Historien er skrevet af datteren Inge Mørch Jensen.

Når far kom hjem fra banken og havde skiftet tøj, var det dejligt at bore ansigtet ind i frakken og mærke duften. Man siger, at penge lugter, men den duft, der sad i fars tøj, var tryg og varm og sammensat af kontorpapir, tryksværte fra diverse stempler og regnemaskiner, af pengesedler og mønter, gummibånd, lakrids, tobak og måske lidt rengøringsmiddel. Der var altid mønter i frakkelommen, parat til at give ud som drikkepenge eller til en fattig sjæl på gaden.

Far var født i Brønderslev i 1929 og bortset fra ”den dejligste tid i mit liv” som soldat i Randers, boede han i byen, lige til han døde i 2017. Dermed være ikke sagt, at han var groet fast, tværtimod. Somme tider har det slået mig, hvor aktiv han i virkeligheden var og hvor mange interesser, han havde. Musik, sport og friluftsliv blev livsvarige, andre opgav han hurtigt, fordi de kedede ham, eller fordi han stødte på holdninger, der var ham imod. Eksempelvis blev fars karriere i byrådet så kort som mulig, da han opdagede, hvor meget skjult magtspil, der var. Inden afgang fik han dog gennemført sit forslag om at navngive et nyt kvarter efter mindre kendte danske komponister.

Som arbejdsplads blev banken den solide grundpille i fars liv. Han skiftede aldrig, det gjorde banken. Han tog hele turen med fra sin start i Brønderslev Bank og den senere fusion med Handelsbanken og flytning til en ny moderne bygning længere nede ad Bredgade, over Den danske bank til pension i 1991 fra banken med det nu reducerede navn, Danske bank.

Kassen var fars foretrukne sted. Her kunne han udfolde sit lune og hjælpsomme sindelag, give en mindre opsang til den, der trængte til dét, og ellers gøre alt for at kassen stemte ved lukketid. De få gange, den ikke gjorde, var rent ud sagt et helvede for ham. Det samme gjaldt revisionen.

De fleste kunder var glade for at blive ekspederet af Ove Jensen. Han var uhøjtidelig og forstående, når det gjaldt, og god for en kvik bemærkning. Hans blik for de barokke situationer i hverdagen og hans timing, når han 1. april fik en af de overordnede til at løbe fra Herodes til Pilatus, lyste op i den ellers strenge pengeverden.

Men far var naturligvis ikke en engel, og han kunne have temperament. Jeg tror, der var en del sammenstød i banken, især under og efter fusionen med Handelsbanken og både mellem far og hans overordnede og også senere, da han blev mellemleder og fik ansvaret for ekspeditionen. Han var for blød til at skære igennem og befandt sig generelt dårligt uden den levende kundekontakt i kassen. I den periode kunne han nogle aftener komme træt og frustreret hjem og have lyst til bare at give op. En times tid i køkkenet med violinen og begge døre lukket var dog som regel nok til, at han faldt ned.

Ellers tog far ikke arbejdet med hjem. Han var kun bankmand fra 8.30 til 16.30. Der var så utrolig meget andet og sjovere at beskæftige sig med.

Musikken

Far elskede musik, kunne dårligt leve uden. Han byggede små højttalere med volumenknap, satte dem op i køkkenet og badeværelset og lod radiomusikken flyde. Han kunne ligge på stuegulvet med lukkede øjne og lyttede til plader, især klassisk og spillemandsmusik. Han lyttede for at nyde og slappe af men bestemt også for at lære, og han fulgte de enkelte instrumenter i lange sekvenser.

Men han var først og fremmest udøvende, det passivt sansende var undtagelsen.

Så han spillede. Alene eller sammen med andre. I mange år var han med i Brundur Spillemændene under Musikskolen, og at være i en sådan gruppe af musikglade, dejlige mennesker var ren livseliksir. Far kunne traktere de fleste instrumenter, var dog mest glad for violinen. Af dem havde han flere, bl.a. et arvestykke fra et par elskede onkler i Vester Linderup. Fra dette lille musikalske landbohjem stammede glæden ved musik.

For sjov komponerede han lidt, fx fik alle børnebørn deres egen polka, og mor gav han mange musikalske hilsener. En dag kom posten med et brev fra KODA, vedlagt en check på kr. 326,45. Det var et mysterium. Men da brevet var læst ordentligt, viste det sig, at DR havde spillet en af fars kompositioner, og det er jo ikke gratis!

Den åndelige føde bestod dog ikke af musik alene. Nej, far havde skam bøger, hele fire af slagsen:

Den lille Kapergast, Gøngehøvdingen, Med åbne arme og Den herskende klasse. Han havde ikke brug for mere, disse bøger omfattede hans livssyn, som i korthed kan beskrives: Kæmp, men ikke forgæves.

At være i bevægelse

Far skulle være i bevægelse. Han måtte ud at cykle, løbe på skøjter og stå på ski. Han blev nødt til at svømme om morgenen, gå marchture og tage idrætsmærke (og låse mor inde i soveværelset, så hun ikke kunne komme af sted, og dermed vandt han over hende.) Og det var vigtigt for ham at undervise om aftenen på Handelsskolen, revidere hallens regnskab, bygge den store modelbane i kælderen (”for drengenes skyld”, lød det fromt), lave drager (med samme begrundelse), købe en oldnordisk, tonstung romaskine og slide sig igennem et par kilometer på kældergulvet.

Far var en glad lystfisker, med hjemmelavet grej. Hjulene var store metalskiver, skåret ovre hos Højbjerg i Grønnegade. Han fiskede fra stranden, tog ud med kutter, havde åleruser og skulle have fiskestængerne med på ferie. Da bilen engang var pakket og klar til afgang, knækkede en af mine brødre først den ene stang, dernæst den anden, og så måtte dét fiskeri måtte opgives. Lige fra drengeårene havde far spillet fodbold men især dyrket gymnastik, og det blev han ved med, indtil ryggen 40 år senere sagde stop. Herefter trænede han oldboys i gymnastik og volleyball i Skolegade Skoles gymnastiksal. Historien om, at far i sin ungdom var udtaget til et gymnastikhold, der skulle til USA, men blev kasseret, fordi han var for tynd, hørte vi ofte. Fedekure prellede af på ham. Uanset fars behov for at være i aktivitet var lørdag eftermiddag sat af til tipsfodbold i fjernsynet. Men når det blev for spændende, måtte han op af stolen og trave frem og tilbage, fægte med armene og give højlydt udtryk for sin mening, så han fik nu sin motion alligevel. En eftermiddag sagde en af mine veninder nej tak til at gå med i biografen, hun ville hellere se fars forestilling.

Da næsten enhver form for fysisk aktivitet til sidst gav ulidelige rygsmerter, blev cyklen for alvor hans redning. Ved femtiden tog han på 20-30 km lange ture ud i det tidlige morgengry og nød stilheden og ensomheden, markerne, engene og de græssende køer. Far elskede mad, og der var ingen, der kunne lave smørrebrød som han. Fire-fem stykker på hver sin lille hylde i den gamle skotskternede madkasse med læderlukning, øl og sodavand i en pose og afsted til badehuset.

I nogle år efter at far var gået på pension, arbejdede mor stadig på Boligforeningen PM’s kontor, og når vejret var til det, hentede han hende med tæppe og fantasifulde madder og kørte op til Børglum bakke. På en diskret hentydning engang fra mor forstod vi, at de i deres tidlige bekendtskab havde haft en særlig god aften ved den gamle mølle.

At skabe tingene selv

På en ferietur i 1965 til Bornholm blev far så interesseret i den keramik, der var alle vegne, at han indrettede det lille hobbyrum i kælderen til keramikværksted med hjemmelavet drejeskive – en kraftig sparkeskive af flere lag træ på kryds og tværs og metalskiven skåret – igen – hos Højbjerg og masser af hylder til de færdige produkter. Redskaberne lavede han også selv. Han var utrolig opfindsom til at genbruge og finde materialer, både i mors køkken og hos den fine skohandler i Aalborg. Far blev hurtigt fortrolig med at dreje og glasere, og indtil han fandt en gammel ovn og installerede den i skuret, fik han brændt hos andre keramikere. Det gik utrolig godt! Tiden var moden, alle ville have keramik, og far lavede udstillinger, hvor alt blev solgt, og mor måtte løbe hjem efter det, der stod fremme i stuen.

Keramikken er et eldorado for én, som holder af at eksperimentere. Far ville prøve det hele, og det gjorde han – indenfor rammerne af hvad hans gamle ovn kunne klare. Stentøj lå desværre udenfor dens rækkevidde, men så skaffede far noget chamotteler og sled fingrene til blods, når han drejede det ru materiale. Det var ikke stentøj, men flot blev det.

Drageflyvning slog ikke rigtigt an i det lille hjem, men senere fik far en ny og større interesse på området flyvning. Han fandt sammen med bl.a. Frandsen, der var flyttet til Brønderslev i 1960’erne i forbindelse med egnsudviklingsstøtten og H.C.A. Dress. Sammen med et par andre med ligeså vildtflyvende idéer lavede de det ene halsbrækkende forsøg efter det andet med deres hjemmefabrikerede radiostyrede flyvere, men efterhånden fik de greb om det og var parate til at etablere en egentlig modelflyveklub med bane og klubhus. Det skete i 1972 på Sdr. Engvej. Der var mange lugte omkring fars aktiviteter, de fleste gode men én var slem, nemlig når den kraftige film, der skulle beklæde flyvinger og skrog, blev strøget på med mors strygejern. Selv mærkede han ingenting, men der var nu også – uhindret af masker eller andet ’bavl’ – gået adskillige giftige dampe gennem hans næse i tidens løb.

At far i mange år også var radioamatør, naturligvis med hjemmeflikket udstyr, og engang uforvarende brød ind i nabolagets radioudsendelse med sit kald ud i atmosfæren på jagt efter en japaner eller en russer at ’snakke’ med: ”This is oz3gq speaking”- det må vi gemme til en anden gang, for nu er tiden næsten gået.

Mit helhedsindtryk af far er et menneske, der søgte og fandt meget i sit liv, men en vemodig længsel efter bedre tider, fremadrettet såvel som bagud, kunne præge ham. Han ville så gerne, at verden blev et bedre sted, og i dette lys skal man forstå hans vidunderlige humor og generøse natur.

Historien om Brønderslevs Byggekonge

Tømrer og snedkermester Olfert Brandborg Larsen, Brønderslev

f.1917 d. 1997

Den 27.03.1997 blev Olfert Brandborg Larsen 80 år. Han blev kaldt ”Brønderslevs byggekonge”

I 1993 kunne han fejre 50 år ”Med hammer og søm”. Han har opført et par tusinde bygninger i løbet af de 50 år.

Olfert var medlem af Brønderslev Borgerlige Skytteforening og altid trofast deltager i den årlige fugleskydning.

Han var medlem af Odd Fellow Logen, Richard Marley i Brønderslev

Han var en dygtig og respekteret håndværker og var vellidt overalt.

Et af de største byggerier han medvirkede i var sygehuset i Hjørring og største enkelkunde var Boligforeningen PM, Brønderslev.

Olfert har engang udtalt: Jeg har det som soluret, der kun tæller de lyse timer. De ting jeg ikke har brudt mig om i min tilværelse, dem har jeg glemt. Der er nemlig kun én vej, der duer, og det er fremad.

Olfert har også udtalt: Lad dem regere, der vil det. Vi andre der har forstand på at regere, vi har ikke tid.

Olfert Brandborg Larsen fortæller her sin historie.

Jeg havde i lang tid interesseret mig for, at få min egen virksomhed.

I 1942-43 blev jeg bestyrer på et savværk i Ringkøbing. I stedet for at købe det, blev jeg bestyrer. Jeg reflekterede på en annonce om, at det var til salg. Det var en enke, der havde det, og jeg ved ikke, om hun kunne se det på mig, men hun sagde: De har da ikke råd til at købe det. Og så blev jeg bestyrer. Der var jeg et års tid, og jeg rejste derfra i april 1943, fordi der kom den ene efter den anden for at se på virksomheden, og jeg konstaterede, at der var ikke nogen af dem, der havde brug for mig.

Jeg fik så en ny stilling som driftsleder ved et byggefirma i Aarhus. Jeg kørte faktisk virksomheden alene, og der gik sommetider 14 dage mellem jeg så ejeren. Jeg fandt så efterhånden ud af, at han havde et samkvem med værnemagten, som jeg ikke sympatiserede med, og så sagde jeg til mig selv: Her vil du ikke være.

Så fik jeg kontakt med en ingeniør, som havde bygget et helt nye snedkerværksted, og jeg fik den aftale med ham, at jeg skulle starte produktionen i den helt nye fabrik.

Fabrikken lå på Mols.

Jeg spurgte ham om, hvordan det lå med materialerne, og det mente han, at han sagtens kunne klare. Nu vidste jeg fra min tid i Aarhus, hvor jeg havde stået for alle indkøbene, at det på det tidspunkt var meget vanskeligt at skaffe materialer, og jeg var derfor skeptisk. Det viste sig også, at det ikke var ubegrundet, og en uge inden produktionen skulle begynde, ringede han og sagde, at han alligevel ikke kunne skaffe materialerne.

Derefter søgte jeg en værkførerstilling på en fabrik på Fyn, og jeg blev antaget. Der var blot det kedelige ved det, at der var undtagelsestilstand, og jeg kunne derfor ikke forlade byen. Det sådan noget, som var moderne dengang. Jeg søgte flere gange om at få en tilladelse til at rejse ud af byen, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var ikke livsvigtigt.

Jeg sendte så et telegram til møbelfabrikken på Fyn, og forklarede min situation, men de kunne ikke vente, og tog i stedet en anden ansøger.

Så stod jeg uden arbejde, man efterhånden blev undtagelsestilstanden hævet.

Jeg så en annonce om en virksomhed i Frederikshavn, der var til salg, og jeg rejste så derop for at se den. På vejen derop støder jeg på en annonce i en avis, som jeg købte i Aalborg. Jeg tror sågar, at de averterede med, at det var Nordjyllands største landhåndværkervirksomhed. Jeg ringede så til mægleren, og aftalte med ham, at hvis jeg ikke fik noget ud af mit besøg i Frederikshavn samme dag, så kunne jeg komme ud til ham dagen efter.

Da jeg kom til Frederikshavn, lå en del af virksomheden i ruiner, og om årsagen var det ikke muligt at få oplyst noget, men det viste sig, at den var blevet sprængt på grund af et for nært samarbejde med værnemagten. Og så ville jeg ikke handle med ham. Jeg rejste så tilbage til ejendomsmægleren, og det viste sig, at den virksomhed han havde til salg lå i Tylstrup ved Vildmosen.

Under krigen var det vældig aktuelt med at grave mosen op, og brænde den i kakkelovne, kaminer og komfurer, så der foregik en vældig produktion af tørv, en produktion, som krævede en hel del materiel, som kunne laves på virksomheden i Tylstrup. Det var i øvrigt en ganske almindelig tømrer- og snedkervirksomhed, som i fredstid beskæftigede sig med at bygge huse og diverse ting.

Nu var der ikke meget boligbyggeri på det tidspunkt, så vores opgave var hovedsagelig at lave små tilbygninger til landbrugsbyggeri og reparationer, men så lavede vi også i udstrakt grad materiel til tørvefremstilling. Man havde en masse ting, som skulle laves i træ, og man forbrugte en masse, fordi tingene hurtigt blev slidt, når man arbejdede i tørvebladder og tørveælte.

Man lavede en masse jordkummer ude i terrænet, og så skyldede man tøvejord ind i kummerne, hvorpå tørvemassen gik igennem forskellige maskiner og røg ud på nogle bånd. Undervejs brugte man forskellige træredskaber, og det siger sig selv, at det ikke kunne holde, når det skiftevis var vådt og tørt under den bagende sol.

Derfor blev der ved med at komne ordre på nyt, og vi kæmpede som løver, for at skaffe materialerne til fremstillingen.

Dengang havde vi noget, som hed Varedirektoratet, og som skulle fordele de knappe ressourcer, og bedømme hvor nødvendigt det var i de enkelte tilfælde. Folkene fra Vildmosen bestilte hvert forår, det de skulle bruge, og så kunne man gøre op, hvor mange materialer, der skulle gå til produktionen af det værktøj og de redskaber vi skulle lave, hvorefter man søgte det pragtfulde Varedirektorat om at få materialerne.

Og det gik som regel sådan, at når tørvesæsonen var forbi, så fik man bevillingen. Og hvis vi ikke havde haft andre muligheder, ja, så kunne samme Varedirektorat have konstateret, at der aldrig var blevet lavet en tørv.

Men der var noget finsk tømmer, som man kunne købe frit, men det kostede bare det dobbelte, og det blev brugt i tørveproduktionen.

Men fakta var, at jeg startede biksen i Tylstrup, og der var fra begyndelsen beskæftiget 8 mand.

Og fakta var også, at tørveproduktionen var forbi ret hurtigt, og derfor gik jeg ud på det fri marked og bød på licitationer. Det første arbejde jeg fik, var ved et byggeri i Brønderslev. Jeg havde slet ikke ventet, at jeg havde fået det, for jeg havde aldrig regnet sådan noget ud før. Men jeg prøvede alligevel, og vi var kun 2 der bød på det, men jeg var, så vidt jeg husker, 34 kr. billigere end ham, og jeg fik det.

Så tog det ene det andet, og siden har vi arbejdet fra Skagen ikke til Gedser, men til Skrydstrup.

Efterhånden kom vi også mere og mere ind her i byen med arbejder. Fra begyndelsen kendte jeg ingen i Brønderslev, og første gang jeg var til licitation, kunne jeg ikke engang finde Rådhuset.

Det var også i kraft af licitationer. at jeg kom til at bygge for boligforeningen PM Brønderslev. Første gang 14 rækkehuse, og ved den lejlighed blev jeg uvenner med byggeledelsen. Det var i slutningen af fyrrene og i begyndelsen af halvtredserne, og dengang var der stadigvæk en meget vanskelig materialesituation, for den blev faktisk værre nogle år efter krigen, end den var under krigen. Uenigheden skyldtes faktisk blot nogle skruer, som skulle bruges til montering af nogle vindueslister, men de var ikke til at skaffe, og det blev byggeledelsen meget fortørnet over.

Så lå det så stille et par år, inden den samme boligforening og jeg igen arbejdede sammen.

I mellemtiden fik jeg nogle kommunale arbejder. Da boligforeningen PM igen udbyder noget byggeri til licitation indgiver jeg tilbud, og det viser sig at være det tredie billigste på snedkerarbejdet, men jeg fik det alligevel og skrev kontrakt. Hvorfor jeg fik det, har jeg aldrig fundet ud af.

Jeg havde altså stadigvæk virksomheden i Tylstrup, og efter at vi havde gjort det første byggeri færdigt for PM, efter at vi havde bygget 24 lejligheder i Skagen, og efter at vi var færdige på en ret stor gård, som var nedbrændt, så havde vi ingenting at lave.

Det var i begyndelsen af halvtredserne, og vi var kun én mand, 2-3 lærlinge og så mig selv. Jeg kiggede stadig efter licitationsannoncer, og fik øje på en ganske lille en om vinduer til Centralsygehuset i Randers. Der skulle jeg så ned til licitation, og jeg må ærlig talt sige, at jeg havde ikke noget at sætte denne her sølle svend til, så jeg bad ham lave et nyt køkkenbord i vores privatlejlighed. Og så kørte Jeg til Randers til licitation og fik arbejde med mig hjem.

Det drejede sig om vinduer til en femetages elevbolig med fællesfaciliteter, og det gik vi så igang med om efteråret, for at de kunne blive sat i næste forår, og vi fik fat i en svend til. Efter nytår blev det indvendige arbejde i den samme bygning udbudt i licitation, og det fik vi også. Samtidig var vi kommet igang med noget arbejde på flyvestation Aalborg, så lige efter årsskiftet var vi oppe på 28 mand. Dette tal er ikke steget ret meget siden, selv om vi inden for det sidste års tid har været oppe på 34-35 mand, men vores gennemsnit ligger ca. på en snes mand. Senere kom vi, som sagt før, igang for boligforeningen igen, og en dag jeg går oppe på byggepladsen, så kommer der en af byens embedsmænd hen til mig og spørger, om jeg ikke kunne tænke mig at flytte til Brønderslev. Og han var så venlig at sige, at de manglede en frisk håndværker. Det var selvfølgelig nok en overvejelse værd, tænkte jeg.

Men der er jo et problem, sagde jeg, og det er at skaffe bolig. Og så sagde han: Hvis du får en af de her, som I er ved at bygge, er det så ikke i orden. Det ville jeg så overveje, til jeg havde talt med min kone om det, og vi sagde ja tak.

Men jeg fik boligen på den betingelse, at jeg indenfor 2 år skulle flylle erhvervsvirksomheden med til Brønderslev. Jeg vidste selvfølgelig godt, at den klausul kunne man ikke lægge på en bolig, men sagde ikke noget, og tænkte blot – kommer tid, kommer råd.

Det var i 1953.

Men så ordnede skæbnen resten, for i 1956 brændte virksomheden i Tylstrup ned til grunden, og jeg var faktisk ruineret.

Det skyldtes ikke så meget selve virksomheden, men det, at der stod en masse færdigvarer, som også brændte, bl.a. snedkerarbejdet til 30 lejligheder her i Brønderslev, og indmaden til en centralskole. Det brændte inde hele skidtet. For det første opstod der nu problemerne med de arbejder, som jeg var kontraktligt forpligtet til at gennemføre, og selv om jeg kunne dække mig ind under “force majeure”, så ville man jo gerne prøve at finde ud af, hvad man kunne gøre. Men mulighederne var ikke store. Penge havde jeg ikke, intet sted og ting af producerer i og ingen materialer at producerer af. Alligevel fik jeg hjælp af en god leverandør, som troede på sagen, og han gav mig mod på at køre videre. Jeg lejede mig så ind hos en kollega i Tylstrup, og vi var allerede igang 4 dage efter, at det var brændt. Men kollegaens værksted var ikke særligt velegnet, og det var også begrænset, hvad han havde af maskiner. Jeg gik så ud og købte maskiner, for det meste brugte maskiner, og stoppede dem ind her og der, og fik det sådan noget nær til at glide igen. Jeg tænkte så, at nu kunne jeg få tid til at tænke over, hvad vi skulle gøre, men tiden løb fra mig, og pludselig var lejemålet udløbet, og han ville ikke have mig længere. Men efter megen snak fik jeg ham da til at forlænge lejemålet i en måned til, og i mellemtiden gik jeg i forhandling om en ejendom her i Brønderslev. Det var klædefabrikken, som var gået neden om og hjem, og bygningerne var til salg.

Jeg prøvede og prøvede at få en afgørelse, men blev holdt hen med snak, for der var et par gamle medarbejdere i fabrikken, som skulle have en fortrinsstilling. Men det trak ud, og vi nærmede os den 15. november, og jeg havde stadigvæk ikke fundet et sted, hvor vi kunne være.

Så vidt jeg husker var den 15. november en mandag, og i løbet af lørdagen skulle der komme en klaring.

Og så købte de den om lørdagen, og søndag formiddag lejede jeg mig ind hos dem. Og om mandagen flyttede vi, og det var op midt i alle vævene, som de ikke havde nået at fjerne. Vi slog hul i muren, og hejsede maskinerne op på 1. sal.

Der blev vi så i næsten 2 år fra november 1956 til vi flyttede ind, hvor vi er nu i oktober 1958.

Til at bygge det her for søgte jeg at skaffe penge hist op her, og jeg fik også et statslån på skallede 50.000 og et kreditforeningslån. Grunden købte jeg ualmindeligt billigt, for det var den første virksomhed, som kom til at ligge på disse arealer. Jeg gav 8.000 for grunden, og den er nok 10 gange så meget værd idag, men dengang var det heller ikke andet en en sump, selv om der gik en vej forbi.

Der var ingen kloak herude, og det var endnu ikke lagt ud som industriarealer, men kommunen var meget velvillig, og så lagde man det pludselig ud til industriarealer.

Jeg havde godt nok kig på noget længere inde i byen, men det kostede det dobbelte, og det havde jeg ikke råd til. Så var det, at en god ven, byens landinspektør, pegede på denne mulighed, og derfor købte jeg det. Idag er der ikke plads nok i bygningerne, og derfor har jeg lejet 3 landejendomme og det gamle cementstøberi, hvor vi har indrettet lagerplads.

Vi havde planer og et projekt til en ny virksomhed, som skulle ligge her vesten for, og i den forbindelse søgte vi igen statslån. Det er nu et par år siden.

Vi søgte finansministeriet, og det er Egnsudviklingsdirektoratet, som administrerer ved Richard Larsen. Men der sker en eller anden forvikling mellem Teknologisk Institut i Aarhus og den samme institution i København.

Det gik således til, at for 2 år siden var jeg på Hannover Messen, bl.a. med henblik på at se på nye maskiner til den ny fabrik. På Messen render jeg på en mand fra Teknologisk Institut i Aarhus. Vi snakker lidt om det, og det ender med, at jeg lader ham få mit projekt, for at han kan bearbejde det lidt.

Han laver også forarbejdet til en indberetning til Egnsudviklingsrådet, men der viser det sig, at Egns – udviklingsrådet benytter sig af Teknologisk Institut i København.

Det giver en ret væsentlig forsinkelse af mit projekt, og baggrunden for den nye virksomhed var, at vi på daværende tidspunkt havde 3-4 entrepriser på sygehuset i Hjørring, som vi kunne se ville give os meget vanskelige pladsproblemer.

Men som den lovlydige borger man jo er, så undlod vi at bygge, så længe vi søgte, og lillejuleaften 1969 kommer der et afslag fra Egnsudviklingsdirektoratet.

Begrundelsen var, at jeg sammen med et par andre havde købt en nedlagt brugsforening her i byen, som vi havde visse planer med, men kommunen skulle bruge den, og overtog den derfor.

Det skrev jeg så tilbage til Egnsudviklingsdirektoratet og fortalte, og føjede yderligere til, at jeg aldrig havde sat en øre i ejendommen, da det var ordnet gennem et pengeinstitut.

Jeg fandt derfor afgørelsen grundløs, men modtog blot et usandsynligt næsvist svar, hvori der bare stod, at man fastholdt den trufne beslutning. Det er en komplet uanstændig fremgangsmåde for en offentlig myndighed, og man kom ikke med nogle nye begrundelser.

Jeg sagde også til mig selv, at nu går vi til ombudsmanden, men tiden var ikke til det.

Ansøgningen gjaldt blot et håndværkerlån, og det var min revisor, som færdiggjorde papirerne og de tre års regnskaber og sendte det afsted.

Et er at man giver et afslag. Noget andet er, at man ikke bare kan henstille til folk om at holde deres kæft, når man viser, at begrundelsen er uholdbar. De ansvarlige burde være afklapsede, og jeg glemmer aldrig den arrogante måde, de svarede en ansøger på.

Det virker som om, de bare har søgt efter en eller anden begrundelse for at give et afslag, og ikke nok med det, for de var så lang tid om at behandle sagen, at lånemulighederne i mellemtiden var raslet helt af helvede til – for at sige det rent ud.

De dårlige lånemuligheder og min alder taget i betragtning blev jeg så enig med mig selv om, at jeg ville prøve at klare mig med det, som jeg allerede havde, og så leje mig ind andre steder, når det blev nødvendigt. Det er ikke rationelt, men jeg har opgivet at bygge nyt.

Jeg gjorde aldrig mere ud af sagen med Egnsudviklingsrådet, for som håndværker er der mere end nok at lave hver dag, og så blev tiden forpasset.

Sidste år lå vores omsætning på 2,7 mill. kroner, og deraf var lønudgiften ca. 900.000.

Til investeringer vil jeg skyde på, at vi brugte ca. 50.000 sidste år, men selv om vi vel nok har noget at investere af, så har vi ikke noget at investere i, for vi kan simpelthen ikke proppe mere ind i bygningerne. Vi har den maskinpark der overhovedet kan være her.

For øjeblikket kører vi med en produktion af vinduer til 60 lejligheder, og det bliver rundt regnet 400-500 vinduer. Det giver en vis serieproduktion. Og ligeledes er der en vis serieproduktion til Hærens Materielkommando, hvor der til skillevægge indgår ca. 2500 elementer.

Man kan vel sige det på den måde, at vi fortrinsvis laver håndværksarbejde, men når der er opgaver, der passer til det, så industrialiserer vi så meget som muligt.

Men derved kommer man til at løbe ind i vores fagforeningssystem, fordi alle akkordpriser beregnes ud fra prisen for at lave det på gammeldags maner, minus nogle procenter, hvis det er en maskine, der laver det hele.

Så størsteparten af mekaniseringsgevinsten går til medarbejderne. Vi andre får selvfølgelig også noget af det, men det er mest i kraft af, at vi hurtigere kan få noget ud og noget nyt ind.

Brønderslev by er for lille til at man kan undgå at tage arbejde ind ude omkring.

Selvfølgelig hvis vi var alene om at lave det arbejde, der skulle laves i byen, så var der vel nok, men der er jo også andre.

Nu hvor systemet er sådan, at mere og mere arbejde går i licitation, så bliver det sådan, at man fra Aalborg tager til Brønderslev, og fra Brønderslev tager man til Hjørring, og omvendt.

Siden vi kom igang for boligforeningen PM i begyndelsen af halvtredserne, så har vi bygget alt for den pågældende boligforening, og jeg vil skyde på, at lejlighedsproduktionen beløber sig til 300-400 lejligheder. I de sidste 10-12 år har vi også betjent den anden boligforening Fredensbo, hvor vi har haft snedkerarbejdet.

Dette boligbyggeri foregår idag udenom licitation, idet vi har forhandlet os til et resultat.

Vi er 12 organiserede tømrer- og snedkermestre i Brønderslev, og der er vist ikke ret mange uorganiserede.

Virksomheden her er den største, og jeg vil skyde på, at vi omsætter for et lignende beløb, som de andre tilsammen. Det vurderer jeg ud fra kontingentbetalingerne, hvor størrelsen afhænger af udbetalt arbejdsløn, og jeg kan konstatere, at de andre 10 ikke betaler helt så meget tilsammen, som jeg betaler ialt. Foreningen hedder Brønderslev tømrer og snedkermesterforening, og den sorterer under Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark. Det er til at brække halsen på det navn.

Vi er beskæftiget hos PM året ud og hos Hærens Materiel Kommando til hen på efteråret. Derudover har vi arbejde på sygehuset i Hjørring og en restaurering af kirken. Og så regner vi med at få arbejdet på 134 lejligheder i Hjørring i juni måned, så det ser da ud til, at vi får arbejde nok.

Jeg er ikke rigtig klar over, hvorfor vi har 2 boligforeninger her i Brønderslev, men jeg var lige ved at sige, at det kunne træffe, at der i sin tid gik to mennesker med et formandsemne i maven. Men jeg ved det nu ikke.

PM blev så vidt jeg ved startet under krigen, i forbindelse med at Pedershaab Maskinfabrikker manglede arbejdskraft.

Og så tænkte de vel: Kan vi skaffe lejligheder, så kan vi vel også skaffe arbejdskraft. Jeg tror derfor nok at direktionen fortalte medarbejderne, når de kom, at de ville give dem 1000 kr., hvis de skaffede sig en lejlighed.

Og der var så en flok arbejdere, som var snu nok, og tænkte hvis vi nu slår os sammen og bygger en boligblok på 24 lejligheder, så kan vi få 24.000. Og direktionen sagde top. Det var på det grundlag, at man startede boligforeningen PM, og byggede en blok her i Søndergade.

Desværre er vi her i Brønderslev ikke så dygtige, som man er i Hjørring. De er absolut dygtigere, og det gælder både dem der sidder i kommunen og os der er udenfor, for vi har allesammen lov at gøre en indsats.

Det er kolossalt, hvad man har fået skrabet til Hjørring, uden at det har kostet kommunen noget særligt. De har fået Materielkommandoen, gymnasiet, seminarium og en masse ny industri.

Jeg kan ikke se, at Hjørring skulle have nogle naturlige fordele frem for os, men det lykkes bare for dem.

Brønderslev er jo i sin tid bygget op omkring Pedershaab Maskinfabrikker, og det er vel lidt farligt udelukkende at forlade sig på det. Nu er der ganske vist kommet nogle enkelte nye industrier, bl.a. HCA – dress, og den ser da også ud til at gå strålende, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om den har gjort stort andet end at erstatte den klædefabrik, son der tidligere var i Brønderslev.

Selvfølgelig er HCA-dress større, men alting er jo større i dag.

Og det er jo ikke plads vi mangler, for jeg mener, at selv før kommunesammenlægningen var Brønderslev arealmæssigt set en af landets største købstæder, så det kan jo ikke være det, der er noget problem.

Jeg er nu 54 Jeg har 5 børn. Den ældste er maskinmester hos A.P. Møller. Den yngste blev konfirmeret i søndags, men jeg har ikke indtryk af, at han vil gå vejen gennem virksomheden.

Min næstældste søn er tømrer, men jeg er bange for, at han desværre ikke har lyst til at drive dette her · videre.

Jeg så gerne, at en af dem ville, men jeg tør ikke sætte nogen i mit sted, medmindre han er dygtigere end dem, han skal lede.

Det er kedeligt, for jeg kunne godt tænke mig snart at gøre, hvad der passer mig. Som det er nu, er jeg første mand om morgenen og sidste mand om aftenen.

Jeg har heldigvis fået en dygtig konstruktør på arbejdspladsen i Hjørring, og ham venter jeg mig en hel del af, for han har aflastet mig meget. Han blev ansat for 2 måneder siden, da han lige havde taget konstruktøreksamen, og han er jævnaldrende med min næstældste søn. Måske kan det flaske sig sådan, at de kunne hjælpes ad engang, men det ved jeg ikke endnu, og enten skal det opstå, eller også vil jeg slå bremserne i, for jeg kan simpelthen ikke blive ved.

Det er dødsens farligt, at køre en virksomhed med kun en topfigur. Jeg kan jo ikke tillade mig at blive syg en halv dag, og hver gang der er en der svigter, så skal jeg træde ind. Det er lige så farligt, som hvis en by kun har en stor virksomhed, for hvis der sker noget med den, så sker der også noget alvorligt med byen.

Og jeg har alle dage sagt, at en arbejdsgivers vigtigste opgave er, at gøre sig selv overflødig, men jeg har bare aldrig forstået at gøre det. Det er rigtigt, for hvis det var sådan, så var det mig, der ledede arbejderne. Som det er nu, er det arbejderne, der leder mig, og det er ikke nær så godt.

Men jeg ved godt, at det er vilkårene for mig.

Nu har jeg også haft visse storme i mit liv. Først i halvtredserne røg jeg på en kautions forpligtelse. I 1956 blev jeg nærmest ruineret på grund af en brand, og i 63/64 blev jeg separeret, så det hele skulle rives over i to dele.

Man er nybegynder hele tiden.

Engang havde man jo kræfter til den slags ting, og indtil jeg var 40 år, gjorde jeg ingen forskel på dag og nat. Hvis der var noget, der skulle gøres, så lod jeg være med at gå i seng. Der kunne gå 2 døgn og sommetider 3.

Men det kan ikke lade sig gøre længere. En eller anden tap som driver de andre hjul er slidt op, og man er så dødhamrende træt, hver gang man når til aften.

Men som sagt, så tror jeg, at hvis vi er lige så dygtige eller dygtigere, end de har været i Hjørring, så kan jeg ikke se, at vi ikke skulle have de samme muligheder.

For Hjørring med sine 700 år, hvor den har sovet de 675 år, den kan nu pludselig vågne op. Hvorfor skulle Brønderslev ikke med sine 50 år kunne komme igang.

Jeg er selv indfødt vendelbo. Jeg er født oppe ved Hirtshals nærmere betegnet i Horne, og jeg har kendt Hjørring fra barnsben af.

Det var en død by, og jeg tror ikke det var helt forkert, når man kaldte det Danmarks kedeligste by, men igennem de sidste år synes jeg virkelig, at Hjørring er blevet kvikket op.

Og jeg tror, at det startede med noget så paradoksalt, som at man vedtog, at man skulle have hovedvejen ført ind igennem Hjørring, hvorfor man ragede det halve af byen ned. Vel vidende, at så snart man var færdig, så duede det ikke.

Og nu har man lige set et projekt til 80 mill. kroner for at få vejen ført uden om igen. Det får Hjørring lavet for statens penge. Stort underjordisk parkeringsanlæg og sanering af hele dem gamle bydel.

Det kunne ethvert barn da se, at det var fuldstændigt skørt, og det tror jeg da også, at man hele tiden kunne se i Hjørring, men de tænkte, at vi får det lavet for statens penge.

For 15% af kostprisen har Hjørring fået saneret hele byen, og nu skal man til at koste penge for at få veje uden om, for det er da klart, at man fører da ikke en motorvej igennem en by.

Desværre har vi ikke haft de samme muligheder her i Brønderslev, for her har hovedvejen hele tiden gået udenom byen, eller rettere, byen har placeret sig ved siden af den.

Men alligevel er Brønderslev vokset forholdsvis mere end Hjørring, hvis vi undlod at regne de sidste 10 år med.

Så vi er vel ikke helt fortabt.

PM- orkestret, Brønderslev

som senere kom til at hedde Brønderslev Brass Band

og nu senest har taget navneforandring til Brønderslev Harmoniorkester

Orkestret startede i 1948 som Brass Band under navnet PM-orkestret med tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev.

I februar 1977 ophørte samarbejdet med Pedershaab Maskinfabrik A/S – i fuld enighed -.

Orkestret blev en selvejende institution og ændrede navn til Brønderslev Brass Band. Orkestret fik samtidig hjælp fra Brønderslev Kommune til nye uniformer og en fane.

Da orkestret lidt efter lidt har fået tilgang af bl.a. fløjter og klarinetter, er det blevet et harmoniorkester. Derfor er navnet ændret til Brønderslev Harmoniorkester.

Orkestret fejrede i 2018 70års jubilæum og i dag er der mere end 30 medlemmer under ledelse af dirigenten Mogens B.B. Jensen.

Her følger diverse billeder af orkestret gennem årene:

3 gange 25års jubilæum i 1986

Algades herrefrisør er byens ældste herrefrisør. Startet 1. dec. 1961 af Frisør Frede Jacobsen.

Tre 25års jubilæum i den samme familie på samme dag hører sandelig til sjældenhederne. Men det kan frisørmester Frede Jacobsen og hans kone Henny fejre.

Det er 25 år siden parret flyttede fra Hjørring til Brønderslev. Det er 25 år siden Frede Jacobsen åbnede sin frisørsalon i Algade, og det er 25 år siden at Henny Jacobsen blev ansat i Textilhuset hos familien Agerbæk.

De er begge ægte Vendelboer og valgte Brønderslev, fordi der dengang var mulighed for at blive selvstændig med frisørsalon, så i virkligheden er det det, der har betydet det hele. Samtidig med åbningen af frisørsalonen, blev Henny ansat hos købmand Hans Agerbæk i Textilhuset, som siden er blevet overtaget af Jørn Agerbæk. Og hvad var så mere naturligt end at flytte teltpælene til Brønderslev?

Det er også herfra at parrets datter der er lærer så transporterer sig til sit arbejde. Herfra er det også, at de mange ture til sommerhuset i Rubjerg udgår.

Vi føler begge, at vi med en alder på henholdsvis 39 år og 51 år vil kunne få mange gode år her i Brønderslev og finder det derfor særdeles rigtigt at fejre jubilæet, som fejres i selskabslokaler ved en reception. Der er dog åbent i Salonen i Algade som ved middagstid betjenes af en uddannet assistent. Om aftenen vil parret så fejre Henny sammen med hendes kolleger hos Jørn Agerbæk, slutter Henny og Frede.

Frede afstod forretningen i 1993:

Opgaver som udførtes i Frisørsalonen:

Frisør, herreklip, klipning og skægklipning – barbering i Brønderslev

Uden tidsbestilling.
Salonen var en herrefrisør uden tidsbestilling. Maskulin og med hyggelig stemning. Frede klippede mænd og drenge i alle aldre. Man kunne få klippet skæg eller få en gammeldags barbering med kniv, varmt omslag og sæbe.

År 2016:

Siden den 01.01.1961 er der nu gået 55 år, siden Frede Jacobsen for første gang klippede den første kunde i frisørsalonen Algades Frisør,

Frede Jacobsen var derfor inviteret til fødselsdag i salonen sammen med en anden af de tidligere ejere, Vibeke Kjølby.

Frede Jacobsen drev forretningen fra 1961 til 1993, da Runa Vang overtog salonen. Derefter var det Vibeke Kjølby, der tog over, og for fem år siden blev Helene Rønn Clausen indehaver af salonen.

Helene Rønn Clausen var i seks år ansat hos Vibeke Kjølby, inden hun selv blev ejer af klinikken.

Frede Jacobsen kan stadig bruge en saks.

– Det sker, at et familiemedlem lige skal studses, siger han.

Ellers bruger han tid på hus og have samt sommerhuset i Rubjerg, hvor Henny og Frede Jacobsen tilbringer tre af årets måneder.

Og så deler Henny og Frede Jacobsen hobbyen med at spille bridge.

Fødselsdagen blev markeret med kagemand, kaffe og en fødselsdagsøl, der var lavet specielt til dagen.

Og priserne de var som for mange år siden denne dag.

Historien om

Oktober 1970

Snedkermester Max Emil Christensen, Risagerlund, Brønderslev er død efter længere tids sygdom 86 år.

Max Emil Christensen, der er født i Ålborg kom som ung svend til Brønderslev hvor han nedsatte sig som tømrermester og oparbejdede hurtigt en stor og selvstændig virksomhed.

Den videreføres af en søn Kaj.

Max Emil Christensen havde adskillige tillidsposter. Han har i flere perioder der været socialdemokratisk medlem af Brønderslev Byråd, formand for Tømrer- og snedkermesterforeningen, var brandinspektør i Brønderslev en lang årrække og har desuden siddet i bestyrelsen for Personlig friheds Værn, Brønderslev Grundejerforening og været formand for Torvets flag. Han overleves af tre børn.

Begravelse

Fhv. snedkermester Max Emil Christensen, Risagerlund, Brønderslevs, begravedes, under deltagelse af slægt og venner fra den gamle kirke i Brønderslev, hvortil der var sendt kranse med bånd fra Brønderslev  Tømrer- og snedkermesterforening, Brønderslev Trælasthandel A/S, Brønderslev byråd, Brønderslev Sygekasse, Socialudvalget og Torvets Flag, Brønderslev.

I kirken talte pastor P. Klejnstrup, Brønderslev, ud fra 1. Peters brev 1,34 Thi alt kød er som græs og dets herlighed som græssets blomster.

Græsset visner og blomsterne falder, men Herrens ord er evindeligt.

Ved graven takkede korden Jens D. Rauf på familiens vegne for deltagelsen.

Dødsfald

Fhv. snedkermester Max Emil Christensen, Brønderslev, er død på sygeafdelingen på Risagerlund, Brønderslev, 86 år gammel. Emmel

Max Emil Christensen var født i Dronninglund, men kom til Brønderslev som ung mand, og han blev hurtigt en kendt skikkelse i byen, og hurtigt en mand med mange gøremål.

Han etablerede sig som snedkermester i ejendommen Algade 11. Brønderslev, som han senere overtog, og da han var en dygtig fagmand og en dygtig forretning mand varede det ikke længe før snedkerforretningen blev en travl virksomhed.

I en lang årrække var Max Emil Christensen brandinspektør  i Brønderslev, og i flere år var han medlem af Brønderslev Byråd, valgt af socialdemokratiet, og i hans formandstid for teknisk udvalg, gennemgik El- værket i Brønderslev en stor udvikling. I mange år var han formand for Brønderslev Sygekasse, han har varet kasserer i mesterforeningen, og i bestyrelsen for en lang række foreninger, blandt andre Brønderslev Grundejerforening, Brugsforeningen i Algade og Den personlige friheds værn.

Trods mange offentlige hverv forsømte Max Emil Christensen ikke sin forretning, og han opnåede at holde 40 års mester jjubilæum inden han afstod forretningen til sønnen, snedkermester Kaj Max Emil Christensen.

I nogle år efter overdragelsen, blev han boende i Algade 17, men senere flyttede han på Plejehjemmet Risagerlund.

Max Emil Christensen overleves af to børn, sønnen der har overtaget forretningen, og en datter der er gift med slagtermester Egon Sørensen, Brønderslev.

Sagde man i 1960´erne Agerbæk, så tænkte de fleste i Brønderslev på drenge- og herretøjsbutikken på hjørnet af Skolegade og Bredgade.

Hvem er eller var Agerbæk?

Agerbæk er en lille landsby med 1299 indbyggere, 29 km. fra Esbjerg, men det er også navnet på den mand og den butik, du her kan læse meget mere om.

Butikshistorien starter i 1936 i landsbyen Jerslev, som på den tid kun havde godt 600 indbyggere. I denne lille flække åbner Hans Peder Agerbæk Iversen sin første tøjbutik, med herre- og drengetøj,

men i 1949 tager han skridtet videre og flytter til købstaden Brønderslev, på hjørnet af Skolegade og Bredgade

hvor der findes et større og pænere kundegrundlag. Brønderslev havde godt 8.000 indbyggere, på det tidspunkt. Her åbner Hans Agerbæk en pæn butik, som forinden havde huset den legendariske Jacob Sko, som flyttede tættere på centrum.

Hans Peder Agerbæk Iversen blev født den 25. juni 1913 i Starup sogn ved Ribe og døde den 4. marts 1996 i Brønderslev.

Forretningen i Brønderslev får navnet:

“Herremagasin Agerbæk Iversen A/S”, telefon # 618, se annoncen:

I 1973 flytter forretningen helt ned i Centrum. Hans Agerbæk overtager den ejendom som Jacob Sko havde drevet forretning fra på hjørnet af Nugde og Bredgade.

Hans Peder Agerbæk                      Margrethe, alias Grethe

Hans Peder Agerbæk Iversen, f. d. 25.6.1913 og Margrethe Jensine Pedersen f. d 9. januar 1916 i Brsl. De blev viet den 20. juni 1937 i Brønderslev kirke. Margrethe blev kaldt Grethe Agerbæk Iversen.

Tøjeksperten Agerbæk.

Hans Peder Agerbæk Iversen var en stræbsom mand som havde travlt med at passe sin butik, præcis som alle andre butiksindehavere. Indimellem kunne det godt blive lidt for meget, har sønnen Jan Agerbæk sagt i et interview for nylig. Hustruen ”Grethe” og børnene følte sig lidt forsømt, sagde Jan Agerbæk. Alle ved, at det er en af ulemperne ved at drive en forretning. Indehaverne passer deres butik som det var et lille barn og tit føler de, at de skal være til stede evig og al tid – de tør ikke slippe grebet og overlade ansvaret til andre. Den holdning, tror jeg er ganske udbredt blandt erhvervsdrivende. Det er naturligvis uhensigtsmæssigt og giver et ubalanceret liv og familieliv.

Hans Agerbæk knoklede derudaf og i 1970 etablerede han byens første rigtige varehus, som blev placeret på det  hjørnet af Bredgade/Nygade i lejede lokaler  i en nyopført ejendom opført af Kjøbenhavns Handelsbank.

Efter faderens død blev tøjforretningen Agerbæk drevet af sønnen Jan Agerbæk, som fik sin uddannelse hos Brønderslev Kommune, men i 1980 blev han ansat hos faderen og i 1986 overtog han forretningen. I de seneste år er forretningen blevet udvidet og sælger nu også arbejdstøj og festtøj.

Jan Agerbæk er født i 1956 og for nogen tid siden udtalte han til Nordjyske: ”nu er det slut, andre må overtage depechen”.

Forretningen er nu overdraget til nye ejere og idag ejes Mr. Agerbæk af Huset Agerbæk A/S, som har adresse i samme ejendom. Hovedinvestoren er ”head Honcho” Nicolai Sthyr-Nielsen og Co-owner, Dan Larsen.

Hvordan fremtiden tegner sig for Mr. Agerbæk, vil kun tiden kunne vise!  Selvom vi står overfor en ny trend, hvor mange køber via nettet ser de nye ejere positivt på fremtiden.

På sommerferie

i P. M.s sommerhuse og ferielejligheder

Samtale med kontorchef Andreasen i 1957:

Der har nu igennem flere år været tradition for, at Pedershaab Maskinfabrik hver sommer stiller sine sommerhuse og en række sommerlejligheder til gratis disposition for firmaets arbejdere og funktionærer.

Vi er alle meget glade og taknemmelige for denne smukke gestus fra firmaets side, selv om det måske er de færreste, der får lejlighed til at give udtryk herfor.

Det vil sikkert være af interesse for bladets læsere at høre lidt om disse feriearrangementer og om det arbejde, der er forbundet hermed, og vi har derfor bedt kontorchef Andreasen, som har det store arbejde med tilrettelæggelsen, fortælle os lidt herom

– Hvornår påbegyndte firmaet disse feriearrangementer, og hvornår kom også kom arbejderne med som deltagere?

P.M-familier med skolesøgende børn?

– Vi har ikke vanskeligt ved at udleje lejlighederne, idet det er de samme ejere, vi lejer hos hvert år.

Derimod indebærer fordelingen af lejlighederne visse vanskeligheder. 1 år har der således været 135 familier på ferieophold henholdsvis i Ørnbjerg, Lokken og Skallerup Klit, og det er forståeligt, at vi har visse vanskeligheder med placeringen, særlig under hensyn til at disse 135 familier deles i fire kategorier, nemlig familier med ikke-skolepligtige børn, familier med skolepligtige børn, og endelig er der sommerferien på vinduesfabrikken og jernstøberiet, her holdes på en bestemt tid, hvilket der også må tages hensyn til.

I april måned bliver der udsendt lister til kontorerne og Værkførerne i de forskellige afdelinger, hvorpå de der ønsker ferie, kan tegne sig, og vi pointerer stærkt, at man kun bør tegne sig, når man bestemt ved at man vil benytte en lejlighed; thi firmaet lejer lejligheder i forhold til det antal medarbejdere, der har tegnet sig.

Når disse lister kommer tilbage fra værkstederne, trækkes der lod om tidspunktet for opholdet, og denne lodtrækning sker i overværelse af en tillidsmand.

– Er ferieværterne som helhed tilfredse med P. M-gæsterne?

– Når ferieopholdet er slut, afregner vi med de pågældende ejere Løkken, og det er ret naturligt, at man ved en sådan lejlighed spørger, om man har været tilfreds med de gæster, vi har sendt ud, og der har vi konstateret, at man i sin helhed er godt tilfreds.

– Har De ikke en eller anden særlig tildragelse at fortælle om i forbindelse med disse arrangementer?

– Der kan naturligvis opstå tilfælde, som man husker. Således kom der for nogle år siden – efter at listerne var tilbageleveret til kontoret – en medarbejder og spurgte, om han kunne blive opført på listen, hvilket vi bekræftede, hvorefter han udtalte, at han jo altid kunne lade være med at tage derop. Vi oplyste ham om, at hans opfattelse var helt forkert, og manden fik da heller ikke nogen sommerlejlighed det år.

– Og til slut har De måske nogle gode råd at give læserne med henblik på næste feriesæson?

– Ja, skriv Dem kun på de i værkstedet opslåede lister, når De bestemt ved, at De vil benytte en lejlighed (sygdom kan dog forhindre dette), og dersom man har tegnet sig for en lejlighed og bliver forhindret, da må man så vidt muligt give meddelelse herom i så god tid, at en anden medarbejder eventuelt kan overtage lejligheden.

m

Herunder billeder af Pedershaabs udvikling i Brønderslev

Kongeligt besøg:

Herunder – Billeder fra Besættelsestiden 1940 til 1945 i Brønderslev

Pedershaab medarbejdernes feriehuse mm.

Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv fortæller i 1954 her om baggrunden for Den runde pavillon.

.Dengang var bevoksningen ikke særlig høj, så pavillonens tårn ragede højt til vejrs. Det offentlige Hedelund anlæg skylder højskole. forstander N.C. Nielsen, gårdejer J. Pedersen og købmand A.P. Mejlsted sin tilblivelse.

I 1882 lod de beplante et areal på 8 tønder land af Øster Hedegårds jord, og overdrog i 1890 anlægget til et aktieselskab på 100 aktionærer (á 25 kr. pr. aktie) for en købesum af kr. 4.189. I kontrakten forpligtede aktieselskabet og de følgende ejere sig til fremtidig at vedligeholde og anvende anlægget i sin helhed, som et lystanlæg samt at udstede aktier til Vester Brønderslev kommunes beboere, der som aktionærer kun kan være stemmeberettiget, så længe de bor i kommunen.

Kontrakten blev underskrevet af følgende personer: Lærer Rosenkjær, købmand Wilh. Ehrenreich, træhandler J. P. Christensen, fabrikant P. Nielsen og gartner L. P. Nielsen.

Det nøjagtige årstal for den runde pavillons opførelse, har vi fra den daværende formand for A/S Hedelund Anlæggets, bankbogholder Brøndsted Hansen der udtalte til Vendsyssel Folkeblad 1921: »Hedelund anlægget fik 1903 en dansepavillon og i 1906 en restaurationspavillon, begge opført i træ. Efter den runde pavillons opførelse kunne man nedrive det træ- og lærredshegn, der var sat op omkring den udendørs danseplads for at give læ for vind og vejr. De nye pavilloner er til stor glæde for både unge og Gamle Hedelund er nu blevet til et stort udflugtsmål for mange skoler og foreninger, og er dermed blevet et meget vigtigt bindeled mellem land og by. Vi har altså årstallet på den runde pavillons opførelse her, men desværre ikke, trods stor eftersøgning nogen viden om, hvor den før har stået, eller hvad den har været brugt til – men måske læserne kan hjælpe os? En tanke melder sig, når man ser pavillonen indvendig, for da ligner den mest en cirkus manege, ikke ulig den som englænderen Philip Astley opfandt i 1768, da han opdagede adskillige fordele forbundet med at lade hestene løbe i en cirkel med en diameter på 13-14 meter. Vi forestiller os, at pavillonen har haft sin faste plads ved een af de gamle cirkus-dynastiers vinterbolig, hvor den har været træningssted i vinterhalv. året. Her har man trænet heste og andre dyr til nye numre eller vedligeholdt de gamle numre, til man om sommeren skulle på farten igen. Af de tættest boende cirkusfamilier kender vi Mundeling der havde plads til 500 tilskuere. De havde først bopæl i Dorf, senere på Langeland, men købte i 1899 det tidligere posthus i Øster Svenstrup, i HanHerred, som blev ledigt – ved Fjerritslevbanens åbning i 1897. Her blev bygget ny stald til hestenesamt et ridehus, og hele – beboelsen blev kaldt Vinterhviles. Vi ved det ikke, – men kunne deres gamle ridehus måske være havnet her, som den runde e pavillon i Hedelund?

Jens Chr. Dalgaard.

Den runde pavilion 2020.

Restaurant Hedelund, Brønderslev

Herunder billeder af den første Hedelunds bygning som nedbrændte efter krigen i 1945.

Tilbageblik

Vendsyssel Tidende den 23. maj 1954

Af dekoratør Jens Chr. Dalgaard

DEN NYE RESTAURANT I HEDELUND I BRØNDERSLEV ÅBNES 1. MAJ

Til erstatning for den gamle opføres i 1954 en ny restaurant.

Den nye præsentable bygning har kostet ca. 350.000 kroner og er fult ud tidssvarende med en smuk beliggenhed.

Brønderslev har ikke for mange grønne pletter, og det er derfor glædeligt, at en kreds af byens borgere for mere end 50 år siden gik ind for at skabe et anlæg i byen.

At det lykkedes for dem, kan byens nuværende befolkning glæde sig over ved at betragte “Hedelund” der i dag fremtræder som et smukt og velholdt anlæg.

Hedelund har gennem de mange år været samlingssted for byens borgerskab og utallige er de fester og sammenkomster, der har været holdt i det frie og i den tidligere pavillon.

Siden krigen har Hedelund ikke haft nogen pavillon. Den gamle der i mellemkrigsårene var et meget søgt sted, blev som bekendt taget af tyskerne, da de besatte Danmark, og det som besættelsestropperne ikke nåede at ødelægge, gik op i luer 1943. Brandårsagen blev aldrig rigtigt opklaret, nogle fortalte at det var en overophedet kakkelovn, der fik skylden for dens opståen, andre fortalte at det var sabotage. Efter krigen rejstes spørgsmålet om en ny pavillon sig.

Arkitekt Jens Knudsen udarbejdede et projekt på 70.000 kroner og det godkendtes af den daværende bestyrelse, der havde ca. 40.000 kroner, der var erstatning for den gamle pavillon, som var indsat på en Sparekassebog.

Tyskernes ophold i Hedelund havde imidlertid ikke alene skabt en brandtomt. Der var også tale om andre former for vandalisme.

Anlægget blev i disse år omdannet til et afsondret område med pigtrådsspærringer. Panserskjul og løbegrave satte deres ærgerlige spor. Det ville koste mange penge at istandsatte anlægget igen.

Den daværende bestyrelse der bestod af slagteridirektør Madsen, direktør Peder J. Nielsen P.M., ingeniør Aage Andersen, og formanden boghandler Mandrup Poulsen, afstod anlægget til kommunen, der gav løfte om at føre det videre efter de oprindelige planer og betegnelser.

Efter at kommunen har overtaget Hedelund, er der gjort store forbedringer og der arbejdes stadige på at gøre anlægget så tiltrækkende som muligt.

Partiet om søerne, hvor svaneparret og vildænderne har deres domæne og planerne med de forskellige blomsterrabatter finder man ikke smukkere i andre byer. Der er skovet meget, men det har vist sig at være en fordel, at der er skabt lys og luft og gode vækstbetingelser for de omfattende nyplantninger der har fundet sted. Til børnenes store tilfredsstillelse er der indrettet en ideel legeplads med gynger, karruseller m.m.

I 1950 gav man sig på arkitekt Knudsens tegnestue igen i lag med at udarbejde tegningerne til en ny pavillon, og resultatet heraf er blevet et projekt til 300.000 kroner. Det blev godkendt af byrådet, og for 1 års tid siden gik man i gang med at bygge. Byggeriet er nu så langt fremme at restauranten vil blive åbnet til juni. 1954.

Om kort tid indvies den nye pavillon og dermed er der skabt mulighed for at borgerskabet igen kan mødes til sammenkomster i byens anlæg.

Det er noget senere end beregnet, men alligevel inden sæsonen. Forinden alt er klar til at tages i brug, vil omkostningerne nærme sig 350.000 kroner, men bygningen er og blevet meget præsentabel, og udstyret er tidssvarende Den nye restaurant er bygget med facaden ud mod Nørregade, og der er indrettet bilparkering lige ved bygningen. Alt indendørs er holdt i lyse afstemte farver og det første indtryk man fornemmer når man træder ind i den store hall er varme og hygge.

Restaurationslokalerne er indrettet med udsigt over anlægget, og den store terrasse der er bygget, står i forbindelse med dansesalen, der ligger lige ud til plænerne og søen. Der er tre restaurations lokaler, der er anbragt således at de kan benyttes hver for sig, men også slås sammen til et stort lokale, der kan benyttes til mindre sammenkomster møder og lignende.

Restaurationens navn bliver naturligt nok “Hedelund” og navnet vil komme til at stå med blokbogstaver i neon hen over den brede indgang ud mod Nørregade.

Mens den gamle pavillon kun var åbnet om sommeren, er det meningen, at den nye restauration skal holde åbent hele året. Den nye vært, Børge Christoffersen, er ukendt med forholdene i Brønderslev, men han går ind i arbejdet med optimisme.

Der er bestilt musik for sommeren. Det bliver Hilbert Mellerups orkester, der skal sørge for underholdningen og dansemusikken foreløbig og der er i den anledning indkøbt et stort flygel.

Lysekroner, gardiner og service står i forhold til restaurantens smagfulde udførelse, og alt er således lagt tilrette til besøg af byens befolkning og turister.

Det kan nævnes, at der allerede er indløbet bestillinger fra flere selskaber, der har ønsket at afslutte sommerudflugter i Brønderslev. Bortset fra enkelte specielle artikler, er det byens håndværkere og næringsdrivende, der skal have æren for det smukke resultat, der er opnået.

Bygningsarbejdet er udført af murermester Th. Strandskov. Tømrermesterne Frederik Jensen, Langeland & Leo Christensen, snedkermestrene J.C. Pedersen, og søn, og Aksel P. Larsen, glarmester Svend Larsen, malermester Georg Bast, installatør Willy Larsen, Smedemestrene Henriksen & Larsen. Pedershåb Maskinfabrik, A/S og Ejner Bertelsen inventar.

Møbler leveret af Jensen og Christensen, Th. Thorhauge, Harry Jensen, Viggo Thomsen, Valdemar Karnge, Fini karner og Jens Kirk.

Kirkegårdsgartneriet er nu lukket og der er bygget parcelhuse på grunden

forretningen set på afstand

BRØNDERSLEV og Pedershaab 

En´ virksomhed har skabt byen

Artikel fra Ingeniør- og Bygningsvæsen den 01.01.1967

Samtale med borgmester Anton Tolstrup

Alle i Brønderslev erkender åbent og ærligt, at byen kan takke én mand for, at den er blevet det, den er.

I 1877 startede den unge fabrikant Peder Nielsen en lille fabrik for bygningsbeslag i sine forældres hus i Tylstrup i Vendsyssel.

Da regnskabet blev gjort op for det første års virksomhed, viste omsætningen godt 800 kr. 10 år senere besluttede Peder Nielsen at flytte sin virksomhed til Brønderslev

og nåede samme år op på 14.000 kr. i omsætning. I dag (1967) ligger virksomhedens omsætning på ca. 70 millioner kroner. Det, der i 1877 startede som en meget lille fabrik, har nu udviklet sig til et foretagende med verdensry – en virksomhed, der beskæftiger ca. 1200 ansatte i 1967.

Selskabet lever op til Peder Nielsens ord: Fra malm til stål – fra glød til bål — fra drøm til mål.<

Koncernen >Pedershaab«, som er det officielle firmanavn, har til stadighed været præget af udvidelser og ombygninger, nye produktioner og nye metoder.

I 1915 oprettedes en selvstændig fabrik for maskiner til betonvareindustrien. Denne virksomhed fremstiller beton-blandemaskiner, maskiner til støbning af betonrør samt andet materiel for entreprenørvirksomheder. I dag er VIHYMATIC- og VHY-betonrørmaskiner kendt og solgt over hele verden som et førende dansk kvalitetsprodukt.

I 1921 fik Brønderslev købstadstatus under navnet Brønderslev, og den oplevede i disse år et fornyet opsving med en stor befolkningstilvækst. Især skyldes det industriens vækst.

Endvidere oprettedes i 1931 en speciel fabrik for fabrikation af stålvinduer og døre, og i 1950 overtog man et lokalt jernstøberi. Dette viderføres under navnet Pedershaab Jernstøberi A/S. Der er stiftet et specielt aktieselskab, A/S Vacuum Concrete D.N.F., der arbejder som rådgivende ingeniørfirma, og for syv år siden i 1960 stiftedes datterselskabet Marinediesel A/S, som varetager salget af engelske marinedieselmotorer på det danske marked.

Salgsafdelinger i fire lande

Inden for de sidste otte år er oprettet salgsafdelinger i Frankfurt, Paris og Dallas i Texas. I forvejen er der salgsafdelinger i København, Aalborg, Århus og Sverige. Foruden de nævnte virksomheder eksisterer naturligvis fortsat beslagfabrikken under navnet A/S P. Nielsen, Pedershaab.

Koncernen lægger hovedvægten på eksport, og endnu er eksporten til Vesttyskland den vigtigste, men det ventes, at eksporten til USA i løbet af få år vil blive langt den mest betydningsfulde. Op til 90 pct. af produkterne bliver eksporteret.

Ny stor fabrik bygges

Der er ikke tilstrækkelige udvidelsesmuligheder på virksomhedens nuværende areal midt i Brønderslev by, og derfor er i udkanten opført en ny fabrik, hvis fuldt udbyggede projekt omfatter 32.000 kvadratmeter bebygget areal. Den vil til sin tid kunne beskæftige ca. 2000 mand. Virksomheden råder over et samlet areal på 180.000 kvm., og grunden kunne, grundet de lokale forhold, købes for mindre end 1/10 af prisen på et tilsvarende industriareal ved København.

Hovedfirmaet Pedershaab Maskinfabrik A/S er udelukkende et familieforetagende, ligesom de øvrige virksomheder under koncernen er det. Grundlæggerens son, direktør Oskar Nielsen, er administrerende direktør, mens hans bror, direktør Peder J. Nielsen, nu er kommitteret og formand for bestyrelsen. De ledende afdelingschefposter bestrides af deres sønner.

Omlægning af produktionen

– Omkring 1950 blev der i de forskellige afdelinger fremstillet ca. 200 maskintyper. – Gennem årene havde vi nemlig optaget flere og flere fabrikationer, forbedret modeller, vedligeholdt en vis reservedelsproduktion for tidligere modeller osv. Men markedsudviklingen gjorde det efterhånden klart, at skulle vi følge med i den stigende konkurrence, måtte en omlægning finde sted, fortæller chefen for Pedershaabvirksomhedernes researchafdeling, direktør, civilingeniør Bent Kronborg Nielsen

– For at gøre den fremstillede vare prisbillig og dermed konkurrencedygtig, måtte den fremstilles i langt større serier, end hjemmemarkedet kunne aftage. Hertil kom, at det var og er urentabelt at til rettelægge et udviklings- og forskningsprogram for et stort antal indbyrdes forskellige maskintyper. Derfor blev der for nogle år siden foretaget en drastisk nedskæring af de fremstillede typer, så antallet i dag er mindre end 50. Samtidig satte vi ekstra kraft på eksport-anstrengelserne, som er en forudsætning for den rentable, salgbare masseproduktion. En sådan elastisk produktionspolitik er en af forudsætningerne for, at vi kan hævde os i konkurrencen med de internationale markeder. På denne baggrund skal bl. a. oprettelsen i fjor af vort amerikanske datterselskab Pedershaab Machine Works Inc. i Dallas og Pedershaab S.A.R.L. i Paris ses. Vendsyssel har været forfordelt

– Vi har længe nok været stillet i skygge af det øvrige land. Den tid er forbi, hvor Vendsyssel er blevet placeret sidst i rækken ved etableringen af nye virksomheder. Vi har i alt for lang tid været forfordelt, udtaler Brønderslevs borgmester Anton Tolstrup.

– Men det mest beklagelige er, at Brønderslev i skitseforslaget til region planen for Nordjylland, som Aalborg Thisted samt Hjørring amter har ladet udarbejde i samarbejde med kommunerne – i øvrigt den første samlede plan for en landsdel har fået en meget uheldig placering. Vi er blevet klassificeret som en oplandsby, og hvis ikke forslaget, som offentliggjordes i sommer, ændres, kan det skade byens udvikling og måske medføre, at vi ikke kan opnå egnsudviklingsplan.

Det er trods alt en kendsgerning, at vi i industriel henseende kun overgås af Frederikshavn her i Vendsyssel.

Vi har en stor, stabil arbejdskraftreserve, fine industrigrunde og mange servicefaciliteter til rådighed.

Brønderslev kommune råder over så store arealer, at der, næsten uanset hvilken befolkningsmæssig og erhvervsmæssig udvikling området kan komme ud for i fremtiden, vil være arealer nok inden for de nuværende kommunegrænser.

Ikke mangel på arealer til byudvikling

Vi råder over arealer på ca. 3600 hektarer, hvoraf de 420 ha, svarende til ca. 432 kvadratmeter pr. indbygger, er egentligt byareal. Af de ubebyggede arealer skannes de 1000 ha anvendelige til bolig formål, mens 800 ha i givet fald tænkes anvendt til erhvervsformål. Der vil derfor ikke inden for dette år hundrede kunne opstå mangel på arealer i Brønderslev til den kommende byudvikling

Siden 1960 er indbyggertallet steget med 600 til godt 10.000, og vi forudsætter, at denne befolkningstilgang vil vedvare i fremtiden. I 1985 skønnes folketallet at være steget til 12.800 Og i år 2000 til 15.700. En sådan tilvækst kræver en udvidelse af det egentlige byareal med 220 ha indtil 1985 og 650 ha indtil år 2000.

Brønderslev en af landets største kommuner

– Planlægges nogen kommunesammenlægning?

– Vi har ikke – i modsætning til mange andre købstæder – over for Den danske Købstadsforening i dennes betænkning stillet noget ønske om en ændring af den bestående kommunegrænse, fordi vi ikke er i bekneb med arealudvidelser. Men flere af vore nabokommuner har til gengæld udtalt ønske om – under forudsætning af en generel ændring af den kommunale inddeling i Danmark – at blive tilsluttet Brønderslev. Det drejer sig om tre mindre landkommuner, og en omgående sammenlægning til en storkommune vil give et samlet areal på 15.000 ha, og et indbyggertal på ligeledes 15.000.

Dermed vil Brønderslev blive en af landets største kommuner – i arealmæssig henseende.

Store industriarealer udlagt

– Hvilke muligheder har kommunen at tilbyde nye virksomheder?

– Vi har foreløbig udlagt industrigrunde på 143,5 ha, hvoraf ca. 58 ha endnu er ledige. Grundpriserne er meget moderate. Til industri sælges byggemodne arealer til 12-15 kr. pr. kvadratmeter, og ikke-byggemodne grunde til 6-8 kr. pr. kvm. De tilsvarende priser for grunde til boligbyggeri er 1520 kr. og 8-12 kr.

Vi kan tilbyde både arbejdskraft og boliger, hvilket vel efterhånden er de to væsentligste faktorer, når en virksomhed skal flytte fra hovedstadsområdet ud i provinsen. Takket være vor jernindustri råder vi over en betydelig kvindelig arbejdskraftreserve, der foreløbig har skaffet Brønderslev to københavnske udflytter-virksomheder –

HCA-Dress – HC. Andersen A/S, der beskæftiger op imod 100 kvinder, og trikotagefabrikken > Tricodan”, som foreløbig ansætter 40-50 kvinder.

Tilskyndet af Handelsministeriet ansøgte vi i sommer Egnsudviklingsrådet om hjælp til opførelsen af et industrihus. Men da projektet blev forelagt rådet, fik vi afslag, fordi vi ikke havde en køber på hånden til industrihuset, inden det var bygget. Vi forstår ærlig talt ikke den politik, der føres i centraladministrationen. Den tager ikke meget hensyn til provinsens ønsker, og kendsgerningen er derfor, at vi indtil videre har fået dette initiativ bremset.

Pedershaabs medarbejdere bygger boliger

Boligproblemet har aldrig været stort i Brønderslev, fordi Pedershaab-koncernen gennem mange år har været særdeles aktiv med hensyn til at skaffe boliger. Under 2. verdenskrig stiftede virksomhedernes arbejdere og funktionærer i samarbejde med ledelsen boligselskabet >PM-boligforening, der hidtil har opført 296 lejligheder i blokbebyggelse og enfamiliehuse, og i dette efterår har boligforeningen taget fat på opførelsen af 66 lejligheder, der udgør 1. etape af et nyt projekt på i alt 450 lejligheder.

Bestående virksomheder i fremgang og nye industrier medfører en forøgelse af børnetallet, og netop over for ungdommen sætter vi meget ind. Vi opfører ny sporthal til en halv million kroner, bygger andre fritidsforanstaltninger og håber på snart at få et gymnasium, hvilket er blevet stillet os i udsigt hos de ministerielle myndigheder. En undersøgelse har godtgjort, at der for tiden er ca. 200 vordende gymnasieelever i vort område — et antal, der må vise, at vort ønske om en gymnasieskole på kommunal basis er berettiget.

Brønderslev er indstillet på at skabe en fremtid med fremdrift og udvikling. Byen er ikke for ingen ting det pulserende hjerte i en landsdel, der har ventet længe nok, men som nu har taget konkurrencen op for alvor.

Om Brønderslev

Artikel fra Ingeniør- og Bygningsvæsen den 01.01.1967

Det pulserende hjerte i Vendsyssel banker nu for alvor. Brønderslev er trukket i arbejdstøjet og vil have sin part af erhvervsudviklingen

Om byen i Vendsyssel, dens erhvervsliv, det nye erhvervsråd og den kommunale struktur kan De læse i redaktør Aksel Olesens artikel fra byen.

Der er en betydelig reserve af kvindelig arbejdskraft, og der flytter stadig virksomheder fra hovedstadsområdet til Brønderslev. Arealer er der nemlig heller ikke mangel på, idet Brønderslev er en af landets største kommuner i netop arealmæssig henseende.

Men det mest beklagelige er, siger byens borgmester, Anton Tolstrup, at vi i skitseforslaget til regionplanen for Nordjylland har fået en meget uheldig placering. Vi er blevet klassificeret som en oplandsby, og hvis ikke forslaget, som offentliggjordes i sommer, ændres, kan det skade byens udvikling og måske medfør at vi ikke kan opnå egnsudviklings.

Formanden for Brønderslev Erhvervsråd,

købmand Villy Madsen udtaler:

I modsætning til de øvrige landsdele er den erhvervsmæssige udvikling skredet langsomt frem i Nordjylland, men i de senere år er der udfoldet væsentlige bestræbelser på at udrydde arbejdsløsheden, dels ved etablering af nye lokale virksomheder, dels ved placering af tilflytter-virksomheder. Og det gælder ikke blot landsdelens to største bysamfund, Aalborg og Frederikshavn, men også andre købstæder og landkommuner har udvist initiativ på forskellig måde.

En af de kommuner, der således for alvor er trukket i arbejdstøjet, er Brønderslev — byen i Vendsyssels hjerte.

Erhvervslivet og kommunalbestyrelsen har i fællesskab nedsat et erhvervsråd, som allerede har opnået gunstige resultater.

– Vi er ubeskedne nok til at sige, at Brønderslev er det pulserende hjerte i en landsdel, hvor de bedste betingelser for industriel virksomhed er til stede. Vi har husrum for ekspanderende foretagender og kan anvise al den arbejdskraft, der er brug for, oplyser formanden for Erhvervsrådet, købmand Villy Madsen. Det er ved at gå op for mange virksomheder i storbyerne, først og fremmest i hovedstadsområdet, at skal der skabes muligheder for ekspansion og ansættelse af ekstra arbejdskraft, og vil man fortsat klare sig i den stigende konkurrence, er det tvingende nødvendigt at flytte væk fra storbyens indeklemte industriarealer og søge ud, hvor der findes ideelle udviklingsmuligheder. 

 HCA-Dress kom til Brønderslev

Flyttede fra København til Vendsyssel

En af Børnderslevs nyeste virksomheder er herreekviperingsfabrikken >H. C. Andersen A/S – HCA-dress«, der for nylig er flyttet fra København til Vendsyssel. Brønderslev fik fabrikken placeret i konkurrence med flere andre nordjyske kommuner.

– Vi havde længe lidt under pladsmangel og mangel på kvalificeret arbejdskraft, og resultatet blev, at vi måtte flytte til Brønderslev, fordi problemet med arbejdskraften i hovedstaden var blevet for stort, oplyser fabrikant H. C. Andersen.

Selv om fabrikken kun har været i drift her i byen i nogle få måneder, er det mit indtryk, at arbejdskraften i Brønderslev er langt mere stabil. Vi beskæftiger ca. 90 damer, og spildprocenten har hidtil været meget begrænset.

Billeder fra det store fabrikslokale med de mange syersker

Men det kræver naturligvis en vis tilvænningstid for disse kvinder at arbejde i industrien, hvilket næsten ingen af dem har gjort før, og det må forudses, at adskillige ikke vil kunne opnå den rette industrifornemmelse. Derfor regner jeg med en afgangsprocent det første par år på 20-25.

– Mange københavnske virksomheder, der gerne ville flytte ud i provinsen, må opgive planerne, fordi funktionærstaben ikke ønsker at flytte?

– Vi har heldigvis ikke haft disse problemer, men jeg skal ærligt indrømme, at ville mine mest betroede medarbejdere være blevet i København, havde Brønderslev ikke fået min virksomhed, slutter fabrikanten.

Herover en del af ledelsen på HCA-dress

Virksomheden fortsatte sin drift indtil 1989:

HCA-Dress standsede betalingerne i 1989 og virksomheden Kansas overtog virksomhed og bygninger og fortsatte en produktion af arbejdstøj.

Kansas har også stoppet sin produktion i Brønderslev.

Alle bygninger blev fjernet og nye erhvervslokaler er blevet bygget til diverse virksomheder.

Barslunds Villa 1920 – 2002

Niels Barslund og hans virke i Brønderslev
Niels Barslund Sørensen blev født den 26. juli 1886 i Sønder Barslund, Mejrup Sogn, Ringkøbing Amt. Han var former (arbejder i et støberi; som udfører formningen og som regel også støbningen) ved vielsen i 1910 og ved den ældste datters fødsel i 1913 i Holstebro.
Niels Barslund oprettede Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik på hjørnet af Gravensgade og Nygade  1913. Følgelig, var han jernstøber ved sønnen fødsel i 1916, og familien boede i Mortensgade (Frederiksgade) samme år.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev solgt til det nydannede aktieselskabet ”Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik A/S” den 1. januar 1919 med N. Barslund som direktør. I denne anledning fik
han udbetalt en stor sum penge.
I februar 1919 underskrev Barslund en købekontrakt vedrørende en byggegrund bag hotel Phønix på hjørnet af Grønnegade og Nygades forlængelse, matrikelnumrene 3et på 1,75 album og 4bk på 0,25 album, i alt 687 m2
I maj 1920 havde han betalt restkøbesummen, og han fik skøde på grunden.
Den 30 juli 1920 klokken 10 blev der foretaget en fogedforretning i Barslunds bopæl i Brønderslev. Fogeden ville opkræve 5.178 kroner i skat af rekvisitus (Barslund), og i mangel på øjeblikkelig betaling ville
fogeden foretage en udpantning. Barslund foreviste en ægtepagt, hvoraf det fremgik, at hele hans indbo var undergivet hustruens særeje. Villaen var vurderet til 50.000 kroner. Fogedforretningen blev udsat,og fogedretten blev hævet.

Den 27. august 1920 klokken 15.30 blev der igen foretaget en fogedforretning i direktør Barslund private lejlighed, fordi Barslund skyldte aktieselskabet A. C. Rasmussen & Co i Stubbekøbing1 5.502 kroner. Barslund hustru var tilstede, og hun skulle betale beløbet. Det registrerede og vurderede var følgende: Villaen var vurderet til 80.000 kroner. Fogedforretningen blev udsat, og fogedretten blev hævet.

Den 11. oktober 1920 blev der foretaget en tvangsauktion over villaen, uden at fogedretten kom til nogen konklusion.

A. C. Rasmussen i Stubbekøbing var en maskinfabrik, som fremstillede landbrugsmaskiner. Den var aktiv i perioden 1916 – 1930.

Den 10. december 1920 var der igen tvangsauktion over villaen, og der var intet til dækning af de to hæftelser for skat til Brønderslev Kommune og til A. C. Rasmussen i Stubbekøbing. De to hæftelser blev dog først udslettet af pantebogen den 24. maj 1921, altså to dage før tvangsauktionen blev genoptaget. Tømrermester Otto Færch og murermester Alfred Kjær fik overdraget villaen som ubetalte panthavere for 65.000 kroner ifølge Vendsyssel Tidende den 10. december 1920.
Den 26. maj 1921 klokken 15.00 blev tvangsauktionen genoptaget på fogedrettens kontor i Hjørring.
Brønderslev Bank havde en 1. prioritetsfordring på 40.274 kroner, og tømrermester Færch og murermester Kjær havde en 2. prioritetsfordring på 25.722 kroner. Da Færch og Kjær afgav et auktionsbud på 40.300 kroner, eragtede (dømte) fogeden: ”Den Niels Barslund forhen tilhørende ejendom (villaen) udlægges herved til tømrermester Otto Færch og murermester Alfred Kjær. ” Fogedforretningen blev sluttet, og fogedretten blev hævet. Vurderingssummen til ejendomsskyld var 55.000 kroner.
Barslund boede derefter nogen tid i Sæby og i Ålborg.
Familien boede i 1925 og 1930 i en lejlighed i Gravensgade 10 i Brønderslev, og Niels var jernstøber.

Niels Barslund var en person med mange interesser. I slutningen af november 1916 blev han valgt ind i menighedsrådet i Brønderslev for Indre Mission.
Han stillede op på en 6. plads på Indre Missions liste til menighedsråd valget i 1930. Han blev ikke valgt, da listen kun fik valgt 3 medlemmer.
Der var generalforsamling i afholdsforeningen ”Blå Kors” i april 1931, og Barslund sluttede generalforsamling med aftenandagt.
Jernstøber Niels Barslund havde forpagtet Langå Jernstøberi for 5 år med forkøbsret, og derfor forlod han Brønderslev ved slutningen af 1932.
Niels Barslund virke udenfor Brønderslev.
Fabrikanterne Barslund og Brandstrup, Brønderslev, købte ejendommen Danmarksgade 82 i Frederikshavn i juli 1919 for at oprette en filial af bilforretningen i Brønderslev. Ejendommen blev solgt til den
hjemvendte amerikaner, chauffør Albert Georg Wilhelmsen i juni 1920.
Fabrikant Barslund, Brønderslev, forpagtede Sæby Jernstøberi for et tidsrum af 5 år, og overtagelsen af virksomheden fandt sted den 10. september 1920. Der skulle ske en betydelig udvidelse af virksomheden, idet der skulle anskaffes nye forme og maskiner med mere, og virksomheden ville beskæftige 10 – 12 mand mere.
Familien Barslund boede i en lejlighed i Krystalgade i Sæby den 1. februar 1921.
Dommerkontoret i Sæby annoncerede, at der tirsdag den 25. oktober 1921 klokken 9.30 ville være en tvangsauktion på direktør Barslunds bopæl i Sæby over en del møbler, hvori udpantning for skatter allerede var foretaget.
Familien boede derefter i nogle år på Harald Jensens Vej 1 i Ålborg, og Niels kaldte sig selv for fabrikant i både Sæby og Ålborg.

Støberierne

A/S Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik fremstillede en kartoffellægger, der ved prøverne har vist
sig at opfylde alle rimelige krav. Fabrikken fik patent på kartoffellæggeren i 1919, og begæret efter den var stadigt voksende.
Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik gik konkurs i april 1921, og Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev oprettet i 1922.
Det gik dårligt for Brønderslev Jernstøberi i slutningen af
1920-erne, og i 1931 købte brødrene Sørensen A/S Jysk
Jernstøberi og Maskinfabrik, som fik støbning af kirkeklokker og klokkespil som en specialitet.
Klokkestøberiet havde fremstillet klokker til rådhusene i Århus, Frederiksberg og Ringkøbing og blandt andet til kirkerne i Brønderslev, Sct. Catharinae Kirke i Hjørring, Frederikshavn, Øster Brønderslev, Serritslev, Rold, Nørre Bjært, Svendborg, Sct. Knuds Kirke i Odense, Rinkenæs Kirke, Ribe Domkirke, Vor Frelser kirke, Helligåndskirken, Lukaskirken i København og Roskilde Domkirke.
Støberiet gik fallit i 1950, og det blev overtaget af Pedershåb
Maskinfabrik.

Villaen og dens beboere
Den 10. december 1920 blev direktør Barslunds villa i Nygade solgt til arkitekt og tømrermester Otto Færch og murermester Alfred Kjær, som ufyldestgjorte panthavere. Barslund var blevet erklæret konkurs for nogen tid før.
Villaens bebyggede areal var på 350 m2,  tagetagen var på 197 m2
, og kælderen var på 296 m2.
Desuden havde huset ud mod Nygade en meget stor ”velkomsttrappe”.
Inden en ny ejer af villaen blev fundet, blev villaen lejet ud, først til en tandlæge fra juli til november 1921 og dernæst til en læge fra januar 1922 til april 1923.

Tømrermester Otto Færch købte Alfred Kjærs halvpart i april 1922 for 30.000 kroner.
Sagfører Anders Stigaard Kjær fik en købekontrakt på villaen den 25. oktober 1922 med overtagelse til den 1. februar 1923 på Villaen. Anders Kjær købte grunden tilligemed påstående bygninger med mur- og sømfast tilbehør, derunder kakkelovne, gasbord med apparat, 2 grubegryder, en varmeovn med kedel samt beholder på loftet, 20 opstillede ribbeovne med ledninger og isolering, elektriske lysindlæg med lampesteder, 3 wc’er med rør og kummer, vand- og gasindlæg, et badekar med bruse og en flagstang. Vurderingssummen til ejendomsskyld var 55.000 kroner.
Sagfører Anders Stigaard Kjær blev født i 1863 i Nibe, og han flyttede til Brønderslev i 1895. Han havde været direktør i Brønderslev Bank siden 1896. Han boede i Bredgade 20 i 1921, hvorefter han flyttede til Barslunds Villa, som han beboede i 1925 sammen med sin tvillingesøster og to tjenestepiger.
Overretssagfører Jens Valdemar Sanvig og sagfører Kjær flyttede kontorerne hen til villaen den 1. april 1923. Kontorerne var i de lokaler, som vendte ud mod Nygade/Rådhuspladsen. Kunderne skulle således benytte velkomsttrappen. Sagførernes dokumenter skulle opbevares i et brandfrit rum.
Resten af villaen blev benyttet til bolig for Kjær familien.

Sagfører Kjær døde den 31. marts 1930, hvorefter læge Engelsen købte villaen, men overretssagfører Sanvig beholdt kontorerne i villaen.
Sanvig familien boede i Bredgade 28. Sagfører Sanvig flyttede sine kontorer til Dommergåden i Bredgade ved dennes opførelse i november 1940.
Den tyske besættelsesmagt overtog derefter sagførerkontorene og værelserne over kontorerne i villaen.
Efter overretssagfører Sanvigs død den 21. februar 1944,
købte dyrlæge Helge Therkildsen huset i Barslunds Villa

Lægerne Eyvind Jensen og Signe Engbæk købte villa og lægepraksis pr. 1. november 1944 af Engelsen. Desuden overtog de Engelsens telefonnummer, nummer 68.
Eyvind Jensen var født i 1912, og Signe Engbæk var født i 1911. De indrettede konsultationer i lokalerne ud mod Rådhuspladsen. En gang førte indtil et kombineret sekretariat og laboratorium til venstre med adgang til Eyvinds konsultationslokale, og til højre var der Signes konsultationslokale, som kun sjældent blev brugt, efter Signe blev skolelæge. Venteværelset var for enden af gangen.

Den 30. april 1983 ophørte Eyvind med at være praktiserende læge, og Eyvind og Signe solgte villaen og praksis til Hanne Østergård Skak. Signe og Eyvind var de personer, som havde ejet villaen i længst tid.
Hanne Skak var født i 1944. Den 12. august 1997 blev hun overfaldet med kniv af en misbruger.
Selvom hun kom sig fysisk, kunne hun ikke længere klare at være praktiserende læge.
Advokat Henrik Bjørn Skaarup købte villaen i april 2002, og dermed kom der atter sagførerkontorer i villaen. Skaarup renoverede og isolerede bygningen, som nu udelukkende benyttes til kontorer. Han flyttede ind i december 2002.

Rådhuspladsen
Rådhuspladsen blev ikke til Rådhusplads samtidigt med opførelsen af rådhuset i 1920 – 1921.
Istandsættelsen af Rådhuspladsen, som blev vedtaget med budgettet for 1937/38, skulle gennemføres inden Ungskuet i sommeren 1938. Der skulle rejses en mur mod øst til at lukke af for Klokkestøberiets affald, og støberiet burde formås til at lukke godt af i nordsiden ud mod Gravensgade.
Anlæggelsen af Rådhuspladsen blev færdig først i september 1937, og villaen fik husnummeret 1.

Aktive arkitekter i Brønderslev i 1920.
Det vides ikke med bestemthed, hvem arkitekten var til Villaen. Der var flere arkitekter, som var aktive i Brønderslev omkring 1920:
· Valdemar Schmidt (1864 – 1944), København, afgangsbevis fra Kunstakademiet, tegnede blandtandet St. Johannes Kirke i Århus i 1902 – 1905 og Brønderslev Kirke i 1920 – 1922.
· Hans Vejby Christensen (1869 – 1945), Hjørring, afgangsbevis som bygningskonstruktør fra Århus tekniske Skole, studierejse til Tyskland og Østrig, tegnede samtlige sygehus i Hjørring Amt siden 1904, blandt andet Brønderslev Sygehus i 1913 – 1914, cirka 80 skolebygninger i Hjørring
Amt, og Brønderslev Rådhus i 1919 – 1920. Desuden var han tilsynsførende arkitekt ved Hjørring Privatbaner.
· Otto Færch (1879 – 1964), Brønderslev, blandt andet tegnede udvidelsen af Brønderslev Banegård i 1916 og Frederikshavn Svineslagteri i 1929.
· Charles Jensen (1882 – 1939), Brønderslev og fra 1918 i Nørresundby. Han var mureruddannet fra Jerslev-egnen, og han fik gennembrud før 1. verdenskrig, som både kirkearkitekt og stationsbyernes arkitekt. Han tegnede blandt andet Brønderslev Banks bygning i 1917 – 1918 og Kvissel Kirke.

· Jens Knudsen (1891 – 1971), Brønderslev, ansat hos Charles Jensen i 1918. Han blev også bygningsinspektør for Brønderslev Kommune.

Tegninger af villaen.
Sagførerne behøvede et brandfrit rum til opbevaring af dokumenterne. Derfor blev det brandfri rum bygget i 1922 eller 1923.
Denne plan over sagførerkontorerne blev tegnet i 1946 i anledning af, at Eyvind Jensen ville ændre nogle skillevægge i det, som skulle blive til konsultationen ud mod Rådhuspladsen.

(

Læge Kaj Engelsen havde brug for en indgang til patienterne i 1930 samt en indgang til boligen udover køkkenindgangen fra haven. Desuden var der brug for en garage til bilerne. Arkitekten havde også tegnet villaens stueetage.

Disse tegninger var signeret af arkitekt Aage Kornerup Bang i august 1930 i Risskov, Århus. Kornerup Bang (1882 – 1963) havde afgang fra Kunstakademiet i 1909, studierejser i 1905 til Italien og i 1912 til Holland, Belgien og Frankrig, var arkitekt ved De danske Statsbaner fra 1913, i København indtil 1920 og dernæst afdelingsarkitekt for DSB (Banedanmark) i Århus indtil 1946. Desuden udførte han opgaver for private personer. Da det brandfri rum ikke var med på tegningen, må tegningen være udført på grundlag af tegninger, som arkitekten havde i forvejen. Derfor må den oprindelige arkitekt i 1920 have været Aage Kornerup Bang.

Disse tegninger var signeret af arkitekt Jens Knudsen i Brønderslev i 1946.

Frode Engbæk som boede i villaen fra november 1944 til august 1963

Kilder: Dansk Architektstat 1925, Nordjyske historiske avisarkiv, Brønderslev kommunes byggesagsarkiv, B

Brønderslev Sygehus

Brønderslev Sygehus blev taget i brug den 1. februar 1895.

Det blev placeret i Tunnelgade mellem søen i Hedelund og fabrikken Pedershaab, som blev opført i 1886. Det var uheldigt og ikke gennemtænkt, da en fabrik støjer, hvilket var til stor gene for patienter og personale på sygehuset.

Sygehuset blev også hurtigt for lille med sine 10 sygesenge og 10 senge til brug ved eventuelle epidemier. Der var sågar et enkelt sygeværelse til sindssyge.

Hjørring Amtsråd besluttede at opføre et nyt sygehus i Nørregade på den vestre side næsten oppe ved Tolstrupvej.

Det nye sygehus havde 38 sygesenge og en afdeling med 12 senge til epidemier.

Fabrikant Peder Nielsen købte det gamle sygehus med henblik på fremtidige udvidelser.

Nogle af bygningerne blev lavet om til beboelse, og der blev lavet kontor til vinduesfabrikken, men de gamle sygehusbygninger blev revet ned lidt efter lidt for at give plads til fabriksudvidelser.

Den sidste bygning blev fjernet i begyndelsen af 1970’erne.

Brønderslev Sygehus blev udvidet i flere omgange, først i 1950’erne til 93 senge. Så i 1963 blev sygehuset delt op i afdelinger med en medicinsk afdeling med 53 senge, en kirurgisk afdeling med 55 senge og en børneafdeling med 28 senge.

Ved kommunalreformen i 1970 blev amterne også lagt sammen til større enheder. Således blev Nordjyllands Amt sammensat af Hjørring-, Aalborg- og Noget af Randers- og Thisted amt

I de oprindelige amter var der mange mindre sygehuse, og det var ikke muligt at drive dem på en økonomisk, rationel måde.

Men nu var den ansvarlige for sygehusene, Nordjyllands Amt blev så stor, at mange af de små sygehuse blev nedlagt samtidig med, at de store hospitaler, Aalborg Kommunehospital og Amtssygehuset blev slået sammen til at være Aalborg Sygehus.

Brønderslev sygehus overlevede omlægningerne også i 1986, da nogle af de større sygehuse som i Nibe og Fjerritslev blev nedlagt.

Siden 1980’erne har amternes økonomi været under voldsomt pres, fordi Folketinget og regering begyndte at styre amternes økonomi, så de ikke selv var herre over skatteindtægterne. Selvom Nordjyllands Amtsråd kunne se nødvendigheden af at gøre noget drastisk ved sygehusstrukturen, var det ikke økonomisk muligt.

I den periode blev sandsynligheden for, at flere mindre sygehuse, der i blandt Brønderslev Sygehus, ville blive nedlagt.

Brønderslev Sygehus rådede dengang over 114 senge, og statistikken fortæller, at der var ca. 4.000 indlæggelser og ca. 28.000 sengedage om året og en venteliste på ca. 700 patienter.

På Brønderslev Sygehus specialiserede man sig i nogle af de banale sygdomme som brok og åreknuder. Af tallene ses det, at Brønderslev sendte ca. 1.000 patienter til Aalborg om året, men modsat sendte Aalborg Sygehus 1.500 patienter til Brønderslev.

Indenfor sygehusvæsenet var der nogle regler om, hvor mange af kommunens egne borgere, der skulle behandles på det lokale sygehus. Amtet havde krav om en ”lokaldækningsgrad” på 75%, hvilket betød at Brønderslev Sygehus skulle være i stand til at behandle 75% af de lokale borgere, som havde behov for behandling på et sygehus.

Brønderslev Sygehus havde kun en lokaldækningsgrad på 46%, og kurven var svagt nedadgående. Det satte Brønderslev Sygehus i en udsat position for nedlukning.

Til gengæld var Brønderslev Sygehus et af amtets og Danmarks billigste sygehus målt på prisen for en seng om dagen på ca. 2.400 kr.

Desuden var sygehuset effektivt med korte ventetider og med moderne apparatur til specialbehandlingerne, budgetterne overholdes, og der var et godt samarbejde på tværs af organisationen. Men lokaldækningsgraden var for lav.

I 1989 begynder rygterne om nedlæggelse af Brønderslev Sygehus at brede sig på baggrund af den revision af sygehusplanerne, som amtet var i gang med. Det var egentlig pudsigt, hvor rygterne stammede fra, for kommissoriet for revisionen var, at ingen sygehuse må nedlægges.

Det foranledigede, at ”Støtteforening til bevarelse af Brønderslev Sygehus” blev oprettet.

Med et medlemstal på 40 fra begyndelsen skete der dog en udvikling i foreningen, så der i oktober 1989 var næsten 600 medlemmer.

Støtteforeningen mål var at skaffe en halv million kroner til indkøb af en scanner til sygehuset, men indtil videre var der kun 7.000 kr. i kassen.

I begyndelsen af 1990 faldt en bombe i diskussionen om sygehusets fremtid. På et møde med amtets Sundhedsudvalg og embedsmænd fra sundhedsforvaltningen blev et forslag fremlagt om at erstatte Brønderslev Sygehus med et sundhedscenter.

Udvalget havde vedtaget, at offentligheden ikke skulle informeres før, udvalgsmedlemmerne havde diskuteret sagen med deres bagland i de politiske partier.

Anni Guldberg Madsen var medlem af sundhedsudvalget og var chokeret over embedsmændenes udspil, og hun agtede ikke at respektere udsættelsen om information til borgerne, og det blev begyndelsen til den til tider følelsesladede debat om fremtiden for Brønderslev Sygehus.

Støtteforeningen til bevarelse af Brønderslev Sygehus ville gerne holde et møde med Anni Guldberg Madsen, men hun kunne alligevel ikke fortælle om konkrete planer, og det kunne andre fra sundhedsudvalget heller ikke.

Indtil da var der ingen planer, der var kun en ide om at erstatte sygehuset med et sundhedscenter.

Men nu var mistanken vakt hos Brønderslevs borgere og ikke mindst hos personalet på sygehuset.

De politiske partier havde op til valget i 1989 stort set alle haft fremtiden for Brønderslev Sygehus på programmet.

Socialdemokratiet, Venstre, Kristelig Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet gav alle deres uforbeholdne støtte til, at de små sygehuse skulle bevares.

Debatten rasede i alle medier og på møder, og der blev lavet arrangementer med henblik på at samle penge sammen til støtteforeningen.

Midt i alt diskussionen meddelte adm. direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, at Rigmor Nielsens Fond ville donere en ultralydsscanner til Brønderslev Sygehus. Svend Erik Christensen understregede, at alle på fabrikken støttede bevarelsen af sygehuset, og han sagde med overbevisning:

”Det vil koste menneskeliv at lukke Brønderslev Sygehus.”

Donationen blev trukket tilbage, da amtsrådet ikke ville acceptere, at giveren af gaven ville bestemme, at den var til Brønderslev Sygehus.

Amtsrådet ville selv bestemme, hvor deres udstyr skulle placeres. Yderligere ville det udløse ekstra driftsomkostninger at skulle betjene og vedligeholde scanneren.

Her vejede amtsrådet bestemmelsesret og økonomi over forbedring i behandling af patienter.

På samme tidspunkt foreslog amtsrådet at nedlægge Brønderslev Sygehus og erstatte det med et sundhedscenter.

De mindre sygehuse i amtet skulle gennemgå store tilpasninger for at passe ind i den nye sygehusstruktur, amtet arbejdede med.

Denne sag optog utroligt mange borgere både i Brønderslev og i kommuner langt ude i horisonten

Diskussionen om fremtiden for Brønderslev Sygehus bølgede frem og tilbage, men så i 1995 besluttede amtsrådet at investere 8,1 mio. kr.  i sygehuset til oprettelse af terapilokaler.

I 2006 var der et personale på 150 personer, hvoraf 22 var terapeuter.

I tiden op til nu i 2021 er mange hundrede patienter blev genoptrænet i Brønderslev, med rigtig flotte resultater, og centeret får ros fra både patienter og organisationer.

Der sponseres midler fra mange fonde til udstyr og indretning som en anerkendelse fra borgernes side for det gode arbejde.

Trods det fortsatte politikerne i amtsrådet og senere Region Nordjylland med at drøfte sygehusstrukturen i Nordjylland. Nedlægning af det navnkundige rehabiliteringscenter er stadig meget ofte til drøftelse, men det er der endnu ikke truffet beslutning om.

Denne vedvarende trussel er meget frustrerende for personalet og borgerne i Brønderslev.

Det er dårlig ledelsesstil igen og igen at true med lukning af en arbejdsplads. Det gør personalet usikker på egen person og er bestemt ikke inspirerende for kulturen og stemningen på arbejdspladsen.

Det vidner også om en vægelsindet overordnet ledelse, som ikke er i stand til igennem mange år at træffe kvalificerede beslutninger.

Det er vilkårene, når skiftende folkevalgte politikere skal tage stilling til store opgaver. De vil gerne gøre det bedste for borgerne samtidig med, at mange af dem er populistiske og prioriter egen situation i systemet alt for højt. De vil gerne genvælges.

På trods af sådanne usikre arbejdsvilkår fortsætter personalet på Brønderslev Rehabiliteringscenter ufortrødent med at genoptræne hjerneskadede mennesker, til at få så god en livskvalitet, som det er muligt.

Det er prisværdigt.

Så mangler kun et ansvarligt og handlekraftigt regionsråd, der vil se kendsgerningerne i øjnene og anerkende, at det vil være ansvarsløst at flytte opgaverne med rehabilitering fra Brønderslev til en anden lokation i regionen.

Alle, som har prøvet at flytte en virksomhedskultur til andre omgivelser, ved, at det stort set er umuligt.

Tonny Bistrup
august 2021

I 2019 var det 25 år siden at den første LandboSenior klub i Danmark blev stiftet. Det var i Brønderslev.

I løbet af få år var klubberne herefter blomstret op overalt i Danmark.

Det var i 1994 at det begyndte. Det hele tog sin begyndelse omkring spisebordet hos familien Vera og Erik Nielsen i Serritslev.

Når husbond med familie og ansatte diskuterede ved måltiderne, var det bl.a. omkring de unge medhjælperes aktiviteter i Landboungdommen, hvor de var meget afsted og mange af børnene fra landet deltog i 4 H arbejde. Her ved diskussionerne kom Vera også med sine holdninger. Hun slog bl.a. på, at der burde laves noget for de personer, som stoppede deres aktive arbejdsliv og foreslog, at der burde oprettes en Seniorklub under Landboorganisationerne.

Erik som var medlem af Regnskabsudvalget, fik forslaget sat på dagsordenen til et bestyrelsesmøde, hvor der så blev givet grønt lys til at arbejde videre med sagen. Der blev indkaldt til møde via annoncering, men der kom kun 4 deltagere, så mødet blev aflyst, men de 4 fik alligevel en god snak om at lave en Seniorklub og blev enige om at indkalde til et nyt møde i januar 1995. Da kom der 37 deltagere og man fik valgt en bestyrelse og formand.

På Landbrugets delegeretmøde i Herning i oktober 1997 blev 2 personer fra Landboforeningen i Brønderslev hædret med Landboforeningernes Initiativpris, det var Vera Nielsen og Jens Chr. Vestergaard. I sin takketale sagde Vera ”Nu kan I bare se, hvor aktive I er her i dag, I har næsten stået i kø for at komme på talerstolen. Det er jo også noget af det, der forsvinder. Der skal en langsom nedtrapning til, når I vælger at stoppe med arbejdslivet, så derfor har I brug for en Senioklub”.

Efterfølgende blev der stiftet en Landsorganisation med ca. 30 klubber rundt om i landet. Det var kun 2 år efter at Brønderslev startede. I dag er der mere end 60 klubber over hele landet med ca. 11.000 medlemmer

Brønderslev LandboSenior skriver:

Om klubben

Hvis du som forhenværende landmand eller landmand på vej ud af erhvervet, fortsat gerne vil have kontakt og hyggeligt samvær med kolleger, er Landbrugets Seniorklubber måske noget for dig og din ægtefælle/samlever.

I LandboSenior Brønderslev er det INGEN forudsætning, at du har været medlem af en landboforening. Alle kan være medlem af seniorklubben – alle er velkommen.

Det overordnede formål for LandboNords Seniorklub er at virke for en aktiv og udbytterig tredje alder for nuværende og tidligere landmandsfamilier, samt øvrige beboere i landboforeningens område.

Som medlem af en seniorklub får du et par gange om året tilsendt et program over en masse spændende arrangementer, som fx foredrag, udflugter, højskoledage, kurser, bowling osv.

 Landsforeningen LandboSenior skriver:

Landbrugets seniorer i Danmark har været vidner til, og medspillere i en voldsom udvikling i dansk landbrug.
De husker, hvordan den danske landbrugsproduktion for 50 år siden foregik på 200.000 ejendomme. Nu er der kun en tiendedel af ejendommene.

Men produktionen er lige så stor som dengang.

Samtidig er der fra dansk landbrug forsvundet 600.000 heste eller 300.000 plovspand. Tænker vi os, de drog sydpå i en lang række, så ville det første plovspand være kommet til Rom, før det sidste forlod Danmark.

Med sådanne melankolske tanker i baghovedet og med en bevidsthed om værdien af samhørighed har tidligere medlemmer af landboforeningerne og familielandbruget oprettet lokale landboseniorklubber.

Her ønsker man at møde dem, man har haft sit liv og arbejde sammen med, uanset om man har været jordejer, ansat, håndværker, lærer eller rådgiver i det lokale landbosamfund.

Velkommen til LandboSenior

Landsforeningen LandboSenior – en forening som samler seniorklubber over hele Danmark. For tiden er der 61 lokale landboseniorklubber – og ca. 11.000 medlemmer – men man har altid plads til flere.

Også du kan blive medlem af en lokal seniorklub.

Alle er velkommen til vore aktiviteter

Er du til foredrag, udflugter, virksomhedsbesøg, teateraftener, rejser eller noget andet? Nærmer du dig den ”tredje alder” og stadig interesseret i at være aktiv, så er LandboSenior sikkert noget for dig. Alle interesserede er velkommen.

September 2021

Vera Nielsen, formand

LandboSenior, Brønderslev

DET ER EN LANG OG FACETTERET LANDBRUGSKARRIERE, GODSEJER JOHAN KOED-JØRGENSEN (f. 1942) KAN OPREGNE, NÅR MAN KIGGER TILBAGE PÅ HANS VIRKE.

En meget dygtig og driftig landmand og forretningsmand

I 1964 kom en ung landmand fra Midtjylland til Vendsyssel. Navnet var Johan Koed-Jørgensen. Han er født på gården/godset Julianelyst nær Horsens. Efter realeksamen blev han som 15årig landvæsenselev, aftjente sin værnepligt ved livgarden og derefter rejste Johan Koed-Jørgensen til USA for at uddanne sig. Han gik på universitetet i Michigan, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, han ville og søgte derefter ud til det praktiske landbrug for at videreuddanne sig indenfor landbrug

Som 21-årig købte han sit første landbrug, Ny Hammelmose ved Brønderslev i Vendsyssel.

Driften af Ny Hammelmose gav mulighed for at tilkøbe endnu en nærliggende gård, Blåsiggård, i 1966.

I 1970 realiserede Johan Koed-Jørgensen det, han selv kalder et pænt millionbeløb ved at sælge de to gårde og investerede herefter i 425 ha afvandede arealer ved Øland Attrup nær Limfjorden, til dels uopdyrket og uden bygninger.

Ny Hammelmose og Blåsiggård blev solgt til godsejer Ole Højgaard, som senere solgte til Hans Toft som nu har overdraget til en søn Mads Toft.

Johan Koed-Jørgensen havde opkøbt 425 ha fugtige enge ved Limfjorden ved Øland-Attrup, som ligger syd for byens Brovst. Engene var blevet tørlagt da der i 1917 blev opført en dæmning stort set med håndkraft og trillebør. Et nyt, forstærket dige blev bygget i 1954 og sikrede dyrkningssikrede arealer i de gamle naturområder.

I 1974 blev opført hovedbygning med tilhørende avlsbygninger midt ude på den gamle fjordbund, efter at han i årene forinden havde drænet de fugtige enge. Engene havde i mange år været forsøgt opdyrket, men det blev opgivet, da jorden var for sumpet. Området blev drænet i starten af 1970erne og tilsat snittet halm, som efterhånden gjorde jorden drægtig.

Her blev han gift med, der gennem alle årene har været ham en fantastisk støtte.

Driften af de inddæmmede arealer indbragte gode resultater, og Johan Koed-Jørgensen fik skabt et helt nyt og velproportioneret bygningsanlæg, helt fra bunden, i dag kendt som Øland Attrup Gods, ”Danmarks nyeste herregårdsanlæg”.

Johan Koed-Jørgensen var som sagt en driftig landmand og forretningsmand. Han ejede Øland-Attrup indtil 1993.

Ny ejer fra 1993-2009: Henrik Fenger i et ApS og fra 2009 blev ApS igen solgt med hovedaktionærer Kirsten og Poul Jørgensen som ejer naboejendommen til Øland-Attrup, Klavsholm.

Johan Koed-Jørgensen var blandt initiativtagerne til at oprette et privathospital i Skørping. I dag er han medejer af hospitalet. Han har også grundlagt Dansk Kornlager A/S, det skete i 1982. I 1986 blev han medejer af Erhvervsparken Dania Industri K/S ved Mariager.

I 1976 købte han sit barndomshjem, godset Julianelyst, af moderen. Denne gård solgte han senere videre i 2010 til LEGO ejeren Kjeld Kirk Kristiansens datter Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand Claus Thinggaard for 175 mio kr.

I 1993 købte Koed-Jørgensen det store gods Aakjær ved Odder på en tvangsauktion.

“DE SIDSTE ÅR PÅ GODSET for den tidligere ejer”:

De sidste år godset Aakær var I Ebba Neergaards eje, gav det stort set ingen penge. Hun havde arvet nogle ØK-aktier, men de blev mindre og mindre værd. Kreditforeningen havde pant i godset, og i 1993 gik det ikke længere. Tvangsauktionen blev berammet – første gang blev den udsat. Anden gang blev den aflyst kort før den skulle være gået igang. Godset var solgt til Johan Koed-Jørgensen. En del af købsaftalen var, at Ebba Neergaard kunne blive boende i en fløj af hovedbygningen.

Det varede dog ikke længe, før idyllen var forbi. Og hun måtte have rettens ord for, at Koed kun måtte komme ind i hendes fløj én gang om året i selskab med hendes advokat. Hun fik også rettens ord for, at hun havde hun ret til at færdes i en radius på 25 meter på godset.

Hun faldt og brækkede hoften og kom aldrig til at gå igen, men nægtede at modtage hjemmehjælp. Sten Henriksen, som hun havde stor tillid til, blev ansat til at komme og hjælpe hende.”

Siden har Koed-Jørgensen restaureret og udvidet gods og drevet det med stor dygtighed. I dag bor Koed-Jørgensen og hustruen Lisbeth, på Aakjær Gods.

Fra 1996 indtil 2002 sad han i bestyrelsen for Gisselfeld ved Haslev, efter at klostrets arveligt indsatte overdirektør, greve Erik Danneskiold-Samsøe, tilkaldte ham. Fra 1998 var han formand for bestyrelsen og blev genstand for megen medieomtale, fordi mange af godsets medarbejdere sagde op; angiveligt på grund af chikane. Hans sidste handling i bestyrelsen var at afsætte greven i forbindelse med Gisselfeld-sagen, der var en strid om kontrollen med klosteret. Efterfølgende er Koed-Jørgensen også blevet kritiseret af sin tidligere bestyrelseskollega, general K.G.H. Hillingsø.

Provenuet fra salget af Julianelyst brugt Koed-Jørgensen til at købe Rodsteenseje i 2011 og Tammestrup i 2012.

For at sikre en profitabel landbrugsdrift gik godsejeren i gang med at ”genoprette” de mange naturområder på ejendommen, hvilket udløste en stribe konfrontationer med miljømyndighederne i det daværende Århus Amt.

Godsejer og Århus Amt gik i forhandlinger om en helhedsplan for driften af godset, hvis formål var at tilgodese såvel godsejerens indtjening som naturbeskyttelseslovens hensyn.

Koed-Jørgensen har fået hård kritik fra flere naturbeskyttelsesforeninger.

Nogle kalder ham Danmarks dygtigste landmand. Andre kalder ham en primitiv bondeknold. Meningerne om godsejer Johan Koed-Jørgensen er stærkt delte.

Jeg har stor respekt for Johan Koed-Jørgensen for det han har udrettet.

Jeg kender ham fra mit arbejdsliv som en hård forretningsmand, en person som man skulle kende godt, for ikke at få et forkert indtryk af ham.

jens otto madsen

Aakær herregård har været en af Jyllands største herregårde, lige siden Århus-bisperne i senmiddelalderen samlede deres gods i Hads Herred.

Aakær Slot var kongeligt len 1548-1660.

Ved Enevældens indførelse 1660 var Aakær en af de gårde, som Kronen gav i bytte til Joachim Gersdorff og dennes slægt.

Aakærs bygninger var i 1600-tallet nedbrudte.

I slutningen af 1600-tallet opførtes den hovedbygning, der endnu eksisterer.