Orla Jensen, født og opvokset på ”Vrensted Fælled”

 

Fælleden i Vrensted ligger lige øst for Vrensted by ved vejen mod Brønderslev, lige efter vejen der går mod Kongsengene.

Mit liv

Efter 7. klasse i Vrensted skole, tog jeg realeksamen på Søndergades skole i Brønderslev. Herefter havde jeg et år med forskellige jobs i Vrensted, inden jeg i 1967 blev indkaldt til Dronningens Livregiment i Nørre Sundby til 4 måneders rekruttid.

Derefter 6 måneder på sergentskole ved Hærens militærpolitiskole på Østerbrogades Kaserne i København. Det er der hvor Krudttønden nu ligger! Lige ved siden af Fælledparken og Øbrohallen og Parken.

Det blev til yderligere godt 3 år ved militærpolitiet på Hvorup Kaserne.

01. september 1971 startede jeg ved Toldvæsenet. Et 5 ugers startkursus og derefter fast ansættelse ved Frederikshavn Distriktstoldkammer.

Så efter at have boet i Pandrup i et par år flyttede vi nu til Haldbjerg mellem Frederikshavn og Sæby, hvor vi stadig bor

I Frederikshavn har jeg gjort tjeneste indtil min pensionering i 2008, kun afbrudt af 4 år som chef for toldkontrollen i Hirtshals fra 1990 til 1994. Derefter igen Frederikshavn. De seneste 13 år som funktionschef, med ansvar for bl.a. inddrivelse, momskontrol og arbejdsgiverkontrol for blot at nævne nogle.

Jeg er gift med den samme siden 1969 og vi har 2 sønner.

Min Barndom.

Min fødsel husker jeg ganske klart: jordemoderen kom med mig i sin taske!

Billedet står ganske klart i min erindring: en midaldrende, rund dame med en lædertaske over styret på sin cykel!

Dog er jeg ved nærmere eftertanke sikker på, at der er tale om hjemmesygeplejersken, frk. Boye, som ofte kom for at behandle mig i mine første år, da jeg var noget svagelig.

Landsbyen, hvor jeg blev født, hedder Vrensted.

Vrensted By

Den første omtale, der findes mellem bevarede aktstykker om Vrensted, som ligger mellem Brønderslev og Løkken, skriver sig tilbage til 1340, hvor ridder Ove Nielsen bortskøder alt sit gods i Wrensted i Jerslev Herred.

Man antager at navnet er opstået kort efter folkevandringstiden, som for Nordjyllands vedkommende vil sige omkring år 700 e. Kr. Navnets begyndelse Wren peger muligvis hen på mandsnavnet Wrang. Det kan også være afledt af Wreni, som på olddansk betyder hingst. Dette kunne betyde, at Vrensted var “stedet med hingstene”, eller at man kunne fange vilde hingste der, – måske var det en af landsbyens bønder som var kendt for sine gode hingste. Der kan også være en helt tredje oprindelse til navnet Vrensted. Tilsyneladende ser det ud til at der allerede i romersk jernalder, før Kristi fødsel, har været en ret betydelig bebyggelse, som måske er blevet forladt ved beboernes udvandring til andre egne, efter at klimaet i Danmark var blevet for vådt og koldt.

At der har været en betydelig bebyggelse på stedet tidligere, underbygges af, at da man i 1912 anlagde jernbanen mellem Hjørring og Løkken, blev der lavet udgravninger i forbindelse med etableringen af 2 Vrensted stationsbygning, hvor man fandt en stor boplads, fra hvilken der blev optaget ca. 30.000 skår af lerkar; heraf har man kunnet sammensætte ca. 100 mere eller mindre fuldstændige kar, herudover var der skår af mindst 500 forskellige andre kar.

Det oprindelige Vrensted var en samling gårde og huse, som lå langs en byvej. Byen har tidligere været stationsby på jernbanen Hjørring – Løkken – Aabybro, som startede i 1913. Ved stationen opstod en ny bebyggelse, som efterhånden voksede sammen med resten af landsbyen. Vrensteds status som stationsby varede kun 50 år, idet banen blev nedlagt i 1963.

Senere kom kirken til, som i katolsk tid blev viet til Sankt Thøger. Sankt Thøger var den missionær, der ifølge overleveringer bragte kristendommen til Thy og det vestlige Vendsyssel. Han nød stor anseelse blandt vendelboerne, hvilket sikkert også er grunden til at den helligkilde som findes syd for kirkegårdsdiget, ligeledes er viet til ham.

Sankt Thøgers “arbejdsgiver” var den norske konge, Olav den Hellige. Kongen har sikkert haft en hel del at sige og bestemme i landsdelen.

Den hvidkalkede kirke, der ligger smukt i landsbyen og rager op over huse og gåde, stammer fra 11-1200 tallet.

Kirketårnet som er forsynet med rødkalkede blændinger, tjente engang som sømærke og måtte derfor ikke kunne forveksles med de øvrige kirketårne langs kysten.

Inde i kirken hænger et smukt 1200 tals krucifiks med den sejrende Kristus med kongekrone. Krucifikset er forsynet med et cirkelslag med små engle i rosetter. Kirkens trefløjede altertavle er malet af Niels Larsen Stevns. Forfatteren Erling Kristensen blev i sin tid konfirmeret i kirken, han var da i sin bedstemors nypudsede træsko, da han ikke selv ejede et par sko.

Alle gårde og huse i Vrensted, på nær et par stykker, var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fem kilometer borte. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen.

Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte.

De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«!

På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst i 1700-tallet. Vrenstedboerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptionsbetjente, (toldere!) m.fl., til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind i byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve. De stimlede sammen om øvrighedens hestevogn, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomst ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne det gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne!

I 16- og 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skudehandelen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken.

I 1810 handlede Vrenstedpræsten Axel Rosenkrantz Segelckes søn, Severin Vincens Segelcke, på det norske Sørlandet. Han boede i Vrensted, men flyttede i 1812 til Lønstrup, hvor det næste skud på stammen, Axel Rosenkrantz Segelcke, med tiden fik oparbejdet en blomstrende skudehandel.

Overfor kirken findes en idylliske kirkedam, hvor træerne spejler sig smukt i vandet.

Nord for kirken ligger en smuk gulstenslænge, som bærer navnet »Ane Maries Hus«. Denne ejendom der blev opført i 1914, var oprindelig en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted Sogn.

I denne ejendom boede min mor fra juni 1986 til sin død 11/12-1986

Opførelsen blev bekostet af Anders Olesen, som var sagfører i Nørresundby, men stammede fra Vrensted, stiftelsen blev opkaldt efter hans mor, Ane Marie Andersen, født Drivsholm.

Efter ombygning af stiftelsen Anne Maries Hus, blev den til en integreret børneinstitution, en ombygning som blev gennemført på grundlag af frivillig arbejdskraft og aktivitet.

Huset er i øjeblikket ved at overgå til en fondsejet institution, som skal rumme en form for kulturhus i Vrensted, herunder en lokalhistorisk ”Landsby”, hvor byens indbyggere kan komme og dyrke lokalhistorie/slægtsforskning og hvad man ellers kan tænke sig. Der er oprettet en støtteforening med et medlemskontingent på 100 kr. om året. Jeg har meldt mig ind!

Sagføreren bekostede også en ny klokke til kirken. Den bærer følgende tekst: “Nu kalder Sct. Thøgers Klokke paany paa gammel og ung i Vrensted By«. Anders Olesen betalte også Larsen Stevns for den trefløjede altertavle, og han testamenterede sin store bogsamling til byens bibliotek. Han døde l 1929 og ligger begravet på Vrensted kirkegård.

Nedenfor kirkegårdsdiget findes et åbent område, som er tilsået med græs. Her lå tidligere et beskedent rødstenshus, som rummede en meget speciel virksomhed – en tårnurfabrik!

Fabrikanten hed Christen Ørnholm og levede fra 1857 til 1936. Som reklame for sit firma havde han anbragt et stort ur på huset. Ørnholm var finmekaniker, og han blev betegnet som »»genial««, Han leverede ure til kirker, banegårde, m.v., på det historiske arkiv har man et gammelt fotografi af den stolte håndværker, som står udenfor sit hus med et stort urværk. Han er iført arbejdstøj og et stort forklæde, og ansigtet er prydet af et mægtigt overskæg.

Ovenstående er hentet fra Vrensted lokalhistorisk arkiv.

Vrensted-Thise sogn og Vrensted – Thise kommune. Indbyggere vel 1500 i kommunen. Indbyggere i Vrensted i 2015 er 300-400. Vrensted ligger 14 km. vest for Brønderslev og ca. 7 km. fra Løkken. I fugleflugt ca. 5 km. I mine første barneår kunne vi tydeligt høre når miner fra krigen, som var drevet i land på stranden i Løkken blev bortsprængt. Jeg blev jo født kun 3 år efter krigens afslutning. Krigen havde ikke haft den store indflydelse på livet i Vrensted og omegn. Dog havde den givet arbejde til en del af arbejdsstyrken i området, der i blandt min egen far, som havde arbejdet med bygningen af bunkeranlæg i bl.a. Grønhøj

I tåget vejr hørte vi også tydeligt sirenen på molen i Løkken, som orienterede fiskerne om, hvor tæt de var på land.

I byen var der i min barndom 3 købmænd. Derudover var der en brugsforening, som landmændene handlede i. Der var også en bager, som kørte landtur med hestevogn, en gul lukket vogn med 1 hest forspændt. Bagerens hund, en sort puddel som hed Birk (måske en forkortelse af birkes!) med hele hovedet dækket af hår, sad på bukken ved siden af bageren. Brødet var fra dagen før, men til gengæld til halv pris. Det købte mine forældre. Min mor bagte dog selv franskbrød og mange slags kage, men wienerbrød og rugbrød købte de hos bageren. Bageren kom tit ind og fik kaffe og det hændte, at han snakkede så længe, at hesten gik hjem!! I byen var der også en slagter, hvor vi kunne få for 50 øre leverpostej! Der var en gartner, en herrefrisør – ham kaldte vi hundeklipperen! Men han havde byens eneste iskiosk, som blev passet af hans kønne døtre, såååååh iskiosken var populær. En sodavandsis kostede 15 øre og en rund vaniljeis kostede 20 øre!

Der var en damefrisør, et mejeri, en maskinstation. Bønderne var også fattige dengang og havde ikke råd til alle mulige maskiner, så de gik sammen om at købe maskiner og hjalp så hinanden med de forskellige arbejdsopgaver der nu en gang var i landbruget. Der var et lægehus med Dr. Sørensen. En ualmindelig afholdt læge, som vi kendte meget godt, da jeg jf. tidligere var en del syg. Han boede i et stort hus, som også rummede klinik og med grund lige ned til byens gadekær, hvor han havde udsigt til svanerne, som havde et hus lige midt i gadekæret.

Der var også en manufakturhandler, Agnes Bak, som handlede med stof, undertøj, strikkegarn, sytilbehør og hvad der ellers lige var nødvendigt.

Midt i byen lå der et frysehus, hvor folk, som os, kunne leje en boks og få kød frosset ned. Vi fik en halv gris en gang imellem og på den tid var kummefryser eller skabsfryser ikke opfundet. Kødet blev i stedet saltet og måske røget for at kunne holde sig, og så altså frosset i en lejet boks. Else styrede frysehuset og gik rundt iført masser af varmt tøj og store vanter, når hun hentede kødet i fryserummet.

I byen var der selvfølgelig også håndværkere: tre smedier, 2 tømrermestre, en karetmager, som selvfølgelig også lavede almindeligt tømrer/snedkerarbejde, en snedker, som også var lidt af en kunstner. Han har blandt andet lavet et kunstnerisk kors til byens kirke. Snedkeren var også en dygtig skakspiller. Hos ham købte jeg det første træ til at lave et opspændingsbræt til sommerfugle – abaki en særlig blød træart, som det var nemt at stikke insektnåle i! Der var også en møbelsnedker, som nok var mere kunstner end snedker. Han malede malerier og lavede skulpturer i træ. Nogle af hans værker kan ses på Vrå kunstmuseum. Det var ikke noget han blev rig af, konen hentede 5 cigaretter ad gangen hos købmanden.! Dengang kunne man købe cigaretter stykvis.

Der var også 3 lastbilvognmænd: Reinholdt, som min ældste bror kørte for i nogle år og Henry Nielsen, som var en lidt kontant type. Den tredje var Mathiesen, som var gift med min senere klasselærer

Midt i byen var der en cykelhandler, han var autodidakt cykelsmed, automekaniker, knallertreparatør. Han tilbød mig et job, da jeg var færdig med skolen, han kunne jo som følge af sin egen manglende uddannelse ikke tilbyde en læreplads.

Et forsamlingshus var der naturligvis også. Der blev afholdt midnatsballer, alle mulige private fester og dilettant, med mig som deltager i et par år.

Når der blev holdt sølvbryllup eller lignende var det ikke ualmindeligt, at et par af byens enlige mænd sneg sig ind og fik lidt af den gode mad. Herregud – der var jo mad nok!

Vrensted var også en stationsby. Linien Hjørring-Løkken- Åbybro gik gennem Vrensted, den blev indviet i 1913 og nedlagt i 1963. Fru Kristensen bestyrede stationen og iført uniform sendte hun togene af sted og betjente billetkontoret.

Tæt på mit hjem var der en ødegård, som var mere eller mindre faldet sammen. Den blev kaldt Birkedommergården.

Birkedommer (eller birkefoged) kaldtes indtil 1919 den embedsmand, der forestod et birk.

Birkedommerne i de kongelige birker blev altid beskikkede efter samme regler som herredsfogderne, før 1660 af lensmanden, derefter af kongen. Birkedommerne i de private birker blev oprindeligt beskikkede af birkepatronen på egen hånd, men efter at det allerede 1690 var blevet påbudt, at beskikkelserne skulle indsendes til kongelig konfirmation, blev beskikkelsesretten ved Forordning af 3. juni 1809 reduceret til en forslagsret.

Birkepatronen skulle nu foreslå 3 personer, blandt hvilke kongen ville beskikke den, han fandt værdigst til embedet. Da den private birkeret bortfaldt ved Grundloven, gik udnævnelsen endelig helt over til kongen. Efter indførelsen af juridisk eksamen kunne kun eksaminerede personer (indtil 1821 også danske jurister) beskikkes til Birkedommer og birkeskriver, en bestemmelse, som det dog ikke altid var let at få overholdt for de private birkers vedkommende. Bestillingerne i disse var ofte meget slet aflagte, og lovgivningen kom først efterhånden ind på at stille bestemte krav med hensyn til lønningen.

I senere tid var det ikke ualmindeligt, at samme mand var dommer i flere private birker, eller at han med embedet i et sådant forenede stillingen som kongelig retsbetjent.

I det 17. og 18. århundrede var birkedommeren i de private birker som oftest meget afhængig af birkepatronen, hvad selvfølgelig kunne have uheldige følger for retsplejen. Birkedommeren har i øvrigt fra gammel tid indtaget en stilling, der er ganske analog med herredsfogdens. Ligesom denne var han oprindelig alene dommer, men blev siden det 18. århundrede også administrativ embedsmand. Titlen afskaffedes helt i 1919.

(ovenstående kopieret fra Wikipedia)

Familien.

Jeg er den sidste af en søskendeflok på 7. Min far kendte ikke ordet matematik, men vi 7 søskende er alligevel ”organiseret” næsten matematisk, først kom en dreng så 2 piger så en dreng så 2 piger og til sidst en dreng. Der er 11 år mellem den første og anden dreng og 11 år mellem den anden og den tredje dreng! Vi er født med følgende interval: 3-5-3-5-3-3 år! Jeg er altså født 2 år for tidligt! Men min mor var 42 og min far 43 da jeg blev født, så nok godt at de ikke ventede 2 år mere og i hvert fald godt for mig, at de ikke stoppede før jeg blev født!

På den tid var mange børn almindeligt. Der var familier i byen, som havde 11 børn, 13 var heller ikke ukendt. På vores fodboldhold var der en overgang 4 brødre på holdet på samme tid!

Min far havde 6 søskende og min mor havde 3 (med 3 forskellige fædre! Hvilket skyldtes, at min mormor i nogle år var alene og drev et lille landbrug. Når hun skulle have hjælp til dette eller skulle have slagteren til at slagte en gris for sig, skete betalingen på høloftet!)

Min far var arbejdsmand og min mor var hjemmegående, hvilket var det normale på den tid. At min far var arbejdsmand betød på den tid, at han måtte tage til takke med det arbejde, der var at få. Da han var i fagforeningen fik han anvist arbejde på fagforeningskontoret, som blev bestyret af en kvinde. Var man arbejdsløs, mødte man op på fagforeningskontoret hver dag, enten for at få anvist et arbejde eller hvis der ikke var arbejde at få, for at få et stempel i sin fagforeningsbog. Når ugen var gået kunne de ledige således få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse efter hvor mange stempler man have i sin bog. Mødte man ikke op på fagforeningen og fik sit stempel – ja så fik man ikke penge for den dag.

Arbejdet man kunne få anvist, var alt lige fra høstarbejde, hakning af roer eller hvad der ellers var sæson for på områdets gårde, plantning af skov – på den tid blev der plantet masser af nåletræsskove, det er dem man i dag fælder for at plante løvtræsskove! Under krigen var der også arbejde at få med at bygge bunkers og andre anlæg for tyskerne, det var dog ikke alle der var lige begejstrede for det, men folk var fattige og havde derfor ofte ikke andre valg. De blev behandlet ordentligt af tyskerne, som ikke alle var lige nazistiske.

Min far lavede også en overgang skærver af kampesten. Han havde en stor trækasse, hvor han lagde stenene op i og derefter slog dem i stykker med en stor stenhammer. Han havde ikke beskyttelsesbriller eller handsker, det var ikke brugt på den tid! Hvem der afleverede stenene og hentede skærverne husker jeg ikke.

Han deltog også i gravning af mergel, som er en lerart der brugtes til jordforbedring på landbrugsarealerne. Gravningen af dette efterlod nogle store ” huller” i landskabet – såkaldte mergelgrave.

Disse mergelgrave var som oftest fyldt med vand og udover at udgøre en risiko for at vi børn kunne drukne i dem, gav de også et væsentligt bidrag til floraen og faunaen.

Jeg har således tilbragt utallige timer ved en af disse mergelgrave, som var ganske få hundrede meter fra vores hjem, med at studere dyre- og især insektlivet der. Der var også fisk i dammen. Min første fiskestang var en bambusstang med et rødt plastikhjul. Jeg fangede en gang en karudse, som min mor tilberedte. Hun var en dygtig husmor og intet, som kunne spises, gik til spilde.

Jeg kunne iagttage guldsmede, vandnymfer eller som de også kaldes uægte guldsmede. Skøjteløbere, som kunne løbe på vandoverfladen på grund af spændingen i vandet. Der var rygsvømmere, bugsvømmere, vandedderkopper, som er sjældne i dag, men som dengang var almindelige. De kunne opholde sig under vandet ved at danne en ”dykkerklokke” med luft. Der var vandkalve, som er nogle af vores største billearter. Ind i mellem kom der vandrotter smuttende forbi. Det var en oase for dyr og planter, vandfladen var næsten dækket med åkander og andre vandplanter – et smukt syn når de blomstrede. Dammen findes ikke mere –det var for besværligt for landmanden, som ejede jorden omkring dammen, at køre udenom, når han skulle pløje og så!!!

Her er et billede af min far (øverst) og hans lillebror (med hesten) udgrave den omtalte mergelgrav. Læg mærke til, at den ene havde bare fødder og en anden havde store støvler på! Det var hårdt arbejde, hesten trak trillebøren op af graven, da det var for hårdt med håndkraft.

At min mor var hjemmegående betød ikke, at hun ikke bidrog til familiens indtjening. Hun gjorde rent på den lokale skole – den jeg startede i, senere om det. Hun hjalp egnens kogekoner, når der var store fester på egnens gårde og hun hakkede roer i forsommeren. Roer brugtes til foder til kreaturerne. De blev sået i rækker, men skulle udtyndes og renses for ukrudt. Det kunne være et hårdt arbejde, hvis der var meget græs i marken. Jeg har selv deltaget i dette arbejde. Hårdt ja – men også gode penge, hvis man kunne bruge et hakkejern!

Selv om vi var 7 søskende, betød det ikke 7 julegaver eller fødselsdagsgaver! Gaven fra mine forældre var altid noget tøj, som jeg trængte til. Jeg fik dog gaver af mine søskende: af min ældste bror fik jeg et år en kælk, den var ikke ny – han var dengang skraldemand i Skagen og havde fundet kælken i skraldet. Han havde sat den fint i stand og malet den. Det var en rigtig god gave. Omkring min 7 års fødselsdag fik jeg en cykel af min anden bror. Det var virkelig et hit, jeg sad på den inde i stuen hele aftenen! Den samme bror gav mig også et år en lastbil af træ i julegave og da han tjente på en gård, hvor der var et stort kastanjetræ, havde han samlet en pose kastanjer, som jeg legede var roer og læssede på lastvognen! Han gav mig også et ingeniørsæt et år. Det bestod af en masse stænger og bolte og møtrikker som man kunne bygge en masse forskellige ting af. Men når jeg en af juledagene kom hen til min legekammerat, hvis forældre havde en gård, blev jeg noget misundelig, når jeg så at han havde fået 8-10 julegaver. Han havde kun en søster og sine forældre!

Julen var en god tid, der var ekstra god mad og slik og appelsiner, dadler, figner og juleøl!

Juleaftensdag til frokost fik vi grønlangkål med tilbehør. Dertil fik vi juleøl. Det var en usødet hvidtøl, som blev serveret opvarmet! Vi kaldte det for tremmeøl, det skyldes, at vi fik den i 5 liters flasker i en træholder.

Op til jul blev der slagtet gris. De første år havde vi selv opfedet grisen. Hvem der slagtede og opskar grisen husker jeg ikke, men jeg husker at jeg selv blev sat til at røre i blodet fra grisen. Det skulle bruges til blodpølse. Det var vigtigt, at der blev rørt i blodet, da det ellers ville størkne. Det blev senere blandet med fedtegrever og rosiner og blev til en velsmagende blodpølse.

Kødet kunne vi jo ikke bare putte i fryseren, da vi ikke havde en sådan, så en del af det blev saltet og noget af det blev pakket ind i fedttæt papir og lagt i byens frysehuset, som før omtalt.

Noget af kødet blev kogt og kogelagen blev brugt til at koge grønkål i. Det blev til Vendsysselske Grønlangkål.

Vi havde altid høns og duer. Brevduer – vi fik ikke mange breve, men masser af duesteg. Det var altid sjovt, at se min far slagte høns – han holdt dem henover en huggeblok, en stor træblok på ben, så huggede han hovedet af dem med en økse. Men det sjove var, at han så smed dem hen ad jorden og så løb de rundt uden hoved, mens blodet sprøjtede til alle sider ! Min mor blev sur over det, da det betød mere rensning af hønen!!

Når vi havde fødselsdag var vores kammerater inviteret – det var ikke hele klassen. Når jeg selv var til fødselsdag hos kammeraterne havde jeg altid en daler (en tokrone) med i et plasticetui. Jeg ønsker i dag, at jeg havde gemt nogle af disse dalere, da de har en betydelig samlerværdi i dag!

Min mor og jeg kørte af og til med toget til Sdr. Saltum, hvor min moster boede. Min moster Gudrun havde flere børn, men den yngste Kaj- min fætter- legede jeg meget med. Jeg har også været på ferie hos min moster og under disse ferier lærte min fætter, som var et par år ældre end mig, mig at ryge. Man kunne den gang købe en 5-stk. pakning cigaretter , Eiffel hed de! Sammen med en øl blev de gemt i hækken til min mosters hus!

Min kusine, søster til Kaj, havde job på den lokale telefoncentral. Det var spændende at se hvordan telefonsamtaler dengang fungerede.

 

 

Man ringede op til centralen ved at dreje på et håndtag på højre side af telefonen og bad om et nummer eller navnet (centraldamen kendte de fleste numre på folk, som havde telefon! I mange tilfælde vidste hun også om de pågældende var hjemme!!) på den man skulle snakke med så puttede centraldamen et kabel ind i hullet svarende til det pågældende nummer og så kunne man snakke sammen! Man skulle bare lige huske, at centraldamen kunne lytte med. Så dengang var der også overvågning – sladder var ind i mellem affødt af en samtale som centraldamen havde overhørt og ikke kunne holde for sig selv.

Hun kunne dog også være nyttig: min søster og svoger havde taxaforretning og når de begge var ude at køre ringede de til centralen -Anne- og spurgte om hun ville tage imod besked, hvis der var nogen som ville bestille en taxa!

Vi fik først telefon da jeg var omkring 14-15 år. Indtil da måtte vi låne naboens telefon, hvis der skulle ringe efter læge eller lignende. Efter samtalen ringede man op til centraldamen og spurgte, hvad samtalen kostede, så betalte man beløbet!

Ca. 2 km. øst for Vrensted by ligger Vrensted østre udflyttere. Der var der en købmand og en smed og nogle få huse. Mellem Vrensted by og Vrensted Østre Udflyttere ligger Fælleden og det er der jeg er født. Lidt øst herfor lå den landsbyskole, som jeg gik i de første 3 år af min skoletid. Derom senere

Alle kendte jo alle i en lille by som Vrensted, men den udbredte brug af øgenavne kunne ind i mellem være et problem, når folk udefra brugte folks rigtige navn: min far blev en dag stoppet af en bilist, som spurgte vej til Andreas Eriksen! ”Det er der ikke nogen i Vrensted der hedder”, sagde min far og kørte videre. Da han fortalte dette til naboen, sagde naboen:” det er sgu da Dyt-ski”. Ja selvfølgelig! Andreas havde fået sit øgenavn da han en dag sad og reparerede sin motorcykel inde i stuen! og genboen kom og hilste på: ” hvad er der galt med motorcyklen? ”Den vil sgu hverken dyt eller ski’!

Min egen familie blev kaldet baas- jensen. Jeg ved faktisk ikke hvoraf øgenavnet opstod, måske er det et gammelt udtryk for en som ikke er så god en fyr!

En god ting ved at alle kendte alle var, at postbuddet Svend altid vidste hvem posten var til, uanset der ind i mellem var mangelfuld adresse. Min far hed Harald Jensen og det var der også en anden i byen, der hed. Når der kom julekort stod der ofte på vores kun Harald Jensen, Vrensted! Men postbuddet læste så bare hvem kortet var fra og så vidste han hvilken Harald, som kortet var til!

Nedenfor er gengivet skødet, som mine forældre fik på huset med tilhørende jord. Læg især mærke til 2. afsnit:

”Ejendommen er overtaget af køberen med de samme rettigheder og byrder, hvormed den har tilhørt sælgeren, hvis adkomst er formelt mangelfuld, men da ejendommen er taget i besiddelse af en tidligere ejer med byfolkenes tilladelse, hjemler jeg køberen det solgte”. Der er med andre ord tale om, at jorden her ikke har tilhørt nogen, og derfor har hvem der havde lyst, kunnet sige at det var hans.!! Vi er i år 1921, altså for mindre end 100 år siden!!

Hjemmet

Huset vi boede i var ikke særlig stort. Det var på samme tid beboelse og landbrugsbygning! Lille stue, lille køkken med et brændefyret komfur, som senere blev skiftet ud med gasapparater. Spisekammer, som senere blev lagt sammen med køkkenet og erstattet af et køleskab. Lille værelse med sandgulv, lille soveværelse, bryggers med gruekedel, lade og stald, hvor der var et lille toilet med en spand med et bræt på. Min far tømte spanden når den var fuld. Om den lugtede – tja men det var en del af livet. Indholdet var en del af gødningen til jorden!

Vi havde ingen badeværelse. Når vi børn skulle i bad foregik det i en balje. Vandet blev varmet i grukedlen og det blev genbrugt! Så det var træls at være den yngste og dermed den sidste – for så var vandet noget ”brugt”.

Der var selvfølgelig et loft i huset. Huset var jo gammelt og derfor kunne man falde igennem loftet! Min søster og jeg havde en gang dristet os op på loftet. I et gavlvindue flagrede nogle sommerfugle, som jeg ville fange. På vej derhen trådte jeg på nogle rådne brædder og endte på ansigtet nede hos hønsene nedenunder! Det kostede et par mælketænder og flækkede læber – måske var min interesse for insekter allerede vakt dengang!

Til ejendommen hørte 6500 kvm. jord. En tønde land, som var datidens arealmål, var ca. 5500 kvm. Huset lå ca. 500 meter fra alfarvej, vejen mellem Brønderslev og Løkken, en smal sti førte op til vejen. Ellers var det forbi naboen, hvor vi havde tinglyst vejret. Der blev også tinglyst vejret på stien.

Mine forældre havde i deres første år en ko og nogle grise i stalden. Jeg husker kun nogle grise.

Opvarmningen af huset skete ved kakkelovnen i stuen (og selvfølgelig indirekte ved komfuret i køkkenet). Brændet var blandet: træ, tørv, briketter eller hvad der ellers kunne brænde. Oven på kakkelovnen stod der altid en kedel vand, som kom i kog og derved sparede min mor brænde i komfuret for at koge vand til madlavningen eller kaffe. Kakkelovnen stod på en fod, som var hul og med et hul ind forfra – her lå vores kat inde når den rigtig skulle hygge sig!

Mine forældre gravede selv tørv på en tørvelod i Store Vildmose om sommeren. I Nordjylland findes der 2 store mosearealer: Store Vildmose, som ligger lidt sydvest for Brønderslev og lille Vildmose, som ligger på den anden side af Limfjorden syd for Egense. Lille Vildmose er i dag den største. Mine to nærmeste søstre og jeg legede i mosen og fandt masser af bær i mosen mens vores forældre gravede tørv. Tørvene blev stakket til afhentning om efteråret. Min far lånte naboens hest og vogn til at fragte tørvene hjem.

Vi købte dog også tørv af de berygtede tørvekrejlere fra Kås og Moseby.

De kom kørende i en ¼ tons lastvogn fyldt med de bedste tørv! Om morgenen kørte disse krejlere til Aalborg og fik vejet et læs af nogle meget fine tørv med en høj brændværdi på en officiel brovægt. Så kørte de hjem og byttede disse fine tørv med nogle langt ringere, hvorefter de kørte rundt og solgte disse ringe tørv med henvisning til deres vejeseddel!

Vi var stort set selvforsynende med grøntsager og kartofler. Vi havde også et hyldebærtræ som gav masser af bær, som min mor lavede til hyldebærsaft, som blev til hyldebærsuppe og andre gode desserter i løbet af vinteren. Vi børn brugte dog også bærrene som ”hagl” i pusterør! Pusterørene lavede vi af grene fra hyldetræet, som var lette at udhule.

Vi havde også æbletræer. Et enkelt pæretræ var der også. Æbletræerne var af sorten Guldborg og gav nogenlunde med frugt. Pæretræet gav i min tid kun én pære. Den plukkede jeg inden den blev moden, for at min søster ikke skulle få den- ak ja!

Ribsbuske og solbærbuske gav også masser af bær til både saft og syltetøj.

Min mor var en meget dygtig husmor, som forstod at udnytte alt. Hun var tilligemed en glad kvinde, som sang fra morgen til aften – hun havde en meget smuk sangstemme og havde haft en drøm om at synge i radioen!

Hvad der var nok så ”sjovt” var, at hun led af narkolepsi – en sygdom, som bevirkede at hun fik nogle anfald, hvor hun faldt sammen og blev helt slap i ansigtet. Hun kunne følge med i hvad der foregik men ikke selv tale. Disse anfald varede som regel kun få øjeblikke. Når jeg skriver sjovt, var det fordi vi ikke vidste hvad det var og fordi det jo ikke gjorde ondt. Vi troede det også var derfor vi kunne ”tale” med hende når hun sov til middag – vi kunne snakke til hende og hun svarede os .meeen hun svarede i øst når vi spurgte i vest, det morede vi os virkelig over.

En gang var vi i Tivoli Karolinelund i Aalborg! Det var noget ganske særligt, da vi ellers ikke kom meget ud. Her var der specielt en begivenhed, jeg husker – spejlhallen! Her var mange forskellige spejle i helfigurstørrelse. Da min mor så min far i disse spejle – et var han lille og tyk, et andet var han høj og tynd og i andre havde han andre figurer, da brød hun fuldstændig sammen af grin!

Vi var 7 søskende:

Jens Harry gift med Inger

Ketty Jensine gift med Gunnar

Ruth Harriet gift med Kjeld

Svend Godtfred gift med Dagny

Karla Leonora gift med Poul

Inger Marie gift med Henning 

Niels Orla (Niels slettet 1997, samtidigt med udmeldelse af folkekirken) gift med Inge

Jeg er sikker på, at det er min mor, som har stavet vores navne, min far var ikke den boglige type!

Min mor havde 3 søskende

Svend

Alfred

Gudrun

Min far havde 6 søskende:

 

 

 

Herunder et skolebillede fra den selv samme skole, som jeg gik på. Det er min far i bagerste række nr. 4 fra venstre. Hans søster Betty står som nr. 4 af pigerne i 2. række. På billedet kan man tydelig se, at børnene ikke var vant til at blive fotograferet

 

Opdragelsen

Hård og kontant. Lussinger var en del af opdragelsen. Jeg fik ikke så mange, fordi jeg altid forsøgte at dække mig og fordi min mor altid tog mig i forsvar.

Dyr var altid en del af tilværelsen. Vi havde høns og duer og næsten også altid en kat. Jeg havde også kaniner:

Jeg husker engang da vi gik til præst (konfirmationsforberedelse) at vi havde besøgt den nærliggende købmand for at købe slik. Dagen efter spurgte min mor om jeg havde stjålet en pibe hos købmanden! Det 23 havde jeg i hvert fald ikke og jeg følte mig meget forurettet! Jeg vidste godt hvem af mine kammerater, der havde stjålet piben. Det var en gårdmandssøn, som havde bedre råd til at købe en pibe end jeg havde!!

Det var jo længe inden der var noget der hed computer – ja inden fjernsynet blev almindeligt. Det første fjernsyn jeg husker var hos en familie, som boede mellem os og byen. Vi var en del børn, som samledes der hver lørdag eftermiddag, da blev der vist Robin Hood!

Senere fik min onkel Harry, som boede i huset, hvor mine bedsteforældre havde boet få hundrede meter fra os, fjernsyn og hos ham tilbragte jeg utallige timer med at se landskamp Danmark – Sverige, som var årets begivenhed på fodboldfronten og mange mange andre udsendelser.

Ellers legede vi børn en masse forskellige lege, som stort set alle indebar fysiske anstrengelser. Dengang behøvede man ikke at sætte motion på skoleskemaet! Vi spillede rundbold, spark til bøtten, Antonius, som var noget med at kaste en bold over hustaget til hinanden hvor det så gik ud på at gribe bolden, inden den nåede jorden. Tag fat, var en leg der gik ud på, at fange hinanden, det dyrkede vi også i frikvartererne i skolen. Vi legede også med kugler: vi havde nogle små lerkugler, som vi legede forskellige lege med. En af legene gik ud på at trille kuglerne i et hul i jorden efter nogle bestemte regler.

Vi legede også med hønseringe – nogle plasticringe, som vi satte sammen og kastede med – det gjaldt om at komme så tæt på en mur eller lignende som muligt – den der kom tættest på vandt de andres hønseringe. Skjul var også en meget almindelig leg, det gjaldt om at skjule os for den: ”der var den”! En blev udpeget til at være den, der skulle finde de andre og den der først blev fundet skulle så finde de andre næste gang.

Vi kunne også finde på, at lave snydepakker: vi pakkede en papæske pænt ind og satte en snor fast i den. Så lagde vi den i vejkanten og skjulte os i vejgrøften. Dengang cyklede de fleste jo frem og tilbage til byen for at handle, og der var næsten altid én som, som stoppede op for at se hvad der var i den fine pakke. Lige når han næsten var henne ved den trak vi i snoren! Snydt!!

Aftenerne gik tit med at spille kort. Vi var næsten født med et spil kort i hånden og det var ikke altid et spørgsmål om vi havde lyst til at spille, nej vores far forlangte at vi skulle spille og han gik meget højt op i det. Der kunne godt falde en lussing af, hvis vi spillede forkert!

En anden del af opvæksten var sundheden!

Et dagligt tilskud af vitaminer i form af levertran, 2 dråber på en skefuld mælk! Føj hvor det smagte, men ned skulle det. Det var en glædens dag, da man kunne få levertran i pilleform – men ak jeg kunne ikke sluge piller – så jeg tyggede dem! Det smagte ligeså frygteligt som levertransdråberne! Derfor udviklede jeg en teknik, hvor jeg stillede mig med ryggen til vores dækketøjsskab (et skab hvori vi opbevarede vores service) og behændigt smed pillen ind under skabet!!

Meeeen ak! Den dag der skulle tapetseres i stuen, skulle skabet jo flyttes ud fra væggen – og der lå alle mine piller!! Havde jeg dog bare spist dem var jeg måske ikke blevet ramt af engelsk syge, som er en mangelsygdom – mangel på D vitaminer.

Ved lægekontrollen på session, da jeg skulle ind som soldat konstaterede sessionslægen, at jeg havde haft engelsk syge, hvilket jeg ikke var klar over, men min brystkasse var skævt udviklet.

Skolen.

I Vrensted var der 2 skoler – en i byen og så Vrensted Østre Skole som jeg og alle mine søskende gik på.

Da jeg kom i skole var jeg ca. 7,5 år gammel. Jeg kunne have startet året før, men min mor havde svært ved at give slip!

Dengang startede skoleåret 1. april og der var undervisning 5 dage om ugen. Klasserne var sammenlagt på grund af det lave elevtal ude på landet – de 4 første årgange ( der var ikke noget der hed børnehaveklasse eller 0’te) kaldte vi ”betteklasse” og 5.-7 klasse kaldte vi ”storeklasse”. Drengene sad i venstre side af lokalet og pigerne i højre side. De dygtigste sad øverst! I 3. klasse sad jeg næstøverst, hvilket betød, at jeg var dygtigere end resten af min egen årgang og alle dem fra den ældre årgang på nær én! Det var min mor meget stolt af.

”Store klasse” gik i skole om formiddagen, så de havde fri til at hjælpe derhjemme resten af dagen, mange var jo børn af bønder og de skulle jo hjælpe i landbruget. ”Bette klasse” gik i skole om eftermiddagen.

Der var kun èn lærer på skolen, derfor kunne alle årgange jo ikke gå samtidigt.

Første skoledag fik vi udleveret en tavle og en griffel. Begge dele af skifer, med griflen kunne man skrive på tavlen og viske det ud igen. Det var en billig måde at komme i gang med at skrive på.

 

Papir var jo dyrt. Til sammenligning brugte man i Kina 50 år senere at øve sig i at skrive de mange tusinde skrifttegn ved at bruge en stor blød kost, dyppet i en spand vand, på fortovsfliserne. Når man nåede enden af fliserne var de første tørret så meget at man kunne starte forfra!

Skolen var en vinkelbygning, hvor den ene fløj, på billedet herunder den høje bygning til venstre, var skolelokaler og den anden fløj var lærerbolig. Desuden var der et stråtækt! udhus, som blandt andet rummede toiletter. Skolefløjen bestod af to klasselokaler, hvoraf kun det ene blev brugt til undervisning. Det andet fungerede som gymnastiksal.

Som det også ses på billedet går der en vej lige uden for skolehegnet, den førte op til en gård. På den anden side af vejen ses en græsmark, som også hørte til skolen, der spillede vi fodbold, dødbold (det der i dag hedder rundbold) og hvad vi ellers legede.

I lokalet, som fungerede som gymnastiksal var der en plint, som vi skulle springe over

Som det ses på billedet kunne man fjerne et eller flere af de seks lag den bestod af så man kunne tilpasse højden efter elevernes størrelse og springkraft.

Der var også en ”Buk”, som vi sprang over.

Men det var kun når vejret ikke tillod, at vi var udendørs, at vi havde gymnastik indendørs.

Legene, vi legede i frikvartererne, var alle fysisk krævende og der var derfor langt i mellem overvægtige børn.

Der blev ikke taget hensyn til børn med særlige behov, alle børn blev anset for at være lige egnede til undervisning. Fik man ikke noget ud af undervisningen var det bare ærgerligt.

Vi sad ved pulte, som bestod af bænk og bord til 2 mand. Under bordpladen, som var skråtstillet var der et rum til vores bøger

Midt i bordpladen foroven var der et hul til et blækhus, som vi delte. Blækhusene blev uddelt, når vi skulle skrive ”Ind” , som det hed når vi skulle skrive ”pænt”. Blækhusene blev fyldt af læreren fra en flaske med blæk. Min første lussing i skolen fik jeg en dag hvor læreren var på vej ind for at få sin formiddagskaffe og derfor satte os til at skrive ”ind” med blæk. Jeg rakte fingeren op og sagde: ” Der er ikke mere blæk i mit blækhus”! Han tog blækhuset og hældte det så der kom lidt blæk ned i det ene hjørne og sagde:” det passer ikke” ”Det passer”, sagde jeg. Så fik jeg en lussing! Min mor gjorde rent på skolen og jeg tror nok, at hun tog læreren i skole” da hun kom derhen samme eftermiddag!

 

Folkeskoleloven, som jeg startede under var fra 1937 og senere 1958 loven.

Mellemkrigstiden og 1937-loven

Ro, orden og disciplin, ikke sjældent håndhævet med fysiske midler, boglighed, øvelser, træning, terperi og udenadslære var stadig en del af folkeskolens virkelighed i mellemkrigstiden, hvor der i øvrigt var forsøg med både nye undervisningsformer og reformpædagogisk nytækning, som pegede i andre retninger. Barnet og ikke lærestoffet skulle i centrum, mente man. Disse tanker vandt indpas i arbejdet frem mod skoleloven fra 1937, hvor man fra begyndelsen ønskede at styrke det praktiske arbejde og elevernes selvvirksomhed i skolen og mindske sorteringen ved mellemskoleeksamen.

 

I folkeskoleloven fra 1937 slås det fast, at “Folkeskolen er den kommunale Skole for Børn i den undervisningspligtige Alder samt de Mellemskoleklasser, der slutter sig hertil. Til Folkeskolen kan der være knyttet andre Eksamensklasser eller eksamensfri Klasser efter de i denne Lov givne Regler. Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.”

Mens denne skolelov var ret forsigtig med at indholdsbestemme de enkelte fag, som der heller ikke blev indført flere af, var den mere vejledende med hensyn til elevernes identitetsdannelse. Skolen skulle, hed det, udvikle og styrke elevernes sans for kristelige værdier, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger og fællesskab mellem folkene, særlig de nordiske. Generelt gælder det i fagbeskrivelserne, der blev udsendt under den tyske besættelse i 1941, at de kulturbærende fag skulle styrke den nationale bevidsthed og de kristelige værdier.

Folkeskoleloven 1958 og Den Blå Betænkning

I 1958 reformeredes skolen igen, ikke med hensyn til formål, men med hensyn til struktur. For det første blev land- og byskoler ligestillet. Dernæst afskaffede man mellemskolen, således at skolens syv første klasser var et samlet forløb, mens eleverne efter 7. klasse enten kunne forlade skolen, gå i en treårig realafdeling for de boglige, eller følge 8. og 9. klasse for de praktisk orienterede. Allerede i 6. klasse skulle eleverne dog normalt deles i en boglig og en almen linje. Den såkaldte Blå Betænkning, der udkom i 1960-61 med diverse bestemmelser, råd, anvisninger og læseplaner for skolen, lå i det meste i forlængelse af det allerede eksisterende. Et enkelt nyt fag så dagens lys, nemlig orientering, der skulle informere om det omkringliggende samfund, arbejds- og erhvervslære og familiekundskab. På det pædagogiske område var børnene rykket mere i centrum, og der skulle tages udgangspunkt i børnenes behov og forudsætninger, der også indbefattede sociale kompetencer til at leve mellem andre og tage hensyn. Det pointeredes også, at skolen skulle dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet ved siden af, og at skolen skulle fremme børnenes muligheder for at vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker. I praksis var der åbnet op for mere varierede undervisningsog arbejdsformer. Nye skolebogssystemer så dagens lys i 1960’erne, audiovisuelle undervisningsmidler kom til, og fx gruppearbejde blev inddraget som en progressiv arbejdsform.

En sjov ting, jeg husker fra Østre skole var, at der kom en lastvogn fra Zoologisk Have i Aalborg. Ladet på lastvognen var indrettet med bure, hvor der var så mange forskellige dyr, som man kunne proppe ind i dem.

Der var en tiger, der var aber og papegøjer og mange andre. Se det var spændende, især for en som mig, som var meget interesseret i dyr.

Dengang gik skoleåret fra 01. april til 31. marts. Sommerferien lå dog nogenlunde som i dag.

Efterårsferien kaldte vi dengang kartoffelferien. Det var fordi den faldt på den tid, hvor kartoflerne var klar til at blive taget op.

Kartofler er sårbare over for mug og råddenskab, hvis de bliver høstet for sent eller ligger afdækkede på markerne. Så børnene blev i første omgang trukket ud af skolen, når behovet var der, snarere end når kalenderen tillod det. Men det var svært for lærerne på landet at få undervisningen til at hænge sammen, når børnene ikke var fraværende på samme tid, og da den irritation havde vokset sig stærk nok i 1899, blev det fastlagt, at kartoffelferien skulle ligge i uge 42.

I dag rimer nye kartofler på lyse sommernætter og friske jordbær, men de kartofler, vi dyrkede i Danmark for små 200 år siden, var en anden sort. De skulle ikke være små og faste delikatesser, men give så meget mad på bordet som muligt. Derfor dyrkede man kartoffelsorter, som kunne vokse helt til oktober, hvor de blev samlet med hjælp fra børn helt ned til seksårsalderen, der allerede var vant til at tage fra.

“Formålet med at være barn på landet i 1800-tallet var ikke at gå i skole, men at deltage i arbejdet på gården. Børnene havde ansvar for smådyr som gæs, geder og lam og trissede rundt efter dem. Pigerne hjalp med kvindernes arbejdsopgaver og drengene med mændenes. Arbejdet mellem kartoffelrækker kom altså oven i de pligter, børnene havde i forvejen,” fortæller Benedikte Jeppesen, der er formidlingsleder i Den Fynske Landsby.

Mens husfaderen eller karlen gik forrest gennem kartoffelrækkerne med hesten og en simpel plov, der skubbede kartoflerne op af jorden, kravlede ungerne bagefter og samlede knoldene.

Kartoffeloptagningen deltog vi børn i. Det var børnearbejde. Jeg husker ikke hvad vi fik for det, men det var et bidrag til familiens økonomi!

Efter 3. klasse flyttede vi til en helt ny centralskole i Vrensted. Den lå midt i byen og der hørte en stor sportsplads til, som også byen idrætsforening benyttede. Her startede jeg i 4. klasse. Dengang startede vi med engelsk i 5. klasse! Det var stort i det lille hjem at have et barn som lærte at tale engelsk!

Engang fik mine forældre besøg fra Amerika af min fars gamle skolekammerater, (af hvilken den ene var ham min mor hellere ville have været gift med). Da kunne jeg brillere med mit meget spartanske engelsk!

I den nye skole var der sløjdlokale, som også blev brugt til fysikundervisning, en stor gymnastiksal med tilhørende badefaciliteter – vi skulle alle i bad efter gymnastik og det sluttede altid med koldt vand! Byens bibliotek flyttede også ind i skolen, det blev samtidigt biologilokale. Hertil knytter sig en særlig historie – jeg var i 7. klasse begyndt at interessere mig for at samle på insekter, godt hjulpet af en ny lærer. Han viste mig hvordan man præparerede sommerfugle. Da vores klasse samledes til et forsinket jubilæum – efter ca. 32 år fra vi forlod Vrensted Skole var det selvfølgelig på skolen og vi fik en rundvisning af den nye skoleinspektør, som vi selvfølgelig ikke kendte. Da vi kom ind i biologilokalet/biblioteket fandt jeg hurtigt en cigarkasse med låg af glas samlet med sort isolerbånd indeholdende forskellige insekter fint sat på nåle. Jeg spurgte skoleinspektøren, om han vidste hvem der havde lavet denne! Det vidste han ikke – ”det har jeg”, sagde jeg, imponeret over, at den havde overlevet så mange år. Jeg kunne godt huske, at jeg havde foræret den til skolen. Men de enkelte insekter var ikke forsynet med etiketter og havde derfor ikke den store værdi, men det var jo ude på landet, hvor man godt vidste hvad det var for dyr der var i kassen!

I en stor del af den tid jeg gik på denne skole hjalp jeg skolens førstelærer, som også var bibliotekar med at passe biblioteket. Hvis han var forhindret i at passe åbningstiden vikarierede jeg og stod for modtagelsen af bøger, der havde været udlånt og stod for udlån. En del af arbejdet var også at sætte bøgerne på plads efter udlån. Det gav en læring om hvordan bøger er organiseret i et bibliotek.

Den sjoveste oplevelse i biblioteket havde dog ikke noget med bøgerne at gøre. En af mine klassekammerater havde fået en eftersidning. Det betød, at man skulle sidde i biblioteket en time efter skoletid. Kammeraten var gårdmandssøn og skulle hurtigt hjem efter skoletid for at hjælpe med høsten! Jeg sagde, at jeg ikke havde noget for denne eftermiddag og godt kunne sidde efter for ham!!

Efter ca. en halv time kom læreren, som havde givet kammeraten eftersidningen, for at sikre sig at han sad der. ”Hvor er Christian?” spurgte han. ”Han skulle hjem og hjælpe med høsten”, sagde jeg. Og det var så det!!

Sløjd havde min store interesse, jeg syntes det var sjovt at arbejde med træ. Jeg købte en træklods – en såkaldt bruyere, roden af en lyngbusk, som vokser i middelhavsområdet. Det var den tids nethandel, nemlig postordre. Træklodsen blev til en pibe, som min lærer, ham som også hjalp mig i gang med at samle på insekter, købte!

Postordrehandel benyttede min mor sig også af, hun fik katalog fra Daells Varehus, som var et københavnsk lavprisvarehus, som lukkede i 1999! Det lå tæt ved Rundetårn, jeg har været der senere i livet, da jeg var på sergentskole på Østerbrogades Kaserne i 1967/68.

Der kom dog også i min barndom en uldkræmmer forbi en gang imellem. Han kom ind med en stor bylt tøj, som han pakkede ud på gulvet. Mine forældre købte som regel noget af ham.

Det skete også, at der kom en bogsælger forbi. Han solgte en form for lægebog, hvori man kunne læse om alle mulige sygdomme! Min mor spurgte, om der også stod noget om gigt, som hun led en del af. ”Ja ja”, sagde sælgeren, ”der står alt om gigt ”! ”Og dine naboer har allerede købt bogen”! Mor købte den, men blev rasende, da hun opdagede, at den kun handlede om kvindesygdomme. (hvad det så er). Hun smed simpelthen bogen i kakkelovnen! Den eneste bog hun nogensinde købte!

Dengang skulle vi altid ud i skolegården i frikvartererne. Vi legede en del forskellige lege, som stort set alle var fysisk krævende.

Der skete altid noget i frikvartererne. I skolegården, op ad gymnastiksalen, var der en drikkekumme

lidt ligesom denne, men muret sammen med muren til gymnastiksalen og i en halvbue med 4 haner, der altid løb i skoletiden. Der var ikke meget pres på vandet, men nok til at vi kunne drikke af det. Nogle af de store drenge syntes det var sjovt at holde for vandet med en finger, derved 32 steg presset og på et tidspunkt slap de på én gang og så kunne de få vandet til at sprøjte helt op til taget af gymnastiksalen! En dag havde nogen proppet en tændstik ned i et af hullerne på vanddyserne. Det skulle gårdvagten – Pallesen ordne. Bevæbnet med en synål bad han tre af de store drenge om at holde for vandet i de øvrige dyser for at det derved større tryk kunne hjælpe med at få tændstikken op. Mens han fumlede med synålen for at få tændstikken op, steg trykket på de øvrige dyser nu så meget, at en af drengene ikke længere •kunne holde helt tæt på sin dyse! Uheldigvis for ham kom der en tynd stråle af vand op af den dyse han skulle holde for og den ramte lærer Pallesen lige i ansigtet! ”Hold op med det” hvæsede Pallesen. Da gik det først op for Mogens, som drengen hed, at vandet ramte Pallesen – så kom han til at grine og jo mere han grinede jo tykkere blev strålen som ramte Pallesen i ansigtet!! Det endte med, at Pallesen smed nålen og jagtede Mogens ind på toilettet, hvor han gav ham en masse lussinger. Pallesen ramte ikke særlig godt og Mogens grinede stadig da han bagefter kom ud!

Det var jo i det hele taget en helt anderledes skolegang vi nu fik på den nye skole. Ud over de nye faglokaler var der nu også hele 6 lærere.

Den nye skole betød jo også en masse nye klassekammerater og en masse nye aktiviteter. Jeg begyndte at spille fodbold i Vrensted Idrætsforening. Jeg var rimelig god – stor og ikke bange for at gå ind i en god tackling, jeg havde min storebror som forbillede. Han spillede det, vi på den tid kaldte ”stopper”, dvs. midtforsvarer eller libero! Dengang var der lokale turneringer mellem nabobyerne og jeg var med til at vinde adskillige af disse turneringer som drenge B, drenge A og junior.

Som senior spillede jeg skiftevis på serie 4 og serie 5 afhængig af min kampform og hvor der var brug for mig. Det gav masser af dejlige oplevelser og en identitet udenfor skolen. Jeg husker kun at have haft en enkelt skade – jeg brækkede min højre tommelfinger da jeg slog den ind i en modstander i en tackling!! Det fritog mig for at aflevere skriftlige opgaver i skolen i nogle uger!

Vi var allerede dengang dopede for at prøve at vinde kampe!! jeg husker en kamp, hvor vi var i Vejby for at spille og en af de andre spillere havde medbragt en pakke druesukker -!!. Som vi spiste før kampen! Vi tabte……

En af disse lokale idrætsdage husker jeg særlig godt. Den fandt sted i Ingstrup – 5 km. fra Vrensted. Vi havde vundet vores første kampe og ventede på at spille mod vores næste modstander. En dreng, som vi ikke kendte, kom hen til os og spurgte, om vi kunne tænke os nogle pærer! Ja da- vi havde jo ikke madpakke med og ingen penge til at købe noget for. ”Så kan I bare plukke nogle fra vores pæretræ” sagde drengen, som vi fik opfattelsen af var præstens søn. Vi styrtede ind i præstegårdshaven og forsynede os med pærer. Dejligt – vi vandt turneringen og fik overrakt fine ”skjolde”, hvilket var små nåle, med en plade, hvorpå der var indgraveret turnering og præmie.

Da vi kom i skole dagen efter, kom førstelærer Madsen og spurgte om nogle af os havde spillet fodbold i Ingstrup dagen før? Vi, der havde deltaget, rakte stolte hånden op. ”Så skal jeg bede Jer om efter skoletid, at cykle til Ingstrup præstegård og give præsten en undskyldning for at I har stjålet hans pærer”!!! Vi forklarede naturligvis, at præstens søn havde givet os lov! ”Præsten har ingen søn” var svaret. En uretfærdighed, som følger én resten af livet!

Nå, men fodbolden gav mange gode oplevelser og gav også en god samhørighed med alle de andre, som spillede. Fodbolden gav de mindre boglige kammerater en ligestilling i klassen: de haltede efter i klassen men det tjente de ind udenfor. Jeg husker ikke, at der var mobning i vores klasse, jeg husker kun, at vi legede med alle. Selvfølgelig var der en form for favorisering, eksempelvis, når vi skulle spille rundbold eller andre boldspil: vi valgte så en anfører for hvert hold, som så valgte sit hold ved at de 2 holdledere på skift valgte spillere – de valgte naturligvis efter, hvor gode de forskellige klassekammerater var til at spille, så de dårligste stod altid tilbage! Men det var jo en lære, som gjorde en bevidst om, sine svage og stærke sider!

En gang om året var der byfest. Der var fodboldturneringer, ringridning og masser af andre aktiviteter. Det strakte sig over en weekend og var årets højdepunkt. Til fodboldkampene blev der af og til opkrævet entré. Det skete ikke ved indgangen, da fodboldbanen ikke var indhegnet, så man kun kunne komme ind et sted. Kassereren for idrætsforeningen gik så rundt til alle tilskuerne og opkrævede et mindre beløb. Men vi unger havde jo ingen penge, så vi gik bare rundt om banen så kassereren ikke nåede os!

Som stor dreng fik jeg lov til at holde fugle i stuen. Det var zebrafinke, nogle små livlige fugle, som ikke svinede så meget. Jeg havde faktisk held til at få dem til at yngle. Da jeg på dette tidspunkt fik mit eget værelse, flyttede fuglene fra et lille bur til et større hjemmelavet, som selvfølgelig stod i mit værelse. En dag fandt jeg en bogfinke, som ramte en af vores ruder og derfor var lidt groggy, den satte jeg ind i buret til mine zebrafinke. Mit værelse lå i forlængelse af en gang, som førte direkte ud i haven. En sommerdag, hvor døren til gangen og dermed mit værelse stod åben, kom jeg ind på værelset og ovenpå mit fuglebur sad der en kat! Fuglene flaksede rundt i buret – katten smuttede ud mellem benene på mig! Men…. min bror havde en riffel stående i hjørnet af mit værelse og den snuppede jeg og ladede hurtigt, jeg var ret fortrolig med riflen. Hurtigt ud i havedøren for at se hvor katten var blevet af? Dér, bag kartoffeltoppene gik den- ok jeg kunne se halen stritte i vejret og sigtede lidt foran og trykkede af! Katten sprang en meter i vejret og faldt derefter til jorden død!!

Hurtigt ind for at finde en spade for at begrave katten. Min mor spurgte hvad jeg skød efter? Gråspurve – var svaret, hvorefter jeg fik katten begravet. Nogle dage efter spurgte min far om jeg havde set naboens grå kat? Nej det havde jeg ikke, jeg vidste ikke engang, at han havde en grå kat!

Jeg var meget optaget af fugle og brugte mange timer på at betragte dem og læse om dem. Jeg brugte mange timer i en plantage, som vi kaldte ”Præstens plantage”, med at lytte til fuglenes lyde. I denne plantage boede der en familie, som vi ikke kendte så godt – faren blev kaldt skovtrolden! En af de første gange, jeg gik i plantagen hørte jeg en ”fuglelyd” som jeg ikke kendte. Jeg havde læst nogle indianerromaner og forestillede mig, at det nok var ”skovtroldens” børn, som forsøgte at skræmme folk! Meeeen , det var såmænd bare en fasankok, som gav lyd af sig!!

Apropos naboer. Vores naboer, hvis kat jeg skød, var faderen og moderen til konen til vores tidligere nabo Thorvald. Anna hed hun. de havde ikke selv børn, men da de var meget glade for børn var mine søskende og jeg altid velkomne derinde. Både mine søstre og jeg tilbragte mange timer hos dem, vi hjalp dem med at køre roer og mange andre ting. Min søster stak engang forken gennem et dæk på vognen, som vi læssede roerne op på, det punkterede! Jeg kom engang til at smadre en glastavle, som hang over en svinesti. Tavlen viste noget om svinene, som var i den pågældende sti. Jeg fik travlt med at komme hjem!!! Men da jeg nogle dage senere kom ind til Thorvald tog han mig i kinden og sagde, at jeg bare skulle have sagt til ham, at jeg havde slået glasset itu. Det var hvad der kunne ske, men det var vigtigt, at få glasskårene fjernet inden grisene åd dem. En pædagogisk måde at sige tingene på! Jeg var så glad for Thorvald at jeg kunne sidde i deres stue mens han sov til middag uden at give en lyd fra mig. Da han nogle år senere gik forbi os, var han syg og kastede blod op på vejen hjem. Da han døde, sagde min mor, om det virkelig kunne være Vor Herres mening, at så god en mand skulle dø! Det er nok den reelle grund til, at jeg ikke længere er medlem af folkekirken!

Hos Thorvald og Anna skete der jo mange ting. En af de ting der skete, var at de en gang om året fik kogt kartofler! Ja det var ikke som når vi koger kartofler til aftensmaden. Nej de avlede kartofler til foder til svinene og en gang om året kom en kartoffelkoger forbi. Det var en stor maskine, som kunne koge kartofler i store mængder ad gangen. Vi børn spiste masser af disse kartofler, de smagte af en eller grund meget bedre end dem vi fik til daglig

Hos Thorvald oplevede jeg også, hvordan man vænner en plag til. En plag er en ung hest, som skal vænnes til at trække en vogn eller en plov eller et hvilket som helst andet arbejdsredskab. Jeg var med engang hvor dette skulle foregå. Thorvald havde 2 heste – Musse, som var en ældre norsker og så en ny plag. Begge heste blev spændt for en vogn og så gik det ellers derudaf. Plagens iver blev holdt i ave af den ældre Musse og 35 således blev plagen vænnet til det arbejde den fremover skulle udføre. Der lærte jeg også aldrig at gå tæt bag en hest, da den kan blive bange for et eller andet og sparke bagud – og bliver man ramt af et par hestehove kan man godt dø af det.

Min bror Svend var ansat på en gård i nærheden, hvor jeg af og til hjalp med at køre halm ind i høsten. På gården havde de 2 sorte oldenborgere – et par flotte, stærke heste. En dag vi kørte halm og jeg stod oppe i vognen og lagde halmballerne pænt, så der kunne være flest mulige på vognen, havde den ene af hestene fået tømmerne ind under halen, og da jeg forsøgte at trække den ud, kneb den bare halen fastere omkring tømmen. ”Bare tag fat om tømmen på begge sider af halen og træk hurtigt frem og tilbage” sagde min bror, ”så skal den nok slippe”. Det bevirkede, at rebet ville ”brænde” under halen på hesten og det ville selvfølgelig gøre ondt. Det gjorde jeg, og ganske rigtigt lettede hesten halen, men den sparkede også bagud og ramte træværket på vognen lige foran mit hoved. Der kunne mit liv have været endt!

Jeg hjalp også min broder med at tærske korn. Kornet blev høstet med selvbinder, en maskine, som høstede kornet og bandt det sammen i neg, som så senere skulle gennem et tærskeværk for at skille kernerne fra halmen. Når vi nåede de sidste neg i laden, var der fyldt med rotter. Min broder fik ram på en, der var vej op af en bjælke i laden, han stak en fork gennem dens rygskind og ind i bjælken! Rotten løb rundt om flenen på forken, men min broder fik ram på den med en skovl!

Rotter var også dengang et problem. Når mine forældre opdagede, at der var rotter i huset bagte min mor pandekager til dem! Pandekagerne indeholdt karbid! Når karbiden kom i forbindelse med rottens mavesyre eksploderede den!

Sankt Hans aften blev i mine barndomsår fejret noget anderledes end de gør i dag. Vi mødtes på en mark et sted i området og der var konkurrence om hvem der kunne præsentere den flottest pyntede ko eller kvie. Jeg husker min søster Karla havde lånt en ko af vores omtalte nabo Thorvald. Hende og min anden søster Inge og jeg havde brugt flere dage på at flette kranse af rødkløver og sikkert også andre blomster til at pynte koen med. Jeg husker ikke, om hun vandt præmien for den finest pyntede ko. Det var dog nok en ære at få lov til at deltage! Efter at de fint pyntede kreaturer var blevet trukket rundt i ”ringen” var der naturligvis bål med afbrænding af en heks! Der var selvfølgelig også en del af disse som overlevede!

Dengang var der jo vintre til! Masser af sne og frostgrader ned omkring 25-30° var ikke ualmindeligt. Da vinduer i husene på den tid kun bestod af et enkelt lag glas, var vinduerne tit frosset til indvendigt, så for at kunne kigge ud tøede vi ruderne op med hænderne! Vi havde tit sne op til hustaget og mange gange har vi gået ovenpå vores hæk omkring vores have. På en dam tæt ved vores hus, som altid var bundfrosset, lavede vi gange i sneen og legede isbjørn: det samme som ” tag fat” rundt i disse gange, hvor sneen var så høj, at vi ikke kunne se hinanden før vi mødtes! Vi havde skøjter, men ikke som man kender dem i dag, hvor de sidder på støvler, men løse skøjter, som vi spændte fast på vores gummistøvler med en 36 særlig nøgle. Min bror Svend var eminent til at skøjte, ligesom han var god til alle mulige andre fysiske udfoldelser, han var f.eks. god til at cykle siddende baglæns på styret af cyklen!

I 7. klasse gik vi ”til præst”, som vel i dag hedder konfirmationsforberedelse. Vi var sammen med konfirmanderne fra nabobyen Thise, da det var Vrensted – Thise sogn. Vi var i alt 45 konfirmander i præstegårdens konfirmandstue, som vel var beregnet til det halve.

Vi havde en meget behagelig præst, som forstod at folk på landet havde en lidt afslappet holdning til religion, det balancerede han på forbilledlig vis.

Min konfirmation blev holdt som en traditionel familiefest hjemme. Min mor havde lavet maden, godt hjulpet af svigerinde og flere, som jeg ikke husker hvem var. Jeg husker ikke, om der var sange – der var i hvert fald ingen taler. Jeg fik en ny cykel i konfirmationsgave, hvilket var normalt på den tid.

I konfirmationsgave fik vi alle et års medlemskab i Vrensted Idrætsforening, med gratis adgang til nogle midnatsballer, som blev holdt i forsamlingshuset. Vi fik også et medlemskort til Vrensted Ungdomsforening og det fik stor betydning for mig. Jeg blev på et tidspunkt valgt ind i bestyrelsen for ungdomsforeningen og blev valgt som kasserer. Det betød, at jeg for første, men absolut ikke sidste gang kom på kursus!! Jeg kom på et højskolekursus i bogholderi!

Præsten var en betydende person i ungdomsarbejdet i sognet. På hans initiativ blev vi deltagere i en landsomfattende konkurrence i ”Hvem ved mest om Norden”?

Konkurrencen gik ud på, at vi gennem nogle tests, skulle finde frem til en vinder. Vi fik alle udleveret en bog om hvert af de nordiske lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

I Thise blev der oprettet et seniorhold og i Vrensted et juniorhold bestående af Poul Christoffersen, Christian Østergaard og mig. Thises seniorhold og vi vandt landskonkurrencen!

Vi kvalificerede os dermed til nordisk finale i Stockholm. Tænk sig 3 unge mennesker fra Vrensted skulle deltage i en finale i Stockholm!!

Vi rejste til Stockholm, os tre juniorer, de tre seniorer fra Thise og præsten og hans kone en fredag og havde en fridag i Stockholm om lørdagen. Her står en enkelt episode klart i min erindring: vi gik en tur gennem Stockholms indre by og på et tidspunkt kom vi til en gade, hvor folk stimlede sammen og det var på grund af, at der oppe på en balkon et godt stykke oppe stod en mand, som ville springe ud for at slå sig ihjel. Det uhyggelige ved denne oplevelse var, at folk i kor råbte: ”Spring, spring”!!

Om søndagen fandt konkurrencen sted. Vi var velforberedte, vi kunne bøgerne udenad. Desværre kom der spørgsmål, hvor svaret ikke kunne findes i bøgerne! Vi blev nr. 4 ud af 5, men fik et smukt litografi tegnet af en af Sveriges mest kendte naturtegnere Harald Wiberg, det har jeg stadig, det er et litografi af en duehøg siddende i skovbrynet. Smukt!

Efter 7. klasse og konfirmationen var det på tide at tage stilling til, hvad jeg ville lave efter skolen!

Byens autodidakte cykelsmed og automekaniker ville godt have mig, men kunne i sin egen mangel på uddannelse ikke tilbyde en læreplads

Jeg var ikke ukendt med knallerter, min far havde en – en Rekord, som jeg af og til fik lov til at låne. En dag jeg var henne at besøge en kammerat, tunede kammeraten den så den kunne køre lidt stærkere!!! Det opdagede min far en dag han var hos nævnte cykelhandler. Jeg fik dog ikke skældud, min far havde intet imod, at den kunne køre lidt stærkere.

Vi havde ikke bil, min far havde ikke kørekort, det havde han ikke brug for. Vi havde cykler og det rakte dengang. Jeg lærte at cykle på min brors cykel. Den var for høj, men jeg kunne sætte det ene ben ind under stangen og på den måde cykle! Da jeg begyndte at køre på min fars knallert, købte han en brugt knallert, som han kørte på og dermed havde jeg hans for mig selv!

En af byens tømrere ville godt tilbyde mig en læreplads og jeg havde også mod på at arbejde med træ, men jeg havde også lyst til at læse videre. Jeg fik derfor lov til at komme på realskole, hvilket dengang svarede til 8. – 10. klasse, men en boglig linje. I disse år skete der en udvikling i skolegangen, sådan, at der var en praktisk linje i 8. og 9. klasse for elever som var ”udpræget praktisk begavede”, og en anden linje, realskolen, som var en 3 årig mere boglig linje.

Optagelse på realskolen var et spørgsmål om begavelse! Vi var 5, som søgte optagelse. Skal vi tale om social baggrund var vi 3 med arbejdsmandsbaggrund og 2 gårdmandssønner. De 2 gårdmandssønner og Poul, som elles var velbegavet, med en arbejdsmand som far skulle til optagelsesprøve. Den anden arbejdsmandsdatter og jeg som også havde lav social baggrund blev optaget uden prøve!!

Det var en fordel for os alle 5, at en af gårdmandssønnernes far var medlem af sognerådet, som var den tids byråd. Takket være ham kom vi på datidens bedste realskole, gratis og endda med gratis buskort til Brønderslev. Uden disse fordele var jeg næppe kommet på realskole og min videre færd i livet havde været mere besværlig…

På realskolen havde vi selvfølgelig også idræt. Jeg var god til volleyball og var på skoleholdet. Jeg var også rimelig god til atletik.

Jeg havde forskellige forestillinger om, hvad jeg ville være: forstkandidat, biolog eller politibetjent (kriminalpolitiet).

I de tre år på realskolen, Søndergades Skole i Brønderslev, havde jeg i ferierne forskellige jobs.

Min søster havde fået job på Restaurant Strandpavillonen i Løkken i kaffekøkkenet, og jeg søgte derfor job der. Jeg fik job som parkeringsvagt. Det indebar, at jeg skulle hjælpe gæsterne med at finde en ledig parkeringsplads på en rimelig stor parkeringsplads.

Derudover skulle jeg holde parkeringspladsen ren og sætte flag, de nordiske, og om aftenen tage flagene ned igen.

Når dette var overstået, havde jeg fri.

Lønnen var kost og logi og de drikkepenge gæsterne gav!!

Jeg delte værelse med en anden mand, som var ansat som opvasker.

Det gav egentlig udmærket, folk var ikke nærige, det var fruen i huset derimod! Hende røg jeg hurtigt uklar med og sagde op! Hun forventede, at jeg også hjalp med opvasken! Det var ikke en del af aftalen og så var det ansættelsesforhold slut!

Jeg gik direkte derfra hen på den nærliggende restaurant ”Klitbakken” og spurgte om de manglede arbejdskraft! Det gjorde de og jeg kunne begynde i buffeten dagen efter!

Det var en meget spøjs arbejdsplads. Indehaveren Lundstrøm var meget påholdende og vi skulle gemme servietter, som havde været på bordene, men ikke så brugte ud, lysestumper og hvad der ellers kunne bruges igen – en dyd som vi hylder i vore dage!!

Overtjeneren var bøsse og da jeg ikke ville køre en tur med ham i hans nye Volvo 544, blev han sur på mig og var på nakken af mig resten af min tid på restauranten. (altså ikke bogstaveligt)!!en anden tjener var alkoholiker og så var der diverse sommerafløsere. En lærerig sommerferie!

En anden sommerferie tilbragte jeg som købmand på Svalereden Kro, mellem Frederikshavn og Sæby.

Som bestyrelsesmedlem i Vrensted Ungdomsforening var jeg inviteret med til en årsafslutning for alle ungdomsforeningbestyrelsesmedlemmer og det sluttede på Svalereden Kro. Fin fest med musik og dans. Jeg spottede chefen i løbet af aftenen og spurgte ham om han manglede arbejdskraft i sommerferien. Det gjorde han. Og få dage efter fik jeg et brev (vi havde ikke telefon) at jeg var velkommen til at bestyre købmandsforretningen for sæsonen!

Min lykke var gjort. Jeg skulle selv sørge for indkvartering og fik 1500 kr. i løn for sæsonen!

Jeg tog til Løkken og købte et lille spidstelt og blev kørt til Svalereden Kro af min svoger Poul, som havde taxaforretning. Min mor var også med. Vi havde ikke selv bil.

Dette feriejob var nok noget af det mest udviklende jeg til dato havde haft.

Jeg skulle selv bestille brød hos bageren om aftenen efter hvad jeg forventede jeg kunne sælge dagen efter!

Jeg blev gode venner med bager Birk! Bager Birk havde bageri og forretning i Søndergade i Frederikshavn, han havde en sikker fornemmelse af, hvad jeg kunne sælge, da han havde leveret brød til campingpladsen i årevis.

Om aftenen, når jeg havde lukket købmandsforretningen, gik jeg op i restauranten og hjalp servitricerne, jeg havde jo erfaring som buffist fra Klitbakken. Til gengæld kunne jeg forvente, at mine teltstænger var væltede når servitricerne havde været i byen og kom hjem ud på natten!

Til en campingplads hører naturligvis også en lejrchef. Det var en mand fra Hjørring, som lige var færdig på gymnasiet og derfor skulle tjene nogle penge, inden han skulle starte på tandlægehøjskolen. Han havde arbejdstid fra 07 morgen til 22 aften. Jeg havde arbejdstid fra 07 til 21.

Han havde en Velo-solex!

2-3 gange om ugen kørte vi de ca. 3 km. ind til Sæby til Kildekroen på Veloen for at drikke et par bajere og danse med nogle piger!

Musikken på Kildekroen blev leveret af Kurt Siel og hustru med band.

Kurt Siel havde indspillet en LP plade og have en rigtig god sangstemme, konen spillede trommer

Deres 2 døtre, Tina og Lene har begge haft sangkarrierer.

I 1966 blev jeg færdig med realskolen.

Her slutter de første 18 år af min fortælling. Måske kommer der en fortælling om de næste mange år, som omhandler 4 år i forsvaret – bl.a. som sergent i militærpolitiet og en karriere i toldvæsenet, senere Skat. En kongelig udnævnelse og derfor et besøg hos Dronningen for at takke for udnævnelsen