Kategori: Brønderslev Historier

Fortællingen om Brønderslev pigen Lone Dencker Wisborg

BLÅ BOG: LONE DENCKER WISBORG

Født 31. januar 1966, Brønderslev

Uddannelse
1991 Cand.jur., Aarhus Universitet

Karriere
2019- Danmarks ambassadør i USA
2017-2019 Direktør for ressourcer og organisationsudvikling, Udenrigsministeriet
2015-2017 Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
2011-2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra, sideakkrediteret i Algeriet
2009-2011 Ambassadør, Chef for Center for Global Sikkerhed
2007-2009 Kontorchef, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
2007 Tjenestefrihed (Fondschef, Bikuben-Fonden)
2004-2006 Ambassaderåd på Danmarks ambassade i Warszawa, Polen
2001-2003 Ministersekretær for udenrigsministeren
2000-2001 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1999-2000 Tjenestefrihed (Folketingets Internationale Afdeling)
1998-1999 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1995-1998 Ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Tallinn, Estland
1992-1995 Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, København.

Kilde: Udenrigsministeriet

 Hun var fra 2011 til 2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra og senest blev hun i 2019 udnævnt til ambassadør i USA. Hun har siden 1992 arbejdet med udenrigs- og sikkerhedspolitik i Udenrigsministeriet.

Lone voksede op i en familie hvor moderen var lærer på Søndergades skole i Brønderslev og faderen var ingeniør og senere direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Det lå ikke i kortene af Lone skulle ende med at varetage Danmarks politiske, kommercielle og kulturelle interesser i USA.

Da hun som ung flyttede fra Brønderslev, var det for at studere jura. Hun overvejede at blive advokat og gennemførte sin uddannelse.

I 1990erne mødte hun via en af sine bekendte en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som fortalte om sit arbejder der. Det syntes hun lød ret spændende.

Det internationale fik hun næsten ind med modermælken. Hendes far arbejdede på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han tit havde internationale kunder med hjemme, og når hun var med ham på arbejde, kunne hun jo se telefaxen spytte internationale nyheder ud. Da hun fik muligheden, skiftede hun spor.

Lone er ikke typen, der er bekymret for nye udfordringer eller lader sig begrænse af, at noget kan virke uoverskueligt. Hun er opvokset i Brønderslev med mor, far og en fire år ældre storebror, og hun har for nogle år siden skrevet sin historie i bogen ”Barn af Vendsyssel”.

Det var en tryg og vel nok en meget traditionel opvækst hun havde i Brønderslev, hvor man kunne cykle til næsten alt, og hvor sport var vigtigt. Både hendes mor, bror og Lone spillede rigtig meget tennis, og hun havde mange venner gennem sporten. De to søskende elskede og hadede hinanden, som søskende nu gør, men de havde et godt forhold selv om broderen var fire år ældre. Hver gang han måtte eller kunne et eller andet, så syntes hun også, at hun var klar til det.

Da han fik kørekort, argumenterede hun stærkt for, at det var forkert at have et alderskriterium. Det samme skete, da han flyttede til Aarhus som 19-årig for at bo på kollegium og læse. Allerede da var hun også klar til at rykke hjemmefra. Lone har altid været ret utålmodig. Der skal ske noget, og helst lidt før, det egentlig kan lade sig gøre og altid klar på noget nyt.

Skulle der måske prøves et eller andet nyt, så var hendes svar ofte: Ja, det kan jeg godt tænke mig, det lyder vildt spændende. Hun har altid godt kunne lide at blive placeret i noget nyt.

Når hun er blevet rigtig god til noget, så er det nu hun skal videre, for så keder hun sig. Hun føler at det godt må være lidt svært og uoverskueligt. Hun skrev også i ”Barn af Vendsyssel”, at det første, sundhedsplejersken sagde, da hun så hende i vuggen: ”Hun bliver en livlig én, hende der!”

Det stod også hurtigt klart, at hun ikke ville blive i Brønderslev hun ville se noget andet, for når man bliver ældre og selv får børn, så forstår man bedre, hvad der er af fordele ved sådan et trygt og nært miljø, men som ung, handlede det om at komme ud og opleve noget. Og det præger hende stadig. Både Lone og hendes søn elsker at rejse. Den liste de har er lang og så lang, at de er nødt til at have flere liv til rådighed for at komme igennem den. De synes der er så mange spændende steder ude i verden.

Måske var det midt i hendes argumentation for et tidligt kørekort, at det gik op for hende, at hun ville læse jura. Det var sådan, det endte, efter at hun havde været en tur omkring økonomistudiet, som hun syntes var kedeligt og alt for teoretisk.

Juraen var lige hende. Retssystemet er rygraden i ethvert demokrati, og hvis det ikke fungerer, så smuldrer alt andet. Det gode ved jurastudiet var, at det er meget konkret. Det interesserede hende ikke med store fine teorier. Hun er meget sådan, okay, skal vi gå til højre eller venstre? Og hvis det, hun læser, kan hjælpe hende til at finde ud af det, så er det godt.

Der er også mange veje, man kan gå, som jurist. Og det var det bedste – og måske eneste – karriereråd, hun fik af sine forældre. De sagde, at hun skulle vælge noget, hvorfra der var mange døre, når man var færdig. Man aner jo typisk ikke, hvad man vil lave, når man er 18-19 år. Og faktisk har hun ikke beskæftiget sig særlig meget med jura, siden hun blev færdig. Hun var advokatfuldmægtig i halvandet år, men var ikke særlig optaget af at tjene penge, og hun syntes, at der var for mange sager, som var utrolig kedelige.

Hun tog til Frankrig og læste fransk i tre måneder, og da hun kom hjem, søgte hun uopfordret ansættelse i Udenrigs- og Justitsministeriet. Hun fik tilbudt en syv måneders stilling i Udenrigsministeriet og en fastansættelse i Justitsministeriets departement, og så valgte hun Udenrigsministeriet. Hendes mor og far syntes det var forfærdeligt. De syntes, det var det mest vanvittige, at hun ikke tog den faste stilling. Men hun kunne mærke, at der var noget, der trak, når hun gik på gangene i Udenrigsministeriet, og der blev talt om eksotiske steder som Ouagadougou og Bangkok.

Lone har fortalt at – Det er de store linjer der driver hende. Krig og fred. Hvor skal verden hen? Og hvad er Danmarks interesser? I Udenrigsministeriets mission står der, at vi kæmper for Danmarks interesser og værdier i verden, og det synes hun, er fantastisk. Det kan hun sætte sit vækkeur efter hver eneste morgen. Hun synes, det er rigtig spændende, at vi giver vores bidrag til, at verden indretter sig på en måde, der er til gavn for Danmark, og at vi kan være med til at præge den med de ting, vi synes, vi gør godt og rigtigt.

Når man arbejder på den måde, og bor mange år i udlandet, så oplever man meget. Det holder hun meget af. Hun er ikke så god til det der leverpostej. Der må godt være nogle udsving. Hvilket så også nogle gange ikke er så sjovt, men sådan er det. Det hører med. Og så er der også noget med den måde, man lever livet på. Kollegaerne bliver næsten som en familie. Især når man er ude, kommer man rigtig tæt på hinanden, fordi man ikke har den omgangskreds og det netværk, som man ellers har.

Hun har haft to små afstikkere fra Udenrigsministeriet, siden hun blev ansat i 1992.

Hun var i et år sekretær for Forsvarsudvalget, og i ni måneder var hun fondschef i Bikuben fonden. I sin tid i Udenrigsministeriet har hun været udstationeret som ambassadesekretær i Estland, som ambassaderåd i Polen og som Danmarks ambassadør i Spanien.

Hendes søn Oscar var med som helt lille i Polen og senere i Spanien. Hun har altid været alene med Oscar, for han er donorbarn.

– Hun var blevet 37 år og tænkte, nu kunne hun ikke lade det bero på skæbnen længere, om hun møder prinsen på den hvide hest. For hende var det helt afgørende og nærmest eksistentielt at få børn. Sådan lidt det-er-vel-derfor-vi-er-her-agtigt. ”Jeg har en veninde, der havde fået barn alene året før, og det ligger nok meget i min natur, at det ikke skal være skæbnen, der bestemmer, om jeg skal have et barn eller ej. Så jeg bestemte, at jeg ville få et barn med en donor. Med alle de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning”, har Lone fortalt.

Det er ikke noget, man bare lige gør. Hun var åben for, at der senere kunne støde en mand til, men det er ikke sket. Så det er ikke et bevidst fravalg, at hun lever alene med min søn, det er bare sådan, det er blevet. Det er klart, at ”med min livsstil – med mange udstationeringer – er det heller ikke nemt at få og bevare et parforhold”, siger Lone.

– Da Oscar han var helt lille, syntes hun, det var hårdt at være alenemor. Ikke på grund af de praktiske ting med bleskift og tøjvask, men hun savnede nogen at dele alle de gode og fine øjeblikke med. Det første smil. Det første ord. Det var ikke altid, der lige var nogen, når det opstod. Og det var meget ensomt, måske også mere, end hun havde forestillet sig. Hendes forældre involverede sig meget, og så dem tit, men der var jo kun hende selv i hverdagen.

”Efterhånden som Oscar er blevet ældre, er der et helt andet modspil i vores samvær, og det nyder jeg utrolig meget. Vi er en lille meget, meget tæt enhed, så nu synes jeg bare, det er fantastisk, at vi kun er os to. Og uden at det på nogen måde er derfor, så har det altså også bare vist sig at være temmelig meget nemmere, når man lever det her liv i Udenrigsministeriet. Der er ikke andre end os to at tage hensyn til. Og konkret i forhold til Washington var det faktisk Oscar, der startede med at sige, at han godt kunne tænke sig at bo nogle år der, hvis jeg kunne få en udstationering. At der så samtidig skulle skiftes ud på posten, var jo bare heldigt”, siger Lone.

Desværre kan man ikke være med til alle fødselsdage, bryllupper og den slags, og man kan heller ikke bare lige komme forbi til en kop kaffe. Det betyder noget i forhold til familie og venner.

Selvfølgelig får man nye venner der, hvor man er, men det bliver aldrig dybe venskaber. Man ved, at man er der fire år, og så er det videre. Jeg synes dog, at det er prisen værd. Men igen, det er nok også, fordi jeg ikke har nogen partner. Jeg kan jo se på mine kollegaer, at det er partneren, der betaler den største pris ved at skulle rykke til steder, hvor man måske slet ikke kan få arbejde.

Det er første gang nogensinde, at Danmarks ambassadør i USA er en kvinde.

Hun synes, det er godt hver gang, at der er en ”første kvinde”, der gør et eller andet. Det er vigtigt, for man må gå ud fra, at kompetencer og evner er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, og derfor skal man da   selvfølgelig også udnytte det, som kvinderne kan. Det er godt, hver gang kvinder træder ind på nyt territorium og viser, at man selvfølgelig, som kvinde, kan indtage poster som den hun har indtaget. Og hun håber, det kan være et signal til andre kvinder om, at man skal række ud efter det, man har lyst til og synes, man er kvalificeret til.

Jeg har også oplevet, at det kan være en fordel at være kvinde i et job som ambassadør, for der er ikke så mange kvinder, så folk kan bedre huske en. Det er ret praktisk, for det vigtigste for en diplomat er netværk og forbindelser, fortæller Lone.

– Det er noget, jeg har lært at synes, er vigtigt. For helt ærligt, jeg blev opdraget til, at der ikke var en pind forskel på min bror og mig. Jeg tror, at jeg var ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at der var en forskel.

Mine forældre var meget ligeværdige, og min bror og jeg blev opdraget ens. Jeg mødte heller ikke spørgsmålet om køn i min tidlige karriere. Men da jeg så blev chef og begyndte at interessere mig for ledelse, gik det op for mig, at der jo var nogle udfordringer for kvinder i forhold til at komme karrieremæssigt frem. Derfor har det været vigtigt for mig at stille mig frem som en rollemodel. Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad, så kom nu!

Der er to ting i det her med ligestilling. De mandlige chefer skal være opmærksomme på, at de ikke bare kigger sig i spejlet og ansætter en, der også har slips på. Og kvinderne skal selv række ud. Der er noget om, at en mand søger en stilling, hvis han bare kan én ud af de ti ting, man skal kunne, hvorimod en kvinde typisk kun søger, hvis hun kan alle de ti ting. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en okay mor og have et krævende job. Og ja, så kan det da godt være, at man ikke kommer til alle forældrearrangementer på skolen, men det går alligevel.

– Politisk synes jeg, at det er vigtigt at holde sig for øje, at USA er vores sikkerhedsgarant her i verden. De er helt afgørende for vores eksistens, og vi er på den måde dybt afhængige af dem. Der er områder, hvor vi ser helt ens på tingene og arbejder for de samme mål, og hvor vi har en meget stærk interesse i at arbejde sammen. F.eks. i kampen mod terror og i vores samarbejde i Arktis. Og så er der nogle områder, hvor vi er uenige. Klimapolitikken er et af dem. Spørgsmålet om fri abort og familieplanlægning er et andet.

For mig er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen med amerikanerne på den store bane, vi har til fælles, og at vi samtidig kan drøfte de emner, hvor vi ikke er enige. Jeg kommer til at gøre begge dele. Det helt overordnede formål er at prøve at tydeliggøre værdien af det multilaterale samarbejde. Det er det allervigtigste for mig.

Når man er et lille land som Danmark og helt afhængig af samhandel med omverdenen, så gælder det om, at der er nogle spilleregler, ellers bliver vi kørt over af alle de store. På det kommercielle område vil jeg arbejde for at hjælpe de danske virksomheder, som er på det amerikanske marked. Jeg vil også gerne være med til at promovere de styrker, vi har i Danmark siger hun.

Da hun den 1. april 2019 flyttede hendes tilværelse fra de nuværende rammer i København til noget helt nyt i Washington D.C., er det sammen med hendes 15-årige søn og deres tre hunde.

– Han glæder sig heldigvis rigtig meget. Jeg tror, han er smittet af den samme bakterie, som jeg er – vi kan godt lide at bo i et andet land, hvor alt er nyt og anderledes, og hvor vi skal ind under huden på nye mennesker. Og så glæder han sig rigtig meget til at måtte køre bil allerede som 15-årig, så han er begyndt at se på, hvilken bil det skal være, fortæller Lone.

Inden den store flytning til USA var hun en smut omkring Brønderslev, som hun stadig har tætte kontakter til.

 

jens otto madsen -2021

 

 

Af Liane Janne Løth

Baggrund

Jeg er født i Brønderslev i 1987 og voksede op i en god og omsorgsfuld familie sammen med min bror, Søren, som kun er 17 måneder yngre end jeg. Vi gik i Fasanvejen Børnehave og boede i området, så vores skolegang blev på Søndergades Skole. Da jeg startede i skole blev vores forældre skilt, og vi fik en ny hverdag med to hjem og skift hver anden uge ligesom så mange andre børn. Begge mine forældre blev boende i byen. Jeg havde en god barndom, med gode klassekammerater, nabobørn og fritidsaktiviteter.  Min mor blev gift igen, og det var helt fantastisk, da jeg i konfirmationsalderen fik en lillesøster, Sarah, en rigtig efternøler.

Efter min konfirmation valgte jeg at flytte på Hedegårdsskolen, hvor jeg gik i 8. 9. og 10. klasse.

Ungdom og interesser

Omkring min konfirmation begyndte jeg at synge i kirkens Pigekor, hvor jeg fik mange gode og tætte venner. Jeg blev også engageret i kirkens arbejde for børn. Som frivillig var jeg med til at arrangere og afholde sommerskoler og konfirmandklubber.

Jeg er altid kommet meget i BAS. Først mange år som en del af Børne-Basserne, som også dengang opførte et teaterstykke i hver vintersæson. Senere spillede jeg med i flere ungdomsforestillinger og blev hjælpeinstruktør på større opsætninger. Der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige i BAS, og jeg har i dag stadig mange nære bekendtskaber, selvom det nu er mange år siden, at jeg har stået på/bag scenen.

Aasen Teater afholdt sommerkurser for unge, som jeg i de fleste af mine teenageår også tog del i. Det var et hyggeligt og givende fællesskab, som også gav mig mange tætte relationer.

Fælles for alle mine fritidsinteresser var, at det var steder, som skabte rum og rummelighed, for at være præcis den man var. Der var plads til forskelligheder, plads til at udtrykke sig og til at udvikle sig.

Jeg voksede op og blev en meget selvstændig ung kvinde, med stærke og velovervejede holdninger. Jeg lærte, at det var vigtigt for mig at bidrage til fællesskabet og at gøre en forskel, hvor jeg kunne.

Jeg startede på HF på Brønderslev Gymnasium, og i 2. HF flyttede jeg hjemmefra og ind i en lille lejlighed, sammen med en god veninde, Ellen. Det var en rigtig god tid. Også et år, hvor jeg begyndte at tænke mere og mere over fremtiden og mærke efter, hvad jeg ville opnå og opleve i tiden efter HF.

Jeg havde udlængsel og ønskede brændende at komme ud i verden og opleve, og udfordre mig selv. Det var oplagt for mig, at det skulle kombineres med frivilligt arbejde og at gøre en forskel for andre.

Udlængsel

I al hemmelighed tog jeg på en intro-weekend for en global udviklingsorganisation. Der var repræsentanter fra mange forskellige lande, som holdt oplæg om deres hjemland. En lille hjertevarm mand var fra Ghana, og han fortalte meget indlevende og godt om landet. Jeg blev fanget og grebet af ideen om at rejse til Guldkysten, Det varme Vestafrika, Ghana.

Jeg tog hjem fra weekenden, og uden at blinke tilmeldte jeg mig et års ophold i Ghana, med afrejse i august 2006. Dengang var jeg 18 år gammel.

Tilmeldingen var den nemme del af beslutningen. Jeg var ikke i tvivl. Den svære del startede, da jeg tog hjem til min mor, sad overfor hende i køkkenet og skulle fortælle hende om mine planer.

Hun blev meget chokeret og havde selvfølgelig 100 spørgsmål. Hun var bekymret og frygtede, hvordan det skulle gå. Da chokket havde lagt sig, gav hun og resten af familien den største opbakning til mig , og jeg blev sendt godt afsted.

Første år i Ghana

Vi var 3 piger fra Danmark, og i alt 12 europæere, som rejste afsted sammen. Vi ankom til Accra, Ghanas hovedstad, sent om aftenen. Først var der ikke nogen til at tage imod os uden for lufthavnen. Derimod var der flere hundrede andre, som alle gerne ville i kontakt med os, og der var helt mørkt. Nogle af os gik lidt i panik, og én blev snydt for sine penge. Godt vi havde hinanden! Endelig kom der en ung mand, som var fra organisationen. Han tog os med over til 2 taxaer. Vi sagde: ”Der er jo ikke plads”. Han sagde: ”Jo da”, og så blev vi proppet ind oven på hinanden med alle vores kufferter. Der startede eventyret og venskaber for livet. De følgende dage var vi sammen på et lille vandrehjem, hvor vi skulle lære om kulturen og maden, og vi blev døbt med lokale navne: Mit navn blev ”Ama Pomaa”. Ama har jeg heddet i Ghana lige siden.

Det hele var meget nyt og spændende. Alt var anderledes, og vi var alle udfordret på forskellige ting.

Endelig blev vi alle hentet af hver vores Host-familier. Jeg skulle bo på en privatskole, ude i en meget lille landsby. Moderen i familien hentede mig, og vi kørte med lokale busser igennem den kæmpe store by.

Til sidst endte vi ved en grusvej, hvor vi så skulle gå det sidste stykke. Skolen var halvfærdig og meget primitiv. Familien havde 3 børn, og en niece på min alder boende. De havde kun 2 rum. Forældrenes soveværelse og stuen. Jeg skulle dele seng med niecen i stuen, og så sov de tre drenge på gulvet.

Der var intet privatliv. Toilettet var et hul i jorden, og vand skulle vi hente i spande ca. 1 km. væk. Der var heller ikke noget strøm, men familien havde dog en lille generator, som blev tændt hver fredag aften, hvor et kendt tv-show ”Music Music” blev vist i fjernsynet. Det var ugens højdepunkt.

Jeg blev placeret i vuggestuedelen af skolen. Der var ca. 80 børn, under 3 år, i ét rum med betongulve og borde og bænke. Der var utrolig meget larm og meget lidt struktur. Ud over mig var der 2 andre ”madammer” i klassen. Det var overvældende.

Jeg brugte lang tid på at falde til og se tingene an. Det var en kæmpe omvæltning. Alle var søde, og jeg følte mig velkommen, men det var alligevel hårdt.

Efter et par måneder blev jeg ramt af sygdom og måtte indlægges med Malaria. Jeg blev rigtig dårlig, og for første gang fik jeg hjemve. Heldigvis kom jeg mig hurtigt igen. Dengang kunne man kun ringe kort, og sende sms’er hjem til Danmark, når man var et sted med god forbindelse. Kontakten til mit hjem var altså minimal. Min mor blev så bekymret for mig under min sygdom, at hun besluttede at komme ned og besøge mig for bedre at kunne forstå det hele. Det blev hendes første ferie af mange i Ghana. Min far, bror og bedste veninde, Ellen, besøgte mig også i løbet af det første år.

Efter 4 måneder på skolen fik jeg lyst til at prøve noget andet, som i mit hoved ville give mere mening. Sammen med en pige fra Schweiz, flyttede jeg ind hos en lokal organisation, og begyndte at lave sundhedskampagner på skoler, i kirker og små lokalsamfund. Vi oplyste hundredvis af mennesker hver dag om HIV/Aids og Kolera (som der var udbrud af dengang) og tilbød seksualundervisning. Det var helt vildt spændende.

Kojo og mødet med Ben

Siden jeg ankom til Ghana, var jeg i kontakt med et lokalt børnehjem, ”King Jesus”, som jeg besøgte i alle weekender og ferier. I samme periode blev der fundet en lille dreng i junglen, som man først troede, var død. Han overlevede heldigvis og endte på børnehjemmet men i meget dårlig tilstand. Han blev fundet på en mandag, og fik derfor navnet ”Kojo”.

Kojo var meget skadet mentalt og havde intet sprog. Han var ca. 3 år gammel. Jeg fik hjælp af en psykolog i Danmark til at håndtere hans adfærd, og langsomt indledte jeg en meget tæt relation til Kojo.

Børnehjemmet var ikke et godt sted for ham, da der ikke var personale, som kunne varetage den store opgave. Jeg søgte derfor efter et bedre sted til Kojo, igennem mange måneder, men uden held.

Helt tilfældigt og som sendt fra himlen, opdagede jeg, i en anden region, et børnehjem for handicappede børn, ejet af en Hollandsk læge. Det skulle vise sig at være det eneste i hele Ghana. Jeg henvendte mig og tiggede om en plads til Kojo. Først blev jeg afvist. Jeg brød sammen. Der var ikke plads, sagde lægen. Jeg ville ikke give op og henvendte mig igen dagen efter. Hun kiggede længe på mig og sagde endelig: ”Ok” Men det var på den betingelse, at jeg kunne flytte med og oplære et nyt personale i at håndtere Kojos adfærd. Jeg sagde med det samme ”ja”, og få dage efter flyttede jeg ind på hjemmet sammen med Kojo. Der blev ansat et personale til at have Kojo 1:1, og det viste sig, at være Ben, som i dag er min mand. Kojo trives stadig godt på Børnehjemmet. Han er nu ca. 18 år gammel.

Jeg var sammen med Kojo og Ben i 3 måneder, inden jeg måtte rejse hjem til Danmark, som det stod på min flybillet. Det var et meget sørgmodigt farvel – På gensyn – Vi ses forhåbentlig snart igen.

Hjemme igen

Det var fantastisk at vende hjem til venner og familie igen i august 2007. Jeg elskede at fortælle om alle mine oplevelser. Den første tid var jeg lykkelig og nød at være sammen med dem alle igen. Jeg flyttede, som tidligere aftalt, med Ellen til København, og fik hurtigt arbejde i en børnehave. Det skulle være starten på et nyt kapitel, et nyt eventyr. Men jeg længtes efter Ghana, og havde svært ved at vænne mig til den danske kultur igen. Jeg savnede det meget sociale Ghana, varmen, de gode relationer og ikke mindst de meget meningsfyldte projekter, som jeg havde været en del af.

I julen tog jeg tilbage til Ghana på ferie, for at finde ud af hvad jeg skulle. Turen bekræftede mig kun i, at jeg ikke var færdig med livet i Ghana. For at blive rigtig glad igen  måtte jeg tilbage.

Den beslutning var den hidtil sværeste, for nu vidste jeg pludselig ikke, hvornår jeg så ville vende hjem igen. Jeg ville rejse afsted på en enkeltbillet. Det var svært at få fortalt til venner og familie, som jo stadig glædede sig over, at jeg endelig var hjemme igen.

From Heart to Hand blev født

Jeg flyttede hjem til min mor for at spare op til at rejse tilbage til Ghana. Jeg besluttede at rejse 1. dec. 2008. Jeg fik arbejde som personlig hjælper i Brønderslev og fandt lidt ro i, at der var lagt en plan. Alligevel var jeg rastløs og tænkte meget på børnehjemmet og børnene i Ghana. Jeg skrev derfor rundt til alle i mit netværk og inviterede til et møde i min mors køkken. Jeg bad dem hjælpe mig med at samle ind til børnene i Ghana. Meget overraskende kom der ca. 20 gode mennesker til det møde. Inden mødet var omme, havde de foreslået og besluttet, at hvis de var så mange, som ville hjælpe, hvorfor så ikke lave en forening til formålet. Ugen efter var der stiftende generalforsamling og ”From Heart to Hand” blev født.

Det var i august 2008. I løbet af efteråret blev der lavet en masse PR for foreningen. Vi deltog i mange arrangementer i byen, afholdt en udsolgt kirkekoncert og fik hurtigt over 200 betalende medlemmer.

Foreningen var en kæmpe succes. Og med gode folk i bestyrelsen lovede det godt for From Heart to Hands fremtid. Inden jeg skulle rejse til Ghana, foreslog bestyrelsen, at de kunne udsende mig for foreningen og spurgte, hvad det ville koste for mig at bo i Ghana? Jeg regnede på det og kom frem til, at jeg for 700 kr. om måneden, ville kunne klare mig. Det blev vedtaget, og den 1. december 2008 flyttede jeg til Ghana som foreningens udsendte.

Ghana 2008-2017

Jeg rejste denne gang til Ghana med en følelse af varme og stolthed over at kende så mange gode mennesker. Jeg var utroligt rørt og glædede mig over, at så mange mennesker fra Brønderslev ville følge mig og støtte mig i arbejdet for at hjælpe børn i nød i Ghana.

Jeg flyttede ind på King Jesus Børnehjemmet, hvor jeg tidligere havde hjulpet til.

Her boede ca. 100 børn i alle aldre, og der var intet personale. Børnene passede sig selv og hinanden, og levede under meget dårlige forhold. From Heart to Hand sørgede for, at børnene kom i skole, med uniformer, skoletasker, bøger osv. Vi fik de syge til lægen og sørgede for, at alle havde sygesikring. Vi sikrede, at der altid var sæbe, vaskemiddel, tandbørster og tandpasta. Alt sammen noget som de ikke havde været vant til. Vi sørgede for 2 hovedmåltider om dagen, som indeholdt sund og nærende mad.

Det var udfordrende og overvældende, men også livsbekræftende og utroligt givende, at få lov til at hjælpe så mange børn, og samtidig at dele med bestyrelsen og alle vores medlemmer i Brønderslev, hvor stor en forskel deres støtte kunne gøre. Jeg lærte hen af vejen, hvordan jeg bedst muligt fik organiseret og systematiseret hverdagen for alle børnene. De store blev delt op i hold og skiftedes til at lave mad, bade de små, hjælpe med lektier, gøre rent osv.

I løbet af 2009 kom Ben til byen for at gå på universitetet. Han havde, som jeg, interesse for arbejdet på børnehjemmet. Vi blev også mere og mere glade for hinanden, og han flyttede derfor ind hos mig.

Det var en kæmpe hjælp at have ham på børnehjemmet. I samme periode begyndte vi også at få frivillige fra Danmark. Det var skønt med hjælpen, og jeg nød virkelig at kunne sparre og samarbejde med andre ligesindede. Selvom vi gjorde en enorm forskel for børnene, så er det klart, at vi aldrig kunne slå til. Vi havde simpelthen ikke nok hænder til at skabe en optimal hverdag for børnene.

I starten af 2010 blev Ben og jeg gift på rådhuset. Min mor og søster var på besøg, og sammen med Bens forældre fik vi skabt den hyggeligste og mest afslappede bryllupsdag. Ingen på børnehjemmet vidste noget om det, det var vores lille hemmelighed.

Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at ejeren af Børnehjemmet ”Pastor Kofi” ikke satte samme pris på vores hjælp, som børnene gjorde. Han ønskede ikke, at børnene skulle have det for godt. Han var enormt korrupt, og det blev tydeligt for os, at der foregik grimme ting bag kulissen. Det var svært for mig at tage beslutningen om at rejse derfra, fordi vi så skulle efterlade alle børnene i den samme elendighed, som vi havde fundet dem. Beslutningen blev heldigvis truffet for mig, da Pastor Kofi indkaldte mig til et møde, hvor han fortalte, at jeg var fyret, fordi jeg ikke overholdt børnehjemmets regler. Hans regler var, at alle midler/donationer, som kom til børnehjemmet, skulle ind på hans kontor, så han kunne fordele dem, som han syntes. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå med til, og vi forberedte os på at flytte. Om aftenen informerede Ben og jeg børnene om, hvad der skulle ske, og mange af dem brød helt sammen. Lyset blev slukket i deres øjne, og mange græd foran vores vinduer hele natten.

Det var en af de værste dage i mit liv. Samtidig var det også en befrielse at komme derfra og igen at kunne se fremad.

Ben og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i en anden bydel. Vi var fortvivlede, men ønskede fortsat at kæmpe for børnene. Det viste sig, at blive en farlig kamp. Jeg skrev en lang rapport, om de forfærdelige forhold på Børnehjemmet, og afleverede den hos de sociale myndigheder. De måtte da kunne gøre noget! De viste sig at være endnu mere korrupte, og det blev til en lang strid mellem dem og os. De gav også Pastor Kofi en kopi af rapporten. Han fik os derefter anholdt to gange, med løgnagtige beskyldninger om, at vi skulle have stjålet børn fra ham. Den første gang var jeg bange. Jeg frygtede virkelig det korrupte system, som jo også fandtes på politigården. Det var en forfærdelig dag, som heldigvis endte godt, og det lærte os, at det godt kan betale sig, at hyre en god advokat. Vi fik derefter byens dygtigste advokat, Mary, tilknyttet From Heart to Hand, og hun har hjulpet os mange gange siden. Hun støtter os altid i at kæmpe for retfærdigheden.

Vi endte kampen mod King Jesus Børnehjemmet ved i hemmelighed at få 9 børn ud af Børnehjemmet og tilbage i kontakt med deres familier. Det var næsten 10% af børnene. Det var en sejr – for dem og for os!

 

De 9 børn dannede rammen for From Heart to Hands fremtid. Bestyrelsen i Danmark og jeg besluttede nemlig i fællesskab at starte vores eget projekt. Derved ville vi sikre, at hjælpe så mange så muligt og undgå alle former for korruption. I stedet for et børnehjem, startede vi et hjælpecenter, med det formål at forebygge at børn i nød ender på børnehjem.

Vi blev registreret til formålet i 2010 og åbnede hjælpecenteret i et stort lejet hus. Det var en fantastisk følelse at skabe projektet fra bunden og give de 9 børn fra King Jesus en ny chance i livet. Bestyrelsen i Danmark skiftede også kurs og forsøgte nu at finde faddere, som ville støtte børnenes skolegang og andre udgifter. Børne-antallet voksede hurtigt, og inden året var omme, hjalp vi over 60 børn og deres familier. Ben og jeg var lykkelige, og var virkelig gode til at udvikle og udrette ting sammen. I alle årene har vi formået at arbejde tæt sammen hver eneste dag, og altid med et fantastisk resultat.

Vi boede selv på ét værelse på centeret. Derudover var der plads til 8 beboere og 4 frivillige. Der blev hurtigt fyldt op. Vi fik teenagemødre ind, alvorligt syge og underernærede børn osv. Det var enormt spændende at følge familierne, dele vores hverdag med dem og gøre dem stærke nok, til igen at kunne stå på egne ben. Vi fik masser af gode frivillige fra Danmark, som kom i kortere eller længere perioder, for at hjælpe os.

I februar 2013 fik vi vores søn Alfred. Det endte i et akut kejsersnit, som heldigvis gik rigtig fint. Jeg havde de bedste læger omkring mig og følte mig tryg og glad. Alfred var det mildeste lille væsen. Han var utrolig nem, og var fra starten af en fast del af vores hjælpecenter, og var altid med os på arbejde. Han fik massere af ”søskende” og havde altid nogen at lege med.

Da Alfred var ca. 1 år gammel, fik vi et akut tilfælde ind. Det var Nana Yaw på 10 måneder, som var alvorligt i fare for at dø af underernæring. Han vejede kun 3 kg. Vi valgte at tage Nana Yaw i pleje, og han flyttede ind på vores værelse. Alfred sov alligevel i ”revnen”, så Nana Yaw fik Alfreds vugge. Han skulle have specialkost hver anden time, både dag og nat. Det var hårdt arbejde, men vi fik heldigvis god hjælp fra frivillige og de andre voksne i huset. Han var ofte syg og måtte indlægges. Det var en hård tid. Heldigvis tog han på, som han skulle, og det var en kæmpe lettelse, da han kom på normalvægt og kunne begynde at spise normal mad. Han bor i dag stadig på vores hjælpecenter, nu er han snart 9 år, og stor og stærk.

De gode historier er mange, og det var også derfor, vi kunne klare de hårde arbejdsvilkår og mange timers arbejde. Når alvorlige situationer opstod, var det hårdt og uoverskueligt, men der var altid en god grund til at kæmpe videre. Nogle gange endte det ikke, som vi havde håbet. Vi har mistet en del børn og forældre, og det har været enormt hårdt. Man vænner sig aldrig til at se mennesker, og specielt børn, lide. Det rammer mig lige hårdt hver gang, men når man har andre at kæmpe videre for, så er det på en måde nemmere at komme ovenpå igen.

Vi arbejdede tæt sammen med overlægen på et stort børnehospital, hvor jeg også i en lang periode tilbød rådgivning til gravide teenagere. Det var en spændende og utrolig meningsfuld tid.

I 2014 fik vi en stor donation, så vi kunne udleve drømmen om at bygge vores eget hjælpecenter. Vi fandt en perfekt stor byggegrund lidt udenfor byen. Her byggede vi med lokale materialer og i en stil, som skulle indbyde til hjemlig og rummelig hygge, familier og personale imellem. I maj 2016 flyttede vi ind. Familierne elskede stedet og fandt, ligesom os, hurtigt ro i den skønne have og det åbne køkken.

Vores hjælpecenter

 Jeg var blevet gravid igen, og i december 2016 fik vi Wilma. Min mor var med denne gang, det var fantastisk for mig. Jeg fik igen kejsersnit, og min mor fik lov at være indlagt sammen med mig efterfølgende.

Hun blev julen over og forkælede alle børnene på centeret med gaver og godter.

Vores søn Alfred gik i den bedste børnehave, vi kunne finde. Institutioner og skoler er meget anderledes i Ghana og ofte af meget dårlig kvalitet. Vi havde i lang tid været glade for Alfreds børnehave, men som tiden gik, blev vi klar over, at den ikke levede op til de standarder, som vi fandt rimelige. Vi tog ham derfor ud af børnehaven og var i tvivl om, hvad han så skulle.

Det, at få vores egne børn, havde i det hele taget åbnet op for mange nye spørgsmål og tanker. Var vores levemåde i Ghana det rigtige for vores børn? Da problemstillingen, med manglende institutionsplads og kommende skoleplads, opstod, så Ben og jeg hinanden alvorligt i øjnene og satte for første gang ord på, hvilke muligheder Danmark ville kunne tilbyde vores børn i forhold til Ghana. Vi tog derfor beslutningen om, at vi ikke længere ville gå på kompromis med deres velfærd. Vi valgte at flytte tilbage til Danmark for børnenes skyld.

Vi undersøgte reglerne for familiesammenføring for Ben. Det viste sig, at det dengang ikke var muligt at søge, da vi blev ramt af ”tilknytningskravet”. Vi havde som familie større tilknytning til Ghana end Danmark.

Vi besluttede alligevel, at jeg skulle flytte hjem til Danmark med børnene, og at Ben så ville rejse frem og tilbage på turistvisum. På den måde kunne han også forblive en del af Hjælpecenteret i Ghana og oplære nyt personale. Det var en svær beslutning, for selvfølgelig ønskede vi inderst inde at være sammen.

Vi flyttede i november 2017 hjem til Brønderslev. Jeg var heldig at få arbejde i Børnehaven Kornumgaard med det samme, hvor jeg har været lige siden. Børnene startede i dagpleje og børnehave og faldt med det samme rigtig godt til. Det var en kæmpe omvæltning for os, men igen at være omgivet af familien og gode venner var en gave.

I sommeren 2018 var vi heldige, at ”tilknytningskravet” blev afskaffet, og vi kunne søge om familiesammenføring for Ben. Det var en lang og meget hård proces. Vi ventede på svar i over et år, og imens måtte Ben ikke arbejde og havde ingen rettigheder i Danmark. Det var utroligt hårdt for ham og for os som familie. Heldigvis fik vi positivt svar, og vores lille familie er nu samlet igen.

Hjælpecenteret i Ghana kører, som det altid har gjort, men nu med lokalt personale, som varetager vores arbejdsopgaver. Vi er nu i stedet en stor del af foreningen her i Danmark, hvor jeg er blevet formand.

Vi har kontakt med hjælpecenteret hver eneste dag, og har altid en finger på pulsen med, hvad der sker. Det er vigtigt for os at bevare en tæt kontakt. Vi savner det hver eneste dag, men i disse år vil det være vores egne børn, som har vores største fokus.

Jeg er utroligt taknemlig for den enorme støtte og tillid, som vi altid har mødt lokalt i Brønderslev.

Uden faddere, sponsorer og gode frivillige fra byen, var Hjælpecenteret aldrig blevet til.

Brønderslev Idrætsforening

 Gl. Agdrupvej 17-23 |  9700 Brønderslev 

Historie – Kortfattet historisk tilbageblik

BRØNDERSLEV IDRÆTSFORENING 1897 – 2020

Fra Cricket til Fodbold, Håndbold, Bordtennis og Atletik

Fra Cricket til fodbold.

I 1891 tog Skomagermester Wittorff initiativet til dyrkning af cricketspillet. Det skete inden for den gamle Afholdsforening, og blev til den egentlige indledning til al sportsudøvelse i Brønderslev. Det var kun medlemmer af Afholdsforeningen, der dyrkede spillet. I 1897 dannede nogle af byens lærlinge en selvstændig Cricketklub. Generalforsamlingen blev holdt på Dyrskuepladsen under åben himmel. Med oprettelsen af Cricketklubben blev den egentlige grundsten lagt til Brønderslev Idrætsforening.

 Fodboldklubben

I 1903 blev Fodboldklubben stiftet, og året efter blev de 2 foreninger lagt sammen. Sammenslutningen, der skete i 1904, blev foretaget på en generalforsamling, der holdtes på Konditoriet i Vestergade, og den nye forening fik navnet Brønderslev Idrætsforening – det navn, hvorunder den har arbejdet sig frem til dens position i dag.

 Primitive forhold

I de første år prægedes fodboldspillet af en vis primitivitet i alle forhold. Man benyttede Markedspladsen til såvel træning som kamp, men velegnet som fodboldbane var den langtfra, hullet og ujævn som den var. At kreaturernes talrige kvitteringer for god behandling også i nogen grad var en gene for spillet, kan enhver sikkert forstå. Der fandtes ikke omklædningsrum de første år, og senere blev der opført et beskedent træskur – og der blev oprettet en banefond med det formål at skaffe penge til bedre forhold.

Alternative indtægtskilder

BI har altid måttet finde alternative indtægtskilder. Kontingenter og entreer er ikke nok til at drive en idrætsforening i stadig vækst.

Et af alternativerne var i 1928 udlejning af stadion. Ikke til markedsplads, campingplads eller parkeringsplads, men til græsgang. Stadion lå stadigvæk uden for byen.

45års fødselsdag

I 1942 – på BIs 45års fødselsdag – blev der i samarbejde med Tennisklubben afholdt en 3-dages bazar på Phønix. Der var mødt flere Gratulanter, som sammen med udvalgene blev budt på en forfriskning, og der udtaltes de sædvanlige gode ønsker for fremtiden. Bazaren gav kr. 5.200. Idrætsfesten der samme år blev udvidet til nu at vare en hel uge, satte ny rekord både hvad besøg og overskud angår, idet dette androg 3.913 kr. og 82 øre.

Håndbold i 1941

Ved et medlemsmøde på Hotel Phønix i 1941 foreslog Osvald Bregnhøj at optage Håndboldspillet på BIs program, og man forsøgte at spille i Hotellets sal. Det gik udmærket, og lysten var stor. Senere flyttede man ned i Gymnastiksalen, der var bedre egnet. Fodboldspillerne havde i første omgang brugt håndboldspillet som fortræning. I årene 1943-1944 blev der spillet udendørs håndbold, som foregik på stadion.

Bordtennis i 1946

Bordtennisspillet blev egentlig påbegyndt i vinteren 1944 i forlystelsesudvalget, og da der viste stor interesse for spillet, blev der på generalforsamlingen den 25. januar 1946 nedsat et udvalg for bordtennis. I 1947 skrev man: Der er al mulig grund til at tro, at dette nye skud på stammen vil vise sig at være levedygtigt, og det vil navnlig få sin betydning den dag, BI får lokaleforholdene på stadion bragt i orden.

Atletik i 1947

En idrætsgren der aldrig for alvor har etableret sig i Brønderslev. Da Stadion i Nørregade var udbygget med løbe-, kaste- og springbaner oprettede BI en atletikafdeling i 1947. Sammen med Sportsugen i 1948 fandt den officielle indvielse sted, men interessen for atletik ebbede snart ud, og først i 1963 skete der noget igen, hvorefter der var godt gang i aktiviteterne indtil først i 70’erne.

 Stadion i Nørregade

Efter at Byrådet havde flyttet Markederne ind til byen, tog planerne om køb af en ny sportsplads en afgørende vending. I 1921 købte BI det areal, hvor den gamle sportsplads ved Nørregade lå. Prisen var kr. 19.000.

I de første år på det gamle stadion havde spillerne kummerlige forhold, da omklædning foregik i ”det gule hus” – et skur i ordets værste forstand var forsynet med en knagerække og ikke meget andet. Der var ikke vand indlagt.

I sommeren 1934 blev Stadionhuset bygget. Huset kostede kr. 15.000, og fungerede de første mange år som klubhus. Stadion blev udbygget i 1946, da politikerne mente det var på tide, at BI fik en håndsrækning fra byen,

efter selv at have skaffet midler til det første stadion. Hvad der i 1935 var tidssvarende – ja endog et stort fremskridt – var i 1960 blevet alt for småt.

BI-Centeret

Årene gik, og pladsen blev atter for trang – og den 25. oktober 1973 trådte Anker Jensen det første spadestik i forbindelse med BI’s opførelse af BI-Centeret.

Budgettet for byggeriet var ca. 6 mio. kr., men de samlede udgifter endte med at blive ca. 7 mio. kr.

Midt i byggeperioden kom der et anlægsstop. Borgmesteren havde ellers udtrykt velvillighed for yderligere tilskud, men desværre kom der ikke en udvidelse af investeringsrammen.

Brønderslev Kommune ydede kr. 2,5 mio. i tilskud.

 Indvielse

Medio januar 1976 tog fodboldspillerne den første del af det nye 27 tdr. land store anlæg i brug – den officielle indvielse fandt sted den 22. maj 1976.

Lilleput B2-holdet under kyndig ledelse af træner Per Andreasen blev det første hold til at spille en turneringskamp på BI-Centeret. Det originale holdkort fra dengang kan ses blandt klenodierne.

Det blev til mange festligheder i forbindelse med indvielsen.

Tidssvarende rammer & økonomiske udfordringer

Med udflytningen til Agdrupvej havde BI fået tidssvarende og velfungerende rammer, men også økonomiske udfordringer.

I 1978 blev der ført forhandlinger med kommunen om, at ovetage hele BI-Centeret, værdisat til kr. 9 mio. I realiteten var det den kommende Idrætshøjskole der spøgte, som en mulig arvtager til BI-Centeret. Der blev ført mange og lange forhandlinger om at afhænde BI-Centeret, som dog endte med, at BI i sidste ende beholdt BI-Centeret.

Det lykkedes Hovedbestyrelsen (HB) af indfri gælden på kr. 565.000 – HB iværksatte bl.a. en indsamling blandt BIs medlemmer som resulterede i kr. 250.000. De sidste kr. 315.000 blev skaffet via et 10-årigt rentefrit kommunalt lån.

Herefter gik det bedre med økonomien og 1980 regnskabet viste et overskud stort kr. 40.000.

I slutningen af 80erne kom der igen fokus på økonomien, da håndboldafdelingen store sportslige succes på minussiden resulterede i en større gældspost. Der blev i den anledning tegnet borgerlån for kr. 742.000 og med hjælp fra BI’s Venner og de sportslige afdelinger blev gælden indfriet.

Vendepunkt

I 1994 skete der for alvor et vendepunkt – det ordinære resultatet viste et plus på kr. 133.000 og en positiv udvikling var igangsat.

Eliteidrættens fremme

I midten af 80-erne vedtog Folketinget loven om eliteidrættens fremme, og BI lagde billet ind på at blive hjemsted for et såkaldt ”Dantop-Center”. Der blev satset på, at BI-Håndbold ville rykke i 2. division – og et samarbejde med golfklubben, JSI-volleyball og basketballklubben BBK-70 skulle overbevise Team Danmark.

 Brønderslev som sportsligt mekka

Drømmescenariet dengang: ”Brønderslev som Sportsligt Mekka med alt inden for kort afstand”. Sådan gik det som bekendt ikke, men efter lange og seje forhandlinger lykkedes det at etablere et Team Danmark regionalcenter for bordtennis. Det lå i beslutningen fra dengang, at også andre end Team DK-medlemmer skulle kunne bruge overnatningsmulighederne.

Team Danmark slog sig i perioden ned mange steder, men der er langt fra København til Brønderslev, og de sjællandske idrætsfolk var ikke nemme at lokke til Nordjylland, og regionscenteret sygnede hurtigt hen som sådant.

Til gengæld medførte de fremragende forhold for bordtennisafdelingen, at BI etablerede den måske mest professionelt fungerende bordtennisafdeling i landet – og med fornemme sportslige resultater til følge.

I et godt samarbejde med Brønderslev Kommune lykkedes det at få økonomien på plads.

40 dejlige år på BI-Centeret

BI-Centeret fyldte 40 år i maj 2016, og årene har sat sit synlige præg flere steder på BI-Centeret. Efteråret 2015 blev rapporten ”Bygningssættet BI-Centeret” udarbejdet. Svend Andersen gennemgik alle dele af bygningssættet, og rapporten pegede på flere områder som krævede snarlig udbedring. Udover mange års problemer med opstigende grundvand var ventilationsanlægget defekt, og der dryssede Rockwool fibre fra loftsbeklædningen i cafeen. I løbet af 2017 blev problemerne med opstigende grundvand løst, og et nyt ventilationsanlæg for kælderen og bordtennislokalerne blev installeret – med tkr. 750 i støtte fra Brønderslev Kommunes Anlægspulje og egenbetaling. SE Nyfors har støttet BI med tkr. 250 til ny LED-belysning og ekstra isolering på lofter. I skrivende stund er der netop sat gang i udskiftning af loftsbeklædningen i Cafeen – med støtte fra Spar Nord Fonden på tkr. 100. I foråret 2018 vil der stå en ny legeplads klar til de mange børn som dagligt færdes på BI-Centeret. Ø. Brønderslev Sparekasse fond har doneret tkr. 40 til legepladsen.

Bevarelse af tidssvarende rammer og økonomiske udfordringer har måske kendetegnet mange af opgaverne for foreningens ledere, men det sportslige og det sociale sammenhold har alle dage overstrålet udfordringerne, og derfor er det bl.a. lykkedes at etablere en fantastisk kunstgræsbane.

Kasserer Verner Larsen udtalte i 1947: ”Finanserne er efterhånden ved at blive foreningens vigtigste anliggende”.

Mange er de næver som er friske på daglige vedligeholdelses gøremål på BI-Centeret – og opgaver omkring Brønderslev Marked, Bingo etc., utallige er de trænere og ledere som sikrer medlemmerne fantastiske oplevelser udi sportslige og sociale sammenhænge og tilsammen er vi fantastiske.

Økonomisk støtte

Brønderslev Kommune, Rigmor Nielsens Fond, Krista og Hans Risagers Fond, SparNord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Ø. Brønderslev Sparekasses Fond har alle bidraget med tildeling af donationer, hvilket vi er dybt taknemmelige for. Førstnævnte – Brønderslev Kommune – er BI afhængige af, og stor ros til vores kommune for vilje til støtte.

Tak til sponsorer og medier- og tak til alle som støtter BI i dagligdagen.

Nedskæringerne i Brønderslev Ordningen har været markante gennem snart mange år, men især reduktionen på lokaletilskud som trådte i kraft i 2017 har gjort ondt – og vil gøre det i kommende år.

Sportslig succes vs. promovering af Brønderslev

Sportslig succes er baseret på tidssvarende faciliteter, og I Brønderslev kan vi bl.a. se det gennem Bordtennis- og Håndboldafdelingernes resultater i toppen af dansk idræt. I fodboldafdelingen har den nye Kunstgræsbane sin store betydning, og der præsteres flotte resultater – især i ungdomsafdelingen. At Brønderslev Hallerne er blevet moderniseret kan Floorball sporten profitere af i disse år – og med fælles interesse skal vi søge at stræbe efter tidssvarende faciliteter for vore medlemmer – unge som ældre.

TIL DEM,

-der gennem de 123 år har kæmpet for Brønderslev Idrætsforening, med skiftende held, men altid med Ærens fane forrest.

TIL DEM,

-der ikke var aktive sportslig set, men aktive i arbejdet for klubben, altid rede med en håndsrækning her og der – også af økonomisk art – til gavn for BIs fremtid og vækst.

TIL DEM,

-der har været BIs modtandere på idrætspladserne, alle inden- og udenlandske sportskammerater, alle, som vore idrætsmænd har gæstet eller haft på besøg.

 TIL ALLE,

BIs medlemmer er historien fortalt med tak for god indsats gennem de mange år i håbet om en rolig og sund udvikling i fremtiden.

(de sidste linier skrevet som forord til BI gennem 50 år i 1947)

Kim Glad Andersen

Formænd gennem 123 år:

Brønderslev Idrætsforening har kun haft 27 formænd i sine 123 år (1897-2020)

1. Farver P. Christensen (1897-1904; 1906-12)
2. Typograf Olsen (1904-05)
3. G. Nellemann (1905)
4. N.P. Jensen (1905)
5. Hans Pedersen (1912-14)
6. Carl Henriksen (1914)
7. Valdemar Nielsen (1916-17)
8. Konrad Andersen (1917)
9. Harald Jørgen Nielsen (1917-19; 1923-24)
10. Ejnar Bertelsen (1919-22)
11. Otto Eriksen (1922)
12. Vilhelm Paulsen (1924-25; 1929-42)
13. Chr. Bast (1925-26)
14. Anker Jensen (1926-29)
15. J. Haumann (1942-44)
16. Chr. R. Knudsen (1944-52)
17. Elis Flyvbjerg (1952-59)
18. Carl Georg Bast (1959-66)
19. Mads Axel Nielsen (1966-68)
20. Børge Mørkholt (1968-78)
21. Jeppe Bisgaard (1978-79)
22. Uffe Sørensen (1979-86)
23. Svend Andersen (1986-87)
24. Erik Møller Nielsen (1987-91)
25. Gunnar Engelund (1991-92)
26. Søren Krog Jensen (1992-2008)
27. Kim Glad Andersen 2008-

Æresmedlemmer:

1. 1917 Peter Christensen
2. 1937 Carl Henriksen
3. 1942 Vilhelm Poulsen
4. 1947 Konrad Andersen
5. 1947 Chr. Bast
6. 1963 Anker Hedegaard
7. 1967 Kaj Sanvig
8. 1967 Anker Jensen
9. 1972 Peter Pedersen
10. 1972 Carl Georg Bast
11. 1976 Knud R Knudsen
12. 1981 Stinne Jensen
13. 1981 Børge Mørkholt
14. 1981 Mads Axel Nielsen
15. 1981 Søren Ørum
16. 1992 Otto Bach Larsen
17. 1992 Gunnar Sørensen
18. 1992 Leo Sørensen
19. 1992 Otto Jepsen
20. 1992 Børge Hjorth Jensen
21. 1994 Gunnar Engelund
22. 1997 Finn Andreasen
23. 1997 Kaj Nørkjær
24. 2003 Kaj Andersen
25. 2004 Asger Olsbæk
26. 2008 Frede Aagaard
27. 2009 Søren Krog Jensen
28. 2010 Søren Ø. Christensen
29. 2011 Hugo Sørensen
30. 2013 HC Poulsen
31. 2016 Per Bjarne Jensen
32. 2021 Kaj Ove Bendixen

 

 

 

 

 

 

Kilde: og med tilladelse fra Pedershaab.

Folk på Pedershaab:

Her er et par af de pudsigheder, der kan fortælles om nogle af de mange sjove og mærkelige personer som havde været der i en menneskealder både på kontoret og i værkstedet på Pedershaab Maskinfabrik.

 Martin O. – også kaldet “Min kones mand” –

var også maskinarbejder på PM i mange år. Han var en af de rigtigt gamle – en glad og hyggelig mand.

“Smalby” Thorvald Pedersen var også en af de gamle i gårde. Han var smed, ugift og boede sammen med sin broder hjemme hos faderen i Smalby. Han var en tør og pligtopfyldende mand.

Anders Jørgen Andersen – “Gas Anders” – var maskinarbejder og arbejdede bl.a. med rørstampere. Han var en meget lun fyr. I mange år var han fast montør ved vore messer i bl.a. Hannover og Frankfurt, og det bekom ham vel.

Vi havde også en meget stædig maskinarbejder, Anthon Malmberg. Han ville f.eks. ikke i fagforeningen, hvilket han dog blev tvunget til, da hans kollegaer gik i strejke, så han måtte krybe til korset.

Adolf Jensen – “Spangsmeden” – var en anden gammel smed. Navnet skyldtes, at han boede ude ved Spangbroen i Vestergade. Om ham fortcelles det, at han til fyraften hentede en spand vand, tog en tot twist og gned sig i hoved og nakke. I sæben var der ofte jernspåner, så det kunne ses på huden med rødme og lignende, når han var færdig. Hans læderjakke var rigtig gammel og fedtet.

Den gamle Josephsen arbejdede sammen med den gamle fabrikant Peder Nielsen og havde også to sønner – Carl Aage og Niels, samt datteren Lis, som alle var ansat. Også smed Jensen ude i smedjen havde sin noget mærkelige søn, Charles, ansat, for man kunne nemlig altid få arbejde, hvis ens far var ansat.

Den gamle lagerforvalter Back Svendsen var firmaet en tro mand, og han ville ikke udlevere noget uden en rekvisition

Af de to brødre og maskinarbejdere, Reinald og Ronald, var især Ronald med på det værste, når nogen skulle gøres til grin.

Smed “Tromle” Kjeldsen var også gammel i gårde og vidste alt om vore tromler. Mange læredrenge er endt rundt omkring i gode stillinger. Willy Bjerregaard Jørgensen var en særdeles forvoven og en lidt fyrig fyr. En aften han var på aftenvagt på fabrikken, fandt han pludselig på, at han ville prøve noget andet og drønede så rundt på sin motorcykel inde på værkstedet. Han endte som lokomotivfører hos DSB, og det var i øvrigt ham, der kørte det første tog over den nye Storebæltsbro. En anden læredreng, Werner Østberg, kom også godt frem i verden. Han læste siden til ingeniør i Odense og blev ansat vist i FLS i København. I hvert fald kom han viden omkring i verden. Det var i øvrigt ham, der opfandt Tippe Toppen-kuglen og tjente mange penge på sit patent.

Olaf Poulsen, som først var ansat i Brønderslev og senere hos PM i København hos vores afdelingsleder J.P. Købke, startede senere sit eget firma og fik forskellige agenturer fra Tyskland bl.a. på gravemaskiner.

Ved besøget af Kong Frederik og Dronning Ingrid i 1951 i anledningen af byens 25. års købstadjubilæum spillede vores PM-orkester. Kongen, der jo var meget musikalsk, tillod sig at spørge direktør P. Nielsen, hvor længe de havde spillet. Da han fik at vide, at de havde spillet et år, udtalte Kongen, at det da så lød meget godt. Dirigenten var i mange år Bjerregaard Jørgensen, der var far til den vidtløftige Willy Jørgensen.

Edel Rath

Jens Sørensen som kranfører

Jens Sørensen, som var ansat på Pedershaab i mange år, var af mange betegnet som en farlig mand med en kran. Det virkede ikke altid, som han havde helt styr på, hvad han lavede, når han kørte kran. Jeg erindrer en dag sidst i 1970’erne, hvor Jens skulle bruge 5-tons kranen i afd.23. Han tog kontrolhåndtaget, trykkede på knappen og kørte ned igennem afdelingen med krankrogen hængende inde over arbejdspladserne, men glemte at sikre sig, at der var fri bane: Da krogen passerede “Brovst Knuds” arbejdsplads, hvor der stod en fritstående svingkran, greb krogen fat i udliggerarmen på svingkranen og løftede den fra dens leje med det resultat, at udliggerarmen faldt til jorden med et brag lige bag “Brovst Knud”, som stod og svejste. Dette tog Jens Sørensen åbenbart ikke så tungt, for han råbte bare til “Brovst Knud”: “Skete der noget?”. og her mente han selvfølgelig med nogle personer. Det gjorde der heldigvis ikke, bortset fra at Knud nok mistede lidt af farven i ansigtet af forskrækkelsen. Herefter kørte Jens blot videre og udførte den opgave, han var i færd med, og først senere gik han til reparatørerne for at få dem til at reparere efter det “lille” uheld.

Manden i bundringene

Børge Jeppesen stod i 1960’erne ved den store 500-tons presser, der pressede bundringene. Han var respekteret, men ville måske gerne være lidt af en konge i afdelingen. Børge var også meget haveinteresseret, så en aften fortalte han, at han havde været på havevandring i aftes oppe ved direktør O. Nielsen. Det var jo en rigtig flot have, som Børge kunne sige det, og O. Nielsen var kommet hen for at snakke med Borge. Han havde sagt til Børge: “Det er altid skønt at komme i bundringsafdelingen, for der er altid en, der arbejder, og det er dig Børge Jeppesen.” Selv samme aften, som Børge var den gode arbejder, kom O. Nielsen på uanmeldt besøg. Alle, der var på arbejde, inklusiv Børge var ved at få sig en kop kaffe, da O. Nielsen kom ind gennem porten. Det var en kop kaffe, vi selv havde taget os lov til. Alle maskiner i fabrikken var stoppede, portene stod åbne overalt, og der var fuldstændigt stille. Ja, vi kunne høre fuglesang. Da 0. Nielsen pludselig stod foran alle os med kaffekopperne, var Børge lige ved at sluge sin kaffekop. 0. Nielsen spurgte, hvornår vi havde fået kl. 19-frokost, og han fortsatte: “Jeg kender jeres måde at arbejde på aftenholdet, men det skal få en ende!” Børge var ikke i godt humør mere den aften nej, nej”

En sandfærdig historie fra regnskabsafdelingen

Vi var en mindre forsamling til møde hos økonomidirektør Niels Erik Pedersen, der sad for bordenden i en kontorstol med armlæn. Han sad lidt uroligt på stolen og vippede frem og tilbage, så stolen pludselig væltede bagover med NEP. Der blev en meget pinlig tavshed, indtil NEP rejste sig op og højlydt begyndte at le. Det var en kæmpe befrielse for alle vi andre, som så også kunne komme til det. NEP havde heldigvis ikke slået sig, og stolen havde heller ikke taget skade, så mødet blev genoptaget, som om intet var hændt.

“Mus-Verner”

“Mus-Verner” (Verner Vendelbo Jensen) var en af byens originaler, var glad for en øl og havde vel kun arbejde, når han var sendt ud. Han kom hen til “Fesser” og skulle have noget lavet: “Du Fesser. Kan du ikke bore de huller?” “Det kan jeg godt,” sagde Fesser, “men skulle vi ikke lade de øgenavne ligge?” “Nej, det er lige meget, for når jeg er gået og har vendt dig ryggen, ved jeg, at du kalder mig Musen.”

“Musen” kom hen til buret og talte med Alfred. De var jævnaldrende, men Alfred siger: “Du er da også ved at være en gammel rotte.” “Hvad siger du? Er de nu også begyndt at kalde mig en rotte. Jeg mente ellers, det var godt nok med Musen.” (Midt i 1960’erne)

En stjålen eller lånt cykel

En morgen, hvor jeg skulle på arbejde, var min cykel punkteret, så jeg lånte min kones cykel. Da jeg skulle hjem fra arbejde, tog jeg en cykel i skuret og troede, det var min kones, men om aftenen kom konen ind fra garagen og spurgte mig, hvis den cykel var, som stod ude i garagen. Jeg var med ude for at se på cyklen og kunne godt se, at jeg havde taget en forkert cykel, og næste morgen tog jeg den lånte cykel på arbejde og stillede den i cykelskuret, mens jeg håbede på, at ingen havde opdaget det.

Da Ruth Nielsen (Bette Oves kone) kom på arbejde om morgenen, fortalte hun mig, at en eller anden havde stjålet hendes cykel dagen før. Vi sad lige overfor hinanden ved skrivebordene, og jeg forsøgte at holde masken, men det var svært, for Ruth snakkede om cyklen i flere dage.

Et stykke tid efter fortalte jeg Niels Erik Pedersen, at det var mig, der ved en fejltagelse havde lant cyklen. Alle i bogholderiet kendte historien om den stjálne cykel, og til en julefrokost noget senere afslørede NEP over for Ruth, hvem der havde lånt hendes cykel, og da Ruth hørte om fejltagelsen, tilgav hun mig på stedet.

Jens Larsen – “Fesser”

Man kan spørge sig selv, hvorfor navnet “Fesser”, og svaret må være: Kunne Jens Larsen overhovedet hedde andet? Han var en flot fyr – høj og rank. I fritiden var han en ivrig tennisspiller og var derfor også slank af statur. I en af Brønderslev-filmene ser man ham svinge en pige på dansegulvet, og det fortælles, at han engang på Marokko-salens dansegulv snublede med sin dansepartner, hvorefter han straks udbrød: “For fanden du. Hvordan er det den musik spiller?” Den slags udbrud var helt almindelige for “Fesser” og var vel også en af grundene til hans navn. Han fik sin uddannelse på fabrikken og stod derefter mange år ved boremaskinen. Han var dygtig til sig job og voksede derfor også næsten sammen med sin plads ved boremaskinen. Han var ryger og røg mange cigaretter, hvorfor han havde installeret et askebæger over maskinen, hvor han askede af. Når han efter arbejde spadserede i byens gader, glemte han tit, hvor han var, og strakte sig derfor i vejret efter sit askebæger og askede af frit i luften.

 Fesser – Jens Larsen – og hans nummererede bolte

I drejeværkstedet stod der to søjleboremaskiner ved siden af hinanden, hvoraf den ene blev betjent of Fesser, som vel næsten havde boret huller, siden han var blevet udlært. Jeg blev i min læretid (1972-76) i en periode sendt ind i drejeværkstedet for at bore ved den anden søjleboremaskine, og ved denne maskine var der ikke så meget værktøj (spændjern / T-spors bolte), så jeg spurgte Fesser, om jeg kunne lane noget af ham. Det kunne jeg godt. Bare tag i skabet, sagde han. Jeg tog, hvad jeg skulle bruge, tog møtrikkerne af boltene, anbragte emnet på planen og begyndte at spænde op. Da jeg havde sat møtrikkerne på boltene igen, spurgte han mig, om jeg nu var sikker på, at jeg ikke havde byttet om på møtrikkerne. Jeg grinede lidt, da jeg troede, han ville tage gas på mig. Det var jo16 mm bolte alle sammen, og som sådan kunne det jo efter min mening jo være lige meget hvilken møtrik, der sad på hvilken bolt. Men det skulde vise sig, at det kunne det efter Fessers mening ikke. “Ser du, unge mand. Disse møtrikker og bolte er mærket med numre 1-1, 2-2 osv., og disse har gået sammen de sidste 35 år, så det bliver de også ved med, så længe jeg er her: Så det må du rette dig efter, hvis du vil låne af mig”.

“Fesser”

“Fesser” (Jens Chr. Larsen) havde været hjemme til middag. Han kom tilbage og fortalte sin arbejdskammerat: “Vi fik jordbær i dag. Jeg spiste et helt pund!” “Det har jeg da gjort så tit.” “Ja, men du – det var store jordbær!” (Midt i 1960’erne)

Flytning af faldhammeren

De to smede Egon Tomsen og Helge Eriksen havde lånt et svejseplan i miniværkstedet for at oprette nogle ringe, som bagefter skulle svejses sammen. De to smede var store og stærke, så de mange slag med smedehammeren betød både støj og vibrationer til bl.a. en drejebænk i nærheden af planet. Carl Nielsen – også kaldet “Krøl Carl” – arbejdede i miniværkstedet som drejer. Carl var i gang med at dreje nogle emner, og vibrationerne fra Egon og Helges mange slag forplantede sig til drejestålet med det resultat, at overfladen blev ujævn. Carl, som var en meget dygtig drejer, blev selvfølgelig irriteret over det, og bad Egon og Helge stoppe bankeriet. Det kunne de naturligvis ikke, da ringene selvfølgelig skulle være færdige, så Egon og Helge fortsatte ufortrødent med at arbejde, mens Carl blev mere og mere gal og engang imellem kom med nogle gevaldige udbrud henne fra drejebænken. Egon og Helge blev selvfølgelig også irriterede over, at Carl til stadighed råbte af dem og bad dem finde på noget andet. Efter et stykke tid fik Egon og Helge en vældig god idé. Egon bad Helge om at finde et stykke kridt og et målebånd, hvorefter de sammen begyndte at måle op og slog nogle vældige streger på gulvet med kridtet. Carl, som i forvejen var godt tændt, blev selvfølgelig nysgerrig og råbte højt: “Hvad har I nu gang i??” “Ah -” svarede Egon, “for at lette arbejdet flytter vi faldhammeren fra smedjen herover i miniværkstedet, og den skal placeres her.” Egon og Helge havde nemlig besluttet, at der nu skulle ske lidt sjovt, så for at irritere Carl endnu mere, ville nyheden om faldhammerens placering helt sikkert give resultat. Faldhammeren var nemlig en maskine, som blev brugt til at rette ringe. Den støjede også meget og ville helt sikkert medføre vibrationer i Carls drejestål. Hvis ikke Carl allerede var gal, så blev han det i hvert tilfælde meget hurtigt nu. Hurtigt indkaldte han resten af medarbejderne i miniværkstedet bag forhænget til “svejsekabinen”. Ingen i miniværkstedet var selvfølgelig særligt glade for Carls nyhed om flytnin. gen af faldhammeren, så det blev beslut. tet at lade fællestillidsmanden undersøge sagen nærmere. Kaj Ove Andersen, som den gang i 1980’erne var fællestillidsmand, blev orienteret om Egon og Helges planer, som Kaj ikke kendte noget til. Han gik derfor op på kontoret til daværende produktionschef, Ernst Lindbøg Madsen, som var endnu mere uforstående over for nyheden. Han trak dog på smilebåndet, da han fik at vide, hvem der var kommet med oplysningen om flytningen. For en sikkerheds skyld blev også Egon og Helges værkfører indblandet, men heller ikke han kendte til sagen. Egon og Helges “gode” idé om faldhammerens nye placering i miniværkstedet skabte i hvert fald en vis uro og stemning rundt omkring i verkstedet både før og bagefter. De var vist selv ikke mindre berørt af situationen, for det havde jo kun været Carl, de ville lave sjov med.

 Historie fra direktør O. Nielsen

Denne historie blev fortalt af direktør O. Nielsen til en sommerfest ca. 1971, da han bød velkommen.

Det minder mig om en gammel røgter, som tjente sin husbond og havde gjort det i mange Herrens år. Som det var skik og brug, holdt bondemanden et høstgilde, når høsten var i hus. Røgter Lars var meget imponeret og sagde til sin husbond, at det knagme var dyrt at holde et sådant høstgilde. Dertil sagde husbonden, at det knagme var dyrt, men at det også var skønt at se så mange glade ansigter. Der gik nogle dage, og så fik husbonden øje på, at alle køerne var gået gennem hegnet og ind i en roemark. Til sin store forargelse fik han øje på Røgter Lars, der sad uanfægtet og så på. Husbonden råbte, at han måtte være blevet fuldstændig tosset, men Røgter Lars svarede, at det var han ikke, men at der ikke var noget skønnere end at se så mange glade ansigter.

“Smalby-Thorvald”

Nogen kunne leve meget sparsommeligt i 1950-erne. Eksempelvis åbnede “Smalby Thorvald”, som var smed, kun sine lønningsposer, der dengang indeholdt ugelønnen i kontanter, én gang om året – nemlig til jul. Han kunne godt have flere af dem liggende i sin skuffe under filebænken, inden han tog dem med hjem.

Samme “Smalby-Thorvald” havde det også med at lave små notater i en lommebog om de forskellige arbejdsopgaver, da der ikke altid fandtes arbejdstegninger. Når han skulle lave en slæbeskovl til gravemaskiner, stod der eksempelvis, at der skulle bores et hul 4 tommer fra nordvestlige hjørne og til højre.

 Mangel på folk

PM var inde i en periode, hvor man manglede folk, så der blev ansat mange forskellige personer. Oppe i Hune havde menighedsrådet store problemer med deres præst, og han blev afskediget. Adolf Pedersen sagde til sin værkfører: “Ikke for at jeg skal blande mig, men nu er præsten i Hune vist også ledig.”

Portner Gunner

Man kan ikke fortælle om Pedershaab uden at nævne portner Gunner Andersen. Han var altid en glad mand med et godt ordforråd. Gunner havde en schæferhund, Vaks, som var Gunners stolthed, og det vidste alle. En dag, hvor Gunner sad i portnerrummet, lå hunden Vaks udenfor med et kødben. Direktør O. Nielsen kom forbi og udbrød: “Det er sandelig et ordentligt kødben, Vaks der har fået.” Gunner svarede: “Nå ja. Det er det, der er blevet tilbage af den store forgroede læreknægt.

Hovedpinepiller

Postens Peter var en lun, men ellers stilfærdig mand. Han var samarit og havde derfor et skab med diverse ting – bl.a. hovedpinepiller. Han holdt meget justits med dem, og hvis man kom efter en pille mere end én gang, sagde Peter: “Hvanær ska do ha auktion?”

Brug sikkerhedsbriller

Over alle stationære slibestene rundt på fabrikken var der en æske sikkerhedsbriller. På æsken var der malet en pige i meget lidt tøj, og teksten under pigen lød: “Det er bedre at se det dunkelt, end slet ikke at set det. Brug sikkerhedsbriller.”

Poul Lentz – “Mai”

Poul Lentz var en meget pligtopfyldende værkfører og kontrollør, der var loyal over for fabrikken og kollegaer. Han havde mange lærlinge under sig i drejeværkstedet. “Er du ikke klar over stillingen?” spurgte han lærlingen, når han havde instrueret dem i en opgave, og han viste dem altid hvordan. Gik man så hen og brokkede emnet, fik man en reprimande: “A så’ du sku’ jø såen og såen.” En gang gik det også galt for en af lærlingene, der havde lavet et hul for stort i en aksel. Han satte så en foringi, men da akslen kom ned til “Gas Anders” for at blive skaret gevind i, drejede foringen rundt, hvilket “Gas Anders” syntes var meget sjovt. Han tilkaldte “Mai”, som ikke kunne se det sjove i det og ikke syntes, det var noget at grine af. En lærling, “Per Pylle”, havde også brokket et emne, men for at få det til at se rigtigt ud, sleb han af sin dybdemåler, så emnet passede til det. “Mais” dybdemåler var jo ikke slebet, så han kunne ikke få målene til at passe. Han henvendte sig til lærlingen, der ikke kunne forstå det og målte efter med sin dybdemåler, så “Mai” kunne se, at det passede. Det kunne “Mai” ikke forstå, men han fandt ud af det, og fremover blev alt, hvad lærlingen lavede, kontrolleret Lønforhandlinger med “Mai” var ikke altid nemme. Han sagde altid: “Det er dyngerne på bordet, der tæller.” Indimellem havde han ondt i maven. Han fik det, når noget ikke gik, som han gerne ville have det. Så holdt han for maven og spiste natron.

 Hvad koster det nu?

Under en montage i Tyskland havde jeg en nyansat montør med til oplæring. Vi arbejdede i den ene side af hallen, mens der var rørproduktion i den anden side. Der stod en dagsproduktion på 200-250 10-centimers betonrør på hærdepladsen. Da min kollega ville bukke sig ned og tage nogle maskindele, ramte han med enden et af rørene, som væltede, ramte de andre rør og udløste en dominoeffekt. Da han så opdagede, hvad der var i gang, stod han bare med åben mund og polypper og så på sceneriet. Det var et syn for guder, og jeg var ved at dø af grin. Da det endelig stoppede, var kun tre rør blevet stående. Hans første kommentar var: “Hvad koster det nu?” En lignende episode oplevede jeg også ved en anden kunde. Her var det blot en stor hankat, der sprang ind gennem et åbenstående vindue og væltede over 300 betonrør.

En historie nede fra smedjen

Aage Gade var ufaglært og en spasmager uden lige. Han passede den store ovn og ringbukker. Truckfører Lars Bak og Adolf Pedersen havde meget med hinanden at gøre og var derfor også de fineste venner. Derhjemme havde Adolf lidt hans, og han leverede af og til en spandfuld æg til Lars Bak med PM som byttecentral. Aage Gade tog en dag spanden med æg og kogte dem i en bundring i den store ovn. Derefter lagde han æggene tilbage i spanden igen. Forholdet mellem Lars og Adolf blev aldrig det samme igen.

 Bent Aage Nielsen

En oplevelse, vi heller ikke bar glemme, er Bent Age Nielsens evner til at begå sig og til at komme med gode bemærkninger. Bent Aage lavede i mange år formskabeloner, og han var af og til hårdt presset, for der var mange, som ventede. Hans værkfører havde derfor lavet en plan, men den havde Bent Aage ikke helt rettet sig efter, og derfor fik han en overhaling. Bent Aage tog imod den, men da værkføreren gik, sagde Bent Aage til de ventende: “Er der en, der vil gøre mig en tjeneste? Når det bliver nat, så tag ud og gi’ hans græsplæne et ordentligt lag salpeter.”

 

 

 

 

 Henrik Hald. Lydens mester.

Af Inger Aarup-Kristensen

 Lørdag d. 28.august blev der afholdt en stor mindekoncert i Den Runde Pavillon i Brønderslev for at ære Henrik Hald, der desværre afgik ved døden d. 9. maj 2021 i en alder af 55 år.

Rigtig mange af kommunens sangere og musikere i alle aldersgrupper gik på scenen og spillede til ære for deres gode ven, læremester og hjælper.

Nogen takkede for hjælpen, da de i sin tid var barnestjerner. Andre huskede Henriks store hjælp i forbindelse med konkurrencen ”Byens bedste band”. Atter andre sagde tak for hjælpen ved arrangementer i Den Runde Pavillon, til Parkfestival, til markeder, til koncerter på Buus-scenen, til seniormesse, Keep on rockin, BI-rock o.s.v.

Alle steder, hvor der har været brug for hjælp med at skaffe god lyd, har Henrik været på pletten.

Allerede som 15årig var Henrik selv amatørmusiker. Han spillede bas i de to bands ” Kost og Logi ”og ”De virile Fluesmækkere”, og var en af bagmændene bag spillestedet ”Det bette Apotek” i Skolegade i Brønderslev.

Herudover var Henrik, som ung, formand for musikforening ”Lokalmusik” og senere ”Foxtrot.” Han stod for udlån af øvelokaler til musikere på Sct. Georgsgården og for indkøb, vedligeholdelse og udlån af kommunens lydanlæg.  Alt sammen på frivillig basis.

Byens bedste Band

Jeg har personlig kendt Henrik siden starten af 1995. Året var udvalgt som Internationalt Børnemusikår. Derfor havde Brønderslev Børnebibliotek arrangeret en del koncerter m.m. for mindre børn. Henrik syntes da også, det var ganske fint, ”MEN det er jo især UNGE og MUSIK, der hører sammen”, indvendte han og foreslog, at vi afholdt en rockkoncert for lokale unge i bibliotekets nye sal, og vigtigst af alt, sagde han, at han gerne ville hjælpe med afviklingen.

Denne koncert, som bar navnet ”Show off koncert” blev starten på et mangeårigt samarbejde mellem Henrik og mig. Koncerten blev en stor succes, men de unge ville gerne have et konkurrence-element ind, da det ville give gode muligheder for spillejobs at kunne kalde sig vindere.

Hermed startede konkurrencen ”Byens bedste Band”, som et samarbejde mellem Henrik/musikforeningen, kulturskolen og biblioteket, og konkurrencen har været afholdt hvert forår siden, undtagen 2020 og 2021, hvor det på grund af Corona-restriktioner, ikke har været muligt.

I 90erne og indtil midten af 2000erne var der rigtig mange unge bands i Brønderslev, og de havde stor brug for praktisk hjælp. De unge musikere havde masser af energi og musiktalent men ingen penge.

Her blev Henrik en stor hjælper, idet han kunne tilbyde at stå for lån af Den Runde Pavillon via musikforeningen. Der var dog stadig en stor udgift til leje af lydanlæg, så de unge koncertarrangører havde ofte ondt i maven ved tanken om et evt. underskud ved koncerter.

Her kom Henrik også til hjælp, idet han foreslog, at vi to sammen kunne sende en ansøgning til Kulturelt Samråd om indkøb af et kommunalt lydanlæg, som skulle kunne lånes gratis af alle musikere. Anlægget kunne placeres ved biblioteket, og Henrik tilbød personligt at stå for udlån, vedligeholdelse m.m.

Pengene blev bevilget, og kommunens unge kunne ånde lettet op. Nu kunne de trygt lave arrangementer uden frygt for underskud, og rockmusikken blomstrede som aldrig før.

Det er selvfølgelig godt at spille i pavillonen for vennerne, men de fleste ville jo også gerne uden for kommunen og vise, havde de duede til.

Derfor fandt vi på, efter nogle år, at udfordre de øvrige nordjyske kommuner. Det skete gennem konkurrencen ”Nordjysk mesterskab i rock for hold.”

Ideen var, at hver kommune skulle vælge deres tre bedste bands, som skulle repræsentere kommunen som gruppe. Formålet med gruppeopstillingen var, at en kommunes bedste band herved kunne have interesse i at hjælpe nummer to og tre, for at kunne vinde det samlede kommunemesterskab.

Konkurrencen blev afholdt 3-4 år i træk. ”Problemet” var dog, at Brønderslev kommune løb af med sejren 3 ud af 4 gange, og de øvrige kommuner havde vanskeligt ved at finde tre bands at stille op med. Her fik vi syn for sagen: ”Der var mere grøde i rockmusikken i Brønderslev end i nabokommunerne”, og jeg er overbevist om, at det for en stor del skyldtes Henriks store engagement med at skaffe lokaler og gratis lydanlæg, så de unge kunne give den gas.

Vi havde det også sjovt sammen, når der skulle laves koncerter, for Henrik havde altid en lun bemærkning og et par skøre ideer. F.eks. fandt han på, at der ved det første nordjyske mesterskab skulle uddeles præmier for meget andet end musiktalent.

Frisør Keld blev overtalt til at give et gavekort, som skulle vindes af den deltager, der havde det grimmeste hår. Vinderen blev Esben Pretzmann, som i dag er kendt som komiker fra ”Drengene fra Angora”. Han stillede op for Dronninglund Kommune. Mon det er derfor, han i dag er skaldet?

Et af de vindende bands var ”Blue Van”, og de skulle selvfølgelig med videre til Nordjysk Mesterskab, der ét år blev afholdt i Hobro. Vi havde bestilt en stor bus, så vi kunne have vores tre vindende bands med + nogle fans. Da vi steg ind i bussen, fandt vi ud af, at Søren Christensen fra ”Blue Van” skulle have sit store tunge orgel med. I det tilfælde var det godt, at Henrik var en stor og stærk smed, for hele vejen til Hobro, måtte han stå på bussens trappe og holde fast i orglet, som ikke kunne komme ind i bussen og også var for stort til bagagerummet.

Orglet vakte da også behørig opsigt i Hobro, især fordi Søren, som vanligt, i nogle sekvenser kravlede op på instrumentet og spillede spejlvendt.

De seneste ti år er der sket en ændring af konkurrencen ”Byens bedste Band”, idet flere og flere stiller op som solister. Rikke Thomsen, som i skrivende stund spilles meget i Danmarks radio og optræder til festivaler med sønderjysk musik, har været en af vinderne, som solist.

I forbindelse med Rikkes karriere har Henrik virkelig trådt i karakter, som hjælper. Han har ikke kun hjulpet Rikke med lyd, men også transporteret hende rundt i landet til koncerter, indtil hun selv fik bil og kørekort. Henriks hjælp til Rikke er da også blevet bemærket, og i forbindelse med en af hendes optrædener i Aalborg, sagde en af arrangørerne til hende: ”Din far er vist parat nu.” Det var faktisk Henrik, der var parat.

Da Henrik blev bisat d. 22. maj fra Brønderslev Kirke, spillede Rikke da også guitar og sang en af Henriks yndlingssange: Dolly Partons ”Do I ever cross your mind”.

Vinderne af konkurrencen ”Byens bedste band” fik de første år æren af at spille til BI-Rock, som Henrik også var med til at arrangere. Det var noget, de unge bands var glade for. De kom således på den store scene inden Poul Krebs, TV2 og andre kendte.

Første år spillede bandet ”Søvngængerne”, som havde vundet en lokal Beatles-konkurrence. Herefter fulgte ”Blue Van” og ”Far og Hjorten”.

De næste 4-5 år fik vinderne æren af at spille til Løkken koncert, og sidst men ikke mindst, er et spillejob til Bålhøjfestival i Ø. Brønderslev dét, som musikerne kæmper om.

Årets Barnestjerne- endnu et af Henriks hjertebørn.

I 1997 afholdt skolebibliotekerne, børnebiblioteket og boghandleren en fælles læsekonkurrence for kommunens 4.og 5. klasser. Den klasse, der læste flest sider i løbet af en måned, blev inviteret til fest i salen ved biblioteket. I forbindelse med festen blev børnene opfordret til at optræde som ”Spice Girls”, der var meget hotte dette år.

Arrangementet kunne kun lade sig gøre, fordi Henrik igen tilbød sin hjælp med at styre lyden, for de mange børn på scenen.

Det viste sig, at der var så stor interesse for at optræde, at biblioteket de efterfølgende år, sammen med Henrik, gentog festen. Fremover for alle børn fra 2.- 6. klasse og uden forudgående læsekonkurrence. I stedet indførte vi en fast konkurrence om at blive ” Årets barnestjerne”.

Igennem flere år gik op til 25 grupper børn på scenen og, ligesom til konkurrencen ”Byens bedste band”, blev alle godt modtaget af publikum, som gjorde meget ud af at heppe på modige klassekammerater.

Mens børnene optrådte, stod Henrik og jeg og noterede, hvilke børn, der ville være gode til at optræde til seniormesse, Brønderslev Marked og lignende arrangementer. Derfor var det ikke kun vinderne, der var glade for konkurrencen, for rigtig mange fik flere solo-optrædender efterfølgende.

Der blev hvert år udvalgt børn til både 1., 2. og 3. pladsen, mens de øvrige mange grupper børn ikke fik nogen bestemt placering, for at ingen skulle føle sig som tabere.

Til trods herfor oplevede vi et år, at en pige fra Brønderslev blev interviewet på DR TV og her fortalte, at hun var blevet nummer fire i konkurrencen ”Årets Barnestjerne”. Det bekræftede os i, at alle de øvrige børn mente, at de var vindere, hvilket også var hensigten.

Børnene gjorde virkelig meget ud af deres optræden, og mange var rigtig dygtige. Faktisk blev vinderne af konkurrencen i 2008, ”The Johanssons”, efterfølgende vindere af Børnemelodigrandprix ”MGP i Danmarks Radio.

Efterhånden blev antallet af deltagere i konkurrencen mindre og mindre, og sidste konkurrence blev afholdt i 2016. Efter 19 år var interessen ikke længere stor nok, til ærgrelse for både Henrik og mig.

At barnestjernerne betød rigtig meget for Henrik, viste han ved at opmuntre og støtte de mange deltagere, også i forbindelse med deres optræden andre steder. Han fortalte flere gange, hvor glad han var for at få en snak med ungerne, når han gik rundt i byen.

Da Henrik i forbindelse med et nyt job, blev involveret i arrangementer i Samlingshuset i Øster Brønderslev, følte han, at han måtte trappe ned på sine mange kulturaktiviteter i Brønderslev by. Det ville have været et stort tab for børn og unge i byen, så heldigvis trøstede Henrik mig med, at det selvfølgelig ikke var gældende for konkurrencerne ”Byens bedste Band” og ”Årets Barnestjerne”, for de var meget vigtige for ham.

Henrik og jeg har da også gennem alle årene været stolte af, sammen med Brønderslev Kulturskole, at have været fødselshjælpere for rigtig mange unge, som efterfølgende er fortsat med at optræde f.eks. til musicals på gymnasiet eller ”Band Battle” på Skråen i Aalborg. Faktisk er rigtig mange af vores barnestjerner også gået videre med musik og sang på konservatoriet eller universitetet.

Keep on rockin m.m.

Selvom Henriks hovedjob var at være smed på Pedershåb, fandt han altid tid til at deltage i spændende projekter med musik.

Fra 2008 til og med 2011 var han således medarrangør af talentudviklings-campen ”Keep on Rockin ” for talentfulde bands fra hele Nordjylland, der blev afholdt i Hjallerup.

Konceptet blev udviklet og gennemført i et samarbejde mellem Henrik Hald, Søren Burholt Kristensen fra Skråen i Aalborg og undertegnede. Gennem alle årene stod Henrik for lyden, når de mange bands optrådte for hinanden på skolen i Hjallerup, og det første år afholdt han sit eget kursus for lydteknikere i samarbejde med eventuddannelsen i Frederikshavn.

Henrik var i det hele taget meget optaget af at lære unge at styre teknikken, så der var en afløser i kommunen, når han ikke selv kunne fortsætte.

Han holdt derfor også kurser i at bruge det kommunale lydanlæg.

Faktisk tog et par af deltagerne i talentcampen da også efterfølgende den fulde uddannelse som lydtekniker i Frederikshavn, og flere lærte at bruge kommunens eget anlæg.

Desværre for Henrik og alle vi andre, sker der det, at de unge flytter fra kommunen, og da vi skulle afholde mindekoncert for Henrik, viste det sig tragisk nok, at der var masser af sangere og musikere, der gerne ville optræde, men det var vanskeligt at finde en lydmand. Den person, der var bedst til dette job, og vi altid havde kunnet regne med til posten, var jo netop ikke blandt os mere.

Kulturprisen gik til Henrik.

I 1997 besluttede Kulturelt Samråd, at de ville uddele en årlig kulturpris. Prisen skulle ikke blot være et pengebeløb, men en gave som modtageren ville kunne glæde sig over i mange år.

Derfor blev kunstneren Hanne Astrup hyret til at lave et af sine utrolig flotte billeder, syet på maskine. Motivet skulle afspejle, hvad prisen blev givet for.

Da Henrik blev indkaldt til at mødes med Kulturelt Samråd på biblioteket, var han en smule nervøs, da han havde et mindre mellemværende med udvalget omkring et regnskab, der var forsinket.

Det var derfor en fornøjelse at overvære, hvordan hans ansigt ændrede sig fra bekymring til kæmpe glæde, da han i stedet blev hyldet for sin indsats som ildsjæl.

Henrik har desuden, fuldt fortjent, modtaget Dronninglund Sparekasses kulturpris i 2009, og da Borger9700´s kulturgruppe for nogle år siden modtog kommunens kulturpris, var Henrik også medlem af denne gruppe.

Den flinke mand, der altid var parat til at hjælpe.

I forbindelse med mindekoncerten for Henrik, blev det tydeligt for alle, at selvom Henriks egen interesse især lå i musikken, vil han også blive husket af rigtig mange, unge som ældre borgere, fordi han altid var parat til at hjælpe med alle andre praktiske gøremål, især i og omkring Den Runde Pavillon, hvor han til sin død var næstformand i venneforeningen.

Ligesom en arrangør i Aalborg troede, at Henrik var Rikke Thomsens far, fordi han altid hjalp hende, så har jeg også hørt nogen sige til Rita Simick, som var instruktør i seniordans, at hun var heldig med at have så hjælpsom og sød en søn.

Nu har Rita altså ”kun” to døtre, så hun blev lidt mundlam, indtil det gik op for hende, at det var Henrik, som vedkommende troede var hendes søn, fordi han jo altid kom, når hun havde brug for hjælp til at afvikle seniordans i pavillonen.

Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at udtrykke min personlige meget dybe tak til Henrik Hald. Han var en virkelig god ven, og jeg ville ikke have kunnet udføre mit arbejde som kulturkonsulent uden hans store hjælp.

For ikke at gøre det hele så trist, synes jeg, at indlægget skal afsluttes med en bemærkning fra en af Henriks andre gode venner:

”Nu er Henrik taget op i himlen for at lave god lyd til englenes kor.”

Ejnar Mikkelsen var dansk polarforsker, skibsfører og forfatter

Baggrund:
Han blev født i Vester Brønderslev i Vendsyssel i 1880 som søn af Aksel Mikkelsen, der var smed og ejede et støberi og et maskinværksted, men var interesseret i pædagogik og indrettede en håndværkerskole ved virksomheden. I 1883 flyttede familien til Næstved på Sjælland, hvor faderen fik arbejde som sløjdlærer, og i 1885 videre til København. Ejnar havde det svært i skolen og blev som 13-årig taget ud, hvorefter han blev undervist privat. Han havde dog interesse for geografi. En færing, der var ansat hos faren, fortalte om livet til søs, og han blev sendt af sted med Georg Stage. Det kunne Mikkelsen lide, og han beskriver læringen: ”hvor der halvt i Leg blev indpodet Viden og Kunnen i dem, som havde en Splint af Havets Troldspejl i Øjet”.
Inden han stod til søs for alvor, advarede hans far ham udtrykkeligt om, hvor farligt livet var for en ung sømand. Faren tog ham med på restaurant på havnen, hvor damerne ofte satte sig på skødet af mændene. Bagefter tog de til hospitalet, hvor han fik lov til at se resultatet af kønssygdomme.

Rejser
Som helt ung styrmand deltog han i 1900 i Amdrup ekspeditionen/Carlsberg fondens ekspedition til Østgrønland.
De følgende år deltog han i flere udenlandske ekspeditioner, blant andet som kartograf i en mislykket amerikansk ekspedition til Nordpolen i
1901-02. Senere ledede han en britisk-amerikansk ekspedition i Beauforthavet 1906-08.
Han var også leder af Alabama ekspeditionen til Nordøstgrønland 1909-12, hvor man ledte efter omkomne deltagere fra Danmark ekspeditionen.

Under en slæderejse på denne turen fandt han dagbøgerne til Ludvig Mylius-Erichsen. Ekspeditionens skib forliste senere, noget som førte til at han og besætningen måtte vente i 2 år før de blev bjerget af norske sælfangere.
Mikkelsen planlagde og ledede i 1924-25 koloniseringen af Ittoqqortoormiit/Scoresbysunds med indbyggere fra Ammassalik, det nuværende Tasiilaq. Fra 1933 til 1950 var han inspektør for Østgrønland.
Mikkelsen står for et omfattende forfatterskab, som i al væsentlighed omhandler arktiske forhold. Han ble udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet i 1956.
Ved Langeliniekajen og Isbjørnen i København er det rejst en mindesten over Ejnar Mikkelsen.
“Ejnar Mikkelsens Vej” står der på et gadeskilt i Brønderslev.
For nogle år siden, var Ejnar Mikkelsens Vej en vej, der ikke skete så meget på, og som folk sjældent besøgte, medmindre de havde et ærinde. Jernbanen sørger nemlig for, at vejen stopper brat, og der ikke er andre muligheder end at vende om. Inden for de senere år er der da så sket en vældig trafik – dels fordi der er bygget boliger, som har adgang til parkeringsplads den vej, men så sandelig også fordi, at Netto flyttede hen på hjørnet af Ejnar Mikkelsens Vej og Østergade.

Ejnar Mikkelsen kom til verden d. 23. december 1880 som søn af jernstøber Aksel Mikkelsen, med tilnavnet Løth, som var født i Hjørring sogn og Maren Nielsen, som kom fra Ryslinge sogn.
Ejnar var det 5. barn i ægteskabet, men der var nu kun 3 andre børnestemmer i hjemmet, da Ejnar kom til verden, for Aksel og Maren havde mistet sønnen Halvor, som blev født 6. maj 1875, men kun blev en dag gammel. De havde lagt ham i graven 16. maj på Brønderslev kirkegård.
Men det vidste den lille Ejnar jo ikke noget om denne lille juleaften, men kunne sikkert høre sine 3 søskende: Sigrid f. 30. november 1873, Aslaug f. 17. august 1876 og Asbjørn f. 11. juli 1878.
Den lille Ejnar levede sine første 3 år i Brønderslev mens far Aksel passede sit jernstøberi og maskinværksted, men familien søgte nye græsgange udenfor Vendsyssel, sikkert fordi far Aksel havde forladt hjemmet i Brønderslev i 1882 for at drage til Sverige, hvor han ville lære om det de kaldte Sløjd. Aksel tog ordet Sløjd med til Danmark, men var ikke helt tilfreds med den svenske model, og indførte sin egen, som blev mere og mere udbredt. Aksel blev sløjdlærer på Næstved Tekniske Skole og familien flyttede dertil, men allerede et par år efter, flyttede familien til København, hvor han i 1886 købte en skole på Værnedamsvej, som han lavede om til en decideret sløjdskole.
Ejnar var ikke nogen dygtig skoledreng, så da han var 13 år gammel, blev han taget ud for at få privatundervisning derhjemme, selv om det vist ikke hjalp synderligt på hans boglige evner – ej heller på interessen på at lytte. Til gengæld lyttede han godt efter når en sømand, som faren havde ansat, fortalte om de 7 verdenshave. Det var det Ejnar kunne tænke sig, og han stævnede ud med Georg Stage, og her fandt han lykken og udtalte:
” hvor der halvt i leg blev indpodet viden og kunnen i dem, som havde en splint af havets troldspejl i øjet”
og hvor havde han ret: Hvor der er interesse, er sindet åbnet og hjernen arbejder på højtryk.

Far Aksel havde taget knægten, der ville være sømand, med på de små listige steder i det københavnske, hvor letlevende damer gjorde sig til, for efterfølgende at besøge sundhedsvæsenet og få vished for de lurende farer, som sømænd kom ud for, i hver en havn.
Far Aksel havde jo sikkert tænkt, at Ejnar ville blive en sømand, som folk er flest, men den meget lidt boglige Ejnar, valgte den meget videnskabelige måde at være sømand på.
Som 20årig tog han som styrmand til Nordøst Grønland på det der hed Amdrup ekspedidonen og det var vel allerede her, at han tabte sit hjerte til Grønland.

Danmarks ekspeditionen stævnede ud fra Frederikshavn d. 27. juni 1906 med Mylius-Eriksen som leder, sikkert fulde af forventninger og masser af vågemod – de fleste kom ikke levende fra Grønland, der i blandt Mylius-Eriksen.
I 1909 stævnede Ejnar Mikkelsen så ud for at lede efter de forsvundne mænds dagbøger. 3 år kom ekspeditionen til at vare, men det var nu ikke
meningen. Skibet gik ned, og Ejnar måtte vente i 2 år på at blive bragt hjem til Danmark.
Naturligvis skrev Ejnar Mikkelsen dagbøger. Dels for at huske hvad man havde oplevet, men det var også et godt “afskedsbrev” hvis man ikke kom hjem med livet i behold, hvis nogen altså var i stand til at finde dem!!!

Selvfølgelig har jeg hørt om Scoresbysund, men jeg må indrømme, at jeg da ikke lige har tænkt over, hvad historien var bag denne by.
I de mere end 2 år hvor Ejnar Mikkelsen var strandet i Nordøst Grønland fantaserede han og Iver P. Iversen om at der var liv og leben netop der hvor de var strandet. Hvor utroligt det end lyder, så døjede Grønlænderne med overbefolkning, og Ejnar Mikkelsen arbejdede videre på idéen om, at der skulle bo mennesker i Scoresbysund. Det kom der også til, men først i 1925, hvor 70 grønlændere gratis blev fragtet fra Vest Grønland til Scoresbysund, hvor senere yderligere 17 mennesker slog sig ned.
Ejnar Mikkelsen var blevet bidt af Grønland, især Øst Grønland og var inspektør for området fra 1933 til 1950. Ved siden af, skrev han en række bøger, selvfølgelig om det der lå hans hjerte nær.
På privatfronten blev han gift 2 gange. Første gang med Naja Marie Heiberg Holm i Holmens kirke 9. maj 1913. Her står Ejnar opført som værende Skibsinspektør. Brudeparrets fædre var forlovere: Kaptajn i søetaten Gustav Frederik Holm og Sløjdinspektør Aksel Mikkelsen. De nåede nu kun at være gift i 5 år, for d. 18. august 1918 døde Naja 30 år gammel i hjemmet på Vilhelmhåbsvej 6 af influenza og lungebetændelse. Han begravede hende 3 dage efter på Garnisons kirkegården.
Knapt et år efter 1. juli 1919 giftede Ejnar sig igen, denne gang hed bruden Ella Holm-Jensen og var fraskilt, da hun gav ham sit “JA” i Sankt Pouls kirke i Korsør.
Den lille Ejnar som havde set dagens lys i Brønderslev lillejuleaften 1880 døde 1. maj 1971 i København, og blev begravet på Ordrup kirkegård.

Nekrolog og notits og billede af busten der blev afsløret på Langelinie i 1974.
Det lader til, at denne Mikkelsen slægt besad en entusiasme og en dygtighed for det de hver især fangede interesse for. Mest berømt blev nok Ejnar, som blev dekoreret med alle de ordner og medaljer man kunne få indenfor hans område, men også far Aksel og søster Aslaug var kapaciteter inden for deres område.

Sept. 2021
Jens Otto Madsen med kilde: Wikipedia og hjemmeside Ann Nygaard

 

 

Artikel af Ella Pedersen, tidligere lærer,

Historien er fra marts 2008.

 

Richard Poulsen, som er født og opvokset i Gravensgade 35, beretter om perioden fra sidst i 1940erne og først i 1950erne.

Gik man fra Nørregade og ind i Gravensgade var den første ejendom på venstre hånd automobilforhandler S. Møllers værksted og beboelse. I udlejningsejendommen ved siden af boede en fru Kjeldsen med to teenagere, vist nok Egon og Gerda. Der boede også en familie Jensen. Han var chauffør ved ”Æg-Poulsen”.

I den næste ejendom lå A. Poulsens ægpakkeri. Lederen var sønnen Peter Poulsen. Han forhandlede foruden æg også skind og huder og havde desuden depot for Oma margarine. Senere producerede han også sodavand.

Richards søster, Ruth, blev kontoruddannet hos A.Poulsen, og hans mor, der blev enke som 48-årig, arbejdede en overgang i det kolde ægpakkeri.

I det næste hus boede postbud Christiansen med sin kone og sønnen Arne. I næste ejendom boede boghandler Mandrup Poulsen.

I de to efterfølgende huse boede Kjølholm brødrene.

På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade boede lærer Tage Mortensen, der var søn af politibetjent Mortensen.

På det modsatte hjørne boede Amalie Westergaard, kaldet ”Malle”. Hun havde to børn, Bodil og Vagn. Hendes mand omkom ved en stærkstrømsulykke i Serritslev. Hun udlejede en del af huset til kriminalpolitiet, hvor bl. a. Søren Ørum var ansat. Den gamle sygehusportør Madsen boede til leje ovenpå.

I den næste ejendom boede to familier Sønderlev. Derefter var der ligesom en portal, man gik igennem. Så kom man ind til Sigurd og hans familie. Der var tre døtre og en søn, Hans Jørn. Sigurd arbejdede på klokkestøberiet.

Så kom huset, hvor familien Larsen boede med sine tre sønner. Faderen var værkfører på ”Den gamle fabrik” (beslagfabrikken). Sønnen Emanuel blev værkfører, Erling var den første ejer af Saltum Bryghus, og S.A.Larsen blev købmand i Frederiksgade, senere Nygade, hvor der i dag er ”Pizzaria”. I den anden ende af huset boede Lydia og ”Tuborg Henry”, der kun drak Carlsberg.

I den næste ejendom boede familien Marius Pedersen. De havde bl.a. en søn, som man kaldte ”Bitte-Bent”. Han skulle have været maskinarbejder, men sprang fra og blev lærer. Bent blev gift med forfatteren Inge Jørgensen, der bl.a. har skrevet bogen ”Halsen af en svane”, der fortæller om forfatterens opvækst i Brønderslev. I den anden ende af ejendommen boede postbudet Gunnar Thomsen og hans kone. Ovenpå boede klokkestøber G. Hvidberg og hans kone. De havde datteren Grethe.

Derefter var der en smal port, og i nr. 31 boede frøknerne Maren og Johanne, og i den anden ende af huset boede rullekonen Ingeborg Jensen. Hun havde tre børn: Jørn, Tove og ”Store-Bent”. I nr. 31A boede Jørgen Mortensen, som havde tre sønner og to døtre, bl.a. Ruth, gift med Lentz, Else, som var frisør, og Poul, der blev udlært hos gørtler Poulsen. Poul var en Richards ungdomsvenner. Efter mange år i København bor han igen i Brønderslev.

I nr.33 boede modelsnedker Mogensen og hans kone. Senere blev huset solgt til familien Mikkelsen, der bl.a. havde børnene Inge og Poul, der stadig bor i Brønderslev. Den ældste søn Erik, bor dog i Århus. Han var Richards ungdomsven. Der var flere lejemål, men i nr.35 boede rebslager Lehm, som ejede ejndommen, og Richards forældre, Ingrid og Ernst Poulsen.

Lehm havde bag ved ejendommen – på Lehms Eng – sit rebslageri. I dag hedder området Rebslagerstien. Lehm flyttede senere til ejendommen, der ligger på det vestlige hjørne af Bredgade-Mejlstedgade. Efter rebslager Lehm flyttede Gerda og Edvard Thomsen ind i nr.35. De havde sønnen Lindy, som kom til at arbejde i skatteforvaltningen. Edvard Thomsen var en dygtig fodboldtræner. I den anden ende af huset boede to ældre søstre, Gine og Martine, som begge var frøkner. Derefter boede Dorthe og Vagn Larsen, der havde tre sønner. Sønnerne Poul Erik og Ove bor stadig i Brønderslev.

Efter familien Larsen nåede man til Eksportslagteriet med kreaturslagteri og en lille butik med meget fine kødvarer. Bygningen blev senere solgt til S.Møller. I dag rummer ejendommen læger, tandlæger og øjenlæge. Fortsatte man fra Gravensgade og ned ad Dannebrogsgade, var der dengang jordvej, haver og marker. Der var Mejlstedgaard og længere oppe Smalbygaard.

På det modsatte hjørne af Gravensgade og Dannebrogsgade på venstre hånd lå der en stor rød villa. Her boede ægpakker Frederiksen. Ægpakkeriet lå i Grønnegade, hvor Ib Lentz bor i dag.

I den næste villa boede S.A.German.

Derefter kom Gravensgade blokkene, der blev opført i sidste halvdel af 1940erne. Efter blokkene kom Smalbyvej, og derefter kom man til Risagergaards marker.

Efter Brunderhus på højre hånd ligger en ejendom, der i dag tilhører kommunen. Tidligere havde Zonen redningsstation i ejendommen. I den samme ejendom havde gørtler Poulsen gørtleri. Derefter kom Tolstrup Indkøbsforening, hvor uddeleren hed Engelund.

Så kom en ejendom med flere lejligheder. Der boede bl.a. baneportør Kjølholm og hans kone med døtrene Bodil og Birgit, og skrædder Viktor Thomsen og hans kone. De havde to døtre og en søn. Derefter mejerist Jensen og hans kone, de havde sønnen Ove, der blev kasserer i Brønderslev Bank. I ejendommen boede også familien Rydder.

Derefter kom polistationen med ”Brummen” i kælderen. Man kunne ikke se ind, men man kunne høre om der var nogen derinde, fortæller Richard Poulsen.

Efter rådhuspladsen lå Klokkestøberiet. Der var to direktører på klokkestøberiet: ”Den store og den lille klokkestøber”. De hed begge Sørensen. Klokkestøberiet var meget spændende, fortæller Richard Poulsen. Man måtte gerne stå på en gesims, så man kunne se, når de hældte flydende jern i støbeformene og når de afprøvede klokkespil. Der blev lavet klokker til mange lande. Senere blev der etableret en Kvickly butik i ejendommen.

Efter Klokkestøberiet lå der et hus, hvor banedrager Holger Jensen med konen Anne Jensen boede. De havde sønnen Niels, der blev vognmand.

Derefter kom ”Den bitte vej”, der gik ned til Bredgade. I dag er der kun passagen fra Grønnegade til Bredgade. Så kom der nogle haver, der tilhørte beboerne i Grønnegården.

Derefter var der et græsområde, hvor vi spillede fodbold, dagen lang, siger Richard med en glad stemme. På hjørnet, hvor NORDJYSKE har til huse, havde Esra Olsen et autolakereri.

Det næste hus med værksted blev opført af modelsnedker Carl Nielsen. Derefter lå ”Kristas Pensionat”. Det tilhørte Richard Poulsens moster. Her spiste masser af ungkarle, med det var dem med snavsede hænder. Kontorfolket spiste på pensionatet ”Borida”, der blev ledet af ”Moster Mads”, der var kusine til Krista.

Derefter lå der et nyere hus med bageriudsalg, og så kom vand- og gasmester Wahlbergs hus, som han selv havde opført. Det lå i Richard Poulsens bedsteforældres tidligere have.

I det sidste hus på højre side og på hjørnet af Gravensgade-Smalbyvej boede snedker Alfred Poulsen, gift med Anine. Det var Richard Poulsens bedsteforældre. Derefter var der kun Risagers marker.

Richard Poulsen har haft mange pudsige oplevelser under opvæksten i Brønderslev. En af dem handler om Ejvind Mortensen, der var søn af kirkens ringer og kirketjener. Ejvind opholdt sig meget på Eksportslagteriet. En dag kom Richard gående fra skole ned ad Dannebrogsgade på vej hjem. Han var da 10 år. Pludselig kom Ejvind, som var meget ældre end Richard, springende frem fra et højt plankeværk. Hans arme og hænder var indsmurte i blod og han gav uhyggelige brøl fra sig. Richard fik sig en forskrækkelse, som ikke var nem at ryste fra sig. Richard Poulsen blev udlært maskinarbejder inden han læste til lærer.

 

 

Brønderslev Firmasport

nu

Brønderslev Firmasport har en lang historie med i bagagen BFS hører til blandt de ældste firmasportsforeninger i Danmark

Den 24. marts 1952 blev der nemlig afholdt stiftende generalforsamling med henblik på stiftelse af Brønderslev Firmasport Opstarten blev skudt i gang ved et møde på centralhotellet den 4. juli 1951, Palne Berthelsen var foregangsmand. Dengang var der alene fodbold på programmet. Dette har udviklet sig markant siden, herom senere.

Dengang i 1952 blev vi samtidig optaget i Dansk Firma Idrætsforbund, som den 16. forening i landet, vi har med andre ord været med om ikke siden forbundet blev etableret i 1946, så dog blandt de første i landet. Meget har ændret sig siden da. F.eks. har vi fået computeren, dengang måtte man klare sig med viking nr. 2 eller, når det gik rigtig godt, en skrivemaskine. Et eksempel herpå er turneringsplan fra 1953:

 

Bemærk: Turneringsplanen kostede 1 kr. denne pris gjaldt de næste mange år, der var ingen inflation,

Økonomi har jo altid været i fokus i det frivillige arbejde, således også i BFS. Af et dokument skrevet af Palne Berthelsen i forbindelse med en orientering i Rotary den 16. aug. 1961 ses bl.a.:

750. BFS fra forbundet årligt fik kr. 750. forbundet fik dengang kr. 40.000 fra tipsmidlerne til fordeling. Af Dansk Firmaidræt regnskab for 2011 fremgår, at man fik ca. 36. mio. kr. som bl.a. går til lokalforeningerne, men også til udvikling af aktiviteter, så noget er der sket siden da.
751. Af et andet dokument (Rotary Klub også 1961) gav Palne Berthelsen en orientering om BFS. En orientering der bl.a. medførte følgende kommentar fra Kløve (senere skoleinspektør Søndergade Skole) ”Kløve fandt det vældig godt, at BFS gav mulighed for at fortsætte med sport ud over den alder, hvor de kunne være aktive”.

Af samme dokument kan vi se, at BFS dengang også havde en juniorafdeling, som blev oprettet efter opfordring fra drenge, som i forvejen spillede gadefodbold, de ville gerne have nogen til at lave gadeturneringer. Også på dette område er der sket noget siden da. I dag har vi ingen juniorer og vores medlemmer hører hovedsageligt til i alderskategorien +60. Så Kløves bemærkning er stadig gældende.

Af Palne Berthelsens dokument fremgår også, at han gerne så, at byens idræt var samlet i et fællesforbund, således at hele byens idrætsliv kunne stå sammen i de mange opgaver, som idrætslivet har fælles. Målsætningen eller ønsket kan vi vel godt tillade os at sige, er indfriet i form af Idrætssamvirket i Brønderslev, om vi foreninger så er gode nok til at bruge dette forum er en anden sag.

I de første 10 år i BFS-levetid var det en omskiftelig tilværelse mht. steder at spille fodbold, ligesom omklædning og bad stort set ikke var en mulighed, og dog, for Palne Berthelsen indrettede sin kælder, således at holdene kunne klæde om og få bad der. Spillerne måtte derfra løbe gennem haver og over Dannebrogsgade for at komme til markedspladsen, hvor der var optegnet en fodboldbane. Mon en sådan løsning kunne finde sted i dag? Næppe.

Problemet med steder at være førte til at bestyrelsen den 15. september 1960 kunne meddele, at man havde købt arealet ved Molsgade for ca. 18.000, og at arkitekterne Hansen og Knudsen havde givet tilsagn om uden beregning at lave tegningerne til et nyt klubhus.

Det nye klubhus blev indviet den 29. september 1962, med andre ord så kan vi se frem til et par runde fødselsdag inden vi får set os om, da BFFI jo den 29. september 2022 fylder 70 år, og klubhuset samme år fylder 60 år.

BFFI Center har adresse på Molsgade 16 i Brønderslev.

Centeret er BFFI’s eget klubhus, som man startede opførelsen af i 1961, hovedsagelig ved frivillig arbejdskraft. I efteråret 1962 stod det klar til brug og i 1967 blev der yderligere opført en bestyrerbolig som også er tilknyttet Centeret.

Indtil 1992 fandtes medlemmerne registreret i BFS tilsluttede firmaklubberne, der var således ikke tale om et personligt medlemskab. Ved ændring af folkeoplysningsloven i 1992 blev det et krav, at en forening for at få tilskud skulle acceptere personligt medlemskab. Dette førte bl.a. til at Brønderslev Firmasport ændrede navn til Brønderslev Familie og Firmaidræt, for dermed at signalere, at alle ville være velkomne i BFFI.

I dette lille skrift om BFS senere BFFI 70-årige historie kunne der være meget at fortælle, der kunne være historier om den enkelte aktiviteter, ligesom der også burde værd plads til fortællinger om de mange frivillige, der gennem alle årene har hjulpet med at drive foreningen, i bestyrelse, i udvalg, stillet op til praktiske opgaver, som der har været mange af. Med risiko for ikke at få alle med nøjes, der derfor i dette skrift alene at nævne Palne Berthelsen, der om nogen må siges at være synonym med BFS/BFFI. Palne Berthelsen var formand i 23 år, 1952-1973.

Figur 1 Dette må være den første vinder af BFS-fodboldturnering 1952.

Evald Christensen, Chr. Christensen, Knud Nielsen, Per Søndergaard

Helmer Nielsen, Aage Ingemnann Olesen, Knud Volden

Anton Pedersen, Svend Christensen, Chr. Platen og Ove Nielsen

Sikkert mange kan genkende personerne på dette billede fra skoletiden:

Jørgen Jørgensen, Gunnar Sørensen, H.C. Nielsen, Willy Kløve, Vagn Laursen, Sv. Aage Christensen

Schiønning Nielsen, Børge Nielsen, Poul Erik Jensen, Helmer Sørensen, L.C Thomsen

Fremtiden

Meget har ændret sig i løbet af de 70 år. De traditionelle idrætsgrene, som BFFI har haft på programmet har været under pres. Firmaklubber er ikke længere et tema i vores by. Strukturelle ændringer i samfundet har også betydet, at der er mange der pendler ind og ud af Brønderslev, så der ikke er tid til overs til også at bruge nogle timer efter arbejdstid til f.eks. firmafodbold. Vi har således kun badminton tilbage, som traditionel idrætsgren. Fodbold, som var den primære årsag til stiftelsen af BFS kommer nok aldrig tilbage, den sidste fodboldkamp på BFFI-anlæg blev spillet sommeren 2001, og der var kun 4 hold tilmeldt turneringen.

Et eksempel på tidligere aktivitetsniveau sammenlignet med nu

Før Badminton, billard, bowling, cykling, (Tour de Pedal), naturgolf, whist, kroket, strike-nørkle, beach volley, Petanque, skydning, svømning, trim

Nu Badminton, billard, krolf, naturgolf, petanque, strike-nørkle og whist

Heldigvis har vi fortsat noget at byde på i BFFI, og vi arbejder fortsat på at udvikle os, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu mere interessant at være medlem hos os. For der kan ikke være tvivl om, at idræt, motion og samvær er noget vi alle har behov for uanset alder og køn. Og så er vi jo så heldige at fremsynede folk for ca. 60 år siden valgte denne plet med den skønne natur, det er muligheder andre misunder os.

Af en artikel (2012) i Oplandsavisen fremgår, at det går op og ned for Brønderslev Familie og Firmaidræt, hvilket jo også er sandt. Det er vi dog ikke ene om at opleve, men sandt er det, at da vi var ”på toppen” talte vi ca. 1400 aktivitetsmedlemmer, i dag er vi ca. 400, det kan vi mærke, og særligt vores kasserer synes ikke, det er særlig sjovt, for det betyder også en nedgang i kontingentindtægter på ca. 250.000, et beløb som jo skal dækkes ind på anden vis. De faste udgifter forsvinder jo ikke. Vi tror på, at vi er på vej op igen, vi kan spore en fremgang, om end lille, men alligevel, og vi kan også spore en lille fremgang i vores økonomi, så vi er fortrøstningsfulde, hvad fremtiden angår.

Som det er sagt tidligere, så runder vi om kort tid en rund fødselsdag, 70 for BFFI’s stiftelse, og 60 år for indvielse af første etape af bygningerne. Det var i sin tid godt gået, at det kunne lade sig gøre ved frivillig indsats, at lykkes med et sådant projekt.

Men 60 år er ikke gået ubemærket hen, og vi måtte midt ti’erne tage opgaven på os med en tiltrængt renovering af faciliteterne. Ligesom vi måtte se på, hvordan vi kunne omlægge vores økonomi, så vi fortsat fremstår som en blivende forening.

Ved sin 60-års fødselsdag for 9 år siden stod BFFI som nævnt overfor nogle meget væsentlige udfordringer. Vi havde en anstrængt økonomi, bl.a. på grund af en markant medlemsnedgang, vi måtte sige farvel til bl.a. svømning, bowling, og skydning, hvilket medførte stor nedgang i kontingentindtægterne. Vi måtte også overtage græsklipning med mere, idet Brønderslev Kommune uden varsel meddelte, at man ikke længere kunne stå for dette arbejde, idet arealerne ikke var kommunal ejendom, en forklaring, der vist ikke helt holdt vand. Dette foregår i dag ved frivillig arbejdskraft, og vi måtte investere i to havetraktorer til dette arbejde.

I dag hvor vi kan se frem til en 70-års fødselsdag næste år, ser udsigterne noget mere positive ud, Der er grund til optimisme også for BFFI. Vi fik omlagt vores økonomi, så vi i dag måske lidt paradoksalt kan hævde at økonomien er sund, og at vi kan håndtere driften indenfor de indtægtsmuligheder vi har.

Ejendomsvurderingen på Molsgade 16 lyder på ca. 3 mio. kr., og gælden er på ca. 500.000. det kunne derfor umiddelbart se ud til at BFFI er en rig forening, men sådan er det ikke. Vi kan ikke umiddelbart omsætte ejendomsvurderingen til kolde kontanter, men omlægningen af økonomien giver ro i sindet og en tro på fremtiden.

Det er også lykkedes i den foregående ca. 8 års periode at få bygningerne renoveret, så de i dag står som særdeles funktionelle, og langtidsholdbare. I perioden har vi fået nye toiletter, inkl. et handicaptoilet. Vi har fået nyt tag på den ældste bygning. Ligesom der i samme ombæring blev efterisoleret, og lydisoleret i samlingsstuen for blot at nævne de væsentligste forbedringer. Alt dette har kun kunnet lade sig gøre ved hjælp af midler fra lokale fonde m.m.:

Øster Brønderslev Sparekasses Fond, Norlys Vækstpulje, Lokalforeningspuljen administreret af Dansk Firmasport, Spar Nord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Jerslev, Donation fra Inner Wheel samt en anonym gave på 150.000 Kr., uden denne markante støtte havde det ikke været muligt at gennemføre et så omfattende renoveringsprogram. Oveni disse kontante donationer skal tillægges værdien af den ganske omfattende frivillige indsats i alle projekterne i form af nedbrydning og andre praktiske opgaver, som vi selv kunne gennemføre med henblik på at nedbringe de samlede udgifter.

Den frivillige indsats er en forudsætning for, at driften af BFFI-anlæg kan gennemføres indenfor den rådige økonomi. Udover varetagelsen af de administrative opgaver i bestyrelse og udvalg, er der også et stort arbejde med den daglige vedligeholdelse af arealet på 6 ha., og de ca. 400 kvm bygninger.

Der vil fortsat være plads til en forening som vores. Seniorsport er kommet ind under Dansk Firmaidrætsforbund, som et fokusområde, og der er vist ingen der er i tvivl om, at seniorerne gerne vil dyrke motion i en afslappet form. ” Bevæg dig for livet” kampagnen er et godt eksempel herpå. Denne kampagne har seniorerne i fokus. Så Seniorsport vil givetvis også hos os være et fokusområde i fremtiden. Og så er der mange af os.

Der er nogen der siger, at tiden går i ring, og der er vel også noget om snakken, hør blot dette citat fra Erik Haubros ord ved BFS 25års jubilæum i 1977:

”Tager man nogle typiske stikord fra den tid, vi lever i, – kortere arbejdstid – stillesiddende arbejde – akkordræset – kontaktbehov –mere fritid – er Firma Sport netop én af de naturlige modvægte, vi har behov for, for at føle tilfredshed i tilværelsen, og derfor kan vi med optimisme tage hul på de næste 25 år”

De ord holder da vist stadig vand.

Idræt, motion og samvær er nøgleordene for os, vi har det, der skal til i form af et dejligt område med god natur, og lokaler, der er fin stand til fremtiden. At vi også kan noget, som andre ikke kan ses vel meget godt af, at Sundhedshuset også har fået øje på vores anlæg, og de muligheder der er. Vi haft flere besøg af hold fra Sundhedshusets genoptræningsenhed, hvor holdene har prøvet kræfter med særlig naturgolf. Deltagerne udtrykte alle overraskelse over, at vi har et sådant anlæg, og at det var let at tilgå, kræver ikke forudgående kendskab, og kun minimal fysisk formåen.

Med andre ord BFFI kan med ro i sindet se frem til de næste runde fødselsdage i 2022.

 

En enkelt ting er dog ikke ændret i de mange år, der er gået siden 1952, i folkemunde siges der stadig ”ude på Firmasport”.

                              Aktiviteter på vores center           

 

Badminton spilles fortsat i byens idrætshaller

       Spark dæk: BFFI summede – eller rettere – brummede af liv da der var et ‘Spark-dæk’ arrangement i 2021

                            

   

 

           

 

 

      

 

 

                                                                                            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1986 flyttede jeg til Brønderslev for at være lærer på den nye idrætshøjskole, Nordjyllands Idrætshøjskole. Jeg er musikuddannet fra Det fynske Musikkonservatorium og jeg er vokset op med højskolesangbogen, så det var nærliggende for mig at foreslå, at der på den nye højskole skulle være fællessang hver dag. Ikke om morgenen men om middagen. 20 minutters fællessang hver dag inden middagsmaden blev en succes. De unge mennesker begejstredes af at synge sammen og musikken blomstrede.

I foråret 1988 startede ÆLDRESANG. Det var tilfældigt, det opstod. En præsentation af højskolens lærere fandt sted i foredragssalen i marts 88. Hver især præsenterede det, de brændte for. Efterfølgende var der kaffebord og jeg kom i snak med Ruth Mulvad, som året forinden havde været min jordemoder. Hun opfordrede mig til at starte fællessang for voksne. Det blev nærmest et tilløbsstykke og har været det mere eller mindre siden. Det kom snart i faste rammer og nu afvikles ældresang 10 fredag eftermiddage i vinterhalvåret. I 1990-erne var der især mange, der deltog. Ofte op til 130 mennesker hver gang. Nu er vi omkring 60 hver gang.. En gang om året synger vi sammen med højskolens elever. Det er givende og hyggeligt at blande unge og gamle. Der opstår en fantastisk god stemning ved at dele vores sange.

Sangen og musikkens betydning har været ubeskrivelig stor for mig. Ikke mindst fordi jeg har fået andre til at holde af at synge og opdaget, hvad det kan betyde for en. Poesien og melodierne kan røre hjertet på en helt speciel usagt måde. –

Lidt om mig selv: Jeg er født på Midtfyn i 1952. Er den yngste af seks søskende. Vi har alle gået i Rudme friskole, som har eksisteret siden 1858. Min far var landmand og vi havde hønseri. Min mor stod for have og husholdning – og hjalp med at køre daggamle kyllinger ud til kunder J

Alle mine 5 ældre søskende spillede et instrument – de fleste klaver – og da det blev min tur til at lære, havde jeg hørt ”repertoiret” og spillede derfor efter gehør. Noderne stod der godt nok, men det var øret, jeg brugte. Det syntes min lærer ikke altid godt om! Det var den tid! – Vi spillede alle sammen klassisk musik, men da Beatles og Rolling Stones slog igennem først i 60érne, blev jeg bidt af det rytmiske. Og sådan har det været siden. Jeg tog en kontoruddannelse og senere kom jeg på konservatoriet.

Jeg har været lærer på Trunderup Friskole på Midtfyn, Gymnastikhøjskolen i Ollerup, kapelmester i Rottefælderevyen, Svendborg 1983,  Bernstorffsminde Efterskole, Holstebro Musikskole, Nordjyllands idrætshøjskole og Pædagogseminariet i Hjørring. Nu er jeg organist ved De4Kirker (Tolstrup, Stenum, Thise, Ø. Hjermitslev). – Jeg er gift med Kristian og vi har to børn, Bjarke og Sigrid.

Jeg har børnekor, voksenkor, ældresang, sang på byens plejehjem, akkompagnetør i en vokalgruppe ”Skvalderskrål”, værtinde i FOF seniorhøjskole, sang med udviklingshæmmede, babysalmesang.

Sluttelig vil jeg sige: Fællessang er stærkt vanedannende og jeg har meget svært ved at slippe sangen, så det glæder mig meget, at der er så mange, der har fået den fantastiske vane at synge sammen. ”Syng dig glad” hedder min mors gamle sangbog. Det er der helt sikkert mening i.

 

Af tidligere gymnasielærer Knud Jørgensen, Brønderslev

Frivillig er en person der arbejder uden løn eller anden form for kompensation.

Mit frivillige arbejde er knyttet op på Røde Kors.

Som frivillig er man ikke bundet op af lovgivning og formelle krav, det giver en selvstændighed til at gøre det man synes giver mening i den relation, det har til de mennesker man hjælper.

Man er frivillig, når man kan og ellers melder man afbud.

I Danmark deltager 4 ud af 10 personer i eller anden udstrækning i frivilligt arbejde.

Tidligere var det de 30 og 40årige der fyldte mest i den frivillige skare.

I dag er det unge mennesker og pensionister, forhåbentlig kommer de nu 30-40årige også i gang med frivilligt arbejde.

Mit arbejde som frivillig er mest i Røde Kors Brønderslev, her har jeg været med i bestyrelsen i ca. 15 år og det meste af tiden også været formand.

Det siges, at man skal holde det man lover.

Da jeg gik på pension, sagde jeg til mine kolleger, at nu ville jeg ud at lave frivilligt arbejdet, og det har jeg holdt.

Ret hurtigt fandt jeg sammen med Erik Thorup, der gik på pension næsten samtidig med mig.

Cykelværksted

Vi startede ret hurtigt et cykelværksted, hvor vi ville hjælpe flygtninge til at få en cykel, således, at de slap for den lange gåtur, der var fra Knudsgade (hvor rigtig mange flygtninge bor) og ud til AOF-sprogskole på Kornumgårdsvej. Det må siges, at cykelværkstedet er en succes. I løbet af de efterhånden 10 år vi har drevet værkstedet er lidt over 900 cykler kommet ud at køre.

Ideen i cykelværkstedet er, at vi hjælper flygtninge, der i parentes ikke har råd til en cykel, med at flikke indtil flere cykler sammen til en køreklar cykel. Vi laver ikke cyklerne, vores motto er, at deres hænder skal være lige så beskidte som mine, når vi er færdige, det sker ikke altid, ikke alle har haft en skruetrækker eller andet værktøj i hånden før, så det kan være lidt akavet at se på, men ved fælles hjælp lykkes det.

Siden kommer de og får hjælp til at reparere cyklerne.

Cyklerne får vi fra mennesker der ikke længere kan bruge deres cykel af forskellige årsager.

Lektieværkstedet

Et andet rigtig godt projekt er Røde Kors Lektieværksted.

En gang ugentlig kunne flygtninge og deres børn komme og træne dansk og få den sidegevinst, at få lært nogle danskere at kende. Hvilket er vigtigt både for sprogets skyld, men også for, at de skal føle sig hjemme her i byen, de er ikke længere turister, men indbyggere og her skal man kende nogle medmennesker, man kan hilse på, på gaden og småsnakke med og evt. få hjælp til diverse problemer.

Efterhånden som flygtningestrømmen tog af blev det mest børn der kom i lektieværkstedet, børn der ikke kunne få hjælp hjemme. Det var rigtig dejligt at sidde og snakke og synge børnesange med dem.

Til tider kom der også universitetsstuderende der lige skulle have hjælp til den sidste afpudsning på en stor opgave.

For to år siden sad vi 5 gange 6 frivillige for at hjælpe, men ingen kom og ville have hjælp, så vi lukkede lektieværkstedet, men hvis det bliver et ønske når vi får nye flygtninge fra Afghanistan, så åbner vi igen.

DSB handicaphjælp

Igennem 4-5 år har jeg også koordineret DSB handicaphjælp til borgere der ikke kan eller har svært ved at tage toget fra Brønderslev.

En frivillig hjælper på Brønderslev Station

Vi er 6 frivillige der sørger for, at de mennesker der har anmodet om assistance via DSB Handicap, får hjælp. Det er dejligt at kunne hjælpe med så praktisk en ting, som at komme med toget, men mærkeligt nok vil DSB ikke reklamere for disse ydelser!

Grindsted Plantage projektet

Det seneste store projekt jeg har sat igang er Grindsted projektet. Projektet retter sig mod ”ensomme mænd” der efter at de er stoppet på arbejdsmarkedet, ikke rigtig kunne få gang i nye sociale relationer.

Vi er ca. 10 mænd der mødes en gang ugentlig og fikser Grindsted Plantage op.

I mange år, har Brønderslev Kommune ikke haft penge til at passe plantagen. Ved hjælp af midler skænket af Velux fonden og Sparekassen Øster Brønderslev fond til køb af diverse redskaber og værktøj, har vi fået et fællesskab op at køre, som ingen har lyst til at undvære.

Kommunens udgift har været nul kroner, vi har dog fået en udtjent Skurvogn og Plantagen er stillet til rådighed for projektet, det vil sige, at det har været uden omkostninger at få plantagen sat i pæn stand, således at der nu igen kommer mange mennesker og går tur, og mange børn får et nærmere kendskab til naturen.

Skurvognen er nok det vigtigste for os, her sidder vi og får vores formiddagskaffe og der kommer megen munterhed og gode vitser ud af det, og er med til at fællesskabet styrkes og er så stærkt, at selvom det regner og blæser, så dukker samtlige op hver gang.

Handelsstandsforeningen

Vi har også taget en tørn for Handelsstandsforeningen, der ikke ligefrem vælter sig i penge, vi har hjulpet med julebelysning og ”go aften Brønderslev”.

Formandskaber og mange kasketter

Foruden formandskab af Røde Kors, har jeg også været eller er endnu formand for Parkfestival og har her været aktiv med musik til festival. Efter 19 år sluttede Parkfestival, det gav for stort underskud.

Nu går vi sammen med Borger9700 om at lave Skt. Hans aften, grundet Corona, er det kun blevet til en Skt. Hans aften. Vi håber at kunne få det op at køre igen i 2022.

Derudover har jeg været formand for Integrationsrådet, været medlem af Brønderslev Byråd i 10 år, er formand for Frivilligrådet, har været formand for AOF Aftenskole, er formand for Grundejerforeningen Saltum Strand, medlem af Brønderslev Ældreråd, sidder i Norlys repræsentantskab, er formand for en Koklapperforening, og for nylig blevet formand for plejecenteret Rosengården i Jerslev.

Derudover spiller jeg med i et lille orkester der mest optræder på kommunens plejehjem, en rigtig god oplevelse hver gang vi er ude at spille eller sidder og øver os sammen.

Afslutning

Hvorfor så meget arbejde uden en krone for det, spørger nogle.

Jeg har det dejligt med det hele, jeg er god til at organisere og få ting til at ske.

Jeg har været heldig altid at finde nogle mennesker der ville være med til det jeg foreslog. Jeg har fået et fantastisk netværk og kender utrolig mange mennesker, jeg har en rig hverdag og en forstående kone, så på en måde gør jeg det også for mig selv.

At se, at ens ideer kan føres ud i livet og give mening for rigtig mange mennesker, det er lønnen for frivilligt arbejde.