Kategori: Brønderslev Historie

Der skal smøres, før der kan køres

Autoværksted og traktorforhandler S. Møller

——————————————————

I 1926 overtog automobilhandler S. Møller et mindre og ubetydeligt autoværksted i Brønderslev.

Virksomheden havde ved Møllers overtagelse ligget stille i nogen tid, men det varede ikke længe, før der kom gang i Forretningen. Således var der ved starten kun plads til 2 biler i værkstedet, i dag er der plads til 20, og virksomheden beskæftiger nu en halv snes mand. Udvidelserne er kommet lidt efter lidt, den første blev foretaget i 1931, men allerede i 1935 måtte en ny og stor udvidelse til for at give plads til de mange biler, der blev sendt til reparation.

Foruden det store reparationsværksted driver S. Møller også handel med biler, og han har bl. a. forhandling af 2 amerikanske, 2 engelske og 1 tjekkoslovakisk Bilmærke (Rute-og Lastbiler samt-Personvogne).

Kilde: Hakon Mielche. Brønderslev – Industricenter i Vendsyssel.

Udgivet i forbindelse med byens 25-års jubilæum i 1946.

Herunder kommentarer

Frede Poulsen: Efterfølgende fik de også traktorforhandling af Ferguson og MassyFerguson. Det var et af de førende salgs steder i området, har faktisk en der er solgt fra S Møller årgang 1964

Tom Teglhus Simonsen: Automobilforhandler S Møller boede i bygningen ved siden af værkstedet i stueetagen var der reservedelslager, og udstillingslokale, han forhandlede bl.a Fiat og Simca foruden som nævnt Ferguson traktorer.

Lindy Thomsen: S. Møller havde også værksted og udstilling i “det gamle eksportslagteri” på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade ( i dag Tandlæger i nyere bygning)

Af Ove S. Johansen

 

 

 

 

Efter at den nye kirke var taget i brug i 1922, blev den gamle kirke i en del år kun brugt til begravelser. Men efterhånden blev det en yndet vielses kirke, og i dag er der vielser, begravelser, barnedåb og gudstjenester i den gamle kirke

Projektering af en ny kirke
Den nye kirke var hårdt tiltrængt. Der var ikke plads nok i den gamle kirke. Så der var flere tiltag til opførelse af en ny. Der var samlet penge ind, og der blev lavet udkast til kirken af arkitekt Valdemar Schmidt, København. Det var allerede i 1907. Andre ønskede en udvidelse af den gamle kirke. Men det kneb med økonomien, og man havde håbet at få hjælp fra stamhuset Birkelse, som kirken jo endnu hørte ind under. Men det lykkedes ikke.
Der skulle bygges en ny kirke.

Byggeri og indvielse
Men efter mange spekulationer og med stor entusiasme og hjælp fra sognepræst F. Dahl og med stor støtte ved indsamling blandt byens borgere lykkedes det at få den nye kirke op at stå, idet statens støtte var betinget af byens eget indskud. Byggeriet blev for størstedelens vedkommende udført af lokale håndværkere. Arkitekten var igen omtalte Vald. Schmidt fra København, og den 26. marts 1922 blev kirken indviet under stor højtidelighed. Der var procession fra præstegården med biskop og amtmand i spidsen ned til kirken. Denne blev derefter ved en gudstjeneste indviet af biskoppen. Kirken var overfyldt – både ved denne gudstjeneste og ved den senere aftengudstjeneste. Men der var endnu ikke et tårn, idet opførelsen af et sådant var blevet udskudt på grund af økonomien. Men i 1926 stod tårnet færdigt. 2 klokker blev ophængt i tårnet, hvoraf den ene var betalt af private og blev omstøbt på Jysk Jernstøberi i Brønderslev.

Kirken bestod af koret – hvorfra en dør på nordsiden førte ind til sakristietet, et aflangt hovedskib, sideskibe med pulpiturer(balkoner), 5 meter høje granitpiller, der bar loft og pulpitur, og der var plads til orgel og mødelokale mod vest. Prædikestolen var anbragt i nordsiden af skibet, men i 1933 blev den flyttet til den plads i koret, som den havde frem til ombygning af kirkerummet i 2018-2019 – på sydsiden lige ved overgangen til skibet.

I 1970-72 blev der foretaget en stor ombygning af kirken.
Pulpiturerne i sideskibene blev fjernet, kirkens konstruktion blev forstærket, og der blev lavet et helt nyt vestparti i kirken. Der kom et nyt orgelpulpitur og et nyt orgel, og der blev plads til et kirkekor. Det forgyldte kors over alteret blev erstattet af et nyt kors med den korsfæstede kristus figur. I koret blev 2 abstrakte glasmosaikker lavet af Helle Scharling indsat i nye vinduer mod øst. Pengene hertil var skænket af en gruppe borgere med Ellen Jacob Christensen i spidsen, som også havde broderet det nye grønne altertæppe.
Nogle år senere modtog kirken en stor arv fra ægteparret Ellen og Jacob Christensen. Den blev ligeledes anvendt til kunst i kirken. Der blev bl.a. sat små mosaikruder (igen lavet af Helle Scharling) nederst i alle de store vinduer. Der var problemer med godkendelsen fra Udvalget for Kirkekunst, men menighedsrådet fastholdt den nye kunst, og ruderne blev accepteret af den endelige myndighed – kirkeministeriet.
Den 7-armede lysestage på alteret, en af lysekronerne og skibet er skænket af private.

Opførelse af menighedshus
Kirken fik tilbygget et menighedshus mod vest i 1982, tegnet af den lokale arkitekt Kr. Bjerregaard. Menighedshuset er og har været en stor succes. Det blev i 2010 omdøbt til Sognegården.
Et stigende aktivitetsniveau med nye aktiviteter og gudstjenesteformer gjorde behovet for nyere og større rammer mere og mere påtrængende. Da kirken samtidig nærmede sig sin 100års fødselsdag (i 2022) blev ønsket om at få renoveret kirkerummet gennemgribende også tydeligt.

Visionsprojekt

I 2013 begyndte det daværende menighedsråd en proces, der skulle kunne føre til realisering af ovenstående ønsker. Et forprojekt (finansieret af provstiet) afdækkede ønsker og behov hos menighedsråd, medarbejdere og beboere i Brønderslev. Arkitekt Anna Mette Exner udarbejdede en rapport med tre skitsemodeller. Ud fra disse arbejdede menighedsrådet videre med ideen – og i efteråret 2017 bevilgede Brønderslev provsti 23 mio. kr. til et byggeprojekt. Arkitektfirmaet Bundgaard Aps fik opgaven med at projektere og detatilplanlægge om- og tilbygning af kirke og sognegård. I marts 2018 blev de afholdt licitation – og firmaet AM Totalbyg blev valgt som hovedentrepenør.

Fra maj 2018 og til 2. juni 2019
gennemgik kirke og sognegård en stor om- og tilbygning. Målet var at sænke dørtærsklen til kirke og sognegård såvel fysisk som mentalt.

Kirkerummet blev fuldstændig fornyet – med nyt, plant klinkegulv, nye altermøbler, stole i stedet for bænke, en trappe ned i kirken fra pulpituret ved orglet – samt nyt lyd-, lys- og AV-udstyr. Sognegården fik bygget 420 m2 til, som indeholder en ny multisal, kontorer til kirketjenere, kirkekontor og 2 præster. Derudover toiletfaciliteter til Sognegårdens brugere.
Et nyt caféområde er indrettet i området mellem den nye tilbygning og den gamle kirke og sognegård. De hidtidige lokaler i sognegården er blevet malet og har fået nye lofter samt vinduer. Alt fremstår i dag lyst, rummeligt og imødekommende.
Som det fremgår af ovenstående, har befolkningen altid bakket op om kirken. Det er menighedsrådets opfattelse, at kirkens vigtigste funktion – udover at give det kristne ord og det kristne livssyn videre – at invitere til

 

 

Billedet er fra 1927 viser den ny kirke – Brønderslev Kirke med tårn, men endnu uden tårn ur.

 

—————————————————————

Den ligger nærmest i et smørhul, siger byens stadsingeniør i næsten 30 år, Gotfred Thomsen

– Det er selvfølgelig trist, når man står og skal til at rejse, men jeg er 67 år – ja snart 68 – og har nu fundet tidspunktet rigtigt til at trække mig tilbage. Udover det, at jeg selv bliver ældre, synes jeg, der skal nye kræfter til.

– Brønderslevs stadsingeniør gennem 29 år og 11 måneder, Gotfred Thomsen, er flyttet fra byen og har påbegyndt en pensionisttilværelse i Beder ved Århus. Årsagen til flytningen er, at to børn og deres to børnebørn er bosiddende i Århusegnen.

– Gotfred Thomsen har nu også taget i betragtning, at Århus byder på flere biblioteker og dermed et større udvalg af bøger. Læsning er hans kæphest, og han glæder sig til at få tid til at indhente noget af det forsømte, at få læst noget af den litteratur arbejdet på teknisk forvaltning aldrig har undt ham tid til.

– Ganske pudsigt er det, at Gotfred Thomsen, der er født i havnebyen Frederikshavn, opvokset i Esbjerg, studerede i havnebyen København og senere ansat i havnebyen Århus og Rønne, skulle ende sin karriere i Brønderslev som stadsingeniør. Nu går turen atter til Århus.

STOR UDVIKLING

Brønderslev kommunes tekniske forvaltning havde i sin spæde ungdom Gotfred Thomsen som sin eneste medarbejder. I dag (1972) er der 16. Opgaverne er mangedoblet, og deres art er blevet mere omfattende end for 30 år siden (1942). I Gotfred Thomsens tid er der sket en mængde, som har forandret byen væsentligt.

– Ikke mindst jernbaneforlægningen, siger den afgående stadsingeniør. At få den ført igennem var en lang og trang historie. Der havde været tale om den i mange år, men først i 1942 kom de egentlige realitetsdrøftelser i gang. Det var jo krigstid, og man frygtede en voldsom arbejdsløshed efter kapitulationen. Da den kom i 1945, blev Brønderslev sammen med Skive og Frederikshavn udpeget som de byer, der skulle have nye jernbanestationer. I begyndelsen af 50´erne gik vi i gang med at sænke Søndergade og Vestergade. Parkvej blev lavet, og i 1958 begyndte statsbanerne etableringen af det nye jernbanenet. Først i slutningen af november 1966 var baneanlægget færdig.

– Jernbaneforlægningen var et spændende stykke arbejde. Reelt stod statsbanerne for det, men vi projekterede gadearbejderne, ligesom udformningen af Banegårdspladsen sorterede under kommunen. Det var en bevæget tid, mens det stod på. Der var borgermøder. Nogle var for projektet, andre imod. Skeptikerne mente, den store vold ville skæmme byen, og i byrådet var der diskussioner på tværs af politiske skel. I dag tror jeg nok alle finder, jernbaneforlægningen er en lykke for byen.

– Det sidste stykke af Bredgade, Grønnegade og Gravensgade er de seneste vejarealer, som næsten ikke er blevet rørt i min tid som stadsingeniør. Resten er stort set ændret, og i dag er udviklingen den, at der ikke kan bygges mod øst, før vi får en omfartsvej. Hele udviklingen foregår i nord- og vest byen.

– Vi har mange p-pladser, erkender Gotfred Thomsen, men ikke for mange… sker der en udvikling, som jeg forudser, er det muligt der er for få om fem år. Nu er de et godt aktiv for byen.

– – Det er jo et spørgsmål, mange nye, som kom ind ved hvor attraktivt gågader er. Selvfølgelig har de deres berettigelse, hvis der er tilstrækkelig mange folk til at færdes i dem, men hvis ikke det er tilfældet, er de ikke morsomme. De kan nemt komme til at virke for rolige, så jeg tror ikke, den helt ideelle løsning blot er at sige gågader. Nygade? Ja, naturligvis er det helt i orden, så den er blevet gågade. Den har ikke nogen trafikmæssig betydning, og selv om der var modstand mod den i starten, tror jeg, de forretningsdrivende i dag er glade ved løsningen.

– JERNBANEFORLÆGNINGEN

Jernbaneforlægningen er ikke det eneste store resultat, der er opnået, mens Gotfred Thomsen har stået for Teknisk Forvaltning. Som gasværksmand glædede det ham, at gasledningen Ålborg-Brønderslev-Hjørring blev en realitet.

– Den er blevet til for at aflaste industrierne, for at afløse olien. Sandelig ikke for at folk skal bruge den til blot at koge havregrød over. Naturgassen er ikke tilvejebragt for en klat husholdningsaftageres skyld. Store varmecentraler, gasværker, kraftværker og andre industrier kan have glæde af den, men efterhånden som gamle ejendomme forsvinder, bylejligheder omdannes til kontorer, og nye ejendomme, ikke tilsluttes gas, skal der satses på industri.

– Brønderslevs fremtid? Ja, hvis udviklingen skal fortsætte, må byen have mere industri. Det er en langsom proces, og det skal det være. Der skal være tid til at fordøje udviklingen. I fremtiden vil der stadig være brug for mellemstore virksomheder. Brønderslev er ikke moden til at tage de store med 500-600 ansatte. Dem er der altid en risiko ved, men det væsentlige er, om bygningerne kan benyttes til andre formål. Dermed er det lettere at få erstatninger. Det vil altid være svært at få nye virksomheder, hvis der først skal opføres bygninger til dem.

– Jeg tror, at Brønderslev har gode muligheder. Den ligger ved en jernbane, som er gennemgående, – vejforbindelserne er god – og det er ikke uden betydning – o den ligger tæt ved en flyveplads, der er meget trafikeret. Ja, nærmest ligger Brønderslev i et smørhul.

–

– De mange planlagte institutioner er med til at give Brønderslev er alsidigt sammensat bysamfund. Dermed er byen sikret mod at blive en soveby, og det er heller ikke uden betydning.

– Jeg var tilhænger af kommunesammenlægningen, men måske ikke i den form, den er blevet. Tidligere sorterede vi direkte under ministeriet, men nu er amtet den overordnede myndighed. Det er måske i orden, men by- og landzoneloven giver besværligheder, som vi ikke tidligere har kendt. Mit indtryk er, at kommunerne ikke har opnået det selvstyre, der var hensigten med kommunalreformen.

– Samarbejdet med de folkevalgte har altid været godt. Selvfølgelig havde vi ikke det personlige kendskab til sammenlægningen, men tiden retter hurtigt sådanne ting. Sådan set har det heller aldrig været svært at få tingene igennem. Men ønskerne har været mangfoldige og pengene knappe. Det gælder dog ikke blot teknisk forvaltning, men også de mange andre områder inden for en kommune. Der er jo grænser for, hvor tæt man kan klippe fårene.

– Loven skal følges.

– Jeg har haft gode år i Brønderslev. Naturligvis har der været kritik, men aldrig af alvorlig art. Tit har man ment, det var mig, der var noget galt med, men lovgivningen skal følges, og jeg var den der måtte fortælle det. Der skal være en vis orden og system i et samfund, og det bliver enhver bys stadsingeniør kritiseret for.

– Ikke alene kommer jeg nærmere bibliotekerne, men også nærmere vandet, når jeg flytter til Århus. I min ungdom nød jeg spadsereturene til havnen, som er meget interessant og dragende. Jeg har jo også selv været ved Århus havn, som jeg har fulgt med årene, men det bliver meget sjovt at komme tilbage og se, hvordan udviklingen har formet sig.

– Naturligvis bliver det til jævnlige besøg i Brønderslev. 30 år af mit liv smider man ikke væk.

 

1979. Gotfred Thomsen blev født i Frederikshavn i 1905 og døde i Beder ved Århus i 1979. Gotfred Thomsen nåede således at blive 74 år. Han og hans fam. boede i Søndergade 21, inde på gasværket areal.

Kilde: Vendsyssel Tidende, 1971

 

Skolens historie de første 25 år som pressen så det – 1973 – 1998

Brønderslev Gymnasiun 2021

”Velkommen til Brønderslev Gymnasium og HF”

sådan ser overskriften ud, når man går ind på gymnasiets hjemmeside og Brønderslev Gymnasium skriver:

Om Brønderslev Gymnasium og HF

Brønderslev Gymnasium og HF lægger vægt på at skabe faglige udfordringer for alle gennem viden, der kan bruges. Vi giver eleverne udsyn og tilbyder et studiefællesskab med fællesskab og engagement.

Gymnasiets størrelse sikrer et nært, hyggeligt og overskueligt studiemiljø, hvor alle kender alle, men samtidig tilbyder vi en bred vifte af studieretninger og valgfag. Skolen er ikke større end, at der er plads til nærhed og tryghed for den enkelte elev. Vi arbejder meget målrettet for at tilbyde uddannelser af høj faglig kvalitet, som kvalificerer dig til din videre uddannelse.

Hos os er der altid noget i gang – og skolen summer af liv og aktivitet både i og uden for klasselokalet. Mens nogle spiller fodboldturnering på boldbanen, drager andre på kanotur, øver musik eller eksperimenterer i fysiklokalet.

En studenter- eller HF-eksamen fra Brønderslev Gymnasium og HF giver dig et bredt og solidt fundament for at læse videre på en videregående uddannelse, uanset om du interesserer dig for naturvidenskab, samfundsvidenskab eller humanistiske fag.

Vi glæder os til at se dig!

På Brønderslev Gymnasium og HF er uddannelse aldrig en hyldevare. Vi vil være den uddannelsesinstitution, der udvikler netop dine faglige, sociale og personlige kompetencer mest muligt – uanset om du er et naturtalent eller har vanskeligheder i dit skolearbejde. Hos os oplever du derfor, at der er tid, rum og frem for alt et stærkt ønske om at udvikle det fulde potentiale i dig – som elev og som menneske.

Samtidig bliver du en del af et særligt vanedannende og åbent fællesskab, der både giver noget til dig og kræver noget af dig. Du er dermed en uundværlig brik i det engagerende fællesskab, der skaber en god skole og vil danne dig for livet.

Hos os vil du sammen med dine venner opleve, at du skal bruge den viden, du opnår, opleve det, du ikke kendte og rykke de grænser, du kommer med – hver eneste dag. Du får ikke din uddannelse foræret, men vi lover, at du får de bedste muligheder og masser af udfordringer!

For mere end 25 år siden kom denne uddannelsesinstitution til Brønderslev hvilket betød, at mange unge mennesker der ønskede at få en studentereksamen ikke længere skulle tage til enten Aalborg eller Hjørring. Det viste sig at være en god beslutning det daværende Amtsråd tog.

I hundredevis af unge mennesker fra Brønderslevs opland, har sidenhen benyttet sig af denne mulighed for at erhverve sig studenterhuen.

Gymnasiet skriver følgende:

Værdier

1.  Faglige udfordringer for alle

Alle elevers potentiale skal udfordres, og den enkelte elev skal rykke sig mest muligt. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi arbejder med tydelige forventningskrav til alle elever.
• Vi tilrettelægger indsatser for elever med særlige behov – både hvis man har brug for særlig hjælp eller særlige udfordringer.
• Vi anvender systematisk faglige evalueringer og feed-back i undervisningen.

2.  Fællesskab og engagement

På BG vil vi hinanden. Her er forventninger om at deltage i fællesskabet og om at bidrage med sit engagement. Her er højt til loftet og plads til forskellighed – og her er altid nogen at snakke med. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi afvikler idrætsdag, temadage, teaterforestilling, fester, fagcamps mv., hvor du rykkes tæt sammen med de andre elever på tværs af klasser, årgange og uddannelser.
• Vores elever arbejder i elevteams i de enkelte klasser og elevrepræsentanter deltager jævnligt i møder med klassens teamlærere.
• Vores faglærere, teamlærere, studievejledere og uddannelsesledere møder eleverne i øjenhøjde og vores dør står altid åben.

3. Viden der kan bruges

Viden skal ikke være støvet og tørt. Viden skal give mening og skal kunne bruges også uden for skolen. Elever fra BG uddannes til at kunne tage del i samfundslivet på en ballast af solid viden. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi samarbejder med videregående uddannelser i regionen, det lokale erhvervsliv samt lokale institutioner og foreninger.
• Vi lægger stor vægt på muligheden for at lave faglige ekskursioner i dagligdagen. Biologi skal f.eks. ikke kun læses, det skal også gøres og opleves.
• Vi arbejder med innovative projektforløb, hvor du skal bruge din viden til at udvikle nyt og præsentere det for andre.

4.  Udsyn

På BG dyrker vi både det store og det lille udsyn – det internationale og det lokale. Vi tager ud i verden og tager verden ind på skolen, så du oplever noget anderledes på den gode måde. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi tilbyder alle elever en længere tur hvert år (Københavnertur i 1g/1hf, studieture i 2g/2hf og studieretningsekskursioner i 3g).
• Vi åbner skolen op for verden, når vi jævnligt afvikler fællestimer, hvor mennesker med noget på hjertet inspirerer eller udfordrer vores elever.
• Vi deltager i internationale EU-samarbejdsprojekter med elev-udvekslinger.

Der er udarbejdet vejledninger på Gymnasiets hjemmeside, således at både nuværende og kommende elever og andre kan gå ind på hjemmesiden og læse om de forskellige muligheder som Gymnasiet kan tilbyde.

Gymnasiet er et stort aktiv for Brønderslev, ikke alene som uddannelsesinstitution, men også for de handlende i byen, som uden tvivl har haft stor gavn af at Gymnasiet kom til byen.

Gymnasiet bruges også af byens og Kommunens  borgere

Uden for normal skoletid benyttes gymnasiets lokaler også af borgerne.

Der benyttes gymnastiksalen og boldspilhal. Den årlige kunstudstilling kaldet ”Påskeudstillingen” afholdes i de flotte og nyrenoverede lokaler.

Der er undervisning om aftenen af personer, som ønsker at tilegne sig viden af forskellig slags.

Så det må siges, at Brønderslev Gymnasium har fået opfyldt sit mål, om at det er et hus, der kan benyttes af rigtig mange.

Den gamle kirke ligger på kirkegården og er opført i den store kirkebygningsperiode i 1100-tallet. Man mener, at de mange kirker opførtes, fordi præsterne fik dåbsret. Denne havde hidtil været forbeholdt biskopperne. Men nu kom dåben ud til sognekirkerne.

Kirken har gennemgået en del forandringer gennem tiderne og er blevet restaureret flere gange. Men den blev opført i romansk stil, dvs. Roms kirker og paladser var forbillede. Den har et skib, et kor og en apsis (den rundbuede tilbygning mod øst), som inde i kirken har et halvkuppel hvælv. Koret er smallere end skibet, og grænsen mellem dem består af en mur – triumfvæggen – som gennembrydes af korbuen.

Ydermuren er lavet af store, tilhuggede firkantede granitsten – kvadre. Den indvendige mur er lavet af grovt tilhuggede sten, som er kalket. Muren er over 1 meter tyk. I koret er der på sydsiden et hul, som kunne være et ”spedalskhedshul”, dvs. et hul, hvorigennem spedalske kunne følge gudstjenesten og modtage nadveren. Men det er det ikke, siger man fra Nationalmuseets side. Det må være en ventilationskanal. Dette gælder også det andet hul i vestmuren ved klokkestablen. I dag er der sået tvivl om disse huller. Der er måske tale om vinduer til skriftemål.

Der er 3 romanske vinduer i kirken. De er rundbuede og forholdsvis små og er placeret højt. Der er et på nordsiden af koret, et i apsis og et tilmuret på nordsiden af skibet.

Den romanske kirke er ligesom sluttet om sig selv med de meget solide mure og højtsiddende vinduer. Og i modsætning til mange andre kirker i landet har de vendsysselske kirker tilsyneladende ikke nogen særlig rig udsmykning. Måske fordi der her i landsdelen er tradition for at udtrykke sig enkelt. Men man kan ikke med sikkerhed afgøre, om der har været kalkmalerier i denne kirke.

Der var som regel 2 indgange i de romanske kirker – 1 på sydsiden til mændene og 1 på nordsiden til kvinderne. Dette gjaldt også kirken i Brønderslev. Den nordlige dør er i dag tilmuret. Ved klokkestablen sidder der en granitkvader med et trappeformet hul. Kvadren mener man stammer fra alterbordet og har været et relikviegemme. Relikvier havde stor betydning i den katolske kirke, som jo var eneste kristne trosretning herhjemme indtil omkring 1520-30erne. De største kirker gjorde krav på at være bygget over den grav, hvor den helgen, som kirken var indviet til, lå begravet. De mindre kirker måtte nøjes med relikvier fra deres helgener. Det kunne være en benstump, en tøjstump eller lignende.

Det fremgår ikke, hvilken helgen kirken i Brønderslev var indviet til.

Døbefonten er også romansk. Den er hugget af sten til pokalform. Man ved, at børnene blev dyppet helt ned under vandet ved dåben. Vandet var indviet og blev kun udskiftet få gange om året. Der kunne godt være frostgrader i de uopvarmede kirker. Efterhånden gik man over til at sætte dåbsfade i døbefonten. Det gamle dåbsfad er overflyttet til den nye kirke, og et nyt er kommet i stedet.

I den romanske periode, dvs. frem til omkring 1250, var kirken forbeholdt stormændene, der var frie jordbesiddere. De var bygherrer og brugere af kirken. Næsten alle småbønder var dengang fæstebønder på de store ejendomme som f.eks. Kornumgård, Nibstrup, Hjermitslevgård. Siddepladserne i kirken var fastmurede bænke langs væggen , og der var plads til ca. 50 personer. Kirken har haft fladt træloft og mindst ét alter – hovedalteret – placeret i midten af apsis.

Den gotiske del af kirken. Perioden fra ca. 1250 – ca. 1500. Denne periode er kendetegnet ved, at det meste byggeri er om- og tilbygninger. Men der kommer mere lys ind i kirkerne i denne tid. De eksisterende vinduer gøres ofte større, og nye vinduer isættes. Kirkerummet bliver højere og større. Der bygges tårn, våbenhus. Døbefonten flyttes fra midten af kirken op i koret. Der kommer bænke på gulvet. Det vigtigste af alt er dog, at nu var kirken for alle.

I Brønderslev blev træloftet erstattet af nye stjernehvælv, og der blev opført et våbenhus, og indgang og vinduer blev større. Koret blev adskilt fra apsis på et tidspunkt mellem år1400 og 1600.

Kirken fik et tårn, måske med spir. Tårnets nederste del udgjorde en forlængelse af skibet. I tårnet har der hængt 3 klokker. Den ene skulle kongen bruge til kanonstøbning og en anden er i brug i dag.

Døbefonten og alterbordsstenen er det eneste inventar fra middelalderen – ca. 1050 – 1540 – som er bevaret. De 2 lysestager på alterbordet er en gave fra ejerne af Kornumgård i 1596. De 2 lysekroner i skibet er fra omkring år 1900. På alteret står en syvarmet lysestage. I 1600-tallet fik kirken ny altertavle og prædikestol, som er bevaret. Altertavlen blev restaureret med tilføjelser og ændringer i 1913. Prædikestolen blev renoveret i 1669. Op til 1974-76 var der levende lys i kirken, kun ved orglet blev der opsat en elektrisk læselampe, da elektriciteten blev tilgængelig.

I 1974-1976 fik kirken en gennemgribende restaurering. Det gamle orgel blev udskiftet.

Gennem tiderne har det været vanskeligt at holde kirken i god stand. Der har været mange reparationer, ikke mindst hvad tårnet angår. Det blev i 1700-tallet revet ned og erstattet af en klokkestabel. I den vestlige ende af kirken har der engang været et pulpitur, en slags balkon.

De velhavende familier i sognet havde deres egne pladser i kirken. Jens Andersen Kjærulf og hustru Anna Griis havde deres adelsvåben på stolene, og Helmig Galskyt fra Kornumgård forærede i 1682 kirken et ligklæde for til gengæld at beholde de 2 øverste stole – henholdsvis en kvinde- og en mandsstol.

I kirkens nordside ved den tilmurede kvindeindgang ses mærkerne efter det gravkapel, som familien Galsskyt, Kornumgård, lod opføre omkring år 1679. Det blev igen nedrevet i 1855. Men gennem århundreder har der også været begravelser inde i kirken.

I kirken opbevares 2 gravsten fra 1700-tallet.

Helt op mod 1900-tallet var det almindeligt, at begravelsesritualerne foregik i den dødes hjem og på kirkegården. Den døde forblev i hjemmet, indtil begravelsen skulle foregå.

I 1913 opførtes et ligkapel i den vestlige ende af kirkegården, ikke langt fra det sted, hvor der indtil 1888 lå en skole, som blev nedrevet, fordi kirkegården skulle udvides.

I 1687 kom kirken under godset Birkelse med ejeren Otto Skeel. Kirken forblev under stamhuset Birkelse, hvor slægten Skeel stadigvæk var ejere, da kirken i 1912 blev selvejende.

Brønderslev bys vækst i 1880erne medførte, at den gamle kirke med dens cirka 200 pladser blev for lille, men først i 1922 kunne man indvie en ny kirke i Bredgade.

Bo-Glas A/S

Industrivej 25, Brønderslev

En af Brønderslevs store virksomheder Bo-Glas blev i sin tid startet som en iværksætter virksomhed, på det tidspunkt kendte man ikke dette ord.

Jørgen Sørensen som startede virksomheden, begyndte først som vinduespudser. Jeg husker han kørte rundt på en sort budcykel i byen med stigen hængende på siden af cyklen. Senere startede han så op i et baghus med glarmesterarbejde som blev til en glarmesterforretning i 1961. Produktionen af termoruder startede i 1968. Det blev nødvendigt med større lokaler og det betød, at der blev opført en helt ny fabrik til fremstilling af termoruder i byens nye industrikvarter. En stor moderne fabrik. Her i år 2021 er det så 60 år siden, at virksomheden startede. Det blev en betydelig arbejdsplads.

Den 01.04.2006 var der skiftedag på Bo-Glas i Brønderslev. Jørgen Sørensen, der i 45 år havde stået i spidsen for virksomheden, gav stafetten videre til sønnen, Per Sørensen, som overtog ledelsen. Den første opgave bliver at smide vækkeuret ud. Nu har det ringet om morgenen i 55-56 år, hvor Jørgen Sørensen har været aktiv på arbejdsmarkedet. Der bliver nu mere tid til Jørgen Sørensens interesse for motorcykler.

Per Sørensen kom nu til at stå i spidsen for den nordjyske familieejede virksomhed, der var blevet grundlagt for nu 60 år siden.

Der er i tidens løb foretaget flere udvidelser og man har ca. 45 beskæftigede og har et omfattende produktprogram.

Ekspertise kombineret med effektivitet har sikret bo·glas a/s i Brønderslev en stærk position på det danske marked. Desuden er den faglige viden blevet bakket op af en løbende investering i den nyeste teknologi og en moderne maskinpark for at opfylde ambitionen om at være blandt de førende producenter herhjemme – især når det handler om unikke og avancerede produkter i glas fra alt i farver og glas med tryk, udsmykning og interiør til termoruder, værn og facader.

“Vores mål er at være et kompetencecenter. Det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter. Kun fantasien må sætte grænser, og vores knowhow skal være med til at udvikle de produkter, som ingen andre tror mulige. Det handler om at se nye muligheder,” siger Per Sørensen, administrerende direktør.

Per fortæller at man de seneste år har investeret en del i maskiner. Bl.a. CNC-styret sliber, ny dobbelt sliber, nyt skæreanlæg, ny termorude linie, ny moderne hærdeovn og anlæg til silketryk. bo·glas a/s har eget laminerings anlæg.
Som den eneste virksomhed i Danmark producerer vi med VancevaTM PVB-folie.

“Den internationale konkurrence på markedet betyder, at vi hele tiden skal udvikle os og styrke vores viden. Derfor forsøger vi at skille os ud, når det drejer sig om avancerede produkter, der kræver særlige kompetencer og knowhow samtidig med, at vi kan producere effektivt,” siger Per Sørensen.

bo·glas a/s har i det seneste årti investeret i masser af moderne teknologi – bl.a. en CNC-styret sliber, et fuldautomatisk skæreanlæg, en ny linje til produktion af termoruder, en moderne hærdeovn og et anlæg til silketryk – for blot at nævne nogle af dem. Desuden har virksomheden eget lamineringsanlæg. De mange processer i eget hus kan kombineres til et hav af glasløsninger.

Innovation præger ånden

I dag er produktionen domineret af termoruder til facader, tage, værn, interiør og møbler. Det kan være alt fra farvet glas, ruder med solafskærmning, lydisolerende glas og sikkerhedsglas til bordplader, døre til badeværelser, til skabe, hylder, låger eller skillevægge.

“Vi har en flad struktur og en ånd blandt medarbejderne præget af innovation og lyst til at eksperimentere. Det gør os ikke kun i stand til at udvikle nye produkter, men også til at servicere og rådgive kunder og kolleger i branchen. Vi vil være en af de førende leverandører, når det gælder produktudvikling,” siger Per Sørensen.

Så sker der igen noget i dec. 2020

Den familieejede virksomhed som var blev grundlagt i 1961 af glarmester Jørgen Sørensen var løbende blevet overdraget op igennem 1990’erne til sønnen Per Sørensen, som i dag står i spidsen for det 2. generationsskifte. Det er virksomheden Glaspartner ApS i Esbjerg, der pr. 14. december 2020 overtager ejerskabet af bo·glas a/s. Nuværende ejer og direktør Per Sørensen har ønsket at overdrage firmaet til nye kræfter, men vil fortsat være tilknyttet virksomheden som produktionschef i Brønderslev.

Den nye ejer Glaspartner er ejet af direktør Ib Madsen, produktionsingeniør Trine Hybjerg og bestyrelsesformand Søren Christian Dahl, sammen med investeringsselskabet Buur Invest A/S, der er et dansk, familieejet investeringsselskab, som investerer i små og mellemstore industrivirksomheder med vækstpotentiale. bo·glas forbliver dermed familieejet og det samlede bo·glas og Glaspartner bliver dermed den 2. største danskejede glasproducent i landet.

”Det har været vigtigt, at den nye ejer af bo·glas kan sikre fortsat udvikling og styrke salget, sikre arbejdspladser og sikre at den gode ånd i bo·glas kan leve videre”, siger tidligere adm. direktør Per Sørensen – ”derfor er jeg helt tryg ved, at det er Glaspartner, der overtager virksomheden.”

Investeringsselskabet Buur Invest A/S ser gode perspektiver i det nye ejerskab.

”Vi indgår i ejerskabet, fordi vi ser et stort potentiale i bo·glas og de produkter, de producerer. Vi ser engagement, evne og vilje til vækst, hos Glaspartner, som nu får flere muligheder i markedet efter overtagelsen af bo·glas”, siger Søren Christian Dahl fra Buur Invest A/S.

Ledelsen for begge selskaber varetages fremover af adm. direktør Ib Madsen, som ser store muligheder i de synergier og stordriftsfordele, som kunderne fremover kan tilbydes fra et samlet bo·glas og Glaspartner.

”Forventningen til fremtiden er, at vi holder fast i begge firmaers grundidé, der har fokus på troværdighed og fleksibilitet, men vi vil også tilføre nytænkning, som skaber værdi for vores kunder”, siger Ib Madsen, der påtager sig ansvaret for salg og ledelse.

Glaspartner og bo·glas leverer mange former for glasprodukter til håndværks- og industrivirksomheder i hele Danmark.

 

På hjemmesiden skriver man:

Vi leverer glas efter mål til mindre boliger og større erhvervsbygninger. Vores produkter spænder bredt og omfatter både de energieffektive energi- og termoruder, såvel som hærdet og bearbejdet glas, lamineret glas og sikkerhedsglas.

Vi leverer alle typer glas efter specialmål og i alle faconer, alt efter hvad glasset skal anvendes til. Det kan være et rundt bord, et femkantet vindue eller noget helt andet.

Samtidig sørger vi altid for at tilpasse glasset alt efter, hvilken funktion det skal have. Skal det bruges til glasværn er sikkerhedsglas sikrest, og skal glasset have en mere æstetisk funktion i rummet kan det være, at lamineret glas er den rigtige løsning.

 

Kun fantasien sætter grænser

“Kun fantasien sætter grænser” vil en velkendt talemåde vide – og det er devisen, som bo∙glas har arbejdet efter siden virksomheden begyndte som en lille glarmesterforretning i et baghus i Brønderslev tilbage i 1961.

Med 50 års erfaring og løbende investeringer i ny teknologi har bo∙glas udvidet sig til en betydende leverandør af glas på det danske marked.

Ud over basisproduktion af helt almindelige standardvarer inden for planglas er bo∙glas specialiseret i mere avancerede produkter, hvor firmaets mange produktionsprocesser bliver kombineret på kryds og tværs.

bo∙glas’ ekspertise kombineret med effektivitet danner grundlag for ønsket om at være kompetencecenter, når det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, samt den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter.

Af jens otto madsen, Bo-Glas Hjemmeside og kilde: Byggeplads.dk

Af Ove S.Johansen

Tidligere elev på Søndergades Skole, Brønderslev

En god dribler såvel med som uden bold, fodboldspiller, fodboldtræner, skolelærer og foredragsholder m.m.

Knud Søndergård havde et tæt og livslangt forhold til fodbold. Navnet Knud Søndergård var kendt i de nordjyske fodboldkredse, hvor han havde gjort en stor indsats såvel på, som uden for banen.

Han spillede på Brandes og H. I`s divisionshold i fodbold og på 1. holdet hos Viking, Rønne, men også på Brønderslevs og Tårs` førstehold. Han var en populær foredragsholder og en skattet rejseleder på Nilles busture, som gik til interessante og historiske steder i Danmark, men også på ture til de nærliggende nabolande, Norge og Sverige.

I 25 år var han instruktør for Dansk Boldspil Union. Knuds entusiasme for fodboldsporten medførte, at han ved siden af sit talent på selve banen, fik en enorm teoretisk viden på området; detaljer som han senere flittigt brugte i sin trænergerning.

Knuds barndom:

Han blev født 9.10.1930 i Korsgade, i Aalborg, hvor hans forældre (Johannes og Marie) havde en slagterforretning.

Faderen døde da Knud var ganske lille, hvilket betød at Knud og familien måtte flytte til en gård (Øster Stoksted) ved Tårs, i Vendsyssel.

Knud liv og levned:

Fra 1947-48 var Knud Søndergård landmand/karl på en bondegård på Als og fra 1949 var han karl på Bornholm. I 19-års alderen fik han

konstateret et problem med hjertet, hvilket betød at han måtte skifte levevej, så fra 1950-51 tog han på højskole i Vrå, i Vendsyssel og fra

1951-55 gik han i gang med at læse til lærer på Jelling Seminarium, som iøvrigt ligger nordvest for Vejle, mellem Give og Vejle.

I 1953 debuterede Knud på Brandes divisionshold i fodbold og blev dermed den første fodboldspiller fra Tårs, som spillede på et divisionshold i fodbold.

Efter sin lærereksamen blev Knud ansat som kommunelærer på Vestre skole i Hjørring (fra 1955-58).

Fra 1958-60 var han ansat som lærer på Søndergades skole i Brønderslev, hvor han den gang, var min gymnastik- og idrætslærer.

1960-62 Var han ansat på Tårs skole.

Fra 1974-76 var han træner for H.I. (Hjørring Idrætsforening).

I 1977 til 1979 var han ungdomstræner. Han opnåede et Jysk juniormesterskab i 1979 med bla. Mogens Krog og Co. på holdet.

I 1980-82 var han træner for Jyllandsserieholdet og opnåede bla. to 3. pladser og en 2. plads som de bedste resultater.

1980-82 Jyllandsserietræner

1984-85 Træner hos BI (Brønderslev idrætsforening).

1986-88 Træner i Aså.

1989        Træner i HI.

1990-91 Konsulent hos BI (Brønderslev).

1992-94 Jyllandsserietræner i Tårs

Efter pensioneringen fortsatte Knud sit virke på Nordjylland IdrætsHøjskole (N.I.H i Brønderslev), hvor han i 12 år havde timer i idræt, historie m.m.

Han var rejseleder i over 20 år.

 

I bogen ”Barn af Vendsyssel”  XXI fra 2017, har Knud Søndergård indgående og levende fortalt om sine meritter, sit liv, levned, meninger og gerninger.

Jeg har altid været en stor beundrer af Knud Søndergård. Det har været mig en stor fornøjelse at lære denne mand at kende og at læse om hans liv og færden, samt hans skæbne og passioner. Knud Søndergård fortæller ivrigt og tilsyneladende meget ærligt om sit liv som karl derude på landet og om de besværligheder han fik, da helbredet svigtede (dårligt hjerte), hvilket betød, at han måtte skifte landmandslivet ud med en lærergerning. Han kunne og måtte ikke dyrke sport i flere år, hvilket naturligvis gik ham på. Ved ihærdighed og qua et stort slid fik han hevet et flot eksamensresultat hjem på seminariet i Jelling. Det er utroligt, hvad Knud nåede i de 89 år han levede. Jeg kan varmt anbefale jer at læse hans indlæg i bogen ”Barn af Vendsyssel”. Denne mand gjorde så meget for idrætten og især for fodboldsporten, men også for sine medmennesker, der hvor han var og udøvede sine gerninger. Tænk bare på alle de foredrag han har beriget egnens borgere med. For mig og sikkert også for så mange andre elever i Brønderslev og Vendsyssel, var han en l æ r e r som alle respekterede og så op til. Knud Søndergård og Willy Kløve har begge signeret mit skoleidrætsbevis dateret den 5.12.1958. Uden Knud Søndergårds sublime vejledning og entusiasme var jeg nok aldrig kommet over den tværliggende ”bambuspind” i højdespring.

Tak Knud!

Jeg tillader mig lige at citere et par linjer fra bogen ”Barn af Vendsyssel XXI” fra 2017, som varmt kan anbefales.

• Jeg kom til at vokse op på et af de smukkeste steder i verden, hvor to bække løber sammen til én – det er her Uggerby Å begynder.
• Jeg husker tydeligt den 1. maj 1934, da vi kom til Ø. Stoksted. Det var et Eldorado – 25 køer og tilmed kvier og kalve, 6 heste, samt over 100 svin og sikkert lige så mange høns, alle af racen ”hvid Italiener”.
• Den 1. april 1944 var jeg, efter seks års skolegang – kommet et år for tidligt ud af skolen, bla. fordi skolekommissionen sagde: ”at jeg kunne nok”. Det fandt jeg dog senere ud af, ikke var sandt/korrekt.
• Der blev også tid til fodbold. Da jeg var juniorspiller, og når vi skulle spille på udebane, fulgtes juniorholdet altid med A-holdet (seniorspillerne). Der var stadig benzinmangel, så vi kørte i Chr. Jacobsens lastbil. A-holdet havde aldrig mere end 10 mand med, så de bad mig om at spille med på seniorholdet. Så fra kl. 19.30-20.30 var jeg juniorspiller og fra kl. 20.30-22 var jeg seniorspiller, og jeg spillede med berømtheder som Kaj Sanvig, der som 43-årig var vendt tilbage til Tårs fra Brønderslev, hvor han dengang var kendt som Jyllands bedste stopper.
• Jeg spillede for Viking i Rønne. I min debutkamp mod Allinge-Sandvig, som vi i øvrigt vandt 8-1, scorede jeg tre gange.
• Fra 1. april 1958 fik jeg ansættelse ved Søndergades skole i Brønderslev.

• 

• Vi fik en rigtig dejlig treværelses lejlighed – helt ny – i Valdemarsgade 5. Her boede vi i sommeren 1960, da vores førstefødte, Lars, kom til verden den 27.2.1959.
• Da jeg lod mig pensionere fra folkeskolen i 1992, skete der ikke de store ændringer i mit liv. Jeg havde stadig fodboldtræning og fik flere timer på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, hvor jeg ud over fodbold fik timer i litteratur og livsoplysning.
• De sidste 20 år har jeg også været guide og rejseleder i både Danmark, Norge og Sverige.
• Da jeg blev lærer, havde jeg måske ikke den bedste baggrund, men ved at tage mange kurser, fik jeg en udvidet mine kundskaber, der blandt andet gjorde, at jeg fik det dejligste job som skolebibliotekar, og desuden blev jeg beskikket som censor i historie og blev instruktør i DBU, Dansk Boldspil Union, i fodbold, hvor jeg bla. instruerede brødrene Laudrup, Søren Lerby og Jesper Olsen m.fl.

Man kan låne bogen på biblioteket eller selv anskaffe den.

Bogen har fået ISBN-13:978-87-998655-3-6. Knud Søndergårds indlæg fylder 13 sider, fra side 57-70.

Knud skriver:

Jeg er født i Korsgade 26 i Ålborg den 9. oktober 1930. Min mor Marie Søndergaard blev født den 16. august 1885 og min far Johannes Nielsen blev født den 20. juli 1890. Mor og far havde slagterforretning i Korsgade nr. 26. Mor var cirka 45 år gammel, da jeg kom til verden, så måske var jeg en misforståelse – dog fortælles det, at nytårsaften før min fødsel var festlig med mange familiegæster og for få sovepladser. Far skulle da have sagt: ”Marie og jeg kan sove sammen på sofaen i stuen! ”Svogeren sagde hånligt: Der sker ikke noget ved det, Johannes”, hvortil far svarede: ”Det skal jeg vise jer.” Ni måneder og ni dage efter kom jeg til verden. Mine søskende Anne Marie, Ejvind og Erik var da 8, 11 og 14 år.

Selv om jeg, efter hvad min søster Anne Marie siger, var meget fremmelig, kan jeg dog ikke huske min far, der døde af et hjertestop påskemorgen 1933, da var jeg ca. 2 ½ år gammel. Mor fik et sammenbrud, og jeg kom i pleje hos min far broder Valdemar, der boede i Aalborg. På samme tid som far døde, mistede Albert Thomsen, Ø. Stoksted i Tårs sin kone, Katrine Petersen, der havde en hatteforretning i Tårs. Mor kendte Katrine og Albert fra et højskoleophold på Vestbirk, hvor hun legede ”Kirsten Giftekniv”. Mor, Anne Marie og jeg flyttede til Ø. Stoksted. Da vi flyttede, sagde naboerne: ”Flytter du fra os lillebror?”, hvorefter jeg svarede: ”Ja, vi gifter os!”

Jeg husker tydeligt den 1. maj 1934, da vi kom til Stoksted. Det var for mig et Eldorado – 25 køer og tilmed kvier og kalve, 6 heste, over 100 svin og lige så mange høns. Hvide Italienere. Mangen en vinterdag opholdt jeg mig i hønsehuset, og her lærte jeg hakkeorden, som også praktiseres blandt mennesker.

Så snart jeg kom til Ø. Stoksted, fik jeg faste pligter i stalden, med at gøre køernes krybber rene, feje broen og strø sand på gulvene.

Jeg kom til at vokse op på et af de smukkeste steder i verden, der hvor to bække løber sammen til én – begyndelsen til Uggerby Å. Hos os kom der mange mennesker fra nær og fjern. Jeg plejer at sige, at Ø.  Stoksted var et seksuelt sted, for vi havde en hingst, en tyr og en orne, så folk kom med deres hopper, køer og søer for at få dem bedækket. Der kom også en fiskehandler, en bager og uldkræmmer for at sælge varer. De store oplevelser i barndommen var høsten, skoleudflugten og julen. Det var de tre gange om året, jeg fik sodavand. Jeg kan stadigvæk i dag komme til at længes efter en rød sodavand.

I årene inden jeg kom i skole, lagde mor sig ofte i seng, når vi havde spist. Min trøst var at min søster Anne Marie læste og sang for mig, når jeg kom i seng, men hun kom ud at tjene, før jeg kom i skole.

Jeg skulle begynde i skolen den 1. april 1938, da var jeg 7 ½ år gammel. Vinteren inden terpede mor med mig, for jeg skulle kunne læse, når jeg skulle begynde i skole, sagde hun. Det resulterede i, at jeg på kort tid avancerede til hold to af fire. Skolen var Tårs Nordre, og der var kun to klasser, så vi var ”den bette klas” fra 7-10 år og ”store klas” fra 10-14 år. Min lærer, i de seks år jeg gik i skole, var Johannes Fløe, en velbegavet lærer som kun beskæftigede sig med de fag, der interesserede ham og det var dansk, historie, geografi, religion og sang. Disse fag blev også væsentlige for mig. Fløe var en utrolig dygtig fortæller og oplæser. Frikvarterne hos Fløe var lange, hvilket udviklede os meget. Vi sprang buk, den havde vi selv lavet. Jeg leverede sække og halm. Vi spillede fodbold 20 mod 20, vi var 40 i klassen. Da vores bold gik i stykker, nedsatte vi et tre-mands-udvalg, der skulle gå til vores sognerådsformand Søren Nielsen og spørge, om sognerådet ville give os en ny bold. Jeg skulle være ordfører, vistnok fordi min søster var forlovet med Søren Nielsens søn. Søren blev forbavset, da han hørte at bolden kostede hele otte kroner, men ved næste sognerådsmøde gik bevillingen igennem, og vi hentede den lædergule bold hos isenkræmmeren.

Det var en ulempe for mig, at mine forældre var så gamle, for de mennesker, de kom sammen med, havde voksne børn, så når der var læsekreds, sad jeg og lyttede på oplæsning og diskussion.

De oplevelser, jeg husker bedst fra min barndom, vil jeg fortælle om:

Som femårig stod jeg en dag ved bækken og fiskede. Mit udstyr bestod af en ahornstage, en snor jeg havde fået af min far, en krog, der var købt og orm i en skosværteæske. Da kom på cykel fra Hjørring en mand med flot fiskeudstyr. Han foreslog at vi fulgtes ad, og kort tid efter fangede jeg den første fisk. Han sagde, jeg skulle smide den i bækken igen, da den ikke holdt målet. Kort efter fangede jeg nr. to med samme resultat. Så fangede han en ørred på ¾ kg, og da jeg lidt senere fangede nr. tre blev jeg glad, da den var lidt større end de to første. Men min voksne kammerat tog målebåndet op og målte den til 18 ½ cm, og den skulle være 20 cm. Han fik mig også til at smide den ud igen. Da han kunne se, at tårerne stod mig i øjnene, sagde han, jeg måtte få hans fisk. Det hjalp. Senere fangede han to mere også på ¾ kilo. Vi havde en dejlig dag. Jeg husker han havde jordbærsaftevand og kiks med. Da vi var på vej hjem, hørte jeg pludselig, der blev kaldt på mig, og jeg så mor og en af karlene og den unge pige oppe på marken. Jeg spurgte: ”Hvad er klokken?” Han svarede: ”Fem”. Åh, jeg skulle være hjemme klokken to. Jeg sprang over bækken og løb op til min mor, der både var bange og vred. Hun tog mig hårdt i hånden og sagde: ”Du skal hjem og have `klø!” Det havde jeg fået før, da jeg gemte mig for Dr. Bugge, der skulle trække en af mine tænder ud, så jeg vidste at afstraffelsen var tre hårde slag i den ”bare”. Jeg bad så mindeligt om at blive fri, men der var ingen kære mor. Så kom forsynet mig til hjælp, for pludselig kom jeg til at tænke på min fisk, som jeg havde fået med, så jeg viste med mine små arme, hvor stor den var. Løb ned og hent den og kom hjem og få klø, (man løber ikke, når man skal hjem og have klø). Men manden, der straks så, at der var noget galt, gav mig alle tre fisk og sagde, at min mor skulle komme ned og give ham klø, da det var hans skyld. Mor blev begejstret for de tre fisk, og hendes angst for, at der var sket mig noget, var forsvundet. Manden, der nu cyklede de 17 km. hjem til Hjørring, er en af mit livs mine helte.

Uddrag fra side 68

I 1965 byggede vi eget hus på Præstebakken, efter at have boet i en lærerbolig. Vi har kun boet tre steder og flyttede hver gang ind i noget nyt. Den 17. januar 1967 fik vi en lille køn dreng, som til stor sorg døde seks dage senere. Det var utrolig svært at komme over. Det trøstede os meget, da vi 30 maj 1969 fik Ole, en stor dreng på over otte pund. Nu var vi fem, en meget lykkelig familie, følte vi.

Mt arbejdsliv:

Da vi flyttede til Tårs, blev det meget spændende. Fra starten underviste jeg i idræt, regning, dansk historie, religion og geografi. Da jeg i 1968 blev skolebibliotekar, blev der ikke plads til så mange fag, så det blev dansk og historie i overbygningen, der blev mit undervisningsområde. Læs selv videre i ”Mit liv Barndommen.” ISBN-13:978-87-998655-3-6

Klip fra en artikel i Vendsyssel-Gildet.

I forsamlingshuset fortalte Knud Søndergård, der i en årrække har været lærer på Tårs Skole, om ”Blimsen og Gårdmanden” samt de andre landsbyoriginaler, der på den tid vandrede rundt i Tårs’ gader. Tårs-filmen fra 1963 bragte til sidst minder frem blandt de mange gæster.

Da jubilæumsarrangementet var et så stort tilløbsstykke, holder Vendsyssel-Gildet endnu et arrangement om Tårs, det sker i begyndelsen af september i den uge, hvor byjubilæet markeres.

Knud Søndergård, Tårs, sov ind på Havglimt i Hirtshals den 6.11.2019.

Tak Knud, fordi jeg fik lov at dele nogle af mine oplevelser, med dig!

Ove S. Johansen

Taastrup, september 2022

 

 

”ONCE UPON A TIME”!

Engang i 1960´erne, sluttede jernstøberi-æraen for Brønderslevs vedkommende, men hvorfor endte det så galt?

Jeg ved, at man ikke skal KRADSE for meget i fortiden. Men i det her tilfælde, vover jeg det ene øje. Jeg håber, at der er en og anden, som kan forklare mig, hvorfor man ikke valgte at gøre som politikerne i Aars, når nu man havde de bedste kort på hånden; et jernstøberi i drift og FORMERE som kunne deres håndværk?

Hvorfor stiller jeg det spørgsmål? Jo, årsagen er den, at jeg var blevet anbefalet at læse en bog om danske jernstøberier, for at finde historisk materiale om de jernstøberier, der i tidens løb har været i Brønderslev, men det fandt jeg desværre ikke, selv om der i bogen er utallige historier om mange andre jernstøberier i andre af rigets byer.

Men om Brønderslev fandtes der intet, kun det nedenfor nævnte. Forfatteren undskylder det med, at han IKKE kunne få hjælp hos det lokale arkiv.

Barslunds Jernstøberi i Vestergade

Niels Barslund Sørensen.

Han blev født den 26. juli 1886 i Sønder Barslund, Mejrup Sogn, Ringkøbing Amt. Han var former (arbejder i et støberi, som udfører formningen og som regel også støbningen) ved vielsen i 1910 og ved den ældste datters fødsel i 1913 i Holstebro.
Niels Barslund oprettede Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik på hjørnet af Gravensgade og Nygade i 1913. Derfor var han jernstøber ved sønnens fødsel i 1916, og familien boede i Mortensgade (Frederiksgade) samme år.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev solgt til det nydannede aktieselskabet ”Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik A/S” den 1. januar 1919 med N. Barslund som direktør. I denne anledning fik han udbetalt en stor sum penge.

Pedershaab Jernstøberi, Grønnegade

”Klokkestøberiet”

Aksel Mikkelsens Jernstøberi (det må være faderen til Ejnar Mikkelsen, grønlandsfareren). Støberiet startede på Gasværksvej, men blev senere flyttet til Bryggerivej – se billede.

Aksel Mikkelsen (Løth)

Aksel Mikkelsen-Løth, født i Hjørring den 14. august 1849, gift med
Maren Nielsen i Brønderslev kirke den 21.03.1873. Forældre til Ejner Mikkelsen og Aslaug M. Begge børn blev meget kendte som hhv. Grønlandsfarer og oversætter af udenlandske bøger.

Aksel M. Døde i Korsør i 1929. Han var R. af D. Fortjenstmedalje i Guld.
A.M var uddannet mekaniker og søn af jernstøberformand Jørgen Mikkelsen og hustru født Ane Margrethe.

Hans karriere:
1872-1883 jernstøber og maskinfabrikant i Vester Brønderslev
1883-1885 leder af Teknisk Skole i Næstved.
1883 Mikkelsen opretter sin første sløjdskole i Næstved med 8 elever.
1885 Mikkelsens sløjdskole Nytorv 3, København. Underviste også i sløjd på E. Slomanns Latin- og Realskole
1886-1909 forstander for Dansk Sløjdlærerskole, Værnedamsvej 13 B, København V.

1. P. Houmøller der i 1883 startede Frederikshavns Jernstøberi, nævner i sine erindringer: ”På dette tidspunkt (1873) fik Axel Mikkelsen og hans fader ved hjælp af grundtvigianske venner bygget et jernstøberi i V. Brønderslev.

Disse 2 fornuftige, flinke og ædruelige mænd, arbejdede begge i Nielsens jernstøberi (T.C. Nielsens jernstøberi i Hjørring). L.P.H. var i lære i samme virksomhed, men ville gerne væk på grund af det megen drikkeri. De havde lovet ham, at så snart de fik støberiet i gang, kunne han få plads der den resterende læretid.

Støberiet gik fallit efter ganske kort tid, men L.P.H. blev udlært.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev startet 1. juni 1913 af N. Barslund. I 1916 blev virksomheden udvidet med et maskinværksted specielt indrettet for vindmotorer og landbrugsmaskiner.

Virksomheden flyttede i 1918 til en plads ved Grønnegade og overgik da til et aktieselskab ved navn ”Nordjyllands Jernstøberi”. Dens speciale var støbning af kirkeklokker. Virksomheden ændrede senere navn til ”Jysk Jernstøberi & Maskinfabrik”.

Virksomheden lukkede i 1949, og formerne, brødrene Carl Wilhelm Jensen og Johannes Jensen, flyttede efter lukningen til Skagen, hvor de startede Skagen Jernstøberi.

Den 6. oktober 1944 søgte de i Vendsyssel Tidende efter 5-6 flinke former- og maskinlærlinge. Firmaet lå den gang på hjørnet af Vestergade og Søndergade.

Det undrer mig meget, at man nedlagde et fungerende jernstøberi (som lå lige over for det gamle Rådhus). Man flyttede udstyr og gamle maskiner og sine økonomiske midler over til et egnsudviklingsprojekt i Aars, som lukkede 8 måneder efter opstart.

Man flyttede altså et jernstøberi i drift fra en by til en anden, som lå 70-80 km længere mod syd og som ingen erfaring havde. Der blev givet støtte fra såvel Aars kommune som fra Staten (egnsudviklingsstøttepulje). De lokale banker i Års støttede også op om projektet! Men hvorfor kunne man ikke have gjort præcis det samme i Brønderslev?

Støberidriften i Brønderslev blev fjernet med et pennestrøg og flyttet til en helt anden by.
Var årsagen forurening? Vidste man ikke, at der ikke fandtes ledige, dygtige formere i Års, eller negligerede man formernes faglige ekspertise?

Havde man i Brønderslev valgt at satse på “jernstøberiet”, kunne byen måske have haft et moderne skalformstøberi, som Dansk Skalform i Års, hvor der beskæftiges mere end 60 mand og som præsterede et fint afkast i 2019. 60-80 gode skatteborgere kunne således have tilført den slunkne kommunekasse mere guld.

Støbco (Dania), Års.

I 1965 gik firmaerne Pedershaab, Brønderslev og A/S Strømmen, Randers sammen for at etablere et fællesstøberi, og senere udvidedes kredsen med maskinfabrikken Svendborg, A/S Ferm, Ulstrup, Danish Machine Company A/S, Århus og maskinfabrikken Phønix, Odense.

De to førstnævnte havde egne støberier, som blev nedlagt ved sammenslutningen.

Begrundelsen for etableringen var officielt at sikre leverancen af støbegods og opnå en rationel produktion, men det var nok støberiregulativet af 1954, der spøgte, idet kravene vedrørende det interne miljø skræmte de små og gamle støberier.

At det overhovedet var økonomisk muligt at etablere et nyt støberi, skyldtes udelukkende loven om egnsudviklingsstøtte, hvor der kunne hentes et betydeligt tilskud.
I den endelige aftale forpligtede Aars kommune sig til at stå som bygherre og ejer af bygningerne og de tre lokale pengeinstitutter til hver at låne Støbco en halv million på favorable vilkår. Egnsudviklingsrådet bevilligede et lån på 1.8 Mill kr., og Års kommune gik ind med 700.000 kr. Planerne skabte turbulens.

LANGÅ KOMMUNE havde også lagt billet ind på at få det nye støberi, og Langå Jernstøberi beklagede i skrivelse til sognerådet over, at kommunen var interesseret i at få et andet støberi til kommunen, en konkurrerende virksomhed i en tid, hvor der i forvejen er katastrofal mangel på arbejdskraft!

I Brønderslev harcelerede man over, at Pedershaab gjorde seks gode håndformere arbejdsløse, og disse arbejdede med planer om at starte et kooperativt støberi i et nedlagt støberi i Hjørring, hvilket dog aldrig blev til noget.

Bjarne Jensen i Formerforbundet sagde: ”Alle grundregler for samarbejde er blevet tilsidesat af arbejdsgiverne i forbindelse med den måde, hvorpå jernstøberierne i Randers og Brønderslev nedlægges”. Man protesterede imod, at der med midler fra egnsudviklingsfondet, placeredes et nyt støberi på et sted, hvor der ikke fandtes uddannede formere, men at disse skulle flyttes over fra moderfirmaerne, og blev hentet til fra andre steder.

Der blev hurtigt bygget et jernstøberi, og den 17. februar 1967 blev det indviet med pomp og pragt.
Kun fire formere fra moderfirmaerne lod sig flytte til Års, og derfor måtte man starte oplæringskurser for nye medarbejdere.
Det gik galt af flere grunde. Man kan ikke lære folk op på nogle få uger. Det tekniske udstyr var ikke tip topmoderne, som det blev sagt, men for en stor del bestående af udstyr fra moderfirmaerne, og var simpelt hen gammelt og nedslidt. Byggebranchen tog folkene så det kneb voldsomt med bemandingen.
De økonomiske midler strakte ikke til at bringe firmaet i gang, og firmaerne, som stod bag, bakkede ikke foretagendet op på solidarisk vis, men lod det i princippet sejle sin egen sø. Det skulle gå galt.

I efteråret 1967 måtte man søge om yderligere lån, og da det blev afslået, stoppede støberiet driften den 14. november, og den 24. november trådte virksomheden i likvidation efter 8 måneders drift.

Kilde: Et katalog over danske jernstøberier, ved Harald Bertelsen. Udgivet år 2005. Harald Bertelsen var direktør for Valdemar Birns jernstøberi og formand for danske støberiers brancheforening. ISBN 87-87522-578

Andre informationer

Potter var den første jernstøber i København og fik den 7. februar 1769 kongeligt privilegium til at anlægge et smelteværk med grydestøberi på ”Appelbyes Rebslager-Plads”.

Det omtales i 1782 af N. Jonge: ”Ved den vestlige Ende af Gaden [Overgaden oven Vandet] ligger det Appelbysk murede Reberbane.”Ligeledes Det Potterske Jernstøberi, hvor Jern-Gryder støbes”.

Jernstøberiproduktion i Danmark

Der var forskellige grunde til, at en jernstøberiproduktion kom så meget senere i gang i Danmark end i vores nabolande, men den væsentligste årsag var, at vi ingen jernmalm havde, kun myremalm, og at Norge hørte under den danske krone. Det var en rationel ordning, at Norge havde eneret på jernstøbning. Denne situation ændrede sig i 1814, da vi mistede Norge og dermed måtte stå på egne ben, hvad angår jernstøbegods.

Det fortaber sig i fortidens mørke, hvornår og hvor man for alvor er begyndt at anvende støbejern. Kineserne har både støbt Buddhafigurer og plovjern før Kristi fødsel, men hverken grækere eller romere har kendt kunsten. Det vides, at teknikken har været kendt i Rhinegnene fra slutningen af 1300-årene, men det er uvist, om opfindelsen er gjort dér eller i et af nabolandene.

Det ældste dokumentariske belæg for jernstøbning i Europa er fra en bøssemager i Frankfurter, der i slutningen af 1300-årene sendte en ansøgning til byen, hvori han bl.a. påberåber sig, at han kan støbe kanoner af jern. I øvrigt en meget karakteristisk udnyttelse af en ny teknik, at man i første omgang bruger den til krigsmateriel i form af kanoner og kugler.

1. Nogle af de omtalte formere kunne være:

Svend Aage Christiansen, Tage B. Johansen, Ricard Jensen, Gunnar Bjerring, Aage Illemann og flere.

 

Cementstøberiernes Redskabsforsyning A/S – her er historien, som jeg oplever den.

Et brødrepar i smoking/festtøj. Det ser ikke ud til at bekomme Knud T. særlig godt, at bære smoking. Jeg er overbevist om, at han meget hellere ville have haft sin blå værkfører-kittel på.

Tvillingebrødrene blev født i Gravensgade 8, den 10.12.1916. De gjorde, ligesom mange andre dygtige iværksættere en stor forskel i Brønderslev. De skaffede arbejde til mange af byens arbejdere. I perioden, hvor jeg var lærling, dvs. 1960´erne, var arbejdsstyrken oppe på 50 personer, +/-. Brødrene overtog virksomheden, som fyrreårige, da faderen Christian Jensen Tipsmark døde i 1956. Christian Jensen Tipsmark havde sammen med kompagnonerne N. Høgh og Ingeniør Hansen oprettet Cementstøberiernes Redskabsforsyning, (CR), i 1924.

Hvad producerede man hos CR:

Forme til betonvarer, så som betonrør, hul-bloksten, brøndringe, betonfliser o.m.a. De solgte egenproducerede betonblandere, såvel store som små, flisemaskiner, hul-stens-maskiner, rørpressere, vibratorborde m.v. Hvem var kunderne?  Alle landets betonvarefabrikker samt murermestre. I min tid tror jeg markedet blev udvidet til også at omfatte Skandinavien.

Hvordan salget gik henad vejen, ved jeg naturligvis intet om. Jeg var jo bare en almindelig lille læredreng med store ører.

Hvem var personerne?

Christian Jensen Tipsmark.

Far til tvillingebrødrene, Knud & Aage, som havde en 6 år ældre storesøster, Anna (1910-1999).

C.J.T blev født i Holstebro den 1. november 1885 og døde i Brønderslev den 8. oktober 1956, som 70-årig. Han var uddannet tømrer, men uddannede sig senere til konstruktør. En overgang arbejdede han hos Dania i Mariager.

Da Christian Jensen Tipsmark kom til Brønderslev, arbejdede han først nogle år på Pedershaab Maskinfabrik indtil han og kompagnonerne N. Høgh og ingeniør Hansen startede egen virksomhed i 1924 – CR (Cementstøberiernes Redskabsforsyning). Jeg ved ikke, om det hele startede på den adresse, hvor jeg stod i lære, men jeg tror det. I en utydelig avisdødsannonce for C.J.T. i 1956 står der, at virksomheden startede under beskedne kår i smed Hüches smedje, men hvor den lå, ved jeg ikke. Var det i Østergade eller på Gasværks allé?

Fabrikken lå på Gasværks Allé, som nu hedder Ejnar Mikkelsens Vej, da jeg var i lære. Bygningerne er revet ned og i dag står der nogle fine nye boliger på grunden (Kuben var bygherre). Den gang, altså i 1960´erne lå virksomheden med ”ryggen” til Brønderslev Jernhandel. Det hvide kontorhus vendte siden mod jernbanesporene, men på sydsiden af bommen. Det at man lå lige opad Brsl. Jernhandel gjorde det let at skaffe en længde stål, hvis man lige stod og manglede en længde af en eller anden dimension.

Overfor fabrikken, på modsatte side, lå den velkendte Thorvald Larsens vognmandsforretning, alias ”fiske-Thorvald”.

Desværre var der en lidt irriterende jernbanebom lige efter Morris-forhandleren Frode Jensen

og før Brdr. Tipsmarks fabrik. Den bom gav mig ofte kvaler, hvis jeg var kommet lidt sent hjemmefra, i hvert fald indtil jeg lærte togplanen bedre at kende.

Om mandagen skulle der indarbejdes tid, så man kunne holde fri om lørdagen. Så mandagene var nogle trælse og lange dage. Fra halv syv til halv syv. Naturligvis med et par spisepauser.

Da brødrene Knud og Aage Tipsmark overtog virksomheden, delte de ledelsesopgaverne mellem sig. Knud blev ”værkfører” eftersom han var uddannet maskinarbejder og Aage der var uddannet kommis skulle helt selvfølgeligt tage sig af den kommercielle og kontormæssige side af sagen. Svogeren Sigurd Nørvang (1911-1989) tog sig af ”værktøjsburet” og reservedelslageret og måske også lønningsregnskabet.

Fabrikant Knud Tipsmark

Dør som 71-årig, den 19. oktober 1988. Han efterlader sig hustruen Verna samt en søn og en datter. Hvor Knud blev udlært ved jeg ikke. Når han ellers kunne afse tid til det, dyrkede han gymnastik, på aftenholdet.

Fabrikant Aage Tipsmark

Dør som 83-årig, den 15. september 2000. Han efterlader sig konen Ruth samt tre sønner.

Aage blev uddannet som kommis i Tolstrup brugsforening.

Hvornår de to sønner blev inkluderet i faderens virksomhed, ved jeg af gode grunde ikke, men det skete måske i forbindelse med at N. Høgh trak sig ud af virksomheden?

Fra pålidelig kilde har jeg fået at vide at brødrene Tipsmark deltog i den omtalte ”Lørdagsklub” – som var eller er en slags hyggeklub, hvor 15-20 personer samles hver lørdag, for at drøfte stort og småt, vind og vejr og ellers har det fornøjeligt i hinandens selskab.

Aage og Knud Tipsmark var desuden i mange år medlemmer af Odd Fellow logen. Det er nok loge-stadstøjet de lufter på det viste billede.

Brødrene var livet igennem uadskillelige. De boede nabo til hinanden, ved siden af virksomheden og kørte begge i store blå FORD-biler og så vidt jeg har hørt tog de ofte på ferie sammen.

Det gode slægts- og makkerskab forplantede sig ned gennem virksomheden og gav helt sikkert CR visse fordele ift. andre mere stift styrede virksomheder. Holdånden slog igennem på virksomheden, alle tog fat, når det gjaldt. Hvis en form eller en maskine skulle hasteleveres, gik teamet i gang og selvfølgelig kom formen eller reservedelen med toget til tiden. I min tid brugte man meget hurtigttørrende maling og den lille flinke Marius måtte ofte bardus i gang med pensel eller støvsugersprøjte, så vi lærlinge med trækvogn kunne fare til godsbanen for at få sendt formen eller reservedelen med toget, til tiden.

Det at de kendte hinanden ud og ind smittede naturligvis af på medarbejderne i virksomheden, som nød godt af at have en flad organisation.

Det er mit umiddelbare indtryk at alle havde det godt i hinandens arbejdsfællesskab. Tvillingebrødrene var et stærkt makkerpar. Hvilket naturligvis sivede ned gennem organisationen til arbejderne på gulvet. Jeg er ikke sikker på, om der overhovedet i papirform fandtes en organisationsplan. For mig, så det ud til at virksomheden blev ledet fra gulvet, hvilken var ganske naturligt for en fabrik som var ledet på denne måde og af et par tvillingebrødre. Hvorfor ofre tid på store organisationsskemaer, når man kunne overskue og lede ”kampen” fra gulvet? I mine øjne, var virksomheden veldrevet.

Her er der en historie fortalt af Ove S. Johansen som er udlært hos CR – han fortæller om en god arbejdsplads med et specielt godt sammenhold blandt medarbejdere og ledelse.

En forhenværende ”nedlagt” arbejdsplads med et dejligt miljø. Det var et skønt sted, at være læredreng. Jeg kom i lære hos C/R alias Brødrene Tipsmark, som maskinarbejder den 1.4.1961. Min startløn var på 79 øre pr. time og min slutløn i læretiden var på 1,35 kr./time. I læreperioden blev der henlagt 4 øre pr. time, som kom til udbetaling, da læretiden på 4 år og 4 måneder ophørte den 31.7.1965. Arbejdstiden var 45 timer pr. uge. I 1964 kostede en liter benzin 1,07 kr./liter. Timelønnen for en faglært var på 7,33 kr./time i 1960. 1 kilogram rugbrød kostede 72 øre.

Fabrikken var ejet af tvillingerne Aage og Knud Tipsmark, begge født den 10.12.1916. Aage var kontormanden og Knud var værkstedschefen. De to tvillingebrødre havde en svoger, som var ansat som lagerforvalter. Han hed Sigurd Nørvang Hansen og var gift med Anna Tipsmark. De, Anna og Sigurd, tror jeg boede på 1. sal i det hvide hus, som hørte til fabrikken. Stueetagen blev brugt til kontor, hvor Aage og repræsentant Tage Arndt Rasmussen holdt til. Om de fik hjælp fra Anna, ved jeg ikke.

Da der ikke findes ret meget stof om denne virksomhed, har jeg forsøgt at tænke mig frem til, hvordan bemandingen så ud i den sidste del af min læretid.

Hos Tipsmark fremstillede vi næsten de samme cementmaskiner som hos PM. Eks. flisemaskiner til fremstilling af fortovsfliser, hulblokmaskiner til Leca hulbloksten, betonrørsmaskiner a la VIHY, betonblandere i flere versioner, små orange blandemaskiner og en masse forskellige forme til betonvareindustrien, kegle-forme til kloakbrønde etc. etc.

Vi reparerede slidte maskiner og servicerede de anlæg, som blev solgt rundt om i Jylland.

1. Kontorbygning i stuen og beboelse på 1. sal for fru Anna Tipsmark og S. Nørvang og deres datter.
2. Fabrikshal med produktion af udstyr til cementstøberierne samt produktion af blandemaskiner og hjælpeudstyr.
3. Formværksted
4. Toiletter og håndvaske og bruser.
5. Drejerværksted
6. Smedje
7. Lager og værktøjsbur
8. Produktionshal for stativer til blandemaskiner, hulblokmaskiner og andet.
9. Kold lager for modelværktøj, presseværktøj m.v.

Her er en beskrivelse af de personer jeg kan huske:

1. Aage Tipsmark, fabrikant og kontorleder. Født 10. dec. 1916. Gift med Ruth Holm. Sønnerne hedder: Leif, Michael og Claus. Aage Tipsmark døde den 15.9.2000.
2. Knud Tipsmark, fabrikant og værkstedschef. Født 10. dec. 1916. Gift med Verna. Datteren hedder Gitte og sønnen Søren. Knud døde den 28.8.2006.
3. Tage Arndt Rasmussen (1919-2015), repræsentant/sælger. Han boede i Dybetsgade.
4. ”Krølle”, en ældre mand, som solgte de små orange-røde betonblandere. Krølle boede i Vestergade ved siden af Ottesens mælkeudsalg.
5. Marius Pedersen sørgede for alt malerarbejdet. Han brugte en lille ryghængt støvsuger-sprøjte. Marius boede ude i nærheden af den gamle minigolfbane, på Åkjærsgade 16.
6. Christian Jensen, smed, f.d.20.5.1904. Han monterede de store betonblandere og reparerede de brugte maskiner. Christian ”spiste eller nød” snus og solgte armbåndsure og lommeure i sin fritid. Christian boede i Søndergade. Svigersønnen hed Knud Erik Pedersen, f.d. 20.5.1938 (han arbejdede med afkortning af stål. Han var ”savfører” i godt 30 år, skriver barnebarnet Søren P. på Facebook.
7. Torben Jensen, en ung maskinarbejder (født 1939). Han var søn af smed Harald Jensen, som også arbejdede på fabrikken.
8. Egon Thomsen f.d. 8.9.1926 (Skolegade). Han lavede nærmest kun kleinsmedearbejde. Egon lavede nogle elegante små kurve til at løfte de ny-støbte betonrør i (betonrør som ikke er hærdede/tørre beskadiges let).
9. ”Jordemoder Niels” Nielsen (Dissing) f.d. 17.4.1915 i Ø Brsl. Han var gift med byens jordemoder, Marie Dissing. De boede på hjørnet af Bredgade og Risagergade, i nr. 2. En hyggelig lille rund mand. Altid munter og i godt humør. Hans svejsninger var ikke altid lige kønne, til det sagde Niels: ”det er ikke kønt, men stærkt”! Niels kørte i en stor hvid 6. cyl. Ford Zephyr
10. Poul Madsen (Falstersgade, f.d. 21.2.1929) lavede flisemaskiner og rørpressere. Han blev efter min tid udnævnt til driftsleder på virksomheden, men herom ved jeg ikke så meget.

Erik Thomsen, Smalbyvej f.d. 29.3.1921, (bror til Egon T.). Erik lavede CR´s rørpressere til betonrør sammen med Poul Madsen. Dette produkt kom til i løbet af min læretid. For at få plads til disse store maskiner i hallen, blev der lavet en dyb betongrav. 2/3 dele af maskinen stod nede i graven og en tredjedel over gulvet. Maskinen var et billigt alternativ til PM’s store og dyre VIHY betonrørspresser. Begge de herrer havde en fortid hos Pedershåb mf.

11. Jørgen Ring C. f.d. 22.10.1917, tiltalt: ”Stjansen”. Ingemanns- gade. En yderst behagelig mand, som desværre skrantede en del. Jeg tror ”Stjansen” havde været med til at spille Brønderslev op i mesterrækken i fodbold.
12. Svend Andersen (Smalbyvej, f.d. 3.3.1923) + Rikard Bast (lærling) – de lavede de store brøndforme og de kegleformede forme til brønde.
13. Arthur W. Hüche, Fynsgade, f.d.13.5.1902. En lile spinkel og stille mand. Utrolig flink. Han lavede vibratorer til rysteborde og til hulblokmaskiner. Jeg hjalp ham tit med at tilslutte elmotorerne, for det forstod han sig ikke på. Hüches kone arbejdede hos min læge Eyvind Jensen. Fru Hüche var svigerinde til den gamle Nolle (Agnor).
14. Agnor (som jeg troede hed Arnold) Jensen, f.d. 23.7.1902, Danmarksgade 18. Han blev altid tiltalt: ”Nolle”. Nolle var en lidt ældre herre som lavede forme. Nolle holdt brevduer, som han udlånte til Fredensbo-festerne, når vi løb brevduestafetløb i hold på tre-fire. Et år var jeg på det vindende hold og vandt en bog med titlen: ”Vejen til atomalderen”.
15. Svend Nielsen, smed. Han boede i Søndergade og lavede forme til bloksten o. lign. Svend boede i et træhus, men murede nye mure udenom huset, mens de boede i det gamle træhus. Det var første gang jeg så den form for byggeri udført.
16. Søren P. Søndergade, f.d. 11.1.1916. Han lavede også forme. Jeg gik i skole med John, en af hans sønner.
17. ”Pedro” jeg husker ikke hans navn. Han var Moluk og kom fra Holland. Han arbejdede kun hos CR i en kort periode. Til frokost købte han altid et franskbrød, som han udhulede og fyldte med makrel i tomat.
18. Røde Carl. Han var rødhåret, deraf tilnavnet. Carl var svejser og i øvrigt bror til fagforeningsbestyrer Anders Nielsen. Jeg nævner det kun, fordi jeg i 2. eller 3. klasse havde Anders Nielsen som skolelærer. Skolen må have haft mangel på lærere, siden han hjalp til?
19. Svend Langer Jensen, drejer. Svend stod ved den ”store mølle”, hvor han drejede de store ringe af til brøndforme etc. Denne drejebænk havde et lodret plan, som var > 2 meter i diameter eller mere.
20. Store Holger Nielsen boede på Fælledvej 3, f. d. 22.12.1915. Han blev kaldt for store Holger på grund af højden. Store Holger havde fået livet forlænget, drillede de ham med. Hvorfor? Jo fordi Holger havde fået syet et stykke i livet på kedeldragten, deraf udtrykket. Vi lærlinge elskede at lave fis med Holger, som passede høvlen og i øvrigt var tillidsmand.
21. Svend Langer Jensen passede en gammel drejebænk, som blev benyttet af os lærlinge samt Svend.
22. Jørgen Andersen, bror til Svend Andersen. Jørgen var drejer og boede på Smalbyvej.
23. Helge Yssing, Skolegade. Han var drejer men en overgang arbejdede han også med ”klejnsmede-arbejde”. Helge var en af byens bedste boksere, som ung blev han Jysk Juniormester. Helge er bror til Ole Yssing.
24. I smedjen var Harald Jensen eneherskende. Han stod for alt smedearbejde og sørgede for hærdning af skovle til bl.a. ”røreværkerne”. Al hærdning foregik ved, at stålet blev opvarmet til rette glødefarve/temperatur og efterfølgende afgyset/nedkølet i enten hærdeolie eller vand. Hærdning/anløbning.
25. Sigurd Nørvang Hansen, sølvsmed, men lagerforvalter hos C/R, f.d.21.6.1911 i Kbh. Nørvang passede buret med værktøj og lageret og tog sig desuden af lønningsregnskabet. Nørvang fortalte følgende om en tur til København: ”jeg havde lånt en bil på/med PS -nummerplader og var i København. Jeg skulle holde for rødt. Bagved Nørvang holdt en Taxa. For nu ikke at Taxa-chaufføren skulle tro, at jeg var en dum bondekarl fra Vendsyssel, holdt jeg motoren godt i gang med pæne omdrejninger og havde sat bilen i gear, for at være klar til at køre hurtigt frem, når lyskurven skiftede til grønt. Det værste af det hele var, at jeg desværre havde sat bilen i bakgear og smadrede kølerpartiet på taxaen bagved – ups!” Bondekarl eller ej?
26. Aksel Nielsen, f.d.13.2.1923. Byens Judo mand no.1. Aksel lavede stativer til hulblokmaskiner og i fritiden lavede han Tv-antenner og hjalp til hos en radioforretning i Mejlstedgade. Aksels søn Kurt, kom vist i lære hos Tipsmark.
27. Helmer Nielsen, Smalbyvej, f.d. 26.5.1928. Jysk mester i weltervægtsboksning. Helmer lavede også stativer og en overgang lavede han og jeg Aage T´s centralvarmesystem i Aages hus. Helmer lærte mig, at skrælle en appelsin på den mest geniale måde. En utrolig flink og dygtig mand.
28. Nolles Arne, Arne Jensen, Fælledvej, f. d.3.2.1926. Arne lavede forme til brøndringe. I fritiden lavede han Tv-antenner til en radioforretning, som lå bag ved Lehms forretning i Mejlstedgade eller var det til Radio Hansen? Arne var gift med ”spille-Ellen”, hvorfor hun havde fået det tilnavn, ved jeg ikke. Arne havde en søn som hed Finn, han bestyrede en knallert- og cykelforretning ovre i København (måske Henry Hansen, tidl. verdensmester) og fra ham, købte han store partier af gamle, brugte knallerter, som jeg aftog en del af og istandsatte.
29. Martin Pedersen, Fælledvej/Fasanvej 47, f. d. 29.9.1919. Martin lavede vibratorstativer og hjalp til med forskellige forefaldende opgaver. Martin var gift med ”smed Hans´” datter. Martin var en del ældre end konen. Han kørte i en flot grøn Vauxhall. Han var lidt dårligt gående og skiftede derfor sko flere gange i løbet af en dag.
30. Svend Aage Larsen, Bredgade, f.d.dd.mm.åå. Svend Aage var rejsemontør. Jeg var en del med ham ude på serviceopgaver. En kanonflink mand, som nok boede i det mindste hus i Bredgade. Hans broder ejede iflg. Svend Aage en relativ stor maskinfabrik i Strib på Fyn. Svend Aage var en glad mand, som levede sit liv på andre præmisser end penge og rigdom. Han kørte rundt i en BMW af den type der var bygget op om en motorcykelmotor og som blev åbnet fortil.
31. En ung svejser fra Bryggerivej, som jeg ikke kan huske navnet på. (Hans navn var Leif Jensen, tror jeg?).
32. Karl Andersen f.d.17.3.1894, en ædel gammel gentleman med blød brun filthat (crushable crown) og spids næse. Karl stod for al form for flammeskæring. Jeg tror, at gamle Andersen på et tidspunkt havde haft sin egen smedje eller at han havde været i virksomheden i en hel menneskealder. Jeg har på fornemmelsen, at han boede i Østergade eller deromkring. Karl sad altid på sin plads, når vi andre mødte frem, tidligt om morgenen.
33. Nolles Kaj sørgede for at forsyne svendene med tyndpladeklip, som han klippede på en Pullmax nibbler. Kaj havde i sin tid været ansat på Volvo fabrikkerne udenfor Göteborg/Trollhättan.
34. Svend Christiansen, former, f. d. 23.11.1919. Svend boede nabo til direktørerne. Svend sørgede for, at svendene fik de materialer og detaljer de skulle bruge og gik ellers til hånde, der hvor han kunne hjælpe til. En meget flink mand, altid med et smil på læben. Svend stod for Alliancens fodboldhold og var meget aktiv indenfor firmasport i Brønderslev (bordtennis og fodbold).
35. Åge Petersen, Bryggerivej? Firmaets altmuligmand. Åge murede og støbte og byggede om og lavede tilbygninger. Han var en knag til at mure, selv om han ikke var uddannet murer.
36. – 42. Læredrenge: ”Ette Bent”, Peter N., kørelærer Dams søn, Frank P., Ove J., Rikard Bast, Anton? fra Christiansgade, ham fra Jerslev, Kurt O´Farrel der kørte rundt i faderens Studebaker, bette Åges søn Helmer, Finn C. (som nu hedder Østenkær), Kurt – Aksel Nielsens søn, Poul Sanvig, denges søn Poul, Ole Filholm og måske nogle flere – hukommelsen svigter

37. 

    

Det var en dejlig læreplads, hvor man lærte at respektere andre mennesker for det de stod for. Det var især ikke nemt for os læredrenge at skulle hjælpe direktøren (Knud) med at lave små betonblandemaskiner, for hvad skulle vi sige og gøre når noget ikke blev helt, som det skulle være. Knud Tipsmark havde som regel et par læredrenge til at hjælpe sig, når der skulle produceres 15-20 små orange betonblandemaskiner. En skulle lave motorhjelme, en anden skulle lave svøb til beholdere, andre skulle lave stativer og keglestubbe osv. Der var fart over feltet, når en serie blandere skulle tilvirkes. Der var lærerigt og udfordrende.

Arbejdstid

Vi arbejdede ikke om lørdagen, men til gengæld skulle vi arbejde længe om mandagen. Vi mødte klokken 6.30 og arbejdede til klokken 19? om mandagen. De øvrige dage sluttede vi klokken 16. Denne ordning var blevet indført for, at vi kunne holde fri om lørdagen. Middagspause fra klokken 12-13. De fleste kørte hjem og spiste deres mad og kom tilbage og arbejdede videre fra 13-16.

Cementstøberiernes Redskabsforsyning (Tipsmark) havde ingen ingeniører ansat. Jeg har på fornemmelsen at al form for udvikling foregik i samarbejde med et ingeniørfirma i København. Jeg kan ikke forstå, at man kunne køre en virksomhed af den størrelse uden at have en ingeniør/ingeniører ansat. De fleste forbedringer blev ”opfundet” af de ansatte maskinarbejdere og ledelsen.

Da vi gik på ”FILESKOLE” altså på Teknisk Skole (i Brønderslev). Hvad lavede vi på denne fileskole? Fileskolen var det sted, hvor vi lærlinge blev oplært i at bruge en fil, en sav, en hammer, boremaskine og andet simpelt håndværktøj så som en vinkel, en ridsenål, kridt og kridtbørste til at rense filene for ”filesmuld”. Vi maskinarbejderlærlinge skulle blive dus med de basale værktøjer, inden vi rigtigt begav os i kast med uddannelsen, som vi havde valgt; nemlig uddannelsen til maskinarbejder. Hvor lang tid dette filekursus tog er jeg i tvivl om, men jeg vil tro det varede 3 måneder. Vi lærlinge skulle altså lære, hvad begrebet præcision betød. Alt skulle måles i millimeter og tolerancerne var meget snævre. De ting, vi skulle lave, skulle være præcise og alle filesporene skulle gå i samme retning ellers blev emnet kasseret og vi måtte begynde forfra – mange timers spildt arbejde – ØV. Skulle noget være 10 mm, måtte det kun afvige nogle få hundrede dele af en millimeter og kanterne skulle være vinkelrette og fuldkantede. Sagt med andre ord, vi lærte, hvad begrebet præcision betød. Vi lærte at læse en simpel tegning. Hvor har jeg været ærgerlig mange gange, over at have spildt timers arbejde ved filebænken, fordi man lige kom til at file en flade lidt skæv eller en tap for tynd. Jeg har taget et par foto af nogen af de ting jeg lavede for over 57 år siden. Jeg har faktisk brugt disse ting i mange år, så de er blevet slidte og jeg har ydermere malet værktøjerne, for at undgå at de skulle ruste – det ærgrer mig, men sådan er det.

Teknisk skole

Den skolegang vi fik på Teknisk Skole ifm. uddannelsen til maskinarbejder bestod fortrinsvis i, at vi skulle lære at lave tekniske tegninger og at læse tekniske tegninger. Vi lærte en lille smule om metallurgi, men ellers gjaldt det alm regning og matematik, plus, at vi skulle lære at regne med formler og finde stigninger på snekker f.eks. ifm. gevindskæring på drejebænke etc. Jeg kan ikke huske alt, men jeg kan huske, at vi havde en civilingeniør fra ”Klokkestøberiet” (Sørensen fra Smalbyvej) som underviste os i materialelære. Det fandt jeg interessant, især da han fortalte os om et problem de havde haft med støbning af nogle af tårnklokker, som revnede når de størknede. Sørensen fortalte, at de løste problemet ved at blande hestemøg i støbesandet. Det gjorde, at revnerne i klokkerne ikke længere opstod. Løsningerne på problemerne er ofte uransagelige, men her knækkede de gåden.

Jeg kan ikke helt forstå, at denne virksomhed helt er gået i glemmebogen i Brønderslev. De virksomheder, der var i Brønderslev, skabte basis for byens handelsliv. Havde der ikke været store arbejdspladser ville byen ikke have haft alle de forretninger, som Jørgen Johansen skrev om i sin beretning om byens handelsliv.

.

Firmafodbold, bordtennis m.v.

Svend Christiansen stod for firmasporten hos CR/Tipsmark. Vi dannede hold sammen med personale fra ”Klokkestøberiet”. Holdets navn var: Alliancen. Min onkel Tage Johansen, spillede en overgang på dette hold, ganske vist ikke sammen med mig, men før min entré hos Tipsmark. Til at begynde med spillede vi på banen ved markedspladsen, senere blev kampene flyttet til firmasports centret på Ejner Mellemkærs mark ved Søndergade/Vildmosen.

Konklusion

Det var en dejlig tid, da jeg stod i lære. Jeg følte, at jeg pludselig gjorde gavn og nytte for første gang i min tilværelse. Jeg mødte mange nye mennesker, som havde en anden holdning end den jeg havde mødt i skoletiden. Jeg var blandt voksne mennesker og skulle nu rigtigt lære at omgås dem. Jeg tror, at jeg var en ret god lærling, som hurtigt lærte de ting jeg skulle kunne. Jeg var nysgerrig og tror, at jeg på den baggrund kunne lidt flere ting end de andre, fordi øvede mig mere end dem, men jeg fandt aldrig mine ben i det fag. Jeg nåede lige akkurat at blive udlært, inden jeg skulle ind til flyvevåbnet for at aftjene min værnepligt. Den tid hos militæret betød, at jeg følte mig rigtig dårligt rustet til at arbejde som svend, da jeg slap ud. Da jeg efter 2 års militærtjeneste fik mit første job hos Albert E. Nielsen på havnen i Næstved, følte jeg mig som en ”Bambi på isen”. Jeg havde glemt det meste og mine basale færdigheder indenfor faget var pist væk. Rutinen og erfaringen manglede. Egentlig synes jeg, at Forsvaret svigtede os, for vi blev uden tilvænning kastet direkte ud i det civile liv og skulle klare os på bedste vis. Set med dagens øjne var det uanstændigt, ja utilgiveligt!

En kommentar til en læser på Facebook for gamle Brønderslev:

Poul Madsen – var på mange måder en “kæmpe”.
Han var stor og bredskuldret, og havde en mild og rolig fremtoning over for alle, også overfor os lærlinge.
Poul Madsens hår var stort og kraftigt og i “Trump-farve“.
Han overskred aldrig den tilladte hastighed i sin vuggende grønne Opel Olympia – jeg tror at han nød det moderate tempo. Måske et levn fra barndommens kørsel med hestevogn?
Poul Madsen var knalddygtig – han kunne løse enhver tænkelig og utænkelig opgave.
Jagt var hans store interesse – hans måde at slappe af på.
En fantastisk mand som kunne “trylle” det bedste frem i os alle, også i de kunder, jeg så ham håndtere.
Tak Poul, for de “pollen” du lod mig få glæde af!
Sendt fra min iPad

En kommentar til Gitte Tipsmark: Din far var en ihærdig mand. Under Knud Tipsmarks kyndige vejledning og ledelse har jeg og andre læredrenge lavet mange dusin/snese af de små orangefarvede blandemaskiner. Vi læredrenge fik til opgave at lave detaljer til maskinerne, enten alene eller under en svend, alt afhængig af ens færdigheder. K.T. gik altid selv forrest, især når de små benzinmotorer skulle påmonteres og prøvekøres. Prøvekøringen foregik ude i den store betonstøbte gård mellem bygningerne. Engang fik jeg et lift med din far til Manna, hvor jeg havde en knallert til reparation. En skøn oplevelse – den store dueblå amerikanske Ford “sejlede” stille og lydløst ud ad landevejen – det var en stor meget stor fornøjelse, for en knægt som mig. Desværre fik jeg vist lukket døren lidt for hårdt, måske fordi jeg var vant til at lukke motorhuset på de små blandemaskiner, som altid gik lidt stramt og det samme gjaldt nok for den Morris som min far trillede rundt i. K.T. var en rar arbejdsgiver som passede godt på sine ting og sine medarbejdere. Tak for det Knud Tipsmark, jeg glemmer ham aldrig!

Martins P´s datter.

En læsers kommentar til mig: hvor er det dejligt at høre om min far. Tak for det. Søren tog desværre sit liv, det husker jeg som meget traumatisk for min mor.
”Pulle Søren”

Mit svar på ovn.: Det gjorde “skrigende” ondt, da jeg fik besked om, at Søren havde gjort en ende på livet. Den store glade dreng som altid lavede spas, og som alle elskede, var borte. I 14-års alderen var Søren og jeg bude hos frøken Olesen i Nygade. Søren kørte på den skrækkeligt lange ladcykel, en atypisk “Long John” som var umådelig svær at styre især, når den var tungtlastet med trådnet, fyldt med mælkeflasker. Jeg som var lille og spinkel blev af Søren henvist til at køre på den meget mindre “short John”, hvor jeg heldigvis kunne nå pedalerne – det må have været et kosteligt syn at se os to knægte, tidligt om morgenen, hente mælk på mejeriet i Mejlstedgade. Af og til smadrede hele molevitten og vi måtte tilbage til mejeriet og bekende vores brøde – heldigvis hjalp mejeristerne os, de var søde ved os.
Engang hjalp jeg din onkel Søren med at sætte glas i nogle staldvinduer på “Døvlingegården” – at se Søren skære glas ud med en diamantskærer og efterfølgende kitte ruderne, det var en sand fornøjelse.

Det håndværk kunne han!

Savnet sidder i mig endnu!

Dejlig fortælling😀
Christian Jensen som du omtaler var min morfar, min far Knud Erik Pedersen arbejdede der også i lidt over 30 år, han stod for alt afkortning af jern og ellers alt forefaldende arbejde….
Jeg selv blev udlært klejnsmed der i 1986, det var et virkelig dejligt sted at være ansat….jeg husker specielt at Knud Tipsmark sommetider kom og fortalte at han havde set et eller andet ude i byen og mente at vi bestemt kunne lave det samme, det kunne være alt fra go-carts til haveborde og lamper😀

Tak Søren (Christians barnebarn)!
Christian og jeg kørte parløb i meget lang tid. Jeg lærte meget af din morfar, som var en dygtig smed og som altid var mig en god mentor, bare ikke den dag, hvor han lokkede mig til at “æde” en af hans stærke skrå. Jeg kan, her 50 år efter, huske den dag, hvor Christian Jensen gav mig skrå. Jeg skulle gå gennem lågen til Brønderslev Jernhandel for at hente noget stål, men nåede ikke igennem lågen før min mave sagde: “Ulrik”. Christian var særdeles god til det med ure. Han havde altid ure til salg. Jeg fatter ikke, hvordan han med sine store hænder og fingre kunne reparere armbåndsure og styre de små forbandede skruer. Tak for dit bidrag – endelig fik jeg sat navn på din far, altså Christians svigersøn. Din far spillede på vores firmafodboldhold, har du set billedet? Dbh. Ove

Svar til mig fra Søren: det der med skrå var min morfars store nummer, jeg husker, når han kom på besøg ved os skulle vi unger altid lige have en lille skrå, og vi kløjs i den hver gang… det morede ham gevaldigt😀
Jeg husker også tydeligt det med at han reparerede ure, jeg fik mit første armbåndsur af ham…det var en stor ting dengang, jeg har iøvrigt det meste af hans urmagergrej endnu…

Senere er det kommet frem at Christian holdt brevduer – det vidste jeg ikke. Christian Jensen var fra Smidstrup ved Rakkeby og hans kone var fra Sejlstrup.

Sørens far Knud Erik Pedersen var fra Stenum. K.E.P var savskærer hos C/R.

Stifteren af Tipsmark var: Christian Tipsmark og Karen Tipsmark. De stammede fra Holstebro. Christian var konstruktør hos Pedershåb mf. Men startede for sig selv sammen med en mand ved navn Høgh. Ham har jeg ikke noget om.

Noter om personer:

Egon Regner Thomsen, født den 8.9.1926. Gift med Viola fra Esbjerg. Jeg mener at have hørt at han tog sit eget liv. Hvorfor ved jeg ikke.

Svend Andersen, Stokbrogade, født den 3.3.1923 – kan det være den Svend?

Poul Madsen født den 9. febr. 1928. Aalborgvej, Brønderslev?

Svend Varberg Jensen (Nolles Svend, født den 15.9.1931 og konfirmeret i okt. 1945. Adresser: Tværgade 1, Tolstrupvej 24. Opslag 82. Søn af Agnor Varberg Jensen og hustru Edith Andrea Christensen som blev borgerligt viet i Brsl.

Den 5.11.1925, opslag 135, side 15.

Helge Juul Yssing født den 3.2.1933 i Mejlstedgade. Søn af musiker Ejnaer Thomsen Yssing, som var født i 1895. Helge havde en søster Inge Juul Yssing født 1936 og en meget yngre bror som hedder Ole Yssing.

Knud Erik Pedersen, Tolstrup, født den 14.5.1938 og døbt i Ajstrup 30.10.1938.

Knud og Aages forældre Christian Tipsmark født den 1.11.1885 opslag 99. De kom fra Holstebro og slog sig ned i Brønderslev. Christian Tipsmark var konstruktør på Pedershåb mf. før han oprettede et firma sammen med en mand ved navn N. Høgh.

Sølvsmed Sigurd Nørvang Hansen, Kbh. borgerlig viet til Anna Tipsmark den 27.4.1935, opslag 503 på side 85.

Arthur Vincentius Hüche, borgerligt viet med sygeplejerske Ketty Karla Christensen den 7.2.1941 i Brønderslev. Ketty var sygeplejerske hos min læge Eyvind Jensen.

En dag kom jeg rigtig galt afsted, fordi jeg var uvidende.

Jeg blev bedt om at banke loftet ned i smedjen, fordi lokalet skulle integreres i den store ombyggede hal. Jeg tænkte, den opgave bliver vanskelig, så jeg bevæbnede mig med en stor forhammer og kravlede op på loftet. Da jeg knaldede forhammeren ned i det hvælvede loft første gang ramlede hele skidtet ned og jeg røg med sammen med brokkerne. Jeg kom slemt til skade med den højre fod, den hævede kolossalt meget, så meget så jeg efter nogle dage måtte på sygehuset for at få den røntgenfotograferet. Min onkel Hans som  forøvrigt var FUT officer i København var tilfældigvis på besøg i byen og bar mig op på hospitalet, hvor jeg fik konstateret at foden var kraftigt forstuvet. Hans der var idrætsofficer ved militæret, insisterede på at foden skulle røntgenfotograferes, hvilket de ikke umiddelbart ville gøre. Den fod gav mig sidenhen mange kvaler, især når jeg skulle spille fodbold. Jeg havde en kraftig forbinding om foden, for den ville forstuve sig hele tiden. Som onkel Hans sagde, det havde været bedre, hvis den var brækket. Alle ledbåndene i foden var blevet forstrakt og det tager tid at komme sig over en sådan skade, ja flere år mente han.

Biler tilhørende ovennævnte:

 Aage T. Ford Customline, mørkeblå. Årgang: 1959?

Knud T. Ford Galaxie, dueblå og hvid, årgang: 1959

Jordemoder Niels Dissing Nielsen: Hvid Ford Zephyr, 6. cyl. Årg. 1962-64

Poul Madsen: Opel Olympia Rekord, lysegrøn, årg. 1958

Torben J. Dueblå Saab 96, årgang 1962

Aksel Nielsen: DKW Junior, blå.

Martin P. Vauxhall Victor, flaskegrøn, årgang 195?

Svend Aage L. BMW 600 Limo som kunne åbnes fortil.

Svend eller Jørn Andersen: Citroen Traction Avant, brun, årgang 1955

Han var nok den første pædagog, jeg mødte i barndommen.

M-O. var en vidunderlig voksen, som aldrig var bange for slå sig løs på legepladsen sammen med os fodbolddrenge, når vi spillede på plænen ved boligblokkene på Fælledvej (nu Fasanvej). Vejen blev tidligere benævnt “den røde vej” iflg. Bente Niemann.

At en voksen på et par og tredive år den gang (1952-1958) deltog i børns leg, var et særsyn og så endda lige uden for etageejendommenes køkkenvinduer. Husmødrene og deres ægtefæller kunne fint fra køkkenvinduerne følge slagets gang og hidkalde ungerne, når man skulle spise. Hvorfor de voksne den gang var så bange for at “kravle ned fra træet” for deltage i børnenes leg, ved jeg ikke. I dag tror jeg, det er mere almindeligt at voksne tager del i børnenes leg.

Otto Bach Larsen født den 6. (7.) september 1920 – død den 30.6.1992, fødested: Tværgade 3, Brønderslev.

Citat: “ Hestehandel overskyggede Mads-Ottos fødsel.

Brønderslev – I 1920 var engagementet under markedet noget større end i dag, hvilket følgende historie bevidner. Mange kender Otto Bach Larsen, bedre kendt som Mads-Otto, der igennem mange år har været involveret i BI’s ungdomsarbejde, ligesom han fra starten har været fast hjælper i BI’s øltelt under markedet. Men de færreste er vel klar over, at selv om han hvert år fejrer fødselsdag den 6. september (i år 1990 fyldte han 70) på alle offentlige papirer er registreret den 7. september 1920.

Forklaringen er følgende: ”Mads Christian Bach Larsen”, indehaver af Brønderslev vognmandsforretning, var den 6. september 1920 til marked for at handle heste. Det var før benzinmotorernes tid, og derfor var Mads Bach da også så optaget af håndslagene på markedspladsen, at han ikke var klar over, at hans kone havde født ham en søn. Der blev sendt bud efter ham, og han kunne lige afse tid til at slå et smut om Tværgade for at besigtige barnet. Da han havde konstateret, at alt var som det skulle være, meddelte han sin kone, at han returnerede til markedet, idet han endnu ikke var helt færdig med at handle. I skyndingen glemte han at meddele kirkekontoret, at der var kommet et nyt liv på jorden. Dette blev først gjort dagen efter, da lidkøbstågerne var lettet en smule, og derfor har Mads-Otto snart 70 år gammel, to datoer at vælge imellem, når han skal invitere familien til fødselsdagsfest.

I den forbindelse kan nævnes at Mads Bach omkring 1920 havde dagvognsruten fra Jerslev til Brønderslev, der kørte i forbindelse med togafgangen fra Brønderslev sydover. Mads Bach kom ofte en anelse for sent og havde et mundheld der lød ”Det var fan´me ikke ret meget, vi kom for sent”, hvilket jo også siges at gælde for anmeldelsen til kirkekontoret.

1. Til september, når eller hvis Store Brønderslev marked bli’r afholdt, er det således på 100 års dagen for Mads-Ottos fødsel. Den dag vil jeg forsøge at huske.

Avisudklip fra Lokalhistorisk arkiv for Brønderslev. År 1990.

Af Ove S. Johansen

 

BLADSMØRER, ORDSNEDKER, JOURNALIST, MIGRANT MED 27 FLYTNINGER, DET MAN VEL NÆRMEST KAN KALDE EN NOMADE, UDEN HUSDYR, MEN MED PEN?

SIDSTE GANG HAN FLYTTEDE BRAGTE HAN 62 FLYTTEKASSER MED SIG, I EN AF DISSE FANDT HAN DEN BOG SOM JEG ”CITERER” FRA, MED FORLOV.

HAN HAR LIGESOM ANDRE GAMLE VISNE MÆND HAFT ET HAV AF TITLER, SOM MAN IKKE LÆNGERE KAN HVILE SIG OP AD, MEN MON IKKE DEN SIDSTE ER DEN FORNEMSTE AF DEM ALLE; NEMLIG AT HAN NU ER BARNEPIGE PÅ ”TULLEMUSEN”. JEG HÅBER IKKE, AT DET ER LARS, DER DENNE GANG SKAL SIDDE OPPE PÅ HATTEPULDEN – GRINER!

 Lars er søn af Agnes Gjedsig og Zonemand Niels Peter Carlo Jørgensen.

Her får du nogle af de små, morsomme historier fra hans bog om barndommen i Dyrlægegården, hvor hattedamen Rosa Nielsen, spillede er stor rolle.

Lars´ tidlige udsyn til den fortravlede verden, foregik fra toppen af en hattepuld (et træhoved), som fandtes i fru Rosa Nielsens hatteforretning i Dyrlægegården.

Rosa blev hans livs første kærlighed, og nok også den største, fortæller Lars i sin bog: Min verden fra et hattehoved

Lidt fra et varmerør, der gik på tværs gennem hans mors fodklinik og skønhedsklinik, kunne han sidde og følge med i, hvad ”kunderne” og mor Agnes sludrede om, når de enten ”fik nyt ansigt” eller lavet tæer. Han sad der og ventede på, at fru Karnøe eller fru sparekassedirektør et eller andet ville slippe en femøre til fru Brandborgs lille, grimme rødhårede unge. Det er Lars selv, der beskriver sig sådan. Faldt der noget af, blev det hurtigt omsat hos slikkiosken ”Momsen”, som lå på den anden side af gaden. Han siger selv, at købmand Johansens udvalg var noget sjovere, for her var der en forunderlig duft af sild fra tønder og fra nymalet kaffe med videre.

Lars var resultatet af et ungt pars første forelskelse, uden nogen form for familieplanlægning. Agnes og Niels Peter var kun gift i en kort tid. Faderen var Zone-mand i Brønderslev, og mor Agnes drev en klinik for skønhed og fodpleje ovenpå købmand Johannes Johansens butik i Dyrlægegården Nygade 2.

En dag var hele Dyrlægegårdens børneflok ved at blive udryddet.

Mens flaskevaskekonen var til formiddagskaffe hos købmanden, listede vi os ind i vaskehuset og tømte sjatter over i en flaske eller to, som vi så smuglede ind i stalden under kornloftet. Her fandt vi en passende plads for vores orgie – og kastede os ud i drikkeriet.

Gud i din milde himmel, hvor blev vi syge. Et sandt under, at nogen af os overlevede. Jeg tror nok, vi alle kom på sygehuset og blev pumpet ud bagefter.

Radio Hansen

– der havde et godt ægteskab med fru damefrisør Hansen lidt længere nede ad Algade, som for øvrigt var den dame i hele byen, der lærte mig at bande bedst og grundigst og forresten havde et djævelskab af en pekingeser – denne samme radioforhandler Hansen havde anskaffet sig en af de gamle høje Ford-T-vogne.

På en af de dejligste solbeskinnede eftermiddage havde Jørgen og jeg sat os til rette for at snakke drengesnak på den brede kofanger bag på Radio-Hansens bil. Vi havde flyverdragter og gummistøvler på. Vi sad godt – helt i vores egne tanker, og fik ordnet den verden, der var vores. Lidt snak om tøser og om, at vi skulle gå på “mol” i elektriker Eilertsens have.

Pludselig sagde det tøf, og bilen startede med et ryk. Før vi havde fået løsnet flyverdragtens seler, så havde radioforhandleren vendt kareten og var for fuld udblæsning på vej mod Nørregade med os to knøse slæbende bagefter. Vi klamrede os til kofangeren og fik slidt hæle og såler af vores gummistøvler.

Det var en ekspedient hos Karnøe, der havde set vores livs sidste time tæt på. Han fik ringet til hotel Brønderslev med den fart, det nu tog at komme igennem den manuelle central – og det var en tjener fra hotellet, som med skæv flip og med serveringsbakken slingrende på usikker hånd, der sprang de fem trin ned og fik standset Radio-Hansen på den anden side af posthuset.

Det var i hvert fald hos Rosa, jeg fik min trøst – og et kærligt ord med på vejen. For Rosa skælder aldrig ud. Rosa var og er nemlig mit livs kærlighed, skriver Lars.

Om den gang de flyttede jernbanen, som Rosa ellers havde stillet sit ur efter – uanset, togenes buldren havde generet meget. Men støjen var dog intet imod den “nøgne Gyda”, skulptur, de plantede udenfor hendes forretningsvinduer.

 

Axel og Lauritz

Man kunne godt se, på marcipan-Axel og tuborg- Lauritz, at det havde været Brønderslev Marked – men det kunne man også på salget i forretningen, hvor hele oplandet havde været hos Rosa for at købe nye hatte.

Det fortælles om samme Tuborg-Lauritz og Marcipan-Axel, at de efter en våd aften på kroen ville slå genvej hjem i den mørke nattetime, de ville gå ind over kirkegården. Helt appelsinfrie var de ikke. Der skulle være begravelse dagen derpå – alt var gjort klar fra graverens side, så båren kunne sænkes i jorden.

De to vaklede i den mørke nattetime over kirkegården – og uheldet ville, at de begge faldt i den åbne grav. Ingen af dem var høje – begge var meget fulde – og jorden var våd og slimet. De opgave forsøget på at komme op – og lagde sig i stedet til at sove.

Da solen igen stod højt på himlen, vågnede Axel. Han havde rejst sig på tæerne og kunne lige skimte ud over den store kirkegård. Han fik sparket liv i Tuborg-Lauritz og gnækkede med sin særprægede vendelbostemme: ”Lauritz – Lauritz – se – opstandelsens dag – og vi er de første!”

Kilde: Afskrift, omtrent, fra Lars Gjedsigs bog “Min verden fra et hattehoved” som blev udgivet i anledning af Rosa Nielsen 70-års fødselsdag den 31. maj 1983.

Rosa Nielsen havde sin forretning i Dyrlægegården og den hed Elegance. Rosa var datter af købmanden i Hvilshøj.

Jeg har fået Lars´ tilladelse til at tage klip fra den nævnte bog og et par stykker mere, for at kunne lave min beretning.

Min kusine Connie Gerd Rasmussen, har fortalt mig følgende:

Ja, marcipan-Axel ham husker jeg fra barn af. Hvis jeg var med min far ”Tage” henne i byen, stoppede far altid op for at snakke med Axel.

Min far fortalte, at Axel havde fået tilnavnet “marcipan-Axel”, fordi han altid havde et stykke marcipan i lommen, som han af og til spiste af.

En overgang i 1960´erne boede han til leje i et kælderværelse med store vinduer, over jord-niveau hos mine forældre, og en gang kørte min far og bror Axel til hans fødegård, som lå mellem Randers og Viborg.

 

 

 

 

 

 

LandboNord, der har hovedsæde i Brønderslev, er på en og samme tid en rådgivningsvirksomhed og en forening. Foreningen – og derved foreningens medlemmer – ejer rådgivningsvirksomheden, som bliver drevet kommercielt.

Virksomheden har en stor og veludviklet økonomirådgivning, der rådgiver landmænd om regnskab, budget, skat og strategi mv. LandboNords ØkonomiRådgivning servicerer foruden landbrugsvirksomhederne, som er det primære og væsentligste kundesegment, også andre brancher med regnskab, budget og skat. Herudover rådgiver LandboNord om kvægbrug, svineproduktion, planteavl og miljøforhold samt økologi, klima og bæredygtighed. LandboNords produktpalette omfatter desuden specialer inden for HR/ledelse og medarbejderudvikling, it og socialområdet mv. Juridisk rådgivning tilbydes i samarbejde med Norden Advokatfirma. Endelig driver LandboNord også ejendomsmægler-forretningen; LandboGruppen NORD ApS.

Foruden hovedsædet i Brønderslev har LandboNord også afdelinger i Fjerritslev og i Randers. Tilsammen har virksomheden cirka 230 ansatte.

Medlemsinteresser på flere plan

Både foreningen og forretningen er resultatet af en fusion mellem fem nordjyske landboforeninger i 2001.

Foreningsmæssigt er det LandboNords hovedbestyrelse, som varetager medlemmernes interesser. Det sker gennem fagudvalg, lokale kredse i de nordjyske kommuner og landsdækkende gennem organisationen Landbrug & Fødevarer.

I LandboNord mener man det seriøst, når man siger, at det er medlemmerne som ejer virksomheden. Derfor har LandboNord gennem en årrække udloddet en stor del af overskuddet direkte tilbage til de aktive medlemmer i form af rabat på rådgivning købt i virksomheden. I 2021 gik hele 8,3 mio. kr. (af overskuddet fra 2020 på 10,2 mio. kr.) direkte tilbage til medlemmerne. Siden udlodningen startede, er der blevet udloddet små 50 mio. kr. på den konto – en udlodning ingen andre i branchen kan matche. 

Fordelen ved at levere full-line service

Det ligger i LandboNords dna, at virksomheden til hver en tid skal være landmandens foretrukne samarbejdspartner, og derfor understøtter LandboNord alt lige fra etablering til generationsskifter – og skulle der være livskriser på vejen, så har LandboNord de seneste 25 år haft landbrugets førende socialrådgivning. Typisk understøtter LandboNord den enkelte kunde gennem mange regelsæt, hvor kompleksiteten kræver, at den nyeste viden er til rådighed og et stort antal medarbejdere at trække på.

LandboNord har gennem flere år satset på den nyeste teknologi og derfor lanceret flere digitale løsninger til landbruget og andre erhverv, som rækker mange år ud i fremtiden.

LandboNord arrangerer hvert år dyrskuer i både Hjørring og Fjerritslev. Dyrskuerne er en gammel tradition, hvor land og by mødes. Desværre måtte LandboNord aflyse dyrskuerne i 2020 og 2021 på grund af corona-pandemien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Produkthandel i Thygelsgade 12

Skrothandleren havde sin bolig og opbevaringsplads lige i nærheden af Skolegades skole?

Her har jeg og andre drenge fra Fredensbo tit afleveret små mængder jern- og metalskrot, som blev sanket på P.M´s skrotplads ved Øster Allé.

Kommentarer:

Hanne Thomsen

Jeg mindes ham som en yderst behagelig mand. Han gav sig god tid til at veje jernskrottet og til at snakke med os, selvom vi nok mest var til besvær. Det var ofte kun nogle få ører, vi kunne få for jernskrottet, men nok til et par lakridsstænger eller andet. Vi lærte, hvordan man afregnede, og hvordan børn og voksne respekterede hinanden. Den lærdom har været guld værd senere i livet.

Min søster og jeg nød at være på besøg hos Ester og Ejnar. Der skete en masse. Mange kom på besøg, og der var altid kaffe på kanden i Esters køkken.

Ove S. Johansen:

Det var min faster Ester, der stod for husholdningen. Der var kaffe og franskbrødsmadder på bordet. Jeg tror, at Ejnar inviterede kunderne på kaffe. Når han kom ind med sine store sorte hænder, tog han kaffeposen og vaskede det sorte af.

Hanne Thomsen

Jeg tror helt bestemt, at han var en elskværdig mand. Det var det indtryk, jeg fik af ham. Normalt fik vi knægte ikke så udsøgt opmærksomhed som hos Lab-Ejnar. Han kunne lide børn – det var umiddelbare mit indtryk i en alder af 10-12 årNederst på formularen

Lene Støve

Boede lige over for skrotpladsen på Kløvermarksvej.

Gert Olesen

Jeg har også samlet en del småskrot på PM,s plads og tjent et par håndører ved at sælge det til skrothandleren, men blev han ikke kaldt for “labmanden”?

Det er for øvrigt utroligt, at vi hverken fik blodforgiftning eller betændelse i fingrene ved at rage i alt det skrot.

Han bliv kaldt LabEjner. Boede selv i Mejerigade og kom der tit med jern fra Krog Jensens skrotbunke.Nederst på formularen

Anders Lerwick Theisen

Min forældres nedlagte gruekedel solgte jeg til LAB. Den var af kobber, hvad ingen tænkte – der var til mange biografbilletter og 5 Eifel-pakker. LAB-manden snød ikke på hverken vægt eller bonitet.

Sune Frederiksen

Mon ikke jeg gik i parallelklasse med hans datter Bodil.

Birgit Bjerregaard

Jeg har aldrig glemt min tristhed over, at jeg kom til sælge min elskede dukkevogn for 50 øre. Men netop lommepenge var ikke normalt i 50’erne.

Birgit Bjerregaard

Det forekommer mig at være et uovervejet salg/impulssalg. Du skulle nok have spurgt, om du kunne få 50 øre af din mor eller far. Jeg ved godt, at man kunne købe 2 salmiakstænger for en tiøre, eller var det kun én, man kunne få. Øv bøv…

Ole Agger Hansen

Som dreng solgte jeg flere gange metalskrot til ham.

Bodil Dahl

Min kære far – jeg havde en pragtfuld barndom med motorer og presning af 1 ton papirballer. Jeg var smurt ind i olie hver dag, ikke noget min mor var glad for

 

Af Ove S. Johansen

 

 

 

 

 

Købmand Andreas M. Tolstrup,” Nørrehus”

Købmand Andreas m. Tolstrup, snedkermester Knud Færch, købmand Hassing, isenkræmmer Glargaard, Chr. Hansens manufakturhandel, karetmager Isak Mortensen – m.m. artiklen er fra 1916.

Den gade, hvor banegården findes, kaldes Jernbanegade. I den gade findes en større isenkramforretning, der af dens energiske ihændehaver Alfred Nielsen, har haft en meget stor fremgang, så den nu har en stor omsætning og et særdeles stort lager. Går man fra Jernbanegade mod nord, kommer man til Nørregade, hvor øjet straks fanges af en imponerende bygning, nemlig købmand Andreas Tolstrups store ejendom ”Nørrehus”.

Købmand Tolstrup begyndte forretningen her i byen den 1. juni 1897 i dyrlæge Christensens ejendom, indtil november 1899, da forretningen flyttedes om i Nørregade.

I begyndelsen havde Tolstrup både forretning med foderstoffer og kolonial samt støbegods.

I 1909 afstod han kolonialforretningen til købmand Christensen, og støbegodsforretningen er nu overtaget af købmand Nicolajsen.

I året 1909 byggedes den smukke bygning ”Nørrehus”, der er en pryd for gaden (Nørregade) og for byen. Købmand Tolstrup har ikke alene været en dygtig købmand, men tillige en god og samfundsnyttig borger, der blandt andet har været sognerådsformand, ligesom han også er grundlægger af den lokale handelsforening. Længere ude ad gade kommer vi forbi snedkermester Knud Færchs store møbelhandel. Lageret der er et af de største i denne branche udenfor købstæderne.

Snedkermester Færch og hans broder arkitekt Otto Færch, hører til dem, der sætter deres præg på byen, ikke alene ved deres dygtighed som forretningsmænd, men også ved deres arbejde i byens tjeneste.

Fra Nørregade udgår mod øst en række sidegader, hvor blandt andet findes Barslunds store jernstøberi, som skal omtales senere, derpå forbi Hedelund og det nye sygehus.

Går man fra banegård og posthus i modsat retning af Nørregade, kommer man gennem Algade og dens forlængelse, Østergade. I disse gader ligger mange forretningen både store og små. Ved et hastigt eftersyn lægger man mærke til Købmand Hassings materialhandel, isenkræmmer Glargaards forretning og fabrikant Carstensens klædefabrik samt Chr. Hansens manufakturhandel.

Sidstnævnte forretning blev af afdøde H.P. Hansen grundlagt den 1. april 1870. Forretningens første lokale var i en væverstue i Algade, det er den ældste forretning på pladsen, og den blev af grundlægger anlagt på god, sund og stabil grund. Chr. Hansen overtog forretningen år 1900, den er en af egnens største og er blevet udvidet flere gange og beskæftiger 7 personer.

Isak Mortensens karetmagerværksted ligger i en af sidegaderne, Mejlstedgade, det samme gør købmand S. Larsens forretning.

Kilde:

Jyske byer og deres mænd. 1916: dis-danmark.dk/Viktor Knudsen/side 13-15.

heraf de 32 år i Brønderslev, med start i Brønderslev Bank den 01.07.1962.

Jeg er født i Vrensted og havde min barndom der. Efter 4 år og 3 måneders skolegang i Vrensted Byskole startede jeg den 1. august 1957 i 1. mellem på Løkken Private Realskole og afsluttede skolegangen der, juni 1962 med Realeksamen 16 år gammel.

Allerede i februar måned 1962 skulle jeg til at finde ud af, hvad jeg skulle lave i fremtiden, noget jeg ikke lige havde haft i tankerne tidligere. Flere af min skolekammerater søgte elevplads i en bank eller sparekasse og jeg fulgte deres eksempel, uden helt at vide hvad det ville indebære, men også tilskyndet af mine forældre, som mente, at hvis jeg fik en sådan elevplads ville jeg være sikret resten af livet.

Arbejde i en bank eller sparekasse, skulle være næsten lige så sikkert som en tjenestemandsstilling.

Som tiden gik og med den store udvikling i samfundet på alle måder, stor inflation i perioden fra midt i 1960erne til langt op i 1980erne, skete der også en teknologisk udvikling, man først i 1960erne slet ikke kunne forudse.  Efterhånden gjorde den store teknologiske udvikling det sådan, at mange pengeinstitutter måtte skære ned på omkostningerne og den største omkostning var personaleomkostninger, så 1990erne blev nogle slemme år, med utrykhed, fusioner og personalereduktioner.

Mine forældre var venner med et bestyrelsesmedlem i Brønderslev Bank, gårdejer Christen Rendbæk, Holmen, Vrensted. Han spurgte Direktionen i Brønderslev Bank om de havde brug for en bankelev og vendte tilbage til mine forældre om, at jeg skulle skrive en ansøgning. Ansøgningen blevet skrevet 26. februar 1962 og sendt til Brønderslev Bank og kort tid efter blev jeg blev indkaldt til samtale sammen med min far, hvor jeg talte med bankdirektør Richard Lundø. Det var en spændt ung mand fra Vrensted, der mødte op i banken til samtalen. Min far og jeg blev vist ind til direktør Lundø i direktionslokalet. Det var første gang jeg havde været et sådant sted. Min far blev placeret i en stor dyb sofa og jeg i en stor fin stol for enden af et stort bord og Lundø på den anden side af bordet overfor min far. Husker dir. Lundø og far talte sammen og han af og til kiggede på mig og til sidst spurgte mig om, hvad jeg forventede af årsresultat til eksamen. Husker, at jeg sagde at jeg håbede på, at det ville ligge på line med seneste terminsresultat og efter en halv times snak sagde vi tak for samtalen og dir. Lundø meddelte at vi snart ville få besked.

Midt i marts måned 1962 kom der så besked fra banken om, at de ville ansætte mig som bankelev med 3 års læretid, med en gensidig prøvetid på 3 måneder og løn efter Danske Bankfunktionærernes Landsforenings gældende overenskomst. Jeg var en lykkelig ung mand, nu vidste jeg hvad jeg skulle lave efter eksamen, som jeg kom ud af med det forventede resultat. Ikke prangende men rimeligt. Efter en kort sommerferie hvor der skulle indkøbes tøj, således, at jeg så præsentabel ud, jakke, bukser, hvide nylon skjorter og slips samt sko, startede jeg så den 1. juli 1962 i Brønderslev.

Rutebilen kom til Trehjørnet i Vrensted, hvor jeg stod på kl. 7,30. Klokken 8,00 var vi i Brønderslev på Rutebilstationen.

Jeg husker, at jeg spændt og nervøs gik op til personaleindgangen og ringede på kl. 8,30 og døren blev åbnet og jeg blev budt indenfor. Jeg blev vist hen til direktør Richard Lundø, som først præsenterede mig for den sideordnede direktør Ejnar Mortensen. Herefter blev jeg overgivet til en ældre herre ved navn Kaj Budolph, som præsenterede mig for mine nye kolleger og den elev jeg skulle afløse som yngste mand. Han skulle nemlig i starten oplære mig i de opgaver han havde. Først fik jeg en adgangsnøgle til banken og arkivet som jeg kvitterede for, så fik jeg en til bankens postboks på posthuset, ligeledes mod kvittering. Alle nøgler som hver enkelt ansat fik udleveret, blev der kvitteret for.

Jeg vil lige nævne, at vi dengang jeg startede i banken brugte tiltaleformen De, en lidt underlig fornemmelse, da jeg i min tidligere dagligdag normalt havde benyttet du formen. Det var dog ikke så svært med De til alle overordnede. Heldigvis var der dog mange af mine kolleger jeg hurtigt blev du’s med. Der gik dog adskillige år inden alle blev du’s. Blev dog aldrig du’s med de gamle direktører.

Der var mange specielle opgaver. Alle datostempler herunder frankeringsmaskine skulle dagligt have skiftet dato, der skulle fremlægges nye papirbilag klar til brug, båder for indlån, udlån, indtægter, udgifter m.m. inden åbningstid kl. 10,00. Der skulle hentes kontorartikler nede i kælderen, hvor banken havde sit arkiv og skulle ens kolleger bruge noget, bad de mig om at skaffe eller hente det. I løbet af dagen skulle der pakkes post, efterhånden som det var underskrevet og klar til afsendelse således, at det hele ikke skulle laves sidst på dagen. Banken havde en frankeringsmaskine til håndkraft, som man indstillede til det beløb som passede til vægten af brevet. Det samlede forbrug blev afregnet hver måned til posthuset.

Min første opgave hver eneste dag var at hente posten på posthuset, den hentede jeg kl. ca. 8,15 når jeg kom med rutebilen fra Vrensted. Når jeg så kom i banken, sorterede jeg brevene til dem de evt. var stilet til og så blev de lagt på direktør Lundøs skrivebord, som dengang åbnede posten. Når han så havde læst og gennemgået posten, delte han den ud til de relevante afdelinger. Det kunne være kassen, vekselafdelingen, inkassoafdelingen, valutaafdelingen, udlånsafdelingen, depotafdelingen eller bogholderiet. Specielle ting blev lagt ind til direktør Mortensen som Lundø og Mortensen så snakkede om og efterfølgende fordelte med kommentarer.

Vi modtog ofte penge fremsendt i plomberet postsæk fra Nationalbanken. De skulle hentes på posthuset og så skulle vi altid være 2 personer. Vi havde dengang ikke bil til rådighed, så det var på gåben ned efter pengene. Efter afhentning blev de så afleveret til vores kasserer som stod for kontrol af sækkens indhold.

Tit flere gang om ugen gik der også sending fra os til Nationalbanken. Husker at vi sendte dem til Nationalbankens, Århus Afdeling. Når jeg modtog pengene fra kassen, skulle de først efter tælles for kontrol. En ”Pengeklods” 100 kr. sedler var således, 10 stk. 100 i et bundt, derefter 5 stk. a 1.000 herefter 5 bundter af 10.000 kr. lig med 50.000 kr. hvert bundt med med elastik omkring. En ”Pengeklods” 100 kr. sedler var således, 5 bundter a kr. 10.000 lig med 50.000 kroner, hvert bundt med elastik omkring og derefter snøres med speciel murersnor og forsegles med lak og stempel Så var pengene klar til afsendelse, hvorefter de sammen med et bilag blev puttet i en lærredssæk som ligeledes blev forseglet. To mand ned på posthuset inden lukketid, sommetider lidt stressende, idet andre opgaver også trængte sig på. Alle var dog flinke til at hjælpe hvis det brændte på.

Brønderslev Bank havde til huse i den flotte 3 etagers bygning med tårnet på hjørnet af Bredgade og Torvegade. I selve banklokalet er loftet flot dekoreret og der er 2 fine marmorsøjler midt i lokalet. Desuden den stor bankboks, med den kæmpestore og tykke boksdør. Inde i boksen var der et stort rum inderst med en gitterlåge for, hvor bankens kontanter og regnskabsbøger blev opbevaret om natten også i bokse. I den første del af boksen var der kundebokse til opbevaring af folks værdipapirer, obligationer og aktier m.m. og hvor kunderne havde en nøgle og banken havde en nøgle således, at der altid skulle være to personer til at åbne boksen.

Jeg skulle afløse eleven, Flemming Hansen, der var blevet ansat et år tidligere, han havde så et helt år på bagen som yngste mand, men kom nu videre i uddannelsen. Der var ekspansion inden for bankverdenen og jeg var således også heldig med kun at være yngste mand indtil 1. februar 1963, hvor endnu en elev blev ansat, en ung pige ved navn Bodil Larsen fra Hollensted, som jeg nu fik som opgave at oplære i de opgaver jeg var begyndt med. Det blev nu en let opgave, hvorved jeg kunne frigives til nye og spændende opgaver.

I indledningen nævnte jeg navnet Kaj Budolph. Han var kontorassistent og var kommet til Banken fra en stilling ved det gamle firma Winther og Andersen, det senere A/S Brønderslev Trælasthandel, hvor indehaveren direktør F.C. Winther, havde været Bestyrelsesformand for Banken. Kaj Budolph var ligesom en far for alle vi unge. Hjælpsom og rar. Han passede bankens omstillingsbord. Når telefonen ringede, faldt der knapper ned, som så skulle trykkes på til viderestilling. Han var rigtig god til at snakke med alle kunder og kolleger. Desuden hjalp han med at pakke penge og havde også som opgave at skrives bilag med advis, til alle diskonterede veksler.

En veksel er et stykke papir hvor der var en låntager og en der havde penge til gode. En sådan veksel solgte man til banken med et fradrag til renter og omkostninger, så skyldneren alene med frigørende virkning kunne betale det fulde beløb til banken. Et advis var en meddelelse til skyldneren om at skulle betale på forfaldstidspunktet. Normalt løb bankens diskonterede veksler fra 1 måned til 3 måneder og så blev advis normalt sendt ud ca. 14 dage før forfald som en påmindelse om betaling. Han skrev ligeledes advis og bilag til de anvisninger, som vi skulle indkassere for egne kunder og evt. fremsendelse til andre banker. Det er tilgodehavender hvor banken alene skal indkassere pengene for forskellige kreditorer og hvor banken så tog sig betalt for sine omkostninger, normalt en procentdel af beløbet.

Vi havde dengang åbent i banken hver dag, ugen første 5 dage fra kl. 10 til 12 og igen fra kl. 14 til kl. 16 og lørdag fra kl. 10 til 12, med en 42 timers arbejdsuge. Det var elevens arbejde at åbne hoveddøren og lukke den igen på nævnte klokkeslæt. Middagspausen blev brugt til lidt afstemning. De fleste af personalet kørte hjem for at spise frokost og dem der kom ude fra, spiste frokost ude i bogholderilokalet. I min elevtid gik jeg hen til min bedstemor for at spise frokost og få en middagslur inden jeg igen mødte ind til kl. 14 hvor vi igen åbnede. Hver dag kl. 16 efter lukketid når kunden var lukket ud, skulle Kaj Budolph og vores kasserer have deres eftermiddags øl. Men vi havde købmanden på det modsatte hjørne og de stod altid klar med kolde øl fra kælderen. Syntes dir. Lundø at vi havde gjort en speciel indsats, var der øl eller vand til alle og de blev leveret af købmanden. Det var før, der blev indført alkoholforbud på arbejdspladserne.

Jeg var glad for at arbejde i banken og som tiden gik, fik jeg lov til at prøve alle de arbejdsområder, banken var delt op i. Der var dog et par steder som jeg aldrig kom. Det var bogholderiet og så kassen.

Bogholderiet, det var der, alle vore bilag for en hel dag blev bogført og konteret næste bankdag. Vi havde 2 damer siddende på et separat kontor, hvor der var opstillet 2 bogholderi maskiner, hvor man så fra de enkelte bilag fik posteringen ført over på et kontokort via bogholderimaskinen. Det var alle interne konti og kundekonti og når alt var bogført, skulle alt stemme og det kunne godt give nogle problemer, hvor så os bankpersonale ofte måtte hjælpe med at finde fejlen. For stemme skulle det. Efterfølgende skulle der så regnes rentenumre ud på kortene således, at når kvartalet eller halvåret for indlånskonti var gået, så skulle alle udlånskonti og indlånskonti have tilskrevet rente, Så blev alle rentenumre omregnet manuelt til kroner og ører og tilskrevet kontiene. Det var som regel en betroet assistent der gjorde det. Der blev så taget stikprøvekontrol af vores interne revisorer. Der skulle også føre et stort kartotek over alle de veksler vi diskonterede for vores kunder. Hver gang de blev omsat/fornyet, blev det ført på kartotekskort, således at revisionen kunne kontrollere det med de originale veksler. Det var en af de første store opgaver man blev sat til som elev. Omkring den 1. i måneden kunne der ofte være over 100 stk. veksler, der skulle omsættes, enten direkte fra skranken eller også sendt med posten til omsætning sammen med kontante penge eller en check. Efterfølgende skulle de så påføres kortene i kartoteket dagen efter. Det kunne omkring den 1. i måneden tage op til en hel dag at få alle veksler påført kortene.

Efterhånden som tiden gik fik jeg mere og mere ansvar, dog med tilsyn fra en af assistenterne der havde ansvaret for den pågældende afdeling. Igennem min læretid kom jeg igennem alle de forskellige afdelinger vi havde i banken, med undtagelse af kassen, som heller ikke havde min store interesse og udlånsafdelingen som dengang var forbeholdt de 2 fuldmægtige og direktørerne. Jeg havde stor lyst til at snakke med kunder på et andet niveau end modtage og udbetale kontanter. Da jeg blev ansat i 1962, bestod personalet af 2 direktører der havde det overordnede ansvar., 2 fuldmægtige, der havde ansvaret for udlånsafdelingen og udlån i samarbejde med de 2 direktører. Endvidere 1 kasserer, som var fuldmægtig. Desuden var der 6 assistenter samt af 3 elever. Så var der 2 bogholderiassistenter, 1 kontorassistent samt en ældre mand der var bankbud og gik ud med tomme døgnboks mapper til de forretningsdrivende og breve m.m. til midtbyens forretningsdrivende fra kl. 9 til 12.

Ved min start i banken handlede vi lokalt, når vi skulle købe kontorartikler, så som blyanter, kuglepenne, skriveblokke m.m. Bogtrykkeren lavede vores forskellige størrelse kuverter, bilag og møntposer til 1 ører, 2 ører, 5 ører, 10 ører, 25. ører 1 kr. 2. kr. og 5. kr. og sikkert noget mere. En ting jeg husker specielt, var når direktør Lundø lavede månedsbalancen. Så skulle jeg gå over til bogtrykkeren, Albert E. Hansens Bogtrykkeri på modsatte side af Bredgade i passagen bag biografen Bien og så op på første sal, hvor trykkeriet lå. Afleverede så udkast til balancen, som så kom retur til korrekturlæsning af dir. Lundø, hvor jeg så efterfølgende måtte afsted igen til endelig trykning. Balancen blev så sendt til relevante myndigheder og andre pengeinstitutter. Jeg husker, at da jeg startede var balancen omkring 18 mio.

Af revisorer havde vi 2 slags. Interne revisorer, som kom dagligt ca. kl. 16,30 når vi var færdige med dagens arbejde. Den ene var sygekasse Hansen og den anden ved navn Hemmingsen, som så gennemgik bilagene og gav anmærkninger såfremt der var noget der evt. skulle rettes m.m. Desuden var der som hovedrevisor det stats. aut. revisionsfirma Alexander Tvede, Nørresundby. Når de indtog banken, normalt uanmeldt, fik de overladt direktionslokalet og der blev så disket op med store cigarer de kunne tage frit af. Så det var et røgfyldt lokale man kom ind i, med stor respekt. Nogle gange blev en medarbejder lige kaldt ind til en evt. forklaring, hvis det var nødvendigt. Frokosten var heller ikke den dårligste, de blev trakteret med. Hyggeligt at tænke tilbage på. De mødte altid op om morgenen inden personalet således, at de sammen med personalet kunne få overdraget de sager, de ville kigge på. Vi syntes altid at revisionen var til besvær, men på den anden side var vi også klar over at det var for vores egen skyld de udførte deres arbejde. Spændende var det altid om de fandt fejl og om der blevet givet påtaler. Vi var altid meget spændte på revisionsrapporten som bestod af en konklusion og så lister, hvoraf fremgik evt. fejl der skulle rettes. Herefter blev så påført vores kommentarer og rapporten blev returneret til Revisionsfirmaet, som ved næste besøgt tog stikprøver i henhold til seneste rapport.

Flere af de små lokale Sparekasser havde konto hos os i Brønderslev Bank. Vi betjente dem på forskellig måde. I 2 af byerne havde vi selv filial, men i Øster Brønderslev var der kun Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse. Vores direktion havde fået stillet en direktionsbil – en Ford Taunus – til rådighed, dog var det kun Ejnar Mortensen der havde kørekort. Skulle Lundø noget, måtte personalet med kørekort, køre for ham. Udover at bilen stod til rådighed for direktionen, blev den også brugt til at køre ud til vores 3 filialer, Saltum Bank, Vester Hjermitslev Bank og Jerslev Bank. De 2 filialer vest på havde åbent henholdsvis mandag og onsdag og i den anden filial, tirsdag og torsdag fra kl. 10-12. Jerslev Bank havde åbent hver eftermiddag fra kl. 14 til 16 med undtagelse af onsdag. Vest på havde vi penge med til Saltum Sparekasse og til Jerslev var det til Jerslev-Hellum Sparekasse. Fredag formiddag kunne vi så køre til Ø. Brønderslev eller evt. i en middagspause, med de penge de måtte ønske og få mønter m.m. retur samt alle de checks som de havde indkasseret til indsættelse på deres konto hos os. Ligeledes skete det samme i Saltum og Jerslev, her var det bare i afdelingen de blev afleveret og hentet.

Ude i vores Filialer, som vi kaldte dem, var der ansat en lokal tillidsmand til at bistå den elev eller assistent der betjente filialen. I forbindelse med evt. diskontering af veksler og låneandragender kunne tillidsmanden så ringe til Brønderslev omkring dette, hvis han var i tvivl om kundens bonitet, med ofte var det lokalkendte personer, som han kunne stå inde for. Om onsdagen kørte vi normalt i bilen til Nationalbanken i Aalborg efter mønter og afleverede sedler, checks og mønter. Vi skulle altid køre 2 personer og når vi kom til Nationalbanken, gik en ind for at få dem til at lukke porten i kælderen op, så vi kunne bakke ned med den tungt læssede personbil for aflevering af mønterne, som så blev optalt meden vi gik på første sal med checks m.m. og for at få kvitteringer og evt. få mønter og sedler med hjem. Nogle gange holdt vi så ved pølsevognen i Nørresundby inden turen igen gik til Brønderslev. Vi var altid heldige at undgå uheld og ubehageligheder, en enkelt gang punkterede vi, men reservehjulet var da heldigvis med. Vi havde det ret hyggeligt på disse ture.

Jeg blev sendt ud i vores filialer som 3. års elev og var rigtig glad for også at få tildelt den opgave. Lærte en masse nye mennesker at kende, lærte at stå på egne ben og løse opgaverne. Jeg fik et godt kendskab til de 3 bysamfund, både forretninger som landmænd men også de private kunder. Hvilket jeg i mine efterfølgende år i banken havde nytte af.

I min fritid, er jeg flere gange blevet bedt om at køre med Direktionen, hvis de skulle til et eller andet arrangement. Det syntes jeg var spændende. En del gange har jeg også kørt med direktionen med fruer når de skulle besøge Ejnar Mortensens bror i Frederikshavn. Han var politibetjent og der drak de aldrig for lidt og var ret skødesløse når jeg hentede dem sidst på aftenen. Lidt sjovt at tænke tilbage på. Så fik jeg lov at benytte bilen indtil de skulle hentes igen på et aftalt klokkeslæt.

I elevtiden gik jeg på Handelsskole 2 til 3 aftener om ugen fra kl. 17 til kl. 20. Jeg kunne lige nå den sidste rutebil til Vrensted. Det var lidt hårdt med de lange dage om vinteren, men det gik også og elevtiden blev overstået og 01.07.1965 var jeg færdig uddannet og blev bankassistent med lov til at fortsætte. Jeg havde været til session og var blevet indkaldt til Prinsens Livregiment pr. 01.11.1965, med 1/4 løn i soldatertiden, det var normalt for bankansatte.

Her fik jeg en kort karriere, idet jeg blev kasseret lige før jul på grund af, at jeg ikke kan se på mit venstre øje. Gode råd var dyre, jeg havde købt en lille Fiat 600 kort efter jeg blev udlært. Så jeg måtte køre til Brønderslev og fortælle dir. Lundø, hvorfor jeg nu stod her igen. Spurgte om de fortsat kunne bruge mig og samme dags eftermiddag ringede han tilbage og meddelte at jeg var velkommen til at starte den 1. januar. Jeg var lettet og glædede mig til at starte på ny for at lære meget mere om bank.

I foråret 1966 havde Kjøbenhavns Handelsbank forespurgt om de evt. kunne købe Brønderslev Bank. De ville gerne ind i Vendsyssel. Så vidt jeg husker, var de på det tidspunkt kun repræsenteret i Skagen. Det var en splittet bestyrelse og repræsentantskab og der blev diskuteret intenst. Da det kom frem, kom der også et tilbud fra Hjørring Diskontobank. Ved afstemningen i repræsentantskabet, faldt valget på Kjøbenhavns Handelsbank, som vi så skulle blive en del af pr. 01.07.1966. Over natten etablerede Hjørring Diskontobank en filial i Brønderslev i Rådhusgade. Hjørring Diskontobank skiftede navn til Vendelbobanken. Hele personalet så med stor spænding frem til den 01.07.1966 hvor vi skulle skifte navn, med nyt skilt på facaden til, Handelsbanken i Brønderslev, Filial af Kjøbenhavns Handelsbank. Der var kommet en masse kasser med materiale, vi skulle bruge ved overgangen.

Nye bankbøger med nyt logo, nye checkhæfter i blå farve. Der kom medarbejdere fra København der skulle hjælpe os i den første periode for at sætte os ind i nye forretningsgange. Alt gik godt, men med lange arbejdsdage til følge. Vi var blevet tilført en ny Handelsbankmedarbejder fra Aarhus, Eigil Rasmussen, som startede som kontorchef, og som ret hurtigt overtog den daglige ledelse af Filialen.

I løbet af efteråret 1966 blev direktion og personale inviteret til København for at se Hovedsædet på Holmens Kanal 2 og den nye EDB-central i Ejby. Vi tog aftenbåden fra Aalborg til København med fin kahyt til hver. Om morgenen kl. 7 nåede vi København og skulle spise morgenmad på Restaurant D`Angleterre. Den fornemste restaurant i København på Kongens Nytorv. Her blev vi modtaget af en af topdirektørerne. Efterfølgende fik vi forevist det store flotte hovedsæde og senere kørt til Ejby hvor vi fik forevist EDB- Centralen med de store computere. Om aften spiste vi stor middag med hele Direktionen i restauranten Divan 2 i Tivoli. En helt fantastisk dag i København og en kæmpeoplevelse. Jeg tror vi alle blev rigtig Kjøbenhavns Handelsbank fans.

Richard Lundø døde ret pludseligt, hvorefter Ejnar Mortensen trådte mere og mere i baggrunden. Eigil Rasmussen blev udnævnte som meddirektør, og efter et par år stoppede Ejnar Mortensen og så begyndte de helt store forandringer. Vi fik også tilført en ny medarbejder og fuldmægtig ved navn Børge Bøss fra Handelsbanken i Skagen, som skulle afløse den ene fuldmægtig, der blev udnævnte til kontorchef i Aalborg. Ved samme lejlighed blev vores anden fuldmægtig Carl Otto Carlsen udnævnt til kontorchef og stedfortræder. Jeg fik et rigtig godt samarbejde med dem alle tre og blev tilført udlånsafdelingen, hvor jeg gennem en del år virkelig fik indsigt i alt omkring långivning, både via banken selv men også via de forskellige andre eksterne långivere, erhvervslåneinstitutter og alm. kreditforeninger. Jeg kom med i behandlingen af låneansøgninger til forretningsdrivende, erhvervsvirksomheder både stor og små og ikke mindst til landbrugskunder som vi havde mange af.

Ved større engagementer skulle vi på skrivemaskine i starten lave indstilling om lån eller kredit til Kreditkontoret i København med vores kommentarer til sagen. Senere foregik det på computer. Den årlige oversigt til bestyrelsen i København på engagementer over en vis størrelse fik jeg også lov at lave og det skulle bare være helt perfekt uden nogen som helst fejl og rettelser.

Tiden gik stærkt, Eigil Rasmussen skaffede mig et sommerjob som en slags revisor på Hotel Tannishus i Tversted, hos en gammel kunde fra Aarhus, som fulgte med ham til Brønderslev.

I tre somre kørt jeg derop i min Fiat 600 årg. 1960, og tjente en ekstra skilling og fik en masse sjov og ballade sammen med personalet deroppe. Eigil Rasmussen havde været tillidsmand i Århus og medlem af hovedbestyrelsen Handelsbankens Lokale Personalekreds og opfordrede mig til at overtage jobbet som tillidsmand i filialen, da der skulle være nyvalg i filialen. Jeg blev valgt, det var og blev et forholdsvis nemt job uden problemer, og jeg fik deltaget i diverse kurser for tillidsmænd forskellige steder i landet. Ved Eigil Rasmussens 50års fødselsdag blev jeg som repræsentant for personalet inviteret med til en stor middag på Hotel Phønix sammen med mange af byens prominente personer. Det var også en rigtig fin oplevelse.

Pladsen blev for trang i de nuværende lokaler og Rasmussen der allerede havde vist sin kreativitet ved ændringerne i de nuværende lokaler, fik via sin gode overtalelsesevne, direktionen i København med på ideen om at købe ejendommen på hjørnet af Nygade og Bredgade, der hvor banken i dag har til huse. Der blev væltet en ejendom og opført en ny 2 etagers forretningsejendom med halvdelen indrettet til banken og den anden halvdel til Agerbæks nye varehus, byens første.

Vi er nu kommet til 1970 hvor vi flytter ind i den nye bankbygning og jeg selv og mig kæreste og nuværende kone skulle giftes. Eigil Rasmussen tilbød os det flotte bord der havde stået i direktør Mortensens lejlighed på 1. sal, stor spisestue, brugt til repræsentantskabsmøder, hvor der var tilhørende 16 plader og med plads til 32 personer. Vi tog med tak imod og vi fik ligeledes 10 hestehårs betrukne spisestuestole samt en flot stol fra det gamle direktionslokale i Brønderslev Bank. (Vi havde de flotte maghogni møbler stående i vores spisestue i mange år, dog uden plader) Vi byggede i 1970 nyt hus i Vodskov som var færdigt til november hvor vi skulle giftes og havde ikke for meget at gøre med, så vi var meget glade for den store gestus Rasmussen viste os.

Tiden gik på raske fjed som man siger. Vi udvidede vore forretningsomfang i banken. Fik mange nye kunder, personalestaben blev løbende udvidet og kolleger flyttede til andre afdelinger men vi blev hele tiden flere medarbejdere. Der var gang i parcelhusbyggeriet, i Brønderslev og oplandsbyerne, der kom tilflyttere til Brønderslev. Gymnasiet blev bygget. Egnsudviklingsudviklings virksomheder med tilskud flyttede til byen. Meget erhvervsbyggeriet og landbrugsbyggeri blev igangsat og i det hele tage var der en stor optimisme i begyndelsen af 1970erne.

Banklokalet blev ombygget og nyindrettet flere gange efter tidens trend. Skriveborde blev udskiftet til nyt og meget andet. Jeg var begyndt at deltage i det daglige morgenmøde over kaffen hver dag og fik på den måde meget indsigt i hvad der foregik i filialen og området.

Jeg blev i en periode kasserer i Nygadeforeningen opfordret af Eigil Rasmussen, ligesom jeg blev opfordret til at deltage i Junior Chamber, Brønderslev, en organisation for unge erhvervsleder. Her havde jeg en fin periode på 5 år hvor også min kone Else Marie af og til deltog ved festlige sammenkomster. Det gav alt sammen en god ballast. I mit daglige arbejde i banken. På et kursus på bankens kursuscenter Uglemose, i Ordrup, København blev jeg den den 20.11.73 ringet op af Eigil Rasmussen. Han havde bedt mig ringe tilbage, hvad jeg så gjorde med sommerfugle i maven. Havde jeg gjort noget forkert måske. Nej, han havde den glædelige nyhed til mig, at jeg pr. 01.01.74 var blevet udnævnt til fuldmægtig II. Det var en stor overraskelse, men dejligt, for det var vel nok det jeg stilede efter. Jeg var blevet påskønnet min indsats og Eigil Rasmussen havde troen på mig. Jeg blev påskønnet flere gang hen ad vejen med tillæg, så vores lille familie klarede os egentlig godt. I 1974 havde vi købt sommerhus i Kryle Klit ved Blokhus, som vi nød meget sammen med vores 2 piger. Allerede pr. 01.01.77 fik jeg min 2. udnævnelse til fuldmægtig I.

Børge Bøss var blevet udnævnt til filialdirektør i Bramming, hvorefter jeg overtog han job som leder af hele udlånsafdelingen. Det var et stort skulderklap at få. Så det gav kræfter til en ekstra indsats og der blev brugt utrolig mange timer på arbejde i banken. Ofte måtte jeg tage weekender til brug, men jeg havde en forstående familie. I 1978 solgte vi vore hus i Vodskov og byggede nyt i Brønderslev til indflytning i 1979, bl.a. grundet min deltagelse i en del aftenmøder i Brønderslev.

Få år senere fik Else Marie så også arbejde i Brønderslev, så alt blev nemmere. Det daglige arbejde var fortsat en stor glæde med mange udfordringer. Videreuddannelse på forskellige lederkurser på Uglemose og kursusejendommen Staurby Skov ved den nye Lillebælts Bro. Udvekslede erfaring med kolleger, blev prøvet af på forskellige områder for at lægge endnu mere viden i rygsækken.

Jeg fik store beføjelser, jeg havde de samme beføjelser, som direktør Eigil Rasmussen og vores kontorchef. Som Rasmussen altid sagde. Jeg har tillid til dig, tænk dig om, brug beføjelsen med fornuft og omtanke og spørg hellere en gang for meget end for lidt. På det tidspunkt i 70erne, havde vi temmelig store beføjelser. Det var kun de helt store og tunge engagementer vi skulle spørge om i København. En stor fordel var det at kunne træffe en hurtig afgørelse overfor vores kunder, men det var også en gang imellem nødvendigt med en lidt længere behandlingstid på kredit andragender. Ofte blev jeg kaldt ind til Eigil Rasmussen, når han havde vigtige samtaler således, at jeg kunne høre med. En dag kalder han mig ind og siger vi skal snakke med den administrerende direktør i København. Samtalen gælder en større kredit indstilling, han gerne vil have igennem. I slutningen af samtalen nævner han at han gerne vil syd på igen og at der er en direktørstilling ledig i Horsens, en temmelig stor filial. De snakker frem og tilbage og Rasmussen vinker mig ud. 14 dage efter samtalen beder Rasmussen en morgen, hele personalet lige høre efter, hvor han så fortæller, at han skal tiltræde i Horsens. Lidt af et chok. Hvad skulle der så ske i Brønderslev. Hans stilling bliver opslået. Spørgsmålet er så hvem vi får som ny Filialdirektør. Der var mange emner oppe at vende blandt personale og snakken gik. Kort tid efter opslagets udløb blev så offentliggjort hvem vores nye filialdirektør skulle være. Det blev en gammel kending Børge Bøss. Han tiltrådte og samarbejdet med ham forløb gnidningsfrit med en stadig god filial og godt personalesamarbejde. Kontorchefen og jeg fortsatte på vores nuværende jobs medens der i indlånsafdelingen blev skiftet ud ved rokeringer til og fra andre filialer og der kom også en lidt anden organisation. Der blev stadig drevet en god filial i Brønderslev, vi havde travlt. Elever blev uddannet og mange ville efter elevtiden gerne fortsætte i andre afdelinger og hvis man blev i Handelsbanken var det jo de samme systemer man flyttede til. Der blev så nyansat elever, så der var hele tiden en god omsætning af personalet og der var en ældre stab af dygtige medarbejdere tilbage. Den 01.07.1987 havde jeg været i banken i 25 år. Jeg skulle holde reception på dagen og alle kolleger, venner, naboer og familie var inviteret hjem til en lille fest om aftenen. Vi blev ca. 75, og havde plads til alle og det var en rigtig dejlig aften.

Der var morgenkaffe i kantinen sammen med alle medarbejdere og filialdirektør Børge Bøsse sagde pæne ord og overrakte mig en kuvert, hvori banken meddelte mig, at de havde indsat en ekstra månedsløn for lang og tro tjeneste. Da det var overstået sagde han, der var noget mere han ville fortælle og samtidig overrakte han mig en kuvert fra Direktionen. Jeg læste indholdet og blev meget glad. Han fortalte så, at jeg med virkning fra dags dato var blevet udnævnt til Prokurist i banken.

Det blev en fantastisk dag med over 100 gæster i løbet af formiddagen og et hav af blomster og gaver. Det var det største, der hidtil var sket for mig i banken og stolt var jeg og blot 41 år gammel.

Op gennem 1980erne var der sket en række fusioner indenfor pengeinstitutverdenen. I takt med de stigende balancer, krævedes der mere kapital, hvilket i mange tilfælde nødvendiggjorde en fusion til en større enhed. I starten var det mindre pengeinstitutter der sluttede sig til større pengeinstitutter. Kjøbenhavns Handelsbank havde i årenes løb også fusioneret med mellemstore pengeinstitutter og var blevet til Handelsbanken. I november måned 1989 kom så den helt store overraskelse. Provinsbanken der udsprang af Aalborg Diskontobank og Handelsbanken der oprindelig udsprang af Kjøbenhavns Handelsbank og Den Danske Bank var oprindelig Den Danske Landmandsbank proklamerede at der var fusionsforhandlinger i gang. Fusionen blev endelig vedtaget og blev offentliggjort den 06.04.1990 med tilbagevirkende kraft pr. 01.01.1990. Efter offentliggørelsen så man i aftenens TV-avis, hvordan man gennembrød muren mellem de 2 Københavnske Hovedsæder, Den Danske Bank og Handelsbanken, der lå side om side ved Holmens Kanal og hvor først de 2 bestyrelsesformænd for de 2 banker og herefter de 2 ordførende direktører, der blev sidestillet, hilser på hinanden.

Hvad skulle der nu ske i vores afdeling i Brønderslev, for her var der en Provinsbank Afdeling skråt over for i Bredgade, dog var det en noget mindre afdeling.

Utrygheden begyndte så småt at indfinde sig hos os. Det var mest naturligt at Provinsbankafdeling skulle lukke, den var den mindste, med mindst personale. Var der nogen der skulle afskediges eller forflyttes. Jeg husker, der gik nogle måneder, hvor der blev udvekslet personale for vi kørte videre på Handelsbankens EDB-system. Efter en rum tid blev det så besluttet at Provinsbankfilialen skulle lukke og det meste af personaler rokeres over til os i den store Danske Bank filial. Efter sammenlægning blev vi en medarbejderstab på ca. 30 medarbejdere. Byens dengang største pengeinstitut. Vores kontorchef blev rokeret til et controllerjob i Frederikshavn Afdeling og Provinsbankchefen fortsatte hos os som stedfortræder. Usikkerheden bredte sig blandt personalet. Fusionsbanken Danske Bank var begyndt at reducere personalet. Som jeg husker det, var det i første omgang de medarbejdere med rutineprægede jobs der blev sagt op og måtte fratræde. Banken var gået i gang med en rationalisering af arbejdsgangene, hvilket gjorde personalebehovet mindre. Det skete over flere omgange. Der blev færre kasseekspeditioner, der blev indført hævekort og pengeautomater m.m. En masse daglige kontroller blev sløjfet, der skete en stor udvikling på IT-området.

Kort efter fusionen blev der udnævnt en ny områdedirektør for alle afdelinger i Vendsyssel. Mit indtryk var at flest mulig medarbejdere skulle rokeres rundt og medarbejderne pendlede på kryds og tværs af Vendsyssel. Samarbejdet i Brønderslev mellem chef og stedfortræder var ikke for godt og der gik ikke lang tid inden vores stedfortræder blev rokeret til Frederikshavn og direktøren i Sæby blev stedfortræder i vores afdeling i Brønderslev. En turbulent periode med en noget strammere styring end vi havde været vant til. Det blev opstillet mål for de medarbejdere der havde kundekontakt. Der skulle sælges mange produkter og der blev ugentligt fulgt op på målene som jo i sidste ende var chefens ansvar. Ikke altid lige sjovt. På et tidspunkt blev jeg ringet op af områdedirektøren, der synes at det måtte være en god idet at jeg fik et uddannelsesophold i vores lokale kreditkontor i Center Filialen i Hjørring, hvilket jeg gerne ville. I mellemtiden var min gamle stedfortræder blevet rokeret til dette kreditkontor, så vi blev kolleger igen i denne korte 3 mdr. periode, jeg var på kreditkontoret i Hjørring.

Efter uddannelsesforløbet i Hjørring returnerede jeg til Brønderslev og indtog mit gamle job som leder af Erhvervskunde Afdelingen. Efter en måned ca., blev jeg kaldt ind til min filialdirektør, der meddelte mig, at jeg fra den følgende 1. i måneden skulle tiltræde i Frederikshavn Afdeling, med samme stilling og løn. Det var jeg ikke lige forberedt på. Men ville jeg fortsætte i banken var der ikke andet at gøre end at parere ordre. Tidligt op om morgenen og toget kl. 7,06 fra Banegården i Brønderslev med ca. 1,5 times transporttid til Frederikshavn. Jeg havde været vant til siden 1979 at kunne cykle på arbejde på under et kvarter. Noget af en omvæltning.

Med start i Frederikshavn omkring september 1994 fik jeg nye rare kolleger, kom til at arbejde i erhvervskundeafdelingen uden portefølje og kunder i starten, men fik dog hen ad vejen oparbejdet noget kendskab til kunderne og Frederikshavns området. Afdelingen var på det tidspunkt den bedst indtjenende afdeling i CenterFilial området og blev den afdeling med de højest lønnede medarbejdere.

Der skete meget på IT området efter fusionen. Der kom nye systemer, mange forbedringer og nye tiltag overfor kunderne, en begyndelse på alt det vi ser i dag. På det tidspunkt skulle bankmedarbejderen lave tingene for kunden. Næsten de samme ting som danske bankkunder nu kan sidde hjemme fredeligt i stuerne og lave. Der skete en revolution på bankområdet og til i dag. Førhen kom kunden i banken uden tidsbestilling. Nu begyndte man at aftale kundemøder med kunderne på forud aftalte klokkeslæt. Det var begyndelsen til en helt ny holdning til bank, som i dag er endt ud med at man næsten skal betjene sig selv hjemmefra. Der kan aftales videomøder, hvor bankmedarbejderen og kunden taler med hinanden og kan følge med på egen computerskærm. Ja, fagre nye verden.

Hele denne rationalisering endte igen ud med at banken skulle reducere medarbejderstaben. Vi fik at vide, at den 14.02.1997 vil det blive offentliggjort hvem der skulle fyres. Alle var beklemte da de mødte ind om morgenen og satte sig på deres pladser. Kort efter kom filialdirektøren ud og sagde navnene på fem medarbejdere der skulle komme med ovenpå i mødelokalet. En af mine kolleger hvis navn var blevet nævnt forlod lokalet tog sit tøj og tog hjem uden at have fået noget at vide. Mit navn var iblandt de 5 navne, så jeg gik med på 1. sal i mødelokalet og fik en kuvert overrakt med et brev hvori stod, at jeg var opsagt til fratrædelse pr. 31.08.1997. På det tidspunkt ville jeg være 51 år. Vi var alle fritstillet og kunne forlade banken straks. Vi var 2 mandlige prokurister

og 3 kvindelige bankassistenter. Det øvrige personale bakkede os op på den måde, at banken ikke blev lukket op den dag. Der blev sat skilte på dørene med påskriften ”LUKKET PÅ GRUND AF STREJKE”. Det var første gang i Bankens historie der havde været strejke i en afdeling.

Jeg blev i banken indtil middag, efter at havde ringet til min kone, Else Marie. Fik sagt farvel til mine kolleger og kørte hjem til Brønderslev. Hvad skulle fremtiden bringe.????? Jeg var sikker på, at nu skulle hus og bil sælges og samme eftermiddag kørt vi rundt i byen for at se om vi kunne finde et nyt kvarter, hvor vi havde lyst til at bosætte os. Jeg stoppede med en fratrædelsesgodtgørelse på 12 måneders løn og pensionsbidrag, samtidig med at jeg fra den følgende 1. i måneden kunne få fuld understøttelse.

Dagen efter kontaktede jeg advokater og de revisorer i Brønderslev jeg kendte. Forelagde dem min situation og bad dem evt. tænke på mig hvis de hørte om et evt. økonomijob. I løbet af en måned blev jeg ringet op af en revisor, som mente at have et job på hånden som kunne være interessant. Jeg blev indkaldt til samtale og fik jobbet som økonomiansvarlig i Brønderslev Hallerne, deltidsjob på 18 timer til en Kommunal fuldmægtig løn. Her var jeg i ca. 4 år, hvor der så også skulle indskrænkes.

På det tidspunkt var jeg blevet 55 år men var igen heldig at få job som bogholder i en stor erhvervsvirksomhed i Brønderslev i knapt 1 år, hvorefter dette samarbejde ophørte nu 56 år gammel. Herefter var jeg ledig indtil jeg blev 60, hvor jeg skulle gå på efterløn.

De 4 års ledighed brugte jeg på diverse kurser samt arbejde i skoven på de tidligere tilkøbte 7,5 tdr. skov, vi nogle år forinden havde købt ved vores sommerhus, hvor vi havde boet fast siden år 2000. Der blev skovet, nyplantet, gravet 2 søer og ellers vedligeholdt. Alt i alt har jeg haft et, jeg vil sige, et dejligt arbejds- og familieliv, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Et skønt tilbageblik over et 44årigt arbejdsliv.

November 2016 Jens Otto Madsen

 

fortsættes – Sjove minder fra Banken:

I min tid i banken var der også tid til, udenfor arbejdstiden, sammen med kollegerne at have det sjovt og festligt. Jeg mindes mange gode personalefester og sommerudflugter.

Sommerudflugt, sommeren 1962 Den første jeg deltog i, var i eftersommeren, det år jeg var blevet ansat. Sommerudflugten startede kl. 15 og vi mødtes ved banken hvor en bus var ankommet. Vi var en stor flok incl. ægtefæller, dem der havde det. Vi kørte ud i det blå, en tur som festudvalget havde besluttet. Til Vejby over Sejlstrup forbi Åstrup Hovedgård med ophold, hvor vi fik en øl og vand. I et stort sving endte bussen i grøften og alle mand måtte ud for at skubbe. Bestemmelsesstedet var Restaurant Messen i Skallerup Klit. Dengang en gammel Tysker Barak, som var blevet indrettet til restaurant. Fin fest, første gang jeg havde deltaget i et sådant festligt lag. Jeg husker direktør Richard Lundø skulle dupere, og lånte en kvindelig kollegas tynde guldkæde, som han forsigtigt sænkede ned i et helt fyldt snap glas, og uden at snapsen løb over. Helt utroligt, men der er noget med guld og spiritus. Efter middagen blev der danset og der var også flere andre Brønderslev folk der havde fundet til Skallerup. Bl.a. en ved navn øl Bjarne, som altid lavede ballade og var en slagsbror, og blev også her, indblandet i en slåskamp uden for restauranten, hvor blodet flød.

Julefrokost og juletræ for ægtefæller og børn: Det første år jeg var med, foregik julefrokosten på Restaurant Hedelund, julen 1962. I et separat lokale på Hedelund spiste vi den årlige julefrokost uden ægtefæller. Måske ca. 15 personer. Hyggeligt, hvor direktionen altid gav snapsen. Så i løbet af aftenen steg humøret og der blev en god stemning. På et tidspunkt forlod de 2 direktører selskabet og var gået hjem og vi havde det bare sjovt. Den store sal stod ubenyttet, men på et tidspunkt hvor stemningen var høj, skulle vi absolut derind hvor vi blev skødesløse og begyndte at lege på bordene, der stod uden duge. Nå, men festen sluttede og vi skulle jo møde på arbejde næste morgen, vi havde dengang lørdags åbent. Jeg var mødt ind og skulle på posthuset. I Bredgade mødte jeg min kollega Kaj Budolph, gående med en spiseske hvorpå der lå et æg. Han havde ikke fået for lidt aftenen før og skulle lige se, om han hjemmefra kunne balancere med et æg, uden at tabe det.

Vi fik åbnet banken og vi havde nok nogle efterveer og hovedpiner efter aftenens fest. På et tidspunkt var jeg gået ned i arkivet efter et eller andet. Der fandt jeg Peter Kjeldsen liggende på en af de nederste arkivhylder, sovende med et forklæde over. Kort efter kom Lundø ned i arkivet og siger så, snøvlende, hva hva er det, der ligger der!! Det er en episode jeg sent vil glemme. Sommerudflugterne blev en tradition som vi fortsatte med i mange år, alle har været festlige. Gennem årene blev det til mange gode fester også da vi blev Handelsbanken hvor vi som regel holdt julefrokosten i bankens lokaler, hvor vi havde fine faciliteter.

I en lang periode holdt vi også en lille juletræsfest med børn og ægtefæller med gløgg og æbleskiver, det var noget vores børn så frem til. Et par hændelser der er sket i Banken. Indbrud: Nogle år efter at vi var flyttet ned i den nye bankbygning på hjørnet af Nygade og Bredgade skete der er en usædvanlig hændelse. En ung mand havde været på værtshus i Brønderslev og gik så en tur på vej hjem. På et tidspunkt stod han foran bankens hovedindgang og tog i døren der var ulåst således, at der var fri adgang til banklokalet. Han var gået ind og var begyndt at åbne skuffer og skabe. Han kom også til kassesektionen, og hvor mærkeligt det end lyder, var skufferne, der ikke var låst, fyldt med pengesedler. Normalt bliver alle værdier bragt i bankens boks om aftenen, men desværre var det ikke sket op til denne weekend. Den unge mand fandt en mappe, hvori han lagde sedlerne og listede ud. Han fortsatte ned i Algade hvor han prajede en taxa og blev kørt til Lufthavnen. Husker ikke helt hvordan tyveriet blev opdaget, tror det blev opdaget lørdag morgen, hvor det så blev anmeldt og pressen beskrev det så de følgende dage i avisen. Taxachaufføren læste om det, og huskede at han havde taget en ung mand op i Algade og kørt ham til lufthavnen tidlig om morgenen. Han fortalte det til politiet. Mener han var soldat på Sjælland. Det gav politiet et spor og der gik ikke lang tid inden han blev anholdt. Så vidt jeg husker var næsten alle penge i behold. Men utroligt og uheldigt at både dør var ulåst og kassebeholdning ikke var blevet lagt i boksen.

Et ansigtsaftryk på en stor glasdør. – Vi havde besøg af en kunde, der skulle til kassen for at hæve penge. Efter ekspeditionen går han så ned gennem banklokalet for at gå ud af vores bagindgang. Han ser uden tvivl gennem ruderne og overser den første glasdør og går direkte ind i døren. Alle bliver forskrækket da de hører braget og ser ned til døren hvor manden forvirret står og sunder sig. Så fortsætter han ud gennem døren som om intet var hændt. Da vi så kommer hen til glasdøren, ser vi hele hans ansigtsaftryk på ruden. Pande næse og mund. Det kunne være gået rent galt, men tror, at han kom over det uden men.

Aktiviteter sammen med mandlige kolleger. Om sommeren spillede vi mandlige kolleger 7 mand fodbold i Firmasport. O vinteren var det indendørs fodbold. Deltog i firmaturneringer mod andre Brønderslev virksomheder. Det havde vi stor fornøjelse af. Nogle år gik vi sammen med de andre pengeinstitutter om at stille et hold. Om vinteren var der ofte arrangementer gennem vores fagforening. Et år i 60erne, husker jeg, at vi var fire unge mænd der skulle til fest i Kilden i Aalborg til spisning m.m. Disse kolleger Finn Valentin, Flemming Hansen, Leif Ulriksen og jeg selv skulle mødes ved Leif Ulriksens forældre, som venligst havde udlånt deres bil, en ”Ford Anglia 1954 ” (havde tidligere været ejet af mine forældre).

Bilen kunne desværre ikke starte, da vi skulle køre, så vi skyndte os ned på Rutebilstationen, hvor vi så nåede rutebilen til Aalborg og vi havde sikkert en fin aften og returnerede med sidste afgang til Brønderslev. Da vi så kom hjem, gik Leif og jeg så op til ham, idet vi ville til midnats bal. Vi fik startet bilen og kørte over stok og sten til Vester Hjermitslev Kro, hvor der var bal. Senere kørte vi over Saltum til Løkken og mod Børglum hvor bilen med besvær i snestorm, kom over bakken og videre til Forsamlingshuset, hvor der også var bal, men sikkert ingen piger af interesse, for vi fortsatte videre til Serritslev Forsamlingshus hvor vi fik den sidste dans, husker jeg.

Sammen med kollegerne har vi altid, i min tid i banken, haft mange gode aktiviteter. Kurser på bankens kursuscenter Uglemose og Staurby Skov Gennem årene har jeg været på mange kurser på Uglemose. Det var en meget stor herskabelig ejendom i Ordrup ved København, hvor der var tilbygget værelser, så kursisterne kunne overnatte. Det var som at bo på hotel. De kvindelige medarbejdere på Uglemose, var iklædt uniform. Der blev altid anrettet et stort flot morgenbord. Frokosten bestod altid af en varm ret og smørrebrød med øl/vand. Efter frokosten var der kaffe i tilstødende lokaler i fine lænestole. Til aftensmaden, fin middag med vin til, og der var altid ”beforedinner drinks” inden middagen og efterfølgende kaffe i tilstødende lokaler. Efter middagen drog så ofte en flok kursister ned til S-toget og tog ind til København for at gå i biografen eller på værtshus. Flere gange var vi på Vin og Ølgod. Sikke festlige aftener. Uglemos lå tæt på DyrehavsBakken, så her havde vi i sommerperioden, også mulighed for at komme og hygge os.

Staurby Skov ved Middelfart var blevet købt af Handelsbanken efter færdiggørelsen af den nye Lillebælts Bro. En stor flot ejendom også med alle faciliteter. Den lå et stykke uden for Middelfart. Her tilbragte vi som regel aftenerne med hygge, men der var også mulighed for lidt indendørs sportslige aktiviteter. Min kone og jeg plus vores to piger, har deltaget i et ugekursus inviteret af banken. Foredrag om formiddagen for de voksne, børnene blev overgivet til pædagoger til børneaktiviteter. Om eftermiddagen var der fælles aktiviteter og udflugter og til aften, fin middag for alle. Alt sammen oplevelser jeg husker tilbage på med stor glæde.

Bankens feriehuse Banken havde en del feriehus rundt omkring i landet. Dem kunne man søge. Vi har været heldige mange gange at kunne komme i et af dem. Huse der altid var tiptop. Mange gode ferie har vi holdt i dem. Ofte havde vi mine svigerforældre med. Vi har flere gange været på Sjælland, i Vestjylland, Sønderjylland og Mols Bjerge og nogle af stederne flere gange. Et fantastisk personalegode for bankens medarbejdere og som flittigt blev benyttet.

Samvær med Bankens repræsentantskab/tilsynsråd: Efter at jeg var blevet udnævnt til fuldmægtig, blev jeg også af og til sammen med de andre befordrede kolleger, inviteret med til middage efter at repræsentantskabet/tilsynsrådet, havde afholdt deres møde. Det var også altid festligt. De fleste gange blev middagene afholdt på Hotel Phønix, men også på Luneborg Kro. Nogle gange var alle ægtefæller inviteret med og vi havde altid nogle hyggelige aftener og lærte en masse mennesker at kende på en helt anden måde, hvilket også var et plus i det daglige arbejde i banken.

Brønderslev Banks forretningsorden og revisions plan.

En plan som er enkel og giver anvisninger på arbejdsgange. En plan som ikke ville være tidssvarende i 2016.

Herunder ses det opr. banklokale i Brønderslev Bank.

FØDT: DEN 23. OKTOBER 1900 I GRØNHØJ, ASDAL SOGN, VENNEBJERG HERRED.
FORÆLDRE: HUSMAND KRISTEN KRISTIAN JENSEN OG INGER MARIE CHRISTENSEN

OVERLÆRER JANE JENSEN, ASCONA, BRØNDERSLEV, ER DØD 92 ÅR.

Jane Jensen er født i ”Grønhøj/Grandhøj”, Asdal, og kom meget tidligt ud at tjene, som man gjorde dengang.

Hendes interesse var boglig viden, og som 27-årig bestemte hun sig til at læse til lærerinde ved et seminarium.

Pengene var små under studierne, men Jane Jensen fik en fin eksamen og blev ansat ved Sdr. Skole til en løn af 30 kr. pr. måned. (hvor ligger sdr. skole?)

Hovedværket i hendes liv blev lagt ved Brønderslev skolevæsen, hvor hun virkede til pensionsalderen. Hun var en meget vidende og afholdt lærer, og specielt i geografi var hun populær hos eleverne.

Hun fortalte spændende beretninger om fremmede lande, og det var ikke noget, hun læste op fra bøger. Det var personlige oplevelser, for hendes største fritidsinteresse var netop at rejse rundt i verden. Hun har besøgt utallige lande i alle verdensdele, og det fortsatte hun med mange år efter, at hun var gået på pension.

Hun delte gavmildt ud af sin viden på det område, ved utallige foredrag i foreninger, og hun sendte kort hjem fra fjerne lande til venner og familie.

En af hendes venner tog hende en dag med hen til en globus, og bad hende sætte fingeren på et land, som hun ikke havde besøgt. Det var en vanskelig opgave for hende.

Hendes paratviden om aktuelle begivenheder var også formidabel, og hun var derfor også en meget flittig debattør i Vendsyssel Tidende i mange år. Opdagede hun uretfærdigheder mod de små i samfundet, var der et par dage efter en debat i gang med hende i bladet. Det var som regel et par gange om ugen.

Jane Jensen havde de sidste år en svær tid, men hun fik en meget fredfyldt afslutning på sit liv på plejehjemmet de sidste par måneder.

Jane Jensen efterlader en broder, Carl Jensen, Uggerby.

1. Jeg havde Jane, alias ”cykel Jane” til geografi og regning på Søndergades skole. Hun var frøken, og det i sig selv var nok til, at vi ”bællere” fandt hende anderledes og måske en smule atypisk. Hvad vidste vi egentlig om andre mennesker i den alder?

Vi knægte havde en dum vane med at finde på noget, så vi kunne gøre lidt nar af lærerne. For Janes vedkommende blev det ”cykel-Jane”, fordi hun på en spøjs måde lå halvvejs ned, når hun kom susende på cykel. Jeg har engang læst, at hun havde en BSA-motorcykel, men den har jeg nu aldrig set hende komme kørende på.

Tak til Jane for god læring. Jeg glemmer sent de timer, hvor hun ved hjælp af en stol og en elev viste os, hvordan man kravlede op på en kamel – det var hylende skægt – alle kluklo!

Hvor var det synd at hun fik Alzheimer på sine gamle dage.

 

Kommentarer:

Claus Iversen

Jeg var ansat hos Jørn Larsen offset, der kom Jane og ville have trykt sine erindringer. Det blev desværre ikke til noget, meget blev skrevet ind men aldrig trykt.

Lene Berg

Jeg husker hende. Hun var speciel. Sej kvinde

Anders Hedelund

En sidebemærkning: ‘Ascona’, hvor var det?

Valdemar Larsen

Jeg kan huske, hun lå på sygehuset sammen med min Farmor og fortalte, hun havde over 3000 lysbilleder fra sine mange rejser, som ingen gad se.

Kurt Berg Larsen

Husk tydeligt den inspirerende fortælligsevne, som Jane havde.

Jeg havde Jane til geografi.

Husker vi var nogle stykker fra klassen, som var hjemme hos Jane i Knudsgade. Vi havde noget gruppearbejde, som indebar, at vi skulle interviewe hende om et eller andet.

Birthe Helledie Jensen

Jeg har mange dejlige minder om min geografi- og biologilærer.

Hun havde en stor viden fra sine mange rejser – husker hun havde små konkylier med til os elever – tror det var fra Genesaret Sø.

Husker også hendes historier om berømte globetrottere.

Jette Holmen Christensen

En rigtig dejlig lærer, som gik op i geografi, havde altid en ting ned hjem til eleverne, når hun havde været ude at rejse

Kirsten Als

Jeg havde Jane Jensen til regning på den lille skole i Thygelsgade. Hun var et sødt menneske.

Ove S. Johansen

 

Af gårdejer Lars Jensen, Taksvej 45, Ø. Brønderslev

Her kan du læse hvordan vi har drevet Klovborg siden overtagelsen i 1976. 

Klovborg er beliggende syd for Ø. Brønderslev i kanten af Vildmosen og derfor med megen lav jord.
18. august 1976 overtog vi Klovborg fra en driftig landmand som gennem 11 år havde opbygget ejendommen fra 11 ha. til 45 ha. og øget kostalden fra 8 køer til 62 køer, gennem hårdt og målbevidst arbejde, men nu havde
lyst til at prøve noget andet i en alder af 48 år.

Jeg var næsten færdig driftsleder fra Bygholm og Lis på vej til at blive pharmaceut i København.
På trods af en meget varm sommer var der stadig gang i markerne og vi kunne køre i de mest lavt liggende marker der var på ejendommen. Tingene gik vores vej og vi fik fyldt godt op med produktionen gennem de
første år og dermed fik gang i vækst tankerne.

70 køer i 1978 var det dobbelte af gennemsnittet, men 180 kunne nu give et andet liv med ansatte og en bedre hverdag.

September 1979 blev den nye kostald indviet, Niels var da et halvt år og deltog interesseret fra barnevognen. En ny vej var startet med løsdrift og malkestald, og et foderbord med kæde og begrænset æde plads havde set dagen lys, køerne trivedes og vi var pave stolte over den sejr det
var at kunne få et sådan anlæg i gang, jeg var lige fyldt 25 år og Lis havde fast arbejde og indtægt fra apoteket i Brønderslev. Lis` arbejde har altid været et stort plus for Klovborg både menneskeligt men også økonomisk.

1981 var året hvor Danmark havde de højeste renter og nettet blev strammet omkring os, vi øgede produktionen til 210 køer og hev os igennem, til renterne faldt i 1982, en oplevelse som min far sagde alle burde prøve, det at mangle likviditet det glemmer du aldrig. Det var også året hvor Klaus blev født og nu havde jeg 2 fremtidige landmænd i kikkerten.

Dræning har altid været en del af Klovborg og i 1983 blev det første store projekt startet hvor 25 ha. vest for ejendommen blev gjort dyrkning sikre, senere har vi lagt mange km dræn i vore marker. Tingene kørte videre og ved mælkekvoternes indførelse i 1984 var vi oppe på 230 køer og en
mælkeproduktion der gjorde at vi kom ind med god kvote, anlægget passede bedre til 200 køer end 230 og kvoten gjorde at vi blev sat ned med 8 %.

Firserne kørte videre med kvoterne og en stigende pris som var betalingen for indførelsen af kvoten. Det gik ind til 1989 hvor vi også var blevet en del af MD, efter at Nordjysk mejeriselskab blev en del deraf. Det gav 25 øre ekstra 2 år og det er de år hvor indkomstskatten virkelig
begyndte at true os. Det var også de år der var mange jordfordelinger i området og vores areal sneg sig op på 80 ha.

Gitte og Ellen kom i 1986 og 1987 og den komplette familie var etableret.
1987 var også året hvor vi startede op med bærme fra Spritfabrikken, vores start med biprodukter som gav en del udfordringer med og få til at fungere. Samarbejdet med Spritten kom til at give os en masse gode oplevelser dels ved og komme til at kende de forskellige snaps, men så sandelig også den kontakt vi kunne give dem til landbruget og så de gange hvor vi har brugt dem som sponsor for ting her eller noget vi har deltaget i. Spritproduktionen stoppede i 2012 og dermed ikke mere bærme.

Den statiske produktion passede os ikke og der var tegninger fremme om svinestald og fårehold.
Fårene kom til og de 100 moderdyr holdt nogle år, men selv om jeg havde prøvet og klippe og arbejde med får i New Zealand blev det aldrig den store succes.
Køerne var det primære, derfor ændrede tingene sig ved at naboen mod syd Poul Schumacher kom og ville sælge ejendommen. Efter 3 måneder og en kasse X-mas gik handlen igennem med overtagelse på min fødselsdag 12. april 1991. Vi fik mere kvote og kunne nu fylde stalden og blev beriget med et bygningssæt mere.

Laden som var lavet i enden af kostalden, med tanke om at den kunne blive stald blev indrettet i 1992 efter at der var bygget en ny lade i forlængelse med det nuværende staldanlæg.
Den første nye gylletank blev lavet i 1989, det gyldne år og grundet de nye kapacitets krav, vi måtte ikke længere køre gylle ud året rundt.
Nu gik det stærkt da næste nabo Erik Johansen meldte sig som sælger af deres ejendom, den måtte vi have og nu havde vi jo plads til flere køer, en ejendom som omkransede vores marker med et godt bygningssæt og en fin besætning som hurtig blev afsat til fine priser.
Bygningssættet på Granvej var jo godt og blev indrettet til 500 fedesvin, vi kørte selv produktionen 12 år, og lejede stalden ud derefter, 2011 blev bygningssættet solgt med 2 ha.
Det gik godt og i 1995 blev malkestalden for lille og blev fornyet med en 2 gange 16 side by side malkestald. Kvoten strammede stadig og 1997 købte vi en fjernejendom i Hollensted, kun for at få fingre i kvoten, som oven i købet blev toldet. 3 år havde vi ejendommen og det gik næsten lige op, hvis det ses med positive briller.
Produktionen gik fremad og i 1999 var det næste fjernejendom på Starengvej der kom ind i folden, igen for at få mere kvote, denne gang dog uden at den blev toldet. En ret forsømt ejendom med en masse plastik, vi drev den 4 år og solgte så til naboen, det gav 2 vindere vi var glade for at komme af med den og han var glad for at få den.

2001 havde vi behov for mere kostald, og lavede en parallelt med den vi havde. Byggeriet startede
11. sep. 2001, dagen hvor de to tårne i New York blev angrebet, og der kom en ny terror dagsorden. Vi kørte videre med samme stald opbygning og mål, men måtte dog skifte Stranko kæden ud med et nyt Mullerup feder anlæg, kæden kunne ikke nå så langt og vi havde behov for
at køerne kunne passere igennem foderbordet flere steder.

Masser af plads og vi var oppe på godt 400 køer, en fin størrelse og der var kommet 4 pladser mere i malkestalden så der nu var en 2 gange 20. Det var også de år vi startede op med majs igen, efter nogen forkølede forsøg i midt firserne. De kom til at presse helsæden ud af fodringen, men
sådan har der jo været nogle skift igennem tiden.

Niels var godt i gang med landbrugsuddannelsen og havde ønske om og blive selvstændig, hvilket passede fint ind i vores plan, der kan jo næsten ikke opnås noget bedre end at næste generation har lyst til det samme som du selv har beskæftiget dig med. I 2004 blev han færdig som agrar
økonom på Dalum, og fik straks arbejde på Djursland som kopasser, men med lyst til at få noget selv når chancen bød sig.

Nytår 2004/2005 gik det stærkt, Niels overtog Lykkegård og vi købte Fossevangen. På en gang var jordarealet fordoblet, og ko tallet øget med 270 køer. Køerne på Fossevangen blev dog solgt
efter 3 måneder, det var Holstein og vi har jo jersey, hvilket giver lidt konflikt med malkestald og båse ved de ikke er samme størrelse. Der blev dog indkøbt nogle jersey, så Klovborg kom op på
knap 500 køer, og Fossevangen blev ændret til kvie opdræt.

Lykkegård havde også Holstein, og båsene var mere passende til jersey. Vi snakkede om det efteråret 2005, 3 uger efter var det klaret, en landmand ved Tårs havde købt naboen med jersey men ønskede Holstein, og ved Pandrup var der en som stoppede. Dagen startede med 150
Holstein og sluttede med 200 jersey. Det gør det også nemmere med opdrættet når det er samme slags. Alle kalve kommer til Klovborg og på Fossevangen når de er ca. 6 måneder og fordelt tilbage igen
mellem Lykkegård og Klovborg omkring en måned før de kælver.

2006 kom Mosegården ind i billedet og blev en del af vores I/S, der er 165 ha og på det tidspunkt 160 Holstein køer på ejendommen.

Mosegården ligger i vildmosen og har næsten hele jorden som
spagnum, som er godt til kartofler, vi lejer derfor noget jord ud til det hver år. Køerne blev også byttet til jersey og der er nu 265 jerseykøer i stalden.

2007 var det så Engbrogård, 65 ha og 100 køer der trængte til en ny ejer, vi solgte dem hurtigt og bruger nu stalden til de sen drægtige kvier, 165 kan der være i kostalden. Alle de andre gamle bygninger har vi fjernet, de var virkelig saneringsmodne. Det var også en ejendom som trængte til
dræning og få ryddet op i plastikken, men ellers en meget harmonisk ejendom som passer fint ind i vores fremtid.

1.juli 2008 kom så Vibholm til, nærmeste nabo til Fossevangen som vi mente vi burde have selv om det var en svineejendom med 2 bygningssæt. Grisene blev solgt hurtigst mulig og vi lejede staldene ud til Jan Ulrich, som bruger dem til slagtesvin.
1042 ha. have vi nu fået samlet, og havde dermed fået samlet alt det som vi kunne ønske samtidig med at der jo var blevet en stor gæld her ved indgangen til det finansielle sammenbrud.

2008 var også året hvor vi fik malke robotter, der havde været nogle kraftige problemer med mandskab igennem et par år og vi havde fået nogle unge folk fra Ukraine til at hjælpe med køerne. Vi troede ikke på det ville blive fremtiden og valgte derfor teknikken. 7 robotter kom i gang på Klovborg februar 2008 og i maj startede vi 3 op på Lykkegård. De sidste 4
kom så på Mosegården i starten af 2009. Der kom så 2 mere på Klovborg 2011 så der nu var 16 styk tilsammen. Det gav en anden arbejdsdag, men dog stadig en del arbejde fordelt over hele
døgnet, hvor der før var nogle faste tidspunkter.

2008 var også året hvor der kom en ny finanskrise og dermed en anden hverdag for os. Likviditet havde der været rigelig af hvilket også kan ses ved vores store opkøb af ejendomme gennem
nogle år. Det blev nogle år med øget fokus på indtjening og optimering af det vi havde.

2009 var et rædselsår med et voldsom fald i mælkeprisen, vi tilpassede så meget som muligt.
De næste par år var vi stadig presset på mælkeprisen.

2011 blev den mest besværlige høst vi kan mindes, det endte med at vi havde ca 50 ha. Som ikke blev høstet. Det har vi gjort alt for at ændre og 2012 blev en rimelig god kornhøst, vejret drillede så ved majshøsten ligesom de var noget trykket på grund af den kolde sommer.

Alt kan ændre sig og 2013 havde vi en god stigning i mælkeprisen. Der havde været den bedste sommer i flere år, hvilket passede vores lave jorder godt, og så blev vi færdige med at høste i august, det kan jeg ikke huske er sket siden 1976.

Efter 2013 hvor vejret og priserne var med os, blev det hverdag igen, vi øvede stadig tilpasning. Naboerne til Mosegården ville gerne købe de 130 ha., som hørte til den. De blev solgt 1 april 2015 for 25 mio. og vi fik sænket vores balance, ligeledes besluttede vi at leje vores kornjord ud fra 2015. Det var en ny tanke; hvor vi ikke ligesom tog alle muligheder, men også begyndte at vurdere om vi skulle alt.

En beslutning vi senere er blevet meget glade for. Vi kan se, at Per Jørgensen, som har lejet omkring 300 ha, er dygtigere til det. Vi har stadig nok at lave og køber nu korn direkte fra foderstoffen med sikkerhed på prisen et år frem, eller hvor længe nu kontrakten løber.

Robotterne bliver mere omkostningstunge, og i 2015 blev de udskiftet med en 32 swing – over malkestald. Det kræver noget mere mandskab, men giver også en mere struktureret hverdag. Efter lidt indkøring kører det nu godt og vi er tilbage ved det mere simple, som passer godt til os.

2015 er også året, hvor mælkeprisen tager endnu et dyk. Vi havde måske nok forventet det på grund af, at mælkekvoterne stoppede, men ikke at det fortsatte ind i 2016 og først ændrede sig i 3 kvartal. Det kan bedst beskrives som en ”kold tyrker”. Ingen havde forestillet sig, at det var muligt at komme under 2 kr. for en liter mælk, men det skete i 5 måneder. Vi blev ramt lidt af lykken ved at kunne sælge 2 vindmølle grunde, og på den måde kunne vi holde nogenlunde balance i økonomien.

 

18 august 2016 var dagen, hvor vi havde været på Klovborg i 40 år. Det blev fejret med telt i gården, fadøl, og hvad dertil hørte. En fantastisk dag hvor mere end 200 mennesker kiggede forbi, og som toppen af poppen fik vi nogle få dage efter besked om, at mælkeprisen ville stige i september.

 

I maj måned 2017 skiftede vi malkerobotterne på Lykkegård ud men en simpel 2 * 12 malkestald og øgede ko tallet med ca. 80 køer. Endnu engang for at forenkle hverdagen en smule, samtidig med at vores vedligeholds omkostninger kunne blive lavere. 1 maj 2019 tog vi malkekøerne fra Mosegården hen på Lykkegård hvor de alle bliver malket i den lille malkestald, det tager en 5-6 timer men mandskabet bytter undervejs.

Der er i 2018 og 19 blevet lavet en ny staldlænge langs bygningen hvor malkestalden er på 20*75 m ligesom malkestalds bygningen også er forlænget hvorfor der nu er 2 parallelle bygninger på hver 1500 m2, alt fyldt op med køer på dybstrøelse.

Vores markdrift består nu kun af majs og græs, hvilket ser ud til at være en god løsning. Vores udbytter og kvaliteter er bedre, og det kvitterer køerne for med en bedre ydelse. Det er vores nuværende fokus, indtil at nye ideer eller tanker kommer, for vi er ikke kommet til det sted, hvor vi mener, at alt er perfekt.

Lars Pedersen

Juni 2021

 

Smeden Karl Uggerly Uggerby blev fabrikant, men føler sig fortsat som smed

UGGERBYS MASKINFABRIK (etabl. 1938). A/S fra 1965

Det er ofte tilfældigheder, der bliver årsag til at nye ting opstår, og Uggerbys maskinfabrik i Brønderslev er i så henseende ingen undtagelse. Som smed fik Karl Uggerly Uggerby i årene efter krigen til opgave at foretage reparationer på de mange landbrugsmaskiner, som blev importeret uanset, at de i virkeligheden ikke egnede sig for danske forhold.

Til disse maskiner hørte staldgødningsspredere og sammen med forvalter Thomas Haven, Brønderslev Maskinstation, gik Uggerby i gang med at finde ud af, hvad fejlen var ved de dyre amerikanske maskiner.

Ved fælles hjælp fandt man snart ud af, at fejlen ved de importerede staldgødningsspredere var, at de var baseret på træk fra hjulene, hvilket ikke var nok under danske jord- og klimaforhold.

Man fandt derfor ud af at lave en maskine med direkte kraftoverføring fra traktoren, og den første af denne art var klar til at tage i brug i foråret 1950. Resultatet var tilfredsstillende og behovet stigende, og hertil kom så, at fabrikken i Brønderslev var den første, som gik i gang med en sådan produktion, og siden da er henved 1800 staldgødningsspredere rullet ud af den beskedne smedje i Brønderslev, der gentagne gange har måttet udvides, men fortsat er for lille.

Hjemmemarkedet er naturligvis hovedaftagere, men på den anden side er der ude fra vist stor interesse for maskinen, som da også er solgt til lande som Vesttyskland, Norge, Finland, Island og enkelte andre lande.

Foruden staldgødningsspredere er der fremstillet flere andre maskiner, bl.a. transportører, og sidst en gødningsaflæsser på virksomheden.

Carl Uggerby, født den 9.1.1911, død den 4. juli 1982 (71 år gammel).

Carl Uggerby blev udlært smed hos sin far, i Glimsholt smedje. Glimsholt ligger midt imellem Hjørring og Frederikshavn.

Karl Uggerby etablerede sig som selvstændig smedemester i Brønderslev i 1938.
I 1960 producerede virksomheden staldgødningsspredere, kunstgødningsspredere, staldgødningslæssere, korn- og halmtransportører. Derudover handlede virksomheden med landbrugsmaskiner og traktorer samt reparerede samme.

Karl Uggerby siger altid ”Jeg er stadigvæk smed og vil altid være smed”. Det eneste, der er sket er, at jeg i dag ikke skal stå og svinge hammeren, men tage mig af andre ting inden for virksomheden og så naturligvis det, at jeg i dag kommer i kontakt med mange flere mennesker end tidligere”.

Jeg var smed på Pedershaab, men det var mig for lidt. Med en udbetaling på (50 kroner?) købte jeg en grund ved Bredgade og fik opført en beskeden smedje. Jeg ville være selvstændig, men turde på den anden side heller ikke give afkald på mit faste arbejde, for man skal jo trods alt leve.

Det er i hvert fald gået, og det er jeg naturligvis glad for. Er man heldig og slår ind på de rette ting, er kunsten måske ikke så stor, selv om man hele tiden skal holde trit med en stærkt stigende produktion.

Vi trænger til en udvidelse, men jeg er lidt bange for at skride til handling lige nu.

Karl Uggerby blev senere medlem af Brønderslev byråd.

I 1965 blev grundlæggerens svigersøn medindehaver.

I 1972 var arbejdsfeltet: Fremstilling af hydrauliske læsse- og gravemaskiner, staldgødningsspredere og transportører.
Eksport til Vesttyskland, Holland, Norge, Sverige og Irland.

 

Produkter
Staldgødningsspredere, ”Brønderslev”. Kunstgødningsspredere, ”Brønderslev”. Staldgødningslæssere, ”Brønderslev”. Korntransportører. Halmtransportører. Gyllevogne. Frontlæssere. Transportører.

Historie

Fabrikken, der startede i en lille smedje på nordsiden af Bredgade, og senere opførte de røde fabrikshaller overfor på sydsiden af Bredgade længst ude ad Bredgade tæt ved rundkørslen.
Virksomheden solgte Carl Uggerby til sin svigersøn, ingeniør Hans Jørgen Pedersen, der gennem mange år drev en sund virksomhed med fremstilling af landbrugsmaskiner, i starten møgspredere, senere andre maskiner, som landbruget efterspurgte. Ved sin pensionering solgte Hans Jørgen Pedersen virksomheden til Maskinvirksomheden Samson som efter en kort periode lukkede virksomheden i Brønderslev.
I dag er fabrikskomplekset solgt til et Brønderslev Konsortium og bygningerne har nu forskellige lejere, mindre virksomheder som herfra driver deres erhverv.

Overtaget af Samson, Tange i 1999.

Maskinfabrikken Samson, Tange overtager Uggerby Maskinfabrik – Omsætning 27,0 mio.
Virksomheden nedlagt i Brønderslev  i 2002.

Af Ove S. Johansen

Hvem var han?

KG ALIAS KARL GUNNAR FUGLSANG (CHRISTENSEN),
FØDT DEN 22. MARTS 1920, DØD I 1993, 73 ÅR GAMMEL.

Den 22. maj 1954 åbnede han den nybyggede Tylstrup Bio, som havde plads til 200 gæster. Direktør og ejer var Karl Gunnar Fuglsang. Da Fuglsang nogle år senere overtog biografen ”Bien” i Brønderslev, blev bevillingen til Tylstrup Bio (1958) overdraget til Ejner Jensen. Biografen var svær at drive, så den lukkede den 29. sept. 1972, efter kun 18 års drift.

Denne flamboyante person efterlod sig så mange morsomme ”spor”, så både han og sporene fortjener at blive husket for eftertiden. KG kan måske være kandidat til en mindeplade foran byens kulturcenter/-sted?

Her har du en lille smagsprøve på, hvad hans “bysbørn” skrev om ham:

1. Fuglsang skulle altid se vores fødder, fordi prisen afhang af vores skostørrelse – vi slap med en tier.
2. Han solgte tillægsbilletter a 20 kroner, som gav en ret til at sætte fødderne op på bænken foran.
3. KG kørte på Nimbus med “Nuser-hjelm”.
4. Hans velformede korpus og buskede øjenbryn gjorde mig bange.
5. KG smuttede i sin Ford T under jernbanebommene i Tylstrup. Sønnen C. fortæller, at KG blev blændet af forlygterne fra en 2CV, som holdt på modsatte side af bommene.
6. Gå du bare ind ”bette Helmer”. Bette Helmers far, Helmer, hjalp Fuglsang med noget mekanisk, og han blev altid hentet på motorcykel.
7. Fuglsang havde en 20-årig mandlig lejer boende. Da KG fandt ud af, at han ingen kæreste havde, gav han ham ved næste biobesøg en børnebillet, da han syntes, det var synd for gutten, at han var single.
8. Ved indgangen blev vi spurgt: ”Hvis du ikke går med damer eller ryger, så kan du komme ind på de fire forreste rækker for en rund tier.”
9. Jeg var flere gange i Brugsen/Kvickly med KG, når der skulle hentes forsyninger. Fuglsang kørte trillebøren. Vanen tro var han iført futsko og arbejdsbukser – trillebøren blev sat på gulvet med et ordentligt drøn.
10. Fuglsang var forvalter på Brandborg i Tylstrup, skriver Lars Gjedsig i bogen ”Håjslaw”. Der var også noget med grønkål, plus så mange andre ting.
11. En ung knallertkørende mand fra Pandrup ville i biografen “BIEN”, men den var lukket på grund af renovering. KG åbnede biografen for ham, og kørte filmen for den unge mand.
12. Tandlæge Andersen kom til Hjortnæs, Han parkerede i udkanten af plantagen. I det samme kom ”Fowlen”, på cykel fra Brønderslev medbringende en jordemodertaske på bagagebæreren. ”Goddag hr. bukkejæger Andersen”, sagde ”Fowlen”. ”Goddag hr. biografdirektør. Hvad bringer dig på disse kanter – og så på cykel?”

”Joh ser du, der er tale om et eksperiment”, sagde Fowlen og med en for ham helt naturlig bisætning: “vil du have en bajer?”

13. Fru Ellen Gudrun Fuglsang havde en smørrebrødsforretning ved indgangen til biografen (BIEN) – hun syntes ikke, at manden, altså ”Fowlen”, hjalp nok til med juleforberedelserne. ”Fowlen” svarede: “Man har vel sørget for grønkålen!” ”Ja, men der skal altså også andet til”.

”Skal ske”, sagde ”Fowlen”, ”hvorefter han iførte sig futsko og vandrede til hen Kai Normanns slagterforretning i Algade. “Jeg vil gerne se på 100 pund medister!” Det gav et gib i Kai Normann.

Da biografen lukkede, blev os, der arbejdede der, aldrig sagt op. Der stod bare ved indgangen “Her går det godt. Vi fanger ål med lasso”.

Det var en fest at arbejde for KG.

Fuglsang var med færgen til Norge hvor der også var nogle norske kongelige med. Da de kom i land, skulle alle vente med at gå i land, indtil de kongelige var gået fra borde. Men hvem var den første der gik i land? Fuglsang selvfølgelig og musikken startede nede på kajen, og Fuglsang kom ind igen.

Det var mange punkter/historier om KG Fuglsang. Her er endnu et. Der blev lavet grønlangkål i Byens Smørrebrød. Fuglsang hentede dem i Børglum. På vejen hjem blev han standset af politiet. Der var en vægt på Banegårdspladsen. Der blev bilen vejet- (Skoda Octavia). Han fik en bøde for overvægt af grønlangkål. Jeg har ikke et billede, men den lignede et kørende juletræ – taget var også taget i brug og nummerpladen kunne ikke aflæses.

Ægteviede

Den 14. marts 1946 blev avlsmedhjælper Karl Gunnar Fuglsang, søn af Proprietær Cristian Christensen og Petrine Thomine Frederiksen, gift i Nørresundby med servitrice, Ellen Gudrun Aaen, Biersted.

Biografdirektør Carl Gunnar Fuglsang, er død, 73 år

Karl Gunnar Fuglsang, født på Hjortnæs Hovedgård i Børglum, fik en alsidig uddannelse inden for landbruget. Han var elev på Centralgården i Vildmosen og havde ophold på Thune/Tune Landbrugsskole. En tid var han overfodermester på Durup Østergård i Salling.

Karl Gunnar Fuglsang drev i mange år biograferne Bien og Orkideen i Brønderslev, men hans hu stod dog mest til landbruget, og han kørte dagligt til Hjortnæs, som hans brorsøn ejede.

Karl Gunnar Fuglsang holdt hvert år på sin egen facon festtalen ved høstgildet på Hjortnæs, hvor han omtalte de skiftende tider på gården.

Karl Gunnar Fuglsang overleves af hustruen, Ellen Gudrun, samt sønnerne Sten, der er lærer i Aalborg, og Christian, der også er lærer, men nu går på biblioteksskole i Aalborg.

Kilde: Vendsyssel Tidende, torsdag den 28. oktober 1993.

1. Karl Gunnar havde mange søskende.

K.G Fuglsang deltog som statist i Kong Lear filmen, der blev optaget i Råbjerg Mile (1969-1970).

En overgang ejede han gården Tranekrog ved Tylstrup. Han lavede bl.a. briketter.

Ann Nygaard skriver følgende

De nygifte, altså Christian Christensen og Thomine (KG’s forældre) startede deres ægteskab på Solholt i Skæve sogn. I 1913 købte de Hjortnæs. Deres første søn fik navnet Gotfred efter morfaren. Gotfred blev født i 1910, derefter fulgte Verner i 1911 og Edith i 1913, Jens Fredrik i 1914, Kristian Helmar i 1916, Frode i 1917, Karl Gunnar i 1920 og Bodil Berthine i 1924, Ellen Margrethe 27.12.1927 = I alt 6 drenge og 3 piger.

Navnet Fuglsang blev godkendt som familienavn i 1948.

Tak til Karl Gunnar alias Fowlen. Æret være hans minde!

Her lidt om K.G. Fuglsang`s herkomst i 1929

Af Ove S. Johansen

NYTTE- og PRYDGENSTANDE af metal, fra K. Poulsens gørtleri i Brønderslev.

Med et minimum af værktøj, men fuld af virkelyst og energi, lagde K. Poulsen i 1925 grunden til sin virksomhed. Forinden havde han gennem et års tid været medindehaver af et andet firma i branchen, som han startede i kompagniskab med, N. Barslund. – K. Poulsen ville imidlertid stå helt på egne ben, og inden længe var hans gørtleri og metalstøberi et foretagende, der blev regnet med.

Til at begynde med omfattede produktionen væsentligst af støbning af rågods i metal, såvel hånd som maskinformet, men efterhånden som virksomheden blev udvidet, og nye maskiner blev anskaffet, gik man over til også at fremstille færdige varer, som f.eks. dørgreb, dørhanke og beslag for stålvinduer m.m.

Før krigen var denne produktion så stor, at den i det væsentligste beskæftigede cirka 10 mand, men da der under krigen kom forbud mod anvendelse af metal til disse varer, måtte mandskabet nødvendigvis indskrænkes. Der opretholdtes dog under krigen ret god beskæftigelse, idet man slog ind på fremstilling af foringer, karburatordele og andre reservedele til biler og motorer, ting der ikke mere kunne fremskaffes i udlandet.

Ovennævnte blev i ret høj grad udført som massefabrikation, men K. Poulsen har altid gennem årene interesseret sig for det kunstbetonede inden for faget, og der er da også efterhånden udført adskilligt i den retning på værkstedet, dels efter andres og dels efter egne tegninger og modeller. Ting som fanebeslag og Aladdins-lamper for gravsten og indhegninger af gravsteder.

Poulsen begyndte i sin tid sin virksomhed i et lille, meget beskedent værksted i gården i Vestergade 20, men efter, at der i årenes løb gang på gang er udvidet, er pladsen nu blevet for trang, og da det ikke er muligt at udvide her, har Poulsen erhvervet en større ejendom i Gravensgade 4, som nu er under omforandring. Her vil der blive de bedste arbejdsforhold for arbejderne og mulighed for udvidelse af produktionen, sådan at man kunne påtage sig enhver opgave inden for branchen.

I tidens løb har K. Poulsen forstået at omstille fabrikationen efter de stadig skiftende krav, og ved samvittighedsfuld betjening af sine kunder har han oparbejdet en virksomhed, der nyder almindelig anseelse og efter den nye udvidelse af virksomheden, turde fremtiden ventes at byde på yderligere fremgang.

Kilde: BRØNDERSLEV – VILDMOSENS HOVEDSTAD

Af Hakon Mielche