Brønderslev Sygehus
Brønderslev Sygehus blev taget i brug den 1. februar 1895.
Det blev placeret i Tunnelgade mellem søen i Hedelund og fabrikken Pedershaab, som blev opført i 1886. Det var uheldigt og ikke gennemtænkt, da en fabrik støjer, hvilket var til stor gene for patienter og personale på sygehuset.
Sygehuset blev også hurtigt for lille med sine 10 sygesenge og 10 senge til brug ved eventuelle epidemier. Der var sågar et enkelt sygeværelse til sindssyge.
Hjørring Amtsråd besluttede at opføre et nyt sygehus i Nørregade på den vestre side næsten oppe ved Tolstrupvej.
Det nye sygehus havde 38 sygesenge og en afdeling med 12 senge til epidemier.
Fabrikant Peder Nielsen købte det gamle sygehus med henblik på fremtidige udvidelser.
Nogle af bygningerne blev lavet om til beboelse, og der blev lavet kontor til vinduesfabrikken, men de gamle sygehusbygninger blev revet ned lidt efter lidt for at give plads til fabriksudvidelser.
Den sidste bygning blev fjernet i begyndelsen af 1970’erne.
Brønderslev Sygehus blev udvidet i flere omgange, først i 1950’erne til 93 senge. Så i 1963 blev sygehuset delt op i afdelinger med en medicinsk afdeling med 53 senge, en kirurgisk afdeling med 55 senge og en børneafdeling med 28 senge.
Ved kommunalreformen i 1970 blev amterne også lagt sammen til større enheder. Således blev Nordjyllands Amt sammensat af Hjørring-, Aalborg- og Noget af Randers- og Thisted amt
I de oprindelige amter var der mange mindre sygehuse, og det var ikke muligt at drive dem på en økonomisk, rationel måde.
Men nu var den ansvarlige for sygehusene, Nordjyllands Amt blev så stor, at mange af de små sygehuse blev nedlagt samtidig med, at de store hospitaler, Aalborg Kommunehospital og Amtssygehuset blev slået sammen til at være Aalborg Sygehus.
Brønderslev sygehus overlevede omlægningerne også i 1986, da nogle af de større sygehuse som i Nibe og Fjerritslev blev nedlagt.
Siden 1980’erne har amternes økonomi været under voldsomt pres, fordi Folketinget og regering begyndte at styre amternes økonomi, så de ikke selv var herre over skatteindtægterne. Selvom Nordjyllands Amtsråd kunne se nødvendigheden af at gøre noget drastisk ved sygehusstrukturen, var det ikke økonomisk muligt.
I den periode blev sandsynligheden for, at flere mindre sygehuse, der i blandt Brønderslev Sygehus, ville blive nedlagt.
Brønderslev Sygehus rådede dengang over 114 senge, og statistikken fortæller, at der var ca. 4.000 indlæggelser og ca. 28.000 sengedage om året og en venteliste på ca. 700 patienter.
På Brønderslev Sygehus specialiserede man sig i nogle af de banale sygdomme som brok og åreknuder. Af tallene ses det, at Brønderslev sendte ca. 1.000 patienter til Aalborg om året, men modsat sendte Aalborg Sygehus 1.500 patienter til Brønderslev.
Indenfor sygehusvæsenet var der nogle regler om, hvor mange af kommunens egne borgere, der skulle behandles på det lokale sygehus. Amtet havde krav om en ”lokaldækningsgrad” på 75%, hvilket betød at Brønderslev Sygehus skulle være i stand til at behandle 75% af de lokale borgere, som havde behov for behandling på et sygehus.
Brønderslev Sygehus havde kun en lokaldækningsgrad på 46%, og kurven var svagt nedadgående. Det satte Brønderslev Sygehus i en udsat position for nedlukning.
Til gengæld var Brønderslev Sygehus et af amtets og Danmarks billigste sygehus målt på prisen for en seng om dagen på ca. 2.400 kr.
Desuden var sygehuset effektivt med korte ventetider og med moderne apparatur til specialbehandlingerne, budgetterne overholdes, og der var et godt samarbejde på tværs af organisationen. Men lokaldækningsgraden var for lav.
I 1989 begynder rygterne om nedlæggelse af Brønderslev Sygehus at brede sig på baggrund af den revision af sygehusplanerne, som amtet var i gang med. Det var egentlig pudsigt, hvor rygterne stammede fra, for kommissoriet for revisionen var, at ingen sygehuse må nedlægges.
Det foranledigede, at ”Støtteforening til bevarelse af Brønderslev Sygehus” blev oprettet.
Med et medlemstal på 40 fra begyndelsen skete der dog en udvikling i foreningen, så der i oktober 1989 var næsten 600 medlemmer.
Støtteforeningen mål var at skaffe en halv million kroner til indkøb af en scanner til sygehuset, men indtil videre var der kun 7.000 kr. i kassen.
I begyndelsen af 1990 faldt en bombe i diskussionen om sygehusets fremtid. På et møde med amtets Sundhedsudvalg og embedsmænd fra sundhedsforvaltningen blev et forslag fremlagt om at erstatte Brønderslev Sygehus med et sundhedscenter.
Udvalget havde vedtaget, at offentligheden ikke skulle informeres før, udvalgsmedlemmerne havde diskuteret sagen med deres bagland i de politiske partier.
Anni Guldberg Madsen var medlem af sundhedsudvalget og var chokeret over embedsmændenes udspil, og hun agtede ikke at respektere udsættelsen om information til borgerne, og det blev begyndelsen til den til tider følelsesladede debat om fremtiden for Brønderslev Sygehus.
Støtteforeningen til bevarelse af Brønderslev Sygehus ville gerne holde et møde med Anni Guldberg Madsen, men hun kunne alligevel ikke fortælle om konkrete planer, og det kunne andre fra sundhedsudvalget heller ikke.
Indtil da var der ingen planer, der var kun en ide om at erstatte sygehuset med et sundhedscenter.
Men nu var mistanken vakt hos Brønderslevs borgere og ikke mindst hos personalet på sygehuset.
De politiske partier havde op til valget i 1989 stort set alle haft fremtiden for Brønderslev Sygehus på programmet.
Socialdemokratiet, Venstre, Kristelig Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet gav alle deres uforbeholdne støtte til, at de små sygehuse skulle bevares.
Debatten rasede i alle medier og på møder, og der blev lavet arrangementer med henblik på at samle penge sammen til støtteforeningen.
Midt i alt diskussionen meddelte adm. direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, at Rigmor Nielsens Fond ville donere en ultralydsscanner til Brønderslev Sygehus. Svend Erik Christensen understregede, at alle på fabrikken støttede bevarelsen af sygehuset, og han sagde med overbevisning:
”Det vil koste menneskeliv at lukke Brønderslev Sygehus.”
Donationen blev trukket tilbage, da amtsrådet ikke ville acceptere, at giveren af gaven ville bestemme, at den var til Brønderslev Sygehus.
Amtsrådet ville selv bestemme, hvor deres udstyr skulle placeres. Yderligere ville det udløse ekstra driftsomkostninger at skulle betjene og vedligeholde scanneren.
Her vejede amtsrådet bestemmelsesret og økonomi over forbedring i behandling af patienter.
På samme tidspunkt foreslog amtsrådet at nedlægge Brønderslev Sygehus og erstatte det med et sundhedscenter.
De mindre sygehuse i amtet skulle gennemgå store tilpasninger for at passe ind i den nye sygehusstruktur, amtet arbejdede med.
Denne sag optog utroligt mange borgere både i Brønderslev og i kommuner langt ude i horisonten
Diskussionen om fremtiden for Brønderslev Sygehus bølgede frem og tilbage, men så i 1995 besluttede amtsrådet at investere 8,1 mio. kr. i sygehuset til oprettelse af terapilokaler.
I 2006 var der et personale på 150 personer, hvoraf 22 var terapeuter.
I tiden op til nu i 2021 er mange hundrede patienter blev genoptrænet i Brønderslev, med rigtig flotte resultater, og centeret får ros fra både patienter og organisationer.
Der sponseres midler fra mange fonde til udstyr og indretning som en anerkendelse fra borgernes side for det gode arbejde.
Trods det fortsatte politikerne i amtsrådet og senere Region Nordjylland med at drøfte sygehusstrukturen i Nordjylland. Nedlægning af det navnkundige rehabiliteringscenter er stadig meget ofte til drøftelse, men det er der endnu ikke truffet beslutning om.
Denne vedvarende trussel er meget frustrerende for personalet og borgerne i Brønderslev.
Det er dårlig ledelsesstil igen og igen at true med lukning af en arbejdsplads. Det gør personalet usikker på egen person og er bestemt ikke inspirerende for kulturen og stemningen på arbejdspladsen.
Det vidner også om en vægelsindet overordnet ledelse, som ikke er i stand til igennem mange år at træffe kvalificerede beslutninger.
Det er vilkårene, når skiftende folkevalgte politikere skal tage stilling til store opgaver. De vil gerne gøre det bedste for borgerne samtidig med, at mange af dem er populistiske og prioriter egen situation i systemet alt for højt. De vil gerne genvælges.
På trods af sådanne usikre arbejdsvilkår fortsætter personalet på Brønderslev Rehabiliteringscenter ufortrødent med at genoptræne hjerneskadede mennesker, til at få så god en livskvalitet, som det er muligt.
Det er prisværdigt.
Så mangler kun et ansvarligt og handlekraftigt regionsråd, der vil se kendsgerningerne i øjnene og anerkende, at det vil være ansvarsløst at flytte opgaverne med rehabilitering fra Brønderslev til en anden lokation i regionen.
Alle, som har prøvet at flytte en virksomhedskultur til andre omgivelser, ved, at det stort set er umuligt.
Tonny Bistrup
august 2021