Kategori: Brønderslev Historier

 Historie:
A/S fra 1965.
Overtaget af Samson, Tange i 1999.
Nedlagt i 2002.
Karl Uggerby etablerede sig som selvstændig smedemester i Brønderslev i 1938. Han var senere blevet politisk interesserer og var i flere perioder valgt ind i Brønderslev Byråd
I 1960 producerede virksomheden staldgødningsspredere, kunstgødningsspredere, staldgødningslæssere, korn- og halmtransportører. Derudover handlede virksomheden med landbrugsmaskiner og traktorer samt reparerede samme.
I 1965 blev grundlæggerens svigersøn medindehaver.
I 1972 var arbejdsfeltet: Fremstilling af hydrauliske læsse- og gravemaskiner, staldgødningsspredere og transportører.
Eksport til Vesttyskland, Holland, Norge, Sverige og Irland.

Produkter:
Staldgødningsspredere, ”Brønderslev”. Kunstgødningsspredere, ”Brønderslev”. Staldgødningslæssere, ”Brønderslev”. Korntransportører. Halmtransportører. Gyllevogne. Frontlæssere. Transportører.

Fabrikken startede i en lille smedje på nordsiden af Bredgade og senere opførte man rød stens fabrikshaller overfor på sydsiden af Bredgade længst ude ad Bredgade tæt ved rundkørslen.
Virksomheden solgte Carl Uggerby til sin svigersøn ingeniør Hans Jørgen Pedersen der gennem mange år drev en sund virksomhed med fremstilling af landbrugsmaskiner, i starten møgspredere senere andre maskiner som landbruget efterspurgte. Ved sin pensionering solgte Hans Jørgen Pedersen virksomheden til Maskinvirksomheden Samson, som efter en kort periode lukkede virksomheden i Brønderslev.
I dag er fabrikskomplekset solgt til et Brønderslev konsortium, som har ombygget lokalerne, og således indrettet dem efter behov, som ønsket af de forskellige lejere. Det er nu blevet til en helt lille kompleks med mange forskellige lejere med forskellige erhverv.

Fhv. møbelhandler Thorvald Thorhauge, Algade 38, Brønderslev, er død på Brønderslev sygehus, 90 år.

Thorvald Thorhauge var oprindeligt snedker og han lærte faget i Aggersund. Som ung mand var han opsat på at se andre forhold, og efter udstået læretid rejste han hjemmefra, og det skulle vise sig, at hans rejselyst skulle føre ham vidt omkring. De første år havde han forskellige pladser i Danmark, især i Sønderjylland, men herfra rejste han til Norge og Sverige, hvor han samtidig med, at han arbejdede, gjorde studier på forskellige arbejdspladser.

På turen nord på nåede han helt til Nordkap og Riga, og da han vendte tilbage, valgte han Brønderslev som blivende sted. Han lejede lokaler i Algade hos General Motors, og her åbnede han den møbelforretning, der senere skulle blive en af Brønderslevs mest kendte i branchen.

Senere købte han ejendom i Algade, som han byggede om flere gange og omdannede til et moderne møbelmagasin med tilhørende snedkerværksted, og i mere end 50 år drev han denne forretning.

Th. Thorhauge var en kendt skikkelse i Brønderslev. Han var meget principfast og bevarede det solide købmandskab, han startede forretningen på, indtil han for nogle år siden afstod møbelmagasinet.

Han overleves af hustru og to døtre.

Født i Aggersund den 26. juni 1889, død i Brønderslev i 1979.

Th. Thorhauge er nævnt som møbelhandler i Brønderslev, i Kraks vejviser allerede fra 1922.

NB: Hanne-Marie Marlo har vist en skuffe, hvor man kan se en fugl tegnet i skuffen. (vist her)

Læs videre “Tage Buus – optometrist og lokalpolitiker”

Statshospitalet for Sindslidende, Brønderslev, indviet i 1957

I 1943 vedtog Indenrigsministeriet, at Brønderslev skulle have opført et hospital, som skulle modtage 200 patienter fra Viborg Sindssygehospital. Dengang som nu var der åbenbart lang ventetid i psykiatrien, for først i 1957 indviedes et “Statshospital for Sindslidende” nordøst for Brønderslev.

I dag er “Psyk”, som jeg altid har kaldt det, en del af psykiatrien i Region Nordjylland.
Amterne, der senere skulle blive til “Regionerne”, overtog driften af sindssygehospitalerne i 1977.

Da hospitalet blev bygget, dannede man en hel lille landsby. Husene, der ligger ud til hovedvejen, var embedsboliger, og der var bopælspligt! Arbejdede du på Statshospitalet, SKULLE du bo i en af boligerne, hvor man lejede sig ind. Det berørte naturligvis hele familien, men skal man tro en af dem, der var “tvangsindlagt” til at bo i området, Jussi Adler-Olsen, var der bestemt ikke noget dårligt ved det!

Jussi Adler-Olsen boede på Statshospitalets område fra han var 7 til 13 år, fordi hans far, Henry Olsen, var overlæge på stedet. Jussi har i et interview til Nordjyske Stiftstidende bl.a. udtalt: “Vi var vel 120 børn på området, og jeg oplevede en enorm frihed der. Du kunne kravle op på kvartermesterens tag og kigge ind ad vinduet, når de dissekerede og skar folk op. Du kunne indynde dig hos patienter og blive venner med dem. Der var sankthansfest, vi spillede fodbold, der var campingture til Sæby, vi byggede igloer om vinteren og græstørvshytter om sommeren. Det var et rigtigt barndomsliv, som ingen børn får lov at leve det mere.”

Jeg ved ikke om journalisten har fået antallet af børn galt i halsen, for jeg synes, det lyder ret voldsomt, at der var SÅ mange, men uanset hvad, lyder det til, at der var liv og glade dage. Jussi Adler-Olsen har ved flere lejligheder fortalt, at netop årene i Brønderslev var de bedste i hans opvækst.

Bopælspligten praktiserer man ikke længere. De gamle overlægeboliger på Jupitervej er allerede solgt fra og alle øvrige huse bliver ligeledes sat til salg.

Indretningen af området som sin egen lille enklave gik meget godt i tråd med datidens holdning til psykisk syge. De skulle (stadig) helst gemmes lidt af vejen! Derfor kommer det også (stadig) bag på nogen, at skoven bag Psyk er offentlig tilgængelig.
Servicechef Finn Nørgaard Kristensen gør faktisk alt, hvad han kan for at promovere området og afstigmatisere psykisk syge. I de senere år er der da også sket en markant fremgang af besøgende.

Et af trækplastrene, – specielt for børnefamilier – er den store indhegning med dådyr og påfugle i udkanten af skoven.

Inden man når til skoven, passeres i øvrigt et stort bassin med guldfisk og koi karper, og alle besøgende har lov til frit at benytte de to legepladser samt pavillonen ved skovlegepladsen. Ved pavillonen er der i øvrigt rindende vand samt toilet. Begge dele er dog lukket om vinteren pga. faren for frostskader.

Indtil Statshospitalet kom til, var der stort set ingen bebyggelse i området. Lige vest for hovedvejen lå Østergård, og indtil ganske kort tid efter offentliggørelsen af denne cache, lå gården der stadig. Den er nu (maj 2017) blevet revet ned for at give plads til ny bebyggelse.
Heldigvis har man ladet de to store træer blive stående. De må være mere end 100 år gamle. Østergård fungerede som “Fattiggård” for Vester Brønderslev Sogn indtil 1897.

Ganske vist var det småt med bebyggelsen umiddelbart før Statshospitalet blev anlagt, men arkæologiske udgravninger viser, at der har været en større boplads i førromersk jernalder. Det vil sige fra år 500 f.Kr. til omkring år 0.
Ejerlavet for området hedder “Bøgen”, hvilket man mener henviser til, at der i fordums tid var skov på stedet. I dag er der ikke noget af den gamle skov tilbage. Alt, hvad der findes i både Grindsted Plantage og skoven bag Psyk, er plantet i nyere tid.

Der går rygter om, at der har været en frugtplantage i området, før Statshospitalet blev anlagt. De gamle kort afslører også, at der VAR plantet træer på ca. samme område som i dag. Hosstående kort er fra 1925. På et kort ca. 30 år tidligere, var der ikke markeret træer på stedet.

I 2016 åbnede Psykiatrihistorisk Museum i et tidligere kapel ved Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Museet giver et unikt indblik i psykiatrien og de sindslidendes historie fra den fjerneste oldtid, gennem middelalderen og oplysningstiden, videre ind i perioden under “Statens Sindssygevæsen” og endelig gennem den nyere tid frem til socialpsykiatriens indtog i 1990’erne.

Der kan ses en række effekter fra de to nordjyske Statshospitaler, – som de hed dengang – i henholdsvis Brønderslev og Aalborg, samt det tidligere hospitalsplejehjem Visborggaard ved Hadsund.
Museet beror på frivillig arbejdskraft og har derfor begrænsede åbningstider. Se de aktuelle tider på opslag ved museet, Merkurvej 11 eller på internettet.

Området ved Psyk. huser også Den Sikrede Institution Kompasset,

der åbnede den 1. september 2012, og er en døgninstitution for kriminelle børn og unge. De unge har ofte meget alvorlige sociale, personlige og psykiatriske problemstillinger. Selv om de unge er frihedsberøvet, er der ikke tale om et decideret fængsel. Personalet består fortrinsvis af pædagoger, lærere og håndværkere, og der er plads til i alt otte kriminelle unge i institutionen.

Planerne om Kompasset medførte stor modstand fra de omkringboende. De var i sagens natur nervøse for, at området nu skulle til at huse kriminelle, men så vidt jeg er orienteret, har der ikke været negative episoder af nogen art.

 

Stiftet 13. april 1950

Pedershaab Maskinfabrik A/S købte i 1950 Jysk Jernstøberi og Maskinfabrik, som var kendt for sine fine kirkeklokker, men støbte også mange andre støbegodsartikler som for eksempel pumpehuse.

Virksomheden kom til at hedde A/S Pedershaab Jernstøberi med en årlig støbegodsproduktion på ca. 700 tons med Pedershaab Maskinfabrik A/S som den største aftager.

Firmaet havde omkring 1920 opfundet og fået patent på en kartoffellægger, som var meget efterspurgt, men det blev klokkerne, firmaet for alvor blev kendt på.

Der hænger klokker fra støberiet mange steder rundt om i Danmark for eksempel rådhusklokkerne i Aarhus, Sankt Knuds Kirke i Odense, kirkerne i Frederikshavn, Sankt Catarina i Hjørring, Serritslev, Øster Brønderslev, Svendborg, Brønderslev, Ribe Domkirke, flere kendte kirker i København, Roskilde Domkirke og rådhusene i Frederiksberg og Ringkøbing.

Støberiet har siden oprettelsen i 1918 haft skiftende ejere og firmanavn, og økonomien har ofte været dårlig.

I Brønderslev var klokkestøberiet beliggende på hjørnet af Vestergade og Søndergade, der hvor Pedershaab Maskinfabrik A/S senere etablerede en motorafdeling. Senere blev støberiet placeret i Grønnegade.

I årene 1957 til 1960 var jeg bydreng hos købmand Bæk i Grønnegården, som lå næsten nabo til støberiet med kun ca. 50 meters afstand i Grønnegade. Jeg har ofte været inde på støberiet med øl til både støberne og kontorpersonalet.

I støberiet var der et underligt klima, påvirket af de materialer, der blev brugt til at lave støbeformene af. Det var en slags jord, der blev brugt til at stampe omkring modeller af træ med facon, som det emne, der skulle støbes.

Det mest mærkelige var dog det gule lys, der kom fra nogle specielle, jeg tror de hed natriumlamper, der hang i loftet.

Det gule lys var nyttigt, når der blev hældt flydende støbestål ned i formene. Det flydende stål har en temperatur på ca. 1375 grader celsius og udstrålede utrolig meget lys og især varme, derfor øllerne til støberne. Natriumlyset skulle på en måde mindske ulempen ved det stærke lys fra det flydende stål.

Det var et fantastisk syn at se det smeltede stål blive hældt ned i formene fra en smeltedigel, der hang i en traverskran. Der blev ofte ramt lidt ved siden af, og så fløj dråber af smeltet stål rundt som lyskugler i luften, og så var det med at holde afstand.

Støberiet eksisterer ikke mere, men på den samme plads, ligger nu et plejecenter kaldet ”Støberiet”.

Tonny Bistrup – maj 2021

Billeder fra Lokalhistorisk Arkiv

 

Rigmor Nielsen var administrerende direktør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fra 1964 til 1978. I 1973 stiftede hun Rigmor Nielsens Fond, som i løbet af en årrække købte alle aktier i A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, så fonden blev eneejer af virksomheden

Fra bogholder til direktør

Rigmor Nielsen blev født den 30. april 1909 som barn af Niels Juul Nielsen og Johanne Bendine Christensen. Hendes farfar var Fabrikant Peder Nielsen, som i Brønderslev grundlagde A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Rigmor blev uddannet kontorassistent i familiefirmaet A/S Peder Nielsen ”Pedershaab”, og umiddelbart efter var hun på studieophold i Tyskland og England.

I 1930 vendte Rigmor Nielsen tilbage og blev ansat som bogholder på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab”, 21 år gammel.

Hendes far Niels Juul Nielsen var administrerende direktør, og i 1947 blev Rigmor Nielsen udnævnt til salgsdirektør. Sammen med faderen Niels Juul Nielsen udgjorde far og datter nu den øverste ledelse af ”Peder Nielsen ”Pedershaab”, hvilket varede til 1964, da Niels Juul Nielsen gik på pension og Rigmor Nielsen blev administrerende direktør. Det var hun indtil sin død i 1978.

Rigmor Nielsen blev den første kvindelige direktør i jernindustrien i Danmark, hvilket var bemærkelsesværdigt i den mandsdominerede branche.

Virksomheden beskæftigede ca. 300 medarbejdere, hvilket må siges at være en nogenlunde størrelse og med stor betydning i Brønderslev.

Virksomhedens kunder var dengang isenkræmmere i hele Danmark, og Rigmor Nielsen rejste rundt og besøgte dem personligt, hvilket knyttede stærke bånd mellem kunderne og virksomheden.

Ægteskaber og ”Brødrene Langeland”

I 1934 blev Rigmor gift med Elias Marinus Conrad Langeland, som døde i 1954.

Conrad Langeland ejede en forretning i Nørregade ”Brødrene Langeland”, som bland andet solgte kaminer, kakkelovne og malkeudstyr til landmændene, og han drev også VVS-virksomhed.

Efter mandens død, drev Rigmor Nielsen ”Brødrene Langeland” videre, men ansatte en forretningsfører til at lede den daglige drift.

Da Conrad Langeland døde i 1954, blev Rigmor samme år gift med sin onkel Oscar Nielsen, broder til hendes far Niels Juul Nielsen.

Oscar Theodor Nielsen var teknisk direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Rigmor Nielsens Fond

Rigmor Nielsen fik ingen børn og havde dermed ingen direkte arvinger.

Derfor oprettede hun ”Rigmor Nielsens Fond” i 1973. Hun ejede på det tidspunkt over halvdelen af aktierne i Peder Nielsen ”Pedershaab”, og alle aktierne forærede hun den nyoprettede fond. Resten af aktierne ejede hendes søskende og fætre og lidt andet familie.

Der gik ikke mange år, før Fonden havde købt aktier af familien og ejede langt over 90% af aktierne, og i dag ejer den 100% af Beslagfabrikken.

Oprettelsen af Rigmor Nielsens Fond er nok det bedste, der er sket for “Peder Nielsen Beslagfabrik” og ikke mindst dens ansatte.

Rigmor Nielsen sikrede sig på den måde, at der kun blev en ejer af Peder Nielsen Beslagfabrik – Rigmor Nielsens Fond, og dermed kun en til at bestemme i stedet for, at aktierne forblev spredt på familiemedlemmerne, der kunne have meget forskellige interesser i ejerskabet, og ved opkøb af deres aktier sikrede Rigmor, at de ikke blev solgt til uvedkommende med onde hensigter.

Rigmor Nielsen viste sig således at være en meget fremsynet dame til glæde for fabrikkens ansatte og det nære samfund – Brønderslev by.

Rigmor Nielsens Fond har i mange år brugt indtægterne til at sponsere f.eks. en Rhododendronpark med mange hundrede tusinde kroner ja i millionklassen, støtte til idrætsklubber, Brønderslevhallen, og spejderorganisationer, golfklubben – ja gennem mange år støttet utroligt mange gode almene formål.

Medlem af byråd og bestyrelser

I to perioder, fra 1962 til 1966 og fra 1974 til 1978, var Rigmor Nielsen medlem af Brønderslev byråd for de konservative.

Fra 1966 var hun medlem af repræsentantskabet i Vendelbobanken i Hjørring og blev formand i 1974, hvilket var meget bemærkelsesværdigt med en kvinde på den post.

Velgørenhedsforeninger som Sindslidendes Vel og Foreningen til Hjertesygdommenes Bekæmpelse havde støtte af Rigmor Nielsen gennem hendes medlemskab af lokalbestyrelserne.

Ridder af Dannebrog

I 1977 blev Rigmor Nielsen Ridder af Dannebrog.

100-års jubilæum

Inden sin død nåede Rigmor Nielsen at fejre 100-års jubilæum for A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i august 1977.

Det blev holdt over to dage. Den første dag kom der gæster fra fjern og nær, kunder, leverandører og venner af virksomheden. 450 gæster spiste frokost i Hedelund. Heldigvis var der et strålende solskinsvejr, så gæsterne kunne sidde inde i restaurationen, hvor der var plads til ca. 200 personer, og resten sad ude på græsplænen.

Man måtte finde sig en plads de mest besynderlige steder. Brønderslevs borgmester P. N. Jensen sad i en vindueskarm med sin tallerken og glas.

Der var buffet, og bestilte man snaps hos tjenerne, fik man en halvflaske brændevin. Der var ikke tid til at skænke op.

Sidst på eftermiddagen var jubilæet slut, og mange af gæsterne gik svajende og støjende ned ad Nørregade for at komme med toget hjem.

Næste dag var der fest om aftenen i Brønderslevhallen for firmaets medarbejdere og deres ægtefæller. Pensionister, som havde arbejdet på fabrikken, var også inviteret med deres ægtefæller.

De 500 gæster var placeret ved 50 flot pyntede borde og serviceret af 50 tjenere. De fik en forrygende aften. Mad og tjenere kom om eftermiddagen i busser fra Papegøjehaven i Aalborg.

Rigmor Nielsen var på det tidspunkt svækket af sin sygdom, men det var en stolt administrerende direktør, der kunne byde velkommen til de mange gæster.

Under middagen underholdt kongelig skuespiller Poul Reichard, og bagefter var der dans.

En aften Rigmor Nielsen kunne være stolt af.

Rigmor Nielsen som direktør

Rigmor Nielsen blandede sig ikke meget I det daglige arbejde, men lod cheferne køre de afdelinger, som var dem betroet. Hvis en chef gjorde sig lidt uheldigt bemærket, skulle Rigmor Nielsen nok finde lejlighed til at kommentere det.

Jeg blev ansat i 1967 som ingeniør og var produktionschef i årene 1970 til 1989, så jeg har arbejdet sammen med Rigmor Nielsen i 11 år.

På et tidspunkt havde jeg argumenteret ihærdigt for at købe tre 45 tons excenterpresser til 45.000 kr. pr. styk, for der var meget travlt, og der manglede pressekapacitet.

Jeg blev bevilliget de tre maskiner, men der var ni måneders leveringstid, så da de ankom og var blevet installeret, var der knap så travlt.

En dag bankede Rigmor Nielsen på min dør, kom ind og stillede sig foran mig med en alvorlig mine og sagde: ”Bistrup – jeg husker tydeligt, at de fik bevilliget tre excenterpresser, fordi dem manglede De. Jeg kommer lige ude fra værkstedet og konstaterer, at en af de nye presser har stået stille i tre dage.”

At argumentere med mindre travlhed eller andet fandt jeg nyttesløs, så jeg sad slukøret tilbage med røde ører.

Rigmor Nielsen var en flot og statelig dame, man havde en naturlig respekt for, og som man sagde De til.

Der var dog en enkelt undtagelse.

Hver dag kl. 9 mødtes de to direktører og cheferne til postmøde i et konferenceværelse, som lå bag Rigmor Nielsens kontor.

Rigmor sad for bordenden med dagens post foran sig og med ryggen til døren, og hun sendte brevene rundt et for et. Mødedeltagerne tog så de breve, de hver især skulle drage omsorg for.

En morgen bankede det forsigtigt på døren, og vores lille 15-årige bydreng fra Vrensted stak hovedet indenfor.

Rigmor vendte sig og så på ham, hvorefter han sagde: ”Hår do noe te mæ i da?”

Og Rigmor svarede: ”Nej – det hår a inn!”

Bydrengen trak sig forsigtigt tilbage, og vores salgschef Harry Nielsen udbrød bestyrtet: ”Fru Nielsen – hørte De, at han sagde du?”

”Ja”, sagde hun, ”og hvad så, han er da så sød.”

I midten af 1970’erne blev Rigmor Nielsen syg og havde et længere sygeleje. Ingen fra fabrikken måtte besøge hende, for de skulle ikke se hende i svækket tilstand.

En dag sendte hun bud efter ingeniør Leif Thorsen. Leif havde få år forinden haft et alvorligt kræftforløb i flere år, så han kendte Rigmors situation, og derfor ville hun gerne tale med ham.

Da Leif kom tilbage og fortalte mig om besøget, græd han af sorg over at have set Rigmor Nielsen ligge hjælpeløst i sin seng.

Rigmor Nielsen døde i 1978 kun 69 år gammel.

De 3 generationer, Fabrikanten, hans søn Niels Juul Nielsen og dennes datter Rigmor Nielsen, var altså de administrerende direktører i de første 101 år af A/S Peder Nielsen Beslagfabriks eksistens.

Tonny Bistrup

Juni 2021

 

Denne fortælling handler om en Brønderslevdreng, der blev født i 1914, altså under 1. verdenskrig [01.08.1914-11.11.1918].

Peder Marlo fortæller lystigt om sin opvækst i byen Vester Brønderslev, om skolegangen, om enkelte kendte huse og bygninger, og om at ”koge” røde pølser i 80 grader varmt vand, hos slagter Nielsen i Nygade. Han giver os desuden et godt indblik i hvad der foregik i slagtehuset og om slagtersvenden som jagtede en undsluppen, forslået gris.

Han fortæller om optoget i forbindelse med at Brønderslev blev købstad i 1921. Han kommer også ind på, at der også den gang var pladsmangel på skolerne, og at hans klasse på grund af pladsmangel blev undervist i et lokale på elektricitetsværket, som lå overfor skolegades skole.

Poul Marlo fortæller, at rotterne åd hans mors lysedug, og at han fik skældud af lærer Knudsen, fordi hans vidste mere om egernet, end han gjorde. Det har for mig været spændende at læse, eftersom min far er født samme år som Poul Marlo, og at de sandsynligvis derfor har gået i klasse. Bygningerne kan jeg genkende fra min tid i byen.

Læs videre her:

Barn af Vendsyssel, bog 6 1985 ISBN 87-981199-3-1

Rotterne stjal mors lysedug:

Af Poul Marlo, Brønderslev. Opr. navn Poul Marlo Madsen.

Født den 16. juni 1914 i Brønderslev, død i 1999

Fhv. Bogbindermester

Der er vist ingen tvivl om, at jo ældre vi bliver, desto oftere går tanken tilbage til barndomstiden og barndomshjemmet, uanset om det drejer sig om den lille hytte eller den store herregård. Barndomshjemmet var jo det sted indenfor hvis mure, man fandt tryghed og fred, og hvorfra ens verden udgik.

For den, der har haft et godt barndomshjem, har disse minder derfor også hos adskillige af vores lyrikere givet inspiration til i digte at prise deres barndomshjem. Da jeg ikke er lyriker i den forstand, bliver dette mit bidrag til ” Barn af Vendsyssel” derfor i prosa og i mere jordbunden stil, selv om jeg godt kan lide lyrik, når den kommer til udtryk i rim og rytme.

Min stamtavle viser, at jeg er fuldblods vendelbo, idet mine forfædre, der både på mors og fars side, kan føres tilbage til år 1700 og lidt før, udelukkende har været vendelboer og for de flestes vedkommende bosat i det vestlige Midtvendsyssel. Jeg må dog tage et forbehold, for der har været et forlydende om, at en af de kvindelige aner i fars familie skulle have været jøde. Det må have været før kirkebøgernes tid. Jeg har i hvert fald IKKE kunnet finde hende her. Noget er der måske om dette forlydende, for det kan jo være gennem hende, de brune øjne i fars familie er slået igennem, således hos mig og 2 af mine 3 børn og igen hos vores børnebørn.

Far var fra Tolstrup og mor fra Vrensted. De var begge fra mindre husmandsbrug. Derfor kom de som andre husmandsbørn ud at tjene i 9-årsalderen og fortsatte med at arbejde ved landbruget til deres første ungdomsår. Imidlertid indså far, at der for hans vedkommende ingen fremtid lå i landbruget, og derfor besluttede han sig til at gå i murerlære. På det tidspunkt var far begyndt at blive politisk interesseret og sluttede sig tidligt til Socialdemokratiet.

Samtidig traf far og mor hinanden, og de blev så gode venner, at de ville forsøge at skabe sig en fremtid sammen. Men forinden fik min mormor en slem forskrækkelse, for da mor fortalte mormor, at hendes tilkommende svigersøn var socialist, slog mormor bestyrtet hænderne sammen og udbrød: ”Jamen det er jo forskrækkeligt min pige. De vil jo slå folk ihjel”. Mormor blev dog efterhånden beroliget, da det gik op for hende, at hendes svigersøn ikke havde i sinde at myrde nogen.

Efter at have lært murerfaget giftede han og mor sig i 1897 og bosatte sig derpå i Brønderslev, hvor far i den hastigt voksende by så større muligheder for at få arbejde. Men selv om det lykkedes at få arbejde om vinteren, blev ugelønnen i gennemsnit langt mindre, ikke mindst fordi dagpenge da var et ukendt begreb. Der må da til tider have været smalhals i hjemmet.

Efter at min bror Thorvald var blevet født i 1898 og min søster Mathilde i 1900, besluttede far at forsøge sig som selvstændig murer i Ø. Hjermitslev, hvor han den 13. august 1902 fik næringsbevis med ret til at drive murervirksomhed fra matr. Nr. 16 h.

Efter at have opført et par huse flyttede familien i 1904 atter tilbage til Brønderslev. Samme år stiftedes murernes fagforening, og kort tid efter blev far bestyrelsesmedlem og senere kasserer i en længere årrække. I forbindelse med optagelse i fagforeningen, skulle der aflægges svendeprøve, hvilket far gjorde den 22. april 1905. Samme år blev min søster Esther født.

Da far ikke var af den type, der kunne finde sig i at gå ledig om vinteren, var han allerede fra århundredeskiftet begyndt at sysle med lidt indbinding af bøger. Det greb mere og mere om sig, efterhånden som folk fandt ud af, at mureren også kunne indbinde bøger. Af og til fik far også besøg af rejsende bogbindersvende, og havde far problemer med at udføre visse finesser i forbindelse med at lave et finere stykke bogbinderarbejde, var disse svende ikke karrige med at give far et godt tip, når de fik stukket en tokrone i hånden. Derfor blev far efterhånden så rutineret, at hans arbejde ikke stod tilbage for en faguddannet bogbinders arbejde. En af de store anerkendelser fik han i 1911, da han fik overdraget arbejdet med at indbinde bibliotekets bøger.

Begge fars brødre blev mejerister. De udvandrede begge til USA. Den ene i 1901 og den anden omkring 1905. Samtidig lagde mine forældre også planer om at udvandre, vistnok stærkt animeret af fars brødre. Jeg læste således for mange år siden nogle breve fra fars brødre, og af disse fremgik det klart, at planerne for en udvandring var vidt fremskredne. De kom dog aldrig til udførelse, men grunden hertil kender jeg ikke.

I 1908 blev min bror Christian født.

Efter at have boet i Østergadei en længere årrække flyttede familien til den karakteristiske villa, der ligger på hjørnet af Krogensgade og Bredgade. Mine forældre kom da til at bo til leje i kælderlejligheden, som egentlig ikke bar præg af at ligge i kælderen. Her blev jeg født den 16. juni 1914. Det var en meget varm sommerdag, og mor var derfor først på formiddagen gået ud og havde sat sig på brønddækslet for at nyde det gode vejr.

Selvom Brønderslev havde fået vandværk den 15. oktober 1911, så fandtes der dog stadig adskillige brønde i byen. Om jeg nu syntes, det var for varmt og for trangt at ligge i det snævre rum og derfor fik lyst til at komme ud og trække frisk luft, har jeg naturligvis ingen erindring om, men fakta var, at jeg nu meldte min ankomst, og da klokken var 11 formiddag, blev jeg født.

Min fødsel blev i øvrigt ret dramatisk. I forbindelse med min fødsel led mor et større blodtab og blev ret afkræftet. Det blodtab, som hun havde lidt, måtte hun selv producere nyt for, da blodtransfusion på det tidspunkt nærmest var et ukendt begreb.

Dramatikken forøgedes yderligere ved, at min søster Mathilde i meget dramatiske vendinger udtrykte sin utilfredshed med at have fået en lillebror. Det gik endda så vidt, at hun truede med at kaste mig på møddingen. Jeg reddede dog livet, for da Mathilde fik at vide, at jeg havde brune øjne, som den eneste af mine søskende, slog hun pludselig om og accepterede mig.

Efter hvad hun senere i al fortrolighed fortalte mig, så har jeg en stærk mistanke om, hvorfor hun gjorde det, og i samme forbindelse tror jeg også, at hun har haft en finger med i spillet, da jeg fik navnet Poul.

Imidlertid ville mor gerne, at jeg blev opkaldt efter hendes mor, der var død 7 måneder før, jeg blev født. Det var dog ikke så ligetil at finde et navn, der kunne passe, for mormor hed Amalie, men i daglig tale kaldt Malle. Efter en del forslag, som ikke rigtig var egnede, sagde far omsider: ”Ja, så kan jeg ikke se andet end, at vi må kalde ham Mallekias”.

Skønt navnet passede glimrende, syntes mor alligevel ikke rigtig, det var sagen. Det har jeg senere været hende taknemlig for især da, hvis navnet forpligtede til at leve op til profeten af samme navn.

Hvordan der så blev fundet frem til navnet Marlo, har jeg aldrig fået nogen forklaring på. Jeg kom altså til at hedde Poul Marlo Madsen, der senere blev ændret til kun at omfatte Poul Marlo.

I 1916 flyttede vi til ejendommen Gasværksvej 1.

På modsat side af Gasværksvej lå Thøger Andreasens landejendom. Foruden at drive landbrug kørte han også ligvogn. Den var sort og flot udstyret. Når der var begravelse, havde hestene et sort dækken over sig, og Chr. Jensen, der var Thøgers svigersøn, var som kusk iført mørk kappe og høj sort hat, så de afdøde kunne standsmæssigt blive kørt til deres sidste hvilested. Thøger Andreasen stillede også sine 2 heste til rådighed for byens brandvæsen, når det rykkede ud til brand med den hestetrukne brandsprøjte.

I den ejendom, vi nu var flyttet i, boede fem familier. Ejendommen havde flere tvivlsomme kendenavne, hvoraf ”Rottereden” vist var det mest kendte. Ejendommen svarede godt til dette navn, for den var et sandt Eldorado for rotter, og der var derfor også mange af dem, der huserede nat og dag. En nat forsvandt en lysedug fra stuen. Et stort rottehul i fodpanelet i det ene hjørne afslørede, hvem tyveknægtene var. En dag da mor vaskede gulv under trappen, der førte op til loftet, lød der pludselig et plask i gulvspanden. Mor nåede lige at se en våd rotte springe op af spanden og forsvinde i det nærmeste rottehul.

Lejligheden bestod af 3 stuer og et værelse på loftet. Der var dog den ulempe ved dette værelse, at adgangen hertil skete gennem nabolejlighedens forgang, men herom senere. I den ene stue indrettede far sit bogbinderi, og i de to andre stuer var der opholdsstue og soveværelse.

I nabolejligheden boede Martin og Grethe. Martin var gårdskarl hos Winther & Andersen, der den gang var en omfattende købmandshandel. Martin der ikke selv havde en tone skabt i livet, ville imidlertid gerne høre, Når Frelsens Hær spillede og sang ved enden af postmesterens have ved jernbaneoverskæringen. Martin holdt sig lidt på afstand og stod derfor ved bommene på modsatte side af jernbanen. Han var nemlig ikke indstillet på at betale for fornøjelsen, for når et medlem af ”hæren” begyndte at gå rundt til de forsamlede tilhørere med en tallerken for at samle penge ind, sagde Martin: ” Nu kommer de med tallerkenen, så vil a sateme hjem”, hvorpå han skyndsomst forsvandt.

De første år vi boede her, gravede mine forældre selv deres tørv i Rebsengene ved Ryå syd for Brønderslev. Jeg har nok ikke været ret gammel, da jeg første gang var med ude at grave tørv, for jeg erindrer, at jeg skulle sove middagssøvn i det høje græs. Her lå jeg så og kunne i det fjerne høre mine forældres samtale, og medens vinden sang sin vuggesang for mig i det høje græs, der omgav mit leje, faldt jeg i søvn.

Herude oplevede jeg naturen for første gang. Således tog min far mig i hånden, og vi fulgtes ad til et sted lige i nærheden, hvor han viste mig en lærkerede med 4-5 unger i. Ligeledes gjorde min mor mig opmærksom på gøgen, der sad og kukkede et stykke borte. Det er nok sandsynligt, at min senere interesse for og glæde over naturen allerede blev grundlagt den gang.

I 1920 blev min far meget syg af lungehindebetændelse, det gjorde ham uarbejdsdygtig i et halvt år. Da sygdommen var på sit højeste, var der ikke store forhåbninger om, at han ville overleve, men det skyldtes hans stærke konstitution, at han overvandt sygdommen, selv om han aldrig genvandt sit fulde helbred.

Den 1. april 1921 blev Brønderslev købstad, og jeg var om aftenen med mine forældre på pladsen foran det i dagens anledning smukt illuminerede rådhus for at overvære den udendørs festligheder. Der var bl.a. også fakkeltog, men da det kom til syne nede for enden af Rådhusgade, kunne jeg imidlertid intet se, før far løftede mig op på armen, så jeg kunne følge fakkeltogets vej mod Rådhuspladsen. Ud over at jeg også husker, at faklerne blev kastet i en brændende dynge, husker jeg i øvrigt intet mere om denne begivenhed.

Samme år begyndte jeg at gå i skole. Det var i den tidligere realskole i Algade, hvor 1. og 2. klasserne gik i skole, inden de i 3. klasse skulle fortsætte på Skolegades skole. Mor fulgte med mig til skolen den første dag, men efter at alle børnene var blevet råbt op ved navn, stod mor og jeg alene tilbage, fordi mit navn ikke var blevet nævnt.

Der var ganske vist råbt et navn op på en elev, der skulle hedde Signe Marlo Madsen, men denne elev meldte sig ikke. Mor fik da undersøgt sagen nærmere, og det viste sig, at mit navn var blevet råbt op efter det navn der stod på min koppeattest, og her stod Signe Marlo Madsen.

Da misforståelsen var rettet, kunne jeg begynde i skolen, og der var nu heller ingen tvivl om, at jeg skulle sidde blandt drengene. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg var ikke interesseret i piger, dengang!

Som tidligere nævnt skulle vi ind gennem nabolejlighedens indgang for at komme op til værelset på loftet. Det var naturligvis upraktisk for både os og naboen. Derfor besluttede far at lave en opgang fra vores entre og op til loftet ved at lave en trappe og en lem i loftet. Da ejeren, der boede i Ålborg, under en senere inspektion af ejendommen opdagede dette, blev han så fortørnet, at han opsagde lejemålet.

Far havde ganske vist ikke indhentet tilladelse til at lave trappen, men det var jo i virkeligheden en forbedring af ejendommen og havde i øvrigt ikke kostet ejeren noget. Vi måtte jo så flytte og tage til takke med det første, der viste sig. Det blev en ganske lille kvistlejlighed i slagtermester Nielsens ejendom i Nygade.

Der var kvist ud mod Nygade og en ud mod baggården. Fra kvisten i Nygade var der udsigt ned til Mathiasens barbersalon, gartner Jensens frugtforretning og cigarhandler Henriksens forretning. Udenfor på fortovet foran gartner Jensens frugtforretning var udstillet grønsager af forskellig art. Vi lagde mærke til, at disse grøntsager var et yndet sted for byens hunde at løfte ben op ad, så det har måske nok givet grønsagerne en ganske særlig pikant smag.

Jeg var kun 7-8 år, da vi boede her, og tænkte ikke så meget på, at det var en lille lejlighed, vi var flyttet til, jeg var nemlig mere interesseret i, hvad der foregik nede i baggården, for her skete der mange spændende ting. Her havde slagtermester Nielsen eget slagteri. Her slagtede de dyr, der skulle sælges som slagtervarer i forretningen, der var i bygningen ud mod Nygade. Jeg fik lov til, efter bedste evne, at hjælpe til med forskellige ting i forbindelse med slagteriet. Jeg fik bl.a. lov til at koge røde pølser.

Det foregik i en gruekedel. Vandet måtte ikke koge, men skulle holdes på en temperatur på cirka 80 grader. Som belønning måtte jeg spise alle de pølser, som jeg kunne. Det blev den første gang til 18 stk., men så varede det også lige så mange måneder, inden jeg igen fik lyst til at spise røde pølser.

Jeg fik også lov til at være med til at slagte. Når fårene skulle slagtes, blev de lagt på en bænk, og med et slag i panden med en hammer blev de bedøvet og fik derpå halsen skåret over. Når grisene skulle slagtes, blev de lukket ind i slagterummet, hvor de fik et slag af en hammer, hvis flade hoved var forsynet med en fremstående tap, der ved slaget skulle trænge gennem pandeskallen og bedøve grisen, hvorpå den fik en kniv stukket i halsen, for at blodet kunne løbe af den.

Det lyder jo meget enkelt, men sådan var det langtfra altid, for det hændte, at slagtersvenden forfejlede sit slag og kun sårede grisen, der derefter skrigende af smerte løb langs væggene skarpt forfulgt af slagtersvenden, der igen forsøgte at ramme rigtigt. Derfor hændte det også, at grisen blev ramt 2 og 3 gange, inden det lykkedes at bedøve den.

Det var jo det rene dyrplageri, og det var sikkert også årsagen til, at jeg efter at have overværet en del af disse slagtninger, fik afsky for at komme i slagtehuset mere og derfor holdt mig på afstand.

Jeg var da heller ikke ked af, at vi efter at have boet der et års tid skulle flytte, men ønsket om at få bedre boligforhold var naturligvis størst hos mine forældre. Derfor besluttede de efter mange overvejelser at købe et hus på Gasværksvej.

Den tidligere ejer af det hus, som mine forældre købte, havde ikke kunnet svare sine forpligtelser og måtte derfor flytte. Hvorledes det stod til med den forrige ejers økonomi, fremgik klart af husets tilstand. Huset var kun 2 år gammelt, men endnu ikke færdiggjort, idet der hverken var malet eller tapetseret.

Til husets indre døre fandtes kun et håndtag. Elektrisk lys var heller ikke indlagt, ligesom der heller intet WC var, men af de tidligere beboeres efterladenskaber kunne det ses, at det meste af baghuset var blevet brugt som WC.

Der, hvor mandens seng havde stået, kunne man tydeligt se, at han havde ligget i sengen og skrået, for væggen her bar tydelige spor af skråtobaksovs, der var spyttet ud på væggen og derefter i striber løbet ned mod gulvet. Huset var blevet købt til overtagelse den 1. oktober 1922, og da mine forældre skulle fejre sølvbryllup den 12. november, skabte det jo stor travlhed med en omfattende rengøring samt maling og tapetsering, ligesom der også skulle installeres elektrisk lys.

Det blev dog nået alt sammen, så mine forældre kunne modtage deres gæster til sølvbryllupsfesten, der dog blev holdt i al beskedenhed, da restaureringen af huset havde medført en større udgift.

Kort tid efter købet af huset var der en forretningsmand, der sagde til far, at han endnu ikke havde fået betaling for kakkelovne og komfur til huset, men tilføjede han, at de penge ville far nok ikke betale. Det gav far ham medhold i, og manden måtte derfor skrive beløbet på tabskontoen.

Nogle få år efter købet af huset kom der en dag en kone ind til min mor. Hun havde hørt, at huset var til salg. Det havde mor dog intet hørt om. Konen ville dog alligevel gerne købe huset, for som hun sagde til mor: ”Nu kan det jo heller ikke koste så meget, for nu har I jo betalt noget af på det”. Da mor ved denne bemærkning langt fra følte sig fristet til at sælge huset til konen, måtte denne gå med uforrettet sag.

Selv om jeg kun var 8 år, da vi flyttede til huset, husker jeg det tydeligt som en stor befrielse at komme til dette hus, hvor der var rigelig plads både ude og inde. Der var have både foran og bagved huset. Her fik jeg også lejlighed til at dyrke min interesse for dyr. Jeg fik efterhånden et helt menageri af duer, dværghøns, kaniner, marsvin og en dejlig stor hankat, der dog voldte mig sorg engang.

Jeg havde nemlig også hvide mus, men en dag, da hunnen slap ud, fangede katten den og bed den ihjel. Tilbage var hannen og nogle ganske små unger, som det ved mors hjælp lykkedes at holde liv i. Da ungerne kunne klare sig selv, forærede jeg mus og bur til en kammerat, men han havde dem ikke ret længe, før hans kat havde ædt hele bundtet.

Efter at jeg havde gået 2 år på forskolen, skulle jeg sammen med min klasse fortsætte skolegangen på Skolegades skole. Det betød efterhånden også flere timer og flere fag. Til klasselærer fik vi Victor Knudsen. Da han den første dag kom ind i klassen, slog han sin stok ned i katederet med et ordentligt brag, så det gav et gib i os alle.

Vores første indtryk af ham var derfor, at han måtte være en galsindet lærer, men som tiden gik, viste det sig, at han var en særdeles flink lærer, som vi vist alle kunne lide, selv om han kunne blive så hidsig, at spyttet stod ham ud af munden.

Det tog vi nu roligt, ikke mindst fordi pigerne for længst havde opdaget, at de kunne sno ham om deres lillefinger. Det sidste skyldtes nok, at Knudsen og hans kone ikke selv havde børn, og af samme grund tror jeg også, at han og konen betød meget for hinanden.

De boede i ”Slottet” i Jernbanegade, i en af de øverste lejligheder. En dag, da Knudsen på vej til skole var nået til yderdøren, lød pludselig fru Knudsens stemme oppefra: ”Victor, du glemte at kysse mig”. Derpå vendte Knudsen om og måtte møjsommeligt vandre op ad de mange trappetrin for at gøre bod for sin forglemmelse.

Efterhånden som elevtallet voksede, opstod der mangel på klasseværelser på skolen. Min klasse blev derfor henvist til at benytte et ledigt lokale på det nærliggende elværk. Dette lokale var blevet benyttet som mødelokale af sognerådet fra 1911, da elværket blev bygget og indtil 1921, da Brønderslev blev købstad. Derefter blev der holdt byrådsmøder i det nye rådhus.

Medens vi havde klasseværelse på elværket, bestod jeg optagelsesprøven til mellemskolen, men forinden havde jeg erfaret, at det kunne være risikabelt at lære for meget eller i hvert fald vide mere end læreren. En dag, da vi havde en time i zoologi, som det hed den gang, jeg gik i skole, skulle vi fortælle om egernet, og dagen før havde jeg da forberedt mig ved at læse det, der stod om egernet i min zoologibog.

Jeg var som tidligere nævnt meget interesseret i dyrelivet, og da min far, der havde samme interesse, i sin bogsamling havde stående A.E. Brehm ”Dyrenes liv”, kunne jeg ikke nære mig for at læse mere om egernet i dette værk. Næste dag skete der så det, at netop jeg blev kaldt op til katederet for derfra at fortælle om egernet.

Jeg fortalte da det, som jeg kunne huske fra zoologibogen, men så var jeg så letsindig at begynde at fortælle om det, som jeg havde læst om egernet i min fars bøger. Det skulle jeg aldrig have gjort, for efter at læreren havde lyttet lidt til det, blev han pludselig stiktosset og skældte mig hæder og ære fra, idet han sagde til mig, at jeg ikke skulle stå der og gøre grin med ham ved at fortælle noget om egernet, som intet havde med virkeligheden at gøre, og jeg blev derpå beordret ned på min plads igen. Jeg blev både forundret, flov og paf, men turde ikke tage til genmæle. Det var der vist ikke mange elever, der turde i 1920´erne. Men min agtelse for denne lærer forsvandt som dug for solen.

I 1. mellem fik vi fru Oline Hansen til klasselærer. Hun var gift med skolens leder, overlærer Markus Hansen, der blev byens første borgmester. Ægteparret havde i øvrigt afvigende politiske interesser, idet Markus Hansen var retsstatsmand og fruen radikal. Jeg husker endnu, at hun overfor os ventilerede tanken om et forenet Norden, og i hendes udlægning af tanken lød det meget fornuftigt, selv om nok ingen af os havde nogen særlig politisk indsigt.

Især mindedes jeg med glæde, når Oline Hansen gennemgik f.eks. ”Synnøve Solbakken”, ”En glad Gut”, ”Aladdin” og ikke at forglemme Blichers herlige noveller. På samme tid kunne vi gennem skolen købe nogle bøger, der blev udgivet af Chr. Erichsens børne-blade. Der var bl.a.: ”Gøngehøvdingen”, ”Dronningens Vagtmester” og H.C. Andersens eventyr. Disse bøger har jeg endnu, og de kom til at danne grundlaget for min bogsamling.

Pladsmanglen på skolen gjorde sig stadig gældende, så vi i 1. mellem gik i skole på Teknisk Skole, der var ledig i dagtimerne. Bortset fra det lille intermezzo med læreren og egernet var skolegangen hidtil forløbet problemfrit med hensyn til at tilegne sig lærdom, men kort tid efter, at jeg var begyndt i 1. mellem, begyndte en langsom tiltagende dårlig hørelse at skabe problemer for mig, idet jeg efterhånden fik vanskeligt ved at høre, hvad der blev sagt i den modsatte ende af klasseværelset. For i det mindste at kunne høre hvad læreren sagde, blev jeg derfor flyttet hen til bordet nærmest katederet, men da læreren ofte befandt sig i den modsatte ende af klasseværelset under undervisningen, var det faktisk uden betydning.

Et ugelangt ophold i Aalborg, hvor jeg hver dag blev pustet i ørerne hos en ørelæge, gav ingen forbedringer. På det tidspunkt havde min dårlige hørelse for længst markeret sig i min karakterbog i form af stadig nedadgående karakterer. Da jeg derfor ikke mere havde noget udbytte af at gå i skole, besluttede mine forældre, at jeg skulle forlade skolen ved eksamen i 2. mellem. Det medførte naturligvis, at min fremtid blev lagt i andre baner, men det er jo så, som Kipling vistnok har sagt, en hel anden historie.

Kilde: Barn af Vendsyssel, bog # VI, 1985, ISBN 87-981199-3-1 (side 125-133).

 

Kilde: Barn af Vendsyssel XIII år. 2001

Skolegades Skole 1942-1951.

Mellemskoleeksamen 1951.

Elektrikerlærling 1951-1956.

Værnepligt 1956-1957 ved Ingeniørtropperne i Randers og Farum

Brønderslev Byråd 1974-1998.

Borgmester i Brønderslev 1990-1998.

Nordjyllands Amtsråd 1998-2002.

Det tindrer af sol over hav, over land,
og gederams lyser i Vildmosens sand.
Det synger i haver og hegn,
det dufter af sommerens regn.
Og her, hvor de vestlige vinde har magt,
blev Brønderslev lagt.

Sådan lyder første vers i Brønderslevsangen, som Jørgen Sørensen tilegnede mig på min 60års fødselsdag. Brønderslev ligger solidt plantet midt i Vendsyssel, så her kan man med rette være “Barn af Vendsyssel”.

Bortset fra den tid, jeg aftjente min værnepligt, har jeg altid boet i Brønderslev, men det betyder ikke, at jeg har forsaget andre egne af Danmark eller verden. Men jeg har altid glæder mig til at vende tilbage til Brønderslev. Her har jeg rod, her har jeg hjemme.

Jørgen Sørensen beskriver det ganske godt i sidste vers af Brønderslev sangen:

Jeg rejser så vidt på den vældige jord,
men mest for at gense den by, hvor vi bor,
de venner, der deler mit held,
den nabo, der si’r som jeg selv:
Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,
er Brønderslev min!

Jeg føler mig som en ægte vendelbo, selvom nogen måske vil kalde mig en “bastard”, idet anerne på min fædrende side kommer fra Himmerland. Far blev født i Volsted sogn i Himmerland i 1903, hvorimod mor er ægte vendelbo, født i Tolstrup sogn i 1904. Jeg selv er født på Grindsted Mark, som ligger nordøst for Brønderslev by. Det skete lørdag den 19. januar 1935.

Huset, jeg blev født i, kaldtes “Hølmarens Hus”. Hvorfra det havde fået det navn, har jeg aldrig fundet ud af, og jeg kan heller ikke huske noget derfra, idet vi flyttede kort tid efter, at jeg var født. Jeg har i mine drengeår set stedet, hvor det lå, men på det tidspunkt var der kun en smule sokkel tilbage.

Barndomserindringerne går derfor til det hus, som mine forældre sammen med mine bedsteforældre byggede i Dannebrogsgade 21. Her tilbragte jeg hele min barndom og mine ungdomsår.

Breve gav min far sig ikke af med at skrive, dog har jeg et brev, han skrev til sin svoger. Det er dateret den 4. juni 1935, og er måske det eneste, han nogensinde skrev.

Han skriver om det forestående byggeri, som lige var gået i gang. Han fortæller, hvad de indhentede tilbud lød på:

Murerarbejde 4.640 kr., Tømrerarbejde 1.835 kr., Snedkerarb. 1.074 kr. Blikkenslager 435 kr. Malermester 398 kr., Glarmester 79 kr.,

Elektriker 260 kr. Samlet bud. 9.500 kr.

I brevet skriver han: “Nå, ja, vi havde jo barnedåb, ikke sidste søndag, men søndagen før, og drengen kom til at hedde Peder Ivar Nielsen.”

Dåben foregik i Brønderslev Kirke den 26. maj 1935, og da jeg var født den 1 januar samme år, skrev far: “Det kunne jo ikke blive ved med at gå, han er så stor nu, så han kan sidde ret op.”

Min dåbsattest er underskrevet af kantor Nielsen, men præsten, som døbte mig, hed Noring. Han var socialdemokratisk folketingskandidat i den daværende V. kreds, og han var ifølge beretningerne en spids og skarp debattør.

På et møde i Dybvad sagde den konservative kandidat Winkel om nogle embedsbesættelser, hvor regeringen efter hans mening kun havde taget politiske og familiære hensyn: “De kender jo det gamle ord, pastor Noring  ’Når man har fanden til morbror’!”

Pastor Noring afbrød med ordene: “Ja, Deres private familieforhold agter jeg virkelig ikke at diskutere med dem!”

Barndomshjemmet i Dannebrogsgade var et hus i tre niveauer: kælder, stue og første sal. På første sal boede mine bedsteforældre. Bedstefar dog ikke ret længe, idet han døde kort efter, de var flyttet ind. Stueetagen var lejet ud for at skaffe penge til renter og afdrag. Derfor boede vi selv i kælderen, som i et nybygget hus selvfølgelig var fugtig og kold. Det var årsagen til, at jeg blev syg og blev flyttet ovenpå til bedstemor.

Min tidlige barndom blev derfor præget af bedstemors livsførelse. Hun var meget optaget af Indre Mission og var en flittig kirkegænger hver søndag. Jeg ledsagede hende som regel. Jeg husker, vi havde en bestemt plads i kirken midt på balkonen i siden ud mod Bredgade. Jeg var også en flittig bruger af søndagsskolen, som dengang foregik i missionshuset, som lå i Skolegade, hvor biblioteket i dag har parkeringsplads.

Dannebrogsgade var på det tidspunkt, vi flyttede ind, det yderste af byen mod nord, og gaden var ikke asfalteret, så den gik under navnet “Smadderstræde”.

Området var præget af landbrug, og jorden overfor vores hus var opdyrket. Den tilhørte en ejendom, som hed “Mejlstedgård”. Stuehuset til gården findes stadig. Der var flere store gårde i området blandt andre “Risagergård”, “Smalbygård” og “Helledigården”. Jorden fra alle fire gårde er i dag udlagt til beboelse.

Vi var en stor familie, som bestod af tre voksne og otte børn – fire piger og fire drenge. Tiden var præget af arbejdsløshed og fattigdom. Far var murerarbejdsmand, og der var ikke noget, der hed vinterbyggeri, så eneste mulighed i vinterperioden var snerydning. Far var så heldig at få et vinterarbejde ved en lokal købmand, som rensede korn for landmændene.

For at få tingene til at hænge sammen var det derfor nødvendigt, at vi børn hjalp til.

Som ni-årig fik jeg mit første job som bydreng i en manufakturhandel i Algade. Indehaveren hed Fini Karner. Jeg fik pladsen efter min storebror, fordi han skulle overtage en avistur med Vendsyssel Tidende. Det var en tur, som gik i arv fra de ældste søskende ned gennem rækkerne. Jeg nåede dog aldrig at få turen.

Lønnen var tre kr. om ugen, og dem afleverede jeg hjemme til den fælles husholdning. Tre kroner lyder ikke af meget i dag, men dengang var det nok til at betale rugbrød til en hel uge for en familie på ti personer.

Jeg startede i jobbet den 1. april 1944, hvor krigen rasede i Europa. Derfor var næsten alt rationeret, så det var begrænset, hvad der var af varer i manufakturforretningen.

Jeg var meget glad for at være der. Alle var flinke og rare mod mig, så da jeg efter et år flyttede, var det ikke fordi, jeg var ked af at være der, men jeg fik tilbudt en plads, hvor jeg kunne tjene syv kroner om ugen. Det var hos skohandler Jacob Christensen i Bredgade/Nygade.

Hos Jacob Sko havde jeg seks gode år. Jacob var et utrolig rart menneske, der behandlede sine ansatte med stor omsorg, så man hver dag var glad for at komme på arbejde. Selvom krigen sluttede kort tid efter, at jeg begyndte i butikken, var tiden stadig præget af materialemangel. Især gummistøvler og lærredssko var svære at få, så kunderne var skrevet op i lang tid, inden de fik de ønskede varer.

En lille episode fortæller lidt om dette. En sommerdag kom en mor med sin lille søn ind for at købe et par lærredssko til drengen, og det kunne forretningen ikke levere. Moderen sagde så: “A wel jan snaek me Jacob”. “Det kan ikke lade sig gøre sagde ekspeditricen, “Jacob Christensen er på kanotur på Gudenåen.” Så forlod kunden butikken, men på vej ud kiggede drengen op på moderen og sagde: “A wel got nok øensk, haj ku druwn i Gudenoen.”

Jacob var en driftig og fremsynet forretningsmand, derfor fik han som en af de første i landet anskaffet et gennemlysningsapparat, så man kunne se om skoene passede. Det var en slags røntgenapparat. Der var dog kunder, som under ingen omstændigheder ville stikke fødderne i apparatet. De troede, man kunne se, om der var lakrids mellem tæerne.

Det var trods alt ikke arbejde det hele. Der var også en skole, der skulle passes. Jeg startede på Skolegades Skole den 1. april 1942. På det tidspunkt havde den tyske værnemagt okkuperet det meste af skolen, så der var kun lidt plads til undervisning. Man delte derfor eleverne, sådan at de ældste klasser gik om formiddagen og os i de yngste klasser om eftermiddagen.

Skoleforløbet var dengang todelt, så man kunne vælge at gå fra 1. til og med 7., eller man kunne gå fra 5. over i mellemskolen, som var fireårig. Derefter kunne man tage realeksamen.

Det med at vælge var ikke reelt, idet mange af økonomiske grunde valgte mellemskolen fra. Jeg havde selv et ønske om at tage en mellemskoleeksamen, fordi den indeholdt en række fag, som jeg havde lyst til at lære, blandt andet fremmedsprog. Jeg fik lov mod, at jeg selv tjente mine lommepenge. Pengene fra min byplads gik jo til den fælles husholdning.

Jeg fik derfor en plads som mælkedreng om morgenen, inden jeg skulle møde i skole. Jeg mødte på mejeriet kl. 6.30, hvor mælkevognene rykkede ud. Det foregik med hestevogn. Jeg kørte med mælk i fem år, så det var en meget bunden tilværelse, jeg havde meget lidt fritid. Men de mange glæder, jeg oplevede ved at komme med mælk til de mange kunder, opvejede den manglende fritid.

Jeg var heldig, at den rute, jeg var med på, lå tæt ved skolen, så jeg kunne nå frem på fem minutter. Mælkemanden, jeg kørte med, var venligheden selv. I de fem år, jeg var med på turen, har jeg aldrig oplevet ham vred eller utilfreds, og jeg fik altid lov til selvstændigt at klare opgaverne.

Vi gik i skole alle hverdage i ugen, bydreng var man også om lørdagen, og mælken blev også bragt ud om søndagen. Alligevel nåede vi meget. Friluftsbadet blev besøgt hver dag i sommerhalvåret, og om vinteren var det gymnastikken, jeg deltog i.

Ferie var der ikke meget af i min barndom, men vi nød godt af, at vi havde familie, som gav os ophold i nogle dage hver sommer. Jeg havde en onkel og moster, som boede ude på Hjermitslevgårds Mark. Her havde jeg mange gode dage med alle landlivets glæder. Her var heste, køer, grise og høns. Det var et lille, men veldrevet landbrug, de havde, og her fik jeg lejlighed til at opleve, hvad livet på landet betød. Jeg har siden haft megen respekt for det arbejde, landbrugerne udfører!

Jeg tilbragte også mange gode dage hos en onkel og moster, som drev en landsbysmedje i Visse, som ligger et lille stykke syd for Aalborg. Det føltes næsten som at komme til udlandet, men der var trods alt ikke længere, end jeg kunne cykle derud.

I mange år var vi hver sommer på udflugt til Aalborg. Vi kunne gennem skolen hvert år søge om en frirejse med statsbanerne, og vi valgte altid en tur med tog til Aalborg. Dengang var en tur med tog et længere foretagende, da det standsede adskillige steder, inden vi nåede frem. Fra banegården gik turen op over baneterrænet til Zoologisk Have, hvor vi studerede de mange sjældne dyr, og sjovest var fodringen af søløverne. Det skulle vi overvære hvert år.

Så gik turen til Aalborgtårnet, hvor den medbragte mad blev fortæret, Det var dagens højdepunkt, idet der til anledningen var gjort ekstra ud af madderne. Derefter gik turen tilbage mod Brønderslev. De senere år blev turen dog udvidet med et besøg i Tivoli Karolinelund.

Før jeg startede i skolen, var jeg hvert år med bedstemor på besøg hos hendes familie, som boede i Ellidshøj i Himmerland. Det var en lang tur først med tog til Aalborg. Dernæst var vi med bus til Svenstrup, og herfra var det til fods resten af vejen. Bedstemors familie ejede Ellidshøj Gæstgiveri. Det var et meget spændende sted for en lille dreng. Jeg har mange gode minder fra disse ture.

Først efter min konfirmation kom jeg på lidt længere rejser. Min ældste søster var flyttet til Sjælland, og det gav muligheden for at komme derover, uden at det kostede alt for meget.

I min barndom var julen noget helt specielt. Vi lavede selv næsten alt, hvad vi skulle bruge. Vi havde f. eks hvert år en gris gående i et skur hjemme i haven. Den blev fedet op til julen. Vi havde en times middagspause fra skolen og gik hjem og spiste. I pausen nåede vi også rundt til naboerne for at samle kartoffelskræl, som blev kogt og iblandet mel til grisen.

Vi gik selvfølgelig og kløede grisen bag øret hele efteråret, så den dag, den skulle slagtes, var der stor sorg i hele familien, men det var den eneste måde, der kunne blive råd til sul på julebordet.

Vi havde også hvert år et stykke jord, hvor vi dyrkede kartofler, som var den vigtigste del af vores kost. Vi havde kartofler nok til hele året på dette stykke jord. Vi børn hjalp selvfølgelig til, når kartoflerne skulle i jorden og igen den dag, de skulle graves op.

Mellem kartoffelrækkerne blev der plantet grønkål, som var julens vigtigste spise i Vendsyssel. Der blev spist grønlangkål hver eneste dag. Forarbejdet blev gjort at far. Han ribbede kålene, hvorefter de blev grundigt skyller og puttet i gruekedlen, hvor de blev kogt og derefter formet i boller. Herefter blev resten overladt til husmoderen.

Efter endt skolegang kom jeg i lære som elektriker. Det var i et stort firma, som udførte alle former for elinstallationer. Jeg havde mange gode år i firmaet, som hed N. Ejlertsen. Her startede mit faglige og politiske virke, først med arbejde i Lærlingeklubben og senere i Elektrikernes Fagforening.

Jeg var i en årrække formand for elektrikerne i Vendsyssel, og det førte mig til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, hvilket medførte mange rejser til København.

Det foregik dengang med tog, så det tog meget af min tid. I 1982 valgte jeg at stoppe på grund af andre opgaver.

Jeg var i 1974 blevet valgt som medlem af Brønderslev Byråd for Socialdemokratiet, og det førte en række nye opgaver med sig. Derfor måtte de prioriteres, og jeg valgte det lokale.

Jeg var medlem af Brønderslev Byråd i 24 år med mange gode og spændende opgaver, som blev løst i samarbejde med gode byrådskollegaer fra alle politiske grupperinger.

Jeg har været medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening i Nordjylland i 20 år. Endvidere var jeg medlem af bestyrelsen fra 1986 til 1990. Arbejdet i Kommuneforening lærte mig, hvor vigtigt det er at stå sammen om løsning af opgaverne uanset partifarve. Det er det mest holdbare og dermed også det bedste for borgerne.

En fireårig periode som medlem af Nordjyllands Amtsråd er ved at være slut. Resten af mit liv skal bruges på familien, som har været utrolig tålmodig i de år, jeg har været beskæftiget med fagligt og politisk arbejde. Jeg tror, det har været en fordel, at min kone kendte det politiske arbejde fra sit hjem, hvor hendes far var et aktivt medlem af Jerslev Sogneråd gennem mange år.

Jeg har haft mange spændende opgaver i vidt forskellige organer, men for mig er byrådet det sted, hvor demokratiet har de bedste vilkår. Her er man tæt på sine politiske kollegaer, man kender medarbejderne, og man møder borgerne på gaden og får derved den direkte kontakt.

Jeg havde den glæde og ære at være borgmester i den by og den kommune jeg holder så meget af. Jeg er meget taknemmelig for, at den opgave blev mig betroet i otte år.

Når man har en fortravlet tilværelse med opgaver, der foregår uden et fastlagt tidsskema, er det begrænset, hvilke fritidsinteresser, man kan deltage i. Jeg har derfor helliget mig hobbyer, der kan udføres, når det passer ind i en travl arbejdsdag, ting som kan tages op, når tiden og lysten er der.

Jeg har gjort meget ud af at samle på vittigheder. Dem har jeg efterhånden en stor samling af. Nu, hvor jeg har fået bedre tid, tager jeg rundt og underholder med dem og glæder dermed andre. Vendelbomålet er velegnet til humoristiske formuleringer, og det påstås, at det er så sundt at grine. Det gør tilværelsen både lys og dejlig.

Jeg har i mit liv mødt mange prægtige mennesker, som har beriget mit liv. Dirigent for Danmarks Radios Pigekor gennem mange år, Tage Mortensen, var en god ven af Brønderslev. Derfor skrev han en sang til Brønderslev i anledning af byens 75års købstadsjubilæum. Den sang vil jeg slutte mine vendsysselske erindringer med.

BORGEN I MOSEN

En vældig grønhed griber blikket,
stræk af græs i ildrød sol.
Møller suser, sagn fortæller,
brede gårde er symbol
for de slægter, som i mosen
kultivered’ sumpet jord
til en flade uden lige,
hvor i dag, der leves, gror.

Store enges kanter flades,
åens siv blev skåret ned,
løbet rettet ud for tiden,
mosens brug blev til et sted
for de slægter, som med byen
bygged landets røde borg,
hvor et tårn som kendemærke
blev symbol for glæde – sorg.

Når de hvide tåger lægger
spindel over mosens land
violette solstrejf falder
blidt med spejl i åens vand,
vandrer jeg så trygt mod borgen
og de lave huses ly
blandt moderne tiders byggen:
Mosens hjerte blev en by.

Tage Mortensen

„The Pretenders” vandt DM ved radioens konkurrence 1968

Kilde: Dalsgaard -Pretenders hjemmeside

Herunder nogle lidt ældre orkestermedlemmer

The Pretenders fra Brønderslev, tillagdes store chancer ved konkurrencen, ”Toppen af poppen”, der er arrangeret af Danmarks radio for at finde det bedste amatørorkester inden for genren, skuffede ikke de mange tilhængere i Nordjylland, idet Martin Bøgild, Jens Dalsgaard, Steen Fuglsang, Poul Vejby og Mogens Dyrberg i dag kan vende hjem fra København som vindere af finalen i Studenterforeningens lokaler.

Pretenders var eneste jyske repræsentant i finalen, og slet ingen fra Fyn var fundet gode nok. Et orkester, Manor, havde sendt afbud, da basguitaristen havde fået fåresyge, så der var fire konkurrenter fra København og Sjælland tilbage. De fem fra Brønderslev var næsten ene om at repræsentere den almindelige og mest populære underholdningsgenre, mens de øvrige grupper forfaldt til megen eksperimenteren i stilarter, de ikke magtede alt for godt – hvilket også de tre dommere bagefter dadlede dem for.

Pretenders blev præsenteret som tredje gruppe efter The Unknown fra Hellerup og Spotlights fra Sorø. Førstnævnte var absolut svag og serverede et rodet, selvkomponeret nummer, som ganske savnede mening.

Spotlights havde blæsere med og spillede på sin vis udmærket, men både sanger og trompetist havde svært ved at klare registret og holde tonerne rene.

Derimod var efter vor mening ”Jennifer Eckolls” og ”Do I still figure” helt igennem perfekte fra Pretenders. Poul Vejbys sang var yderst fin og klar, og der var lagt megen vægt på den instrumentale baggrund. Den var gennemarbejdet til det sidste. Indvendes kan, at Hollies-nummeret var en kopi — men til gengæld en meget fin kopi, som Tommy Petersen siden sagde.

Canon fra Østerbro var også helt igennem perfekt. En anden stil end Pretenders, men absolut lige så veludført. Canon kunne have fortjent at dele førstepladsen med brønderslevgruppen, men det synes i orden, at dommerne også foretrækker én stilart frem for en anden. Danon havde ubetinget dagens bedste sanger. Sun of Mad fra Humlebæk var en blues-gruppe og fortjente en høj placering på sin næsten negroide spillefacon og sang, men dommerne placerede dem som nr. fire. Denne gruppe kan dog heller ikke umiddelbart sammenlignes med nogen af de øvrige.

Disse fem grupper var udvalgt gennem indledende konkurrencer, hvori der havde deltaget hele 170 orkestre.

Dommerne Hans Jørgen Skov fra Danmarks radio, orkesterleder Tommy Petersen og journalist Sv. Segelberg placerede de fem finalister i følgende orden:

1: The Pretenders, Brønderslev. 2: Canon. 3: Spotlights. 4: Sun of Mad. 5: The Unknown.

Bagefter måtte Brønderslevgruppen, der nu får et radioprogram i præmie, give et ekstranummer, der – fri for nerver – var om muligt endnu bedre, end de to andre.

På trods af mange planer og flere tilbud fik vi aldrig indspillet nogen plade. Vi boede måske for langt fra København, når det kom til stykket. Gennem tiden har vi lavet en hel del optagelser af vores musik, men kvaliteten er noget svingende. Først da Kjeld Thorbjørn kom til, lykkedes det. Han havde nogle sange, der passede til et egentligt rock-orkester.

Vi lavede et samarbejde, der resulterede i en LP ”Hår i maden”, der udkom under gruppenavnet Fars. Det var ikke den slags musik, vi plejede at spille, men snarere et forsøg på en slags dansk new wave. Pladen fik gode anmeldelser, men blev – for at sige det mildt – noget overset af publikum

Efter Fars-projektet er vi stort set holdt op med at spille offentligt. Vi mødes dog stadig, holder repertoiret ved lige, indspiller nogle numre og laver lidt playback bånd

Indimellem bliver det også til en lille privat koncert.

Vi har spekuleret på, om vi skulle fejre det her 20-års jubilæum. Resultatet af spekulationerne er blevet, at vi i samarbejde med Skråen i Aalborg og Sysseltinget i Hjørring afholder to jubilæumskoncerter henholdsvis den 5. december og den 12. december. Det bliver en lille retrospektiv gennemgang af den Nordjyske rockmusiks historie gennem 20 år, der i blandt også Fars-numre.

Og for at erindringen om bl.a. rockmusikkens barndom i Nordjylland ikke skal gå i glemmebogen, afleverer vi bagefter vores udklip, fotos, plakater, bånd med musikken gennem årene samt andre souvenirs på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

Vi går på museum, men vi har dog ikke tænkt os at aflevere vores instrumenter. Så  20 år ……

Og hvordan så vi ud, når vi var ude at spille? Formentlig ikke mere tosset end vi ser ud i dag. – men dengang skulle man være ens klædt.

Pastor Bøgild

Vi fik fine jakker, bordeauxfarvede, hvide skjorter med sådan en slags bondeflip, stramme sorte bukser og brune ruskindsstøvler.

Vi har ikke et egentligt billede af hele flokken i den mundering, men heldigvis havde Martins mor gemt hans jakke og skjorte, så vi kunne tage et billede af ham her til lejligheden. Han passer den faktisk endnu!

År 1986

Brønderslevorkestret Pretenders har eksisteret i 20 år, og det markeres med en jubilæumskoncert i aften på Sysseltinget i Hjørring.

Pretenders blev til i 1966, da medlemmer fra et par af byens daværende sekssyv pigtrådsorkestre eller beatorkestre gik sammen. Og de har holdt sammen lige siden. Kun en enkelt udskiftning er der sket på de 20 år.

Søren Tipsmark kom til i stedet for Mogens Dyrberg, der fik andre musikalske interesser. Han er i dag aktiv i Aalborg Symfoniorkester.

Medlemmerne af gruppen er Martin Bøgild, Poul Vejby, Jens Dalgaard, Sten Fuglsang, Søren Tipsmark og Ib Dalgaard. Ib Dalgaard er den eneste, der ikke var med ved starten for 20 år siden.

Højdepunktet blev nået i 1968, da orkestret blev kåret som Danmarksmester i pigtrådsmusik. Pretenders vandt foran 170 andre orkestre. Det gav gruppen en række job over hele landet, og gruppen kom også i kontakt med pladeselskaber, der viste interesse for gruppen, men pladeudgivelser blev det aldrig til.

Dog medvirkede Pretenders på en plade. Det var Kjeld Torbjørnsen fra Slåbrock Band, der ønskede et mere rock-orienteret orkester end Slåbrock Band.

Der er sammensat et show bestående af numre fra hele gruppens historie. Da der ikke er spillesteder i Brønderslev, har det været nødvendigt at tage udenbys. Tidligere har Pretenders underholdt på Skråen i Aalborg, og orkesteret håber på samme succes i aften.

Biografen Bien i Brønderslev var – foruden at være biograf – midtpunkt i byens rockmiljø. Her øvede de forskellige grupper. The Headshakers, The Rattlesnakes, The Amblers eller hvad de nu hed.

I starten spillede man på biografens højttalere, men efter at de var gået sig en tur, fremskaffede de forskellige orkestre selv nogle instrumenter.

Og så gik det ellers på livet løs, og masser af unge mennesker øvede sig i biografsalen.

Det var gratis, der blev aldrig betalt for el eller varme, og eftersom der ikke rigtig var nogen steder at gå hen i Brønderslev dengang, kan man godt sige, at biografejer K.G. Fuglsang for egen regning drev byens første fritidshjem.

I en periode var der pigtrådskoncerter i biografen. Børn 2 kr., voksne 3 kr.

Biografen blev døbt om til Hit-House, og på de gode dage spillede op til 10 forskellige orkestre for fulde huse.

Mit første trommesæt var en 3-2-1 laderstue hjemme hos os selv, fortæller Søren.

Derefter gik jeg over til olietønder og svejselektroder på min fars virksomhed. Da det efterhånden blev for dyrt i elektroder min far mig mit første trommesæt julegave. Dengang var jeg syv år.

Siden er det jo blevet til lidt mere. En af mit livs største oplevelser havde jeg i øvrigt som trommeslager i 13-års alderen.

Burning Red Ivanhoe skulle spille i Brønderslev-hallen, og på grund af dårligt vejr nåede deres trommeslager ikke frem.

Da de annoncerede i hallen efter en stedfortræder, var min kammerater jo vældig flinke til at få mig op, og så spillede jeg med dem i en halvanden times tid.

Der var også indtægter ved at spille og hvad fik vi ud af det?

Det spørgsmål kunne vi også godt tænke os at få besvaret. For vi har nok kostet mere på vores hobby end det, vi tjente ind ved at spille.

Men der skulle jo være orden i sagerne – også af hensyn til skattefar – så vi førte naturligvis regnskab. Regnskabet kan beses i sin helhed på Vendsyssel Historiske museum herefter, men lad os se på en typisk weekend.

Lørdag aften i Åruphallen på Fyn, 1200 kr. Søndag eftermiddag i Nykøbing Falster, 800 kr. Vores manager, Eugen Tajmer, skulle have 400 kr., transporten var på 447 kr. og mad skulle vi jo også have. Når alle udgifterne var betalt, kunne vi dele slanterne, så indimellem havde vi da penge på lommen. Og så skal man jo også huske på, at selv om beløbene ikke lyder særlig store, så skal de jo ganges med mindst 5, for at få et indtryk af hvor meget rugbrød, der kunne købes for dem i dag.

Nu skal man jo heller ikke gøre alt op i penge. For selv om vi ikke blev millionærer på musikken, kan man ikke købe sig til de mange års kammeratskab og venskab. Så tro ikke, at vi ikke føler, vi har haft noget ud af det!

Nicolai Hassings flotte hus
stammer fra 1889

Huset er beliggende i Algade nr. 1-3. Bygningen har altid været en pryd for Algade, og den ligger lige overfor den kendte guldsmedeforretning, Børge Hansen, som videreføres af sønnen Ole Agger Hansen.

Crome & Goldschmidts Fabrikers Udsalg samt
Brønderslev Materialhandel. I forgrunden ses
jernbanebommen ved baneoverskæringen

Det startede, så vidt vi kan finde ud af, som en MATERIALIST- butik, med varesortiment a la det Matas er kendt for.

I gamle dage var en materialist en, der solgte basis-kemikalier, kemiske stoffer, diverse pulvertyper, ekstrakter, hostemidler, vin m.v. Salget i dag er af en helt anden karakter og kaliber: neglelak, hudplejemidler, hårplejeprodukter, plaster, forbindingsstoffer, neglefile, sakse, plaster, brintoverilte og hvad ved jeg.

Ad åre blev sortimentet eller vareudbuddet ændret, så man også solgte kolonialvarer og andre typer købmandsvarer samt vin, som vist altid var blevet solgt fra denne butik.

Forretningen blev startet af Nicolai Hassing i 1889 og senere kom frk. Ellen Hassing (Hassings datter) i spil, og i 1956 overtog Villy K. Madsen forretningen. Villy K. Madsen fik i øvrigt det spøjse tilnavn “Strø Madsen”, hvilket skyldtes, at nogle barneplejersker på Brønderslev børnehjem internt begyndte at omtale ham sådan.

Tilnavnet Strø Madsen opstod på grund af, at børnehjemmet købte deres pulver til barnenumserne i Strø Madsens butik. Efter ”Strø Madsen” blev forretningen i 1984 overtaget af Chr. Bjørn Christiansen, som i øvrigt var udlært på stedet.

I dag ejes forretningen af Christian Bjørns datter, Charlotte, som også er udlært materialist, men i Aalborg. Charlotte Christiansen driver nu forretningen under navnet Matas og med kædens ”produktsortiment”.

Villy K. Mafsen 1918 – 1986.

Villy K. Madsen, født den 24. november 1918, død den 22. oktober 1986. Han nåede at blive borgmester i byen i 1966 og var desuden formand for byens Handelstandsforening i en del år.

Villy K. Madsen, Forhenværende Brønderslev-borgmester er død. Fhv. borgmester og materialist Villy K. Madsen, Helgolandsgade 11, Brønderslev, døde i går, 68 år gammel. Han blev valgt til Brønderslevs venstreborgmester i 1969, hvor der var borgerligt flertal i Storkommunen. Villy K. Madsen (V) vandt over Willy Kløve.

Efter Villy K. Madsen overtog Chr. B. Christiansen forretningen i 1984. Christian B. Christiansens datter blev optaget i firmaet i 2004.

33-årige Charlotte Christiansen blev i 1990 uddannet materialist.

Hun var derefter i forretningen i Aalborg til 1997, da hun kom til Brønderslev. Christian B. Christiansen og hans tidligere chef, Villy K. Madsen, åbnede sammen forretning i Sjællandsgade i Aalborg i 1968.

Den overtog Christian B. Christiansen i 1984 sammen med forretningen i Brønderslev. I 2000 afhændede de forretningen i Aalborg for at koncentrere sig om forretningen i Brønderslev, som samme år blev udvidet, så der er næsten 300 kvadratmeter salgsareal.

Christian B. Christiansen kom i 1961 i lære hos Villy K. Madsen, og i 1984 overtog han forretningen.

I samme ejendom lå Valdemar Karnøe`s forretning, se billedteksten. Senere, måske i 1960´erne flyttede “Tøjeksperten” ved Thøgersen, ind i de vestlige lokaler.