Niels Jægerum født og opvokset i Vrensted
BØRNELIVETS KLAVIATUR
Denne artikel handler om de mange facetter og polariteter der opstår, når børn i alle aldre bevæger sig ud i det komplekse liv. Livet må leves forlæns og forstås baglæns og artiklen rummer en række fortællinger om de kampe børnene må igennem i modningsprocessen og om gode råd til voksne, der har ansvar for børns udvikling og dannelse. Metaforen ”Børnelivets klaviatur” skal forstås som de nødvendige tangenter børnene skal ”spille på”, hvis de skal udvikle deres motiver i bredde og i dybde. Alles liv har mørke og lyse toner og det er samspillet mellem medgang og modgang, der er livets motor. Artiklen vil kritisk behandle de tendenser i tiden, hvor præstationsræset er ved at kvæle børnene, og hvor teknologien og livsformerne accelereres og stresser børnene hen mod en afstumpet, krænkende og rå tone. Voksne skal turde være voksne også i forhold til at indvirke på børns sprog, omgangstone og livsstil under hensyntagen til andre.
Der må frit kopieres fra artiklen ved opgivelse af kilde.
Niels Jægerum
Galten 2019
INDHOLD:
- Et barn har 100 sprog
- De langsomme glæder
- ”Den lige vej” eller slingrevalsen?
- Buer og pile
- Belæring bliver nemt til beskæring
- Tilbage til skolen for livet
Et barn har 100 sprog
”Et barn har 100 sprog
men frarøves de 99
fordi kulturen og systemet
tvinger børn til at
tænke uden krop og
handle uden hoved
fordi virkeligheden og fantasien
videnskaben og fantasteriet
det indre og det ydre
gøres til hinandens modsætninger”
Malaguzzi
Børn er indrettet med forandringens linse og lægger mærke til de overgange og de processer, hvorigennem noget ændres fra en tilstand til en anden. De zoomer ind på fænomenerne, når gråvejr bliver til sol, når kulde bliver til varme, når sne bliver til vand, træ bliver til aske og liv bliver til død. Det er den sanselige selvbevidsthed der er den indlysende grundsandhed i et godt børneliv. Det er gennem vores 5 sanser, at vi møder verden, kategoriserer vores oplevelser og får appetit på livets klaviatur. Det er med tilbageholdt åndedræt, at vi fornemmer forårssolen efter mørkets tid, at vi ser varmedampen fra jordens kolde nætter, at vi opdager de små gule hyacinter titte frem fra jorden, og at vi lægger mærke til de små tings store gryende betydning på forsiden af årstidsskiftet.
Barndommen er vores livs morgen, og denne bør børnene have i fred og ikke gives ansvar for noget, de ikke kan tage ansvar for. Der skal en nidding til for at tage de langsomme glæder og naturens sceneskift fra børnene i den takt, de er klar til at møde det i deres univers. Det gælder om at kunne se tingene i børnehøjde og nyde livets facetter, som var det første gang man kyssede solen og månen. Vi mærker selv suset fra de magiske dimensioner, når vi står på en kulsort mark en klar aften og kigger op mod millioner af stjerner. Vi svæver som Den lille Prins ud mod fantasiens uendelige mørke med lysende tankespind i livsmodets raketmotor.
Der er en stigende tendens til, at vi skubber børnene ud af barndommen og gør dem til voksne børn alt for tidligt. Et mundheld siger, at ”tidlig moden er tidlig rådden”, og vi kender alle nogle barnestjerner, som siger at deres barndom blev taget fra dem. Præstationskulturen tvinger børn til at yde det ypperste af alt det, der kan måles og vejes. Vi spørger hele tiden om, hvor dygtige de er til det ene og det andet. Vi tænker mere på, hvad de kan blive, end hvem de er, og hvilket menneske de indeholder. Børn, der presses ud af barndommen, kan let få et hult voksenliv. Dette forhold har jeg skrevet en sang om:
♫Hvorfor nu presse vor barndom helt væk
putte den ned i en kæmpesæk?
Hvorfor blive voksne i rasende fart
se på resultater en hurtig start
Hvorfor presse hvorfor stresse
børn fra vid og sans?
Hvad vil vi monstro med det her til lands?
♫
♫Hvorfor nu måle og veje på alt
sætte tal på barnet hvad der er galt
finde det der mangler rette det ind
sige til den skæve:
Tag og forsvind!
Hvorfor presse hvorfor stresse
børn fra vid og sans?
Hvad vil vi monstro med det her til lands? ♫
♫Lad dog de børn være lidt mere i fred
skub ej til floden den flyder afsted
tænk på det store i det små
så vil de lære at finde på
Hvorfor haste hvorfor haste med at vokse op?
Giv barnet en tid
til rødder og top! ♫
Vi måler børns præstationer som aldrig før, selvom vi ved, at det usynlige er det vigtigste. At måle er at antage en vis størrelse og undersøge andre størrelser i forhold til samme. Heraf ser man, at det man måler, smelter sammen med målestokken. Klaviaturet bliver alt for smalt og ensidigt, hvis vi kun fokuserer på det målbare i livet. En dannelsesrejse hvor vi møder de 100 sprog må begynde med sansernes pædagogik og selvforvaltningens pædagogik, hvor børns erkendelse, fantasi og lyst til at lære er i centrum.
De langsomme glæder
Forestil dig at vi skulle følge en skildpadde i dens langsomme færden hen over en plæne eller en strand. Den ville standse op og kigge nysgerrigt på alt der var grønt og dvæle ved fænomenet, indtil den fandt ud af om det kunne spises. Forestil dig så at det tog lang tid før dens synkebevægelser kom i gang og før den langsomt åbnede sine kæber. Forestil dig også hvor umuligt det ville være at få den til at skynde sig. En skildpadde vil altid skyde en fantastisk skildpaddefart ligesom et barn vil bevæge sig i sit eget tempo, i barndommens tempo i overensstemmelse med kroppens musik og rytme. Vi kan ikke forcere barnets egen indre flod. Dont push the river it flows by itself!
Accellerationen i vores samfund angriber alle livets områder og spreder sig også til vores forståelse af, hvad et barn skal udsættes for. Vores teknologi accellererer, vores livsstil accellerer og vores behov sættes under et stigende pres. Børn sættes på program og udsættes konstant for stimuli og oplevelser i alt fra legeland til shoppingcentrenes børneområder. Når børnene endelig kunne trække sig tilbage til den kreative kedsomhed placeres der en ipad i hænderne på dem, og så er de overladt til den tingsliggjorte relation og den flimrende barnepige.
Vi må lære at tage tiden tilbage og bruge den langsomme tid igen. Da mine egne bedsteforældre sad i mørkningstimen og kom med smålyde og sukkede i takt med dagligstueklokkens monotone tikken, tænkte jeg som barn, at det var en slags mystik og musik, som pegede mod noget, jeg ikke selv forstod. Jeg vidste kun at denne stille time var betydningsfuld for dem, og at det var noget, jeg skulle lære. Senere forstod jeg, at de to gamle sad der i deres hvilestole ligesom køer, der ligger og tygger drøv. Bedstemor og bedstefar tyggede drøv på livets hændelser, og der var mange ting, som lå gemt i deres bagage af et langt levet liv.
Børn har brug for at møde langsomheden, og for at der standses op og fordøjes hændelser. Vi kan som mennesker ikke holde til, at der fyldes på hele tiden. Det enorme støjniveau i institutionen og i skolen presser barnet ud på yderste revle og ofte kan vi ikke forstå, at de udviser forvirrethed og rastløs ubalance i situationer, hvor vi ellers kunne hygge os. Børn der omgås turbulens og maskiner udvikler selv en maskinel personlighed og kan let miste empatiske evner for andre. Vi har vidst det i mange år, at det postmoderne barn, der oplæres i skanning som en tilegnelsesstrategi, bliver selvcentreret og individualistisk i sin indstilling til andre.
Børn har i vor tid brug for en række udfordringer, hvor de oplever, at der er noget, som er større end den enkelte. En konsekvens af det høje tempo og tingsliggørelsen af barndommen kan nemt være udviklingen af en narcissistisk karakter, som er skadet på relationskompetencerne og ikke kan se ud over sin egen næsetip.
Engang kunne man gå helt ned i fart
sætte sig ved åen og vente i timer på en ål
Engang var man så klog at være midt i tiden
lytte til guldsmede, nymfer, bobler og fuglesang
Engang kunne man kaste en gren i den langsomme strøm
følge den på vej hen til et sted hvor den drev i land
Engang var man så lille at man skabte de største erindringer
om at ingen kan skubbe til bække der flyder af sig selv
”Engang” kommer sejlende igen når man ældes og ved
at livets øjeblikke er som understrømme fra sit eget gamle hjerte
Engang opdager man at livets dessert er når man ser
at ens barnebarn følger efter den drømmende pind
”Den lige vej” eller slingrevalsen?
Vi kender alle fortællingen om Den lille Rødhætte, som skulle gå den lige vej over til sin bedstemor, der lå og var syg. Moderen advarede Rødhætte om at tage afstikkere fra den aftalte vej og sendte hende afsted. Vi ved også, at Rødhætte ikke kunne stå for fristelsen og begav sig ind i skoven på den forbudte sti, hvor hun mødte den farlige ulv. Livslæren er, at det vi forbyder vores børn allermest at opsøge, det vil de få en vældig god idé til netop at undersøge nærmere. I børns og unges liv ligger der en tænding på det forbudte og de udvikler to liv: det som forældrene kender og det andet. Ganske vist er der nogle forældre, som tror, at de kender alt til barnets liv, og der er også mødre, som antager, at de er veninder med deres døtre og derfor indvies i alt. Sådan forholder det sig ganske givet ikke. Det er blot en forestilling hos voksne. Børn og unge går ikke en lige tryg vej igennem livet men færdes på de små stier i forskellige aldre og i denne skole for livet er det, at de lærer sig selv at kende.
I eksistentiel forstand leves livet ikke på midten men ude på ekstremerne, hvor underlaget kan skride under dem. Her i disse situationer må de redde sig selv og slikke sårene efter en god dag. Børn, der pakkes ind i vat gennem barndommen og skærmes for modstand og smerte, vil udvikle en sårbar karakter og få svært ved at klare sig siden hen. Det ses også, at børn, der er vokset op under en tryghedsparaply, som ung kaster sig ud i voldsomme farlige eksperimenter og indhenter den forsømte risikofyldte levevis. Det farligste er ikke, at børn prøver at se, hvad de tør og har modet til men i at børn, der curles kan finde på i ungdommen at kaste sig ud i dumdristige og livsfarlige eksperimenter. Den, der vover mister fodfæste for en stund. Den der intet vover mister sig selv! Livet er ikke for krystere, og vi må derfor indstille os på at børnene balancerer på kanter, sten, grøfter, broer, moler osv. Børn kan sagtens slå sig og komme galt afsted, forstuve en hånd, slå hul på et knæ og knække en tand; men alle disse ar og små men fra et levet liv, vil sætte sig i sjælen som en perlerække af modets føljeton.
Børn trænger til voksne, som tør være voksne og som tør lade børnene afprøve sig selv ude på de små stier uden overvågning. Der er stor forskel på at holde øje med børn og så konstant at tjekke, hvad de laver. Det er ikke alt i et puderum eller i en hule, der kommer voksne ved. Der er en tid til at være voksen, en tid til at være barn og en fælles tid til at være sammen. Når børn leger, skaber de deres eget univers og danner en magi omkring deres roller og deres gøren. Alt det, de ser, alt det de suger til sig fra medier eller hører om, skal de have siet i legens masker og oversat til en verden, de selv forstår sig på.
Slingrevalsen er et symbol på den dannelsesrejse som må gennemleves af enhver, der skal udvikles som et helt menneske og lære sig selv at kende i bredden og dybden. De unge, der er så heldige at komme på en efterskole, væk fra de vanlige omgivelser, vil afsøge de nye udfordringer, de nye venskaber, de nye fristelser, de nye følelser, de nye steder, de nye situationer, de nye kærester osv. Slingrevalsen kan fortsætte ind i voksenlivet hvor de tager på en dannelsesrejse med veninden eller kæresten. Det er på afstand af det kendte og i mødet med det fremmede, at vi oplever egen identitet og inspireres til nye veje vi selv kan gå. Løsrivelse fra det kendte går forud for frigørelsen og forløsningen i det gode børne- og ungdomsliv.
Til mine forældre
Jeg blev ikke det I ventede.
Jeg blev alt det I havde frygtet.
Jeg voksede op næret ved jeres afsavn.
I opdrog med skjulte tårer
til at leve jeres liv
forsætte det.
Skal jeg sige sådan levede I
I gjorde ret.
altså er det rigtigt at leve sådan
eller skal jeg fortælle jer
at min verden ikke er jeres
at min glæde min sorg min smerte ikke er jeres.
Vil I tro min tak til jer på min tak til livet
eller vil I blot sige:
Han fik alt
han tog alt
men han giver os intet tilbage
uden sorg og skuffelse.
Jeg tror I har ret, når I siger det.
Jeg tror jeg har ret når jeg går til mit eget land.
Jeg går langsomt.
Jeg går tøvende.
Jeg går tungt
men jeg tror jeg skal gå.
Gustaf Munch-Petersen
Buer og pile
Hvis man vil vide, hvem man er, og hvor man er på vej til, må man også vide, hvor man kommer fra. Opdragelsen og dannelsen hænger sammen ligesom en mønt har to sider. Der er altid tale om en dobbelthed af læring og medlæring i alle relationer med personer i ens omgivelser. Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets skæbne i vores hænder, og vi, der har arbejdet med børn og unge, ved vi hvor stor betydning det har haft, hvordan vi har set dem eller ikke set dem. Vi taler om en Rosenthal-effekt, hvis vi møder et barn med et bestemt perspektiv fx et mangelsyn eller et ressourcesyn. Perspektivet kan blive en slags drejebog for barnets fremtidige selvopfattelse. En bue som børn eller unge har som base kan væres så stram, at de ikke får sig selv med i dannelsesprocessen; men strengen kan også være så slap, at der slet ikke er noget at sætte af fra.
Børn trænger til voksne, der tør være voksne, men ikke til voksne som ikke giver plads til at barnet og heller ikke til voksne, som glimrer ved deres fravær af holdninger. Alle de erfaringer vi gør os fra fødsel og fremad i relation til personer, ting og miljø spreder sig som frø i os. Men der er jo frø, som falder i gold jord og frø som falder i frugtbar jord og vokser med tiden til sunde planter. Båden buen og pilen kan jo have noget over sig, der gør at kommunikationen brister og samværet bliver til is, som det kan tage mange år at tø op. Der er ingen færdig opskrift på, hvordan et barn dannes; men vi ved, at erfaringer aldrig er noget du gør i et tomrum. Du øser fra dine nærmeste omgivelser gennem livet, og genspejler de holdninger der serveres fra voksenbuen.
Børn har undertiden mange buer, de sætter af fra og pædagoger og lærere spiller også en væsentlig rolle i opdragelsen og dannelsen. Skolen bør danne sådanne rammer for børns liv og virke, at de udvikler deres erkendelse, deres fantasi og lyst til at lære således, at de får baggrund for at tage stilling og handle. Det er ikke nok at børnene møde en snæver bue med en sandhed for enden af tunnellen. Børn har ret til at tro og tænke, hvad de vil og til at lære om, hvordan andre børn i verden har det og børn har ret til at lege fremfor at være tvunget til at arbejde på de voksnes betingelser. Vi skal lære at leve sammen og være sammen med det særlige perspektiv, at alle er mennesker og har ret til dannelse og uddannelse uanset forskellighed.
Uanset hvilken farve du har
Uanset om du er sort, hvid eller gul
Eller har en helt anden farve
Uanset om du er kvinde eller mand
Uanset om du er barn eller voksen
eller om du lever i livets efterår
Uanset om du er født med alle sanser
Uanset om du er syg eller rask
Eller om du mangler en del af din krop
Uanset hvor du kommer fra
Uanset hvor du er på vej hen
Eller blot er midt imellem
Så er vi alle mennesker
Jeg tror den største udfordring i vores tid er mangfoldigheden og nogle kulturelle tilbøjeligheder til at påberåbe sig sandheden. Vi skal huske på at en fundamentalist er en, der tror han ved, fordi han ikke ved, at han tror. Vi har alle en snert af en overbevisning, som ikke kan diskuteres og selvom de andre ender med at få ret, giver man sig ikke så let.
I dannelsesprocesser handler det om at kunne rumme den forskellighed, uanset hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen. Uden tolerance og indlevelsesevne i andres livsvilkår får vi den værste side af egocentriciteten frem og nationalismens spøgelse vil kræve eksklusion af de anderledes mennesker. Værdier er sociale konstruktioner og historisk funderede på samme måde som vores tro, vores kongehus og styreform. Hvis børn skal have baggrund for at tage stilling og handle er det vigtigt, at de vokser op i mulighedernes land i mulighedernes skole.
Der findes fortrinlige forældre, som forstår at sætte børn ind i vores nuancerede kulturforskelle både her i landet og i udlandet. Der findes fremragende formidlingspædagoger og narrative lærer, der tør lade børnene og eleverne eksperimentere. Det er mikset mellem relation og konstruktion, der er vigtig. Jeg antager at mennesket er en indfældet individualitet. Vi er unikke individer født ind i et fællesskab. Det kan godt være vi ikke kan overføre et budskab i et 1:1 forhold men vi kan sagtens og med megen beviselig effekt indvirke på hinanden under bestemte betingelser. Det, vi går rundt med, er ikke en skole men billeder af skolen. Ingen af os har nogensinde haft et fag men vi har haft lærerpersonligheder, som vakte eller slukkede vores lyst til at lære mere.
Mentale modeller kan dog ændres. Tankegangen, tankeformen, paradigmerne ændrer sig over tid. Kultur er konstruktion af meninger, der guider vores handlinger og bestemmer hvordan vi gør erfaringer. Skolens projekt er både binding til betydninger og frisættelse af disse. Vi lærer både at se og at se, de briller vi ser med. Al dannelse, uddannelse og opdragelse til mangfoldighed er en udfordring til de buer, børnene har som afsæt for deres liv og uliv. Det sværeste er at forstå, at vi ikke ejer vores børn, at vi kun har dem til låns og derefter må sende dem ud i verden på en dannelsesrejse. At finde sig selv handler om binding, løsrivelse, forførelse, frigørelse og forløsning.
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han sagde:
Jeres børn er ikke jeres børn,
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer,
Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;
Thi de har deres egne tanker,
Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;
Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme,
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede.
Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke,
at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd;
Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.
Kahli Gibrahn fra Profeten Lindhart og Ringhof 1987
Belæring bliver let til beskæring
Futurekids er oplærte fremtidsbørn med teknologivaner og et betalt hestehoved foran deres små jævnaldrende i kampen om fremtidens arbejdspladser. Futurekids er børn, der, helt ned til 3 års
alderen, går til computer. Konceptet er adfærdskontrol og derfor gennemsyret af belønningssystemer for at få børnene til at præstere det maksimale.
Mange forældre sender deres børn i Futurekids-skoler, fordi de er bange for, at deres børn sakker agterud eller senere rammes af arbejdsløshed, hvis de ikke magter den moderne teknologi. I det følgende vil jeg forsøge at argumentere for, at denne form for tidlig strukturering kan handle om belæring og beskæring af barndommen. Der er mange eksempler på dette:
En mor til et barn i en Futurekids-skole fortalte mig begejstret:
„Jeg synes, det er en god idé med sådan en computerskole for små børn, selvom det er noget dyrt. Vi har valgt det, fordi vi synes, det er spændende at se, om vores barn kan lære at bruge en computer så tidligt som i 3 årsalderen. Og det kan han sagtens. Det er helt fantastisk at se, hvordan han bare kan bruge musen og lave animation. Man tror det er løgn. Vi kan ikke selv
undervise ham, så derfor er det godt, at der findes eksperter på området. Det giver os en tryghed, når vi tænker på hans fremtid. I den forrige lektion sad han og malede en haj på computeren og lagde forskellige farver på den. Børn synes jo det er enormt spændende at sidde og trykke på knapperne, og så er det da langt bedre, at de lærer det rigtigt under kontrol.
Vi har også selv købt nogle programmer, så han kan lege videre, når han kommer hjem. Han har sådan et program med havets dyr, som han farvelægger og forstørrer på skærmen. Det kan han sidde og nusse med i lang tid, hvorefter han printer det ud og klistrer det op på væggen. Der findes også et tilsvarende program om planeter.
På computerskolen får børnene synlige belønninger, når de løser en opgave, og engang fik han også en gave med hjem.
Han lærer at bruge computeren som et legetøj; men ikke på den måde, at han leger selv. Han instrueres af en voksen og har et emne at arbejde med.
Det er smart ikk’?
Jeg synes, at forældre kraftigt skal overveje det hensigtsmæssige i, at vores børn sidder og manipulerer med farver og figurer på en computer, så de kan blive konkurrencedygtige voksne.
Jeg synes, man kraftigt skal overveje, om der er substans i de programmer, der findes på markedet. Jeg er overbevist om, at børn, der struktureres meget tidligt, går glip af en lang række uudnyttede muligheder i deres børneliv. Den danske pædagogiske tradition går ud på at fremme barnets alsidige udvikling i en vekselvirkning med fællesskabets muligheder, og ikke at låse dem
fast i en stiv adfærdslabyrint, hvor legen styres på de voksnes præmisser. En god barndom skal ikke bare udfyldes med elektronisk farvelægning og billedmanipulation, men rumme et kraftigt kritisk modbillede til den omsiggribende belærende belønningsfokusering.
En god leg belønner sig selv, fordi den er uberegnelig og menneskelig. Konklusionen må være, at børn skal undervises og lære om viden for at de kan finde vej i informationerne og indtage en kritisk holdning til kilder og kanaler. Viden kan ikke automatisk og uproblematisk overføres fra maskiner til børn; men opstår i konfronterende dialoger med omgivelserne. Informationer, der ikke fordøjes i legen og den nødvendige eftertanke, kan sætte sig til stress i vores børn og kan lamme dem i passiv afmagt.
En ung medieforsker sagde i sit foredrag om børn og medier:
„Futurekids er ikke indrettet til at sidde og snakke pædagogsnak med voksne i en social rundkreds, de sidder nemlig i deres egen selvkonstruerede verden. Børn i vor tid er ikke skabt til det kollektive, men til det individuelle liv. Glem den rundkreds, hvor børnene efter tur fortæller, hvad de har oplevet. Børn med fingeren i vejret gider ikke vente på, at det bliver deres tur.”
Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor
ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng. Børn skal lære at vente og lære at lytte aktivt til andre og til den forskellighed, der er i en gruppe. Jeg frygter, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vores børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv?
Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet. Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Det er de primære sociale erfaringer, ansigt til ansigt, krop mod krop, øre mod øre, øjne mod øjne, hjerte mod hjerte, der kan udvikle humaniteten ikke de sekundære pseudoerfaringer. Det kan godt være, at computeren er fascinerende, men den er ikke nuanceret sanselig, og det er den sanselige selvbevidsthed, der er den indlysende grundsandhed i menneskelivet. Det er det, vi skal satse voldsomt på i en svær balancegang med den moderne teknologi, som på nogle punkter anmassende forsøger at stjæle barndommen.
Uden overleveringen, sanseligheden og de kropslige spor, får de ikke noget, de kan se den brogede verden med. Værdier kræver et ståsted, og det er det, vi skal give dem i en god sanselig barndom.
Børnene skal møde det nye med noget i bagagen. De skal have noget at stå imod med og sætte af fra, for at de kan sortere dagens input. Det, de skal bruge i denne filtrering, hedder kulturelle nærværsoplevelser i et lyshav af stærke barndomsblitz sammen med voksne, der har noget på hjerte.
Børn kan aldrig få virkeligheden ind under huden i ren form; men tager den ind gennem de erfaringsbaserede strukturer af følelsesmæssig og tankemæssig karakter, som kommer dem i møde ved omgang med andre mennesker. Men også medierne spiller i vor tid en afgørende rolle i dannelsen af barnets bevidsthed. Fortolkninger og forståelsesformer er ikke i første omgang noget, du selv skaber, det er noget, der bliver overført til dig. Senere kan du med det afsæt skabe dine egne meninger og helheder på den videre rejse frem mod voksenlivets fortsatte vækstmuligheder. Sættes proppen i for tidligt, stækker vi barnet.
et barn der kritiseres lærer at fordømme
et barn der hånes lærer foragt
et barn der svigtes lærer mistillid
et barn der undertrykkes lærer had
et barn med fodlænke lærer at kæmpe
et barn der overvåges lærer at snyde
et barn der opmuntres lærer tillid til sig selv
et barn der respekteres lærer at forstå
et barn der har venner lærer venlighed
et barn der oplever fairplay lærer retfærdighed
et barn der værdsættes lærer at anerkende
et barn der hjælpes lærer hjælpekunst
et barn der er elsket og får knus lærer at føle kærlighed i verden
Alice Miller
Tilbage til skolen for livet
Børn skal have et kvalificeret afsæt for at forstå den kultur, de er en del af, og dette afsæt får de gennem en alsidig personlig udvikling. Den, der vil lave noget om, må vide, hvordan noget ser ud, ellers handler man i blinde. Det er her den flygtige information bliver farlig for vores børn, hvis de blot overlades til i selvreference at skanne en overflade uden kritisk ballast. Børn skal indføres i en kultur og dens forudsætninger, for at de bevidst kan tage stilling til den og føre det bedste af den videre. En retning for fremtiden må starte med, at den voksne generation træder frem og viser, hvad det er for en ramme, der betinger den pågældende livsform, de er indfældet i. Det ville være alt for bevidstløst at overlade identitetsarbejdet til børnene som selvskabende individer i tilfældige samspil med nettets frie markedskræfter. Vi må alle lære, at overtage virkeligheden, ved at begive os ud i den, for at kunne lave den om på et demokratisk grundlag. Børn må gives en klar oplevelse af, at kunne gribe ind i virkeligheden ved at omgås den konkret og handlingsorienteret i et tæt samspil med andre.
Det er dette centrale forhold i dannelsen Jørn Lund formulerer i Sidste udkald :
„Kontinuitet er ikke det samme som stilstand. Kontinuitet indebærer, at man møder det nye med noget i bagagen. Det er ikke kun et spørgsmål om kontinuitet, men også om forståelse. Hvis man opfatter det som værdifuldt, at unge mennesker lærer at forstå den verden, de fødes ind i, og erkender, at verden ser ud, som den gør, fordi man står et bestemt sted og betragter den, så må man også finde det af betydning at medgive de unge en indsigt i kultur, historie, sprog – ved siden af alt det andet, som også skal til: det naturvidenskabelige, det musiske, det praktiske.“
Dannelse som sidste udkald handler om at børn erkender, hvad det er for en verden, de er kastet ind i. Hvis vi antager at mennesket er en social konstruktion af forskellige holdninger og paradigmer, må dannelsen gå ud på at kunne iagttage de mønstre man er fanget af og indført i, så man selv kan tage stilling til, om man vil overtage dem eller man kritisk vil forholde sig til dem. Jeg tror, at børn fødes med et anlæg for humanitet, som vi skal udvikle igennem den dannelsesproces, vi igangsætter med opdragelsen og den helhedsorienterede småbørnspædagogik. Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng.
„Humanitet er kendetegnet for vor art. Men denne humanitet har vi bare som anlæg. Derfor må den udvikles gennem opdragelse. Vi bringer den ikke færdig med os til verden, men i verden skal den være målet for vores bestræbelser, summen af vore øvelser, være vores værdi. For vi bekender os ikke til troen på nogen medfødt fuldkommenhed. Når den ånd som regerer os, ingen human ånd er, bliver vi plageånder for menneskene. Det i særlig grad karakteristiske for vor art er altså dannelse til humanitet. Alle store og gode mennesker, lovgivere, opfindere, filosoffer, digtere, kunstnere, hvert ædelt menneske i sin stand, har hjulpet med til det gennem opdragelsen af sine børn, ved at udføre sine pligter, gennem sit eksempel, sit arbejde, sin vejledning, og gennem de institutioner de har skabt. Humanitet er summen og udbyttet af al menneskelig stræben, så at sige vor arts kunst. Dannelse til humanitet er et værk som uophørligt må fremmes. Ellers synker vi – høj og lav – tilbage til rå dyriskhed, til brutalitet.“
JOHANN GOTTFRIED HERDER
Jeg frygter, ligesom Herder gjorde, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vore børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv? Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet.
Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Hvis vi skal tilbage til skolen for livet, må vi arbejde langt mere med de fællesskaber, som børnene indgår i og fokusere på det helt nødvendige relationsarbejde, hvor barnet indgår i noget, der er større end den enkelte. MIG-først er en tendens i tiden, hvor vi forstærker egocentriciteten. Det kræver opmærksomme voksne at få dæmpet selvreferencen og få børn til at lukke sig ud af hamsterhjulet. Vi har haft en lang kulturhistorisk periode med målstyring og testning af børn, så de kan opnå høje karakterer. Vi har i jagten på dette karakterræs oplevet en stigende kritik af præstationskulturen og perfekthedskravet.
Vi har glemt det eneste ene, glemt at være. Vi spørger hele tiden om hvad børnene har præsteret og ikke om hvem de er, og om de er ordentlige i deres relationer til andre. Etikken og filosofien om det gode liv og om ordentlighed må ind i dannelsen. Børn og unge skal have masser af teateroplevelser, kulturpåvirkninger hvor de indføres i alternative tankegange, som kunsten kan åbne til.
Børn skal på hvert klassetrin have mulighed for at komme hjemmefra på lejrskole og opleve en sansebaseret læring, hvor de rører ved de danske herregårde, de danske rundkirker og historiske monumenter, så de kan finde ud af hvor de kommer fra. Hvis børnene ikke har rødderne i orden, får de heller ikke vinger, som kan gavne fællesskabet.
Det er i et godt børneliv at der er en dialektik mellem det indre og det ydre, mellem de aktuelle og historiske samfundsforhold og den enkeltes egen unikke verden. Hvis vi ønsker børn med bredde, dybde og højde i deres motivdannelse, må de være virksomme og føres ind i meningsfyldte læreprocesser, hvor de aktivt lærer at tage stilling og handle under ansvar. Magien og fantasien må stå i et dialektisk forhold til de materielle vilkår, og det er denne vekselvirkning der må arbejdes med i skolen tilbage til livet. Dannelse er ikke bare en lige vej, men foregår med brug af fantasi og handlekraft i de situationer man udsættes for. Dannelse foregår med ført hånd i et samspil mellem voksne, der fagligt og personligt har noget på hjerte og nysgerrige eksperimenterende børn på vej ud i livet. Vi skal forstå at lytte til verdens mange stemmer og også få denne verden til at lytte til os. Hvis vi ønsker børn med jordforbindelse, livsmod og fantasi skal de omgås voksne socialt og personligt som kan, vil og tør noget, der kan udfordre dem.
Anerkendende tanker
læg jeres våben
parkér jeres tanker
begrav jeres fordomme
smid vanerne væk
tag plads ved bordet
lån den andens øjne
slå op i de andres historier
lyt til hinanden
lyt til modsætningen
lyt til det ens
lyt til det forskellige
nyd refleksionens gourmet
og anerkend den fremmede smag
Med venlig hilsen
Niels Jægerum
www.jaegerum.dk
Mobil 29640045