver stor fortæller har engang været en lille forfatterspire.”

Ordene er oprindelig skrevet af den kendte forfatter fra Løkken, Hanne Vibeke Holst, der er protektor for forfatterskolen, og selvfølgelig har hun ret. Danmark udklækker ikke, hvad der svarer til 75 nye forfattere om året.

Da jeg elsker at følge med i de tidligere elevers liv via sociale medier, kan jeg se, at rigtig mange af eleverne har taget uddannelser, hvor de bruger deres sprog. Flere underviser også andre i at skrive rundt omkring på landets biblioteker.

Der er da også en håndfuld elever, der har udgivet selvstændige romaner på store forlag.

Med fare for at glemme nogen kan jeg nævne nogle af de elever, der har udgivet på de største forlag.

Zakiya Ajmi har udgivet børnebøger, digte, romaner m.m. på f.eks. Carlsens forlag og Gads Forlag.

Gyldendals forlag står bag de tre tidligere elever Yahya Hassan, Emma Elisabeth Nielsen og Saynab Farah Dahirs udgivelser i form af digte og romaner.

Flere andre har skrevet egne romaner til mindre forlag eller skrevet manuskripter til kortfilm, teaterforestillinger m.m. Atter andre har bidraget med artikler i tidsskrifter og antologier.

Endelig er både Zayira og Saynab vendt tilbage til Brønderslev Forfatterskole. Nu som undervisere.

Sådan opstod ideen

Tilbage i 2003 deltog jeg i et seminar i Kulturministeriet. Her talte jeg med en del forfattere, der sagde, at de var meget glade for at være en del af ministeriets huskunstnerordning, som sørgede for, at forfattere kunne holde foredrag rundt omkring i kommunale folkeskoler. De var glade for at tjene lønnen herfor, MEN desværre var der i hver klasse kun én eller to elever, der egentlig syntes, det var spændende at deltage. De øvrige var der kun, fordi det var en del af undervisningen, og de havde pligt til at være i lokalet.

Seminaret handlede om, at unge mennesker skulle gøres mere interesseret i at læse, og der skulle afsættes midler, som bibliotekarer og lærere kunne søge, hvis de havde gode ideer til at få unge til at læse mere.

Jeg var netop tiltrådt i jobbet som fritids-og kulturkonsulent i Brønderslev Kommune efter 24 år som børnebibliotekar. Min fremsynede chef Henning Risager havde gjort det klart, at jeg for en stor del selv kunne definere mit job, så længe jeg sørgede for, at der skete en masse på området, især for børn og unge.

Min tanke var, at hvis vi kunne samle nogle af de unge litteratur- interesserede mennesker fra hver klasse, og få dem til at skrive noveller til andre unge, kunne vi sikkert få deres jævnaldrende til at læse.

Sammen med de professionelle forfattere Cecilie Eken og Glenn Ringtved, som begge skriver bøger for børn og unge, udarbejdede jeg en ansøgning om at afholde skrivekurser for unge fra hele landet i skolernes sommerferie, og kurset skulle naturligvis ligge i Brønderslev.

Pengene blev bevilget og efter at have sendt plakater og foldere ud i hele landet, ventede vi spændt.

Nu havde vi pengene, men hvad nu hvis der ikke var nogen, der ville bruge deres ferie på at skrive?

Vores bekymring blev gjort til skamme.

Vi havde budgetteret med 30 unge deltagere, men der kom 300 ansøgninger.

I sommeren 2004 ankom de første 30 håbefulde elever derfor til Brønderslev Idrætshøjskole, der i alle årene har lagt lokaler og aktivitetsmedarbejdere til.

Heldigvis har der hvert år været enkelte unge fra Brønderslev kommune blandt deltagerne. Der blev ikke taget hensyn til elevernes hjemkommune, alle kom ind efter kvalifikationer.

For mig som koordinator var det dog godt, at have nordjyder på holdet. De var lettere at få fat i, når der f.eks. skulle findes en model til reklamefoldere og plakater, eller når en elev skulle optages til lokal TV.

De første 8 år havde vi et godt samarbejde med Benny Mathisen en ung tegner fra Brønderslev. Han blev allerede som 17-årig fast tilknyttet projektet som illustrator og illustrerede samtlige bøger til og med 2012. I 2013 blev der oprettet et illustratorhold på forfatterskolen og eleverne herfra overtog jobbet.

Gennem alle årene har Børne- og Kulturdirektør Henning Risager og skiftende kulturudvalg støttet trofast op om forfatterskolen både moralsk og økonomisk, hvilket helt sikkert har medvirket til forfatterskolens succes.

Hvad er formålet med at afholde forfatterskole.

Der er 3 hovedformål:

At gøre de unge deltagere endnu dygtigere til at skrive. De, der søger, er jo typisk allerede gode til dansk, og da der er så mange ansøgere, er det jo vanskeligt at blive udvalgt som elev.

At medvirke til, at der dannes netværk mellem unge med interesse for at skrive og læse, så de efterfølgende kan støtte hinanden. Flere af deltagerne har gennem årene givet udtryk for, at deres klassekammerater betragter dem som nogle mærkelige stræbere, fordi de kan lide at skrive stil.

At gøre andre unge interesseret i at læse. Hvert år er der blevet udgivet en bog med de unges noveller, og de emner, som unge skriver om, er jo typisk noget, der kan interessere deres jævnaldrende.

Da det ikke kun var Kulturministeriet, der bevilgede penge til forfatterskolen, men også region Nordjylland, Kulturaftale Nordjylland, Brønderslev kommune og nogle lokale banker, havde vi selvfølgelig også et mere lokalt formål:

At vise unge fra hele landet, at der også kunne ske spændende ting uden for storbyerne. (Populært sagt at sætte Brønderslev/ Nordjylland på landkortet).

Efter første års kursus, som blev en fantastisk succes, opstod tanken om at udvide med elever fra Norge og Sverige, da Brønderslev Kommune jo ligger tæt på færgerne fra Norge og Sverige.

Der blev søgt og bevilget penge fra Nordisk Råd til dette nordiske kursus, og da Kulturministeriet i Danmark, mod forventning, også gerne ville fortsætte med at støtte et rent dansk kursus, blev forfatterskolen de næste fem år udvidet, så der var ét hold med 30 danske elever, og et andet hold med 45 elever fordelt med 15 elever fra hvert af de tre nordiske lande.

Formålet med det nordiske hold var, udover de allerede nævnte:

At gøre unge fra Norden beviste om deres fælles kulturelle baggrund og lære dem at forstå hinandens sprog.

Det nordiske hold blev naturligvis også undervist af professionelle forfattere fra de tre lande, og der blev udgivet en fælles novellesamling, der blev distribueret til skole-og folkebiblioteker i alle tre lande.

Når bøgerne skulle læses i alle lande, skulle vi jo gerne finde på en bogtitel, der kunne forstås på alle tre sprog og ikke fremstå, som om vi lavede stavefejl. Det havde eleverne en del sjov ud af.

Den bedste bogtitel blev efter min mening ” Rar og Rolig.”

Rar betyder som bekendt underlig på norsk og rolig betyder jo sjov på svensk.

Forfatterskolens eksterne deltagelse.

Udover det årlige sommerkursus har der gennem årene været et samarbejde med andre, især nordjyske institutioner. F.eks. deltog 10 elever fra forfatterskolen sammen med 10 nordjyske musikere fra projekt Keep on Rockin og 10 unge fra Aalborg Billedskole i et fælles projekt, hvor resultatet blev en illustreret ungdomsbog med tilhørende musik-CD. Projektet blev søsat af ungdomsklubben KUL i Nordkraft.

Flere elever har desuden optrådt til Kulturmødet på Mors, til årsmøde for Kulturaftale Nordjylland, til bogfestival i Skørping og til kulturdag på Dronninglund Slot.

Brønderslev Forfatterskole i dag.

I 2015 gik jeg på efterløn, og forfatterskolen skulle have ny koordinator. Ansvaret for afviklingen blev overgivet til Brønderslev Bibliotek og Louise Eltved Krogsgård tog over som koordinator.

HELDIGVIS FOR DET! Der findes ikke nogen bedre koordinator.

Efter Louises overtagelse er mange ting ført videre i den samme ånd, men der er også tilføjet mange flere udadrettede aktiviteter, ikke blot i Nordjylland, men over hele landet.

De senere år har eleverne under Louises vinger således optrådt til Folkemøde på Bornholm, deltaget i diskussioner om kultur for unge til Kulturmøde på Mors, læst højt til Ordkraftfestival og været aktive i diverse fora rundt om i landet, hvor unges problemer har været i fokus.

Sideløbende har der været samarbejdet med f.eks. Skagen Museum og Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.

At være elev på Brønderslev Forfatterskole er ikke noget man er i en uge om sommeren. Man kan være aktiv på mange fronter året rundt.

Det sørger Louise for.

sætte Brønderslev/ Nordjylland på landkortet).

Efter første års kursus, som blev en fantastisk succes, opstod tanken om at udvide med elever fra Norge og Sverige, da Brønderslev Kommune jo ligger tæt på færgerne fra Norge og Sverige.

Formålet med det nordiske hold var, udover de allerede nævnte:

At gøre unge fra Norden beviste om deres fælles kulturelle baggrund og lære dem at forstå hinandens sprog.

Den bedste bogtitel blev efter min mening ” Rar og Rolig.”

Rar betyder som bekendt underlig på norsk og rolig betyder jo sjov på svensk.

Forfatterskolens eksterne deltagelse.

Flere elever har desuden optrådt til Kulturmødet på Mors, til årsmøde for Kulturaftale Nordjylland, til bogfestival i Skørping og til kulturdag på Dronninglund Slot.

Brønderslev Forfatterskole i dag.

I 2015 gik jeg på efterløn, og forfatterskolen skulle have ny koordinator. Ansvaret for afviklingen blev overgivet til Brønderslev Bibliotek og Louise Eltved Krogsgård tog over som koordinator.

HELDIGVIS FOR DET! Der findes ikke nogen bedre koordinator.

Efter Louises overtagelse er mange ting ført videre i den samme ånd, men der er også tilføjet mange flere udadrettede aktiviteter, ikke blot i Nordjylland, men over hele landet.

Sideløbende har der været samarbejdet med f.eks. Skagen Museum og Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.

At være elev på Brønderslev Forfatterskole er ikke noget man er i en uge om sommeren. Man kan være aktiv på mange fronter året rundt.

Det sørger Louise for.

BRØNDERSLEV BADMINTON CLUB m.m. – af Poul Lønbro

BRØNDERSLEV BADMINTON CLUB

Klubben blev født den 27. februar 1939 på Hotel Brønderslev af 32 personer/medlemmer.

På grund af de ustabile spilleforhold på Hotel Brønderslev, blev det besluttet at henlægge samtlige timer til skolens gymnastiksal i Tygelsgade. Salen på Hotel Brønderslev kunne dårligt rumme en badmintonbane, så den ene baglinje var tegnet en halv meter oppe af bagvæggen. Denne udfordring var spillerne fri for i gymnastiksalen, men her måtte spillerne så håndtere, at gymnastikbommene hængte meget lavt, så det var vanskeligt at udføre en god clear til baglinjen.

Der har altid været rift om at få de nødvendige og ønskede antal timer til medlemmerne, så de kunne udøve deres sport. Det var vanskeligt at udvikle badmintonsporten i gymnastiksalene sammenholdt med de klubber i Danmark, der havde fået de såkaldte rundbuehaller op at stå. Kun få af klubbens bedste formåede at tilpasse sig spillet i hallerne og yde den nødvendige modstand, når de mødte spillere, der havde disse badmintonhaller, som deres hjemmebane!

BBCs ungdom til fællestræning på Tygelsgades skole omkring år 1960?

Klubben var derfor en meget aktiv medspiller i at få opført Brønderslevhallen, som blev indviet den 7. september 1967. Multihallen på Brønderslev Gymnasium blev opført i 1974 og i 1976 blev der opført endnu en hal i forbindelse med den nye Hedegårdsskole. Disse haller blev hurtigt indtaget af de mange frivillige foreninger i Brønderslev, når skolens elever fik fri kl. 15.00.

BBC Nyt blev startet op i 1982 af Bjarne Rasmussen, Knud Jørgensen og Erik Ellegaard Christensen. Efter få år kom Bo Christensen også med i redaktionen!

Her var Erik meget dygtig til at skaffe annoncører til bladet, mens Bo leverede billederne.

Bladet blev indhentet af den elektroniske tidsalder, og udkom sidste gang i 2003, hvor Peter Hvilshøj og Jesper Hardahl var redaktører på blad´et.

I 1986 besluttede ungdomsformand, Poul Lønbro at undersøge, om det var muligt at aftale sponsorater med virksomhederne. Det gik i sin enkelthed ud på, at virksomhederne kunne købe et ungdomshold, og så få sit logo på tøjet. På seniorsiden kunne en sponsor tilkøbe sig én eller flere seniorspillere. Nogle år senere lancerede klubben, at virksom-hederne kunne købe en banereklame i hallen, som blev opstillet, når klubben havde hjemmekampe og åbne turneringer. Da dette tiltag var på sit højeste, var den årlige omsætning tæt på 100.000 kr. Herfra skal der dog fratrækkes udgifter til tøj med mere. Der blev i en periode også forsøgt med halve sider i oplandsavisen til førsteholdets hjemmekampe, hvor spillerne med sponsorer blev præsenteret. Sponsorudvalget havde som forsøg fået en favorabel aftale med oplandsavisen, men da avisen så sig nødsaget til at hæve prisen, måtte udvalget stoppe dette tiltag!

Badmintonklubben havde vokseværk, og for at få de nødvendige timer, havde klubben fået tildelt det der kunne skrabes sammen i de tre haller. I starten af firserne, måtte klubbens medlemmer træne forskellige steder på forskellige tidspunkter. Dette gav store koordineringsproblemer for børnene, når de om mandagen skulle træne i Brønderslevhallen og om onsdagen på gymnasiet. Andre vekslede mellem Hedegårdsskolens hal og gymnasiet. Klubbens egne faciliteter bestod af to skabe for enden af trappen til kælderen i Brønderslevhallen. Når der så skulle spilles turnering i weekenden, var det i Hedegårdsskolens hal. Dette var også frustrerende for trænere og ledere, da de rekvisitter, der skulle bruges, ofte befandt sig i én af de andre haller.

Klubben blev derfor samlet i Hedegårdsskolens hal, også i daglig tale kaldet Hedegårdshallen, hvor klubben blev tildelt tre skabe til de forskellige rekvisitter. Det var, hvad der var muligt!

Klubben begyndte i midten af firserne at arrangere flere forskellige åbne turneringer. Før september 1989 blev der ved disse turneringer etableret en salgsbod på tribunen/balkonen i hallen. Til daglig blev der kørt et rullebord ind i hallen med sodavand, og når motionisterne var i hallen, kunne der også købes øl.

Idéen til klubhuset tog for alvor fart i 1987, da bestyrelsen besluttede at forholdene omkring organiseringen og det sociale aspekt, måtte have et løft. Derfor kom et klubhus i tilknytning til Hedegårdshallen på tale.

Der blev nedsat et udvalg, som skulle undersøge de mange muligheder, om det i det hele taget kunne lade sig gøre at bygge et hus, som ejes af en forening, og sammenbygge huset med en kommunal hal og etablere egen vinduer og indgang til hallen! Alt dette blev undersøgt, mens arkitekt, Leif Hellsten gik i gang med at udarbejde de første skitser.

I 1988 gjorde klubben flere tiltag for at skaffe midler til klubhusbyggeriet. Man etablerede sig på Brønderslev Marked med en pølsevogn, hvorfra der også blev solgt balloner til børnene.

Her ses Birthe Ellegaard, Erik og Lisbeth Støwe.

Erik Ellegaard Christensen siddende i gang med at puste helium i ballonerne til børnene!

I efteråret 1988 blev der udarbejdet nedenstående årskalender for 1989

Gennem hele 1988 blev der arbejdet hårdt på at få alle formaliteter på plads. Her mødte udvalget store positive tilkendegivelser fra politisk side, fra teknisk forvaltning, fra byens byggefirmaer og ikke mindst fra klubbens medlemmer. Når positive kræfter mødes, og hvor politiker og kulturudvalgsformand fra Hallund, Arne Andersen sammen med arkitekt, Leif Hellsten og skoleinspektør, Uffe Sørensen var med på idéen, ja så kunne den daværende borgmester, P. N. Jensen heller ikke være andet!

Noget helt usædvanligt ved godkendelsen var, at klubben fik tilladelse til at lave huller i muren på hallen til en dør og udsyn via vinduer!

I februar 1989 fejrede klubben sit 50-års jubilæum. Her havde kunstner, John Laursen udfærdiget nedenstående forside til jubilæumsskriftet!

BBCs bestyrelse i jubilæumsåret 1989

Bestyrelsen bestod af:Formand, Thomas Thomsen Næstformand, Bodil Nielsen Kasserer, Birthe Ellegaard Sekretær, Bertel Christensen

Seniorformand, Per Hardahl Ungdomsformand, Poul Lønbro

Bestyrelsesmedlem, Bo Christensen Bestyrelsesmedlem, Erik Støwe

Bestyrelsesmedlem, Per Winter

BBCs jubilæum i februar 1989 blev markeret med en reception, som forgik i den tidligere bygning, som husede teknisk skole i Torvegade.

Borgmester, P. N. Jensen skriver i jubilæumsskriftet, at det er en meget prisværdig indsats, der her er ydet. Det kan ikke påskønnes nok! Det er samtidig også grundlag for klubbens fremtid.

Tak til Brønderslev Badminton Club for arbejdet gennem 50 år, og for den sunde interesse, klubben har videregivet til et stort antal unge.

Tak for den altid positive omtale klubben har skaffet Brønderslev.

Tillykke med jubilæet!

Her var flere prominente gæster mødt op fra nær og fjern!

Om aftenen var der jubilæumsfest. Den blev afholdt i gymnastiksalen på Hedegårdsskolen.

Her blev der udnævnt 3 æresmedlemmer!

Fra venstre: Kaj Mortensen Harry Jensen Svend Hæstrup

Der var levende musik og flere underholdende indslag.

Herover underholder chef for Føtex, Erik Sørensen, seniorspillerne, Peter Guldager og Niels Grønhøj (med hvid paryk), som opførte en kopi af Ib Grønbæks slager:

”Peter Lå I Telt og Ole Lå I Campings vogn”

til stor morskab for festens deltagere, som efterhånden også havde fået noget af de våde varer indenbords!

Byggeriet af klubhuset blev startet op i april 1989. Der var forud for opstarten lavet aftaler med flere byggefirmaer, og alle havde givet tilsagn om at medvirke ved at holde omkostningerne for klubben så lave som muligt. Endvidere udlånte virksomhederne maskiner og materiel til andre frivillige, som deltog i opførelsen af klubhuset.

Samtidig fik skolen opfyldt sit ønske om en ekstra flugtvej fra tribunen, idet der blev etableret en ny trappe til tribunen ved indgangen fra klubhuset! Skolen kunne nu fjerne de Storm P. agtige stiger fra tribunen, som skulle anvendes i tilfælde af brand!

Billeder af frivillige under byggeriet!

Der blev arbejdet hårdt, så ”uden mad og drikke dur helten ikke”!

Byrådsmedlemmerne, Uffe Sørensen, Peder Iver Nielsen, Arne Andersen og Leif Hellsten. De står og vurderer, hvem der har lagt den pæneste sten!

Følgende virksomheder understøttede på mange måder byggeriet:

*Arkitektfirmaet, Leif Hellsten* *MJ-Byg v/Mogens Jensen* *VVS-firmaet, Per Wahlberg* *Tømrer- og Snedkerfirmaet, Lars Jensen* *AP Facader* * Bo Glas v/Jørgen Sørensen* *EL og Hvidevarer v/Richard Lauersens eftf.* *Kurt Holms Farvehandel* * NCT v/Leif Frederiksen* *Din Gulvbutik v/Finn Østenkær*

Klubhuset på 260 m² endte med totalt at koste 1,2 mil. kr. I dette beløb er indkøb af inventar til klublokalet, køkkenet, mødelokalet, kontoret og depotrummet med i beløbet! Prisen på klubhuset er det halve af, hvad et tilsvarende klubhus på Lolland kom til at koste!

Klubhuset blev indviet i september 1989!

Der blev bl. a. holdt taler af kulturudvalgsformand, Arne Andersen

I 1990 overtog klubben Hallund Kros markedstelt på Brønderslev Marked. Efter to år blev krotelt og det store BI-telt lagt sammen således, at BBC nu skulle stå for udlevering af mad i teltet. Dette var noget af en opgave at håndtere, da der i løbet af markedet blev solgt over 1000 kuverter. Her var det dansk bøf med sovs og kartofler, som var det store trækplaster. Herudover blev der solgt smørrebrød, frikadeller, biksemad med spejlæg, grillkyllinger og pommes frittes. Mandag blev det en tradition med stegte ål.

Det overordnede ansvar for køkkenet havde Lene Hardahl og Inger Hedelund Lønbro, og de blev flankeret af en professionel kok. Lørdag var den største salgsdag, hvor de 12 personer i køkkenet til middag og aften havde vanskeligt ved at følge med efterspørgsel på mad. Her kunne der på en halv time godt være solgt mere end 100 kuverter mad.

Det siger sig selv, at rutinerne i køkkenet de første dage kunne være en udfordring, og når først rutinerne var kørt ind på rygraden, ja så var markedet overstået for denne gang. Efter 15 år var der flere af de rutinerede kræfter, som meldte fra og klubben overdrog hele kroteltet til BI mod at få hånds og herredsret over Markedspubben. I dag håndterer BBC både pølse- og is-vogn samt Pubben på markedet!

Klubbens ungdomsafdeling udviklede sig eksplosivt i firserne og halvfemserne til at have nok Danmarks største med 210 børn og unge mellem 6 og 17 år. For at fastholde børn og unge var det vigtigt at være tilknyttet et turneringshold og komme ud og møde andre spillere i holdmatchen, og så helst vinde til ære for holdkammeraterne og klubben. For at dække dette behov, var der tilmeldt 16 ungdomshold til det der dengang hed Nordjyllands Badminton Distrikt og 5 ungdomshold i DGIs regi.

Ungdomsafdelingen bestod af en Micro-, Mini-, Puslinge- og Junior-afdeling, som hver havde deres afdelingsleder.

Herunder er afbilledet nogle af de mange ungdomsspillere:

På nedenstående billede ses bl. a. golfspilleren, Søren Kjeldsen stående nr. to fra højre. Søren var dengang også en dygtig badmintonspiller!

På ovenstående billede overrækker klubbens mangeårige æresmedlem og træner, Svend Hæstrup præmier ifm. klubmesterskaber for børn og unge!

Tidligere ungdomsformand, Erik Sørensen skriver: Der er ingen tvivl om her, at min og min kones tid i BBC, er noget vi tænker tilbage på, som noget helt specielt og unikt. Vi var og er stolte af den klub. Vi var stolte over de fantastiske resultater, der blev opnået både hos ungdom og senior. Stolte over den kæmpeflok af ildsjæle der ydede en kæmpeindsats og trak på samme hammel.

Ungdomsafdelingen var fra 1990 og ind i næste år tusinde antalsmæssigt på sit højeste med ca. 210 spillere.

På det tidspunkt omkring 25-26 spillere der var klassificeret som mesterrække eller elitespiller. Både på vores hold og individuelt slog disse spillere både BBC ́s og Brønderslevs navn fast over hele landet.

Alle de gode spillere hev simpelthen de øvrige opad. Jeg er klar over, at i årene efter er der opnået større resultater af ungdomsspillere fra BBC. Jeg tror det kan skyldes, at i min tid var der så mange spillere, og dermed ingen baner til ekstra træning.

Det der gjorde BBC populært blandt børn og unge var og er beliggenhed sammen med Hedegårdsskolen, og ikke mindst vores fredag aften.

Her kunne børn og unge frit komme til hygge med badminton, bordtennis, kort og brætspil.

Man kunne medtage forældre og kammerater der ikke var medlemmer. Der var ledere fra BBC og cafeteriet var åbent. Derudover kom der af og til seniorspillere, således at de unge kunne prøve sig af mod voksne.

Sidst på sæsonen blev der en weekend afholdt klubmesterskaber i rigtig mange alderstrin og kategorier. Søndag eftermiddag var der afslutning med spisning og præmieuddeling. Derefter tog man fat på det imødesete bingospil, hvor Bo og Kirsten fra Bog og Ide år efter år leverede en overflod af flotte præmier. Så mange at næsten alle kunne få en fin præmie. Der er desuden mange grunde til at nævne Henning Jensen og Svend Hæstrup, som utrættelige trænere, plus alle deres hjælpere, afslutter Erik Sørensen med at understrege!

Herover et unikt billede ved én af BBCs mange julefrokoster!

Her sidder tre ægtepar og ungdomsformænd på rad og række, som på skift havde deres virke fra 1990 og ind i det nye år tusinde!

Fra højre: Majbrit og Erik Sørensen, Bo og Kirsten Christensen samt Erik og Lisbeth Olsen.

Til venstre med briller kan skimtes endnu en ungdomsformand, Egon Okholm Pedersen.

Klubbens seniorer arbejdede ihærdigt med at komme op i rækkerne og i 1989 blev der spillet i serie 2.

Herunder en del af de spillere, som udgjorde seniorafdelingen i 1989.

En af de helt store succes fra sidst i firserne var indførelsen af familiebadminton om fredagen, som Erik Sørensen også nævner. Fredag aften er af mange grunde vanskelig at booke med faste aktiviteter efter kl. 19.00. I starten af halvfemserne blev dette tiltag så populært, at klubben måtte ind og styre slagets gang i hallen, da der ofte mødte mange flere op, end der var plads til. Ikke alle var lige villige til at give slip på en bane. Så blev nogle på skift sendt i klubhuset, hvor man kunne sætte sig og deltage i forskellige brætspil ved bordene, eller indtage mad og drikke og hvile ud og gøre klar til næste dyst.

Klubben har gennem tiderne bemærket sig rent sportsligt.

Tilbage i 50´erne og 60´erne gjorde Ruth Mortensen sig bemærket med fire gange jysk mester. Dette overgås af Jørn Gorm Andersen, som hentede 10 jyske mesterskaber, det ene sammen med Svend Hæstrup i herredouble. Jørn høstede et ukendt antal nordjyske mesterskaber og klubmesterskaber.

De seneste 30 år har klubben haft stor succes med mange ungdoms-spillere, hvor det er blevet til rigtig mange danske mesterskaber og ligeledes flere europamesterskaber individuelt og for hold.

BBCs seniorer præsterede fra midt i firserne, hvor det bedste hold spillede i serie 5 samt op gennem halvfemserne den ene oprykning efter den anden under Pers ledelse. Det stoppede med 2. division, men som det fremgår af billederne, blev det gang på gang en våd fornøjelse for Per Hardahl at være seniorudvalgsformand, når en oprykning skulle fejres!

Tidligere seniorudvalgsformand fra midt i firserne og frem til 1997 og herfra efterfølgende formand, Per Hardahl skriver her om badminton tilbage fra 1957:

Jeg husker tydeligt de første gange, hvor min far ”slæbte” mig med til badminton. Det foregik i det/de første år i den lille gymnastiksal på Tygelsgade Skole, netop den skole jeg senere startede på. Jeg var vel 6-7 år, jeg spillede lidt sammen med min fars makkers dreng. Herefter i 9-10 årsalderen fik jeg en kammerat (Jes Jacob) med, og vi fik egen træningstid på Tygelsgade skole.

Det blev starten til over 60 år med Brønderslev Badminton Club også kaldet BBC. Jeg blev simpelthen bidt af det, selvom forholdene den gang ikke var så optimale som i dag. Derfor har jeg også kun misset en enkelt sæson (hvor jeg var på skole i Horsens).

Efter et par år (1961/62) var vi blevet en ret pæn flok både piger og drenge. Senere blev der mulighed for at vi unge kunnet deltage i træning under ledelse af navnkundige Svend Hæstrup (en gerning han fortsatte i flere årtier). Svend har gennem årene udviklet mange talenter, som har gjort sig på de store badminton baner.

Fra venstre: Svend Hæstrup Karsten Ulsted Per Hardahl Thorkild Svendsen Jes Jacob Christensen Jette Jacob Christensen Lene Reeberg Nielsen

Efter at have trænet en del år i gymnastiksale både på Skolegades og Søndergades skoler, husker jeg tydeligt den kæmpeforandring, der skete med pladsforhold og spil, da vi rykkede op i Brønderslev Hallen. Nu lærte vi et noget anderledes spil, som vi ellers kun havde stiftet bekendtskab med i udenbys haller (Aalborg, Sæby og Hjørring). De havde nemlig de gamle buede badmintonhaller, som, vi der kom fra gymnastiksale, havde det vanskeligt med.

Efter vi havde vænnet os til forholdene i en hal, blev vi skarpere på spillet, også mod de store konkurrenter fra Aalborg og lignende. Det resulterede i, at vi som juniorer kunne bryste os af at være blevet nordjyske mestre (ca. 1967/68) – holdet der bestod af Lene Reeberg Nielsen, Jette Jacob Christensen, Thorkil Svendsen, Karsten Ulsted, Jes Jacob Christensen og undertegnede.

Jeg husker endnu, hvordan jeg som ung senior var med nogle ”gamle gutter” ude for at spille turneringskamp i Arentsminde/Birkelse. Her var der en gymnastiksal til rådighed (radiator i hjørnet af banen) til afvikling af 8 kampe. Vi startede kl. 1700 og var færdige kl. 2300. Efter badet forsøgte de ældre herrer, at ringe Birkelse kro op, for om vi kunne få serveret en pilsner. (For mig, der skulle i skole i Aalborg til kl. 8, var det en lettelse, at der var lukket).

Efter mange år som aktiv, har de seneste mange år været helliget bestyrelsesarbejdet i klubben og motionsbadminton.

Badminton er jo heldigvis en sport man kan have glæde af hele livet, og på trods af, at det er en individuel sportsgren, har den givet rigtig mange bekendtskaber og varige venskaber skriver Per Hardahl.

Brønderslev Badminton Club har gennem årene afleveret mange store talenter til de bedste klubber i Danmark. En af de største talenter er Magnus Johannesen, som viste sit potentiale under DM i 2020, ved at vinde over et verdensniveau som Anders Antonsen. Det bliver spændende at følge Magnus fremover!

Klubbens bedste seniorhold nåede i 2010 op i 2. division, men måtte, efter et uheldigt nedrykningsspil året efter rykke ned i 3. division. I dag spiller førsteholdet i Danmarksserien.

I 1992 fik klubben tildelt en fane. Idrætssamvirket havde på vegne af BBC søgt Danmarks-samfundet om en fane.

Der skal ved indvielsen/ overdragelsen slås tre søm i fanen. Det første søm for Hendes Majestæt Dronningen, det næste for fædrelandet og det sidste for foreningen!

I 2014 blev BBCs 75 år fejret!

Den røde løber var rullet ud, og indgangsportalen var prydet med fjerbolde!

Her var der bl. a. taler ved borgmester Mikael Klitgaard.

Mikael Klitgaard ønsker her Brønderslev Badminton Club tillykke med de 75 år. Sportsgrenen har lange og stolte traditioner i Danmark, som jeres jubilæum også viser.

Mikael siger videre: Som mennesker har vi det bedst, når vi kan røre os. Kan det kombineres med også at have det sjovt, betyder det meget for livskvaliteten. Og den har igen betydning for vores samfund. Glade mennesker lever længere og arbejder bedre.

Så en stor tak til klubben og jeres frivillige, fordi I er med til at højne livskvaliteten i Brønderslev Kommune.

I løbet af jubilæumsdagen var der også opvisningskampe i hallen.

Her havde klubben også besøg af den verdenskendte damedouble, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

Parret spillede med flere af klubbens ungdomsspillere, som stolte forlod banen efter spillet. Nogle af BBCs herredoubler fik også lov at prøve at spille mod én af verdens bedste damedouble.

På billedet ses Kamilla og Christinna bagerst ud for indgangspartiet sammen med nogle glade BBC`er!

Om aften var det jubilæumsfest i Klubhuset

Igen lod John Laursen kreativiteten blomstre gennem nedenstående billede, som prydede forsiden på jubilæumsskriftet i 2014.

Klubben har gennem årene udnævnt følgende æresmedlemmer:

Kaj Mortensen, Harry Jensen, Svend Hæstrup, Per Hardahl, Poul Hedelund Lønbro, Birthe Ellegaard og Carsten Hansen.

Følgende fortalt af Poul Lønbro:

Brønderslev, den 1. oktober 2021

Som skribent på opgaven om sammen-sætning af indholdet for Brønderslev Badminton Club til Historier fra Brønderslev, var det for mig en medrivende oplevelse at gennemgå mere end 1000 billeder, som Bo Christensen, der i sin fritid arbejdede på denne front, har taget. Hvert billede rummer sin egen historie! Det er meget rørende!

Jeg aftalte med Jens Otto Madsen, at jeg godt måtte bruge op til 12 sider, på BBCs historie. Det endte med 25 sider, men jeg sidder tilbage med følelsen af, klubbens historie kan fylde en hel bog. Der er vildt mange sportslige resultater gennem de sidste 40 år at skrive om, og krydrer jeg dette med alle de personligheder, som har hjulpet til i klubben, og de historier, som følger med, ja så får beskrivelsen ingen ende!

Inger og jeg har, i lighed med mange andre, brugt tusindvis af timer i og for Brønderslev Badminton Club.

Det startede med, at Inger tog vores ældste dreng, Morten med ned i Brønderslev Hallen, hvor Svend Hæstrup havde badminton for de mindste. Selv spillede Inger og jeg som motionister.

Svend har alle dage samtidig spottet interesserede forældre, og fået dem aktiveret i klubben. Det var hans ”skjulte dagsorden”! I 1984 røg jeg også i ”fælden”, da jeg blev valgt ind i BBCs bestyrelse, og samtidig overtog formandsposten for ungdomsafdelingen efter Ole Vejergang.

Arbejdet i klubben greb om sig, og her var jeg heldig, at dette arbejde også interesserede Inger. Vi var efterhånden kommet op på mange ungdomshold i holdturneringen, så det var derfor vigtigt at have stabile forældre til at køre ud med ungdomsholdene i hele Nordjylland. Inger og jeg tog samtidig opgaven som holdleder for det hold Morten spillede på. Morten spillede på det bedste turneringshold, som dengang hed A-rækken under Nordjyllands Badminton Distrikt. På holdet befandt sig også den senere kendte golfspiller, Søren Kjeldsen, som vi kørte Nordjylland tyndt med på bagsædet. Her mødte holdet også den senere verdenskendte badmintonspiller, Peter Gade, som dengang spillede i Gug. Så de to stjerner har mødt hinanden som ungdomsspillere i badminton!

Min funktion som holdleder fortsatte også på førsteholdet. Her var min største kvalifikation som holdleder, at jeg havde kørekort til bus. Derfor lejede BBC en bus uden fører hos Jørns busrejser. Dette stoppede efter 20 år i 2013. da EU krævede et opfølgningskursus på en uge for alle chauffører, som havde et buskørt! I alle disse år var det en tradition i badminton, at hjemmeholdet fra jyllandsserien og op i rækkerne, serverede varmt mad for gæsterne efter holdmatchen. Her har Inger været en fast klippe og stået for madlavningen i Klubben, når førsteholdet havde hjemmekamp.

Som sagt var Inger meget engageret, og hun foreslog, at vi fredag aften, hvor det var svært at leje Brønderslev Hallen ud, at vi arrangerede familiebadminton. Dette blev hurtigt en succes, og vi valgte at tage dette tiltag med over i Hedegårdshallen i 1987, da alle BBCs aktiviteter blev placeret her.

Begge vores drenge, Morten og Kristian, har siddet med i BBCs bestyrelse, efter at jeg havde trukket mig ud af bestyrelsesarbejdet. Kristian sidder i dag med i Badminton Danmarks hovedbestyrelse, og har det overordnede ansvar for holdturneringen. Kristian er også international badmintondommer, og har flere gange været i Asien, for at dømme kampe. Han har derfor også kontakter og venner i mange lande!

At jeg blev engageret i badmintonklubben helt tilbage i starten af firserne og stadig er med i Brønderslev Badminton Clubs Venner også i daglig tale benævnes BBCV, som støtter op om klubben, er noget af en tilfældighed!

Inger og jeg kan konstatere, at de mange timer vi til dato har brugt i og for klubben, har været det hele værd!

Facts og erindringer fra sin tid. – af fhv. socialinspektør Erik HaldUddrag 2020

Uddrag fra bogen

Facts og erindringer fra sin tid 2020.

Forfatter: Tidligere socialchef Erik Hald, der kom til Brønderslev som ganske ung i 1960 og blev kasserer i den daværende Sygekasse.

Min opvækst og oplevelser fra barndommen.

Stamtræet har stået i Vestjylland, i Holstebro-området, selvom det allerede i mine forældres tid begyndte at sætte rod mange andre steder i landet og udlandet, men identiteten “som en rigtig vestjyde”, den følger med dig, hvorhen du end måtte slå rod.

Min familie boede på en sidevej til Viborgvej i et parcelhus til jeg var 10 år, hvorefter mine forældre købte landejendommen Gammeltoft, der lå i det område, hvor TVMV ligger ved vandkraftsøen.

Jeg blev født om sommeren under stor opmærksomhed fra den nærmeste familie, mange andre i familien havde allerede fået børn, så det var skønt, at jeg kom til verden. Selve min fødsel var ret besværlig, jeg skulle tages med tang. Det kan måske nok lyde lidt morsomt, men jeg tror ikke, det var særlig rart for min mor, og jeg tænkte for nylig, hvor ubehageligt det måtte være, da jeg på sygehuset så en udstilling om tidligere anvendte redskaber til fødsler.

Familiens læge, frk. Poulsen, fortalte gennem flere år, at hun havde givet mig arret i panden, så man vidste, hvor jeg hørte hjemme, hvis jeg en dag blev væk.

Da mor så igen skulle på arbejde, blev der behov for en barnepige. Det blev Kristine Jørgensen, en ældre dame altid klædt i sort med noget hvidt tøj om halsen, hun var rar og flink ved mig, men hvordan hverdagen var, ved jeg ingenting om.

Nogle år senere var jeg med min far hjemme på besøg hos hende. Hun boede i spøgelseshuset et par huse længere henne af vejen sammen med en anden gammel dame, også klædt i sort.

I mange af husene på vejen var der flere børn, flest drenge, alle aldre var repræsenteret. Det bevirkede, at der var aktivitet hele tiden. I vores hus var der næsten altid 4 børn. Altid var der gang i noget.

Vi havde en stor legeplads til rådighed, og vores aktivitet var stor, der foregik jo noget hele tiden, indtil skolegangen kom og beslaglagde en stor del af dagen.

Området, der var “vores”, var vejen, haverne, diger og marker bag ved nabohusenes haver for ikke at glemme skoven og Storåen, hvor man slet ikke kunne undgå at fange fisk, hvis man smed snøren i vandet.

Da så cyklen blev “opfundet”, blev aktiviteterne udvidet i betragteligt omfang, og vores aktionsradius gjorde verden større.

Dagen oprandt så også, da vi store drenge skulle til at spille fodbold i HB. Det skulle være en stor dag for os kommende landsholdsstjerner og senere professionelle spillere i Italien, ligesom Karl Aage Hansen og Carl Aage Præst, der spillede for Juventus. Vores selvtillid var i hvert fald i orden.

Men nu skulle vi jo så lige først meldes ind i klubben, inden karrieren kunne begynde. Vi fik et håndskrevet medlemskort, blev vist nogle baner, blev præsenteret for en træner og mange andre ting. Så til allersidst fik vi lov til lege med en bold, og så var det slut for denne dag.

Vores hjemtur tog længere tid end turen til stadion, og jeg tror, vi var enige om (uden at sige noget), at der var langt til Italien.

Vi spillede en tid og mig mest og jeg var så heldig senere at blive udtaget til at spille på et drengehold, der skulle til kamp i Viborg, som vi for øvrigt tabte stort til.

Forud var gået, at jeg ikke havde nogen fodboldstøvler (ved ikke grunden), så vi snakkede sammen om det derhjemme. Der var ingen penge til at købe nogle nye for, men far fik den ide, at jeg kunne tage nogle af alle vores løg, rengøre og pakke dem og cykle ind til nogle gartnerforretninger og sælge dem og så bruge pengene til støvler. Jeg gik i krig med opgaven og cyklede til byen. Den første gartner var i Østergade, som vi i familien godt kendte. Han syntes, det var fine varer og ville vide mere om, hvor de kom fra, og jeg fortalte alt det døje og besvær, der havde været med at rengøre og pakke for at få det bragt herned. Han spurgte om mange ting og sagde til sidst, at han ikke ville købe dem af mig. Han troede jeg havde “lånt” dem et eller andet sted.

Han sagde ikke, at jeg var en tyv.

Jeg fik ingen fodboldstøvler, men lånte et par af en holdkammerat, og i dem spillede jeg min sidste fodboldkamp i Viborg, og jeg har heller ikke prøvet at sælge løg siden.

I skole

Min skolegang begyndte i Danmarksgades Skole i grundskolen og mellemskolen og sluttede i Sønderlandsskolen, hvor min realklasse var med til at indvi den nye skole.

Jeg var glad for at gå i skole og var en “sød” dreng, der havde orden i tingene, altid forberedt og kom altid til tiden og opførte mig ordentligt. (Man skulle næsten tro, at det var min mors ord). Men det er sandt.

Jeg var ikke en med særlig gode evner, vel sådan noget midt imellem. De matematiske fagområder lærte jeg aldrig, hvorimod mit dansk, historie og geografi ikke var så “reng” endda. Jeg var meget glad for skolen.

Både mor og far var meget optaget af, at vi fik en god skolegang, med hvad der her hører til af viden og opdragelse og den slags ting.

Mor var kontrollanten for lektierne og den medfølgende supplerende undervisning, vi skulle have. Hun var udholdende og fortællende om

det stof, vi arbejdede med, især dansk, hvorimod far måtte træde til med regnearbejdet.

En detalje, som jeg har slæbt rundt på hele livet, er fra den røde ABC. Vi stavede det ene ord efter det andet og kom til ordet mis, og hvad siger det så….. kat var svaret fra mig, lidt jubel første gang det blev sagt, men ikke efter de næste mange gange. Far slog i bordet, nu kunne det være nok. Mor og jeg fortsatte med den øvrige tekst uden større besvær. Vi blev enige om det andet ord var missekat.

Der har nok været andre af den slags episoder i skoleforløbet, men de første fem år i grundskolen synes jeg gik fint med stort set de samme kammerater hele tiden og uden særlige problemer nogen imellem. Efter femte klasse sker der så en deling af elever, da nogle skal i mellemskolen. Her bliver der så et skifte af skole og nye elever. Jeg husker, der gik en tid, før vi var tilpasset hinanden. Vi var ca. 25 i klassen, hvoraf de 18 var piger og 7 drenge. Vi kom fra mange forskellige sociale lag, mange forskellige interesser i sport. Forskellige økonomiske muligheder spillede også en vis rolle, men de fire år gik, og næste beslutning om skolegang skulle træffes, nogle ville i realklassen og andre ud i lærepladser.

Jeg fortsatte i realklassen, hvor der igen skulle flyttes rundt på elever, især fordi der var kommet en ny skole, Sønderlandsskolen, som skulle have en realklasse. Det var den skole, jeg valgte på grund af mine kammerater, som fulgte med.

På det tidspunkt var vi begyndt at blive voksne og begyndte at tænke lidt mere alvorligt på fremtiden, og her var uddannelse et stort emne, og fantasien manglede ikke noget, igen et tegn på, at skolen gennem årene har givet os en god ballast. En elev var blevet så klog i skolen, at han ville studere. Han fortalte vidt og bredt, at han ville studere på gymnasiet i Struer, og når han havde studeret færdig her, ville han studere videre i Århus, og hans studiemål var at blive læge, hvad han også blev. Skulle jeg vælge en læge, ville jeg ikke vælge en så studeret én. Vi hørte aldrig fra ham i sammenhæng med klassefester og vandrebog.

Vi elever har nok været søde og rare, men vi har da også kunnet lave kunster, gøre grin med lærere og os selv i mange situationer.

Vores tysklærer var en dejlig mand, og han ville alt det bedste for os, men han havde sit udseende imod sig, og det var jo guf for nogle uvorne unger som Verner og mig. Lærer Pedersen hersede med os med udtalen af f.eks. det tyske a. Det var ordene, ich habe, som vi fik til at lyde “ikke tysk”, og det blev Pedersens navn resten af undervisningstiden og til klassens uventede accept.

Da vi så nærmede os eksamenstiden, tilbød “ich habe”, at han ville hjælpe os med ting, som vi havde problemer med, vi kunne besøge ham privat på forskellige tidspunkter. Ingen meldte sig. Verner og jeg skammede os. Vi ville melde os med problemer, og vi stillede op og bad om hjalp. Vi fik en meget venlig og interesseret modtagelse og gennemgik flere emner. Vi takkede for hjælpen og gik lettet hjem. Til eksamen fik vi begge fine karakterer, som for øvrigt andre i klassen også fik. Lærer Pedersen var god nok, og vi (Verner og mig) lærte noget heraf.

Opførelsen af den nye skole medførte også flere nyansættelser af lærere, og en af dem skulle vi have til engelsk og fransk. Ham, vi skulle have, hed Jens Juel Pedersen, og efter pigernes udsagn skulle han være ret så dygtig, og så var han pæn. Det var han også, altså pæn. Han var høj og slank, med mørkt krøllet hår og en perlerække af kridhvide tænder.

Hans smilende entre i klassen, fægtende med arme og ben, var vi ikke vant til. Han præsenterede sig og fortalte, hvor glad han var for at få lov til at undervise og føre os til eksamen. Han havde hørt, vi var en god og dygtig klasse. Han spurgte til hver af os.

På det tidspunkt kunne man, set i bakspejlet eller erindringen, undre sig over, at ingen af pigerne endnu var besvimet af benovelse, ikke blot var de helt røde i ansigtet, åben mund og hormonerne roterede sikkert forvildet rundt i kroppen på dem.

Citat: ”hvis vi står sammen”, ” hjælper hinanden”, ”arbejder hårdt”. Nogle af slagordene. Han blev ”vores” lærer og fulgte os senere gennem mange år sammen med vores klasselærer.

Besættelsen

Vi vender så blikket tilbage til barndommens gade, hvor krig og besættelse prægede vores liv og gøremål. Vores forældre gjorde alt, hvad de kunne, for at hverdagen skulle være så almindelig, som den plejede. Min lillebror Jørgen mærkede nok mindre end mig til de forandringer, som skete, men vi led ikke nød på noget tidspunkt, men der var knaphed overalt.

Jeg havde et noget ambivalent forhold til tyskerne. Jeg var duperet af deres store lastbiler og kanoner, når de gik marchture og sang, og af dem der boede i skoven, der smilede og snakkede til mig, når jeg besøgte bedstefar, som de købte æg hos og sågar betalte derfor. Jeg havde gjort bedstefar opmærksom på, at tyskerne ville stjæle fra ham, men det gjorde de ikke.

På den anden side var jeg lige så gal på dem, som far var, når de vadede rundt i vores have og satte pæle ned, hvor der skulle sættes hegn op, som ville spærre for adgangen til vores dyr i bunden af haven. Far fjernede pælene i den rækkefølge, de blev sat op, og han var rasende, selvom de skældte ham ud. Han forklarede dem, at han ikke ”verstehen” tysk. Vi blev enige om, at vi ville skyde alle dem, der ville gøre os fortræd.

Under krigen fik jeg en fin ovnlakeret cykel, som jeg i starten havde lidt besvær med at komme op på og stå af. Ved hulvejen var et dige, som jeg kunne bruge som afsæt og tilsvarende stå af ved, når jeg kom ud til bedstefar på én af mine mange ture ud til ham. En dag på hjemturen kørte en mindre tysk lastbil lige efter mig og dyttede, sikkert for sjov, hvorved jeg nok blev forskrækket og kører hen til diget, hvor jeg vælter og falder ned i grøften, hvor der var et pigtrådshegn, der river mit tøj i stykker og giver mig en flænge i låret og andre skrammer på kroppen. Jeg vader hjem og venter at blive skældt ud for at have ødelagt tøjet (som vi ikke havde for meget af), men mor og far var mere bekymret for mit ben, som blødte meget og truede med lægebesøg og sygehus. Jeg blev repareret og går nu rundt med et varigt men af min krig med tyskerne.

Nogle små sjove historier

En af mine mange små kusiner kom en dag farende ind på gårdspladsen, Smed cyklen og råbte ….. Henrik, Henrik, hvorefter min far kom frem i stalddøren. Ved du hvad DSB betyder… nej det vidste far jo ikke…. Endnu mere hopperi. Det betyder De Satans Bønder. Det var far jo ked af at høre, men bedyrede pigen…. det er selvfølgelig ikke dig Henrik. Hendes far var Thorvald, der var ansat i pakkeposten på banegården.

En af mine kollegaer på kontoret ventede familiebesøg fra København. Familien havde en dreng, der gerne ville besøge en bondegård. Det mente jeg nok at kunne formidle. Jeg husker ikke navnet, men en kvik lille snakkende fyr. Han fortalte, at han var på ferie “på Jylland” og ville gerne se nogle dyr. Han snakkede som et vandfald på københavnsk og min far på vestjysk, så der var mange gange misforståelse fra begge sider. Hvorfor snakker du ikke dansk? Far ville ikke lære at snakke dansk på “københavnsk”.

En dag skulle der graves kartofler op og overraskelsen var stor over, at man kunne grave noget op af jorden og spise det, og der blev ved med at være noget dernede. Den ene overraskelse kom efter den anden.

Den med at rykke i halen på koen, så der kom mælk ud af patterne, troede han dog ikke på.

Jeg kan ikke yde historien fuld retfærdighed, men en kendsgerning var, at de havde det godt med hinanden, selvom de talte hver deres sprog. Vi snakkede bagefter om, at han nok ville prøve at snakke vestjysk, når han kom tilbage til stenbroen. Drengens tur “på Jylland” gav foruden kartofler også lidt slik af sig.

I årene omkring krigen fik skolebørn mulighed for at få togrejsebilletter, så der blev muligheder for at komme på ferie. Billetterne havde bestemte ud- og hjemrejse datoer og tider.

Jeg fik en billet til København, hvor jeg skulle bo hos tante Anna og Marius, min fætter Kjeld og kusine Ingelise. Jeg har besøgt dem i mange år, og det var et rart sted at være gæst. Vi legede godt sammen os børn og fik lov til mange ting. Jeg havde en fast opgave, hvor skal vi hen? Tivoli, Bakken, trav- eller banecykelløb?

Et af de første år, jeg var der, fik jeg hjemve, jeg savnede mor og far, og jeg kan ikke komme hjem, for min billet bestemte, hvornår jeg skulle rejse. Tryllekunstneren Marius fik den ide, at vi skulle snakke med lokomotivføreren Nielsen, han kunne måske hjælpe os. Vi besøgte ham i sin fine uniform med kasket og det hele. Han foreslog, at jeg kunne komme med ham. Han skulle køre det fine røde lyntog Vestjyden til Struer. Hvis jeg kunne sidde stille og høre efter ham, kunne jeg sidde ved siden af ham i cockpittet og være med til at styre toget gennem landet. Det var en god togtur, og jeg var glad, da han satte mig af i Holstebro.

I begyndelsen af tiden på landet var der tradition for kaffeborde mellem naboer og venner. Senere blev det mere erstattet med frokostborde med smørrebrød, øl og snaps. Mor ville jo ikke være underlegen i den servering, der skulle være. (Der var lidt konkurrence konerne imellem, men det snakkede man ikke om). Alt skulle være hjemmebag, hvor brødet var: boller, kringle, 2 slags formkage, 1 hvid lagkage med fløde, 1 brun lagkage med glasur, æblekage og vist også lidt småkager. Fik man portvin til, var det en ekstra finesse. Sådan gjorde de andre jo også.

Sport

Professionelt fodboldspil i Italien blev jo ikke til noget.

Du må finde på noget andet, og det blev cykelsport, nok noget præget af tidens idoler som par nr. 7, 6-dagesløb, o.s.v.

Vores klub var ikke særlig stor, og der var en del ledelsesmæssige problemer, men vi var ca. 10 unge fyre, der kørte land og rige rundt. Vi trænede rigtig meget på landevejene, flere gange om ugen, men vi manglede trænere, der kunne vejlede og træne os indendørs om vinteren, men vi havde det godt med hinanden og kom rundt i mange byer i løbet af sommeren. Kørte med og imod ryttere, som både var ret så kendte og senere opnåede store internationale resultater. Vi så op til klubberne i f.eks. Randers, Vejle og Århus, der havde meget gode faciliteter og skabte gode ryttere.

Preben (til venstre) og mig ved målstregen.

Vi trænede fra tidligt forår, når vejene var fri for sne og frost og kørte oftest parvis, både af hensyn til træning men også for at styrke venskabet. Det kunne jo også være ret ensomt at cykle alene over en lang strækning. Jeg kørte med Preben, en fin fyr med en fightervilje og vindermentalitet, så han kunne være svær at omgås, hvis resultater ikke gik hans vej. Han var en bedre rytter end mig i de fleste situationer.

Vi kørte løb i mange byer rundt om i Jylland hele sommeren. Cykelløb køres normalt om søndagen fra kl. 8 om morgenen, så vi skulle hjemmefra om lørdagen og boede rundt om på skoler og vandrehjem. Vi kom rundt med tog, men mest sammen med en ven, som havde en gammel Ford (vistnok 1938), flot bil med plyssæder. Den havde en kasse – bagagesæde, som vi havde cykeludstyr og madpakker i. På et andet stativ hang vore cykler. Herlige oplevelser og et fantastisk venskab.

Soldatertiden

Efter læretiden (nogen ville nok have kaldt det efter uddannelsen, men en vestjyde brugte ofte mere beskedne og mindre prangende udtryk for den slags ting også) kom så indkaldelsen til militærtjeneste. Adressen var Aalborg, Dronningens Livregiment, Fynsgades kaserne.

Jeg kunne godt forstå noget af det, men havde svært ved at tolerere den kadaverdisciplin, der skulle være midlet til at skabe gode soldater. Eksempler. Hvorfor skulle en deling på 25 mand stoppe op midt i et til lejligheden lavet mudderbad med 15 cm. vand, blive beordret dæk, og hvis man ikke var langt nok nede i skidtet, blev en fod sat på ens skulder, så selv hovedet var under vand. Sådan en skide sergent sku selv trilles rundt i lortet.

Hvad med inddragelse af 10 mands bevilget orlov, fordi kløvningen (sergenten) fandt lidt støv på den ene dørkarm på stuen???

Retfærdigvis tog vi også gas på ham. Vi skulle “afleveres”, men kunne ikke gå i takt og vi havde svært ved at skelne mellem højre og venstre om. Uanset hvor meget vi øvede det i afstraffelsestimen, kunne vi ikke lære det. Selvom vi bagefter fik ondt i “fusserne”, fik vi da taget lidt hævn.

Vi var jo kun rekrutter.

Inden jeg hidser mig selv helt op, så var der også lyse sider, og det var byen Aalborg.

Soldater var velsete i Aalborg overalt. Fribilletter til masser af aktiviteter. Altid var der plads til et antal soldater – flot Aalborg, modsat Holstebro, der havde svært ved at blive garnisonsby, da dragonerne kom midt i halvtredserne.

Efter 6 måneder blev jeg overflyttet til Holstebro pga. sygdom hos en anden soldaterkammerat.

Jeg afmønstrede og blev kørt til banegården sammen med mit udstyr. På banegården kom jeg i snak med en lidt ældre medarbejder, hvorfor jeg skulle flyttes osv. Snakken endte med, at han ville prøve at glemme min oppakning til et tog om et par dage.

Straks ved ankomsten til Holstebro skulle jeg melde mig på kasernen. Jeg meldte mig på personelkontoret som beordret og blev anvist den blok, jeg skulle bo i, så jeg kiggede bare på. Jeg kunne jo ikke lege soldat, når mit kampudstyr var væk.

Min opgave som soldat var meget forenklet forklaret noget med radio, telegraf og telefon. Det fortsatte naturligvis i Holstebro også, men under lidt andre former som gjorde, at jeg her fik en del opgaver med telefonvagter og slap så fra andre vagtopgaver. Jeg havde altid en radio i hånden eller en på ryggen.

Pludselig en morgen til parade blev hele vores afdeling uventet kaldt frem, hvor en officer efterlyste folk med en kontoruddannelse, dygtig til skrivemaskinearbejde, vant til journaliseringsarbejde, arbejde alene under pres, kende tavshedsregler m.v.

Jeg meldte mig med det samme uden omtanke for arbejdet, der skulle laves eller mine egne kvalifikationer.

Ordren blev, at jeg inden et bestemt klokkeslæt skulle møde op på personelkontoret i velpresset udgangsuniform og bede om at tale med en bestemt kaptajnløjtnant, der ville vurdere mig og mine kvalifikationer.

Hvis jeg blev godkendt, ville jeg ikke mere tilhøre min sædvanlige gruppe, og alt mit udstyr skulle gemmes væk. Jeg skulle fortsat bo på samme stue, men havde kun helt personlige ting i et lille skab. Det var usikkert, hvor lang tid mine nye opgaver varede.

Jeg blev godkendt. Jeg undervurderede ikke mine evner, men det gik denne gang. Jeg blev anvist en kontorplads. Der var fire ansatte, chefen (kaptajnløjtnant), to civilansatte og mig. Alt arbejde vedrørte kun personel, modsat på kontoret ved siden af kun kørende materiel osv.

Administrationsbygningen var delt i mange afdelinger, min var den “menige soldat”, næste etage var officerer, og sidste station var kommandocentralen med den regerende oberst med sin stab. Der var mange forskellige øgenavne til stederne.

Den dybere årsag til de mange forandringer, der blev gjort i regimentet og andre militære enheder, var afledt af konflikter i Mellemøsten, særlig om Suez. Jeg arbejdede hårdt med mine opgaver og nåede de forskellige mål, der var opsat. I det hele taget var der overalt en meget fin arbejdsdisciplin, fin omgangstone mellem både menige og officerer.

Jeg blev positivt overrasket over, hvor godt tingene fungerede. En anden stor overraskelse var, hvor veluddannede hele officersstaben var i regimentet. Intelligente, psykiske, fysiske egenskaber. Funktioner i europæiske forhold m.v. Jeg havde selvfølgelig ikke kendskab til den enkelte person, men kun de data, jeg arbejdede med. Alt var kodet.

Jeg kan ikke befri mig for den tanke eller spørgsmål, om disse guttermænd også i sin tid, mens de var korporaler og sergenter, har sendt rekrutter gennem pløre, vandhuller, jordhuller m.v.?

Militæret ka’ noget, men det er svært at forklare, hvad det rigtigt er.

Som tiden gik, blev jeg en af holdet, vi drak kaffe og snakkede om alt og alle, og her havde jeg et lille forspring af viden om byen, som kom mig godt til gode senere.

Klokken 8.58 råbte kaptajnen til mig——det er tid — javel hr. kaptajn. Jeg skal på min sædvanlige tur til messen. Jeg fik 50 ører til en snegl eller andet kage efter eget valg. Han skulle have sit rundstykke og en Elefantøl (en med muskler), der skulle bruges til hans medbragte madpakke til frokost kl. 12.00. Sådan var det, og sådan blev det ved med at være.

Vi er nu kommet hen til den tid på året, hvor der kom nye grøntsager, og det kom snakken så til at gå på en dag. Kaptajnen var vild med jordbær ligesom en af de andre. Jeg tilbød at være leverandør af det, de manglede, og det kunne muligvis afleveres på deres bopæl, hvis min tjeneste kunne tilpasses lidt.

Det kunne den, så jeg blev fremskaffer af både det ene og det andet, så jeg måtte ud og alliere mig med andre end mor og far.

Når jeg så kom til de respektive fruer og afleverede produkter til favorable priser, faldt der sommetider en ekstra skilling af til den fattige soldat (jeg havde nær skrevet den tapre soldat).

Min daglige gang til messen var blevet observeret af en lille dreng, som boede i en tjenestebolig lige ved siden af administrationsbygningen. Han gjorde honnør til mig, hvad jeg selvfølgelig gengældte. En dag kom der til min chef en forespørgsel, om jeg kunne tænke mig at være barnepige for kaptajnens familie (husker ikke navnet) en aften fra kl. 17 til 24 mod en rimelig betaling og kost. Selvfølgelig kunne jeg det. Drengen var helt vild, da han så mig, pigen noget mere tavs. Min opgave var at spise lidt aftensmad med dem, finde på noget at lege med af al det militærudstyr der var, eller læse en historie. Vi læste et par historier, som pigen foreslog. Børnene kunne selv gå i seng til bestemt tid. Fin aften for os alle.

Jeg var der en gang mere, og det var nærmest mig, der blev passet.

Når man hjemsendes fra militæret, får man udleveret et fint stykke papir, en forholdsattest, hvorpå der er et såkaldt vidnesbyrd underskrevet af ens regimentschef, obersten. Det fik jeg selvfølgelig også, men jeg vil ikke skrive, hvad der står (jeg er flov). Jeg fik den bedste udtalelse, en menig soldat kan få, og yderligere er mit stamkort forsynet med en karakter, der siger, at jeg er velegnet til militær uddannelse.

Mon ham vandpytte-sergenten fra Aalborg har været med til vurderingen? Nej, næppe, og dog—man ved aldrig, hvad der kan ske i militæret.

Af en eller anden grund blev jeg aldrig genindkaldt, f.eks. til efterårsmanøvre. Jeg har ladet mig fortælle, at jeg var havnet i en kasse med ældre årgange.

På vej til Brønderslev

Min tilbagevenden til kontoret gav mig, lidt uventet, en ny energi. Det blev næring til de tanker og ideer om at finde nyt arbejde….. der skal ske noget… og det gjorde der så.

Jeg blev tilbudt et arbejde i Hvidovre sygekasse, men det var ikke så interessant, som det jeg havde. Derimod var jeg via min fætter Kjeld i København gjort opmærksom, at hans arbejdsplads fik brug for flere folk. Det var fødevarefirmaet Plumrose, der arbejdede med dybfrost – det lød interessant, men det blev herved, da der pludselig i mit fagblad blev en stilling ledig som kasserer i sygekassen i Brønderslev- og til en løn som var næsten dobbelt så stor, som den jeg fik nu. Her skulle laves nyt kontor og nyt bogholderi med maskiner m.v., som jeg var vant til. Den plads skal jeg have, var min konklusion. Jeg fik stillingen og skulle flytte til Brønderslev.

Så er tiden inde til afrejse. Efter en flok afskedsbajere med et par gutter (ingen piger) skal min kuffert pakkes og rejsen nordpå med tog mod Struer/Randers/Ålborg/ Brønderslev begynder.

Her skal du stoppe læsningen. Luk øjnene. Tænk på en gammel westernfilm. Nu må du læse videre.

Toget buldrer derudaf over flade ensartede stepper, nogle træer og buske hist og pist, og lidt kvæg går og græsser, men ingen folk at se kun nogle spredte gårde. Holdepladserne rundt omkring er det mest spændende. Efter mange timers rejse kommer et skilt til syne – Brønderslev. Her stiger en mand af toget, kigger sig omkring, går ind på stationen, der er bemandet med en tavs person i billetlugen. Ude af stationen igen på den søndre side henviser et skilt, hvor man kan få en vogn. Kusken står lænet op af vognen og sover med en kasket trukket ned over øjnene. På den modsatte side vognpladsen sidder en forhutlet gammel mand og bakker på sin pibe.

Sådan lidt omskrevet var min ankomst til byen. Trist var det. Hvis toget var kørt tilbage, og hvis jeg ikke havde haft en ansættelsesaftale, var jeg smuttet med tilbage.

Nu var jeg her. Jeg boede på et 15 m2 stort værelse, spiste på pensionat sammen med mange unge 3 gange om dagen. Jeg blev godt modtaget her og på kontoret. Arbejdet var nemt, og der var nye udfordringer i sigte.

En af de første naboer, jeg kom i snak med, var Halskov Nielsen, der spurgte, hvorfor jeg var kommet til byen. Det fik vi så en sludder om.

Det er en dum beslutning, unge mand. Ved du ikke, at Vorherres mening er, at der ikke skulle bo mennesker nord for Limfjorden. Det vidste jeg ikke noget om. Du bliver syg af blæsten og får enten mellemørebetændelse eller kæbebihulebetændelse, så vi ses på klinikken inden 14 dage. Jeg blev nu ikke syg. Hyggelig mand som blev vores læge, så længe han havde praksis. Han blev en gammel mand, men han kunne huske vores familie, og hver gang vi mødtes, skulle jeg bringe en hilsen til drengene Han kunne altid huske deres navne. Den sidste gang, jeg så ham, var på en parkeringsplads, hvor vi holdt side om side. Han fortalte, at han lige skulle et smut på sygehuset og snittes lidt i – det er lidt træls – det var sgu skønnere, da det var mig, der førte kniven.

Birthe

En dag skulle jeg klippes, og en kollega foreslog, at jeg skulle gå ned til Robert i Bredgade og det gjorde jeg.

Mens jeg sad i stolen, kom der pludselig en ung pige ind i forretningen. Hun gik ind i baglokalet og kom lidt efter ud med en kost og begyndte at feje hår op fra gulvet

Jeg fik øje på hende i spejlet. Da vore blikke mødtes, så jeg et par øjne, der strålede som diamanter. Smilet om hendes røde læber gjorde kindernes smilehuller endnu kønnere. Håret sad som i nutidens reklamer fra l’Oréal. Hun var i en lyseblå faconsyet kittel, der næsten gik til knæene. Der var ikke brugt mange penge til indkøb af stof. Hvordan fik hun mon sådan en af og på? Der var ikke meget plads at give af.

Der var en hvid krave, der dannede rammen om en smuk hals og kavalergang – et skønt syn. Hendes små fødder var stukket i små lave lysebrune sandaler, og tæernes neglelak matchede mundens kulør.

En duft af kvinde.

Hende må du i snak med. Jeg lavede en plan A og en plan B, som normalt både i teori og praksis virker, men sådan skulle det ikke gå. Jeg spurgte og ledte overalt…. Hun var væk.

En fra pensionatet havde arrangeret en Aalborg-tur til Ambassadør, dans, mad, bustur. Det var ikke noget for mig med de dansearrangementer, de lavede, når jeg ikke kunne et eneste trin på et dansegulv. Du skal med, sagde Rømer, det hele er bestilt og betalt. Tager du ikke med, skal du alligevel betale regningen. Alternativet var at blive alene tilbage på pensionatet, så jeg valgte at tage med. Det blev et godt valg. Den plads, jeg skulle sidde på, var ved siden af Birthe. Godt nok så langt, men hvad med danseriet, nu får jeg ikke en chance for at skabe ordentlig kontakt med hende Alt var stik imod, hvad jeg havde forestillet mig. En aften jeg troede alt var tabt, men hun indvilligede i, at vi én af dagene kunne gå i biografen, se det var en anden indgangsvinkel. Vi gik ture, besøgte Bedste i Stenberggade og havde det rart i hinandens selskab. Jeg blev dybt forelsket i hende, ubeskriveligt, en ny verden kunne måske være på vej.

Så kom chokket.

En aften fortæller hun så, at hun fik travlt de næste dage, fordi hun skulle pakke. Hvad skal du pakke? Jeg skal rejse til nyt arbejde i Vejle. Det var ubærligt, nu standsede alt, før det rigtig var begyndt.

Vi ville så begynde at skrive sammen ret tit, hvad vi også gjorde. Hun skrev, at alt gik, som det skulle. Hun havde fået et par veninder fra salonen og hun spiste på pensionat sammen med næsten hele Vejles fodboldhold, Tommy Troelsen, Henning Enoksen og flere. Jeg blev nærmest desperat…… nu ser du hende aldrig mere….. væk for altid.

Jeg gik op til Bedste for at blive lidt trøstet. Jeg hjalp lidt i haven, så den var klar til vinter. Vi blev ret fortrolige, og jeg ordnede lidt papirarbejde for hende. Al post lå frit tilgængelig for familien, julekort, feriebreve, skattekort, alle skulle se, hvad der skete i den store familie rundt omkring. Der lå ingen brev fra Birthe, så jeg skrev til hende, at jeg synes, hun skulle sende Bedste et kort og fik det svar tilbage, at det havde hun gjort. Jeg spurgte så Bedste, hvor Birthes breve var, der kunne være noget for mig at læse, men det kunne der ikke, for det var hemmeligheder, og de blev ikke lagt på bordet, men smidt i kakkelen (kakkelovnen), men Bedste troede, at jeg var go’ nok.

Birthe kommer så via arbejde i Ålborg tilbage, og vi finder sammen. Skønt.

Birthes forhold til Bedste var noget særligt. Til vores bryllup sommeren 1962 sagde Bedste, at hun var så glad for, at det blev os to, og håbede, at vi resten af vores lange liv ville passe godt på hinanden.

Jeg er snart ved vejs ende nu, men mangler at udtrykke beundring og respekt for alle de mennesker, der på trods af store individuelle baggrunde og vilkår var med til at forme mine første ca. tyve år og for mange af dem også mine senere år.

Ord er ikke tilstrækkelige til at fortælle, forklare, føle, mærke og sanse det liv, Birthe og jeg lever sammen i dag, trods Birthes sygdom.

Det sidste kapitel i disse erindringer er uden ord, men fortælles gennem de billeder vi har gemt i albums og især i vores indre. Det er en berigende kavalkade af billeder af os, familie, venner og situationer gennem foreløbig 60 år.

Vi startede en pragtfuld rejse sammen, og den stopper ikke, før toget standser.

We did it our way

P.S.

Da Erik Hald i 2020 skrev sine erindringer boede Birthe Hald på plejehjemmet Kornumgaard. Hun led desværre af sygdommen Alzheimer.

Hun kunne derfor ikke selv fortælle om deres fælles rejse gennem livet, så Erik taler for dem begge.

Et tilbageblik fra skoletiden til pensionisttilværelsen og min passion for boksning og unge mennesker – Af Erik Thrane

Jeg vil starte min beskrivelse af mit liv fra da jeg var 12-13 år gammel, da det ikke kan have den store interesse for nogle, hvad jeg foretog mig i mine første 10-11 år.

Da jeg var 12 år gammel, boede jeg i Vrensted, min far arbejdede som spinder på en virksomhed der Hed Kjærs Mølle i Brønderslev og han cyklede på arbejde hver dag, da vi ikke havde nogen bil. Min mor havde en gartnerforretning i Vrensted, vi levede som de fleste på dette tidspunkt, vi var ikke rige, men vi manglede på den anden side ikke noget.

Omkring 1954/55 startede jeg i Løkken Realskole i 1. mellem og der gik jeg i 4 år. Vi cyklede til Løkken hver dag, også lørdag, 7 km hver vej.

Skal jeg fortælle om nogen oplevelser fra min skoletid i Løkken, så er noget af det, der står klarest en geografitime, hvor en af mine bedste venner, Jens Otto Madsen (ja, ganske rigtigt, forfatteren til denne bog) han skulle på et verdenskort uden navne pege på, hvor Michigansøen lå. Jeg tror ikke der var mange af mine klassekammerater der vidste nøjagtigt hvor den lå, men vi var da overbeviste om, at det var et sted i USA. Alle, undtagen Jens Otto. Han placerede den et sted i Midtjylland!!! Alle lo, undtagen vores lærerinde. Hun var overbevist om, at Jens Otto gjorde det for sjovt, det gjorde han dog ikke, han troede virkelig selv, at det var der den lå. Vores lærerinde, frk. Højbye som senere blev gift med vores engelsklærer Knud Holst, som senere blev berømt som den kendte digter og forfatter Knud Holst og frk. Højby blev kendt som forfatteren Kirsten Holst. Nå, men Jens Otto skulle selvfølgelig afstraffes og som det var kutyme dengang, så fik han en lussing, lærerne måtte nemlig gerne slå dengang.

Efter endt skoletid kom jeg i lære som lagerekspedient hos J. A. Hestbech & Søn, Ost, vin og konserves en Gros i Brønderslev. Her arbejdede jeg i 4 år og blev udlært som lagerekspedient i 1964. Herefter var jeg soldat i 14 måneder på Vester Alle Kaserne i Århus, der hvor Musikhuset i Århus i dag ligger. Jeg har aldrig været ked af at være soldat, men jeg var heller ikke ked af det, den dag jeg aftrådte til civil igen. Da jeg startede som soldat i Stabsbatteriet, fik vi som noget af det første en briefing om hvad det ville sige at være soldat i Stabsbatteriet. Bl.a. fik vi at vide, at Stabsbatteriets gennemsnitlige ”spjælddage”, dvs. de dage man som soldat blev sat i arresten for forskellige forseelser, var 4 dage. Det chokerede os meget, og alle vi nye soldater var overbeviste om, at det gennemsnit ville vi komme til at trække ned, for vi kunne ikke forestille os, at vi på nogen måde ville komme i ”spjældet”. Det skulle vise sig at vi overhovedet ikke fik noget besvær med at holde ”snittet”. Der skulle nu heller ikke så meget til, før man fik 4 dage i ”hullet”.

Jeg skulle engang under en øvelse i Oksbøl med kanonbatteriet og nogle engelske SAS-soldater vende den jeep, jeg var chauffør på inde i en skov, hvor disse engelske soldater havde deres lejr. Da jeg lige skulle vise disse englændere, hvordan en dansk soldat kørte bil, så fik den ikke for lidt. Fuld speed på under en bakning. Bang. Lige ind i et træ og der stod jeg med en totalskadet Jeep. Med masser af vidner. Straffen var et valg mellem 14 dagbøder à kr. 5,00 eller 4 dage i spjældet. Da lønnen på dette tidspunkt var kr. 30,00 om ugen, var valget ikke svært. 4 dage i brummen til 717533 Thrane. Jeg fik yderligere 4 dage på et senere tidspunkt, men da grænsen var 8 dage før man fik ekstra tjeneste, kunne jeg heldigvis træde af til civil efter 14 måneders tjeneste i Stabsbatteriet på Vester Alle Kaserne i Århus

Men jeg havde 4-5 soldaterkammerater, som måtte blive på kasernen i yderligere 12-20 dage.

Efter endt soldatertid fik jeg ansættelse hos min tidligere læremester Kaj Hestbech som salgschauffør og var her i ca. 3 år, hvorefter jeg skulle videre i min civile karriere, denne gang som slagschauffør for slagteriet i Randers, ØAS, som solgte dybfrost fra store frostlastbiler. Gennem årene har jeg solgt Cafax Kaffe, Mayo Salater, Panda chokolade inden jeg afsluttede mit arbejdsliv hos Nomeco, som er et grossistfirma som leverer medicin m.m. til apotekerne. Her var jeg i 10 år inden jeg gik på efterløn i 2006.

Der følger en lille historie med her ang. det at gå på efterløn. På det tidspunkt, hvor jeg var ansat hos Nomeco, fik alle apoteker varer 2 gange om dagen, nogle fik 3 gange, og de største apoteker fik varer 4 gange om dagen. Alle apoteker fik varer første gang om natten eller først om morgenen, så her skulle chaufførerne møde ind på arbejde kl. 02,30 om natten. Jeg havde altid gerne ville have sådan et nattejob, så jeg havde fri midt formiddag, og jeg fik chancen da en af mine kollegaer, som kørte om natten, kom galt af sted på en sådan nat tur, hvor han snublede over noget vejarbejde i mørket og kom til skade med sin ryg og var sygemeldt i længere tid. Jeg afløste ham på hans tur, men desværre for min kollega blev han aldrig raskmeldt og måtte derfor stoppe på sit arbejde, hvilket var meget tragisk for ham, og det var selvfølgelig ikke lige på den måde jeg ønskede at få denne nat tur. Men sådan blev det, og desværre skulle det vise sig, at jeg så fik et andet problem: jeg kunne ikke sove de 2-4 timer om dagen, som jeg gerne skulle, når jeg kom hjem. Uanset hvor meget jeg rullede gardiner ned for at det skulle blive mørkt, så vænnede mit indre ur sig aldrig til at sove om dagen, og det var uholdbart i det lange løb, når jeg om natten skulle ud at køre små 400 km. Og min gamle tur om dagen var der jo en anden kollega som havde overtaget, så efter ca. 1 ½ år stod jeg af, opsagde mit arbejde og gik på efterløn. Kun godt 61 år. Det skal siges, at på det tidspunkt var efterlønnen rigtig god, jeg gik ikke ret meget ned i løn, så jeg har aldrig fortrudt det.

Men allerede den 25. november 1995 skete der noget stort i mit liv. Den dag blev jeg gift med mit livs kærlighed, Else Marie. Vi havde på dette tidspunkt kendt hinanden i næsten 20 år og boet sammen i næsten lige så mange år. På vores bryllupsdag holdt vi stor fest på Fårup Skovhus, hvor vi fejrede vores 90års fødselsdag. Else Marie fyldte 40 og jeg fyldte 50 år. Vi fylder år med 2 dages mellemrum. Vi var ca. 70 til fødselsdagen, ingen vidste at vi var blevet gift samme dag, så det var sjovt at se folks reaktion da vi bød velkommen til fødselsdag – og bryllup.

Else Marie fik ikke bare en ægtemand, hun fik også 2 bonusbørn med ovenikøbet, idet mine 2 børn, Dorte og Jesper, fra mit første ægteskab selvfølgelig også var med + 3 bonusbørnebørn. Men selvfølgelig vidste både Else Marie, børn og børnebørn dette, og børn og senere børnebørn har altid taget godt imod Else Marie, og den dag i dag er hun som en mor og bedstemor for dem, og sådan føler hun det også selv.

Efter min skilsmisse havde jeg en overgang 2 jobs, om dagen mit normale job som salgschauffør og i weekenderne som discjockey. Jeg spillede meget på de lokale diskoteker som Diskotek Landsoldaten og diskotek Brunderhus. Men på et tidspunkt var vi to som slog os sammen og lavede kontrakter rundt omkring i landsdelen, således at vi skiftedes til at spille hver anden gang. Engang havde vi lavet en aftale med et diskotek i Hirtshals, hvor vi skulle spille 1 måned, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Der var imidlertid nogle rigtig kedelige typer som kom næsten hver aften, og så var der øretæver i luften. I den tid vi spillede der, var der 3 dørmænd som røg på skadestuen, og efter 1 uge gav min makker også op, han syntes det var for farligt at spille der. Jeg blev der 2 uger mere, så gav jeg også op. En aften jeg spillede, jeg havde lige spillet et stykke tid, noget rigtigt ”syremusik” for disse her unge ballademager, da jeg mente at jeg hellere måtte spille noget mere normalt musik for alle de andre gæster. Så kom en af ballademagerne op til baren og købte en drink og en sodavand på flaske. Og han gik så hen til mig i discjokey pulten og bad mig om at spille videre med den musik, som han ville have. Jeg sagde til ham at han lige måtte vente lidt, hvortil han svarede, uden så meget som at hæve stemmen: ”Hvis ikke du spiller det musik som jeg beder dig om, så får du den her flaske i hovedet”, og der var ingen tvivl: han havde gjort det. Så var min grænse også nået. Det var den sidste aften jeg spillede på det diskotek. Og derefter skar jeg meget ned på jobbet som discjockey, da det ikke var foreneligt med mit fuldtidsjob, så jeg spillede kun om lørdagen i et stykke tid indtil jeg helt stoppede.

Dog har jeg i ca. 1 år spillet som discjockey på Fårup Skovhus. Det var i 1989 da en af mine rigtig gode venner, Bo Larsen, købte kroen på tvangsauktion. Det var der flere før ham som havde prøvet, og de havde alle sammen brækket halsen på det. Men Bo havde en plan. Han startede op med grisefester fredag og lørdag. Spis hvad I kan for kr. 99. og få en halv flaske rødvin med ovenikøbet. Og under spisningen spiller Jens Ole Jensen (kendt fra Schwåmpis Venner) på sin guitar. Og efter spisningen er der discotek musik, spillet af Erik Thrane.

Det blev en kæmpe succes fra starten. Stuvende fuldt hus fra første gang og alle gange derefter, Folk kom fra hele Nordjylland. Og Bo har ikke set sig tilbage siden. Flere udvidelser og tilbygning af ca. 20 værelser. Men efter ca. 1 år sagde jeg stop, jeg var også på dette tidspunkt flyttet sammen med Else Marie og vi havde lyst til at få en mere normal hverdag. Men en fantastisk tid på Fårup Skovhus og det var også med til at udbygge vores venskab med Bo Larsen, som den dag i dag er en af mine allerbedste venner.

Jeg har kun èn gang siden spillet som discjockey. En fredag aften kl. ca. 20, ringede telefonen. Det var Bo, som ringede, Han havde som afløser for mig ansat en ung mand til at spille til grisefesterne på et hammond orgel, hvilket også var en stor succes. Men denne aften ringede Bo, han havde et stort problem, den unge mand havde uheldigvis væltet indholdet af et glas cola ned i orglet og nu kunne det ikke spille. Om jeg ville komme og vende plader, diskjockeypulten stod der stadig. Jeg spurgte hvor hurtigt jeg skulle komme, hvortil Bo svarede: det haster ikke, bare i løbet af 10 minutter. Typisk Bo Larsen kommentar, der er ca. 18 km. til Fårup Skovhus og jeg skulle også have pakket alle mine plader sammen og læsset ud i bilen. Men det gik og det var min ultimativt sidste aften som pladevender.

Boksning ændrede mit liv – Brønderslev Bokseklub

Et års tid inden jeg startede som soldat, var jeg begyndt at bokse i Brønderslev Bokseklub. Det var en af mine kammerater, Per Falck Christensen, som foreslog, at jeg skulle prøve det og da bokseklubben i Brønderslev på dette tidspunkt var en rimelig stor klub med mange boksere, var jeg staks med på den ide. Det skulle vise sig at denne beslutning kom til at ændre mit liv fuldstændig. Her hvor jer er blevet 76 år, er jeg stadig dybt engageret i Brønderslev Bokseklub.

Dengang gik man ikke så meget op i regler og sikkerhed, så efter 2-3 måneders træning, blev jeg sendt ud i min første kamp. Den blev bokset i Frederikshavn mod en lokal bokser som hed Flemming Jensen. Flemming havde på dette tidspunkt trænet boksning i 3 år, men det var også hans første kamp. Jeg tabte selvfølgelig. Jeg fik den største røvfuld jeg nogensinde har fået i min boksekarriere. Men jeg gav ikke op. Mit største ønske var at få en revanchekamp mod Flemming og efter 2 kampe mere, som jeg også tabte, fik jeg chancen igen i Brønderslev Hallen. Så stod jeg igen over for Flemming Jensen fra B.K. Pugilist. Det viste sig hurtigt, at jeg havde lært af den første kamp. Flemming troede selvfølgelig, at det igen ville blive en nem kamp, men denne gang vidste jeg hvordan han boksede, og det blev til en klar sejr til undertegnede. Og den første i min karriere, så det er en kamp jeg stadig husker.

En anden kamp, jeg også husker ganske klart, var engang jeg boksede i en lille by, Auning, Øst for Randers. Det var Randers Atlet Club som havde arrangeret et stævne i den lille by. Jeg husker ikke hvad min modstander hed, men han havde i hvert tilfælde fået ram på mig med et højre hook på kæben. Der blev talt over mig i det ene ringhjørne og jeg var helt sikkert blevet talt ud og havde tabt på k.o., hvis ikke det modsatte ringhjørne pludselig var sunket sammen. Tællingen blev stoppet og der gik 5-10 minutter, inden man fik det repareret bokseringe. Derefter genoptog man tællingen, men jeg var selvfølgelig blevet helt klar igen og kampen blev genoptaget og jeg vandt på point. Det var en sjov oplevelse og det tætteste jeg nogensinde var på at tabe på k.o.

Jeg boksede ca. 50 kampe og vandt 31-32 af dem. Ikke nogen stor karriere, men jeg fik en masse store oplevelser og masser af venner i hele Danmark. Det er utroligt, at 2 unge mænd kan stå og tæve løs på hinanden og bagefter falde hinanden om halsen og være venner for livet.

Brønderslev Bokseklubs første formand hed, Gunnar Bjerring, derefter kom Alfred Andersen, Emil Nielsen, Aksel Balling, Erik Thrane, Jens Jakobsen, Kaj Thorkild Thomsen, Morten Rosenkilde og Kurt Lykke. Og for nuværende er det Erik Thrane.

I 1974 fik Brønderslev Bokseklub for første gang en sponsor. Indehaveren af Brønderslev Tæppelager, Jeppe Bisgaard, forærede bokseklubben kamptøj og opvisningsdragter. Det var en stor dag for Brønderslev Bokseklub, da man kunne stille op i klubdragter med sponsornavn på.

I 1979 blev jeg valgt som formand for Brønderslev Bokseklub og da jeg i forvejen fungerede som træner i klubben, var det en periode hvor jeg havde nok at se til, da jeg samtidig havde fuldtidsjob. Jeg sad i 3 år, hvorefter jeg overlod roret til Kaj Thorkild Thomsen i 1982, jeg fortsatte dog som menigt bestyrelsesmedlem og træner i klubben. I 1985 ønskede Kaj Thorkild ikke mere at fungere som formand og da der ikke var andre, som ville have posten, trådte jeg igen til på den betingelse at Kaj Thorkild fortsatte i bestyrelsen, og sådan blev det. Siden har Morten Rosenkilde og Kurt Lykke været formænd, men nu er det undertegne igen, men forhåbentlig finder vi snart en ny formand, da jeg efterhånden har dåbsattesten imod mig og det er heller ikke sundt at have den samme formand i så lang tid.

Inden min tid i bokseklubben, var Brønderslev Bokseklub, som blev stiftet i 29. september 1947, en af de største bokseklubber i Danmark, og der er stadig folk i Brønderslev som kan huske nogle af de gode boksere som var engang.

Navne som brødrene Nielsen, Helmer, Ole og Henning kan stadig få julelysene frem i øjnene på folk, enten fordi man kan huske dem eller fordi man har hørt om dem. Af de tre brødre er der i dag kun Ole som er levende. Han er også den eneste nulevende æresmedlem af Brønderslev Bokseklub, når man ser bort fra skribenten til denne artikel. Udover os to har klubben haft yderligt 2 æresmedlemmer, nemlig tidligere formand Emil Nielsen og Oles bror, Henning Nielsen. Også Helge Yssing, som blev både jysk og dansk juniormester, er en af mange store boksere fra denne tid. Og på det tidspunkt var det virkelig stort at blive juniormester da der var masser af boksere. I Brønderslev kunne man trække fulde huse når der blev bokset klubmesterskaber på Hotel Brønderslev.

I min tid i Brønderslev Bokseklub husker jeg de første store resultater i klubben. Det var i 1966. De bedste boksere på dette tidspunkt var føromtalte Per Falck Christensen og Bent Ole Jacobsen og de blev begge jyske juniormestre med en uges mellemrum. At der gik en uge imellem skyldtes, at der på dette tidspunkt stadig var masser af boksere, og der var så mange boksere, at man simpelthen var nødt til at dele mesterskaberne over to weekender.

En anden dygtig bokser, ja vel nok en af de bedste boksere Brønderslev Bokseklub har fostret, var søn af den legendariske mester, Helge Yssing. Helge er af mange, regnet som den bedste tekniske bokser i klubbens historie, men vi er også mange som mener, at han blev overgået ar sønnen, Lars. Lars Yssing kunne stort set alt i en boksering, teknisk var han et unikum, men hvis dette ikke rakte, så kunne Lars Yssing også godt tage et slagsmål. Han blev af DABU udtaget til De Nordiske Juniormesterskaber i 1977. Han kom med på dispensation, da han på dette tidspunkt stadig kun var drengebokser. Helt sensationelt boksede han sig frem tik finalen, hvor han tabte meget knebent til en finsk bokser. En finale som de fleste mente at Lars Yssing vandt. Men under alle omstændigheder en fantastisk flot indsats af den unge brønderslevbokser. Desværre stoppede Lars Yssing kort tid efter sin karriere, ærgerligt, da han helt sikkert var blevet et kæmpenavn inden for dansk boksning. Og heldigvis er Lars stadig en god ven af Brønderslev Bokseklub.

Endnu et jysk og dansk juniormesterskab blev i 1981 vundet af Bo Larsen. Bo var en både teknisk og fysisk god bokser som aldrig gav op. I hans kampe var der fuld knald på i alle 3 omgange, og i 3. omgang var Bo altid stærkest, han havde en jernvilje som gjorde, at på trods af at han kunne være dødtræt, så kunne han bokse 3. omgang, som om det var den 1. omgang. Et fysisk vidunder som sjældent set. I 1984 blev han dansk juniormester i Århus. Inden finalekampen mod storfavoritten Jan Bo Berg fra Århus Ak, sagde Bo i spøg, at hvis han kunne stoppe ham i 1. omgang, så kunne vi nå et tog en time tidligere hjem til Brønderslev. Skæbnen ville, at Bo gik op i ringen og stoppede sin modstander i 1. omgang og vi nåede derfor toget en time før end planlagt. Det grinede vi meget af på vejen hjem.

I dag driver Bo som tidligere nævnt Fårup Skovhus med stor succes. En lille, men sand historie om Bo Larsen. En aften, efter at han havde haft Fårup Skovhus i nogle år, kørte han en mørk og regnfuld aften ude i mosen. I det mørke og regnfulde vejr opdagede han for sent en mørk traktor, som ikke havde baglys eller nogen anden form for lys bagpå traktoren. Bo kørte op bag i traktoren og kom slemt til skade med sit ene ben. På sygehuset fik han af lægerne klar besked: Han ville aldrig komme til at gå på det ene ben igen. Men Bo er jo som bekendt en stædig rad. Han gav besked til lægerne om at hvis bare de ville lave hans ben igen så godt som muligt så skulle han nok selv sørge for at komme til at gå igen. Om det var Bo`s stædighed eller fordi lægerne tog fejl, vides ikke, men jeg hælder nok til den sidste vurdering. Trods alt. I dag går det godt for den uheldige restauratør, selv om han trods alt har et ødelagt knæ.

På et tidspunkt i sidste halvdel af 80`ne fik Brønderslev Bokseklub tilgang af to boksere fra Hirtshals. Det var de to brødre, Rene` og Brian Mogensen som på dette tidspunkt havde bokset i Hjørring Bokseklub i et par sæsoner. Rene på 17 år havde bokset en snes kampe og var regerende dansk ungdomsmester og hans lillebror Brian på 15 år havde bokset 5-7 kampe og havde kun vundet en enkelt. Men den første kamp han boksede for Brønderslev Bokseklub, var i Brønderslevhallen og her vandt han og blev kåret til stævnets bedste bokser, så man må sige at det hjalp at han kom til Brønderslev.

Rene Mogensen blev i 1987 jysk mester ved at vinde en klar sejr i finalen over forhåndsfavoritten Michael Rask fra AK Jyden. Michael Rask blev senere professionel, hvor han blev europamester. Senere samme år blev Rene også dansk juniormester, hvor han igen mødte Michael Rask, denne gang i semifinalen, hvor han stoppede sin modstander og i finalen vandt Rene` over en bokser fra Skjærbæk og blev dansk mester.

Året efter gjorde lillebror Brian ham kunsten efter ved at blive dans mester efter en finale sejr over en bokser fra BK Midtjyden i Silkeborg Dede Ziyanak. Dede havde tidligere vundet DM 3 gange som ungdomsbokser, og Brian havde året forinden tabt snævert med dommerstemmerne 3-2 i finalen til ham, så det var en god sejr til Brian Mogensen og året efter blev Rene så jysk juniormester. På dette tidspunkt var Rene fast mand i bruttotruppen til EM i 1988 og efter Brians jyske juniormesterskab blev han også udtaget til denne trup. Men kort tid efter stoppede begge brødrene deres karriere, de var simpelthen kørt træt i alt deres rejseri. 3 gange om ugen rejste de hjemme fra Hirtshals kl. 16 om eftermiddagen og til Hjørring, hvor de skiftede tog, videre til træning i 2 timer i Brønderslev, dernæst tilbage til Hirtshals hvor de var hjemme kl. 22 om aftenen. Og efter udtagelsen til bruttotruppen var der utroligt meget rejsen frem og tilbage til samlingerne, så det blev i sidste ende for meget for de to unge drenge. Det var meget ærgerligt, men fuldt forståeligt at knægtene løb tør for energi og i dag har de begge fuld gang i deres civile karrierer.

I de senere år er det gået lidt op og ned i Brønderslev Bokseklub, der er desværre ikke kommet nogle mesterskaber i hus i flere år, men bokserne fra Brønderslev har dog vundet mange medaljer i forskellige turneringer, rigtig mange endda, men det vil kræve alt for meget plads at omtale dem alle her.

Fra 2014 fik vi nogle nye boksere i klubben. Mange af vores nye indbyggere, de såkaldte 2 sproglige, fik interesse for boksning. Nogle så i starten lidt skævt til vores nye medborgere, men i Brønderslev Bokseklub var vi ikke enten danskere eller syrere eller russere eller noget helt andet, vi var alle boksere, alle talte dansk og efter ganske kort tid havde vi ingen problemer med hinanden. Det var en fornøjelse at være rundt til stævner og turneringer med denne blanding af boksere, alle bakkede op om hinanden og mange nye venskaber blev knyttet. Og bokserne vandt rigtig mange sejre. Det hele kulminerede til de Nationale begyndermesterskaber i 2018. De Nationale begyndermesterskaber er reelt danske mesterskaber, men da Danmarks Idrætsforbund ikke giver mesterskabsmedaljer til begyndermesterskaber, så må man ikke kalde det for danske mesterskaber, men det er det det er, og derfor kalder vi det for danske mesterskaber, og det gør man også i stort set alle andre klubber.

I 2018 stillede Brønderslev Bokseklub med 6 boksere til de danske begyndermesterskaber i boksning i Hornslet mellem Randers og Århus. Det blev en kæmpe triumf. Brønderslev Bokseklubs boksere vandt 5 danske mesterskaber og en sølvmedalje og blev klart bedste klub. Det var en fantastisk weekend, hvor Brønderslev Bokseklub i den grad fejede al modstand til side og selv om den sjette bokser ”kun” blev nr. 2, så var det i så tæt en, at han lige så godt kunne have vundet den.

De 6 danske mestre var: Ahmed Arrag, Arsen Tujaryan, Mohammad Malek Masoud, Sadam Ghanom og Bislan Khadzhiabdulaev. Og sidstnævnte Bislan, som stillede op i mellemvægt, havde lige aftenen inden finalestævnet bokset en kamp i letsværvægt ved et andet stævne hvor han mødte en bokser med 17 kampe. Bislan havde 6, men det forhindrede ikke Bislan i at bokse en forrygende kamp og vinde kampen på point. Den sidste bokser Brønderslev Bokseklub havde i ringen ved finalestævnet, var let weltervægteren Mansur Gaurgaev. Han tabte på point til en bokser fra Lindholm bokseklub. Det var en meget lige kamp, hvor sejren lige så godt kunne være tildelt Mansur, men når endelig Brønderslev Bokseklub skulle tabe, så var det en lille trøst, at nederlaget var til en anden Nordjyde, Sebastian Larsen fra Lindholm Bokseklub. Det kan godt være at Brønderslev boksernes har fremmedklingende navne, men deres efternavn er pæredansk: Brønderslev Bokseklub.

Senere samme år deltog en af de danske mestre i de rigtige mesterskaber for U17 boksere. Det var Mohammad Malek Masoud som stillede op som absolut underdog. Malek måtte 14 dage før De Danske Mesterskaber ud i en udskildningskamp i Varde, mod en bokser fra Hornslet, en kamp som Malek vandt stensikkert med alle 5 dommerstemmer. Ved finalestævnet var heldet bestemt ikke med Malek, da han i semifinalen trak storfavoritten Joseph ”Jo Jo” Fahn fra Holstebro. En bokser som tidligere vandt med 5-0 over Malek. Der var kun 3 i hele hallen som troede at Malek kunne vinde den kamp, Malek selv og hans 2 sekundanter. Men det var nok. 5-0 til Malek fra Brønderslev og dermed finalekamp til ham, hvor han mødte en rigtig hardhitter fra Jyllinge Bokseklub. Men heldigvis havde alle tre fra Brønderslev set Jyllingebokserens semifinale aftenen forinden, så intet kunne overraske Malek, alt modstand blev fejet af banen, Dansk U17 Mester 2018: Malek Masoud.

Årets Idrætsnavn i Brønderslev Kommune.

Maleks største præstation dette år må nok siges at være, da han ved et stort show på Nordjyllands Idrætshøjskole i marts måned 2019 blev kåret til

En ny ting der også er sket inden for nordjysk boksning, er oprettelsen af Box Team Nordjylland 31. oktober 2017. Dette er et samarbejde mellem alle otte nordjyske bokseklubber, hvor man har fælles sparring en gang om måneden og hvor man forpligter sig til at stille op til hinandens stævner. Det er en sammenslutning som fungerer perfekt, alle klubber nyder godt af den og det viser, at uanset størrelsen af klubben, så er alle klar over at sammen står vi stærkt.

Jeg har ikke selv haft en speciel stor karriere som aktiv bokser, lidt bedre er det gået som leder af Brønderslev Bokseklub.

Den største lederpokal inden for Jysk Boksning, Axel Eriksen Pokalen, blev jeg tildelt i 1987.

I 1993 fik jeg JABUs guldnål.

I 1995 blev jeg udnævnt til Æresmedlem af Brønderslev Bokseklub.

I 2008 blev jeg Årets Idrætsleder i Brønderslev Kommune.

I 2014 fik jeg Brønderslev Kommunes Frivillighedspris

I 2014 havde Brønderslev Bokseklub arrangeret en stor reception i Brønderslevhallen for mig, på grund af mine 50 år i Brønderslev Bokseklub.

Det var en meget bevæget dag som kulminerede da formanden for Pandrup Bokseklub, Kim Årestrup, rejste sig og udnævnte mig til æresmedlem i Pandrup Bokseklub.

Jeg tror ikke der findes andre i Danmark som er æresmedlem i to forskellige bokseklubber. Jeg var meget rørt og det samme var Kim.

En ting som har haft meget stor betydning for Brønderslev Bokseklub, er Store Brønderslev Marked. Det var lidt ved et tilfælde, at Brønderslev Bokseklub fik en stadeplads på markedet, idet den egentlig var gået i arv til søskendeparret Bo og Mie Larsen. Deres far, den legendariske slagtermester Ib Larsen, som ejede den kendte slagterforretning i Nygade, Kødbørsen, havde haft pladsen i mange år, men da han stoppede, overtog hans børn den. Jeg tror de havde den i et par år, men Bo`s chef i Brønderslev Storkøb, hvor Bo var slagtermester, brød sig ikke om at Bo stod dernede og solgte pølser, hvorfor Bo spurgte bokseklubben, om vi var interesseret i at overtage den, hvilket vi selvfølgelig gerne ville. Dengang var det kun en halvstor rund grill under åben himmel, hvor vi stegte grill medister. Og det var ”kun” 3 dage, idet fredagen på dette tidspunkt ikke var en markedsdag.

I mange år tjente vi ikke de helt store beløb på markedet, vi prøvede et par år at stille en pølsevogn op ved siden af grillen, men det var ikke nogen succes. Så et år stillede vi 4-6 markedsparasoller op, men de blæste væk i en storm et år, hvorefter vi købte et partytelt hos Harald Nyborg. Første år vi stillede det op på markedet, blev jeg ringet op af en fra markedsudvalget tidlig om søndagen, med den besked at vores telt var blæst over i tivoliet. Vi lejede så et rigtigt telt hos en lokal teltudlejer til resten af markedet, og efterfølgende købte vi teltet. På dette tidspunkt havde vi udvidet varesortimentet kraftigt. Fra kun at sælge grill medister, solgte vi nu 2 slags pølser, pommes frittes, saftevand og popcorn.

Familien Thrane, Else Marie, Erik, og børnene Dorte og Jesper

For ca. 10 år siden fik vi 2 nye medarbejdere til Store Brønderslev Marked. Det var mine 2 børn, Dorte og Jesper. Og nu kom der skred i tingene. Vi var på dette tidspunkt blevet en noget større forretning, men de to unge mennesker fik rigtig sat skred i tingene, pludselig var markedet bokseklubbens største og vigtigste indtægtskilde. Og for 5-6 år siden lavede Jesper en aftale med Tommy Telt, som er en stor aktør på markedet for teltudlejning. Dette indebar et stort flot og nyt telt hver år.

Firmaet Intech International her i Brønderslev lavede en stor flot gril i rustfrit stål for 10-12 år siden, for 7 år siden lavede samme firma 2 store borde med indbygget varmt vand, også i rustfri stål og senest har de lavet et lidt mindre bord.

Boden er efterhånden blevet så stor, at det blev et problem for klubben at skaffe nok frivillige til at hjælpe til på markedet. Det førte til, at vi for 3 år siden indlemmede Brønderslev Cross Club i ”markedsfamilien”, og det har været en kæmpesucces. Bokseklubben har udvidet til 2 griller, en til kul og en gasgrill. Sortimentet er blevet udvidet med en såkaldt ”markedspølse”, en ordentlig moppedreng, 2 forskellige burgere og nu 3 slags pommes frittes. Vi har så mange elinstallationer, at vi har egen el tavle. Og vi har en stor kølevogn fra Tommy Telt.

For 5-7 år siden fik klubben den ide, at man gerne ville være vært mandag formiddag for byens børnehavebørn og vuggestuebørn, som i mange år har været inviteret af markedsforeningen til underholdning i det store øltelt. Bokseklubben foreslog så markedsforeningen, at man gerne ville være vært for alle børnene, når de kom ud af teltet. Så kommer de over til bokseklubben og får gratis saftevand og popcorn. Det koster lidt penge, men det er alle pengene værd, når man ser de mange hundreder glade børn.

I år, 2021, har vi haft det bedste marked i mands minde. Ikke bare bokseklubben, men alle foreninger på markedet. Alle betingelser for et godt marked var til stede. Der havde ikke været nogen markeder i hele landet i 1 1/2 år på grund af Corona og det var et fantastisk vejr alle 4 dage.

Vi har i efterhånden 5-6 år serveret gril pøser og drikkevarer til Brønderslev Kommunes arrangement for Danmarks udsendte soldater i Rhododendronparken. I år var det så uheldigt at det faldt sammen med Brønderslev Marked. Men det klarede bokseklubben også. 2 mand i Rhododendronparken og 8 mand i teltet på markedet. Jo, der var gang i den denne søndag formiddag.

Oktober 2021 – Erik Thrane

Et spændende og indholdsrigt liv – Af tidligere højskolelærer Hans Hessellund

Vi var 5 brødre, som voksede op på Solvangsvej 40 i 1960´erne. Jeg var nummer 4 og mine forældre havde håbet på, at det nu blev en pige. Men nej, desværre måtte de nøjes med mig. Jeg har endda fået fortalt, at Kløve familien, som boede tæt på os, havde fået 3 piger. Så hvis de fik endnu en pige, var de villige til at lave en byttehandel!

Min opvækst var i starten præget af en indremissionsk familie med bordbøn og tvungen søndagsskole, da min far var formand for menighedsrådet. Heldigvis blev det med årene frivilligt med søndagsskolen, så der blev tid til at lege, spille fodbold og opholde sig i friluftsbadet også kl 10 søndag formiddag. Min far Bjarne var lærer på Skolegades Skole, hvor jeg selv havde ham til geografi, men det blev aldrig til de høje karakterer i skolen. Det blev det i øvrigt heller ikke på hverken HF eller Seminariet. Kun karaktererne i idræt lå i top, men det endte da med en lærereksamen på Hjørring Seminarium i 1981.

Vi var nogle rødder som børn. Der blev bygget flere huse på Solvangsvej i disse år. Og vi legede fangeleg rundt i de halvfærdige huse. Det var både oppe på stilladserne og rundt på de halvfærdige mure. En dag væltede vi en mur, men vi forsøgte at mure den op igen og hørte ikke mere til det. Så lidt hånde var vi da. Det var jo en tid uden Computer og Playstation, så vi var ude det meste af dagen. Og friluftsbadet brugte vi selvfølgelig om sommeren, men enkelte gange også uden for sæsonen.

Jeg skulle enten tørre af, når min mor var i gang med opvasken efter aftensmaden, eller høres i salmevers inden jeg kunne få lov til at løbe over på friluftsbadet igen. Vi kunne, fra vores køkkenvindue, se over på udspringstårnet. Så mens jeg tørrede af, blev der tit gættet på, hvem det var der sprang ned fra 5, 7 eller 10 meter tårnet. Nogle gange var vi heldige at se Finn Malthe, som var en meget dygtig udspringer, og som boede lidt længere nede af Solvangsvej. Om sommeren brugte vi næsten al vores fritid i badet, hvor vi spillede fodbold på plænen, og her så vi vores snit til at springe direkte i vandet, uden først at skulle til afvaskning i kælderen. Men et efterår, hvor badet var lukket, kravlede vi over hegnet og legede omkring det halvtomme bassin med nogle gamle baderinge. Vi kravlede også op i tårnet og stod og kiggede ud fra 5 meter tårnet. Som jeg husker det, turde vi ikke kravle helt til tops til 10eren, men min lillebror var pludselig hoppet ned fra 5 meter tårnet, mens vi stod med med ryggen til. Ikke i bassinet men på græsset! Heldigvis var der ikke sket noget, det var kun knapperne i skjorten, der var sprunget op.

Fra 12års alderen begyndte idrætten at betyde næsten alt for mig. I skolen sad jeg ved siden af Jesper Hardahl i mange år, vi var venner og spillede fodbold i BI sammen. De første år havde vi Mads Otto Larsen som træner og han var en herlig træner for os. Sune Frederiksen kunne nogle gange låne nøglen til gymnastiksalen på Skolegades Skole, hvor hans far var skoleinspektør. Så spillede vi indendørsfodbold der, ellers blev der spillet bordtennis eller whist hos Jan Agerbæks forældre i St. Blichersgade Og lidt senere kom der mere interesse for pigerne og øllerne, så vi fik afholdt nogle skønne fester mest hos Jan Agerbæk. Og vi begyndte også mere at gå i byen på ”Landsoldaten” og ”Det bette apotek” eller på ”Brundurs”.

Jo, jeg fik afprøvet mig selv til både Volleyball i SSV, bordtennis i BI, frivillig gymnastik og atletik efter skoletid og så selvfølgelig fodbold og håndbold i BI. Et par år inden for FDF og De grønne spejdere blev det også til.

Som 16-årig var jeg begyndt at spille håndbold, og jeg tror det var Frede Aagård, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at være træner i håndbold. Det endte jeg så med at være, indtil jeg var 63 år! Dog ikke sæsonen 74/75 da var jeg nemlig på Idrætshøjskole i Århus.

Der kom en 10 års periode hvor jeg spillede fodbold mest i Hjørring på deres hold i Danmarksserien eller 3. division som det hed dengang. Et enkelt år i FFI i 1. division blev det også til. Det blev ikke til mange kampe på 1.holdet. Men lidt sejt var det, da man var blevet samleobjekt på de fodboldbilleder der lå i pakkerne med saltpastiller fra ”Gunnar Nu pastiller”. Tror dog ikke mit billede var i særlig høj kurs, blandt børnene i Danmark. Samtidig spillede jeg stadigvæk håndbold i BI på det bedste hold de havde, sammen med bl.a. Hans Jørgen Jespersgaard, Torben Ulsted, Bent Hessner, Finn Verner Jensen og hvad de nu alle hed. Det var den tid, hvor man godt kunne spille begge dele på højt plan. Fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Samtidig var jeg i gang med at tage DHFs håndboldtræneruddannelse og fik senere den højeste håndboldtrænerudddannelse i europa, nemlig Master Coach i EHF. Det gav mig mulighed for at blive håndboldtræner og DHF-instruktør. Og i de mange år efterfølgende havde jeg den glæde at være træner på alle niveauer i Danmark. Og ikke mindst mange år som frivillig ungdomstræner i BI. Det er blevet til et møde med mange spændende personer igennem årene, som jeg har trænet.

Bl.a. Niels Olsen som jeg trænede i Aalborg HK, mens han gik på skuespillerskole på Aalborg Teater. En aften var hele håndboldholdet samlet i teatret for at se Niels være med i noget man kaldte ”sportsteater”. Han fik udleveret en seddel hvorpå der stod, hvad han skulle mime. Alle i salen havde fået nogle våde svampe, som man skulle kaste efter skuespillerne, hvis de ikke udførte rollen godt nok. Så Niels Olsen fik kylet 12 våde svampe i hovedet, samt den som kom fra træneren.

Lars Walther, som jeg trænede i både Aalborg og BI, blev senere træner i bl.a. Wisla Plock i Polen og FC Porto i Portugal, hvor jeg besøgte ham.

I Wisla Plock var jeg nede og overvære deres kamp mod rivalerne fra Kielce. Plock vandt kampen og dermed det polske mesterskab. Og med 6000 tilskuere i hallen blev Lars mester denne dag og hyldet i hele byen. Nogle år senere kom jeg til FC Porto, hvor han på daværende tidspunkt var træner. Jeg holdt et kursus for klubbens ungdomstrænere og fulgte deres professionelle holds kamp og træning. Overværede bl.a. holdets styrketræning sammen med de to store gutter fra det Portugisiske landshold. Deres målmand Alfredo Quintana, som ses til højre for mig på billedet, fik en trist skæbne. Under en træning blev han ramt af akut hjertestop og døde som 32årig.

Og så var der lille Adam, som jeg trænede på U10 i BI. Han ville gerne være målmand, men var så lille, at alle bolde der kom over 150 centimeters højde, var en umulighed for ham at nå. Men han havde det skønneste smil af alle dem, jeg har trænet, også når han hentede bolden ud af målet.

Et par år var jeg også spillende fodboldtræner bl.a. i Thise, hvor jeg kun var midt i 20`erne. En kamp, som jeg husker bedst, var i serie 1, hvor vi skulle spille mod storebror fra BI. Der var vel 500 tilskuere til kampen. Så det fortalte lidt om, hvor stor interesse der var til dette lokalopgør. Vi fik 1-1, men det var som en sejr for os. Der var selvfølgelig ingen massør og fysioterapeut tilknyttet holdet. Så da vores målmand Jens Østergaards skulder gik af led under opvarmningen, kaldte han på mig. ”Hans stå lige ovenpå mit bryst med din ene fod og så ryk alt hvad du kan i armen”. Så gik skulderen på plads og han var klar igen til at spille! Det var en del ældre spillere, som jeg trænede, og jeg var kun en knøs. Men de passede godt på mig. Bortset fra den aften til afslutningsfesten, hvor de drak mig under bordet.

IHÅ – Idrætshøjskolen i Århus

Året 1974/75 på Idrætshøjskolen i Århus var med til at igangsætte de næste 45 år af mit liv. Det blev en tilværelse, hvor det fortrinsvis handlede om idræt, højskole og familie.

1973 blev brugt på Pedershaab Beslagfabrik, hvor jeg fik tjent nogle penge, så jeg kunne komme på idrætshøjskole i Århus.

Og i august 1974 kørte mine forældre mig så til Vejlby Risskov i Århus, hvor Idrætshøjskolen lå. Det var selvfølgelig spændende, hvem man skulle bo på værelse med. Jeg kom først og havde taget sengen tættest ved vinduet. Vi var alle langhårede på dette tidspunkt. Jeg havde langt blondt hår, og så kom der en ind med langt sort hår. Han havde sin kuffert og en guitar med og vi hilste pænt på hinanden.

Han hed Poul Krebs og vi fik 8 måneder sammen med masser af håndbold, musik, fest og sang. Men først og fremmest et højskoleophold, som udviklede os personligt og et sammenhold og venskaber, som holder den dag i dag. Her i oktober måned 2021, skal jeg til Århus for at mødes med omkring 20 af de gamle højskolekammerater fra 1974. Poul og jeg spillede håndbold sammen i Skovbakken med Erik Bue Pedersen som træner. Erik Bue var på det tidspunkt en dygtig landsholdsspiller, og vores forstander Jørgen Gårdskjær, som var landsholdstræner, havde vi som lærer til håndbold på skolen. Kan huske, at Poul og jeg nogle gange fik lov til at køre med Jørgen Gårdskjær ud og se håndbold. Det var når han skulle se, hvem han skulle udtage til landsholdet. Bl.a var vi en tur i Fredericia, hvor vi så storholdet fra denne tid. De havde en storskytte Flemming Hansen, som Gårdskjær fortalte nogle sjove historier omkring, mens vi sad i bilen på vej hjem.

Efter højskoleopholdet var jeg klar over, hvad jeg gerne ville være. Højskolelærer selvfølgelig!

Og det blev jeg så i over 30 år på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og drømmejobbet, hvor min store interesse idræt, kunne blive ikke kun min hobby, men også levebrød, var en realitet. Der var mange ansøgere til stillingerne på NIH (Nordjyllands Idrætshøjskole). Vist omkring 420 ansøgere til de 10 lærerstillinger. Jeg kom kun ind som timelærer i starten, men året efter blev jeg fuldtidsansat. Og dette job, sammen med mit fortsatte trænervirke og håndboldinstruktør inden for DHF, har givet mig så mange oplevelser, venskaber og bekendtskaber i mange lande.

Højskolen har været den del, som har udviklet mig mest menneskeligt, både i tiden som elev i Århus og senere som lærer på NIH. Det forpligtende fælleskab, som opstår både blandt elever og lærere, når man lever så tæt på hinanden, flytter så mange grænser og udfordrer en hver dag, på alle måder. Om det har været en diskussion under et lærermøde, en beslutning der skulle tages på elevernes vegne, på en trekking tur i junglen i Thailand, eller overvære et foredrag eller høre en elev fortælle om sine udfordringer, flytter ens grænser.

Jeg havde ansvaret for vores internationale elever, som kom fra alle verdens egne.

En af dem var Rehab. En smuk muslimsk håndboldpige fra Ægypten, som en aften sad oppe på et bord i spisesalen på NIH. Hun fortalte alle de andre 100 elever, om det at være muslim og om at spille for BIs damehold i håndbold. Det gav os alle sammen en større kulturel forståelse, og viste den mangfoldighed, som gerne skal være fremherskende på en højskole.

NIH fik besøg af en gymnastiklærer Nim fra Thailand.

At være højskolelærer er ikke kun et job, men en livsstil. I starten var der bopælspligt, for de lærere der blev ansat. Og vi spiste sammen på NIH om aftenen med hele familien. Børnene løb hurtigt ned i hallen, for at lege så snart de havde spist, mens vi voksne fik tid til at diskutere og hyggesnakke rundt om bordet. På vores skiture med eleverne til Norge havde vi hele familien med, så NIH var ikke kun en arbejdsplads for os lærere, men tit et samlingssted for hele familien.

Men med 3 børn, en kone med hendes karriere, en aktiv spiller og trænergerning og et højskolejob, blev det for meget. Og det var sikkert mest min skyld. Så ægteskabet gik I stykker og vi blev skilt. Jeg har fået 4 skønne børn, som jeg alle har fulgt tæt og været træner for, mens de som børn spillede fodbold og håndbold.

Og den dag i dag er det også blevet til 4 dejlige børnebørn.

Familien betyder utrolig meget for mig, som den naturligt gør, for de fleste forældre.

Men på det tidspunkt hvor jeg blev skilt, fik vi på NIH en gæstelærer i gymnastik fra Thailand. Og her tog mit liv en drejning. Nim som gymnastiklæreren hed, spurgte om der ikke var en af os lærere, der kunne tænke sig at komme til Thailand og være gæstelærer på en af deres sportsskoler.

Det endte det så med, at jeg gerne ville. Jeg havde på dette tidspunkt ikke rejst ret meget rundt i verden og havde ikke været på Inter Rail som ung. Men det fik jeg da rettet op på i årene der kom.

Thailand og Indonesien

Jeg kom til Subhanburi Sportsschool 80 km nord for Bangkok på foranledning af Nim. Hun underviste selv på en Sportsskole i Chiang Mai. Og da jeg kom til skolen i Subhanburi var deres landshold i håndbold tilfældigvis på træningsophold der. Så det endte med, at de bad mig om at hjælpe med at træne landsholdet. Det var ikke den store udfordring rent håndboldmæssigt, da deres niveau svarede til et godt dansk 3. divisionshold. Men sprogligt kunne jeg kun 3 gloser på Thai. Nøng, song, sam – 1, 2, 3. så her blev jeg virkelig udfordret.

På turen derovre kom jeg også til at møde min nuværende kone Nid eller Surinthorn, som er hendes rigtige navn. Hun var volleyball spiller og vi blev gift efter et års tid. Jeg havde først været alene hjemme i Danmark igen, inden vi tog beslutningen. Vi har nu boet sammen i snart 20 år og har en søn Nikolaj på 16 år sammen. I 2002 prøvede jeg også på at starte mit eget importfirma. Jeg underviste i IT, som det hed dengang på NIH. Og det var på det tidspunkt, hvor der var 5 ud af de 100 elever som havde en mailadresse, Youtube var ikke opfundet og at chatte var meget nyt. Jeg holdt et oplæg i foredragssalen, hvor jeg ville vise, hvordan man kunne chatte med lyd. Og det var med den familie i Indonesien, jeg havde fået kontakt til over nettet. Det var spændende for alle eleverne at høre, hvordan vi kunne tale sammen over nettet.

Familien havde en stor møbelfabrik, som producerede teaktræs havemøbler. Og det endte med, at der kom en kæmpestor lastbil fyldt med teaktræs havemøbler kørende ind på I P Hartmanns Kvarter. Haven blev fyldt op med møbler og jeg måtte leje en lagerbygning på Saltumvej for at kunne opmagasinere alle møblerne. Desværre måtte firmaet lukke efter kort tid, da det var det år Dyne Larsen fra Jysk begyndte at sælge teaktræshavemøbler. Så de få møbler, som jeg fik solgt, står rundt hos venner og bekendte i Brønderslev. Men turen til Java og Bali for at se fabrikken, gav mig også andre erfaringer. Bl.a at man skal passe på med at bestige en vulkan, som ikke er helt udslukt. 3 dage efter jeg havde besteget vulkanen, sammen med nogle fra fabrikken, gik den i udbrud. De sendte mig et billede fra deres avis, som viste hvordan lavaen løb ned af siderne på vulkanen. Der var jeg heldig!

Iran

Jeg har været på håndboldkurser i bl.a. Barcelona, FC Porto, Wisla Plock og til VM og EM-slutrunder flere steder i verden. Men et sted fik stor betydning, nemlig i Wien i 2010. Her var et EHF håndboldkursus, som jeg deltog i, og hvor jeg sad blandt 30 andre håndboldtrænere fra hele verden.

Jeg sad og kedede mig lidt over de øvelser, der foregik på håndboldbanen. Så jeg prikkede ham, der sad på næste række foran mig, på skulderen. Han var landstræner i Iran, vi fik mange gode snakke og det endte med, at vi blev gode venner. Han har så to gange inviteret mig til Iran, for at afholde håndboldkursus for deres håndboldtrænere.

Det har givet mig nogle fantastiske oplevelser og indsigt i et land, som på mange måder er så fjernt fra vores kultur i nogle dele af befolkningen. Men også et land, som har en anden befolkningsdel, som er venlige, åbne og højtuddannede. Og som gerne ville af med det herskende brutale præstestyre, og i stedet få et mere demokratisk vestligt orienteret styre.

En episode står dog stadig klar i min erindring. Og det var da vi måtte flygte ud af den meget hellige konservative by Qom 140 km syd for Teheran. Jeg ville gerne se en af deres meget flotte moskeer. Vi var lige ankommet til byen og parkerede foran moskeen. Min chauffør og klubbens guide, som kunne engelsk, var steget ud af bilen. Men da jeg steg ud, blev der en højlydt diskussion mellem dem og den turbanklædte mullah. Og uden at kunne sproget, kunne jeg godt forstå, hvorfor min guide Amin hurtigt fik mig ind i bilen igen, og vi skyndte os ud af byen.

Jeg havde fået at vide at det var mest var nogle ungdomstrænere, som jeg skulle holde kursus for. Men i Iran, med over 80 millioner mennesker, og hvor håndbold er en meget mer populær og endda professionel sport end vi har opfattelsen af her i Danmark, havde de samlet alle deres landstrænere og klubtrænere fra hele Iran. At jeg havde aftalt, at jeg skulle stå for 3 timers teori og 3 timers praktik i hver af de 4 dage, som kurset varede, gav mig få timers søvn.

Men at jeg de sidste par dage, fik en guidet tur til det Kaspiske Hav nord for Teheran, sammen med Ali og anføreren for landsholdet, var det hele værd. Det første de spurgte mig om, da vi ankom til det lidt afsides liggende spisested oppe i bjergene var ” vil du helst have whisky eller øl inden maden!

Japan

I forbindelse med min orlov fra NIH, en betalt orlov som man kunne søge igennem Højskoleforeningen i Danmark (FFD), kom jeg også til Japan for at afholde et håndboldkursus. Derudover besøgte jeg mange uddannelsesinstitutioner i Tokyo.

Min kone Nid og søn Nikolaj, som kun var 4 år, fulgte med på den 3 måneders lange rejse til Iran, Thailand og Japan. Vi boede privat hos Nids kusine, som var gift med en japansk mand. Så der blev selvfølgelig spist siddende på gulvet, mens der var sumobrydning i TV.

Mødte også en af mine japanske elever på NIH, Yoshi. Han hjalp mig med at træne U10 drengene i BI, og nu var han en del af trænerstaben for det japanske landshold i håndbold.

Bjørnebanden i BI på Bi Centret

Der er mange andre ting, jeg kunne fortælle om, når man på denne måde ser tilbage på ens tilværelse. Men heldigvis er jeg den dag i dag tilbage i Brønderslev. Jeg er med i Bjørnebanden, som foregår på BI-centret, hver anden torsdag i måneden. Her spiller vi bordtennis som foregår med alvor, men mest med megen humor. Og bagefter bliver der fortalt historier hen over bordet, med en øl i den tredje halvleg.

FISKEHUSET, Nygade

Leif Kræmmergaard: John Larsen Hej John, Sjovt at læse dit indlæg. Jeg var jo hos Rudolf og Georg før dig, og så vidt jeg husker var det mig der anbefalede dig som bydreng.

Hele arbejdsbeskrivelsen husker jeg tydeligt og jeg var osse meget glad for at være der.

Besøgte Georg og Birthe for 3 år siden i Christiansgade, og desværre skrantede Georg lidt med helbredet.

Vi har vist ikke set hinanden siden barndommen, men håber du har haft det i alle årene.

John Larsen: Leif Kræmmergaard Ja det var dig der anbefalede mig